Luthers disputation med Eck, 4



Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 279-285

Tilbage til oversigten over Luther-skrifter.

Tilbage til oversigten over disputationen.

Tilbage til eck03.
 
1 Hora secunda continuata est disputatio eadem 5. die Iulii.

Martinus Lutther.

Klokken to blev disputationen fortsat den samme 5. juli. 

Martin Luther.

2 Obiecit egregius d. d. in fine articulos Wikleff et Iohannis Huss damnatos et Bonifacium, damnatorem eorundem. (03#36) Respondeo sicut prius, me non velle nec posse defendere Bohemorum schisma, sed grecam ecclesiam mille et quadringentorum annorum: sive cum ea senserint Bohemi, nihil ad me. Certum habeo, quod nec Romanus pontifex nec omnes eius adulatores possint tantum numerum sanctorum sub potestate Romani pontificis nunquam agentium de celo deturbare. (L) Den udmærkede hr doktor vender sig i slutningen imod nogle artikler af Wikleff og Johan Hus, der er blevet fordømt, og imod Bonifacius, der har fordømt dem. Jeg svarer som tidligere, at jeg ikke vil eller kan forsvare det bøhmiske skisma, men blot vil forsvare den græske kirke på fjorten hundrede år. Og hvis bøhmerne mener det samme, så kommer det ikke mig ved. Jeg regner det for sikkert, at hverken den romerske pave eller alle hans beundrere kan uddrive en så stor mængde hellige, der aldrig har været under den romersk paves magt, fra himmelen. 
3 Secundo et hoc certum est, inter articulos Iohannis Huss vel Bohemorum multos esse plane Christianissimos et Euangelicos, quos non possit universalis ecclesia damnare (n3), velut est similis, quod 'tantum est una ecclesia universalis'. hec enim agentibus impiissimis adulatoribus inique est damnata, cum oret universitas ecclesie 'Credo in spiritum sanctum, sanctam ecclesiam catholicam, sanctorum communionem'. (L) For det andet er det også sikkert, at der blandt Johannes Hus' eller bøhmernes artikler er mange, der ligeud er højst kristelige og evangeliske, som den universelle kirke ikke kan fordømme, såsom den følgende og lignende: 'der er kun én universel kirke'. Den sætning er nemlig af de højst ufromme smigrere med urette blevet fordømt, eftersom hele kirken bekender 'Jeg tror på Helligånden, den hellige katolske kirke, de helliges fællesskab'.
4 Hunc nobilissimum articulum fidei inter articulos Iohannis Huss numerant. Deinde ille 'Non est de necessitate salutis credere, Romanam ecclesiam esse aliis superiorem', (03#36) sive sit Wikleff sive Huss, non curo: scio quod salvati sunt Gregorius Nazianzenus, Basilius magnus, Epiphanius Cyprius et innumerabiles alii Gretie Episcopi, et tamen hunc articulum non tenuerunt, nec est in potestate Romani pontificis aut inquisitorum heretice pravitatis novos condere articulos fidei, sed secundum conditos iudicare. (04#13).  (L) Denne højværdige trosartikel opregner de blandt Johannes Hus' artikler. Dernæst den: 'Det er ikke nødvendigt til frelse at tro, at den romerske kirke er overordnet de andre'. Hvad enten det er Wikleff eller det er Hus, der har sagt det, er lige meget. Jeg véd, at Gregor af Nazianz, Basilius den Store, Epifanius, Cyprius og utallige andre græske biskopper er frelste, og dog overholdt de ikke denne artikel; og det står ikke i den romerske paves magt eller i kætterinkvisitorernes magt at grundlægge en ny trosartikel; de må dømme efter dem, der allerede er grundlagt.
5 Nec potest fidelis Christianus cogi ultra sacram scripturam, que est proprie ius divinum, nisi accesserit nove et probata revelatio: immo ex iure divino prohibemur credere nisi quod sit probatum vel per scripturam divinam vel per manifestam revelationem, ut Gerson etiam etsi recentior in multis locis asserit et divus Augustinus antiquior pro singulari canone observat dicens ad divum Hieronymum:  (L) Ejheller kan den troende kristne tvinges ud over den hellige skrift, som er den egentlige guddommelige ret, medmindre der kommer en ny og bevist åbenbaring: ja, ud fra den guddommelige ret forhindres vi i at tro på det, der ikke er bevist enten af skriften eller af en vidnefast åbenbaring, som Gerson også forsikrer på mange steder (skønt han hører til de nyere teologer) og som den guddommelige Augustin, der hører til de ældre, bemærker til fordel for én eneste rettesnor, hvor han siger til den guddommelige Hieronymus:
6 Ego solis eis libris didici hunc honorem deferre qui Canonici appellantur, ceteros autem ita lego, ut, quantalibet doctrina sanctitateque prepolleant, non ideo verum existimem, quia illi sic senserunt, sed si ex libris canonicis vel probabili ratione mihi persuadere potuerunt. (04#45).  (L) Jeg for mit vedkommende har alene tildelt de skrifter den ære, som kaldes kanoniske, men de øvrige læser jeg således, at hvor stor lærdom og hellighed de end bærer frem, anser jeg dem ikke for sande af den grund, at de mener sådan, men fordi de kan overbevise mig ud fra de kanoniske bøger eller antagelige grunde.
7 Quinetiam ipsi Iuriste, de quibus minus videretur, in ca: significasti, de elec: statuerunt, prevalere unius privati hominis sententiam tam pontifici Romano quam Concilio et ecclesie, si meliore auctoritate nixus fuerit vel ratione.  (L) Ja, endog de jurister, som han synes at agte mindre højt, fastslår i kapitlet: significasti, om valget, at et enkeltmenneskes mening har forrang fremfor både den romerske pave og koncilet og kirken, hvis han støtter sig til bedre autoriteter eller fornuftsgrunde.
8 Ideo nihil est, quod d. egregius d., volens ex iure divino contra me arguere, dimisso iure divino arguit contra me ex collectaneis heretice pravitatis inquisitorum. Proinde ista propositio Iohannis Hus 'papalis dignitas a Cesare inolevit', (03#37) si est falsa, eradatur Platyna in vita Benedicti (W280) secundi, ubi scribit, Constantinum 4. imperatorem Grecorum sanxisse, pontificem Romanum esse vicarium Christi generalem, quanquam nec sic sit observatum a Grecie episcopis. (04#46). (L) Derfor betyder det ikke noget, at den udmærkede hr doktor vil argumentere imod mig ud fra guddommelig ret, når han lader den guddommelige ret være og argumenterer imod mig ud fra kætterinkvisitorernes ordsamling. Derfor udryddes den sætning, Johannes Hus er kommet med: 'at den pavelige værdighed er indpodet af kejseren', hvis den er falsk, af Platyna i Benedikts liv, anden bog, hvor han skriver, at den græske kejser Konstantin den Fjerde, gik med til, at den romerske pave var Kristi almindelige vikar, skønt det aldrig således var overholdt af de græske biskopper. 
9 Quare quantum me urget egregius d. d. per Bohemos nondum c annorum, tantum ego urgeo eum per Orientalem ecclesiam, meliorem partem universalis ecclesie et mille quadringentorum annorum. (04#47).  (L) Derfor, lige så meget den udmærkede hr doktor trænger ind på mig med bøhmerne, som endnu ikke har eksisteret i hundrede år, lige så meget vil jeg trænge ind på ham med den orientalske kirke, der er den bedste del af den almindelige kirke og har eksisteret i fjorten hundrede år.
10 Si illi sunt heretici, quia Romanum pontificem non agnoverunt, hereticum accusabo adversarium, qui tot sanctos per universalem ecclesiam celebratos audet asserere damnatos. Per eadem dico ad Bonifacium 8. qui qualis pontifex fuerit et qua fide eius gesta recipienda, satis probant historie. (L) Hvis de er kættere, fordi de ikke har anerkendt den romerske pave, så beskylder jeg modstanderne for kætteri, fordi de vover at hævde, at så mange hellige, som har været fejret i den almindelige kirke, er fordømt. Det samme siger jeg om Bonifacius den Ottende, som var en pave af den art, og hvor meget lid man bør fæste til hans gerninger viser historien tilstrækkelig tydeligt.
11 Proinde concludo et rogo, d. d. velit Romanos pontifices concedere fuisse homines et non constituere deos, presertim quoties iudicaverunt in causa propria, deinde non per seipsos sed per indoctissimos adulatores, quando divus Gregorius multis epistolis, etsi Romanus pontifex, reiecit a se primatum tocius orbis, allegans ad hoc predecessorem suum Pelagium, dicens inter cetera, quod veneranda Synodus Calcedonensis obtulit hunc primatus honorem Romano pontifici, et nullus tamen ausus est acceptare. (04#49).  (L) Sådan slutter jeg og beder om, at hr doktoren vil indrømme, at de romerske paver var mennesker, så han ikke indsætter dem som guder, især når de så ofte har dømt i deres egne sager, og ikke dømte ud fra sig selv, men ud fra de mest ulærde smigrere, eftersom den guddommelige Gregor i mange breve, skønt han var romersk pave, nægtede, at han havde primatet over hele verden, og overlod det til sin efterfølger, Pelagius, idet han blandt andet sagde, at den ærværdige Kalkedonsynode tildelte den romerske pave primatets ære, og dog vovede han ikke at modtage den.
12 Si ergo ego erro, errat mecum Gregorius primus cum suis predecessoribus, et damnabiliter peccaverunt, quod oblatum primatum non assumpserunt. Per hec volo probatum, quod ex decretis, damnationibus, approbationibus recentioribus ecclesie Romane nihil contra me agitur, cum sint suspectissima omnia et antique veritati et consuetudini per omnia contraria, nihilominus tamen pro reverentia et vitando schismate libentissime tolero et tolerando persuadeo, modo non tantum iure divino tot sanctos precedentes damnemus.

Hec habui que dicerem de articulis.

(L) Hvis jeg altså tager fejl, så tager Gregor den Første fejl sammen med mig og med alle hans forgængere, og de mennesker har syndet alvorligt, som ikke modtog det primat, der blev tilbudt dem. Hermed mener jeg at have bevist, at han intet udretter imod mig med dekreter, fordømmelser og nyere approbationer fra den romerske kirke, eftersom de alle er højst mistænkelige og imod den gamle sandhed og sædvane; ikke desto mindre tåler jeg det gerne af ærbødighed og for at undgå skisma, og jeg taler for at tåle det, blot vi ikke ved at pukke på guddommelig ret fordømmer så mange hellige forgængere.

Dette var, hvad jeg havde at sige om artiklerne. 

13 Eckius.

Quod reverendus pater honorem suum excusaturus negat se Bohemorum patronum, si facta verbis responderent, magnificarem eum: at ultima primis non concordant, cum pestilentissimos Hussitarum errores non Christiane dicit Christianissimos. (04#3). At de his posterius. (05#3)

Eck.

At den ærværdige fader for at holde på sin værdighed nægter at være bøhmernes beskytter, vil jeg højagte ham for, hvis kendsgerningerne svarer til hans ord. Men det stemmer ikke overens med, at han sidst i det første afsnit på ikke kristelig måde kalder de pestbringende hussitiske fejltagelser for højst kristelige. Men herom senere.

14 Conditionem tamen illam odio, quod schismatici Bohemi et Picardi tanquam deum acceptare possent, si pro eis staret ius divinum. Grecos laudatissimos et sanctos martyres semper laudavi. at reverendus pater, artis coquinarie minus instructus, commiscet sanctos Grecos cum schismaticis et hereticis, ut fuco sanctitatis patrum hereticorum tueatur perfidiam, quoniam mille et quadringentos simul inculcat annos.  (E) Men jeg hader dog den betingelse, at de skismatiske bøhmere og picardiere kan forstås som gud, hvis den guddommelige ret kan opstilles til fordel for dem. De beundringsværdige grækere og de hellige martyrer har jeg altid rost. Men den ærværdige fader, som ikke er så nøje inde i kogekunsten, sammenblander de hellige grækere med de skismatiske og kætterske, så at han forsvarer de kætterske fædres helligheds perfiditet på falsk måde, når han pånøder os de fjortenhundrede år.
15 (D. Martinus protestabaturdicens: Protestor coram vobis omnibus et publice, quod egregius d. d. hoc mendaciter et impudenter de me loquuitur. Et Eccius protestatur, se velle probare scriptis et dictis, in (W281) quibus longo tempore maior Grecorum pars et ecclesia fuit heretica et schismatica: sed non est conventio lucis ad Belial et schismaticorum ad sanctos martyres et confessores.) (Dr Martin protesterede: Jeg protesterer offentligt og overfor jer alle, at den udmærkede hr doktor taler løgnagtigt og frækt om mig. Og Eck protesterer: Han ville fremføre skrift og udsagn, hvoraf det skulle fremgå, hvordan for lang tid siden den største part af grækerne og deres kirke var kættersk og skismatisk: For der er ikke samkvem mellem lyset og Belial og mellem skismatikere og hellige martyrer og bekendere).
16 De ecclesia ante Romanam viginti annos existente dicam, (03#45) quam reverendus pater mihi componit: non moveor, quod episcopi greci a Romano pontifice non fuerint confirmati: nam et Plebani seu parochiani sacerdotes a papa iam non confirmatur, sed extreme esse dementie dicere ob hoc, summum pontificem non habere primatum super plebeianos sacerdotes. (05#7).  (E) Om det forhold, at kirken har eksisteret i tyve år, før den kom til Rom, vil jeg bemærke det, som den ærværdige fader har lært mig: det rører mig ikke, at de græske biskopper ikke blev bekræftet af den romerske pave: for også folkets præster eller sognepræsterne bliver selv nu ikke bekræftet af paven, men det ville da være helt tosset af den grund at sige, at det højeste pavedømme ikke har forret fremfor folkets præster.
17 De frigidissimo Anacleti decreto dicam inferius, alia quoque decreta defensurus. De Numidia reverendus pater dixit esse factum, non ius, quod est preter Cypriani sententiam, qui eos incusat velut schismaticos qui audeant ad cathedram Petri et principalem ecclesiam, unde unitas orta est, accedere. (E) Om Anacletus' uduelige dekret vil jeg senere tale, og forsvare et andet dekret. Om Numidien sagde den ærværdige fader, at det var noget, der var sket, ikke noget, der var ret, hvilket ikke rammer Cyprians mening, når han beskylder dem for at være skismatikere, som vover at komme hen til Peters stol og den øverste kirke, hvorfra énheden er begyndt.
18 Quod Epiphanius Cyprius Iohannem Chrysostomum episcopum superiorem ab episcopatu expulerit, viderit ipse. Hoc, inquam, factum non iustum fuisse censeo. (03#53) (05#11) (E) Hvordan Epifanius Cypriot uddrev Johannes Chrysostomus, den øverste biskop, fra sit bispedømme, ser han selv. Dette, siger jeg, er noget, jeg mener, er sket, ikke noget, jeg mener er ret.
19 Preterea quod in me cavillos torquet, quasi non idonee sacras literas tractantem, qui ob amissionem rerum temporalium et divitiarum dixerim adversus Grecos portas inferi prevaluisse, (03#54) nunquam cogitatum mihi imponit: nam hereses, schismata, errores contra Grecorum ecclesiam invaluisse dixi. (05#13) Verum est, quod et imperii amissio cum magno Christianitatis pudore subsequuta est. (E) Forøvrigt, angående det, at han stikker til mig, som om jeg ikke behandler den hellige skrift godt nok, når jeg sagde imod grækerne, at helvedes porte har magt over dem på grund af, at de havde mistet nogle timelige ting og nogen rigdom, så har dette aldrig været i min tanke: Jeg har sagt imod den græske kirke, at kætterier, skismaer, vildfarelser blev mere og mere almindelige. Men det er sandt, at også tabet af herredømmet blev fulgt af stor skam for kristenheden.
20 Deinde quod gloriatur reverendus pater, se iure divino loqui Luce 22. ego obscurum virum afferam Richardum Armacanum etiam Leonis auctoritate fretum, dicat et me eandem credere Euangelii scripturam et ius divinum. (03#56).  (E) Dernæst til det, at den ærværdige fader praler af, at han taler med guddommelig ret om Lukas 22,24ff, mens jeg fremfører en obskur mand Richard Armacanus, som endda støtter sig til Leos autoritet; han siger også, at jeg tror på den samme evangelieskrift og den samme guddommelige ret.
21 At reverendus pater, suo nixus intellectu, me respuit antiquorum sequentem intelligentiam. Indubitatum est, et Arrium ('pater maior me est' (Joh 14,28)) hereticum et Athanasium habuisse euangelium.  (E) Men den ærværdige fader, der støtter sig til sit intellekt, vil ikke anerkende mig som én, der følger de gamles forståelse. Det er utvivlsomt, at Arius ('Faderen er større end mig') var kætter, og at det var Athanasius, der havde evangeliet.
22 Verum Arrius erronee, Athanasius ut spiritus sanctus efflagitabat intellexit. De adiecta confirmatione non refert, cum quisque prudens intelligat, eum, qui auctoritate superioris sibi concessa alios confirmat, prestare in hoc confirmatos. (03#57) De 'per se' et 'per accidens' nescio, quo pertineant. (RB: Nisi forte ad currum Carolostadii). Hoc pro primo. (E) Men Arius var vildfaren, Athanasius forstod, at Helligånden beder indtrængende. Det, han tilføjer om at styrke, kommer ikke sagen ved, eftersom enhver med nogen forstand fortår, at den, som ud fra den større autoritet, der er tildelt ham, styrker de andre, står over dem, der her styrkes. Hvad udtrykkene 'i sig selv' og 'ved det uvæsentlige' betyder, véd jeg ikke. (RB: Hvis det da ikke hentyder til Karlstadt). Så meget om det første.
23 Assumpturus reverendus pater argumenta mea contra principalem intentionem exprobrat mihi immodice, institutum meum fuisse probare iure divino ecclesiam Romanam esse aliis prelatam, et tamen solum in dicta patrum et sanctorum inciderim, quasi amphoram facturus urceolum incipiam. (03#59 (E) Den ærværdige fader tager fat på mine argumenter imod hovedintentionen og bebrejder mig umådeholdent, at jeg havde foresat mig at bevise, at den romerske kirke ud fra guddommelig ret er de andre overordnet, og dog alene henter skyts fra fædrenes og de helliges udsagn, som om jeg vil lave et vinanker, men begynder på et krus.
24 Parcat mihi reverendus pater, si intentionem meam noluerit vel non potuerit assequi. Nam hoc fere de iure divino satis fit, dum tot sancti patres de iure divino esse dixerunt, licet ius divinum non obticuerimus Matthei 16. Super hanc petram, ubi auctoritates sanctorum patrum induxi. (W282) (05#15 (E) Den ærværdige fader må undskylde mig, hvis han ikke vil eller kan forstå min hensigt. For dette må næsten være nok til at fastslå den guddommelige ret, (k24) når så mange hellige fædre har talt om den guddommelige ret, selv om vi så ikke havde kunnet opnå nogen guddommelig ret ud fra Matt 16,18, 'På den klippe', hvor jeg indførte de hellige fædres autoritet.
25 De Bernhardo, cuius auctoritas et simul ratio est invincibilis, nescio quomodo reverendus pater sui oblitus dixerit, me admisisse Bernhardum alio sensu loquutum, quod nullis armis possit devincere: (03#60 (E) Om Bernhard, hvis autoritet og fornuft er uovervundet, véd jeg ikke, hvordan den ærværdige fader har forglemt sig selv, da han sagde, at jeg er gået med til, at Bernhard taler i en anden mening, for han kan ikke overvinde mig med nogen våben:
26 servato enim vero et genuino scripture sensu equalitatis filii ad patrem optime procedit sancti Bernhardi ratio. (E) Den hellige Bernhard har nemlig bevaret skriftens sande og oprindelige mening og aflægger på bedste måde regnskab for sønnens lighed med faderen.
27 De Augustino et aliis, qui Petrum dixit esse petram, tanquam contraria dicentem insinuat se non recipere. Contra quem ego dico, quomodo audeat tam sanctum, tam doctum patrem credere sensisse contraria in eodem libro, in eodem capite, in utriusque sententie collatione libro 1. retract: ca: 21. (05#16 (E) Om Augustin og andre, som siger, at Peter er klippen, fortæller han, at de også siger det modsatte og at han ikke kan gå med til det. Imod ham vil jeg sige, hvordan han vover at tro, at en så hellig og lærd fader har ment to modsatte ting i den samme bog, i det samme kapitel, samlet i begge betydninger i 1. bog af retractiones, kap 21. 
28 Sed quam modeste et humiliter reverendus pater Augustianus responderit, aliorum sit iudicium, cum unus se promiserit tot sanctis patribus se oppositurum. Hoc est virus Bohemicum, plus velle intelligere sacram scripturam quam summi pontifices, concilia, doctores et universitates in magno vigore existentes, cum tamen spiritussanctus ecclesiam suam non deseruerit, et mirum esset, si illam veritatem deus tot sanctis et martyribus occultasset usque ad adventum reverendi patris. (05#19 (E) Men hvor mådeholdent og ydmygt den ærværdige augustinerfader svarede, lad andre dømme om det, eftersom han alene lover at ville bekæmpe så mange hellige fædre. Dette er den bøhmiske syge, at ville forstå den hellige skrift bedre end de højeste paver, konciler, doktorer og universiteter, som har arbejdet med megen kraft, når dog Helligånden ikke svigter sin kirke, og det ville være mærkeligt, om Gud havde skjult denne sandhed for så mange helgener og martyrer indtil den ærværdige faders ankomst.
29 Neque evincit quippiam beati Pauli inductio, quod eius dicta sanctis patribus et doctoribus minime adversentur. Est Christus petra, est fundamentum, est lapis angularis, est caput ecclesie indubitatum. Porro illa non debere attribui eius vicario, contra sanctorum patrum et martyrum attestationem non est acceptandum. (05#51).  (E) Og det hjælper ham ikke noget, at han indfører den salige Paulus, for hans udsagn er ikke det mindste imod de hellige fædre og doktorer. Kristus er klippen, han er fundamentet, han er hjørnestenen, han er kirkens hoved, ingen tvivl om det. Men at dette derfor ikke bør tillægges hans vikar, imod hellige fædres og martyrers bevidnelse, det er ikke acceptabelt.
30 Raciunculam adiecit etiam nuper in vulgare sermone disseminatam 'Si super petram, quomodo super Petrum ecclesia edificari potuit, qui ad unius ancillule vocem Christum et fidem Christianam abnegaret?' (E) En lille fornuftovervejelse kastede han ud fornylig i en prædiken for folket: 'Hvis kirken kan bygge på klippen, hvordan kan den så bygge på Peter, som overfor én eneste sølle tjenestepiges røst fornægtede Kristus og den kristne tro?'
31 Parcat mihi reverendus pater, cum philosophiam Aristotelicam contemnat et grammaticam tanti faciat, Cur hic lynceis suis oculis verbum 'Edificabo' futuri temporis non perspexit? non enim sponso presente, ubi filii letabantur (Matt 9,15), opus erat vicario. (05#21).  (E) Den ærværdige fader må undskylde mig, men når han foragter den aristoteliske filosofi og en sådan grammatisk bommert: Hvorfor ser han med sit skarpe syn ikke, at verbet 'opbygge' står i futurum? brudgommen er nemlig ikke til stede, hvor sønnerne (Note 1) glædede sig, der er brug for en vikar. 
32 Neque tunc Christus ei potestatem dedit clavium, sed potius promisit. Ante ergo clavium et potestatis dationem ab ostiaria interpellatus fuit sanctus Petrus. quod et Ambrosius et dehinc Gregorius testantur. (E) Ejheller gav Kristus ham på det tidspunkt nøglemagten, men lovede ham den kun. Altså før han fik nøglerne og deres magt var det, at han blev spurgt af dørvogtersken. Hvilket både Ambrosius og efter ham Gregor bevidner. (n32)
33 Ad Chrysostomum respondit, Petrum superiorem fuisse honore, nam et Paulus plures paverit ecclesias, quasi reverendus pater non plus predicaverit quam iam summus pontifex, et ob hoc sit dicendus maior pastor quam papa! (03#66) (05#24).  (E) Angående Chrysostomus svarer han, at Peter var den øverste af ære, for også Paulus bekymrede sig for flere kirker, som om den ærværdige fader ikke har prædiket mere end den nuværende pave, og af den grund skulle kaldes en større hyrde end paven!
34 Sic nimis subtiliter se torquet in dictione 'vertex', quasi Chrysostomus non primatum voluit intelligere: sed quis hoc feret, cum symbolicum sit et vertex pro summitate in tali translatione et methaphora usurpetur? (05#24). Sic et os apostolorum dicitur, quod sepe pro omnibus apostolis fuerit loquutus, quod et beatus Chrysostomus ponderat. (E) Således vender og drejer han sig altfor subtilt med ordet 'isse', som om Chrysostomus ikke ville mene primatet; men hvem kan tåle det, når det dog er symbolsk og isse benyttes i en sådan oversættelse og metafor i betydningen overordnet? Således kaldes han også apostlenes mund, fordi han ofte taler for alle apostlene, hvilket også den salige Chrysostomus lægger vægt på.
35 De decretis dicit, illa esse frigidissima decreta, de quo plurimum miror, cum in disputatione sua posuerit 'Romanam ecclesiam esse omnibus aliis (W283) superiorem, probatur ex frigidissimis Romanorum pontificum decretis intra cccc annos natis', (r13-01#22) et ego ei multum vetustiora adduxerim, antequam incepit refrigescere Charitas multorum. (Matt 24,12). (05#26).  (E) Om dekreterne siger han, at disse er meget uduelige dekreter, og det undrer jeg mig i høj grad over, når han i sin disputation har skrevet: 'At romerkirken er overordnet over alle de andre bevises af de meget uduelige dekreter, der er fremstået i de sidste fire hundrede år', og jeg har tilføjet for ham mange andre, som er endnu ældre, førend kærligheden begyndte at blive kold hos de mange.
36 Subterfugium suum non accipio, quo negat constitutionem illam esse Anacleti. (03#48) nam sic omnium conciliorum et summorum pontificum decreta mihi sigillatim eluderentur, et sic tota facultas iuridica falsitatis insimularetur, quasi falsis fundamentis sit innixa in lectionibus, decisionibus, Iudiciis et similibus, et sic iura eorum pontificia erunt de nigra faba, nisi consensu totius Christianitatis fuerint approbata. (05#27).  (E) Jeg accepterer ikke hans udflugt, hvorved han nægter, at denne konstitution er Anacletus'. For således kan man trylle mig alle koncilernes og pavernes dekreter bort, og således beskylde hele det juridiske fakultet for falskhed, som om det støttede sig til falske fundamenter i sine lektioner, beslutninger, bedømmelser og den slags, og således ville deres pavelige jura handle om den sorte bønne, medmindre man kunne opnå hele kristenhedens tilslutning. 
37 Unde nullo pacto recipienda est reverendi patris sententia, cum omnium summorum pontificum decreta et conciliorum in pluribus locis reperiantur et, ut est audax hominum genus, dudum fuissent reperti, qui simiam illam Anacleti leonina pelle incedentem diripuissent. Nisi ergo ostenderit, in originalibus illa non haberi, fidem ei non adhibeo. (E) Derfor kan den ærværdige faders sætning på ingen måde accepteres, eftersom alle pavernes og koncilernes dekreter findes på mange steder, og, som det er forvovne menneskers art, allerede længe har været fundet, som kan sønderrive denne abekat, der begynder at bekæmpe Anacletus' leoniske udsagn. Medmindre det altså bliver påvist, at det ikke findes i originalerne, vil jeg ikke tro på ham.
38 Postremo de Bohemis dixit, certe non sine Christianorum doctorum contumelia, plures esse criminatores Bohemorum: ubi sint qui ex charitate et bono zelo contra eos scribant et eos exhortentur, ibi exerceant ingenium et memoriam. (03#69).  (E) Til sidst siger han om bøhmerne, sikkert ikke uden fornærmelse mod kristne doktorer, at mange kommer med beskyldninger mod bøhmerne: Hvor der ville være nogle, der ville skrive imod dem ud fra kærlighed og god iver og formane dem, dèr ville vise deres geni og deres hukommelse.
39 Quid surdo narrarem fabulam? (05#29) at Christianus negare non debet, plurimos optimo zelo motos contra Bohemos scripsisse, quales fuerunt patres in Constantiensi concilio deputati: qualis fuit doctor respondens Bohemis in concilio Herbipolensi: qualis Ragusius: qualis optime probitatis et doctrine Iohannes Capistranus, divi Francisci sacerdos, omnibus fidelibus notissimus, Nicolaus Cusanus, Germanorum doctissimus, cum pluribus aliis, ut obiicit mihi reverendus pater, inquisitoribus, quos pretereo.  (E) Hvorfor skulle jeg fortælle historier for en døv? Men en kristen bør ikke nægte, at mange skriver mod bøhmerne, bevæget af den bedste iver; det gjorde fædrene, der var udsendt af Konstanz-koncilet; det gjorde den doktor, der svarede bøhmerne på Herbipolens-koncilet; det gjorde Ragusius; det gjorde den mest retskafne og lærde Johannes Capistranus, den guddommelige Frans' præst, og den af alle troende mest berømte, Nicolaus Cusanus, lærdest blandt tyskerne, sammen med mange andre, og så bebrejder den ærværdige fader mig inkvisitorerne, som jeg forbigår.
40 Quare non defuerunt Bohemis qui bona scriberent, sed ipsi defuerunt qui, in heresi obstinati, bona sequerentur. (E) Således var der ikke mangel på nogen, som skrev godt om bøhmerne, men de selv manglede nogen, som, idet de modstod kætteriet, fulgte det gode.
41 De grecis sanctis diximus sepius: sed hoc horrendum omnibus Christi fidelibus esse arbitror, quod reverendus pater contra tam sanctam et laudabile Constantiense concilium, tanto consensu totius Christianitatis congregatum, non veretur dicere articulos Hussiticos et Wiklefficos fuisse Christiannissimos et euangelicos (05#30) (Protestatur Martinus: Non est verum, quod contra Constantiense concilium loquutus sim. Eckius contra offert se probaturum ex dictis et scriptis), quos non possit universalis ecclesia damnare, sicut pessime sonat, inique esse damnatum articulum illum Hussiticum de necessitate salutis, Romanam ecclesiam esse aliis superiorem, de quo quidem dicto Bohemi non immerito exultant, et hoc orationibus suis apud deum postulaverunt, verum magna ecclesie iactura. (E) Om de hellige grækere har vi ofte talt. Men dette tror jeg er forfærdeligt for alle Kristi troende, at den ærværdige fader ikke undser sig for at sige, imod det højhellige og rosværdige Konstanz-koncil, forsamlet i så stor enighed med hele kristenheden, at de hussitiske og wikleffitiske artikler er højst kristelige og evangeliske (Martin protesterer: Det er ikke sandt, at jeg har talt imod koncilet i Konstanz. Eck tilbyder modsat at han vil bevise det ud fra, hvad Martin har sagt og skrevet), som den universelle kirke ikke kan fordømme, sådan som det forkert hedder, at det er urimeligt, at denne hussitiske artikel er blevet fordømt, artiklen om frelsesnødvendigheden af, at den romerske kirke er overordnet de andre, hvilket udsagn bøhmerne ikke ufortjent jublede over, og dette påstod de hos Gud i deres taler, men til stor skade for kirken.
42 Quod (sicut beatus Augustinus alibi raciocinatur) si ullum mendacium ad sacras scripturas fuerit admissum, tota erit de veritate suspecta: ita et damnati Hussite, reverendo patris fulti patrocinio, procul dubio (Martinus Lutther protestatur: (W284) Mendacium est impudentissimum) dicturi sunt 'Si concilium erravit in his duobus articulis Christianissimis, ita eius apud nos in aliis articulis vacillabit auctoritas'. (05#41).  (E) Derfor (således som den salige Augustin andetsteds slutter), hvis nogen løgn tillades i de hellige skrifter, så vil hele sandheden blive mistænkeliggjort; sådan er jeg ikke i tvivl om, at hussitterne, når de nu er blevet fordømt, men den ærværdige fader støtter dem med sin beskyttelse (Martin Luther protesterer: Det er dog den frækkeste løgn) vil sige: 'Hvis koncilet tog fejl i disse to højst kristelige artikler, så vil også dets autoritet vakle for os i andre artikler'.
43 Unde in re prius condemnata nolo plura verba prodigere, ad quod cogendus sit Christianus aut admittendus. hoc dico, auctoritate concilii vel Romani pontificis fieri, ut sententia sine suspicione heresis defendi non possit, que alioquin citra fidei lesionem impune posset defendi.  (E) Derfor vil jeg ikke spilde flere ord på en sag, der allerede er blevet fordømt, hvad en kristen vil være tvunget til, hvis han ikke fragår den. Men det vil jeg sige, det er sket ved koncilets eller den romerske paves autoritet, så den sætning ikke kan forsvares, uden at man bliver mistænkt for kætteri, eller den kan ikke forsvares ustraffet, dvs uden at troen lider skade.
44 In promptu est exemplum: 'An essentia in divinis generet?' quam sententia Richardus amplexus lib: de trinitate minime inculpatur. at decisione per concilium facta nullus iam sine heresis suspitione essentiam diceret generare, credo, in capitulo 'damnamus' de summa trinitate. (05#43).  (E) Og for at tage et eksempel: 'Mon essensen frembringer i de guddommelige ting?' Den sætning godkender Richard i bogen om treenigheden, i det mindste betragter han den som ulastelig. Men ved en beslutning gjort af koncilet kan ingen nu uden at blive mistænkt for kætteri sige, at essensen frembringer, jeg tror det står i kapitlet 'damnamus' om treenighedens hovedindhold.
45 Ad Augustinum de legendis canonicis scripturis inductum nihil moveor, quoniam conciliorum et summorum pontificum decreta non excludit. (04#6) (05#44) Quid domini mei iure consulti in c. Significasti, de elect: ponderent, iam non memini. At sue professionis memores velut iusticie cultores non dabunt, ut arbitror, leges pontificias pessundari. (05#45).  (E) Angående det, han fremfører fra Augustin om at læse de kanoniske skrifter, bevæger det mig ikke, når han ikke udelukker dekreterne fra koncilerne og paverne. Hvad de herrer jurister lægger vægt på i kapitlet 'Significasti, om valget', husker jeg ikke lige nu. Men jeg tror ikke, der findes de hukommelseskunstnere eller juradyrkere, der kan få de pavelige love til at gå til bunds.
46 Quod vero Platynam adducit, quasi ille plus sit quam summus pontifex vel Augustinus vel Cyprianus, (05#46) qui in vita Benedicti secundi renarret Constantinum 4. sanxisse, Romane ecclesie deberi primatum (04#8), legat, queso, reverendus pater, que domini iure consulti annotant in c. ecclesie S. Marie, de constitutionibus, quid, quantum et quomodo valeant secularium constituta in ecclesiasticis rebus, et videbit, quo sensu verba Platyne (ne dicam Romani imperatoris de ecclesiis et haereticis) debent accipi. (05#47).  (E) Men når han tilføjer Platyna, som om han var større end paven eller Augustin eller Cyprian, han, som i andet kapitel af Benedikts liv, fortæller, at Constantin den fjerde var gået med til, at den romerske kirke burde have primatet, så vil jeg bede den ærværdige fader læse, hvad de herrer jurister bemærker til kapitlet 'Ecclesie S. Marie', om konstitutionerne, hvad, hvor meget og hvordan sekulare bestemmelser har gyldighed i kirkelige sager, så vil han se, i hvilken betydning Platynas ord skal forstås (at jeg ikke skal sige: de romerske kejseres ord om kirkerne og kættere).
47 Ultimo loco proponit, me urgere Bohemos, Grecos (fateor, schismaticos: nam sanctos patres grecos canonisatos non damno), sicuti Gigantes volebant in fabulis Iovem e cele pellere. (04#9) (05#48).  (E) Til sidst foreslår han, at jeg skal lægge vægt på bøhmerne og grækerne (altså, de skismatiske: for jeg fordømmer ikke de hellige græske, kanoniserede fædre), ligesom giganterne i legenden ville drage Juppiter ned fra himlen.
48 Sed tunc vere occurrit nobis reverendus pater, quando dabit Grecum inobedientem et rebellem ecclesie Romane, qui sit canonisatus, et quis est hic, et non laudabimus eum?  (E) Men da, sandelig, optræder for os den ærværdige fader, når han vil fremstille grækernes ulydighed og oprørskhed mod den romerske kirke, som om de var kanoniserede, og hvem er der her, som ikke vil rose ham for det?
49 Frustra ergo assumit se tolerare monarchiam, quasi non esset de iure divino, sed quadam tolerantia populi et consensu fidelium inducta. Quod permaxime liquet ex Gregorio inducto, qui primatum inter fideles sibi oblatum reiecit. (04#11).  (E) Men det er forgæves, at han forsikrer, at han udholder eneherredømmet, skønt det ikke for ham er af guddommelig ret, men indført ved folkets tålsomhed og med de troendes samtykke. Hvilket han til allersidst tillader sig at fremføre fra Gregor, som forkastede det primat, der blev tilbudt ham blandt de troende.
50 At sensum sequatur reverendus pater, non verborum corticem, (05#49) et reperiet in epistolis summam optimi patris humilitatem, ut plus mititate et humilitate sua superbiam patriarche Constantinopolitani infringeret, quam quod suspitio elationis aut superbie de eo haberetur. (E) Men måtte den ærværdige fader følge meningen, ikke ordenes ydre, og måtte han finde i brevene den højeste ydmyghed hos den bedste fader, som snarere med sin mildhed og ydmyghed ville afbrække den konstantinopolitanske patriarks overmod, end af ham mistænkes for højhed og overmod.
51 Unde etiam 'Servum servorum' se primus scripsit. Et quod hoc sit verum, si tam diligens est reverendus pater Gregorii lector, potuit in eiusdem epistola legere (sicut transponitur in decret: Cano: 2. q. 6. decreto) (05#50), ubi potestatis sue memor humillimus pater, divitiarum et glorie contemptor, scribit, alios episcopos preterquam Romanum in partem vocatos sollicitudinis, non in plenitudinem potestatis. (E) Derfor var han også den første, der undertegnede sig 'slavernes slave'. Og at det er sandt, kan den ærværdige fader, hvis han er en tilstrækkelig omhyggelig læser af Gregor, læse i det samme brev (sådan som det er gengivet i dekretet kanon 2, spørgsmål 6, decreto), hvor den højst ydmyge fader erindrer sin magt, skønt han foragtede rigdom og ære, og skriver, at de andre biskopper, bortset fra den romerske, var kaldet i retning af bekymring, ikke til magtfuldkommenhed. 
52 Nemo est, qui hic dubitare possit, quin reliquis episcopis partem, Romano vero pontifici plenitudinem (W285) ex grammatico sensu dare velit. Ob id rogo, reverendus pater ea que dicta sunt vel per alios vel per me non semper velit reiicere in adulationis studium, quippe adulari non didici, adulari etiam nescio. (E) Der er ingen, der her kan tvivle på, at bekymringsdelen var til de øvrige biskopper, men fuldkommenheden til den romerske pave, det giver sig af grammatikken. Derfor beder jeg, om ikke den ærværdige fader vil undlade at dreje det, der bliver sagt, enten af andre eller af mig, til at være sagt af lyst til at smigre, jeg har ikke givet mig af med smiger og jeg kender heller ikke til smiger. 
53 Frem til Eck-05!

Note 1: Jeg mener, Eck her hentyder til Matt 9,15: Kan brudesvendene sørge, sålænge brudgommen er sammen med dem. I hvert fald hedder brudesvendene i Vulgata filii sponsi.

Note 3: I den bulle, hvormed Luther blev fordømt, 'Exurge, Domine', opregnes blandt de sætninger af Luther, som paven fordømte, følgende sætning nr 30: Nogle af Johan Hus' sætninger, som blev fordømt i Konstanz, er så kristelige og sande som nogen og aldeles evangeliske, så hele kristenheden var uden berettigelse til at fordømme dem. (exurge#46) Det er taget herfra.

Note 32: Den detaille har Luther faktisk lagt mærke til. Han henviser til Hieronymus, som også er opmærksom på det (r13-01#52). Men Eck burde måske have overvejet, om ikke han med denne iagttagelse borttager enhver argumentationskraft fra Matt 16,18. Luther hævder i hvert fald, at hvis Matthæus' mening er, at nøglemagten først gives i Matt 18,18, så giver den netop til alle apostlene, ikke kun til Peter. (se også 05#22f). Eck svarer (05#78), at Peter først fik nøglemagten i Joh 21,17; når dekreterne alligevel bygger på Matt 16,18, mener han, det sker, fordi løftet står ganske fast.

Kommentarer (af mig, rr).

K24: Det ord 'næsten' (fere) er afslørende. Når Luther taler om guddommelig ret, mener han det, der kan udledes af klare bibelske tekster. Eck derimod er tilfreds, hvis han kan få en række kirkefædre til at sige, som han vil; at nogen af dem bliver temmelig fordrejede i processen, ser han stort på.