Luthers disputation med Eck, 8

 
 



Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 322-332.
1 De Purgatorio.

Contra nonam conclusionem argumentatur Eccius. (t-ecklut#10

Non solum apud theologistas, sed etiam in sacra scriptura, in sanctis patribus habetur, quod ita hec presens sit status et terminus merendi et demerendi: quare existentes in purgatorio amplius mereri non posse et sic non maiorem gratiam accipere. 

Om skærsilden. 

Imod den niende konklusion argumenterer Eck. 

Ikke blot blandt teologer, men også i den hellige skrift og hos de hellige fædre er der tale om, at dette nærværende liv er opgørelse og mål for at fortjene godt eller ondt. Derfor kan de, der lever i skærsilden, ikke fortjene mere og således ikke modtage en større nåde. 

2 Hoc ita esse, probo per Ieremi: 25. reddam eis secundum opera eorum et secundum facta manuum eorum (Jer 25,14). Ita enim Paulus ait: omnes nos manifestari oportet ante tribunal Christi, ut referat unusquisque propria corporis, prout gessit, sive bonum sive malum: scientes ergo timorem domini hominibus suademus. (2 Kor 5,10f) (E) At det forholder sig således, beviser jeg ud fra Jer. 25,14: 'Jeg vil give dem igen efter deres gerninger og efter deres hænders værk. Således siger nemlig Paulus: 'Vi skal alle stå frem for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for sit eget liv, hvad han har gjort, enten godt eller ondt. Da vi altså kender til at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker'. 
3 Addo Hieronymum, ut gradatim descendam, eo loco apostolum intelligentem: hoc dicit, inquam, quamdiu in mundo positi peregrinamur a domino, conversatione bona id agamus, ut ei in futuro placere possimus, non ut quidam putant, quod, posteaquam excesserimus e corpore, ibi aliquid operantes promereamur. Idem fatetur glossa ordinaria. Frustra ergo homo post corpus sibi hoc promittit, quod hic comparare neglexit. Ita etiam intellexit Ambrosius, solum facta corporis alibi premiari.  (E) Jeg tilføjer Hieronymus, for at jeg kan stige trinvist ned, der forstår dette sted hos apostelen således: Her siger han, at sålænge vi er anbragt i verden i udlændighed fra Herren, udvirker vi ved hyppig omgang med det gode det, at vi i den fremtidige verden kan være ham til behag, ikke, som nogen mener, fordi vi, efter at vi har forladt legemet, der kan gøre os fortjent til noget ved gerninger. Det samme indrømmer den almindelige fortolkning. Altså, det er forgæves, at mennesket efter dette liv i legemet lover noget, som han her undlod at frembringe. Således forstår Ambrosius det også, alene, hvad vi har gjort her i legemet, bliver belønnet dèr. 
4 Ex quibus liquet: cum gratia augeatur ex meritorum respondentia, et anime in Purgatorio non poterunt aliquid operari meritorie, ex allegatis non (W323) poterit etiam in eis augeri gratia. Subscribit apertissime beatus Augustinus in Enchiridio c. 109. et 110. et repetit eadem verba principaliter questi: 2. de 8 Dulcicii questionibus post multa: Quocirca, ait, hic omne meritum comparatur, quo possit post hanc vitam relevari quispiam vel gravari. nemo autem se speret, quod hic neglexit, cum obierit, apud deum promereri. Cesset ergo post mortem meritorii operis auctio: cessat et gratie auctio meritis respondens.  (E) Heraf kan man slutte følgende: Eftersom nåden øges på grund af de tilsvarende fortjenstfulde gerninger, og sjælene i skærsilden ikke kan udføre noget, der har fortjeneste, så kan ud fra det, jeg har påberåbt mig, nåden heller ikke øges i dem. Det underskriver den salige Augustin i sin Enchiridion kap 109 og 110, og han gentager det med hovedsagelig de samme ord i spørgsmål 2 i 'Otte sødhedens spørgsmål' efter meget andet: 'Derfor kan her enhver fortjeneste sammenlignes, hvorved nogen efter dette liv kan løftes op eller tynges ned. Men ingen kan gøre sig forhåbninger om hos Gud at kunne fortjene sig det, han her undlod, når han får bebrejdelse for det'. Efter døden kan altså de fortjenstfulde gerninger ikke øges; og tilsvarende kan nåden heller ikke øges. 
5 Martinus.

Opposuit egregius d. d. duas divine scripture auctoritates et quattuor sanctorum patrum. 

Prima Hieremie, ubi deus dicit: Reddam eis secundum opera eorum. (Jer 25,14). Miror satis egregium d. d. quod hec et similia arbitretur contra me pugnare, cum ego in Resolutorio meo (WA 1,555) multo plures adduxerim in hanc formam et exposuerim, quomodo nihil contra me pugnent, aut eque contra purgatorium pugnant. 

Martin. 

Den udmærkede hr doktor fremlagde i sin opposition to skriftsteder og fire steder fra de hellige fædre. 

Først Jeremias, hvor Gud siger: Jeg vil gengælde dem efter deres gerninger. Jeg undrer mig noget over, at den udmærkede hr doktor tror, at dette kæmper imod mig, eftersom jeg i min Resolution fremførte mange flere af den slags skriftsteder og påviste, hvordan intet i dem kæmper imod mig eller imod skærsilden. 

6 cum enim divina scriptura tota prorsus nihil habeat de purgatorio, sed omnia loquatur vel de inferno vel celo, volo hoc hac una responsione ad omnes auctoritates respondisse, quod non faciant ad propositum: sequenter et expositiones omnium patrum, nisi expresse meminerint purgatorii, nam credibile est, quod, quando tractant scripturas sanctas, sensum etiam scripture sancte sequantur. Ideoque aliis rationibus et auctoritatibus doceri oportet, animas esse certas et non augeri eas in charitate.  (L) Eftersom nemlig den guddommelige skrift næsten fuldstændig mangler noget om skærsilden, men taler meget om helvede eller himlen, så vil jeg her med dette ene svar have besvaret alle autoriteterne: De har ikke noget med det fremlagte at gøre. Det gælder følgelig også alle fædrenes udsagn, medmindre de udtrykkeligt nævner noget om skærsilden, for det kan godt tænkes, at de, når de behandlede den hellige skrift, også fulgte den hellige skrifts mening. Derfor bør man ud fra andre begrundelser og autoriteter lære, at sjælene er sikre og at de ikke øges i kærligheden. 
7 Eccius.

Cum reverendus pater plures se allegasse dicat auctoritates in resolutorio et exposuisse, vidimus: vidimus quoque, glossam suam ad textum nihil facere, quod iam ostendimus. hoc quoque non accipimus, in sacra scriptura nihil haberi de purgatorio, quod dictum quidem Grecis et Piccardis esset favorabile, verum Christiane fidei adversum, ut recte meminit in resolutorio. Sed ponamus solutionem suam unicam ad aciem, qua dicit adducta nihil facere ad propositum, quam concinne respondit! 

Eck. 

Eftersom den ærværdige fader siger, at han har beråbt sig på flere autoriteter i sin Resolution og har forklaret det, så lad os se det. Lad os også se, at hans fortolkning til teksten intet gør til sagen, skønt vi nu har påvist det. For dette godtager vi ikke, at der i de hellige skrifter ikke findes noget om skærsilden. Hvad der blev sagt til grækerne og piccarderne var smukt, men imod den kristne tro, om jeg husker hans Resolution ret. Men lad os sætte hans enestående løsning til debat, hvorved han siger, at det ikke gør noget til sagen. Hvilket passende svar!

8 Apostolus dicit, unumquemque recepturum secundum quod in corpore gessit: dominus pater dicit, hominem recipere etiam secundum quod in purgatorio gessit. Augustinus dicit, omne meritum hic comparari, et dominus pater contradicit, etiam in purgatorio meritum comparari. Hieronymus dicit, postquam e corpore excesserimus, nihil nos promereri apud deum: d. pater contra dicit, postquam e corpore excesserimus, adhuc in purgatorio nos promereri. (n8)  (E) Apostelen siger, at enhver skal modtage efter hvad han har bedrevet i legemet. Hr faderen siger, at mennesket skal modtage også ifølge hvad det har bedrevet i skærsilden. Augustin siger, at al fortjeneste her kan sammenholdes, og hr faderen siger modsat, at også i skærsilden kan fortjeneste sammenholdes. Hieronymus siger, at efter at vi har forladt legemet, kan vi intet gøre os fortjent til hos Gud. Hr faderen siger modsat, at efter at vi har forladt legemet, kan vi endnu i skærsilden gøre os fortjent til noget. 
9 Ita de Ambrosio. Iudicent iam illustrissime dominationes, excellentie et prestantie vestre, an per me inducta nihil faciant ad propositum, que directe nihil dictis patrum contrariantur. Peto ergo, quod vere solvat vel ostendat, quomodo ad propositum (W324) nihil faciat, nec miretur, quomodo et ego plures sum ei adducturus auctoritates, ut manifestarium sit, hoc non esse theologistarum sed verorum theologorum.  (E) Ligeledes angående Ambrosius. Nu må de højt oplyste herskaber, Deres udmærketheder og ærværdigheder, bedømme, om det, der er fremført af mig, intet gør til sagen, det strider ikke ligefrem imod fædrenes udsagn. Jeg beder altså om, at han løser det på rigtig måde eller påviser, hvorfor det intet gør til det fremlagte, så vi ikke skal undre os over, hvordan jeg kan tilføje flere autoriteter for ham, så det bliver mere klart, at dette ikke er teologisternes, men de sande teologers værk. 
10 Martinus.

Ego, qui credo fortiter, immo ausim dicere 'scio' purgatorium esse, facile persuadeor, in scripturis de eo fieri mentionem, quemadmodum illud Matthei inducit Gregorius in dial.: Non remittitur neque in hoc seculo nec in futuro, (Matt 12, 32) volens peccata quedam remitti in purgatorio. 

Martin. 

Jeg, som stærkt tror, ja, jeg vover at sige 'véd', at der findes en skærsild, lader mig gerne overbevise om, at den nævnes i skriften, såsom det Matthæus-sted, som Gregor indfører i sin dialog: 'Det tilgives hverken i denne verden eller den kommende'. Han vil, at nogle synder tilgives i skærsilden. 

11 Admitto et illud Machabeorum 2. Sancta est et salubris cogitatio pro defunctis exorare &c. (2 Makk 12,45f) Sed hoc volo, quod in universa scriptura non habeatur memoria purgatorii, que posset stare in contentione et convincere: nam et liber Machebeorum, cum non sit in canone, pro fidelibus potens est, contra pertinaces nihil facit, et dictum Gregorii facillime eliditur, quod neque hic neque in futuro peccatum remittatur, id est nunquam. Ideo nolo mihi suspitionem fieri, quod faverem Bohemis et Grecis. Hoc pro primo.  (L) Jeg går også med til det fra 2. Makkabæerbog. Det er en hellig og frelsebringende overvejelse at bede for de afdøde osv. Men det vil jeg, at der ikke i hele skriften nævnes noget om skærsilden, som kan klare sig i stridigheder og overbevise. For selv om også Makkabæerbogen, skønt den ikke findes i kanon, for de troende er mægtig, så udretter den dog intet mod de stivnakkede, og Gregors udsagn kan let sønderslås, for at synden hverken tilgives her eller i den kommende verden, betyder, at den aldrig tilgives. Derfor vil jeg ikke komme under mistanke for at være tilhænger af grækerne eller bøhmerne. Såvidt det første. 
12 Ad replicam d. d. dicam nihil aliud quam quod iam prius dixi: idem enim repetit, ideo et idem respondeo. Dixi enim in sacris literis nihil haberi de purgatorio: ideo non posse eas neque expositiones earum ad negotium purgatorii aptari. Redditur autem aut bonum bonis aut malum malis post mortem. Medii sunt qui in purgatorio sunt, de quibus dicte auctoritates non loquuntur, quibus neque redditum est bonum neque malum, et sic purgatorium per medium auctoritatum semper transiit.  (L) Til hr doktorens replik kan jeg ikke sige andet, end hvad jeg har sagt: han gentog nemlig det samme, derfor svarer jeg også det samme. Jeg sagde nemlig, at der ikke findes noget om skærsilden i skriften, og at man derfor ikke kan tilpasse deres forklaringer til at handle om skærsilden. Men der skal gives gengæld både til de gode for de gode gerninger og til de onde for de onde gerninger efter døden. Men midt imellem er de, som er i skærsilden, om hvilke autoriteternes udsagn ikke taler, til hvilke der hverken skal gives godt eller ondt til gengæld, og således forbigås skærsilden altid af autoriteterne. 
13 Eccius.

Quod se excusat, credere se et scire purgatorium esse, bene accipio et prius novi: sed quod negat in sacra scriptura purgatorium probari, hoc tanquam falsum et grecanicum respuo, in proposito manens, quanquam nec illud nec alia multo maiora contra protervos et pertinaces convinci possint, ut de Arrio et aliis patribus. At quod propterea illud dicatur non reperiri in scriptura, quia contra pertinacem convinci non possit, est omnino captiosum et religioni nostre adversum. 

Eck. 

At han erklærer, at han tror på og véd, at skærsilden eksisterer, anerkender jeg; det vidste jeg godt i forvejen. Men at han nægter, at skærsilden kan bevises i den hellige skrift, det spytter jeg ud igen som falsk og grækisk, det forbliver i tesen, skønt hverken dette eller meget andet kan overbevise særlig stærkt imod de uforskammede og hårdnakkede mennesker, hvilket gjaldt om Arius og andre fædre. Men at det af den grund skal siges, at det ikke kan findes i skriften, fordi det ikke kan virke overbevisende på hårdnakkede mennesker, det er i det hele taget bedragerisk og imod vores tro. 

14 De libris Machebeorum, quos dicit facere pro fidelibus, sed non esse in canone, et hoc, inquam, falsum est. quamvis enim apud Hebreos in canone non fuerint, tamen ecclesia recepit eos in canonem, ut pater domini patris Augustinus lib: de civitate dei testatur lib: 18. et sanctus Ipho in suis decretis constitutionem inserit, qua ecclesia libros illos in canonem recepit.  (E) Om Makkabæerbøgerne, som han siger gør gavn for de troende, men ikke er i kanon, også det, siger jeg, er forkert. Skønt de nemlig ikke findes i den hebræiske kanon, så har dog kirken optaget dem i kanon, som hr faderens fader, Augustin, bevidner i bog 18 af 'Om Guds stad', og som den hellige Ifo indføjer i sine dekreter om en bestemmelse, hvorved kirken har optaget disse bøger i kanon. 
15 Quod in suo propositio persistere vult reverendus pater, allegata per me non facere ad propositum, que tamen de directo ei contrariantur: Primo enim quod dicit auctoritates illas respicere celum vel infernum, non iuvat, quia de directo faciunt mentionem de statu merendi et demerendi, et hunc (W325) statu diffiniunt morte terminari. Contra reverendus pater nullo sancto doctore innixus audet animabus a corpore existentibus terminum merendi prorogare et merita purgatorii in celo remunerari, et apostolica clamat sententia solum remunerari opera, que homo in corpore gessit. Quare dicta in resolutione sua perpendi, sed tanquam insufficientia acceptare non potui, ut illas contrarietates prius aperiat.  (E) At den ærværdige fader i sin tese vil fastholde, at det, jeg har påberåbt mig, ikke har med den at gøre, det er ham dog direkte modsatrettet. For det første hjælper det ham ikke, at han siger, at disse autoriteter ser hen til himlen eller helvede, for de nævner direkte fortjenestens stade, og dette stade fastslår de ender ved døden. Modsat vover den ærværdige fader uden at støtte sig til nogen hellig doktor at hævde, at terminen for sjælene, der eksisterer borte fra legemet, kan forlænges ved fortjenstfulde gerninger og skærsildens fortjenstfuldheder kan gengældes i himlen, og den apostolske mening hævder hårdnakket, at kun gerninger, som mennesket gjorde i legemet, kan gengældes. Derfor har jeg afvejet hans udsagn i tesen, men jeg kan ikke acceptere dem, fordi de er utilstrækkelige, så at han først må afdække disse modsætninger. 
16 Martinus.

Primum, quod egregius d. d. dicit, non ideo aliquid negandum esse de scriptura, quia pertinaces convinci non possint, optime et verissime dicit: sed loquor ego de his pertinacibus, qui nos nostra auctoritate et proprio iaculo confodere possint. Evidens enim est, librum Machabeorum pertinere ad vetus testamentum: quando ergo sanctus Hieronymus canonem hebreum conscripserit et eos solos libros valere in contentione, qui de canone sunt, definiat sitque in hac sua sententia receptus, facile nostro telo verberabimur, nisi fidelibus persuademus. 

Martin. 

For det første: At den udmærkede hr doktor siger, at man ikke af den grund skal nægte, at noget står i skriften, fordi de hårdnakkede ikke kan overbevises, er godt og rigtigt sagt: men jeg taler om de stivnakkede, som ud fra vor egen autoritet kan gennembore os med vort eget spyd. Det er nemlig klart, at Makkabæerbogen hører hjemme i det gamle testamente. Når altså den hellige Hieronymus sammenskrev den hebræiske kanon og fastsatte, at kun de bøger, som var i kanon, skulle have gyldighed og blive optaget i den betydning, så kan vi let gennemprygles af vort eget spyd, medmindre vi kan overbevise de troende. 

17 Secundo probat, librum Machabeorum esse receptum in canonem: contendit ad equivocationem et facile concordabimur. Scio, quod ecclesia recipit hoc librum, et hoc dixi: sed non potest ecclesia plus tribuere auctoritatis aut firmitatis libro quam per seipsum habeat, sicut et ceterorum patrum opuscula approbat et recipit, sed non ideo confirmat aut meliora reddit. Transeo ergo ista, que in multis dicuntur canon et canon. (L) For det andet beviste han, at Makkabæerbogen er optaget i kanon. De stredes om udvælgelsen, og det kan vi let blive enige om. Jeg véd godt, at kirken optog denne bog, og det har jeg sagt. Men kirken kan ikke give en bog mere autoritet eller fasthed, end den har i sig selv, sådan som den også godkender og optager de øvrige fædres bøger, men ikke af den grund bekræfter dem eller gør dem bedre. Jeg forbigår altså det, der blandt mange omtales som kanon og kanon. 
18 Tertio dicit, auctoritates inductas directe facere mentionem de statu merendi et eundem morte terminari. Respondeo, sicut prius: quia nihil de purgatorio meminerunt, sed tantum de celo et inferno, ideo moriens ad celum non meretur, moriens ad infernum non meretur, et sic terminatur utriusque status merendi: alioquin possit eiusdem auctoritatibus evidentissime probari purgatorium.  (L) For det tredie siger han, at de autoriteter, han har indført, direkte nævner fortjenstfuldhedens stade og at det slutter ved døden. Jeg svarer som før: Fordi det ikke nævner noget om skærsilden, men kun om himmel og helvede, af den grund siger det kun noget om den der skal dø; han kan ikke gøre fortjenstfulde gerninger i himlen, han kan ikke gøre fortjenstfulde gerninger i helvede, og således afsluttes begge stader af fortjenstfuldhed. Ellers kunne man soleklart bevise skærsilden ud fra hans skriftsteder. 
19 Quarto dicit, me nullo auctore inniti et prorogare terminum merendi, Item merita purgatorii remunerata asserere. Fateor: hoc enim feci, ut disputarem et audirem meliora quam ego noverim. Ego enim nihil de purgatorio novi nisi animas ibi pati iuvandas operibus et orationibus nostris, paratus humiliter doceri, si que plura de ipso possunt tradi. Quare apostolus contra me inductus, quod solum opera in corpore gesta remunerentur, relative ad purgatorium acceptus est a domino d. quomodo iam dixi non posse accipi, sed solum ad celum vel infernum: ista relatio si observetur, patet, quod non pugnet contra me, aut demonstrabit purgatorium.  (L) For det fjerde sagde han, at jeg uden at støtte mig til nogen forfatter også forlængede fortjenstfuldhedens terminus, ligeledes forsikrede jeg, at skærsildens fortjenstfulde gerninger blev gengældt. Jeg tilstår det. Det har jeg nemlig gjort, for at disputere og høre noget mere end jeg vidste. Jeg véd nemlig intet om skærsilden udover at sjælene dèr lider og hjælpes ved vore gerninger og bønner, og jeg er rede til ydmygt at lade mig belære, hvis de kan fremføre noget mere derom. Når han derfor indfører apostelen imod mig: at alene gerninger gjort i legemet gengældes, så forstås det af hr doktoren i forhold til skærsilden, og det kan jeg, som allerede sagt, ikke gå med til, det har alene med himmel og helvede at gør. Hvis man holder sig dette forhold for øje, viser det sig, at det hverken kæmper mod mig eller beviser skærsilden. 
20 Nona Iulii.

Eccius.

Primo, cum d. pater dicit, auctoritates inductas non intelligi de purgatorio, placet quo ad hoc, quia meritum solum in hac vita, ergo purgatorium (W326) excludunt in hac vita. (#38) Deinde certum est, Augustinum in Enchiridio loqui etiam de purgatorio, quia ibidem probat, animas suffragiis vivorum relevari, et Hieronymus increpat eos, qui putant animas exutas mereri, qui purgatorium asserit Esaie ultimo. (Es 66,24). 

Den niende juli. 

Eck. 

For det første, når hr pateren siger, at de anførte autoriteter ikke kan forstås om skærsilden, måtte det så behage ham at sige, hvorfor, for fortjenesterne findes alene i dette liv, altså udelukker de skærsilden i dette liv. Dernæst er det sikkert, at Augustin i Enchiridion også taler om skærsilden, fordi han dèr beviser, at sjælene åbenbarer sig på de levendes bønner, og Hieronymus bebrejder dem, som mener, at de afdødes sjæle kan gøre sig fortjent, han, som forstår Es 66 om skærsilden. 

21 Quod vero dicit, conclusionem suam esse disputationem, quasi non habens de ea magnam fiduciam, miror plurimum, cum iam post annum illam ventilaverit et magnifico titulo disputationem inscripserit 'contra novos et veteres errores', sententiam quoque recentiorum theologorum nec stulto verisimilem affirmat ac contemptim eos theologistas nuncupat.  (E) Men hvad han siger, at hans konklusion er disputationen, som om han ikke havde megen tillid til den, undrer mig meget, for allerede for et år siden kæmpede han for den og indskrev disputationen en vældig titel 'imod nye og gamle vildfarelser', og bekræftede også de nyere teologers mening slet ikke dumt som sandsynlig og benævnte dem foragteligt teologister. 
22 Quod vero divinatur canonis equivocationem, non patior, quoniam Augustinus in illo li: 18 de civitate dei eundem terminum maxime in puncto adversativo non potuit equivocare dicendo, quod non fuerit in canone apud Hebreos, sed apud ecclesiam. Deinde exploratum est, cum plura essent Euangelia scripta, auctoritate ecclesie quattuor in canonem recepta, et sic libros Machabeorum receptos testatur prologus: tamen ab ecclesia inter divinorum voluminum annotantur historias. Sed melius ad rem.  (E) Men at han forudser udvælgelsen af kanon, kan jeg ikke lide, når Augustin i den 18. bog af De civitate Dei ikke kan udvælge den samme terminus især i det modsigende punkt, fordi den ikke var i den hebræiske kanon, men i kirkens. Dernæst er det opdaget, at der er skrevet flere evangelier, men optaget fire ved kirkens autoritet, og således bevidner indledningen, at Makkabæerbøgerne er optaget. Dog benævnes de af kirken blandt de guddommelige bøger de historiske. Men mere til sagen. 
23 Quia se fundat in hoc, quod purgatorium non sit in sacris literis expressum, contra quod est concilii Florentini decretum, quod et Greci abnegato errore assumpserunt. (Se eck07#66) Deinde plures loci sacre scripture, ut illud: Transivimus per aquam et ignem, et perduxisti nos in refrigerium. (Sl 66,12). (#43) Illud Ecclesiastis 4. de carcere et cathenis egreditur ad regnum. (Præd 4,14). Illud Matth: 5. dixit dominus: Esto consentiens &c, ne in carcerem mittaris. amen dico tibi, non exies inde, donec reddas novissimum quadrantem. (Matt 5,25).  (E) For den bunder i det, at skærsilden ikke skulle være udtrykt i skriften, imod hvad der står i det florentinske koncils dekret, som også grækerne antog, idet de afsagde deres vildfarelse. Men der er også mange steder i skriften, såsom dette: 'Vi går gennem vand og ild, og du førte os til overflod'. Og dette fra Præd 4,14 om at føres fra fængslet og fattigdom til herredømme. Og dette fra Matt 5,25: Forson dig osv, at du ikke skal blive kastet i fængsel, sandelig siger jeg dig, du skal ikke komme ud derfra, før du har betalt den sidste øre.
24 Ubi per carcerem intelligit locum purgatorii, ex quo homo non liberatur, nisi plene satisfecerit, sicut interpretatur beatus Gregorius in loco respondente super Lucam. Ratio tamen Gregorii, quam reassumit beatus Bernhardus ser: 66. super Canticis, est valida, quod Christus innuat, aliqua peccata remitti in futuro seculo. (#47).  (E) Her forstår man ved fængslet skærsildens sted, hvorfra mennesket ikke befries, medmindre det har gjort fuld bod, sådan som den salige Gregor fortolker det tilsvarende sted hos Lukas. Dog er Gregors begrundelse, som den salige Bernhard tager op igen i prædiken 66 over højsangen, gyldig, fordi Kristus antyder, at der dog er nogen synd, der forlades i den kommende verden. 
25 Sed apertissimus textus est prima ad Corin: 3. Si cuius opus arserit, detrimentum patietur: ipse autem salvus erit, sic tamen quasi per ignem, et: dies domini declarabit, quia in igne revelabitur, et uniuscuiusque opus quale sit, ignis probabit, et ibi de stipula, feno &c. ubi beatus Ambrosius dicit, apostolum expresse loquutum de Purgatorio. (#48 (E) Men en mere klar tekst er 1 Kor 3,15: 'Hvis nogens arbejde går op i luer, skal han lide afbræk; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild'. Og: Herrens dag skal gøre det klart, fordi det skal afsløres i ild (v. 13), og enhvers arbejde, hvordan det er, skal ilden afsløre, og hvor det er af halm, hø, osv (v. 12), hvor den salige Ambrosius siger, at apostelen udtrykkelig taler om skærsilden. 
26 Idem testatur glossa interlinearis, glossa quoque ordinaria: subscribit beatus Hieronymus lib: 2. contra Iovinianum, beatus quoque Gregorius de purgatorio accipit, quod et beatus Bernhardus super Canticis facit. Et ne quis obiiciat mihi Augustinum in enchirid: c. 67. qui et de igne presentis seculi verba illa posse intelligi ait, legat eundem completius ibidem et quest: 2. de 8 Dulcicii questionibus, et reperiet, Augustinum illa verba apostoli, sicut sunt manifestissima, accipere quoque de purgatorio. (W327).  (E) Det samme bevidner den interlineære og den ordinære fortolkning. Den salige Hieronymus skriver nemlig nedenunder i bog 2 imod Jovinian, og den salige Gregor forstår det om skærsilden, hvilket også den salige Bernhard i sin fortolkning af Højsangen gør. Og for at ikke nogen skal skyde mig Augustin i skoene, han, som i kap 67 i Enchiridion siger, at disse ord også kan forstås om den nuværende verdens ild, så lad ham læse Augustin mere udførligt det samme sted og i spørgsmål 2 i de 8 spørgsmål om sødheden, så vil han finde, at Augustin også har forstået disse apostelord om skærsilden, hvad der også er ganske klart. 
27 Quare nedum in libris Machabeorum, quod utique ecclesie sufficeret, sed et in aliis scripturis purgatorium asseritur, nisi Gregorius, Ambrosius, Augustinus, Hieronymus, Bernhardus sint de numero theologistarum: nescio alioquin, quomodo reverendus pater possit fateri se scire, esse purgatorium, cum litere sacre scripture ita valide velit inniti, et cum clarissima sint scripture testimonia pro neotericis theologis, ipse nec unum locum in scriptura assignare poterit, ubi merita vel gratiam in purgandis augeri asseratur, cum contra sapiens dicat Ecclesiastis 11. et si ceciderit lignum ad Austrum aut Aquilonem, ad locum ubi ceciderit, ibi erit, (#52) Glossa ordinaria: id est locum quem hic tibi preparaveris, tunc habebis. quia 'in domo patris mei, ait Christus, mansiones multe sunt', (Joh 14,2) certa mansio morienti deputatur, ultra quam suis meritis in purgatorio ascendere nequit.  (E) Derfor så meget mere i Makkabæerbogen, som i hvert fald er nok for kirken, men også i andre skrifter er skærsilden bevidnet, medmindre Gregorius, Ambrosius, Augustin, Hieronymys og Bernhard er blandt teologisterne. Ellers véd jeg ikke, hvordan den ærværdige fader kan indrømme, at han véd, at skærsilden findes, når han finder den hellige skrifts bogstaver så gyldige at støtte sig til, og når der er så klare skriftsteder til fordel for de nyere teologer, at han selv ikke kan henvise til bare ét sted i skriften, hvor det forsikres, at fortjenesterne eller nåden kan forøges for dem, der er i skærsilden, efter som prædikeren taler imod det i Præd 11,3: 'Hvis træet falder mod syd eller mod nord, bliver det liggende, hvor det faldt, ifølge den almindelige fortolkning. Det er et sted, som du her har forberedt dig til, nu kan du have det. For, siger Kristus, i min faders hus er der mange boliger, givetvis kan der regnes med en bolig for den afdøde, ud over hvilken han ikke kan stige i kraft.
28 Sic Damascenus lib: 2. c. 4. testatur: Scire autem oportet, quod hoc est in hominibus mors, quod in angelis casus, et declarat hoc quo ad terminum merendi. (#53a) Sic sapiens Ecclesiastis 9. Quidquid potest manus tua, instanter operare, sicut ad illum sensum allegavit devotus ille et dignus Ecclesie minister Iohannes Capistranus. (#54 (E) Således bevidner Damaskeneren, anden bog, kap. 4: Men man bør vide, at dette er døden blandt menneskene, hvad der blandt engle er et tilfælde, og han forklarer det med hensyn til afslutningen på at gøre sig fortjent. Således siger vismanden i Præd 9,10: Hvad din hånd kan gøre, gør det straks, og den hengivne og ærværdige kirkens tjener Johannes Capistranus beråber sig på den samme mening. 
29 Ita hoc apostolus docuit ad Gal: 6. Nolite errare, deus non irridetur: que enim homo seminaverit, hec et metet, quoniam qui seminant in carne sua, de carne metent corruptionem. bonum autem facientes non deficiamus: ergo tempus habentes operemur bonum ad omnes. Glossa: 'quod homo seminaverit', scilicet presentis vite labore. Non ergo in purgatorio seminantur merita, sed in presenti vita. (#55 (E) Således lærte apostelen i Gal 6,7-10: Tag ikke fejl, Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste, når de sår i kødet, skal de af kødet høste fordærv. Men lad os ikke blive trætte af at gøre det gode. Sålænge vi har tid, skal vi gøre godt mod alle. Fortolkning: 'Hvad et menneske sår', det vil sige, i det nærværende livs arbejde. For der bliver ikke i skærsilden sået fortjenstfulde gerninger, kun i dette liv. 
30 Quod et Chrysostomus confirmat per illud Iohannis 9. me operari oportet opera eius, qui misit me, donec est dies: venit enim nox, quando nemo operari potest. 'Dies', ait Chrysostomus, est presens vita. Ideo Augustinus hortatur nos debere operari, dum vivamus, ne per noctem preveniamur. Accedat testis etiam beatus Ambrosius, volens, apostolum loqui de tempore presentis vite nobis concesse, ut iuste conversemur. Quare egregius psaltes ait psal: 103. Exibit homo ad opus suum et ad operationem suam usque ad vesperam. (E) Hvad også Chrysostomus bekræfter i sin udlægning af Joh 9,4: Jeg bør gøre hans gerninger, som sendte mig, sålænge det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde. 'Dag', siger Chrysostomus, det betyder dette liv. Derfor opfordrer Augustin os til at arbejde, så længe vi lever, at vi ikke skal overraskes af natten. Og den salige Ambrosius lægger også sit vidnesbyrd hertil, idet han vil forstå det sådan, at apostelen taler om det nærværende livs tid, som er indrømmet os, for at vi skal vandre retfærdigt. Derfor siger også den udmærkede salme 104,23: Mennesket går ud til sin gerning og til sit arbejde indtil det bliver aften. 
31 Postremo expressa est illa Augustini sententia preter superius allegata, ubi tamen purgatorii meminit. sententia est eius cap: 3. de fide ad Petrum: tempus adquirendi vitam eternam in ista tantum vita deus hominibus dedit (#57). Hieronymus quoque lib: 3. super illud ad Gala: 6. 'Unusquisque onus suum portabit' ostendit, quomodo homines meritis suis iuventur in hac vita, sed vocati ante tribunal, quod fit in morte, tunc nec Iob nec Noe nec Daniel possint stare pro quoquam, sed unusquisque portabit onus suum (#58). nam, ut pulchre beatus Bernhardus docet, in cuiusque hominis morte particulare fiet de eo iudicium, quod fieri non posset, si adhuc terminum haberet merita sua in purgatorio cumulandi et gratiam augendi, quia, ut per Prophetam Zachariam inquit, adequabit gratiam gratie (Zak 4,7), gratiam glorie reddet in proportione ad gratiam fidei. (W328).  (E) Til sidst: Det er udtrykt i Augustins sætning, som vi før påberåbte os, hvor han dog nævnede skærsilden. Sætningen står i kap 3 om troen til Peter: Gud har kun givet menneskene tid til at opnå evigt liv i dette liv. Og Hieronymus viser i bog 3 om Gal 6,5: 'Enhver skal bære sin egen byrde', hvordan menneskene hjælpes af deres fortjenester i dette liv, men når de kaldes for domstolen, hvilket sker i døden, da kan hverken Job eller Noa eller Daniel stå frem på andres vegne, men enhver må bære sin egen byrde. For, som den salige Bernhard lærer så smukt, ved ethvert menneskes død finder enkeltvis den dom sted, som ikke ville kunne finde sted, hvis der endnu var en frist til at optjene fortjenester og øge nåden i skærsilden, fordi, som han siger det gennem profeten Zakarias, at der skal gives ham nåde for nåde. Han skal give ærens nåde i forhold til troens nåde. 
32 Quod si etiam testimonia illa non essent ita clara, que tamen sunt apertissima, hoc unum deberet reverendum patrem in proposito absterrere, quod theologus absque theologico fundamento pro suo arbitrio, non existens iudex ne iudicis assessor, animabus exeuntibus terminum merendi vult prolongare (#60). quare quo ad istam particulam concludendum videtur, animas in purgatorio satis pati et purgari a delictis, sed maiorem gratiam non mereri.  (E) Men hvis heller ikke disse vidnesbyrd er så klare, skønt de dog er ganske åbenlyse, så burde dette ene afskrække den ærværdige fader fra at fastholde sin tese, fordi en teolog uden teologisk fundament er henvist til sit skøn: der eksisterer ikke nogen dommer eller domsmand, som vil forlænge fristen for det afdøde sjæle til at optjene fortjenester. Derfor synes man at måtte slutte angående denne partikel, at sjælene i skærsilden lider nok og renses fra deres overtrædelser, men ikke kan optjene større nåde.
33 De secundo principali quo negat, animas in purgatorio esse certas de salute, hoc iterum arbitror nulla sacre scripture auctoritate fundatum. In presentia tamen, quod sint certe de salute, adduco illud Apoca: 5. Vidi in dextra sedentis supra thronum &c. Et nemo inventus est dignus aperire librum nec in celo nec in terra nec subtus terram. In inferno indubitate nulla est dignitas librum aperiendi. quare de purgatorio loquitur, in quo etiam sunt aliquando sancti viri miraculis coruscantes, sicut de sancto Paschasio testatur beatus Gregorius 4. dialogorum et historia de sancto Severino, Coloniensi episcopo, natione tamen Suevo. Illud idem asserit et infra: et omnes cantabant in celo, in terra et subtus terram. (Åb 5,9.13)  (E) Om den anden hovedsag, som han nægter, at sjælene i skærsilden er sikre på frelsen, om den tror jeg igen, at den ikke er funderet på nogen skriftautoritet. Dog i det nærværende liv, at de da er sikre på frelsen, hertil fremfører jeg Åb. 5,1: Jeg så i højre hånd på ham, der sad på tronen osv. Og ingen blev fundet værdig til at åbne bogen, hverken i himlen eller på jorden eller under jorden. I helvede var der uden tvivl ingen, der var værdig til at åbne bogen. Derfor er der tale om skærsilden, i hvilken der også var nogle hellige mænd, bevæget ved mirakler, sådan som den salige Gregor i sin 4 dialog bevidner det om den hellige Paschasius, og i historien om den hellige Severin, den kølnske biskop, dog af svensk oprindelse. Det samme forsikrer også dette sted, lidt længere nede: og alle sang i himlen, på jorden og under jorden. 
34 Sed de salute quasi desperantes non cantant. quare eo ipso quod sacra anima cantum ibi esse asserit, animas certas de salute affirmat. Preterea in canone misse, ubi pro defunctis in purgatorio oratur, ita dicimus 'Memento, domine, famulorum tuorum, qui nos precesserunt cum signo fidei et dormiunt in somno pacis &c. Ipsis et omnibus in Christo quiescentibus'. (09#8 (E) Men de, der er som fortvivlede angående frelsen, synger ikke. Derfor, netop fordi han forsikrer, at den hellige sjæl, der er dèr, synger, overbeviser han os om, at sjælene er sikre på frelsen. Forøvrigt siger vi således i messens kanon, hvor der bedes for de afdøde: 'Kom ihu, Herre, dine tjenere, de, som er gået forud for os med troens tegn og sover i en fredens søvn osv. Lad der være fred over dem og alle, der er i Kristus'. 
35 Si ergo iuxta sacratissimum misse canonum anime quiescunt in Christo, quomodo possunt esse in tali turbatione et horrore quasi desperationis, sicut declarat reverendus pater in suo resolutio conclu: 14. usque ad 20.? (WA I 544f).non enim video, quomodo in tali horrore, tremore, turbatione et quasi desperatione, que omnia maximam dicunt inquietudinem, anime purgande possint dici dormire in somno pacis, quod predicta omnia paci adversentur. Sed tunc a veris Christianis recte censebuntur in pace quiescere, dum secure exspectant terminum sue purgationis. 

Hec sunt partim, que me moverunt et hodie movent ad dissentiendum reverendo patri, paratus tamen stare iudicio et informationi aliorum. 

(E) Hvis altså ifølge den højhellige messes kanon sjælene hviler i Kristus, hvordan kan de så være en så sådan uro og rædsel som var de fortvivlede, sådan som den ærværdige fader erklærer i sin resolution, konklusion 14-20? For jeg kan ikke se, hvordan sjælene, der er i skærsilden, i en sådan rædsel, skælven, uro og næsten fortvivlse, som altsammen må siges at være den største uro, kan siges at sove i fredens søvn, fordi det ovenfor nævnte står i modsætning til al fred. Men da må de af alle sande kristne menes at hvile i fred, mens de sikkert venter afslutningen på deres renselse. 

Dette er til dels, hvad der bevægede mig og hvad der idag bevæger mig til uenighed med den ærværdige fader, men jeg står dog rede til bedømmelse og til at modtage andres oplysning. 

36 Martinus.

Tria per ordinem Egregius d. d. copiosissime contra me prosequutus est: Primum, canonem scripture conprehendere libros Machabeorum: deinde, purgatorium probari etiam aliis locis scripture: tertio conatus ostendere, animas esse certas de salute sua. 

Martin. 

Den udmærkede hr doktor anklagede mig meget ivrigt efter orden på tre punkter: For det første, at skriftens kanon også indeholder makkabæerbøgerne. Dernæst, at skærsilden også kan bevises af andre skriftsteder. For det tredie forsøgte han at vise, at sjælene er sikre på deres frelse. 

37 Respondeo: De primis duobus nulla est inter me et dominationem suam controversia: ideo non erat necesse tot auctoritates colligere ad eam (W329) rem, quam forte constantius affirmo quam ipse, ut qui me scire professus sim esse purgatorium. Sed hic vertitur Scopus, an posset probari, animas in purgatorio mereri et gratiam in eis augeri: tamen transeamus per ordinem.  (L) Jeg svarer: Om de to første spørgsmål er der ingen uenighed mellem mig og hr doktoren: Derfor var det ikke nødvendigt at sammenføje så mange autoriteter til denne sag, for jeg har lige så kraftigt og vedholdende som han forsikret, at jeg må bekende, at jeg véd, der er en skærsild. Men her forskydes fokus, så spørgsmålet bliver, om det kan bevises, at sjælene i skærsilden kan fortjene noget og øge nåden imod dem. Dog tager vi tingene efter orden. 
38 Primo dixit, auctoritatibus heri adductis statui meritum solum in hac vita, (#20) ergo excludi in futura vita, quod ipse intelligit purgatorium, et sic aptat auctoritates ad purgatorium: ego autem concedo de futura vita vel inferne vel celi. Adduxit etiam Augustinum in enchiridio loquentem de purgatorio et Hieronymum increpantem eos, qui exutas animas mereri asserant: utrumque concedo.  (L) For det første sagde han, at de autoriteter, der blev fremført idag, fastslår, at der kun kan være fortjeneste i dette liv, altså udelukkes de i det kommende liv, hvorved han selv forstår skærsilden, og således tilpasser han autoriteterne til skærsilden. Jeg for min del indrømmer, at det kommende liv enten er helvede eller himlen. Så fremfører han også Augustin i Enchiridion, som taler om skærsilden, og Hieronymus, der bebrejder dem, som mener, at de afdøde sjæle kan fortjene noget. Jeg går med til begge dele. 
39 Me etiam reprehendit, quod dixerim me disputare hanc propositionem, quasi non habens fiduciam de ea, qui magnifico titulo scripserim, 'contra novos et veteres errores' me disputaturum, sententiam recentiorum nec stulto verisimilem affirmarim ac contemptim eos theologistas nominarim. Dico, sicut heri dixi, (#19) me adhuc nihil scire de negotio animarum et purgatorii, et hoc appellem errorem, quod quidam audent asserere quod ignorant et opiniones patrum, ut beati Thome, Bonaventure et similium, quas ipsi non asseruerunt, ipsi tanquam certos articulos fidei pronunciant: hos ego appello theologistas et non theologos.  (L) Han bebrejder mig også, at jeg har sagt, at jeg diskuterer denne afdeling, som om jeg ikke havde tiltro til den, jeg, som med storladen titel havde skrevet, at jeg ville disputere 'Imod de nye og gamle vildfarelser', og at jeg slet ikke dumt bekræftede de nyere teologers mening som sandsynlig, og foragteligt benævnte dem teologister. Jeg vil sige, som jeg også sagde i går, at jeg hidtil intet véd om, hvad der har med sjælene og skærsilden at gøre, og det kalder jeg en vildfarelse, at nogen vover at fremsætte noget som en sikker påstand, skønt de ikke véd noget derom, og fædrenes mening, såsom den salige Thomas og Bonaventura og den slags teologer, som selv ikke har sagt noget sikkert derom, erklærer de for sikre trosartikler. Disse mennesker er det, jeg kalder teologister og ikke teologer. 
40 Opiniones tractari debent in scholis, in populum predicari verba et opera dei, Psal. 18. Celi enarrant gloriam dei &c. Non ergo ego damno opiniones optimorum patrum, sed resisto fabris illis, qui ex opinionibus hominum nobis conflant articulos fidei, quod non est boni theologi officium.  (L) Disse meninger bør behandles på universiteterne, i folket skal prædikes Guds ord og gerninger, Sl 19,2: Himlen fortæller Guds ære osv. Derfor fordømmer jeg ikke de bedste fædres meninger, men jeg modstår disse håndværkere, som ud af menneskelige meninger opblæser os trosartikler, fordi det ikke er den gode teologis bestilling. 
41 Quod canonem ego equivocaverim contra Augustinum, lib: 18. c. 36. coegit me divis Hieronymus, item Eusebius in historia ecclesiastica recensens et antiquorum auctoritates. ideo stat equivocatio, cum aliter Augustinus, aliter Hieronymus de antiquioribus de canone sentiunt, et per consequens nullum robur argumenti in contentione relictum est. An prologus Hieronymi inter divina volumina libros Machabeorum enumeret, non memini. (09#16 (L) At jeg gjorde den kanon imod Augustin bog 18. kap 36 tvetydig, var noget, den guddommelige Hieronymus tvang mig til, ligeledes Euseb, der i sin kirkehistorie også gennemgår de gamle autoriteter. Derfor står tvetydigheden fast, eftersom Augustin mener én ting, Hieronymus noget andet om de gamle og om kanonnen, og som følge deraf er der ikke mere noget fast at argumentere ud fra i striden. Om Hieronymus' prolog nævner makkabæerbøgerne blandt de guddommelige skrifter, kan jeg ikke huske. 
42 Transeo illud, quod quattuor Euangelica auctoritate ecclesie recepta sunt: hec enim erit alia materie. 

Post hoc dicit, contra concilium Florentinum esse, quod purgatorium non sit in scriptura expressum. Respondeo: concilium non potest facere de scriptura esse, quod non est de scriptura natura sua, sicut nec ecclesia potuit facere Euangelia, etiam si approbavit Euangelia. (09#17

(L) Jeg springer over det, at de fire evangelier er blevet optaget i kanon ved kirkens autoritet; dette hører nemlig hjemme et andet sted. 

Derefter siger han, at det er imod det florentinske koncil, hvis man siger, at skærsilden ikke er omtalt i skriften. Jeg svarer: Koncilet kan ikke bevirke, at noget står i skriften, som efter sin natur ikke står i skriften, sådan som heller ikke kirken kunne skabe evangelierne, selv om den så godkendte evangelierne. 

43 Quare videamus auctoritates. 

Primo illud Psal: 65. Transivimus per ignem et aquam. (#23) Respondeo: non valet ad purgarotium, loquitur de persecutionibus sanctorum, sicut in multis aliis locis: psal: 16. Igne me examinasti, item 25. Ure renes meos et cor meum, (n43) et 1. Petri 1. Modicum si nunc oportet contristari in variis (W330) tentationibus, ut probatio fidei vestre multo sit preciosior auro quod per ignem probatur. Et breviter, tropus est iste vulgatissimus scripture, per ignem et aquam intelligi tribulationes: ideo nimis heret in litteris et syllabis, quod mihi imponit d. d. qui ignem pro purgatorio accipit. 

(L) Lad os derfor se på skriftstederne. 

Først Sl 66,12: 'Vi går gennem ild og vand'. Jeg svarer: Det gælder ikke om skærsilden, det taler om de helliges forfølgelse, sådan som der tales om det mange andre steder: Sl 17,3: 'Med ild undersøgte du mig', ligeledes Sl 26,2: 'Brænd mine nyrer og mit hjerte', og 1 Pet 1,6f: 'Selv om I en kort tid må lide under mange prøvelser, så at jeres tros prøvelse kan være meget mere værdifuld end guld, der prøves i ild'. Og kort sagt, dette er en meget almindelige udtryksform i skriften, at der ved ild og vand forstås prøvelser: Derfor skal man ikke hæfte sig altfor meget ved ord og stavelser, sådan som hr doktoren pålægger mig, han, som forstår ild som identisk med skærsilden. 

44 Item et illud ecclesiastis, quod aliquis de carcere et cathenis egreditur ad regnum (#23). Satis est clarus textus de vanitate huius mundi disputantis, quod casu vertente is qui nunc servus est fit rex, et qui rex est fit servus. His et similibus auctoritatibus si contra negantes pugnaremus, nihil nisi ludibrium de nobis et ecclesia adversariis faceremus, quanquam ego libentissime omnia hec admitto et si qua sunt similia.  (L) Ligeledes det fra Præd 4,14, at én fra fængsel og fattigdom kommer ud til kongedømme. Det er nok, at det er en klar tekst, der diskuterer denne verdens forfængelighed, hvor ved tilfældighedernes omveksling én, som nu er træl, bliver konge, og én, som er konge, blive træl. Hvis vi skulle bekæmpe disse og lignende skriftsteder, bare fordi vi nægter, at de har noget med skærsilden at gøre, så ville vi gøre en narrestreg for os selv og kirkens modstandere, skønt jeg hjertensgerne tilstår alt dette og lignende ting. 
45 Tale et illud est Matth: 5. Esto consentiens adversario tuo, ne tradat te tortori &c. ubi per carcerem dicit intelligit per Ambrosium locum purgatorii. Libenter admitto: sed quia alii patres in diversum exposuerunt, presertim Augustinus de inferno et nunquam egressuro exponit, fit auctoritas dubia, fidelibus suadens, resistentes non convincens.  (L) Af den art er også Matt 5,25: Forlig dig med din modstander, at han ikke skal overgive dig til fangevogteren osv, hvor han siger, at Ambrosius ved fængslet forstår skærsildens sted. Og det vil jeg gerne gå med til. Men fordi andre fædre forklarer det på anden måde, især forklarer Augustin det om helvede, og mener, man aldrig kommer ud derfra, så bliver autoriteten tvivlsom, den kan vel overbevise de troende, men ikke dem, der modstår. 
46 Ut id taceam, quod textus consequentia ne patiatur quidem de purgatorio intelligi: dicit enim de consentiente adversario et dissentiente, volens, dissentientem damnabiliter et contra Christi preceptum peccare, que pertinens ad inferum, non ad purgatorium.  (L) Og så har jeg ikke sagt noget om, at tekstens konsekvens ikke engang tåler at blive forstået om skærsilden: Han taler nemlig om én, der bliver enig med sin modstander, og én, der ikke gør, og han vil, at, han, der ikke gør det, skal være fordømt og have syndet imod Kristi bud, hvilket har med helvede at gøre, ikke med skærsilden. 
47 Rationem Gregorii consentiente Bernhardi dicit esse validam, quod deus remittit aliqua peccata in futuro. Respondeo: Verum est apud fideles, sed invalida apud resistentes. (#24).  (L) Gregors begrundelse, som Bernhard er enig med ham i, siger han er gyldig, at Gud tilgiver nogen synd i fremtiden. Jeg svarer: Men det er for de troende, det er ugyldigt for dem, der sætter sig imod. 
48 Post hec dicit, esse apertissimum textum prima Corin: 3. si cuius &c. ipse salvabitur, sic tamen quasi per ignem, et Ambrosium et Hieronymum, glossam ordinariam et interlinearem, Gregorium, Bernhardum intellexisse apostolum de purgatorio, licet Augustinus alicubi de presentis seculi igne eadem verba posse intelligi dicat. (#25 (L) Herefter siger han, at der er den fuldstændig klare tekst, 1 Kor 3,15: 'Hvis nogen osv, skal han selv blive frelst, dog som gennem ild', og han siger, at Ambrosius, Hieronymus i en almindelig og interlineær fortolkning og Gregor og Bernhard har forstået, at apostelen taler om skærsilden, selv om Augustin et sted siger, at det samme ord kan forstås om den nærværende verdens ild. 
49 Respondeo: adeo non est apertissimus hic textus, ut ego hodie fatear, cum multa excusserim, me adhuc nescire germanum sensum Pauli, ita variantibus interpretibus, quanquam pro me libens admittam de purgatorio. verum cum apostolus apertissime dicat, opus uniuscuiusque per ignem probari, in quo igne dicit revelandam diem domini, que declaret uniuscuiusque opus, ut sunt aperta verba, meo tenui iudicio videtur loqui de igne conflagrationis et extremi iudicii aut, ut Augustinus, tropologice de igne persecutionis temporalis, qua maxime probatur fides et fidei doctrina et quecunque super hec edificantur. (09#26 (L) Jeg svarer: Så fuldstændig klar er denne tekst ikke, som jeg idag må tilstå det, skønt jeg meget undskylder, at jeg hidtil ikke har kendt Paulus' ægte mening, således er der forskellige fortolkninger, skønt jeg gerne vil mene den taler til fordel for mig om skærsilden. Men da apostelen udtrykkeligt siger, at enhvers arbejde skal prøves gennem ild, og siger, at i denne ild skal Herrens dag åbenbares, den, der skal afsløre enhvers gerning, som ordene udtrykkeligt lyder, så synes jeg efter nøjere bedømmelse, at teksten taler om opbrændelsens ild og den yderste doms ild, eller, som Augustin mener det, tropologisk om den timelige forfølgelses ild, hvorved troen og troens lære prøves mest og alt opbygges på den. 
50 Quare adhuc nihil habetur ex sacris literis manifestum de purgatorio, quod in contentione valeat. Non ergo beatissimos patres de numero theologistarum habeo, quia purgatorium cum eis confiteor, nec ipsi opiniones et ignorantias suas de statu animarum pro articulis sanxerunt, sicut faciunt teologiste. (W331).  (L) Derfor har vi indtil nu intet sikkert fra den hellige skrift om skærsilden, som kan gælde i strid. Men jeg regner ikke af den grund de salige fædre med blandt teologisternes antal, fordi jeg bekender skærsilden sammen med dem, og fordi de selv ikke har godkendt deres meninger og deres uvidenhed om sjælenes stade som trosartikler, sådan som teologisterne har gjort. 
51       Miratur dominus doctor, quomodo possim scire esse purgatorium et ego nec unum locum habeam pro me in scriptura, cum hec, ut dicit, clarissima scripture testimonia pro neotericis theologis facere putet. Respondeo: non est necesse confiteri, qua via noverim purgatorium vel quecunque: deinde hec testimonia clarissima pro purgatorio sunt adducta, non pro statu animarium in purgatorio.  (L)       Hr doktoren undrer sig over, hvordan jeg kan vide, der er en skærsild, og dog ikke har et eneste sted i skriften, der taler for mig, eftersom han mener, at disse, som han mener, meget klare skriftvidnesbyrd virker til fordel for de nye (?) teologer. Jeg svarer: Det er ikke nødvendigt at bekende, ad hvilken vej jeg er kommet til at kende skærsilden eller nogetsomhelst: dernæst er disse meget klare vidnesbyrd draget frem til fordel for skærsilden, ikke til fordel for sjælenes tilstand i skærsilden. 
52     Iam illa auctoritas Ecclesiastis 11. in quocunque loco cederit lignum sive ad Austrum sive ad Aquilonem, ibi erit, (#27) ubi glossa ordinaria intelligit 'locum, quem hic tibi preparaveris, habebis', nescio quo ingenio ad propositum ducatur. Si enim per locum preparatum et habitum intelligit purgatorium, manendum erit ineternum in purgatorio: si autem intelligit 'quod si hoc preparavis id est merueris', tunc non facit ad auctoritatem Ecclesiascis, qui nihil de merito loquitur, sed de morte hominis. (09#30).  (L)     Så skriftstedet Præd 11,3, 'på hvilket sted end træet falder, enten mod syd eller mod nord, dèr bliver det liggende', hvor den almindelige fortolkning forstår 'du kan have stedet, som du har forberedt for dig', her véd jeg ikke, hvilken forståelse fører frem til tesen. Hvis man nemlig ved det sted, der er forberedt og som haves, forstår skærsiden, så når man frem til, at man forbliver i skærsilden i evighed. Men hvis man forstår 'stedet, som du her har forberedt, dvs fortjent', så ændrer det ikke noget ved skriftstedet Præd 11,3, fordi det ikke taler om fortjeneste, men om menneskets død. 
53     Transeo illud, quod Christus dicit, in domo patris sui esse multas mansiones, et quod certa mansio morienti deputatur, ultra quam ascendere nequit: totum pro me est. Scio, quod unicuique mansio deputatur post mortem, sed non statim pervenit ad mansionem post mortem, nisi mansionem iterum pro purgatorio accipiat, et sic morientes ab eterno regno excludit. (09#31).  (L)      Jeg springer over det, som Kristus siger: I min faders hus er der mange boliger, og springer over det, at der er beredt den, der skal dø, en sikker bolig, opover hvilken han ikke kan stige: det taler altsammen til fordel for mig. Jeg véd, der for enhver er beredt en bolig, men man kommer ikke straks efter døden til denne bolig, medmindre man igen ved boligen forstår skærsilden, og således udelukker den, der skal dø, fra det evige rige. 
53a      Item et illud Damasceni: Hoc hominibus mors, quod angelis casus. (#28). Respondeo: si ergo post mortem ceciderit in purgatorium, sequitur, quod ineternum purgabitur, aut oportet Damascenum, sicut et omnia precedentia, intelligi de duabus ultimis mansionibus damnationis et beatudinis et non de purgatorio.        Ligeledes også med det udsagn af Damasceneren: Det er døden blandt mennesker, som for engle er et tilfælde. Jeg svarer: Hvis det altså falder efter døden i skærsilden, så følger deraf, at man renses i evighed, eller også bør man forstå Damasceneren, ligesom alle de foregående, om de to udganges hjem, fordømmelsens og salighedens, og ikke om skærsilden. 
54 Ita et illa Ecclesiastis 9. quodcunque poterit manus tua, instanter operare, quia nec ratio nec sensus apud inferos est, quo tu properas. (#28) Si de purgatorio intelligit, iterum purgatorium erit infernus. Ergo solum de inferno citra memoriam purtagorii loquitur.  (L) Ligeledes også Præd 9,10: at hvadsomhelst der er i din hånd, skal du gøre øjeblikkelig, for de er hverken forståelse eller sans i helvede, hvorhen du vandrer. Hvis det skal forstås om skærsilden, så vil atter skærsilden blive lig med helvede. Altså taler det alene om helvede, uden at nævne skærsilden. 
55 Iohannem Capistranum libenter admitto, sed extra contentionem. 

Iam quod apostolum Gala: 6. dicit contra nostram sententiam loqui: que homo seminaverit in carne, hec metet, et illud Iohannis 9. Venit nox, quando nemo poterit operari, quod Ambrosius de presentis temporis vita exponit, quomodo meremur, (#29) clarum est, quod nihil facit ad rem apostolus enim non de purgatorio, sed de extremo iudicio loquitur, et Christus per noctem, salva tamen reverentia Chrysostomi, intelligit infidelitatem, ut clarum est proximo textu: quam diu ego in mundo sum, tam diu lux sum mundi, volens, quod extra fidem Christi nemo possit bene opeerari, tamen Chrysostomum admitto, quia respicit ad extremum iudicium. 

(L) Jeg giver gerne Johannes Capistranus ret, men det ligger udfor striden. 

Men nu dette, som apostelen siger Gal 6,7, at det, et menneske sår i kødet, skal det høste, og dette fra Joh 9,4: Der kommer en nat, da ingen kan arbejde, som Ambrosius forklarer om den nærværende tids liv, hvordan vi fortjener noget, herudfra er det klart, at apostelen ikke opklarer sagen, han taler nemlig ikke om skærsilden, men om den yderste dom, og Kristus forstår, dog uden at krænke den ærværdige Chrysostomus, det som vantroen, som det også klart fremgår af den nærmeste tekst: sålænge jeg er i verden, sålænge er jeg verdens lys, idet han vil hævde, at udenfor Kristi lys kan ingen gøre noget godt, dog må jeg indrømme Chrysostomus, at han ser hen til den yderste dom.

56 Auctoritas psal: 103. Exhibit homo ad opus suum usque ad vesperam, permittitur trahi figurativo sensu ad vitam et mortem hominis, sed gemino sensu et qui pugnet in contentione loquitur de admirabili dispositione dei, (W332) quod hominem ita disposuerit, quod homo exeat ad vesperam diei naturalis ad operationes suas.  (L) Skriftstedet Sl 104,23: Mennesket udgår til sit arbejde indtil om aftenen, tillader man i figurativ forstand at drages hen til mennesket liv og død, men ifølge den ægte forståelse og den, som kæmper i striden, tales der om Guds forunderlige indretning, fordi han har anbragt mennesket således, at mennesket går ud til aften i en naturlig dag til sine gerninger. 
57 Et Augustinus recte sentit cap. 3. de fide ad Petrum, tempus adquirendi vitam eternam esse datum hominibis tantum in ista vita, quia, ut dixi, semper ad futuram vitam respiciunt, non ad purgatorium. (#31).  (L) Og Augustin mener med rette i kap. 3 om troen til Peter, at tid til at erhverve evigt liv kun er givet menneskene i dette liv, fordi, som jeg sagde, de altid ser hen til det kommende liv, ikke til skærsilden.
58 Et Hieronymus super Gala. 6. Unusquisque portabit onus suum &c. et bene ostendit, quod homines meritis suis iuventur in hac vita, sed vocati ante tribunal, quod fit in morte, tunc nec Iob nec Daniel possunt stare pro quoquam (#31). Respondeo, quod auctoritas est robustissima contra egregium d. d. quia, si verum est, hominum in morte vocari ante tribunal, et tunc nec Iob nec Daniel possunt stare, frustra orat ecclesia pro mortuis, et sic negatur purgatorium. Quare de tribunali novissimo loquitur Hieronymus post finitum purgatorium. (09#36).  (L) Og Hieronymus påviser også smukt i Gal 6,5: Enhver skal bære sin egen byrde osv, at menneskene hjælpes af deres fortjenester i dette liv, men bliver stillet for domstolen, hvilket sker i døden, og da kan hverken Job eller Daniel stå op til fordel for nogen. Jeg svarer, at der er en meget stærk autoritet imod den udmærkede hr doktor, for hvis det er sandt, at mennesket i døden stilles for dommen, og at da hverken Job eller Daniel kan stille sig op til fordel for nogen, så beder kirken forgæves for de døde, og således nægtes skærsilden. Derfor taler Hieronymus om den yderste dom efter skærsildens afslutning. 
59 Bernhardum etiam induxit, quod in hominis morte agatur particulare iudicium, quod non fieret, si haberet terminum adhuc merendi. Respondeo: quidquid sit de particulari iudicio, consequentia non valet. 

Transeo auctoritatem Zacharie: adequabit gratiam gratie, quia tropologico et bono sensu exponitur, sed non proprio. 

(L) Han fremfører også Bernhard, at i menneskets død finder den særskilte dom sted, hvilket ikke kunne ske, hvis der endnu var en frist til at gøre fortjenstfulde gerninger i. Jeg svarer: Hvad der kan være om den særskilte dom, konsekvensen gælder ikke. 

Jeg springer over skriftstedet fra Zak 4,7: at der skal gives ham nåde for nåde, fordi det forklares tropologisk og i god mening, men ikke velegnet. 

60 In fine huius articuli dicit: etiam si non essent tam clara hec testimonia, hoc tamen deberet me absterre theologum, quod sic absque fundamento pro meo arbitrio, cum nec iudex nec assessor fuerim, et tamen animabus exeuntibus terminum prorogarim merendi (#32). Idem retorqueo in ipsum d. d., cum nec ipse iudex nec assessor fuerit, et tamen animabus certum statum iuxta opiniones suas definiat absque fundamento, presertim cum id nolit esse opinionem duntaxat (quod libentissime tolerarem) sed certam scientiam.  (L) I slutningen af sit indlæg siger han: Også selv om der ikke var disse klare vidnesbyrd, så burde dog dette afskrække mig som teolog, at jeg sådan var uden fundament, helt overladt til mit skøn, eftersom jeg hverken er dommer eller domsmand, og så vil forlænge fristen til for fortjene noget for de døende sjæle. Det samme argument vender jeg imod hr doktoren selv, eftersom han hverken er dommer eller domsmand, og dog uden fundament tildeler sjælene et sikkert stade ifølge sine meninger, især eftersom han ikke vil, at det kun skal være meninger (hvilket jeg hjertensgerne skulle finde mig i) men vil, at det skal være sikker viden. 
61 Videre til Eck-09!

 
 
 

Noter:

n8:  Luther siger i #19, at han tilstår at have sagt, at der kan gøres fortjenstfulde gerninger i skærsilden. Dog har han sagt det som en provokation, for selv at blive klogere.

n43: Citaterne fra Sl 17 og Sl 26 har kun ordet 'ild' i Vulgata.