1. Argumentet fra Gal 2,11, Paulus, der irettesætter Peter.

Stederne:

Luther: r13-05#76; eck-05#21; eck-06#32;

Eck: eck-05#82; eck-06#51; eck07#38;

Catharinus: catlut22#61f.
 

Argumentationen:

A. Luther: r13-05#76: Luther anbringer argumentet under fornuftslutninger eller historiske argumenter. Først kommer argumentet ud fra Ac 15, hvor det ses, at apostlene står lige. Dernæst argumentet ud fra apostelvalget Ac 1, hvor Peter ikke udvalgte Matthias. Og endelig argumentet fra Gal 2,11ff, hvor Luther konkluderer, at Peter og den romerske pave står under hvemsomhelst, der har en bedre mening end han.

B. I eck-05#21 argumenter Luther imod den opfattelse, at Peter ikke fik nøglemagten, mens Jesus levede (han faldt, da han fornægtede Jesus, og det er ikke så godt for én, der er leder), men først i Joh 21. Det nytter ikke noget, siger Luther, Peter faldt i Antiokia, ifølge Gal 2; troen var i ham blevet et hykleri imod evangeliets sandhed.

C. I eck-05#82 argumenter Eck, at Peter ikke ved den lejlighed faldt i nogen dødssynd, det ville ikke tillades, hvis han var udvalgt fra moders liv. Men der var uenighed mellem Peter og Paulus, ligesom senere mellem Hieronymus og Augustin. Dog selv om han syndede dødeligt, så er det Huss, der har den sætning, at ingen prælat synder dødeligt.

D. Luther svarer i eck-06#32 med at sige, at Eck vist troede, han ville svare ved at hævde, at Peter ikke kunne være prælat, fordi han havde syndet til døden. Det ville jeg ikke, siger Luther. Jeg er ikke tilhænger af Huss' sætning. Peter havde vakt forargelse, hvis han ikke var blevet irettesat af Paulus, han bragte troen på Kristus i fare, og var i den sammenhæng alt andet end hyrde.

E. Eck i eck-06#51: Du kan ikke stå alene overfor denne hær af vidner om, at apostlene trods Peters primat var lige. Hieronymus siger om stedet her, at Paulus ikke ville have bebrejdet Peter noget, hvis ikke de netop stod lige. Anderledes er det med magten til at regere og administrere. Den tilhører alene Peter. Eck i eck07#38: Paulus nævnte i Gal 2 ikke lederembedet, men udøvelsen af apostolatet, hvilket er noget andet.

F: Catharinus i catlut22#61: Der er forskel på videnskab i sig selv og nøglernes videnskab. Der er forskel på paven som privatperson og paven i embeds medfør. Det var som privatperson, at han fik bebrejdelse af Paulus, sådan som stadigvæk enhver kan bebrejde paven noget; for selvfølgelig kan paven fejle og er ikke alvidende.
 

Forsøg på bedømmelse.

Bedømmelsen finder sted, fordi jeg vil prøve at snige mig ind på det spørgsmål, hvad der kan have ført til, at Luther fik den opfattelse, at paven var antikrist. Altså: Hvad har vel Luther følt, stillet overfor disse indvendinger?

Først Luthers forudsætninger! Hvis paven er Kristi stedfortræder efter guddommelig lov, medfører udtrykket 'guddommelig lov' visse konsekvenser. a) Det, der er efter guddommelig lov, har altid været tilfældet; i hvert fald fra det øjeblik, det blev indstiftet. b) Der kan ikke gives nogen undtagelse fra den guddommelige regel. c) Det skal være bevidnet i skriften, ikke blot af kirkefædrene.

Det vil sige, hvis Peter er mere end de andre ifølge guddommelig lov, må det på apostlenes tid have været almindelig anerkendt, ellers kan det ikke være efter guddommelig lov. Antiokia-episoden viser, at det ikke var almindelig anerkendt, at Peter var de andres leder.

To ting hos Eck kan have vakt Luthers forargelse. At Peter ikke kan være faldet i dødssynd, fordi han var udvalgt, og at Luther ikke kan tillade sig at mene, som han gør, når alle andre mener det modsatte. Man kan ikke bedømme det, der faktisk skete ud fra udvælgelsesantagelser; og man må altså læse Gal 2 uden forudfattede meninger. Hvad andre kommer frem til ved deres skriftstudier, må de om. Luther mener sig i god ret til at fastslå, hvad hans omgang med skriften fører med sig.

Catharinus' skelnen tog Luther ikke særlig megen stilling til, udover at han finder det betegnende for thomismen, at den altid er klar med en ny skelnen til lejligheden. Men ud fra, hvad han siger om Antiokia-episodens farlighed for menighedens tro, kan man ikke forestille sig, at han går med til, at Peter blev irettesat af Paulus som privatperson.
 

2. Hieronymus' opdagelse af, at NT ikke skelner mellem biskop og præst.
 

Stederne:

Luther i r13-05#18; eck-01#44; eck-02#27;

Eck: eck-01#68f;

Catharinus i catlut14#1 og fremefter.

Argumentationen:

A. Luther i r13-05#18. Luther citerer næsten hele Hieronymus' brev til Evagrius, hvoraf fremgår, at H. regner det for en nytestamentlig kendsgerning, at der ikke skelnes mellem præst og biskop. Alt, hvad der er udover præster af grader, er derfor efter Luthers (og Hieronymus') mening indført i kraft af menneskelig ret. Hvis én biskop ifølge guddommelig ret er den øverste, er Hieronymus kætter, ligesom Peter, Paulus og Johannes.

B. Luther i eck-01#44. Hieronymus forklarer udviklingen fra fælles præstestyring til bispestyring, men netop derfor er det efter menneskelig ret.

C. Eck i eck-01#68f: Det er en bedre bedømmelse, at der i den ældste kirke var forskel på præst og biskop. De tolv apostle stod også over de 70 udsendte. Og Dionysius, som i tid ligger før Hieronymus, medtager biskopgraden i sit hierarki.

D. Luther i eck-02#27: Hvorfor kan Dionysius ikke bruges til at understrege primatet? (Mit gæt: Fordi han ikke har noget om det, og det véd Luther).

E. Catharinus i catlut14#1 og fremefter. Catharinus gengiver ikke Hieronymus' brev til Evagrius, men refererer det i en række konklusioner. Dets formål er at vise, at presbytere står over diakoner. Det stiller presbytere og biskopper lige, hvilket senere skal forklares. Når præst og biskop står lige, er der ingen lejlighed til splid; det ser ud, som om valget af biskop sker alene ud fra menneskelig ret; at præst og bisp står lige, betyder ikke, at de havde samme grad, det ville være at tillægge Hieronymus blasfemi. I andre breve skelner Hieronymus mellem præst og biskop.
 

Forsøg på bedømmelse.

Striden her er for så vidt typisk. Luther vil tilbage til skriften, stilles lige overfor skriften, tvinge sig selv og de andre til at overveje de problemer skriften rejser. Det vil de andre ikke. De er tilfredse, blot de har citeret en række kirkefædre, med andre ord, de kan kun læse skriften på anden hånd, gennem kirkefædrene.

Eck skulle sådan set kunne have opdaget, at det ikke gælder, når han hævder, at Dionysius i tid går forud for Hieronymus. For det, Hieronymus påstår, og det, der er stridspunktet med Luther (det tror i hvert fald Luther), er, hvad NT siger. Og NT går dog i tid forud for både Hieronymus og Dionysius, også hvis man tror, at han er identisk med personen i Acta 17. Men af den grund taler parterne forbi hinanden, at de mener noget forskelligt med NT's autoritet.

Den disciplin, at stille forskellige fædrecitater op overfor hinanden og 'løse' de modsigelser, der måtte opstå, på en from og tilforladelig måde, er Catharinus mester i. Og her går "forligelsesmaskinen" i gang. Det er svært at finde ud af, om han gør det af gammel vane, eller han gennemfører sit forehavende, fordi han godt kan se, at der rokkes ved pavedømmet, hvis NT ikke skelner mellem præst og biskop. Det er nok en blanding af begge dele.

Man kan også sætte forskellen mellem Luther og de to andre op på den måde, at det er en forskel i historisk forståelse eller indlevelse. Når Luther ville holde fast på det ny testamente, skyldes det den overbevisning, at det var Guds ord, javist, men også en veneration for de historiske kendsgerninger, som enhver kunne læse sig til i testamentet.
 

3. Er det på alle apostlenes eller kun på egne vegne, at Peter siger: Du er Kristus, den levende Guds søn?
 

Stederne:

Luther: r13-01#61ff; eck-06#9;

Eck: eck-06#56;

Catharinus: catlut11#1-24.

Argumentationen:

A. Luther i r13-01#61ff: Luther refererer Hieronymus, der vistnok også mener, at Peter bliver udpeget til at svare. Men der er her intet, der beviser primatet, for Peter svarer blot på de andre apostles vegne. Jesus spørger alle disciplene, svaret gælder derfor også for alle disciplene.

B. Luther i eck-06#9: Kristus spørger dem alle, og Peter svarer derfor på alles vegne, fordi han er apostlenes mund (Chrysostomus) eller apostlenes person (Hieronymus, Origenes, Beda, Augustin og Ambrosius). Derfor står der intet om primatet på det sted.

C. Eck i eck-06#56: Hvem vil dog nægte, at Peter svarer på alles vegne! Men deraf følger ikke, at svaret til Peter gælde alle; dette er en luthersk konstruktion.

D. Catharinus i catlut11#1 til #9: a) Når Luther ud fra tiltaleformen slutter, at tales til alle (Men I, hvem siger I osv), så man han også ud fra tiltaleformen (Salig er du, Simon Jonas' søn) slutte, at der kun tales til én. b) #10 til #18: Peter alene blev kaldt salig, fordi han alene gjorde den fortjenstfulde gerning at svare. Hvis de andre havde villet, kunne de have svaret. c) #19 til #: Hvordan kunne Peter svare på de andres vegne, det havde han jo ikke noget mandat til? Måske har de andre svaret, men evangeliet blot ikke fortalt om det. Men da ingen kender hjerterne, kan Peter naturligvis ikke svare om de andres tro. Dog er det kun bogstaveligt, at Peter kun svarer på egne vegne, i mysteriet svarer han på apostlenes og hele kirkens vegne.
 

Bedømmelse:

Catharinus' sidste bemærkning viser, at han er god til både at blæse og have mel i munden. Men ellers er hans argumentation under a) ganske skarp. Hvis han havde begyndt sit citat fra Luther lidt tidligere, ville det have kunnet se ud, som om det var Hieronymus, der mente, at Peter aflægger bekendelsen på de andres vegne. Derfor kan beskæringen forekommer lidt for smart. Og forøvrigt er det vist typisk, at han tolker teksten som han gør det under b). Alting skal tilsyneladende sættes ind i en fortjenestesammenhæng. Men Eck har da sådan set ret: Det afgørende er ikke, om Peter svarer på de andres vegne, men om Jesus svarer de andre ved at svare ham.