Luthers disputation med Eck, 5



Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 285-297

Tilbage til oversigten over Luther-skrifter.

Tilbage til oversigten over disputationen.

Tilbage til eck03.
1 Sexta die Iulii hora septima mane 

Martinus exorsus est.

Den sjette juli klokken syv om morgenen.

Martin Luther.

2 Postquam heri egregius d. d. non partis sed iudicis officium usurpans contra conventionis pactum et voluntatem illustrissimi principis Georgii, patroni nostri, me tocies definivit et proclamavit hereticum, cum sui officii fuisset solam adductis rationibus et auctoritatibus iudicibus relinquere, essem hereticus nec ne, in quo si non est violata publica fides, viderint ii quorum interest. (L) Efterat igår den udmærkede hr doktor påtog sig ikke sin del af diskussionen, men en dommers arbejde, imod overenskomsten og den højtoplyste fyrst Georg, vor beskytters, vilje, fastslog og erklærede han mig helt og holdent som kætter, skønt det alene lå i hans opgave at fremføre begrundelser og bevissteder og lade dommen ligge om, hvorvidt jeg er kætter eller ej, og om det ikke er et brud på den offentlige tillid, lad dem se på det, hvis opgave det er. 
3 Ad causam primum obiecit, quod errores Huss pestilentissimos vocaverim Christianissimos (04#13): de quo testor meam innocentiam. Nec hoc poterit unquam probare, et expostulo, ut assignet eosdem articulos, quos pestilentissimos vocaverim Christianissimos, aut vocem suam revocet. (L) Angående den første sag bebrejder han mig, at jeg har kaldt Huss' pestbringende vildfarelser højst kristelige: om det bevidner jeg min uskyldighed. Han kan heller ikke nogetsteds bevise det, og jeg opfordrer ham til, at han anviser de pestbringende artikler, som jeg har kaldt højst kristelige, eller tilbagekalde sin udtalelse.
4 Secundo criminatur, quod commiscuerim sanctos Grecos cum schismaticis. quid aliud faceret, qui non haberet quod diceret, cum certissimum sit, tempore novissime vastate Constantinopolis fuisse integerrimos Christianos in Grecia, postea in Italia receptos, atque etiam si hoc non urgeret, adhuc stat, quod usque ad concilium Nicenum saltem fuerint integri Christiani per totum orientem non subiecti Romano pontifici, ut clarissime testatur decretum eiusdem concilii Niceni dicentis lib: 10. historie ecclesiastice:  (L) For det andet beskylder han mig for, at jeg sammenblander de hellige grækere med de skismatiske. Hvad andet kan han gøre, når han ikke har noget at sige, eftersom det er sikkert, at i den sidste tid, efter at Konstantinopel er blevet ødelagt, var der fuldværdige kristne i Grækenland, derefter blev de modtaget i Italien, og også, hvis man ikke lægger vægt på det, står det dog fast, at indtil Nikæa-koncilet var der kun fuldværdige kristne i orienten, og de var ikke underlagt den romerske pave, som det soleklart bevises af selvsamme Nikæa-koncils dekret; den 10. bog af kirkehistorien siger:
5 Et ut apud Alexandriam vel in urbe Roma vetusta consuetudo conservetur, ut ille Egypti, hic suburbanarum ecclesiarum sollicitudinem gerat.  (L) Og ligesom i Alexandria eller i byen Rom var den ældgamle sædvane bevaret, at den ene tog sig af Egyptens, den anden af Roms omegns kirker.
6 Idem concilium non Romano sed Hierosolymitano tribuit honorem primatum dicens ibidem: et ut episcopo Hyerosolimorum antiquitus tradita honorum prerogativa servetur. (L) Det samme koncil tillagde ikke Rom, men Jerusalem æren ved primatet, idet man sagde, sammesteds: og ligeledes skal man ifølge gammel tradition tildele biskoppen af Jerusalem æren ved at stemme først.
7 Quod si nec ista satis sunt, quod tamen adhuc concludit (quod egregius d. satis callide tacuit), quod ecclesia Christi 20 annis ad minus fuit, antequam Romana ecclesia nasceretur, ideo ridicula est eius confutatio, quod fingit, me miscere sanctos cum schismaticis, cum suos schismaticos assignare non possit. (04#16) ( 05#70 ).  (L) Og som om alt dette ikke var nok, så kommer dertil (hvad den udmærkede doktor klogt fortier), at Kristi kirke har eksisteret i mindst 20 år, før den romerske kirke blev født, og derfor er hans gendrivelse latterlig, når han påstår, at jeg sammenblander de hellige og skismatikerne, eftersom han ikke kan påvise sine skismatikere.
8 Tercio, cum confutasset rationem meam, quia scilicet non confirmarentur episcopi Grecie a Romano pontifice, dixit hoc nihil esse, cum nec plebani passim confirmentur a Romano pontifice. (04#16).  (L) For det tredie: Når han gendriver min begrundelse, at nemlig de græske biskopper ikke blev bekræftet af den romerske pave, så siger han, at dette ikke betyder noget, eftersom heller ikke de almindelige præster nogetsteds bekræftes af den romerske pave.
9 Quis non videt, hec perdendi temporis gratia dicta, cum plebani tamen ab episcopis ordinentur? simul hec omnia remitto ad prius dicta de Hieronymi ad Euagrium. (03#14).  (L) Hvem kan ikke se, at han spilder vores tid med den slags udtalelser, eftersom de almindelige præster jo ordineres af biskopperne? Samtidig henfører jeg det til det, jeg før sagde om Hieronymus' brev til Evagrius.
10 Eadem causa et illud toties repetiit de Numidia, cum illi scribantur venisse ad Romam non vocati et accusentur quod venerint, et adhuc d. d. ius ex hoc facto Romano Pontifici divinum tribuit. (L) Den samme sag og det altsammen gentager han om Numidien, eftersom de skriver, at de kommer til Rom uden at være kaldede og anklage dem for, at de kommer, og af den grund tillægger hr doktoren ud fra det, der her er sket, den romerske pave en guddommelig ret. 
11 Sed et illud, quod Epiphanus Cyprius Ioannem Chrysostomum deposuit, non pro iure sed facto accepit, (04#18) et sic vult confutasse, (W286) cum ille egerit secundum statutum Niceni concilii et auctoritatem Cypriani de ordinandis episcopis citra auctoritatem Romani pontificis. (L) Men det, at Epifanus Cyprioten tilsidesætter Johannes Chrysostomus, tager han ikke efter, at det er ret, men efter, at det er sket, og sådan vil han forvirre, eftersom Epifanus handler ifølge det nikænske koncils statutter, og Cyprian mener, han har autoritet til at ordinere biskopper uden nogen autoritet fra den romerske pave.
12 Stat ergo adhuc invicte, quod Romanus Primatus aut non est iure divino formatus aut toties orientalis ecclesie sanctos esse ineternum damnatos. (L) Dette står altså indtil nu ubesejret fast, at enten er det romerske primat ikke dannet ud fra guddommelig ret, eller også er hele den orientalske kirkes hellige i al evighed fordømte. 
13 Illud pretereo, quod prevalentiam portarum inferi interpretatur invalentiam heresum, quod non curo: (04#19) nihilominus non ostendit Grecos fuisse hereticos, cum vulgatum sit, etiam per iura, Grecos non haberi pro hereticis. (05#56).  (L) Det forbigår jeg, at han fortolker helvedes portes overvægt som kætternes ugyldighed, hvilket jeg ikke bekymrer mig om. Ikke desto mindre påviser han ikke, at grækerne var kættere, eftersom det er almindelig kendt, at grækerne, heller ikke juridisk set, regnes for kættere.
14 Transeo et illud Leonis et Armacani, ubi dicit, se sequi intelligentiam antiquorum, accipiendo numerum pro numero, scilicet unius Leonis singularis. Item de confirmatione fratrum Petro commissa nihil dicam: satis dictum est, quum nihil probet nec adhuc confutatum sit. (L) Jeg forbigår også det med Leo og Armacanus, hvor han siger, at han følger de gamles forståelse, idet han godtager antal for antal, nemlig en enkelt Leo. Ligeledes skal jeg heller ikke sige noget om den bekræftelse af brødrene som skulle være foretaget af Peter. Der er sagt nok, og han har endnu ikke bevist noget, eller gendrevet det.
15 Ad rem principalem dicit, se tenuisse ius divinum, quia illud Matthei 16. 'Tu es Petrus' cum sententiis patrum sit sequutus, presertim Ambrosii et Augustini, qui dixerint Petrum esse petram, ausus etiam hoc addere, quod Augustinus non retractaverit. (04#24) (05#74 ).  (L) Hvad hovedsagen angår, siger han, at han holder på den guddommelige ret, for man bør følge fædrenes udlægning af Matt 16,18: 'Du er Petrus', især Ambrosius og Augustin, som siger, at Peter er klippen, og han vover endda her at tilføje, at Augustin ikke har tilbagekaldt det. 
16 Ego postea consulens librum retractionum invenio contrarium: vere enim retractat et dicit Petrum non esse petram, sed confessum esse petram. (04#27) (L) Jeg har bagefter undersøgt Augustins retractiones og fundet det modsatte: Han tilbagekalder virkelig her og siger, at Peter ikke er klippen, men bekendelsen er klippen.
17 Idem hoc dicit in homilia, quam omnes sacerdotes orant in die Petri et Pauli, ubi dicit 'super petram (non 'super te', sed 'super petram'), quam confessus es'.  (L) Det samme siger han i prædikenen, som alle præster beder på Peter og Pauls dag, hvor han siger 'på klippen (ikke 'på dig', men 'på klippen'), som du har bekendt'. 
18 Idem invenio in Ambrosio, quanquam et ipse variet. Ad hoc est simul aurea illi glossa, ut gloriantur, super capitulum 'ita dominus', dicens: 'Et super hanc petram &c.' per hanc dictionem non credo dominum aliud demonstrasse quam hec verba, que Petrus respondit domino cum dixit 'Tu est Christus, filius dei vivi', quia super illo articulo fidei fundata est ecclesia.  (L) Det samme finder jeg hos Ambrosius, skønt også han varierer lidt. Her hører også denne guldfortolkning hjemme, som de praler med, over kapitlet 'ita dominus', hvor han siger: 'Og på denne klippe osv': med dette udsagn tror jeg ikke, Herren han villet vise hen til andet end de ord, hvormed Peter svarede Herren, da han sagde: 'Du er Kristus, den levende Guds søn', fordi på denne trosartikel er kirken grundlagt.
19 Ergo super seipso fundavit Christus ecclesiam. Nihil est ergo, quod gloriatur egregius d. d. dicta patrum a se stare, cum multo fortius inveniantur a me stare: poterat ergo parcere lingue sue et auribus nostris, quando rhetorico boatu exclamavit, me velle unum esse doctiorem omnibus, plus velle intelligere scripturam quam doctores, universitates, concilia et Romanum pontificem, et mirum esset, si mihi soli tam diu occulta veritas revelata esset. (04#28) hoc enim non fuit disputare sed invidiam movere.  (L) Altså grundlagde Kristus kirken på sig selv. Det betyder altså ikke noget, det, som den udmærkede hr doktor praler med, at fædrenes udsagn taler for hans mening, eftersom man finder ud af, at de meget stærkere taler for min mening: Han kan altså godt skåne sin egen tunge og vore ører, når han med et retorisk råb udbryder, at jeg ene mand vil være lærdere end alle, at jeg vil forstå skriften bedre end alle lærde, alle universiteter, konciler og end den romerske pave, og at det er underligt, hvis jeg alene langt om længe har fået åbenbaret en skjult sandhed. Dette er nemlig ikke at disputere, men at røre sin misundelse.
20 Quod vero ridet meam ratiunculam, ubi dixi, lapsam esse ecclesiam negante Petro, si super eum esset edificata, adducens grammatice verbum futuri temporis 'edificabo', quasi post mortem Christi edificata sit ecclesia super Petrum, transeo, quod quisque facile videat quid valeat. (04#31).  (L) Men at han gør grin med min lille fornuftslutning, hvor jeg sagde, at kirken faldt, dengang Peter fornægtede Kristus, hvis den var bygget på ham, og at han tilføjer, at i grammatisk henseende er ordet 'vil jeg bygge' futurum, som om det var efter Kristi død at kirken blev bygget på Peter, forbigår jeg, fordi enhver let kan se, hvad det er værd.
21 nihilominus tamen etiam post spiritumsanctum missum gravissimo scandalo fidei cecidit Petrus Gal: 2. cum redargueretur a Paulo, in quo permansit integra fides et confessio, in Petro quidem fides sed simulatio adversus veritatem euangelii. (05#82)  (L) Ikke desto mindre faldt Peter også efter at Helligånden var sendt i en alvorlig trosskandale ifølge Gal 2,11f, hvor han irettesættes af Paulus, i hvem troen og bekendelsen var forblevet intakt, mens i Peter troen var blevet et hykleri imod evangeliets sandhed.
22 Admitto tamen, quod egregius d. d. hac auctoritate precipue nixus nunc seipsum excludit ab ea, ut sic nihil iuris divini relinquatur ei.  (L) Men jeg går dog med til, at den udmærkede hr doktor, som især støttede sig til dette skriftsted, nu har udelukket sig selv fra det, så at der ikke er levnet nogen guddommelige ret til ham
23 Nam si promissio tantum facta est, eundum est ad locum, ubi exhibita promissio est, (W287) et invenietur illud Iohannis ultimo, ubi non dicit 'Petre, accipe spiritumsanctum', sed equaliter omnibus 'accipite spiritumsanctum: quorum remiseritis &c.' (Joh 20,22). (L) For hvis forjættelsen kun blev givet og er på det samme sted, hvor forjættelsen kan ses, så findes der også dette sted i Johannesevangeliets slutning, hvor Jesus ikke siger: 'Peter, modtag Helligånden', men ligeligt til alle: 'Modtag Helligånden, hvem I forlader osv.'
24 Transeo et illud de Chrisostomos, ubi Petrum honore superiorem fuisse dixi: d. d. confutaturus opposuit 'cum Paulus plus predicavit quam Petrus, plus etiam habebit honoris', quasi ego de multitudine laboris ac non potius de primitate ordinis dixerim. (04#33). Transeo de vertice et symbolico suo capite, que sunt mere verba. (04#34).  (L) Jeg forbigår også det fra Chrysostomus, hvor jeg sagde, at Peter fik den overordnede ære. Hr doktoren gendriver det ved at sige, at 'da Paulus prædikede mere end Peter, havde han også større ære', som om jeg havde talt om arbejdets mangfoldighed og ikke snarere om primatets rækkefølge. Jeg forbigår det om issen og hans symbolske hoved, som kun er en ordstrid.
25 De decretis miratur, me dicere frigidissima decreta et intra cccc annos nata. (04#35) (05#84 ) De cccc annis supersedeo, postea dicturus. Nam non fuit opus, ut docerer ante mille et ducentos, immo cccc annos fuisse decreta, immo fuisse et contentiones de primatu.  (L) Angående dekreterne undrer han sig over, at jeg siger, at det er højst kølige dekreter, som er blevet til indenfor de sidste fire hundrede år. Om de 400 år vil jeg sige noget senere. For der er ikke brug for, at jeg oplyser noget før år 1200, for i 400 år har der været dekreter, i 400 år har der været strid om primatet.
26 Miretur interim ipse d. d. quod auctoritatem Matthei intelligit promissionis verbum esse, non exhibitionis, cum tamen decreta ipsa super idem verbum tanquam exhibitionis penitus nitantur. (n26) Necessarie ergo est aut decreta improprie tractare, etiam auctore d. doctore, aut ipsum errare. (04#36).  (L) Så undrer det også hr doktoren, at Matthæus-skriftstedet skal forstås som et forjættelsesord, ikke som en påstand, eftersom dog dekreterne selv næsten helt støtter sig til dette ord, forstået som en påstand. Altså må det nødvendigvis være sådan, at enten er dekreterne blevet behandlet forkert, også af hr doktoren, eller også tager han fejl.
27 Quod vero non accipit negatum a me decretum Anacleti, et que de sigillatis decretis ibi ludit, transeo: (04#36) nondum enim confutavit, quod idem decretum Cepham interpretatur caput, que inscicia tanto pontifici non est tribuenda, ( 05#87 ) presertim eo tempore, ubi floruerunt lingue et Iudeorum habebatur copia. Sed hoc constat, librum decretorum nondum esse approbatum. (L) Men at han ikke accepterer, at jeg nægter, at dekretet er af Anacletus, og hvordan han leger med beseglede dekreter, forbigår jeg: Han har nemlig endnu ikke gendrevet, at det samme dekret fortolker Kefas som hovedet, men den kejtethed skal ikke tillægges en så stor pave, især på den tid, hvor sprogene blomstrede og der var mange jøder. Men det står fast, at dekretbogen ikke endnu er blevet approberet.
28 Illud etiam graviter insectatus est, quod dixi, plures esse criminatures Bohemorum quam instructores. Utinam mendacium fuissem locutus! Video quidem multa dici et scribi contra eos sed satis infeliciter, quod non nominentur fraterno nomine, quo tamen Paulus Galatas lapsos in perfidiam Iudeorum non dedignatur. (L) Også det angriber han mig alvorligt for, at jeg sagde, at man hellere vil anklage bøhmerne end formane dem. Gid det havde været forkert, hvad jeg sagde! Jeg kan nok se, at meget er sagt og skrevet imod dem, men det er meget ulykkeligt, fordi de ikke har kaldt dem med brodernavn, skønt dog Paulus ikke fratager de galatere, der var faldet i jødernes troløshed, dette navn.
29 Credo ego Bohemos esse homines et blandis sermonibus et concessionibus posse attrahi, qui criminationibus et opprobriis heretici nominis magis indurantur: non est ergo, quod excusemur non esse narrandam fabulam surdo, cum precipiente Paulo instandum sit importune opportune. (2 Tim 4,2). (04#39).  (L) Jeg for mit vedkommende tror, at bøhmerne er mennesker og kan vindes med lokkende tale og indrømmelser, fordi de snarere forhærdes ved beskyldninger og bebrejdelser. Det er altså ikke sådan, at vi kan undskylde os med, at vi ikke vil fortælle historier for en døv, for Paulus indskærper os at stå frem, både når det er belejligt og ubelejligt.
30 De Grecis sanctis sepius diximus. Illud autem tractandum est, quod ad concitandam invidiam multum clamavit, 'horrendum esse omnibus Christi fidelibus, quod contra tam sanctum et laudabile Constanciense concilium non veretur dicere aliquot articulo Huss fuisse Christianissimos et Euangelicos, quos non possit universalis ecclesia damnare'. (04#41).  (L) Om de hellige grækere har vi ofte talt. Men det bør tages op til behandling, at han råber meget for at opægge misundelse, 'det er forfærdeligt for alle Kristi troende, at han ikke undser sig for imod et så helligt og rosværdige Konstanz-koncil at sige, at nogle Huss-artikler var højst kristelige og evangeliske, noget, som dog den universelle kirke ikke kan fordømme'.
31 Respondeo: Inter articulos Huss est et ille 'Una est sancta universalis ecclesia, que est predestinatorum universitas', ( 05#93 ) item alius 'Universalis sancta ecclesia tantum est una, sicut tantum unus est numerus omnium predestinatorum'. ( 05#55 ).  (L) Jeg svarer: Blandt Huss' artikler findes der følgende: 'Én er den hellige universale kirke, som er samfundet af de forudbestemte', ligeledes en anden: 'Den universelle hellige kirke er kun én, ligesom der også kun er ét tal på alle de forudbestemte'. 
32 hii duo non sunt Huss sed Augustini super Iohannem ad verbum prope et repetuntur per magistrum 4. sententiarum de sacramento Eucharistie. Tertius est 'Due nature, divinitas et humanitas, sunt unus Christus'. ( 05#95 ).  (L) disse to er ikke Huss' sætninger, men taget ordret efter Augustin 'over Johannes-evangeliet' og gentaget af Petrus Lombardus i den fjerde sætning om nadverens sakramente. En tredie sætning er 'Skønt Kristus er af to naturer, en guddommelig og en menneskelig, er der dog kun én Kristus'.
33 Hos articulos, credo, confitetur mecum d. (W288) Iohannes Eccius. Quartus 'Divisio immediata humanorum operum est, quod sunt vel virtuosa vel viciosa: quia si homo est viciosus et agit quidquam, tunc agit viciose, et si est virtuosus et agit quidquam, tunc agit virtuose &c.' (L) Disse artikler, tror jeg hr Johannes Eck bekender sammen med mig. En fjerde er: 'Der er den umiddelbare forskel på menneskenes gerninger, at de enten er dydige eller lastefulde: fordi hvis mennesket er lastefuldt og gør ét eller andet, så handler det lastefuldt, og hvis det er dydigt og gør ét eller andet, så handler det dydigt osv.'
34 Iste articulus, ut audivimus precedente hebdomada, triumphantus est per egregium d. d. Carolostadium, ita ut egregius d. d. Iohannes Eccius coactus sit Scotum et Scotistas, Capreolum et Thomistas cum universis sue factionis doctoribus celebrioribus repudiare et ei consentire. ( 05#96 (L) Denne artikel, hørte vi i forrige uge, er bragt til sejr af den udmærkede hr doktor Karlstadt, således at den udmærkede hr doktor Johannes Eck blev tvunget til at opgive Scotus og Scotisterne, Capreolus og Thomisterne sammen med hele sin afdelings mest berømte doktorer og erklære sig enig deri.
35 Proinde que heri in me evomuit, quod essem patronus Bohemorum, (04#42) hereticus pestilentissimus et si qua similia, refero in sinum eius. hic sentit cum Iohanne Huss: quicquid pro se dixerit, pro me contra eius criminationes dictum est.  (L) Dernæst, hvad han idag har udspyet over mig, at jeg er bøhmernes beskytter, en pestbringende kætter og den slags, kaster jeg tilbage i hans skød. Her mener han som Johan Huss, at hvad der kan siges til fordel for ham, det er sagt til fordel for mig imod hans beskyldninger.
36 Illud addo, quod recte dixi Christianissimos et Euangelicos, presertim illum 'Due nature &c.' Quare debuit mihi hoc admittere egregius d. d. quod pro reverentia concilii Constanciensis crederem, hoc et similes articulos non fuisse ibi damnatos, sed ab aliquo impostore intersertos. (05#90 (L) Dertil vil jeg føje, at det var rigtig nok, at jeg kaldte sætningerne højst kristelige og evangeliske, især denne 'Skønt Kristus er af to naturer osv.' Derfor burde den udmærkede hr doktor tilstå mig, at det er på grund af ærefrygt for Konstanz-koncilet, at jeg tror, at denne og lignende artikler ikke blev fordømt dèr, men blev indføjet af én eller anden forstyrrer.
37 Verum contra hec cum ipsummet Concilium dicat, aliquos esse hereticos, aliquos erroneos, aliquos blasphemos, aliquos temerarios, aliquos seditiosos, aliquos piarum aurium offensivos, debuit prius egregius d. d. pro sua prudentia quamlibet in suum ordinem redigere et non contra determinationem concilii omnes in universum hereticos damnare, quos concilium vix temerarios esse voluit. (L) Men når selve koncilet imod dette siger, at nogle af sætningerne er kætterske, andre fejlagtige, andre blasfemiske, andre letsindige, andre oprørske, andre stødende for fromme øren, så burde den udmærkede hr doktor ud fra sin klogskab få lidt orden på sine tanker og ikke imod koncilets bestemmelse fordømme alle sætninger i almindelighed som kætterske, sætninger, som koncilet næppe ville kalde letsindige.
38 Nam potest et ipsa purissima veritas temeritatis, scandali, seditionis, offensionis aurium accusari, sicut Christo contigit, ( 05#98 ) nec ideo falsus est articulus, multo minus hereticus, quia temerarius vel offensivus, et sic patet, quod nimis precipitanter et longe citra modestiam Eccianam hereticus accusatus sum, quem fortassis vix offensivum poterit probare: (L) For selv den reneste sandhed kan beskyldes for letsindighed, forargelse, oprørske, stødende for ørerne, sådan som det viser sig med Kristus, og en artikel er ikke falsk, langt mindre kættersk af den grund, at den er letsindig eller stødende, og således går det til, at jeg altfor hurtigt og langt ud over den eckianske mådeholdenhed er blevet beskyldt for at være kætter, jeg, som han måske næppe kan bevise har været til forargelse:
39 immo cum ad eum non pertineat prorsus de articulis istis iudicare, qui erronei, qui heretici, qui temerarii, clarum patet, quam inique et temere me hereticum et pessimo nomine accusat.  (L) ja, eftersom det slet ikke tilkommer ham at dømme om disse artikler, hvilke der er fejlagtige, hvilke kætterske, hvilke letsindige, så bliver det klart, hvor uretfærdigt og letsindigt det er, når han beskylder mig for at være kætter og altså bruger den værste betegnelse om mig.
40 Proinde non esse de necessitate salutis, Romanam ecclesiam esse superiorem aliis, nondum convincitur esse articulus hereticus, etiam si inter hereticos numeretur. (L) Og desforuden er det ikke af nødvendighed for frelsen at hævde, at den romerske kirke er overordnet de andre, og det er aldrig blevet bevist, at det er en kættersk artikel, heller ikke selv om den opregnes blandt de kætterske.
41 Quod autem raciocinatur Augustini exemplo 'Si ullum mendatium in concilio admittatur, vacillabit universa auctoritas concilii', infelix similitudo est. (04#42).  (L) Men hvad han slutter sig frem til ud fra Augustins eksempel, at 'hvis der tillades nogen løgn i koncilet, så vakler hele koncilets autoritet', det er en uheldig sammenligning.
42 Augustinus de scripturis divinis ratiocinatur, que est verbum dei infallibile, concilium vero creatura istius verbi: ideo iniuria verbo dei fit per hanc comparationem, cum concessum sit, Concilium posse errare, ut notat Panormitanus in capi: significasti. ( 05#98 ).  (L) Augustin slutter sig til det om den guddommelige skrift, som er Guds ufejlbarlige ord, men et koncil er dette ords skabning: Derfor gøres der uret mod Guds ord gennem denne sammenligning, eftersom det er indrømmet, at et koncil kan tage fejl, som Panormitanus bemærker det i kapitlet 'significasti'.
43 Transeo illud de essentie divine generatione, quia nihil ad propositum. (04#44).  (L) Jeg forbigår dette med essensen, der frembringer noget guddommeligt, fordi det ikke har noget med sagen at gøre.
44 Ad Augustinum, qui excepta scriptura omnium scripta cum iuditio iubet legere, dicit egregius d. d. non esse exclusa per eum decreta Romani pontificis et conciliorum. (04#45) Hoc dicitur, sed non probatur. quin solutionem (W289) meam confirmo auctoritate Pauli ad Thessalonicenses: Omnia probate, quod bonum est tenete. (1 Thess 5,21). Romanus pontifex et concilia sunt homines: ergo probandi sunt et sic tenendi, nec eximendi ab hac regula apostolica. (L) Så til Augustin, som befaler os at læse alle skrifter undtagen skriften med bedømmelse! Her siger den udmærkede hr doktor, at den romerske paves og koncilernes dekreter ikke er udelukket af ham. Han siger det, men beviser det ikke. Og så vil jeg bekræfte min tese med et skriftsted fra Paulus' brev til Thessalonikerne: 'prøv alt, hold fast ved det gode'. Den romerske pave og koncilerne er mennesker: Altså skal de anerkendes og fastholdes som sådanne, og ikke undtages fra denne apostoliske regel.
45 Quod per me adductum capitulum 'significasti' dicit se non meminisse et dominos Iuristas monet, ut non pessundent leges pontificas, (04#45) quod et ipsum valet ad concitandam invidiam mihi, Nec per hoc pessundantur leges pontificie, si eis preferantur leges divine: quod cum faciunt domini Iuriste, pessime faciunt theologi, qui in hac re etiam resistunt optimis Iuristis. (L) Det kapitel 'significasti', som jeg har fremdraget, siger han, han ikke kan huske, og han formaner de herrer jurister til ikke at få de pavelige love til at gå til bunds, hvilket han i sig selv bedømmer til at opvække misundelse hos mig. Men de får ikke de pavelige love til at gå til bunds af den grund, at de foretrækker de guddommelige love fremfor dem; for hvis de herrer jurister gør det, gør teologerne noget langt værre, når de i den sag modstår selv de bedste jurister.
46 Platynam per me allegatum dicit non esse plus quam Romanum pontificem, (04#46) Augustinum, Cyprianum, quasi per Augustinum et Cyprianum aut summum pontificem iam probaverit primatum, qui toties iure divino se probaturum promisit nec nisi decreta frigidissima exhibuit et aliquot patrum false intellectas auctoritates. Platyne nihil tribuo, sed historie que est mater veritatis, quam scribit Platyna. (06#60).  (L) Platyna, som jeg har henvist til, siger han, er ikke større end den romerske pave, Augustin eller Cyprian, som om han nu vil bevise primatet ved hjælp af Augustin, Cyprian eller paven, og skønt han havde lovet, at han helt igennem ville bevise, at det var af guddommelig ret, så har han dog ikke fremlagt andet end yderst uduelige dekreter og nogle udsagn fra fædrene, som han har forstået forkert. Jeg lægger ikke vægt på Platyna, men på den historie, som Platyna fortæller, for historien er moder til sandheden.
47 Quod de constitutionibus dicit, transeo. (04#46).  (L) Hvad han siger om konstitutionerne, forbigår jeg.
48 Tandem fatetur, Grecos sanctos non esse damnatos sed solum schismaticos. (04#47) hoc nihil est ad propositum: neque ego enim unquam respondi de schismatis Grecis sed de sanctis, presertim Niceni concilii, sicut nec credo ipsum sentire de schismatis latinis, quando de Romana ecclesia loquitur. (L) Endelig indrømmer han, at de hellige grækere ikke er fordømte, men kun skismatikere. Dette har ikke noget med sagen at gøre. Ejheller har jeg nemlig nogensinde tale om de skismatiske grækere, kun om de hellige, især dem fra Nikæa-koncilet, sådan som jeg heller ikke tror, at han vil mene de skismatiske latinere, når han taler om den romerske kirke.
49 Gregorium a me inductum dicit esse sequendum secundum sensum, non secundum corticem verborum, et sic satis est confutata mea responsio: sufficiunt enim sola verba Ecciana. (04#50).  (L) Gregor siger han blev indført af mig ikke fordi jeg ville følge hans mening, men fordi jeg ville følge hans ords ydre, og således blev mit svar tilstrækkeligt gendrevet: Det er nemlig nok med Ecks ord.
50 Quod autem induxit 2. q. 6. ca: decreto, ubi scribit idem Gregorius, alios episcopos preterquam Romanum in partem vocatos sollicitudinis, non in plenitudinem potestatis, (04#51) debuit d. d. ostendere, quod omnes episcopos intellexerit per orbem et non solum Occidentalis ecclesie episcopos, quod si quammaxime faceret, non ideo probatur ex iure divino: Gregorius homo est, eoque minus probatur, quo multo in pluribus locis diversum sentit, ut magis sit mihi ius dicendi d. doctori, ut ipse sensum et non corticem in suis adductis sequatur aut primum eundem sibi conciliet. (L) Men når han indfører kanon 2, spørgsmål 6, kapitlet 'decreto', hvor den selvsamme Gregor skriver, at de andre biskopper, bortset fra den romerske, var kaldet i retning af bekymring, ikke til magtfuldkommenhed, så burde hr doktoren vise, at han derved forstår alle biskopper i verden og ikke blot den vestlige kirkes biskopper, men selv om det blev gjort i højeste grad, var det ikke derfor bevist, at det var ud fra guddommelig ret. Gregor var et menneske, og så meget mindre bevises det, som han mente noget forskelligt på mange steder, så at dette snarere gav mig ret til at sige til hr doktoren, at han selv skal følge meningen og ikke ordenes ydre i de udsagn, han drager frem, eller først rådføre sig med dem.
51 Ultimum, quando ego contra egregium d. d. induxi Paulum 1 Corint: 3. quod fundamentum aliud nemo ponere potest preter id quod positum est, quod est Ihesus Christus, dixit, etiam tribuendum vicario Christi: (04#29) ( 05#101 ) ergo oportet sic dicere 'Nemo aliud fundamentum ponere potest preter id quod positum est, quod est Romanus pontifex', et sic resistendum erit evidentissime auctoritati Pauli, aut revocandum, quod hec non sint tribuenda vicario Christi.  (L) Til sidst, når jeg imod den udmærkede hr doktor indførte Paulus (1 Kor 3,11), at 'ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, som er Jesus Kristus', så sagde han, at dette også måtte tillægges Kristi vikar. Altså burde man sige således: 'Ingen kan lægge nogen anden grundvold end den, der er lagt, som er den romerske pave', og således vil det være soleklart, at han modsætter sig Paulus' autoritet, eller han må tilbagekalde påstanden, at dette skal tillægges Kristi vikar.
52 Similiter illud Gala: 2. ubi dixit Paulus: qui videbantur (loquitur de Petro, Iacobo et Iohanne), quales aliquando fuerint, nihil mea refert, Deus enim personam hominis non accipit. Ibi Paulus evidentissime dicit, Petri magnitudinem et qualitatem nihil referre, nec eam accipi a deo. (L) På lignende måde med Gal 2,6, hvor Paulus siger: 'De, der synes at være noget, (han taler om Peter, Jacob og Johannes) angår mig ikke, for hos Gud er der ikke personsanseelse'. Her siger Paulus udtrykkeligt, at Peters vigtighed og kvalitet ikke angår ham, og ikke modtages hos Gud.
53 Si autem (W290) est de iure divino, certissimum est Paulum hic mentiri: nam quod ius divinum est, omnino accipitur a deo et multum refert. Ideoque ista auctoritas Pauli cogit, primitatem unius hominis Episcopi non esse de iure divino, et ideo revocandum, quod d. d. dixit de iure divino, cum apparenter contradicat apostolo hic: sic dico, quod, nisi d. d. egregius suam sententiam mutarit tanquam evidentissime contrariam Paulo, non sim eum habiturus pro catholico. (L) Men hvis Peter har sin myndighed ud fra guddommelig ret, er det givet, at Paulus her lyver. For hvad der er af guddommelig ret, modtages i det hele taget af Gud og betyder meget. Derfor tvinger dette Paulus-udsagn os til at sige, at dette, at primatet skal tilhøre et enkelt menneske, en biskop, ikke er efter guddommelig ret, og derfor må hr doktoren tilbagekalde, hvad han sagde om den guddommelige ret, fordi det åbenlyst modsiger apostelens udsagn her. Det siger jeg, at hvis den udmærkede hr doktor ikke ændrer sin opfattelse, så den ikke mere åbenlyst er den modsatte af Paulus', så kan jeg ikke regne ham for katolsk.
54 Hec satis sint de mea responsione ad obiecta d. d. Iohannis Eccii super propositione terciadecima de potestate et primatu Summi pontificis, que relinquo iudicio Iudicum et omnium lectorem. (L) Lad dette være nok som svar på Johannes Ecks indvendinger mod den trettende proposition om pavens magt og primat; jeg overlader det herved til dommernes og alle læsernes bedømmelse.
55 Eccius.

Cum reverendus pater mihi improperet, quod iudicis occupaverim officium, nihil ad rem: sum disputator, neque hereticum dixi, sed dicta sua hereticis et maxime Bohemis favere et patrocinari, potissimum cum illud horrendum dicere auderet, aliquos articulos Iohannis Huss per concilium sacrum Constanciensee reprobatos esse Christianissimos et Euangelicos. Ad rem potius descendamus. Duos heri protulit huiusmodi articulos, (04#3) hodie aliquos addidit: ( 05#31 ) de quibus infra.

Eck.

At den ærværdige fader bebrejder mig, at jeg har indtaget dommerens embede, kommer mig ikke ved: jeg disputerer, og jeg har heller ikke kaldt ham kætter, men sagt, at hans udsagn er til gunst for og i høj grad beskytter de bøhmiske kættere, især når han vover at sige dette forfærdelige, at nogle af Johannes Huss' artikler, som blev forkastet af koncilet i Konstanz, er højst kristelige og evangeliske. Men lad os tage fat på sagen. Igår fremførte han to artikler af den slags, i dag tilføjer han to andre. Herom senere!

56 Quod vero ad Grecos attinet, mirum quo studio reverendus pater eos defendit, quos fuisse bonos asserit etiam in excidio Constantinopolitano, qui deinde in Italiam venerint: oportere me ostendere et nominare, qui fuerint Greci schismatici et heretici. (05#13).  (E) Men når han omtaler grækerne, er det mærkeligt, med hvilke iven den ærværdige fader forsvarer dem; han forsikrer, at de var gode også, da Konstantinopel blev ødelagt, og de derefter kom til Italien. Jeg bør påvise og benævne dem, der var græske skismatikere og kættere, mener han.
57 Miror, quod reverendus pater in sua epistola (WA II, 159) obiicit mihi historiarum ignorantiam et ipse hoc loco nolit scire quod tota novit ecclesia. Nonne schismaticus fuit Nestorius, non Macedonius, Euthices, Achacius, Iohannes Constantinopolitanus et longo tempore in schismate perseverantes sub Eugenio 4. in concilio Florentino obedientiam fecerunt ecclesie, quamvis pro pertinaci perfidia statim ad vomitum redierint? (n57).  (E) Jeg undrer mig over, at den ærværdige fader, som i sit brev bebrejder mig uvidenhed om historien og dog selv her ikke vil vide, hvad hele kirken véd. Mon ikke Nestorius var skismatiker, og Makedonius, Eutikes, Achacius, Johannes Konstantinopolitaneren og de var igennem lang tid stædige i deres skisma, indtil de på koncilet i Florens under Eugenius den fjerde viste lydighed mod kirken, selv om de i stædig troløshed straks gik tilbage til deres bræk?
58 Alioquin si Greci non fuissent schismatici et heretici, non haberemus decisionem de summa fide catholica contra Grecos, vel forte reverendus pater ignorat Thomam edidisse librum de erroribus Grecorum. (E) Ellers, hvis grækerne ikke havde været skismatikere og kættere, så ville vi ikke have bestemmelsen om summen af den katolske tro imod grækerne, men den ærværdige fader er måske uvidende om, at Thomas har udgive en bog om grækernes fejl.
59 Addo, quia induxit iam sepius, ecclesiam orientalem non fuisse subiectam Romano pontifici et Epiphanium Cyprium repulisse sanctum Chrysostomum ab episcopatu, quod bene factum dicit reverendus pater auctoritate Niceni Concilii et Cypriani. (06#76) sed cecidit in foveam quam fecit, quoniam s. Chrysostomus odio imperatricis fuit deiectus et hereticus Arrianus substitutus. (06#12 (E) Jeg tilføjer, fordi han allerede ofte har fremført det, at den orientalske kirke ikke var underlagt den romerske pave, og at Epifanius Cyprioten forkastede den hellige Chrysostomus fra episkopatet, hvilket den ærværdige fader med det nikænske koncils og Cyprians autoritet siger var godt gjort. Men han falder selv i den fælde, han har lavet, for den hellige Chrysostomus blev på grund af kejserindens had forkastet og kætteren Arianus indsat i stedet.
60 Quem summus pontifex Iulius mandavit recedere et Iohannem Chrisostomum restituit. Quod dum factum non esset, Iulius papa Iohannem Chrysostomum restitui precepit et imperatorem excommunicavit. (06#14).  (E) Ham befalede pave Julius, at man skulle genindsætte og han oprejste Johannes Chrysostomus. Men da det ikke skete, begyndte pave Julius at oprejse Johannes Chrysostomus og exkommunikerede kejseren.
61 Ita et contra alios Episcopos hereticos processit, ut non semel sed decies Grecos ad obedientia Romane ecclesie recessisse (W291) historie tradant. Eat nunc Reverendus pater et dicat, Romanum pontificem de ecclesiis orientalibus non disposuisse, vel iustificet tam sancti patris Chrysostomi repulsam. (E) Således gik han også frem overfor andre kætterske biskopper, og ikke én, men ti gange fortæller historien, at grækerne vendte tilbage til lydighed mod den romerske kirke. Lad nu den ærværdige fader komme og sige, at den romerske pave ikke har truffet bestemmelser over den orientalske kirke, eller lad ham retfærdiggøre, at han har forkastet en så hellig fader som Chrysostomus.
62 Tertio de Nicena Synodo, quam ex historia ecclesiastica lib: 10. adduxit, si ista est constitutio, quam in sua voluit conclusione, bona est, inquam, sed ad propositum frigida. Iam Synodus nulla, etiam eo tempore, legittima arbitrabatur, que non foret auctoritate Romani pontificis congregata.  (E) For det tredie om den nikænske synode, som han har taget fra den kirkelige historie, bog 10; hvis det er den konstitution, han vil have i sin konklusion, er det godt, siger jeg, men som en proposition er det uegnet. Men jeg tror ikke, at synoden, heller ikke på den tid, var legitim, fordi den ikke blev forsamlet med den romerske paves godkendelse.
63 Ita Leo, ita Marcellus, ita Iulius, sancti, non frigidi pape, sanxerunt, circa idem tempus viventes. Constitutiones eorum leguntur dist: 17. can: Synodum, et sequentibus.  (E) Således godkendte Leo, Marcellus og Julius den, de var hellige mænd, ikke uduelige paver. De levede omkring ved den tid. Deres bestemmelser kan læses distinktion 17. kanon, 'synodum' og de følgende kapitler.
64 Unde, quod Patriarche Hierosolymitano prerogativam honoris dederunt, sed non primatum totius ecclesie, hoc debebat probare dominus pater. Sexta autem Synodus expresse primam sedem dat Romane ecclesie, que transumitur 22. dist. (06#16) Quod et Leo papa contra Imperatorem Michaelem et beatus Gregorius contra Iohannem Constantinopolitanum et Mauricium imperatorem obtinuit. (E) Deraf kom det, at de gav patriarken af Jerusalem den førststemmendes ære, men de gav ham ikke hele kirkens primat, og det var det, hr faderen skulle bevise. Men den sjette synode gav udtrykkeligt den romerske kirke førstesædet, hvilket fremgår af den 22. distinktion. Hvor man kan se, at Leo opnåede pavemagten imod kejser Michael, og at den salige Gregor opnåede den imod Johannes Constantinopolitaneren og kejser Mauricius.
65 Unde hoc loco id quoque excutiam de beato Gregorio, quem ita inducit, ut primatum reiecerit, (06#17) quod constat esse falsissimum, cum Platyne tantum tribuat, qui sic de Gregorio sancto scribit: Preterea vero cum Iohannes Constantinopolitanus episcopus habita Grecorum synodo seipsum icumenicum, id est universalem, patriarcham creasset, monuissetque Gregorium Mauricius, ut Ioanni obtemperaret, respondit homo constantis ingenii et fidei, potestatem ligandi atque solvendi Petro traditam eiusque successoribus, non episcopis Constantinopolitanis, proinde desineret iram dei in se concitare. (E) Derfor er der på dette sted også den undskyldning for den salige Gregor, hvem han indfører som én, der afviser primatet, hvilket kan konstateres at være falsk, eftersom han kun tillægger Platyna det; han skriver om den hellige Gregor således: Men forøvrigt blev der, da Johannes Konstantinopolitanus var biskop, afholdt en synode blandt grækerne, som kaldte sig selv økumenisk, det vil sige, universel, og den kreerede patriarker, den formanede Gregor Mauricius, at han skulle adlyde Johannes, og da svarede et menneske enfoldigt i gemyt og tro, at magten til at binde og løse var overgivet til Peter og hans efterfølgere, ikke til de konstantinopolitanske biskopper, derfor skulle han ophøre med at opvække Guds vrede imod sig.
66 Ex quo constat, Gregorium, sine dubio sanctum et humilem patrem, primatum non solum non reiecisse, sed etiam asseruisse contra imperatorem et episcopum Constantinopolitanum. Unde ego nolo tam sancto patri imponere, quod reverendus pater ut sui minime constans, quod contraria et pugnantia dixerit Gregorius, sed universalem se esse episcopum negavit ad sensum datum in priori disputatione, et tamen primatum obtinuit. (E) Heraf fremgår det klart, at Gregor, der uden tvivl var en hellig og ydmyg fader, ikke blot ikke afslog primatet, men også fastholdt det imod kejseren og den konstantinopolitanske biskop. Og derfor vil jeg i det mindste ikke sige en så hellig fader på, som den ærværdige fader næsten altid gør, at han, Gregor, har sagt noget modsigende og sig selv bekæmpende, men nægtet at være den universelle biskop i den betydning, ordet fik i den første disputation, og dog opnåede primatet. 
67 Quod autem semper iste fuerit mos, etiam tempore concilii Niceni observatus, liquet ex epistola 92. Augustini et coepiscoporum ad Innocentium primum, ubi inquiunt: Quia te dominus gratie sue precipuo munere in sede apostolica collocavit talemque nostris temporibus prestitit, magnis periculis infirmorum membrorum Christi pastoralem diligentiam, quesumus, adhibere digneris. (06#18).  (E) Men at den skik altid havde været overholdt, også på det nikænske koncils tid, det kan ses af Augustins 92. brev, som han skriver til Innocens den første sammen med sine medbiskopper. Her siger de: Fordi Herren i sin nåde indsatte en særlig opgave i det apostolske sæde og satte en sådan i spidsen i vor tid, til pastoral omsorg for Kristi svage lemmer, som er i stor fare, beder vi dig, at du vil værdiges at holde fast ved denne opgave.
68 Respondet papa in epistola sequenti: Diligenter ergo et congrue apostolici honoris consulitis fastigium, honoris, inquam, illius, quem preter ille, que sunt extrinseca, sollicitudo manet omnium ecclesiarum super anxiis rebus, que sit tenenda sententia, antique scilicet regule formam sequuti. (E) Paven svarede i det følgende brev: Omhyggeligt og i overensstemmelse med den apostoliske ære har I rådspurgt den højeste, æren, siger jeg, hos ham, som udover den ære, som er udvendig, til stadighed har omsorg for alle kirkerne angående alle ængstende ting, og denne mening skal man holde sig til, så følger man nemlig den gamle regels form.
69 Quid expressius dici possit (W292) tempore Augustini papam habuisse sollicitudinem de omnibus ecclesiis, et quod tunc non incepit, sed sit forma antique regule? (E) Hvordan kan det siges tydeligere, at på Augustins tid havde paven omsorg for alle kirkerne, og at det ikke var begyndt dengang, men var en gammel regels form?
70 Deinde venit reverendus pater cum cuo Hercule, hoc est ratione illa viginti annorum, ubi ecclesia fuerit ante Romanam. ( 05#7 ) (06#19) Respondeo, verum esse Christum in Euangelio non expressise Romanam ecclesiam, sed Petrum principem apostolorum constitutum.  (E) Derefter kommer den ærværdige fader med sin Hercules, det vil sige, overvejelsen om de 20 år, hvor kirken eksisterede, før den kom til Rom. Jeg svarer, at det er sandt, at Kristus i evangeliet ikke udtrykkeligt indsætter den romerske kirke, men Peter som overhoved for apostlene.
71 Unde quia Petrus, cuius erat principatus, iubente domino transtulit sedem ab Antiochia ad Romam. quare tunc non iure humano, sed iussu dei facta est prima, iure prius a beato Petro habito, ut testatur Marcellus, sanctus martyr et papa, ca: Rogamus, 24. q. 1: Licet prima sedes in Antiochia fuerit, posterius iubente domino Romam translata est.  (E) Derfor førte Peter, som havde førstestillingen, på Herrens befaling, sædet fra Antiokia til Rom, men det skete dengang ikke ifølge menneskelig lov, men ved en Guds befaling, som var gjort forud, en ret, som den salige Peter først havde, sådan som Marcellus, hellig martyr og pave, bevidner i kapitlet 'Rogamus' 24, spørgsmål 1: Lad være, at det første sæde var i Antiokia, bagefter blev det på Herrens befalng flyttet til Rom.
72 Quis enim ita desipit, ut primatum velit loco affigere? sed hec est sanctorum patrum sententia, quia iure divino Petrus constitutus sit Christi vicarius, et omnes successores, quales sunt Romani pontifices, ubi locorum fuerint, sunt vicarii Christi. Romanus rex vel imperator non est vel ob hoc Rome.  (E) Hvem er nemlig så gal, at han vil hæfte primatet til et sted? Men dette er de hellige fædres mening, at Peter og alle hans efterfølgere, som er de romerske paver, efter guddommelig ret er indsat som Kristi stedfortræder; hvor de er, der er Kristi stedfortrædere. Den romerske konge eller kejser hører af den grund heller ikke hjemme i Rom.
73 Ita videtur sensisse beatus Augustinus contra Manicheos. Palam est, inquit, quod in re dubia ad certitudinem fidei valeat auctoritas ecclesie catholice, que ab ipsis fundatissimis apostolorum sedibus usque ad hodiernam diem succedentium sibimet et episcoporum serie et populi consensu firmatur. Quare in epistolis catalogum refert beatus Augustinus Romanorum pontificum. (06#20).  (E) Sådan synes den salige Augustin at mene imod manikæerne. Det er åbenlyst, siger han, at i en tvivlsom sag gælder den katolske kirkes autoritet til troens sikkerhed, den kirke, som fra sine grundlæggende apostelsæder indtil den dag i dag står fast ved sin række af efterfølgere og biskopper og ved folkets tilslutning. Derfor gengiver Augustin også i sine breve et katalog over de romerske paver.
74 Hec de preambulis.

Nunc ad principale.

Responsurus reverendus pater inductis per me (dixi enim, Petrum iure divino ceteris apostolis prelatum, Matthei 16. allegavi Hieronymum, Bernhardum, Leonem et Cyprianum, ad quos nihil respondit, quamvis manu sua in suo libro fateatur beatum Cyprianum sensisse ecclesiam fundatam supra petram: sed ausus fuit addere, quod beatus Cyprianus ibi fallatur) ad Augustinum nisus est respondere: ( 05#15 ). (06#22). 

(E) Dette om indledningen.

Nu til hovedsagen.

Den ærværdige fader skulle svare på det, der var fremført af mig (jeg sagde nemlig, at Peter ifølge guddommelig ret var de øvrige apostles overhoved, Matt 16, og jeg henviste til Hieronymus, Bernhard, Leo og Cyprian, hvortil han intet svarede, endskønt han med egen hånd i sin bog indrømmer, at den salige Cyprian mente, at kirken var grundlagt på klippen. Men han vovede at tilføje, at den salige Cyprian tog fejl her) men han støttede sig kun til Augustin i sit svar.

75 nam de Cypriano est indubitatum, qui alia epistola ad Cornelium 8. Romanam ecclesiam vocat matricem et radicam aliarum. Impingit mihi, quod dictum citaverim ab Augustino retractatum. Lectoris iudicium obscurare nequit reverendus pater: nam adeo eum sue prioris sententie non penitet, ut etiam pro firmamento beatum Ambrosium introducat. sed quod ab initio induxi, testatur Augustinus, se per petram etiam exposuisse Christum, neutram retractans sententiam, neutram etiam preeligendo subdit: Harum autem sententiarum que sit probabilior, eligat lector. (E) For om Cyprian er det ubetvivleligt, at han i andre otte breve til Cornelius kalder den romerske kirke forbillede og rod for de andre. Han pådutter mig, at jeg har citeret et udsagn fra Augustin, som han senere trak tilbage. Men den ærværdige fader kan ikke fordunkle læserens dom: for af den grund fortryder han ikke sin første mening, at han også indfører den salige Ambrosius som grundlag. Men hvad jeg har fremført fra begyndelsen, det bevidner Augustin: han har med klippen også villet forstå Kristus, og trækker hverken sin mening tilbage eller lader folk selv vælge. Hvilken af disse opfattelser der er den mest sandsynlige, lad læseren vælge det. 
76 Augustinus diffinire non audet, et reverendus pater unam sententiam vult reiicere tot sanctis patribus acceptam et eam suo arbitrio acceptare. Unde Augustinum non admitto in 9. capite dixisse contraria vel adversa, sed diversa, quoniam ambas amplectatur sententias, quoniam petra est Christus (W293) et Petrus fuit petra. Quare maneo cum Ambrosio, Hieronymo, Cypriano, Bernhardo et aliis, sacris conciliis ac decretis. (E) Han vover ikke at opdele Augustin, og den ærværdige fader vil forkaste én sætning, som er forstået af så mange hellige fædre og forstå den på sin egen måde. Derfor går jeg ikke med til, at Augustin i det niende kapitel har sagt det modsatte eller noget modsat, han har sagt noget forskelligt derfra, så man kan godtage begge sætninger, både når klippen er Kristus og når Peter er klippen. Derfor forbliver jeg enig med Ambrosius, Hieronymus, Cyprian, Bernhard og andre, samt de hellige konciler og dekreter.
77 Secundo. Cum ab ostiaria sumpsisset argumentum reverendus pater, meam sententiam debellaturus, iussi eum, ut grammatica ratione verba Christi melius ponderaret. omnium enim consensu Matth: 16. 'super hanc petram edificabo' et 'tibi dabo &c.' Christus promisit Petro, non tunc dedit: sed dimittens Grammaticam suam, quam dixit tamen plus valere ad Theologiam reliquis partibus philosophie, opponit, quare tunc decreta fundent se in illo loco Matth. 16. et ipse me fundarim, a qua iam recedo. (05#22).  (E) For det andet. Eftersom den ærværdige fader fra begivenheden med dørvogtersken har taget et argument, der skal kæmpe imod min opfattelse, har jeg sagt til ham, at den grammatiske betydning af Kristi ord skal vægtes højere. Alle er nemlig enige om, at i Matt 16,18: 'På denne klippe vil jeg bygge' og 'dig vil jeg give, osv' forjætter Kristus noget til Peter, men han giver ham det ikke. Men han forlader sin grammatik, som han ellers har sagt er mere værdifuld i teologien end filosofiens afdeling, og indvender, at fordi disse dekreter grunder sig på dette sted, Matt 16,18, og jeg også har grundet min opfattelse derpå, så må jeg nu vige derfra. 
78 Respondeo: Quia Christus est via, veritas et vita, ideo indubitate credendum est, eum prestitisse Petro quod fuerat pollicitus. Quare decreta recte argumentantur ab illo loco, ubi Christus promisit: sed primo post resurrectionem prestitit. (E) Jeg svarer: Eftersom Kristus er vejen, sandheden og livet, må man ubetvivleligt tro, at han kan give Peter, hvad han har lovet ham. Derfor argumenterer dekreterne ret ud fra dette sted, at det er noget, Kristus giver løfte om. Men først efter opstandelsen opfylder han løftet. 
79 Sed tacite obiicit, Christum non solum Petro, sed omnibus apostolis hoc prestitisse dicendo: Accipite spiritum sanctum, quorum remiseritis &c. (Joh 20,22f). Noluit reverendus pater exprimere, ubi promissum principatum Petro dederit. nam in hoc conveniunt doctores, in cena Christum discipulos fecisse sacerdotes dando eis potestatem supra corpus Christi verum dicens: hoc facite in meam commemorationen Lu: 22. et deinde in die Resurrectionis dedisse potestatem supra corpus mysticum: Accipite spiritum sanctum. (E) Men han indvender mellem linierne, at Kristus ikke blot har givet dette til Peter, men til alle apostlene, når han siger: Modtag Helligånden, den, I forlader osv. Men den ærværdige fader vil ikke forklare, hvor han giver dem den førstestilling, der er forjættet Peter. For det er de lærde enige om, at ved nadverindstiftelsen gjorde Kristus disciplene til præster ved at give dem magt over Kristi sande legeme, idet han sagde: Gør dette til min ihukommelse (Luk 22,19), og dernæst gav han dem på opstandelsesdagen magt over hans mystiske legeme: Modtage Helligånden. (Joh 20,22).
80 Sed primatum et prelaturum totius ecclesie promisit Petro: pasce oves meas, Iohannis ultimo. Hoc Gregorius, Chrysostomus et alii sancti patres testantur, ait enim Chrysostomus: Eximius apostolorum erat Petrus et os discipulorum, vertex collegii, unde et negatione deleta promittit prelationem fratrum, et Homilia 8. de penitentia: (06#31) Sed eadem nocte Petrus lapsus est et resurrexit: post illum tam gravem casum rursum eum ad priorem gradum duxit penitentia et ei per totum orbem terrarum ecclesie presidentiam tradidit.  (E) Men primatet og myndigheden over hele kirken forjættede han Peter: Vogt mine får, (Joh 21,17). Dette bevidner Gregor, Chrysostomus og andre hellige fædre; Chrysostomus siger nemlig: 'Peter var udvalgt fremfor apostlene og var disciplenes mund, samfundets leder, hvorfor også han ved den tilgivne fornægtelse forjætter myndighed over brødrene'. Og i den ottende prædiken over boden siger han: 'Men den samme nat, da Peter faldt, blev han også oprejst; efter dette meget alvorlige fald førte boden ham atter til den første grad og gav ham myndighed over alle jordens kirker'.
81 Sic glossa 1. Petri 5. 'pascite, qui in vobis est', ait: sicut dominus soli Petro totius gregis curam habere commisit &c. quare prius promissum Christus tunc prestitit. Sicut et beatus Gregorius consentit: Cura totius ecclesie et principatus Petro committitur, scilicet 'pasce oves meas'. Quod si coram non monstrassem, ubi Christus dedisset, veritas tamen mentiri non poterit, et multa sunt facta que non sunt scripta, ut eleganter docet Alexander 3. cap: cum Marthe &c. (E) Sådan siger han i en fortolkning til 1 Pet 5,2: 'Vogt dem, der er hos jer': 'Ligesom Herren alene overlod det til Peter at have omsorg for hele hjorden, osv', for det, Kristus tidligere havde lovet, det opfyldte han nu. Det er den salige Gregor enig i: Omsorgen for hele kirken og lederskabet blev tildelt Peter, Jesus sagde nemlig til ham: Vogt mine får. Og hvis jeg ikke har demonstreret det åbenlyst, hvor Kristus gav ham det, så kan dog sandheden ikke lyve, og meget er sket, som ikke er nedskrevet, sådan som Alexander den tredie elegant lærer i kapitlet 'cum Marthe' osv. 
82 Sed iterum opponit reverendus pater, quia post spiritus sancti missionem adhuc Petrus peccaverit (et satis magnificavit peccatum Petri), sicut scribitur ad Gala. 2. (05#21) (06#32). Quamvis dissensio fuerit primo inter apostolos Petrum et Paulum, deinde inter ecclesie doctores Hieronymum et Augustinum, tamen non possum in hanc adduci sententiam, ut aliquis apostolorum post missionem spiritus sancti ceciderit in aliquod peccatum mortale, sicut illud de sanctificatis in (W294) utero etiam non admittitur. (E) Men atter opponerer den ærværdige fader, for efter udsendelsen af Helligånden har Peter endnu en gang syndet (og han forstørrer temmelig meget Peters synd), sådan som det skrives i Gal 2,11ff. Endskønt der var en uenighed mellem først apostlene Peter og Paulus, og senere mellem kirkens lærde, Hieronymus og Augustin, så kan jeg dog ikke blive overbevist om den sætning, at nogen af apostlene efter udsendelsen af Helligånden faldt i nogen dødssynd, sådan som dette at være helliget fra moders liv heller ikke ville tillade.
83 At illud preter institutum. Dato tamen et minime concesso, quod s. Petrus in simulatione sua peccasset mortaliter, adhuc manisset petra et caput ecclesie, (06#34) nisi reverendus pater velit et hunc articilum Hussiticum defendere, quod non credo, 'Nullus est dominus civilis, nullus prelatus, nullus episcopus in peccato mortali', quod summam faceret Christiane religionis incertitudinem. (E) Men dette ligger ud over det fastsatte. Dog lad det så være antaget og i det mindste indrømmet, at sankt Peter i sit hykleri syndede dødeligt, derfor ville han forblive klippe og hoved for kirken, medmindre den ærværdige fader også vil forsvare denne hussitiske sætning, hvilket jeg ikke tror: 'Der er ingen øvrighedsperson, ingen prælat, ingen biskop, som synder dødeligt', hvilket ville give den kristne religion den højeste grad af usikkerhed.
84 Quarto, de decretis apud eum frigidissimis hoc dico, (05#25) toties in ecclesia summorum pontificum constitutiones in materia fidei receptas et, quod plus est, olim Romanus pontifex episcopum non confirmabat, nisi mitteret schedam protestationis fidei, in qua profitebatur se credere Euangelia, quattuor Concilia, Synodos legittimas et decreta summorum pontificum. (06#35).  (E) For det fjerde: Om de dekreter, som han kalder højst uduelige, vil jeg sige følgende: I hele kirken er pavens bestemmelser blev modtaget i trossager, og, hvad mere er, fra gammel tid har den romerske pave ikke godkendt nogen biskop, medmindre han sendte ham et trosanmærkningsskema, i hvilket han bekendte, at han troede på evangeliet, de fire konciler, de legitime synoder og den pavens dekreter.
85 ob eam rem Iohannes papa Gilibrechtum Coloniensem episcopum noluit confirmare, quod hanc fidei schedam non perfecte obtulisset, ut legimus can: optatum, 100. dist. (E) Af den grund ville pave Johannes ikke godkende Gilbrecht, biskoppen i Køln, fordi han ikke havde fået tilbage det rigtigt udfyldte skema, som vi læser i kanon 'optanum', den 100. distinktion.
86 Quod vero Anacleti decretum reiicit, diximus heri, qua auctoritate id faciat vel qua probatione. Nam cum originalia sint per manibus, nullus adhuc dixit istud decretum s. martyris Anaclesi non esse. Sed Nicolaus Cusanus, Germanorum doctissimus, qui fatetur se concordantiam fidei scripsisse ex originalibus, illud Anacleti allegat. (E) Men angående det, at han forkaster Anacletus' dekret, sagde vi i går, med hvilken autoritet han gjorde det, eller med hvilken sandsynlighed. For eftersom originalerne er håndskrevet, har ingen indtil nu sagt, at dette dekret fra den hellige martyr Anacletus ikke eksisterede. Men Nicolaus Cusanus, den lærdeste blandt tyskere, som tilstår, at han har skrevet sin troskonkordans efter originalerne, henviser til dette Anacletus-manuskript.
87 Fucum addidit reverendus pater, quia in tam s. martyre non sit talis inscicia, ut exponat Cepham, id est caput, quasi ad sanctitatem vite tanta requiratur scientia. ( 05#27 ) Dicamus tamen unum, quia Cephe aut Cephas debet esse Syriacum et Hebreis quoque familiare, valens tantum sicut Petrus vel solidum, ut Erasmus post Hieronymum refert: addamus hoc et singulare, quod Cusanus, chaldaice et hebraice doctus, in libris Excitationum testatur, 'Petrus' etiam valere tantum sicut 'caput domus'. (06#36).  (E) Så tilføjer den ærværdige fader en falskhed, fordi der i en så hellig martyr ikke kan være en sådan uvidenhed, at han forklarer Kefas med hoved, som om der til livets hellighed krævedes viden. Lad os dog sige ét, at Kefe eller Kefas skulle være syrisk og også kendt for hebræerne, og blot ligesom Peter skal betyde grundfast, som Erasmus refererer fra Hieronymus. Lad os også tilføje det ene, at Cusanus, doktor i kaldæisk og hebræisk, i sin bog Excitationum bevidner, at Peter betyder det så meget som et hjems overhoved.
88 Quare non tanta inscicia laboravit Anacletus, si Cepham pro capite interpretatur. Sed utcunque sit, non video, quo fuco possit negare alia decreta sanctorum martyrum et confessorum, ut Clementis 20. dist: Marcelli, Iulii, Pelagii, Nicolai, Agathonis, Simonis, Vigilii, Benedicti &c. Quare tantis patribus et sacro concilio malo condescendere. (E) Derfor har Anacletus ikke arbejdet i så stor uvidenhed, hvis han oversætter Kefas til hoved. Men hvordan det end forholder sig, så ser jeg ikke, ved hvilken falskhed han kan nægte andre dekreter af de hellige martyrer og bekendere, såsom Clemens' i den 20. distinktion, Marcellus', Julius', Pelagius', Nikolajs, Agathonis', Simons,Vigilius', Benedikts, osv. Hvorfor nedlade sig til noget ondt overfor så mange fædre og hellige konciler.
89 Ad Scrupos.

At omnium invitissime audivi, quod reverendus pater contra Illustrissimi principis iussum, quo intacta manere voluit Illustrissimus princeps a sacris conciliis decisa, reverendus tamen pater in hesterna obduruit sententia et quattuor proposuit articulos inter Hussiticos condemnatos, quos reputat ipse catholicos et Euangelicos: pulchre certe Bohemis patrocinatur.

(E) Til vanskelighederne!

Men af alle ting hører vi nødigst, at den ærværdige fader imod de højædle fyrsters befaling: at den højædle fyrste ville, at beslutningerne fra de hellige konciler skulle forblive intakte, at den ærværdige fader dog igår var ligeglad med det og fremsatte fire artikler af dem, som hussitterne var blevet fordømt for, som han selv anså for katolske og evangeliske. Det er sandelig rigtigt, at han er bøhmernes skytspatron.

90 Pro concilii tamen reverentia voluit ab impostore aliquo additos. (05#36) Primo omnium egregius doctor et nobilis Hieronymus de Croaria, qui acta concilii curavit imprimi, transsumi fecit sub forma authentica, et cum res ita manifeste acta sit Constantie, Hussite tam diu non reticuissent articulos aliquos esse subditicios. (W295).  (E) Af hensyn til koncilets værdighed ville han, at de skulle være tilføjet af en slags forstyrrer. Først af alt fik den udmærkede doktor og adelsmand Hieronymus ad Croaria, som sørgede for at få akterne i trykken, overført dem under en autentisk form, og da sagen således er behandlet åbenlyst i Konstanz, ville hussitterne indtil nu ikke have tiet med, at nogle artikler var falske (?). 
91 Neque poterit suspicari reverendus pater, quod heri assumpserat, adulatoris pernicie in Romanum pontificem factum, cum Iohannes Huss anno 15. fuerit combustus, Hieronymus collega suus anno 16. Martino 5. primum electo anno 17. ipso die Martini: quare sancti patres et viri inadulabiles, ex omnibus nationibus principalibus ad hoc deputati, articulos illos discusserunt et sacrosancta Synodus eos damnavit, reprobavit et auctorem combussit, ideoque a quolibet bono Christiano pro condemnatis et reprobatis habendi sunt, nec imponat mihi reverendus pater, quod velim de illis articulis iudicare, quia iam iudicati sunt. (E) Ejheller kan den ærværdige fader have mistanke om, hvad han idag har antaget, at han, der smigrede imod den romerske pave, gik under, eftersom Johannes Huss blev brændt den 15., Hieronymus, hans ledsager, den 16., Martin den 5. blev først valgt den 17. den samme dag i marts. Derfor kom de hellige fædre og ubestikkelige mænd, fyrster fra alle lande sammen hertil, diskuterede disse artikler og den højhellige synode fordømte dem, forkastede og forbrændte deres forfatter, og derfor bør de regnes for fordømte og bør de regnes for fordømte og forkastede af enhver god kristen, og den ærværdige fader skal ikke pådutte mig, at jeg vil dømme om disse artikler, for de er allerede dømt. 
92 Non relevat, quod, cum Synodus meminit aliquos esse hereticos, alios temerarius, seditiosos et piarum aurium offensivos, quoniam in quemcunque ordinem redegerit illos articulos, non possunt dici Christianissimi et Euangelici, et quamvis non assumpserim hunc laborem defendendi totam synodum in articulorum condemnatione, doceamus tamen aliquid et brevibus. (E) Han fortæller heller ikke, at, skønt synoden kalder nogle kætterske, andre letsindige, oprørske og stødende for frommes ører, og skønt den indsætter disse artikler i en vis orden, så kan de dog ikke kaldes højst kristelige og evangeliske, og skønt jeg ikke har påtaget mig det arbejde at forsvare hele synoden i dens fordømmelse af artiklerne, så lad os dog belære om en lille smule i al korthed.
93 Articulum primum iudicat Catholicum et esse Augustini c. 6. super Iohanne. ( 05#31 ) Dico: Forte reverendus pater benigniter interpretatur articulum: sed quia res non sermoni, sed sermo rei est subiectus, non fuerunt stupidi concilii definitores.  (E) Den første artikel bedømmer han til at være katolsk, og til at være Augustins fra kapitel 6 over Johannesevangeliet. Jeg svarer: Måske fortolker den ærværdige fader artiklen i god tro. Men fordi sagen ikke er underkastet ordene, men ordene sagen, kan man ikke sige, at de, der foretog afgørelser på koncilet, var dumme. 
94 Verum est, unam sanctam et universalem esse ecclesiam: sed quod sit tantum una, sicut est unus numerus predestinatorum ad Hussiticam intelligentiam, est hereticissimum. quo ipse voluit existentes in peccato mortali velut amissa fide non esse in ecclesia, cum tamen regnum celorum a Christo comparetur decem virginibus, ubi quinque erant prudentes, quinque vero fatue, cum reliquis parabolis eidem proposito deservientibus. (Matt 25,1ff). (E) Det er sandt, at kirken er én og universel. Men at den kun er én, sådan som der er ét antal prædestinerede efter den hussitiske forståelse, er højst kættersk. Dermed når han frem til, at de, der lever i dødssynd eller har mistet troen ikke er i kirken, skønt dog himmeriges rige af Kristus sammenlignes med ti jomfruer, hvoraf de fem var kloge, de fem ukloge, eftersom de efterlod de kander, der var givet dem til tjeneste.
95 Neque Augustinus tract: 26. super Iohannem facit iotam ad Hussiticum propositum, communionem Eucharistie commendans, de quo lectoris desyderio iudicium. Ita de alio dicit articulo 'Due nature, divina et humana, unus est Christus'. ( 05#32 ) nihil pro hoc adduxit nisi quod sit de fide. in Athanasiano aliter legimus: 'Deus et homo unus est Christus', non: 'deitas et humanitas'. (E) Ejheller gør Augustins traktat 26 over Johannes en tøddel til den hussitiske tanke, der pålægger nadverfejring; herom udbeder jeg mig læserens bedømmelse. Lige så lidt fremfører han i den anden artikel 'Skønt Kristus er af to naturer, en guddommelig og en menneskelig, er han dog én Kristus' noget herom, udover, at det må tros. I Athanasianus læser vi anderledes: 'Gud og menneske, én er Kristus', ikke: 'guddom og menneskelighed'. 
96 In alio articulo 'divisio immediata operum &c.', quam ipse mire in me retorquet, et quasi a me iudex citatus suum collegam exclamavit triumphasse. ( 05#33 ) (06#75) De quo vos omnes, qui interfuistis, potestis dare testimonium, quam verissime dixerit reverendus pater. Et encomium prius cecinit ante victoriam Wittenberge, iam aliud etiam quasi perdita victoria.  (E) I en anden artikel 'forskellen på de umiddelbare gerninger osv', som han besynderlig nok vender imod mig, udråber han som en hurtig dommer, at hans kollega har triumferet over mig. Her kan alle I, som var til stede, aflægge vidnesbyrd om, hvor sandt den ærværdige fader taler. Og dåren jubler før sejren i Wittenberg, men noget andet er en tabt sejr.
97 Ad rem.

Articulum illum nunquam reputabo Christianum et ob hoc Gregorium Ariminensem 28. dist. 3. repuli. neque actum fuit inter nos, an possit dari opus indifferens vel an omnis vita infidelium sit peccatum vel similia que hunc respiciunt articulum. (06#38) Unde quod palliando errores Hussiticos innuit, aliquando sinistre verba intelligi, sicut domino Christo evenerit: que, rogo, comparatio lucis ad Belial? 

(E) Til sagen.

Den artikel vil jeg aldrig overveje som en kristen artikel og på grund af denne Gregor Ariminenses (28. distinktion, 3. 'repuli') er det ejheller blevet afgjort mellem os, om det kan gives en ligegyldig gerning, eller om enhver vantros gerning er synd, eller den slags, som denne artikel ser hen til. Derfor, at han svømmer i en klædning af hussitiske fejl, og forstår nogle mørke ord, sådan som det skete for Herren Kristus, hvad sammenligning er der, spørger jeg, mellem lyset og Belial?

98 Iohannem Huss in hoc comparet Christo, ( 05#38 ) non passus quo ad veritatis sugillationem in parte admissam me comparare sacra (W296) concilia sacris scripturis, in quibus utrisque est indubitata et infallibilis veritas. ( 05#42 ) Nullum enim Christianum movere debet et quod dicit, Concilia esse homines et ita creaturas et sic peccare posse: nam si errant, ut fuit Concilium Ephesinum a Leone, credo, papa damnatum, ut Ariminense, Aquisgranense, tunc non sunt Concilia sed conciliabula.  (E) Han sammenligner heri Johannes Huss med Kristus, han, der ikke tålte, at det til beskæmmelse for sandheden til dels skulle være mig tilladt at sammenligne de hellige konciler med den hellige skrift, i hvilke to dele der findes en ubetvivlelig og ufejlbar sandhed. Intet bør nemlig bevæge en kristen, og når han siger: at koncilerne er menneskelige og derfor skabte og således kan synde, så tror jeg, at de, hvis de fejler, vil blive fordømt at paven, sådan som koncilet i Efesus blev det af Leo, og sådan som koncilet i Ariminense og i Aquisgranense af den grund ikke var konciler, men småforsamlinger.
99 Unde potius hoc constantissima fide tenere debemus, quidquid concilia legittime congregata in his que sunt fidei determinaverint et diffiniverint, esse certissimum. (06#39) Sic enim Christus manet nobiscum usque ad consummationem seculi, (Matt 28,20) Et 'si duo congregati fuerint in nomine meo'. (E) Derfor bør vi snarere fastholde det med en vedholdende tro, at hvad de legitimt forsamlede konciler har bestemt og defineret i de ting, som hører troen til, det er særdeles sikkert. På den måde forbliver Kristus nemlig med os indtil verdens ende. Og 'hvis to er forsamlet i mit navn' Matt 28,20.
100 Prerancidum est dicere 'quia homines sunt in concilio, errare possunt'. ( 05#42 ) nam etsi ut homines defectibiles sint, verum concilium legittime congregatum non humano sensu sed spiritu divino regi credendum est, ut sat probata sint, que concilium probavit, et non sunt per cuiusque singularitatem vel capitositatem ulterius discutienda. sed captivare debemus intellectum in obsequium fidei. Quare miror, quod textum negaturus Siculum commentatorem admittit Panormitanum. (E) Det er derfor for ødelæggende at sige 'fordi der er mennesker på koncilet, kan det fejle'. For skønt mennesker er fejlbare, hvis blot koncilet er legitimt forsamlet, så bør man tro, (k100) at det ledes ikke af menneskelige meninger, men af den guddommelige ånd, som det er tilstrækkelig bevist. De bliver bevist at være konciler, og man skal ikke yderligere adsplitte dem ved nogens særegenhed eller storagtighed. I stedet bør vi tage vor forstand til fange under lydighed imod troen. Derfor undrer det mig, at han vil benægte Siculus' kommentar, men tillade Panormitanus. 
101 Sic quod postremo adduxit ex verbis apostoli, patet. De fundamento semper dixi hoc esse de omnium catholicorum sententia, Christum esse caput ecclesie: ( 05#51 ) ille enim est principalis dominus, sed quia Petrum constituit vicarium, et potestatem ei super tota ecclesia contulit, uti s. Leo can: ita dominus, 19. dist: testatur (Et miror plurimum, quod relicto textu sancti Leonis reverendus pater arripit ibi unam glossam textui contrariam), immo tantum confert Christus ascendens ad celos, ut loco sui constitueret hic vicarium caput, ad quod esset recursus in dubiis et aliis casibus emergentibus, ne tota Christi ecclesia esset unum confusum chaos Anaxagoricum.  (E) Således har det med det at gøre, som han anfører til sidst fra apostelens ord. Om fundamentet har jeg altid sagt, at dette er den mening, der bør antages af alle rettroende, at Kristus er kirkens hoved; han er nemlig den første herre, men fordi han indsatte Peter som stedfortræder, og overdrog ham magten over hele kirken, sådan som den hellige Leo bevidner Kanon 'ita dominus' den 19. distinktion. (Og jeg undrer mig højligen over, at den ærværdige fader lader den hellige Leos tekst være og her griber fat i en fortolkning, der siger det modsatte af teksten). Ja, så meget overdrog Kristus ham, da han fo'r til himmels, at han i sit sted indsatte ham til vikar, til at være overhoved her. Til ham kunne man henvende sig i tvivlstilfælde og andre tilfælde, der måtte opstå, så at ikke hele Kristi kirke skulle blive ét eneste stort anaxagoritisk kaos. 
102 Istam sententiam tota tenet ecclesia, sicut est in responsorio, quo ecclesia de sancto Petro utitur 'Tu es Pastor ovium, princeps apostolorum. Tibi tradidit deus omnia regna mundi'. ita oramus in ecclesia. Immo divinus Franciscus, sigillis stigmatum approbatus, fratres suos et totum orbem terrarum docuit obedire summo Pontifici et in regula hoc precepit. (06#40).  (E) Denne opfattelse deler hele kirken, sådan som det ses af det svar, som kirken bruger til sankt Peter: 'Du er fårenes hyrde, den første blandt apostlene. Dig overdrog Gud herredømmet over hele verden'. Således beder vi i kirken. Ja, den guddommelige Frans, godkendt med stigmationsmærker, lærte sine brødre og hele verdens lande at adlyde paven, og han foreskrev det i sin regel.
103 Ideo de eo canit ecclesia 'Franciscus, vir catholicus et totus apostolicus, tenere fidem Romane ecclesie docuit'. Ita plurimi summi pontifices, ita sacra concilia diffiniverunt, que brevitatis studio non adduco. Que omnia suo tempore, cum videro reverendi patris tractatum super hoc negotio, adducere non negligam.  (E) Derfor synger hele kirken om ham: 'Frans, en katolsk og helt igennem apostolisk mand, lærte at overholde troen på den romerske kirke'. Dette fastslog mange paver, dette fastslog mange konciler, hvilket jeg for kortheds skyld ikke skal anføre. Men altsammen skal jeg ikke glemme at anføre til sin tid, når jeg har set den ærværdige faders traktat om denne sag. 
104 Si tamen primatus (W297) Romani pontificis tantum iuri innititur humano et elevatur consensu populi, unde tunc reverendi patris mendicitatis privilegium, unde iste religionis habitus, unde potestas confessiones audiendi, predicandi, cum aliis innumeris privilegiis, quibus a sede apostolica obruuntur, episcopis, archiepiscopis et curatis frequenter contradicentibus? qui tamen ut filii obedientie Romanum pontificem audiunt et in eo Christum, ut sic per patientie bonum vitam adipiscantur eternam. (E) Men hvis den romerske paves primat kun støtter sig til menneskelig ret og ophøjes ved folkets beslutning, hvorfra skulle så den ærværdige faders ret til at tigge komme, hvorfra denne fromheds vaner, hvorfra myndigheden til at høre bekendelser, til at prædike, sammen med utallige andre privilegier, hvorved det skjules af det apostolske sæde, at biskopper, ærkebiskopper og omsorg(?) ofte modsiger hinanden? Men de adlyder som lydige børn den romerske pave og igennem ham Kristus, så at de således gennem tålmodighed opnår det evige liv. 
105 Hec brevia volui adiicere in presenti disputationis negotio, quantum tempus dedit, plura alioquin allaturus, nisi fastidium me absterret et illustrissimi Principis iussus. (E) Dette her ville jeg tilføje ganske kort indenfor denne disputations rammer; når der gives tid, vil jeg fremlægge mere, hvis ikke lede afskrækker mig og den højtoplyste fyrste befaler.
106 Martinus Luttherus.

Duo mihi incumbunt agenda: Primum respondendum confutationibus egregii d. d. Secundo pro conventionis pacto opponendum eidem. Et quia iam triduo respondi tempusque consumptum est, ut nec unum possim explere, dico breviter, quod omnia inducta per egregium d. d. copiosissime quidem sunt dicta, sed prorsus nihil ad scopum, cum iam per tres dies promiserit, divino iure acturum se contra me, nec adhuc audita est una auctoritas divini iuris preter illam Matth. 16. quam omnes audivimus, quam varie tractetur a sanctis patribus, et quod maior pars eorum sanior sententia pro me stet.

Martin Luther.

Jeg har to ting, jeg skal anstrenge mig for. For det første skal jeg svare på den udmærkede hr doktors gendrivelser. For det andet skal jeg ifølge disputations-overenskomsten vende mig imod ham. Og fordi det allerede er den tredie dag og der er brugt tid på at svare, så at jeg ikke engang får én time til rådighed, vil jeg kort sige, at alt, hvad der er fremført af den udmærkede hr doktor, ganske vist er meget omhyggeligt sagt, men slet ikke har noget med sagen at gøre, eftersom han allerede for tre dage siden lovede, at han ville handle ud fra guddommelig ret med mig, men vi indtil nu ikke har hørt en eneste autoritet om den guddommelige ret, udover dette Matt 16,18, som vi alle har hørt behandles forskelligt af de hellige fædre, og hvoraf den største del af dem står for en sundere mening til fordel for mig.

107 Unum ipse locum Augustini et alterum Ambrosii pro se adduxit: cetera omnia fuerunt vocabula Pelagii, Anacleti, eorum qui iura humana conscripserunt. Cyprianus vero fere totus mecum sentit, quod committo iudicio prudentis lectoris:  (L) Et sted fra Augustin og et andet fra Ambrosius fører han frem til sin fordel. Alle de øvrige var udsagn fra Pelagius, Anacletus, hvis udsagn er skrevet ud fra menneskelig ret. Men Cyprian mener næsten helt som jeg, hvilket jeg overlader til den kloge læsers bedømmelse.
108 similiter et clarissimus textus Hieronymi ad Euagrium et super Titum, deinde Gregorius in registro per senas ferme epistolas, post hec historie et usus orientalis ecclesie: neque enim quidquam facit ad rem, quod d. d. schismaticos Grecos allegavit, Nestorium et ceteros: non erant illi ecclesie orientalis. possum et ego latinam ecclesiam sic describere per Pelagios, Manicheos, Iovinianos, Vigilantianos, Helpidianos et similia monstra: sed absit, ut propter paucos malos et schismaticos totam aliquam ecclesiam schismaticam appellem. (L) Ligeså klart er også Hieronymus' brev til Evagrius og hans fortolkning af Titusbrevet, desuden Gregor i registret over seks breve, herefter den orientalske kirkes historie og brug. Det har nemlig ikke noget med sagen at gøre, at hr doktoren henviser til de skismatiske grækere, Nestorius og de andre. De udgør ikke den orientalske kirke. Jeg kan også for mit vedkommende beskrive den latinske kirke ud fra Pelagius, Manikæerne, Jovianerne, Vigilantianerne, Helpidianerne og den slags uhyrer. Men det være langt fra mig på grund af nogle få onde og skismatikere at kalde en hel kirke skismatisk.
109 Cetera non potero prosequi, et reservo mihi precipue articulos Iohannis Huss michi obiectos et inter eos novissimum de humanis actibus ad calamum et papyrum et cetera omnia que habebam opponere, ut, que hic facere non possim exclusus spaciis, prestem per scripturam, voloque in hoc cedere et obedivisse Illustrissimi principis, studiorum patroni clementissimi, iussis: de quo vos dominos Notarios requiro et auditores in testimonium voco. (L) Det andet kan jeg ikke tage op nu, og jeg forbeholder mig især at behandle de artikler af Johannes Huss, som er blevet forekastet mig, og blandt dem den sidste om menneskenes gerninger skriftligt, tilligemed alle de andre, som jeg skal opponere imod, så at, hvad jeg her ikke kan nå, på grund af manglende tid, vil jeg kunne gøre på skrift, og jeg vil i dette vige og adlyde den højædle fyrstes dom, han, som er beskytter af studierne. Angående hvilket jeg kræver og kalder jer notarer og tilhørere til vidne. 

Videre til Eck-06!

Noter:

Note 26: Dette er en væsentlig del af Luthers argumentation. Hvis fremtidsformen 'dabo' bevirker, at nøgleoverdragelsen ikke finder sted ved denne lejlighed, men først senere, så forstås ordet her altså som en forjættelse, men så borttages også kraften i mange af de dekreter, der ikke betragter ordene som en forjættelse, men som en påstand. Forøvrigt er det lidt svært at finde det Eck-sted, Luther henviser til. Jeg vil foreslå 03#23.

Note 57: Angående koncilet i Firenze 1439, se 07#n66.

Kommentarer:

k100: 'Bør man tro', 'credendum est', det udtryk viser, at for Eck vinder fromheden over sandhedskærligheden.