Luthers disputation med Eck 10

 
 

fra WA 2, side 344 til 350.
 

Oversat af Ricardt Riis. Tilbage til indholdsoversigten!
 
1 De indulgentiis.

Die undecima Iulii, que fuit dies Lune.

Eccius.

Om afladen. 

Mandag den 11. juli. 

Eck.

2 Imprimis, antequam descendam in hanc disputationem indulgentiarum, protestor, non esse mentis mee aut propositum velle hac mea disputatione contravenire mandatis summi pontificis, quibus mandat in Decreto incipiente 'Cum postquam', (n2) non debere defendi vel predicari contrarium certis punctis de indulgentiis sub pena excommunicationis, sed magis esse intentionis mee defendere veritatem in eodem Decreto approbatam. Quo sic prefato accedo ad inpugnandam conclusionem undecimam. (t-ecklut#26 (E) I begyndelsen, før jeg går ind i denne disputation om afladen, vil jeg erklære, at det ikke er min hensigt eller mit mål med denne disputation at gå imod de bestemmelser, som paven har fremsat i sit dekret 'Cum postquam', man bør ikke optræde som forsvarer eller prædikant imod de visse punkter om afladen, ellers bliver man ekskommuniceret, nej, det er snarere min hensigt at forsvare den sandhed, der er godkendt i dette dekret. Og når det er sagt, går jeg over til at angribe den elvte tese. 
3 Dicere indulgentias esse utiles Christianis est verum et pium, nec indulgentie sunt vicium boni operis: quare non videtur bene dictum, quod (W344) hoc affirmantes insaniant.  (E) At sige, at afladen er gavnlig for de kristne, er sandt og fromt. Og afladen fordærver ikke den gode gerning. Derfor synes det ikke at være rigtigt sagt, at de, der fastholder afladen, er vanvittige. 
4 Hoc probatur, quia ecclesia in iis que sunt fidei non errat et que respiciunt animarum salutem, (#20) immo, ut s. Cyprianus ait, Deus non permittit maiorem partem cleri errare, (#21) sed in conciliis generalibus et per universitatem cleri iam a trecentis annis indulgentie reputate sunt utiles et pie Christianis. (E) Dette bevises deraf, at kirken i de ting, der har med troen at gøre og i det, der angår sjælenes frelse, ikke farer vild. Tværtimod, som den hellige Cyprian siger, Gud tillader ikke, at den største part af kleresiet farer vild. Men nu er afladen på de almindelige konciler og på kleresiets universitet igennem tre hundrede år blevet regnet for nyttig og from for de kristne. 
5 Quod patuit in concilio Viennensi, ubi approbate sunt date per Urbanum 4. pro venerabilis Eucharistie veneratione: (#22) nam concilium hanc addidit rationem motivam, ut Christi fideles essent magis parati ad obsequia venerationis et honoris sacramento impendenda.  (E) Hvilket fremgik på koncilet i Wien, hvor det, der var givet af Urban den 4. med hensyn til at ære det ærværdige nadversakramente, blev godkendt. For koncilet tilføjede det begrundende motiv, at Kristi troende skulle være mere rede til den lydighed, man skyldte sakramentets ærværdighed og ære. 
6 Sic Innocentius 3. in concilio generali, ubi utilissimam constitutionem 'Omnis utriusque' a tota ecclesia receptam edidit, de indulgentiis quoque disposuit hospitaliorum dicens: Iniungimus vobis in remissionem peccatorum, quatenus de bonis vobis collatis grata eis subsidia charitatis erogetis, ut per subventionem vestram ipsorum inopie consulatur et vos per hec bona et alia, que domino inspirante feceritis, ad eterna possitis gaudia pervenire. (#24).  (E) Således gjorde Innocens den 3. det på et almindelige koncil, hvor han havde udgivet den konstitution: 'Omnis utriusque', der blev modtaget af hele kirken, at han bestemte, at der også kunne gives aflad til hospitalslemmerne. Han sagde: Vi pålægger jer, når I tildeler syndernes forladelse, forsåvidt I uddeler af de goder, I har samlet, kærlighedsunderstøttelse til dem, så at der gennem jeres hjælp rådes bod på deres mangel og I gennem denne og andre gode gerninger, som I gør, inspireret af Herren, når frem til den evige glæde. 
7 In eodem quoque Concilio limitata fuit inferiorum prelatorum indulgentias dandi potestas, que in Lugdunensi concilio deinde fuit approbata. Sed si indulgentie essent vicium boni operis et Christianis inutiles, quid opus esset collationem vicii operis minuere in inferiori prelato et conferre in plenitudinem potestatis? (#25 (E) På dette koncil blev der også givet de lavere prælater magt til at give aflad, og det blev sidenhen godkendt på koncilet i Lyon. Men hvis aflad var et fordærv af gode gerninger og unyttig for det kristne, hvad skulle det så nytte at mindske summen af gerningsfordærv hos den lavere prælat og overføre den til magtens fylde?
8 Accedit, quod laudabile Constantiense concilium, quod et inter errores damnavit indulgentiarum contemptum, contulit indulgentias omnibus in Concilio existentibus et feria sexta ieiunantibus, quod fuisset bona opera tantorum patrum inquinare et inficere. (#26).  (E) Dertil kommer, at det rosværdige Konstanzerkoncil, som blandt mange vildfarelser også fordømte den, at nære foragt for afladen, tildelte alle koncilsdeltagerne, som havde fastet seks dage, aflad, hvilket ville have været at besudle og besmitte så mange fædres gode gerninger. 
9 Et Gerson, quem reverendus pater illustrem theologum appellat, sicut fuit veri et honesti studiosissimus, is decidit, indulgentiarum concessionem non esse parvipendendam seu contemnendam, sed devote amplectendam in fide, spe et charitate domini nostri Ihesu Christi, qui talem potestatem clavium ecclesiasticarum dedit hominibus. (#27).  (E) Og Gerson, som den ærværdige fader kalder en oplyst teolog, og han er da også meget ivrig efter det sande og det ærværdige, han fastslår, at afladens indrømmelse ikke er en bagatel og ikke bør foragtes, men modtages hengivent i tro, håb og kærlighed til vor Herre Jesus Kristus, som har givet menneskene en sådan magt igennem de kirkelige nøgler. 
10 Constat enim, quod fructuosior est et deo acceptabilior operatio, talibus indulgentiis innitens quam altera et ceteris paribus non innitens. Hec Gerson. (#28).  (E) Han konstaterer nemlig, at det er en mere frugtbar og en mere gudvelbehagelig gerning at støtte sig til en sådan aflad end ikke at støtte sig til andre og lignende ting. Såvidt Gerson. 
11 Sic et alii sancti et optime existimationis viri tempore datarum indulgentiarum voluerunt, que a beato Gregorio quoque date sunt ante nongentos annos et Paschasio ante sexcentos annos. (#29).  (E) Sådan var der også andre hellige mænd af det bedste ry, der ville have tid til at give aflad, hvilket også blev givet af den salige Gregor for ni hundrede år siden, og af Paschasius for sekshundrede år siden. 
12 Unde sola tanti patris auctoritas debet quemlibet Christanum movere, ut credat indulgentias esse utiles Christianis, quamvis non ignorem, quod Wilhelmus Altisiodorensis referat, non defuisse, qui etiam vivente beato Gregorio sancto patri in indulgentiis contradixerint. (E) Og derfor, alene en sådan faders autoritet bør bevæge enhver kristen, så han tror, at aflad er gavnlig for de kristne, skønt jeg ikke er uvidende om, at Wilhelm fra Altsiodor fortæller, at der var nogen, som endnu mens den salige Gregor levede, modsagde den hellige fader, hvad afladen angår. 
13 Porro hoc addam: Si indulgentie sunt vicium boni operis, hoc potissimum meo arbitratu ex eo suspicari possem, quod sunt satisfactorie. sed (W346) per opus satisfactorium non minus meremur quam si non esse satisfactorium: alioquin prestaret nos nulla facere opera satisfactoria, ne merita nostra pro isto statu minueremus. Sed in benedictionibus seminantes de benedictionibus quoque metemus. Sed hic audiam reverendum patrem. (#31).  (E) Videre vil jeg hertil føje: Hvis afladen var et fordærv af den gode gerning, så ville jeg i højeste grad efter forgodtbefindende derudfra kunne nære mistanke om, hvorvidt den er fyldestgørende. Men gennem den fyldestgørende gerning gør vi os ikke mindre fortjent end hvis den ikke er fyldestgørende. Ellers ville det gå sådan, at vi ikke gjorde nogen fyldestgørende gerninger, uden at vore fortjenester ud fra dette stade blev mindre. Men når vi udsår velsignelse høster vi også velsignelse. Men herom vil jeg gerne høre den ærværdige faders mening. 
14 Accedat tantus totius Christianitatis consensus in Iubileis per summos pontifices celebratis, per Bonifacium 8., per Clementem 6., Urbanum 6., Nicolaum 5., integerrimum et doctissimum pontificem, Sixtum 4. (#32) et quod communi consensu Christianissimorum regum et principium pro passagiis et cruciatis Summus pontifex plenissimas sepe dedit indulgentias. (#33).  (E) Læg dertil, at hele kristenheden har været enig om at fejre jubelår gennem paverne, Bonifacius den 8., Clemens den 6., Urban den 6., Nicolaus den 5., en fordomsfri og meget lærd pave, Sixtus den 4., og bemærk videre, at paven ofte giver aflad til dem, der er blevet pint og plaget, hvilket de højst kristelige konger og fyrster er enig med ham i. 
15 Cum ergo fides ecclesie sit indefectibilis, pro qua Christus rogavit, ut non deficeret Luce 22. (Luk 22,32) et pollicitus est se nobiscum esse omnibus diebus usque ad consummationem seculi Matth. 28., (Matt 28,20) non est admittendum, ecclesiam cum animarum pernicie tanto tempore erasse, (#34) et quia decreta Summorum pontificum ab omnibus communionem ecclesie sancte habentibus sunt acceptanda, (#36) ut ait Gregorius can: preceptis, 12. dist: item can: omnia decretalia, 25. quest: 1. cum multis concordantibus  (E) Eftersom altså kirkens tro er ufejlbar, den tro, for hvilken Kristus bad, at den ikke skulle svigte, og lovede, at han ville være med os alle dage indtil verdens ende, så kan det ikke tillades, at kirken til sjælenes fordærv skulle have taget fejl igennem så lang tid, og fordi pavernes dekreter af alle, der regnes med til den hellige kirkes fællesskab, bør accepteres, som Gregor siger i kanon 'preceptis', distinktion 12, og ligeledes kanon 'omnia decretalia' spørgsmål 25, 1, tillige med mange andre steder, 
16 et pontifex modernus (n15) sub pena excommunicationis late sententie definivit, indulgentias esse utiles ad penam peccatis debitam iis, qui charitate iungente membra sunt Christi, (bul-9-11#4) delendam, et quod huiusmodi remissio ex merito Christi et sanctorum auctoritate summi pontificis quasi compensetur, (#37) his omnibus persuasum volo Christiano fideli, Indulgentias non esse vicium boni operis nec dicere indulgentias Christiano esse utiles esse insanire, quod nihil aliud est quam dicere totum clerum in ecclesia tanto tempore insanivisse.  (E) og fordi den nuværende pave under ekskommunikationsstraf udførligt har fastslået den opfattelse, at afladen er nyttig til at udslette den syndestraf, man er skyldig, nyttig for dem, som ved den kærlighed, der binder sammen, er Kristi lemmer, og fordi den slags eftergivelse ligesom opvejes af Kristi og helgenernes fortjeneste ud fra pavens autoritet, så vil jeg med alt dette overbevise enhver kristen om, at afladen ikke er den gode gernings fordærv, eller om, at det ikke er vanvid at sige, at afladen er nyttig for den kristne. At sige dette sidste er ikke andet end at sige, at hele kleresiet i kirken igennem så lang tid har været vanvittigt. 
17 Martinus.

Duodecim argumentis impugnat egregius d. d. conclusionem meam undecimam. Ad que priusquam respondeam, primo diluam illud, quod insaniam esse dixi, haberi indulgentias bonas Christiano esseque eas vicium boni operis. (t-ecklut#26). 

Martin. 

Med tolv argumenter bekæmper den udmærkede hr doktor min elvte tese. Men førend jeg svarer, vil jeg først gøre det, jeg har sagt, at det er vanvid at afladen af en kristen regnes for god, og at den er den gode gernings fordærv, mere forståeligt.

18 Dico ergo: quando propheta Psal: 39. audet insanias falsas appellare (n18) et Psal: 118. iniquorum fabulationes ipsas traditiones hominum, que de se non erant male, nisi quod malam fidutiam adversus iusticiam dei prestabant insipientibus, quanto magis insania est, indulgentias, que neque precepte neque consulte sunt neque necessarie ad salutem, immo remissiones sunt bonorum multorum operum, haberi pro bono Christianorum! (L) Jeg siger altså: Når profeten i Sl 40,5 vover at kalde det falske vanvid, og i Sl 119,85 at kalde de overmodiges fabler menneskelige overleveringer, skønt de i sig selv ikke er onde, men blot for de ukyndige fremkalder en ond tillid imod Guds retfærdighed, hvor meget mere er det da ikke vanvid, at regne afladen for et gode for de kristne, den aflad, der ikke er påbudt, som der ikke gives råd om, som ikke er nødvendig til frelse, ja, som er en eftergivelse af mange gode gerninger! 
19 cum omne bonum nostrum et necessarium ad salutem comprehensum sit in preceptis et consiliis. (k19)  Immo amplius dico: quando saluberrima dei lex teste Ezechiele et apostolo Paulo Rom: 7. non est bona homini, immo occasio peccati, sola autem gratia bonum est Christiano, quanto minus indulgentie, que nedum cum gratie sed nec cum legis ullius bonitate ullo modo comparari possint, (W347) cum sint nihil et privatio quedam bonorum operum, haberi debent pro bono! non quod noxias aut pernitiosas arbitrer, ut dicemus.  (L) Skønt alt det, der er godt for os og nødvendigt til frelse er sammenfattet i budene og rådene. Ja, jeg vil yderligere sige: Når den frelsebringende Guds lov ifølge Ezekiel og apostelen Paulus i Rom 7,11f ikke er til gode for mennesket, men giver anledning til synd, men alene nåden er et gode for den kristne, hvor meget mindre bør så ikke afladen regnes for et gode, den, som ikke kan sammenlignes med nådens, men heller ikke med lovens godhed på nogen måde, eftersom den ikke er noget, men er en fjernelse af nogle gode gerninger! Ikke fordi jeg tror, at den er skadelig eller fordærvelig, som vi siger. 
20 Quando ergo egregius d. d. dicit primo, ecclesiam in iis que sunt fidei non errare nec in iis que respiciunt animarum salutem, recte dicit: sed tales non sunt indulgentie, ut dictum est. (#4). (#43).  (L) Når derfor den udmærkede hr doktor som det første siger, at kirken ikke kan tage fejl i det, der hører troen til, eller det, der har med sjælenes frelse at gøre, så taler han ret. Men som sagt hører afladen ikke med til den slags ting. 
21 Quod autem Cyprianus dicit, deum non permittere, quod maior pars cleri erret, viderit ipse quid dixerit. Certum est, quod tempore Arriane perfidie maior pars et eloquentiorum episcoporum et doctiorum virorum erravit in tanto articulo fidi, adeo ut nullus catholicus episcopus ferme resideret in cathedra sua. (#4). (#44).  (L) Men når Cyprian siger, at Gud ikke tillader, at størstedelen af kirken farer vild, så må han selv tage vare på, hvad han har sagt. Det står fast, at på Arius' tid var den største del troløs og det de mest veltalende biskopper og de lærdeste mænd i en så stor trosartikel, og det i en grad, at ingen katolsk biskop kunne sidde fast i sit sæde. 
22 Quod dicit, in conciliis generalibus et trecentis annis habitas indulgentias utiles et pias Christianis et in concilio Viennensi approbatas, quas Urbanus 4. pro reverentia venerabilis Eucharistie in fidelibus excitanda largitus est, (#5) respondeo: nunquam negavi esse utiles indulgentias, sed non Christianis, hoc est fervide agentibus, Christum secundum nomen suum amantibus et querentibus: iis enim ingrata est remissio operum, grata vero impositio operum. (#45).  (L) Når han siger, at på de almindelige konciler og igennem tre hundrede år er afladen blevet regnet for nyttig og from for de kristne, og at den blev godkendt på koncilet i Wien, hvor Urban den 4. for at opægge de troende til ærefrygt for den ærværdige nadver uddelte aflad, så svarer jeg: Jeg har aldrig nægtet, at afladen er nyttig, blot er den det ikke for de kristne, det vil sige, for dem, der handler brændende, elsker og søger Kristus for hans navns skyld: for dem er det nemlig ukært at få eftergivet gerninger, men kært at få pålagt gerninger. 
23 Secundo dico, quod in iis rebus non est respicienda persona ullius sive Concilii sive pape, sed quid dicatur, presertim quando hic error de indulgentiis ut in re non necessaria non est periculosus, (#47) ceteris tamen paribus, hoc est, si sciant eas esse non necessarias nec in eas confidant. (#46).  (L) For det andet vil jeg sige, at i disse sager skal man ikke se hen til nogens person, hvad enten det nu er koncilet eller en pave, men se hen til, hvad der siges, især fordi her en fejltagelse angående afladen ikke er farlig, eftersom det handler om en ikke nødvendig ting, dog alt andet lige, det vil sige, for så vidt de véd, at den ikke er nødvendig og ikke sætter deres lid til den. 
24 Ad secundum, de Concilio generali et Innocentio 3. qui iniunxit pro dispositione hospitaliorum, ut in remissionem peccatorum conferrent grata subsidia &c., (#6) dico, me adhuc non intelligere hoc verbum pape, cum remissio peccatorum mihi videatur esse aliud quam indulgentie, atque si esset idem, dico sicut prius. (#48).  (L) Til det andet, om det almindelige koncil og Innocens den 3., som udstedte bestemmelse angående, hvordan man skulle forhold sig overfor hospitalslemmer, at man, når man tildelte syndsforladelse, skulle samle afgivne gaver sammen, osv, vil jeg sige, at jeg endnu ikke har forstået disse paveord, eftersom det forekommer mig, at syndernes forladelse er noget andet end uddeling af aflad, og hvis det er det samme, vil jeg sige som ovenfor. 
25 Ad tercium, de Lugdunensi Concilio, in quo approbata dicitur et limitacio potestatis conferendi indulgentias inferiorum prelatorum, admitto totum. quod autem sequitur, si essent inutiles, non fuisse necessarium collationem vicii operis minuere in inferioribus prelatis, (#7) dico, indulgentias esse vocatas a me vicium operis, secundum quod impugnatus sum a d. d. conclusione mea 42. in Resolutorio, ubi sic dixi: Non quod venie sint male et noxie, sed quod abusus perversus nocet, dum tale opus non facerent, nisi venie essent: sic enim finis operis huiusmodi fit ipsa venia. (WA 1,599 = res08#51) Et clarissimum est, quod raro homines contribuerent, nisi indulgentie promitterentur. Ideo semper ibi est periculum saltem vitiosi operis.  (L) Til det tredie, om koncilet i Lyon, hvor det siges, at der blev godkendt en begrænset magt til at uddele aflad til de lavere prælater -- det indrømmer jeg helt og holdent. Men at der deraf skulle følge, hvis afladen er unyttig, at det ikke havde være nødvendigt at mindske summen af gerningsfordærv hos de lavere prælater, til det vil jeg sige, at afladen af mig kaldes en fordærvelig gerning, og det bliver jeg bekæmpet for af hr doktoren, i tese 42 i mine resolutioner, hvor jeg siger: 'Ikke, at afladen er ond eller skadelig, men at et perverst misbrug gør skade, eftersom de ikke ville gøre en sådan gerning, hvis der ingen aflad var. Således bliver afladen selv den slags gernings endemål'. Og det er soleklart, at det er sjældent, at menneskene gør det, hvis ikke de får løfte om aflad. Derfor er der her altid i det mindste fare for en fordærvet gerning. 
26 Quarto induxit laudabile Constantiense concilium, quod inter errores ceteros damnavit contemptum indulgentiarum. (#8) Respondeo: nunquam ego contempsi aut contemnendas esse docui, nisi contemptus intelligatur hoc modo, quod incomparabiliter meliora possumus eisdem expensis facere, quibus (W348) indulgentie redimuntur vel quam sunt indulgentie ipse. quare prerogativa melioris non est contemptus deterioris, Sicut aurum non est contemptus ligni aut feni, etsi prestantius. (eck-11#4).  (L) For det fjerde indfører han det rosværdige Konstanzerkoncil, som blandt mange vildfarelser fordømte foragt for aflad. Jeg svarer: Jeg har aldrig fordømt eller lært, at man skulle fordømme aflad, medmindre man da forstår 'foragte' på den måde, at vi uden sammenligning kan gøre mange bedre ting med de penge, vi køber aflad for, som er bedre end afladen selv. Det bedres forudsætning er jo ikke foragt for det dårligere, ligesom guld ikke medfører foragt for træ eller strå, selv om det er prægtigere. 
27 Per idem ad quintum, ubi Gersonem inducit, indulgentiarum concessionem non esse parvipendendam: (#9) addo 'in suo genere' seu, sicut ipse dixit, 'ceteris paribus'. Nec credo hanc sententiam d. d. satis placere, quod indulgentie sint suscipiende in fide, spe et charitate, cum tenuerit satisfactionem impleri et remitti posse etiam iis, qui sunt extra gratiam. (eck-11#5).  (L) På samme måde med det femte, hvor han indfører Gerson, som hævder, at det, at der indrømmes aflad ikke er en lille ting, her vil jeg tilføje: 'i sin art' eller som han selv plejer at sige: 'alt andet lige'. For jeg tror ikke, at den sætning behager hr doktoren særlig meget, at afladen skulle modtages i tro, håb og kærlighed, eftersom det ville svække det forhold, at fyldestgørelsen skal opfyldes, og at også de, der er udenfor nåden, kan få den eftergivet. 
28 Admitterem, quod fructuosior sit operatio innitens indulgentiis quam altera non innitens, ceteris paribus, modo cetera illa paria recte comparentur, sicut non nego, meliorem esse posse unam orationem dominicam Laici quam omnes horas canonicas unius sacerdotis. (#10). (eck-11#7).  (L) Jeg vil indrømme, at den handling er mere frugtbar, at støtte sig til afladen, end en anden, der ikke støtter sig dertil, alt andet lige, blot de andre lige ting sammenlignes ret, ligesom jeg ikke nægter, at én lægmands beden fadervor kan være bedre end én præst, der beder alle de kanoniske tidebønner. 
29 Sexto inducit, beatum Gregorium ante nongentos annos, Paschasium ante cccccc annos dedisse indulgentias, quamvis recitante Wilhelmo Altisiodorensi aliqui contradixerint sancto Gregorio. (#11).  (L) For det sjette fremfører han, at den salige Gregor for ni hundrede år siden og Paschalius for seks hundrede år siden gav aflad, skønt han citerer Wilhelm fra Altisiodor for i nogen grad at have modsagt den hellige Gregor.
30 Respondeo: Nondum habeo fide dignam historiam de indulgentiis Gregorianis: (eck-11#8) tamen quicquid sit, non ideo sequitur, indulgentias esse aliud quam indulgentias, hoc est remissiones bonorum operum, (eck-11#9) quas nemo bonas poterit appellare Christianis, quantumlibet sancta Concilia vel quamlibet sancti eas dederint vel approbarint. Ideo d. d. non solum contra me agat solis nominibus auctoritatum, sed et ipsius rei veritate.  (L) Jeg svarer: Jeg har endnu ikke set nogen troværdig historie om Gregors aflad. Dog, hvad den end måtte være, deraf følger ikke, at aflad er andet end aflad, det vil sige, eftergivelse af gode gerninger, og det kan ingen påstå er et gode for de kristne, ligegyldigt hvor mange hellige konciler eller hvor mange hellige mænd, der så har givet eller godkendt aflad. Derfor kæmper hr doktoren ikke blot mod mig, når han blot nævner navnene på autoriteterne, men også mod sandheden af hans egen sag. 
31 Septimo suspicatur, eas esse ideo boni operis vicium, quia sunt satisfactorie. (#13). Dico, quod non sunt satisfactorie sed remissiones satisfactorie, nec habende ut opus satisfactorium. ideo male hoc argumento comparantur operibus satisfactoriis, quasi ideo merita nostra minuantur, si indulgentie relinquantur: immo contrarium verius est, merita augentur, dum indulgentie relinquuntur. (eck-11#15).  (L) For det syvende får han mistanke om, at afladen af den grund skulle være den gode gernings fordærv, at den er en fyldestgørelse. Jeg svarer, at afladen ikke er en fyldestgørelse, men en eftergivelse af en fyldestgørelse. Derfor duer det ikke med dette argument, hvor afladen sammenlignes med fyldestgørende gerninger, som om vore fortjenester formindskedes, hvis vi lod være med at købe aflad. Hvor det tværtimod er mere sandt, at fortjenesterne øges, når vi lader være med at købe aflad. 
32 Octavo dicit, consensu fidelium receptum annum Iubileum Bonifacii 8., Clementis 6., Sixti &c. (#14) Respondeo: quis scit, si consensus fidelium eum receperit, nec est Bonifacius tante opinionis, ut quidquid gesserit statim pro re bene gesta habendum sit, presertim in re non bona nec necessaria ad salutem, qui et alia monstra perpetravit, que in rebus necessariis malum exemplum prebuerunt. (eck-11#14).  (L) For det ottende siger han, at Bonifacius', Clemens den sjettes, Sixtus' og de andres jubelår blev modtaget med de troendes tilslutning. Jeg svarer: Hvem véd, om det var de troendes tilslutning, der modtog det, og det ikke blot var Bonifacius, der havde en så stor mening om sig selv, at han regnede med, at hvadsomhelst han gjorde straks ville blive regnet for en god ting, især i en sag, som ikke er god eller nødvendig til frelse; han har også lavet andre besynderlige ting, som frembyder et dårligt eksempel i nødvendige sager. 
33 Nono quod dederunt Rhomani pontifices consensu Christianissimorum regum et principum indulgentias pro passagio, (#14) dico sicut prius: non est miraculum, quod deus hec contemnat et sinat agi et agere, que impertinentia sunt ad salutem, qui in hoc super nos vigilat, ut doceat utilia, ut apostolus ad Titum 3. dicit, hoc est precepta sua et consilia. (k33). (eck-11#17).  (L) For det niende: At de romerske paver med højst kristelige kongers og fyrsters tilslutning har givet aflad til dem, der blev pint (?), hertil vil jeg sige som tidligere: Det er ikke underligt, at Gud foragter dette og dog tillader det at ske og bedrives, fordi det ikke fører til frelse, den Gud, der på dette punkt våger over os, at han kan lære os nyttige ting, som apostelen skriver Tit 3,8, det vil sige, hans bud og hans råd. 
34 Decimo arguit, fidem ecclesie esse indefectibilem et Christum nobiscum, ideo ecclesiam non potuisse errare tanto tempore cum animarum pernicie. (W349). (#15).  (L) For det tiende fremfører han det argument, at kirkens tro er ufejlbar og at Kristus er med os, derfor vil kirken ikke kunne fare vild i så lang en tid til fordærv for sjælene. 
35 Dico: non tota ecclesia erravit. Deinde, si etiam erraret in iis rebus nihili (semper de Christianis loquor), non est periculum salva fide: variari opiniones et errare in temporalibus non tollit ecclesiam Christi.  (L) Jeg svarer: Ikke hele kirken tog fejl. Dernæst: Selv om den også tog fejl i disse ubetydelige ting (jeg tale stadig om de kristne), så er der ingen fare, blot troen bevares. At have forskellige meninger og at tage fejl i det timelige ophæver ikke Kristi kirke. 
36 Undecimo decreta Romanorum pontificum acceptanda esse contendit. (#15) Respondeo: sine dubio sunt acceptanda, sed tamen cum iuditio, ut habetur dist: 19. ca: Anastatius: quia Romani pontifices homines fuerunt et homines circum se habuerunt, errare potuerunt. Deinde nullum est decretum, quod precipiat indulgentias redimere, nec est usque hodie, quod indulgentiarum valorem aperte declaraverit. (eck-11#18).  (L) For det elvte hævder han, at de romerske pavers dekreter skal godtages. Jeg svarer: De skal uden tvivl godtages, men dog med skønsomhed, som der står i distinktion 19, kapitel 'Anastatius': Fordi de romerske paver var mennesker og havde mennesker omkring sig, kunne de fare vild. Dernæst er der ikke noget dekret, som har foreskrevet, at man skal købe aflad, og der er indtil idag heller ikke noget, som ligeud forklarer afladens værdi. 
37 Ultimo de moderni pontificis definitione, esse videlicet utiles indulgentias et de merito Christi et sanctorum acceptas, (#16) respondeo: nec ipse satis exprimit nec probat vel una syllaba que dicit. De qua re copiosius in actis meis Augustensibus dixi.  (L) Til sidst siger han om den nuværende paves definition, at nemlig afladen er gavnlig og skal forstås om Kristi fortjeneste og helgenernes fortjeneste: hertil svarer jeg: Heller ikke han udtrykker sig tilstrækkelig klart, og han beviser ikke med en stavelse det, han siger. Men det har jeg behandlet mere udførligt i mine 'Acta Augustana'. 
38 Non sequitur ergo, totum clerum in ecclesia tanto tempore insanivisse, cum interim semper fuerint, quibus et displicuerint, qui et contradixerint, saltem privatim, indulgentiis, ut testatur vulgatissimum proverbium 'Indulgentie sunt pie deceptiones'. (eck-11#21).  (L) Men heraf følger ikke, at hele kleresiet i kirken i så lang tid har været vanvittigt, eftersom der altid har været nogle, der ikke syntes, det var godt, nogle, der modsagde afladen, i hvert fald for sig selv, som det folkelige ordsprog bevidner det: 'Afladen er et fromt bedrag'. 
39 Eccius.

Accepi reverendi patris sententiam in multis mitiorem et equabiliorem quam verba conclusionum pretenderent aut alia sua scripta mihi videbantur significare, neque mei est instituti indiscretas indulgentiarum proclamationes aut abusus defendere, sed veritatem et quantum indulgentie rationabiliter date possunt prodesse tutari, et, ut sim brevis, non discutio de excusatione sue conclusionis, at, cum assumit indulgentias non preceptas, non necessarias esse, fatemur. 

Eck. 

Jeg har forstået, at den ærværdige faders mening på mange punkter er blidere og mere midtsøgende end ordene i hans teser lægger op til eller andre af hans skrifter synes mig at implicere, og jeg ser det heller ikke som min opgave at fremsætte stærke proklamationer om afladen eller forsvare dens misbrug, men at forsvare sandheden og det så langt som den rationelt givne aflad kan gavne, og, at jeg skal sige det kort, jeg tager ikke frem et angreb på hans tese, men vi indrømmer det, når han hævder, at afladen ikke er påbudt og ikke er nødvendig. 

40 Sed in hoc toto meo exili iudicio apparet esse difficultas nostre dissentionis principaliter, quia reverendus pater dicit, indulgentias non esse nisi remissiones bonorum operum: quam interpretationem apud nullum indulgentias vel dantem vel admittentem memini me repperisse, quoniam sic indulgentie essent vere noxie, periculose et damnabiles, (eck-11#26) cum sic concilia et summi pontifices remitterent hec bona opera, ut vel sic homo non mereretur tantam beatitudinem, quod est contra animarum salutem, vel homines decepti remissione bonorum operum ad purgatorium mitterentur, ut penas hic non dilutas ibidem sustinerent, quod revera damnabile est.  (E) Men i alt dette synes det efter min svage bedømmelse at være hovedvanskeligheden i vores diskussion, at den ærværdige fader siger, at afladen ikke er andet end borttagelse af gode gerninger. Den fortolkning mindes jeg ikke at have fundet hos nogen, som enten giver aflad eller tillader den, eftersom en aflad, der blev forstået således, i sandhed ville være skadelig, farlig og fordømmelig; så ville jo koncilerne og paverne have eftergivet disse gode gerninger, så at på den måde enten mennesket ikke fortjente så stor en salighed, hvilket er imod sjælenes frelse, eller menneskene blev snydt for eftergivelsen af de gode gerninger og sendt til skærsilden, for at de dèr kunne underkastes de straffe, der ikke blev udslettet her, hvilket i sandhed er fordømmeligt. 
41 unde omnium vel dantium vel admittentium indulgentias unus consensus est, indulgentias non esse bonorum operum remissiones, sed remissionem esse pene temporalis pro peccato contrito adhuc debite et non solute, sicuti Leo modernus papa expresse in prefato decreto definit, (bul-9-11#4) quod Sixtus 4. ante eum expressissime fecit tempore Iubilei sui.  (E) Derfor er alle, der enten giver eller tillader afladen enige om den ene ting, at afladen ikke er eftergivelse af gode gerninger, men er eftergivelse af timelige straffe for den synd, der er angret, de timelige straffe, der endnu skyldes og ikke er afløst, sådan som Leo, vor nuværende pave, udtrykkeligt har fastslået det i forordet til sit dekret. Det har Sixtus den 4. meget tydeligt gjort før ham, da han uddelte jubelårsaflad. 
42 Unde concordare non possum, quod reverendus pater in suis Resolutionibus dicit, indulgentias solum datas pigris, (res08#29) quod (W350) etiam in sermone vulgari affirmat (aflad#17), non volentibus implere canones penitentiales, et tamen in eodem resolutorio dicit, canones penitentiales pigris impositos, quod viri alioquin strenui omnem vitam penitentiam agerent. (eck-11#31) unde infelicissime essent Indulgentie, si essent bonorum operum remissiones.  (E) Derfor kan jeg ikke være enig i det, den ærværdige fader siger i sine resolutioner, at afladen kun gives til de dovne. Det bekræfter han også i en folkelig prædiken, at den gives til dem, der ikke vil opfylde bodskanonnerne, og dog siger han i de samme resolutioner, at bodskanonnerne pålægges de dovne, skønt ellers ihærdige mænd gør bod hele livet. Derfor ville afladen være noget ulykkeligt noget, hvis den var eftergivelse af gode gerninger. 
43 Soluturus ad primum respondit, indulgentias non attinere ad animarum salutem, (#20) cum profecto maxime intersit salutis animarum, an salutem promoveant vel impediant. (eck-11#32) Interest etiam fidei nostre, an papa ut Christi vicarius penas peccato debitas facta recompensatione per merita Christi et sanctorum possit remittere et delere. (eck-11#33).  (E) For at løse det første spørgsmål svarer han, at afladen ikke har med sjælenes frelse at gøre, skønt det dog minsandten i høj grad kommer sjælenes frelse ved, om afladen fremmer eller forhindrer frelsen. Og det kommer også vores tro ved, om paven som Kristi stedfortræder kan eftergive og udslette de straffe for synden, som vi skylder, når der er givet kompensation gennem Kristi fortjenester og helgenernes fortjenester. 
44 De Cypriano obiecet mihi, quod occurrebat Cyprianum legenti, quamvis non plene mihi constet, an sicut in Grecia ita et in aliis regionibus Ecclesie maior pars clere fuerit infecta. (#21).  (E) Angående Cyprian svarer han mig, hvad der kunne indvendes imod Cyprian fra den, der læser ham, skønt det ikke står mig helt klart, om det var således i Grækenland og i andre egne af kirken, at den største del af kleresiet var kættere. 
45 Deinde ad concilia respondit, indulgentias non esse bonas Christiano, id est, qui fide et charitate Christum sequatur. (#22) hoc certe dicta Conciliorum destruit et indulgentiarum largitionem, quia non nisi Christi fidelibus et contritis et confessis sub communi forma conceduntur. quare communi sententia indulgentie non sunt bone malis, quia eas non consequuntur, sed bonis et vere Christianis. (eck-11#34).  (E) Dernæst svarer han til det med koncilerne, at afladen ikke er et gode for den kristne, det vil sige, for den, som i tro og kærlighed følger Kristus efter. Dette ødelægger givetvis koncilernes udsagn og deres uddeling af aflad, fordi afladen i den almindelige form kun tilstås Kristi troende, som har angret og bekendt. Derfor er efter den almindelige mening afladen ikke noget gode for de onde, fordi de ikke efterfølger den, men for de gode og sande kristne. 
46 Non accepto, quod reverendus pater dictum Senece hic usurpat, non attendendum quis sed quid dicatur, (#23) quoniam maxime in iis, que sunt fidei, attendere oportet etiam quis dicat, et concilium legittime congregatum est ab omni Christiano audiendum. (eck-11#35).  (E) Jeg går ikke med til det, når den ærværdige fader her fremdrager Senecas udsagn, at man ikke skal lægge mærke til, hvem der siger det, men hvad der siges, fordi man især i det, der har med troen at gøre, også må lægge mærke til, hvem der siger det, og fordi et koncil, der er legitimt sammenkaldt, bør adlydes af enhver kristen. 
47 Dicit errorem non periculosum, si hic de indulgentiis erretur. (#23) at mihi contrarium videtur, cum periculosi errores fuerunt iudicati, qui sacris ordinibus vestris fratrum mendicantium ab initio detraxerunt. (eck-11#37).  (E) Han siger, at fejlen ikke er farlig, hvis der her fejles angående afladen. Men jeg synes det modsatte, eftersom de farlige vildfarelser blev dømt, der fra begyndelsen forringede jeres tiggerbrødres orden. 
48 Ad Innocentii in generali concilio constitutionem dicit, se non intelligere, quomodo valeant vel indulgentie sint remissio peccatorum. (#24).  (E) Til Innocens' konstitution på det almindelige koncil siger han, at han ikke forstår, hvordan det kan have sin gyldighed, at afladen er forladelse af synder. 
49 Dico ut semper: non dabo, tam solenne concilium et legitimum potuisse errare, cum a spiritu sancto non derelinquatur (eck-11#38) et remissio peccatorum intelligenda sit quo ad penam, quia nomen peccati non semper pro culpa, sed etiam pro pena culpe debita usurpatur, sicut apud Machabeos 'ut a peccatis solvantur', (2 Makk 12,46) quod de culpa nequit intelligi mortali, sed de pena culpe debita. (eck-11#39).  (E) Jeg vil sige som altid: Jeg går ikke med til, at et højtideligt og legitimt indkaldt koncil kan fare vild, eftersom det ikke lades i stikken af Helligånden, og syndernes forladelse må forstås med hensyn til straffen, fordi ordet 'synd' ikke altid bruges om brøden, men også om den straf for brøden, som man er skyldig, sådan som det hedder 2 Makk 12,46: 'at de kan blive løst fra deres synd', hvilket ikke kan forstås om den dødelige brøde, men om den straf for brøden, som de skylder. 
50 Et si indulgentie dicantur dari, ut absolvantur a pena et culpa eas consequentes, nullus existimare debet, indulgentias remittere culpam, sed quia papa concedit, ut a culpa mediante sacramento penitentie a deputatis commissariis absolvantur et deinde indulgentias, id est penarum remissiones, consequantur. (W351).  (E) Og hvis afladen siges at blive givet, så de løses fra straffen og brøden, og afladen så følger efter, så bør ingen mene, at afladen tilgiver brøden, men fordi paven tilstår, at de løses fra brøden gennem bodssakramentet fra de udsendte kommissærer og derefter følger afladen, det vil sige, eftergivelse af straffene. 
51 Videre til Eck-11!

 

Noter:
 

Note 2: WA note: Leo den tiendes dekret af 9. november 1518. (Se bul-9-11). 
 

Note 15: WA note: Leo den tiendes dekret af 9. november 1518. (Se bul-9-11). 
 

Note 18: I Vulgata står der Sl 39,5: beatus vir cuius est nomen Domini spes ipsius et non respexit in vanitates et insanias falsas.
 

Kommentarer:

k19:  Her ser det ud, som om Luther godkender, at det, der skal gøres, kan deles op i bud og råd. Dette blev meget ændret efter 1520, se især 'Om munkeløfterne': (se også k33).

k33: Det er bemærkelsesværdigt, at Luther her medtager rådene (consilia) under det, der skal læres som nyttigt. Senere fremfører han meget skarpe angreb på papisterne, fordi de skelner mellem bud og råd.