Luthers disputation med Eck, 7



 
 

Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 313-322
1 Die Iulii octava.

Martinus.

Ad auctoritates a me inductas Pauli ad Corinthios et ad Galatas egregius d. d. more suo nihil respondet, nisi quod ingeminat concilium Constantiense et Hussitas: per que non solvuntur mihi auctoritates. Nam, sicut dixi, concilium Nicenum alia statuit longe sacratius et celebrius. Ideo quantum illi nititur suo, tantum ego meo et dico, sicut heri dixi, 'quantumlibet allegetur concilium, nondum habetur ius divinum' (06#75), de quo solo questio est: ideo concilium nihil ad propositum.

Den ottende juli. 

Martin. 

På de udsagn, som blev fremlagt af mig, fra korintherbrevene og galaterbrevet, har den udmærkede hr doktor, som han plejer, intet svaret, udover at han har gentaget, hvad Konstanz-koncilet og hussitterne har sagt. Derigennem løses efter min mening ikke nogen autoriteter. For, som jeg har sagt, det langt helligere og berømtere Nikæa-koncil har fastsat noget andet. Derfor, ligeså meget som han støtter sig til sit koncil, ligeså meget støtter jeg mig til mit, og jeg siger, som jeg sagde igår, 'at hvor meget man end kan henvise til et koncil, det kan aldrig regnes for guddommelig ret'. Og det er alene det, spørgsmålet drejer sig om. Derfor har et koncil intet med det forelagte at gøre.

2 Secundo ut eluderet auctoritates potius quam solveret, advexit distinctionem apostolatus et administrationis (06#107). que quia humano arbitrio est reperta neque in sacris literis neque in s. patribus eas interpretantibus habetur ( 07#20 ), non sum contentus, eam mihi esse redditam, presertim quando apostolatus non, ut ipse cum suis sentit, dignitatis nomen sit, sed officii, ut clarus est apostolus ad Romanos et ubique, ubi se dicit accepisse gratiam et apostolatum ad obediendum fidei. (L) For det andet: Når han undgår snarere end løser autoriteterne, så sammenblander han forskellen på apostolatet og administrationen. Og selv om den så var klar for den menneskelige forståelse, så findes denne fortolkning hverken i den hellige skrift eller hos de hellige fædre, så jeg er ikke tilfreds med, at han stikker mig den slags ud, især når apostolatet ikke, som han og hans parti mener, er et hædersnavn, men et embede, som det er klart af Rom 1,5 og overalt ellers, hvor han siger, at han har modtaget nåden og apostolatet til troslydighed. 
3 Est enim apostolus nuncius verbi et Apostolatus seu apostole officium verbi, et sic in sacris literis apostolatus sive administratio fere idem erunt, nisi administrationem intelligat contentiones forenses de rebus temporalibus ecclesiasticis, que non est proprie administratio apostolica.  (L) Apostelen er nemlig ordets udsending og apostolatet eller apostelkaldet er ordets embede, og således er i den hellige skrift apostolatet og administrationen næsten det samme, medmindre man da forstår administrationen som de offentlige stridigheder om timelige ting i kirken, hvilket ikke er den egentlige apostolske administration. 
4 Fateor quidem, si ista permittatur libertas fingendi, fingens et ego, sanctum Iohannem esse cancellarium et alium apostolum aliud esse. ( 07#25 ) Sed hec omnia non sunt iuris divini. Evanescit ergo principium illud, quod minimum in quantitate iactitatur in virtute maximum (06#107), et satis admiror, quod dominus egregius sacras literas ita exhorret et faciem earum fugit, divertens in istos cuniculos humanitus inventos. (L) Jeg må ganske vist tilstå, hvis man sådan skal have frihed til at gætte, så vil også jeg gætte på, at den hellige Johannes er en skriverkarl, og de andre apostle noget andet. Men alt sådant har intet med guddommelig ret at gøre. Altså, det princip svækkes, at man skal prale mindst af kvaliteten, mest af indholdet, og jeg er temmelig forundret over, at den udmærkede herre således kan gyse for den hellige skrift og flygte for dens åsyn, og forvilde sig ind i disse menneskeopfundne minegange. 
5 Proinde adhuc stat auctoritas ad Corint: quod pro schismate tollendo Paulus tollet personam Petri, Pauli, Apollo &c. et solum Christum relinquit, sibi relicto ministerio duntaxat verbi, quod est vere apostolatus et administratio ecclesie. Nec valet, quod hanc robustissima auctoritatem voluit dissolvere frigida ista similitudine, quod provincia sine capite exposita sit schismatibus et periculis multis. (L) Derfor står endnu Paulus' autoritative udsagn fra 1 Kor 1,12 og 3,5 fast: nemlig, at Paulus, for at ophæve skismaet, ophæver personen Peter, Paulus, Apollos, osv, og alene overlader det til Kristus, der kun efterlod sig ordets tjeneste, som er det sande apostolat og administration af kirken. Det gælder ikke, at han vil opløse denne autoritet med denne kølige sammenligning, at en provins uden overhoved er udsat for mange skismaer og farer. 
6 Nam non dabitur ecclesia sine capite, quando dabuntur multi Episcopi sine papa, quemadmodum videmus fieri in federibus, ubi eo pulchrius administrantus res publice, quo minus habent commune caput. nam hoc est ad oculum, quod regnum Francie, Anglie, Britannie, Gallie et infinitorum in mundo sunt sine communi capite, et tamen non colliduntur, quolibet regno suo rege contento. ( 07#26 ).  (L) For der gives ikke nogen kirke uden hoved, eftersom der gives mange biskopper uden pave, sådan som vi ser det ske i forbundsstaterne, hvor de offentlige sager administreres ganske smukt, skønt de ikke har noget fælles overhoved. For det ser man for sine øjne, at kongedømmet Frankrig, Anglia, Britanien, Gallien og et utal i verden er uden fælles overhoved, og dog støder de ikke sammen, fordi hvert rige er tilfreds med sin konge. 
7 Quod si in iis temporalibus fluctuantibus tot diversis ingeniis et moribus hominum, non habentibus neque in celo neque in terra commune caput, stat pax et concordia terrarum, quanto (W314) magis id fieri potest in spiritualibus rebus constantissimis, hoc est una fide, eadem charitate, eisdem moribus preditis hominibus, deinde commune caput in celo habentibus, sicut apostolus dicit: Una fides, unus dominus, ad Ephesios. Quare si decem essent pape, si mille essent pape, non ideo schismata fierent. (L) Derfor, hvis i disse timelige omvekslinger så mange forskellige menneskelige forståelser og skikke ikke har noget fælles overhoved, hverken i himlen eller på jorden, men freden og den jordiske samhørighed står fast, hvor meget mere kan det så ikke ske i de åndelige ting, der står ubrydeligt fast, det vil sige: i de førnævnte mennesker ud af én tro, i den samme kærlighed, med de samme skikke, dernæst med et fælles overhoved i himlen, sådan som apostelen siger: Én tro, én herre, i Ef 4,5. Derfor, selv om der var ti paver, ja selv om der var tusind paver, der behøvede ikke at blive skismaer af den grund.
8 Quare peto adhuc, d. d. velit auctoritatem Pauli melius solvere: similiter et illam ad Galatas 'deus personam hominis &c.' ubi Paulus reiicit, quidquid in Petro et apostolis personatum esse potest seu qualificatum, ut dicunt. nondum tacta, nedum soluta. ( 07#28 (L) Derfor beder jeg endnu engang, at hr doktoren vil løse Paulus autoritet bedre. Ligeledes også den i Gal 2,6: Der er ikke personsanseelse hos Gud osv', hvor Paulus forkaster, at der kan være nogen personlig kvalifikation, som man siger, i Peter og apostlene. Han har ikke berørt det, endsige løst det.
9 Quibus ut finiam disputationem addo et illud, quod Paulus 1. ad Corin: 12. describens corpus ecclesiasticum primo loco apostolos, secundo prophetas, tertio Doctores et fere postremo loco gubernationes, quas d. d. administrationes vocat, recenset. Si ergo primatus Petri tanta res et tam necessaria esset iure divino, insufficienter descripsisset Paulus ecclesiam, ut qui principalissimum quod in ea est omisit. (L) Til disse ting skal jeg, for nu at gøre en ende på disputationen, også føje dette, at Paulus 1 Kor 12,28, hvor han beskriver kirkens legeme først opregner apostlene, dernæst profeterne, for det tredie lærerne og næsten til sidst lederne, som hr doktoren kalder administratorerne. Men hvis Peters primat var så stor en ting og var så nødvendig ifølge guddommelig ret, så har Paulus beskrevet kirken utilstrækkeligt, for hvad der er vigtigst i den, har han udeladt. 
10 Insuper et hoc adhuc stat, quod nec Petrus nec universi apostoli Matthiam ordinare poterunt actuum 1. nec ei administrationem dare. ( 07#34 ) Ideo Romanus pontifex plus sibi arrogat administrationis conferende per totum orbem, quam in suo precessore apostolo non invenit. (L) Desforuden står også videre dette fast, at hverken Peter eller de samlede apostle kunne ordinere Matthias (Apg 1,15ff) eller give ham administrationen. Derfor har den romerske pave tiltvunget sig mere af administrationen, der skal udføres verden over, end der fandtes hos hans forgængere apostlene.
11 Similiter sentio de ordinatione Pauli et Barnabe act: 13. spiritus sanctus, non Petrus aut ecclesia, segregavit. ideo gloriatur non immerito si nihil accepisse ab apostolis magnis, immo ad Corinthios scribens dicit, nihil minus se fecisse ceteris apostolis. (L) Det samme mener jeg om Paulus' og Barnabas' ordination, Apg 13,2. Det var Helligånden, ikke Peter eller kirken, der udtog dem. Derfor er det ikke uden grund, når han roser sig af, at han ikke har modtaget noget af de store apostle, ja til korintherne skriver han og siger, at han ikke har gjort mindre end de øvrige apostle. (2 Kor 11,5).
12 Sed et illa auctoritas adhuc Petrum arctius stringit, qua scribit ad Galatas: qui operatus est Petro in apostolatum circumcisionis, operatus est et mihi inter gentes, et infra: dederunt mihi dextras et Barnabe societatis, ut nos in gentes, ipsi autem in circumcisionem, tantum ut pauperum memores simus.  (L) Men også dette skriftsted giver Peter en snævrere ramme: Gal 2,8: At ligesom Peter arbejder i omskærelsen, sådan arbejder jeg blandt hedningerne, og senere: 'De gav hånd til mig og Barnabas på fællesskabet, at vi skulle arbejde blandt hedningerne, de blandt de omskårne, blot skulle vi huske på de fattige'. (Gal 2,9f).
13 Qua auctoritate si vellem niti, non posset d. d. cogere aut ullus hominum, apostolatum Petri latiorem esse quam in Iudeos iure divino et per hoc omnes auctoritates, quibus nititur, 'pasce oves meas &c.' et 'tu es Petrus &c.' referendas esse ad terminos sui apostolatus. quem ad modum Christus clare Iohannis 10. oves gentium secernit ab ovibus Israel, dicens: habeo adhuc alias oves que non sunt ex hoc ovili. (L) Hvis jeg ville støtte mig til dette skriftsted, så ville hr doktoren eller et andet menneske ikke kunne tvinge nogen til at antage, at Peters apostolat gik videre end til jøderne ifølge guddommelig ret, og med alle de skriftsteder, som han støtter sig til: 'vogt mine får, osv' (Joh 21,17), og 'du er Petrus osv.' (Matt 16,18) skulle der henvises til hans apostolats grænser. På den måde adskiller Kristus klart Joh 10,16 hedningernes får fra fårene fra Israel, idet han siger: 'Jeg har andre får, som ikke hører til denne hjord'. 
14 Et in fine, quod et d. d. heri tetigit, Apocalyp. 21. describitur Hierusalem nova cum duodecim fundamentis preter illud fundamentum capitale, Christum, et tamen ibi nihil differentie ponitur inter fundamenta duodecim, quod omnino faciendum erat, si tantum erat de primatu Petri sentiendum.  (L) Og til slut, hvad også hr doktoren igår fremdrog, i Åb 21,14 beskrives det ny Jerusalem med tolv grundsten udover hovedgrundstenen, Kristus, og dog indføres der ikke nogen forskel mellem de tolv grundsten, hvad der jo måtte gøres, hvis det kun skulle forstås om Peters primat. 
15 Ad hoc idem valent plurime figure in scripturis ut duodecim boves 3. reg: 7. maris enei, item duodecim leunculi throni Salomonis, duodecim lapides Iordanis et similia, in quibus omnibus prorsus omnimoda equalitas omnium (W315) apostolorum descripta est. Nec potest ulla inequalitas in contrarium probari iure divino. (L) Og det samme gælder mange figurlige billeder i skriften, såsom de tolv okser 1 Kong 7,25, som bar broncehavet, ligeledes de tolv løver på Salomons trone (1 kong 10,20), de tolv sten fra Jordan (Jos 4,3) og den slags, og i alle disse tilfælde er der på enhver måde beskrevet fuldstændig lighed mellem alle apostlene. Ejheller kan nogen ulighed bevises i det modsatte ud fra guddommelig ret. 
16 Hec sint dicta pro ista conclusione, quam ego usque hodie verissimam credo, immo certe scio, nec spero posse eam unquam convelli. Quare rogo, d. d. egregius, ex quo nullam adhuc posuit auctoritatem divini iuris pro sua sententia, saltem dissolvat aliquas clare et sine diverticulis: ( 07#41 ) alioqui non habebo eum pro recte sententie de scripturis theologo et relinquo, immo refero ad iuditium non invidie neque vulgi, sed ordinandorum iudicum et cuiuslibet prudentis lectoris candidique auditoris. (L) Lad dette være sagt til fordel for den konklusion, som jeg indtil idag tror på som sand, ja, sikker véd er sand, og jeg håber heller ikke nogensinde at løsrives fra den. Hvilket jeg kræver af den udmærkede hr doktor, som indtil nu ikke har kunnet fremsætte noget skriftsted om den guddommelige ret til fordel for sin opfattelse, og slet ikke har kunnet gendrive nogen, klart og uden omsvøb: Ellers kan jeg ikke anse ham for en retmæssig skriftteolog, og jeg overlader det, ja jeg henviser til, ikke de misundeliges eller folkets dom, men til de indsatte dommeres dom og til den kloge læsers og det strålende auditoriums dom.
17 Eccius.

Nescio, quid reverendus pater velit, quod ab initio sermonis dicit, me nihil respondisse, et tamen in eius procursu solutiones meas heri datas invictas et robustissimas nititur infringere: an illa sibi constent, ipse viderit.

Eck. 

Jeg véd ikke, hvad den ærværdige fader vil, for i begyndelsen af sit indlæg sagde han, at jeg intet havde svaret, og dog søger han i løbet af sin tale at ødelægge de ubesejrede og stærke løsninger, som jeg gav igår. Om der han er i overensstemmelse med sig selv, må han selv se til. 

18 Deinde quod auctoritate concilii Constantiensis non vult se artari, viderit ipse, videant Iudices, quam iuste fecerit. Nicenam Synodum non respuo in iis, que sunt fidei atque mores respiciunt, ut ordinationes episcoporum pro qualitate temporum et locorum mutari possunt. ( 07#1 ).  (E) Dernæst, at han ikke vil bøje sig for Konstanz-koncilets autoritet, lad ham selv se, lad dommerne se, hvor retfærdigt han handler. Jeg foragter ikke Nikæa-synoden i de ting, som har med troen at gøre, og skikkene skal udføres under hensyntagen til, at ordinationerne af biskopperne kan ændres efter tid og sted.
19 Postulat ex me, ut ius divinum ei afferam, quod etsi sepius fecerim, conclusio tamen mea illud non habet, sed duntaxat quia reverendus pater in resolutorio dixit, Romanam ecclesiam ante tempora Sylvestri non fuisse aliis superiorem, quod in conclusione mea nego: tamen fateor, primatum Romani pontificis esse de iure divino secundum allegata per me.  (E) Han påstår ud fra mig, at jeg fjerner den guddommelige ret for ham, men skønt jeg ofte har gjort det, har min konklusion dog ikke dette i sig, men måske skyldes det, at den ærværdige fader i sit resolutorium siger, at den romerske kirke før Sylvesters tid ikke var de andre overordnet, hvilket jeg nægter i min konklusion: dog indrømmer jeg, at den romerske paves primat er af guddommelig ret efter det af mig fremlagte.
20 Deinde reprobaturus solutionem dicit, distinctionem meam humano arbitrio inventam, ( 07#2 ) quasi non liceat in theologia distinguere, sicut Arrius voluit Athanasium irridendo (nam nimis litere tenax dixit, filium esse creaturam) per illud 'Pater maior me est' (Joh 14,28), quod diluit Athanasius distinguendo 'Pater maior me est secundum humanitatem, sed non secundum divinitatem': quia sanctas scripturas non distinxit Arrius, eam non recepit et ita in errore pertinaciter mansit. (E) Dernæst indvender han imod løsningen, at min distinktion er en opfindelse af den menneskelige vilje, som om det ikke i teologien var tilladt at skelne, sådan som Arius ville gøre Athanasius til grin (for han holdt for meget fast i det bogstavelige og sagde, at sønnen var skabt) med dette 'Faderen er større end mig', det afværgede Athanasius ved at skelne: 'Faderen er større end mig ifølge det menneskelige, men ikke ifølge det guddommelige'. Fordi Arius ikke skelnede i den hellige skrift, forstod han ikke denne afværgemanøvre og forblev således stædigt i sin vildfarelse.
21 Sic in presentia, cum qui elucidant sacram scripturam vitam eternam habebunt, diversos passus scripture conferendo, ne in sacris literis contrarietas admittatur, distinctiones dande sunt, ne litere nimis tenax occidatur, sed magis a spiritu vivificetur, et quia Petrus aliis prefertur sepius in sacris scripturis, sepe eis equalis reperitur, ad contrarietatem vitandam necessarium est distinctionem ponere sacre scripture conformem. (E) Således her, når de, der skal oplyse den hellige skrift, skal have evigt liv, her må man sammenligne forskellige ord af skriften, at man ikke tillader modsætninger i den hellige skrift, her må der skelnes, at ikke en for stor vedholden ved det bogstavelige skal slå ihjel, men man snarere skal levendegøres af ånden, og fordi Peter ofte i den hellige skrift foretrækkes fremfor de andre, ofte findes ligestillet med dem, så må man for at undgå modsætninger nødvendigvis indføre en ensartet skelnen i den hellige skrift.
22 Sic et Hieronymus innuit et Cyprianus per me allegati lib. 4. epistola 9. qui et equalitatem apostolatus fatentur et tamen primatum Petro tribuunt, quod fieri non potest nisi ad diversa referas. (W316). (E) Således antyder Hieronymus og Cyprian dette i bog 4 og brev 9, som jeg henviste til. De indrømmer både apostolatets ligelighed og tillægger dog Peter primatet, hvilket ikke kan ske, medmindre du henviser til forskellige steder. 
23 Placet mihi apostolatum dicere offitium, ita tamen quod etiam dicat honorem: sunt enim ista nomina et honoris et oneri, ut dixi, quod apostolus ad Romanos indicat c. 10. quomodo evangelizabunt, nisi mittantur? (E) Jeg synes også, at apostolatet skal kaldes et embede, dog således, at det også kan kaldes en ære. Det har nemlig begge betegnelser: 'ære' og 'byrde', som jeg har sagt, hvilket apostelen viser Rom 10,15: 'Hvordan skal de høre evangeliet, hvis ingen sendes ud?'
24 De administratione iterum assentior reverendo patri, illam scilicet in temporalibus esse multo inferiorem quam illam in spiritualibus. Deum optimum rogemus, ut episcopi nostri illud agnoscant et spiritualia non per vicarios et temporalia per seipsos administrent.  (E) Om administrationen kan jeg igen forsikre den ærværdige fader, at den timelige står meget lavere end den åndelige. Vi må bede den bedste Gud, at vore biskopper erkender dette, og ikke administrerer de åndelige sager gennem stedfortrædere og de timelige selv. 
25 Denotavi ergo administrationem regiminis in spiritualibus potestative, nec obstat, quod reverendus pater dicit, sic se posse fingere Iohannem cancellarium, Marcum sigilliferum &c. ( 07#4 ) quoniam, ut Augustinus ait, liberis verbis utuntur philosophi, nobis vero ad certam regulam loqui fas est. ideo talia oportet afferre que fundamentum recipiant ex sacra scriptura, sicut primum membrum apostolatus in apostolorum equalitate, alterum membrum regiminis in Petri primatu. Unde fateor, robustissimam esse auctoritatem Pauli, sed que mihi nec in una litera adversetur. (E) Jeg har derfor skelnet mellem ledelsesadministrationen i det åndelige, hvad magten angår, så det ikke skal ske, som den ærværdige fader siger, at han kan forestille sig Johannes som skriverkarl, Markus som seglbærer, osv, når, som Augustin siger, filosofferne bruger frie ord, nej, det er bedst, at vi taler efter en sikker regel. Derfor bør man lægge vægt på det, man kan forstå er det grundlæggende i skriften, såsom det første medlem af apostolatet i apostlenes ligelighed, det andet medlem af ledelsen i Peters primat. Derfor tilstår jeg, at Paulus' autoritet er meget stærk, men at den ikke går imod mig på noget punkt. 
26 Contempsit reverendus pater simili per me adductum de schismatibus in provincia preside, quoniam iam ita sit in regnis fidelium Hispanie, Gallie, Anglie, Ungarie, que sunt sine capite, et tamen stat pax, quia concordia inter illa ( 07#6 ). Miror, quomodo reverendus pater tantarum cedium, bellorum, preliorum iam fuerit oblitus, que non potest ignorare.  (E) Den ærværdige fader foragter den sammenligning, jeg foretog, med herredømmet i en provins, eftersom det allerede er sådan i de troendes lande, Spanien, Gallien, England, Ungarn, at de er uden overhoved, og dog står freden fast, fordi der er enighed mellem dem. Det undrer mig, hvordan den ærværdige fader allerede kan glemme så mange slag, krige, træfninger, som da ikke kan overses.
27 Dicere nolo tam diuturnum dissidium et perpetuum odium inter Gallos et Anglos, odium etiam inveteratum inter Gallos et Hispanos, qui toties pro regno Neapolitano cum maxima Christiani sanguinis effusione bella gesserunt, et utinam tandem pax esset stabilis et permanens! Unam fidem, unum dominum Christum agnosco cum apostolo, sed Romanum pontificem ut Christi veneror vicarium. Stat ergo prior solutio invicta et valida, meo saltem exili iuditio. de quo doctiores iudicent.  (E) Og så vil jeg ikke tale om de daglige uenigheder og det evige had mellem gallere og englændere, det lige så uudryddelige had mellem gallere og spanioler, som hele tiden har ført krig om kongedømmet Neapel med stor udgydelse af kristent blod til følge, ja, gid dog endelig engang freden ville blive stabil og varig! Én tro, én Herre, Kristus, kender jeg med apostelen, men den romerske pave ærer jeg som Kristi vikar. Altså står den første løsning ubesejret og gældende, i hvert fald efter min ringe mening. Men lad de mere lærde dømme derom.
28 Preterea observandus pater dicit, verba Pauli per me non tacta 'Deus personam hominis non accipit' et sic minus soluta ( 07#8 ). Forte obaudivit, quoniam tam ex Ambrosio quam Hieronymo adduxi eorundem verborum sententiam. Iohannes enim et Petrus idiote fuerant et anaphabetici in lege, Paulus contra doctus fuit proficiens supra multos coetaneos suos, ut de se testatur.  (E) Endvidere siger den nøjeregnende fader, at Paulus' om, at der hos Gud ikke er personsanseelse (Gal 2,6) ikke er blevet berørt af mig, og derfor ikke forklaret. Måske har han overhørt, da jeg såvel fra Ambrosius som fra Hieronymus fremdrog en sætning med netop disse ord. Johannes og Peter var nemlig lægfolk og uvidende i loven, Paulus, derimod, var uddannet og dygtigere end mange af sine jævnaldrnde, som han bevidner om sig selv. 
29 noluit ergo Paulus reputare, quales fuissent Petrus et Iohannes, quia personam hominis deus non accipit. Ita enim elegit piscatorem sicut doctum scribam, sed per hoc primatus non tollitur. sed acceptio personarum deo non imputatur, etiam si unum alteri preelegerit, ut de Cornelio Petrus fatebatur (Apg 10,34): in veritate comperi, quia non est acceptio personarum apud deum. 

Veniamus ad inducta per reverendum patrem. (W317).

Men derfor vil Paulus ikke overveje, af hvad art Peter og Johannes var, for hos Gud er der ikke personsanseelse. Således udvalgte han nemlig såvel fiskere som lærde skriftkloge, men derigennem ophæves primatet ikke. Men man skal ikke tro, der er personsanseelse hos Gud, også selv om han udvælger én fremfor en anden, sådan som Peter tilstår om Cornelius: I sandhed erfarede han, at der ikke var personsanseelse hos Gud. 

Lad os nu gå videre til det, der er fremført af den ærværdige fader.

30 Apostolum citat prima ad Corin: 12. qui corpus mysticum describens referat apostolos, prophetas, doctores et novissime administrationem. Dico, egregie quidem apostolum descripsisse, sed primatum ibi nec negasse nec astruxisse. (E) Han citerer apostelen, 1 Kor 12,28, hvor han beskriver det mystiske legeme og anfører apostle, profeter, lærere og til sidst administrationen. Jeg siger, at apostelen ganske vist har beskrevet dette udmærket, men her hverken nægter han eller tilføjer noget til primatet.
31 Invalidum est ergo argumentum: 'hic Paulus huiusmodi primatus non meminit, ergo primatus non est in ecclesia', tum quod pueri sciunt, locum ab auctoritate negative non valere, tum quod etiam in sacra scriptura uno loco non expressum, iuxta Augustini doctrinam lib: de doctrina Christiana, ex alio loco accipi debet, sicut nos fecimus.  (E) Altså, det argument gælder ikke: 'Her nævner Paulus ikke på den måde primatet, altså findes primatet ikke i kirken', for som ethvert barn véd, kan man dels ikke slutte noget ud fra det negative, dels må vi gøre, som Augustin lærer i Om den kristne lære, at hvad der ikke er tydeligt det ene sted, må vi forstå ud fra et andet sted.
32 Pariformiter respondemus ad illud Apocalyp: 21. Fateor: 12 sunt fundamenta: sint illa etiam figurata per duodecim boves, per 12 leunculos, per 12 lapides Iordanis: sed in iis numerus duodenarius apostolorum asseritur, primatus ob hoc non negatur. (E) På samme måde kan vi svare på dette fra Åb 21,14: Jeg indrømmer, at der er 12 grundsten; og lad den så også være billedligt fremstille ved de 12 okser, ved de 12 løver, ved de 12 sten fra Jordan, men i dette tolvnummer er apostlenes antal fastslået, primatet er ikke af den grund benægtet.
33 Ego autem eum locum ob hoc induxi, quod oporteat passus sacre scripture concordes ostendere, et cum apostolus unum fundamentum Christum posuisset et nemo aliud ponere posset, Petrum per hoc fundamentum ecclesie negari non debere, quia Iohannes et ipse sanctus duodecim posuerit fundamenta. quod nisi distinctionem acceperis de fundamento fundamentorum, id est principali et de fundamento substituto seu secundario, Paulum et Iohannem non concordabis. (E) Men jeg vil af den grund indføre dette sted, at vi bør vise, at de enkelte steder i den hellige skrift stemmer overens, og skønt apostelen satte Kristus som den ene grundsten og ingen kan sætte nogen anden, bør det derved ikke nægtes, at Peter er kirkens grundsten, fordi Johannes, der selv var hellig, anbragte de tolv grundsten. For hvis ikke man formår at skelne mellem grundstenenes grundsten, det vil sige hovedstenen, og erstatningsstenen eller stenen i anden række, så kan man ikke få Johannes og Paulus til at være enige. (k33
34 Secundo loco induxit, Petrum non potuisse ordinare Matthiam, sic spiritum sanctum segregasse Paulum et Barnabam. ( 07#10 ) Respondeo: cum apostoli fuerint episcopi, non memini me reperisse in sacra scriptura ordinatos a Christo episcopos, cum in ultima cena primum eos ordinaverit sacerdotes. quare et illud in Petrum referre possum quo ad episcopatus ordinationem. (E) På det andet sted fremhæver han, at Peter ikke kunne ordinere Matthias, det var således også Helligånden, der udtog Paulus og Barnabas. Jeg svarer: Skønt apostlene var biskopper, erindrer jeg ikke at have fundet i skriften, at der af Kristus blev ordineret biskopper, selv om han ved nadverens indstiftelse havde ordineret dem til præster. Derfor kan jeg også henvise dette med Peter til at dreje sig om ordinationen til biskopper.
35 Attamen quia apostolatus officium a solo deo tributum admitto, non mirum, quod divinum postularunt presidium. sortes enim miserunt non vulgari more, sed, ut sacer Dionysius testatur, sors illa fuit spiritus sancti visibilis apparitio.  (E) Men når jeg netop forstår apostolatet som et embede, der alene gives af Gud, er det ikke mærkeligt, at de kan påstå, at deres ledelse er guddommelig, lodkastningen foregik nemlig ikke, som folk plejer at gøre, men, som den hellige Dionysius bevidner, loddet var Helligåndens synlige tilstedeværelse.
36 Unde locus ille pro primatu Petri facit, quia primatum sibi concessum executus est: (07#46) In diebus illis exurgens Petrus in medio fratrum &c. (Apg 1,15ff) sicut et de Saphira et Anania (Apg 5,3ff), sicut in excusatione apostolorum quod non essent musto repleti (Apg 2,14ff), sicut in responsione et defensione coram concilio Iudeorum (Apg 4,8ff) et aliis in actibus apostolorum contentis, ubi regimen superioritatis exercuit.  (E) Derfor er dette sted til fordel for Peters primat, fordi det primat, der blev tilstået ham, blev udøvet. I de dage rejste Peter sig blandt brødrene, osv, ligesom også fortællingen om Safira og Ananias, ligesom også apostlenes undskyldning, at de ikke var fulde af sød vin, ligesom også i svaret og forsvaret overfor jødernes råd, og i mange andre begivenheder, der indeholdes i apostlenes gerninger, hvor han udøvede sin overherredømmes magt.
37 Unde Matthiam credo apostolum a domino factum et a sancto Petro episcopum ordinatum. Sic et de Paulo dudum concessi, quod apostolatum a deo acceperit: abundantius eum laborasse aliis fateor.  (E) Derfor tror jeg også, at Matthias blev gjort til apostel af Herren og ordineret til biskop af Peter. Således er det også allerede forlængst indrømmet om Paulus, at han modtog apostolatet af Gud. Jeg indrømmer, at han har arbejdet mere end de andre.
38 Sed ad tercium veniamus, quod videtur magis facere ad propositum inter alia per reverendum patrem adducta: qui cooperatus est Petro, ad Gala: 2. Et dico, Paulum non promulgasse ibi ius divinum, sed narrasse factum, quoniam et Petrus in actibus apostolorum Cornelium gentilem iussis est in fide instruere et gentibus in Antiochia, ubi presedit, et similiter Rome, ubi tandem martyrio a Nerone gentili coronatus est, prefuit (RB: 'Non est verum' dixit Martinus) et docuit simul (W318) cum Iudeis ad fidem conversis et convertendis.  (E) Men lad os gå frem til det tredie sted, som synes at have mere med den sag, som den ærværdige fader blandt andet har fremlagt: hvordan han samarbejdede med Peter, ifølge Gal 2. Her siger jeg, at Paulus her ikke har bekendtgjort nogen guddommelig ret, men blot fortalt, hvad der var sket, og at også Peter i Apostlenes Gerninger fik befaling af hedningen Cornelius om at indføre også hedningerne i troen i Antiokia, hvor han var biskop, og på lignende måde i Rom, hvor han til sidst blev kronet med martyrdøden af hedningen Nero, og stod i spidsen for apostlene (RB: 'Det er ikke sandt', sagde Martin) og lærte sammen med jøderne både dem, der var blevet omvendt til troen og den der skulle omvendes.
39 Unde clare liquet, Paulum factum tunc narrasse. Pretereo, quod sanctus Paulus non meminit officii regiminis vel primatus presidentie, sed executionis apostolatus, secundum quem apostoli diversas sortiebantur provincias, in quo et Petrus aliis apostolis equalis fuit secundum Anacletum can: in novo, secundum Hieronymum contra Iovinianum et super epistola ad Galatas, secundum Cyprianum in Epistola 9. ad Cornelium papam lib. 4.  (E) Hvoraf det klart fremgår, at Paulus dengang fortalte, hvad der var sket. Forøvrigt, at Paulus ikke nævner lederembedet eller lederprimatet, men udøvelsen af apostolatet, og at apostlene ifølge ham havde forskellige provinser under sig, i alt dette var Peter lige med de andre apostle, ifølge Anacletus i kanon: 'in novo', og ifølge Hieronymus imod Jovinianerne, og hans kommentar til galaterbrevet, og ifølge Cyprian i brev 9 til pave Cornelius, bog 4.
40 Qua de re sacra scriptura intelligenda est cum effectu, ut advertamus, quando de officio apostolatus loquatur et quando de regimine potestatis seu presidentie. (E) Af den grund skal skriften forstås ud fra sin virkning, så vi skal være opmærksomme på, hvornår han taler om apostelembedet og hvornår om magtens eller lederskabets herredømme.
41 Non refert, quod reverendus pater adhuc negat me adduxisse ius divinum pro primatu et non dissolvisse auctoritates per eum inductas, quia idem dicerem de eo ( 07#16 ). Attamen nullus ex sanctis patribus ita intellexit auctoritates per reverendum patrem inductas ad negationem primatus Petri super alios, sicut ipse induxit. (E) Det har ikke noget med sagen at gøre, at den ærværdige fader hidtil har nægtet, at jeg har fremført nogen guddommelig ret og ikke vendt mig imod de autoriteter, han fremførte, fordi jeg vil sige det samme om ham. Men ingen af de hellige fædre har forstået de autoriteter, som den ærværdige fader inddrager på den måde, at de nægter Peters primat over de andre, sådan som han selv indfører det.
42 Contra vero plurifariam sancti patres intellexerunt auctoritates per me inductas loqui de primatu Petri. Unde circa illam conclusionem, si aliquando acerbius et durius quidquam loquutus sum contra reverendum patrem, nollem arbitremini in personam suam dictum: sed causa ipsa que vertitur tam pregnans et necessaria mihi videbatur, ut verba aliquando acriora essent utenda: in reliquis conclusionibus Eccianam semper experiemini modestiam. (E) Men derimod har de hellige fædre på flere steder forstået de autoriteter, som jeg fremfører, som nogen, der taler til fordel for Peters primat. Og derfor når jeg frem til den konklusion, at skønt jeg har sagt temmelig vrede og hårde ting imod den ærværdige fader, vil jeg dog ikke, at I skal tro, det er talt imod hans person. Men selv den sag, som det drejer sig om, synes mig så betydningsfuld og så nødvendig, at man må bruge noget hårdere ord. I de øvrige konklusioner kan I altid forvente det eccianske mådehold. 
43 Unde et ego istam conclusionem volo finire in presentia, quod repetam s. Petrum primatum totius ecclesie a Christo tenuisse ex promissione ei facta Matth: 16. sicut intelligit Hieronymus, Ambrosius, Cyprianus et alii, ex nominatione, quia primus nominatur Matth: 10. secundum glossam ibidem, ex solutione tributi Matth: 17. ubi solus ipse fuit equiparatus Christo secundum Augustinum et Ambrosium, ex eo quod Christus rogavit pro fide eius indefectibili et iussit eum confirmare fratres Lu: 22. secundum Chrysostomum et sanctum Leonem,  (E) Derfor vil jeg også her i dag afslutte denne konklusion med at gentage, at sankt Peter af Kristus er indsat i primatet for hele kirken ud fra den forjættelse, der blev givet ham Matt 16,18f, sådan som Hieronymus, Ambrosius, Cyprian og andre forstår det, ud fra den benævnelse, som han først kaldes med Matt 10,2 ifølge fortolkningen af det samme sted, og ud fra løsningen på skattespørgsmålet Matt 17,24ff, hvor han alene blev gjort lige med Kristus ifølge Augustin og Ambrosius, og ud fra, at Kristus bad for hans tro, at den ikke skulle svigte, og befalede ham alene at styrke sine brødre (Luk 22,32) ifølge Chrysostomus og den hellige Leo,
44 quod pastor ovium Christi constitutus est Iohannis ultimo secundum Chrysostomum et Gregorium, quod Christus ait ad Petrum 'sequere me', non solum scilicet genere martyrii sed et ordine magisterii secundum Theophilum, quod solus iussus est Petrus venire super mare ad Christum, ut sic mundus per mare designatus totus ei subiectus (Matt 14,29), secundum Bernhardum de Consideratione ad Eugenium, et per alia superius adducta reputo, conclusionem illam a tot s. patribus et novissime a concilio Constantiensi probatam esse veram: nolo tamen inniti proprie prudentie, paratus captivare intellectum meum (2 Kor 10,5) et in iis et quibuscunque aliis iudicio iudicum ordinandorum, sedis apostolice et aliorum prudentum et bonorum virorum. Soli deo gloria. (W319) og ud fra, at han i Joh 21,17 bliver indsat som hyrde for Kristi får ifølge Chrysostomus og Gregor, ud fra, at Kristus siger til Peter: 'følg mig!' (Joh 21,19), ifølge Theofilus ikke blot ind i martyriet, men også ind i ledelsesordenen, og ud fra, at Kristus befaler Peter alene at komme ud til sig på havet, så at således hele den verden, der er betegnet ved havet bliver ham underlagt, ifølge Bernhard i hans overvejelser til Eugenius, og ud fra andre skriftsteder, som jeg har fremdraget ovenfor, slutter jeg, at denne konklusion ud fra så mange hellige fædre og her fornylig af koncilet i Konstanz er bevist at være sand. Dog vil jeg ikke støtte mig til min egen klogskab, men er parat til at tage min forstand til fange, både i disse og i hvilkesomhelst andre ting, under de anordnede dommeres bedømmelse, under det apostolske sædes og andre kloge og gode mænds bedømmelse. Gud alene æren.
45 Hora secunda.

Martinus.

Cogimur adiicere coronidem, quia egregius d. d. diluens obiecta mea simul plurima opposuit et rursus me respodere coegit, et quanquam id voluissem preterire, tamen, ut ordinandis iudicibus per omnia meam sententiam declarem, paucis respondeo.

Klokken to. 

Martin. 

Vi tvinges til at tilføje en krans, fordi den udmærkede hr doktor på én gang vendte sig imod det, jeg havde fremlagt og fremkom med mange nye ting, og således tvang mig til atter at tage ordet, og skønt jeg helst ville forbigå det, vil jeg dog, ligesom jeg forklarer min opfattelse i alle ting for de indsatte dommere, også svare lidt her.

46 Primum opponebat, quod Petrus prefabatur electioni Matthie exhortans apostolos &c. (Apg 1,15f) (07#36) Credo autem nec ipsi d. d. videri per hoc probari primatum Petri, si Petrus predicat, cum in superioribus ipse mihi responderit, aliud esse apostolatum et aliud administrationem regiminis. (07#25) Non recte ergo dixit, Petrum sic predicando exercuisse administrationem regiminis: alioquin et Stephanus erit primus et papa, quia et ipse predicavit et multa fecit in populo.  (L) Først indvender han, at Peter havde en fortrinsstilling ved Matthias valg, fordi han formanede apostlene osv. Men jeg tror, at heller ikke den udmærkede doktor selv synes, at herigennem bliver Peters primat bevist, at Peter prædiker, eftersom han i det foregående selv har svaret mig, at ét er apostolatet, noget andet herredømmets administration. Det er altså ikke rigtigt, da han sagde, at Peter således udfører administrationsarbejdet ved at prædike: Ellers ville også Stefanus være den første og være pave, fordi han selv prædikede og gjorde meget blandt folket.
47 Et quod credit Matthiam apostolum esse episcopum ordinatum a Petro, sum contentus, ut credat quidquid volet: ego non credo, nisi probet. Item quod Petrus exercuerit primatum in percussione Ananie et Saphire potest dici (Apg 5,1f), sed non probatur: nam suscitavit mortuos, quod et alii apostoli fecerunt. Item quod excusavit apostolos, ne viderentur esse ebrii, nec hoc indicium est primatus, cum, ut dixi, egregius d. d. semper distinxerit primatum ab omnibus operibus et administrationibus communibus ceteris. Item quod Petrus ambulavit super mare et Bernhardus 'mare' interpretatur mundum, concedo: sed nihil ad primatum, cum et nos calcare debeamus mundum. (07#36).  (L) Og når han tror, at apostelen Matthias blev ordineret til biskop af Peter, så er jeg da glad for, at han i det hele taget tror noget. Men jeg for min del tror ikke, hvis ikke det bliver bevist. Ligeledes kan man da sige, at Peter udøvede primatet, da Ananias og Safira blev slået, men det bliver ikke bevist. For han fik dem til at blive døde, men det har også andre apostle gjort. Ligeledes, da han undskyldte apostlene, at man ikke skulle tro, de var fulde, heller ikke dette er et indicium på primatet, eftersom som sagt den udmærkede hr doktor udmærket formår at skelne mellem primatet og alle de øvrige gerninger og administrationstiltag. Ligeledes, da Peter vandrede på vandet, og Bernhard fortolker vandet som jorden, det indrømmer jeg: Men det har intet med primatet at gøre, eftersom også vi bør undertvinge verden.
48 Illud libens transeo de fidei indefectibilitate rogante Christo promissa: (Luk 22,32) concedo enim fidem Petri nunquam cecidisse, etsi ipse ceciderit a fide: tunc enim latro credidit fide Petri, quando Petrus negavit, ut Augustinus ait. Longe aliud est fides quam primatus. Item et illud, quod Petrus dedit staterem pro Christo et se, in quo equiparatus dicitur Christo (Matt 17,24ff), concedo: sed nihil ad primatum, imo contra primatum. (L) Jeg springer gerne over det med den urokkelige tro, der forjættes på Kristi bøn: Jeg indrømmer nemlig, at Peters tro aldrig faldt, skønt han selv faldt fra troen: da troede nemlig røveren med Peters tro, dengang da Peter fornægtede, som Augustin siger. Tro er noget helt andet end primat. Også dette, at Peter gav en stater for Kristus og sig selv, hvor han siges at være Kristi ligemand, indrømmer jeg. Men det har intet med primatet at gøre, taler snarere imod primatet. 
49 Nam mox sequitur, ut et Hieronymus interpretatur, ceteros apostolos ideo offensos, quod Petrum suspicarentur fore maiorem. ceperunt disputare, quis esset maior: ideo Christus advocato parvulo compescuit eorum ambitionem. Et sic sequentia textus fortius pugnant contra primatum quam precedentia pro primatu.  (L) For lige efter følger, som også Hieronymus fortolker det, at de øvrige apostle blev forargede over, fordi de troede, at Peter var den største. De begyndte at diskutere, hvem der var den største: Derfor tog Jesus et lille barn for at tæmme deres ambition. Og således kæmper den følgende tekst stærkere imod primatet, end den foregående kæmper for det.
50 Illud Iohannis ultimo, quod soli Petro dictum est 'Sequere me', interprete Theophilo sit intelligendum non modo de genere martyrii sed et ordine magisterii, nego Theophilum, cum Augustinus melius videatur sentire dicens sic: Sequere me temporalia mala perferendo, et si Augustinus non diceret, ipse textus Euangelii convinceret. (L) Angående det fra Joh 21,19, hvor det alene til Peter siges: Følg mig!, hvilket efter Theofilus' fortolkning skal forstås ikke blot om martyriet, men også om ledelsesordenen, så nægter jeg at lytte til Theofilus, eftersom Augustin synes at have forstået det bedre, idet han siger: Følg mig i at gennemleve de timelige onder, og hvis Augustin ikke havde sagt det, kunne evangeliets egen tekst have overbevist om det.
51 Exiit enim sermo inter discipulos, quod discipulos ille non moreretur, cum audissent Christum dicentem: si volo illum manere, quid ad te? tu me sequere. (Joh 21,22f) Ideo manifestissimum est, quod de genere martyrii et passionis imitatio ista intelligenda sit. (W320) (L) Der opstod nemlig det rygte blandt disciplene, at denne discipel ikke skulle dø, da de hørte, at Kristus sagde: Hvis jeg vil, at han skal forblive, hvad angår det så dig? følg du mig. Derfor er det soleklart, at dette skal forstås om martyriets art og om efterfølgelsen i lidelse.
52 Quare ego rogo, d. d. omittat nova adducere et presertim ea que non faciunt ad rem, cum et ego possem inducere illud act: 8. ubi apostoli miserunt Petrum et Iohannem tanquam inferiorem, et act: 15. Iacobus sermonem Petri et confirmavit et mutavit. sed nolui hec et similia inducere, cum iam dudum concesserim primatum honoris Petro solumque negaverim primatum potestatis super ceteros apostolos. (L) Derfor beder jeg om, at hr doktoren vil undlade at fremføre nye ting, og især sådanne, som ikke har med sagen at gøre, for jeg kunne da også fremføre dette Apg 8,14, hvor apostlene sendte Peter og Johannes af sted, som var de underordnede, og Apg 15,13, hvor Jakob både bekræfter og ændrer Peters prædiken. Men jeg vil ikke fremføre dette og lignende ting, eftersom jeg for længe siden har indrømmet, at Peter fik primatet som en ærespost, det alene har jeg nægtet, at primatet giver ham magt over de øvrige apostle.
53 Hec est enim illa persona (imo et primatus honoris), quam deus non respicit, ut superius induxi, non autem illa persona piscatoris et paupertatis, ut Ambrosius referente doctore exposuit. Hieronymus enim melius de magnifica qualitate Paulum interpretatur, qua pseudapostoli ad Galatas tanquam ab auctoritate Petri subvertere voluerunt.  (L) Dette er nemlig den person (ja, og primatets ære), som Gud ikke anser, som ovenfor sagt, ikke fiskeriets eller fattigdommens person, som Ambrosius ifølge doktorens referat påstår. For Hieronymus fortolker Paulus bedre med hensyn til den enestående kvalitet, hvormed de falske apostle ville vende galaterne bort som fra Peters autoritet. 
54 Sum enim contentus optime, quod d. d. suam propositionem per auctoritates Hieronymi, Ambrosii, Bernhardi, Leonis confirmavit, precipue super hanc auctoritatem 'Tu es Petrus', modo mea sententia, ut in precedentibus dictum est, eisdem et maioribus auctoritatibus et magis ad intentionem loquentibus confirmatior habeatur, referens hec queque ad iudicium ut supra.  (L) Jeg er nemlig fuldt ud tilfreds med, at hr doktoren bekræfter sin påstand med Hieronymus', Ambrosius', Bernhards og Leos autoritet, især angående skriftstedet 'Du er Peter', blot min opfattelse, som er udtrykt i det foregående, må regnes for mere bekræftet og mere i overensstemmelse med de talendes intention end disse og de større autoriteter, og jeg henviser som tidligere dette til dommernes afgørelse.
55 Eccius.

Reverendus pater recludit hodie conclusa et ea que velut accessoria et emblemata in conclusione adiecit Coronidem, repercutit ut principalia et adeo metamorphosin curat, ut ignorem, an in opponentem vel respondentem sit transformatus.

Eck. 

Den ærværdige fader genkonkluderer idag sin konklusion og tilføjer til konklusionen som en slags tilbehør og emblem en krans, han gendriver som det vigtigste og derpå gennemfører han en forvandling, så jeg ikke véd, om han er blevet forvandlet til opponent eller respondent.

56 Ad rem brevibus. 

Nunquam somniavi illam consequentiam 'Petrus predicavit, ergo fuit primus'.

(E) Kort til sagen. 

Jeg har aldrig drømt om, at man skulle drage den konsekvens: 'Peter prædikede, derfor er han den første'.

57 Deinde credulitatem meam de Matthia improbat, et tamen rationem meam non diluit. Matthias et ceteri apostoli fuerunt episcopi et non fuerunt ordinati a Christo nec seipsos ordinaverunt: quare non nisi a Petro fuerunt ordinati, quem Christus pastorem constituit, quare mecum credat vel aliud ad illud respondeat.  (E) Derefter afviser han min fremstilling om Matthias, og dog ophæver han ikke min begrundelse. Matthias og de andre apostle var biskopper og var ikke blevet ordineret af Kristus og havde heller ikke ordineret sig selv: derfor kan de kun være blevet ordineret af Peter, som Kristus indsatte som hyrde, og det må man enten tro ligesom jeg eller svare anderledes på det spørgsmål.
58 De excusatione Petri imponit mihi nunquam cogitatum, quod primatum separaverim ab operibus administrationis aliorum apostolorum: nunquam fuit mentis mee, immo allegavi beatum Gregorium, alios episcopos vocatos in partem sollicitudinis, non in plenitudinem potestatis.  (E) Angående Peters undskyldning tillægger han mig noget, som jeg aldrig har tænkt: at jeg har adskilt primatet fra de andre apostles administrationsarbejde. Det var aldrig i min tanke, tværtimod har jeg henvist til den salige Gregor, at de andre biskopper til dels var kaldet til omsorg, ikke til fuld magt.
59 De Bernhardo super transito Peter super mare dicit nihil facere ad primatum. De quo miror, quomodo dicere possit, si Bernhardum legit: nam ex intentione Bernhardus voluit probare ex hoc primatum Eugenii super alios et totum mundum ei esse subiectum, non sic aliis episcopis vel apostolis. (E) Angående det, Bernhard siger om Peter, der går på vandet, siger han, at det ikke har noget med primatet at gøre. Jeg undrer mig over, hvordan han kan sige det, hvis han har læst Bernhard. For det var Bernhards hensigt herudfra at bevise, at Eugenius primat stod over de andre og at hele verden var det underlagt, og sådan er det ikke med de andre biskopper eller apostle.
60 De statere ex litera sequenti vult elicere oppositum, quod tamen non fecit, sed Christus murmur apostolorum compescuit. At ego non meo capite (W321) sed sanctorum patrum verba sacre scripture accipio, nam ex hoc beatus Ambrosius voluit denotam Petrum reliquis superiorem futurum, quod et Augustinus in questionibus Euangelicis testatur expressissime: questio mihi non occurrit. Quare nostro sensui non innitamur, sed sanctis patribus. (E) Om stateren vil han ud fra det følgende afsnit komme til den modsatte anskuelse, hvilket han dog ikke gør, men Kristus tæmmer apostlenes knurren. Men jeg forstår ikke den hellige skrift ud fra mit eget hoved, men ud fra de hellige fædre ord, for ud fra dette ville den salige Ambrosius bemærke, at Peter var overordnet de andre, hvilket også Augustin udtrykkeligt bevidner i sine evangeliske spørgsmål. Jeg kan ikke lige nu komme på spørgsmålet. Derfor støtter vi os ikke til vor egen mening, men til de hellige fædre.
61 De fidei indefectibilitate transiit pater, adducens tamen illud Augustini, quod fidem, quam Petrus negavit, latro in cruce servavit. Et ego de illo dicto transeo: sciat tamen reverendus pater, quod sanctus Cyprianus verbis Christi innixus voluit nullas hereses Rome vel in aliis ecclesiis exortas, sicut pridie dixi, quod in Romana sede fuerunt ducenti et 12 pape, et tamen ante eorum amotionem nullus definitive et sententiam ferendo in fide erraverit. (E) Det om den urokkelige tro springer faderen over, idet han tilføjer dette fra Augustin, at den tro, som Peter fornægtede, den betjente røveren på korset. Også jeg springer dette ord over. Dog skal den ærværdige fader vide, at den hellige Cyprian med støtte i Kristi ord vil have, at ingen kætter skal være fremstået i Rom eller i andre kirker, sådan som jeg tidligere har sagt, at i det romerske sæde har der været 212 paver, og dog har ingen før deres bortfjernelse fejlet afgørende og med meningstilkendegivelse i troen.
62 Ad Theophilum, quem pro suo nutu negat sine alicuius vel auctoritatis vel rationis inductu, miror, quod Ecclesiasticos patres ita contemnit, qui sophistis est admodum infensus. Augustinum induxit, qui Theophilo non adversatur, Christum loquutum de genere martyrii: sed doceat, ubi Augustinus ordinem magisterii negaverit, cum ibidem tract. 124. de Petro fateatur, eum fuisse abundantiore gratia unum eundemque primum apostolum, et in epistola 162. in Romana ecclesia, inquit, semper apostolice cathedre viguit principatus ( 07#67 ). quare non me roget, ut conclusionem nostram, quam reputo veram, non defendam. (E) Angående Theofilus, som han ifølge sin tilbøjelighed benægter uden nogensomhelst autoritet eller begrundelse, undrer jeg mig over, hvorfor han i den grad foragter de kirkelige fædre, som han er sofistisk, ja næsten fjendtlig overfor. Han indfører Augustin, som ikke modsiger Theofilus, at Kristus har talt om martyriets art: Men lad ham lære, hvor Augustin nægter ledelses ordenen, eftersom han sammesteds i tract. 124. indrømmer om Peter, at han ved en overstrømmende nåde var blevet til én og den samme første apostel, og i brev 162 siger han, at i den romerske kirke har altid det apostolske sæde stået først i anseelse. Derfor skal han ikke bede mig om ikke at forsvare vores konklusion, som jeg sandelig mener er sand.
63 Suaque adduxit de Petro misso in Samariam et per hoc primatum ab eo ablatum: quasi nesciamus, aliquem mittere seipsum, ut filium dei a patre et a seipso missum. Non noviter ipsa ventilari ceperunt, sed omnia dudum fuerunt soluta per Alpharum, Iohannem de turre cremata et alios. Quod si Petrus Iacobo cessit Hierosolimis in concilio, et loci et senectutis rationem habens, primatum Petro non aufert. (E) Så fremfører han sine betragtninger over Peter, der blev sendt til Samaria og primatet derigennem blev frataget ham. Som om vi ikke véd, at nogen kan sende sig selv, sådan som Guds søn er sendt af faderen og af sig selv. Det er ikke noget nyt, at han begynder at lufte disse ting, men det er altsammen forlængst ophævet af Alfarus, Johannes i tårnet og andre. For hvis Peter forlod Jakob i Jerusalem i rådet og havde grund til det ud fra stedet og alderen, så er primatet ikke frataget Peter.
64 Sed ut videatur aliquid facere, tribuit primatum honoris Petro, forte velut ambitioso, cum ex me audierit Cyprianum, Hieronymum et Anacletum, apostolos equalis fuisse honoris. Ergo primatum honoris reverendus pater tribuit Petro, quem sancti patres negant: contra primatum regiminis negat Petro, quam concors sanctorum patrum sententia et concilii Constantiensis Petro tribuit. (E) Men for dog at se ud til at gøre noget, tildeler han Peter primatets ære, velsagtens som en slags ambition, fordi han har hørt af mig, at Cyprian, Hieronymus og Anacletus mente, at apostlene var af lige ære. Derfor tildeler den ærværdige fader Peter primatets ære, hvilket de hellige fædre nægter: modsat nægter han Peter primatets herredømme, hvilket samtlige hellige fædres opfattelse og Konstanz-koncilet tildeler Peter. 
65 Desinat ergo, oro, gloriari, se contra tam sanctos patres, contra tam celebre concilium se maioribus auctoritatibus nixum, quod sepe ostenderim, auctoritates per eum inductas primatum non negare alicuius sancti patris sententia. (E) Derfor skulle han, synes jeg, holde op med at prale af, at han imod så mange hellige fædre, imod et så berømt koncil kan støtte sig til større autoriteter, skønt jeg ofte har påvist, at de autoriteter, der er indført af ham ikke nægter primatet, efter nogen af de hellige fædres mening.
66 Quare potius cum Grecis sero sapientibus, velut de Troianis dicitur, tandem sapiat, Romanum pontificem, verum Christi vicarium, primum in orbe tenere locum, sicut Greci ipsi, imperator, patriarcha et primates, hoc confessi sunt et obedientiam fecerunt Romane ecclesie anno 1439: 22. Novembris, (n66) et sic fiat pax in diebus nostris. Que omnia ut supra committo iuditio eorum, quorum interest et intererit. Soli deo gloria. (W322). (E) Derfor skulle han snarere sammen med grækerne, der omsider er blevet vise, som det siges om trojanerne, langt om længe sande, at den romerske pave, i sandhed Kristi vikar, har det første sted i verden, sådan som grækerne selv, kejseren, patriarkerne og primaterne, har bekendt det og indrømmet lydighed mod den romerske kirke i år 1439, den 22. november, hvorved der blev fred i vore dage. Hvilket jeg altsammen, som tidligere sagt, overgiver til deres dom, hvem det er og vil være magtpåliggende. Gud alene æren.
67 Martinus.

Non displicent omnia ferme, que loquutus est egregius d. d., precipue illud Augustini, quod apostolice cathedre principatus viguit semper in ecclesia Romana ( 07#62 ), si addidisset et unum verbum, scilicet principatus potestatis super omnes episcopos, et Bernhardum credo torquere textum de ambulante Petro super mare, cum sequentia manifeste fidei tribuant ambulationem illam, non primatui, dicente Christo, cum submergeretur Petrus: modice fidei, quare dubitasti?

Martin. 

Jeg kan næsten tilslutte mig alt, hvad den udmærkede hr doktor har sagt, især det om Augustin, at i den romerske kirke har det apostolske sæde altid stået først i anseelse, hvis han blot havde tilføjet det ene ord, nemlig førsteanseelsens magt over alle biskopper, og Bernhard tror jeg fordrejer teksten om Peter, der går på vandet, eftersom det følgende udtrykkeligt tillægger troen, ikke primatet det, at han kan gå på vandet, idet Kristus jo siger, da Peter synker i vandet: Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?

68 Et quod cupit, ut credam secum apostolos ceteros fuisse ordinatos episcopos a Petro apostolo, modo non placet obsequi, cum omnes fuerunt episcopi equaliter Petro, ut textus per Petrum inductus probat de Iuda: Et episcopatum eius accipiat alter (Apg 1,20). Hec de isto. (L) Og når han stræber efter, at jeg sammen med ham skal tro, at de øvrige apostle blev ordineret til biskopper af apostelen Peter, så følger jeg ham gerne, blot er jeg ikke så glad for at følge ham, når de alle blev biskoppe på lige fod med Peter, sådan som den tekst, Peter fremfører, beviser det om Judas: 'Og hans episkopat fik en anden'. Så meget om dette.
69 Eccius.

De episcopatu, quod etiam Iudas fuerit episcopus iuxta illud psalmi: Et episcopatum eius accipiat alter, dico, episcopatum ibi usurpari pro apostolatu et non pro ordine episcopali. Nam apud plerosque dubium est, an Iudas etiam fuerit sacerdos. Sed hoc nihil ad rem. exiit tamen Iudas buccella sumpta: quare dum in cena Christus ordinaverit discipulos sacerdotes, Iudas non fuit episcopus consecratus. Committo hec iudicanda ut alia. 

Eck. 

Om episkopatet, at også Judas blev biskop ifølge dette ord fra salme 109,8: 'Og hans episkopat fik en anden', vil jeg sige, at episkopatet her må forstås som apostolatet, ikke som biskopsordenen. For for de fleste der det tvivlsomt, om også Judas blev præst. Men dette har intet med sagen at gøre. Dog Judas gik ud fra nadverbordet, efter at have fået brødet. Derfor, skønt Kristus ved den sidste nadver ordinerede disciplene til præster, blev Judas ikke indviet til biskop. Jeg fremlægger dette til bedømmelse som det andet. 

70 Videre til dispitationen 'De Purgatorio. 

Noter:

Note 66: Ifølge Holmquist og Nørregaard, bind 1, side 536 og Kirkeleksikon for Norden, bind 2, side 61, var datoen for forbrødringen mellem Rom og østkirken den 6. juli 1439. Begge de to nævnte kilder gør dog opmærksom på, at grækerne var stærkt trængt af tyrkerne, og at det var det, der fik dem til at søge forlig med Rom. Ligeledes fortæller sidstnævnte kilde, at noget af det vanskeligste at opnå enighed om, var pavens primat. Her står der noget forskelligt i den latinske og den græske tekst, hvilket senere har givet anledning til store fortolkningsproblemer.
 

Kommentarer:

k33: Dette, at få de forskellige autoriteter til at være enige, er en teologisk hovedopgave for Eck. Luther, derimod, kan godt acceptere autoriteternes uenighed.