Catharinus mod Luther 10

Fra en genudgivelse af Catharinus fra 1953 for den latinske dels vedkommende. Min oversættelse for den danske dels vedkommende.

Marginbemærkninger er gengivet som noter under betegnelsen m1, m2, osv. Mine kommentarer som k1, k2 osv.

1 Frater Ambrosius, Origenes, Hieronymus, Augustinus, Chrisostomus, Gregorius, divus Ambrosius, Bernardus	Broder Ambrosius (dvs Catharinus selv), Origenes, Augustin, Chrysostomus, Gregor, den guddommelige Ambrosius, Bernhard.
2 Ambrosius: Eho tu, Origenes, ubiubi sis, negas tu vere datas Petro claves, ita ut potius ac principalius in persona Petri apostolis omnibus et toti ecclesiae datae sint? Dic nobis, obsecro. Origenes: An non ex his, quae scripta reliqui, satis hoc patet? Ambrosius: Profer, obsecro, quae scripsisti.	Ambrosius: Ohøj, du Origenes, hvor du end er, nægter du virkelig, at Peter har fået nøglerne, sådan at de mest og hovedsageligt er givet alle apostlene og hele kirken i personen Peter? Sig os det, be'r jeg dig. Origenes: Mon det ikke fremgår tilstrækkelig tydeligt af det, jeg har skrevet? Ambrosius:Jamen, lad os dog høre, hvad du har skrevet!
3 Origenes: Verba haec penitus mea sunt super textu evangelii Mathaei xvi: Vere ergo ad Petrum quidem dictum est: Tu es Petrus et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam, et portae inferi non praevalebunt ei, tamen omnibus apostolis et omnibus quibuscunque perfectis fidelibus dictum videtur".	Origenes: Disse ord er helt og holdent mine over teksten fra Matthæusevangeliet 16: Altså blev det sandelig sagt til Peter: Du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og helvedes porte skal ikke få bugt med den, dog synes det sagt til alle apostlene og alle, hvem de end er, der er fuldkommen troende.
4 Ambrosius: Nota verba, Martine. Dic rursus, Origenes, propter quendam, qui aliter te dixisse ait quam dixeris. Origenes: Etiam nunc non desunt, qui ascribant mihi novas blasphemias? Ambrosius: Dic igitur clare, quomodo dixisti? Origenes: An non dixi satis explicite, quod "vere dictum est ad Petrum: Tu es Petrus etc.", (m4) ne quis malus perperam mea verba detorquere posset, et ut sensum mysterii (more meo diligenti inquisitione exploratum) a sensu litterali et vero sciret distinguere?	Ambrosius: Læg mærke til ordene, Martin. Sig dem igen, Origenes, på grund af én, som hævder, at du har talt anderledes end du har. Origenes: Også nu skorter det altså ikke på nogen, som tilskriver mig nye blasfemier? Ambrosius: Sig derfor klart, hvordan du sagde det? Origenes: Mon ikke jeg har sagt det tilstrækkelig klart, at 'det blev sandelig sagt til Peter: Du er Petrus osv', at ikke nogen ond forkert skal kunne fordreje mine ord, og så at man kan vide at skelne mellem mysteriets betydning og den bogstavelige og sande (som jeg plejer har jeg udfoldet det i en omhyggelig undersøgelse).
5 Ambrosius: Nunquid non et ad alios? Origenes: An non plane capitur ex dictis meis, quod vere quidem ad Petrum solum fuit dictum, dum dico: 'Vere quidem ad Petrum dictum fuit'? Ad alios igitur non dixi, quod 'vere esset dictum', quia dictum "vere" idest litteraliter non erat, sed quod videtur dictum, quia verba illa ad omnium doctrinam (ut Paulus ait (Rom 15,4)) et commodum dicta sunt, et in sensu mysterii et sacramenti et in sensu etiam vago et morali ad aedificationem nostram, quem potissimum ibi meo more sum secutus.	Ambrosius: Mon de ikke også blev givet til andre? Origenes:Mon ikke det forstås tydeligt nok af mine ord, at der kun blev sagt 'i sandhed' til Peter, da jeg sagde: 'I sandhed blev der sagt til Peter'? Men til de andre sagde jeg ikke, at 'i sandhed blev det sagt', for det var ikke ordet 'i sandhed', dvs 'bogstaveligt', jeg brugte, nej, jeg sagde, at det synes at være sagt, fordi disse ord er talt til undervisning og trøst for alle (som Paulus siger) og i mysteriets og sakramentets betydning, og også i den ubestemte og moralske betydning til opbyggelse for os, hvilket jeg som jeg plejer især har søgt her.
6 Praeterea non aperte videt iste (quicunque est) expositionem meam non litteralem, sed spiritualem esse, cum per claves regni coelorum non intelligam ibi potestatem absolvendi, sed potius intrandi coelum, et cum per ecclesiam, quam dico aedificari super omnem, qui confitetur Christum, intelligam "verborum et operum et omnium sensuum congregationem", quae aedificatur (36r) super cuiusque fidem ut clare declaro latiore sermone? Alioquin quicunque talis esset fidelis confessor Christi, statim haberet ius ligandi solvendique et regni coelorum claves.	Forøvrigt kan han ikke klart se, hvem han end er, at min fremstilling ikke er bogstavelig, men åndelig, eftersom jeg ved himmerigets nøgler her ikke forstår magten til at absolvere, men snarere magten til at indgå i himlen, og eftersom jeg ved kirken, som jeg siger bliver opbygget på alle, som bekender Kristus, forstår 'menigheden i ordene og gerningerne og alle betydningerne', som opbygges på enhvers tro, som jeg klart forklarer det i en senere prædiken? Ellers ville enhver troende bekender af Kristus straks have retten til at binde og løse og have himmerigets nøgler.
7 Ambrosius: Sic ipse saepe dicit. Origenes: Non admodum miror. Imperiti enim in Scripturarum interpretationibus, nescientes sensus eiusmodi dividere, ut aberrent necesse est. Ob eam causam ne quis spiritualem sensum cum morali confunderet, perspicue illud explicavi. Ambrosios: Atque hic, de quo loquor, magnum se facit Scripturarum interpretem et gloriose per Scripturas sese extollit. Origenes: Certum signum, quod nec eas intelligit nec de eis fructum capit. (m7).	Ambrosius: Sådan siger han det ofte. Origenes: Det undrer mig ikke. Når de uvise begynder på skriftudlægningen, véd de ikke at skelne på den måde, og så må de nødvendigvis tage fejl. Af den grund, for at ikke nogen skal forveksle den åndelige betydning med den moralske, har jeg forklaret det så tydeligt. Ambrosius: Men her, den, jeg taler om, har gjort sig til en stor skriftfortolker og fremhæver pralende sig selv gennem skriften. Origenes: Det er et sikkert tegn på, at han ikke har forstået skriften eller spist dens frugter.
8 Ambrosius: Perge, quod coepisti. Origenes: Quod vere illud: "Tu es Petrus" ad Petrum est dictum, sed ad alios dictum videtur, scilicet in mysterio et sacramento vel etiam ad hanc moralem doctrinam, ut omnes, qui Christum sicut Petrus confitentur, aliquo modo sint petrae et super illis et eorum fidei confessionis firmitate ecclesia, idest congregatio suorum bonorum actuum et sensuum et cogitationum aedificetur. Ideo autem de Petro loquens dixi, vere ad eum Dominum dixisse, sed de aliis loquens usus sum verbo 'videtur', quod est nota plerunque inproprietatus vel similitudinis et non veritatis, ut usque pueri sciunt.	Ambrosius: Fortsæt lige med det, du er begyndt på. Origenes: Jeg sagde, at i sandhed er dette: "Du er Peter" sagt til Peter, men det synes sagt til de andre, nemlig i mysteriet og sakramentet eller også med henblik på den moralske lære, så at alle, som bekender Kristus sådan som Peter bekendte ham, på én eller anden måde er klipper og at på dem og deres trosbekendelse står kirken fast, det vil sige, de gode gerningers og meningers og overvejelsers menighed opbygges. Men derfor sagde jeg, da jeg talte om Peter, at Herren i sandhed har talt til ham, men da jeg talte om de andre, brugte jeg ordet 'synes', hvilket som oftest er betegnelsen for uegentlighed eller lignelsestale og ikke for sandheden, som ethvert barn forstår.
9 Ambrosius: Intelligis, Martine, ubi sit error tuus? Nam quod in sensu vago et morali ad nostram aedificationem pro more suo aptavit Origenes, tu ad litteralem trahis. Sed age ulterius, Origenes, profer nobis, si alibi declarasti, quod Dominum ad solum Petrum illa verba direxeret et solus Petrus prae caeteris eum confessus fuerit.	Ambrosius: Forstår du nu, Martin, hvori din fejl består? For det, som Origenes har forklaret i en ubestemt og moralsk betydning til vores opbyggelse, som han plejer, opfatter du som bogstaveligt. Men fortsæt, Origenes, vis os, hvor ellers du har forklaret, at Herren alene henvendte disse ord til Peter og at alene Peter fremfor de øvrige har bekendt ham.
10 Origenes: Centum locis hoc expressi, specialiter autem super xviii. eiusdem Matthaei. Verba mea haec apud vos leguntur. Ambrosius: Audi, Martine, dic tu, Origenes. Origenes: Verba (m10) inquam mea haec sunt: "Interdum autem arbitrabantur Petrum maiorem in regno coelorum vel propter staterem hunc, qui datus est pro Christo et Petro (Matt 17,24f), vel propter illud, quod Petrus dixit ad Iesum prae caeteris: Tu es Christus filius Dei vivi, et Christus ad eum: Beatus es, Simon Bariona, quia caro et sanguis non revelavit tibi, sed pater meus, qui est in coelis; et ego dico tibi, quia tu es Petrus et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam, et portae inferi non praevalebunt ei etc." Sed et super eodem capitulo passim hanc meam sententiam ex multis verbis, quanti hoc Petri privilegium fecerim, colligi potest.	Origenes: Der er hundrede steder, hvor jeg har givet udtryk for det, men især i min fortolkning af Matt 18. Mine ord kan læses hos jer. Ambrosius: Hører du, Martin! Sig frem, Origenes! Origenes:Mine ord lyder sådan: Men undertiden troede de, at Peter var den største i himmeriget, enten på grund af den stater, som blev givet for Kristus og Peter, eller på grund af det, som Peter og ikke de andre sagde til Jesus: Du er Kristus, den levende Guds søn, og det, Kristus sagde til ham: Salig er du, Simon Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far, som er i himlen; og så siger jeg dig, at du er Peter og på denne klippe vil jeg bygge min kirke, og helvedes porte skal ikke få bugt med den osv". Men også fra min fortolkning over det samme kapitel kan man overalt finde denne min mening udtrykt med mange ord, hvormed jeg tildeler Peter dette privilegium.
11 Ambrosius: Produc nobis et illa. Origenes: Ita scriptum apud vos est (m11): "Tamen et illa, quae superius soli Petro sunt dicta, videntur etiam illis omnibus dicta, qui ter peccantes arguerint, si auditi non fuerint et alligaverint super terram iudicantes peccatorem sicut publicanus et ethnicum. (Matt 18,15ff).	Ambrosius: Vis os også dem! Origenes: Således er der skrevet hos jer: "Dog også de ting, som ovenfor alene er sagt til Peter, synes også at være sagt til alle, som skal irettesætte dem, der synder, tre gange; hvis de ikke hører dem og de binder på jorden, skal de dømme synderen til at være som en tolder og hedning.
12 Sed quoniam oportebat aliquid maius habere Petrum prae illis, qui ter arguerant, ideo illi quidem sic dicit: Et tibi dabo claves regni coelorum, et quodcunque solveris super terram, erit solutum et in coelis. Non ergo modica differentia est, quod Petro quidem datae sunt claves non unius coeli, sed multorum coelorum, ut quaecunque ligaverit super terram, sint ligata non tantum in uno coelo, sed in omnibus coelis, et quae solverit super terram, sint soluta non solum in uno coelo, sed in omnibus coelis.	Men for at de skulle regne Peter for noget mere end dem, der irettesætter tre gange, derfor sagde han således til ham: Og jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvadsomhelst du løser på jorden, skal være løst i himlene. Det er altså ikke nogen lille forskel, der er, for Peter får givet nøglerne, ikke blot til én himmel, men til mange himle, så at hvad end han binder på jorden, skal være bundet ikke blot i én himmel, men i mange himle, og hvad han løser på jorden, skal være løst ikke blot i én himmel, men i alle himle.
13 Ad eos autem, qui multi sunt ligatores et solutores in terra, sic dicit, ut solvant et alligent non in coelis sicut Petrus, sed in uno coelo, quia non sunt in tanta perfectione sicut Petrus, ut alligent vel solvant in omnibus coelis". (m13)	Men til de mange, der binder og løser på jorden, siger han, at de skal løse og binde ikke i himlene, som Peter, men i én himmel, fordi de ikke er i den fuldkommenheds stand som Peter, så at de kan binde og løse i alle himle". (k13)
14 Ambrosius: Oportune locum adduxisti, quo aliam quandam eius imperitiam inferius confutabo. Origenes: Vide etiam homeliam nostram super initium evangelii Ioannis, quid in Petri laudem, quantum ad hoc pertinet, asseram, dum in contentionem adduco Petrum cum Ioanne. Sic enim apud vos scriptum legitur: (m14) 'Petrus quidem Christum Deum et hominem factum in temporibus cognoscens et dicens: Tu es Christus filius Dei vivi, altissime volavit'.	Ambrosius: Det var et godt sted, du gav mig, dermed skal jeg senere gendrive en anden af hans ukyndigheder. Origenes: Se også vor prædiken over begyndelsen af Johannesevangeliet, hvad jeg fastslår til Peters ros, så meget som han tilkommer, når jeg fører Peter frem i konkurrence med Johannes. Sådan læser man nemlig det, der er skrevet hos jer: 'Netop Peter fløj meget højt, da han bekendte Kristus som Gud og menneske, kommet i tiden og siger: Du er Kristus, den levende Guds søn'.
15 Et statim: 'Nemo nos existimet Petro Ioannem praeferre. Quis hoc fecerit, quis esset altior apostolorum illo, qui est et dicitur vertex eorum? Non praeferimus Petro Ioannem, sed conferimus actioni contemplationem (36v), purgandum adhuc animum perfecte purgato, ascendenti adhuc virtuti ad incommutabilem habitum, pervenientem iam virtutem. Non enim nunc consideramus apostolicarum personarum dignitatem, sed investigamus pulcherrimam mysteriorum differentiam".	Og lidt efter: 'Ingen skal mene, at vi foretrækker Peter fremfor Johannes. Hvis man ville gøre det, hvem ville så være højere af apostlene end ham, som er og siges at være deres øverste? Vi foretrækker ikke Peter fremfor Johannes, men vi sammenligner handling med kontemplation, vi sammenligner den sjæl, der skal renses, med den perfekt rensede, den, der skal stige op til døden til den usigelige bolig, med den, der allerede er nået frem til dyden. Nu betragter vi nemlig ikke apostlenes personlige værdighed, men vi undersøger den smukke forskel i mysterierne".
16 Ambrosius: Ago tibi gratias, Origenes, satis habeo abs te. Nunc autem Hieronymo mihi opus est; tu vero vale, si potes. Hieronymus: Quis me vocat? Ambrosius: Thomista contra haereticum. Hieronymus:Libentissime contra haereticum, ad quod genus hominum persequendum in mundum veni. Expone autem breviter, quod vis.	Ambrosius: Jeg siger dig tak, Origenes, nu har jeg opnået nok fra dig. Men nu har jeg brug for Hieronymus; kom kun frit frem, hvis du kan. Hieronymus: Hvem kalder? Ambrosius: En thomist imod en kætter. Hieronymus: Skal der bekæmpes kættere, så kommer jeg gerne. Jeg er kommet til verden for at forfølge den slags mennesker. Forklar mig i korthed, hvad det er, du vil!
17 Ambrosius: Dic nobis tandem pro zelo illo tuo, quem etiam nunc in charitate tua sempiterna, sed in pace tamen perpetua exerces, dic inquam, quantum attinet ad verba illa Matthaei: Tu es Petrus etc., cuinam sunt dicta verba illa. Dic explicite propter haereticum, qui mendicatus est calumnias non solum his verbis, sed etiam verbis tuis et omnium interpretationibus doctorum. Dic igitur, ut calumniari non possit.	Ambrosius: Sig os dog nu for din ivers skyld, den iver, som endnu stadig bevarer vor kærlighed til dig, men som du nu udøver i evig fred, sig os, siger jeg, hvor meget betyder disse ord hos Matthæus: Du er Peter, osv, til hvem er disse ord talt. Sig det tydeligt af hensyn til kætteren, som er løgnagtig og lumsk, ikke blot overfor disse ord, men også overfor dine ord og alle doktorers fortolkninger. Sig det altså på en sådan måde, at han ikke kan drive spot med det.
18 Hieronymus: Cui dubium, quod Petro dicta sunt? Nam si et ego oppositum forte dixissem, non stat evangelii verbum manifestum? Sed ego tamen plusquam clare et claris et perspicuis verbis hoc exposui. Ambrosius: Dic tu ipsa verba tua, quae apud nos sunt. Hieronymus:Quid oportet, si vos habetis? Tamen quia recte memini, dicam. Ego interpretans verba illa, sic ad litteram scripsi: 'Reddit Christus apostolo vicem'. (m18)	Hieronymus: Hvem kan dog være i tvivl om, hvad der blev sagt til Peter? For om så jeg selv havde sagt det modsatte, står så ikke evangeliets ord fast? Men jeg har dog forklaret det mere end klart med klare og udtrykkelige ord. Ambrosius: Sig du selv de ord, som findes hos os. Hieronymus:Hvad grund er der til det, hvis I har dem hos jer? Dog vil jeg sige, hvad jeg kan huske. Jeg har fortolket disse ord sådan at jeg ordret skrev: 'Kristus gjorde apostelen til vikar'.
19 Ambrosius: Dixisti apostolo, an apostolis. quia iste bonus vir vult, quod vices reddita sit apostolis omnibus et non apostolo? Hieronymus: Ego inquam 'apostolo'; quod si non credis, et lege commentaria mea. Ambrosius: Audis, Martine: et lege Hieronymum, et vide, si dicit apostolis, an potius apostolo. Perge, Hieronyme.	Ambrosius: Sagde du apostelen eller apostlene? For denne gode mand vil mene, at alle apostlene blev gjort til vikarer og ikke apostlen? Hieronymus: Jeg sagde 'apostelen'; og hvis du ikke tror det, kan du læse min kommentar. Ambrosius: Hører du, Martin, læs Hieronymus, og se, om han siger apostlene eller apostelen. Fortsæt, Hieronymus!
20 Hieronymus: Scivissem ego plane dicere apostolis, si voluissem, ne ego Scripturam interpretans rursus interpretatione egerem, praesertim tam absona et absurda, an non declaravi toti mundo, quod absonae et absurdae atque etiam obscurae interpretationis mihi semper displicuerunt? Et ideo zelo Christi et Scripturarum cogebam omnes obscure loquentes, ut sese tandem declararent.	Hieronymus: Jeg vidste, at jeg godt kunne have sagt apostlene, hvis jeg havde villet, men jeg foretager ikke en genfortolkning, især ikke en så afvigende og absurd fortolkning; mon ikke jeg har forklaret hele verden, at en afvigende og absurd og tilmed dunkel fortolkning altid har mishaget mig? Og derfor samlede jeg med Kristi iver alle skriftens dunkle steder sammen, for at kunne forklare dem helt.
21 Ambrosius: Audis, Martine, Hieronymum? Sed perge, Hieronyme. Pro qua re autem reddit Christus vicem apostolo, et cui apostolo, et quam vicem? Hieronymus: Verba, quae sequuntur et apud vos habetis, declarant. Sic enim scriptum reliqui: 'Reddit Christus apostolo vicem pro testimonio, quod de se Petrus dixerat'. (m21)	Ambrosius: Hør, Martin, hvad Hieronymus siger? Men fortsæt, Hieronymus. Af hvad grund gjorde Kristus apostelen til vikar, og hvilken apostel og hvordan vikar? Hieronymus: De ord, der følger efter, og som I har hos jer, forklarer det. Sådan har jeg nemlig skrevet: 'Kristus gjorde apostelen til vikar på grund af det vidnesbyrd, som Peter havde aflagt om ham'.
22 Ambrosius: Ain tu: Petrus dixerat, an apostoli dixerant, Andreas fortassis et Iacobus et Ioannes et caeteri? Hieronymus:Ah, tu me vis cogere et verba mea ad id, quod nec ego dicere neque verba significare possunt. An non satis perspicue dixi "Petrus", et non dixi apostoli, quia Petri vere fuit hoc testimonium et non aliorum? Quis autem nisi ebrius aliter et verba mea et textus Scripturae potest intelligere?	Ambrosius: Sagde du: Som Peter har aflagt eller som apostlene har aflagt, Andreas måske og Jakob og Johannes og de øvrige? Hieronymus: Åh, du vil tvinge mig og mine ord hen imod det, som jeg aldrig har sagt og som ordene aldrig kan betyde. Mon ikke det er tilstrækkelig klart, at jeg sagde 'Peter' og ikke apostlene, fordi det jo i sandhed var Peter og ikke de andre, der aflagde dette vidnesbyrd? Det er da kun en fuld mand, der kan forstå mine ord og skriftens tekst anderledes?
23 Ambrosius: Parce, Hieronyme, quia propter quendam sic interrogo, qui et praedicat et asserit se ebrium non esse, immo sobrietatis verba loqui, et insuper, quod tu istum textum ita intellexisti, ut non ad Petrum directa fuerint verba haec: 'Tu es Petrus etc.', sed ad omnes apostolos, immo ad omnes fideles, immo ad ecclesiam principaliter, licet in persona Petri, et scin, qua fiducia, quantis clamoribus?	Ambrosius: Undskyld, Hieronymus, at jeg på grund af et sådant menneske spørger dig sådan ud, men han har både prædiket og forsikret, at han ikke er fuld, ja, at han taler ædruelighedens ord, og desuden hævder han, at du forstår denne tekst sådan, at disse ord: "Du er Peter osv" ikke er rettet mod Peter, men mod alle apostlene, ja mod alle troende, ja, mod kirken som sådan, skønt i Peters person, og du kan ikke tænke dig med hvilken selvtillid, med hvor høje råb?
24 Hieronymus: Magnum haeretici hominis signum narras. (m24) Induunt enim mores ac faciem meretricis, ut de eis scriptum recte sit: "Impius procaciter obfirmat vultum suum" (Ordsp 21,29). Ambrosius: Perge igitur et expone apertius sensum tuum in evangelii littera de veteri tua interpretatione. Hieronymus:Nunquid non ille verba mea producit? Ambrosius: Immo (sicut solet) veluti transiens neque verba Origenis neque Chrisostomi neque aliorum affert (m24a), sed tantum sic tenere patres profitetur.	Hieronymus: Det, du der fortæller, er store tegn på et kættersk menneske. De ifører sig nemlig gode skikke og en skøges skønhed, så det er med rette, det hedder om dem: 'Den ufromme anlægger en udfordrende mine'. Ambrosius: Fortsæt bare og forklar yderligere din mening om evangeliets bogstavelige mening ifølge din gamle fortolkning. Hieronymus: Det er vel ikke sådan, at denne mand fremdrager mine ord? Ambrosius: Tværtimod, som han plejer, nærmest springer han dem over, og anfører hverken Origenes' eller Chrysostomus' eller andres ord, men vil blot drage fordel af sådan at holde fast ved fædrene.
25 Hieronymus: Quod hoc signum, nisi quia verba (37r) male serviebant? Sed ego libenter ea proferam. Haec igitur verba mea, quae apud vos sunt (m25): 'Reddit Christus apostolo vicem pro testimonio, quod de se Petrus dixerat: Tu es Christus filius Dei vivi. Dominus autem dixit ei: Beatus es, Simon Bariona, quia caro et sanguis etc.'	Hieronymus: Det er et tegn på, at ordene tjener ham dårligt. Men jeg skal gerne hjælpe til. Disse mine ord, som I har hos jer, lyder: 'Kristus gjorde apostelen til vikar på grund af det vidnesbyrd, som Peter aflagde om ham: Du er Kristus, den levende Guds søn. Men Herren sagde til ham: Salig er du, Simon Jonas' søn, for det har kød og blod ikke, osv'.
26 Ambrosius: Age parumper super his tuis verbis propter illum qui se magnum theologum asserit, immoremur. Quod est igitur testimonium, quod ais, de Domino Petrus dixerat?	Ambrosius: Gå lidt videre og lad os dvæle ved dine ord på grund af ham, som vil forsikre, at han er en stor teolog. Hvad er det da for et vidnesbyrd, som du siger, at Peter aflagde om Herren?
27 Hieronymus: Id quod in verbis sequitur: 'Tu es Christus filius Dei vivi'. Et ideo subiunxi (declarans, quam pro hoc testimonio reddere Dominus vicem voluit): 'Dominus autem dixit ei'. Ambrosius: Cui "ei"? Petrone? Hieronymus:Scilicet, melius est, ut dicas ei, idest Martino, aut ei, idest apostolis. Ambrosius: Atqui ille, de quo loquor, sic homines docet. Hieronymus: Sed meus Donatus non sic me docuit. Nam cui dubium, quod Petro supra loquens ei, idest Petro volui intelligere, et aliter intelligi non potest?	Hieronymus: Det som følger med ordene: 'Du er Kristus, den levende Guds søn'. Og derfor har jeg indføjet (som forklaring på, at Herren på grund af dette vidnesbyrd ville gøre ham til vikar): 'Men det havde Herren sagt ham'. Ambrosius: Hvem er denne 'ham'? Peter? Hieronymus:Netop, men det er bedre, at du siger det til ham, dvs til Martin, eller til ham, dvs apostlene (?). Ambrosius: Og han, som jeg taler om, lærer mennesker således. Hieronymus: Men sådan lærte min Donatus mig ikke. Men hvem kan være i tvivl om, at han med ham mener Peter, han vil have det forstået om Peter og ikke om nogen anden?
28 Ambrosius: Scio esse haec ridicula, sed propter eum sic diligentius et exploratius de verborum tuorum sensu requiro. Non enim dici potest, quam confidenter ausus sit dicere, quod Petrus in hac persona, cui fuit dictum: 'Tu es Petrus', non fuit Petrus. Hieronymus: Quis ergo? Fuit Martinus? Ambrosius: Fuit (inquit ille) is, cui revelat pater, et non Petrus.	Ambrosius: Jeg véd, det er latterligt, men det er på grund af ham, at jeg udspørger dig om dine ords mening mere omhyggeligt og forklarende. Du kan nemlig ikke forestille dig, hvor sikkert han vover at sige, at Peter i den person, til hvem der blev sagt: 'Du er Peter', ikke var Peter. Hieronymus: Hvem var han så? Var man Martin? Ambrosius: Han var, siger han, den, for hvem faderen åbenbarede sig og ikke Peter.
29 Hieronymus: Hahahe. Et ille, cui revelavit pater, non fuit Petrus? Ego autem more syllogistico magis evidenter cum tam perverso interprete ita argumentum componerem: Ille, cui dictum fuit: 'Tu es Petrus', fuit penitus ille idem, cui sic fuit revelatum (m29). Sed penitus ille idem, cui sic fuit dictum: 'Tu es Petrus', fuit Petrus. Ergo ille, cui sic revelatum fuit, fuit Petrus, ergo revelatum fuit Petro.	Hieronymus: Ha ha ha! Og han, som faderen åbenbarer sig for, skulle ikke være Peter? Men jeg kan da på syllogismevis fremsætte et mere klart argument end denne perverse fortolker: Den, til hvem der blev sagt: 'Du er Peter', var fuldstændig identisk med den, som fik en åbenbaring. Men han var fuldstændig identisk med ham, til hvem der blev sagt: 'Du er Peter'. Altså den, som fik en åbenbaring, var Peter, altså blev det åbenbaret for Peter.
30 Ambrosius: Nihil isto modo agerem, quia cum quid in forma syllogista explicita sic ei dicitur, fit (ut inquiunt) tanquam aspis ad vocem incantantis sapienter aut tandem ridens respondere solet, quod argumentum peccat in quinta figura. Et praesertim hoc in loco metuendum esset; non enim noscet syllogismum expositorium. Sed tu perge: quidnam ei dixit Dominus?	Ambrosius: Jeg kan ikke sige ham det på den måde, for hvis det klart siges til ham således i syllogismens form, så bliver han, som man siger, som en øgle med en stemme fortryllet vis, eller han plejer at svare med at gøre grin med én, fordi argumentet synder imod den femte figur. (?) Og især ville han lyve på dette sted; han er nemlig ikke uvidende om forklaringens syllogisme. Men fortsæt du: Hvad mon Herren sagde til ham?

31 Hieronymus: Sic ego scripsi (m31): 'Dominus dixit ei: Beatus es, Simon Bariona'. Ambrosius:Nunquid hoc dixit Simoni Barionae? Nam iste negat et asserit audacter ea, qua solet confidentia, quod non dixit Simoni Barionae, sed ei, cui revelatum est. Hic autem, cui fuit revelatum, dicit expressis verbis, quod non fuit Simon Bariona.	Hieronymus: Sådan skrev jeg: 'Herren sagde til ham: Salig er du, Simon Jonas' søn'. Ambrosius:Mon ikke han sagde: 'Ved Simon, Jonas' søn'? For denne nægter det, man plejer at være fortrolig med, og forsikrer voldsomt, at han ikke talte til Simon, Jonas' søn, men til ham, som fik åbenbaringen. Men her siger han udtrykkeligt, at den, der fik åbenbaringen, ikke var Simon, Jonas' søn.
32 Hieronymus: Sed quis fuit? Ambrosius: Fuit ille, cui revelatum fuit, inquit. Hieronymus: Praeclarum responsum: ille, cui revelatum est, fuit ille, cui revelatum est. At ego interrogarem: Ille, cui revelatum fuit, quisnam fuit? Non fuit Simon Bariona? Quid dicit? Ambrosius: Quod non.	Hieronymus: Men hvem var det da? Ambrosius: Det var ham, der fik åbenbaringen, siger han. Hieronymus: Jamen, her er der et soleklart svar: Den, der fik åbenbaringen, var den, der fik åbenbaringen. Men jeg må spørge: Den, der fik åbenbaringen, hvem var det? Var det ikke Simon, Jonas' søn? Hvad siger han? Ambrosius: Han siger nej.
33 Hieronymus: Cur igitur Dominus Simonem Barionam appellat, an forsan in mendacio? Praeterea contradicuntne ista: esse eundem Simonem Barionam et illum, cui revelatum est? (m33) An non oportet, quod ille, cui revelatum sit, fuerit vel Simon Bariona, vel Ioannes, vel Iacobus, vel homo tandem aliquis? Quod si non fuit Petrus, princeps apostolorum, quem tandem potius esse dicat?	Hieronymus: Hvorfor kalder Herren ham da Simon, Jonas' søn? Mon han da lyver? Forøvrigt modsiger de to ting hinanden: At Simon, Jonas' søn, var den samme som den, der fik åbenbaringen. Mon ikke det gør det nødvendigt, at den, der fik åbenbaringen, var enten Simon, Jonas' søn, eller Johannes, eller Jakob, eller et andet menneske? Men hvis det ikke var Peter, apostlenes førstemand, hvem kan han da ellers sige det var?
34 Ambrosius: Nescio. Nam ex verbis suis videtur sequi, quod nullus fuerit, cui revelatum fuit, quoniam ipse haec verba ad ecclesiam refert et ecclesiae dicit esse revelatum, et tamen ecclesia credo quod ex hominibus constet, si forsan non facit ecclesiam nobis novus Democritus ex athomis. (m34) Nunquam autem existimo, quod ecclesiae possit dici revelatum, si nulli homini aut hominibus de ecclesia et pro ecclesia fuerit revelatum. Porro Petrum excludere ab hac revelatione, immo et omnes apostolos et aliis quibuslibet huius revelationis privilegium potius assignare, mihi sane durissimum videtur. Tu ergo, dic nobis manifestius, Hieronyme, si ille, cui fuit revelatum, fuit Simon Bariona, ita ut per Simonem Barionam et per illum, cui revelatum est, eadem penitus Petri persona repraesentetur.	Ambrosius: Det véd jeg ikke. For det synes at følge af hans ord, at der ikke var nogen, der fik åbenbaringen, eftersom han selv henfører disse ord til kirken, og siger, at det blev åbenbaret for kirken, og jeg tror dog, at kirken består af mennesker, hvis han da ikke som en ny Demokrit gør kirken til noget, der består af atomer. Men jeg kan ikke bedømme, hvad der kan siges at være åbenbaret for kirken, hvis det ikke blev åbenbaret for noget menneske elller nogle mennesker. Og forøvrigt er Peter udelukket fra denne åbenbarelse, ja alle apostlene, og hvem ellers denne åbenbarelse kan være et privilegium for, og det synes mig sandelig at være hårdt. Men sig os mere klart, Hieronymus, om den, der fik åbenbaringen, var Simon, Jonas' søn, sådan at helt den samme Peters person var repræsenteret gennem Simon, Jonas' søn, og gennem ham, der fik åbenbaringen.
35 Hieronymus: Quomodo potui manifestius exprimere, cum hoc (37v) declarans aperte dixerum, quod non sine mysterio talis cui revelatum est, vocatus fuit Simon Bariona propter nominis interpretationem? Ambrosius:Profer verba tua propria, quae de commentariis habemus.	Hieronymus: Hvordan kan jeg udtrykke det mere klart, når jeg forklarer det og åbent siger, at det ikke blev åbenbaret for ham uden mysterium, men han blev kaldt Simon Bariona på grund af en fortolkning af navnet? Ambrosius:Citér dine ord, som vi har dem i din kommentar.
36 Hieronymus: Haec sunt: (m36) "Dominus autem dixit ei: Beatus es, Simon Bariona, quare? quia non revelavit tibi caro et sanguis, sed revelavit pater, quod caro et sanguis revelare non potuit, Spiritus sancti gratia revelatum est. (m36a) Ergo ex confessione sortitur vocabulum, quod revelationem ex Spiritu sancto habeat, cuius et filius appelandus sit, siquidem Bariona in lingua nostra idem sonat, quod filius columbae".	Hieronymus: De lyder sådan: "Men Herren sagde til ham: Salig er du, Simon Bariona, hvorfor? fordi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men faderen har åbenbaret dig, hvad kød og blod ikke kunne åbenbare dig, i kraft af Helligånden er det åbenbaret. Altså, ud fra åbenbarelsen har han ordet, fordi han har åbenbarelsen ud fra Helligånden, hvis søn han kaldes, eftersom Bariona på vort sprog er det samme som 'duens søn'."
37 Et oportune super illis verba: 'Et ego dico tibi' ad litteram ita subdidi: Quid est, quod ait: Et ego dico tibi? (m37) Quia tu de me dixisti: 'Tu es filius Dei vivi, et ego dico tibi', non sermone casso et nullum habente opus, sed dico tibi, quia meum dixisse fecisse est, quia tu es Petrus et super hanc petram etc".	Og meget passende føjede jeg til under disse ord 'Og jeg vil give dig' bogstaveligt dette: Hvad er det, som han siger: Og jeg vil give dig? Fordi du om mig sagde: 'Du er den levende Guds søn, og jeg vil give dig', det er ikke et tomt ord, der ingen nytte er til, men jeg siger dig, fordi du ved at sige sådan har gjort mig til den, jeg er, at du er Peter og på den klippe osv."
38 Et subintuli exponens haec verba in Simonem: "Sicut ipse lumen apostoli donavit, ut lumen mundi appellaretur, caeteraque ex Domino sortiti sunt vocabula, ita et Simoni, quid credebat in petram Christum, Petri largitus est nomen, ac secundum metaphoram petrae recte dicitur ei: Aedificabo ecclesiam meam super te". (m38)	Og straks efter forklarer jeg disse ord til Simon: "Ligesom han selv gav apostelen lyset, at han skulle kaldes verdens lys, og de andre af Herren fik tildelt et tilnavn, således også Simon, som troede på klippen Kristus, han fik navnet Peter, og efter metaforen 'klippe' siges det med rette om ham: Jeg vil bygge min kirke på dig.
39 Num poteram dilucidius exponere, quod Dominus locutus est ad Simonem et non ad alios? Nemini enim aliorum mutatum est suum nomen in hoc nomen Petrus, praeterquam Simoni. Solus ergo Petrus, sicut privilegio speciali donatum est ei, ut esset petra, idest caput totius ecclesiae post Christum et vice Christi, qui vere erat petra, et caput, ut ait Apostolus (1 Kor 10,4), ita convenienter datum est ei nomen congruum tantae rei, tanto officio et tam nobili delegationi, ut diceretur Petrus.	Mon jeg kan forklare det tydeligere, at Herren talte til Simon og ikke til andre? Der er nemlig ingen af de andre, der fik forandret deres navn til Peter, uden Simon. Altså alene Peter fik det som sit særlige privilegium, at han skulle være klippen, det vil sige hovedet for kirken efter Kristus og stedfortræder for Kristus, som i sandhed er klippen, og hovedet, som apostelen siger; således blev der på sædvanlig vis givet ham et navn, der var i overensstemmelse den store sag, det store embede og den ædle udsendelse, så at han blev kaldt Peter.
40 Ambrosius: Ita mihi visum est, sed hic homo mille clamoribus usque ad coelum exclamat, quod neque fuit Petrus neque Simon Bariona neque caro et sanguis ille, cui haec dicta fuerunt a Domino. Hieronymus: Ergo dictum fuit: 'Beatus es, Simon Bariona' illi, qui non erat Simon Bariona, et dictum fuit: 'Tu es Petrus' ei, qui non erat Petrus, ita ut aperte efficiatur mendax aut Christus aut evangelium eius.	Ambrosius: Ja, det synes jeg også, men dette menneske udråber med tusind himmelråbende råb, at hverken var det Peter eller Simon Bariona eller kød og blod, der fik disse ord sagt til sig af Herren. Hieronymus: Altså skulle der være sagt: 'Salig er du, Simon Bariona' til ham, der ikke var Simon Bariona, og der skulle være sagt: 'Du er Peter' til ham, der ikke var Peter, så at både Kristus og hans evangelium åbenlyst gøres til løgner.
41 Ambrosius: Sed magis mirandum est, quanto haec verborum strepitu ingerat, ut etiam audeat dicere: non posse dici apertius, quod non erat Petrus, cui dictum est: 'Tu est Petrus' (r13-01#65) et quod non erat Simon Bariona, cui dictum est: 'Beatus es, Simon Bariona'.	Ambrosius: Men det er endnu mere besynderligt, at han fremfører det med så stort et ordbulder, at han endog vover at sige: det kan ikke siges tydeligere, at det ikke var Peter, til hvem der blev sagt: "Du er Peter" og at det ikke var Simon Bariona, til hvem der blev sagt: "Salig er du, Simon Bariona".
42 Hieronymus: Et mihi non videtur posse dici apertius, quod erat Petrus, quam sic dicendo: 'Tu es Petrus', et quod erat Simon Bariona, quam ita appellando eum: 'Beatus es, Simon Bariona'. Cogita tu inferim, si velis, dicere aliquem esse Petrum, nunquid possis apertius dicere quam dicendo: Tu es Petrus. (m42) Immo dic ei, ut excogitet, quantum potest, ut significantius aliquo modo exprimat Petrum quam voce Petri, et Simonem quam voce Simonis. An non sunt ista apud grammaticos propria nomina, quae uni et soli conveniunt?	Hieronymus: Og mig synes det ikke at kunne sige tydeligere, at det var Peter end ved at der blev sagt således: 'Du er Peter', og at det var Simon Bariona, end ved at kalde ham: 'Salig er du, Simon Bariona'. Overvej min følgeslutning: Hvis du vil sige, at nogen er Peter, mon du så nogensinde kan sige det klarere, end ved at sige: Du er Peter. Ja, sig det til ham, så han kan overveje, så godt han formår, at man ikke på nogen mere tydelig måde kan betegne Peter, end ved at kalde ham Peter, og Simon, end ved at kalde ham Simon. Mon ikke det er almindelige udtryksformer hos grammatikerne, som er alle og enhver bekendt?
43 Ambrosius: Ipse inquit non esse hic servandum rigorem grammaticae (r13-01#80) neque in significatione nominum neque in ratione contextus, quia (inquit) sequerentur absurda plura.	Ambrosius: Selv siger han, at man ikke skal rette sig efter den snævre grammatik hverken i navnets betydning eller i forståelsen af sammenhængen, fordi, som han siger, der følger flere absurde ting efter.
44 Hieronymus: Quae? Ambrosius: Satis est, mirareris, si audires. De his enim suis locis nunc sequamur, quae coepimus. Hieronymus: Ego vero ex his, quae contulisti, stultitiis perfacile colligere omnia possum. Qui enim usque adeo procedit, ut dicat Petri nomine Petrum non esse intelligendum neque Simonem nomine Simonis, iam liberum eum ab omni et lege et norma pronuntiare possum (m44), ut iam valeat et comminisci et defendere, quaecunque libeat.	Hieronymus: Hvilke? Ambrosius:Lad det være, du vil undre dig, hvis du hørte det. Men det kommer vi tilbage til. Lad os nu gå videre med det, vi er begyndt på. Hieronymus: Jamen, jeg kan da af det, som du har fremdraget, let slutte mig til, at det altsammen er dumt. Den, der nemlig kan gå så vidt som til at sige, at ved navnet Peter skal man ikke forstå Peter, og ved Simon ikke Simon, ham kan jeg nu erklære fri fra al lov og regel, så at hvadsomhelst han finder for godt at udtænke og forsvare, nu skal have gyldighed.
45 Ambrosius: Et praesertim, quod invenit novam quampiam theologiam, quam remotiorem appellat, ubi possit tutius haec omnia et involvere et abscondere. Sed tamen miror, cum ita sit, ut audis, quod iste ausus fuerit etiam tuam adducere pro hac opinione authoritatem et insuper nominatim Augustini et Chrisostomi (38r).	Ambrosius: Og især, at han opfinder en slags ny teologi, som han kalder den fjerne, hvor han kan både inddrage og skjule det altsammen mere sikkert. Men jeg undrer mig dog, skønt det er således, at du hører, at han vovede også at fremføre dig som autoritet til fordel for denne mening tillige med Augustin og Chrysostomus med navns nævnelse.
46 Hieronymus: Oh mirumne id est? Iam video, quod parum cum haereticis assuetus es (m46), nondum expertus malitias et temeritates hominum, qui in sola stultorum simplicitate et imperitia confidunt et praesidio plerumque pessimorum hominum, qui de industria decipi volunt. Hic semper haereticorum mos fuit (m46a), magis clamare quam probare, plus in versutia quam in doctrina confidere, omnia corrumpere, commiscere, pervertere, nihil tandem non audere quasi bestiae, cum a canibus coguntur et rediguntur in angustias.	Hieronymus: Ja, er det ikke underligt? Nu ser jeg, hvor lidt du er vant til kættere, og at du endnu ikke er blevet klog på menneskenes ondskab og frækhed, som alene stoler på de dummes enfoldighed og uvidenhed og ofte er under anførsel af de værste mennesker, som vil bedrage med hensyn til deres flid. Her har det altid været kætteres skik mere at råbe op end at bevise, at stole mere på snedighed end på læren, at ødelægge alt, sammenblande, fordreje, og endelig at vove alt, som dyr, når de tvinges af hundene og trænges op i en krog.
47 Videbis, quomodo respondebit tibi, si respondere pro sua humilitate dignabitur, quomodo fugiet, ubi tu illum pungis ad vivum, ubi expugnas, ut dissimulabit, ut interdum aget hipocritam, ut nonnunquam clamosioribus inefficaciter vociferabitor latratibus (m47). Novi ego plane, novi mores eorum et petitiones depravati cordis.	Du skal nok få at se, hvordan han vil svare dig, hvis han værdiges at svare af hensyn til sin ydmyghed, hvordan han undviger, hvor du stikker ham tillive, hvor du bekæmper ham, så han vil skjule sig, så han af og til bliver hyklerisk, så han ofte hæver sin røst med uvirksomme råb og gøen. Det véd jeg alt om, jeg kender deres skikke og deres ødelagte hjertes bønner.
48 Ambrosius: Sat video, quomodo semper hic agit, ut tu probe effigiasti. Nam audi etiam. Vult enim insuper probare, quod ille, cui sic fuit dictum, nedum non erat Petrus aut Simon, immo neque erat caro et sanguis, ex eo, quia caro et sanguis non revelavit ei. Nam ita necesse est, ut arguat ex verbis textus. Aliam enim viam ego non agnosco. Haec igitur consequentia apud eum, qui Thomae et Thomistarum consequentias eludit, valida est: caro et sanguis non revelavit ei, sed pater coelestis; ergo ille, cui revelatum est, non erat caro et sanguis.	Ambrosius: Jeg har allerede set, hvordan han altid opfører sig sådan, som du passende har afbildet det. For jeg har også hørt. Han vil nemlig desuden bevise, at den, til hvem der tales således, hverken var Peter eller Simon, ja end ikke var kød og blod, ud fra ordet om, at kød og blod ikke har åbenbaret det for ham. For sådan er det nødvendigt, at man argumenterer ud fra teksten. Anden vej kender jeg nemlig ikke. Og denne følgeslutning hos ham, som afparerer Thomas' og thomisternes følgeslutninger, er gyldig: kød og blod har ikke åbenbaret ham det, men den himmelske fader; ergo var han, hvem det blev åbenbaret for, ikke kød og blod.
49 Hieronymus: Hoc argumentum ista via sumptum pariter probat, quod hic talis, cui revelatum est, sit pater coelestis, cum ex eo concludat, quod praesupponit inter eum, qui revelat, et eum, cui est revelatum, non debere esse distinctionem. Unde si hoc procedit: revelans sanguis et caro non est, ergo ille, cui revelatum est, caro et sanguis non est, iam pari filo procedat et istud: revelans est pater coelestis, ergo et ille, cui revelatum est, est pater coelestis.	Hieronymus: Dette argument, som er taget fra denne vej, kan ligeså godt beviser, at her den, som det blev åbenbaret for, er den himmelske fader, eftersom han konkluderer ud fra det, at han har forudsat, at der ikke bør være nogen forskel mellem ham, der åbenbarer, og ham, for hvem der åbenbares. Derfor, hvis han går frem på denne måde: Kød og blod har ikke åbenbaret det, ergo er den, for hvem det er åbenbaret, ikke kød og blod, så fremgår følgende med samme konsekvens: Den himmelske fader har åbenbaret det, ergo er den, for hvem det blev åbenbaret, en himmelsk fader.
50 Ambrosius: Vereor quidem, ne et hoc admittat et aliquo modo ex remotiore theologia sua probare contendat. Mirum enim, quot continue nova inde nobis eructat atque a saecolo inaudita. Hieronymus: Eo redactus est, ut sic eum facere oporteat, si haec monstra proferat, quae tu dicis. Ambrosius: Si proferas, inquis? Immo quantis furiis invehitur in alios, qui recte aliter doceant; quam insane clamitat perdere eos, destruere, lacerare Scripturas et ad sensum proprium detorquere, adulari principibus.	Ambrosius: Men jeg frygter, at han ikke vil indrømme dette, og på én eller anden måde ud fra sin fjerne teologi stræbe efter at bevise det. For det er mærkeligt, så mange nye og i vort århundrede uhørte ting han stadig kan drage frem derfra. Hieronymus: Han er i den grad indskrænket, at han bør gøre sådan, hvis han frembringer sådanne monstre, som du siger. Ambrosius: Hvis han frembringer dem, siger du? Ja, han angriber andre, som lærer ret, men anderledes end han, med et meget stort raseri; hvor rasende kan han ikke påstå, at de taber, ødelægger, ituskærer skriften og fordrejer den efter deres egen mening, og at de lefler for fyrsterne.
51 Hieronymus: Ista vobis nova videntur, mihi autem diu comperta, qui cum illis assidue committebam. Sed piget ulterius loqui de rem tam crassa. Interroga nunc Augustinum, qui mecum est, et Chrisostomum, si lubet. Augustinus: Quid oportet, ut ego in re tam manifesta post Hieronymum praesertim verbum addam? Ambrosius: Saltem, Augustine, propter quendam, qui tibi plurimum tribuere videtur.	Hieronymus: Det forekommer jeg nyt, men jeg har kendt det længe, jeg, som har omgåedes den slags mennesker længe nok. Men jeg gider ikke tale mere om en så hård sag. Spørg nu Augustin, som jeg tog med mig, og Chrysostomus, hvis du vil. Augustin: Hvad nødvendiggør, at jeg i en så klar sag skulle tage ordet, især når det er efter Hieronymus? Ambrosius:Såmænd bare det, Augustin, at der er én, som synes at nære megen ærefrygt for dig.
52 Augustinus: Novi sane, quam mihi tribuat. Ambrosius: At ita scribit. Augustinus: Novi, inquam, novi hominem. Ambrosius: Atque filius tuus hic est, de quo loquimur.	Augustin: Jeg ved godt, hvad han tillægger mig. Ambrosius: Men sådan skriver han. Augustin: Jeg mener, jeg kender godt den mand. Ambrosius: Han er også din søn, ham, vi taler om.
53 Augustinus: Absit hoc, absit, ut sic existimes. Neque enim ego pater, neque ille filius. Si enim filius meus esset, opera mea faceret, sicut scriptum est: "Si filii Abraham estis, opera Abraham facite" (Joh 8,39), neque meas detorqueret tam absurde sententias, neque hoc mihi statueret, quod ego Petro primatum super omnes apostolos et universam ecclesiam non concesserum et id ipsam etiam in eius successoribus non semper multa cum reverentia agnoverim. Parum ipse evolvit commentaria mea, opuscula mea, epistolas meas.	Augustin: Det være langtfra, at du skulle bedømme det sdan. For hverken er jeg far, ejheller er han søn. Hvis nemlig han var min søn, så ville han gøre mine gerninger, sådan som der står skrevet: "Hvis I er Abrahams børn, så gør Abrahams gerninger", og så ville han ikke fordreje mine meninger så absurd, og ikke påstå om mig, at jeg ikke indrømmer og altid med ærefrygt har indrømmet Peters primat over alle apostlene og den universelle kirke og det selvsamme også i hans efterfølgere. Han har sandelig kun bladet lidt i mine kommentarer, værker og breve.
54 Ambrosius: Immo totus quasi de tuo testimonio pendere videtur. Augustinus: Haereticorum mihi impudentissimam hipochrisim et patentissima mendacia narras. Ambrosius: Attamen ille ait, quod tu in psalmo cviii. sic asseris. Dic tu igitur, quae super eo psalmo apud nos habentur.	Ambrosius: Jamen, det ser ud til, at han helt og holdent afhænger af dit vidnesbyrd. Augustin: Du fortæller mig om kætternes frække hykleri og omfattende løgne. Ambrosius: Jamen, han siger, at du forsikrer det i din fortolkning til Sl 108 (109). Sig derfor, hvad vi kan læse hos os om den salme.
55 Augustinus: Verba mea, quae ille affert super eo psalmo, talia sunt: "Sicut enim quaedam dicuntur (38v), quae ad apostolum Petrum propris pertinere videntur, nec tamen habent illustrem intellectum, nisi cum referentur ad ecclesiam, cuius ille agnoscitur in figura gestasse personam propter primatum, quem in discipulatu habuit, sicuti: Tibi dabo claves regno coelorum, et si qua huiusmodi: ita Iudas quadammodo substinet personam inimicorum Christi Iudaeorum, qui et tunc oderant Christum et nunc per successionem perseverante genere ipsius impietatis oderunt. (r13-01#57).	Augustin: De ord, han citerer fra den salme, lyder sådan: "Ligesom nemlig nogen ting er sagt, som synes særlig at have med apostelen Peter at gøre, og dog ikke forstås ret, medmindre de henføres til kirken, for kirken erkendes han figurligt at have fremstillet i sin person på grund af det primat, som han havde i discipelflokken, sådan som der står skrevet: "Dig vil jeg give himmerigets nøgler" og den slags skriftsteder; således fremstiller Judas på en måde i sin person Kristi fjender, jøderne, både dem, der dengang hadede Kristus og dem, der nu ved en vedvarende succession af den slags ugudelighed hader ham.
56 De quibus hominibus et de quo populo possent non inconvenienter intelligi non solum ea, quae apertius de ipsis in hoc psalmo legimus, verum etiam illa, quae proprie de ipso Iuda dicuntur, sicut est, quod commemoravi: Fiant dies eius pauci et episcopatum eius accipiat alter (Apg 1,20) etc". (MPL 37,1431).	Om disse mennesker og om dette folk kan man ikke upassende forstå ikke blot det, som vi ligefrem læser om dem i denne salme, men også det, som i særlig grad siges om Judas selv, sådan som vi har citeret: 'Lad hans dage være få og en anden få hans embede'.
57 Ambrosius: Ex his autem verbis tuis tria colligo manifeste ac penitus irrefragabiliter contra istum, primum propter similitudinem, quam constituis inter Petrum et Iudam, si eam servare velit. Sicut verum est, verba illa: 'Fiant dies eius pauci etc.' primo ac proprie Iudae convenire, et de Iuda principaliter dici nemo negat, et probatur primo Actu. apost. ex verbo Petri: ita verum est, et haec verba: "Tibi dabo claves etc." primo ac principaliter dicta esse Petro.	Ambrosius: Men ud fra disse ord af dig vil jeg sammenfatte tre ting imod ham, som står fast og er ganske uomtvistelige. Det første med hensyn til den sammenligning, du foretager mellem Peter og Judas, hvis han vil bruge den. Ligesom det er sandt, at disse ord: 'Lad hans dage være få osv' først og fremmest er møntet på Juda, og ingen nægter, at de hovedsagelig siges om Judas, og det bevises i Apg 1 ud fra Peters ord; således er det også sandt, at disse ord: "Dig vil jeg give himmerigets nøgler osv" først og fremmest er talt til Peter.
58 Sed ut illustrem recipiant intellectum, ad totam ecclesiam, cuius Petrus typum gessit, extenduntur, ne cogeremur dicere effectum verborum desiisse aut cessasse cessante Petro. Ita quae primo et principaliter de Juda sunt dicta, etiam ad omnes Iudae similes extendi par est gerente ipso Iuda typum eorum. Unde consequor, quod verba dicta Petro: "Tibi dabo claves etc." ad ecclesiam ideo conveniunt, quia Petrus eius typum gessit ideoque non litterali et primario intellectu, sed in typo et figura extenduntur.	Men ligesom de forstås af den oplyste forstand, udvides de til hele kirken, hvis type Peter fremstiller, så vi ikke tvinges til at sige, at ordenes virkning manglede eller ophørte, fordi Peter ikke levede mere. Således kan de ting, der først og fremmest var tale om Judas, på lignende måde udstrækkes ud over den Judas, der fremstillede deres type. Hvoraf jeg drager den slutning, at ordet, der blev sagt til Peter: "Dig vil jeg give nøglerne osv" af den grund passer på kirken, at Peter var type på kirken, og derfor kan de udstrækkes, ikke i bogstavelig eller primær forstand, men på type- og figurlig vis.
59 Falsum igitur est, quod ecclesiae dicta sint illa verba, quia longe aliud est esse dicta Petro gerenti typum ecclesiae, aliud esse dicta ecclesiae, sicut aliud est re vera capere pisces retibus, aliud capere homines Dei verbo. Et tamen in figura per pisces homines intelliguntur et per rete praedicationis verbum.	Det er altså forkert, at disse ord er talt til kirken, fordi det er én ting, at de er talt til Peter, som fremstiller typen på kirken, og noget helt andet, at de er talt til kirken, ligesom det er én ting i virkelighedens verden at fange fisk med net, og noget andet at fange mennesker med Guds ord. Og dog forstås mennesker figurlig talt som fisk og ved nettet forstås prædikenens ord.
60 Augustinus: Vera et aperta loqueris, sed laici sui et vulgus, cui imponere studet, non attendunt istas differentias et mysteria Scripturarum. Et cum ego dico, quod Petrus gessit ecclesiae figuram, putant, quod ego dixerim verba illa non fuisse dicta neque convenisse Petro, cum penitus contrarium dixerim, quia si Petro dicta non fuissent et principaliter ei non convenissent, minime gessisset ecclesiae personam, cum clare dixerim, quia primatum habuit in ecclesiae et inter discipulos omnes, ideo virtute omnem ecclesiam convenienter substinuit.	Augustin: Du har talt sandt og klart, men hans lægfolk og mængden, som han søger at føre bag lyset, fatter ikke disse forskelligheder og skriftens mysterier. Og når jeg siger, at Peter fremstiller kirken figurlig talt, så mener de, at jeg sagde, at dette ord ikke var talt til eller passede på Peter, skønt det var lige det modsatte, jeg sagde, fordi hvis de ikke var talt til Peter og ikke i første række drejede sig om ham, så kunne han slet ikke fremstille kirken i sin person, når jeg klart har sagt, at han havde primatet i kirken og blandt alle disciplene, derfor repræsenterer ham i overført forstand hele kirken.

61 Ambrosius: Hoc erat, quod tertio loco volebam dicere contra illum, quia tu verbis tuis clare primatum Petro assignas. Augustinus: Quid ad hoc dicit? Ambrosius: Dissimulat, quasi id ad propositum non pertineat. Ex hoc enim maxime laici sui perturbari possent. Hoc enim maxime in tota disputatione observat, ut praetereat omnia, quae contra se faciant.	Ambrosius: Dette var, hvad jeg på det tredie sted ville sige imod ham, fordi du med dine ord klart har betegnet Peters primat. Augustin: Hvad siger han hertil? Ambrosius: Han viger udenom, som om dette ikke hører med til sagen. På den måde kan han nemlig bedst forvirre sine lægfolk. Dette iagttager han nemlig mest i hele disputationen at han kan komme alt det i forkøbet, som de kan gøre imod ham.
62 Augustinus: Plane incipis haereticorum mores novisse, qui non sunt nisi vox inanis et clamores absoni. Nam multis aliis locis de meis verbis facile potuisset colligere, quod Petro vere et principaliter datae sunt claves et per Petrum in ecclesiam derivatae, et quod Petrus primus fuit, princeps et caput totius ecclesiae, et ita quilibet successor eius. Ambrosius: Dic nobis loca haec.	Augustin: Du begynder ligefrem at kende kætternes skikke; de er ikke andet end en tom røst og ildeklingende råb. For mange andre steder fra mine ord ville han let kunne samle sammen, at det var til Peter, at nøglerne i virkeligheden og først og fremmest blev givet, og at de gennem Peter blev videregivet til kirken, og at Peter var den første, leder og overhoved for hele kirken, og ligeledes enhver af hans efterfølgere. Ambrosius: Sig os nogle af disse steder.
63 Augustinus: Primum in libro de agone christiano c. xvii. dixi: 'Hinc ecclesiae claves datae sunt, cum Petro datae sunt' (MPL 40,308). Ambrosius: Oportune contra istum et pulchre. Non enim dixisti, quod Petro datae sunt claves, cum sunt datae ecclesiae, aut postquam sunt datae ecclesiae, ut sic cogeremur intelligere (quod iste veritatis hostis infoeliciter dogmatizat), quod per ecclesiam derivaverunt claves in Petrum, sed (39r) potius econtra, quod ecclesiae datae sunt claves, cum Petro datae sunt, ut contrarium penitus delirissimae eius opiniones colligeremus:	Augustin: Først siger jeg i bogen om den kristne kamp, kap. 17: 'Af den grund blev nøglerne givet til kirken, at de blev givet til Peter'. Ambrosius: Det er meget passende og smukt imod ham. Du sagde nemlig ikke, at nøglerne blev givet til Peter, eftersom de blev givet til kirken, eller at de bagefter blev givet til kirken, så at vi således ville blive tvunget til at forstå det på den måde (sådan som han, sandhedens fjende på ulykkelig vis docerer det), at det var igennem kirken, at nøglerne nåede frem til Peter, nej, du sagde det stik modsatte, at nøglerne blev givet til kirken, fordi de blev givet til Peter, så at vi nu kan danne en følgeslutning, der er stik modsat hans afsindige mening:
64 primum quidem, quod Petro datae sunt a Christo claves, quod ille negat; secundum, quod hinc, idest per ipsum derivatae sunt in ecclesiam, quod etiam negat. Adde reliqua. Augustinus: Super Ioanne sermone x. dixi: "Cum Dominus dixit Petro: 'Tibi dabo claves regni coelorum', illud pro omnibus apostolis dixit, et hoc cum omnibus tanquam gerens personam ipsius unitatis accepit" (MPL 35,1949).	for det første, at nøglerne af Kristus blev givet til Peter, hvilket han nægter; for det andet, at herved, det vil sige, igennem ham blev de overleveret til kirken, hvilket han også nægter. Sig du resten. Augustin: I min prædiken over Joh 10 sagde jeg: 'Da Herren sagde til Peter: 'Dig vil jeg give nøglerne til himmeriget', sagde han det på alle apostlenes vegne, og dette forstod han som noget, der skulle skabe énhed i hans person'.
65 Ambrosius: Ecce quia manifeste dicis: primo, quod Dominus Petro illa verba dixit: Tibi dabo claves, quod iste tam impudenter et constanter negat; deinde, quod pro omnibus apostolis dixit, quod nemo sanus negavit unquam; tertio, quod Petrus a Christo accepit claves, licet cum omnibus tanquam gerens personam unitatis. Et hic negat claves a Christo Petro datas nisi mediante ecclesia, quia ab ipsa ecclesia accepit. Sed profer, si quid explicitius dixisti, propter cavillosos huiusmodi homines, qui cuilibet verbo calumniam meditantur.	Ambrosius: Se, hvor klart du har talt: For det første, at Herren sagde disse ord til Peter: Dig vil jeg give nøglerne, hvilket han nægter så frækt og vedholdende; dernæst, at han sagde det på alle apostlenes vegne, hvilket ingen sund sjæl nogensinde har nægtet; for det tredie, at Peter modtog nøglerne af Kristus, selv om det var med de andre som blivende ét i hans person. Også her nægter han, at nøglerne gives af Kristus til Peter, undtagen gennem kirken, fordi han modtager dem af kirken selv. Men drag frem, hvis du har sagt noget endnu tydeligere, på grund af den slags spottende mennesker, som overvejer ethvert ord for at kunne give spottende igen.
66 Augustinus: Unum locum de multis producam, et hunc eo libentius, quo magis adversario isto tuo iniquissimo displicebit. Etenim in sermone, quem de apostolis Petro et Paulo habui, ita de Petro scriptum reliqui, sicut apud vos legitur: 'O mira potentia et ineffabilis gratia Salvatoris, quis plebeium piscatorem apostolorum facile crederet principem, et regibus obsistere, reges sanctificare, regibus omnibus imperare?'	Augustin: Ét sted ud af mange vil jeg drage frem, og det så meget mere gerne, som det nok er det, der mest mishager denne din uretfærdige modstander. Nemlig fra den prædiken, jeg holdt over apostlene Peter og Paulus, dèr skrev jeg således, sådan som det kan læses hos jer: 'O forunderlige magt og uudtømmelige nåde hos vor frelser, hvem kunne let komme til at tro på en folkelig fisker som apostlenes fører, at han kunne modstå konger, hellige konger, herske over alle konger?'
67 Ambrosius: Si ego aut alius quicunque haec dixisset, nunquam sine vel suspitione vel accusatione adulationis tutus ab illius recedere maledictis potuisset. Verum quia tu hoc dicis, cui simulat saltem non nihil tribuere, nescio quid responsurus sit. Expectabo. Tu sequere, si quid aliud restat.	Ambrosius: Hvis jeg eller hvemsomhelst anden havde sagt dette, ville det aldrig have kunnet være sikret mod mistanke eller anklage for lefleri eller være sluppet for hans forbandelser. Men fordi det er dig, der siger det, dig, som han i hvert fald ikke kan tillægge noget af den slags, så véd jeg ikke, hvad han vil svare. Vi får se. Fortsæt du kun, hvis du har mere på hjerte.
68 Augustinus: Melius est, ut quid fecerim potius quam quid dixerim, ad Petri sedem honorandam atque confirmandam adducam, et quid quantumve Romano Pontifici quasi Petri successori detulerim. Id enim satis superque ex nostris, quae apud vos sunt, epistolis licet colligere. Ambrosius: Oportunum loqueris, Augustine. Nam hic idem homo asserit multas vos episcopos Africanos synodos congregasse et sine Romani Pontificis authoritate ibi statuisse, quae placuerunt. (WA 2,200, 216, 230).	Augustin: Det er bedre, at jeg fremdrager, hvad jeg har gjort, end hvad jeg har sagt, for at ære og bekræfte Peters sæde, og hvad og hvor meget jeg har henført til den romerske pave som Peters efterfølger. Det lader sig nemlig tilstrækkeligt og tydeligt uddrage af vore breve, som er hos jer. Ambrosius: Du taler meget passende, Augustin. For her forsikrer det samme menneske, at mange af jeres biskopper var forsamlet på afrikanske synoder, og fastsatte, hvad de ville uden den romerske paves autoritet.
69 Augustinus: Epistolae ipsae meae testimonio sunt veritati. Ambrosius: Immo illas ipsas epistolas pro se affert. Augustinus: Scilicet more haereticorum, qui in turbarum et plebis imperitia sola confidunt. Nam quid maius, quam quod in proposito nos citat pro blasphemia contra Petrum? Qui tamen illud planissime omnes curavimus ita Petrum extollere, ita clare de eius primatu loqui, ne unquam talis blasphemia in Dei ecclesiam introduci posset. Sed lege epistolas meas, vel quae a Innocentium Pontificem datae sunt. (n69).	Augustin: Selve brevene er mit vidnesbyrd om sandheden. Ambrosius: Jamen, han anfører disse breve til fordel for sig selv. Augustin: Ja, det gør kætterne, de stoler alene på mængdens og folkets uvidenhed. For hvad kan være større uvidenhed, end at man i sin tese citerer os til fordel for blasfemi imod Peter? Vi, som dog i alt dette først og fremmest har draget omsorg for at fremhæve Peter således, at tale om hans primat så klart, at ingen nogensinde skulle kunne indføre en sådan blasfemi imod Guds kirke. Men læs mine breve, især dem, jeg har sendt til pave Innocens.
70 Ambrosius: Tace. Non enim hic locus, ut eas proferam contra novum hominis et admirabile mendacium; producam post, cum specialiter super hoc agetur. Augustinus: Dimitte ergo me. Nam in hunc solam unicam meam sententiam, quam in lib. iv.: de Trin. scriptam reliqui, volo tibi commemorare. Novi enim satis superque hominem, cui penitus convenire eam nemo prudens negare potest. Ambrosius: Dic igitur illam. Augustinus: Sic ego adversus huic stulto similes locutus sum: "Contra rationem nemo sobrius, contra Scripturam nemo christianus, contra ecclesiam nemo pacificus".	Ambrosius: Ja, tak, det er godt. Her er det nemlig ikke stedet, at jeg fremdrager dem imod dette nye menneske og denne beundringsværdige løgn; jeg vil fremføre dem senere, når det i særlig grad drejer sig om det. Augustin: Jamen, så lad mig bare gå. Blot vil jeg lige nævne for dig denne ene sætning, som jeg har efterladt på skrift ii bog 4 om triniteten. Jeg kender nemlig tilstrækkeligt og godt nok et menneske, som ingen kan nægte den passer fuldstændig på. Ambrosius: Sig den da. Augustin:Sådan sagde jeg på lignende måde imod en dum mand: "Der er ingen ædru, der er imod fornuften, der er ingen kristen, der er imod skriften, der er ingen fredelskende, der er imod kirken".
71 Ambrosius: Gratias tibi, Augustine, gratias tibi. Nihil enim convenientius poteras mihi adversus istius hominis ingenium perversissimum commemorare, qui et rationem oppugnat et Scripturam pervertit et ecclesiam perturbare non cessat. Vale. Nam alias in opere novo, quod meditor, pro summi potestate Pontificis et authoritate et privilegiis, quae variis locis pro sede hac immobilissima et (39v) firmissima scripsisti locupletius, afferre curabo. Haec enim satis superque contra hominem adeo imperitum. Sed voca mihi Chrisostomum. Nam et illum (adeo impudens est) audet pro sua opinione adducere. Augustinus: Ecce adest.	Ambrosius: Tak, Augustin, tak. Der er nemlig ingenting, der passer bedre for mig at nævne imod dette menneskes fordrejede forstand; han både kæmper mod fornuften, fordrejer skriften, og ophører ikke med at oprøre kirken. Farvel. For det øvrige stræber jeg efter at fremføre i et nyt arbejde fra min hånd, som jeg tænker på, til fordel for pavemagten og paveautoriteten og paveprivilegierne, hvor jeg mere udførligt vil behandle det, som du på forskellige steder har skrevet til fordel for dette urørlige og stenfaste sæde. Dette er nemlig nok og tydeligt imod et menneske, også om han er uvidende. Men kald lige på Chrysostomus for mig. For han vover også at fremføre ham til fordel for sin mening (så fræk er han). Augustin: Jamen, dèr ser jeg ham jo komme.
72 Chrisostomus: Tace; scio, quid velis. Ambrosius: Scio ego te scire. Quid enim nescire vos putem, qui speculum totius Scientiae iugiter et beatissime contemplamini. Chrisostomus:Sed quid opus testimoniis meis, cum ille legerit et plenissime agnoverit et veritatem compererit? Quis enim aut saepius aut clarius pro Petri primatus locutus est unquam? Nam quot locis id expressi, quod vere, vere solus Petrus respondit? Soli Petro dictum est: "Tu est Petrus etc"? Et tandem quod ei demandata cura est omnium ovium, omnium agnorum?	Chrysostomus: Du behøver ikke sige noget. Jeg véd, hvad du vil. Ambrosius: Jeg véd, at du véd det. Jeg mener, hvad véd I ikke, I, som vedvarende og saligt betragter alle videnskabers spejl. Chrysostomus: Men hvad brug er der for mine vidnesbyrd, når han kan læse og helt ud forstå og erfare sandheden? Hvem har nemlig nogensinde tale oftere og klarere til fordel for Peters primat? For hvor mange steder har jeg ikke givet udtryk for, at i sandhed alene Peter svarede? At det alene blev sagt til Peter: "Du er Peter, osv"? Og endelig, at det var ham, der fik betroet omsorgen for alle fårene, alle lammene?
73 Ambrosius: Immo hic homo audet dicere, te dixisse Petrum fuisse os apostolorum. Chrisostomus: Quid tum? Ambrosius: Per hoc colligit, quod non sibi dictum est: "Tu est Petrus etc.", neque ipse dixit: "Tu es Christus etc." Chrisostomus:Ridicula narras, quasi vero esse os apostolorum Petri potius deroget principatui quam arguat illum. Unde enim id colligit ex vi verborum?	Ambrosius: Jamen, dette menneske vover at sige, at du har sagt, at Peter var apostlenes mund (13-01#56). Chrysostomus: Og hvad så? Ambrosius: Derigennem slutter han, at det ikke var til ham, det blev sagt: "Du er Peter, osv", og heller ikke ham, der sagde: "Du er Kristus, osv". Chrysostomus: Det er da noget latterligt noget, du fortæller, som om dette, at han var apostlenes mund, snarere tog principatet fra Peter end det tillagde ham det. Hvordan kan det dog sluttes ud fra ordenes kraft?
74 Ambrosius: Quia esse os apostolorum existimat idem esse, quod loqui vice illorum. Chrisostomus: Scilicet quasi instrumentum eorum, ut digniores ac meliores Petro caeteros fecisse me his verbis affirmet, quod eo tanquam ministro utantur et inferiori, et quod ego in summam Petri laudem scripsi, ad indignitatem trahat. Ambrosius:Ita saepe facit Petrum caeteris minorem.	Ambrosius: Fordi han mener, at dette, at han er apostlenes mund, er det samme, som at han taler p deres vegne. Chrysostomus:Altså, som om han var deres redskab, så at han med sine ord fastslår, at jeg har gjort de andre værdigere og bedre end Peter, fordi de bruger ham som tjener og som en laverestående, og det, som jeg i det hele taget beskriver som Peters rod, fører han hen til noget uværdigt. Ambrosius: Sådan gør han ofte Peter mindre end de øvrige. (k74).
75 Chrisostomus: Sed audi tu me. Sicut vere dici potest, quod rex est vox sive os totius populi atque regni, quia illius sententia spectatur loco sententiae totius populi, ita a me appellatus est Petrus os apostolorum, non quasi nudus minister, sed quasi primus magister et iam Domini sententia factus Domini vicarius, quod poterat ex verborum clarissima circumstantia facile intelligere, cum eum toties collegii verticem et milies apostolorum principem et eorum praelatum atque praesidentem totius etiam orbis appellaverim. Quid enim ad haec, quae circunstabant, respondet?	Chrysostomus: Men hør du mig. Ligesom det sandt kan siges, at en konge er hele folkets og kongerigets røst eller mund, fordi man ser hen til, hvad han mener, som udtryk for, hvad hele folket mener, således blev Peter af mig kaldt apostlenes mund, ikke som en blot og bar tjener, men som den første lærer og som den, der nu ved Herrens ord blev gjort til Herrens stedfortræder, hvilket man let kan forstå ud fra ordenes klare sammenhæng, eftersom jeg har kaldt ham apostelkollegiets leder og hærfører og deres prælat og hele verdens foresatte. Hvad kan han svare til det, der nu er fremlagt?
76 Ambrosius: Mussitat et dissimulat haec ut multa alia. Solum enim hoc ait ad litteram: "Chrisostomus autem, etsi hunc locum totum in Petri laudem trahat, dicens eum caput et pastorem constitutum ecclesiae futurae et toti orbi praepositum, tamen et ipse vocat eum os apostolorum, qod vice omnium responderit, dicens: Petrus omnium apostolorum os, vertex consortii totius; cum omnes interrogati essent, ipse solus respondet". (r13-01#56).	Ambrosius: Han vil fortie og skjule det som meget andet. Han siger bare følgende, ordret gengivet: "Men Chrysostomus, skønt han tager hele dette sted hen som en ros for Peter, idet han siger, at han er indsat til hoved og hyrde for den fremtidige kirke og foresat hele verden, kalder ham dog selv apostlenes mund, som svarer på alles vegne, idet han siger: Peter var alle apostlenes mund og leder af hele forsamlingen, eftersom de alle blev spurgt, men kun han svarede".
77 Chrisostomus: Nolo ego alia mea verba contra hominem producere, quam quae ab ipso sunt producta. An non ergo ex verbis his concluditur, quod Petrus ipse solus respondet, cum explicite dicam: 'Ipse solus respondet'? Ambrosius: Sed ipse per contrarium, statim postquam dixisti: 'Ipse solus respondet', ita ad litteram concludit: 'Ergo non ad solum Petrum iste locus pertinet'. Nam et passim ipse manifeste ait, quod non solus Petrus respondet.	Chrysostomus: Jeg vil ikke fremføre andre af mine ord imod denne mand, end det, han selv har fremdraget. Mon man da ikke af disse ord kan konkludere, at Peter selv alene svarede, eftersom jeg udtrykkeligt siger: 'Alene han svarede'? Ambrosius: Men han slutter lige det modsatte; lige efter, at du har sagt 'alene han svarede', siger han ordret: 'Altså har dette sted ikke med Peter alene at gøre'. For også mange andre steder siger han udtrykkeligt, at det ikke var Peter alene, der svarede.
78 Chrisostomus: Igitur apud illum solus Petrus non est solus Petrus. Ambrosius: Sed ipse non concludit hoc ex illis verbis, quae dixisti: solus Petrus respondet, sed ex eo, quod tu ais: eum fuisse os apostolorum. Chrisostomus:Sed illa, quae dixi: 'solus Petrus respondet', quomodo interpretatur? Ambrosius: Non curavit exponere. Chrisostomus:Quomodo etiam illa, quibus dixi 'illum caput et verticem collegii et pastorem ecclesiae futurae constitutum et toti orbi praepositum'?
79 Ambrosius: Dimittit penitus et, ut dixi, solum in hoc fundatur, quod quamvis ea dixeris, tamen dixisti simul os esse eum apostolorum.
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90

Noter:

n69: Schweizer-note: Augustinus, epist. 175-177 (ol. 90, 92, 95), nämlich 1. concil. Carthaginense, 2. concil. Milevitanum, 3. die Bischöfe Aurelius, Alypius, Augustinus, Evodius, Possidius gegen Pelagius und Celestius an Papst Innocenz I (401-417), MPL 33, 758-772; MPL 56,454ff.

Catharinus' marginbemærkninger:

m4: Verba Orig. evidenter contra Martinum. Det er klart, at Origenes' ord er imod Martin.

m7: Certum signum doctrinae Martini, qualis sit in Scriptura. Et sikkert tegn på, hvad Martins lære er i skriften.

m10: Verba Orig. Nota, Martine, cui dictum sit: Tu es Petrus, et a quo sit dictum: Tu es Christus, nota. Origenes' ord. Læg mærke til, Martin, til hvem det siges: Du er Peter, og af hvem det siges: Du er Kristus, læg mærke til det.

m11: Verba Orig. Soli Petro, nota, Martine. Origenes' ord. Alene til Peter, læg mærke til det, Martin.

m13: Nota, Martine, qui confundis cum hoc tex. superiorem, de quo agimus. Læg mærke til, Martin, hvordan du sammenblander denne tekst med den ovenfor, som vi behandler.

m14: Verba Orig. Origenes' ord.

m18: Verba Hier. Nota, Martine, ac responde, si potes. Hieronymus' ord. Læg mærke til det, Martin, og svar, hvis du kan.

m21: Verba Hier. Nota et responde, Martine, ad verba Hieron. si potes. Hieronymus' ord. Læg mærke til det og svar, Martin, på Hieronymus' ord, hvis du kan.

m24: Nota, Martine, signum magnum haeretici. Kære Martin, læg mærke til det store tegn på en kætter. m24a: Nota, Martine. Læg mærke til dette, Martin.

m25: Verba Hier. Hieronymus' ord.

m29: Responde, Martine, si potes, argumentum. Kære Martin, svar på det argument, hvis du kan.

m31: Verba Hier. Hieronymus' ord.

m33: Responde, Martine, si potes. Svar, Martin, hvis du kan.

m34: Ecclesia Martini constat ex athomis ex disciplina Democriti. Martins kirke består af atomer efter Demokrits lære.

m36: Verba Hier. Hieronymus' ord. m36a: Nota Hiero. verba, Martine. Læg mærke til Hieronymus' ord, Martin.

m37: Verba Hier. Hieronymus' ord. m38: Responde, Martine, si potes. Svar, Martin, hvis du kan.

m42: Cogita, Martine et responde ad id, quod te rogat Hiero. Tænk over det, Martin, og svar på det, Hieronymus spørger dig om.

m44: Liber est Martinus ab omni lege iudicio Hieronymi. Martin er fri fra alle love efter Hieronymus' bedømmelse.

m46: Nota, Martine, quia notus plane es. Læg mærke til, Martin, hvor du helt igennem er kendt. m46a: Mos proprius Martini. Martins egen skik.

m47: Nota, Martine, et noli pati Hieronymum prophetam in hoc. Læg mærke til det, Martin, og lad være med at gøre Hieronymus til profet på dette område.

Kommentarer:

k13: Det er rigtig nok. Der er virkelig også i den græske grundtekst den forskel i formen, at der i Matt 16,19 bruges flertalsformen: 'i himlene', mens der i Matt 18,18 bruges éntalsformen. Luther argumenter andetsteds ud fra Matt 18,18 og Joh 20,23 med, at nøglemagten ikke kun er givet til Peter. Det ser ud til, at Catharinus vil give ham ret i det, men at han ud fra Origenes alligevel vil opretholde en forskel mellem Peter og de andre apostle. Men forskellen er godt nok noget indskrænket i forhold til, hvad den er andre steder.

k74: Det er vist en overdrivelse, der er løbet Catharinus i pennen, nu han var så godt i gang. Schweizer fortæller heller ikke, hvor Luther har gjort noget sådant, selv om han meget ofte anfører de steder hos Luther, som Catharinus vender sig imod. Luther har forøvrigt selv på dette sted skrevet: "Altså har dette sted ikke kun med Peter, men med alle at gøre, også selv om han blev den første og ledende blandt apostlene". (13-01#56, min fremhævelse).