<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html; charset=iso-8859-1">

Catharinus mod Luther 22

Fra en genudgivelse af Catharinus fra 1953 for den latinske teksts vedkommende (ved Josef Schweitzer). Min oversættelse for den danske teksts vedkommende.
 

Catharinus' randbemærkninger er gengivet som noter under betegnelsen m1, m2, osv. Noter (Schweizers og mine) gengives ved n1, n2, osv. Mine kommentarer som k1, k2 osv.
 

Vil man oprette et link til denne tekst, kan det gøres ret præcist. De små tal i venstre celle angiver bogmærkenummeret på den pågældende celle.
1 "Sequitur pulchra similitudo:

Et non solum in novo testamento est constitutum, sed etiam in veteri fuit, sicut scriptum est: Moses et Aaron in sacerdotibus eius (Sl 99,6), id est, primi inter eos fuerunt. (G22/4g). 

Så følger en smuk lignelse: Og dette var ikke blot fastsat i det ny testamente, men også i det gamle, sådan som der er skrevet: Moses og Aron var i deres præstetjeneste, det vil sige, de var de første iblandt dem. 
2 Quid audio? quam non frustra hos canones lego! quam egregie disco scripturas intelligere! Primum, qui unum solum summum sacerdotem in veteri lege novi, nunc didici duos fuisse primos. (m2) Secundo, etiam grammaticam novam vide: 'in sacerdotibus eius' idem est quod 'primi inter eos fuerunt', cum hucusque hoc versu psalmi intellexerim nihil aliud dici quam Mosen et Aaron sacerdotes vel de numero sacerdotum fuisse, sicut Samuel inter invocantes nomen eius, nihil de primitate vel cogitans". (r13-03#66f). (m2a Hvad må jeg høre? Det er da altså ikke forgæves, at jeg læser kanonnerne! Hvor udmærket lærer jeg ikke her at forstå skrifterne! For det første, jeg, som har lært af den gamle lov, at der kun var én ypperstepræst, bliver nu belært om, at der var to, der var de første. For det andet, se også her en ny grammatik: 'i deres præsteembeder' er det samme som 'var de første blandt dem', selv om jeg indtil nu har ment, at dette vers ikke sagde andet, end at Moses og Aron var præster eller var blandt præsternes tal, sådan som Samuel var blandt dem, der påkaldte hans navn, uden at der blev sagt noget om primatet. 
3 Primo, quis dubitet Mosen et Aaron primos fuisse ac super omnes sacerdotes? An non Aaron summus, an Moses eo minor? Obsecro etiam, hoc in dubium pone, et omnem Scripturam nega. Deinde quis non fatetur unum fuisse in veteri lege sacerdotem primum? Sed quis etiam neget initio legis fuisse duos, videlicet Mosen et Aaron, qui tamen munia unius implebant in mysterio ac sacramento, ambo unum praefigurantes Christum?  For det første: Hvem vil tvivle på, at Moses og Aron var de første og stod over alle præster? Selv om Aron var den højeste, var Moses af den grund mindre? Jamen, for pokker, tvivl om dette, og du nægter hele skriften. Dernæst: Hvem indrømmer ikke, at der i den gamle lov var én førstepræst? Men hvem vil også nægte, at der i begyndelsen af lovens tid var to, nemlig Moses og Aron, som dog begge udfyldte deres hverv i den enes mysterium og sakramente, idet de begge var symbolske skikkelser for Kristus? 
4 Denique quid mirum, si hunc primatum ex illo psalmo non agnoscis, cum ita odio sit iam tibi hic primatus, ut ad illum movere oculos non possis, et potius ita frigide exponere illa verba velis, ut nihil aliud de sensu tuo accipiamus, quam quod Moses et Aaron fuerunt de numero sacerdotum? O rem grandem et miram dixisset nobis propheta; quanto efficacius atque illustrius, si ita ex Anacleti sententia intellexeris, o homo, qui gloriaris in Scripturis.  Endelig, det er da ikke mærkeligt, at du ikke erkender primatet ud fra denne salme, eftersom et så stort had til primatet her har besat dig, at du ikke kan bevæge øjnene, og således snarere vil erklære disse ord for uduelige, som skulle vi ikke efter din mening forstå andet ved dette, end at Moses og Aron var blandt præsternes tal? O profeten har talt til os om en stor og forunderlig ting; men skulle have gjort det langt mere virkningsfuldt og langt mere oplysende, hvis du forstår det således ud fra Anaclets mening, du menneske, som roser dig af skriftkundskab! (k4
5 Priore versu hortatus est propheta ad exaltandum et adorandum Dominum, dicens: "Exaltate dominum Deum nostrum, et adorate scabellum pedum eius" (idest Christi humilitatem), (m5) "quoniam sanctum est". Nunc ad hoc iuvandum subdit: "Moses et Aaron in sacerdotibus eius".  I det foregående vers opfordrer profeten os til at juble og tilbede Herren: "I skal juble for Herren, vor Gud og tilbede hans fodskammel" (dvs Kristi ydmyghed), "for han er hellig". Og så tilføjer han til denne opfordring: "Moses og Aron i deres præstedømmer". 
6 Accipe, quod item subditur: "Invocabant Dominum, et ipse exaudiebat eos", quasi dicat: hunc Dominum et hoc scabellum, scilicet Christum et eius humilitatem, invocabant adorantes Moses et Aaron, idque veluti primi ac summi inter sacerdotes.  Prøv at forstå, at der tilføjes: "De påkaldte Herren, og han hørte dem", som ville han sige: Denne Herre og denne fodskammel, dvs Kristus og hans ydmyghed, påkaldte de tilbedende Moses og Aron, og det, som de første og højeste blandt præsterne. 
7 Nam sicut ex historia divina liquet, ad eos talis invocatio pertinebat, qui populum regebant; unde bene sequitur, quod ad eos Dominus (quia scilicet tales erant, illi videlicet populo praefecti) "de columna nubis loquebatur" (Sl 99,5-7). An satis ergo agnoscis, quam sis parum peritus in Scripturis. Confer, miser, confer intellectum Anacleti cum tuo, et confundere. Sequeris:  For ligesom det af den guddommelige historie fremgår, at en sådan påkaldelse blev tillagt dem, som herskede over folket; sådan følger der smukt deraf, at Herren 'talte til dem fra skysøjlen', (fordi de var så mægtige mænd, dvs var folkets foresatte). Mon du nu ikke godt kan se, hvor ringe erfaring du har i skriften. Sammenlign, du elendige, sammenlign Anaclets forståelse med sin og bliv forvirret. Nu fortsætter du: 
8 "Tertium documentum, quod summus sacerdos veteris legis fuerit figura Romani Pontificis. Apostolus enim ad Hebraeos me mirum in modum decepit, cum universis ecclesiae doctoribus docens, non Romanum Pontificem sed Christum solum fuisse per summum et unum pontificem significatum.  "For det tredie skal man lige dokumentere, at ypperstepræsten i det gamle testamente figurligt fremstillede den romerske pave. For apostelen har nemlig på en måde narret mig i brevet til hebræerne, når han sammen med alle kirkens lærde lærer, at ikke den romerske pave, men Kristus alene var betegnet med den ene ypperstepræst. 
9 Ut hoc omittam, quod illis omnia in figura contigisse scimus, et in novo testamento figuram ille denuo revocat, ut sit similis figura utriusque testamenti, nihil iam utrunque ab utroque differens. Uror ego, divinas literas ab his porcis tam impudenter conculcari, (m9) praesertim sub nomine Romani Pontificis et Romanae ecclesiae". (r13-03#68f).  Når jeg lige ser bort fra, at vi véd, at de fik alting i billedtale, og at denne billedtale atter blev tilbagekaldt i det ny testamente, så der kunne være den samme billedtale i begge testamenter, så adskiller det ene sig nu ikke fra det andet. Derfor ærgrer det mig, at den guddommelige skrift skal nedtrampes så frækt af disse svin, især når det sker under den romerske paves og den romerske kirkes navn". 
10 Superbia tua te decepit, non Paulus. (m10) Primo enim, cur confingis Anacletum figuram veteris ac novi testamenti de Mose et Aaron produxisse, diabole calumniator? Dei gratia stant eius verba; haec sunt: "Et non solum hoc in novo testamento est constitutum, sed etiam in veteri fuit: unde scriptum est: 'Moses et Aaron in sacerdotibus eius'". (n10).  Det er dit hovmod, der bedrager dig, ikke Paulus. For det første: Hvorfor forestiller du dig, at Anaclet selv har frembragt denne figurlige tale om Moses og Aron fra det gamle og det nye testamente, du djævelske spotter? Gudskelov står hans ord fast; de lyder: 'Og dette var ikke blot fastsat i det ny testamente, men også i det gamle, sådan som der er skrevet: Moses og Aron var i deres præstetjeneste'.
11 An de his verbis aliud extorquere potes, quam quod sicut in veteri testamento erat sacerdos primus ante omnes, ita et in novo? Quid ergo addis de figura de tuo, nisi ut nunquam cesses diabolus esse?  Mon du kan fordreje disse ord til at sige andet, end at ligesom der i det gamle testamente var en præst, der var over alle, sådan er der det også i det ny? Hvad tilføjer du på egen hånd til den figurlige tale, andet end at du aldrig ophører med at være en djævel?
12 Secundo, non satis fuit fingere Anacletum dixisse, (m12) quod Petrus fuit figuratus in veteri testamento, nisi (quod ridiculum est) apposuisses eundem figuratum et in novo ex Anacleti sententia.  For det andet, du behøvede ikke at nøjes med at forestille dig, at Anaclet sagde, at Peter blev figurligt fremstillet i det gamle testamente, medmindre du, hvilket er latterligt, at han efter Anaclets mening var figurligt fremstillet på samme måde som i det ny. 
13 Tertio. Esto, dixerit Anacletus Petrum figuratum in veteri testamentum in Mose et Aaron. Quid hic rides? (71v) (m13) An ausis tu negare, quod sancti omnes Scripturarum fatentur interpretes, vetus scilicet sacerdotium novum praefigurasse et veterem synagogam novam ecclesiam? O te miserum, quomodo gloriaris tantopere in Scripturis? Sequeris:  For det tredie. Lad os så sige, at Anaclet havde sagt, at Peter var figurligt fremstillet i Moses og Aron. Hvorfor ler du af det? Mon du vover at nægte, at alle de hellige skriftfortolkere indrømmer, at det gamle testamentes præstedømme var en figurlig fremstilling af det ny testamentes præstedømme, og at den gamle synagoge var en figurlig fremstilling af den ny kirke? O du elendige, hvordan kan du dog prale sådan med din skriftklogskab? Nu fortsætter du: 
14 "Quid autem hoc est, quod duos primos sacerdotes in veteri testamento statuit, magno sui primatus detrimento? Imitare quod dicis etsi falsum, stet similitudo, et da etiam nunc duos primos; quomodo unum primum probabis per duos primos? Vides ergo, hos homines eos fuisse qui, simplicitate fidei nostrae abusi, ausi sunt statuere quicquid vel somniare potuerunt" (r13-03#70).  "Men hvad betyder det, at han stadfæster to førstepræster i det gamle testamente, til stor ulykke for hans primat? Selv om det, du siger, er falsk, så står dog sammenligningen fast, og du må også nu hævde, at der findes to førstemænd: Hvordan vil du bevise én førstemand ud af to førstemænd? Du ser altså, at det er disse mennesker, som ved at misbruge vores tros enfoldighed vover at stadfæste hvad som helst de kan drømme sig til". 
15 'Quid hoc est', inquis? (m15) Ecquid putas, nisi consueta Scripturarum imperitia tua? Tu rides, quod duo sacerdotes unum Petrum figurent. Ride etiam, quod illi iidem duo unum Christum figurarunt, de quo nemo dubitat, immo ideo Petrum, quia Christum principaliter. Si igitur incongrua figura talis est, quaere tu alium Christum aeque principalem, ut laici tui hoc sibi lucri inter caetera apponant de remotiore theologia tua. Quod si alicubi hunc alium Christum non inveneris, fac te ipsum et incipe persuadere hoc turbis.  Hvad er det? spørger du. Ja, hvad tror du, andet end din sædvanlige ukyndighed i skriften? Du ler, fordi to præster er en figurlig fremstilling af én Peter. Jamen, så husk at le, når disse samme to er en figurlig fremstilling af den ene Kristus, hvad ingen tvivler på, ja, af den grund er det af Peter, fordi de først og fremmest er det af Kristus. Hvis du derfor finder disse to figurer uoverensstemmende, så må du bede om en anden Kristus, der p samme måde er den første, så at dine lægfolk til deres vinding kan anbringe ham blandt de øvrige ting i din fjerne teologi. Men hvis du ikke herfra nogetsteds kan finde en anden Kristus, så lav dig én og begynd at overbevise mængden om det. 
16 Sed o quam oportune contra hanc stultitiam tuam servit nobis Augustinus in sermone Pentecostes de duabus evangelii navibus (Luk 5,2), his verbis: (m16) "Duae naves significabant unam ecclesiam, sed de duabus plebibus factam coniunctam in Christo, hoc etiam duae uxores habentes unum virum Iacob, Lia et Rachel.  Men hvor passende tjener Augustin os her imod din dumhed i sin pinseprædiken om de to skibe i evangeliet. Han siger: "To skibe betyder én kirke, men en kirke, der er forenet af to folk i Kristus, ligesom også den ene mand, Jakob, havde to hustruer, Lea og Rakel. 
17 Has duas significabant duo caeci sedentes iuxta viam, quos Dominus illuminavit (Matt 20,30ff). Et si advertatis, multis in locis invenietis significari duas ecclesias, quae non sunt nisi una. Ad hoc enim valet lapis angularis, ut ex duabus faciat unam (Ef 2,20.14). Ad hoc enim valet ille pastor, ut de duobus gregibus faciat unum". (MPL 38,757).  Disse to betegner også de to blinde, der sad ved vejen, som Herren gjorde seende. Og hvis du lægger mærke til det, kan du på mange steder finde betegnet to kirker, som dog kun er én. Hen på dette peger hovedhjørnestenen, hvorved der af to blev gjort én. Hen på det peger også denne hyrde, som af to hjorde gjorde én". 
18 Quid igitur miraris, Martine, quod duo sacerdotes unum figurent? Si duae naves, duae uxores, duo caeci unam Augustino teste signant ecclesiam? Ex ignorantione admiratio est. Tu enim lapidis angularis et pastoris boni ignoras virtutem, qui sicut duas plebes ita et duo coniungit sacerdotia, significata in Mose et Aaron, legis et gratiae, et unum ex duobus constituit. Hvorfor undrer du dig derfor over, kære Martin, at to præster betegner én skikkelse? Hvis to skibe, to hustruer, to blinde ifølge Augustin kan betegne én kirke? Din forundring skyldes din uvidenhed. Du kender nemlig ikke til hovedhjørnestenen og den gode hyrde, som ligesom han sammenknytter to folk også sammenknytter to præstedømmer, betegnet i Moses og Aron, lovens og nådens, og gør ét af to. 
19 Atque ideo Aaron potius auxilio Mosi datus est, ut legis impletio magis quam ablatio, et unum potius quam diversum sacerdotium intelligeremus, ut de mysterio sancti interpretes colligunt. Quos tu in tanta futuri praeparatione concilii legere aut intelligere non potuisti. Sequeris: Og derfor var det måske, at Aron blev givet Moses til hjælp, at loven snarere skulle opfyldes end ophæves, og at vi snarere skulle forstå det som ét præstedømme end som mange præstedømmer, som de hellige fortolkere har forstået mysteriet. Men dem vil du i al din megen forberedelse til et kommende koncil hverken kunne læse eller forstå. Nu fortsætter du:
20 "In fine concludit et eadem dexteritate Romanam ecclesiam cardinem vocat, in quo omnes ecclesiae reguntur, Domino disponente. (G22/4h) Et tandem sit finis his. Nam caeteri canones qui eadem spirant, horum nimirum influxu infecti sic spirant". (r13-03#71).  "Til slut drager han konklusionen og kalder med den samme behændighed den romerske kirke hjertet, i hvilket alle kirker beherskes, med Herren som udøvende. Og lad det langt om længe være slutningen på disse ting. For de øvrige kanoner, som ånder i det samme, ånder uden tvivl i det, fordi de således er angrebet af disses indflydelse". 
21 In fine tua sinisteritate nihil ad haec refers nisi nuda verba, et ut verba verbis adderes, lacerandum sumpsisti tibi c. Significasti de elect. (n21), quod quia a materia hac alienum est, servo ultimo libro tractandum. Unum libet addere. Nam in actis coram reverendissimo domino legato habitis his verbis c. Translato de consti. (n21a) reprehendis:  I slutningen af din kejtethed fremkommer du kun med bare ord, og mens du er i færd med at dynge ord på ord, tager du dig for at ødelægge kapitlet Significasti om valget, som jeg, fordi det ikke hører hjemme her, vil behandle i slutningen af bogen. Én ting vil jeg dog gerne tilføje. For i dit arbejde overfor den ærværdige hr legaten kommer du med en bebrejdelse imod kapitel Translato de consti. med følgende ord: 
22 "Primo dicit decretalis de consti. translato sacerdotio necesse est, ut translatio legis fiat. (m22) Haec Apostoli verba sunt ad Hebraeos dicentis, temporale sacerdotium legis finitum et abrogatum est succedente sacerdotio aeterno Christi.  "For det første siger dekretet om konstitutionen, at det med hensyn til overførslen af præstedømmet er nødvendigt, at der sker en overførsel af loven. Det er, hvad apostelen siger til hebræerne, at lovens timelige præstedømme er slut og ophævet og efterfølges af Kristi evige præstedømme. 
23 Haec et germana et genuina sententia istorum verborum. At decretalis huius sententia est haec: sacerdotium Christi translatum est a Mose in Christum et a Christo in Petrum. Sic enim interpretantur iuristae, et Papa permittit seu approbat". (n23). (m23 Dette er den virkelige og ægte betydning af disse ord. Men dette dekrets mening er denne: Kristi præstedømme bliver overført fra Moses til Kristus og fra Kristus til Peter. Sådan fortolker nemlig juristerne det, og paven tillader det eller bifalder det". 
24 Haec tu, Martine. O quam ridiculum te praebes, o quam te nudas usqua ad pudenda. Quaeso enim, verba eius decretalis non sunt prorsus omnia Apostoli et Augustini ad litteram? Immo haec specialiter, quae reprehendis, non sunt Apostoli? An non igitur, si reprehendis verba, Apostolum reprehendis? Sed, inquis, sic iuristae interpretantur.  Såvidt dig, kære Martin. O hvilken latterlighed du gør dig skyld i, o hvor du burde skamme dig over din nøgenhed. Jeg spørger nemlig: Disse dekretets ord, er de ikke snarere apostelens og Augustins ord i ordret form? Ja, netop det, som du retter din bebrejdelse imod, er det ikke apostelens ord? Mon det derfor ikke er apostelen, du indvender noget imod, hvis du har noget imod disse ord? Men, siger du, sådan fortolker juristerne det. 
25 Esto hoc patens mendacium, de quo nolo contendere. Spectabilius enim est, ut etiam admissis his, quae confingis, nihil tamen concludas. Esto igitur, sic interpretentur iuristae. An Papa ideo reprehendendus, qui nihil profert, nisi quod ait Apostolus?  Men lad os så finde os i denne løgn, det vil jeg ikke strides med dig om. Det er nemlig mere bemærkelsesværdigt, at du også giver adgang for det, du forestiller dig, og dog ikke drager nogen slutning. Lad det så være sådan, at juristerne fortolker således. Mon paven derfor skal have bebrejdelser for det, han, som kun fremdrager, hvad apostelen siger? 
26 At "Papa permittit seu approbat". O sycophantam egregium. Ergo approbat Papa, quicquid iuristae dicunt, et omnes eorum interpretationes, quia illas permittit? Quis non rideat tam stulta? Nam Innocentius Pontifex, ut inter decreta sua et suas interpretationes agnosceremus differentiam, etiam sua commentaria nequa approbavit neque voluit, et quod non liceret in sua decreta, licet in suas interpretationes, videlicet ab eis dissentire, quia illas non sicut Papa clave scientiae uti volens, sed sicut quivis doctor pura scientia fabricavit. Hactenus igitur circa ea, quae contra Pontificum decreta evomuit veneno plena Martinus.  Men 'paven tillader det eller bifalder det'. Åh, din store rænkesmed. Altså, paven skulle bifalde alt, hvad juristerne siger, også deres fortolkninger, fordi han tillader dem? (k26) Hvem vil ikke le af sådan en dumhed? For pave Innocens, ligesom vi kan se en forskel på hans dekreter og hans fortolkninger, sådan har han ikke bifaldet sine kommentarer og heller ikke villet bifalde dem, og hvad der ikke går an i dekreterne, det går an i hans fortolkninger, nemlig fordi de afviger fra dem, fordi han ikke ville bruge dem som pave ud fra nøglekundskaben, men kun var fremkommet med dem som en hvilkensomhelst lærd ud fra ren videnskab. Hertil om det, som Martin opkaster fuld af gift imod de pavelige dekreter. 
27 Nunquid et quando Papa errare potest, et de comparatione Papae ad concilium.  Om, hvorvidt og hvornår en pave kan fejle, og om sammenligningen mellem paven og et koncil. 
28 Nunc iam, an et quando Papa possit errare, tractandum est. Praeter enim supradicta, quantum ex omnibus (quae percurri) operibus suis collegi, quod Papa et concilium errare possit, pro constanti habens Martinus his verbis suggerit ad magistrum sacri Palatii:  Nu vil vi behandle spørgsmålet om, hvorvidt og hvornår paven kan fejle. Udover det ovenfor nævnte har jeg samlet sammen fra alle de af hans værker, som jeg har læst, at paven og et koncil kan fejle, og Martin har som sin velovervejede opfattelse fremsat følgende til det hellige palatiums læremester:
29 "Tam Papa quam concilium potest errare, ut habes Panormitanum egregie haec tractantem lib. I de consti. c. Significasti." (lutpri01#81) Et paulo post: "Alioqui, si quicquid facit ecclesia virtualis, idest Papa, factum ecclesiae dicitur, quanta monstra in ecclesia pro benefactis numerabimus? Nonne Iulii II. horrendas christiani sanguinis effusiones? Nonne Bonifatii VIII. tyrannides? ... De quo extat proverbium: Intravit ut vulpes, regnavit ut Leo, mortuus est ut canis" (WA 1,656f). (lutpri01#82) "Såvel paven som et koncil kan fejle, sådan om vi på udmærket vis har det behandlet af Panormitanus i bog 1 om konstitutionen, kapitel Significasti". Og lidt efter: "Ellers, hvis det, den ydre kirke, det vil sige, paven, gjorde, kunne siges at være kirkens gerning, hvor mange uhyrligheder skulle vi så ikke opregne i kirken i stedet for velsignelserne? Mon det skulle være Julius den Andens forfærdelige udgydelser af kristenblod? Mon det skulle være Bonifacius den Ottendes tyranni? ... Hvorom der opkom et ordsprog: Han kom som en ulv, han herskede som en løve, han døde som en hund". 
30 Et in hoc ipso opere, quod supra omisimus, secunda ratione sic ait: "Secunda Gala. II. Antiochiae Petrus a Paulo reprehendebatur, in quo patet Romanum Pontificem subesse cuilibet melius sentienti, nec ideo verum esse aut bonum, quia ipse sic dicit aut facit, sed rationem reddere tenetur, immo non semper potest reddere, sed cum Petro aliquando errat". (r13-05#76).  Og i selv det værk, som vi sprang over ovenfor, kommer han med en anden begrundelse: "For det andet har vi Gal 2,11f, hvor Peter får bebrejdelser af Paulus, hvoraf fremgår, at den romerske pave står under hvemsomhelst, der har en bedre mening end han, og at det ikke af den grund er sandt eller godt, at det er ham, der siger eller gør det, men han må holdes fast på at give grunde, ja, han kan ikke altid give grunde, men tager som Peter af og til fejl". 
31 Praeludere igitur super his iam oportet aliquantisper. (m31) Primo. An, obsecro, decrevisti tu, Martine, data opera evocare omnes, quicunque unquam pessime senserunt de ecclesia? Num forsan ad sequendum hunc Panormitanum pileus ille te allicit, quem in concilio suo Basiliensi propter sermonem schismatis obtinuit? Sed si hoc allicit, saltem illud te retrahat, quod eundem pileum iniuria acquisitum iure perdidit.  Man kan godt lege en tid lang over disse ting. For det første. Mon du er sunket ned til, spørger jeg, Martin, at fremkalde alle givne værker, som bare nogensinde har tænkt dårligt om kirken? Mon du måske ved at følge denne Panormitanus er blevet lokket til at gå med den hat, som han fik på sit Baseler-koncil på grund af sin skismatiske prædiken? Men hvis du er blevet det, så bliver du nok trukket ned af den hat, for han tabte den samme hat med rette, fordi han havde opnået den ved uret. 
32 Secundo. An non inter scolasticos et illusorios est Panormitanus tuo iudicio? Sed opinor, ille abs te excipitur ab illusoriis, quia egregie tecum sentiens haec tractavit. Bene habet, iam separare illusorios didicimus, videlicet Bonaventuram et Thomam et Alexandrum de Halis, ab egregiis, videlicet Ioanne Huss, Panormitano et similibus.  For det andet. Mon ikke Panormitanus efter din bedømmelse hører til blandt de skolastiske og bedrageriske? Men jeg tror, at han af dig bliver undtaget fra de bedrageriske, fordi han efter din mening behandler disse ting udmærket. Og det er jo udmærket, nu har vi lært at udskille de bedrageriske, nemlig Bonaventura og Thomas og Alexander af Hales, fra de udmærkede, nemlig Johannes Huss, Panormitanus og den slags. 
33 Tertio. Nonne inter iuristas et canonistas est Panormitanus, quos tu omnia cum suis canonibus reiicis et detestaris, quasi evangelium perdiderint? Rursus Panormitanus excipiendus est, hic solus scripturam non ignoravit, quam Gregorius, Leo, Anacletus et alii plerique sancti Pontifices cum caeteris omnibus sanctis perdiderunt.  For det tredie. Mon Panormitanus befinder sig blandt jurister og kanonister, dem, som du forkaster og foragter med samt deres kanonner, som om de havde mistet evangeliet? Atter skal man gøre en undtagelse med Panormitanus, her er det alene ham, der kender skriften, som Gregor, Leo, Anaclet og mange andre hellige paver og andre, der alle er hellige, har mistet. 
34 Quarto. Nonne quaestio haec ad theologos pertinet magis quam ad canonistas? Sic enim tu fateris. Sed habeo te. Quicunque tecum sentiant, hi confestim in magnos theologos evadunt, et omnia fiunt, quaecunque oportet esse ad aliquid idonee probandum.  For det fjerde. Mon ikke dette spørgsmål mere hører under teologerne end under kanonforfatterne? Det indrømmer du nemlig. Men jeg har luret dig. De, der bare mener som du, de træder straks ind blandt de store teologer, og hvadsomhelst der skal ske, for at du kan bevise et eller andet passende, det sker. 
35 Quinto. Cum certum sit, et tu non nescis Panormitanum hunc in plerisque abs te dissentire, quomodo illum pro idoneo recipis? Credo, cautelam hic tibi sumere a causidicis oporteat, in propriis eorum verbis: si et inquantum Panormitanus aut quivis alius sive glossula male intellecta sive Taulerus aut quicunque innominatus et secretus author faveat opinionibus meis, pro parte et partibus pro me facientibus laudo, recipio et pro idoneis approbo et egregie tractantibus.  For det femte. Skønt det er sikkert, og du ikke er uvidende om, at denne Panormitanus er uenig med dig i mange ting, hvordan kan du så opfatte ham som velegnet? Jeg tror, at man her forsigtigt bør tage dig fra (?) prokuratorerne med deres egne ord: hvis og hvor meget Panormitanus eller hvemsomhelst anden hvad enten det er en dårlig forstået fortolkning eller det er Tauler eller én eller anden anonym og hemmelig forfatter giver mig ret i mine meninger, i forhold til min andel og mine sager tildeler mig ros, så vi jeg modtage dem og anerkende dem som egnede, og så bør de behandles udmærket. 
36 Pro parte vero et partibus, si et inquantum contra mea dogmata dixerint, scripserint, cogitaverint, somniaverint, reiicio, reprobo, damno, detestor. Sunt scholastici, illusores, paleae, adulatores, nugatores, inscii, impii, ambitiosi, scoenici, poetici, belluae, canes, porci;  Men i forhold til min andel og mine sager, hvis de så også siger, skriver, tænker, drømmer noget imod mine forestillinger, så forkaster jeg, bebrejder, fordømmer, foragter. Så er de skolastikere, bedragere, avner, spytslikkere, indholdsløse, uvidende, ufromme, ambitiøs, teatralske, digteriske, elefanter, hunde, svin; 
37 salvo in hoc mihi iure, si qui horum Pontificum nomine censeantur, negandi eos Pontifices fuisse et authoritate mea vertere eos in notarios suos, ne videar nimis dire blasphemare; iterum salvo mihi iure etiam in sanctos Pontifices, puta in sanctum Leonem, arguendi illos, et illum specialiter de ambitione primatus, quasi leviculum sit peccatum ambitio talis, et quae in sanctos viros perfacile cadat. og heri gør jeg ret, hvis nogen af dem udtrykker sig i pavernes navn, da at nægte, at de var paver og med min autoritet forvandle dem til deres egne notarer, at det ikke skal se ud, som om jeg ligeud taler blasfemisk; og jeg gør også ret i det overfor de hellige paver, jeg mener overfor den hellige Leo, at argumentere imod dem og især imod ham for at have primatambition, som om den slags ambition var nogen lille synd, som meget let påfaldt hellige mænd. 
38 Sexto. Unum addam. Nam si vel hoc in loco, quem tu profers, plura dicat Panormitanus contra te, quid hic dices? An hic etiam scindendus est, ut ea demum tractet egregie, quae pro te sint, quae vero contra, non egregie? Age, donentur cuncta haec iniquitati tuae. For det sjette. Endnu én ting vil jeg føje til. For hvis denne Panormitanus, som du fremdrager, på dette sted siger mere imod dig, hvad vil du så sige? Mon man også her skal skelne, så netop det bliver behandlet udmærket, som er til din fordel, men det, der er imod dig, ikke udmærket? Se, alt dette følger af din overtrædelse.
39 Et tandem videamus, ubi haec tractet Panormitanus. Inquis in titu. de const. c. Significasti. Sed sicut tale c. in eo titu. invenitur, ita egregie ille tractat. Attamen in tanta cura ac sollicitudine futuri concilii minime mirum, quod pro tit. de elect. citaveris de const. Sed iam super his egregiis Panormitani dictis disseramus.  Og lad os så endelig se det sted, hvor Panormitanus overvejer disse ting. Du siger, det er i titlen 'om konstitutionen' i kapitlet 'Significasti'. Men ligesom der findes et sådant kapitel i denne titel, således behandler han det udmærket. Men i din store omsorg og bekymring for det kommende koncil ville det i det mindste være mærkeligt, at du citerede titlen 'om valget' i stedet for 'om konstitutionen'. Men lad os nu undersøge Panormitanus' udsagn om disse udmærkede ting. 
40 Confutatio plurium conclusionem ex doctrina Panormitani collectarum. Gendrivelse af mange konklusioner samlet sammen fra Panormitanus' læresætninger. 
41 Ex eius verbis VII. notatis plura colliguntur. Primo, in his, quae iuris positivi sunt, Papa est totius ecclesiae caput et totius concilii habens potestatem tollendi, interpretandi, limitandi quaevis conciliorum statuta. Quid tu modo, Martine, an egregie tractat haec Panormitanus (m41), cum tu toto opere tuo nil aliud agas, nisi quod omnino non pateris Papam totius caput ecclesiae? Opinor non egregie adhuc.  Ud fra hans ord i de syv notater kan man slutte meget. For det første fra den positive ret, at Paven er overhoved for hele kirken og alle konciler og har magt til at ophæve, fortolke, begrænse hvilkesomhelst af koncilernes statutter. Hvad nu, kære Martin, mon Panormitanus behandler det udmærket her, eftersom du i alt dit arbejde ikke har gjort andet end overhovedet ikke at tåle paven som overhoved for kirken? Jeg tror, du ikke vil regne det for udmærket. 
42 Secundo, ait Papam esse totius ecclesiae caput (ut dictum est), probari per bonos textus in c. Ita Dominus et c. In novo et aliis, quos tu a porcis et impiis conditos proclamas. Ergo nihil hactenus egregium attulit hic Panormitanus.  For det andet siger han, at paven er hele kirkens overhoved (som sagt), og det bevises gennem nogle udmærkede tekster i kapitlet 'Ita Dominus' og i kapitlet 'In novo' og andre kapitler, som du erklærer er lavet af nogle svin og ufromme. Altså har Panormitanus hidtil ikke været særlig udmærket imod dig. 
43 Tertio, (m43) ait in his, quae ad finem attinent, Papam non esse caput, licet Christi vicarius sit. Hic incipiet egregie tractare. Quarto, in his tam Papa quam concilium errare potest: et hic egregie. Quinto, in his (72v) concilium est supra Papam; hic plus quam egregie. Sexto, si Papa in his melius concilio sentiat, standum esset Papae, immo cuicunque melius sentienti. (n43) Hic autem magis atque magis egregie.  For det tredie siger han henimod slutningen, at paven ikke er et overhoved, skønt han er Kristi stedfortræder. Her begynder han at behandle tingene udmærket. For det fjerde siger han heri, at både paven og et koncil kan fejle; og det er jo udmærket. For det femte siger han heri, at et koncil står over paven; det er mere end udmærket. For det sjette, siger han, at hvis paven mener noget, der er bedre end koncilet, skal pavens mening stå fast, ja enhvers mening, om den er bedre. Dette er meget, meget udmærket. 
44 Attamen non sine examine dimittantur, si possumus ostendere haec tam egregie tractata non solum contra evangelicam pugnare veritatem, sed etiam se invicem destruere. Primo, Papa, inquit, in his, quae fidei sunt, non est caput, sed vicarius Christi. Parcat illi Deus. Si enim Christi vicem ac locum in his teneat, non aliud est negare ipsum esse caput quam negare Christum caput, cuius loco sit, quod latius patet.  Men vi vil dog ikke forbigå det uden undersøgelse, om vi dog ikke skulle kunne påvise, at det, der så udmærket behandles, ikke blot kæmper imod den evangeliske sandhed, men også gensidigt ødelægger sig selv. For det første siger han, at paven i de ting, som hører troen til, ikke er overhoved, men er Kristi vikar. Måtte Gud skåne ham. Hvis han nemlig står i Kristi sted i disse ting, så er det at nægte ham ikke andet end at nægte, at Kristus er overhoved, han, i hvis sted han er, hvilket fører en del med sig. 
45 Secundo, si in his, quae iuris positivi sunt, est caput verbo Dei, ut asserit, quanto magis in his, quae sunt fidei, nisi forsan dicat, quod dominus Iesus (secundum hominem loquor) tam parum providus sit, ut in his, quae principaliter venerit statuere, scilicet fidem, nullum caput constituerit, in his vero, quae potius venerat destruere per legem charitatis, videlicet iura positiva, reliquerit caput? Per fidem enim iustificamur, iustis autem posita lex non est, ut ait Apostolus (Rom 3,28; 1 Tim 1,9). (m45).  For det andet, hvis han i de ting, der hører den positive ret til, er overhoved i kraft af Guds ord, som han forsikrer, hvor meget mere så i de ting, som hører troen til, medmindre han måske siger, at vor herre Jesus (jeg taler på menneskelig vis) var så lidt forudseende, at han i det, som han i første række var kommet for at oprette, nemlig troen, ikke indsatte noget overhoved, men i det, som han snarere var kommet for at nedbryde gennem kærlighedens lov, nemlig den positive ret, i det efterlod han sig et overhoved? Vi retfærdiggøres nemlig ved tro, men for de retfærdige er der ingen lov, som apostelen siger. 
46 Tertio, si haec ratio sit, quod Papa in his, quae sunt fidei, non est caput, quia potest errare, pari modo nec erit in his, quae sunt iuris positivi, cum possit errare, ut nemo negat.  For det tredie, hvis begrundelsen for, at paven ikke er overhoved i de ting, der hører troen til, er, at han kan fejle, så vil han på lignende måde heller ikke kunne være det i de, der hører den positive ret til, eftersom han kan fejle, hvilket ingen vil nægte. 
47 Quarto, nisi Panormitani sententia valeat super evangelium et omnium sanctorum doctrinam, clarum est, quod perverse loquitur, quia Papa potius et principalius constitutus est caput in his, quae sunt fidei, quam quae ad ius positivum pertineant, quoniam cum sit fundamentum ecclesiae, ecclesia non stat neque vivit in his, quae de iure positivo sunt, sed in his, quae fidei sunt, ut scriptum est: "Iustus ex fide vivit" (Hab 2,4; Rom 1,17). (m47) Nec minus absurdum quam ridiculum illa verba: "Pasce over meas" (Joh 21,17) ad ius positivum traducere.  For det fjerde, medmindre Panormitanus' mening har gyldighed udover evangeliet og alle de helliges lære, er det klart, hvor forkert der tales, for paven er snarere først og fremmest indsat som overhoved i de ting, der har med troen at gøre, end i de ting, der har med den positive ret at gøre, eftersom det er kirkens fundament, og det ikke er sådan, at kirken står og lever i de ting, der har med den positive ret at gøre, men i det, det har med troen at gøre, som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro". Ikke mindre absurd end latterligt er det at overføre det ord: "Vogt mine får" til den positive ret. 
48 Quinto, illa, quae adducit, decreta, ut probet in his, quae sunt iuris positivi, proculdubio loquuntur in his, quae sunt fidei. Leo enim beatissimus in dicto c. Ita Dominus (dist 19, c. 7) de fidei veritate et catholica doctrina loquens, fundatam illam principaliter in Petro et ex eo tanquam capite diffusam in omnem ecclesiam praedicat. Et ita tam egregie tractat haec Panormitanus, ut quae pro se affert, manifeste contra illum pugnent. For det femte, de dekreter, han fremfører for at bevise ting, der hører hjemme i den positive ret, er uden tvivl talt om det, som hører hjemme i troen. Den salige Leo taler nemlig i dist 19,7 Ita Dominus, om troens sandhed og den katolske lære, grundlagt først og fremmest på Peter og ud fra ham som hoved udstrømmet til hele kirken. Og så udmærket behandler Panormitanus disse ting, at det, han fremfører til sin fordel, faktisk taler imod ham. 
49 Sexto, errare concilium posse in his, quae fidei sunt, concedit et simul plenitudinem potestatis habere. Haec, opinor, invicem se destuunt. Si enim plenitudo sit potestatis, quodcunque circa fidem statueret, servare teneremur, et ita servare ea teneremur tanquam veritatem fidei, in quibus posset esse error; quod est blasphemia intolerabilis. Unde tanto etiam stultius loquitur Martinus, qui vult concilium posse errare et tamen articulum fidei statuere. Quid est hoc? An non est vere fidem vertere in utrum? (m49).  For det sjette: at et koncil kan fejle i det, der hører troen til, indrømmer han og påstår samtidig, at mængden har magten. De to ting, mener jeg ophæver hinanden. Hvis nemlig mængden havde magten, så kunne den fremsætte hvadsomhelst angående troen, og vi holdtes til at bevare det, og holdtes til at bevare det som en trossandhed, i hvilken der kan ske fejl; hvilket er en utålelig blasfemi. Og derfor taler Martin så meget mere dumt, han, som vil holde på, at et koncil kan fejle og dog fastsætte trosartikler. Hvordan kan det lade sig gøre? Mon det ikke er i sandhed at vende troen til begge sider? 
50 Septimo, ait: si Papa melius sentiat quam concilium, standum est dicto Papae, et econtra. Quomodo ergo concilium est supra Papam, immo supra quemlibet, cum dicat etiam standum esse cuilibet melius sentienti? For det syvende siger han: Hvis paven har en bedre mening end koncilet, skal det, paven siger, have gyldighed, og omvendt. Men hvordan kan da et koncil stå over paven, ja stå over hvemsomhelst, når han hævder, at hvemsomhelst, der har en bedre mening, hans mening skal have gyldighed fremfor det? (#61)
51 Octavo. Finge Papam argui circa fidem a concilio et tamen melius sentire. Standum est, inquit, Papae. Sed quis iudicabit? Non concilium, quia errat, non Papa, quia in causa propria nullus iudex. Quo igitur recurrendum? Quod expectandum? Quamdiu pendere litem volumus? Quid agant christiani? Quas sequantur partes? An non videtis magistri insipientes, quantas turbas, quantam fidei incertitudinem in religione christiana, quantas scissuras introducitis?  For det ottende. Lad os sige, at paven bliver irettesat af et koncil og dog har en bedre mening. Så skal pavens mening stå ved magt, siger han. Men hvem skal bedømme det? Ikke et koncil, for det kan tage fejl, ikke paven, for ingen kan være dommer i sin egen sag. Hvad skal man da falde tilbage på? Hvad skal man forvente? Hvorlænge vil vi lægge vægt på strid? Hvad skal de kristne gøre? Hvilken vej skal parterne følge? Mon ikke I uforstandige lærere vil komme til at se, hvormange uroligheder, hvor stor en trosusikkerhed i den kristne religion, hvor megen piben I har indført?
52 Nono. Si Papa in vestro concilio non est caput, quis igitur erit caput? Si ibi Christum dicatis caput, impium est asserere, posse tale concilium errare, ubi caput sit Christus. Si negetis ibi caput esse, anathema sit vestrum istud concilium sine capite. Nam cuius virtutis esse membra possunt, quae caput non vivificet? Nunquidne iurisdictio aut influxus a manibus aut pedibus aut quovis alio membrorum veniet?  For det niende. Hvis paven i jeres koncil ikke er overhoved, hvem skal så være overhoved? Hvis I siger, at hovedet er, hvor Kristus er, så er det ufromt at påstå, at et sådant koncil kan fejle, hvor hovedet er Kristus. Hvis I nægter, at der er noget hoved dèr, så er jeres hovedløse koncil forbandet. For ved hvis kraft kan de lemmer leve, som hovedet ikke levendegør? Monstro retshåndhævelsen eller indflydelsen kommer fra hænderne eller fødderne eller noget andet lem? 
53 Decimo. (m53) Quid autem si litigent ista membra inter se? Quis authoritate compescet? Quod eorum praevaleat? An ita sunt omnia relinquenda in incerto, ut lites perpetuo foveantur? Hoc nimirum quaerunt schismatici et haeretici. Volui haec in Panormitano pauca opponere, ut noscat, qui iudex et arbitrator aequus esse velit, quod etiam eruditissimi viri, cum dimittunt legem matris suae, necessario in manifestos errores dilabuntur. (n53).  For det tiende. Men hvad, hvis lemmerne kives indbyrdes? Hvem skal så tvinge dem sammen med sin autoritet? Hvad har størst gyldighed hos dem? Eller skal alting således efterlades i uvished, at stridighederne for bestandig holdes varme? Det er jo netop, hvad skismatikere og kættere kræver. Jeg vil komme med nogle indvendinger imod Panormitanus, så han kan vide, hvem han vil skal være en uvildig dommer og mægle, for også kyndige mænd falder med nødvendighed i klare vildfarelser, når de lader hånt om deres moders lov. 
54 Brevis disputatio ex sententia sanctorum doctorum circa potestatem Papae et concilii, et quomodo invicem comparentur. Kort disputation ud fra de hellige doktorers sætning om pavens og koncilets magt, og om, hvordan de gensidig sammenlignes.
55 Componantur haec igitur iuxta solidam sanctorum omnium et bene sentientium doctrinam. Duplex est genus quaestiones in proposito: primum, cum contra Papam directe agitur; secundum, cum quodvis aliud quodcunque finiendum tractandumque emergit. Primus casus in tres dividitur. Altså, disse ting sammensættes ifølge alle de helliges og veltænkende menneskers faste lære. Der ligger to slags spørgsmål i det forelagte: En slags, når det direkte handler om paven; en anden slags, når der opstår noget andet, der skal besluttes og behandles. Den første sag deles i tre. 
56 Primus, cum de haeresis crimine agitur. (m56) Hic enim nemo dubitat (etiam ipso repugnante) concilium contra illum cogi posse, sive quia desiit esse Papa, ut plerisque placet, sive quod satis est non iam esse fidelem. Secundus (m56a), cum schismate superveniente dubium est, utrum sit Papa. Et hic pariter, quia non certum de capite, merito suspenditur eius potestas, et eius declaratio ad concilium pertinet.  Den første slags, når det handler om kætterforbrydelsen. Her er nemlig ingen (det gælder også den, der strider imod sig selv) i tvivl om, at et koncil kan tvinges imod paven, hvad enten det skyldes, at der ikke er nogen pave, som de fleste mener, eller at han, der er, endnu ikke er tilstrækkelig troende. (?). Den anden slags, når man i en skismatisk situation er i tvivl om, hvem der er pave. Og her på lignende måde, fordi man ikke er sikker angående overhovedet, er det velfortjent, at man suspenderer han magt, og hans erklæring om et koncil har med det at gøre. 
57 (m57) Cum vero de quovis alio eius delicto quaeritur, plurimi canonistarum a theologis sanctarumque interpretibus Scripturam dissentiunt. Illi enim asserunt, quotiens crimine aut criminibus manifestis et scandalosis ecclesiam conturbaret, pariter ac si haeresis crimine teneretur, habere supra se concilium, a quo iudicari ac deponi possit. (73r)  Men hvis han af nogen anden anklages for fejl, afviger de fleste kanonforfattere fra teologerne og fra fortolkerne af de hellige skrifter. Nogle forsikrer nemlig, at når han forstyrrer kirken ved forbrydelse eller åbenlyse forbrydelser og skandaler, så skal det regnes for lige med kætterforbrydelsen, og han har over sig et koncil, af hvilket han kan dømmes og afsættes. 
58 At vero bene instituti theologi ac divinis instructi Scripturis contra sapiunt nullumque penitus contra Papam crimen admittunt, quo subdi debeat concilio aut possit. Enimvero mihi (ut verum fatear), dum in saeculo agerem neque a sanctis doctoribus accepta fundamenta huius doctrinae ac radices attingerem, prior opinio aequitatem prae se ferre visa est, existimanti rem duram cum toties reipublicae christianae scandalo ac detrimento ferendum esse quemvis hominem.  Men velfunderede teologer og kyndige skriftfortolkere mener modsat og tillader slet ingen anklage mod paven, hvorved han burde eller skulle kunne underlægges et koncil. Og jeg for mit vedkommende, som jeg i sandhedens interesse må indrømme, mente tidligere, mens jeg studerede kirkehistorie (?) og hverken af de hellige doktorer havde forstået denne læresætnings grundlag eller berørt det dybeste, at ligeligheden måtte synes at foretrækkes, idet jeg mente, at en så vanskelig sag burde ethvert menneske bære sammen med hele det kristne samfund som en skandale og et nederlag. 
59 (m59) At cum per Dei gratiam in profundiore sanctorum omnium intellectu divinae providentiae admirabilem ordinem atque inviolandum recognescerem, quod prius aequum videbatur, iniquum proculdubio apparuit, immo etiam haereticum, quanquam non propterea haereticis illos censeam, qui ita (si modo non cum pertinacia) sentiunt. De quo alias proprio ac latiore tractatu, si Deo placeat. (n59).  Men da jeg ved Guds nåde var kommet til en dybere forståelse af alle de hellige og havde erkendt den beundringsværdige og ubrydelige orden i det guddommelige forsyn, så viste det, jeg tidligere havde syntes var rimeligt, sig nu utvivlsomt at være urimeligt, ja kættersk, skønt jeg ikke af den grund regnede dem for kættere, som mente således (hvis de blot ikke var hårdnakkede). Om hvilket jeg gerne vil skrive en særlig og mere udførlig traktat, om Gud vil. 
60 Interim concludo: adversus Papam nulla in terris potestas, solus Deus super illum qualicunque praeter haeresim et quantocunque crimine teneatur. Secundus est casus, cum non adversus Papam sit quaestio, sed alioquin de christiano statu agitur circa diffinitionem eorum, quae vel credenda sint vel facienda christiano homini.  Imidlertid konkluderer jeg: Imod paven er der ingen jordisk magt, alene Gud kan holde dom over ham for en hvilkensomhelst forbrydelse, bortset fra kætteri, og fra ligegyldigt hvor mange forbrydelser. Det er en anden sag, når der ikke kan være anklage mod paven, men blot afhandles om den kristelige status, angående definitionen af de ting, som må tros og gøres af et kristenmenneske. 
61 Et hic aut quaerimus de scientia ipsa aut de clave scientiae. Si de scientia, nemo tam plane stultus negaverit, multos et fuisse et esse posse supra Papam in omni scientiae genere, et Papam saepe et proculdubio nescire, errare et decipi (m61). Et ideo invalidum est, quod adducitur a Martino sicut ab omnibus haereticis et schismaticis de Petro, quem reprehendit Paulus (Gal 2,11ff).  Og her kræver vi noget enten af videnskaben selv eller af nøglernes videnskab. Hvis det er af videnskaben, er vel ingen så ligeud dum, at han nægter, at der var og kan være mange ting, der går ud over paven i alle videnskabsgrene, og at paven ofte også uden tvivl er uvidende, tager fejl og lader sig bedrage. Og derfor er det ugyldigt, hvad Martin fremfører, sådan som alle kættere og skismatikere gør, om Peter, der fik en bebrejdelse af Paulus. 
62 Late enim concedo Papam errare posse etiam quod fidem, item posse et debere audacter isto casu praesertim reprehendi atque ei etiam resisti in faciem, fraterna tamen monitione et correctione (m62), qua omnes aequales sumus, ut Hieronymus ibi notat, non autem (sicut Martinus perverse ait) etiam correctione iurisdictionis et authoritatis.  Jeg skal nemlig åbent erkende, at paven kan fejle også angående troen, ligeledes kan og bør han også i en sådan sag i særlig grad bebrejdes og det op i hans åbne ansigt, men i broderlig formaning og irettesættelse, hvori vi alle er lige, som Hieronymus her noterer, men ikke (sådan som Martin forkert siger det) også lige i retten og autoriteten til irettesættelse. 
63 Qui istam (ut supra vidimus) (#30) (#43) (#50) prophanissimam et falsissimam consequentiam de sua theologia producit: sentit aliquis melius Papa, ergo Papa ei subest (m63).  (r13-05#76) Quis non rideat risu tamen digna? Hic locus, ubi labuntur haeretici ac schismatici pueriliter (m63a), scientiae clavem cum scientia ipsa confundentes.  Og som vi ovenfor har set, frembringer han den profane og falske konsekvens af sin teologi, at hvis nogen mener noget bedre end paven, står paven under ham. Hvem må ikke le af sådan noget latterværdigt noget? På dette sted, hvor kætterne og skismatikerne arbejder barnligt, sammenblandes nøglevidenskaben med videnskaben selv. 
64 Et ideo si quaeratur de clave scientiae, idest authoritate diffiniendi et statuendi, audacter pronuncio Papae hoc privilegium et praerogativam solius esse. Quod si de concilio quaeratur, cum aliud concilium verum sit ac legitimum, aliud falsam, reprobum et diabolicum, si quis dubitet, utrum hoc tale postremum vel supra Papam sit vel supra muscam, diabolus est.  Og derfor, hvis det kræves af nøglevidenskaben, det vil sige, af autoriteten til at afgrænse og bestemme, så vil jeg dristigt erklære, at dette privilegium og denne forret alene tilhører paven. Men hvis det kræves af et koncil, så er det sådan, eftersom det ene koncil er sandt og legitimt, det andet falsk og usandt og djævelsk, at hvis nogen tvivler på, om noget koncil af den sidste art er over paven eller over en flue, så er han en djævel. 
65 Hic igitur respiciendum est, ut sciamus novisse, quodnam sit tale verum. (m65) In quo duo sunt observanda, videlicet materia et forma, quo verum concilium velut corpus unum totam repraesentans ecclesiam perficitur. (m65a) Materia ergo est caput primo, deinde membra. Et ob istam causam ego audacter ex omnium sententia doctorum pronuncio, concilium illud, ubi non praesideat Papa, esse concilium vanitatis; de quo scriptum est: "Non sedi cum concilio vanitatis" (Sl 26,4).  Og her må man da se på, om vi kan få kundskab om, hvorvidt et sådant koncil er sandt. I denne sag må man se på to ting, nemlig materien og formen, hvorved et sandt koncil som ét legeme repræsenterer hele kirken på fuldkommen måde. Men materien er først hovedet, dernæst lemmerne. Og af den grund erklærer jeg dristigt ud fra alle de lærdes sætninger, at det koncil, hvor paven ikke sidder ved forsædet, er et forfængelighedens koncil; om det er der skrevet: 'Jeg tager ikke sæde i forfængelighedens råd'. 
66 Et merito, quia vana membra sunt sine capite. Deest materia potior, ex qua concilium struitur. (m66) Forma autem concilii est virtus Spiritus sancti, quae tunc adest, cum concilia aequa et sancta statuere vult, et veritatem quaerit, et oportunis mediis quaerit.  Og det er velfortjent, for et tomt lem er uden hoved. Eller snarere, den materie mangler, hvoraf koncilet opbygges. Men koncilets form er den helligånds kraft, og den er til stede dèr, hvor et koncil vil fastsætte det rimelige og hellige, og søger sandheden, og søger den passende midte. 
67 Et ideo denuo pronuncio, quod etiam si materia concilii non desit, quia caput et membra simul sunt, si tamen non Dei veritatem quaerant, sed magis iniqua et, quae sua sunt, ad pompam humanam et praesidentiam conservandam, quia isto casu deest forma, idest Spiritus sancti virtus -- assero periculo meo non esse eiusmodi sanctum verumque concilium, sed illud, in quo deest virtus et influxus divinus. De quo pariter ait dominus Deus: "Et cum iniqua gerentibus non introibo" (Sl 26,4).  Og derfor erklærer jeg påny, at også hvis koncilets materie ikke mangler, fordi hoved og lemmer begge er til stede, hvis dog ikke man søger Guds sandhed, men snarere søger uretfærdighed og søger, hvad der er ens eget, for at bevare menneskelig pomp og herredømme, fordi i så fald mangler formen, det vil sige Helligåndens kraft -- jeg erklærer ved min fare, at et sådant ikke er et sandt og helligt koncil, men ét, i hvilket der mangler den guddommelige kraft og indflydelse. Om det siger ligeledes Gud Herren: "Og hos uretfærdige går jeg ikke ind". 
68 Ex his ergo facile liquet concilium illud verum sanctumque esse, in quo nec materia deficit, quae est caput cum membris, nec etiam forma, quae est Spiritus sancti virtus, quae tunc omnino adest, cum finis re gerendae est veritas Dei, quae quaeritur mediis oportunis. Unde si quaeratur, utrum tale concilium sit supra Papam, duplex hic est inspectio. 
69 cPrima, cum sumitur concilium pro ipsis membris, ut contra Papam distinguntur, et tunc faclie respondetur ad eum modum, quo si quaereretur, utrum membra sint supra caput, quod est ridiculum. A capite enim et in capite virtus estet omnis influxus in membra, et ideo Papa est supra totum reliquum concilii corpus. 
70 cSi vero consederetur concilium integrum, ita ut ipsum etiam caput conprehendat, tunc quaerere, an tale concilium sit supra Papam, non est nisi quaerere, utrum caput cum membris sit supra se ipsum caput sine membris, idest absque membrorum intellectu, quod pari modo est ridiculum eadem ratione, quia in solo capite est imperium, non in membris, quod non a membris accipit, sed a Deo. 
71 cRecte ergo hic dicitur neque Papam supra tale concilium esse neque tale concilium supra Papam, ne cogamur dicere Papam supra seipsum Papam esse. Hinc duae emergunt conclusiones. Prima, in his, in quibus ex privilegio Dei errare Papa non potest et sunt incommutabilis veritatis, nulla est authoritas vel Papae supra concilium vel concilium supra Papam. 
72 cSecunda, in quibus errare potest tam Papa quam tale concilium et mutationem recipiunt ex temporum varietate, sua invicem statuta tollere, interpretari ac limitare pro arbitrio possunt, non quia Papa sit supra se ipsum vel tale concilium, sed quia a tali concilio sicut neque a se ipso ligari non potuit, cum nemo sibi legem dicat, a qua non liceat recedere, ut ex naturali ratione ac iuris regula notum est. 
73 cHoc ergo superest, ut quaeramus, nunquid sit casus, in quo Papa ab infallibili dirigatur veritate. Ad quod in scientia sanctorum confisus audacter rursus pronuncio, facile evangelium scientibus liquere posse in his, quae ad fidem pertineant vitaeque christianae directionem et decisionem, Papam uti volentem scientiae clave et privilegio sibi dato verbo Dei quaerentem, uti oportet, (73v) veritatem, quantum per humanam liceat fragilitatem, proculdubio dirigi a Spiritu sancto, ita ut in his errare quovis modo non possit. Ad quod primo ex verbo Christi moveor: 'Oravi pro te, ut non deficiat fides tua' (Luk 22,32). Quae verba assuetis in Scripturis irrefragabiliter hoc probant. 
74 c       Secundo (quod non minus est), satis absonum atque absurdum esset, tempore abundantiores gratiae in sacerdotio Christi deficere supremum iudicium infallibile, quod in sacerdotio legis veteris non deficiebat, ut habetur 17. Deuteronomii, his verbis: "Si difficile et ambiguum apud te iudicium esse perspexeris inter sanguinem et sanguinem, causam et causam, lepram et non lepram, et iudicium intra portas tuas videris verba variari, surge et ascende ad locum, quem elegerit dominus Deus tuus, veniesque ad sacerdotes Levitici generis et ad iudicem, qui fuerit illo tempore, quaeresque ab eis, qui indicabunt tibi veritatem" (5 Mos 17,8f). 
75 cNota ergo verbum magnum: 'indicabunt tibi veritatem, dicit Dominus'. Quis igitur ausit respondere ad hoc?
76c         Tertio, quis non videat, quod omnia conciliorum satauta, omnes canonicae Scripturae, omnia pertinentia ad fidei veritatem, omnes vivendi regulae secundum Christum semper ad hoc iudicio supremo Papae iudicatae et probatae sunt, ut etiam beatissimi Francisci regula sine dubio ex ore Dei inspirata ac mandata, tamen eiusdem authoritati subdita etiam quantum ad approbationem fuerit, ex ipsius mirabili providentia Dei. Immo et primum eiusdem gloriosissimae regulae mandatum est obedientia ciuiscunque summi pastoris Christi vicarii et Petri successoris canonice electi. (n76
77 c      Quarto, hoc apparet liquidissimo nolentibus oculos claudere, quod nunquam ab ecclesia inventus hactenus in eiusmodi aliquis error, sicut et Martinus ipse fatetur, cum inde tot emanaverint decreta, tot emerserint quaestiones, et nihilominus tot mali atque pessimi praefuerint pastores. (lutpri W662). Quod qui putet sine Dei spiritu successisse, iam ipse non solum sine spiritu, verum etiam sine mente merito est censendus. 
78 c        Quinto, quis compos mentis non valde imperfectum in ecclesia censeat, si tot continue emergentibus de fide controversiis, tot haereticis assidue pullulantibus non dicamus de certo et infallibili iudicio a Domino provisum, cui inniti oporteat tanquam certissimae veritati? Alioqui si cum errore esse possit, an non fidem in incertum, immo in ludibrium verteremus? Quis hoc non intelligat? 
79 c       Sexto, quid rogo aliud clamant sanctorum omnium apertae perspicuaeque sententiae? Quas profiteor, si diligenter observare et producere voluissem, iustum proculdubio ex eis volumen complicassem. 
80 c       Ex praedictis satis patere potest, quam sit stultum asserere, quod a Papa appellari ad concilium possit quovis casu, cum appellatio requirat maius tribunal. Per modum tamen quaerelae, sicut (quod ex humanis constat legibus) ab imperatore ad ipsummet, ita ab ipso Papa ad ipsummet supplicari potest sive extra concilium sive in concilio. 
81 cQui vero alia hoc via tentare praesumpserit, illum et ordinationi Dei resistere et schisma quaerere clara et confidenti voce pronuncio redditurus rationem artissimam intolerabilis temeritatis suae. Hactenus igitur satis esse volo, quoad hoc pertinet quaestionis. Nunc de Papae praerogativa circa indulgentias disputandum est. 
82 c Videre til catlut23
83 c

 Noter:
 

n10: Schweizer-note: Ps.-Anacletus bei Gratian, c. 2 Sacrosancta 5 D. 22.
 

n21: Schweizer-note: Corpus iuris can., c. 4 Significasti X de elect. 1,6.
 

n21a: Schweizer-note: Ebenda, c. 3 Translato X de const. 1,2.
 

n23: Acta Augustana, WA 2,19. 
 

n43: Schweizer-note: Panormitani prima in primum decretalium (Lugduni 1555) fol. 119rff.
 

n53: Schweizer-note: Iacobatius 10,7 pag. 654ff macht abgesehen vom Antonius Rosellus ausser Panormitanus, dessen Schriftenbelege er angibt (pag. 656. 700. 703), noch andere Gegner des Papalsupremates als Pierre d'Ailli, Kardinal von Cambrai, Johannes Gerson, Wilhelm Occam, Nikolaus von Cues, Johannes von Imola, die Universität Krakau, den Kardinal von Florenz, Ludovicus Romanus, einen Bischof Gaddicensis, die Synode von Basel namhaft. 
 

n59: Schweizer-note: Dieser, schon bisher des öfteren von Catharinus gestellte Traktat unterblieb.

n76: Expositio in regulam fratrum minorum, cap. 1. Bonaventura Oper. 14,558.
 

Catharinus' marginbemærkninger:
 

m2: Nota grammaticam. Læg mærke til grammatikken.
 

m2a: Vel cogitans. Intet bemærket. 
 

m5: Pro intellectu ps. For bedre at forstå salmen.
 

m9: Porcis. Svin.
 

m10: Nota, lector, calumniam. Kære læser, læg mærke til spotten.
 

m12: Nota rursus Scripturarum inscitiam. Læg igen mærke til hans uvidenhed om skrifterne. 
 

m13: Nota inscitiam scripturarum. Læg mærke til uvidenhed om skrifterne. 
 

m15: Nota rursus Scripturarum inscitiam. Læg igen mærke til hans uvidenhed om skrifterne. 
 

m16: Verba Aug. Augustins ord. 
 

m22: Verba Martini. Martins ord.
 

m23: Nota, iurista, qui cupis nosse Martinum. Se her, jurist, hvis du vil lære Martin at kende. 
 

m31: Nota omnia haec ad te et iniquitatem tuam pertinet, Martine. Se her, kære Martin, alt dette har med dig og din overtrædelse at gøre. 
 

m41 og m43: Panor. contra Martinum. Panormitanus er uenig med Martin.
 

m45: Paul ad Ro. Paulus i romerbrevet.
 

m47: Ioel. Joel.
 

m49: Vere Martinus fidem vertet in utrum. Sandelig, Martin vender troen til begge sider. 
 

m53: Quare erraverit Panor. tam enormiter in supra dictis. Hvorfor Panormitanus tager så gruelig fejl i det ovenfor sagte. 
 

m56: Cum Papa et haereticus. Når paven er kætter. m56a: Cum schisma est. m57: Cum Papa est pessimus. 
 

m59: Authoris mutata opinio. Forfatterens ændrede opfattelse.
 

m61: Quomodo conceditur Papam errare etiam quoad fidem. Hvordan det må indrømmes, at paven kan fejle også hvad troen angår. 
 

m62: Quomodo possit reprehendi seu corrigi. Hvorledes man kan blive bebrejdet og blive irettesat. 
 

m63: Nota consequentiam Martini. Læg mærke til Martins følgeslutning. m63a: Ubi haeretici labuntur. Det, som kætterne arbejder på. 
 

m65: Quod concilium verum, quod falsum. Hvad der er et sandt koncil, og hvad der er et falsk. m65a: Materia concilii. Koncilets materie.
 

m66: Forma concilii. Koncilets form.
 

Kommentarer:
 

k4: Det er muligvis lidt ondsindet, men mig forekommer det, at Catharinus med dette 'argumentum ad hominem' afslører, at han selv har lidt svært ved at forstå Anaclets udlægning af teksten. 
 

k26: Det er en udmærket tankegang at have i teorien: at paven kan gå med til, at ganske meget sker, at ganske mange udtaler sig, at også jurister fremkommer med deres fortolkninger, uden at dette, at han ikke griber ind med bål og brand, betyder, at han godkender det. Men de fleste mennesker dengang, og såmænd også mange i dag, vil mene, at der dog må være grænser for, hvad man kan gå med til at ytringer. Og er der grænser, så kan man jo faktisk slutte, at fordi paven ikke har grebet ind overfor disse udtalelser, så ligger de indenfor det rimeliges grænser, er altså godkendt i en vis forstand.