Luthers disputation med Eck, 3



Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 271-279

Tilbage til 1) Eck02; 2) oversigten; 3) argumenterne.
 
1 Martinus Luttherus mane hore 7. die Martis que erat 5. Iulii. Martin Luther, om morgenen klokken 7, den 5. juli.
2 Cofutaturus responsionem egregius d. d. in causa ad illud 1. Cor. 3. Quid est Paulus? quid est Cephe?, dixit, ibi non esse intentam principalitatem sed singularitatem persone, idque indicari per verba schismatis. (02#32) (L) Da den udmærkede hr doktor gendrev mit svar sagde han i sagen om 1 Kor 3,5: 'Hvad er Paulus? hvad er Kefas?', at det dèr ikke var meningen at påvise personens forrang, men personens væren unik, og det gennem adskillelsens ord.
3 Respondeo: me plus movet ipse textus Pauli quam tam violenta et extorta distinctio, que nulli prorsus nititur auctoritati, cum tamen velit e divino iure arguere. Clarum est autem, contentionem eorum fuisse de prestantia vel principalitate personarum, quod indicat ipsa confutatio Pauli per tapinoses et comparationes urgens et dicens: quid est Cephe? quid Paulus? Ministri, per quos credidistis. Itaque qui plantat et qui rigat unum sunt. Neque qui plantat est aliquid, neque qui rigat est aliquid, sed qui incrementum dat, deus. (1 Kor 3,5f) (L) Jeg svarer: Mig bevæger selve Paulus' tekst mere end en så voldsom og forvreden distinktion, som overhovedet ikke støtter sig til nogen autoritet, skønt den vil argumentere ud fra guddommelig ret. Men det er klart, striden drejede sig om personernes kunnen eller forrang, hvilket selve Paulus' gendrivelse indikerer ved ordet TAPEINÅSEIS og ved at lægge vægt på sammenligninger og sige: Hvad er Kefas? hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro. Derfor, den, der planter, og den, der vander, er ét. Hverken er den, der planter, noget, ejheller er den, der vander, noget, men Gud, der giver væksten.
4 In quo manifeste detrahit personam, id est occasionem schismatis. Quomodo et ad Galatas 2. cum titulo prestanti Petri et aliorum Apostolorum Galate essent seducti, audet et dicit: qui videbantur quales aliquando fuerint, id est quam magni, nihil mihi refert.  (L) I dette fjerner han personen, det vil sige anledningen til striden. Sådan som han også i Gal 2,6 efter at den store Peters og de andre apostles titel overfor galaterne var blevet nedbragt, vovede at sige: 'de, der synes at være noget, men hvor store de er, er mig ligegyldigt.
5 Deus enim personam hominis non accipit, quasi diceret 'sive Petrus vel quicunque apostolus primus vel ultimus sit, nihil ad rem'. Vellem ergo, egregius d. d. scripturas rectius legeret, antequam sic allegaret. Stat ergo, quod primatus iste seu persona nihil pertineat ad ecclesiam, de iure divino saltem. (L) Gud ser nemlig ikke på menneskets person', som om han ville sige 'hvad enten Peter eller nogen anden apostel er den første eller den sidste, har intet med sagen at gøre'. Jeg ville derfor ønske, at den udmærkede hr doktor ville læse skriften noget bedre, før han påberåber sig den. Det står altså fast, at det at være den første eller hvad der har med personen at gøre, ikke betyder noget i kirken, i det mindste efter guddommelig ret.
6 Transeo illud quod Hieronymum dicit Pauli sententiam intellexisse: (02#33) item et illud, quod concessit Iohannís 5. (02#34) Item et illud de plebeia ratiuncula transeo, quia non est confutata. (02#35) Quod de episcopo et vicario in consistorio adduxit, nihil ad rem est. Mea ratio hoc voluit: si ecclesia non est acephala mortuo papa, nec acephala nullo Papa.  (L) Jeg springer over det, som han siger, at Hieronymus har forstået Paulus' mening: Ligeledes også det, han indrømmer om Joh 5,29. Ligeledes springer jeg også over det om den plebejiske snusfornuft, fordi det ikke er gendrevet. Hvad han tilføjer om biskoppen og vikaren i konsistoriet, har intet med sagen at gøre. Min mening er den: Hvis kirken ikke er hovedløs, når paven er død, er den heller ikke hovedløs, når der ingen pave er.
7 Transeo illud de Cardinalibus, quia omnibus notum, quando ceperint. (02#36) Transeo et illud de Cypriano, quia ex propria saliva d. d. dixit nescio que de Numidia ultra Atlantem, que non est in rerum natura. (02#37) Et illud, quod Cornelius frater appellatur a Damaso, transeo, quia non confutatum est, licet dictum sit, quod honestissimis titulis se honoraverint, ut beatissimos, sanctissimos appellando: nam et hoc ego dico. (02#38 (L) Jeg springer også over det om kardinalerne, fordi det er klart for alle, hvornår de begyndte. Jeg springer også over det om Cyprian, fordi hr doktoren taler ud af sit eget spyt om jeg véd ikke hvilket Numidien på den anden side af Atlanten, hvilket ikke findes i geografien. Også dette, at Cornelius kalder Damasus broder, springer jeg over, fordi det ikke er tilbagevist, selv om der blev sagt, at de ærede hinanden med de mest ærefulde titler, såsom at kalde hinanden den allersaligste, den allerhelligste. For dette siger også jeg. 
8 Non autem soli Romano pontifici, sicut hodie, sic scribebatur: hoc enim probandum erat. Transeo et illud, quod dixerit impertinens esse ad institutum, an Petrus apostolum aliquem ordinaret: quia hic unicus nervus (W272) est et invictus contra d. Eckium, ideo non inconsulte transit, ne irrecuperabiliter impingat. Item admitto, que ex Martyre Cypriano adduxit de honore et potestate equali apostolorum, (03#17) et accipio tanquam gratiam mihi factam a d. d. (03#19) Simili cura quod transiit a Niceno concilio et a Cypriano descriptam ecclesiam episcoporum, placet, quia non potest confutari. (L) Det er nemlig ikke, som i dag, kun til den romerske pave, at der skrives således: Det var det, der skulle bevises. Jeg springer over det, at han sagde, at det ikke hører med til institutionen, om Peter ordinerer nogen til apostel: fordi denne eneste streng også er ubesejret imod doktor Eck, derfor forbigår han det ikke urådført, og hænger ikke fast ved det, uden at det kan generobres. Fremdeles tilstår jeg, hvad han fremfører fra martyren Cyprian om apostlenes lige ære og magt, og optager det som en gunst, der er bevist mig af hr doktoren. Det behager ham at udvise en lignende omsorg, når han forbigår den bispernes kirke, der beskrives af Cyprian og Nikæa koncilet, fordi det ikke kan modsiges.
9 Quod autem repetiit de distinctione ortus sacerdotalis, unde patet, quod intentio Cypriani sit de defluxu potestatis sacerdotalis, quia nihil dixit nisi sua verba, (02#42) apud me nihil concludit. Illud quoque magis attendendum, quod Grecos hereticissimos ausus est appellare satis modeste, cum in universa ecclesia nulla pars dederit plures excellentiores scriptores quam greca. (02#48) (03#22 (L) Men hvad han gentager om forskellen på præstedømmets oprindelse, hvorfra han slutter, at Cyprians hensigt skulle være at lade præstemagten gå nedad, kan jeg ikke få noget ud af, fordi han kun beråber sig på sine egne ord. Det skal man også i høj grad lægge mærke til, at han vover tilstrækkelig moderat at kalde grækerne de største kættere, skønt ingen del af den universelle kirke har opvist flere fortrinlige forfattere end grækerne.
10 Nam quod toties mihi submordens Bohemiam obproperat aliasque calumnias intertexit, ad sophistas relego: indigniora sunt quam ut in gravi et theologica disputatione memorentur, nedum obiiciantur. (L) For at han i det hele taget skyder mig i skoene og bebrejder mig, at jeg er bøhmer, og indskyder andre beskyldninger, tillægger jeg hans sofisteri. Det er for uværdigt at komme med den slags i en alvorlig teologisk diskussion, endsige bebrejde mig det.
11 Quare illud Matthe: 16. Super hanc petram &c. videamus. Ubi dico: Aut petra significat hoc loco potestatem vel fidem (confido enim dominum d. nunquam satisfacturum sue promissioni, quod petra significet Papam seu successorem Petri). Si potestatem, superflue dicitur infra: tibi dabo claves regni celorum, id est potestatem, nisi dixeris potestatem potestati traditam. (L) Lad os derfor se på dette Matt 16,18ff: 'På denne klippe osv'. Her siger jeg: Enten betegner klippen på dette sted magten eller troen (jeg stoler nemlig ikke på, at hr doktoren nogensinde opfylder sit løfte, at bevise, at klippen betyder paven eller Peters efterfølger). Hvis det betegner magten, er det overflødigt, hvad han siger senere: Jeg giver dig himmeriges nøgler, det vil sige magten, medmindre man siger, at magt overgives ved magt.
12 Deinde si omnino potestatem significat, eadem erit omnium ecclesiarum, quia dicit: super hanc petram edificabo ecclesiam meam, non Romanam tantum. Aut significat fidem (quod verum est), iterum eadem est fides omnium ecclesiarum. Ita patet, quod hoc solum pronomen 'meam' communem facit petram, quidquid significetur per petram. (L) Og forøvrigt, hvis det i det hele taget betyder magt, vil alle kirker have den samme magt, fordi han siger: 'Jeg vil bygge min kirke på denne klippe', ikke blot den romerske kirke. Eller også betyder klippen troen (hvilket det faktisk gør), og så er igen troen den samme for alle kirkers vedkommende. Deraf følger, at dette ene pronomen 'min' gør klippen almen, hvilket betegnes gennem klippen.
13 Ideo frigidissime inducunt hanc auctoritatem decreta Pontificum pro singularitate principatus, que tamen constanter defendunt communitatem Petri. Et sic concordat cum apostolo ad Ephesios: una fides, unum baptismum, unus dominus. (Ef 4,5).  (L) Derfor er det meget åndløst, at de pavelige dekreter indfører denne autoritet til fordel for lederskabets singularitet, de, som dog bestandig forsvarer Peters samfund. Og sådan stemmer det godt overens med apostlen, hvor han skriver til Efeserne: 'én tro, én dåb, én herre'. 
14 Non enim, ut beatus Hieronymus ait ad Euagrium, alia fides Romane ecclesie, alia Britannie et totius orbis, ita nec alius Christus nec alia petra: quod si eadem fides et idem dominus et idem baptisma omnium ecclesiarum, sequitur, quod etiam eadem omnia reliqua, que ad fidem et ad baptisma et ad Christum, sequuntur. (L) Det forholder sig nemlig ikke sådan, og det skriver den salige Hieronymus til Evagrius, at den romerske kirke har én tro, den britiske en anden og en anden i hele verden, og således er der heller ikke en anden Kristus eller en anden klippe. Men hvis alle kirker har den samme tro og den samme herre og den samme dåb, så følger deraf, at de også har alt det øvrige tilfælles, som følger af troen og dåben og Kristus.
15 Ultimo Richardo Armacano interpretatus est verbum Christi de ambitione, non de maioritate, quia, inquit, presupponebat Christus esse unum inter eos maiorem, licet non indicarit quis esset. (03#24) Respondeo: quidquid sit de Armacano, prevalet clarissimus textus obscuro autori, quia scribitur, quod contentio facta sit inter eos, quis eorum videretur esse maior, et Christus 'qui vult inter vos esse maior', (Luk 22,24ff), satis indicat nullum suppositum fuisse esse maiorem, et ex consequentia textus patet, quod noluit ullum esse maiorem &c.  (L) Til sidst udlægger han med Richard Armacanus' hjælp Kristi ord om ambitionen, ikke om overherredømmet, fordi, siger han, Kristus forudsætter, at der er én i blandt dem, der er den største, selv om han ikke påpeger, hvem det er. Jeg svarer: Hvordan det end har sig med Armacanus, han foretrækker en dunkel forfatter fremfor en klar tekst, fordi der jo står skrevet, at fordi der opstod strid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største, og fordi Kristus jo klart nok påpeger med ordene 'den, der vil være den største', at han ikke foudsætter, at nogen skal være større end de andre, og som konsekvens deraf viser teksten, at han ikke vil, at nogen skal være større osv. 
16 Quod autem pro confirmatione sua induxit illud Luce 'Rogavi pro te, Petre, et tu confirma', pro me valet, quia fratres Petri Petro confirmandos precipit, non maioritatem. (W273). (L) Men hvad han anfører for at bekræfte det, dette Lukas' 'Jeg bad for dig, Peter, og du skal styrke', betyder i mine øjne, at han foreskriver Peter, at Peter skal styrke sine brødre, ikke at han skal herske over dem. 
17 Eckius.

De apostolis attulit Reverendus pater, ut semel dicam, ex Cypriano audivimus et Hieronymo, quod et sanctus martyr et Papa Anacletus testatur canone 'in novo', dist: 21: equales fuisse eos in apostolatu, quod nemo negat. (03#8) At equalitas illa apostolatus non preiudicat primatui et principatui, nisi impudenter dicatur sanctum Martyrem Anacletum in eodem decreto sibi contradixisse.

Eck:

Om apostlene fremhæver den ærværdige fader, at jeg engang siger, at vi har hørt af Cyprian og Hieronymus, hvad der også bevidnes af den hellige martyr, pave Anacletus i kanonen 'in novo', distinktion 21: at apostlene var lige i deres apostelembede, hvad ingen nægter. Men denne lighed i apostolatet siger ikke på forhånd noget om primatet og lederskabet, hvis man da ikke frækt vil sige, at den hellige martyr Anacletus modsagde sig selv i dette dekret.

18 Quod vero tantum ponderis et presidii locat in ordinatione apostolorum, (03#49) scio quod Paulus ingenue scripsit, postquam ascenderit Hierosolymam, nihil se recepisse ab iis, qui videbantur aliquid esse. (Gal 2,6) verum si nervus iste tam invincibiliter Eccium ligare debet, utatur eo, cum copiam opponendi habuerit. (E) Men skønt han lægger så megen vægt og anseelse i apostlenes ordination, véd jeg godt, at Paulus ligeud skrev, efter at han var kommet til Jerusalem, at han intet havde modtaget af dem, som syntes at være noget, men hvis dette bånd så ubesejret skulle kunne binde Eck, bruger han det, skønt han havde en overflod af modargumenter.
19 Sed quod gratiam sibi factam ait ex Cypriano, apostolos paro consortio preditos honoris et potestatis: (03#8) si istam appellat gratiam, solutiones suas interimere, paratus sum sepe ei talem gratiam exhibere. Nam distinxerat reverendus pater, Petrum fuisse priorem prerogativa honoris, non potestatis: Cyprianus in utroque eos equiparat. (E) Men når han siger, at der er bevist ham en gunst ud fra Cyprian, når apostlene erklæres for at have lige deltagelse i ære og magt, så vil jeg svare, at hvis han kalder det en gunst, at fjerne hans løsninger, så er jeg altid parat til at vise ham denne gunst. For den ærværdige fader skelner mellem, at Peter var den første til at stemme, ikke til at have magt. Cyprian sætter ham til at have lige dele af de to ting.
20 De Numidia quam ait esse in Mauritaniam et quod attulit, negotium est impertinens, et diu Cosmographicum negotium non agens non omnium etiam memini: hoc scio Mauritaniam Turganicam et Cesariensem ab Atlante vergere usque ad mare neque Atlantem poni terminum Affrice, sed Affricam pro magna sui parte dividere ad plures gradus. (E) Om Numidien, som han siger ligger mellem Mauritanien og det, han fremfører, er sagen uklar, og længe har geograferne ikke omhandlet det og jeg véd heller ikke alt: Men det véd jeg, at det turganiske og cæsarianske Mauritaniem støder op til Atlanten lige til havet og at Atlanten ikke sætter grænse for Afrika, men at Afrika for en stor del kan opdeles i flere afdelinger.
21 Sufficiat venientes ad Cornelium ex Numidia non fuisse de diocesi Romana, sed primam adiisse ecclesiam. Ob id invicta stat adhuc Cypriani illa sententia nondum soluta. De influxu, miror, quod affert verba mea fuisse, cum Cyprianum contra Novatianum adduxerim, ad quem reverendus pater nihil respondit. (03#52) (E) Det må være nok, at de, der kom til Cornelius fra Numidien, ikke var fra Roms bispedømme, men drog hen til den første kirke. Af den grund står hidtil Cyprians mening fast, idet den endnu ikke er blevet ophævet. Om indflydelsen, undrer det mig, at han fremfører mine ord, skønt jeg nævnede Cyprians brev imod Novitianerne, hvilket den ærværdige fader ikke svarede på.
22 De Grecis fateor, eos olim fuisse Christianissisimos et doctissimos, cum Romanam ecclesiam primam appellabant sedem: (03#9) sed superbia elati et invidia infecti ab obedientia Romane sedis se subtrahentes in pessimos inciderunt errores et simul fidem cum imperio perdidere. (03#54).  (E) Om grækerne tilstår jeg, at de engang var de mest kristelige og de mest lærde; da kaldte de den romerske kirke det første sæde. Men de blev grebet af overmod og inficeret med misundelse og trak sig tilbage fra lydighed mod det romerske sæde og de faldt ned i det værste fejltagelser og mistede på samme tid troen og riget.
23 Quod vero divinatur me non exhibiturum pollicita et argumentum fecit ex Math: 16. c. miror venerandum patrem sophistis tam infestum, et tamen sophistarum cautelis pulchre utitur, et cum sit respondens, se ad partem opponentis transfert. (03#55) Quare nihil iam respondeo: sed quod petit per me probari, probabo, ne semper tempus deliberandi ad partes suas veniat. (E) Men fordi det profeteres mig, at jeg ikke vil holde mit løfte, og fordi han lavede et argument ud fra Matt 16, undrer det mig, at den ærværdige fader er så usikker med hensyn til sofisterne og dog så smukt bruger sofisternes kneb, og når han skulle svare, overfører sig selv til modpartens synspunkt. Derfor kan jeg endnu ikke svare noget. Men hvad han beder mig om at bevise, det vil jeg bevise, at han ikke hele tiden skal komme til sin sag i små nip.
24 Postremo obscurum doctorem Richardum Armacanum reiicit, illius oblitus quod Richardum dixi id facere beati Leonis auctoritate. (03#15) (03#56) Porro id ex litera non evincit, quod petit: contentionem inter discipulos factam Christus merito reprehendit, quare et verba Christi sic sunt accipienda, ut contentionem reprimant, primatum non auferant.  (E) Til sidst forkaster han den dunkle doktor Richard Armacanus, under dække af, at jeg sagde, at Richard gennemførte det på den salige Leos autoritet. Men han beviser ikke det ud fra teksten, som han ønsker: at Kristus med rette bebrejder disciplene den strid, der opstod imellem dem, hvorfor også Kristi ord skal forstås sådan, at han undertrykker striden, ikke sådan, at han ophæver primatet.
25 Et textum posterius inductum credit (W274) reverendus pater facere pro se, quod Christus apostolos vocaverit fratres et ita eum non fecerit maiorem. At si verba textus ponderaret, uti alias facere solet, iam videret Petrum aliis apostolis superiorem, cum maior sit confirmans confirmato. (03#57) Hoc de solutionibus dictum.  (E) Og den tekst, som senere blev fremført, tror den ærværdige fader at kunne få til at tale til sin fordel, den, hvor Kristus kalder apostlene brødre, og således ikke gør ham større. Men hvis tekstens ord skal have vægt, som de andre plejer at have, så ser han Peter som overordnet de andre apostle, eftersom den, der styrker, er større end den, der bliver styrket. Såvidt de omtalte løsninger.
26 Venio ergo ad principale quod petit, probaturus primatum ecclesie Romane esse de iure divino et constitutione Christi, ita quod Petrus fuerit monarcha ecclesie a Christo institutus cum suis successoribus, pro quo repeto rationem Bernhardi inductam et nondum solutam. Repeto dictum Cypriani pariformiter, et tercio probo per illa verba Christi Matthei 16. Tu es Petrus, et super hanc petram edificabo ecclesiam meam. (Matt 16,18). (03#60) (E) Jeg kommer nu til hovedsagen i det, han beder om, idet jeg vil bevise, at den romerske kirkes primat er af guddommelig ret og Kristi indstiftelse, således at Peter er kirkens enehersker, indsat dertil sammen med sine efterfølgere, for hvilket jeg gentager Bernhards begrundelse, som blev fremført, men aldrig modbevist. Jeg gentager Cyprians ord af lignende form, og for det tredie beviser jeg det ud fra Kristi ord Matt 16,18: Du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke.
27 Ubi glossa ordinaria specialiter illam potestatem Petro concessit, ut ad unitatem nos invitaret. ideo enim eum principem Apostolorum constituit, ut ecclesia unum principalem Christi haberet vicarium, ad quem diversa membra recurrerent, si forte inter se dissentirent, quod, si diversa capita essent, vinculum unitatis rumperetur. (E) Her tilstår de almindelige fortolkninger Peter en særlig magt, som kan opfordre os til enighed. For derfor er han nemlig indsat til apostlenes førstemand, at kirken kan have én leder, Kristi vikar, til hvem de forskellige lemmer kan ty, hvis de måske bliver indbyrdes uenige, for hvis der er flere hoveder, bliver enhedens lænke brudt. 
28 Ita beatus Augustinus in epistola contra Donatistas exposuit: Tu es Petrus, et super hanc petram, id est Petrum, edificabo ecclesiam meam. (ep 53) (03#61) Et quamvis idem Augustinus aliubi exposuerit 'super hanc petram, id est Christum, ad mentem apostoli: petra autem erat Christus', tamen in libro retractionum expositionis sue prime eum non penituit. (E) Således forklarer den salige Augustin i sit brev imod Donatisterne: Du er Peter, og på denne klippe, det vil sige, på Peter, vil jeg bygge min kirke. Og skønt den samme Augustin andetsteds har udlagt 'på denne klippe, det vil sige, på Kristus, til apostelens sind: men klippen var Kristus', så vender han sig dog i sin bog: 'Retractiones' ikke bort fra sin første forklaring. 
29 Ita et beatus Hieronymus libro primo contra Pelagianos mihi colm. 5. ait: quid Platoni et Petro? ut ille enim princeps philosophorum, ita et hic Apostolorum fuit, super quem ecclesia domini stabili mole fundata est, que nec impetu fluminum nec ulla tempestate concutitur.  (E) Således siger også den salige Hieronymus i sin anden bog imod pelagianerne, i min udgave spalte 5: Hvad har det med Platon og Peter at gøre? Jo, ligesom denne var leder af filosofferne, således er hin leder af apostlene, på hvilken Herrens kirke er funderet som på en sikker klippe, som hverken flodernes rasen eller noget uvejr kan ryste.
30 Ita beatus Ambrosius sermo: 47. Petrum dicit fuisse petram. Huic quoque sententie Chrisostomus astipulatur ab initio eiusdem capitis. Quid igitur Petrus, inquit, omnium apostolorum os, vertex totius consortii? et infra: Sublimiora ipsum sapere fecit et ecclesie future pastorem constituit et post hunc universo orbi terrarum Christus preposuit. (03#66) (E) Ligeledes siger den salige Ambrosius i sin 47. prædiken at Peter er klippen. Overensstemmende med denne opfattelse er Krysostomus fra begyndelsen af samme kapitel. Er da ikke Peter, spørger han, alle apostelenes mund, hele samfundets isse? Og senere siger han: Kristus gjorde ham mere ophøjet og gjorde ham til kirkens fremtidige hyrde og satte ham efter dette i spidsen for alle lande i verden.
31 Fatetur hoc sanctus martyr Cyprianus ad Cornelium papam dicens: Petrus, super quem edificata fuerat ab eodem domino ecclesia, unus pro omnibus loquens et ecclesie voce respondens ait 'Domine, ad quem ibimus? &c.'  (E) Den hellige martyr Cyprian indrømmer det i sit brev til Cornelius, hvor han siger: Peter, på hvem kirken fra den samme herre var bygget, talte som én for alle og svarede med kirkens røst og sagge: 'Herre til hvem skal gi gå hen? osv.'
32 Propterea sanctus Leo: 24. q. 1. cum beatissimus, ingenue fatetur, Petrum apostolum accepisse primatum ecclesie a domino. Ita omnes consentiunt sancti, Petrum a Christo primatum totius ecclesie obtinuisse. Iuniores pretereo, Bedam, Bernhardum et similes.  (E) Derfor indrømmer den salige Leo i causa 24, spørgsmål 1, 'cum beatisimus' klart, at apostelen Peter har modtaget primatet af Herren. Derfor er alle de hellige enige om, at Peter har opnået primatet over hele kirken af Kristus. Jeg forbigår de senere, Beda, Bernhard og den slags.
33 Loquitur S. papa et martyr Anacletus, qui non a quadringentis annis frigidissima decreta composuit, sed a mille et quandringentis annis ita intonat: sacrosancta Romama et apostolica ecclesia non ab apostolis, sed ab ipso domino et salvatore nostro primatum obtinuit, sicut beato Petro apostolo dixit: 'Tu es Petrus, et super hanc petram &c.' et infra: hec autem apostolica sedes, caput et cardo ut prefatum est, a domino et non ab aliis constituta est.  (E) Det siger den hellige pave og martyr Anacletus, som ikke for fire hundrede år siden, men for fjorten hundrede år siden udtalte sig således: Den ukrænkelige romerske og apostolske kirke fik sit primat ikke fra apostlene, men fra herren og vor frelser selv, sådan som han sagde til den salige apostel Peter: 'Du er Peter, og på denne klippe osv.' og senere: men dette apostolske sæde, er som sagt hoved og hjerte, indstiftet af Herren og ikke af nogen andre.
34 Transscribuntur hec verba can. sacrosancta, 22. dist. Ita sanctus Marcellus 4. ante Sylvestrum can. Rogamus, 24. q. 1. scribit Episcopis Antiochenis: licet prima sedes fuerit apud Antiochiam, posterius domino jubente Romam translata est.  (E) Disse ord er omskrevet i kanon 'sacrosancta', den 22. distinktion. Således skriver den hellige Marcellus den fjerde før Sylvester i kanon 'rogamus', spørgsmål 24,1 til den antiokenske biskop: selv om det første sæde var hos den antiokenske kirke, er det sidenhen på Herrens befaling overført til Rom. 
35 Sic beatus Iulius 3. q. 6. can: Dudum (521), a Christo testatur ecclesiam Romanam habere primatum et esse caput aliarum ecclesiarum. Sic Pelagius papa, non a quadringentis annis sed nongentis et 28 sanctorum patrum sequutus sententiam, verba Christi 'et super hanc petram &c.' eodem modo accepit. (E) Således bevidner den salige Julius 3, spørgsmål 6, kanon 'dudum', at den romerske kirke har sit primat fra Kristus og er overhoved for de andre kirker. Således bevidnede pave Pelagius ikke for fire hundrede år siden, men for ni hundrede år siden og 28 hellige fædre fulgte hans opfattelse, at Kristi ord 'og på den klippe osv', skal forstås på denne måde. 
36 Hinc inter damnatos et pestiferos errores Iohannis Wikleff damnatus est et ille: Non est de necessitate salutis credere Romanam ecclesiam esse supremam inter alias. (04#2) (04#4) (E) Derfor blev blandt Johannes Viclefs fordømte og pestbringende fejltagelser også denne fordømt: 'Det er ikke nødvendigt til frelse at tro, at den romerske kirke er øverst blandt de andre'.
37 Sic inter pestilentes Iohannis Hus errores ille quoque connumeratur: Petrus non est nec fuit caput Romane ecclesie sancte catholice. Et alius: non est scintilla apparentie, quod oporteat esse unum caput in spiritualibus regens ecclesiam, quod semper in militante ecclesia conversetur. Et: ista papalis dignitas a Cesare inolevit. Et: Pape prefectio et institutio a Cesare emanavit. (04#8).  (E) Således skal også følgende regnes med til Johannes Hus' pestbringende fejltagelser: 'Peter er ikke og var ikke overhoved for den romerske hellige katolske kirke'. Og en anden var: 'Der er ikke gnist af bevis på, at der bør være ét overhoved i åndelige sager til at styre kirken, fordi den hele tiden forvandles til den kæmpende kirke'. Og: 'Den pavelige værdighed er indpodet af kejseren'. Og: 'Paveherredømmet og paveinstitutionen udspringer fra kejseren'.
38 Ita Bonifacius 8. heresin condemnans Lugdunensium contra errorem eorum decernit, esse de necessitate salutis omnem humanam creaturam subesse Romano pontifici, ut super hoc habetur decretalis 'unam sanctam'. Iohannes quoque 22. heresim Marsilii Paduani condemnans hunc quoque reprobavit, beatum Petrum apostolum non plus fuisse caput ecclesie quam alios apostolos.  (E) Og Bonifacius den ottende fordømmer det lugdunensiske kætteri og fastslår imod deres fejltagelse, at det er nødvendigt til frelse, at hele den menneskelige skabning er underlagt den romerske pave, sådan som vi om dette har dekretet 'unum sanctam'. Og Johannes den 22. fordømmer Marsilius fra Paduas kætteri og bebrejder ham også, at han ikke mente, at den salige apostel Peter var mere overhoved for kirken end de andre apostle.
39 Ita longe serie incipiendo a primitiva ecclesia semper in confesso fuit apud bonos Christianos, ecclesiam Romanam primatum obtinuisse a Christo non iure humano et populi consensu.  (E) Således har det igennem en lang årrække, begyndende fra den første kirke, altid været bekendt blandt gode kristne, at den romerske kirke fik sit primat fra Kristus, ikke ved menneskelig ret og folkets tilslutning.
40 Fateor, quod Bohemi in suorum errorum pertinaci defensione illa commemorant et his armis virulentis se defendunt, ut est videre in eorum oblatione facta in concilio Basiliensi et in alia disputatione facta coram rege et optimalibus regni inter Ragusium et illum iniquitatis ministrum Iohannem Rockenzcenam.  (E) Jeg tilstår, at bøhmerne i deres fejltagelser har brugt det forsvar og forsvaret sig kraftigt med disse våben, som det er at se i deres fremlæggelse på koncilet i Basel og i en anden disputation, der blev afholdt overfor kongen og kongerigets fyrster mellem Ragusius og denne uretmæssige prædikant Johannes Rockenzcena.
41 unde veneam precor a venerando patre, si Bohemis (non loquor de Christianis sed schismaticis) sum infestus tanquam ecclesie inimicis et quod eorum presenti memor sum disputatione, quoniam et conclusio ipsa et ea que heri allata sunt, primatum ecclesie iure humano constitutum, meo parvo et exili iuditio plurimum favent erroribus eorum, et ut fama est de hoc plurimum gratulantur. Hec modo in presentia afferre libet, auditurus reverendi patris et sententiam et allegatorum solutionem. (E) Derfor beder jeg om nåde hos den ærværdige fader, hvis jeg har angrebet bøhmerne (jeg taler ikke om de kristne bøhmere, men om skismatikerne), som nogen, der er fjender af kirken, og fordi jeg husker deres disputation, hvor jeg selv var til stede, da både denne konklusion og den fra idag blev fremlagt, den nemlig, at primatet er indstiftet efter menneskelig ret, hvilket efter min ringe og tynde bedømmelse i for høj grad tilgodeser deres fejltagelser, og hvilket, som rygtet vil vide, de er blevet for meget lykønsket med. Det vil nok være rigtigt at bringe dette frem i lyset, inden vi skal høre den ærværdige faders mening og løsning på det fremførte.
42 Martinus Lutherus.

Primum diluam contumeliam, quod me egregius d. d. insimulat Bohemice factionis studiosum et plane patronum (parcat ei dominus), presertim in tanta corona tantorum virorum.

Martin Luther.

Først vil jeg godt vaske den fornærmelse af mig, som den udmærkede hr doktor kommer med, når han beskylder mig for at ivre for bøhmernes sekt og næsten være deres skytspatron (Herren skåne ham), især i en sådan kreds af så mange mænd.

43 Nunquam mihi placuit nec ineternum placebit quodcunque schisma: inique faciunt Bohemi, quod se auctoritate propria separant a nostra unitate, etiam si ius divinum pro eis staret, cum supremum (W276) ius divinum sit charitas et unitas spiritus.  (L) Jeg har aldrig haft behag i og vil heller aldrig i evighed få behag i skismer: Og bøhmerne handlede forkert, da de ud fra deres egen autoritet skilte sig ud fra énhed med os, også selv om man siger, at den guddommelige ret var på deres side, for den højeste guddommelige ret er kærligheden og åndens énhed.
44 Hoc ego quesivi solum et rogo quemlibet bonum Christianum, dignetur christiana charitate perpendere, an non sit longe impudentissime iniquitatis tot milia martyrum et sanctorum per annos mille et quadringentos in greca ecclesia habitos extra ecclesiam eiicere et nunc demum etiam regnantes in celo velle deturbare. (L) Jeg for mit vedkommende har alene spurgt derom -- og jeg beder enhver god kristen at værdiges til at hænge fast ved den kristne kærlighed -- om det ikke er en langt mere fræk uretfærdighed at kaste så mange tusinde martyrer og hellige, som igennem fjorten hundrede år har været i den græske kirke, ud af kirken og først nu også at ville fortrænge dem fra herredømmet i himlen. 
45 Nam si etiam insaniant omnes adulatores Romani pontificis, negare non possunt ecclesiam Christi fuisse 20 annos fundatam, coronatam per multam orbis terrarum partem, antequam Romana ecclesia fieret ex Petro, ut clarissime patet ex epistola ad Galatas (Gal 1,18; 2,1) ubi scribit Paulus, se post tres annos venisse ad Petrum, deinde post quattuordecim annos iterum ascendisse ad Petrum. (04#16) (L) For selv om så alle den romerske paves leflere raser, kan de ikke nægte, at Kristi kirke havde været grundlagt i tyve år og havde været tilstede i en stor del af verdens lande, førend den romerske kirke blev til gennem Peter, sådan som det soleklart fremgår af brevet til galaterne, hvor Paulus skriver, at han efter tre år kom til Peter, dernæst efter fjorten år igen gik op til Peter.
46 qui si conferantur, invenientur ferme decem et octo anno post ascensionem Christi, quando Petrus adhuc erat Hierosolimis, ut taceam annos quibus sedit Antiochie, ut non possit dici Romanam ecclesiam esse primam et caput iure divino.  (L) Og hvis de sammenligner det, vil de finde, at der gik næsten atten år efter Kristi himmelfart, med at Peter stadig var i Jerusalem, for slet ikke at tale om de år, han var i Antiokia, så man altså ikke kan sige, at den romerske kirke var den første og var overhoved efter guddommelig ret.
47 Iam illud magis urget, quod greca ecclesia usque ad nostra tempora nunquam accepit episcopos suos confirmatos ex Romana. Ideo si fuisset ius divinum per tantum tempus, omnes episcopi Alexandrie, Constantinopolis, aliquot sanctissimi ut Gregorius Nazanzenus et ceteri quam plurimi essent damnati, heretici et Bohemici. Qua blasphemia nihil potest detestabilius dici. (L) Og derfor skal man lægge mere vægt på, at den græske kirke indtil vor tid aldrig har fået sine biskopper bekræftet fra den romerske kirke. Derfor, hvis der havde været en guddommelig ret igennem al den tid, så ville alle Alexandrias biskopper, alle Konstantinopels biskopper, mange af de hellige som Gregor af Nazianz og alle de mange øvrige skulle fordømmes som kættere og bøhmere. Og man kan dog ikke fremkomme med en blasfemi, der er mere afskyelig. 
48 Ad argumenta solutionum:

Quando egregius d. d. dicit 'equalitas apostolatus non preiudicat primatui' et adducit sanctum martyrem Anacletum dist: 21. Can: in Novo testamento, (69) dico breviter: hoc est unum de frigidissimis decretis, quod impugno, nec ullus mihi persuadebit, hoc decretum esse huius sancti pontificis et martyris. (04#36

(L) Til løsningerns argumenter:

Når den udmærkede hr dokter siger, at 'apostolisk lighed ikke forudsætter primatet', og tilføjer den hellige martyr Anacletus' ord fra distinktion 21, kanon 'in novo testamento', så vil jeg kort sige: dette er ét af de koldeste dekreter, som jeg bekæmper, og der er ingen, der vil kunne overbevise mig om, at dette dekret stammer fra denne hellige pave og martyr.

49 Ad Secundum: Non posui vim in ordinatione apostolorum, (03#18) de quo in opponendo videbimus. (L) Til det andet: Jeg har ikke lagt nogen kraft i apostlenes ordination, hvilket vi vil få at se i min indsigelse.
50 Tertio, quod Cyprianum induxit equiparantem apostolos tam in honore quam in potestate, cum ego dixissem beatum Petrum honore fuisse priorem, libentissime admitto et si opus est libenter errare volo, modo d. d. obtineat hoc pro veritate et dicat postea, ubi postea maneat principatus.  (L) For det tredie, at han indfører Cyprian som én, der satte apostlene lige både i ære og i magt, skønt jeg havde sagt, at den salige Peter var den første i ære, det indrømmer jeg meget gerne og hvis der er brug for det vil jeg også gerne sige, at jeg tog fejl, blot hr doktoren vil holde det for at være sandhed og bagefter sige, hvor principatet bagefter kan være blevet af.
51 Dico tamen, quod equalis est honor apostolorum ad alios, verum inter se merito Petro primum locum dederunt: unusquisque enim apostolorum in sua sorte et sicut unusquisque episcopus in sua diocesi equalem habet honorem. (L) Dog siger jeg, at apostlene indbyrdes stod lige i ære, men at de indbyrdes gav Peter den velfortjente førsteplads: for enhver af apostlene har lige ære på sit område, ligesom enhver biskop i sit stift.
52 Quod exprobrat, me nihil respondisse ad Cyprianum, (03#21) quesivi epistolam et non inveni. Tamen satis responsum est ex precedentibus, quod Cyprianus cuilibet ecclesie tribuit suum caput per multas epistolas. Hii qui fuerunt ex Numidia non probant ius divinum esse, sed factum ostendunt, sicut in simili Achacius de facto constituit Foelicem Romanum pontificem, quod dictum est heri. (02#26) (L) Så bebrejder han mig, at jeg ikke har svaret på det med Cyprian. Men jeg har søgt det brev og har ikke kunnet finde det. Dog er der svaret tilstrækkeligt ud fra det foregående, at Cyprian i mange breve tillagde hver enkelt kirke at være sit overhoved. De, som kom fra Numidien, beviser ikke, at det sker med guddommelig ret, men de viser, at det er sket, ligesom Akacius rent faktisk indsatte Følix som romersk pave, som det blev sagt igår.
53 Immo Epiphanius, episcopus Cypri, deposuit maiorem episcopum Constantinopolitanum, scilicet Iohannem Chrysostomum, ut est in tripartita historia. Non tamen ex facto isto factum est ius. (04#18) Et multa alia exempla. (W277) Satis miror, d. egregium d. instituisse probare ius divinum et usque hodie ne unam quidem syllabam scripture inducit, sed tantum dicta et facta patrum, eademque sibiipsi repugnantia. (L) Ja, Epifanius, biskop på Cypern, tilsidesatte den større biskop over Konstantinopel, nemlig Johannes Chrysostomus, som det fortælles i 'historia tripartita'. Dog kan der ikke ud af det, der er sket, dannes nogen ret. Og der er mange andre eksempler. Men det undrer mig en del, at den udmærkede hr doktor har påtaget sig at bevise den guddommelige ret og indtil i dag ikke har fremført så meget som en stavelse fra skriften, men blot fremført fædrenes ord og gerninger, som er hinanden modstridende.
54 Quod Grecos olim fatetur Christianissimos fuisse, postea recedentes ab obedientia Romane ecclesie fidem cum imperio perdidisse, (03#22) idem est quod heri dixit eadem auctoritate Ecciana, prevaluisse adversus eos portas inferi, sic tractans scripturas, ut intelligat per prevalentiam inferorum terrene vite vel rerum amissionem (04#19): bellissima glossa certe, quasi non potuerit fides manere amisso imperio, et ita liceat divinare, quod nulli sint Christiani in Grecia quia nullum imperium. Eadem ratione dicet et martyres ab inferis esse superatos. (L) Han indrømmer, at grækerne engang var særdeles kristne; bagefter, da de faldt fra lydigheden mod den romerske kirke, tabte de troen sammen med magten; det er det samme, som han i dag siger med den samme eccianske autoritet, at helvedes porte har magt over dem; sådan behandler han skriften, at han ved det, helvedes porte har magt over, forstår det jordiske liv eller nogle mistelige ting; og det er dog en særdeles smuk fortolkning, som om troen ikke kunne forblive, når magten var mistet, og således var det muligt at forudse, at der ikke ville være nogle kristne i Grækenland, fordi der ikke var nogen magt. Ud fra den samme tankegang kunne han sige, at også martyrerne var overvundet af helvede.
55 Exprobrat etiam dicens, quod ex respondente factus sum opponens (03#23) (gratus accipio monitionem), at hoc ideo fecerim, ut tempus haberem deliberandi. Non sunt tanta Ecciana fulmina (ut et ego quod glorier), ut necessaria sit mihi deliberatio. (L) Han kommer også med bebrejdelser, når han siger, at jeg fra at være respondent er blevet opponent (jeg modtager den kærkomne formaning), men det skulle jeg have gjort af den grund, at jeg kunne få tid til overvejelse. Men de ecciske lyn (at også jeg skal prale lidt) er ikke så store, at det er nødvendigt for mig at overveje. 
56 Illud etiam, quod Richardus Armacanus non sua sed Leonis auctoritate verbum Christi tractaverit, parum movet. (03#24) Ostendat ipse ex ipso textu 'hoc est iure divino propositum', et ero contentus. (04#20).  (L) Også det, at Richardus Armacanus behandler Kristi ord ikke ud fra sin egen, men ud fra Leos autoritet, rører mig kun lidt. Lad ham selv ud fra teksten påvise, at 'dette er foresat ud fra guddommelig ret', og jeg vil være tilfreds. 
57 Ad ultimum, ubi sic raciocinatur 'confirmans est maior confirmato, ergo Petrus maior apostolus', (03#26) forte quod ex Aristotele putat agens suo passo esse prestantius. Sed argutabor et ego plane Aristotelice 'Confirmans est bene maior per se, sed per accidens bene minor', (04#22) nisi fortassis confirmationem hic intelligat sacramentum confirmationis, quod non credo. Alioquin non rarum est superiorem per inferiorem adhortari, consolari, confirmari. (L) Hvad angår det sidste, hvor han ræsonnerer som så: Den, der styrker, er større end den, der styrkes, altså er Peter den største apostel': Han mener måske, at fordi det er taget fra Aristoteles, så er det skridt, han tager, mere fortræffeligt. Men jeg kan også argumentere på aristotelisk vis: 'Den, der styrker, er rigtignok større i sig selv, men i kraft af det uvæsentlige kan han rigtignok blive den mindste'. Hvis han da ikke måske ved konfirmation her forstår konfirmationens sakramente, hvilket jeg ikke tror. Ellers er det da ikke sjældent, at den overordnede formanes, trøstes, styrkes af den underordnede. 
58 Hoc ad confutationes eius.

Ad principale.

Ad principale accedens probavit, Petrum esse monarcham iure divino, et hoc ex auctoritate Bernhardi superius inducta, Cypriani, Hieronymi, Ambrosii, Chrysostomi, Augustini, deinde omnium sanctorum consensu, item multis decretis et decretalibus diversorum pontificum.

(L) Dette angående hans gendrivelser.

Til hovedsagen:

Når vi nu kommer frem til hovedsagen, vil han bevise, at Peter er overherre ved guddommelig ret, og det ud fra autoriteten fra Bernhard, som tidligere blev introduceret, Cyprian, Hieronymus, Ambrosius, Chrysostomus, Augustin, og også ud fra alle de helliges enighed, ligeledes ud fra mange dekreter og dekretalier fra diverse paver. 

59 Respondeo: d. d. Eckius voluit iure divino probare, et mox sui oblitus indicit in auctoritates patrum, quas pro maiore parte iam tractavimus, et vidimus eos in diversis locis diversa aliquando sensisse, et multo plures et sepius pro me quam pro d. d. Eckio. (04#23 (L) Hertil svarer jeg: Hr doktor Eck ville bevise, at det skete med guddommelig ret, men snart forglemmer han sig og forkynder fædrenes autoritet, som vi nu for største delen behandler, og vi ser, at de på forskellige steder har ment noget forskelligt, og mange steder og meget ofte taler mere til min end til Ecks fordel. 
60 Secundo videamus tamen per ordinem. Prima, Bernhardi, superius satis est dissoluta, quod videlicet non probat, sed suadet tantummodo, eo quod nitatur in alieno sensu scripture, ut ipsemet d. concessit doctor. (03#26) (04#25) Similiter et Cypriani auctoritas de principalitate et de ortu sacerdotalis unitatis satis visa est. (L) Men lad os for det andet tage dem efter tur. Først stedet fra Bernhard, som tidligere i tilstrækkelig grad blev modbevist, fordi han nemlig ikke beviste, men blot tilrådede, og støttede sig til skriften, anderledes forstået, hvilket også hr doktoren selv indrømmede. På lignende måde ser han også på stedet fra Cyprian om førsteretten og om begyndelsn på præstedømmets énhed.
61 Tertio probavit per illa verba: Tu es Petrus, et super hanc petram &c. que Augustinus sic exposuerit 'Super hanc petram, id est Petrum', et hanc non retractaverit. (03#28).  (L) For det tredie beviser han det ud fra ordet: 'Du er Peter, og på denne klippe osv', det ord, som Augustin udlægger således: 'På denne klippe, dvs på Peter', og det har han ikke trukket tilbage.
62 Respondeo: quid ad me? Si vult pugnare contra me, (W278) conciliet ipse primum dicta contraria. Certum est enim, Augustinum sepius exposuisse petram Christum et fortassis vix semel Petrum: ideo plus pro me quam contra me facit. (L) Jeg svarer: Hvad har det med mig at gøre? Hvis han vi bekæmpe mig, så lad ham finde frem til det modsatte af det først sagte. Det er nemlig sikkert, at Augustin ofte har forklaret, at klippen er Kristus, at den er Peter måske næppe én gang. Derfor virker dette mere til fordel for mig end imod mig.
63 Quod si etiam Augustinus et omnes patres Petrum intellexerunt per petram, resistam eis ego unus auctoritate apostoli, id est divino iure, qui scribit 1. Corin: 3. fundamentum aliud nemo ponere potest preterquam quod positum est, quod est Ihesus Christus, et auctoritate Petri 1. 2. ubi Christum lapidem vivum et angularem appellat, docens, ut superedificemur in domum spiritualem.  (L) Men hvis også Augustin og alle fædrene forstod Peter som klippen, så vil dog jeg modstå dem med én eneste apostolsk autoritet, det vil sige, med guddommelig ret; den står 1 Kor 3,11: 'Ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus', og Peters autoritet (1 Pet 2,4ff), hvor han kalder Kristus en levende sten og hjørnesten, og lærer, at vi skal lade os opbygge til et åndeligt hus.
64 Alioquin si Petrus esset fundamentum ecclesie, lapsa fuisset ecclesia ad unius ancille ostiarie vocem, quam tamen nec porte inferorum expugnare poterunt. Sequitur ergo, quod sancti patres, quando Petrum appellant petram, hoc loco vel humana patiuntur vel aliquem alium sensum habent, de quo non pronuncio. (L) Ellers, hvis Peter havde været kirkens fundament, ville den kirke være faldet ved en enkelt dørvogterskes stemme, som dog ikke helvedes porte kunne bekæmpe. Heraf følger, at de hellige fædre, når de kaldte Peter for klippen, enten fandt sig i, at dette sted blev forstået på menneskelig vis, eller tillagde det en anden mening, som jeg ikke her skal komme ind på.
65 Ideo illud Ambrosii dicentis, Petrum esse petram, facile admitto, cum et quilibet Christianus sit petra propter Christum, in cuius soliditate firmatur et unum cum eo efficitur.  (L) Derfor indrømmer jeg gerne, at Ambrosius har sagt, at Peter er klippen, eftersom jo enhver kristen kan være klippen på grund af Kristus, styrket ved hans urokkelighed og gjort ét med ham.
66 Quando autem Chrysostomus Petrum appellat pastorem future ecclesie et constitutum prepositum universo orbi, (03#30) sum contentus, modo intelligatur ista pastura non totius ecclesie, ne Paulum apostolum excommunicemus, qui multo plures ecclesias pavit quam Petrus, et Petrum esse primum in honore in toto orbe confiteor, et hoc etiam Chrisostomus tangit, quando dicit, eum esse vertocem tocius consortii apostolii. (04#33).  (L) Men når Chrysostomus kalder Peter hyrde for den fremtidige kirke og satte ham i spidsen for hele verden, så er jeg tilfreds, blot dette hyrdeembede forstås ikke som omfattende hele kirken, at vi ikke skal komme til at ekskommunikere apostelen Paulus, som har bekymret sig om mange flere kirker end Peter, og jeg bekender, at Peter er den første i ære i hele verden, og dette berører Chrysostomus også, når han siger, at han er hele apostelsamfundets isse.
67 Vertex non est caput verticis, sed pars capitis. Immo apertius appellat eum apostolorum os, quod et Hieronymus et Cyprianus asserunt, quia non in sua persona solum sed omnium apostolorum et totius ecclesie audivit 'Tibi dabo claves &c.' (Matt 16,19) (L) Issen er nemlig ikke issens hoved, men en del af hovedet. Ja, mere ligefremt kalder han ham apostlenes mund, hvilket både Hieronymus og Cyprian tilslutter sig, fordi han hører dette 'Dig giver jeg nøglerne osv' sagt ikke blot til sin egen person, men til alle apostlene og til hele kirken.
68 Ad decreta nihil dico, que dixi frigidissima, et presertim istius Anacleti multum iactati hac hora, quod bonus Christianus non credat Anacleti esse martyris, qui Cephas interpretatur caput et Romanam ecclesiam vocat Cardinem. (L) Til dekreterne vil jeg ikke sige noget, jeg har kaldt dem særdeles uduelige, og især ikke om det meget fra Anacletus, som de praler af i dag, fordi en god kristen ikke kan tro, at Anacletus er den martyr, som fortolker Kefas som hoved og kalder den romerske kirke verdens navle.
69 In fine, quandoquidem adeo displicent Bohemi d. d. egregio, ostendat memoriam et ingenium suum: scribat contra eos. Satis ego miror, tam multos inveniri Bohemorum criminatores et hostes, nullum tamen esse qui fraterna charitate dignetur eorum errorem confutare in gloriam Romane ecclesie. (04#38).  (L) Til slut, hvor meget end indtil nu bøhmerne mishager den udmærkede hr doktor, så viser han sin hukommelse og sit geni: Han skriver imod dem. Blot undrer jeg mig over, at der findes så mange, der beskylder bøhmerne og er deres fjender, men at der ikke er nogen, som af broderlig kærlighed værdiges til at gendrive deres fejl, hvilket ville være til den romerske kirkes ære.
70 D. Martinus petiit Eckium, ne velit impingere tantam contumeliam ut eum Bohemum faceret, quia sibi semper invisi fuissent, ideo quod ab unitate dissentiant.  Dr Martin bad Eck om, at han ikke ville udsætte ham for en sådan fornærmelse, at han gør ham til bøhmer, fordi han aldrig har kunnet lide dem, eftersom de afviger fra énheden.

Videre til Eck-04!