Catharinus mod Luther 14






Fra en genudgivelse af Catharinus fra 1953 for den latinske teksts vedkommende (ved Josef Schweitzer). Min oversættelse for den danske teksts vedkommende.

Catharinus' randbemærkninger er gengivet som noter under betegnelsen m1, m2, osv. Noter (Schweizers og mine) gengives ved n1, n2, osv. Mine kommentarer som k1, k2 osv.

Vil man oprette et link til denne tekst, kan det gøres ret præcist. De små tal i venstre celle angiver bogmærkenummeret på den pågældende celle.
1 Confitatio errorum Martini ex prima authoritate ab eo collectorum. Gendrivelse af Martins vildfarelser, samlet fra hans første fædrecitat.
2 Primo producit Hieronymi epistolam ad Euagrium, unde hanc Martinus conclusionem ad litteram extorquet: "Hieronymus non modo episcopos aequat inter se, sed et presbyteros episcopis comparat". (r13-05#29). Først fremfører han Hieronymus' brev til Evagrius, hvorfra Martin udarbejder følgende fordrejede konklusion, ordret gengivet: "Hieronymus stiller ikke blot biskopperne indbyrdes lige, men sammenligner også presbytere med biskopper".
3 Et quia ista durissima etiam primo aspectu erat conclusio, ideo vir astutus multis foliis, idest verboso sermone, contegere voluit producendo ad verbum Hieronymi epistolam, quam ego data opera mitto, ne frustra folia impleam, praesertim cum et in decreto habeatur c. legimus dist. 93. Perstringam autem eius sententiam summariam paucis conclusionibus. Prima est, ad quod universa illa tendit epistola, quod presbyter maior ac dignior est diacono. Ex hoc autem nihil sequi videtur contra primatum Romanae ecclesiae, nisi forte Martinus in nova aliqua consequantia pro more suo hoc deprehenderit. Og fordi denne hårde konklusion også fandtes i det første aspekt, derfor ville den listige mand dække sig bag mange blade, det vil sige, bag en meget ordrig tale, ved ordret at citere Hieronymus' brev, som jeg undlader at gengive, for ikke unødigt at spilde papir, så meget mere som det findes i dekreterne, dist. 93, c. legimus. (k3) Men jeg vil sammenfatte hans mening i nogle få konklusioner. Den første er, at hele dette brev stiler imod at vise, at en presbyter står over og er værdigere end en diakon. Men af det synes der ikke at følge noget imod den romerske kirkes primat, medmindre måske Martin, som han plejer, opdager en helt ny konsekvens.
4 Secunda est, quod iidem ab initio erant episcopi qui et presbyteri in eum sensum, quem declarabo. Neque etiam hinc videtur sequi aliquid contra primatum ecclesiae Romanae seu Romani Pontificis. Den anden konklusion er, at i begyndelsen var biskop og presbyter det samme i den betydning, som jeg skal forklare. Heller ikke herfra synes der at følge noget imod den romerske kirkes eller paves primat. (k4).
5 Tertia est, quod Petrus et Ioannes et Paulus presbyteros se appellabant. Sed quid sequitur propterea? Nam et Papa presbyter est et compresbyter meus est. Quis neget? At inquit Martinus, non appellabantur sanctissimi ac beatissimi, non Pontifices, non Papae, et his titulis praegrandibus et excelsis. Quid tum? An non convenissent Petro ut pastori talia nomina? Sed quid scimus non fuisse eis oblatas eiusmodi appellationes, cum et divinus a Dionysio dicatur in principio ecclesiasticae hierarchiae? Den tredie konklusion er, at Peter og Johannes og Paulus kalder sig presbytere. Men hvad følger der af det? For også paven er presbyter og min medpresbyter. Hvem nægter det? Men, siger Martin, de hellige og salige kaldte sig ikke pontifex eller pave, eller med andre altfor storslåede og ophøjede titler. (k5) Hvad så? Mon ikke det ville have været passende for Peter som hyrde med sådanne navne? Men hvad véd vi om, hvorvidt det blev bebrejdet dem med sådanne titulationer, eftersom de kirkelige hierarki i begyndelsen af Dionysius blev kaldt guddommeligt.
6 Obsecro, reprehende etiam Dionysium et illum dicito insuper adulatorem. Quin etiam Augustinus et Hieronymus, qui se invicem sanctissimos et beatissimos appellabant, et eiusmodi titulis nedum summum Pontificem, sed et quoslibet ferme episcopos honestabant. Stulte igitur nimiumque invidiose et stomachose super his contendis, minime quidem dignis, ut aliquando tanquam ab homine profecta christiano legantur. Jamen, jeg be'r, bebrejd så også Dionysius og kald ham oven i købet lefler. Og mon ikke også Augustin og Hieronymus, som gensidigt tiltalte hinanden med højhellig og højsalig, ærede både paven og næsten enhver biskop med den slags titler. Det er derfor dumt, for ikke at sige misundeligt og gnavent at skændes om disse ting, og du fortjener ikke på nogen måde, at de læses af noget kristenmenneske.
7 Quarto est, quod ad schismatis occasionem tollendam (quia scilicet iidem erant presbyteri et episcopi) ex communi placito in unum de seipsis consentiebant, qui solus episcopi curam ageret. Ex quo sequi duo videntur, et quod nullus est Dei verbo episcopus super alios, sed electione presbyterorum, qui alioquin (52v) erant aequales, et quod ob hoc episcopi a presbyteris non divino, sed humano iure distinguantur. Den fjerde konklusion er, at det er for at fjerne lejligheden til splid (fordi nemlig presbytere og biskopper er det samme) når de indbyrdes bliver enige om den samme mening, hvilket alene er biskoppens bekymring. Hvoraf synes at følge to ting, dels at ingen biskop ifølge Guds ord er over den anden, men bliver biskop ved valg blandt præster, som ellers var lige, og dels at af den grund kan man skelne mellem biskop og præst, ikke ved guddommelig, men kun ved menneskelig ret. (k7)
8 Sed hic Hieronymi locus exigit intelligentiam. Plura enim diligenter sunt advertenda. (m8) Primum id, quod ait eosdem fuisse episcopos olim qui et presbyteri, sane sic accipiendum est, non quod idem episcopatus et presbyteratus esset gradus, ut Martinus consentit cum aliis haereticis -- absit enim a Hieronymo blasphemia --, sed quod hi duo gradus in eandem concurrebant personam, ut nullus esset presbyter, qui non etiam episcopus. Men her bortdriver Hieronymus' sted forståelsen. Man må nemlig være noget mere opmærksom. For det første må det, han siger, at i gamle dage var biskop og presbyter det samme, forstås på den måde, ikke så episkopat og pastorat var samme grad, sådan som Martin gør, hvorved han er enig med andre kættere -- og en sådan blasfemi skal vi ikke tillægge Hieronymus -- nej, det skal forstås sådan, at disse to grader løb sammen i den samme person, så ingen er presbyter, som ikke også er biskop. (k8).
9 Alioquin non solum contra veritatem et Dionysium, sed etiam contra seipsum diceret, qui hos gradus clare distinguit in sequenti paulo post epistola, ubi hoc agit. Secundum advertendum est, quod Hieronymus de aliis episcopis loquitur praeter Petrum, quod scilicet electione presbyterorum fierent. Petrus enim nunquam secretus est ab aliis episcopis aut presbyteris hominum voluntate, sed verbo Dei. Ellers ville han tale ikke blot imod sandheden og Dionysius, men også imod sig selv, for han skelner klart mellem disse grader kort efter i det følgende brev, hvor han behandler dette. Men for det andet skal man lægge mærke til, at Hieronymus taler om andre biskopper end Peter, nemlig om dem, der bliver biskopper ved presbyternes valg. Men Peter er aldrig blevet udskilt fra andre biskopper eller presbytere ved menneskers vilje, men ved Guds ord. (k9).
10 Hoc enim manifeste ait Hieronymus super epistola ad Galathas his verbis: 'Dominus unum ex XII elegit, ut schismatis tolleretur occasio'. Ecce, quod non a presbyteris electus est, ut schismatis tolleretur occasio, sed a Domino. Tertium advertendum est, (m10) evidenter etiam falsum esse episcopos divino etiam iure non semper presbyteris maiores fuisse, sed iure tantum humanim sicut dogmatizat Martinus. Det siger nemlig Hieronymus udtrykkeligt i sin kommentar til galaterbrevet med disse ord: "Herren har udvalgt én af tolv, så han kunne ophæve lejlighed til strid'. Læg mærke til, at han ikke er udvalgt af presbyterne for at han skal ophæve lejlighed til strid, men af Herren. For det tredie skal man lægge mærke til, at det også er åbenbart falsk, at biskopperne ifølge guddommelig ret ikke altid er større en presbyterne, men kun er det ifølge menneskelig ret, sådan som Martin lærer.
11 Non enim propterea confusio graduum erat, quod in eandem, ut diximus, concurrebant personam. Hoc igitur solum humano instituto esse coepit, ut ad schismata tollenda non in quolibet presbytero episcopalis maneret cura, sed in eo tantum, qui in qualibet ecclesia ab ipsis de se ipsis eligeretur presbyteris. (m11) Et in hoc intellectu dici potest humano iure episcopos presbyteris maiores, ablato potius a presbyteris gradu quam collato episcopis. Der er nemlig ikke nogen forvirring i graderne, fordi, som vi har sagt, de løber sammen i den samme person. Dette begyndte altså med at være kun som en menneskelig institution (k11), så at bekymringen for at ophæve stridigheder ikke lå hos en hvilkensomhelst presbyter, men kun hos den, som i enhver kirke var udvalgt blandt presbyterne af presbyterne. Og i denne forståelse kan det siges, at efter menneskelig ret er biskopperne større end presbyterne, idet der snarere tages noget fra presbyternes grad end der lægges noget til biskoppernes.
12 Quinta est, quod ex Hieronymi verbis (quae mox producam) fieri videtur, ne Romana ecclesia eiusve episcopus caeteris sit superior. Sed ut sanius Hieronymi mens ac medullitus explicetur, quod a paucis factum legi, sciri oportet totam illius epistolae quaestionem hic sistere, utrum diaconi presbyteris maiores essent. Quidam enim fatui fatua (Es 32,6) loquentes (ut ille inquit) hoc asserebant. (r13-05#18). Den femte konklusion er, at det ud fra Hieronymus' ord (som jeg snart skal citere) synes at kunne ske, at den romerske kirke og dens biskop ikke står over de øvrige. Men som den sunde Hieronymus' sind og hjerte forklarer, så var det af nogle få fremkommet ved lov, at man burde vide, at hele dette brevs spørgsmål bestod heri, om diakoner var større end presbytere. For, som han siger, nogle tåber, der talte tåbelige ting, tilsluttede sig den tanke.
13 Argumentabantur autem sic: aut quod sentit Romana ecclesia, sentire et aliae debent, aut non. Si non, ergo diversa fit veritas evangelii in ecclesiis. Si sic, et Romanae ecclesiae consuetudo est (dicebant illi), ut diaconi honorabiliores essent, ergo et hoc esse debet apud alia. Sed ad hoc respondet Hieronymus (ut more logicorum loquar) ita formaliter: fateor primum vobis, quod eadem evangelii veritas tam Romae quam alibi et est et esse debet. Men de argumenterede sådan: Enten bør de mene noget andet end den romerske kirke, eller også bør de ikke. Hvis ikke, bliver evangeliets sandhed i kirken delt. Hvis ja, og det er den romerske kirkes sædvane (siger disse mennesker), at diakonerne er mere ærefulde, så bør det også være sådan hos andre. Men hertil svarer Hieronymus (at jeg skal tale på logikernes måde) formelt således: Jeg indrømmer sandheden af jeres præmis, at evangeliets sandhed er og bør være den samme i Rom og andetsteds.
14 (m14) "Nec (haec sunt verba Hieronymi) altera Romanae urbis ecclesia, altera totius orbis aestimanda est", quia 'unum Christum adorant et unam regulam veritatis', (se r13-05#24) ita quidem, ut sicut aliae ex evangelica veritate habent presbyteros maiores diaconis, ita et Romana hoc habeat ecclesia. Nam (m14) (et haec sunt verba Hieronymi) 'in ecclesia etiam Romana presbyteri sedent, stant diaconi'. Quod autem ibi 'presbyter ordinetur ad testimonium diaconi, est unius urbis consuetudo'. (Timuit dicere Romanae ecclesiae Hieronymus, ne quicquam laedere eius dignitatem videretur, dixit unius urbis.) Dette er Hieronymus' ord: "Det er heller ikke sådan, at man bør regne Roms bys kirke for én ting, hele verdens kirke for noget andet". For 'vi tilbeder én Kristus og én sandhedsregel', således nemlig, at ligesom nogle ud fra evangeliets sandhed holder på, at presbytere er større end diakoner, således holder også den romerske kirke på det. For (og det er Hieronymus' ord) 'i den romerske kirke sidder presbyterne, mens diakonerne står op'. Men at her 'presbyteren ordineres til vidnesbyrd for diakonen, det er hele byens sædvane'. (Hieronymus frygter for at sige den romerske kirke, for ikke at synes at såre dens værdighed siger han hele byen.)
15 (m15) 'At orbis maior urbe est', ac si expressim dicat: ista Romana consuetudo, quae etiam ex paucitate illorum diaconorum venit, ut honorabiliores viderentur (quia 'omne rarum carum') authoritatem idoneam non constituit, sed potius consuetudo orbis attendenda est, ut rectius existimetur, quod longe plures observant. (n15). Nam et beatus Ambrosius ita scribit prudenter evitans Romanae ecclesiae similem consuetudinem. (m15a) 'Cupio (inquit) sequi Romanam ecclesiam, sed et nos sensum habemus'. 'Men verden er større end byen', og hvis han skal sige det ligeud: denne romerske sædvane, som også kommer af, at de ikke har så mange diakoner, så de ser mere ærefulde ud (for alt det sjældne er kært) indstifter ikke nogen velegnet autoritet, men man må snarere lægge mærke til verdens sædvane, for mere ret at kunne bedømme, hvad mange igennem længere tid har levet efter. (k15) For også den salige Ambrosius skriver således, idet han klogt undgår den romerske kirkes lignende sædvane. Han siger: 'Jeg stræber efter at følge den romerske kirke, men også vi har forstand'.
16 Ergo, inquies tu, Martine, Romana ecclesia non habet ius super alias, si eius consuetudinem spernere liceat. Respondeo, iuristheologe, ut ibi in dicto c. legimus dist. 93 rectissime notat glossa: (m16) quaedam est consuetudo Romanae ecclesiae, quam Papa vult esse generalem, et hanc nemo dubitat ligare omnes ecclesias; quaedam vero est specialis, et hanc non est necessarium extendi, quia Papa non vult. Altså, du siger, Martin, at den romerske kirke ikke har ret over andre, hvis man må se bort fra dens sædvane. (k16) Jeg svarer, du jurist-teolog, at her i dist 93, cap legimus vil du gøre ret i at lægge mærke til fortolkningen: Den sædvane hos den romerske kirke, som paven vil gøre almindelig, den kan ingen tvivle på binder alle kirker; men den, der er speciel, er det ikke nødvendigt at udbrede, fordi paven ikke vil det.
17 Hoc evidenter Iulius Papa in c. nolite et ibi glossa, hoc Innocentius in c. quis nesciat plane docent, et ideo nihil Hieronymus adhuc pro Martini blasphemia. Dette lærer pave Julius klart i kapitlet nolite og fortolkningen dertil, og Innocens i kapitlet 'quis nesciat', og derfor lærer Hieronymus her ikke blasfemisk til fordel for Martin.
18 Sexta est: 'Ubiquncue episcopus fuerit' (inquit Hieronymus), 'sive Romae sive Eugubii, eiusdem est meriti et sacerdotii. Potentia divitiarum et humilitas paupertatis vel sublimiorem vel inferiorem non facit'. (r13-05#24) Ex quibus verbis videtur inter omnes episcopos probari aequalitas, sed non sic est. Ex his enim nihil aliud potest colligi, nisi quod saepius professi sumus: ex locorum varietate aut divitiarum abundantia (sicut carnales et animales homines putant) non fieri episcopos maiores. Den sjette konklusion er: Hieronymus siger: 'Overalt, hvor der er en biskop, i Rom, i Eugubius, er hans fortjeneste den samme som præstens. Hans magt over rigdommene og fattigdommens ydmyghed gør ham hverken mere ophøjet eller lavere'. Af disse ord synes det at bevises, at der er lighed mellem alle biskopper, men det forholder sig ikke sådan. Man kan nemlig ikke vise andet ud fra dem, end det, som vi altid har påstået: biskopper bliver ikke større ud fra forskel på stederne eller ud fra forskel i rigdom (sådan som kødelige og dyriske mennesker mener). (k18)
19 Et quotiens etiam non diximus: ex solo et loco Romano Romanae ecclesiae dignitatem seu Romani Pontificis eminentiam non procedere? Quis hoc neget? At vero quod Romana ipsa ecclesia ex Romani episcopi celsitudine non fiat maior, non extorquebit a Hieronymo Martinus, nec Hieronymus probabit in aeternum. Nulla de hoc apud Hieronymum quaestio, ut satis ex eius authoritate plerisque locis constat, sicut late produximus. Og hvor ofte har vi ikke sagt: Det er ikke ud fra det blotte og bare sted Rom, at den romerske kirke har sin værdighed og den romerske pave sine fortrin? Hvem vil nægte det? Men at den romerske kirke selv ikke bliver større ved den romerske biskops knejsende holdning, det vil Martin ikke kunne dreje ud af Hieronymus, og Hieronymus heller ikke nogensinde bevise. Ingen af de ting er på tapetet hos Hieronymus, som det tilstrækkelig tydeligt fremgår af dette citat og andre steder, sådan som vi senere skal fremføre det.
20 Audes postremo, hominum audacissime, etiam Cyprianum adducere ab Augustino citatum in lib. 2 de unico bapt. c. 2, cuius authoritatem contra Romanae ecclesiae primatum et pro aequalitate omnium episcoporum opponis his verbis: Og så vover du til sidst, forvovne menneske, at fremdrage også Cyprian fra Augustin-citatet in bog 2 om dåbens énhed, kap 2, hvis autoritet du sætter imod den romerske kirkes primat og for alle biskoppers lighed med følgende ord:
21 "Hic gloriosus martyr palam confitetur tyrannidem esse ab uno episcopo cogi alios ad obedientiam." (r13-05#39) Et tandem propter hoc unum dictum concludis, miserrime hominum, his verbis: "omnes episcopos esse aequales" (r13-05#39) (WA II, 230). "Her bekender den ærværdige martyr åbent, at det er tyranni, når én biskop kan tvinge de andre til lydighed". Og endelig konkluderer du på baggrund af dette ene udsagn, elendige mennesker, med disse ord: "alle biskopper står lige".
22 Scin tu, Martine, quid hic martyr gloriosus confiteatur et vere palam de Romana ecclesia? (m22) Haec verba eius contra haereticos et schismaticos quosdam: "Post ista adhuc insuper pseudoepiscopo sibi ad haereticis constituto navigare audeant et ad Petri cathedram atque ecclesiam principalem, unde unitas sacerdotalis exorta est, a schismaticis et prophanis litteras ferre etc". (n22). Mon ikke du véd, Martin, hvad her denne ærværdige martyr bekender og siger åbenlyst om den romerske kirke? Følgende ord taler han imod kætter og skismatikere: 'Efter at de havde indsat denne løgnebiskop over sig, vovede de at sejle til Peters stol og til hovedkirken, hvorfra den præstelige énhed er oprundet, og medbringe breve fra skismatikerne og de profane, osv'.
23 Ecce ergo, quod principalem appellat Romanam ecclesiam Cyprianus, non aequalem, homo calumniator, ex Romana ecclesia unitatem sacerdotalem exortam praedicat. Et tu mille hoc blasphemiis impugnas propterea, quia sancti Pontifices dixerunt, ut sequenti libro liquebit. Quod vero vocat tyrannidem, episcopum super episcopum exercere iurisdictionem, manifeste de aliis post Petrum loquitur et de his, qui ullo modo subditi non essent, quod latius ibi patet. Se her, hvordan Cyprian kalder romerkirken hovedkirken, ikke en kirke på lige fod med andre, du ondsindede menneske, og siger, at fra den romerske kirke er præstedømmets énhed fremgået. (k23) Og du kæmper med tusinde af den slags blasfemier af den grund, at de hellige paver har sagt det, som det tillades i den følgende bog. Men at han kalder det tyranni, at en biskop udøver jurisdiktion over en anden biskop, det siger han udtrykkeligt om andre efter Peter, som ikke på nogen måde er underlagt, hvilket senere her kommer til udtryk.
24 Audes etiam dicere, putasse Augustinum cum Cypriano omnes episcopos aequales esse? Sed valde dubito, nunquid ex imperitia an magis malitia pecces. Extremum enim est, quodcunque sit. (m24) Et quomodo non legisti patrem tuum Augustinum conferentem Cyprianum Petro his verbis in lib. 2 de unico baptismo: "Puto, quod sine ulla sui contumelia Cyprianus episcopus Petro apostolo comparatur, quantum attinet ad martyrii coronam. Caeterum .... quis nescit illum apostolatus principatum cuilibet episcopatui praeferendum". Vover du også at hævde, at også Augustin ligesom Cyprian mente, at alle biskopper var lige? Oh, jeg er virkelig meget i tvivl om, hvorvidt du synder af uvidenhed eller af ondskab. Det er lige elendigt, hvad det end er. Og har du ikke læst, hvordan din fader Augustin sammenligner Cyprian med Peter med disse ord fra bog 2 om dåbens enhed: 'Jeg mener, at Cyprian uden nogen fornærmelse kan sammenlignes med apostelen Peter, for så vidt angår martyrkronen. Hvad det øvrige angår, ... hvem véd ikke, at han satte apostolatets principat over et hvilketsomhelst episkopat".
25 Audin, Martine, Augustinum? Principatum Petri cuilibet episcopatu praeferendum ait. Sed de vobis dicitur: "Aures habent et non audient". (Sl 115,6). Hører du mon, Martin, hvad Augustin siger? Han siger, at han foretrak Peters principat fremfor et hvilketsomhelst episkopat. Men om jer siges der: "De har ører, men de hører ikke".
26 (m26) Producis secundo Cypriani authoritatem circa episcopi electionem (r13-05#41). Exemplis enim divinae Scripturae eam electionem commendat, quae plebis maxime iudicio fieret. O Martine, an putas, te non intelligat Thomista, quod moliris scissura, quod plebi te et doctrinam tuam studes commendare? Sed hic ego protestor, non loquor de eo, quod fieri deceat, non disputo, quis melior ritus, sed tantum de potestate Papae contra id, quod tu, serpens maledicte, evomuisti his verbis: Du fremfører et andet Cyprian-sted om bispevalg. For ud fra eksempler fra den hellige skrift anbefaler han, at valget sker med folkets størst mulige bedømmelse. O Martin, mon du mener, at en thomist ikke forstår dig, fordi du med skrattende røst stræber efter at anbefale dig selv og din lære for folket? Men her må jeg protestere, jeg taler ikke om det, som bør ske, jeg disputerer ikke, hvilken ritus der er bedst, men kun om pavens magt imod det, som du, din forbandende slange, opgylper med disse ord:
27 "Sit itaque ritus hodiernus, qualis esse potest, modo Romanum Pontificem non iure divino id posse putemus, ne tot saeculorum sanctos et martyres contra ius divinum egisse damnemus". (r13-05#48). "Lad derfor det moderne ritual være, hvad det være vil, blot kan vi ikke mene, at den romerske pave kan gøre det ved guddommelig ret, at vi ikke fordømmer så mange århundreders hellige og martyrer for at have handlet imod den guddommelige ret".
28 O mirabilem theologum, quater enim in tam paucis verbis stultus es. (m28) Primo, tecum pugnas. Si enim talis episcopi electio, quam Cyprianus commendat, iure divino sit, ut eligat plebs, quomodo superiore Hieronymi authoritate conclusum est per te, nullam episcopi electionem iure divino esse, sed tantum humano caepisse presbyteros unum de seipsis eligere? O forunderlige teolog, firdobbelt kan du her gøre dig tåbelig med få ord. For det første modsiger du dig selv. Hvis nemlig bispevalget, som Cyprian anbefaler, sker efter guddommelig ret, så at det er folket, der vælger, hvordan kan du så ovenfor konkludere på Hieronymus' autoritet, at intet bispevalg sker på guddommelig autoritet, men at presbyterne begyndte at vælge én af deres midte ud fra kun menneskelig ret? (k28).
29 Secundo, (m29) indocte arguis, ut ex verbis tuis colligitur. Si iure divino esset iste ritus eligendi, ergo sancti et martyres aliter olim servantes egissent contra ius divinum. Stultae sunt hae sequelae tuae. Plenitudo enim potestatis Papae iure divino est super omnes. Unde quodcunque observetur circa episcopi electionem ipso volente, minime erit contra ius divinum. For det andet er det forkert, hvad du argumenterer, som det også fremgår af dine ord om, at hvis denne valgmetode var efter guddommelig ret, så ville altså de hellige og de martyrer, der i gamle dage blev valgt efter en anden metode være blevet valgt imod guddommelig ret. Denne følgeslutning er dum. Pavemagtens fylde er nemlig over alle efter guddommelig ret. Og derfor, hvadsomhelst der overholdes angående bispevalg med hans tilslutning, kan på ingen måde være imod den guddommelige ret.
30 Potuisset ergo etiam tunc prohibere ritum illum, si voluisset, sicut et nunc prohibet, quod si eo prohibente sancti illi et martyres, quos tu ais, potestati restitissent, pessime fecissent. Sed quia non prohibuit, iure et legitime procedebant ex eius consensu electiones. Nunc vero, quia aliter Papae fieri vult, aliter quoque observandum est. Potest enim. At non ita debet. Ego neque laudo neque improbo; non est hic locus. Sed dico et clamo, quod potest. Et si quis contradicat, anathema sit. Hvis han havde villet, ville han dengang have kunnet forhindre denne valgmetode, sådan som han også nu kan forhindre den, og hvis han havde forhindret det, da de hellige og martyrerne blev valgt, og de således havde modarbejdet hans magt, som du siger, så ville de have handlet forkert. Men fordi han ikke forhindrede det, foregik valgene retmæssigt og legitimt med hans godkendelse. Men nu, fordi paverne vil, at det skal ske anderledes, må han gå anderledes frem. De kan nemlig befale det. Men de behøver det ikke. Jeg skal hverken til- eller fraråde det; det er ikke på sin plads her. Men jeg siger og råber, hvad han kan. Og hvis nogen modsiger mig, er han en kætter. (k30).
31 (m31) Tertio, iterum tecum pugnas. Modo enim Papam sic posse facere humano iure saltem fateris, modo autem talem a Cypriano commendatam electionem iure divino esse videris contendere nec fas Papae circa illum quicquam mutare. For det tredie modsiger du igen dig selv. På den ene side tilstår du, at paven kan gøre sådan omend kun efter menneskelig ret, men på den anden side synes du at slås for, at en sådan valgmetode, anbefalet af Cyprian, er af guddommelig ret, og at det ikke er passende, at paven kan ændre noget angående den. (k31).
32 (m32) Quarto, nunquam potes aliquid fideliter producere; non enim id in plebis manu esse omnino electionem Cyprianus commendat, sed in plebis praesentia et conscientia fieri debere; quod ibi satis patet. Sed tu plebi gratificari studuisti, rectius autem, si studeres Deo summo conciliari et poenitentia in eius gratiam redire. For de fjerde: Du kan aldrig gengive noget troværdigt; det er nemlig ikke sådan, at Cyprian anbefaler, at det skal ligge i folkets hånd at vælge biskop, han siger blot, at det skal ske i folkets nærværelse og med deres viden, hvilket kan ses ganske tydeligt. Men du stræber efter at tilfredsstille folket, det ville være rigtigere, hvis du stræbte efter at forbinde med den højeste Gud og gøre bod for hans nåde.
33 Producis tertio authoritates Gregorii et Pelagii et Aphricani concilii, qui nil aliud dicunt, nisi quod Romanus Pontifex non debet appellari universalis. Unde sequi videtur, quod ad eum cura universalis ecclesiae non pertineat. Sed antequam hoc nodi tibi dissolvam, reddes tu mihi plurium rationem, quae dixisti. Principio enim sic ais: Du fremfører for det tredie nogle steder fra Gregor, Pelagius og det afrikanske koncil, som ikke siger andet, end at den romerske pave ikke må kaldes universel. Hvoraf synes at følge, at omsorgen for den universelle kirke ikke påhviler ham. Men før jeg løser denne knude for dig, må du lige gøre mig lidt nøjere regnskab for, hvad du har sagt. I begyndelsen siger du således:
34 "Gregorius primus li. IV Registri epistola XXXII licet per authoritates illas: 'Pasce oves meas etc., tu es Petrus etc.'. Petro apostolorum principi totius ecclesiae curam a domino commissam dicat, tamen in hac cura nullum episcopum ei successorem patitur". (r13-05#49). "Gregorius den Første i bog 4 i registret, brev 32, går med til at sige, at ved skriftstederne 'vogt mine får', og 'du er Peter', er til Peter som apostlenes førstemand af Herren overgivet omsorgen for hele kirken. Dog tåler han ikke i denne omsorg nogen biskop som hans efterfølger."
35 Duo igitur Gregorius ait, ut putas. Primum, quod per illas authoritates: "Tu es Petrus etc." "Pasce oves meas etc." totius ecclesiae cura commissa est Petro principi apostolorum. Cur tu igitur toto opere id negas? Quid ad Gregorii authoritatem? An forsan incipiet etiam esse Gregorius ambitiosus, ut beatissimum Leonem fecisti? De quo tamen suo loco. To ting siger Gregor her, efter din mening. For det første, at ved disse skriftsteder "Du er Peter" og "Vogt mine får" er omsorgen for hele kirken overgivet til Peter som til apostlenes førstemand. Hvorfor benægter du det i hele dit arbejde? Mon du måske vil begynde med at gøre Gregor ambitiøs, ligesom du har gjort den salige Leo ambitiøs? Om dette på sit sted.
36 Nam quid aliud potes dicere, cum si Gregorio credendum est, coactus sis fateri evangelium te nescire? (m36) Quippe cum Gregorius ita (53v) dicat: "Cunctis evangelium scientibus liquet, quod voce Dominica sancto et omnium apostolorum Petro principi totius ecclesiae cura commissa est. Ipsi quippe dicitur: Petre, amas me etc." (n36) Quid hic respondes? Aut vanus et falsus Gregorius est, aut tu nescis evangelium. For hvad kan du sige andet, hvis Gregor står til troende, end at du er tvunget til at indrømme, at du ikke kender evangeliet? Selvfølgelig fordi Gregor siger således: "Alle de, der kender evangeliet, indrømmer, at ved Herrens hellige røst blev omsorgen for hele kirken overgivet Peter som alle apostlenes førstemand. Det er jo derfor, der siges til ham: Peter, elsker du mig osv." Hvad vil du svare hertil? Enten er Gregor tom og falsk, eller også kender du ikke evangeliet.
37 Secundo ais, Gregorium dicere Romanum Pontificem non esse in universa cura successorem Petri. O bone vir falsarie, unde hoc sumis? Quando unquam Gregorius dixit, ubi, quibus verbis? Immo contrarium et facto et verbo probat. Verbo quidem, nam ad Gaudentium, Nolanum episcopum, his verbis (m37): "Festus, Capuanae ecclesiae episcopus, de hac luce migravit. Curae nobis fuit, quae universis ecclesiis a nobis impenditur, ad fraternitatem tuam praesentia scripta dirigere". (MPL 77,734). Nota verba, Martine. Curam, inquit Gregorius, a se universis ecclesiis impendi; universis, inquit, nota. For det andet siger du, at Gregor siger, at den romerske pave ikke den Peters efterfølger, der har den universelle omsorg. O min gode falskner, hvor fører du os hen? Hvornår har Gregor nogensinde sagt det, med hvilke ord? Ja, med både gerning og ord beviser han det modsatte. Med ord, ja, for til Gaudentius, biskop i Nolan, sagde han: "Festus, den kapunske kirkes biskop, gik bort fra dette lys. I kraft af den omsorg, som vi har for alle kirke, bedes du for broderkærlighedens skyld sende denne skrivelse videre". Læg mærke til ordene, Martin. Gregor siger, at han har omsorg for alle kirker; alle, siger han, ikke sandt.
38 Facto vero, quia semper pro universali pastore se gessit in universi orbis ecclesias, Asianas, Aphricanas, Graecas, etiam primarias ipsas: Alexandrinam, Antiochenam, Constantinopolitanam, Hierosolymitanam imperando, iudicando, corrigendo, in omni censura et iurisdictione, quod ex toto eius regesto quam latissime patet. Med gerning, ja, fordi han altid optrådte som den universelle hyrde overfor hele verdens kirker, Asiens, Afrikas, Grækenlands, også overfor deres overhoveder: den alexandrinske, den antiokenske, den konstantinopolitanske, den jerusalemitiske, så han befalede, bedømte, tilretteviste, i enhver egn og jurisdiktion, sådan som det mere end tydeligt fremgår af hele hans breviar.
39 Immo, bone vir, in illa ipsa epistola, quam tu producis quamque ad Ioannem, Constantinopolis episcopum, direxit, nonne constat, quod censuram ac iudicium in eum severius comminatur, si in ea temeritate nominis et arrogantia persisteret? Nonne sunt haec etiam Gregorii verba ad eundem pro principatu Romanae ecclesiae et egregia et notanda? (m39) Ja, kære ven, i selve det brev, som du fremdrager, og som han rettede til Johannes, biskop i Konstantinopel, mon ikke man dèr kan se, at der trues med censur og alvorlig dom i det, hvis han fortsætter med denne navnedristighed og arrogance? Er ikke også det følgende Gregors ord til den samme til fordel den romerske kirkes udmærkede og bemærkelsesværdige primat?
40 "De Constantinopolitana ecclesia quod dicunt, quis eam dubitet sedi apostolicae esse subiectam ... Tamen si quod boni vel ipsa vel altera ecclesia habeat, ego etiam minores meos, quod ab illicitis prohibeo, in bono imitari paratus sum. Stultus enim est, qui se in eo primum existimet, ut bona, quae viderit, discere contemnat". (Dist 22, cap 'constantinopolitana'). "Om den konstantinopolitanske kirke, som man siger, hvem tvivler på, at den er underkastet det apostoliske sæde ... Dog, hvis den eller nogen anden kirke har noget godt, så er jeg parat til i det gode også at efterligne mine undersåtter, som jeg forhindrer fra det utilladelige. Det er nemlig dumt, hvis den, der mener at han står i spidsen, forargter det at lære noget godt, som han ser".
41 Et iterum abundius (m41): "Nam quod primas Bizancenus sedi apostolicae dicit se subiici, nescio quis ei subiectus non sit, si qua culpa in suis episcopis invenitur. Cum vero culpa non exigit, omnes secundum rationem humilitatis aequales sumus". Og lidt længere nede: "For at den bysantinske primas siger, at han vil underkaste sig den apostolske stol, ja, jeg véd ikke, hvem der ikke vil underkaste sig, hvis der findes nogen brøde blandt hans biskopper. Men hvis der ikke er nogen brøde, er vi alle lige i ydmyghedens forstand".
42 Quid his verbis manifestius, quid factis notius? Quomodo igitur id sibi dicto factoque et probat et arrogat Gregorius, si putat et asserit non licere? Atqui inquies: cur igitur non vult vocari universalis, si cura ad eum universalis pertineat? Age, dissolvamus hoc iam, antequam tamen in lumbis tritavi tui esses, a beato Thoma facile resolutum. (n42) Hvad kan være klarere end disse ord, hvad mere tydeligt end disse gerninger? Hvordan da kan Gregor bevise og tiltvinge sig det, når han har sagt og gjort dette, hvis han mener og forsikrer, at det ikke kan lade sig gøre? Men du vil nok sige: Hvorfor da vil han ikke kaldes universel, hvis omsorgen for den universelle kirke ligger hos ham? Kom, lad os løse den knude nu, som let var løst af den salige Thomas, mens du endnu var i dine forfædres lænd (??).
43 Quid autem, si primo diceremus, postquam tu adversus te Gregorium non recipis nec nos recipere contra nos, utentes aequissimae legis aequitate: 'Quod quisque iuris in alium statuerit, ipse eodem utatur'? An non est iniquissimum, eiusdem authoritatem valere in alios velle, in se non velle? Aut quid si abs te callidius instructi diceremus confictam illam etiam aliquam paleam Gregorii nomine, aut a notario quopiam insulso, bellua, porco, adulatore, impio, scaenico, poetico, Gregorii decretis appositam, sicut tu ais de Anacleti Nicolaique decretis? (m43) Hvad nu, hvis vi først siger, eftersom du ikke forstår, at du er imod Gregor, og vi ikke forstår at han er imod os, idet vi bruger ligelighedsprincippet om det lige: 'Hvad én fastsætter som ret for en anden, det samme skal han selv bruge'? Mon ikke det er forkert, at ville have én autoritet til at gælde for en anden, men ikke for sig selv? Eller hvad, hvis vi, smukt instrueret af dig, ville sige, at dette var en eller anden opdigtet avne i Gregors navn, eller noget tåbeligt af en notar, en elefant, et svin, en rygklapper, en ugudelig, en skuespiller, en poet, og således sætter Gregors dekret til side, ligesom du siger om Anaklets og Nikolais dekreter?
44 Sed absit, ut imitemur impietates ac stultitias tuas. Absit, ut doctorem sanctissimum Gregorium non penitus recipiamus. Quasi vero cogamur, sicut tu, in eiusmodi angustias aut quasi retorquere illum in te et indissolubiliter, non valeamus, immo valemus, Martine? Men nej, om vi skulle efterligne dine ufromheder og dumheder. Nej, om vi ikke helt ud skulle antage den hellige doktor Gregor. Som vi, ligesom du, blev tvunget ind i én eller anden knibe, eller som om vi ikke var i stand til eller netop var i stand til at fordreje ham i din retning og gøre det uløselige, Martin?
45 Etenim sic tu arguis: Gregorius negat Romanum Pontificem dici universalem, ergo negat pertinere ad eum curam universalem. Ego vero per eundem Gregorium sic nunc arguo contra te. Gregorius pariter ibi negat Petrum dici universalem, et tamen ad eum universalem curam spectare abunde fatetur, ergo non eius mentis Gregorius est, ut per hoc, quod neget Pontificem dici universalem, (m46) neget consequenter ad illum curam pertinere universalem, nisi fateamur Gregorium sibi eodem loco contradicere. For du argumenterer således: Gregor nægter at kalde den romerske pave universel, altså nægter han at holde fast ved denne universelle omsorg. Men jeg vil nu ved hjælp af den selvsamme Gregor argumentere således imod dig. Gregor nægter i lige grad her, at Peter kan kaldes universel, og dog indrømmer han fuldt ud at se hen til denne universelle omsorg, altså har Gregor ikke i sinde, at han gennem dette, at han nægter at paven kan kaldes universel, følgelig nægter at holde fast ved denne universelle omsorg, hvis vi da ikke skal indrømme, at Gregor her modsiger sig selv.
46 At inquies, cur ergo negatur universalis episcopus, si cura ab eo universalis non negatur? Vis hoc doceri, Martine? Audi, si vis. Duplici dicitur intellectu universalis episcopus, uno, quod ad eum cura universae ecclesiae pertinet, et in hoc sensu, si Gregorius aut concilium, immo vel angelus de coelo -- attende, quod loquor -- Romanum Pontificem dici universalem neget, anathema sit. Men du vil sige, hvorfor nægtes da den universelle biskopp, hvis den universelle omsorg fra hans side ikke nægtes? Vil du gerne lære det, Martin? Så hør, hvis du vil. Han kaldes den universelle biskop i dobbelt forstand, i én henseende, fordi det er ham, der har med omsorgen for den universeelle kirke at gøre, og i den betydning, hvis da Gregor eller et koncil eller en engel fra himlen -- læg mærke til, hvad jeg siger -- ville nægte, at den romerske pave skal kaldes universel, så være han forbandet.
47 Non negat Gregorius hunc seusum, Martine, non negat, inquam, immo et facto et verbo plane asserit. Alioquin cur noluisset dici, quod esse voluisset? Cur nomen prophanum, si res nominis conveniat? Cur Petrum negasset dici universalem, quem tamen diceret universalem, cum ad eum curam ecclesiae universam dixerit pertinuisse? Cur tam sacrum Calcedonense concilium beatissimo Leoni (ut ibi fatetur Gregorius) obtulisset hoc nomen? Gregor nægter ikke denne betydning, Martin, han nægter den ikke, siger jeg, tværtimod i gerning og ord går han helt og fuldt ind for den. Ellers hvorfor lod han være med at sige, hvad han ville. Hvorfor skulle han bruge et profant navn, hvis sagen svarer til navnet? Hvorfor skulle han nægte, at Peter må kaldes universel, eftersom han har sagt, at omsorgen for den universelle kirke er lagt hen til ham? Hvorfor tilbød det hellige kalkedonensiske koncilden salige Leo dette navn (som Gregor her indrømmer)?
48 Cur nonnulli etiam sancti Pontifices non tam subtiliter vim nominis ponderantes illud sibi attribuerunt, sicut de S. Victore et S. Eleuterio legitur et aliis, quos in egregio suo tractatu notat cardinalis Turrecremata? Alius igitur sensus est, secundum quem tam Petrum quam Romanum Pontificem dici negat universalem, quatenus scilicet ista appellatione caeteri omnes excluderentur, ita ut nullus praeter ipsum diceretur episcopus et nullum (saltem post se) compateretur. Hvorfor var der også nogle af de hellige paver, som uden at være så nøjeregnende med navnet, tillagde sig selv dette navn, sådan som det siges om skt Viktor og skt Eleuterius og andre, som kardinal Turrecremata nævner i sin udmærkede traktat? Men i en anden betydning af ordet er det, når man siger, at både Peter og den romerske pave nægtes betegnelsen universel, forsåvidt nemlig som de med denne betegnelse udelukker alle andre, sådan at ingen uden han kan siges at være biskop og han ikke kan ??
49 Et in istum sensum abhorruit hanc vocem Gregorius et alii modesti Pontifices, qui hanc recusarunt appellationem, dicentes (ut ex verbis Gregorius eleganter sumitur), quod qui dicitur universalis, ipse solus honoratur et caeteri videntur excludi. Et quid mirum, quod eadem appellatio in unum sensum licita, prohibita sit in alium? Vis exemplum de Scripturis? Accipe. Prohibet Dominus vocari quempiam patrem et magistrum his verbis: "Et patrem nolite vocare vobis super terram, unus est enim pater vester, qui in coelis est, nec vocemini magistri, quia magister vester unus est Christus". (Matt 23,9f) Og i denne betydning viger Gregor og andre moderate paver tilbage for denne betegnelse; de frabeder sig dette navn, idet de siger (sådan som Gregor meget elegant kan uddrages af ordene), at den, der kaldes universel, ærer sig selv og synes at udelukke de andre. Og hvad underligt er der i, at den samme betegnelse er tilladt i én betydning, men forbudt i en anden? Vil du have et eksempel fra skriften? Jamen, så hør: Herren forbyder at kalde nogen fader og lærer med disse ord: "I må ikke kalder nogen fader på jorden, for én er jeres fader, han, som er i himlen, heller ikke må I lade jer kalde lærer, for én er jeres lærer, Kristus".
50 Cur praeceptum hoc non servat Scriptura, quae Abraham "patrem multarum gentium" nominat? (Rom 4,17) An Scriptura solvitur? (Sml Joh 10,35). Cur totus mundus, (54r) etiam sancti Dei homines non custodiunt hoc mandatum, an peccant? Quid ad hoc dicendum, homo plene Scripturarum, nisi quid in unum sensum illae appellationes prohibeantur, conceduntur in alium? (m50) Prohibentur enim, quatenus summo veroque Domino et patri et magistro derogaretur. Hvorfor overholder skriften ikke dette bud, når den kalder Abraham "fader til mange folk"? Mon skriften opløser sig selv? Hvorfor overholder ikke hele verden, også Guds hellige, dette bud, eller synder de mon? Hvad skal man sige til det, du skriftkloge, andet end at disse betegnelser forbydes i én betydning og tillades i en anden? For de forbydes, forsåvidt de nedgør den højeste og sande Herre og Fader og lærer.
51 Nemo enim omnino aut pater aut magister, sed valde modica participatione et tanquam ministri et instrumenta sunt, qui sunt, sicut ait Paulus (m51): "Ego plantavi, Apollo rigavit, Deus autem incrementum dedit". (1 Kor 3,6). Non ergo mirum, si dici Papa possit universalis in unum sensum, sed non recipiatur propter alium sensum absurdum, sicut latius declaratum est. Der er nemlig ingen, der er enten fader eller lærer, men de er, hvad de er, kun gennem en meget mådelig deltagelse og som hjælpere og redskaber, sådan som Paulus siger: "Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten". Derfor er det ikke mærkeligt, hvis paven kan kaldes universel i én betydning, men ikke accepterer det i den anden absurde betydning, sådan som de nu ret udførligt er forklaret.
52 Non omittam tamen conclusionem, quam facis ex Gregorii verbis. Haec sane est:

"Perspicuum est hunc Gregorium, qui se cunctorum sacerdotum servum potius quam dominum vocat et servum servorum dei, non credidisse, solum rhomanum pontificem Petri successorem esse, ut qui abhorreat princeps sacerdotum et Episcoporum dici, cum illum principem apostolorum dicat". (r13-05#53).

Men jeg vil dog ikke undlade at nævne den konklusion, som du drager af Gregors ord. Den lyder sådan:

"Det er soleklart, at her har Gregor, som hellere kalder sig alle præsters tjener og tjener for Guds tjenere, ikke troet, at alene den romerske pave var Peters efterfølger, eftersom han viger tilbage fra at kalde sig præsterne og biskoppernes leder, skønt han kalder Peter apostlenes førstemand".

53 Perspicuum, inquis? O impudentiam intolerabilem, o inscitiam incredibilem, quia servorum Dei servum se maluit subscribere, idcirco se negat Gregorius principem episcoporum. Quod ex humilitate fecit, tu ad iuris necessitatem trahis. Ergo ista ratione, postquam non satis fuit aequasse Romanum Pontificem caeteris episcopis, immo et omnibus presbyteris, contende, quod Romanus Pontifex sit servus tuus, quoniam tu servum Dei te facis. Soleklart, siger du soleklart? O utålelige frækhed, o utrolige uvidenhed; fordi han foretrækker at underskrive sig tjener for Guds tjenere, derfor skulle Gregor nægte, at han var den første blandt biskopperne. Hvad han gør af ydmyghed, fører du over til at være gjort af juridisk nødvendighed. Altså, med den begrundelse, fordi det ikke er dig nok at have ligestillet den romerske pave med de øvrige biskopper, ja med alle præster, så vil du have, at den romerske pave skal være din tjener, når du gør dig til Guds tjener.
54 Nam ita se quilibet Pontifex subscribit: "Servus servorum Dei". Quis vero durare possit in tot insaniis? Sed audi etiam Gregorium (m54), ne fatui crederent, quod ipse per istam appellationem "servus servorum" potestatem dimitteret, quid ad Mauritium Augustum scribat. "Ego", inquit, "cunctorum sacerdotum servus sum, inquantum ipsi sacerdotalite vivunt. Nam qui contra omnipotentem Dominum per inanis gloriae tumorem et contra statuta patrum suam cervicem erigit, in omnipotenti Domino confido, quia meam sibi nec cum gladiis flectet". (MPL 77,747). O gloriosum Pontificem. For sådan underskriver enhver pave sig: "Tjener for Guds tjenere". Men hvem kan udholde et sådant vanvid? Men hør nu også Gregor, at ikke tåber skal tro, at han selv med denne betegnelse "tjenernes tjener" giver afkald på sin magt, hør Gregor, hvad han skriver til kejser Mautirius: "Jeg er samtlige præsters tjener, forsåvidt de lever på præstelig måde. For den, der i tom æres hovenhed afkaster sit åg imod den almægtige herre og imod fædrenes statutter, om ham vil jeg i tillid til den almægtige herre mene, at han ikke kan afkaste mit åg med sværdets hjælp". O hvilken ærefuld pave.
55 Producis ultimo nobis verba Christi Lucae 22, ubi sic ait: "Qui maior est vestrum, fiat sicut minor, et qui praecessor est, sicut ministrator. Nam quis maior et, qui recumbit, an qui ministrat? ... Ego autem in medio vestrum sum, sicut qui ministrat etc." (Luk 22,26f). Deinde etiam Marcum citas, ut impleres folia laicis tuis in eo, quod praecipit humilitatem Dominus, statuens puerum coram se, et in eo, quod filios Zebedaei increpat, quorum alter ad dexteram, alter ad sinistram locum postulabat. (Mark 9,34ff; 10,35ff). Et ita incipis: Så fremfører du til sidst for os Kristi ord fra Luk 22, hvor han siger således: "Den, der vil være den største iblandt jer, skal være som den mindste, og den første som den, der tjener. For hvem er størst, den, der sidder til bords, eller den, der tjener? ... Men jeg er iblandt jer som den, der tjener, osv". Dernæst citerer du også Markus, for at fylde tekst på dine lægfolk, fra det sted, hvor Herren foreskriver ydmyghed, idet han stiller et barn frem imellem dem, og fra det sted, hvor Zebedæussønnerne står frem og kræver, at den ene får sædet ved den højre, den anden ved den venstre side. Og således begynder du:
56 "Audiamus iam ipsum caput omnium, quid super huius Monarchiae statu diffinierit. Nam hic praescius futurorum quaestionem hanc primus omnium et dedita opera dissolvit et tot adhuc seculis super ea certatur, quasi verba Christi fumus sint et inanis fabula". (r13-05#61). "Lad os nu høre selve hovedet for alle, hvordan han dømmer om dette eneherredømmes status. For her opløser han det spørgsmål, som han godt véd vil komme, om den første af alle og overleveringen af gerningerne, og der er indtil nu igennem så mange hundrede år blevet bestemt om dette, som om Kristi ord var røg og tomme fabler".
57 Et quia volebas blasphemare contra Anacletum martyrem et Leonem beatissimum, praeparare volens docilitatem laicorum tuorum, ita concludis: Og fordi du ville drive blasfemi imod martyren Anaclet og den salige Leo, så vil du forberede dine lægfolks lærvillighed og slutter således:
58 "Hanc ambitionis infirmitatem, quid mirum est in pontificibus quoque Rhomanis fuisse quantumlibet sanctis, etiam martyribus" (r13-05#65). Et ad verbum sic sequeris: "Nunc vide, quantis verbis, quot exemplis, quanta diligentia Christus praevenerit et prohibuerit ambitionem illam, quam tanto rumore (n58) iactant decreta et decretales. ... "Denne magtstræbens skrøbelighed, hvad mærkeligt er der i, at den også har været i de romerske paver, såvelsom i mange hellige og martyrer". Og ordret drager du denne slutning: "Se nu, med hvor mange ord, med hvor mange eksempler, med hvor stor omhu Kristus forekommer og forhindrer dette magtstræb, som dekreterne og dekretalerne med en så stort bifald praler af. ...
59 Unde meo iudicio, sicut apostoli usque ad finem vitae Christi contenderunt nec tot exemplis et verbis Christi ab humana ista affectione temperarunt, et tamen nullum permisit obtinere primatum, donec omnes dispersi eum relinquerent, ita in ecclesia tot iam seculis contenditur de primatu prohibito, nec auditur Christus interim tot vocibus resistens nec ulli obtinere permittens, donec forte et ipsi adveniente Antichristo dispergantur et Christum negent". (r13-05#70f). Derfor er det såvidt jeg kan se sådan, at ligesom apostlene indtil enden af Kristi liv stredes og hverken med Kristi eksempel eller ord kom til at beherske denne menneskelige følelse, og han dog ikke tillod nogen af dem at opnå primatet, indtil de alle spredtes og forlod ham, således har man ført strid i kirken igennem så mange hundrede år om det forbudte primat, og Kristus hører man ikke, skønt han med så mange røster modstår det og ikke vil tillade nogen at opnå det, indtil måske også de selv, når Antikrist kommer, spredes og fornægter Kristus".
60 At redde rationem, Martine, de his verbis, redde inquam rationem. Et primo de blasphemia. Nam etiam sanctos et martyres scelere pessimo ambitionis commaculas, qui animam propter Dominum posuerunt. (Smlg Joh 10,15ff). Men, kære Martin, du skal stå til regnskab for disse ord, jeg siger dig, du skal stå til regnskab. Først for blasfemien. For både de hellige og martyrerne bepletter du med den værste ambitionssynd, skønt de dog satte livet til for Herren. (k60).
61 Et secundo de imperitia. Nam quandam discipulorum adhuc rudem magis quam dolosam de maioritate contentionem, sicut latius infra exponemus, ad scelus et in tyrannidem trahis. Etenim tu tyrannidem vocas authoritate Cypriani velle omnes episcopos sibi subesse, quam etiam in sanctis et martyribus ponis. O linguam impiam ac venenosam. For det andet for din uvidenhed. For en sådan strid mellem disciplene var mere uerfaren end den var bedragerisk, sådan som vi senere skal forklare det yderligere, og den opfatter du som en forbrydelse og et tyranni. Du kalder det jo med Cyprian-stedet som belæg for tyranni at ville have alle biskopper under sig, og det tyranni lader du de hellige og martyrerne have del i. O hvilket ufromt og giftigt sprog!
62 Et tertio de confusione verborum tuorum. Nam modo prohibitam a Domino ambitionem ais, modo ipsum primatum, primatum cum ambitione primatus confundens. For det tredie skal du aflægge regnskab for forvirringen i dine ord. For du siger det ene øjeblik, at ambitionen er forbudt af Herren, det næste, at primatet selv er forbudt, og således sammenblander du primatet med ambitionen efter primatet.
63 Et quarto de mendacio, quod ais tot ecclesias super hoc primatu contendisse. Nulla fuit unquam ecclesia, quae sibi talem arrogare primatum ausa sit, qualis est in ecclesia Romana. Quae autem negarunt primatum hunc, periere, dispersae sunt ab Antichristis, et si quae etiam negabunt, dispergentur. Petrae autem non nocebunt; stabit petra, stabit, inquam. (54v) Og for det fjerde skal du aflægge regnskab om løgnen, som du kommer med, når du siger, at så mange kirker har stræbt efter primatet. Der har aldrig nogensinde været en kirke, der har vovet at tilrane sig det primat, som findes i romerkirken. Men de kirker, der har nægtet dette primat, er gået til grunde, spredt ud af antikristusser, og hvis nogen fremover nægter det, vil de også blive spredt. Men klippen tager ingen skade; klippen bliver stående, siger jeg, den blive stående.
64 Et quinto de ignorantia Scripturarum. Tu enim primatum a Domino prohiberi affirmas, homo vanissime, et tamen certum est solam primatus ambitionem ab eo (ut omnes sancti consentiunt) prohibitam, non autem ipsum primatum. Alioquin nullus in terris praelatus, praelatura nulla a Christo posita, immo omnis interdicta ex Martini sententia, et merito. Qui enim non odere peccatum, odere iustitiam; qui autem odere iustitiam, et iustitiae praefectos odere. Og for det femte skal du aflægge regnskab for uvidenhed i skriften. Du hævder nemlig, at primatet er forbudt af Herren, du forfængelige menneske, og dog er det alene ambitionen efter primatet, der er forbudt af ham (sådan som alle hellige er enige om), ikke primatet selv. Ellers ville der ikke på jorden være nogen prælat, der ville ikke været indstiftet noget prælatur af Kristus, ja, alt ville være forbudt ud fra denne Martins sætning, og med rette. Den, nemlig, der ikke hader synden, hader retfærdigheden; men den, der hader retfærdigheden, hader også retfærdighedens vogtere.
65 Et sexto de contradictione. Tu enim multis verbis atque locis asseris istum primatum saltem esse humano iure constitutum et ab illo non esse fas resilire, quia "qui potestati resistit, Dei ordinationi resistit". (Rom 13,2). Et nunc eundem primatum verbo Dei prohibitum affirmas. Ergo quod prohibitum est Dei verbo, non licet, et tamen licet (ut ais). Quod si licet, iam prohibitum non est, et modo dicis prohibitum. Idem ergo prohibitum et non prohibitum, licitum et non licitum apud Martinum. For det sjette skal du stå til regnskab for din selvmodsigelse. Du har nemlig med mange ord og på mange steder forsikret, at dette primat i det mindste er indstiftet efter menneskelig ret, og at det af den grund ikke er rigtigt at modstå det, for "den, der modsætter sig det, modsætter sig Guds ordning". Og nu forsikrer du, at det samme primat er forbudt ved Guds ord. Altså, hvad der er forbudt ved Guds ord, er ikke tilladt, og dog er det tilladt (siger du). Og hvis det er tilladt, er det ikke forbudt, og alligevel siger du, det er forbudt. Det samme er altså forbudt og ikke forbudt, tilladt og ikke tilladt hos Martin. (k65)
66 Et merito, quia duplex est iste Martinus, unus, qui a principio nolebat dicere tot et tam profundas insanias, alius, qui postquam dixit quasdam, ut illas substineat, coactus est dicere multo maiores. Nam pro ultima blasphemia, quae sequitur ex eius verbis, nolo iam mihi rationem, sed Christo reddat. Aufert enim necessaria consequentia etiam a Christo primatum. Quod ita facile probatur: Christus illud prohibet, quod ipse etiam exemplo sui docet, ut patet eius ore dicentis: "Qui maior est, fiat sicut minor, et qui praecessor, sicut ministrator". Og det er fortjent, at denne Martin her bliver skizofren, dels én, som i begyndelsen ikke ville sige alle disse mange og dybt vanvittige ting, og dels én, som bagefter sagde dem, som havde han holdt dem tilbage, men nu blev tvunget til at sige meget værre ting. For for den sidste blasfemi, som følger af hans ord, vil jeg ikke, at der skal aflægges regnskab for mig, nej, der skal aflægges regnskab for Kristus. For den nødvendige konsekvens fjerner også primatet fra Kristus. Hvilket let bevises således: Kristus forbyder det, og hans eget eksempel lærer det, hvad der fremgår af hans ord, når han siger: "Den, der vil være stor, skal være som den mindste, og den, der vil være leder, som tjeneren".
67 Et de se ipso hoc probans subdit: "Ego autem in medio vestrum sum, sicut qui ministrat". (Luk 22,26f). Et alibi: "Qui voluerit inter vos primus esse, erit vester servus, sicut filius hominis non venit ministrari, sed ministrare". (Matt 20,27f). Si ergo quod prohibuit Christus, in eo non fuit et primatum prohibuit, ut ais. Og om sig selv beviser han det ved at tilføje: "Men jeg er iblandt jer som den, der tjener". Og et andet sted: "Den iblandt jer, som vil være den første, skal være jeres tjener, sådan som menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene". Hvis altså det, Kristus forbød, ikke var i ham, så forbød han også primatet, som du siger.
68 Credo satis necessariam hinc sequelam emergere, quod in Christo primatus non fuit. Eia Martine, ita audendum est, postquam audendum est. Parum enim erat a Petro primatum eripuisse, nisi etiam a Christo extorqueres. Quanquam quicquid de Petro negas, etiam de Christo negas, ubique Christum authoritatemque Christi spernis, homo hominum perfidissime. Nunc ad eas, quas vocas, rationes, procedo, ut videamus, si vel ullum colorem rationum habeant. Og så tror jeg, at det tilstrækkelig tydeligt fremgår som en nødvendig konsekvens, at primatet ikke var i Kristus. Eja, Martin, således bør der voves, efter at der bør voves. Det er nemlig helt det samme at borttage primatet fra Peter og at sno det bort fra Kristus. For hvis du nægter, at Peter har fået noget, nægter du det også om Kristus, du det mest perfide af alle mennesker, som overalt trodser Kristus og Kristi autoritet. (k68) Nu vil jeg gå videre til det, du kalder fornuftgrunde, så får vi se, om de har taget farve af nogen fornuft.
69 Qui vult nosse Martinum, si modo non novit, legat primam hanc eius rationem. Den, der vil lære Martin at kende, hvis han måske ikke kender ham, kan blot læse denne hans første begrundelse.
70 "Nunc ex historiis et rationibus.

Prima est ipsa Actuum apostolorum, ubi Petrus aequalis scribitur caeteris apostolis, denique sui sermonis c. XV. confirmationem a Iacobo accepit. Deinde nullum apostolorum ipse ordinavit nec ullus sub ipso fuit. Quomodo ergo successor Petri omnium apostolorum successores sub se habere potest? Quid, quaeso, ad haec dici ab ullo potest? Item Matthiam nec ipse nec omnes simul ausi sunt in apostolum ordinare, sed ex deo postularunt tantum". (r13-05#74f).

"Nu følger så historiske grunde og fornuftsgrunde.

Først er der selve Apostlenes Gerninger, hvor Peter beskrives som ligestillet med de øvrige apostle, og der er hans prædiken i kapitel 15,13, som bliver godkendt af Jacob. Dernæst er der ingen af apostlene, som selv ordinerede eller satte nogen under sig. Hvordan skulle så Peters efterfølger kunne have alle apostlenes efterfølgere under sig? Jeg spørger, hvad der kan siges hertil af nogensomhelst. Ligeledes vovede de ikke selv at ordinere Matthias til apostel, men de bad blot til Gud om det".

71 Primum ergo ais, quod in libro Actuum apostolorum scribitur Petrus aequalis omnibus. At si rogeris: ubi scribitur hoc, quibus verbis, quo argumento, nunquid afferre poteris? Ego credo, quod non, neque loca adducere, ubi scribitur, neque verba, unde sumitur. An ergo sufficit dicere loco validi argumenti: ita scribitur in evangelio, ita in Biblia?
72
73
74
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90


Catharinus' randbemærkninger:

m8: Haeresis Martini. Martins kætteri.

m10: Haeresis Martini. Martins kætteri.

m11: Pro intellectu epistolae Hiero. For (den rette) forståelse af Hieronymus' brev.

m14: Verba Hier. Hieronymus' ord. m15: Verba Hiero. Hieronymus' ord.

m15a: Verba Amb. Ambrosius' ord.

m16: Trita sunt apud iuristas. Hvad der er gængs hos juristerne.

m22: Cypr. epistola 3. Cyprians tredie brev.

m24: Martinus nescit. Martin véd det ikke.

m26: Epistola 4. Det fjerde brev.

m28: Prima stultitia. Den første dumhed.

m29: Secunda stultitia. Den anden dumhed.

m31: Tertia stultitia. Den tredie dumhed.

m32: Quarta stultitia. Den fjerde dumhed.

m36: Nota Martine, Gregor. ait evang. te nescire. Læg mærke til det, Martin, Gregor siger, at du ikke kender evangeliet.

m37: Lib. 4 Regesti Verba Greg. Gregors ord fra den fjerde bog af 'Regesti'.

m39 og m41: Verba Greg. Gregors ord.

m43: Pro modestia Martini verba eius modesta. Martins ord, der skal vise hans mådehold.

m46: Ro. Pont. non dicitur universalis. Den romerske pave må ikke kaldes universel.

m50: Cur Paulus gentium magister nominatur? Hvorfor kalder Paulus hedningernes lærer?

m51: Paul. Paulus.

m54: Nota Gregor. Martine. Læg mærke til Gregor, Martin.

Noter:

n15: Schweizer-note: Hele tankegangen findes dels ordret i brevet til Evangelus.

n22: Schweizer-note: Brevet er skrevet af pave Cornelius og rettet til Cyprian.

n36: Se side 40r. Heraf fremgår det, at citatet stammer fra Gregors brev til kejser Mauritius, bog 4 i breviaret.

n42: Schweizer note: Summa theol., 2. 2. q. 89 art. 9 ad 3; 3 q. 72 art. 11 ad 1 nur berührt.

n58: I WA står der 'tumore', her 'rumore'. Jeg har ladet oversættelserne være forskellige: 'Hovenhed' og 'bifald'.

Kommentarer:

k3: Det er svært ikke at se en anden hensigt bag Catharinus' undladelse af at citere Hieronymus-stedet. Det fremgår nemlig meget tydeligt af stedet, ikke blot at Hieronymus selv mener, at presbyter og biskop er det samme, også at skriften mener det. Han henter det ene skriftbevis frem efter det andet. Og Catharinus' taktik i det følgende går ud på at finde andre Hieronymus-steder, der kan vise hans Rom-venlighed, ikke at vise, hvor skriften 'i virkeligheden' skal forstås. Dog skal man nok ikke klandre Catharinus for meget. Det ser ud til, af den konklusion, han kommer med, (#17) at han mener, argumentationen er ført til ende, når han har vist, hvad Hieronymus 'i virkeligheden' mener, og vist, at han med denne mening er i overensstemmelse med "kirkens" opfattelse.

k4: Luthers konklusion er, at fordi det ny testamente fastslår, at der ingen forskel er på presbyter og biskop, er den forskel, der senere er dukket op, en forskel, der baserer sig på menneskelig ret, ikke på guddommelig ret.

k5: Jeg kan ikke finde noget særlig direkte citat. Det, der kommer nærmest, er r13-05#26. Men der er måske blot tale om en tænkt indvending, som Catharinus lægger Luther i munden.

k7: Det er helt mærkeligt at se, at det her er Catharinus, der formulerer Luthers synspunkt, endda ganske korrekt. Dog må man føje til, at han ikke gennemføre den gendrivelse, der skulle være tale om: Han viser ikke, hvad forskellen på guddommelig og menneskelig ret er, han viser ikke, hvordan der faktisk efter guddommelig ret er forskel på presbyter og biskop. Måske det var Luthers særkende, at han havde udarbejdet en række krav til en bestemmelse, hvis den skulle være efter guddommelig ret: Den skulle være uforanderlig, og den skulle have sin rod i skriften. Det sidste synes Catharinus også at have ment: de to ting, han påpeger, synes at være en følge af Guds ord, siger han.

k8: Jeg forstår ikke, hvad der ligger i dette, at presbyter og biskop løber sammen i samme person. Til gengæld kan jeg bemærke mig, at han slår syv kors for sig bare ved tanken om, at Hieronymus virkelig kunne mene, hvad han sagde, at der ikke var nogen forskel på episkopatet og pastoratet, for den tanke har han på forhånd bestemt som kættersk.

k9: Den er meget sjov: Hvis Hieronymus mener, som Luther tror, han gør, så ville det være imod både sandheden og Dionysius. Det vil sige: sandheden kender Catharinus i forvejen; det drejer sig for ham ikke om at finde sandheden, men om at få de forskellige vidnesbyrd til at passe sammen. Man kan videre spørge, om han gør noget ud af den tanke, han her tager frem et øjeblik: At de andre biskopper måske er ligestillede, men Peter alligevel overordnet dem. Svaret er, at det gør han ikke. Den forestilling ville jo umuliggøre titlerne ærkebiskopper og kardinaler.

k11: Kan noget være en kun menneskelig institution i begyndelsen og senere liste sig frem til at blive en institution efter guddommelig ret? Vel ikke. Men er det ikke, hvad Catharinus prøver at gennemføre her?

k15: Stykket #13 til #15 ser ud, som om det er en fortsættelse af Hieronymus' brev til Evagrius, som Luther citerer fra. Det er det imidlertid ikke, det stammer, som note 15 fortæller, fra et brev til Evangelus. Ligger der en bedragerisk hensigt bag? Måske ikke en bedragerisk hensigt, men kun en from hensigt, den fromme hensigt, nemlig, at redde Hieronymus fra at kunne beskyldes for kætteri. At han måske meget ville have sig frabedt et sådant redningsforsøg, er en anden sag.

k16: Heller ikke her har jeg kunnet finde det, Luther skulle have sagt. Jeg formoder derfor, ligesom i k5, at der er tale om en indvending, Catharinus lægger ham i munden.

k18: Her må man give Catharinus ret: Hieronymus' ord kan godt udlægges så minimalistisk, eller: de giver ikke belæg for at slutte mere end dette.

k23: Her gør Catharinus, som han plejer: Han finder et andet Cyprian-citat (som så godt nok desværre for ham ikke er et Cyprian-citat, men et Cornelius-citat), som siger det modsatte, og lader så citaterne stå, hvad enten så meningen er, at det er nok til at påvise, at Luther ikke har forstået Cyprian godt nok, eller meningen er, at man frit kan vælge mellem Cyprian-citater og derfor naturligvis må vælge det frommeste, det vil sige, det, der sætter Cyprian i overensstemmelse med den fromhed, Catharinus er bestemt af.

k28: Jeg har ikke kunnet finde det sted, hvor Luther på Hieronymus' autoritet mener, at det kun var ud fra menneskelig ret, at presbyterne begyndte at udvælge én af deres midte som biskop. Catharinus selv refererer Luther for dette synspunkt #10, og det gør han meget troværdigt, og det kan måske være det, han her tænker på.

k30: Man kan forestille sig, at dette får Luther til at se rødt. Det er også lige skrapt nok. Her sættes jo pavens vilje over skriftens anvisninger. Sevl om man nok så omhyggeligt ud fra skriften har fundet ud af, hvordan det forholder sig, kan det altsammen tilsidesættes af en pavelig befaling.

k31: Jeg er ikke sikker på, at Catharinus har ret i, at Luther vikler sig ind i en selvmodsigelse i det, han skriver om bispevalgmetoden ud fra Cyprian. Han citerer Cyprian et langt stykke, omend jeg ikke er helt klar over, hvor langt citatet går (jeg forestiller mig det fra r13-05#40 til #45). Han lader det, såvidt jeg kan se, forsigtigt være Cyprians opfattelse, at hans valgmetode er ifølge guddommelig ret, mens han selv ikke udtaler sig om den nuværende valgmetode og dens forhold til Cyprians og den guddommelige ret (r13-05#46). Så slutter han med at spørge, hvorfor den gamle valgmetode, der var 'i overensstemmelse med guddommelig ret', skal kætterdømmes (r13-05#48); hvis vi gør det, vil vi så ikke fordømme en række helgener, der var blevet biskopper efter den gamle regel, og påstå, at de havde handlet imod guddommelig ret? Denne sidste tanke er det, Catharinus citerer ovenfor (#27).

k60: Dette er hovedbeskyldning fra papistisk side imod Luther, her fremført som anklage for blasfemi. Hellige mænd, der har sat livet til for Kristus, kan man ikke tillade sig at beskylde for at være ambitiøse. Og den beskyldning er ikke falsk. Luther mener virkelig, at alle mennesker synder, også hellige mænd og martyrer.

k65: Her kan det ses, at Catharinus har læst Luthers bemærkelsesværdige indledning til sine resolutioner, hvor han hævder, at det er et langt bedre grundlag at have for pavemagten, hvis man, som Luther, regner den for at være ordning efter menneskelig ret, for en sådan, som fx kejsermagten, skal efter Paulus' ord adlydes. Blot kan man se, at Catharinus ikke skelner på samme måde mellem menneskelig og guddommelig ret. Eller er det er villet misforståelse? Burde Catharinus egentlig ikke kunne se, også ud fra det ordvalg, han har her, at det, Luther vil diskutere med ham, er, om paven har sin magt efter menneskelig eller efter guddommelig ret? Burde han ikke kunne se, at det, han kalder en selvmodsigelse, skyldes netop denne skelnen? Catharinus synes jo da andre steder at anerkende denne skelnen, altså mene, det er er relevant skelnen, selv om han vil slutte anderledes med hensyn til pavens magt.

k68: Det lyder som en frygtelig blasfemi i lutherske ører, når Catharinus således sidestiller Peter og Kristus. Så man er tilbøjelig til at mene, at Catharinus gør papisterne en bjørnetjeneste med dette forsvar. Men ved nærmere eftersyn er det vel ikke værre, end når de kalde paven Kristi vikar.