Luthers disputation med Eck, 2



 

Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 263-271

Tilbage til 1) Eck01; 2) oversigten; 3) argumenterne.
1 Hora secunda pomeridiana Quarta die Iulii 1519.

Martinus Luttherus.

Klokken to om eftermiddagen den fjerde juli 1519. 

Martin Luther.

2 Primam responsionem meam, qua ex auctoritate Pauli prima ad Corint: 3. ostendi, ab apostolo prohibitum, ne fideles sibi arrogant vel Cephe vel Paulum vel Apollo, ad istum modum confutavit d. d. egregius, quod, etsi Paulus ibidem Petri meminerit, non tamen falso Hieronymus contra Iovinianum dicit 'Unus eligitur, quod capite constituto occasio schismatis tollatur', (01#51) clare appellat Petrum caput in Ecclesia constitutum, adiecit 'sed hec missa faciamus'. (L) Mit første svar, som bliver taget fra Paulus' autoritet 1 Kor 3,4ff, at apostelen vender sig imod, at de troende knytter sig til Kefas eller Paulus eller Apollos, gendrev på den måde den udmærkede hr doktor, at, skønt Paulus her nævner Peter, så er det dog ikke forkert, hvad Hieronymus siger imod Jovinianus, at 'én udvælges, for at der, når der er indsat et overhoved kan være mulighed for at ophæve uenigheder', og han kalder klart Peter for et overhoved, der er indsat i kirken, og, tilføjer Eck, 'denne udsættelse vil vi foretage'. 
3 Respondeo: non patior propter minorem auctoritatem inductam me divelli a maiore, nec tantus est Hieronymus, ut propter eum Paulum deseram. Non ergo Paulus solum meminit ibi Petri, sicut conatur extenuare ista confutatio, sed cum plena auctoritate docet et prohibet, ne quis dicat se esse Petri. (02#33) (L) Jeg svarer: Jeg kan ikke gå med til, at man på grund af, at man har fremført en mindre autoritet, vil have mig til at sønderrive en større autoritet, ejheller er Hieronymus så stor, at jeg på grund af ham skal forlade Paulus. For ikke blot nævner Paulus Peter her, sådan som Eck forsøger at undvige det i sin gendrivelse, men med hele sin autoritet lærer han og vil han forhindre, at nogen skal sige, at han hører Peter til.
4 Unde et idem capitulum concludit: Omnia vestra, sive Paulus sive Cephe, sive mors sive vita, vos autem Christi, Christus autem dei. Stat ergo ista responsio mea adhuc invicta, et nisi robustius confutata fuerit, oppono eam omnibus preteriis et futuris argumentis d. doctoris. Verbum enim dei super omnia verba hominum est. (L) Derfor slutter da også dette kapitel: Alt er jeres, hvad enten det er Paulus eller Kefas eller død eller liv, men I hører Kristus til, Kristus Gud til. Mit svar står altså indtil nu ubesejret fast, og hvis ikke det bliver stærkere gendrevet, vil jeg sætte det op imod alle hr doktorens tidligere og kommende argumenter. For Guds ord står over menneskers ord.
5 Ad Hieronymum autem dico, quod et ego missa facio ea, cum sit ambiguissimus locus, ut bene sensit dominus Doctor. (01#51). (L) Men til Hieronymus-stedet vil jeg sige, at også jeg foretager en udsættelse, eftersom det er et tvetydigt sted, så hr doktoren kan komme på bedre tanker.
6 Secundam responsionem meam ad auctoritatem Iohan: 5. ubi dixi, Christum loqui de equalitate potentie paterne, iussit me d. Doctor attentius (W264) legere beatum Bernhardum, qui hanc auctoritatem inducit pro ecclesia militante, sicut auditum est. (01#52). (L) Mit andet svar holder sig til autoriteten Joh 5,19, hvor jeg sagde, at Kristus taler om ligeligheden med den fædrene magt, dèr befaler hr doktoren mig at læse den salige Bernhardus mere nøje; han har fremført denne autoritet til fordel for den kæmpende kirke, sådan som vi har hørt.
7 Respondeo: Divum Bernhardum veneror et eius sententiam non contemno, sed in contentione accipiendus est sensus genuinus et proprius scripture, qui stare in acie possit, a quo sancti patres nonnunquam locupletande orationis gratia digrediuntur et sine culpa. (02#34 (L) Jeg svarer: Jeg ærer den guddommelige Bernhard og foragter ikke hans mening, men når der er uoverensstemmelse, må man holde sig til skriftens genuine og særlige mening, som kan stå i forreste række, hvorfra de hellige fædre af og til er afveget på grund af deres tales rigdom, uden skyld.
8 Nunc autem ex precedenti et sequenti textu clarum fit, Christum loqui de equali omnipotentia sua cum patre: Propterea persequebantur Iudei Ihesum, quia faciebat hec in sabbato. ergo magis querebant eum Iudei interficere, quia non solum solvebat sabbatum, sed et patrem suum dicebat deum, equalem se faciens deo. (Joh 5,16.18.19) Respondit itaque Ihesus et dixit eis: Amen amen dico vobis, non potest filius a se facere quidquam, nisi quod viderit patrem facientem. Et sic clare patet, quod Bernhardus alio sensu tracta hoc verbum Christi. (L) Men nu er det klart af den foregående og den efterfølgende tekst, at Kristus taler om hans lighed i almagt med faderen: Derfor forfølger jøderne Jesus, fordi han gør dette på sabbaten. Derfor søgte jøderne endnu mere at dræbe ham, fordi han ikke blot ophævede sabbaten, men også kaldte Gud sin far, og gjorde sig lige med Gud. Derfor svarer Jesus dem og siger: Sandelig sandelig siger jeg jer, Sønnen kan intet gøre af sig selv, kun hvad han ser faderen gøre. Og således fremgår det klart, at Bernhard har behandlet dette Kristi ord i en anden mening. 
9 Ad tertiam, videlicet plebeiam ut dixit et ridiculam ratiunculam, qua dixi, etiam sine papa ecclesiam habere caput suum, opposuit, quod non esset digna enarrari coram tantis viris et in re tam seria. (01#56) Respondeo: sit plebeia et ridicula, modo sit invicta, nec dum video eam confutatam. non enim intelligo, si ecclesia ad tres vel quattuor menses non est acephala mortuo Papa, modo sint alii episcopi, quomodo etiam non sit acephala, cum nullus sit Papa. Nam quod adduxit de Cardinalibus, penes quos sit ius eligendi &c., responsionem meam confortat, cum hinc sequatur, eo tempore quo nondum erant Cardinales, ut tempore Hieronymi, non potuisse esse papam. (02#35).  (L) Til det tredje svar, nemlig, at han kalder det en plebejisk og latterlig snusfornuftslutning, da jeg sagde, at også uden paven har kirken sit hoved, indvender han, at det ikke er værdigt at tale sådan overfor så mange mænd og i en så alvorlig sag. Jeg svarer: Lad det så være plebejisk og latterligt, det er dog ubesejret, og jeg ser det stadig ikke gendrevet. Jeg forstår nemlig ikke, hvis kirken i tre eller fire måneder ikke er uden hoved ved pavens død, blot der er andre biskopper, hvordan den så ikke er uden hoved, når der ikke er nogen pave. For hvad han føjer til om kardinalerne, hos hvem retten til at vælge pave ligger, osv, det styrker mit svar, eftersom der heraf følger, at dengang der endnu ikke var nogen kardinaler, som på Hieronymus' tid, da kunne der heller ikke have været en pave.
10 Ad quartam, Cypriani auctoritatem, ubi dixi eum loqui de quolibet Pontifice, obiecit, quod ex textu pervincatur, eum loquutum esse de Cornelio Romano pontifice contra Novatianos. (01#58).  (L) Til mit fjerde svar, fra Cyprians autoritet, hvor jeg sagde, at han taler om en hvilkensomhelst præst, indvendte han, at det klart af teksten fremgår, at han taler om Cornelius, den romerske pave, imod Novitian. 
11 Respondeo: mea non refert nec eam epistolam in memoris habeo. hoc autem scio, quod divus Cyprianus per multas epistolas in hoc totus est, ut asserat, cuilibet ecclesie suum caput et suum Episcopum per suffragium plebis et iudicium vicinorum episcoporum ordinari. Ideoque si est, ut d. d. allegat contra Novitianos de Cornelio, dico: certum est eum loquutum de capite Romane ecclesie, non universalis ecclesie. (02#37) (L) Svar: Det er mig ikke magtpåliggende og jeg husker ikke lige dette brev. Men det véd jeg, at den guddommelige Cyprian i mange breve i det stykke er selvoverensstemmende, at han forsikrer, at enhver kirke skal ordinere sit overhoved og sin biskop gennem folkets valg og nabobispernes bedømmelse. Og hvis det derfor forholder sig sådan, at hr doktoren beråber sig på brevet mod novatianerne om Cornelius, vil jeg sige: det er sikkert, at han her taler om den romerske kirkes overhoved, ikke om den universelle kirkes overhoved. 
12 Item et illud confutavit, quod Cyprianus Cornelium semper compellat fratrem, nunquam autem dominum, ut nunc episcopi faciunt, ponentes relativum sine correlativo. Obiecit, quod et Petrus apostolos habuerit fratres et tamen caput et vertex apostolorum fuerit, iuxta Dionysium. (n12). (01#59).  (L) Ligeledes gendriver han også det, at Cyprian altid kalder Cornelius broder, aldrig herre, sådan som biskopperne gør nu, idet de anbringer et forholdsstedord uden henvisende stedord. Han indvender, at også Peter regnede apostlene for brødre og dog var han hoved og isse for apostlene, ifølge Dionysius.
13 Respondeo: si poterit egregius d. d. probare, quod Petrus unquam unum apostolorum ordinaverit, immo unum ex septuaginta discipulis, aut ullum illorum unquam miserit, cedo omnia et volo esse victus, si autem ego probavero, quod ne omnes quidem apostoli potuerint unum apostolorum mittere vel ordinare, rogo, concedat mihi, Petro nihil fuisse potestatis super ceteros apostolos.  (L) Jeg svarer: Hvis den udmærkede hr doktor kunne bevise, at Peter nogetsteds har ordineret bare én apostel, ja, bare én af de halvfjerds disciple, eller nogensinde udsendt nogen af dem, så vil jeg træde tilbage og erklære mig besejret, men hvis jeg kan bevise, at ikke engang apostlene kunne udsende eller ordinere nogen, så spørger jeg, om han vil indrømme mig, at Peter aldrig havde nogen magt over de øvrige apostle.
14 Quo sequitur, multo minus potestatis esse episcopo successori Petri super (W265) episcopos successores ceterorum apostolorum. Nunc autem clarissimus textus est Actuum primo, quod Matthias apostolus ab universo cetu apostolorum et discipulorum ordinari non potuit, sed de celo, sicut et ceteri omnes, electus et ordinatus est a Christo: ita et capi. 13. Saulus et Barnabas segregante spiritusancto assumpti sunt in opus. (L) Heraf følger, at Peters efterfølgere meget mindre havde magt over de øvrige apostles efterfølgere, biskopperne. Men nu står der i den soleklare tekst, Apg 1,23ff, at apostelen Matthias ikke kunne ordineres af det samlede apostel- og discipelråd, det måtte ske fra himlen, sådan som også alle de øvrige blev udvalgt og ordineret af Kristus. Ligeledes blev Saulus og Barnabas i Apg 13,2 udtaget af Helligånden og udsendt til arbejdet. 
15 Error ergo est apertissimus, quod Petrus habuerit potestatem super apostolos. Hoc sane fateor, apostolum Petrum fuisse primum in numero apostolorum et ei deberi honoris prerogativam, sed non potestatis. equaliter electi sunt et equalem potestatem acceperunt. ita et de Romano pontifice sentio, quod honoris prerogativa ceteris debeat anteferri salva cuiusque equali potestate, et non sicut Pelagius in frigidissimo suo decreto infert: ubi maior auctoritas, ibi maior potestas, et manet ceteros obsequendi necessitas.  (L) Det er derfor en helt klar fejl, at Peter skulle have magt over apostlene. Men det indrømmer jeg, at apostelen Peter var den første i apostlenes nummerrække, og at man bør tillægge ham æren af at stemme først, men ikke magten. De var udvalgt på lige fod og havde fået en lige stor magt. Således mener jeg også om den romerske pave, at man givetvis bør stille ham højt med hensyn til æren af at stemme først af nogen, der hver har samme magt, og ikke gøre, som Pelagius slutter i sit iskolde dekret: at hvor der er større autoritet, der er der også større magt, og at det skal forblive en nødvendighed, at de øvrige følger ham.
16 Ad quintam, ubi electionem episcopi ex Cypriano et Niceno concilio attuli, egregius d. d. satis rhetorice contempsit, dicens, quod nec promoveant nec impediant negotium, (01#38) (01#60) sed per hoc non dissolvitur mea responsio. stat ergo adhuc decretum Nicenum, aut si non stat et contra ius divinum statuerunt, non catholicum concilium sed diabolicum conciliabulum appellandum erit. (02#45 (L) For det femte, hvor jeg fremfører bispevalget ud fra Cyprian og det nikænske koncil, viser den udmærkede hr doktor temmelig stor retorisk ringeagt, og siger, at det hverken gavner eller skader hans sag, men derigennem opløses mit svar ikke, og derfor står indtil videre Nikæa-dekretet fast, eller, hvis det ikke står fast og kan vises at være imod den guddommelige ret, så var dette koncil ikke et katolsk koncil, men bør kaldes et djævelsk narrekoncil.
17 Sic, cum putaret, Augustinum non fuisse inducendum, et pulcherrima glossa sua Cyprianum per Augustinum adductum ita interpretatus est, quod Cyprianus ambitionem et superbiam eorum reprehenderet, qui seipsos ingererent, antequam vocarentur, sicut Aaron. Hoc mera fiducia dixit. ceterum textus satis clarus est, quod nullus episcopus, qui iam sit episcopus, se constituere debeat aliorum episcoporum episcopum. Stat ergo adhuc mea responsio. (01#60) (L) Når han således mener, at Augustin ikke skulle have været indført, så fortolker han hans smukke fortolkning af Cyprianstedet, som jeg fremdrog, på den måde, at Cyprian vender sig imod de menneskers ambition og overmod, som fører sig selv frem, førend de bliver kaldet, sådan som Aron. Men det er fri fantasi. Den øvrige tekst er ganske klar: Der er ingen, der på nuværende tidspunkt er biskop, der må indsætte sig som biskop over de andre biskopper. Altså er mit svar stadig ubesejret.
18 Ad sextam, graviter me reprehendit idem egregius d. d. quod in altera auctoritate Cypriani obticuerim hoc vocabulum 'Principalem ecclesiam', deinde velut grammaticum me naso suspendit, quod dixerim ortam esse unitatem sacerdotatem ex Petri sede. Ideo novus dialecticus vel philosophus potius ortum hunc interpretatur commissionis, subordinationis seu influxus: 'alioquin, inquit, nec ex Hierosolymis dabit unum sacerdotem'. (01#62 (L) Med hensyn til det sjette svar vender den samme udmærkede hr doktor sig imod mig, fordi jeg i min anden cyprianske autoritet har fortiet ordet 'den første kirke'. Og siden vil han give mig en næse som grammatiker, fordi jeg sagde, at den præstelige énhed var opstået fra Peters stol. Derfor må en ny dialektik eller filosofi snarere fortolke denne opkomst som opkomsten af videreførelse, underordnelse eller indflydelse: 'ellers, siger han, kunne der heller ikke fra Jerusalem gives ét præstedømme'. 
19 Respondeo: sive obticuerim sive locutus fuerim hoc vocabulum 'principale', idem est, nec enim potest principalis vocari respectu orientalis ecclesie, ut satis dictum est. Deinde commentum suum de ortu influxus eadem facilitate contemno, qua ipse finxit, (02#46) et non est difficile mihi dare unum sacerdotem ex Hierosolymis, scilicet ipsum Christum, a quo incepit et hinc orta et profecta est ecclesia iuxta illud Isaie 2. de Sion exibit lex et verbum domini de Hierusalem. (Es 2,3). (L) Jeg svarer: Hvad enten jeg har fortiet eller udtalt dette ord 'den første', kommer ud på ét; den romerske kirke kan nemlig ikke kaldes den første i sammenligning med den orientalske, som før omtalt. Dernæst foragter jeg hans videreførelse fra indflydelsens opkomst med samme lethed som den, hvormed han fastslår den, og det er ikke vanskeligt for mig at vise, at der gives et præstedømme fra Jerusalem, nemlig Kristus selv, fra hvem kirken er begyndt og hvorfra den har opkomst og fremvælden, ifølge dette Es 2,3 om, at der fra Sion skal udgå lov og Herrens ord fra Jerusalem.
20 Iam quod addidit auctoritate Hieronymi orientalem ecclesiam fuisse schismaticam et indiscissam domini tunicam minutatim discerpentem, nescio sane quid velit. (01#63) nec enim potest dicere, quod tota orientalis ecclesia et semper fuerit (W266) schismatica. Hinc nec negare potest, quod et latina ecclesia sua habuit aliquando schismata, et tamen mansit ecclesia. (L) Men hvad han tilføjer med Hieronymus' autoritet, at den orientalske kirke var skismatisk og plukkede den udelelige Herrens tunika i småstykker, det véd jeg sandelig ikke, hvad han vil med. Man kan nemlig ikke sige, at hele den orientalske kirke hele tiden har været skismatisk. Det kan heller ikke nægtes, at også den latinske kirke har haft nogle stridigheder, og dog er forblevet en kirke.
21 Proinde nihil est quod iubeat me tacere et non insultare per Grecam ecclesiam, quia deficientes a Romana ecclesia simul facti sunt et a fide Christi exules. (01#64). ego potius rogo d. d. Eckium, ut pro Ecciana modestia, quam iactat, parcat tot milibus sanctorum: cum usque ad nostra tempora durarit ecclesia greca, et sine dubio usque hodie durat et durabit. (02#48) Non enim Christus accepit medium terre Romane, sed omnes fines terre in possessionem et hereditatem a patre psalmo 2. (L) Derfor betyder der intet, at han befaler mig at tie og undlade at fornærme gennem den græske kirke, fordi den én gang har afskilt sig fra den romerske kirke og af den kristne tro er gjort landflygtig. Jeg vil bede hr doktor Eck om, at han hellere end at prale af den eccianske beskedenhed, skåner så mange tusinde helgener. Eftersom den græske kirke har varet indtil vor tid og uden tvivl indtil idag varer ved og fortsat vil vare ved. Kristus har nemlig ikke modtaget den romerske midte af jorden, men alle jordens lande som sin besiddelse og arv fra Faderen, som Sl 2,8 siger.
22 Ad septimam, quod ex Hieronymo de summo sacerdote opposuit, meam responsionem dixit esse evasionem: (01#65) ideo confirmaturus dictum suum adiecit, cur beatus Hieronymus Damasum piscatoris successorem dicat et cathedre Petri vult associari, illud divinum citans Matth: 16: 'Super illam petram fundatam ecclesiam scio', quod ita reliquis ecclesiis appropriari non potest, et deinde comploravit Hierosolymitane, Antiochene, Alexandrine, tandem et Boemice casum, et quod eodem Hieronymo teste apud solos Romanos incorrupta patrum servaretur auctoritas. (01#67) (L) Mit syvende svar mente han var en undvigelse, fordi det ud fra Hieronymus havde opponeret imod den højeste præst. Derfor ser han sin tilføjelse bekræftet, hvorfor den salige Hieronymus kaldte Damasus fiskerens efterfølger og ville tilslutte sig Peters stol, og han citerer det guddommelige ord fra Matt 16,18: 'På denne klippe véd jeg, at kirken er funderet'. Han ser også bekræftet, at tilnærmelsesvist så højt op kan de øvrige kirker ikke komme, og derefter beklager han den jerusalemitiske, den antiokenske, den alexandrinske, ja endog den bøhmiske sag, og det fordi ifølge den samme Hieronymus' vidnesbyrd det alene er hos romerne at fædrenes autoritet er bevaret uskadt.
23 Respondeo et rogo d. d. egregium, velit dicta patrum allegare secundum conscientiam, ne pro theologis videamur esse sophiste. nam summum sacerdotem eo loci Hieronymus appellat episcopum quemlibet etiam, ut qui de numero reliquorum sacerdotum sit elevatur, ideo nihil pertinet proprie ad Romanum pontificem. (L) Jeg svarer og jeg beder den udmærkede hr doktor, om han vil udvælge fædrenes udsagn efter sin samvittighed, så vi skal fremstå som sofister i stedet for som teologer. For på dette sted kalder Hieronymus enhver biskop den højeste præst også den, som er løftet op over de øvrige præsters antal, derfor har det intet specielt med den romerske pave at gøre. 
24 Deinde illa auctoritas Matth: 16. non appropriatur Romane ecclesie tantum, quod expresse indicant verba Christi, cum dicit 'Ecclesiam meam'. quecunque ergo est ecclesia, est edificata supra petram, et non solum Romana, aut si non convenit ceteris ecclesiis hoc verbum, Romana ecclesia erit sola et per consequens non prima.  (L) Dernæst passer denne autoritet Matt 16,18 ikke blot på den romerske kirke, hvilket Kristi ord udtrykkeligt indikerer, eftersom han siger 'min kirke'. Hvorsomhelst altså der er en kirke, er den opbygge på klippen, ikke blot den romerske kirke, eller, hvis dette ord ikke passer på de øvrige kirker, så betyder det, at den romerske kirke er alene og derfor ikke den første. 
25 Quare unitas ecclesie non ab unitate primatus Romani, sed longe melius iuxta apostolum Ephe: 4. ab unitate fidei, baptismatis, domini pendet, sicut et frequenter Cyprianus in epistolis suis sentit. Nec mansit apud Romanos solos incorrupta patrum auctoritas, nisi forte eo tempore quo scripsit Hieronymus: (02#51) immo tradunt historie, Liberium Romanum pontificem concessisse Arrianis, et illud Hieronymus in viris illustribus scribit, quod Achacius, Cesariensis episcopus Arrianus, Eusebii Arriani discipulus, auctoritate Constantii imperatoris ordinavit Felicem in Romanum pontificem. (03#52) (L) Derfor afhænger kirkens énhed ikke fra énhed med det romerske primat, men meget snarere ifølge apostlen Ef 4,5 fra énhed i tro, dåb, herre, sådan som Cyprian også ofte mener i sine breve. Det er heller ikke hos romerne alene, at fædrenes autoritet bevares ufordærvet, bortset måske fra den tid, Hieronymus skrev på. Ja, der fortælles den historie, at Liberius, den romerske pave, ville give arianerne frihed, og det skrev Hieronymus til de oplyste mænd, at Akacius, den cesariensiske biskop Arianus, discipel af Eusebs Arianus, på kejser Konstantins autoritet havde ordineret Felix til romersk pave. 
26 Octavo, confutans auctoritatem Hieronymi a me inductam ad Euagrium dicit, se scivisse omnes eiusdem meriti eiusdemque sacerdotii omnes episcopos fuisse et esse, sed papatum esse ordinem ultra Episcopatum, (01#67) sed non evicit responsionem meam, quia Hieronymus sublimitatem et inferioritatem episcoporum non iure divino, sed consuetudini et potentie divitiarum tribuit. Ideo adhuc maneo cum Hieronymo. (L) For det ottende gendriver han Hieronymus' skrivelse som blev fremført af mig til Euagrius med, at han vidste, at alle havde samme fortjeneste og at alle biskopper havde samme præstedømme, men at pavedømmet er en orden udover bispedømmet, men han undviger ikke mit svar, fordi Hieronymus ikke tillægger biskoppernes underlegenhed og lavere stilling den guddommelige ret, men sædvane og rigdoms magt. Derfor er det mig der indtil nu er enig med Hieronymus.
27 Ad nonam: Super canonem 'legimus' 93. dist. dicit sibi non apparere (W267) in ecclesia primitiva fuisse talem confusionem, ut episcopus a sacerdote non separaretur. (01#69) (02#53) (L) Angående det niende: Om kanonen 'legimus' i distinktion 93 siger han, at han ikke kan se, at der i den ældste kirke var en sådan forvirring, at de ikke gjorde forskel på biskop og præst. 
28 Respondeo: Quid hoc ad me? pugnet cum Hieronymo et canonibus, quod autem Dionysium inducit inter sacros ordines Episcopatum recensere, miror, quod non etiam inducit ex eodem auctore Romane ecclesie monarchiam, cum habeat tantum momenti ad Hierarchiam, ut sine hac similitudo triumphantis ecclesie consistere non posset. Decuit autem professorem scribende hierarchie argumento suscepto, presertim in prestantiore eius parte, satisfacere. At Dionysius usque ad episcopum solum deducit. (L) Jeg svarer: Hvad har det med mig at gøre? sig det imod Hieronymus og kanonen, men det undrer mig, at han indfører Dionysius som én, der skal tælles med blandt de hellige biskoppers orden, fordi han ikke også indfører den romerske kirkes eneherredømme fra den samme forfatter, eftersom han har så meget fart på hen imod 'Hierarkiet', at det ikke kan bestå uden denne sammenligning med den triumferende kirke. Men det klæder læreren at tilfredsstille det argument, han er begyndt på, i det hierarki, han beskriver, især i dets mere krævende del. Men han fører blot Dionysius frem til biskopembedet. 
29 Ad decimam, ad Canonem 'Prime' 99. disti. ubi respondi, prohibitum fuisse, ne Romanus pontifex universalis ecclesie episcopus appellaretur, confutavit in hunc modum: 'Non quod Romanus pontifex non sit primus et summus, sed quod episcopus, peculariter Romane ecclesie, non sit proprius cuiuslibet ecclesie episcopus'. (01#70) (02#55 (L) For det tiende, angående kanonen 'prime' distinktion 99, hvor jeg havde svaret, at det blev forbudt at kalde den romerske pave den universelle kirkes biskop, det gendriver han på følgende måde: 'Det er ikke, fordi den romerske pave ikke er den første og den største, men fordi en biskop, især over den romerske kirke, ikke er særlig biskop over en hvilkensomhelst kirke'.
30 Respondeo: quasi ulli mortalium possit tam stultus incidere affectus, ut una persona velit omnibus ecclesiis et singulis preesse, ut tantam insaniam necesse fuerit prohibere! (02#55) Tum relinquens hanc confutationem rectiorem dedit, scilicet non episcopum universalem, sed universalis ecclesie episcopum esse Romanum pontificem dicendum. Nisi parcerem ei, ego suspenderem et hanc solutionem: sed iudicent Iudices et auditores. (L) Jeg svarer: som om nogen dødelig kunne få en så dum tanke, at én person ville stå i spidsen for hver eneste kirke, så det skulle være nødvendigt at forhindre den slags vanvid! På det tidspunkt forlader vi denne gendrivelse, der gives en bedre, nemlig at man skal sige, at den romerske pave er, ikke universel biskop, men den universelle kirkes biskop. Hvis jeg ikke villle skåne ham, ville jeg også ophæve denne løsning: men lad dommerne og tilhørerne dømme. 
31 Ultimo ad auctoritatem Christi, ubi dixit 'vos autem non sic' (Luk 22,26), dixit ambitionem fuisse redargutam, sed non primatum. (01#72) Respondeo: hec est peticio principii, quasi iam obtinuerit, esse scilicet principatum. Deinde clarus est textus, quod non tantum ambitionem, sed ipsam maioritatem super ceteros prohibuit.  (L) Til sidst til Kristi autoritet, hvor han sagde 'ikke sådan blandt jer'. Her siger han, at det er ambitionen, Kristus vender sig imod, men ikke primatet. Jeg svarer: Dette er at tage det beviste for givet, som om det allerede var påvist, at der var et sådant herredømme. Dernæst er teksten klar, som ikke blot forhindrer ambitionen, men selve herredømmet over andre. 
32 Eckius

Ad defensiones solutionum a reverendo patre datarum dico de primo, non increpasse Paulum eos, qui dixerant se esse Petri, quia habuissent intentionem principatus apostolorum, sed quia singularitatem aspiciebant personarum. (02#3) (03#2). 

Eck. 

Imod de forklaringer, der blev givet af den ærværdige fader vil jeg for det første sige, at Paulus ikke udskælder dem, der siger, at de tilhører Peter, fordi de havde en intention om apostlenes primat, men fordi de så på personens særegenhed.

33 Quod verba ipsa clare indicant divisiones et schismatis. Et quanquam merito Paulum preferat Hieronymo, pie tamen credendum est Hieronymum eo loco sententiam Pauli bene intellexisse. Nec locus est ambiguus ob id caput in ecclesia constitutum, ut schismatis tolleretur occasio. Quod grammatico satisfecit lectori, quam disciplinam precipuam pre aliis partibus philosophie theologie subservientem dixit in disputatione quadam reverendus pater. (E) For selve ordene indikerer klart adskillelse og uenighed. Og skønt det er rigtig nok, at han foretrækker Paulus fremfor Hieronymus, så er det dog fromt at tro, at Hieronymus på dette sted meget godt har forstået Paulus' mening. Ejheller er stedet tvetydigt på grund af det overhoved, der er indsat i kirken for at ophæve uenigheder. At det tilfredsstiller den grammatiske læser, at denne disciplin adlydes fremfor andre dele af filosofien og teologien, det sagde den ærværdige fader i en vis disputation.
34 Secundo. Nemo negavit Christum Iohan: 5. equalitatem cum patre affirmasse nisi Arriani, neque alio sensu inducit Bernhardus. Sed quod reverendus pater arbitratur, sanctos patres sanctam induxisse scripturam (W268) locupletande orationis gratia, (02#7) respuimus, quoniam talem ostentationem de eis suspicari non licet. (E) For det andet. Ingen bortset fra arianerne nægter, at Kristus i Joh 5,19 bekræfter ligheden med faderen, og Bernhard indfører det ikke i nogen anden mening. Men hvad den ærværdige fader tror, at de hellige fædre har indført skriftsteder på grund af deres tales rigdom, spytter vi ud igen, eftersom det ikke er ret at mistænke dem for et sådant skin.
35 De tertio, de papa mortuo, tunc ecclesiam esse acephalam, dico, nunquam negatum Christum esse caput ecclesie, iuxta etiam glossam Canti. 5. caput eius aurum optimum. (Højs 5,11). Glossa: 'caput, id est Chritus', Papa vero est eius vicarius. (02#9) (03#6) (E) For det tredie, om, at kirken skulle være hovedløs, når paven er død, siger jeg, vi har aldrig nægtet, at Kristus er kirkens hoved, ifølge ordet i Højs 5,11: 'Hans hoved er det bedste guld'. Fortolkning: 'hoved, det vil sige: Kristus'. Men paven er hans vikar.
36 In consistorio autem episcopus et vicarius computantur pro una persona. unde appellare a vicario ad episcopum non licet. De Cardinalibus vero dixi, quod nunc, hoc est iuxta ecclesiam iam institutam, electio ad cardinales venerit Nicolao quodam pontifice ordinante, tamen tempore Hieronymo fuisse Cardinales credo, nisi Hieronymus non fuerit presbyter cardinalis. (n36).  (E) Men i konsistoriet tæller biskoppen og vikaren for én person. Derfor går det ikke an at appellere (?) fra vikaren til biskoppen. Men om kardinalerne har jeg sagt, at nu, det vil sige, ifølge den kirke, der allerede er indstiftet, kom valget til kardinaler derved, at en vis Nicolaus ordinerede nogle; men dog tror jeg, at der fandtes kardinaler på Hieronymus' tid, medmindre Hieronymus ikke var præstekardinal. 
37 Quarto de Cypriano. Certe fieri non potest, ut sancti martyris verba in Romane diocesis angustias coartet, quia episcopi Novatiani ex Numidia, que regio est Affrice ultra Atlantem, (n37) ut Ptolemeus et Strabo auctores sunt, ad Romam adventarunt. (02#11) Quod vero Cyprianus Cornelium fratrem appellavit, arbitror collectoris fuisse, non Cypriani mentem.  (E) For det fjerde om Cyprian. Det kan givetvis ikke ske, at den hellige martyrs ord trænger det romerske stift op i en krog, fordi de novatianske biskopper fra Numidien, som er en afrikansk region på den anden side af Atlanten, ligesom Ptolemeus og Strabo, forfatterne, kom til Rom. Men at Cyprian kaldte Cornelius broder, tror jeg har været sammenfatterens, ikke Cyprians hensigt. 
38 Nam si sanctorum episcoporum epistolas legerimus, inveniemus clare ea tempestate usitatiores fuisse conscriptiones illas laudabiles et magnificas quam modo fiat Romano Pontifici, ut de Ambrosio, Augustino, Hilario ceterisque liquet patribus. Nam mutuo se vocant 'beatissimus, sanctissimus, deo amabilissimus &c.' (E) For hvis vi læser de hellige biskoppers breve, finder vi klart, at på den tid var det mere almindeligt med disse rosværdige og storslåede sammenskrivninger, end at de blot skete for den romerske pave, ligesom det gik an for Ambrosius, Augustin, Hilarius og de andre fædre. For indbyrdes kaldte de sig 'den saligste, den helligste, den gudvelbehageligste, osv'.
39 Ad adiunctum causatur, quod queram diverticula ad rem non pertinentia. cum bona venia libenter dicerem 'Turpe est doctori &c,' petit a me, ut probem Petrum ordinasse aliquem apostolum: sed hoc ad institutum nostum est impertinens. Non enim querimus, quis unum aut alterum ordinavit, sed quis primatum super alios a domino Ihesu accepit. (E) Af det tilføjede fremgår, at disse små forskelligheder ikke har noget med sagen at gøre, eftersom jeg med god gunst frit kunne sige 'Det er dumt af doktoren, osv,' at jeg skal bevise, at Peter har ordineret nogen apostel: Men det hører ikke med til det, vi har aftalt. For vi spørger ikke, hvem der ordinerede den ene eller den anden, men hvem der er accepteret som overordnet over andre af vor Herre Jesus.
40 Subsequens omnino respuo, cum huiusmodi facit illationem 'Petrus nullum potuit ordinare apostolum: quare nec successor Petri successorem alterius potuit ordinare vel super eo habere potestatem'. Nam assumptum est verum: illatum est manifeste falsum, cum summus pontifex modo potestatem habeat et ordinet alios episcopus.  (E) Efterfølgende spytter jeg det i det hele taget ud igen, når han gør den slags bemærkninger: 'Peter kunne ikke ordinere nogen apostel: derfor kan ejheller Peters efterfølger ordinere sin efterfølger eller have nogen magt over ham'. For den antagelse er sand: det fremførte er åbenbart falsk, eftersom den højeste præst har den magt, at han kan ordinere andre biskopper.
41 Verum ratio enodandi nodum erit ista, quod apostolaltus officium, fundamentum ecclesie, plus dicit quam esse episcopum. Quare Leo decimus successor est Petri apostoli, non apostolus. Sed quod fatetur, Petrum bene fuisse primum apostolum numero et honoris prerogativa, et non potestatis, illud non satisfacit instituto, Primo quia Euangeliste numerum apostolorum non equaliter inceperunt, sicut Chrysostomus super Mattheo annotat et glossa videatur Matthe. 10. (E) Men begrundelsen til at opløse denne knude vil være, at han siger, at apostelembedet, kirkens grund, er mere end at være biskop. Fordi Leo den tiende er efterfølger efter apostelen Peter, er han ikke apostel. Men når han tilstår, at Peter godt nok var den første af apostlene af nummer og havde æren af at stemme først, blot ikke af magt, så er dette ikke tilfredsstillende for paveinstitutionen, først fordi evangelisterne ikke begyndte apostlenes numre ens, sådan som Chrysostomus bemærker angående Matthæus og sådan som han synes at fortolke Matt 10.
42 Deinde quod de potestate et honoris prerogative variat, (W269) expresse est contra martyrem Cyprianum, qui in tractatu de simplicitate prelatorum (n42) contra Novacianum, loquens de diaboli astucia, increpat eos qui velut iusticie ministri asserunt noctem pro die, interitum pro salute, desperationem sub obtutu (n42a) spei, perfidiam sub pretextu fidei, et infra:  (E) Når han dernæst skelner mellem magten og æren ved at stemme først, så er det udtrykkeligt imod martyren Cyprian, som i traktaten om kirkens enhed imod Novatianerne, idet han taler om djævelens list, skælder dem ud, der som retfærdighedens tjenere erklærer, at nat er dag, fortabelse frelse, fortvivlelse har de under dække af håb, perfidi under foregivelse af tro, og senere siger han: 
43 Et quamvis apostolis omnibus post resurrectionem suam parem tribuat potestatem et dicat 'Sicut me misit pater &c.' (Joh 20,21f) tamen ut unitatem manifestaret, unitatis eiusdem originem ab uno incipientem auctoritate sua disposuit: hoc erant utique et ceteri discipuli quod Petrus, pari consortio prediti et honoris et potestatis (hoc ponderandum) (n43), sed exordium ab unitate proficiscitur, ut ecclesia una esse monstretur, et infra: (E) 'Og skønt han efter sin opstandelse tildelte alle apostlene lige magt og sagde 'Ligesom faderen har sendt mig osv', så indrettede han det dog sådan, for at fastholde énheden, at oprindelsen til denne énhed begyndte fra én autoritet: Givetvis var også de øvrige apostle, ligesom Peter, udstyret med et lignende fællesskab om både ære og magt, (det skal man lægge vægt på) men begyndelsen udgår fra énhed', for at det kan vises, at kirken er én. Og senere:
44 Hanc unitatem qui non tenet, legem dei non tenet, non tenet patris et filii fidem, vitam non tenet et salutem. Hec notatu dignissima Cypriani verba, qui inter prerogativam honoris et potetatis apostolos non variat.  (E) 'Den, der ikke overholder denne énhed, overholder ikke Guds lov, overholder ikke fædrenes og sønnernes tro, overholder ikke livet og frelsen'. Hermed er den højværdige Cyprians ord fremhævet, han som ikke skelnede mellem æren ved at stemme først og apostelmagten.
45 Ad quintum, de electione, dico ut prius, nichil nos disputare de modo eligendi, sed de qualitate aut potius quantitate ipsius electi: quare consilium Nicenum non fuit conciliabulum. (02#16) Sed que factum et conversationem respiciunt, pro temporis, personarum et locorum qualitate mutari possunt, ut in multis canonibus videmus. (E) For det femte, om pavevalget, siger jeg som tidligere, at vi ikke diskuterer om valgmåden, men om kvaliteten eller snarere kvantiteten af den udvalgte: Derfor var Nikæa koncilet ikke noget narrekoncil. Men når man ser hen til, hvad der skete, og hvad der blev sagt, kan man godt forandre det til fordel for tiden og personernes og stedernes kvalitet, som vi ser det i mange bestemmelser.
46 Ad sextum, quod observandus d. d. uti dialecticum opponit me finxisse distinctionem de duplici ortu, (02#19) iam audivimus Cyprianum quod loquatur pro Eccio, cui non tantum suppetit ingenium ut nova fingit, sed vetera sanctorum dicta pro virili explanat.  (E) For det sjette, med hensyn til det, at den iagttagende hr doktor har lagt mærke til, at jeg har fastsat en dialektisk distinktion om den dobbelte oprindelse, har vi nu allerede hørt, at Cyprian taler til fordel for Eck, som dog ikke har så megen forstand, at han fastsætter noget nyt, men blot for sin del forklarer de helliges gamle udsagn.
47 Dum vero omnium dat michi sacerdotem Christum, primo Cypriani intentionem non assequitur, nec Hieronymi, quoniam Petrum primum apostolorum constitutum volunt, unde reliquorum sacerdotum potestas defluat, non quidem interius conferendo quod Christi est velut capitis, sed potestatem Ecclesiasticam communicando. (E) Men når han giver mig Kristus som præst over alle, så følger han for det første hverken Cyprians eller Hieronymus' intention, når de vil, at Peter skal være indsat som den første af apostlene, som den, hvorfra de øvriges præstelige magt stammer, ikke for at kunne sammenligne indvendig, hvad der tilhører Kristus som hovedet, men blot for at kunne videreføre den kirkelige magt.
48 Septimo, quod desyderat Eccianum modestiam Grecos et orientales pro damnandis iudicantem, (02#21) respondeo, Grecos longo tempore non solum fuisse schismaticos, sed hereticissimos, ut tot errorum cumulus et pervicax obstinatio testatur Clementina de summa trinitate, ut de spiritu sancto, de confessione, de trium Euangelistarum falsitate et innumieris aliis, quamvis sepe fictam fecerint Romane ecclesie obedientiam, ut in concilio Florentino Eugenii quarti temporibus factum est. (03#9). (n48).  (E) For det syvende, når han ønsker, at Eck ville udvise mådehold, når han dømmer grækerne og orientalerne i stedet for at fordømme dem, svarer jeg, at grækerne igennem lang tid ikke blot har været skismatikere, men også kættere, at der bevidnes en sky af fejl og stædig vedholdenhed om den hele treenighed ved Clementina, såsom om Helligånden, om bekendelsen, om de tre evangelisters falskhed og utallige andre, skønt de ofte på skrømt har vist den romerske kirke lydighed, som det blev gjort på det florentinske koncil på Eugenius den fjerdes tid.
49 Quare si pauci Christiani apud nos multorum sententia salvari debent, quanto magis paucissimi aut nulli in Turcia salvantur! nisi Religiosi aliqui et eis adherentes qui Romanam tenent obedientiam.  (E) For hvis hos os kun nogle få kristne efter manges mening kan frelses, hvor meget færre kan så ikke frelses hos tyrkerne, måske slet ingen, hvis der ikke er nogle fromme og de knytter sig til dem, som overholder lydigheden mod Rom.
50 De octavo rogat reverendus pater, ut auctores allegem secundum conscientiam, in quo nihil hesitet. Vellem, quod eos adducere possem etiam (W270) secundum scientiam. At Hieronymum agnoscere Damasum velut summum pontificem, nulli potest esse dubium. Sic quoque ecclesiam universalem esse fundatam supra petram nemo ambigat. Sed petram illam esse Petrum et eius successores alio tempore probabo. (E) For det ottende beder den ærværdige fader, at jeg skulle henvise til forfattere efter samvittigheden, i hvilken han ikke er usikker. Det vil jeg godt, også selv om jeg kan fremføre nogen, der passer efter min viden. Men at Hieronymus anerkender Damasus som den højeste præst, kan der ikke være nogen tvivl om. Ligeledes er ingen i tvivl om, at den universelle kirke er funderet på klippen. Men at den klippe er Peter og hans efterfølger til andre tider, det vil jeg nu bevise.
51 Sugillat tamen non nihil Hieronymum, cum dixisset 'apud vos solos incorrupta prima omnino servatur auctoritas', (02#25) quasi et Romani pontifices non fuerint sine nevo. Si ad tempus Hieronymi refert, Liberius et Anastasius eum precesserunt.  (E) Han håner Hieronymus ikke så lidt, når han siger 'at ikke hos jer alene bevares fædrenes autoritet', som om også de romerske paver var uden ??. Hvis han henviser til Hieronymus' tid, var Liberius og Anastasius forud for Hieronymus.
52 Hoc dico, quod merito in mentibus fidelium est admirandum, nullum Romanum pontificem quantumcunque malum vel errantem definivisse iudicialiter et ex constituto, quod unquam meminerim, quod est contra fidei Christiane mandata, quamvis facto ipso sepe erraverint: immo ubi talia iudicia erronea facere attentarunt, divino quoque correpti sunt iuditio, ut de Leone Arriano adversante Hilario, ut de Anastasio can. Anastasius, 19. dist. (E) Dette siger jeg, fordi det er velfortjent, at det beundres i de troendes sind, at ingen romersk pave har fastslået noget ondt eller fejlagtigt, på juridisk og constitionel vis, såvidt jeg kan huske, som er imod den overleverede kristne tro, skønt de ofte har fejlet i deres gerning. Ja, hvis de skulle blive forledt til at foretage sådanne fejlagtige domme, så blev de hurtig grebet af den guddommelige dom, som det fortælles om Leo og arianerne, hvor Hilarius gjorde modstand, som det hedder om Anastasius i 19. distinktion.
53 Ad nonum de canone 'legimus' 93. dist. forte reverendus pater me non intellexit. Nunquam venit mihi in mentem, papatum esse ordinem ultra episcopatum, sed dignitatem. Quod vero dicit mihi bellum esse cum Hieronymo et canonibus, (02#27) dixi quid sentiam: prefero hoc loco Dionysii auctoritatem velut senioris.  (E) For det niende, angående distinktion 93, 'legimus' har den ærværdige fader måske ikke forstået mig. Aldrig faldt det mig på sinde, at pavedømmet var en orden udover bispedømmet, det var en værdighed. Men om det, han siger, at der er uenighed mellem mig og Hieronymus og bestemmelserne, har jeg sagt, hvad jeg mener: jeg foretrækker fremfor dette sted Dionysius' eller endnu ældre autoriteter.
54 At cum rhetoricetur reverendus pater de Dionysio, cur non monarcham ecclesie descripsit, immo ultra episcopatum non progrediatur, facile est quod dicam. Dionysius enim sacramenta ecclesie perstringit: papatum autem cum ordinem esse negaverim, episcopatus inter ordines omnium consensu supremum obtinebit locum. (E) Men eftersom den ærværdige fader anvender sine retoriske evner på Dionysius, hvorfor beskriver han så ikke kirkens eneherredømme, ja det er let at se, hvad jeg siger, at det ikke går ud over bispedømmet. For Dionysius berører kirkens sakramenter: men eftersom jeg har nægtet, at pavedømmet er en orden, kan bispedømmet med alles tilslutning opnå den højeste plads blandt ordenerne.
55 Decimo, quod neminem tam insanum existimat, qui crediderit aliquem esse episcopum proprium singulis ecclesiis, quid est quod ego conqueror, nisi quod stultorum et qui singularitati student infinitus est numerus? (02#29) legat Reverendus pater Alpharum de planctu ecclesie, Iohannem de turre cremata in summa ecclesie, Vuilhelmum de Ocken in dialogo, et inveniet homines quandoque illius fuisse insanie. (E) For det tiende, at ingen kan regnes for så tosset, at han mener, at nogen selv vil være biskop for hver enkelt kirke, hvad er det så, jeg besværer mig over, andet end at de, der er dumme, og de, der stræber efter eneherredømme er utallige? Den ærværdige fader skulle læse Alfarus om kirkens sorg, Johannes om det opbrændte tårn i kirkens hovedtræk, Vilhelm fra Ocken i dialogen, så vil han til hver en tid finde mennesker, der havde dette vanvid.
56 Quod vero suspendere vult solutionem nostram de eo quod dixi Papam universale ecclesie pontificem melius quam universalem episcopum, feci hoc divi Bernhardi auctoritate et summorum pontificum consuetudine: ait enim Bernhardus lib: 2. de consideratione ad Eugenium col. 7. Nempe signum singularis pontificii Petri &c. infra ita: cum quisque ceterorum suam habet ecclesiam, tibi una commissa est, grandissima navis, facta ex omnibus ipsa universalis ecclesia toto orbe diffusa. (E) Men at han vil ophæve vor løsning om det, at jeg sagde, at paven mere var pave for den universelle kirke end universel biskop, her gjorde jeg den guddommelige Bernhards autoritet og de højeste præsters sædvane gældende: Bernhard siger nemlig i bog 2 om overvejelsen til Eugenius spalte 7: Nemlig, et tegn på, at Peters pavedømme er enestående. Og senere således: Eftersom enhver af de øvrige har deres kirke, er der givet dig én som opgave, det allerstørste skib, selve den universelle kirke spredt ud over hele verden, gjort af alle.
57 Ad decimum, verbo Christi non satis factum Luce. 22. quasi sit commentum meum. At non sine auctore loquor: adduco ei Richardum Armacanum lib: 7. c. 3. de questionibus Armeniorum locum istum ita intelligentem (W271) beati Leonis auctoritate.  (E) For det tiende, gjorde han ikke nok ud Kristi ord i Luk 22,24ff, som om det var min opfindelse. Men jeg taler ikke uden autoritet: jeg fremfører for ham Richard Armacanus bog 7, cap 3 om Armeniorer-spørgsmålet, det sted forstås sådan med den salige Leos autoritet.
58 Et quod hoc sit verum, verba indicant 'et qui maior est inter vos &c.' Ergo presupponebat Christus aliquem esse maiorem. quis autem esset maior, non tunc indicavit, sed posterius, cum Petro diceret de demone eos expetente, (Luk 22,31f) et quomodo rogaret pro eo, ut conversus confirmaret fratres suos, ubi maioritatem eius declaravit. (E) Og fordi dette er sandt, indikerer ordene 'og den, som er stor iblandt jer, osv', at Kristus forudsætter, at er er én, der er større. Men hvem det er, der er større, påviser han ikke dèr, men senere, hvor han taler til Peter om dæmonen, der vil vederfares dem, og om hvordan han bad for ham, at han, når han omvender sig, skal styrke sine brødre; dèr fremhæver han, at Peter er større.
59 Videre til eck-03!
60

 

Noter:
 

Note 12: I randen: de divinis nominibus.
 

Note 36: I randen: Martinus respondit, Hieronymum non fuisse Cardinalem. Martin svarede: Hieronymus var ikke kardinal.
 

Note 37: I randen: D. Martinus dixit 'citra Atlantem'. Doktor Martin sagde: På denne side af Atlanten.

n42: WA note: Jetzt gewöhnlich De unitate ecclesiae betitelt

n42a: WA note: Ältere wie neuere Ausgaben der Werke Cyprians haben obtentu

n43. WA note: 'Hoc ponderandum' ist ein Zwischensatz Ecks.

n48: Der hentydes til forbrødringen mellem den græske og den romerske kirke, som fandt sted i Firenze den 6. juli 1439 under pave Eugen den Fjerde, (1431-1447). Her mener Eck, at grækerne hyklede, da de viste den romerske kirke lydighed, andetsteds opfordrer han Luther til som grækerne dengang at bøje sig for den romerske kirke (07#n66).