Catharinus' randbemærkninger er gengivet som noter under betegnelsen m1, m2, osv. Noter (Schweizers og mine) gengives ved n1, n2, osv. Mine kommentarer som k1, k2 osv.
Vil man oprette et link til denne tekst, kan det gøres ret præcist.
De små tal i venstre celle angiver bogmærkenummeret på
den pågældende celle.
| 1 Liber secundus de origine potestatis Papae, ubi recitatur totum Martini opusculum et pene ad verbum examinatur ac reprehenditur. | Bog to om oprindelsen til pavens magt, hvor hele Martins lille bog citeres og næsten fra ord til ord undersøges og gendrives. |
| 2 Superest ergo iam, ut detectis dolis, qui maxime obstare ad veritatem totius disputationis comprehendendam videbantur, in eius impias iniquitates alacriter insurgamus, quas in suis opusculis tanquam in errorum sylvis veluti pestiferas bestias passim offendimus. Exeat ergo, exeat foras cornuta prima bestia, quae mordacior, quae pestilentior, quae caput ipsum petit, quae etiam velut hydra plura secum trahit capita venenosa. Ecce iam illa egressa est. | Men når vi nu har afsløret disse snarer, står tilbage at finde ud af, hvad der synes mest at hindre en sand forståelse af hele disputationen, og vi går straks i gang med hans ufromme forkertheder, som støder os overalt i hans arbejder som en hel skov af fejl eller som pestbærende dyr. Lad det da komme frem, lad det komme frem, dette første hornede bæst, som er altfor bidsk, altfor pestbefængt, som søger sit eget hoved, som også som hydraen har flere giftige hoveder med sig. Se det, når det nu træder frem! |
| 3 Petro immidiate a Deo non sunt
datae claves tanquam capiti primo et fundamento totius ecclesiae, ita ut
nunquam fuerit Pontifex universalis super omnes ecclesias.
Quae omnia multo magis in successoribus sunt dicenda. |
Nøglerne blev ikke uden videre af Gud givet til Peter
som til det første overhoved og grundvolden for hele kirken, ligesom
der aldrig var en universel pave over alle kirker.
Hvilket altsammen i meget højere grad kan siges om efterfølgerne. |
| 4 Haec autem, quod sint generales seu universales, Pontifices vindicarunt sibi ex hominum voluntate, ex ambitione, ex tyrannica potestate, ex mendaciis et perversis Scripturarum interpretationibus. (m4 ) Hinc traducitur: | Men dette, som skal være det almindelige eller det universelle, har paverne vundet sig ud fra menneskelig vilje, ud fra ambition, ud fra tyrannisk magt, ud fra løgne og forkert udlægninger af skrifterne. Herfra fortsætter han: |
| 5 Romanam ecclesiam fuisse superiorem aliis ecclesiis probatur ex frigidissimis decretis Romanorum ponfiticum inter CCCC annos natis, contra quae sunt textus divinae Scripturae, historiae approbatae mille centumque annorum et decretum Concilii Niceni omnium sacratissimi. (r13-01#22). | At den romerske kirke er alle andre overordnet, bevises ud fra nogle uduelige dekreter fra de romerske paver, der der blevet til indenfor de sidste 400 år, imod hvilket stiller sig den anerkendte historie gennem 1500 år, den guddommelige skrifts tekst og alle dekreter fra det højhellige nikænske koncil. |
| 6 Sunt et alia plurima his connecta et ex his traducta fundamentis, quae vir iste magnus et ecclesiasticæ veritatis (ut sibi videtur) restitutor pluribus locis in suis commentariis vastis vociferatur clamoribus. Sed quia nullibi iam consistere tuto potest, fugam petit. Quo fugis igitur, Martine? Dic nobis, quo fugis? Ad concilium, inquit. An magis ad asylum furum et latronum, qui nolunt introire per hostium? Atqui defensio (inquit) naturalis est, nulli interdicenda, nulla potestate moranda aut impedienda. | Der er også andre og flere ting forbundet hermed og uddraget af denne grundsætning, som denne store mand, som han selv mener: genskaber af den kirkelige sandhed, på mange steder i sine overvældende kommentarer udråber med stort spektakel. Men fordi han intetsteds kan forblive i sikkerhed, søger han at flygte. Hvor flygter du da hen, Martin? Sig os, hvad du tager din tilflugt til? Til et koncil, siger han. Mon ikke snarere til et asyl for de tyve og røvere, som de ikke vil have ind gennem døren (Joh 10,1)? Og han siger, at hans forsvar er naturligt. Ingen banlysning, ingen magt skal forsinke eller forhindre det. |
| 7 Verum ait Martinus, si de bestiis loquatur, et sese bestiam profiteatur, verum dicit. Bestias enim huiusmodi homines (neque sine hac ratione) Ioannes apostolus vocat in Apocalipsi sua (11,7). Bestias ergo sese omnino defendere et sine ulla licet regula ac distinctione, quae nullis legibus subduntur, nulla cohibentur ratione, et quocunque impetus trahit, feruntur. Verum hominibus non licet contra ius et fas sese defendere, sicut non solum divinis, verum et humanis legibus didicimus. | Men Martin taler sandt, hvis han taler om dyrene, og han taler sandt, hvis han bekender, at han er et dyr. For den slags mennesker kalder apostelen Johannes i sin apokalypse for dyr, og det ikke uden grund. Altså, dyrene forsvarer sig altid og uden nogen regel og forskel, fordi de ikke er underlagt nogen love, og ikke tvinges af nogen fornuft og føres derhen, hvor deres drift driver dem. Men for menneskene er det ikke tilladt at forsvare sig imod lov og skik, sådan som det er givet os, ikke blot ved guddommelige, men også ved menneskelige love. |
| 8 (Verba auctoritatis in Martinum) Si ergo facis te bestiam, Martine, fatemur, quaevis defensio iam licita tibi est. Sed vide, quia sic econtra hominibus etiam id iuris tribuis, ut et animadvertant in te et in te agant tanquam in bestiam. Sin autem mavis homo esse, quia eiusmodi defensio, quam parasti tibi, contra rationem est, contra ius est, contra fas et denique contra Deum, non est tibi licita. (Quae defensio naturale sit et legitima). | (Autoritetsord imod Martin) Hvis du altså gør dig til et dyr, Martin, så tilstår vi, at et hvilketsomhelst forsvar er dig tilladt. Men se så også, hvordan du modsat tillægger menneskene den ret, at de betragter dig som og behandler dig som et dyr. Men hvis du hellere vil være menneske, så vil det ikke være dig tilladt, fordi den slags forsvar, som du har forberedt for dig, er imod retten, imod sædvanen og endelig imod Gud. (Hvilket forsvar der er naturligt og legitimt). |
| 9 Homini enim licita talis defensio non est. Eligere igitur, utrum malis homo esse et bestiarum defensionem quantovis furore et insania plenam licitam tibi facere. Homo enim esse et nihilominus manere in hac defensione non potes. Etenim non deessent Thomistae, qui probarent eiusmodi defensionem non solum contra ius fasque et ipsum Deum, sed quod etiam haeretica sit et schismatica, cum ex conciliis habeatur eum, qui a Pontifice summo appellaverit, haereticum esse et schismaticum. | Det er nemlig ikke tilladt et menneske at føre et sådant forsvar. Vælg altså, om du helst vil være menneske eller gøre det tilladt for dig at føre et dyreforsvar, ligeså fuldt af vrede og vanvid, som du vil. Men du er et menneske og kan ikke forblive i dette forsvar. Fremdeles skorter det ikke på thomister, der kan bevise, at den slags forsvar ikke blot er imod ret og skik og imod Gud selv, men at det også er kættersk og skismatisk, eftersom man fra koncilerne regner med, at han, som af den højeste pave kaldes sådan, er kætter og skismatiker. |
| 10 Sed non audit concilia haec Martinus, sed vociferatur (33r) tamen et fugit. Et quo fugit? Ad concilium, inquit. Quomodo ad concilium, qui deridet concilia, quia a conciliis damnatus est? Ad concilium tamen, inquit. Quomodo rursus ad concilium ille, qui viam aperit contra concilia? Quid enim si etiam ab eo concilio, quod proclamat, damnaretur? | Men Martin hører ikke disse konciler, men råber dog op og flygter. Og hvor flygter han hen? Til et koncilium, siger han. Hvordan til et koncilium, han, som gør grin med koncilerne, fordi han blev fordømt af et koncil? Men dog til et koncil, siger han. Men igen, hvordan til et koncil, han, som åbnede døren imod koncilerne? Hvad så, hvis han også bliver fordømt af det koncil, som han påkalder sig? |
| 11 Quis nobis spondeat pro eo, ne rursus provocet ad aliud concilium et iterum ab eo ad aliud, et sic perpetuo in istis conciliis non eludat? Nam et iam manifestum est, quod ad Coloniense et Lovaniense gymnasium provicavit. et cum tandem damnatus ab utroque fuerit, in maledicta excitatus dici non potest, quantis ea, quae prius laudaverat, studia postmodo foedaverit contumeliis. | Hvem lover os angående ham, at han ikke igen påkalder sig et andet koncil og igen fra dette til endnu ét, og således i evighed leger med disse konciler? For det står allerede nu fast, at han påkaldte sig Køln og Løvens universiteter, og da han endelig blev fordømt af begge, kunne han ikke siges at være ophidset af forbandelser, i den grad, at det, som han før roste, afskyede han bagefter med den største foragt. |
| 12 Sed quid agat insania bestia? Iamne satis agnovimus bestiam factam esse, et iam quodcunque ei licere, quod expedire sibi videtur? Bestiis enim non est ulla honesti ab eo, quod appareat utile, discretio; id illis honestum, quod expedire videtur. (Ad quae concilia Martinus confugiat) Nam ut ignem fugiant, praecipitium quodlibet non verentur. Quanquam non tam bestia omnino est, ut ad concilia illa, quae ipse improbat, confugiat. Ad alia enim alterius rationis concilia nimirum transfugit et provocat. Et hoc est, quod tandem plenissimis vociferatur clamoribus: ad concilium, ad concilium appello. | Men hvordan handler et vildt dyr? Mon ikke vi i tilstrækkelig grad ved, at han er gjort til et dyr, og allerede nu tillader sig lige hvad der falder ham passende? For dyrene er der nemlig ikke nogen forskel på det ærefulde, bortset fra, hvad der forekommer nyttigt; det er ærefuldt for dem, som synes passende. (Hvilke konciler Martin tager sin tilflugt til) For ligesom de skyer ilden, er de bange for ethvert stejlt sted. Selv om han ikke på alle områder er som et dyr, er han det i den henseende, at han flygter bort fra de konciler som han selv anbefaler. For der er nemlig overhovedet ikke nogen anden grund til at han tager sin tilflugt til dem og påkalder sig dem. Og dette er, hvad der ligger i hans gentagne råb: jeg påberåber mig et koncil, et koncil. |
| 13 Sed antequam ad consuetum eiusdem illius Thomistae examen haec revocentur, admonitum lectorem velim non esse consilii mei, (Autoris intentio) quaecunque dici et adduci possunt pro veritate amplissimae potestatis S. Pontificis, veri Christi vicarii vereque Petri successoris, colligere. | Men førend disse ting tages op til den sædvanlige undersøgelse af denne thomist, vil jeg godt, at læseren skal forstå, at det ikke er min hensigt at sammenfatte alt, hvad der overhovedet kan siges og fremføres til fordel for den hellige paves fuldstændigt magt, den pave, der er Kristi sande vikar og Peters sande efterfølger. |
| 14 Requirunt enim haec tractatum specialem et longe locupletiorem, quem si dabit Deus et per obedientiam (cui sum addictus) licebit mihi, propediem praestabo. Etsi non me lateat multos multa et copiose et doctissime scripsisse, expedit tamen (ut Augustinus ait) (Aug. Expedit plures etiam, qui pro veritate christiana scribant)plures esse, qui etiam eadem ad christianam veritatem fulciendam scribant, siquidem stili saltem varietate et ex diverso tradendi modo plurimis consulitur et longe magis satisfit universis. | Det ville kræve en særlig og meget mere omfattende afhandling, end den, jeg, hvis Gud giver det og min lydighed tillader det (den er jeg jo underlagt), vil kunne præstere i det følgende. Skønt jeg godt véd, at mange har skrevet meget og flittigt og lærd, så er det dog, som Augustin siger, passende, at der er flere, (Augustin: Det er passende, at der er flere, der skriver for den kristne sandhed) som også skriver for at fuldbyrde den kristne sandhed, så at stilarterne kan variere og der kan rådgives flere ud fra forskellige måder at overgive det på og derved mange flere kan stilles tilfreds. |
| 15 Hic igitur illud tantisper agam, quod multa ab hoc viro pestifero inique, perverse, mendaciter et plerunque pueriliter, semper tamen inefficaciter et mordaciter dicta scriptaque colligam, et ea praesertim, in quibus magis ipse confidit, quae facile (ut apparebit) ad sensum pecudum confutabo, subministrante mihi facultatem istam non tam ipsa apertissima veritatis, quam tuemur, luce quam econverso densissima et teterrima suorum mendaciorum ac tenebrarum caligine. (Exo.) | Her vil jeg imidlertid behandle så meget jeg kan samle sammen af, hvad denne pestbærende, uligevægtige, perverse, løgnagtige og i mange forhold barnagtige mand har sagt og skrevet, dog altid uvirksomt og bidsk, og især det, som han selv især stoler på, og det vil jeg, som det synes, let kunne gendrive til at være et kvajs mening, idet jeg ved denne lejlighed vil benytte mig, ikke så meget af lysets soleklare sandhed, som vi betragter, som modsat af hans løgnes og mørkes tætte og hæslige tåge. |
| 16 Tales enim sunt, ut vel ipsis manibus palpari possint, sicut de his legimus, quae Dei nutu obumbrarunt Egyptum. Nec tamen persequar omnia, tum quod opus pene infinitum mihi sumerem, tum quod in his, quae mihi sumpsero examinanda et confutanda, ita foeliciter id praestabo, quod polliceor, ut magis in hoc merito rem deducturus sim, ne amplius (si quam forte dixerit) quaecunque veritas ei credatur, quam ne caetera, quae fuerint praetermissa, insana dogmata fidem ulterius inveniant. | For så tæt en tåge er det, at man næsten kan røre den med sine hænder, sådan som vi læser om det mørke, som Gud lod falde over Ægypten. Dog eftersporer jeg ikke alt, både fordi dette arbejde ville være næsten uendeligt for mig, og fordi jeg i det, som jeg påtager mig at undersøge og gendrive, vil gennemføre det på den måde, at jeg sørger for, at jeg fuldfører sagen mest muligt efter fortjeneste, så at de sandheder, hvis han er fremkommet med nogen, der tiltros ham, ikke skal være flere end de usunde dogmer, som bliver sprunget over og finder mere tiltro. |
| 17 Attendant igitur, obsecro, qui istum infidelem et perfidum sequuntur: et si non, quod polliceor, statim praestitero, iam permitto, ut vel meo periculo illum, quantum libeat, sequantur atque defendant; quod si eius rationes, quibus movetur, non solum contra Scripturam et decreta nec solum contra patres doctoresque omnes sanctos tam veteres quam iuniores, sed etiam non minus plerunque contra eundem ipsum Martinum pugnare ostendero, id ipsi invicem mihi praestent (nec enim ego pro me quicquam peto), ut consulant tandem saluti suae, ut veritatem Christi praeponant diabolicis fraudibus. | Pas derfor på, beder jeg, I, som vil følge denne vantro og perfide mand. Og hvis ikke jeg straks kan fastsætte noget, hvad jeg bestræber mig for, så tillader jeg allerede, at de på min risiko følger og forsvarer ham, så meget det går an; for hvis jeg kan påvise, at de begrundelser, der bevæger ham, ikke alene er imod skriften og dekreterne, og ikke alene er imod fædrene og alle de lærde og hellige, både de gamle og de nye, men også og ikke mindre fuldkomment er imod Martinus selv, så har de ydet mig gengæld (jeg beder dog ikke om noget for mig selv), så at de blot kan rådspørge deres frelse, så de foretrækker Kristi sandhed fremfor djævelens bedrag. |
| 18 Scimus enim, scimus inquam, quia exiit iam foras diabolus et tempus pessimum est, in quo multis modis tendiculas et laqueos paravit, nec effugium video nisi in columbina simplicitate et serpentum astutia (Matt 10,16), ut affectus omnes mundanos et omnes (ut recepto iam utar vocabulo) animi passiones exuamus, quo facilius et intueri et sequi christianam veritatem possimus. Sed iam rem ipsam ingredior. In nomine Iesu. (33v) | Vi véd nemlig, vi véd, siger jeg, at djævelen er draget i marken og at tiden er ond, og at han på mange måder lægger snarer og fælder, så jeg ikke ser anden udvej end at være enfoldige som duer og snilde som slanger, så at vi skal aflægge enhver verdslig følelse og enhver (at jeg skal bruge det ord, jeg har modtaget) sjælens lidenskab, så vi så meget lettere kan både betragte og følge den kristne sandhed. Men jeg går nu i gang med sagen selv. I Jesu navn. |
| 19 'Primo (inquit Martinus) ostendam, quod probationes hucusque habitae nihil sint. Primo enim. quia Scripturas contra me adductas dissolvam. Secundo, quia canones inefficaciter concludunt. Tertio rationes adducam ipse robustissimas' pro opinione mea. (r13-01#47). | 'For det første, siger Martin, vil jeg påvise, at de beviser, der hidtil er fremført, ikke er noget værd. Først vil jeg opløse de skriftsteder, der fremføres imod mig. For det andet vil jeg konkludere, at kanonnerne er uvirksomme. For det tredie vil jeg selv fremføre stærke fornuftgrunde til fordel for min opfattelse. |
| 20 Prima disputatio super textu evangelii: "Tu es Petrus etc." contra Martini interpretationem vel potius blasphemiam. | Den første afhandling drejer sig om evangeliets tekst: 'Du er Peter osv', imod Martins fortolkning eller snarere imod hans blasfemi. |
| 21 Primum igitur, ubinam probatur, ait Martinus, in Scripturis, quod Petro primatus iste traditus a Christo fuerit? Nunquid Mathaei testimonio illis verbis: 'Tu es Petrus, et super hanc petram etc.?' (Matt 16,18). | Altså, for det første, hvor mon det bevises, siger Martin, i skriften, at primatet af Kristus blev overdraget Peter? Mon ikke af Matthæus' vidnesbyrd med disse ord: 'Du er Peter, og på denne klippe, osv'! |
| 22 Contra inquit: 'Ipsi enim iidem iuristae, ut glossa in c. Considerandum dist. et in c. Significasti de elect. hoc fatentur, non per hoc verbum datam hanc potestatem, sed per illud potius: Pasce oves meas'. (r13-01#49). Et addit ita concludendo ad verbum: | Imod dette siger han: 'De selvsamme jurister tilstår, ud fra fortolkningen i kapitlet Considerandum distinktion, og i kapitlet Significasti om valget, at denne magt ikke blev givet ved dette ord, men snarere ved dette: 'Vogt mine får'. Og han tilføjer konkluderende: |
| 23 'Si ergo ipsis iuristis licet negare tot textus expressos decretorum et dissentire omnibus, quae distin. XVII, XVIII, XIX, XXI, XXII tam copiose et pertinaciter ex hoc verbo Matthaei statuuntur, cur mihi non liceat frigidissima decreta appellare theologo, cum ea negare et annihilare liceat iuristis?' (r13-01#50) Et paulopost concludens sic ait: 'Nihil ergo probatur hoc textu, a quo ipsimet discedunt, nihil istis decretis, quae ipsimet negant' (r13-01#51). Haec ille in summa. | 'Hvis altså deres egne jurister skal have lov til at nægte en tekst, der er udviklet i så mange dekreter, og afvige fra alt, hvad distinktionerne 17, 18, 19, 21 og 22 så ivrigt og vedholdende fastslår om disse ord hos Matthæus, hvorfor skal jeg så ikke have lov til som teolog at kalde disse dekreter uduelige, når det er tilladt juristerne at nægte og tilintetgøre dem?' Og lidt efter konkluderer han: 'Der bevises altså intet af denne tekst, som de selv er afviger fra, og intet af disse dekreter, som de selv nægter'. Således Martin i korthed. |
| 24 Tria igitur mirabilia magna ex hac tam perspicaci solutione sua consequimur: primum, quod ille Scripturae locus ideo non probat, quia iuristae, idest glossa una et Panormitanus (n24) ab eo textu discedunt; secundum quod ideo etiam decreta nihil probant, quia etiam illi iidem iuristae ab eis recedunt; tertium, quod eo magis licet illi veluti theologo decreta Pontificum appellare frigidissima, quo magis ea videat etiam per ipsos iuristas contemni et nihilifieri. | Her uddrager vi da tre store mærkværdigheder af denne højst skarpsindige løsning: For det første, at dette skriftsted ikke beviser noget, fordi juristerne, dvs én fortolkning og Panormitanus afviger fra denne tekst; for det andet, at af den grund beviser heller ikke dekreterne noget, at de samme jurister også afviger fra dem; for det tredie, fordi ligeså meget det er tilladt ham som teolog at kalde de pavelige dekreter uduelige, ligeså meget synes de af de selvsamme jurister at foragtes og tilintetgøres. |
| 25 Sed antequam penitus confutemus hominem, praeludamus aliquantulum cum illo. Circa primum igitur, quaenam conclusio est ista tua prima? Responde, pater Martine, quod quia iuristae, idest una glossa et Panormitanus, discedunt ab eo textu, ideo per illum textum non probatur? Quomodo igitur tuam tantam theologiam ponis in duorum iuristarum sensu? (lutcat01#34) | Men før jeg helt gendriver manden, vil jeg først lege lidt med ham. Først da om dette, hvad går din første konklusion ud på? Svar, fader Martin, er selve dette, at juristerne, dvs én fortolkning og Panormitanus, afviger fra denne tekst, begrundelsen for, at teksten ikke bevises? Hvordan kan du dog bygge hele din teologi på to juristers mening? |
| 26 Quid enim si male illi sentirent et non iure recedent ab eo textu? Quomodo tu quiescere posses tantus theologus, praesertim si de veritate velis perquirere et non contentionibus deservire? Non tandem puduit, ut legatur ista consequentia in verbis tuis, postquam tantum theologum te facis? Quia iuristae, qui duo sunt, recedunt ab uno intellectu Scripturae praesertim contra tot decreta Pontificum, ideo nihil ex eo probatur. | Hvad nu, hvis deres mening var dårlig og de ikke gjorde ret i at afvige fra denne tekst? Hvordan kan du, en så stor teolog, sidde roligt til det, især hvis du vil søge sandheden og ikke tjene stridighederne? Skammer du dig da ikke i virkeligheden over, at denne konsekvens læses i dine ord, efter at du har gjort dig selv til en så stor teolog? Fordi juristerne, som kun er to, afviger fra én forståelse af skriften imod så mange pavedekreter, derfor skal der intet bevises derudfra. |
| 27 Saltem ita dixisses: ideo non mirum, si ego subsisto vel dico ex eo non probari. Sed tu effusissimus semper ad verba mendacii ita concludis: ideo nihil ex eo probatur, quia ab iuristae recedunt. Ita quidem, ut et si textus eum sensum reciperet, quem dicunt decreta, quia tamen per glossam illam et Panormitanum non reciperetur, tu tantus theologus Scripturas es relicturus cum omnibus decretis et duos iuristas secuturus. O zelatorem Scripturarum et veritatis Dei. | I det mindste kunne du have sagt således: Derfor er det ikke mærkeligt, hvis jeg standser og siger, at det ikke kan bevises derudfra. Men du ordudgyder konkluderer altid således ud fra løgneordene: Derfor bevises der ikke noget herudfra, fordi juristerne afviger fra det. Derfor, også selv om teksten havde haft den mening, som dekreterne siger, fordi den dog ikke indbefattes af den fortolkning og af Panormitanus, forlader du store teolog skrifterne og alle dekreterne og følger disse to jurister. O du ivrige efterforsker af skrifterne og Guds sandhed. |
| 28 Sed ad reliqua procedamus; nam semper proficere eum in peius videbimus. Circa secundum igitur simul ac tertium, in quo pari modo, sed evidentius peccas, dic, obsecro, Martine, et si maxime tibi dem, quod tibi arrogas, et quod tamen nobis inique faciens non concedis, videlicet per unam solam glossam et unum Panormitanum iuristas intelligi, cum tu per Thomam et Bonaventuram nolis intelligi sanctos -- dic, inquam, quid si iuristae illi male facerent negando et annihilando decreta et iniustam sibi ac impiam licentiam arrogarent? An tu eos sequi vis in iniustitia et impietate? Ita quidem concludis; nam quia illi faciunt, tibi quoque hoc multo magis licere arguis. Credo, quia forsan theologo novo et Paulino multo magis licet iniuste et impie agere quam iuristis. | Men lad os gå videre til det øvrige. For vi ser ham altid gøre fremskridt i det onde. Om det andet og det tredie, hvor du synder på lignende måde, skønt mere klart, sig os, Martin, også hvis jeg i størst mulig grad skal indrømme dig, hvad du tilraner dig, og hvad der gør os urolige, når du ikke vedgår det, nemlig, at du vil forstå juristerne gennem én fortolkning og den ene Panormitanus, skønt du ikke vil forstå de hellige gennem Thomas og Bonaventura -- sig os, siger jeg, hvad hvis juristerne handlede dårligt ved at nægte og tilintetgøre dekreterne og tiltog sig en uretmæssig og ufrom tilladelse? Mon du vil følge dem i uret og ufromhed? Således konkluderer du altså; for fordi disse gør det, hævder du, at det er så meget mere tilladt dig end juristerne at handle uretmæssigt og ufromt. Jeg tror, at det måske er meget mere tilladt en ny teolog og paulinist at handle uretmæssigt og ufromt end juristerne. |
| 29 An non quotidie nova discimus ex hac nova Theologia? Et vere iam ex hoc coniicimus, quid illud sit, quod te concitaverit ad concilium, nimirum hoc est, quia alii sic fecerunt, et quid etiam ad tenendas opiniones has in concilii sententia damnatas adduxerit, quippe quia illas tenuit Ioannes Hus universi concilii sententia damnatus, et ita bonam coniecturam de multis aliis tuis facinoribus capimus, quod scilicet malorum exemplo ad mala traheris, parum memor divini præcepti: "Noli æmulari in malignantibus, neque zelaveris facientes iniquitatem" (Sl 37,1), parum etiam finem horum similium prospiciens, "quoniam tanquam faenum velociter arescent et sicut olera herbarum cito decident". (Sl 37,2). | Mon vi ikke dagligt lærer nyt af denne nye teologi? Og sandelig har vi allerede af dette formodet, hvad det er, som får dig til at skynde dig til et koncil, nemlig dette, at andre også gør det, og hvad der også fører dig hen til at fastholde de meninger, som er blevet fordømt på et koncil, nemlig, at dem fastholdt den Johannes Hus, som blev fordømt af et almindeligt koncils opfattelse, og således får vi en god formodning om mange andre af dine forbryderiske gerninger, fordi du nemlig ved onde menneskers eksempel er draget mod det onde, uden at erindre det guddommelige bud: 'Far ikke op over forbryderne, vær ikke misundelig mod dem, der gør uret', og uden at se hen til deres endeligt, 'for de visner hurtigt som græsset og tørrer ud som de grønne vækster'. |
| 30 Sed interim ludo tecum, bone vir, parumper, etsi ita ludens vera loquar. Nam adhuc ludens quaero rursus abs te: unde hoc didicisti, argute homo, quod iuristae per hoc, quod ab eo textu discedant, consequenter annihilent et inhonorent decreta? (r13-01#50) Et si hoc tibi darem et admitterem, quod dicerent imprudenter adversus decreta, quomodo per hoc ais eos idem facere, quod tu facis, qui prudens et sciens frigidissima et impiisissima appellando inhonorasti? | Men selv om jeg har leget med dig en kort tid, så er det dog, skønt jeg leger, sandt, hvad jeg siger. For mens jeg leger, spørger jeg dig atter: Hvor har du lært det henne, skarpsindige menneske, at juristerne, fordi de afviger fra denne tekst, konsekvent tilintetgør den og foragter dekreterne? Og hvis jeg skal medgive og indrømme dig det, at det er uklogt, at de taler imod dekreterne, hvordan kan du så herigennem sige, at de gør det samme, som du, der med vilje og vidende vanærer dem ved at kalde dem uduelige og ufromme? |
| 31 Quae haec consequentia tua? An nescis, quod omnis iurista seu canonista (34v) canonibus sese alligat et illis ex professione innititur tanquam principiis? Nec propterea dicitur annihilare decreta, sicut tu facis ex hoc solo, quod inconsulto aut imprudenter interdum contra illa sapiat, sicut neque fidem negat, qui aliquid imprudenter contra fidem sentiat, nesciens illud esse contra fidem. | Hvad er din konsekvens? Mon du ikke véd, at enhver jurist eller kanonfortolker forbinder sig med kanonnerne og støtter sig til dem som til principper ud fra deres profession? Men af den grund kan han da ikke siges at tilintetgøre dekreterne, sådan som du siger, alene af den grund, at han rådvild og uklog midlertidigt tænker imod dem, ligesom den ikke nægter troen, som uklogt mener noget imod troen, når han ikke véd, det er imod troen. |
| 32 An non, si quid minimum in vera theologia profecisses, tibi haec notissima esse potuissent? Nullus igitur iurista negare aut nihilifacere suas leges potest, si professionem retineat. Qui tantam suis iuribus reverentiam servant, ut cum defendere illa aut dissolvere non possunt, prius eo se redigant, ut dicant, nescio, quam (cui ex professione studii ac astringunt) tantillum derogent authoritati. | Mon ikke det er sådan, at hvis du fremfører en lille ting i den sande teologi, så kan dette forekomme dig bemærkelsesværdigt? Altså, ingen jurist kan nægte eller tilintetgøre sine love, hvis han stadig vil være jurist. De, der tjener deres jura med en sådan ærefrygt, at de, når de forsvarer den, ikke kan opløse den, de må derved gendriver sig selv, som man siger, førend de kan frakende nogen nogen autoritet (for hvem de i deres fags iver binder til ??). |
| 33 An forsan et noster Martinus aliquando diceret: nescio in Scripturarum interpretatione. Absit verbum hoc a tanto iuristheologo tam bene calceato in praeparatione futuri concilii. Sed nolo hominem ulterius suspendere, sed penitus in hac prima eius responsione manifestare admirabilem (praesertim in tanta arrogantia) inscitiam atque ignorantiam et stupiditatem, et quod neque Scripturas neque decreta neque glossas et (ut opinor constantissime) neque seipsum intelligit. | Mon måske også vor kære Martin nogensinde vil sige: Jeg kender ikke noget til skriftfortolkning. Nej, en sådan bemærkning kan ikke tænkes hos en så stor juristeolog, som så smukt skor hest i sin forberedelse til det kommende koncil. Men nu vil jeg ikke mere holde manden i uvidenhed, men i dette første svar til ham ligeud fastslå hans beundringsværdige uvidenhed (ikke mindst fordi han optræder så selvsikkert) og ukendskab og stupiditet, og videre fastslå, at han hverken har forstået skrifterne eller dekreterne eller fortolkningerne eller sig selv (og det sidste mener jeg gælder hele vejen igennem). |
| 34 Age, attende nunc, Martine, ut perspicue, in quo deciperis, agnoscas, perspicue inquam, quia volo rudissimi etiam homines me intelligant. Cape primum propositionem istam. Per illa verba: "Tu es Petrus etc." probatur irrefragabiliter, quod Christus dedit Petro primatum apostolatus. Et haec est, quam per illa ipsa, quae tu allegas, decreta confirmo, nostra verissima et probatissima propositio; hanc sancti omnes (neminem excipio) unanimi semper consensu asseruerunt et caeteri, quicunque unquam bene de ecclesia senserunt, constantissime sunt secuti. | Pas nu på, Martin, nu kommer du til helt klart at erkende stedet, hvor du bedrager, helt klart, siger jeg, for jeg ønsker, at også det mest uuddannede menneske skal kunne forstå mig. Prøv først at forstå følgende erklæring. Gennem disse ord: 'Du er Peter, osv' bevises uigendriveligt, at Kristus gav Peter det apostolske primat. Og dette er vores højsande og velbeviste erklæring, som jeg bekræfter gennem selve de dekreter, som du har fremført. Denne erklæring har alle de hellige (og jeg undtager ingen) med én røst og i stadig enighed holdt fast ved, og de øvrige, som har villet kirken det godt, har altid fulgt den. |
| 35 Nec contra hoc glossa ulla est neque etiam tuus olim scismaticus, quem adducis, Panormitanus. Cape enim bene, quae dico. Non enim dico, quod per ea verba Christus dederit tunc primatum Petro, aut quod probetur per ea verba, quod Christus tunc dederit primatum. Nam hoc esset et falsum et contra eam glossam et Panormitanum. Sed dico, quod per ea verba probatur, quod Christus dedit postea primatum, ex eo, quia per illa verba promisit se daturum, et veritas erat et mentiri non poterat, ita ut verissima sit ista consequentia in domino Deo nostro Jesu, et ut dicerent dialectici gratia materia: promisit Deus se daturum, et tempus praeteriit, quo implenda erat promissio, ergo dedit. | Og der er heller ikke nogen, der har været imod denne fortolkning, undtagen den skismatiker fra gamle dage, som du drager frem, Panormitanus. Pas nu godt på, hvad jeg siger. Jeg siger nemlig ikke, at ved disse Kristi ord blev primatet dengang givet til Peter, eller at det kan bevises af disse ord, at Kristus dengang gav ham primatet. For dette ville både være falsk og imod denne fortolkning og imod Panormitanus. Men jeg siger, at gennem dette ord bevises det, at Kristus senere gav ham primatet, derved, at han med disse ord lovede, at han vil give ham det, og han var sandhed og kunne ikke lyve, så at denne konsekvens er så sand som nogen i Gud Herren vor Jesus, og som dialektikerne siger om nåden: Gud lover, at han vil give den, og tiden går, hvor løftet skulle indfris, altså har han givet den. |
| 36 Et hoc modo evidenter per illa verba probatur datus primatus, licet non probetur, quod datio fuerit tunc facta efficaciter per illa verba, idest vigore illorum verborum, sed duntaxat promissio. Et ideo accipe secundam conclusionem. Per illa eadem verba: "Tu es Petrus etc." non fuit datus tunc primatus Petro, quia Christus erat in terris et in ipso erat primatus et poterat eum exercere, sicut ad hoc missus erat, ut scilicet tanquam bonus pastor pasceret oves sibi creditas a patre. | Og på den måde bevises det klart, at primatet gives gennem disse ord, skønt det ikke bevises, at overdragelsen fandt sted på det tidspunkt og fik virkning gennem disse ord, altså ved disse ords kraft, men kun, at det var et løfte. Og derudfra kan du forstå den anden konklusion. Gennem disse selvsamme ord: "Du er Peter, osv" blev primatet ikke på det tidspunkt givet til Peter, fordi Kristus var på jorden og selv havde primatet og kunne udøve det, sådan som han var sendt netop af den grund, at han som den gode hyrde skulle vogte de får, der var betroet ham af faderen. |
| 37 Hic erat verus eius cibus, (Joh 4,34) scilicet cura pascendi, et non oportebat, quod loco sui quenquam substitueret pro tunc, sed tantum in partem solicitudinis vocaret, ut fecit, immo nefas erat stante vero et solido capite et principali et vera petra ac solida et principali succedere aliud caput et aliam petram, ut caput esset cum toto capite et ita monstrosa essent duo capita et absurde unum succederet alteri nondum remoto et secendenti, ac frustra esset loco illius. | Her var hans sande mad, nemlig omsorgen for at vogte, og det ville ikke være rigtigt, at han i sit sted indsatte nogen før det tidspunkt, men han kaldte ham kun til at dele den omsorg, han havde haft. Ja, det var ikke passende, at sålænge det sande og faste overhoved og leder og sålænge den sande, faste og ledende klippe var i livet, at da et andet overhoved og en anden klippe forefindes, så at han skulle være hoved sammen med hele hovedet, og der således skulle fremstå et monster med to hoveder og den ene på absurd måde skulle efterfølge den anden, som ikke blev taget bort eller veg til side: på den måde ville det være forgæves med dette sted. |
| 38 Et propterea non dixit Dominus: Aedifico, sed "aedificabo ecclesiam meam", neque dixit: Tibi do, sed "tibi dabo claves regni coelorum"; quod tunc vere fecit, quando dixit: "Petre, amas me etc. pasce oves meas". (Joh 21,17). Et hoc est, quod ait glossa, quam allegas, et Panormitanus, quem producis. Hoc sancti asserunt doctores penitus omnes et in hac aequivocatione pueriliter deceptus es, bone vir. | Og derfor sagde Herren ikke: 'Jeg bygger', men 'Jeg vil bygge min kirke', og han sagde ikke: 'Dig giver jeg', men: 'Dig vil jeg give himmerigets nøgler'. For det skete i virkeligheden, dengang han sagde: 'Peter, elsker du mig, vogt mine får'. Og det er, hvad den fortolkning siger, som du henholder dig til, og hvad Panormitanus, som du fremfører, hævder. Dette hævder næsten alle doktorer, og overfor denne enighed bliver du barnligt bedraget, kære ven. |
| 39 Audi igitur rursus, ut melius intelligas, et divide has proportiones. Alia enim et longe diversa est haec propositio, quod per illa verba: "Tu es Petrus etc." fuerut datus Petro unquam primatus, quia hoc non est verum, nemo dicit, nemo contendit. Et si aliquanto consideratius introspexisses etiam illa decreta, quae tu dicis hoc probare, vidisses, iuristatheologe, quod in bono sensu et non calumnioso intellecta minime hoc sentiunt, sed potius contrarium, sicut specialiter etiam notat glossa, quam tu noluisti videre in c. In novo dist. XXI, dum concordat ea capitula, quae in hoc contraria prima facie videbantur. (Gratian#G21d). | Hør da nu igen, så du bedre kan forstå det, og prøv at skelne mellem disse erklæringer. Den påstand er nemlig noget helt andet og vidt forskellig derfra, at der gennem disse ord: "Du er Peter osv" blev givet Peter noget primat, for det er ikke sandt, ingen siger det, ingen vil forsvare den opfattelse. Og hvis du bare lidt mere omhyggeligt havde undersøgt også disse dekreter, som du siger beviser det, så ville du have set, du juristteolog, at hvis man forstår den i god mening og ikke i ond mening, så kan de slet ikke forstås sådan, men siger snarere det modsatte, sådan som især den fortolkning bemærker, som du ikke ville se i kapitlet 'In novo', dist 21, hvor han får de kapitler, der ved første øjekast synes at sige det modsatte, til at stemme overens. |
| 40 Amplius dico tibi, quod in sensu etiam recepto a sanctis doctoribus et nominatim a beato Chrisostomo dici potest, quod Deus tunc et in illis verbis fecit illum pastorem, ex eo quia destinavit, et ita expresse notat Chrisostomus super illis verbis: "Dabo tibi claves etc.", dicens: "Hic erigit eius sensum et pastorem facit". I nunc et ride Chrisostomum et voca eum porcum, sicut facis (licet in persona notarii) Anacletum martyrem. (WA II, 211, 207; r13-03#62; r13-03#38). | Yderligere vil jeg sige dig, at i denne betydning, som opfattes af de hellige doktorer og også ordret af den salige Chrysostomus, kan det siges, at Gud på det tidspunkt med disse ord gjorde ham til hyrde ved det, han bestemte, og således siger Chrysostomus udtrykkelig over de ord: "Jeg giver dig nøglerne osv": "Her begynder hans betydning og han bliver gjort til hyrde". Gå nu hen og gør grin med Chrysostomus og kald ham svin, ligesom du gør med martyren Anaklet (omend du tror, det er en notar, der har skrevet det). |
| 41 Sic igitur intelligenda sunt Romanorum et sanctorum Pontificum decreta, et non sicut tu (in manifesto mendacio tam impudenter) producis. | Sådan skal altså romernes og de hellige pavers dekreter forstås, og ikke sådan som du mener (i dit løgnagtige og frække manifest). |
| 42 Alia est propositio ista, quod per illa verba: "Tu es Petrus etc." probatur datus Petro primatus, quae dupliciter potest dici et interpretari: uno modo, quod per illa verba probetur datus tunc seu probetur datus per illa verba, ita ut datio efficax facta fuerit vel tunc vel in illis verbis, et hic etiam sensus est falsus, neque in hunc sensum loquuntur decreta. | Noget andet er den opfattelse, at det gennem ordene: "Du er Peter, osv" bevises, at Peter får primatet, hvilket kan siges og fortolkes på to måder. Den ene måde, er at det gennem disse ord bevises, at det blev givet på det tidspunkt eller blev givet igennem disse ord, sådan at overdragelsen var virksom på det tidspunkt eller gennem disse ord, og denne opfattelse er falsk, og dekreterne taler ikke i denne betydning. |
| 43 Alio modo intelligitur, quod per illa verba probatur, quod primatus aliquando fuit datus Petro, et haec est certissima, verissima et probatissima propositio per decreta, per doctores omnes sanctos, qui fuerunt et erunt unquam, et contra hanc non est aliqua glossa, non Panormitanus, non iurista, non canonista, sed Martinus solus cum suis, quos ab inferis revocavit, hæreticis. | Ud fra den anden måde forstår man, at det gennem disse ord bevises, at primatet en gang blev givet til Peter, og denne er den sikre, sande og bedste opfattelse; den har dekreterne, alle de hellige doktorer, som var og er, og mod den er der ikke nogen fortolkning, ikke Panormitanus, ikke en jurist, ikke en kanonist, men alene Martin med sine kættere, som han har kaldt frem fra helvede. |
| 44 Et ista conclusio ex eo textu irrefragabiliter probatur sic: Petro fuit a Deo promissus primatus per illa Dei verba: "Tu es Petrus". Sed illa verba Dei non sunt cassa aut irrita, sed firma et immobilis veritas, ut est certum, et in proposito Hieronymus ibi asserit, ut mox dicemus. Ergo, per illa verba probatur, quod fuit datus talis primatus. | Og følgende bevises uigendriveligt ud fra denne tekst: Peter fik af Gud lovning på primatet gennem disse Guds ord: "Du er Peter". Men disse Guds ord er ikke tomme og ugyldige, men fast og ubrydelig sandhed, så det er ganske sikkert, og i en erklæring fastslår Hieronymus det, som vi snart skal høre. Altså, gennem disse ord bevises det, at et sådant primat blev overdraget. |
| 45 Adverte, quod non dico, quod (34v) fuerit datus in illis verbis tunc, sed quod per illa verba probatur, quod aliquando fuerit datus, quia per illa fuit promissus, et fuerunt verba Christi, quae non transierunt sine efficacia, sicut ipse ait: "Coelum et terra transibunt, verba autem mea non præteribunt" (Matt 24,35). Et ideo aliquo modo (ut superius exposuimus) dici potest, quod Dominus fecerit eum pastorem et apostolorum principem, quia tunc designavit. | Vær så opmærksom på, at jeg ikke siger, at det blev overdraget med disse ord på det tidspunkt, men at det gennem disse ord bevises, at det engang blev overdraget, fordi der gennem dem blev givet en forjættelse, og det var Kristi ord, som ikke forgår uden virkning, sådan som han selv siger: "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå". (k45) Og derfor kan man på en måde sige (som vi har forklaret ovenfor), at Herren gjorde ham til hyrde og til apostlenes førstemand, fordi han dengang udpegede ham. |
| 46 Et sicut designati candidative consules consules dicebantur, ita et a doctoribus et sanctis viris saepe dictum est, quod Petrus erat etiam vivente Domino princeps et caput apostolorum, quia scilicet designatus in verbis Dei veracis. Iam nunc igitur certus es, Martine, quod ita respondetur tui similibus iuxta Sapientis consilium, quod me movit, ut responderem, ne tibi sapiens esse videreris? (Ordsp 26,5). | Og ligesom konsulerne kunne siges at være konsuler, fordi de var udpegede kandidater, således siges det ofte af doktorerne og de hellige mænd, at Peter endnu, mens Herren levede, var leder og overhoved for apostlene, nemlig fodi han var udpeget af Guds sanddru ord. Så nu kan du altså være vis på, kære Martin, at du og dine lige får et svar, efter vismandens råd, som jeg retter mig efter, så jeg svarer uden at du synes at være vis. |
| 47 Iam vos, qui Martinum sequimini, advertite, advertite inquam, si amatores veritatis esse vultis et non viri scandalorum et præcipitationis, quem virum sequimini, qui in tribus pene verbis in principio ipso suae resolutionis (ut vocat, sed magis, ut nos probamus, suae dissolutionis) post principalem et maximum errorem, quem mox diffusius probavimus, evidentissime indicat, quod allegat glossam, quam non intelligit, Panormitanum, quem non intelligit, decreta, quae non intelligit, in errore, ut perspicue probavi, plus quam puerili. Ite igitur et sequimini Martinum tantum iuristheologum, ite et confundite omnia simul cum illo. Sed mementote, si placet, quia dicit Scriptura: "Impius confundit et confundetur". (Ordsp 13,5). Sed haec nihil ad ea, quae sequuntur. | Og nu I, som følger Martin, tag jer i agt, siger jeg, hvis I vil være sandhedselskende og ikke skandalernes og faldets mænd, tag jer i agt for, hvilken mand det er, I følger! Han har i tre udsagn i begyndelsen af sin resolution (det kalder han den selv, men den skulle snarere kaldes opløsning) efter sin vigtigste og største fejl, som vi snart skal bevise er mere udbredt, soleklart påvist, at han holder sig til en fortolkning, som han ikke forstår, til en person: Panormitanus, som han ikke forstår, til dekreter, som han ikke forstår, i en fejl, som jeg klart har bevist er mere end barnlig. Gå derfor bare hen og følg Martin, denne jurist-teolog, gå hen og bliv forvirret om alting sammen med ham. Men vær så venlig at huske, at skriften siger: 'Den ufromme forvirrer og bliver forvirret'. Men dette har ikke noget at gøre med det, der følger. (k47) |
| 48 Secunda disputatio contra eundem pro vera intelligentia textus evangelii Mathei circa originem clavium, et quomodo Petrus et ecclesia dicantur habere claves. | Den anden disputation vender sig imod det samme til fordel for den sande forståelse af Matthæus' tekst om oprindelsen til nøglerne, og om, hvordan Peter og kirken kan siges at have nøglerne. |
| 49 Sequitur igitur Martinus, ut evitaret istum textum Scripturae, et asserit, quod in hoc loco neque traditae Petro claves sunt neque promissae, sed soli ecclesiae in persona Petri quasi respondentis et recipientis non pro se solo, sed pro toto ecclesia et pro omnibus simul apostolis. | Herefter følger Martins forsøg på at undvige dette skriftord, og han forsikrer, at på dette sted sker der hverken det, at nøglerne overleveres til Peter, ejheller det, at han får lovning på dem, men kun det, at alene kirken svarer i Peters person, og det, at Peter ikke modtager til sig selv, men på vegne af hele kirken og alle apostlene. |
| 50 Sed antequam in istam blasphemiam insurgam, catholicam veritatem per conclusionem proponam. Prima igitur sit, quod Dominus interrogavit omnes discipulos de eorum fide, quem scilicet eum esse crederent, et haec satis patet ex verbis evangelii. | Men før jeg bevæger mig ind i denne blasfemi, vil jeg fremsætte den katolske sandhed gennem en konklusion. For det første forholder det sig altså sådan, at Herren spørger allle disciplene om deres tro, altså hvem de tror, at han er; dette fremgår tilstrækkelig tydeligt at evangeliets ord. |
| 51 Secunda, quod Petrus reliquis tacentibus respondit. Haec etiam patet ex verbis. Tertia quod vere ille solus respondit. Et haec similiter. Quarta, quod litteraliter loquendo et non in typo seu figura vel in mysterio et sacramento solum etiam pro se ipso respondit, et non pro aliis, quia quod alii corde sentirent nesciebat, cum nemo noverit, quae sunt hominis nisi spiritus hominis, qui in eo est. (1 Kor 2,11). | For det andet er det sådan, at Peter svarer, mens de andre tier. Dette fremgår også af ordene. For det tredie er det rigtignok kun ham alene, der svarer. Det ses også. For det fjerde er det sådan, at han taler bogstaveligt og ikke i type eller billede eller mystisk eller hemmeligt, men alene svarer for sit eget vedkommende, og ikke for andre, for han kan ikke kende de andres hjerte, eftersom ingen véd, hvad der er i et menneske, undtagen det menneskes ånd, som er i ham. |
| 52 Et aliud dicere est velle temere addere ad Scripturam, quod non licet, ut etiam tu verbo magis quam re ipsa profiteris. Adde, quod multum importune et violentissima interpretatione hoc adderetur, quia Petri responsio subita fuit et praeoccupans, ut aiunt sancti expositores, aliorum omnes responsiones, et ideo non potuit fieri certus de eorum sententia neque de voluntate eorum, quam prae fervore fidei suae non curavit expectare; in quo maxime laudatur a sanctis viris super cæteros apostolos. | Og at sige noget andet eller frækt at ville føje noget til skriften er ikke tilladt, sådan som også du mere behandler ordene end sagen selv. Føj hertil, at man til denne meget voldsomme og gebrækkelige fortolkning kan føje det til, at Peters svar kom straks og, som de hellige fortolkere siger, forud for de andres svar, og at han derfor ikke kunne blive sikker på de andres mening eller deres vilje, førend han ud af sin egen brændende tro ikke vovede at vente mere; hvilket han roses meget for af de hellige mænd fremfor de øvrige apostle. |
| 53 Alioquin quid haberent, quod laudarent in Petro super alios in hac responsione, nisi fidem et fervorem fidei super alios ostendisset? Quomodo potius stultus non fuisset pro omnibus respondere, quorum mentem nesciebat? Ideoque aliter exponere, esset contra sententiam sanctorum manifestam. | Og forøvrigt, hvad kan de have, som får den til at rose Peter fremfor de andre i dette svar, andet end at han fremviser troen og troens brand mere end de andre? Hvor tåbeligt ville det ikke være at svare på alles vegne, når han ikke kender deres sind? Derfor, at forklare det anderledes, ville være imod de helliges udtrykkelige mening. |
| 54 Quinta, quod verum est, quod figuraliter et in typo (sicut ait Augustinus) Petrus dicitur respondisse pro tota ecclesia, pro omnibus apostolis, et ita dici potuit os apostolorum et omnium credentium et totius ecclesiae. Sicut enim (ut aiunt sancti) beatissima Dei genetrix Maria Gabrieli paranimpho respondens: "Ecce ancilla Domini etc." et ita consentiens in nuptiis sancti Spiritus, totius mundi nomine consensisse dicta est pro salute omnibus reparanda et concilianda gratia, ita ut quilibet christianus dicatur in ea voce consensisse, quia scilicet illa vox pro omnibus accepta grataque Deo fuit, ita dicitur et Petrus locutus pro omnibus, quia illa vox ferventissimae suae fidei accepta fuit Deo non pro se solo, sed etiam pro aliis, in hoc scilicet ut Dominus tandem traderet per illum nobis claves regni coelorum. | For det femte kan man godt med sandhed sige (sådan som Augustin gør), at Peter svarer billedmæssigt og typologisk på hele kirkens vegne, på alle apostlenes vegne, og således kan han siges at være apostlenes og alle troendes og hele kirkens mund. Ligesom nemlig den højsalige gudføderske Maria, som de hellige siger, svarede Gabriel som en brud: 'Se, jeg er Herrens tjenerinde, osv', og således stemmer overens med Helligåndens brude, og dette er talt i enighed med hele verdens navn for at oprette og forsone i nåde til frelse for alle, således at enhver kristen kan siges at være enig med denne røst, fordi denne røst på alles vegne var accepteret og fandt nåde hos Gud, således kan også Peter siges at tale på alles vegne, fordi denne hans tros brændende røst blev accepteret hos Gud, ikke kun på egne vegne, men også på andres vegne, derved nemlig, at Herren helt ud gennem ham overlod os himmeriges nøgler. |
| 55 Et hoc est, quod Augustinus, quod Chrisostomus et Hieronymus et alii sancti doctores (quorum tu dicta nescivisti dissolvere) nobis manifestissime tradiderunt. Et per hoc optima coniectura dictum est et dicitur a sanctis viris, quod Papa est virtualis ecclesia, quia apparet, quod Petro gerenti typum totius ecclesiae traditae sunt claves. Et ideo docemur, quod etiam successores eius totam ecclesiae personam virtute substineant. | Og det er det, som Augustin og Chrysostomus og Hieronymus og andre hellige doktorer (hvis ord du ikke formår at fatte) så udtrykkeligt har overleveret os. Og gennem denne udmærkede slutning blev det sagt og siges det af de hellige mænd, at paven er den virtuelle kirke, fordi den viser, at nøglerne blev overleveret til den Peter, der frembragte typen på hele kirken. Og derfor lærer vi, at også hans efterfølgere åndeligt (virtuelt) indeholder hele kirkens person. |
| 56 Sexta, quod per ea verba non solum fateor, sed clamo et hactenus tibi tantisper consentio cum sanctis omnibus: claves in eo textu promissae toti ecclesiae in persona Petri pro tota ecclesia typum gerente fuerunt etiam traditae a Christo toti ecclesiae, sed in Petri persona tanquam capitis, quia Petro principaliter et promissae et traditae sunt. | For det sjette: Gennem dette ord, det ikke blot tilstår jeg, men kræver og har indtil du kom været enig med alle de hellige om: Nøglerne blev i denne tekst forjættet til hele kirken i Peters person, han som frembragte typen på hele kirken, og de blev også overdraget af Kristus til hele kirken, men i Peters person som dens overhoved, fordi de først og fremmest var forjættet og overdraget Peter. |
| 57 Age, clama nunc, quantum potes, quod auferamus ab ecclesia claves et demus Romano Pontifici, in mendacio manifesto. Non enim ita dicimus, sed ecclesiae collatas claves maxime profitemur, attamen in persona Petri collatas; qui Petrus virtute valuit pro universa ecclesia ab eo acceptura clavium commoditatem. | Kom nu, råb nu op, så meget du vil, at vi fjerner nøglerne fra kirken og giver dem til den romerske pave, i dit løgnemanifest. Det er nemlig ikke det, vi siger, men vi udnytter kirkens sammenførte nøgler mest muligt, men de er sammenført i Peter; denne Peter gælder åndelig talt for hele kirken, som har modtaget nøglernes nytte fra ham. |
| 58 Et hoc interest inter te et nos. Tu dicis: claves primo ecclesiae datas et per ecclesiam Petro; at nos contra: Petro primo ac deinde per Petrum transfusas in ecclesiam. | Og her har du forskellen på dig og os. Du siger: Nøglerne blev først givet til kirken og gennem kirken til Peter. Men vi siger det modsatte: Først blev de overdraget til Peter og derefter gennem Peter til kirken. |
| 59 Nam ut incipiam te conturbare: septima conclusio sit, quod tota ecclesia, quae istas recipit a Christo claves, est unum corpus perfectum, ut ait Paulus (Rom 12,5; 1 Kor 12,12ff), et continet multa membra, sed non (35r) sine capite, sed uno tantum, immo primum membrum caput est, quia corpus sine capite mortuum est et cum pluribus capitibus monstrosum, licet tu, Martine, hæreticorum more utrumvis horum libentius admitteres et multo magis vel sine ullo penitus capite vel cum multis æqualibus capitibus istud corpus esse quam, uti decet, cum capite uno summo. | For nu at begynde at forstyrre dig lidt: Den syvende konklusion går ud på, at hele kirken, som har fået disse nøgler af Kristus, er et fuldkomment legeme, som Paulus siger, og indeholder mange lemmer, men den er ikke uden hoved, men har dog kun ét hoved, ja, det første medlem er hoved, for et legeme uden hoved er dødt, og et legeme med flere hoveder er et monstrum, selv om du, kære Martin, på kættervis tillader at vælge frit mellem disse to ting, og meget heller enten ville være helt uden hoved eller have dette legeme med mange ligestillede hoveder, end, som det sig bør, have ét øverste hoved. |
| 60 Et haec est causa, quod tantopere in Thomam et Thomistas excandescis, quia non permittunt ista monstra neque etiam permittent, crede mihi. | Og dette er grunden til, at du så ofte farer op imod Thomas og thomisterne, at de ikke tillader dette monstrum og, tro mig, heller aldrig vil tillade det. |
| 61 Octava conclusio, quod huius ecclesiae caput et princeps fuit Petrus, ut nemo unquam sapiens et bonus et bene de ecclesia sentens dubitavit, et post illum quilibet eius successor, ut et latius probabitur. | Den ottende konklusion går ud på, at dette kirkens hoved og leder er Peter, hvilket ingen klog og god og overfor kirken velmenende mand nogensinde har tvivlet på, og efter ham enhver af hans efterfølgere, som det også yderligere skal bevises. |
| 62 Nona conclusio, ut obstruam clamores tuos, quod non per hoc excludimus caput Christum verum solidum et principale neque etiam asserimus duo capita, sed ut latius inferius declarabo, ecclesiae virtutem in duobus consistere: primo in his, quae invisibili fiunt virtute sancti Spiritus, et circa haec caput est ipse Christus et nullus in hoc eius locum gerit, et ideo omnis gratia in ecclesiam, omne charisma ab ipso capite Christo infunditur, non a Petro, non a quolibet successore. | Den niende konklusion -- at jeg skal lukke munden på dine klager -- hævder, at vi herigennem ikke udelukker Kristus som det sande, faste og første hoved, ejheller bekender vi to hoveder, men som jeg senere yderligere skal forklare det: kirkens kraft består i to ting. Først i det, som sker usynligt i kraft af Helligånden, og for disse ting er Kristus selv hoved og ingen træder heri i hans sted, og derfor indgydes al nåde i kirken, al karisma fra selve dette hoved, Kristus, ikke fra Peter, ikke fra nogen af hans efterfølgere. |
| 63 Secundo oportet in ecclesia, ut fiant multa et ministrentur visibiliter in potestate et virtute visibili pro tuenda servandaque ecclesia in sacramentis exhibendis, in praedicatione divini verbi et evangelii atque aliis sacris exercendis et custodiendis, in extirpandis erroribus fidei et corripiendis perversis et augendis virtutibus mediis debitis et sublimandis his, qui aedificare possent in doctrina sana (1 Tim 1,10) et in conciliis congregandis. | For det andet bør der i kirken, for at mange ting kan ske og det synlige administreres i magt og synlig kraft for at holde øje med og tjene kirken med at uddele sakramenter, prædike det guddommelige ord og evangeliet, og udøver og overvåge andre hellige ting, til at udrydde vildfarelserne i troen og rette de afvigende og øge dyderne med de skyldige midler og styrke dem, der kan opbygges i den sande lære og til at sammenkalde konciler -- |
| 64 Et in his oportebat esse etiam aliquid caput, quo ista visibilia perficerentur. Et licet Christus etiam quoad haec sit hoc caput et nec desierit esse per hoc, quod recessit a terris, tamen quia non potest per se ista iam ministrare, quia non vult ('Christus enim resurgens a mortuis iam non moritur et mors illi ultra non dominatur') (Rom 6,9), neque conveniens est ut per continua miracula ista faciat, ne meritum fidei, immo et ipsam fidem penitus auferret, iccirco sapientissime statuit, quoad haec pertinet, esse loco sui unum caput, ita ut non fiant duo capita distincta | også i disse ting bør der være et hoved, som kan gennemføre disse synlige ting. Og selv om Kristus også med hensyn til det er dette hoved og ikke ophører med at være på grund af, at han forlader jorden, så er det dog ikke passende, fordi han ikke mere selv kan styre, fordi han ikke vil (Kristus er nemlig opstået fra de døde og dør ikke mere og døden har ikke mere magt over ham) og ikke passende, at han gør det gennem fortsatte mirakler, at ikke troens fortjeneste eller ligefrem troen selv helt skal ophøre, derfor er det den højeste visdom, når han bestemmer, med hensyn til disse ting, at der skal være et hoved i hans sted, således at der ikke bliver to forskellige hoveder |
| 65 -- cape Martine, quae dico, quia semper tu in calumnias paratus es -- sed tantum unum caput principale et verum, loco tamen illius capitis aliud vicarium caput, ita ut duo capita non fiant, quia quod loco alterius stat, non se ipsum, sed alterum, cuius loco est, repraesentat, neque ut ipsum respicitur, caput est, sed ut illud respicitur, cuius loco est, et quod in ipso agnoscimus, ita ut semper unum caput asseramus Christum tum in seipso in his, quae invisibiliter infunduntur, tum in Petro et successore in his, quae visibiliter. | -- pas på Martin, hvad jeg siger, for du er altid rede til spot -- men der er kun ét hoved, ledende og sandt, men i dette hoveds sted er der dog et andet vikar-hoved, således at der ikke fremstår to hoveder, for det ene står i det andets sted, og ikke repræsenterer sig selv, men den, i hvis sted han står, og derfor ikke ser hen til sig selv, at han er hoved, men ser hen til den, i hvis sted han er hoved, så vi anerkender ham for det, således som vi altid har forsikret, at der er ét hoved, Kristus, og at han hersker på egne vegne i det, som han usynligt indgyder, ligesom han hersker i Peter og hans efterfølger i de ting, som indgydes på synlig måde. |
| 66 Et ita dicitur (audi iuristatheologe) apud canones: vicarii et ordinarii unum esse forum, sicut etiam non duo sunt reges per hoc, quod aliquis rex viceregem quempiam constituat. | Og derfor kan det siges (hør nu efter, du jurist-teolog) i kanonnerne: Der er ét vikarens og den forordnedes forum, sådan som der heller ikke er to konger bare fordi en konge indsætter en vicekonge. |
| 67 Unde si sit vis in verbis et nolis Papam appellari caput ecclesiae, sed solum Christum, modo sensus veritatem non mutes, facile concedemus; quanquam cogi per ecclesiam posses ad loquendum, ut plures propter scandalum, sed tamen tanquam homini anormalo in hoc facile tibi donarem istam -- vocum tantum -- variationem, modo tu concedas nobis, quod Pontifex sit loco illius capitis Christi et vicarius eius, ut sancti dicunt, in omni potestate, quae oportuna fuerit ad gregem Christi pascendum, universum gregem penitus dico, Martine, non hunc aut illum. | Derfor, hvis dette er sådan, hvis du med dine ord ikke vil kalde paven kirkens hoved, men kun Kristus, for så vidt du ikke ændrer sandhedens betygnind, så medgiver vi dig de let; skønt du af kirken kunne tvinges til at tale, ligesom flere på grund af skandale, men dog vil jeg gerne medgive dig denne, skal vi sige variation, blot du indrømmer os, at paven er der i hans hoveds, i Kristi sted og er hans vikar, som de hellige siger, i al magt, som er passende til at vogte Kristi hjord, jeg mener den universelle hjord, Martin, ikke denne eller hin. |
| 68 Et ideo comparatione gregis caput est, ab hoc effectu, quia ab eo regitur grex tanquam a capite proximo, sicut et vicerex quoad eos, quos regit (etsi de mandato regis), rex est, comparatione vero Christi non dicitur caput, sed vice capitis, sicut vicerex respectu regis non est rex, sed vice regis. | Og derfor ved denne sammenligning med hjorden er han hyrde, fordi af ham styres hjorden som af det nærmeste hoved, ligesom også vicekongen overfor dem, som han regerer over (skønt det sker på kongens mandat) er konge, men ved sammenligning med Kristus kan han ikke kaldes hoved, men vicehoved, ligesom vicekongen overfor kongen ikke er konge, men vicekonge. |
| 69 Vide ergo, Martine, quia nihil auferimus a Christo, sed potius eius sapientiam agnoscimus et extollimus atque admiratur bonitatem, quia tantum donum largitus est hominibus, et ita per illum habemus, ut etiam per illum habere agnoscimus. I nunc et clamita, quantum vales, quod Christum caput auferamus, vel quod asseramus duo capita distincta, sicut pro tuo more facis in mendacio manifesto, cum oppositum faciamus. | Du ser altså, Martin, at vi intet fjerner fra Kristus, men snarere anerkender hans visdom og fremhæver og beundrer hans godhed, fordi han er en så stor og rund gave til menneskene, og således har vi igennem ham dette, at vi også kan erkende, at vi har det gennem ham. Gå nu hen og råb op så meget du kan, at vi ophæver Kristus som hoved, eller at vi hævder, der er to forskellige hoveder, sådan som du plejer at gøre med direkte løgn, når vi gør det modsatte. |
| 70 Qui enim confitetur et ponit vicarium, caput de necessitate primarium ponit et principale non tollit. Et iterum cum sit vicarium, non supponitur caput, sed potius loco capitis. Et ita si intellexisses, ut oportuit, perissent subito omnes quaestiones tuae et cecidisset omnes calumniae tuae. | For den, der bekender, at der er en vikar, og indsætter ham, indsætter med nødvendighed hovedet som det første og ophæver ikke overhovedet. Og atter, når der er en vikar, så stilles hovedet ikke under ham, han stilles snarere i hovedets sted. Og hvis du havde forstået det, som det bør forstås, ville straks alle dine spørgsmål være gået til grunde og alle dine rænker være ophørt. |
| 71 Decima conclusio sit, quae te magis volo conturbet, quod claves ex bonitate Dei ecclesiae isti promissae et ita ecclesiae dandae, uni et toti corpori, convenientissime ipsi Petro inprimis traditae sunt tanquam tali capiti et loco Christi principi patrique apostolorum, ita tamen per illum tanquam a capite diffundenda et suggerendae in membra multa eiusdem Petri arbitrio deligenda, ut simul partem laboris et solicitudinis acciperent et adiuvarent. | Den tiende konklusion, som nok vil forstyrre dig mest, går ud på, at nøglerne ved Guds godhed blev forjættet til denne kirke, og således givet til kirken, som ét og et helt legeme, højst passende i første række til Peter selv som et sådant hoved og Kristi første stedfortræder og apostelfader, dog således, at denne Peters vilje til at binde mange ting gennem ham som gennem et hoved flød ud til og blev indgydt i lemmerne, så at de samtidig til dels modtog arbejdet og hjalp til med bekymringen. |
| 72 Petrus igitur Christi verbo primus clavium dominus et possessor factus est, et Christi tamen minister, sicut ait Paulus: "Sic nos existimet homo ut ministros Christi et dispensatores misteriorum Dei" (1 Kor 4,1). Reliqua vero ecclesia Petro ipso medio claves accipit, in membris tamen idoneis, ne effuse loquar sicut tu, qui ais, quod in quocunque fuerit revelatio Christi, in eo quoque esse claves (WA II 190-193), ut sic et foeminae et pueri habere claves possint. (n72). | Peter blev altså ved Kristi ord gjort til den første herre og indehaver af nøglerne, og dog til Kristi tjener, sådan som Paulus siger: 'Således skal man bedømme os: som Kristi tjenere og husholdere over Guds mysterier'. Men den øvrige kirke modtog med Peter som medium nøglerne, dog til egnede lemmer, at jeg ikke skal tale overdrevent som du, når du siger, at i enhver, som havde fået Kristi åbenbaring, i ham var også nøglerne, så at både kvinder og børn skulle kunne have nøglerne. |
| 73 Non autem sic est, sed perinde est, ac si quispiam (ut omnes exempli similitudine facile intelligant) cuiquam familiae providere volens de domo aliqua et patrifamilias claves eius domus et hostiorum omnium tradat. Certa ita tradit, ut familia omnis claves habeat ac saltem effectu clavium potiatur. | Nej, sådan er det ikke, men det er ligesom hvis nogen (at alle let skal kunne forstå det ved et eksempel på en lignelsestale) vil sørge for sin familie i et bestemt hus og giver familiefaderen nøglerne til hans hus og til alle dørene. Givetvis giver han dem således, at hele familien har nøglerne og i hvert fald er delagtige i nøglernes brug. |
| 74 Sed tamen principaliter ipsi patrifamilias claves datae sunt, ut per illum reliqui de familia clavium beneficio potiantur. At quia ille paterfamilias nec assidue nec omnia aperire hostia commode potest, cui libuerit, ad aperiendum idoneo dare poterit et dabit, ut aperiat loco sui, et a quocunque etiam auferre poterit, quia pater est et legitimus administrator. | Men dog er nøglerne hovedsagelig givet til familiefaderen selv, så at det er gennem ham, de øvrige familiemedlemmer er delagtige i nøglernes velsignelse. Men fordi denne familiefader ikke uafladeligt på passende måde kan åbne alle døre efter behag, så kan han give og så vil han give magten til at åbne til én, der er egnet til det, så han kan åbne for sit sted, og han kan også fjerne denne magt fra hvemsomhelst, fordi han er fader og den legitime administrator. |
| 75 His igitur praemissis ad disputationem accendendum est super proposito verbo Matthaei iuxta (35r) eorum patrum, quos ipse idem producit, intelligentiam. Sed primum praemittamus Martini verba illos pro sua blasphemia producentis: (r13-01#54-#58) | Med disse forudsætninger går vi nu over til diskussionen over det fremlagte ord fra Matthæus, ifølge de fædres forståelse, som han selv har fremført. Men først citerer vi Martins ord, de ord, hvormed han vil føre dem frem til fordel for sit blasfemi. |
| 76 "Secundo, quod idem verbum Christi male decreta aptant soli Petro et Rhomano potifici. Nam apud sanctos patres Christus hoc verbum dixisse ad ecclesiam et omnes Apostolos in persona Petri asseritur. | "For det andet passer dette Kristus-ord dårligt, hvis det alene skal gælde Peter og den romerske pave. For de hellige fædre forsikrer, at Kristus sagde dette ord til kirken og alle apostlene i Peters person. |
| 77 quorum primus est divus Hieronymus, qui hoc loco interpretatus verbum Petri dicit: Petrus ex persona omnium Apostolorum confitetur dicens: 'Tu es Christus, filius dei vivi', et in hoc sequitur suum, ut solet, Origenem, qui idem eodem loco sentit. | Blandt dem først og fremmest den guddommelige Hieronymus, som udlægger ordet 'Peter' og siger: Peter bekender på alle apostlenes vegne, når han siger: Du er Kristus, den levende Guds søn, og i dette følger han Origenes, som han plejer, som mener det samme om dette sted. |
| 78 Chrisostomus autem, etsi hunc locum totum in Petri laudem trahat, dicens eum caput et pastorem constitutum ecclesiae futurae et toti orbi praepositum, tamen et ipse vocat eum os Apostolorum, quod vice omnium responderit, dicens: Petrus omnium Apostolorum os et vertex consortii totius, cum omnes interrogati essent, ipse solus respondet. Ergo non ad solum Petrum iste locus pertinet sed ad omnes, etiam si primus et princeps inter Apostolos ipse fuit. | Men Chrysostomus, skønt han tager hele dette sted hen som en ros for Peter, idet han siger, at han er indsat til hoved og hyrde for den fremtidige kirke og foresat hele verden, kalder ham dog selv apostlenes mund, som svarer på alles vegne, idet han siger: Peter var alle apostlenes mund og leder af hele forsamlingen, eftersom de alle blev spurgt, men kun han svarede. Altså har dette sted ikke kun med Peter, men med alle at gøre, også selv om han blev den første og ledende blandt apostlene. |
| 79 Beatus Augustinus psalmo cviii.: Sicut quaedam dicuntur, quae cum ad Apostolum Petrum proprie pertinere videantur, nec tamen illustrem habent intellectum, nisi cum referentur ad ecclesiam, cuius ille agnoscitur in figura gesisse personam propter primatum, quem in discipulis habuit, sicuti est 'Tibi dabo claves regni coelorum', et si qua huiusmodi: ita Iudas personam sustinet quodammodo inimicorum Christi etc. | Den salige Augustin siger i sin udlægning af Sl 109: Ligesom nogle ting siges, som synes at passe fint på apostelen Peter selv, og dog ikke har god mening, medmindre de henviser til kirken, som han erkendes figurlig talt at have repræsenteret i sin person på grund af primatet, som han havde over disciplene, sådan som det hedder 'Dig giver jeg himmerigets nøgler', og andre af den slags steder, sådan vil også Judas i sin person på samme måde repræsentere Kristi fjender, osv. |
| 80 Vides, quod claves ecclesiae in persona Petri datas asserit. Idem lib. i. de doct. Christ. c. xvij. has igitur claves dedit ecclesiae suae, ut quaecunque solveret in terra soluta essent et in coelis". Haec Martinus. (r13-01#54-58). | Du ser, at han mener, at kirkens nøgler gives til kirken i Peters person. Ligeledes siger han i 1. bog af De doctrina Christiana, kap. 17, at han af den grund gav disse nøgler til sin kirke, at hvadsomhelst den løste på jorden også skulle være løst i himlen". Såvidt Martin. |
| 81 Quae ut commodius, quam falsa sint atque evidenter calumniosa agnoscantur, sententiam horum doctorum, quos producit ex his, quae in scriptis reliquerunt, dum in terris agerent, quasi per dialogum etiam pro lectoris solatio libuit introducere. | Men for at det kan være mere passende for læserens bekvemmelighed, vil jeg tillade mig at fremføre disse doktorers mening, som skulle være falsk og soleklart skulle erkendes som bespottende, i dialogform, den mening, som han fremfører fra det, som de har efterladt sig i skriftlige arbejder, mens de vandrede her på jorden. |
| Videre til Catlut10! |
n24: Schweizer-note: Nikolaus de Tudeschis, genannt abbas modernus oder Siculus, Erzbischof von Palermo, in der ersten Hälfte des 15. Jahrhunderts, ein bedeutender Kanonist, auf dem Konzil von Basel Anhänger des Gegenpapstes Felix V und Kardinal. Vgl. Prierias,replica (WA 2,53); errata 2,6 pag. 129rf.
Note 72: Jeg har ikke kunnet finde det sted, Schweizer henviser til. Det eneste, jeg har fundet er r13-01#53, hvor Luther blot siger, at nøglerne overgives til hele kirken. .
Randbemærkninger:
M4: Conclusiones Martini; Martins konklusioner.
k45: Catharinus gør et stort nummer ud af, at overdragelsen ikke
fandt sted ved Kæsarea Filippi. Det samme er Luther opmærksom
på. Han har iagttagelsen fra Hieronymus, men konkluderer i stedet,
at overdragelsen af nøglerne fandt sted Joh 20,22f, og at netop
dette sted viser, at det ikke kun var Peter, men alle apostlene, der fik
del i nøglemagten (r13-01#52f). Catharinus
citerer senere dette sted, men kommer ikke ind på denne indvending.
k47: Det, der var hovedsagen for Luther: at spørge, hvorfor han, men ikke de dekreter, der er enig med ham, skal fordømmes, kommer Catharinus ikke ind på. Han mener vistnok at have vist, at der ikke findes nogen uoverstigelig uenighed mellem de forskellige dekreter, og at alene Luther skiller sig ud (#43).