Catharinus mod Luther 24

 
 



Fra en genudgivelse af Catharinus fra 1953 for den latinske teksts vedkommende (ved Josef Schweitzer). Min oversættelse for den danske teksts vedkommende.
 

Noter (Schweizers og mine) gengives ved n1, n2, osv. Mine kommentarer som k1, k2 osv.
 

Vil man oprette et link til denne tekst, kan det gøres ret præcist. De små tal i venstre celle angiver bogmærkenummeret på den pågældende celle.
1 (254) Liber quartus. De haereticis ac perversis et manifeste pernitiosis Martini impietatibus circa poenitentiam et purgatorium.  Den fjerde bog. Om de kætterske og perverse og klart fordærvelige ufromheder hos Martin om boden og skærsilden.
2 Impia eius dogmata ac late perversa circa poenitentiae doctrinam:  Hans ufromme og yderst perverse dogmer om bodslæren er:
3 "Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo `Poenitentiam agite etc.' omnem vitam fidelium poenitentiam esse voluit". (95tes#1) 'Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: 'Gør bod' osv, ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod'. 
4 Eadem neque gaudio neque somino interrumpitur. Dette afbrydes hverken af glæde eller af søvn.
5 Idem Christi verbum de sacramentali confessionis et satisfactionis non potest intelligi.  Dette Kristi ord kan ikke forstås om den sakramentale bekendelse og fyldestgørelse. 
6 Idem verbum seu praeceptum impossibile est, ut impleatur.  Dette ord eller bud er umuligt at opfylde. 
7 Circa partem contritionis. 

Vera contritio non sumit initium neque paratur per diligentem discussionem, collectionem, detestationem peccatorum, considerando gravitatem, turpitudinem, enormitatem, amissionem aeterni boni ac damnum aeterni mali. 

Talis contritio facit hipocritam peccatorem et absolutione indignum et communione. 

8 Circa partem confessionis. 

Nullo modo praesumas confiteri peccata venialia, sed nec omnia mortalia. 

Nulla sunt opera nostra, etiam bona, quin sint peccata damnabilia, si Deus in iudicium intret nobiscum.

9 Qui vere credit absolvi, vere ex fide sola erit absolutus, quicquid sit de contritione 

Haeretica, sed usitata sententia doctorum: sacramenta novae legis iustificantem gratiam dare his, quo non ponunt obicem. 

10 Circa partem satisfactionis. 

De satisfactione nihil legitur in Scripturis. 

Deus nullam poenam exigit a peccatore pro peccato, sed tantum novam vitam. (255)

11 Prima disputatio super primo eius iniquo dogmate. Den første disputation om hans første uduelige dogme.
12 Etsi sciam horrendissimas has blasphemias piis auribus nulla egere disputatione, cum iniquitatem manifestam secum praeferant, quia tamen diabolus in hoc sacramentum saluti tam necessarium semper est machinatus, et charitas multorum refriguit, in quibus Christi iam nulla lux, ideo in nomine Iesu et Mariae nonnulla contra istas impietates in medium afferam. Skønt jeg véd, at disse forfærdelige blasfemier for de frommes øren ikke har ført til nogen disputation, eftersom de bærer en håndfast uduelighed med sig, så vil jeg dog, fordi djævelen nødvendigvis altid driver sit spil med dette frelsens sakramente, og fordi kærligheden er blevet kold hos mange, for hvem Kristus ikke længere er lyset, derfor vil jeg i Jesu og Marias navn fremføre en del imod disse ugudeligheder. 
13 Principio ut hanc nobis iugem poenitentiam tuam commendares a verbi proprietate, ita initio operis ad Leonem ad vicarium praelatum vestrum scribis:  Ligesom du i begyndelsen overantvorter os denne din bods åg med dine egne ord, således skriver du i begyndelsen af dit værk til Leo den tiende til din ordensvikar (Staupitz):
14 "Memini, reverende Pater, inter iocundissimas et salutares fabulas tuas, quibus me solet dominus meus Iesus mirifice consolari, incidisse aliquando mentionem huius nominis poenitentia, ubi miserti conscientiarum multarum carnificumque illorum, qui praeceptis infinitis eisdemque importabilibus modum docent (ut vocant) confitendi, te velut e coelo sonantem excepimus, quod poenitentia vera non est, nisi quae ab amore iustitiae et Dei incipit, et hoc esse potius principium poenitentiae, quod illis finis et consummatio censetur. "Jeg husker, ærværdige fader, blandt dine spøgefulde og gavnlige historier, hvormed min Herre Jesus plejede at give mig forunderlig trøst, af og til at have hørt nævne ordet bod, hvor jeg havde medynk med de mange samvittigheder og deres kødeliggørelser, som lærte skulle bekendes (som de sagde) ved en uendelighed af bud og vigtige ting, jeg husker, at vi hørte dig sige, næsten som fra himlen, at boden ikke var sand, hvis ikke den begyndte med kærlighed til retfærdigheden og til Gud, og at det snarere var begyndelsen til boden, som af dem regnedes for afslutning og fuldendelsen af den. 
15 Haesit hoc verbum tuum in me sicut sagitta potentis acuta, coepique deinceps cum Scripturis poenitentiam docentibus conferre. Et ecce iucundissimum ludum, verba undique colludebant planeque huic sententiae arridebant et assultabant, ita ut cum prius non fuerit ferme in Scriptura tota amarius mihi verbum quam poenitentia (licet sedulo etiam coram Deo simularem et fictum coactumque amorem exprimere conarer), nunc nihil dulcius aut gratius mihi sonet quam poenitentia.  Dette dit ord sad fast i mig som en stærk spids pil, og jeg begyndte derefter at sammenligne det, de lærte om boden, med skriften. Og se den mest fornøjelige leg, ordene legede overalt med, og gjort helt grin med og angreb denne mening, således at, skønt der før i hele skriften næsten ikke var noget ord, der var mig mere bittert end ordet 'bod' (selv om jeg omhyggeligt også overfor Gud spillede skuespil og stræbte efter at udtrykke en hyklet og tvungen kærlighed), så lød der nu intet ord for mig mere sødt og nåderigt end ordet 'bod'.
16 Ita enim dulcescunt praecepta Dei, quando non in libris tantum, sed in vulneribus dulcissimi Salvatoris legenda intelligimus.Post haec accessit, quod studio et gratia eruditissimorum virorum, qui nobis graeca et hebraea officiosissime tradunt, didici idem verbum graece metanaea dici a meta et noein, idest a post et mentem, ut sit poenitentia sive metanaea resipiscentia et quasi post acceptum damnum et cognitum errorem intelligentia sui mali, quod sine mutatione affectus et amoris fieri est impossibile, quae omnia Paulinae theologiae ita respondet apte, ut nihil ferme aptius Paulum illustrare possit, meo saltem iudicio. Således blev nemlig Guds bud gjort søde, da jeg fattede, hvordan jeg skulle læse, ikke kun i bøgerne, men i frelserens søde sår. Herefter skete der det, at jeg ved højtuddannede mænds iver og gunst, som meget tjenstvilligt overførte til os græsk og hebraisk, lærte, at det samme ord på græsk siges 'metanoia', af 'meta' og 'nous', det vil sige 'efter' og 'sind', så at bod eller 'metanoia' altså er en kommen-til-sig-selv-igen og ligesom en forståelse af, hvor ond man er, efter at man har accepteret sin fordømmelse og erkendt sin fejl. Men det kan umuligt ske uden forandring af følelsen og kærligheden, og dertil svarer hele den paulinske teologi så godt, at næsten intet kan forklare Paulus bedre, i hvert fald efter min bedømmelse. 
17 Denique profeci et vidi metanaeam non solum a post [et] mentem, sed a trans et mentem posse deduci (sit sane violentum), ut metanaea transmutationem mentis et affectus significet, quod non modo affectus mutationem, sed et modum mutandi, idest gratiam Dei videbatur significare etc." (256) (n18) (res01#2 Til sidst nåede jeg videre og opdagede, at metanoia ikke blot kunne udledes af 'efter' og 'sind', men også af 'på den anden side' og 'sind' (lad det så også være lidt hårdt trukket op), så at metanoia kunne betyde 'forandring af sindet og følelsen', hvilket ikke blot syntes at betyde en forandring af følelsen, men også måden af forandres på, det vil sige Guds nåde". 
18 Libet autem aliquantisper tecum praludere. Primo enim de propria tua confessione per ista verba consequor, quod tu paulo ante non sincere cum Deo ambulans et coram illo simulans "coactum amorem" fingebas.  Men lad mig først lege lidt med dig. Først vil jeg nemlig forfølge din egen bekendelse med ordene om, at du kort tid før ikke omgikkes alvorligt med Gud og hyklede overfor ham og foregav en 'tvungen kærlighed'. 
19 Ego autem homo ille simplex mirabar, quomodo tam simulate egisses cum summo Pontifice, quem modo innocentissimum confiteris, modo tyrannum diceres, ad cuius iudicium sponte tua tam supplex modo confugis, modo ab eo tam contumaciter refugis.  Jeg for min del er bare et enfoldigt menneske og jeg undrede mig over, om monstro du omgikkes paven med samme hykleri. Ham bekender du snart er den mest uskyldige, snart siger du han er en tyran, snart henflyr du knælende helt frivilligt til hans dom, snart flyr du fra ham i trods. 
20 Quid enim mirum aut quid magnum, si cum Deo tanto tempore simulasti, ut cum eius vicario pari simulatione abusus fueris? Verum quomodo possunt confidere in te principes terrae, ne etiam cum illis simules, qui totam vitam cum Deo duxeris simulatam? Dices forsan: at iam ulterius non simulo. Illa graeci verbi notitia docuit, ne amplius simulem. (k20).  For hvad mærkeligt ville der være ved det eller hvad stort, hvis du hyklede overfor Gud i så lang tid, at du misbrugte hans stedfortræder med et lignende hykleri? Men hvordan kan jordens fyrster stole på, at du ikke også hykler overfor dem, du som har ført et fuldstændig hyklerisk liv med Gud? Du vil måske sige: Men nu til sidst hykler jeg ikke. Den iagttagelse af det græske ord har lært mig, ikke at hykle mere. 
21 Mirum, quod ex graeca facultate sinceritatem didiceris. Quid enim si vel nunc magis te simulare existimemus? Nam si semel malus ex nota regula semper creditur malus, quanto ille magis credendus, qui totam vitam malus?  Jeg undrer mig over, hvordan du skulle få lejlighed til alvor fra det græske. For hvad nu, hvis vi ville regne med, at du nu hyklede endnu mere? For hvis én, der én gang er ond, efter en fast regel altid tros at være ond, hvor meget mere må den tros at være ond, som er ond hele livet?
22 Quis credat sortem tuam tam beatam, ut cum tota vita nihil profecisses, tandem sine tot compunctionibus et tanto dolore cordis tot rigorosis confessionibus spretis clavibus et ipso clavium domino cum omnibus suis indulgentiis contemptis omnium sanctorum normis in novo tantum verbi huius intellectu denique resipueris?  Hvem vil tro på din så salige skæbne, at skønt du hele livet ikke har gjort nogen fremskridt, så når du endelig uden så mange stik og smerte i hjertet og uden så gennemgribende bekendelser, i foragt for nøglerne og i foragt for selve nøglernes herre og al hans aflad og alle hans helgener, så når du endelig frem til at komme til fornuft i en ny forståelse af dette ord?
23 Illud vero non admodum miror, quod inquis: 'cum antea nihil tibi sonaret amarius quam poenitentia, nunc nihil dulcius sonet'. Si enim et in gaudio in et lecto, in risu, in somno, quandocunque et ubicunque agi potest (ut ais; de quo paulo post), quis iure miretur, si tam grata facta tibi sit et dulcis?  Men så undrer det mig ikke så meget, at du siger, at skønt tidligere intet ord for dig havde lydt mere bittert end ordet bod, så lød det nu sødt'. Hvis man nemlig kan gøre bod, når man er glad, når man læser, når man ler, når man sover, på hvilkensomhelst måde og hvorsomhelst (som du siger; derom mere om lidt), hvem vil så med rette undre sig over at det skulle være sødt, hvis en sådan nåde overgik dig? 
24 Hoc magis mirum, quod impossibile tale praeceptum dicas, cum isto modo tam facile, immo tam dulce illud constitueris. De quo etiam paulo post.  Nej, det er mere bemærkelsesværigt, at du kalder et sådan bud umuligt, efter som du på den måde fastslår, at der er så let, ja så sødt. Men også derom mere senere. 
25 At serius agendo nunc iam, dic tu nobis, qui in hanc opinionem ab ethimo vocis descendisti, an valet eiusmodi argumentum a vocis derivatione, quod in omni scientia invalidissimum reputatur? An quia possessio a sedibus dicta est, quasi sedium positio, idcirco non possessio, quia nulla talis positio sedium? Scire enim haec debuisti, si tantus sis iuristatheologis.  Men hvis vi nu skal tale lidt mere alvorligt, sig os så, du, som vil gå ud fra ords betydning i denne sag, om den slags argumenter, der udledes af et ord, har nogen værdi, for de regnes da i alle videnskaber for ugyldige? Mon det skyldes, at besiddelsen er udtalt af sæderne, som om sædernes stilling, altså ikke besiddelse betød noget, fordi der ikke findes nogen sådan sædernes stilling? (??) Det burde du nemlig vide, hvis du er en så stor jurateolog. 
26 An forsitan respexisti ad nomen tuum, quod a Marte deducitur? Et quia congruere tuis factis agnovisti, quod bella moveas in ipsum coelum, ideo constare (257) argumentum a voce putasti? Quid autem si nos ad Lutheri nomen transeamus, quod a luto duci videtur, num patieris valere argumentum, praesertim quod te vere in lutum ac faecam haereticorum proiecisti gratis, ut tanquam lutum platearum te deleat ille, qui dissipat eos, qui bella volunt?  Mon du måske tog hensyn til dit navn, som udledes af Mars? Og at, fordi du var uvidende om at sammenholde dine gerninger, at du førte krigen op i himlen selv, derfor mente du, at argumenter ud fra ord stod fast? Men hvad nu, hvis vi går over til navnet Luther, som synes at udledes af 'lutum'/snavs, mon du så også synes, at argumentet duer, især fordi du virkelig er kastet ud i kætternes snavs og lort, så at den, der adspreder dem, der vil krig, udsletter dig som gadesnavs?
27 Cogor et ego ita te interdum eludere, ne tam sapiens tibi videaris, et tandem intelligas in sola hac vocum aucupatione, unde plurimae haereses emersere sine melioribus litteris, et in dicendi facundia incastigata, sine spiritu et timore Dei, infoeliciter tractari Scripturas. Quod ut latius ostendam et penitus os tuum obstruam. Også jeg stræber efter således af og til at lege med dig, at ikke du skal forekommer altfor lærd, og du endelig vil kunne forstå, at det er i en sådan fuglefangst efter ord, at de fleste kættere er fremstået i mangel af bedre tekster, ved at tale med urevset færdighed, uden ånd og uden frygt for Gud, og ved at behandle skriften uheldigt. Når jeg senere påviser det, vil jeg næsten helt lukke munden på dig. 
28 Tu pro intellectu verbi Christi "poenitentia" ad graecae vocis provocas derivationem. At ego te ad latinam revoco, et cum Augustino dico, quod poenitentia dicitur quasi poenae tentio. (n28) (k28).  Men du gør det, at for at fremhæve forståelsen af Kristi ord 'bod', går du til den græske afledning. Men jeg vil kalde dig tilbage til det latinske, og sige med Augustin, at 'bod' betyder det samme som at 'man bliver prøvet med straf'. 
29 Quid tu ad Augustinum? An tu illo consideratior? Mirum enim, quod unquam veram ille egerit poenitentiam, cum in hac vocis proprietate peccaverit, a qua discitur. At inquis, Lucas graece scripsit. Sed dic tu nobis, de voce Christi contenditur, qua praedicavit, an de voce Lucae, quae scripsit? Si de Christi voce, Christus graecene an hebraice locutus est?  Hvad siger du til Augustin? Mon du har bedre betragtninger end han? Det ville nemlig være mærkeligt, at han nogensinde skulle kunne nå frem til den sande forståelse af boden, når han tog fejl af ordets betydning, som der skulle læres noget af. Men du siger, at Lukas skrev på græsk. Men sig os så, om striden står om Kristi ord, hvormed han prædikede, eller om Lukas' ord, som han skrev ned? Hvis det handler om Kristi ord, talte så Kristus græsk eller hebraisk?
30 Si hebraice, cur non potius hebraicam illius vocis interpretationem considerasti, qua intellexisses (quod dixit Augustinus) per eam significari compunctionem ac simulationem et quandam quasi poenae tentionem? Quid igitur nunc dices, Martine, an non vanam reddidi omnem hanc tuam considerationem?  Hvis han talte hebraisk, hvorfor har du så ikke snarere overvejet den hebraiske fortolkning af dette ord, hvorved du ville have forstået (hvilket Augustin siger), at med dette ord betegnes en vis stikken og et vist hykleri og en vis spænding som for en straf? Hvad vil du nu sige, Martin, mon ikke jeg har gjort hele din overvejelse tom? 
31 Praeterea ut de verbo hoc tuo graeco disseramus, an non eodem usus est verbo Aristoteles in 2. Retho.? Et tamen ibi poenitentiam tristitiae specialem esse definivit. Sed peccavi, philosophum insipientem et ignorantem graecas litteras produxi.  Forøvrigt, for nu at undersøge dit græske ord, mon ikke Aristoteles har den samme brug af ordet i rhet. 2,3? Og dog definerer han dèr boden som en underafdeling af tristheden. Men ak, jeg har handlet forkert, jeg har fremført en uvidende filosof, der er ukyndig i den græske litteratur. 
32 Mitius tecum agam. Concedo, quod ais, illum poenitere, qui phase ac transitum faciat et novam assumat vitam. Quis hoc neget? Immo quis non doceat? An sequitur propterea, quod hic transitus, videlicet de (258) Aegypto ultra mare, debeat esse iugis atque assiduus? Nam quo pacto eam, qui semel transiit mare, iterum transire oporteat, nisi citra revertatur?  Jeg vil være lidt mildere imod dig. Jeg indrømmer det, du siger, at den gør bod, der gør en bevægelse og overgang og påbegynder et nyt liv. Hvem vil nægte det? Ja, hvem lærer ikke det? Mon der imidlertid heraf følger, at denne overgang, som i Ægypten gennem havet, bør være vedvarende og til stadighed? For hvordan bør den, der én gang er rejst over havet, igen drage over det, hvis ikke han vender tilbage derfra? 
33 Et ob eam causam recte dicitur omnium theologorum consensu, quod hoc sacramentum, per quod mare transitur, idest mortale dimittitur, iam non est illi necessarium, qui in eo non sit, licet sit utile, quia a mari tanto magis elongatur et per hoc tanto magis tutus, et ideo non proprie phase fit aut transitus maris, idest peccati, sed maior ab eo elongatio et evilatio reversionis, cum, ut Gregorius ait, in via Domini non progredi est retrogredi.  Og derfor tales der ret i det, alle teologer er enige om, at dette sakramente, gennem hvilket havet oversejles, det vil sige, dødssynden tilgives, derefter ikke er nødvendigt for den, som ikke er i dødssynd, selv om det er nyttigt, for at rejse så meget længere på havet eller blive belært så meget mere, og derfor ikke få den første fase eller ovegangen over havet (dvs synden) til at ske, det er snarere en forlængelse og billiggørelse af omvendelsen, eftersom, som Gregor siger, på Herrens vej er dette ikke at frem, identisk med at gå tilbage. 
34 Hinc solvitur secunda ratio tua, qua praesupponis (in intolerabili calumnia) nos dicere, quod sacramentalis poenitentia non sit spiritualis et interior, sed tantum exterior, et quae agi a superbissimis potest hypocritis. (tese 2).  Herigennem opløses din anden begrundelse, hvorved du forudsætter (i en utålelig fornærmelse) at vi siger, at den sakramentale bod ikke er åndelig og indvendig, men kun udvendig, og at den kan gennemføres af de mest hovmodige hyklere. 
35 Solvitur et tretia, qua inquis oportet semper orare et totam vitam (ut Augustinus ait) dicere: "Dimitte nobis etc". (W531). Ipse enim Augustinus ad Foelicianum se declarans ostendit, quam imperite omnia confundens deciperis.  Den tredie opløses også, hvorved du siger, at man altid og hele livet igennem (som Augustin siger) bør bede og sige: "Forlad os osv". Selv forklarer nemlig Augustin sig til Felix og påviser, hvor ukyndigt du snyder os ved at sammenblande alt. 
36 Triplicem enim poenitentiam distinguit. Alia est non reiterabilis ut baptismus, alia iugis et assidua, et haec magis ad conservandum se et procedentem in via necessaria est quam ad phase vel transitum faciendum, tum quod nemo sine peccato saltem veniali, tum vero quod nemo etiam certus de morali et grande peccatum esset pro certo in iustitia propria confidere. Tertia est haec sacramentalis, quam iugem esse non oportere, sed statutis ab ecclesia temporibus servari, ipse Augustinus probat. (259) Han deler nemlig boden i tre. Den første er uigentagelig ligesom dåben, den anden er vedvarende og gentagen, og dette mere for at bevare sig på og gå frem på den nødvendige vej end for at gennemføre en fase eller overgang, dels fordi ingen er uden synd, i hvert fald ikke den tilgivelige synd, men dels også fordi ingen ville være sikret imod den moralske og store synd det er at stole på sin egen retfærdighed. Den tredie er den sakramentale, som ikke bør ske atter og atter, men overholde de regler, der er fastsat af kirken, hvilket Augustin beviser. 
37 Secunda disputatio super secundo stulto eiusdem dogmate.  Den anden disputation over hans andet dumme dogme. 
38 Hanc tuam poenitentiam gaudio et somno non interrumpi his verbis ad sacri Palatii magistrum manifestas:  Denne din bodsforståelse, der ikke afbrydes af glæde eller søvn, behandler du i din bog mod magister palatii på følgende måde: 
39 Id non satis admirari possum, quod aperte negas poenitentiam in gaudi agi posse, cum poenitentia eo fit purior, qui fuerit hilarior & iucundior, Hilarem datorem diligit Deus. (2 Kor 9,7).  Det kan jeg ikke undre mig nok over, at du åbent nægter, at boden kan udøves, når man er glad, eftersom boden bliver det renere, jo mere munter og glad man er, Gud elsker en glad giver. 
40 Sed Apostolum, quaeso, reprehende, qui Thessalonicensibus præcepit: 'Semper gaudete in Domino', (Fil 4,4), Et psal. 33: 'Semper laus eius in ore meo'. Dic, rogo, ut aliquando etiam plorent, et maledicant in Domino. Igitur semper in Domino gaudendum, semper in nobis plorandum. In Deo habemus, unde gaudeamus: In nobis, unde lugeamus:  Men så må du jo bebrejde apostelen, mener jeg, som påbyder thessalonikerne: Glæd jer altid i Herren. Og Sl 34,2: 'Hans pris er altid i min mund'. Og jeg beder dig, sig mig, om de nogensinde klager og forbander Herren. Derfor skal vi altid glæde os i Herren, og altid klage i os selv. I Gud har vi det, vi kan glæde os over. I os, det vi kan sørge over. 
41 ideo sit gaudium in luctu. & luctis in gaudio: Gaudium in abscondito, luctus in cognito. Sed hæc non sunt Scholastica, ideo differo in aliud tempus. (lutpri01#46ff; W1,652). Derfor kan der være glæde i sorgen og sorg i glæden: glæde i det ukendte, sorg i det kendte. Men dette er ikke den skolastiske teologi, derfor adskiller jeg det i en anden tid.
42 Fugerant nos Thomistas haec Pauli dicta, quod in Domino sit gaudendum, neque nisi te interprete intelligere licuisset. O Martine, si auschultare mihi velis, nolo tuam hanc patiaris posthac Paulinam theologiam dici, ne Paulus quod mere tuum intercipiat, aut ne quando tibi potius ille dicat: quando ego haec dixi, Martine, quae me dicere confinxisti de sensu tuo?  Disse Paulus' ord jager os thomister på flugt, for man skal glæde sig i Herren, medmindre det ikke er tilladt at forstå det med dig som fortolker. O Martin, hvis du ville holde sammen med mig, må du ikke finde dig i, at bagefter dette kaldes paulinsk teologi, at ikke Paulus skal opfatte, hvad der kun er dit, eller at ikke han engang snarere skulle sige til dig: når jeg har sagt dette, Martin, hvorfor har du så opdigtet noget, jeg skulle have sagt efter din mening? 
43 Qua procedit consequentia, quod idcirco gaudium sit vel poenitentia vel actus poenitentiae, quia gaudendum sit in Domino? Etsi enim post veram poenitentiam gaudium sequatur, non tamen ut poenitentiae actus, sed sicut ego docui, ut fructus spiritus, qui ex ipsa potius oritur charitate et divino amore. Tuus ergo sit honor iste, Martine, invenisse tam facilem tamque iocundum modum paradisum adeundi cum gaudibunda hac poenitentia, quae nec somno interturbatur aut quovis actu.  Hvordan fremgår det som en konsekvens af det, at man skal glæde sig i Herren, at glæden er enten bod eller bodshandling? Skønt der nemlig efter den sande bod følger glæde, så kommer den ikke såvidt jeg har lært som bodshandlingen, men som åndens frugt, fordi der ud af den snarere oprinder kærlighed og gudskærlighed. Kære Martin, det er altså dig, der har æren for at have opfundet en så let og sjov måde at indgå i paradiset på, når man skal glæde sig ved den bod, som hverken søvn eller nogen handling afbryder. 
44 Quid enim hinc liceat tuis colligere discipulis? Nempe comedamus et bibamus et surgamus ludere. (2 Mos 32,6: 1 Kor 10,7). Sic enim poenitebimus bene pascentes, bene stertentes. Miror, quod pro maiori magnificentia tua non addideris: etiam in stuphis. Sic enim fit, cum volumus populum currere, hoc Maumethis consilium foelicitatem bestiarum mollibus et effoeminatis proposuit.  Hvad er så det, der her binder dine disciple sammen? Mon ikke dette: Lad os spise og drikke og stå op for at lege. Sådan vil vi nemlig kunne gøre bod, godt mætte og dybt snorkende. Jeg undrer mig over, at du for at forøge din storhed ikke tilføjer: Også på lokum. (?) Sådan går det nemlig, når vi vil løbe med folket, så forestiller det sig dette Maumethiske råd om en dyrisk lykke for de bløde og kvindeliggjorte. 
45 Huc spectat alia tua blasphemia, qua uxoribus copulari clericos sanctius atque rationabilius doces. (n45) Cui igitur non placeas carni et sanguini, si talia dogmatizzes, Sathanas impiissime? Sed nondum te absolvo. Postquam enim ad somnum te comprehendi, poenas mihi daturus es etiam pro eo, quod inquis neque somno hanc tuam actualem poenitentiam interrumpi, his verbis ad eundem:  Herpå sigter andre af dine blasfemier, hvorved du lærer, at det ville være mere helligt og mere fornuftigt at lade klerikerne bo sammen med hustruer. Prøver du da ikke hermed at tilfredsstille kød og blod, hvis du har denne lære, du Satans ufromme? Men jeg vil aldrig tilgive dig. Efter at du nemlig har hengivet dig til søvnen, vil du give mig straffe også for det, som du siger heller ved søvnen ikke kan afbryde denne din aktuelle bod, med disse ord til magister palatii: 
46 Quod vero dicis, vel in somno intercidere necessario actus poenitentiæ, agnosco egregium Aristotelem in te ex Ethicis suis fabulantem, ubi (260) dicit, quod miser et foelix dimidio vitae nihil differunt. Uterque enim dormiunt nocte, id est, nihil agunt vel foelicitatis, vel infoelicitatis.  Hvilket du siger sandt nok. Eller når du siger, at i søvnen afbrydes med nødvendighed bodens handling, så erkender jeg den udmærkede Aristoteles hos dig, som fabler ud fra sin etik, hvor han siger, at der ikke er forskel på halvdelen af den elendiges og den lykkeliges liv, begge sover nemlig om natten, det vil sige, de bidrager ikke hverken til lykken eller ulykken. 
47 Quomodo potest tibi vera theologia placere, cui placet tam insipiens philosophus? Audi apostolum Paulum ad Romananos: 'Qui manducat, Domino manducat; qui non manducat, Domino non manducat. Et iterum. Qui vivit, Domino vivit: qui moritur, Domino moritur'. (Rom 14,8) Sic et ad Corinthios: 'Non estis vestri. Empti enim estis pretio magno'. (1 Kor 6,19). Hunc (rogo) liceat imitari et dicere: Qui dormit, Domino dormit; qui vigilat, Domino vigilat. Et alibi: 'Sive comeditis, sive bibitis, omnia in nomine Domini nostri Jesu Christi facite'. (1 Kor 10,31).  Hvordan kan du synes om den sande teologi, du, som synes om en så uvidende filosof? Hør apostelen Paulus i Rom 14,6: 'Den, som spiser, skal spise i Herren; den, der ikke spiser, skal undlade at spise i Herren'. Og igen: 'Den, der lever, lever for Herren; den, der dør, dør for Herren'. Således også 1 Kor 6,19f: 'I tilhører ikke jer selv; I er blevet købt for en høj pris'. Her, mener jeg, må det være tilladt at efterabe og sige: Den, der sover, sover for Herren. Den, der våger, våger for Herren. Og et andet sted: Hvad enten I spister eller I drikke, gør alt i vor herres Jesu Kristi navn.
48 Domino autem dormire, credo, non negabis esse Dei voluntati parere. . . (n48) optima certe pænitentia, & a vitiis purgatio est. Puto etiam, quod dormiens vivat, si vivit, certe Domino vivit, ut hic dicit Apostolus. (lutpri01#49f). (W1,652). (sml sa18-768).  Men jeg tror ikke, du vil nægte, at dette at sove for Herren er at adlyde Guds vilje. . . det er bestemt den bedste bod og en renselse fra lasterne. Jeg mener også, at den, der sover, lever, hvis han lever, lever han givetvis for Herren, som apostelen her siger. 
49 Duo hinc mihi summo. Primum, quod propositio illa Aristotelis, quod dormiens nemo vel miser vel foelix, falsa est. (Se 28r (80)).  Her er der to ting for mig at opsummere. For det første, at denne tese af Aristoteles, at ingen, der sover er hverken ulykkelig eller lykkelig, skulle være falsk. 
50 Secunda, quod Paulus contra illam est. Quia vero ita Paulum sicut Philosophum intellexisti, ideo breviter sententia Philosophi primum declaranda est. Eius nota doctrina est, foelicitatem ac miseriam sine operationem non esse. Dormiens autem nihil operatur, ideo neque foelix neque miser.  For, at Paulus skulle være imod den. Men fordi du således har forstået Paulus ligesom Aristoteles, derfor skal Aristoteles' sætning først kort forklares. Hans tese går ud på, at lykke og ulykke ikke er uden gerning. Men den, der sover, gør ikke noget, derfor er han hverken lykkelig eller ulykkelig. 
51 Habitus autem virtutum sive intellectuales sive morales etiam in dormiente sunt, sicut etiam vitiorum, ut recte etiam dormiens et sapiens et prudens et sciens et artifex et iustus et temperatus et fortis dici valeat, nec tamen foelix tunc, sicut etiam tu dormiens et haereticus et schismaticus es, non tamen miser tunc, quia operatio non est, in qua miseria vel foelicitas subsistat, nisi tu forsan ponas, quod etiam in paradiso dormiemus, nihilo tunc minus foelices.  Men evnen til dyderne, hvad enten det er de forstandsmæssige eller de moralske, er også i den sovende, sådan som også lasterne er det, så at det med ret gyldighed kan siges også om den sovende, at han er vis og klog og vidende og kunstner og retfærdig og mådeholden og modig, men af den grund er han ikke lykkelig, ligesom også du, også når du sover, er både kætter og skismatiker, men ikke af den grund ulykkelig, fordi det ikke er nogen gerning, og i gerning består lykke og ulykke, medmindre du måske mener, at vi også i paradiset skal sove, men ikke derfor vil være mindre lykkelige. 
52 Quid enim mirum, qui tam nova in purgatorio dogmata comperisti, si totidem in paradiso reperias? Secundo, quid nam ait contra hanc Aristotelis sententiam Apostolus? Hoc tu producis: 'Qui vivit, Domino vivit; qui moritur, Domino moritur'. (Rom 14,8) Quid tum? Ergo (ais): Qui dormit, Domino dormit. Esto, quid idem? Ergo qui dormit, actum exercet poenitentiae. (k52).  Jamen, hvad mærkeligt ville der være i, om du, der har fremsat så nye læresætninger om skærsilden, vil udfinde noget helt nyt om paradiset? For det andet, hvad mon apostelen ville sige imod denne aristoteliske sætning? Her fremhæver du: 'Den, der lever, lever for Herren; den, der dør, dør for Herren'. Hvad så? Ergo, siger du: 'Den, der sover, sover for Herren'. Lad så være, men hvordan er det det samme? Ergo, den, der sover, udfører en bodshandling. 
53 O mirabilem theologum. Vigilantium sunt operationes, bone vir, sive bonae, sive malae, non dormientium, quoniam non nisi voluntariae esse possunt. Eatenus igitur dormiens Domino dormit, quatenus dum vigilaret, Domino dormire voluit. Dormiens enim dormire non vult, qui nihil sentiat, ligatis somno sensibus et anima a voluntariis operationibus quiescente.  O forunderlige teolog. Handlinger udføres i vågen tilstand, kære ven, hvad enten de er gode eller onde, når man ikke sover, fordi de kun kan være viljesmæssige. Ligeså langt nemlig som han, når han sover, sover for Herren, ligeså langt vil han, når han våger, sove for Herren. Når han sover, vil nemlig den sovende ikke sove, han føler nemlig ikke noget, idet hans sanser af søvnen er bundet og hans sjæl er bragt til ro bort fra de viljesmæssige handlinger. 
54 Hic igitur pueriliter lapsus es non intelligens aliud esse, quod est falsum, aliud, quod ipsam dormitionem, quae potest esse actus bonus et a ratione et voluntate imperatus. Sed sic est actus (261) non dormientis, sed vigilantis, quia vigilans dormire Domino voluit. An non satis ergo iam apparet, quod ita Paulum sicut Aristotelem intellexisti? Sed quanto digna risu ea sunt, quae sequuntur. Sic enim iuxta sequeris:  Her falder du i på barnlig vis, idet du ikke forstår, at én ting er, hvad der er forkert, noget andet, at det er selve det at falde i søvn, som kan være en god handling, som er styret af fornuft og vilje. Men som sådan er det en handling, ikke af én, der sover, men af én, der er vågen, for den, der er vågen, vil sove for Herren. Mon det ikke nu er tilstrækkelig klart, at du således forstår Paulus ligesom Aristoteles. Men hvor latterligt er ikke det, der følger! Sådan knytter du nemlig det følgende sammen med det: 
55 Item, quomodo audes dicere, dormientem fidelem esse vacuum actibus bonis, qui tum maxime bonis actibus plenus est, quando Deum in se quieto agere patitur et sabbatum Domini celebrat? Sed sisto. Nescio enim, an Thomistica theologia hanc theologiam unquam senserit; Paulina est enim, non peripatetica. (lutpri01#51; W1,531).  Ligeledes, hvordan vover du at sige, at den troende, der sover, er tom for gode gerninger, han, som dog i højeste grad er fuld at gode gerninger, når han tåler, at Gud skjult handler i ham og fejrer Herrens sabbat? Men lad det være, jeg véd nemlig ikke, om den thomistiske teologi nogensinde vil kunne forstå denne teologi, den er nemlig paulinsk, ikke peripatetisk. 
56 Vere Thomistica theologia haec nunquam sensit neque formam tam bellae novit aliquando consequentiae: patitur quis in se quieto Deum agere, ergo agit. O quam vere ais, Thomistica haec non esse, o quam falso, esse Paulina. At dic nobis tandem, quid in te quieto agit Deus, cum dormis? Plenus es et tu in somno divinis actibus? An magis stultitiis multis, etiam cum maxime vigilas? Attamen quaeso, dic, quid in te dormientem sentis Deum agere, quibus replere actibus? Sandelig har den thomistiske teologi aldrig forstået dette og heller ikke kendt formen på en sådan konsekvensernes krig: man finder sig i, hvad Gud i det stille gør inden i én, ergo handler man. O hvor sandt er ikke det, du siger, at dette ikke er thomistisk, o hvor forkert er det ikke, at det er paulinsk! Men sig os endelig, hvad Gud i det stille bevirker i dig, når du sover? Også du er vel fuld af guddommelig aktivitet, når du sover? Mon det er endnu større dumheder, du er fuld af, end når du er vågen? Men jeg be'r dig, sig os, hvad du føler, når du sover, og Gud handler i dig, så du er fuld af handlinger? 
57 Nec enim habemus nos Deum nostrum ita nobis vel in cubiculo appropinquantem. Porro quodnam est "sabbatum" illud, quod tu ais? Merito Thomista timet, ne qua sabbatizzatio aut quid peius sub hoc tuo abscondatur sabbato, nisi forsan haec mysteria pro tuis confingas laicis, ut aliquid in te divinum, quod dignum sit, caelatum esse, suspicentur et venerentur. Laudo. Sic fieri oportet pro plebe stulta.  For vi har ikke vor Gud hos os som én, der således kan nærme sig os i soveværelset. Og videre: Hvad er det for en sabbat, som du taler om? Med rette frygter thomisten, hvad værre der kan skjule sig bag en sådan sabbatgørelse eller under denne din sabbat, medmindre måske dette mysterium blot skal regnes til det, du opfinder for lægfolk, for at de kan formode, at der i dig er noget guddommeligt, som er værdigt til at være himmelsk og som de kan dyrke. Tillykke. Således bør det ske til fordel for den dumme pøbel. 
58 Tertia disputatio super tertio eius dogmate.  Den tredie disputation om hans tredie dogme. 
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90

 

Noter:
 

Note 18: Clemens-udgaven af Luthers resolutioner (bind 1, side 17) har i stedet for 'significare' 'spirare'. 
 

Note 28: Schweitzer-note: Ps-Augustinus, de vera et falsa poen. 19 n. 35 (MPL 40,1128).
 

Note 45:   Denne tanke findes i Luthers kommentar til Galatherbrevet fra 1519, til Gal 6,18. Erl bind 23, side 481:
 
      Timeo enim superbissimus contemtor, ne iis nominibus pessimis inflatus plus de meo lucro gaudeam, quam de eorum malo doleam. Id saltem unicum mihi, (E481) imo sibi concedant, ut paululum seposita Martini odiosissima larva apostolum Paulum libere et solum considerent, et hunc tum cum ecclesiae, quae hodie est miserrima, facie conferant, neque enim tam crassicordes eos existimo, ut non senserint unquam, quid legum multitudo hodie fecerit.       Jeg frygter nemlig som den allerstørste foragter, at jeg opblæst af disse betegnelser skal glæde mig mere over mit held end være ked af den skade, de forvolder. Det ene i hvert fald må de indrømme mig, ja indrømme sig selv, at når de efterhånden får fjernet Martins hadefulde spøgelse og blot kan betragte apostelen Paulus frit og se på kirkens ansigt, som i dag er forfærdeligt, så vil jeg ikke regne med, at de er så hårdhjertede, at de ikke på en eller anden måde kan fornemme, hvad lovenes mangfoldighed bevirker i dag. 
Nam quot in dies jugulantur et pereunt animae propter unam hanc traditionem, quae citra ullum delectum omnibus sacerdotibus interdicit uxoribus? Horror est intendere tam in scandala, quam pericula hujus unius legis.  For i hvor mange dage har de ikke slagtet og ødelagt sjæle på grund af denne ene tradition, som ganske forskelsløst forbyder alle præster at have hustruer? Det er forfærdeligt at overveje, både hvad forargelsen angår, og hvad faren ved denne ene lov angår. 
Similes huic sunt et aliae multae peccati, mortis, inferni duntaxat ministrae, ut interim taceam jacturam sincerae pietatis, quae sub harum tyrannide paulatim exspiravit.  Og i lighed med denne er der også mange andre synd-, døds- og helvedeslove, der kun er understøttende. Og så siger jeg ikke noget om det praleri med alvorlig fromhed, som overalt ånder tyranniets ånde ud over disse ting. 

 

Note 48: Det, der står i parantes, er udeladt: ..voluntati parere. (Voluntati autem Dei parere,) optima certe pænitentia, & a vitiis purgatio est. er at adlyde Guds vilje. (Men at adlyde Guds vilje) er bestemt den bedste bod og en renselse fra lasterne. Meningen bliver, med udeladelsen, at selve dette at sove er den bedste bod, ikke, som Luther skriver, at dette at gøre Guds vilje er den bedste bod.
 

Kommentarer:
 

k20: Det er lidt mærkeligt for en lutheraner at læse denne kommentar til Luthers bekendelse af sin synd under sit munkeliv. Jeg mener, man går fra en strengt personlig bekendelse, som man dog føler må have koste ikke så få smerter og søvnløse nætter, til en teoretisk overvejelse over, hvorvidt man kan regne med et menneske, der bare én gang har hævdet, at han tidligere hyklede: Gør han det så ikke også nu? Det er dog vistnok et uinteressant spørgsmål, for ikke sandt, man kunne jo omvendt også regne med, at man var mere sikret mod hykleri fra et menneskes side, er dog i hvert fald én gang har erkendt, at han hyklere, fremfor fra et menneskes side, der aldrig har erkendt noget hykleri, hverken overfor sig selv eller overfor andre. Men hvorom alting er, på den måde trænger man ikke ind til det, der er Luthers sag. 
 

k28: Det er dog vistnok en selvmodsigelse, Catharinus løber ind i her. Han har lige før (#25) hævdet, at den slags ethymologiske undersøgelser ikke duer i nogen videnskab (hvis jeg har forstået det latinske rigtigt), og alligevel går han her ind i en diskussion om, hvad der kan være den rette ethymologiske forståelse af ordet 'poenitentia'. Hvis disse undersøgelser ikke er noget værd, så skal man holde sig fra dem, ikke gå ind i dem med andre forslag til forståelse. 
 

k52: Dette er vist grunden til den i note 48 nævnte udeladelse. Her kan Catharinus få frem som Luthers mening, at den, der sover, udfører en bodshandling, hvor Luther dog har sat udtrykket 'at gøre Guds vilje' ind imellem de to. Men forøvrigt er dette vel noget af det spændende ved Luther, at han har blik for mere end den rationelle handlingsside ved mennesket. Om man så kan sige, at han holder fast ved det hele tiden, er en anden sag.