Luthers disputation med Eck, 9

 
 



Disputatio I. Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 332-343 .
1 Hora secunda continuata disputatio per eundem d. Martinum, qui dixit se declaraturum recte et candide de scripturis sentire.  Klokken to fortsatte disputationen ved doktor Martin, som sagde, at han han ville erklære, hvordan man kunne mene ret og ægte om skriften. 
2 Et quia mea sententia non satis intellecta videtur egregio d. doctori, quantum possum, apertius me expono, quod scripture et sancti patres antiqui in suis sententiis respiciunt futuram vitam, qua vel salvantur vel damnantur anime, nihil de purgatorio interim cogitantes.  (L) Og fordi det efter min mening ikke synes tilstrækkeligt forstået af de udmærkede hr doktor, lad mig så, så godt jeg kan, forklare det lidt mere åbent, hvad skriften og de gamle hellige fædre lagde i det fremtidige liv, hvorved enten sjælene frelstes eller fordømtes, idet de ikke tænkte på skærsilden. 
3 ideo multe ille auctoritates, que abnegant statum merendi post haec vitam, non pertinent ad purgatorium. quod si adhuc non intelligitur, fingatur purgatorium nullum esse, sicut non fuit eius cogitatio in mentibus eorum. tunc adhuc stabunt et vere erunt omnes auctoritates inducte, quod ante mortem est vita merendi.  (L) Derfor er det sådan, at disse mange autoriteter, som nægter, at man efter dette liv kan fortjene noget, ikke har med skærsilden at gøre. Og hvis man endnu ikke har forstået det, så må man forestille sig, at skærsilden ikke eksisterer, sådan at man på den måde bliver klar over, at skærsilden ikke var i deres tanke. Da kan alle de fremførte autoriteter fastslå og sige med sandhed, at det liv, hvor man kan fortjene sig noget, befinder sig før døden. 
4 Deinde non sic de meritis loquor animarum in purgatorio, quod aliquid operentur, sed quod recipiant gratiam ampliorem, cum apud omnes constet (W333) culpam non remitti, etiam venialem, sine augmento gratie et in purgatorio culpas remitti scribat divus Gregorius in dialogorum 4. et recitatur dist: 25. c. qualis. Sic tamen hoc assero, ut pro opinione habeam, immo ut fatear pro ignorantia: soli deo credo cognitum esse statum animarum in purgatorio.  (L) Dernæst taler jeg ikke sådan om sjælenes fortjenester i skærsilden, at de kan gøre noget, men at de kan modtage en yderligere nåde, eftersom det hos alle står fast, at skylden ikke forlades, heller ikke den tilgivelige, uden forøgelse af nåden, og den guddommelige Gregor skriver i sin 4. dialog (der citeres dist. 25, kapitel 'qualis'), at i skærsilden forlades skylden. Det er dog således, at jeg regner det for min mening, ja, jeg tilstår at jeg regner det for min uvidenhed: jeg tror, at det er lagt hen alene til Gud at kende sjælenes tilstand i skærsilden. 
5 Ad tercium principale de scientia salutis earum, ubi induxit primo Apocalypsis quitum caput, quod nemo inventus est nec in celo nec in terra nec subtus terram, qui dignus est aperire librum, volens per 'subtus terram' intelligere purgatorium, ut in quo et aliquando sancti viri fuerunt, sicut Paschasius et Severinus, (08#33) dico, quod hec glossa auctoritatem non habet, ideo eadem facilitate contemnitur qua probatur.  (L) Angående det tredie hovedstykke angående deres viden om frelse, hvor han først indfører Åb 5,3, at ingen findes, hverken i himlen eller på jorden eller under jorden, som er værdig til at åbne bogen: Her vil han, at 'under jorden' skal forstås om skærsilden, så at der dèr også var nogle hellige mænd, såsom Paschasius og Severinus: Hertil siger jeg, at denne fortolkning ikke har nogen autoritet, og at den derfor med samme lethed kan lægges til side som bruges som bevis. 
6 Fateor quidem, sanctos in purgatorio fuisse, immo nullum in purgatorio esse nisi sanctum. Posset ergo contentiosus dicere, 'subtus terram' esse idem quod infernus vel quodlibet aliud, ut quod nec demones nec homines nec angeli possint aperire librum, sicut dicitur trina rerum machina colere deum et apud apostolum tam celestia quam terrestria quam inferna genu flectere (Fil 2,10). Siquidem et demones contremiscunt, immo, ut in eodem libro modus est, 'subtus terram' significat etiam mortuos, ut dicit in alio capitulo: Terra dedit mortuos suos et infernus dedit mortuos suos. (Åb 20,13). (L) Men jeg indrømmer, at der har været hellige i skærsilden, ja, at der i skærsilden ikke er nogen, medmindre han er hellig. Man kan altså lidt mere stridbart sige, at 'under jorden' er det samme som helvede eller hvadsomhelst andet, eftersom hverken dæmoner eller mennesker eller engle kan åbne bogen, sådan som det siges, at Gud dyrkes i 'alle tre etager', og hos apostelen, at både i himlen og på jorden og under jorden skal der bøjes knæ. Da jo også dæmonerne skælver, ja, som det er måden i den samme bog, så betyder 'under jorden' også de døde, som det siges i et andet kapitel: Jorden gav sine døde fra sig og helvede gav sine døde fra sig.
7 Quod autem sequenter inducit: omnes cantabant in celo et in terra et subtus terram, desperantes autem non cantare posse, respondeo: non dixi animas desperare unquam, sed quando una ecclesie sententia eadem est pena inferorum et purgatorii, dixi eas similes esse desperatis, quomodo leguntur et in hac vita quidam tentati fuisse desparatione, ut in psalterio in multis locis: Ne avertas faciem tuam a me, (Sl 102,3) et: assimulabor descendentibus in lacum (Sl 28,1). Deinde cantare domino non semper est letari et gaudere, immo canticum novum est canticum crucis, hoc est laudare et portare deum in mediis tribulationis, atque adeo in morte.  (L) Men til det, han derefter indfører: at alle synger i himlen og på jorden og under jorden, men at de fortvivlede ikke kan synge, svarer jeg: Jeg har ikke nogensinde sagt, at sjælene er fortvivlede, men når det er hele kirkens mening, at helvedesstraffen og skærsildsstraffen er de samme, så har jeg sagt, at så er der også straffene på lignende måde fortvivlende, sådan som det siges, at også i dette liv bliver nogle fristet til fortvivlelse, sådan som det mange steder i salmerne hedder: Tag ikke dit åsyn bort fra mig, og: Så jeg bliver som de, der går i graven. Dernæst er dette at synge for Herren ikke altid at juble og glæde sig, for den ny sang er korsets sang, det vil sige, at prise og takke Gud midt i trængsler, og helt ind i døden. 
8 Quod tertio adduxit canonem misse, ubi pro defunctis orantes dicimus 'Dormiunt in somno pacis et quiescunt in Christo', non videt, ut dicit, quomodo possint dici dormire in somno pacis, si sint in tali turbatione, tremore et inquietudine maxima: ideo interpretans hanc quietem pacis dicit, quod exspectant secure terminum sue purgationis. (08#34 (L) Når han for det tredie fremfører messens kanon, hvor vi i vores bøn for de afdøde siger: 'De sover i fredens søvn og hviler i Kristus', så kan han ikke indse, som han siger, hvordan de kan siges at sove i fredens søvn, hvis de er i en sådan stor trængsel, bæven og uro. Derfor fortolker han denne fredens ro ved at sige, at de venter den sikre frist for deres renselse. 
9 Respondeo: non satisfacit michi hec glossa et idem per idem probatur: nam esse eos inquietos probat id quod sequitur in canone 'Ipsis, domine, et omnibus in Christo quiescentibus locum refrigerii lucis et pacis indulge', et illud quod omnes oramus 'Requiem eternam dona eis, domine', item 'dona eis pacem', quod non potest intelligi 'dona eis exspectare secure terminum sue purgationis', quod d. d. interpretatus est esse pacem. Rectius ergo meo iudicio requiescunt in pace quod ad corpus. Dormire enim in sacris literis in pace significat quiescere in sepulchro, (W334) et sic patet, quod egregius d. d. non probavit scientiam salutis eorum, immo quodammodo tollit penas purgatorii, dum eis tribuit pacem.  (L) Jeg svarer: Denne fortolkning tilfredsstiller mig ikke, den beviser det samme ved det samme: For at de er urolige, beviser det, der følger i kanon: 'Til disse, Herre, og til alle, der hviler i Kristus, giv du dem i nåde et roligt sted med lys og fred', og det, som vi alle beder: 'Giv dem den evige fred, Herre', og: 'Giv dem fred', hvilket ikke kan forstås som identisk med: 'Giv dem at vente en sikker frist for deres renselse', sådan som hr. doktoren fortolker det, at de er i fred. Snarere kan man efter min mening sige, at de hviler i fred, hvad legemet angår. For at sove i fred betyder i den hellige skrift at hvile i graven, og således går det til, at den udmærkede hr. doktor ikke har bevist nogen viden om deres frelse, men blot på en måde ophævet skærsildens straf, mens han tildeler dem fred. 
10 Eccius.

Quia nobis constitutum est arctum tempus hanc materiam hodie finiendi, ut pro qualitate materie solutiones nihili refutare non possim et alia puncta purgatorii attingere, paucula quedam afferam, ut facile agnoscatur, vitasse reverendum patrem materie nostre medullam et diverticula quesivisse. 

Eck. 

Fordi der er afsat et bestemt stykke tid til at færdiggøre dette emne i dag, så at jeg ikke kan gendrive nogen af teserne ordentligt, og knytte andre ting fra skærsilden dertil, vil jeg fremføre nogle få punkter, så det let skal kunne erkendes, at den ærværdige fader undgik hovedsagen i vores emne, og beskæftigede sig med biting. 

11 Unde primo cum Augustinum indixissem: Omne meritum hic comparatur, et quod nemo speret, quod hic neglexit, cum obierit, apud deum promereri, similiter et Hieronymum, dicit se utrumque concedere (08#21): (n11) sed que tunc est ista obstinatio, si Augustinum concedit, omne meritum hic comparari, ut dicat, gratiam in animabus etiam in purgatorio augeri? (#46).  (E) Derfor har jeg for det første sammen med Augustin påpeget: Enhver fortjeneste her sammenlignes, og lad ingen håbe på, at han hos Gud, når han dør, kan fortjene det, han her undlod; sådan har jeg også behandlet Hieronymus, når han siger, at han indrømmer begge dele: Men hvad er det så for en stædighed, hvis han indrømmer Augustin, at al fortjeneste her kan sammenlignes, at han siger, at nåden i kan øges i sjælene, også sjælene i skærsilden? 
12 Neque valet in presentia collyrium suum ad omnes auctoritates, quas dicit non loqui de purgatorio. Nam beatus Augustinus illud idem dixit, cum de animabus in purgatorio tractaret et in Enchiridio et in libro de cura pro mortuis agenda c. 1. Nam post mortem non possumus agere quod prodest, sed recipere quod egimus.  (E) Her i disse sager gælder den øjensalve, han bruger på alle autoriteter, ikke, de autoriteter, han siger ikke taler om skærsilden. For den salige Augustin sagde det samme, da han afhandlede om sjælene i skærsilden både i Enchiridion og i bogen om omsorgen for de døde kap 1. For efter døden kan vi ikke gøre noget, der gavner, men modtage, hvad vi har bedrevet. 
13 In hanc enim inciderat Augustinus difficultatem, quomodo suffragia mortuis prodesse possunt, quia nihil mererentur: recurrit ad hoc, ut in vita meruerint, quod eis post mortem prodesset. Quare frustra nitebatur me instruere de sensu suo, quem satis bene accepi, nec persuasiuncula sua quidquam momenti habet apud Christianum, quia venialia non remittantur sine augmento gratie. (#48).  (E) For Augustin kommer nemlig ind på denne vanskelighed, hvordan bønner kan gavne de døde, fordi de intet kan fortjene: han holder sig til det, at de i livet optjener det, som kan gavne dem efter døden. Derfor er det forgæves, at han prøver at belære mig om hans mening, jeg kender den godt nok, og hans forsøg på overtalelse vil ikke få fremgang hos nogen kristen, at de tilgivelige synder ikke tilgives uden forøgning af nåden. 
14 Probet hoc Reverendus pater: nulla auctoritate hoc est fulcitum, imo est falsum, cum peccatum veniale dei offensam non faciat ex dei misericordia: non opus est nova gratia in eius deletione, sed sufficit, quod aliquis pro eo satis patiatur.  (E) Det skulle den ærværdige fader bevise: men han har her ikke kunnet støtte sig til nogen autoritet, men har været falsk, eftersom en tilgivelig synd ikke støder Gud på grund af barmhjertigheden. Der er ikke brug for nogen ny nåde for at kunne udslette den, det er nok, at nogen lider tilstrækkeligt for den. 
15 Quod vero secundo loco excusat se de errore, quia non video unam literam adductam per dominum patrem pro sua nova doctrina, ideo merito debet reputari suspecta, cum recentiorum theologorum sententia tot sacre scripture et sanctorum patrum nitatur auctoritatibus (#50): nec hoc excusat, quod aliquibus imponit facere opiniones Thome vel Scoti, sed clarissima ecclesie lumina cum sacra scriptura adduxi: viderit ipse, quos Theologistas incuset.  (E) Men så til det, at han det andet sted undskylder sig imod vildfarelse: Fordi jeg ikke ser ét eneste bogstav fremført af hr faderen for hans nye doktrin, derfor bør den med rette regnes suspekt, eftersom de nyere teologers mening støtter sig til så mange skriftsteder og fædrecitater. Og han kan heller ikke undskylde sig med, at han tillægger nogen at have Thomas' eller Scotus' meninger, men jeg har fremført kirkens klareste lys sammen med den hellige skrift. Lad ham selv se til, hvem han vil kalde teologister. 
16 Tertio ad Augustinum dicit de libris Machabeorum fortiorem opponendo beatum Hieronymum. (08#41) At Hieronymus nullibi negat libros Machabeorum apud ecclesiam esse de canone biblie, quin in prologo hoc constanter asserit, fuisse annotatum inter divinorum voluminum historias, quare opusculis sanctorum patrum in can: Sancta Romana, 15. dis: non debuit equiparari. (E) For det tredie siger han med hensyn til Augustin, at den salige Hieronymus stærkere går imod makkabæerbøgerne. Men Hieronymus nægter intetsteds, at makkabæerbøgerne for kirken regnes med til bibelens kanon, ja, i prologen forsikrer han det gentagne gange, at de skal opregnes blandt de guddommelige bøgers historiske skrifter, og derfor bør de ikke sidestilles med de hellige fædres skrifter, dist 15, kap 'Sancta Romana'. 
17 Cum vero ei opposuissem de concilio Florentino, respondet, concilium non posse (W335) facere aliquid esse de scriptura quod non sit. (08#42) hoc quidem verum, sed quid hoc est? concilium tam laudabile tanta temeritate contaminare, ut hoc absurdum decernat.  (E) Men til det, jeg sagde imod ham om florentiner-koncilet, svarer han, at et koncil ikke kan bevirke, at noget kommer med i skriften, som ikke er med i skriften. Ja, det er da sandt, men hvad så? Et så rosværdigt koncil skulle besmitte sig med en sådan frækhed, at det skulle bestemme noget så absurd. 
18 Cum vero doctissimi fuerint in eo concilio viri, malo crede concilio, quod a spitiru sanctu regitur, quam domino Luthero, (#52) non quod concilium faciat aliquid de scriptura quod non sit, sed quod credam concilium melius habere sensum et intelligentiam scripturarum decernendo, hoc esse de scriptura quod in scriptura reperitur.  (E) Men eftersom der på dette koncil var mange lærde mænd, vil jeg hellere tro om dette koncil, at de blev ledet af Helligånden, end jeg vil tro hr Luther, ikke fordi koncilet gjorde noget til skrift, som ikke var det, men fordi jeg tror, at koncilet har en bedre mening om og en bedre forståelse af skrifterne, så de kan træffe en afgørelse, det vil sige om skriften, hvad der findes i skriften. 
19 Evanida est sua excusatio, posse reperiri semper expositionem, ita quod textus allegatus non valeat in contentione contra pertinaces: nam illud est omnium hereticorum latibulum, qui semper aliquem expositionis fucum possent afferre, quibus contenderent, catholicas veritates in scriptura sacra non esse expressas (#55). Ita hodie adhuc perfidi Arrii duraret heresis, quod homousia ex sacris literis tam expresse probari non posset, quin in contentione pertinax qualicunque fuco non evaderet.  (E) Det er en udflugt med hans undskyldning om, at man altid kan finde en fremstilling, således at teksten, man fremdrager, ikke har gyldighed, hvis man kommer i strid med de stivnakkede. For det er alle kætteres smuthul, for de kan altid påføre en eller anden slags sminke for deres fremstilling, hvorved de hævder, at den katolske sandhed i skrifterne ikke er tydelig nok. På den måde ville arianernes fordrejede kætteri have varet til idag, fordi 'homousia' ikke ud fra skriften kan bevises så tydeligt, at ikke en stivstikker i striden kan undgive det med én eller anden sminke. 
20 Similiter bene novimus, ecclesiam non posse facere Euangelia: tamen ecclesia facit, ut relictis Nicodemi, Bartolomei, Thome et aliorum Euangeliis quattuor duntaxat indubitatam fidem adhibeamus, in quo ecclesie iudicio standum est in Euangeliorum acceptatione. ita et in sacrarum scripturarum intelligentia et expositione.  (E) På lignende måde véd vi da godt, at kirken ikke kan skabe evangelier. Og dog har kirken bevirket, at vi kun knytter vor utvivlsomme tillid til de fire evangelier, fremfor til dem, der er efterladt af Nikodemus, Bartolomæus, Thomas og andre. Til dem bør man efter kirkens bedømmelse holde sig ved evangeliernes modtagelse. Således også i forståelsen og fortolkningen af de hellige skrifter. 
21 Porro assumens auctoritates per me inductas ab initio voluit preter necessitatem hoc factum, quia et ipse crederet purgatorium esse, non meminit, quod ex tot auctoritatibus terminum merendi in presenti vita statuentibus voluit se evolvere, quia purgatorium ex sacris literis non probaretur.  (E) Videre: Idet han gennemgår de skriftsteder, som jeg fremførte i begyndelsen, vil han have det til at være sådan, at det er noget, han gør, ud over, hvad der er strengt nødvendigt, fordi han også selv tror, at skærsilden findes, og han husker ikke på, at han ville unddrage sig de mange autoriteter, der fastsatte en frist for fortjenesterne i dette liv, fordi skærsilden ikke skulle kunne bevises ud fra skriften. 
22 Quod dictum ne Picardi et alii schismatici pro se arriperent, qui non sciunt purgatorium esse, sicut d. pater, merito fuerat a me confutandum. Dimissis aliquibus duos saltem conspiciamus locos.  (E) Dette udsagen er med rette blevet gendrevet af mig, at ikke Picardus og andre skismatikere skal tage det til sig, de, der ikke, som hr faderen, véd, at der findes en skærsild. Men vi springer over nogle af skriftstederne og vil kun se på to. 
23 Matthei 5. noluit per carcerem intelligi purgatorium, quia et Augustinus, quod minime me latebat, per carcerem infernum intelligit. Addo ultra dominum patrem, Chrysostomum intelligere presentem vitam, sed rectiorem esse Ambrosii sententiam vel saltem non contemnendam, qui per carcerem purgatorium intelligit. verba Christi hoc indicant, debere illum solvere usque ad novissimum dodrantem: sed in inferno nulla est solutio, sicut nulla est redemptio. (#58 (E) I Matt 5,25 vil han ikke ved fængslet forstå skærsilden, fordi også Augustin, hvilket slet ikke var skjult for mig, ved fængslet forstår helvede. Jeg tilføjer hertil, udover hvad hr faderen siger, at Chrysostomus herved forstår det nærværende liv, men at Ambrosius' opfattelse er bedre eller i hvert fald ikke fordømmelsesværdig; han forstår ved fængslet skærsilden. Kristi ord peger hen på det, når han siger, at han bør betale indtil den sidste øre. Men i helvede er der ikke nogen betaling, sådan som der ikke er nogen forsoning. 
24 Neque fucus additus ad Ambrosii expositionem refellere potest, quod in carcerem trudendus peccaverit mortaliter, quoniam et propter peccata venialia et propter peccata mortalia, tamen contrita, in purgatorio puniuntur (#59), quod ex Machabeis accipimus, dum inquit: Sancta et salubris est ergo cogitatio pro defunctis exorare, ut a peccatis solvantur.  (E) Og den sminke, han føjer til, kan ikke gendrive Ambrosius' forklaring, at den, der bliver kastet i fængsel, har begået dødssynd, eftersom man i skærsilden straffes både på grund af en tilgivelig synd og på grund af en dødssynd, som man angrer, hvilket vi også forstår ud fra 2 Makk 12,45, hvor han siger: 'Hellig og frelsebringende er altså beslutningen om at bede for de afdøde, at de kan løses fra deres synder'. 
25 hii enim, qui occisi fuerant et pro quibus Iudas Machabeus oblationes fecit, peccaverant mortaliter propter spolia idolorum, quamvis credantur penituisse in (W336) ipsa cede, iuxta glossam ordinariam ibidem et illud psalmi: Cum occideret eos, querebant eum.  (E) For de, der var blevet dræbt og for hvilke Judas Makkabæeren gik i forbøn, havde begået en dødssynd, fordi de havde ødelagt gudebillederne, skønt man tror, at de havde gjort bod i det samme slag, ifølge den almindelige fortolkning til stedet og ifølge Sl 78,34: 'Da han dræbte dem, søgte de ham'. 
26 Quarto dum apertissimum Pauli apostoli locum prima ad Corin: 3. adduxissem, quem Augustinus, Ambrosius, Hieronymus, Gregorius, Bernhardus, Isidorus cum glossa ordinaria intelligunt de igne purgatorii, fatetur reverendus pater, se germanum sensum huius loci non habere: ideo contemptis tot patribus novam attulit sententiam, apostolum loqui de igne conflagrationis, quia apostolus meminerit diei domini, et quod uniuscunque opus ignis probabit. (08#49). (#56).  (E) For det fjerde: Da jeg havde fremført det yderst klare sted fra apostelen Paulus, 1 kor 3,12ff, som Augustin, Ambrosius, Hieronymus, Gregor, Bernhard, Isidor og deres almindelige fortolkning forstår om skærsildens ild, tilstår den ærværdige fader, at han ikke har den ægte mening om dette sted. Derfor, i foragt for så mange fædre, fremlægger han som en ny opfattelse, at apostelen taler om opbrændelsens ild, fordi apostelen nævner Herrens dag, og fordi enhvers arbejde skal prøves i ild. 
27 Ego, qui semper audivi antiquioribus, maxime sanctis, credi debere, sanctorum patrum exosculor sententiam, et novam illam glossam et verba domini Luttheri non accipio, nisi probet sacre scripture auctoritate. Nec iuvant ea que ponderat in presentia, que et sancti patres bene legerunt.  (E) Jeg, som altid har hørt, at man bør tro på de gamle, især de hellige, kysser hjerteligt de hellige fædres mening, og godtager ikke denne nye fortolkning og hr Luthers ord, medmindre han beviser dem med skriftsteder. Heller ikke hjælper ham de ting, som han nu lægger vægt på, for også det har de hellige fædre jo læst. 
28 Quamvis enim peculiariter dies iudicii extremi dies domini dicatur, ut Bernhardus quoque meminit, tamen in cuiusque hominis morte, cum iudicium fit, dies domini dici potest: neque tam exactam et captiosam accipiat distributionem, ut sophiste facere solent in vocula uniuscuiusque, sed de his accipiat, qui stipulam, lignum et fenum superedificarunt, sicut et Augustinus complicat distributionem Iohannis primo: Illuminat omnem hominem venientem in hunc mundum.  (E) For skønt det især er den yderste doms dag, der kaldes Herrens dag, som Bernhard også nævner det, så kan man dog sige, at i ethvert menneskes død, når der sker en dom, er det en Herrens dag. Og man kan ikke forstå fordelingen så nøjagtig og spidsfindig som sofisterne plejer at gøre i enhvers sladder, men om de mennesker må man forstå det, som opbygger med halm, træ og hø, sådan som også Augustin sammenfatter fordelingen i Joh 1,9: Han oplyser ethvert menneske, der kommer ind i denne verden. 
29 Unde invicta est apostolica sententia, eos, qui super fundamentum edificant lignum, fenum, stipulam, salvos fieri, sed per ignem purgationis, ut sic nullum malum maneat impunitum.  (E) Derfor er også apostelenes mening ubesejret den, at de, som bygger med træ, hø, halm på grundvolden, skal blive frelst, men gennem renselsens ild, så at der ikke er noget ondt, der forbliver ustraffet. 
30 Ad illud Ecclesiastes de casu ligni respondet, si loquatur de purgatorio, sic probari perpetuo animam manere in purgatorio. Dico, optime sensisse glossam, per lignum intelligi hominem (hinc et Ezechielis 31. rationalem creaturam significat: Omne lignum paradisi &c.) et per casum mortem, nec tamen sequi ideo perpetuo remanere in purgatorio, sed, ut egregie exponit beatus Hieronymus, per Austrum bonum, per Aquilonem malum et damnationem significare. quare sapiens non loca illa intellexit, sed statum, quod in casu vel est bonus et ita perseverabit sine augmento gratie ob peccatorum deletionem, si est malus, perdurabit malignus. (#60).  (E) Til Præd 11,3 om tilfældet med træet, svarer han, at hvis det taler om skærsilden, så bevises der derved, at sjælen for evigt forbliver i skærsilden. Jeg siger, at man må forstå fortolkningen til det bedste; ved træet forstås mennesker (her og i Ez 31,8 betegner det en rationel skabning: Ethvert træ i paradiset osv (n30)) og ved faldet døden, men dog følger ikke heraf, at man evigt skal forblive i skærsilden, men, som den salige Hieronymus så udmærket forklarer det, ved syden forstås det gode, ved norden det onde og fordømmelsen. Derfor har den vise ikke ved disse ting forstået steder, men et stadium, som i tilfælde af, at det er godt, vil blive bevaret således uden øgelse af nåden på grund af syndernes tilintetgørelse, hvis det er ondt, vil det ondsindede vedvare. 
31 De mansione apud Iohannem dixit, statim post mortem certam anime deputatam mansionem (08#55): quomodo ergo erit certa, si fiat accessio maioris gratie? Nam tunc necessario accedet altior mansio (#61): consectarium quoque esset, eum qui ad purgatorium descenderet cum pluribus venialibus melius habere quam descendentem cum paucis vel morientem cum nullis, quia maior fieret ei gratie accessio ad plurium venialium deletionem.  (E) Om boligerne i Joh 14,2 siger han, at der for sjælen er beredt en sikker bolig. Men hvordan kan den være sikker, hvis der sker en tilsætning af en større nåde? For da må der nødvendigvis tilsættes en højere bolig. Det ville også være følgerigtigt, at han, som stiger ned i skærsilden med flere tilgivelige synder får en bedre skæbne, end han, som stiger derned med få eller slet ingen i dødsøjeblikket, fordi der så ville ske for ham en større tilsætning af nåde, når hans flere tilgivelige synder skal tilintetgøres. 
32 Addo, quod noxium et damnabile esset orare pro mortuis et plus prodesset eis, si in penis purgatorii perdurarent propter maioris gratie accessionem, sicuti alicubi scripsit reverendus pater, animam alienis suffragiis liberatam minus beari quam si per se in purgatorio satis pateretur. (#63).  (E) Jeg tilføjer, at det ville være skadeligt og fordømmeligt at bede for de afdøde og det ville gavne dem mere, hvis de blev i skærsildens straffe på grund af den større nåde, de opnår, sådan som den ærværdige fader skriver et andet sted, at den sjæl, der bliver befriet ved andres bønner bliver gjort mindre salig, end hvis den lider nok for sig selv i skærsilden. 
33 Quod est non solum contra sacram (W337) scripturam: Sancta et salubris cogitatio &c. sed et contra observantiam et pietatem totius ecclesie, quam mortuis impartiri debemus, ut beatus Augustinus pulcerrime lib: de cura pro motruis agenda et li: Enchirid: explanat.  (E) Hvilket ikke blot er imod den hellige skrift: Det er helligt og frelsebringende at tænke osv (2 Makk 12,45f), men også imod hele kirkens sædvane og fromhed, at vi bør gå i forbøn for de døde, som den salige Augustin så smukt forklarer i 'om omsorgen for de døde' og i 'enchiridion'. 
34 Ad Damascenum porro respondit, eum non loqui de purgatorio, quoniam sic perpetuo durarent in purgatorio. Et ego sentio, nec Damascenum nec alias auctoritates sonare de purgatorio, quoniam de alioquin mihi obessent et domino patri prodessent: at cum de presenti loquantur vita, in qua terminum ponant merendi et demerendi, non potest porrigi tempus merendi ultra terminum constitutum, scilicet mortem. quare non aliam accipio expositionem quam auctor ipse velit, qui de termino merendi in loco allegato loquitur. (#65).  (E) Videre svarer han til Damasceneren, at han ikke taler om skærsilden, når de således skal forblive evigt i skærsilden. Også jeg kan forstå, at hverken Damasceneren eller nogen anden autoritet taler om skærsilden, når de på den måde kan gå mig imod og gavne hr faderen. Men når de taler om det nærværende liv, i hvilket de sætter en frist til at gøre sig fortjent til det gode og det onde, så kan han ikke udvide denne fortjenesternes tid udover den fastsatte frist, nemlig døden. Derfor kan jeg ikke gå med til nogen anden forklaring end den forfatteren selv vil, han, som taler om en frist til at fortjene på det pågældende sted. 
35 Ita et de alia dicere possum, neque simili obiurgatione increpati possum, sicut reverendus pater, quod auctoritate sanctorum patrum et sacre scripture cursum et merendi terminum cum morte finiam (#65). ipse autem, nulla fulcitus sacre scripture auctoritate, eis terminum porrigit et prorogat contra Augustinum et contra Hieronymum, quamvis sue sit modestie, ut hanc dicat sententiam suam esse opinionem: sed tunc non debuit oppositum vocare errorem. (#66).  (E) Ligesådan kan jeg også sige om andre ting, og jeg kan ikke pålægges en tilsvarende bebrejdelse, sådan som den ærværdige fader, fordi jeg efter fædrenes og den hellige skrifts autoritet afslutter fortjenesteforløbet og fortjenestefristen med døden. Men han har ingen støtte i den hellige skrift og udvider og forlænger fristen for dem imod Augustin og Hieronymus, selv om det er ud af hans beskedenhed, at han siger, at denne sætning er hans mening. Men så burde han ikke kalde det modsatte en vildfarelse. 
36 De auctoritate Hieronymi conatus est eam in me retorquere, nec Noe nec Iob nec Daniel stare pro quoquam post morten, quia ibi de extremo loquatur iudicio (08#58), quod tamen ex litera non convincit (#67). Non solum enim in extremo iudicio, sed statim etiam post mortem unusquisque onus suum portabit. (Gal 6,5).  (E) Angående stedet fra Hieronymus, så søger han at vende det om mod mig, dette, at hverken Noa eller Job eller Daniel kan stille sig op til fordel for nogen efter døden, fordi han dèr skulle tale om den yderste dom, hvilket dog ikke overbeviser, hvis man ser på ordlyden. Det er nemlig ikke ved den yderste dom, men også straks efter døden, at enhver skal bære sin egen byrde. 
37 Postremo ad aliam accedens particulam respondit ad illud Apocalypsis, quod per 'sub terram' intelligatur infernus (#7). at tunc sequens de cantico stare nequit, quia demones et damnati non cantant, sed blasphemant et eiulant (#68). Quare per 'Sub terram' necessario purgatorium et non inferos intelligere potest, quamvis non negem in sacra scriptura etiam demonum fieri mentionem in inferis, in apostolo celestia, terrestria, inferna. (Fil 2,10) Sed hoc nihil ad Rhombum.  (E) Til sidst går han over til en anden sag og svarer på Åb 5,3.9, at han ved 'under jorden' forstår helvede. Men i så fald har han ikke taget højde for konsekvensen, fordi dæmoner og fordømte ikke synger, men de øver gudsbespottelse og de hyler. Derfor kan man blive nødt til ved 'under jorden' at forstå skærsilden og ikke helvede, selv om jeg ikke nægter, at der i den hellige skrift også nævnes dæmoner i helvede, hos apostelen i himlen, på jorden og i helvede. Men det har intet med sagen at gøre.
38 Apportavit autem glossam super illo verbo 'cantat', quod sit crucem portare et in tribulationibus deum laudare, quam glossam ut a domino patre hoc loco fictam eadem facilitate contemno (#73). immo Iohannes non patitur sic se exponi, quia inquit: 'cantabant in celo' (Åb 5,9), non 'in terra', modo in celo non portant crucem nec in tribulationibus laudant deum: quoniam abstergit deus sic omnem lachrymam ab oculis eorum, iam non est ullus labor et dolor &c. (Åb 21,4).  (E) Men han fremfører den fortolkning over dette ord 'synger', at det er at bære sit kors og prise Gud i trængsler, og den fortolkning kan jeg, eftersom den er opfundet af hr faderen til dette sted, lige så let fordømme. Ja, Johannes tåler ikke at blive forklaret på den måde, eftersom han siger: 'de synger i himlen', ikke 'på jorden', blot bærer de ikke i himlen noget kors og priser ikke Gud i trængsler. Når Gud således aftørrer hver tåre fra deres øjne, er der dog ikke noget besvær eller nogen smerte osv. 
39 Quod si etiam daretur expositio sua et esset vera, sicut tamen litere repugnat, adhuc hoc propositum non rumperet. nam laudantes deum in tribulationibus post mortem certissimum haberent future beatitudinis signum, cum damnati contra consummato odio dei in perpetuam prorumpunt creatoris blasphemiam. (W338) Quare anime purgande de salute secure cantant et deum laudant, terminum purgationis exspectantes.  (E) Men hvis der også skulle gives en forklaring som hans og den skulle være sand, så ville dog den bogstavelige fortolkning kæmpe imod den, indtil han splitter denne forestilling ad. For de, der priser Gud i deres trængsler, har efter døden et sikkert tegn på den fremtidige salighed, eftersom de fordømte, der er optændt af had mod Gud, modsat bryder frem med blasfemiske råb mod Gud. Derfor, de sjæle, der skal renses, synger og priser Gud for den sikre frelse, idet de forventer en afslutning på deres renselse. 
40 Cum vero induxissem canonem misse, quo eos dormire in somno pacis asseritur, non patitur illationem meam: si in somno pacis, ergo sunt secure de salute et non in horrore, tremore, pavore et quasi desparatione. Rationem duplicem adduxi: Primo quia sequatur 'ut eis locum refrigerii lucis et pacis indulgeas', Secundo quia frequenter oramus 'Requiem eternam dona eis, domine', et 'dona eis pacem'.  (E) Men da jeg havde indført messens kanon, hvori det forsikres, at de sover i fredens søvn, tålte han ikke min afsløring af, at hvis de er i fredens søvn, er de altså sikre på frelsen og befinder sig ikke i rædsel, skælven, bæven og som i fortvivlelse. Jeg fremførte en dobbelt begrundelse: For det første, at det følger af ordene, 'at du vil tilstå dem et sted med køligt lys og fred'. For det andet, fordi vi mange gange beder 'giv dem evig hvile' og 'giv dem fred'. 
41 Ideo aliam glossam dedit, quod dormiant somnum pacis scilicet quo ad corpus. Non contentor nec obiectione nec nova sua glossa, que nullam habet apparentiam, nullum quoque fundamentum. Nam dicit canon: 'memento eorum, qui dormiunt' et infra 'et omnibus in Christo quiescentibus', non dicit: 'in sepulchro quiescentibus'.  (E) Så han giver den anderledes fortolkning, at de sover fredens søvn, nemlig hvad legemet angår. Og jeg skal ikke nægte, at jeg synes, at hverken hans indvending eller hans nye fortolkning har nogetsomhelst på sig, eller har nogen fast grund at stå på. For kanon siger: 'husk på dem, der sover', og senere 'og alle, der hviler i Kristus', den siger ikke: 'der hviler i graven'. 
42 Porro quid refert ad animam, corpus habere pacem vel minus, sive a mari iactetur sive a feris laceretur? quemadmodum d. Augustinus testatur (#75). Et quis hominum patitur, corpus exanime et exangue dormire in pace? Unde distinctiones in neotericis theologis non libenter admittit, et tamen egregie hic de pace destinguit corporis et anime.  (E) Og forøvrigt, hvad kan det have med sjælen at gøre, om legemet har fred eller ej, om det kastes i havet eller sønderslides af vilde dyr? Sådan som den guddommelige Augustin bevidner det. Og hvilket menneske vil dog tåle, at det afsjælede legeme og udåndede legeme hviler i fred? Derfor vil han ikke gerne indrømme den skelnen, der bruges i den nyere teologi, og dog skelner han her rask væk mellem legemets og sjælens fred. 
43 Quare verior amplectanda est sententia, animas purgandas et dormire in pace et quiescere in Christo. Unde quies illa et pax turbationem anime, horrorem et quasi desperationem excludit, cum inquietissime sunt anime que hac turbatione mentis agitantur, ut quasi desperent.  (E) Af den grund vil det være mere sandt at tilslutte sig den sætning, at de sjæle, der skal renses, både sover i fred og hviler i Kristus. Derfor udelukker denne sjælens ro og fred fra trængsler, rædsel og fortvivlelse, eftersom de sjæle er højst urolige, som gennemlever disse trængsler i sindet, så de næsten fortvivler. 
44 Ad inducta vero non impendio respondemus, orare nos et obsecrare deum, ut det eis pacem, non pacem quam modo habent, securitatis scilicet de salute, sed pacem eternam, quoniam pax est, ut Bernhardus testatur, et a culpa et a miseria. Det ergo Deus animabus in purgatorio pacem a penis, sicut contulit eis gratiam contra peccata.  (E) På det fremførte skal vi kort svare, at vi beder og bønfalder Gud, at han vil give dem fred, ikke den slags fred, som de har, nemlig vished om frelsen, men evig fred, eftersom freden, som Bernhard bevidner, er en fred både fra brøden og fra elendigheden. Altså, måtte Gud give sjælene i skærsilden fred fra straffene, sådan som han tildeler dem nåde imod synden. 
45 Quare adhuc vera et inconcussa est veritas, animas in purgatorio non quasi desparare de salute.  (E) Derfor står den sandhed indtil videre ugendrevet fast, at sjælene i skærsilden ikke er som fortvivlede om frelsen. 
46 Martinus.

Contra solutiones replicat egregius d. d. ex Augustino dicente 'Omne meritum hic comparatur' (#11) atque agente de purgatorio, quod post mortem solum recipiamus quod egimus. (#12c). 

Martin. 

Imod mine påstande svarer den udmærkede hr doktor ud fra Augustin og siger, at 'al fortjeneste her sammenlignes', og når han omhandler skærsilden, at vi efter døden kun modtager, hvad vi har bedrevet. 

47 Respondeo brevissime: ergo non est purgatorium, aut purgatorium erit quod recipitur pro vita preterita. quare patet, Augustinum non posse de purgatorio intelligi: non enim hoc egerunt in vita preterita, ut purgatorium reciperent, quanquam et hec auctoritas mihi patrocinetur, quod meritum, quo merentur iuvari, hic meruerunt, ego autem fateor, intelligere me non posse, quomodo iuventur anime in purgatorio et liberentur absque ullo munere gratie per solam ablationem penarum; intelligat qui potest.  (L) Jeg svarer i al korthed: Altså er det ikke skærsilden, eller også kan skærsilden ikke være det, at vi modtager til gengæld for det forudgående liv. Deraf følger, at Augustin ikke kan forstås om skærsilden. De udfører nemlig ikke det i det forudgående liv, at de kan modtage skærsilden, skønt også denne autoritet forsvarer mig, at den fortjeneste, hvorved de har fortjent at blive hjulpet, har de optjent her, men jeg tilstår, at jeg ikke kan forstå, hvordan sjælene i skærsilden kan hjælpes og befries uden noget tilskud fra nåden, alene ved eftergivelse af straffene; forstå det, hvem der kan. 
48 Deinde dicit, hoc falsum esse, venialia non remitti sine augmento gratie (#13). Quomodo ergo vult d. d. quod venialia possunt remitti absque augmento gratie, non concedo, donec probet: immo est contra expressum textum ad Ro: 7. Galatas 5. ubi apostolus dicit: Venundatus sum sub peccato, quis liberabit me de morte corporis huius? respondet: Gratia dei per Iesum (W339) Christum.  (L) Derefter siger han, at det er forkert, at de tilgivelige synder ikke kan tilgives uden forøgelse af nåden. Men på hvilken måde hr doktoren end vil, at de tilgivelige synder kan tilgives uden forøgelse af nåden, jeg går ikke med til det, førend han beviser det: for det er jo imod den udtrykkelige tekst Rom 7,14. 24; Gal 5,17, hvor apostelen siger: Jeg er altså solgt under synden, hvem skal befri mig fra dette syndens legeme? og han svarer: Guds nåde ved Jesus Kristus. 
49 Certum est autem, apostolum non fuisse in peccatis mortalibus. Cetera relinquo future disputationi inter egregium d. d. Andream et Iohannem Eccium. Et hoc erroneum est, quod veniale peccatum deum non offendat, cum displiceat deo omne inmundum et reprobet eum, qui minima solverit Matth. 5., nec probavit d. d. sufficere, quod satis patiantur.  (L) Men det er sikkert, at apostelen ikke befandt sig i dødssynd. Det øvrige lader jeg være til en fremtidig disputation mellem de herrer doktorer Andreas og Johannes Eck. Og det er en vildfarelse, at de tilgivelige synder ikke støder Gud, eftersom alt urent mishager Gud og eftersom han bebrejder ham, der bryder selv det mindste bud (Matt 5,19), og hr doktoren har ikke bevist, at det, som han tåler som tilstrækkeligt, også er nok. 
50 Secundo criminatur, quod nec unam literam pro mea sententia induxerim, cum ipse pro recentiorum sententia tot scripture et patrum induxerit auctoritates. (#15) Respondeo: Eo magis mihi suspecta eius sententia, quo plures induxit, quia per capillos et obtorto collo adduxit, sicut in precedentibus satis dixi. Minus peccat qui dubitat in cogitationibus suis quam qui dubia sua verbis divinis nititur statuere.  (L) For det andet beskylder han mig for, at jeg næsten ikke har fremført et bogstav til fordel for min opfattelse, mens han selv til fordel for de nyere teologers opfattelse har fremført så mange steder fra skriften og fædrene. Jeg svarer: Så meget mere er hans opfattelse for mig mistænkelig, jo flere steder, han indfører, fordi han tager dem frem og trækker dem ved håret og fordrejer halsen på dem, sådan som jeg i det foregående har talt nok om det. Den synder mindre, som tvivler på sine overvejelser, end den, som søger at understøtte sin tvivl med guddommelige ord. 
51 Dicit etiam, non constare sibi, qui pro articulis fidei opiniones Thome vel aliorum statuerint, quia ecclesie lumina cum scriptura adduxerit (#15): monet ergo, ut videam, quos appellem theologistas. Dixi hodie et iterum dico: permitto opiniones esse opiniones, neminique hoc vitio verto: sed trahere repugnantem scripturam in alienum sensum pro confirmandis opinionibus et in hoc pertinaciter stare, hoc dico theologistarum esse officium.  (L) Han siger også, at han ikke er enig med dem, der fastslår en opfattelse af Thomas eller andre som en trossætning, fordi han har fremført kirkens lys: skriften. Jamen, det skal han, såvidt jeg kan se, bebrejde dem, jeg kalder teologister. Jeg har sagt i dag og jeg siger det igen: Jeg lader meninger være meninger og vil ikke dreje det om til nogen last for nogen. Men at drage et modstræbende skriftsted over til en anden mening for at bekræfte sine meninger og fortsætte stædigt med det, det siger jeg er teologisternes kendemærke. 
52 Ad aliud, de canone librorum, ubi, nixus Hieronymi et concilii Florentini auctoritate, mavult credere concilio, quod a spiritu sancto regitur, quam mihi, ei gratias ago. Pie enim sapit: nunquam volui mihi credi. (#18).  (L) Til det andet, om bibelens kanon, hvor han, støttet til Hieronymus og det florentinske koncil hellere vil tro koncilet, som styres af Helligånden, end mig, siger jeg ham mange tak. Han tænker nemlig fromt: Jeg har aldrig villet, at man bare skulle tro mig. 
53 Sed respondeo breviter: conciliet ipse primum Hieronymum sibi, qui in prologo galeato Machabeorum libros et nonnullos alios manifeste inter apocrypha recenset, qua auctoritate sit, ut mihi liber Machebeorum sit gratus et probatus, sed contentiosis pateat ad repulsam.  (L) Men jeg svarer kort: Han vinder først Hieronymus for sig, som i en hjælmforsynet prolog til makkabæerbøgerne og en del andre steder udtrykkeligt regner dem med til apokryfferne, for så vidt angår autoritet, så at makkabæerbogen for mig er dyrebar og anbefalelseværdig, men som polemisk på vej til afslag (som kanonisk). 
54 Satis hodie de concilio dici, immo, ut ipsemet d. d. dicit, concilium non errat, si autem errat, non est concilium, et, ut meo sensu loquar, credo concilium et ecclesiam nunquam errare in his que sunt fidei, in ceteris non est necesse non errare. (L) Jeg har i dag sagt nok om koncilet, ja som hr doktoren selv siger, koncilet kan ikke fejle, men hvis det fejler, er det ikke et koncil, og, at jeg skal give udtryk for min egen mening, jeg tror, at koncilet og kirken aldrig kan fejle i det, der har med troen at gøre, i de øvrige ting er det ikke nødvendigt ikke at kunne fejle. 
55 Quod vero exclamat latibulum hoc esse hereticorum, (#19) qui hac fiducia quaslibet expositiones auctoritatum refutarent vel reciperent, respondeo: quare hoc non sunt conquesti sanctus Augustinus, Hieronymus aliique victoriosissimi hereticorum triumphatores, sed donatis ambiguis locis studuerunt certis et apertis locis pugnare? Hoc faciamus et de animabus in purgatorio. (#84

Ad rem.

(L) Men hvad han råber op om, at dette er kætternes smuthul, de, som gendriver eller anerkender hvilkesomhelst forklaringer fra autoriteterne med denne tillid, dertil svarer jeg: Hvorfor har den hellige Augustin, Hieronymus og andre af dem, der sejrrigt har overvundet og triumferet over kætterne, ikke klaget over dette, men stræbt efter at bekæmpe dem med sikre og klare skriftsteder? Lad os gøre det, også med hensyn til sjælene i skærsilden. 

Til sagen.

56 Ad auctoritatum solutiones dixit, a me contemptos esse Augustinum, Ambrosium, Bernhardum, Hieronymum, Gregorium, Isidorum cum glossa ordinaria: hoc pro modestia, immo molestia Ecciana dixit, nimis cupidus movende invidie. (#26 (L) Angående autoriteternes løsninger siger han, at Augustin, Ambrosius, Bernhard, Hieronymus Gregor, Isidor og den almindelige fortolkning bliver foragtet af mig; dette sagde han ud af den eccianske beskedenhed, eller snarere ødelæggelse, idet han altfor meget var tilskyndet af sin misundelse. 
57 Dixi hodie, non esse contemptos a me, et iterum dico: quod autem meam glossam non accipit, non curo, probet autem ipse et suam, cum textus sit clarus de die domini et igne in quo revelabitur dies domini, (1 Kor 3,12f) quod etsi potest trahi ad purgatorium, ut dixi, et sic sententiam d. doctoris (W340) non reprobavi, Purgatorium scilicet esse, non tamen potest hac intelligentia oppilari os contentiosum. (#85 (L) Jeg har i dag sagt, at de ikke er foragtet af mig, og jeg siger det igen: men at han ikke antager sig min fortolkning, bekymrer mig ikke, lad ham bare bevise sin, eftersom teksten klart handler om Herrens dag og den ild, i hvilken Herrens dag skal åbenbares. Og selv om det, som sagt, kan drages hen til at forstås om skærsilden, og jeg således ikke vil gendrive hr doktorens mening, nemlig, at der er tale om skærsilden, så kan dog denne forståelse ikke lukke munden på de stridslystne. 
58 Item et illud Matthe. 5. de carcere non contempsi pro Ambrosii sententia. Quod addit d. d. verba Christi indicare, debere solvi usque ad novissimum quadrantem, ideo de inferno intelligi non debere (#23), respondeo: hoc satis eluitur per divum Hieronymum, qui adversus Helvidium hanc dictionem 'donec' recte exponit, ut non cogatur significare quod Ambrosius cum d. d. hic ponit. nam et sic Matthe. 1. scribitur de Ioseph (Matt 1,25): nec cognovit eam, donec peperit filium suum, et tamen non sequitur, quod post partum cognoverit eam. ita hic non sequitur, quod sit exiturus post solutionem sed solvet et non exibit. (#86 (L) Ligeledes har jeg ikke foragtet Matt 5,25 om fængslet til fordel for Ambrosius' opfattelse. Til det, hr doktoren tilføjer, at Kristi ord indikerer, at der skal betales indtil den sidste øre, og at det derfor ikke kan forstås om helvede, svarer jeg: Dette er tilstrækkelig bortvasket af den guddommelige Hieronymus, som imod Helvidius forklarer den rette brug af ordet 'indtil', så at det ikke tvinges til at betyde det, som Ambrosius og hr doktoren her antager. For i Matt 1,25 skrives der også om Josef, at han ikke havde kendt hende, førend hun havde født sin søn, og dog følger der ikke deraf, at han kendte hende efter fødslen. På samme måde er det ikke her en følge, at han kom ud efter at have betalt, men han skulle betale og ikke gå ud af fængslet. 
59 Quod autem confutavit, quod non peccaverit mortaliter dissentiens adversario, atque quod et mortalia, modo sint contrita, et venialia purgantur in purgatorio (#24), dico, quod hic textus non loquitur de contritis mortalibus: nam contritum mortale iam non est penitens iam non est dissentiens adversario suo. Ergo de dissentiente et sic permanente loquitur Christus.  (L) Men til det, han her gendriver, at den, der er uenig med sin modstander, ikke begår en dødssynd, og at også dødssynder, blot de angres, og tilgivelige synder renses i skærsilden, vil jeg sige, at teksten her ikke taler om angrede dødssynder. For en angret dødssynd er ikke længer en dødssynd, og den, der gør bod, er ikke mere uenig med sin modstander. Altså taler Kristus om én der er uenig, og det vil altså sige, til stadighed uenig med sin modstander. 
60 Transeo illud de casu ligni apud Ecclesiasten, ubi Hieronymum dicit intelligere per Austrum statum bonum et per Aquilonem statum malum (#30): concedo utrumque et nihil ad purgatorium.  (L) Jeg springer over det med træet hos prædikeren (11,3), hvor han siger, at Hieronymus ved syd forstår det gode stadium og ved nord det onde. Jeg indrømmer begge dele, men ser ikke, at det har noget med skærsilden at gøre. 
61 De mansione apud Iohannem certa, ubi argutatur in hunc modum 'quomodo fiet certa, si fiat accessio gratie, cui debeatur altior mansio?' (#31) potest idem argui de quolibet fideli post baptismum, cui est certa mansio ab eterno predestinata. Deinde in purgatorio existentes sic ordinati sunt, ut hoc modo ad certam mansionem veniant.  (L) Om den sikre bolig hos Johannes (14,2), hvor der argumenteres på følgende måde: 'Hvordan kan den være sikker, hvis der sker en øgning af nåden, det ville fortjene en højere bolig?' kan der argumenteres på samme måde om en hvilkensomhelst troende efter dåben, som har fået forudbestemt en sikker bolig til sig fra evighed. Dernæst er de, der befinder sig i skærsilden, således indrettet, at de på den måde kommer til en sikker bolig. 
62 Illud etiam humanum argumentum nihil concludit, quod sequeretur, descendentem cum pluribus peccatis melius habiturum esse quam eum qui cum paucis. Si hec ratio bona est, timendum est, ne meretrix melior fiat quam beata virgo: quasi non sint differentes gradus animarum in purgatorio, cum ipse hodie sanctos velut pre ceteris prestantiores in purgatorio asseruerit.  (L) Men man kan heller ikke slutte noget af det menneskelige argument, at det deraf følger, at han, der stiger ned i skærsilden med mange synder, får en bedre skæbne, end han, der stiger derned med få. Hvis den begrundelse skal gælde, så må man frygte, at skøgen får en bedre skæbne end den salige jomfru. Som om der ikke var forskellige grader for sjælene i skærsilden, eftersom han jo også selv i dag har forsikret, at der er hellige i skærsilden, men at de står over de øvrige. 
63 Deinde Sylvestrinum (n63) argumentum inducit, quod prodesset eis, si perdurarent in penis: nam sic et martyribus expediret usque in diem iudicii mori et pati (#32). Quasi ignoret d. d. ad certam mensuram penas esse animabus constitutas. non ergo damnabile est orare pro mortuis, sicut nec damnabile fuit, quod apostolus pro se oravit et orari petiit, cum tamen cresceret virtus eius in infirmitate. Ita quilibet fidelis pro qualibet necessitate cuiuslibet fidelis debet orare, debet adiuvare, non obstante, quod ille per necessitatem istam magis ac magis mereatur.  (L) Dernæst fremfører han Sylvesters argument, at det ville gavne dem, hvis de holder ud i straffene: For således udvikler han også for martyrernes vedkommende, at de skal dø og lide indtil dommedag. Som om hr doktoren er uvidende om, at straffene er fastsat for sjælene efter et sikkert mål. Det er altså ikke fordømmeligt at bede for de afdøde, sådan som det heller ikke var fordømmeligt, at apostelen bad for sig selv og søgte at få andre til at bede for sig, skønt dog hans kraft øgedes i magtesløshed (2 Kor 12,9). Således bør enhver troende bede for enhver troendes vanskelighed, ligegyldigt hvilken, han bør hjælpe til med, ikke modvirke, at denne gennem denne vanskelighed vinder større og større fortjeneste. 
64 Per idem volo solutum, quod contra observantiam ecclesie et pietatem sit, quod dixi animam alienis suffragiis liberatam minus beari quam si per (W341) se satis patiatur in purgatorio. hoc velut corollarium sumpsit ex dictis meis, ubi ego sensi animabus esse succurrendum, quantumlibet perfectius genus meriti esse iusticie divine omnibus modis satisfacere. (#87 (L) Gennem dette selvsamme vil jeg, at det skal være løst, at det skulle være imod kirkens skik og fromhed, at jeg sagde, at sjælen, der bliver befriet ved andres bønner, bliver gjort mindre salig, end hvis den i sig selv lider tilstrækkeligt i skærsilden. Dette ville han uddrage som essensen af mine udtalelser, hvor jeg mente, at man måtte komme sjælene til hjælp, med den tanke, at det var en meget mere perfekt slags fortjeneste, på alle måder at tilfredsstille den guddommelige retfærdighed. 
65 Damascenum transeo cum termino meriti et remitto ad precendentia. (#34). 

Item iterum me carpit, quod nullo fulcitus testimonio prorogo terminum meriti, ipse autem nitatur multis et neget. (#35) Respondeo: nullis nititur et ipse nisi violenter intellectis, ut satis dictum est. 

(L) Damasceneren springer jeg over sammen med fristen for fortjeneste og vender tilbage til det foregående. 

Det samme bebrejder han mig igen, at jeg uden noget vidnesbyrd til støtte forlænger fristen for fortjeneste, men han støtter sig til mange ting og nægter det. Jeg svarer: Han støtter sig heller ikke selv til noget, medmindre det skal forstås meget hårdtrukket, som jeg allerede har sagt tilstrækkeligt. 

66 Capere etiam me in verbis meis volens dicit, me appellasse sententiam meam opinionem, ergo male oppositum appellaverim errorem (#35). Dico sicut prius: Non solum opinionem sed et ignorantiam appello meam sententiam: errorem appellavi non contrariam opinionem, sed quod opinionem pro veritate statuunt.  (L) Han vil også fange mig i mine egne ord og siger, at jeg har kaldt min sætning for en mening, altså skulle jeg kalde det forkerte og modsatte for en vildfarelse. Jeg siger som før: Jeg kalder ikke blot min sætning for en mening, men også for en uvidenhed. Men en vildfarelse har jeg ikke kaldt den modsatte mening, men dette, at man stadfæster en mening som sandhed. 
67 Deinde auctoritatem de Noe, Iob et Daniel dicit non valere tantum pro extremo iudicio, nec possim hoc convincere ex litera (#36): relinquo hoc iudicio melius sentientis, cum textus manifeste habeat, quod pro homine ad tribunal (quod in morte fit) rapto nec Iob nec Daniel orent, quod omnino de iudicio extremo intelligi oportet aut saltem non de purgatorio, quia pro mortuis in purgatorio orant Noe, Iob, Daniel et omnes ecclesie.  (L) Dernæst siger han, at stedet om Noa, Job og Daniel kun har gyldighed om den yderste dom, og jeg vil her ikke kunne overbevise ud fra den bogstavelige mening. Dette overlader jeg til dens bedømmelse, der véd bedre besked, eftersom teksten udtrykkeligt siger, at hverken Job eller Daniel kan bede for det menneske, der er kastet hen for domstolen (hvilket sker i døden), fordi det i det hele taget bør forstås om den ydersted dom eller i hvert fald ikke om skærsilden, fordi både Noa, Job, Daniel og hele kirken beder for de afdøde i skærsilden. 
68 Ad auctoritatem Apocalypsis recte dicit, quod demones in inferno non laudant, sed blasphemant deum. (#37).  (L) Om stedet fra Åbenbaringen siger han med rette, at dæmonerne i helvede ikke priser, men bespotter Gud. 
69 Reliqua exclusus tempore doctor Martinus vult signare in scheda et ostendere domino doctori et dominis notariis: obtulit autem sequenti luce infra scripta: (L) Da tiden var udløbet for doktor Martin, vil han skrive på et stykke papir og vise hr doktoren og de herrer notarer det: men han fremlagde det nedenfor skrevne den følgende dag: 
70 Quod demones in inferno non laudant, sed blasphemant deum, scio. Sed quod ideo 'subtus terram' significet purgatorium, in quo cantent anime, non sequitur, primum quod sunt in tribulationibus et penis, nec dum abstersit deus omnem lacrymam ab oculis eorum: d. d. autem negat, cantare esse in tribulationibus laudare deum.  (L) At dæmonerne i helvede ikke priser, men bespotter Gud, véd jeg. Men det følger ikke deraf, at 'under jorden' betyder skærsilden, hvori sjælene synger, for det første, fordi de er i trængsel og bod, indtil Gud aftørrer hver tåre af deres øjne. Men hr doktoren nægter, at det at synge i trængsler er at prise Gud. 
71 Ideo contra seipsum loquitur, dum subtus terram in purgatorio laudem ponit simul et penas, in quibus non laudent. nego autem et ego, quod anime ideo cantent, quia habent certissimum signum beatitudinis: hoc enim signum certissimum fuit probandum.  (L) Derfor taler han imod sig selv, når han under jorden i skærsilden anbringer Guds pris sammen med straffene, i hvilke de ikke lovpriser. Men også jeg nægter, at sjælene af den grund synger, at de har et sikkert tegn på salighed: for dette sikre tegn var det, der skulle bevises. 
72 Deinde ego 'sub terram' non dixi significare solum infernum, sed et alia, quecunque sub terra sunt, in quibus omnibus laus dei abundat. Omnia enim sunt plena gloria et laude dei, qui laudabilis est in omnibus operibus suis. alioquin oportet d. doctorem non solum purgatorium per 'subtus terram' intelligere, sed etiam aliquod quartum per 'subtus mare', cum eodem Apocalypsis 5. etiam 'subtus mare' recitetur et omnia que in eo sunt: rectius ergo creaturas omnes hoc quaternario intelligimus significatas quam ea que dominus Eccius imaginatur. (W342).  (L) Dernæst har jeg for mit vedkommende ikke sagt, at 'under jorden' alene betyder helvede, det betyder også andre ting, hvadsomhelst der er under jorden, i hvilke ting Guds pris flyder over. For alle ting er nemlig fulde af Guds ære og pris, han, som er rosværdig i alle sine gerninger. Ellers burde hr doktoren ikke blot forstå skærsilden ved 'under jorden', men også ved den anden fjerdedel 'under havet', eftersom dette sted, Åb 5,13 også nævner 'under havet' og alt hvad der er i det. Vi vil altså med større ret forstå, at ved denne firdeling bliver alle skabninger betegnet, end det, som hr Eck forestiller sig. (k72). 
73 Quod autem in tribulationibus laudare deum sit cantare, probo, non esse a me fictum, ut d. d. dicit (#38), quia Ro: 5. dicit: gloriamur in tribulationibus, et Psal: 41. In die mandavit dominus misericordiam suam et nocte (id est tribulatione) canticum eius, et Iacobi 5. tristatur aliquis? oret equo animo et psallat, item: benedicam dominum in omni tempore. 'Omni, inquit, tempore' etiam adverso. (#88 (L) Men jeg beviser, at det at lovprise Gud i trængsler er at synge, og at det ikke er opfundet af mig, som hr doktoren siger, fordi apostelen i Rom 5,3 siger: Vi priser Gud i vore trængsler, og Sl 42,9 siger: Om dagen viser Gud os sin barmhjertighed og om natten (dvs i trængsler) hans sang, og Jak 5,13 hedder det: Er nogen trist tilmode, så skal han bede med rolig sjæl og synge lovsange. (k73) Ligeledes Sl 34,2: Jeg vil lovprise Herren til alle tider. 'Til alle tider', siger han, altså også i modgangstider. 
74 Contra vituperatur ille, de quo Psal: Confitebitur tibi, cum benefeceris ei. Fateor autem, hoc me non dixisse de damnatis subtus terram, sed ut excluderem sententiam d. doctoris volentis, quod cantare sit tantum de beatudinis securitate in purgatorio.  (L) Modsat dadles han, om hvem Sl 49,19 taler: 'Man priser dig, fordi du velsigner ham'. Men jeg tilstår, jeg har ikke sagt dette om de fordømte under jorden, jeg har blot sagt det for at udelukke den mening, som hr doktoren vil have mig til at have, at man kun synger, når man i skærsilden er i sikker forvisning om saligheden. 
75 De canone misse non est contentus, quod dormire in pace ad corpus retuli, quia dicit canon: 'In Christo quiescentibus', non 'in sepulchro quiescentibus'. Porro: quid referat ad animam, corpus in mari aut aere versari ac non quiescere? (#42) Item: quis, inquit, corpus exanime dicat dormire in pace?  (L) Angående messens kanon er han ikke tilfreds med, at jeg mener, de sover i fred, hvad legemet angår, fordi kanonnen siger: 'for dem, der hviler i Kristus', ikke 'i graven'. Fremdeles: Hvad kommer det sjælen ved, om legemet begår sig i havet eller i luften og ikke har ro? Ligeledes spørger han: Hvem vil sige, at et afsjælet legeme sover i fred?
76 Respondeo: nihil ista argutia valet: nam quiescentes in sepulchro aut ubilibet secundum corpus iactati vere quiescunt in Christo, hoc est, ut Apocalyp: 14. requiescant a laboribus suis, videlicet quod separata anima a corpore iam non laborat in corpore in variis huius mundi molestiis. alioquin, quomodo Christi corpus in sepulchro negabit dormire in pace et quiescere in deo? cum in tot locis de eo sic loquatur scriptura et cantet ecclesia: In pace in idipsum dormiam et requiescam, et Psal. 15. et caro mea requiescet in spe, item Apocalyp: 14. beati qui moriuntur in domino, item Stephanus actuum 7. obdormivit in domino, quod sine dubio de corporali morte tropo scripture dicitur. Si Eccio non dormit corpus exanime, sinat, queso, illud dormire suscitaturo deo et scripture auctoritati. (#91 (L) Jeg svarer: Ingen af disse argumenter har gyldighed. For de, der hviler i graven eller hvor ellers deres legeme er henkastet, de hviler virkelig i Kristus, det vil sige, som Åb 14,13 siger, de hviler fra deres møje, idet nemlig, når sjælen er skilt fra legemet, så arbejder den ikke i legemet i de forskellige denne verdens besværligheder. Hvordan vil man ellers kunne nægte, at Kristi legeme sov i graven i fred og hvilede i Gud? Eftersom det på mange steder siges således om ham i skriften og eftersom kirken synger om ham: I fred kan jeg lægge mig og sove (Sl 4,9), og Sl 16,9: Mit kød skal hvile med håb, og ligeledes Åb 14,13: Salige er de, der dør i herren. Og også Stefanus sov hen i Herren (Apg 7,59), hvilket uden tvivl kan kaldes skriftens billedbrug om den legemlige død. Hvis for Eck det afsjælede legeme ikke sover, så spørger jeg bare, om han så vil ophøre med at hævde, at det er efter skriftens autoritet, når vi siger, at den Gud, der skulle opvækkes, sov. 
77 In fine dicit, orare a nobis pro pace, non quam habent sed quam habere a miseria penarum contingat purgatis (#44). Respondeo: hoc est peticio principii, quia pax illa securitatis, quam habuant, nondum est probata. relinquitur ergo, quod in pena sunt, et ut ab hac solvantur et pacem habeant, oremus. (#92 (L) Til slut siger han, at vi beder om fred for dem ikke den fred, de har, men den, som består i at renses for straffenes elendighed. Jeg svarer: Dette er at gå ud fra det, der skal bevises, eftersom denne sikkerhedens fred, som de skulle have, endnu ikke er bevist. Det står altså tilbage, eftersom de befinder sig i straffen, at vi skal bede om, at de må løses fra den og få fred. 
78 Hec omnia sic volo dixisse, ut ostendam me ignarum esse eorum, que in purgatorio agat deus, nimis eos audere, qui huius ignorantie impatientes potius fingere volunt sua quam confiteri se ignorare. Mea probare non possum, sed nec illi sua: quare recte mea conclusio id tantum voluit, esse nec scripturis nec rationibus probatum, animas certas esse, saltem omnes, de salute sua et gratiam in eis augeri, sufficit, quod scimus eas pati et nos debere eis succurrere; cetera deo relinquenda soli. (#93

Acta sunt hec 10. Iulii presentibus &c. 

(L) Alt dette vil jeg have sagt for at vise, at jeg er uvidende om dem, som Gud handler med i skærsilden, og at de teologer er altfor dristige, som er utålmodige med denne uvidenhed og hellere vil opfinde deres egne sætninger end indrømme, at de ikke véd noget. Jeg kan ikke bevise mine sætninger, men de heller ikke deres. Derfor er det med rette, at min konklusion kun vil hævde, at det hverken ud fra skriften eller ud fra fornuftgrunde er bevist, at sjælene er sikre, i hvert fald ikke dem alle, på deres frelse, og at nåden i dem øges. Det er nok, at vi véd, at de lider og behøver vores hjælp; det øvrige kan vi overlade til Gud alene. 

Afhandlingerne sluttet den 10. juli i overværelser af osv. 

79 Eccius per schedam respondit 11. Iulii.

Solutiones reverendi patris apparent mihi insufficientes potissimum quod Augustinum dicat non loqui de purgatorio, cum maxime id agat, scilicet (W343) de purgatorio. Neque negandum est, animas defunctorum pietate suorum viventium relevari, cum pro illis sacrificium mediatoris offertur vel Eleemosyne in ecclesia fiunt. sed hec eis prosunt, qui, cum viverent, ut hec sibi postea prodesse possint, meruerunt. 

Eck svarer pr notat den 11. juli.

Den ærværdige faders svar forekommer mig utilstrækkeligt, især fordi han siger, at Augustin ikke taler om skærsilden, når han i allerhøjeste grad behandler den, altså skærsilden. Og man kan heller ikke nægte, at de afdødes sjæle kan aflastes gennem deres levendes fromhed, når der til bedste for dem frembæres et fortjenstfuldt offer eller når der gives aflad i kirken. Men disse ting gavner dem, som, mens de levede, gjorde sig fortjent til, at de sidenhen kunne få gavn af det. 

80 Est enim vivendi modus nec tam bonus, ut non requirat ista post mortem, nec tam malus, ut ei non prosint post mortem. Quocirca hic omne meritum comparatur, quo possit post hanc vitam relevari quispiam vel gravari. I nunc, Luthere, et dic Augustinum hic non de purgatorio loquutum.  (E) For deres livsmåde var ikke så god, at de ikke havde behov for dette efter døden, men heller ikke så ond, at det ikke kunne gavne dem efter døden. Derfor kan enhver fortjeneste sammenlignes, og herved kan enhver efter dette liv få en lettere eller en mere brydsom tilværelse. Kom nu, Luther, og sig, at Augustin her ikke taler om skærsilden. 
81         Preterea non probat, ad deletionem peccati venialis requiri augmentum gratie. Fateor, augmentum gratie tollere aliquando venialia, sed etiam veniale tollitur satispassione. unde apostolus allegatus Ro: 7. (Rom 7,14. 24f) non loquitur de veniali peccato, porro si loqueretur, satispassionem non excluderet. at de eius consensu velut impertinente  nihil dico in presentia.  (E)      Forøvrigt beviser han ikke, at der til udslettelsen af den tilgivelige synd kræves en forøgelse af nåden. Jeg indrømmer, at en forøgelse af nåden i nogen grad kan udslette den tilgivelige synd, men også den tilgivelige synd udslettes ved tilstrækkelig lidelse. Det er, hvad apostelen hentyder til i Rom 7,14 og 24f, for dèr taler han ikke om den tilgivelige synd, men hvis han taler om den, udelukker han ikke den tilstrækkelige lidelse. Men om enigheden med ham, skønt den er uholdbar, vil jeg ikke udtale mig for nærværende. 
82 Veniale, fateor, offendit, sed venialiter, quia hominem in odio dei non constituit nec inimicum dei facit, quod alioquin cum gratia staret: ideo in purgatorio habent quidem peccata venialia citra inimiciciam dei.  (E) Jeg indrømmer, at den tilgivelige synd støder Gud, men den gør det kun tilgiveligt, fordi han ikke får mennesket vendt til had mod Gud eller gør mennesket til Guds fjende, hvilket ellers stod fast sammen med nåden. Derfor har de i skærsilden godt nok tilgivelige synder, men det er uden uvenskab med Gud. 
83       At quod causatur me torquere auctoritates per capillos ad propositum, dispeream, si tota disputatione vel unam adduxerit auctoritatem tam pertinentem, sicut ego hic adduxi. Sed hoc iudicent iudices, non Lutherus.  (E)      Men når han beskylder mig for at fordrejer autoriteterne, at trække dem ved hårene hen mod det, jeg har antaget, så er det ude med mig, hvis jeg i hele disputationen har fremført blot én autoritet så stivsindet, som jeg her har fremført dem. Men lad dommerne dømme om det, ikke Luther. 
84     Indignatur, cur non et Augustinus et Hieronymus causati sint hoc latibulum hereticorum, quod dixi. (#55). Bone deus, quasi non ubique clamet Augustinus et Hieronymus contra Pelagianos, Cyprianus et Ambrosius contra Arrianos et Novatianos, eos pro arbitrio interpretari sacram scripturam! (E)      Så spørger han forarget, hvorfor ikke også Augustin og Hieronymus bliver beskyldt for at benytte det kætternes smuthul, som jeg har omtalt. Du gode Gud, som om Augustin og Hieronymus ikke overalt råber imod Pelagianerne, Cyprian og Ambrosius imod Arianerne og Novatianerne, at de fortolker den hellige skrift efter forgodtbefindende!
85      Petit, quod probem meam sententiam, cum suam probare non possit: (#57) meam vero probatam iudicum relinquo iudicio.  (E)       Så beder han om, at jeg vil bevise min sætning, skønt han ikke kan bevise sin. Men bedømmelsen af, om min sætning er bevist, overlader jeg til dommeren. 
86     De 'donec' alia est ratio Hieronymi ad Helpidium, (#58) quia aliunde probatur ex scriptura, Mariam semper mansisse virginem. igitur 'donec' ibidem non dicit consummationem, quod hic non potest facere.  (E)         Om ordet 'indtil' er der en anden begrundelse hos Hieronymus til Helpidius, fordi det overalt bevises af skriften, at Maria forblev jomfru. Derfor kan 'indtil' ikke dèr betyde fuldbyrdelsen, men den tanke kan ikke gælde her. 
87       Porro de rationibus meis gratia brevitatis non moror. Sed quod dicit me certum fecisse ex dictis suis, quod anime suffragiis viventium liberate minus beentur, (#64) male mihi imponit. nec enim mihi somnia fingo: reperietur enim in dilutione adnotationum mearum, noluisse Paschalem sua sibi minui premia, ideo maluisse ardere. Sed missa hec facio et Iudicibus committo.  (E)       Videre kan jeg ikke tøve for kortheds skyld med mine begrundelser. Men hvad han siger, at jeg ud fra hans ord har gjort ham sikker på, at de befriede sjælene frydes mindre ved de levendes bønner, tillægger han mig i ond tro. Jeg har nemlig ikke forestillet mig noget i drømme. Det fremgår nemlig af forklaringerne til mine bemærkninger, at Paschalis ikke har villet formindske belønningerne for sig, i den grad ville han hellere brænde. Men jeg sender også dette af sted og overgiver det til dommerne. 
88     Porro non nego, quin in tribulationibus quis laudet deum, sed hoc loco accipi non potest, quod et in celo cantare eos dicit et ab illis absterserit deus omnem lachrymam &c. (Åb 21,4). Unde liquet lectori, quomodo sententiam meam invertat. (#73 (E)        Videre nægter jeg ikke, at nogen i trængsler kan prise Gud, men på dette sted kan det ikke forstås sådan, at han siger, at de også i himlen synger, og at Gud tørrer hver tåre af deres øjne. Her kan læseren se, hvordan han fordrejer min mening. 
89 Unde anime in purgatorio cantant secundum Iohannem deo, et quero, causam explicet nisi certitudinis glorie, quare falsissime comminiscitur, quod contra me ipsum loquar. Unde non nego, bonos gloriari in tribulationibus et cantare, sed negavi illam glossam, quam ipse finxit, quod (W344) cantare sit in tribulationibus deum laudare: alioquin angeli non canerent deo et beati.  (E) Derfor lovpriser sjælene i skærsilden Gud, og jeg spørger, om han kan forklare nogen anden grund dertil end visheden om herligheden. Og derfor er det en falsk anklage, at jeg skulle modsige mig selv. Men af den grund nægter jeg ikke, at de gode også synger i trængsler, men jeg nægtede den fortolkning deaf, som han har drømt sig til, at det at synge er at prise Gud i trængsler. Ellers kunne englene og de salige ikke synge for Gud. 
90     Quod errorem patentissimum defendere conatur, scilicet animas dormire somno pacis, scilicet quo ad corpus &c. quoniam anima separata a corpore non laborat in corpore variis molestiis, vide vafriciem, qui, cum solvendo ad corpus retulisset in sepulchro quiescentes, iam se transfert ad quietem anime a laboribus corporis. (#76) Sed heus, bone vir, est hoc quiescere a laboribus, quia videlicet non in corpore molestias patiatur, tamen incomparabiliter maiores molestias sentiat extra corpus in anima?  quid iuvat, si quiesco a febre et infestor calculo? (E)       Når han søger at forsvare den udbredte vildfarelse, at sjælene sover fredens søvn, nemlig hvad angår legemet osv, når en sjæl adskilt fra kroppen ikke besværes med forskellige legemlige vanskeligheder, se så, hvor snedig han er, når han overfører de, der hviler i graven, til legemet, men straks efter overfører det til sjælene, der hviler fra legemets vanskeligheder. Men hør, min gode mand, er det at hvilke fra sine besværligheder, for de lider jo nemlig ikke de besværligheder, vi har i legemet, men de usammenlignelig større besværligheder, vi har i sjælen udenfor legemet? Hvad hjælper det, at jeg får hvile fra en feber, hvis jeg foruroliges af en sten?
91     De Christi quiete aliud est, (#76) resurrectionem absque corruptione exspectante: beati ergo, qui moriuntur in domino, sed quis dicturus est, corpus beatum nisi per redundantiam anime in corpus? Sic de beato Stephano, qui in domino obdormivit.  (E)      Med Kristi hvile er det noget andet, han ventede sin opstandelse uden fordærvelse: Altså er de salige, som sover ind i Herren, men hvem tør sige, at de saliges legeme kun er et overflødigt vedhæng til kroppen? Således med den salige Stefanus, som sov ind i Herren. 
92       Demum inquit me petere principium 'sunt in pace, et tamen eis petimus pacem'. (#77) Sed quia ridiculum est referre pacem habitam ad corpus, sequitur, illam esse in anima scientiam securitatis.  (E)      Endelig siger han, at jeg går ud fra det, der skal bevises, når jeg siger, at 'de er i fred, og dog beder vi om fred for dem'. Men fordi det er latterligt at henvise til en fred, som man har i legemet, er det en følge, at dette er den viden, sjælen har om visheden. 
93     Quod ait se sua probare non posse, reputo verissimum: (#78) contra alii sua probant, quamvis pertinax et cervicosus etiam demonstrationibus non adquiescat, quin semper contenderet, non esse demonstrationem, velut Gregorius Ariminensis et Petrus Aliacensis Aristoteli faciunt in rationibus de primo motore in 7. et 8. Physicorum.  (E)     Når han siger, at han ikke kan bevise sine sætninger, så må jeg betragte det som noget, der er så sandt som det er sagt. Modsat beviser andre hans sætninger, skønt han stædigt og hårdnakket også med hensyn til påvisningerne ikke helmer, før han hele tiden får slået fast, at det ikke skulle påvises, ligesom Gregor Ariminensis og Peter Aliacensis gjorde overfor Aristoteles i begrundelserne for den første bevæger i 7. og 8. bog af fysikken. 
94      Quare cum communi concludo sententia, et in purgatorio gratiam non augeri et animas certas esse de salute.  (E)     Derfor kan jeg konkludere med den almindeligt antagne sætning, at det i skærsilden er sådan, at nåden ikke øges, og at sjælene er sikre på deres frelse. 
Tilbage til indholdsoversigten! Videre til Eck10 (Om afladen) 

 
 
 

Noter:
 

n11: WA-note: In den Gesammtausgaben und bei Löscher ist hier durch Änderung der Worte und falsche Interpunktion der Sinn vollständig verwirrt.
 

n30: Vulgatas tekst er noget forskellig fra den danske oversættelses tekst. 
 

n63: WA-note: Des Silvester Prieras in seinem Bd. I S. 644f angeführten Dialogus zu Luthers 17. Satz wider den Ablass. (prilut1#69).
 

Kommentarer:
 

k72: Man kan måske sige, at Luther overdriver en smule her, når han skriver 'subtus mare'. I Vulgata står der 'in mare', i den græske grundtekst 'EPI TÆS THALASSÆS', i den danske oversættelse 'på havet'. Men bortset fra det har Luther ret: Udsagnet, hvoraf 'under jorden' er en lille del, skal kun betegne skabelsesværket i hele dets fylde. 
 

k73: Man må indrømme, at der i Jak 5,13 står det modsatte af det, Luther vil have til at stå der. Luther læser: '.. oret equo animo et psallat'. I Vulgata står der: '.. oret aequo animo est psallat'. Eller jeg kan sige, at det er den danske oversættelse, der har ret (den svarer også til den græske grundtekst): 'Lider nogen iblandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange'.