1De captivitate Babylonica
Ecclesiae Praeludium Martini Lutheri.
Ihesus. Martinus Lutherus Augustianus Hermanno Tulichio suo Salutem. |
Forspil om kirkens babyloniske fangenskab af
Martin Luther.
Jesus.
Martin Luther augustinermunken, sender hilsen til Hermann Tulichius |
2Velim, nolim, cogor indies eruditior
fieri, tot tantisque magistris certatim me urgentibus et exercentibus.
De indulgentiis ante duos annos scripsi, sed sic, ut me nunc mirum in modum
poeniteat editi libelli. Haerebam enim id temporis magna quadam superstitione
Romanae tyrannidis, unde et indulgentias non penitus reiiciendas esse censebam,
quas tanto hominum consensu cernebam comprobari. |
Hvad enten jeg vil eller ej, tvinges jeg til dag for dag
at blive klogere, når så mange store mestre kappes om at bearbejde
mig. Om afladen skrev jeg for et par år siden, men det er gået
sådan, at jeg nu meget fortryder at have skrevet denne lille bog.
Dengang sad jeg nemlig fast i en stor overtro på det romerske voldsherredømme,
og derfor mente jeg, at man ikke fuldstændig kunne bortkaste afladen,
som jeg så var enstemmigt anerkendt af hele verden. |
3 Nec mirum, quia solus
tum uoluebam hoc saxum. At postea, beneficio Syluestri et fratrum adiutus,
qui strenue illas tutati sunt, intellexi, eas aliud non esse quam meras
adulatorum Romanorum imposturas, quibus et fidem dei et pecunias hominum
perderent. |
Og det var intet under, for jeg væltede dengang denne
klippe helt alene. Men bagefter har jeg, takket være Sylvesters og
brødrenes gode tjeneste, som tog den så glad i beskyttelse,
forstået, at den ikke er andet en lutter bedrag af de romerske smigrere,
som dermed vil ødelægge såvel troen på Gud som
menneskers penge. |
4Atque utinam a Bibliopolis queam
impetrare, et omnibus, qui legerunt, persuadere, ut uniuersos libellos
meos de indulgentiis exurant, et pro omnibus, quae de eis scripsi, hanc
propositionem apprehendant: |
Gid jeg kunne få alle mine bøger om afladen
tilbage fra boghandlerne og få alle mine læsere til at brænde
dem og i stedet for alt, hvad jeg har skrevet om den, lære denne
sætning: |
5Indulgentiae sunt adulatorum
Romanorum nequiciae. |
Afladen er en skadelig opfindelse af de romerske smigrere. |
6Post haec, Eccius et Emser cum
coniuratis suis de primatu Papae me erudire coeperunt, Atque hic etiam,
ne hominibus tam doctis ingratus sim, (W498) confiteor me ualde promouisse
eorum opera. Nempe, cum Papatum negassem diuini, admisi esse humani juris. |
Derefter begynder Eck og Emser at undervise mig om, at paven
er kirkens overhoved. Og også her, for ikke at være utaknemlig
mod så lærde mænd, må jeg bekende, at jeg har gjort
store fremskridt i kraft af deres værker. For skønt jeg havde
benægtet pavedømmets guddommelige ret, anerkendte jeg dog
dets menneskelige ret. |
7Sed ut audiui et legi subtilissimas
subtilitates istorum Trossulorum, quibus suum Idolum fabre statuunt (est
enim mihi ingenium in his rebus non usquequaque indocile), scio nunc et
certus sum, Papatum esse regnum Babylonis, et potentiam Nimroth robusti
uenatoris. Proinde et hic, ut amicis meis omnia prosperrime cedant, oro
librarios, oro lectores, ut iis, quae super hac re edidi, exustis hans
propositionem teneant: |
Men efter at jeg har hørt og læst disse spytslikkeres
spidsfindige spidsfindigheder, hvormed de søger kunstigt at holde
deres afgud oven vande (for jeg er ikke helt dum i disse sager), så
er jeg nu ganske klart overbevist om, at pavedømmet er Babylons
rige og Nimrods, den stærke jægers, magt. Derfor beder jeg
også her mine venner, såvel boghandlere som læsere, at
gøre deres bedste for at tilintetgøre alt, hvad jeg har sagt
og udgivet derom, og fastholde denne sætning: |
8Papatus est robusta uenatio
Romani Episcopo. |
Pavedømmet er den romerske biskops mægtige
dressurnummer. |
9Probatur ex rationibus Eccianis,
Emseranis et Lipsensis Lectoris Biblici. |
Dette fremgår også af de grunde, som Eck, Emser
og Leipziger-bibellæreren fremfører. |
10Nunc de utriusque speciei
communione mihi schola luditur, et de nonnullis aliis maximis rebus; hic
labor est, ne et hos frustra Cratippos meos audiam. Scripsit quidam frater
Cremonensis Italus reuocationem Martini Lutheri ad sanctam sedem, Hoc est,
qua non ego (ut uerba sonant) sed qua ipse me reuocat (sic enim Itali hodie
incipiunt latinisare). |
Nu driver skolerne spøg med mig angående spørgsmålet
om nadver under begge skikkelser, og mange andre store ting; her gælder
det, at heller ikke disse læremestre har jeg hørt forgæves.
En kremonensisk broder fra Italien har skrevet en bog: Martin Luthers tilbagekaldelse
til den romerske stol, det vil nu sige, det er ikke mig (som man skulle
tro efter ordlyden), der tilbagekalder, men ham, der kalder mig tilbage
(sådan er nemlig nutildags italienerne begyndt at skrive latin). |
11Scripsit in me de utraque
specie sacramenti frater alius Lipsensis Germanus, lector ille, ut nosti,
totius Canonis Biblici, facturus (ut audio) adhuc maiora et mira mirabilia.
Italus sane cautus nomen suum obticuit, forte exemplum Caietani et Syluestri
ueritus. Lipsensis contra, sicut decet strenuum et ferocem Germanum, multis
tituli uersibus nomen suum, uitam suam, sanctitatem suam, scientiam suam,
officium suum, gloriam suam, honorem suum, pene et Calopodia sua celebrauit. |
Der er en anden broder, der har skrevet imod mig om sakramentets
to skikkelser, en tysker fra Leipzig, og vi får at vide, at han har
læst hele det kanoniske bibliotek, og jeg hører, at han har
gjort mange store og mærkelige ting. Italieneren er forsigtig nok
til at fortie sit navn, måske efter Cajetanus' og Sylvesters sande
eksempel. Leipzigeren, derimod, gør som de dristige og stridbare
tyskere gør, han omgiver sit navn med en masse titler, bekendtgør
sit liv, sin hellighed, sin viden, sit embede, sin ære, sin hæder,
næsten også sine træsko. |
12Hic procul dubio non mediocria
discam, quandoquidem ad ipsum filium dei scribitur nuncupatoria Epistola.
tam familiares sunt hi sancti Christo regnanti in coelis. Deinde tres mihi
picae hic uidentur loqui, una, bene latina, altera, melius graeca, tertia,
optime Haebraica. Quid hic mihi, Hermanne mi, agendum putas aliud, quam,
ut aures arrigam? Res Lipsiae agitur per obseruantiam sanctae Crucis. |
Her kan jeg uden tvivl lære ikke så lidt, når
det navngivne brev skrives til selve Guds søn. Hvor hyggeligt omgås
ikke disse hellige med den Kristus, der hersker i himlen! Dernæst
er der tre sladretasker (skader), der her synes at tale til mig, én
på smukt latin, en anden på bedre græsk, og en tredie
på et allerkønneste hebraisk. Men kære Hermann, hvad
mener du, det har med mig at gøre, udover at jeg skal spidse ører?
Den leipzigske sag drejer sig om betragtelsen af det hellige kors. |
13Hactenus ego stultus sensi,
pulchrum fore, si pro laicis utraque species sacramenti porrigenda statueretur
Concilio generali. Hanc sententiam frater plus quam doctissimus correcturus
dicit, Neque praeceptum esse, neque consultum, siue a Christo, siue Apostolis,
ut utraque species porrigatur laicis, Ideoque Ecclesiae relictum iuditio,
quid hic faciendum omittendumue sit, cui necesse sit obedire. Haec ille. |
Indtil nu har jeg været dum nok til at tro, at det
ville være smukt, om det på et almindeligt koncil kunne besluttes,
at man måtte give lægfolket begge sakramentets dele. Men denne
mening siger broderen, mere end højlærd, at han vil korrigere,
det er nemlig ikke foreskrevet eller tilrådet, hverken af Kristus
eller apostlene, at lægfolk skal have begge skikkelser, derfor er
det overladt til kirken at bedømme, hvad der på det punkt
skal gøres og undlades, og den har man bare at adlyde. Såvidt
broderen. |
14(W499) Rogas forte, quae intemperiae
hominem agitent, aut contra quem scribat, cum ego non damnarim unius speciei
usum, et Ecclesiae iudicio reliquerim, utriusque usum statuendum. Id quod
et ipse conatur asserere, eo ipso contra me pugnaturus. |
Du spørger måske, hvilket temperamentsfuldt
menneske de dog har med at gøre, eller hvem han mon skriver imod,
eftersom jeg aldrig har fordømt brugen af kun den ene skikkelse,
og netop har overladt det til kirkens bedømmelse, at indføre
begge skikkelser. Det, som også han han selv prøver at bevise,
det vil han bekæmpe hos mig. |
15Respondeo, id genus disputandi
omnibus familiare esse, qui contra Lutherum scribunt, ut hoc asserant quod
impugnant, aut fingant quod impugnent. Sic Syluester, Sic Eccius, sic Emser,
sic Colonienses quoque et Louanienses, a quorum ingenio si hic frater recessisset,
contra Lutherum non scripsisset. |
Jeg svarer, at det ser ud til, at den disputeremåde
er almindelig blandt alle dem, som skriver imod Luther, at de tilslutter
sig det, de bekæmper, eller lader, som om de er enige med det, de
skulle bekæmpe. Sådan gør Sylvester, sådan gør
Eck, sådan gør Emser, sådan gør kølnerne
og dem fra Louvain, og hvis denne broder her havde afviget fra disse manges
disputeremåde, ville han ikke have skrevet mod Luther. |
16Sed accidit huic homini aliquid
prae caeteris foelicius. Cum enim esse probaturus, neque praeceptum, neque
consultum, sed arbitrio Ecclesiae relictum utriusque speciei usum, inducit
scripturas, quibus probet, praecepto Christi esse unam pro laicis statutam
speciem. |
Men der skete denne broder noget mere lykkeligt end de andre.
Da han nemlig skulle bevise, at det at bruge begge skikkelser hverken er
et bud eller et råd, men noget, der er overladt til kirkens bestemmelse,
indførte han skriften, hvormed han beviste, at det ved Kristi bud
er fastslået, at lægfolk kun skal have én skikkelse. |
17Vt sic uerum sit, nouo hoc
scripturae Interprete, unam speciem non praeceptam, et simul praeceptam
esse a Christo. Huius genere disputationis nouae, scis, ut Lipsenses isti
Dialectici peculiariter utantur. Nonne et Emser, cum priore suo libello
profeteretur, sese candide de me loqui, et a me conuictus de teterrima
inuidia foedisque mendaciis, in posteriore me confutaturus, utrunque plane
confitetur, et nigro et candido animo sese scripsisse? Bonus scilicet uir,
ut nosti. |
Så at det således kan være sandt, ifølge
denne nye skriftudlægning, at én skikkelse ikke er et bud,
og samtidig er påbudt af Kristus. Du må vide, at Leipziger-dialektikerne
er specielle ved at bruge denne nye disputationsmetode. Mon ikke også
Emser, da han i sin første bog forkyndte, at han ville tale rent
til mig, og så af mig blev fanget i en afskyelig misundelse og i
skrækkelige løgne, så at han i sin følgende bog
vendte sig imod mig, mon ikke han ligeud bekendte, at han havde skrevet
på begge måde, med både sort og hvid sjæl? Han
er en god mand, at I bare véd det. |
18Sed audi nostrum speciosum
speciatorem, apud quem idem est, arbitrium Ecclesiae, et praeceptum Christi,
Rursus, idem praeceptum Christi, et non praeceptum Christi, qua dexteritate
probet, unam tantum speciem laicis, praecepto Christi, id est, arbitrio
Ecclesiae, dandam. |
Men jeg har hørt vor skønne skikkelsesargumentator,
hos ham er det samme, om det er kirkens bestemmelse eller Kristi bud, om
det er Kristi bud eller ikke Kristi bud, dermed beviser han behændigt,
at lægfolk kun skal have den ene skikkelse, det er givet ved Kristi
bud, det vil sige, ved kirkens bestemmelse. |
19Literis enim maiusculis signat
in hunc modum: FVNDAMENTVM INFALLIBILE. Deinde, tractat c. vi. Iohan. incredibili
sapientia, ubi Christus de pane coeli et pane uitae, qui est ipse, loquitur.
quae uerba, homo doctissimus, non modo ad sacramentum altaris trahit, uerum
et hoc facit, ut, quia Christus dixerat: Ego sum panis uiuus, et non: Ego
sum calix uiuus, concludat, non nisi unam speciem sacramenti pro laicis
eo loco institutam. |
Men store bogstaver ser det ud på følgende
måde: ET UFEJLBART FUNDAMENT. Derefter behandler han Joh 6 med en
utrolig visdom, hvor Kristus taler om himlens brød og livets brød,
det vil sige om sig selv; og disse ord udlægger den højlærde
mand ikke blot om alterets sakramente, nej, han gør også det,
at han, fordi Kristus siger: 'Jeg er det levende brød' og ikke:
'Jeg er den levende kalk', drager den slutning, at der på dette sted
ikke indstiftes mere end én skikkelse til lægfolk. |
20Quod uero sequitur: Caro mea
uere est cibus, et sanguis meus vere est potus, Item: Nisi manducaueritis
carnem filii hominis, et biberitis eius sanguinem, cum pro utraque specie
uideretur fraterno cerebro inuicte contra unam pugnare, Hui quam foeliciter
et docte eludit, in hunc modum, Quod Christus his uerbis aliud non uoluit,
quam, qui unam speciem acciperet, sub eadem utrunque, carnem et sanguinem,
acciperet. Haec ille, pro fundamento suo infallibili tam digne sancta coelestique
obseruantia structurae. |
Men nu læser vi lige bagefter: 'Mit kød er
sand mad, og mit blod er sand drikke' og: 'Hvis I ikke spiser menneskesønnens
kød og drikker hans blod', og eftersom det for den broderlige hjerne
synes at kæmpe uimodsigeligt for de to skikkelser, så klarer
denne ligeså glad og lærd frisag på følgende måde:
Kristus har med disse ord aldrig villet, at man skal modtage mere end én
skikkelse, når man modtager det under disse to skikkelser, kød
og blod. Såvidt vor broder og hans værdige, hellige, himmelske
observant-tænkemåde til fordel for hans ufejlbare fundament. |
21(W500) Ex isto nunc disce
et tu queso mecum, Christum c. vi. Iohan. praecipere unam speciem, sic
tamen, ut hoc ipsum praecipere sit id, quod relinqui arbitrio Ecclesiae.
Ad hec, Christum in eodem capitulo loqui duntaxat de laicis, non de presbyteris. |
Ud fra dette kan du nu lære sammen med mig, tror jeg
nok, at Kristus i Joh 6 påbyder én skikkelse, dog således,
at dette netop er at påbyde, at det skal være overladt kirkens
bestemmelse. Det er måske af den grund, at Kristus i dette kapitel
taler om lægfolket, ikke om præsterne. |
22Nam ad hos non pertinet panis
uiuus de celo, id est, una species sacramenti, sed forte panis mortis de
inferno. Iam, quid de diaconibus et hypodiaconibus fiet? qui neque laici
sunt, neque sacerdotes. hos oportet, hoc eximio autore, neque una, neque
utraque specie uti. |
For om dem drejer ordet sig ikke, det om det levende brød
fra himlen, det vil sige, den ene skikkelse af sakramentet, men snarere
det om helvedes døde brød. Men hvad bliver der så tilbage
til diakonerne og underdiakonerne? de er jo hverken lægfolk eller
præster. De bør, efter forfatterens undtagelse, hverken bruge
én skikkelse eller to. |
23Intelligis, mi Tulichi, morem
tractandae scripturae obseruanticum et nouum. Sed et hoc disces, Christum
Iohan. vi. de sacramento eucharistiae loqui, cum ipse doceat, se loqui
de fide incarnati uerbi, dicens: Hoc est opus dei, ut credatis in eum quem
ille misit. |
Kære Tulichus, du forstår rigtignok den nye
observantmetode at behandle skriften på. Men du lærer også,
at Kristus i Joh 6 taler om nadverens sakramente, skønt han selv
lærer, at han taler om troen på det kødblevne ord, idet
han siger: 'Dette er Guds gerning, at I tror på den, han sendte'.
(Joh 6,29). |
24Verum huic Lipsensi Bibliorum
professori hoc donandum est, ut e quolibet scripturae loco probet quodlibet.
Est enim Theologus Anaxagoricus, immo Aristotelicus, cui nomina et uerba
transposita eadem et omnia significant. |
Men for denne Leipziger bog-professor er det givet, at man
kan bevise hvadsomhelst af hvadsomhelst. Han er nemlig en anaxagorisk eller
aristotelisk teolog, for hvem navnet og det oversatte ord betyder det samme
og alting. |
25 Sic enim
aptat scripturae testimonia, per totum librum, ut, si uelit probare, Christum
esse in sacramento, ausit incipere: Lectio libri Apocapypsis beati Iohannis
Apostoli; quam enim hoc uerbum apte diceretur, tam sua dicuntur omnia,
et existimat homo prudens copia allegatorum se hanc suam maniam ornaturum. |
Sådan tilpasser han nemlig skriftens vidnesbyrd
hele hans bog igennem, at hvis han vil bevise, at Kristus er i sakramentet,
vover han at begynde: lektien står i den salige Johannes' åbenbaring;
og dette ord er ligeså passende som alt, hvad han siger, og et fornuftigt
menneske kan selv bedømme, hvor overflødigt det er med denne
hans udsmykningsmani. |
26Praetereo caetera, ne te enecem
sentina huius graueolentissimae cloacae. In fine Paulum .i. Corint. xi.
adducit, qui accepisse a domino se et tradidisse Corinthiis et panis et
calicis usum dicit. Hic iterum noster speciator, sicut ubique scripturas
egregie tractans, docet, Paulum ibidem permisisse utranque speciem, non
tradidisse. |
Men jeg springer over alt det andet for ikke at plage dig
med denne ildelugtende kloaks bundvand. I slutningen af Paulus' 1. brev
til korintherne føjer han til, at hvad han har modtaget fra Herren
har han overleveret korintherne og han taler om brugen af brød og
kalk (1 Kor 11,23). Her er atter vor argumentator på færde
og behandler skrifterne på samme udmærkede måde som overalt
ellers, idet han lærer, at Paulus her tillader, ikke overleverer
begge skikkelser. |
27Quaeris, unde probet? E capite
suo, sicut et illud Johan. vi. Nam hunc lectorem non decet rationem reddere
eorum quae dicit, cum sit de professione eorum, qui uisionibus suis omnia
probant et docent. Docemur ergo et hic, Apostolum eo loci non ad uniuersos
Corinthios scripsisse, sed ad laicos tantum, ideo sacerdotibus illic nihil
permisisse, sed priuatos esse uniuerso sacramento. |
Spørger du, hvorfra han beviser det? Ud af sit hoved,
ligesom ved Joh 6. For denne læsehest behøver ikke aflægge
regnskab for, hvad han siger, eftersom han hører til den slags lærere,
der beviser og lærer alt ud fra sine åbenbaringer. Vi belæres
altså også her om, at apostelen på dette sted ikke skriver
til alle korintherne, men kun til lægfolket, og at derfor præsterne
her ikke får lov til at få, men afskæres fra det hele
sakramente. |
28Deinde, quod noua grammatica
'Accepi a domino' idem sit, quod: permissum est a domino. Et 'tradidi uobis'
id est: permisi uobis. Hoc rogo insigniter nota. Nam, hinc non modo Ecclesiae,
sed cuilibet passim nebuloni licebit, hoc magistro, permissionem facere
ex uniuersis praeceptis, institutis, ordinationibus Christi et Apostolorum. |
Og vi får at vide, at efter den nye grammatik er dette
'Jeg har modtaget fra Herren' det samme som 'det er tilladt af Herren'.
Og 'jeg har overleveret jer', det betyder 'jeg har givet jer lov til'.
Jeg beder om, at man lægger nøje mærke til det. For
på den måde er det ikke blot tilladt kirken, men et hvilketsomhelst
døgenigt, f. eks. denne magister, overalt at gøre undtagelser
fra Kristi og apostlenes almindelige bud, indretninger og indstiftelser. |
29
Video itaque, hominem hunc, angelo Satanae agitatum, et eos qui colludunt,
hoc quaerere, ut per me nomen aucupentur in mundo, quasi digni fuerint
cum Luthero congredi. sed frustrabitur eos spes sua, et contempti non nominabuntur
a me imperpetuum. Vna hac contentus ero responsione ad uniuersos eorum
libros. |
Jeg ser således, at dette menneske, en Satans braldrende
engel, og de, som holder med ham, stræber efter gennem mit navn at
gå på fuglefangst i verden, som om de var værdige til
at kæmpe mod Luther. Men deres håb gøres til skamme
og de kan ikke nævnes med foragt af mig i al evighed. Det ene svar
vil jeg lade være nok på alle deres bøger, |
30Quod si digni sunt, quos Christus
ad sanam (W501) mentem reducat, oro, ut id faciat misericordia sua. si
digni non sunt, precor, ut non cessent scribere tales libros, et hostes
ueritatis, ut non alios mereantur legere. Vulgo et uere dicitur: Hoc scio
pro certo, quod, si cum stercore certo, Vinco uel uincor, semper ego maculor. |
nemlig det, at hvis de var værdige til, at Kristus
ville føre den tilbage til en sund forstand, så vil jeg bede
om, at han vil gøre det i sin barmhjertighed; men hvis de ikke var
værdige til det, så vil jeg bede ham om, at de ikke måtte
ophøre med at skrive sådan nogle bøger, og om, at sandhedens
fjender, som ikke fortjener andet, måtte læse dem. Men til
folket vil jeg sige, hvad sandt er: Det véd jeg ganske sikkert,
at hvis jeg er sikkert overbevist sammen med en lort, så kan jeg
sejre eller blive besejret, jeg vil altid svine til. |
31Deinde, quia uideo, illis
otium et chartas abundare, dabo operam, ut negotium scribenti habeant copiosum.
Praecurram enim, ut, dum gloriosissimi uictores de una aliqua mea haeresi
(ut eis uidetur) triumphant, ego interim nouam moliar. |
Dernæst, fordi jeg ser, at de har fritid og papir
nok, så vil jeg gøre dem den tjeneste, at de skal få
lejlighed til at skrive i overflod. Jeg forudser nemlig, at ikke så
snart har de triumferet over deres ærefulde sejr over ét af
mine kætterier (som de kalder det), førend jeg fremkalder
et nyt. |
32Cupio enim et ego hos insignes
bellorum duces multis titulis ornari. Itaque, dum illi murmurant, a me
laudari utriusque speciei communionem, et in maxima ista seque dignissima
re foelicissime occupantur, Ego procedam, et iam conabor ostendere, omnes
esse impios, qui utriusque speciei communionem laicis denegant. Quod ut
commodius faciam, praeludam de captiuitate Ecclesiae Romanae, suo tempore
daturus plurima, ubi Papistae doctissimi hunc librum superauerint. |
Også jeg stræber nemlig efter, at de krigsførende
parter kan komme til at besmykke sig med mange udmærkede titler.
Derfor, mens disse mennesker gør vrøvl over, at jeg anbefaler,
at lægfolk får begge skikkelser i nadveren, og er optaget af
at forfølge denne store sag på heldigste måde, så
går jeg videre og bestræber mig for at påvise, at det
er ugudeligt at nægte lægfolket begge skikkelser i nadveren.
Og for at jeg kan gøre det mere tjenstvilligt, vil jeg først
give eksempler på den romerske kirkes fangenskab, og først
om lidt give mange eksempler på, at de højlærde papister
overgår denne bog. |
33Hoc autem facio, ne, si pius
aliquis lector mihi fuerit obuius, offendatur stercoribus istis a me tractatis,
et iuste queratur, sese nihil legere, quod aut ingenium colat et erudiat,
aut saltem occasionem det eruditis cogitationibus. Scis enim, quam iniquo
animo ferant amici, me occupari istorum hominum sordidis strophis, quas
ipsa lectione dicunt abunde confutari, a me uero meliora expectari, quae
Satan per eos tentet impedire. Horum consilia tandem statutum est sequi,
et rixandi inuehendique negotium crabronibus istis relinquere. |
Men det gør jeg, hvis en og anden læser skulle
bebrejde mig det, for at de ikke skal irriteres over alt det møg,
jeg behandler, og med rette indvende, at de ikke gider læse noget,
som hverken opdyrker eller uddanner deres ånd eller giver anledning
til dannede overvejelser. Du skal nemlig vide, hvilken ulige forventning
mine venner har om mig, at de tror, de kan optage min tid med deres snavsede
menneskelige rævestreger, de, som selv siger, de har gendrevet mig,
allerede da de læste mine bøger, og så forvente noget
langt bedre af mig, som dog Satan gennem dem netop prøver at forhindrer
mig i. Men jeg vil gå frem efter disse retningslinier, og overlade
det til disse hvepse at have besvær med at kæmpe og angribe. |
34De illo Italo, fratre Cremonensi,
nihil dicam, Quod homo simplex et Idiota aliquot locis rhetoricis me conatur
ad sanctam sedem reuocare, a qua nondum me recessisse mihi conscius sum,
nec ullus commonstrauit. Agit enim potissimum locis illis ridiculis, quod
gratia professionis meae et Imperii ad Germanos translati, debeam commoueri.
Videturque omnino non tam mei reuocationem, quam laudes Gallorum et Romani
Pontificis scribere uoluisse. cui permittendum est, ut hoc qualicunque
opusculo obsequium suum testetur. nec meretur dure tractari, cum nulla
malitia uideatur agi, nec erudite confutari, cum mera inscitia et imperitia
nugetur omnia. |
Om denne italiener, kremonenserbroderen, vil jeg ikke sige
noget, fordi enhver bondeknold og lægmand med bare nogenlunde talegaver
kan prøve at kalde mig tilbage til den romerske stol, fra hvilken
jeg er mig bevidst ikke nogensinde at være gået bort, og det
kan han heller ikke påvise. Han behandler nemlig især disse
latterlige steder, fordi jeg burde lade mig bevæge af min stilling
og af, at kejserdømmet er ført tilbage til tyskerne (??).
Det ser i det hele taget ud til, at han skriver, ikke så meget for
at få mig til at tilbagekalde, som for at få ros af gallernes
og romernes papister. Og det skal da være ham tilladt, at han med
den slags småarbejder bevidner sin følgagtighed. Men det fortjener
ikke at blive behandlet indgående, eftersom jeg ikke kan se, det
drejer sig om nogen underfundighed, og heller ikke, at jeg gendrives på
akademisk vis, for han driver narrestreger med alting af simpel uvidenhed
og mangel på kundskab. |
35PRINCIPIO, neganda mihi sunt
septem sacramenta, et tantum tria pro tempore ponenda, Baptismus, Poenitentia,
Panis, et haec omnia esse per Romanam curiam nobis in miserabilem captiuitatem
ducta, Ecclesiamque sua tota libertate spoliatam. Quanquam, si usu scripturae
loqui uelim, non nisi unum sacramentum habeam, et tria signa sacramentalia,
de quo latius suo tempore. (W502) Nunc de sacramento panis, omnium primo. |
Allerførst nægter jeg, at der er syv sakramenter,
og jeg kan for tiden kun anerkende tre, dåben, boden og brødet,
og alle disse er af den romerske kurie ført ind i et elendigt fangenskab
for os, og kirken har helt mistet sin frihed. Det vil dog sige, hvis jeg
skulle tale efter skriftens talebrug, så ville jeg kun anerkende
ét sakramente og tre sakramentale tegn, om hvilket mere senere.
Men nu allerførst til brødets sakramente! |
36Dicam itaque, quid et in hoc
sacramenti ministerio meditatus promouerim. Nam, quo tempore semonem de
Eucharistia edebam, in usu communi haerebam, nihil de Papae siue iure siue
iniuria sollicitus. At nunc, prouocatus et exercitatus, immo, per uim raptus
in hanc harenam, dabo libere, quae sentio. Rideant siue plorent Papistae,
uel uniuersi in usum. |
Jeg vil derfor sige, hvordan jeg ved nærmere eftertanke
har gjort fremskridt med hensyn til forvaltningen af dette sakramente.
For da jeg udgav sermonen om nadveren, holdt jeg mig til den almindelige
brug og bekymrede mig ikke om, hvorvidt paven havde ret eller ej. Men nu,
da jeg er blevet udfordret og angrebet, ja ligefrem med vold slæbt
frem på denne arena, da vil jeg ligeud sige, hvad jeg mener. Så
må papisterne, ja hele verden le eller græde derover. |
37PRIMVM, c. vi Iohannis in
totum est seponendum, ut quod nec syllaba quidem de sacramento loquitur,
non modo, quod sacramentum nondum esset institutum, sed multo magis, quod
ipsa sermonis et sententiarum consequentia de fide (ut dixi) incarnati
uerbi Christum loqui clare ostendunt. |
For det første, må Joh 6 ganske lægges
bort, eftersom det ikke taler om sakramentet med en stavelse, ikke blot,
fordi sakramentet endnu ikke var indstiftet, men meget mere, fordi rækkefølgen
af ordene og meningen klart viser, som jeg har sagt, at Kristus taler om
det inkarnerede ord. |
38Dicit enim: uerba mea spiritus
et uita sunt, ostendens se de manducatione spirituali loqui, qua qui comedit,
uiuit, cum Iudaei de carnali eum intelligerent, ideoque litigarent. At
nulla manducatio uiuificat, nisi fidei. haec enim est uere spiritualis
et uiua manducatio. Sicut et Augustinus dicit: ut quid paras uentrem et
dentem? crede, et manducasti. Sacramentalis enim non uiuificat, cum multi
manducent indigne ut non possit de sacramento intelligi hoc loco locutus. |
Han siger nemlig: 'Mine ord er ånd og liv' (Joh 6,63)
og derved viser han, at han taler om den åndelige spisen, hvorved
den, der spiser, skal leve, som jøderne forstod om den kødelige
spisen af ham, og det kom de i strid om. Men ingen spisen levendegør,
det gør kun troen. Denne er nemlig den sande åndelige og levende
spisen. Sådan siger også Augustin: hvorfor bereder du mund
og tand? tro, så har du spist. Det sakramentale levendegør
ikke, eftersom mange spiser på uværdig måde, så
dette sted kan ikke forstås som noget, der er udtalt om sakramentet. |
39Sunt sane quidam his uerbis
ad sacramentum docendum abusi, ut et Decretali dudum, et multi alii. Sed
aliud est, abusiue scripturas, aliud legitime intelligere, alioquin, cum
dicit: Nisi manducaueritis carnem meam, et biberitis sanguinem meum, non
habebitis uitam, omnes infantes, omnes infirmos, omnes absentes, aut quoquo
modo impeditos, a sacramentali manducatione damnaret, quacunque fide praestaret,
si sacramentalem manducationem ibi praecepisset. |
Men der er nogen, der misbruger disse ord, når de
lærer om sakramentet, sådan som dekretalierne og mange andre
hele tiden har gjort. Men én ting er at misbruge skriften, noget
andet, om det er ret forstået at mene, at når han et andet
sted siger: 'Hvis I ikke spiser mit kød og drikker mit blod, har
I ikke livet', så skulle han fordømme alle børn, syge,
fraværende og alle, der på anden måde er forhindrede
i at deltage i den sakramentale spisen, ligegyldigt hvad man kan fremvise
ved troen, hvis han her påbyder den sakramentale spisen. |
40Sic Augustinus li. ii. contra
Iulianum ex Innocentio probat, etiam infantes, citra sacramentum, manducare
carnem, et bibere sanguinem Christi, id est, eadem fide Ecclesiae communicare.
Sit ergo rata haec sententia, c. vi. Iohannis nihil ad rem facere. Vnde
et alias scripsi, Boemos non posse pro utraque specie tuenda huic loco
fideliter inniti. |
Således beviser Augustin i den anden bog imod Julian,
ifølge Innocens, at også børnene, der ikke får
sakramentet, spiser kødet og drikker Kristi blod, det vil sige,
de tager del i nadveren ved den samm tro. Lad derfor den sætning
stå fast, Joh 6 har intet med sagen at gøre. Af den grund
har jeg også andetsteds skrevet, at bøhmerne ikke på
troværdig måde kan støtte sig på dette sted til
at forsvare nadveren under begge skikkelser. |
41Duo itaque sunt loci, qui
de hac re clarissime tractant, Scriptura Euangelica in caena domini, Et
Paulus .i. Corint. xi. Quos uideamus. Consonant enim sibi Mattheus, Marcus,
et Lucas, Christum dedisse discipulis omnibus totum sacramentum, Et Paulum
utranque tradidisse partem certum est, ita, ut nullus tam impudentis frontis
unquam fuerit, qui aliud diceret. |
Der er derfor to steder, som ganske klart handler om denne
sag: evangeliestederne om nadveren, og Paulus i 1 Kor 11. Og dem skal vi
nu se på. Matthæus, Markus og Lukas er nemlig enige om, at
Kristus gav alle disciplene hele sakramentet, og at Paulus har overleveret,
at de fik begge dele, er så sikkert, at ingen nogensinde har været
så uforskammet at sige noget andet. |
42His adde quod Mattheus refert,
non de pane Christum dixisse: manducate ex hoc omnes, sed de calice: bibite
ex hoc omnes. Et Marcus item non dicit: manduauerunt omnes, sed biberunt
ex eo omnes, uterque uniuersitas notam (W503) ad calicem, non ad panem
ponens, quasi spiritus futurum hoc schisma praeuiderit, quod calicis communionem
prohiberet aliquibus, quem Christus omnibus uoluerit esse communem. |
Dertil kommer, at Matthæus fortæller, at Kristus
ikke sagde om brødet: 'spis alle heraf', men om kalken: 'drik alle
her af'. (Matt 26,27). Og ligeledes siger Markus ikke: 'de spiste alle',
men: 'de drak alle af den' (Mark 14,23), de sætter altså begge
bemærkningen om 'alle' ved kalken, ikke ved brødet, som om
ånden havde forudset denne strid, at brugen af kalken ville blive
forhindret nogen, den brug, som Kristus ville, at alle skulle være
fælles om. |
43Quanta putas furia in nos
insanirent, si uocabulum 'omnes' ad panem, et non ad calicem positum inuenissent,
nullum nobis prorsus effugium relinquerent, clamarent, haereticos decernerent,
schismaticos damnarent. At cum a nostra parte stet contra ipsos, nullo
sinunt sese claudi syllogismo, homines liberrimi arbitrii, etiam in iis,
quae dei sunt, mutandis, remutandis, et omnibus confundentis. |
Hvor stærkt tror du ikke, de ville have raset imod
os, hvis det lille ord 'alle' havde stået ved brødet og ikke
ved kalken, de ville ikke have givet os nogetsomhelst udvej, de ville skrige,
de ville erklære os for kættere og fordømme os som skismatikere.
Men nu, hvor det står der til fordel for os og imod dem, nu bliver
det stædigt ved med at lukke sig inde bag syllogismer, disse den
frie viljes mennesker, som selv i det, der hører Gud til, laver
om og laver om og forvirrer alting. |
44Sed finge me ex aduerso stare,
et dominos meos papistas interrogare. Totum sacramentum, seu utraque species,
in coena domini, aut datum est solis presbyteris aut simul laicis. Si solis
presbyteris (id enim uolunt), iam nullo modo licet ullam speciem dari laicis:
non enim temere dandum est, cui Christus prima institutione non dedit. |
Men tænk dig, om jeg stod på den anden side
og tilspurgte de herrer papister. Det hele sakramente eller nadveren under
begge skikkelser er enten givet alene til præsterne eller også
til lægfolket. Hvis det alene er til præsterne (som de siger),
da er det på ingen måde rigtigt at give det til lægfolkene
under nogen skikkelse: man bør nemlig ikke vove at give det til
dem, som Kristus ikke ved den første indstiftelse har givet det
til. |
45Alioquin, si unam Christi
institutionem permittimus mutari, iam uniuersas eius legis fecimus irritas,
et quilibet audebit dicere, se non ligari ulla eius lege aut institutione.
Vna enim indiuidua tollit in scriptura maxime uniuersalem. Si simul et
laicis, iam ineuitabiliter sequitur, laicis non debere negari utranque
species. Quod si denegetur dari petentibus, impie et contra Christi factum
exemplum et institutionem agitur. |
Ellers, hvis vi tillader, at én af Kristi indstiftelser
forandres, så har vi gjort alle hans love ugyldige, og enhver kan
tillade sig at sige, at han ikke er bundet af nogen af hans love eller
indstiftelser. Én enkelthed i skriften ophæver nemlig hele
skriften. Men hvis det dengang også blev givet til lægfolk,
så følge uundgåeligt, at lægfolket nu ikke bør
nægtes at få del i begge skikkelser. For hvis man nægter
at give den, der beder, så handler man ufromt og imod Kristi gerning,
eksempel og indstiftelse. |
46Ego fateor, ista me ratione,
mihi inuicta, superactum nec legisse, nec audiuisse, nec inuenisse, quod
contra dicam, Cum hic Christi uerbum et exemplum stet firmissime, ubi non
permittendo, sed praecipiendo dicit: Bibite ex eo omnes. Si enim omnibus
bibendum est, et illud non possit solis presbyteris dictum intelligi, certe
impium est, laicos petentes ab eo arceri, etiam si angelus de coelo hoc
faceret. |
Jeg tilstår, at jeg er blevet overvundet af denne
uigendrivelige grund, og jeg har intet yderligere læst, hørt
eller fundet, som jeg kunne sige imod det. For Kristi ord her og hans eksempel
står urokkelig fast, når han ikke tillader, men påbyder
ved at sige: 'drik alle heraf'. Hvis nemig alle skal drikke og det ikke
kan forstås om kun præsterne, så er det helt sikkert,
at det er ugudeligt, at holde de lægfolk borte fra vinen, der beder
om den, også om en engel fra himlen gør det. |
47Nam, quod dicunt, Ecclesiae
arbitrio relictum esse, distribuendam utram speciem, sine ratione dicitur,
sine autoritate producitur, et eadem facilitate contemnitur, qua probatur.
nec contra aduersarium aliquid facit, qui uerbum et factum Christi nobis
opponit, quare uerbo Christi est referiendus, at hoc non habemus. |
For når de siger, at det er overladt til kirkens forgodtbefindende
at uddele begge skikkelser, så siger de det uden begrundelse og påstår
det uden autoritet, og det må foragtes i forhold til, om det kan
bevises. Og det kan heller ikke bruges overfor en modstander, som holder
Kristi ord og gerning op overfor os, for det må gendrives med Kristi
ord, og et sådant har vi ikke. |
48Si autem utra species potest
negari laicis, poterit eis et pars baptismi et poenitentiae tolli, eodem
arbitrio Ecclesiae, cum ubique sit par ratio et potestas. Quare, sicut
totus baptismus, totaque absolutio, ita totum sacramentum panis est omnibus
laicis dandum, si petant. |
Men hvis begge skikkelser kan nægtes lægfolk,
så kan man også ved den samme kirkens forgodtbefindende nægte
dem en del af dåben eller af boden, eftersom der overalt er tale
om den samme begrundelse og den samme magt. Derfor skal således hele
dåben, hele boden og ligeledes hele brødets sakramente gives
til alle lægfolk, hvis de beder om det. |
49Satis autem miror,
eos asserere, presbyteris nullo modo licere, in missa unam speciem accipere,
sub peccato mortali, nulla alia causa, nisi quod (ut omnes unanimiter dicunt)
utraque species sit unum plenum sacramentum, quod non debeat diuidi. |
Det undrer mig meget, at de kan påstå,
at det på ingen måde er tilladt præsterne at modtage
kun én skikkelse i messen, endda er det en dødssynd, og det
af ingen anden grund, end at (som de alle siger samstemmende) begge skikkelser
udgør det hele sakramente, som ikke bør deles. |
50Dicant ergo mihi quaeso, cur
laicis licet diuidi, et solis eis non dari integrum sacramentum? Nonne
suomet testimonio confitentur, aut laicis dandam utranque speciem, aut
una specie non dari eis legittimum sacramentum? (W504) Quomodo in presbyteris
non est sacramentum plenum una species, et in laicis est plenum? Quid mihi
arbitrium Ecclesiae et potestas Papae hic iactatur? Non per haec soluuntur
uerba dei, et testimonia ueritatis. |
Jamen, kan de så ikke sige mig, hvorfor det er tilladt
at dele det for lægfolk, hvorfor det er tilladt ikke at give dem
det hele sakramente? Mon ikke de ved det vidnesbyrd bekender, enten at
lægfolk skal have begge skikkelser, eller at det at give dem kun
én skikkelse ikke er en legitim måde at uddele sakramentet
på? Hvordan kan det være, at det for præsterne ikke er
et helt sakramente i kun én skikkelse, men for lægfolket er
et helt sakramente? Hvorfor praler de her med kirkens forgodtbefindende
og pavens magt? Guds ord og sandhedens vidnesbyrd kan ikke opløses
ved disse ting. |
51Vltra sequitur, si uini speciem
potest Ecclesia tollere laicis, potest et panis speciem tollere, ergo poterit
totum sacramentum altaris laicis tollere, et Christi institutionem penitus
in eis euacuare. Sed qua rogo autoritate? Si autem non potest panem aut
utrunque tollere, nec uinum potest nec potest haberi, quod hic dici potest
aduersatio, cum eandem in utra, quae in utraque specie, potestatem esse
oporteat, si non in utraque, nec in utra. Opto audire, quid hic adulatores
Romani uelint dicere. |
Videre er det givet, at hvis kirken kan fratage lægfolket
vinens skikkelse, kan det også fratage dem brødets skikkelse,
altså kan den fratage lægfolket hele alterets sakramente, og
fuldstændig gøre Kristi indstiftelse til intet. Men med hvilken
autoritet? spørger jeg. Men hvis man ikke kan fratage dem brødet
eller begge skikkelser, så kan man heller ikke fratage dem vinen,
og modstanderne kan ikke sige noget herimod, eftersom kirken må have
den samme ret over den ene som over begge skikkelser, hvis den ikke har
ret over begge, har den heller ikke over den ene. Gad vidst, hvad de romerske
smigrere vil sige hertil! |
52Sed quod maxime omnium urget,
penitusque me concludit, Christus dicit: Hic est sanguis meus, quo pro
uobis, et pro multis effundetur, in remissionem peccatorum. Hic clarissime
uides, sanguinem dari omnibus, pro quorum peccatis fusus est. Quis uero
audeat dicere, pro laicis non esse fusum? |
Men hvad der mest af alt tvinger mig og lukker munden fuldstændig
på mig, det er, at Kristus her siger: 'Dette er mit blod, som udgydes
for jer og for mange til syndernes forladelse'. Her ser du soleklart, at
blodet gives til alle dem, for hvis synder det er udgydt. Hvem vover at
sige, at det ikke er udgydt for lægfolket? |
53An non uides, quos alloquitur
dans calicem? Nonne omnibus dat? Nonne pro omnibus fusum dicit? pro uobis
(inquit), esto sint ii sacerdotes, et pro multis, ii non possunt esse sacerdotes,
et tamen dicit: Bibite ex eo omnes. Vellem et ego hic nugari facile, et
uerbis meis illudere uerba Christi, ut meus nugator facit. |
Mon ikke du ser, hvem han henvender sig til, når han
giver dem kalken? Mon ikke han giver den til alle? Mon ikke han siger,
det er udgydt for alle? 'for jer', siger han, og lad det bare være
præsterne, 'og for mange', det kan ikke være præsterne,
og desuden siger han: 'drik alle heraf!' Jeg ville gerne, om også
jeg kunne drive spot og lade, som om mine ord er Kristi ord, sådan
som min spottefugl gør. |
54Sed scripturis redarguendi
sunt, qui scripturis nituntur contra nos. Haec sunt, quae me prohibuerunt
Boemos damnare, qui, siue mali siue boni, certe uerbum et factum Christi
habent pro se, nos autem neutrum, sed tantum inane illud hominum commentum:
Ecclesia sic ordinauit, cum non Ecclesia, sed tyranni Ecclesiarum, citra
consensum Ecclesiae (id est, populi dei), ista ordinarint. |
Men de modstandere, som støtter sig til skriften
imod os, skal gendrives med skriften. Det er det, der har forhindret mig
i at fordømme bøhmerne, som, hvad enten de er onde eller
gode, i hvert fald har Kristi ord og gerning for sig, vi, derimod, har
ingen af delene, men kun dette tomme menneskepåfund: kirken har forordnet
det sådan, skønt det ikke er kirken, men det kirkelige tyranni,
der har forordnet det, og endda gjort det uden samtykke fra kirken (det
vil sige, fra Guds folk). |
55Obsecro autem, quae est necessitas?
quae religio? quae utilitas? laicis negare utranque speciem, id est, signum
uisibile, quando omnes concedunt eis rem sacramenti, sine signo? si rem
concedunt, quae maior est, cur signum, quod minus est, non concedunt? In
omni enim sacramento signum, inquantum signum, incomparabiliter minus est
quam res ipsa. |
Men hvad i alverden er det for en nødvendighed, hvad
er det for en fromhed, hvad er det for en nytte, det kan have, at nægte
at give lægfolket begge skikkelser, det vil sige: det synlige tegn;
når dog alle vil give dem sagen i sakramentet uden tegn? hvis de
vil give den sagen, altså det større, hvorfor da ikke tegnet,
som er det mindre? For i ethvert sakramente er tegnet, forsåvidt
det er tegn, uden sammenligning mindre end sagen selv. |
56Quid ergo prohibet, inquam,
minus dari, quando maius datur, nisi quod mihi hac permissione irati dei
uidetur contigisse, ut esset occasio schismatis in Ecclesia, qua significaretur,
nos re sacramenti iam dudum amissa, propter signum, et id quod minus est,
contra rem maximam et solam pugnare, sicuti quidam pro ceremoniis pugnant
contra charitatem. |
Altså, siger jeg, hvad forhindrer dem i at give det
mindre, når det større gives, andet end at det synes mig at
være sket ved den fortørnede Guds tilladelse, at der blev
givet lejlighed til skisma i kirken, hvorved det betegnes, at vi allerede
forlængst har forspildt sakramentets væsentlige gode, på
grund af, at tegnet, som er det mindre, kæmper mod det større
og eneste, sådan som nogle kæmper for ceremonierne imod kærligheden, |
57immo, ceptum uidetur hoc monstrum
eo tempore, quo pro diuitiis mundi cepimus contra Christianam charitatem
insanire, ut deus ostenderet hoc terrifico signo, nos signa maioris ducere,
quam res ipsa. Quae peruersitas, si baptisando concedas fidem dari baptismi,
neges autem signum fidei eiusdem, id est, aquam? |
ja, dette uhyre synes at være begyndt på den
tid, da vi for verdslig rigdoms skyld begyndte at rase imod den kristne
kærlighed, så at Gud åbenbarede ved dette forfærdelige
tegn, at vi sætter tegnet højere end sagen selv. Hvilken forvendthed
ville det ikke være at indrømme, at igennem dåben gives
troen på dåben, men at nægte tegnet på denne tro,
det vil sige vandet? |
58Vltimo, stat inuictus Paulus,
omnium obstruens ora .i. Corint. ii: Ego accepi a domino, quod et tradidi
uobis. Non dicit, ut e suo cerebro frater mentitur; permisi uobis. Nec
est uerum, propter contentionem illorum utranque speciem donasse. Primo,
quod textus ipse indicat, non de utraque specie fuisse contentionem, sed
de contemptu et inuidia abundantium et egentium, ut clarus est textus,
dicans: Alter esurit, alter ebrius est, et confunditis eos quo non habent. |
Til sidst står Paulus uovervundet der og lukker munden
på alle med sine ord, 1 Kor 11,23: 'Jeg har modtaget fra Herren,
hvad jeg også har overleveret jer'. Han siger ikke, som broderen
ud af sit eget hoved fordrejer ordene: 'Jeg har tilladt jer'. Og det er
heller ikke sandt, at det var på grund af deres stridigheder, at
han gav dem begge skikkelser. For det første, fordi teksten selv
viser, at der ikke var strid om begge skikkelser, men om foragt og misundelse
hos dem, der havde overflod, og hos dem, der manglede. For teksten siger
klart: 'Den ene er sulten, den anden drukken, og I beskæmmer dem,
som intet har'. |
59Deinde, quod non loquimur
de prima sua traditione. non enim dicit: accipio a domino et do uobis,
sed: accepi et tradidi, scilicet in initio praedicationis, longe ante hanc
contentionem, significans utranque speciem eis tradidisse, quod tradidisse
est praecepisse, sicut alibi utitur eodem uerbo. |
Dernæst taler han ikke om begyndelsen på sin
overlevering. Han siger nemlig ikke: Jeg modtager fra Herren og giver jer,
men: Jeg har modtaget og har givet, nemlig i begyndelsen af sin prædikenvirksomhed,
længe før denne strid, og derved betegner han, at han har
overleveret begge skikkelse til dem, og at det at overlevere er at påbyde,
sådan som han andetsteds bruger dette ord. |
60Nihil ergo sunt, quae frateralis
fumus hic permissione, sine scripturis, sine ratione, sine causa conglomerat.
Aduersarii non querunt, quod ipse somniet, sed quid scriptura in his iudicet,
ex qua nec apicem potest producere pro suo somnio, cum illi tanta fulmina
pro sua fide proferant. |
Det har altså ikke noget på sig, hvad det broderlige
røgslør her uden skrift, uden begrundelse, uden årsag,
blander sammen om tilladelse. Modstanderne spørger ikke, hvad han
drømmer sig til, men hvad skriften dømmer i disse sager,
og fra den kan han ikke fremdrage en stavelse til fordel for sine drømmesyner,
selv om disse frembringer nok så mange lyn til fordel for hans tro. |
61Surgite ergo hic uniuersi
adulatores Papae in unum, satagite, defendite uos ab impietate, tyrannide,
laesa maiestate Euangelii, iniuria fraterni opprobrii, qui haereticos iactatis
eos, qui non secundum merum capitis uestri somnium, contra tam patentes
et potentes scripturas sapiunt. |
Slut jer bare sammen, I alverdens papistiske smigrere, gør
jer umage, rens jer for ugudelighed, tyranni, for majestætsfornærmelse
imod evangeliet, for uret mod de brødre, som I har beskyldt for
kætteri, fordi de ikke danner deres tanker efter jeres hoveders drømmesyner,
imod så klare og vægtige skriftsteder. |
62Si utri sunt haeretici et
schismatici nominandi, non Boemi, non Graeci (quia Euangeliis nituntur),
sed uos Romani estis haeretici, et impii schismatici, qui solo uestro figmento
praesumitis, contra euidentes dei scripturas. Eluite haec uiri. |
Skal nogen kaldes kættere og skismatikere, så
er det ikke bøhmerne eller grækerne (for de støtter
sig til evangeliet), men jer romere, I er kættere og ugudelige skismatikere,
fordi I alene regner med jeres påfund imod Guds klare skrift. Det
skulle I rense jer for, kære venner! |
63Quid vero magis ridiculum,
et fraterno isto capite dignius dici potuit, quam Apostolum particulari
Ecclesiae, scilicet Corinthiorum, ista scripsisse et permisisse, non autem
uniuersali? unde haec probat? Ex solito penu, nempe, proprio et impio capite. |
Men hvad er vel mere latterligt eller mere i overensstemmelse
med denne broders hoved, end når han kan sige, at apostelen har skrevet
dette og tilladt dette kun til denne menighed, altså kun til korintherne,
ikke til hele kirken? hvor beviser han det fra? Fra sit sædvanlige
forrådskammer, fra sit ugudelige hoved. |
64cum uniuersalis Ecclesia Epistolam
hanc pro se acceptat, legit, sequitur in omnibus, cur non etiam in hac
parte? Quod si demus unam Epistolam aliquam Pauli, aut unum alicuius locum,
non ad uniuersalem Ecclesiam pertinere, iam euacuata est tota Pauli autoritas. |
Når dog fælleskirken antager, læser og
i alle ting følger dette brev, hvorfor så ikke også
i dette stykke? Og hvis vi indrømmer om blot ét brev af Paulus
eller blot ét sted i et brev, at det ikke retter sig mod fælleskirken,
så har vi tilintetgjort hele Paulus' autoritet. |
65Corinthii enim dicent, ea
quae de fide ad Romanos docet, non ad se pertinere. Quid blasphemius et
insanius hac insania fingi possit? Absit, (W506) absit, ut ullus apex in
toto Paulo sit, quem non debeat imitari et seruare tota uniuersalis Ecclesia.
Non sic senserunt patres usque in haec tempora periculosa, in quibus praedixit
Paulus futuros esse blasphemos et caecos et insensatos. Quorum unus hic
frater, uel primus est. |
Korintherne vil jo kunne sige, at det, som han lærer
om troen i brevet til romerne, ikke kommer dem ved. Hvad kan man tænke
sig mere blasfemisk og vanvittigt end denne vanvittighed? Det kan ikke
på nogen måde være sådan, at der i hele Paulus
er så lidt som bare en stavelse, som ikke hele fælleskirken
bør efterkomme og tjene. Sådan tænkte fædrene
ikke førend i denne farlige tid, om hvilken Paulus har forudsagt,
at der vil komme spottere og blinde og vanvittige. Hvoraf denne broder
er én, ja, er den første. |
66Sed demus insaniam hanc intolerabilem,
Si particulari Ecclesiae permisit Paulus, recte ergo Graeci, recte Boemi
faciunt, etiam te autore, sunt enim particulares Ecclesiae. quare satis
est eos non agere contra Paulum, saltem permittentem. Porro, Paulus permittere
non potuit aliquid contra Christi institutum. |
Men lad os så gå ind på dette utålelige
vanvid, da: Hvis Paulus har tilladt enkeltkirken det, så handler
jo grækerne og bøhmerne ret, også ifølge dig,
kære broder, For de er jo enkeltkirker. Derfor er det nok ikke at
handle imod Paulus, eftersom han i det mindste tillader det. Videre: Paulus
kan ikke tillade noget, der er imod Kristi indstiftelse. |
67Oppono igitur, Roma, tibi
et omnibus tuis adulatoribus hos Christi et Pauli sermones, pro Graecis
et Boemis, nec poteris uno pilo monstrare, potestatem tibi esse datam haec
mutandi, multo minus alios propter tuam praesumptionem neglectam haereticos
criminandi. sed tu digna es, impietatis et tyrannidis crimine accusari. |
Jeg sætter derfor op imod dig, Rom, og alle dine smigrere,
disse Kristi og Paulus' ord, til fordel for grækerne og bøhmerne,
og du kan ikke med en stavelse vise, at du har magt til at ændre
det, endnu mindre, at du har magt til at skælde andre folk ud for
kættere, fordi de ikke bryder sig om din antagelse. Du har tværtimod
selv fortjent at blive skældt ud for ugudelighed og tyranni. |
68Ad haec legimus in Cypriano,
qui unus contra omnes Romanistas satis potens est, qui lib. v. sermone
de lapsis testatur, multis in Ecclesia illa usum fuisse laicis, etiam pueris,
utranque speciem, immo corpus domini in manu dari, ut per multa exempla
docet. |
Om dette læser vi hos Cyprian, som alene er mægtig
nok til at kunne stå sig mod alle romanister, at han i den 5. bog
i prædikenen om de faldne bevidner, at det var skik i hans kirke
at give mange lægfolk, også børn begge skikkelser, ja
at give dem Herrens legeme i hånden, hvilket han viser ved mange
eksempler. |
69Inter caetera e uulgo quosdam
sic increpat: Et quod non statim domini corpus inquinatis manibus accipiat,
aut ore polluto domini sanguinem bibat, sacerdotibus sacrilegus irascitur. |
Blandt andet holder han følgende straffetale til
nogle i menigheden: 'Og den frafaldne er vred på præsterne,
fordi han ikke straks må tage Herrens legeme med sine urene hænder
og drikke Herrens blod med sin besmittede mund'. |
70Vides, hic de laicis eum loqui,
sacrilegis, qui a sacerdotibus corpus et sanguinem accipere uoluerunt.
Habes hic, adulator miser, quod gannias? dic et hunc sanctum martyrem,
unum in Ecclesia apostolica spiritu doctorem, esse haereticum, et in particulari
Ecclesia permissione usum. |
Du ser, at han her taler om frafaldne lægfolk, som
vil modtage legemet og blodet af præsterne. Elendige smigrer, har
du her noget at gø af? Sig dog, at denne hellige martyr, en kirkelærer
i apostolisk ånd, er en kætter, eller kun som enkeltkirke har
fået denne tilladelse. |
71Recenset ibidem historiam,
se teste ac presente factam, ubi diaconum calicem infanti puellae dedisse,
immo reluctanti eidem infudisse sanguinem domini apertissime scribit. Idem
de sancto Donato legitur, cuius calicem fractum, O miser adulator, quam
frigide eludit: fractum (inquit) calicem lego, sanguinem datum non lego. |
Sammesteds fortæller han ganske åbenlyst en
historie, som er sket i hans nærværelse og bevidnet af ham.
En diakon rakte en lille pige kalken, og da hun vægrede sig ved at
drikke, hældte han endog Herrens blod i munden på hende. Det
samme læses om den hellige Donatus, og med henblik på dennes
sønderbrudte kalk, kommer vor elendige smigrer med denne flove udflugt:
'Jeg læser vel om en sønderbrudt kalk, men ikke om noget blod,
som blev uddelt'. |
72Quid mirum? qui in sacris
scripturis intelligit, quod uult, etiam in historiis legat, quod uult.
Sed nunquid per hoc stabilitur arbitrium Ecclesiae, aut confutantur haeretici?
Verum haec abunde satis; non enim, ut illi responderem, haec coepi, qui
dignus non est responsione, sed, ut rei ueritatem aperirem. |
Men det er jo ikke så mærkeligt, at den, der
i den hellige skrift kun forstår, hvad han vil forstå, også
i historierne kun læser, hvad han vil. Men bekræftes derigennem
den påstand, at kirken kan handle efter forgodtbefindende, eller
gendrives kætterne? Nå, dette er fuldt ud tilstrækkeligt;
jeg er ikke begyndt på dette, fordi jeg ville svare ham, for han
fortjener ikke noget svar, men for at bringe sagens sandhed for lyset. |
73Concludo itaque,
Negare utranque speciem laicis, esse impium et tyrannicum, nec in manu
ullius angeli, nedum Papae et Concilii cuiuscunque. nec (W507) moror Concilium
Constantiense, cuius autoritas, si valet, cur non valet et Basiliense,
quod contra statuit, Boemis licere utranque speciem suscipere, quod multa
disputatione illic obtentum est, ut extantes annales, et literae Concilii
probant. quod Adulator iste ignorans adducit pro suo somnio, adeo prudenter
omnia tractat. |
Jeg vil derfor drage den konklusion: At nægte
lægfolk begge skikkelser er ugudeligt og tyrannisk, og ingen kan
gøre det, ikke nogen engel, ejheller paven eller noget koncil. Og
jeg lader mig ikke vildlede af koncilet i Konstanz, for hvis dette koncils
autoritet skal gælde, hvorfor skal så ikke Baselkoncilets autoritet
gælde, som bestemte det modsatte, at bøhmerne havde lov til
at bruge begge skikkelser. Dette blev opnået efter en lang diskussion,
sådan som de eksisterende annaler og breve fra koncilet beviser.
Og skønt vor smigrer ikke aner noget om dette, anfører han
det dog som bevis for sine drømme. Så klogt handler han i
alle ting! |
74Prima ergo captiuitas huius
sacramenti est, quo ad eius substantiam, seu integritatem, quam nobis abstulit
Romana tyrannis, Non quod peccent in Christum, qui una specie utuntur,
cum Christus non preceperit ulla uti, sed arbitrio cuiuslibet reliquit
dicens: Quotiescunque haec feceritis, in mei memoriam facietis, Sed quod
illi peccant, qui hoc arbitrio uolentibus uti prohibent utranque dari. |
Det første fangenskab, dette sakramente er i, angår
altså dets væsen eller fuldstændighed, som det romerske
tyranni har frataget os. Ikke sådan, at de synder imod Kristus, de,
som kun bruger den ene skikkelse, eftersom Kristus ikke har foreskrevet
at bruge nadveren, men overladt det til enhvers skøn, idet han sagde:
'Så ofte som I gør dette, gør det til min ihukommelse'.
Men sådan, at de mennesker synder, som forhindrer, at det gives til
dem, som efter dette skøn ønsker at bruge begge skikkelser. |
75culpa non est in laicis, sed
in sacerdotibus. Sacramentum non est sacerdotum, sed omnium, nec domini
sunt sacerdotes, sed ministri, debentes reddere utranque speciem petentibus,
quotiescunque petierunt. Quod si hoc ius rapuerint laicis et ui negauerint,
tyranni sunt, laici sine culpa, uel una uel utraque carent, fide interim
seruandi, et desyderio integri sacramenti. |
Skylden ligger ikke hos lægfolket, men hos præsterne.
Sakramentet tilhører ikke kun præsterne, men alle, og præsterne
er ikke herrer, men tjenere, som bør give enhver, der beder derom,
begge skikkelser, så ofte som de beder derom. Og hvis de ud fra nogen
retsforståelse frarøver lægfolket det og nægter
dem det med magt, så er de tyranner, men lægfolket uden skyld;
enten de mangler den ene eller begge skikkelser, bevares de i mellemtiden
ved troen, og ved længslen efter det fuldstændige sakramente. |
76Sicut baptismum et absolutionem
debent petenti, tanquam ius habenti, ipsi ministri; quod si non dederint,
petens plenum habet fidei suae meritum, ipsi coram Christo serui nequam
accusabuntur. Sicut olim in Eremo sancti patres in multis annis non communicauerunt
ulla specie sacramenti. |
På samme måde skal de give dåben og absolutionen
til dem, der begærer det, som noget, de har ret til; de er jo tjenere.
Og hvis de ikke giver dem det, så har den, der beder om det, en fuld
fortjeneste i kraft af sin tro, men de selv vil blive anklaget overfor
Kristus som uduelige tjenere. Sådan modtog de hellige fædre
i ørkenen ikke sakramentet under nogen skikkelse. |
77Itaque non hoc ago, ut ui
rapiatur utraque species, quasi necessitate praecepti ad eam cogamur, Sed
conscientiam instruo, ut patiatur quisque tyrannidem Romanam, sciens sibi
raptum per uim ius suum in sacramento, propter peccatum suum. |
Jeg skriver derfor ikke dette, for at begge skikkelser skal
indføres med magt, som om vi var tvunget til det ved et buds nødvendighed,
men jeg belærer samvittigheden, at enhver skal finde sig i det romerske
tyranni, men han skal vide, at hans ret er ham berøvet i sakramentet
med magt på grund af hans synd. |
78tantum hoc uolo, ne quis Romanam
tyrannidem iustificet, quasi recte fecerit, unam speciem laicis prohibens,
sed detestemur eam, nec consentiamus ei, tamen feramus eam, non aliter,
ac si apud Turcam essemus captiui, ubi neutra specie liceret uti. |
Kun det vil jeg, at ingen skal retfærdiggøre
det romerske tyranni, som om det var med rette, at man har forhindret lægfolket
i at få den ene skikkelse, men vi forkaster det og vil ikke være
enig med dem i det, selv om vi finder os i det, på samme måde
som hvis vi var taget til fange af tyrkerne, hvor vi ikke kunne få
nadveren under nogen skikkelse. |
79Hoc est, quod dixi mihi pulchrum
uideri, si generalis Concilii statuto ista captiuitas solueretur, et nobis
Christiana illa libertas e manibus Romani tyranni restitueretur, et cuique
suum arbitrium petendi utendique relinqueretur, sicut in baptismo et poenitentia
relinquitur. At nunc cogit singulis annis unam speciem accipi eadem tyrannide,
adeo extincta est libertas nobis a Christo donata, sic meruit impia nostra
ingratitudo. |
Det er, hvad jeg har sagt, og jeg synes, det ville være
smukt, om et almindeligt koncil løste os fra dette fangenskab og
tilbagegav os denne vores kristne frihed fra den romerske tyrans hånd,
og overlade det til enhver at begære og bruge det efter sit skøn,
sådan som vi nu har det med dåben og boden. Men nu tvinger
man os til år efter år at modtage kun den ene skikkelse ved
dette tyranni, og derfor er den kristne frihed, Kristus har givet os, udslukt.
Dette har vi fortjent i kraft af vor ugudelighed og utaknemlighed. |
80 (W508) Altera captiuitas
eiusdem sacramenti mitior est, quod ad conscientiam spectat, sed quam multo
omnium periculosissimum sit tangere, nedum damnare. Hic Viglephista, et
sexcentis nominibus haereticus ero. Quid tum? postquam Romanus Episcopus
Episcopus esse desiit, et tyrannus factus est, non formido eius uniuersa
decreta, cuius scio non esse potestatem articulos nouos fidei condendi,
nec Concilii quidem generalis. |
Det andet fangenskab, dette sakramente er i, er tåleligere,
hvad samvittigheden angår, men det er særdeles farligt at berøre
det, endsige fordømme det. Her må jeg være en Viclisit
og bære mindst sekshundrede kætternavne. Hvordan det? Jo, siden
den romerske biskop er ophørt at være biskop og er blevet
tyran, frygter jeg ikke alle hans dekreter, for jeg véd, at det
ikke står i hans magt, ja ikke engang i et nyt koncils magt, at skabe
en ny trosartikel. |
81Dedit mihi quondam, cum Theologiam
scholasticam haurirem, occasionem cogitandi D. Card. Camera. libro sententiarum
quarto, acutissime disputans, multo probabilius esse, et minus superfluorum
miraculorum poni, si in altari uerus panis, uerumque uinum, non autem sola
accidentia esse astruentur, nisi Ecclesia determinasset contrarium. |
Dengang jeg studerede den skolastiske teologi, fik jeg lejlighed
til at tænke over, hvad kardinalen fra Cambrai højst skarpsindigt
siger i sentensernes fjerde bog, at det ville være meget mere sandsynligt
og kræve mindre overflødige undere, hvis man ville antage,
at der på alteret er virkeligt brød og virkelig vin, ikke
kun deres ydre egenskaber, hvis ikke kirken havde besluttet det modsatte. |
82Postea uidens, quae esset
Ecclesia, quae hoc determinasset, nempe Thomistica, hoc est, Aristotelica,
audacior factus sum, et qui inter saxum et sacrum haerebam, tandem stabiliui
conscientiam meam sententia priore, Esse uidelicet uerum panen uerumque
uinum, in quibus Christi uera caro uerusque sanguis non aliter nec minus
sit, quam illi sub accidentibus suis ponunt. |
Da jeg senere kom til at se, hvilken kirke det var, der
havde besluttet det, nemlig den thomistiske, det vil sige, den aristoteliske,
blev jeg dristigere, og jeg, der før hverken vidste ud eller ind,
har nu styrket min samvittighed med min første mening, nemlig den,
at det er virkeligt brød og virkelig vin, i hvilke Kristi virkelige
kød og virkelige blod findes, ikke anderledes eller mindre, end
når de andre påstår, det er der i de ydre egenskaber. |
83quod feci, quia uidi, Thomistarum
opiniones, siue probentur a Papa, siue a Concilio, manere opiniones, nec
fieri articulos fidei, etiam si angelus de coelo aliud statueret. Nam,
quod sine scripturis asseritur, aut reuelatione probata, opinari licet,
credi non est necesse. Haec autem opinio Thomae adeo sine scripturis et
ratione fluctuat, ut nec philosophiam, nec dialectiam suam nouisse mihi
uideatur. |
Det har jeg gjort, fordi jeg så, at thomisternes meninger,
hvad enten den så er godkendt af paven eller af et koncil, er og
bliver meninger og ikke trosartikler, hvilket de ikke kan blive, om så
en engel fra himlen besluttede noget andet. For hvad der fastslås
uden skrift eller bevidnet åbenbaring, det kan man vel mene, men
der kræves ikke, at man tror det. Men denne Thomas' mening er i den
grad flydende, uden skrift og begrundelse, at han ikke synes at kende hverken
filosofi eller logik. |
84Longe enim aliter Aristoteles
de accidentibus et subiecto, quam sanctus Thomas loquitur, ut mihi dolendum
uideatur pro tanto uiro, qui opiniones in rebus fidei non modo ex Aristotele
tradere, sed et super eum, quem non intellexit, conatus est stabilire,
infoelicissimi fundamenti infoelicissima structura! |
For Aristoteles taler helt anderledes om ydre egenskaber
og genstande, end den hellige Thomas gør, så jeg har helt
ondt af en så stor mand, som ikke alene søger at overlevere
os meninger i trossager fra Aristoteles, men som endog prøver at
gå ud over ham, skønt han ikke har forstået ham; det
bliver en ulyksalig bygning på en ulyksalig grundvold. |
85Permitto itaque, qui uolet
utranque opinionem tenere, hoc solum nunc ago, ut scrupulos conscientiarum
de medio tollam, ne quis se reum haereseos metuat, si in altari uerum panem,
uerumque uinum esse crediderit. Sed liberum esse sibi sciat, citra periculum
salutis, alterutrum imaginari, opinari et credere, cum sit hic nulla necessitas
fidei. |
Jeg lader det derfor stå hen, når nogen vil
fastholde sin mening overfor andre. Det ene er det mig om at gøre:
at bortrydde samvittighedsskrupler, at ingen skal være bange for
at gøre sig skyldig i kætteri, hvis han tror, at der på
alteret er virkeligt brød og virkelig vin. Men han skal vide at
han uden fare for sin samvittighed frit kan tænke, mene og tro både
det ene og det andet, fordi der her ikke er nogen trosnødvendighed. |
86Ego tamen meam nunc prosequor
sententiam. Primum, nolo eos audire, nec tantilli facere, qui clamaturi
sunt, hoc esse Viglephisticum, Hussiticum, haereticum, et contra Ecclesiae
determinationem, cum hoc non faciant nisi ii, quos multis modis haereticos
esse conuici in re indulgentiarum, lib. arb. et gratia dei, operibus bonis
et peccatis etc., ut, si Viglephus semel fuit haereticus, ipsi decies haeretici
sunt, et pulchrum sit ab haereticis et peruersis sophistis culpari et criminari,
(W509) quibus placuisse summa impietas est. |
Men jeg vil dog her udvikle min mening. For det første
vil jeg ikke høre dem eller lægge vægt på dem,
som skriger, at dette er viklisitisk, hussitisk, kættersk, eller
i strid med kirkens forordninger, eftersom disse her ikke gør andet
end de gjorde, som jeg mange gange har påvist var kættere i
afladssagen, i spørgsmålet om den frie vilje og Guds nåde,
om gode gerninger og synd. osv; sådan at, hvis Wiclef var kætter
én gang, så var de kættere ti gange, og det kunne være
kønt, om man skulle bagvaskes og anklages af kættere og fordrejede
sofister, som kun kan lide den største ugudelighed. |
87Praeterea, quod suas sententias
non alia re probare, nec contrarias alia ratione improbare possunt, quam
dicendo: hoc est Viglephisticum, Hussiticum, haereticum. Hoc enim elumbe
in summa semper natat saliua, atque aliud nihil, ubi, si petas scripturam,
dicunt: Nos sic sentimus, et Ecclesia (id est, nos ipsi) sic determinauit;
adeo homines reprobi circa fidem et incredibiles nobis sua phantasmata,
autoritate ecclesiae, pro articulis fidei audent proponere. |
Desuden kan de kun bevise deres egne anskuelser eller modbevise
andres ved at sige: dette er viklefistisk, hussitisk, kættersk. Denne
tomme tale har de altid på tungespidsen, og intet andet. Så
hvis du kræver skriftbeviser, siger de: Sådan mener vi, og
sådan har kirken bestemt (kirken, det er dem selv, jo). På
den måde vover disse frække og vantro mennesker ud over troen
at fastsætte deres indbildninger for os som trosartikler, ved kirkens
autoritet. |
88Est autem meae sententiae
ratio magna, imprimis illa, quod uerbis diuinis non est ulla facienda uis,
neque per hominem, neque per angelum, sed, quantum fieri potest, in simplicissima
significatione seruanda sunt, et nisi manifesta circumstantia cogat extra
grammaticam et propriam accipienda non sunt, ne detur aduersariis occasio,
uniuersam scripturam eluendi. |
Men den største begrundelse for min mening er først
og fremmest den, at de guddommelige ord ikke er nogen kraft til at skabe,
hverken gennem menneske eller gennem en engel, men når det kan ske,
bør tages i den enkleste mening, og medmindre stærke omstændigheder
tvinger dertil, ikke bør forstås ud over sin bogstavelige
mening, for at der ikke skal gives modstanderne anledning til lat drive
spot med hele skriften. |
89Quo consilio recte Origenes
olim repudiatus est, quod ligna et omnia, quae de paradiso scribuntur,
grammatica locutione contempta, in allegorias uerterit, cum hinc possit
duci, ligna non esse creata a deo. Ita et hic, cum Euangelistae clare scribant,
Christum accepisse panem ac benedixisse, et actuum liber et Paulus Apostolus
panem deinceps appellent, uerum oportet intelligi panem, uerumque uinum,
sicut uerum calicem. |
Efter dette råd blev i sin tid Origenes med rette
bebrejdet, at han foragtede den bogstavelige betydning af træer og
lignende i paradiset, og fordrejede det til allegorier, og så kunne
man ikke slutte derud fra, at træerne var skabt af Gud. Således
også her, når evangelisterne klart skriver, at Kristus tog
brødet og velsignede det, og når Apostlenes Gerninger og apostelen
Paulus kalder det brød, så bør man forstå det
som virkeligt brød og virkelig vin, sådan som det også
er en virkelig kalk. |
90non enim calicem transsubstantiari
etiam ipsi dicunt. Transsubstantiationem uero, potestate diuina factam,
cum non sit necesse poni, pro figmento humanae opinionis haberi, quia nulla
scriptura, nulla ratione nititur, ut uidebimus. |
For de siger nemlig ikke, at kalken også er transsubstantieret.
Men da det ikke er nødvendigt at hævde, at der sker en transsubstantiation
ved guddommelig kraft, så må det holdes for en menneskelig
menings opfindelse, for den ikke støttes af nogen skrift eller nogen
fornuftig grund, som vi skal se. |
91Absurda est ergo et noua uerborum
impositio, panem pro specie uel accidentibus panis, uinum pro specie uel
accidentibus uini accipi. Cur non et omnia alia pro speciebus et accidentibus
accipiunt? Quod si caetera omnia constarent, non tamen liceret, uerba dei
sic eleuare, et cum tanta iniuria suis significationibus exinaniri. |
Det er således en absurd og ny ordbrug, når
man her forstår brødet som brødets skikkelse eller
ydre egenskaber og vinen som vinens skikkelse eller ydre egenskaber. Hvorfor
ikke forstå alle ting som tingens skikkelse eller ydre egenskaber?
Og selv om alle andre ting stod fast, var det dog ikke tilladt at ophæve
Guds ord sådan, og uden nogen ret fratage dem deres betydninger. |
92Sed et Ecclesia ultra mille
ducentos annos recte credidit, nec usquam nec unquam de ista transsubstantiatione
(portentoso scilicet uocabulo et somnio) meminerunt sancti patres, donec
cepit Aristotelis simulata philosophia in Ecclesia grassari, in istis trecentis
nouissimis annis, in quibus et alia multa perperam sunt determinata. |
Men det er jo også sådan, at kirken i over 1200
år har troet ret, og aldrig og ingen steder har de hellige fædre
nævnt noget om denne transsubstantiation (et frygteligt ord og en
frygtelig tanke), førend den såkaldte aristoteliske filosofi
begyndte at grassere i kirken i de sidste tre hundrede år, i hvilken
der findes mange andre tåbeligheder, |
93quale est, Essentiam diuinam
nec generari nec generare, Animam esse formam substantialem corporis humani,
et iis similia, quae nullis prorsus asseruntur rationibus aut causis, ut
ipsemet confitetur Card. Camera. |
f. eks., at det guddommelige væsen hverken avles eller
avler, at sjælen er menneskelegemets væsentligste form, og
den slags, som på ingen måde kan godtgøres med grunde,
som kardinalen af Cambrai da også selv indrømmer. |
94Dicent fortassis, periculum
Idolatriae cogere, ut non sit panis et uinum uere. Ridiculum hoc ualde,
cum subtilem philosophiam de substantia et accidentibus laici nunquam cognouerint,
nec, si docerentur, capere possint, et (W510) idem sit periculum, saluis
accidentibus, quae uident, quod in substantia, quam non uident. Si enim
accidentia non adorant, sed latentem ibi Christum, cur adorarent panem,
quem non uident? |
De vil måske sige, at faren for afguderi må
kræve, at brødet og vinen ikke er virkeligt. Dette er da højst
latterligt, da lægfolket aldrig har kendt noget til den spidsfindige
lære om substans og egenskaber, og heller ikke ville kunne forstå
den, hvis de blev undervist i den, og desuden er den samme fare til stede,
hvad enten man fastholder de ydre synlige egenskaber eller det usynlige
væsen. For hvis man ikke tilbeder egenskaberne, men den Kristus,
der er skjult til stede i dem, hvorfor skal man da tilbede brødet,
som man ikke ser? |
95Cur autem non possit Christus
corpus suum intra substantiam panis continere, sicut in accidentibus? Ecce
ignis et ferrum, duae substantiae, sic miscentur in ferro ignito, ut quaelibet
pars sit ferrum et ignis. Cur non multo magis corpus gloriosum Christi
sic in omni parte substantiae panis esse possit? |
Men hvorfor kunne Kristus ikke lige så godt lade sig
legeme være i brødets substans som i egenskaberne? Se, ild
og jern er to substanser, men de er i det glødende jern blandet
sammen på en sådan måde, at hver enkelt del er jern og
ild. Hvorfor kunne ikke meget snarere Kristi forklarede legeme være
således i enhver del af brødets substans? |
96Quid facient? Christus ex
utero matris natus creditur illeso. Dicant et hic, carnem illam uirginis
interim fuisse annihilatam, seu, ut aptius dici uolunt, transsubstantiatam,
ut Christus, in accidentibus eius inuolutus, tandem per accidentia prodiret. |
Hvad vil de sige? Man tror, at Kristus er født af
et ukrænket moderliv. De må også her sige, at jomfruens
kød, da Kristus inkarnerede sig, blev tilintetgjort, eller måske
de mere passende ville sige, blev transsubstantieret, så at Kristus,
skjult i kødets egenskaber, først træder frem i lyset
ved disse egenskaber. |
97Idem dicendum
erit de ianua clausa et ostio monumenti clauso, per quae illesa intrauit
et exiuit. Sed hinc nata est Babylonia illa philosophiae istius de quantitate
continua distincta a substantia, donec eo uentum sit, ut ignorent et ipsi,
quae sint accidentia, et quae substantia. |
Det samme må de sige om de lukkede døre
og den lukkede gravåbning, som han gik ud og ind ad uden at ødelægge
dem. Men herfra er opstået denne filosofis forvirrede tale om den
vedvarende mængde, der er forskellig fra substansen; det er kommet
så vidt, at de selv ikke mere véd, hvad der er egenskaber
og hvad substans. |
98Nam quis certo monstauit unquam,
calorem, colorem, frigus, lucem, pondus, figuras, esse accidentia? Denique
accidentibus illis in altari coacti sunt fingere nouum esse ac creari a
deo, propter Aristotelem, qui dicit, Accidentis esse est inesse. |
For hvem har nogensinde sikkert kunnet bevise, at varme,
farve, kulde, lys, tyngde, form var egenskaber? Endelig er de på
grund af Aristoteles blevet tvunget til at finde på, at der på
alteret er en ny substans, skabt af Gud med disse egenskaber, for han siger,
at egenskabernes substans består i at være i noget, |
99Et infinita monstra, quibus
omnibus essent liberi, si simpliciter panem ibi esse uerum sinerent. Et
plane gaudeo, saltem apud uulgum relictam esse simplicem fidem sacramenti
huius. Nam, ut non capiunt, ita nec disputant, an accidentia ibi sint sine
substantia, sed simplici fide Christi corpus et sanguinem ueraciter ibi
contineri credunt, dato ociosis illis negotio, de eo, quod continet, disputandi. |
og lignende utallige forfærdelige ting, og alt det
ville de være fri for, hvis de simpelthen lod det være virkeligt
brød på alteret. Og det glæder mig meget, at i det mindste
hos det menige folk er denne enkle tro på sakramentet bevaret. For
når de ikke forstår det, så strides de ikke om, hvorvidt
egenskab eller substans er nærværende, men tror enfoldigt,
at Kristi legeme og blod virkelig er deri, og lader disse lediggængere
have besværet med at skændes om, hvad det indeholder. |
100An dicent forte, Ex Aristoteles
doceri, subiectum et praedicatum propositionis affirmatiue debere pro eodem
supponere, seu (ut bestiae ipsius uerba ponam ex vi. metaphysicorum): Ad
affirmatium requiritur extremorum compositio, quam illi exponunt pro eodem
suppositionem. Quare, dum dico: hoc est corpus meum, subiectum non posse
pro pane supponere, sed pro corpore Christi. |
Måske de vil sige, at man kan lære af Aristoteles,
at subjektet og prædikatet, når de står affirmativt,
skal tages om det samme, eller (at jeg skal bruge idiotens egne ord fra
metafysikkens sjette bog): at sige noget affirmativt kræver en opstilling
af modsætninger, som disse så forklarer som værende det
samme på grund af modstillingen. Derfor, når jeg siger: 'dette
er mig legeme', så kan subjektet ikke tages for brødet, det
må tages for Kristi legeme. |
101Quid hic dicemus? quando
Aristotelem et humanas doctrinas facimus tam sublimium et diuinarum rerum
censores? Cur non explosa ista curiositate, in uerbis Christi simpliciter
haeremus, parati ignorare, quicquid ibi fiat, contentique uerum corpus
Christi uirtute uerborum illic adesse? An est necesse, modos operationis
diuinae omnino comprehendere? |
Hvad skal vi sige til sådan noget? når vi sådan
gør Aristoteles og menneskelige læresætninger til forudsætninger,
som vi skal forstå disse høje og guddommelige ting igennem?
Hvorfor ikke forkaste denne nysgerrighed og klynge os til Kristi enkle
ord, rede til at være uvidende om, hvad der sker, tilfredse med at
det virkelige Kristi legeme i kraft af ordene er til stede? Mon det i det
hele taget er nødvendigt at forstå måden, det guddommelige
virker på? |
102Verum, quid ad Aristotelem
dicunt? Qui subiectum omnibus praedicamentis accidentium tribuit, licet
substantiam uelit esse primum subiectum. Vnde apud eum hoc album, hoc magnum,
hoc aliquid sunt subiecta, de (W511) quibus aliquid praedicatur. Quae si
uera sunt, Quaero: si ideo est transsubstantiatio ponenda, ne corpus Christi
de pane uerificetur, cur non etiam ponitur transaccidentatio, ne corpus
Christi de accidente affirmetur? |
Men hvad vi de her sige til Aristoteles? Det subjekt, han
tillægger alle egenskabernes prædikater, også hvis det
er en substans, vil han skal være det første subjekt. Derfor
er det også hos ham sådan, at subjektet er det hvide, det store,
det noget, om hvilket noget andet kan udsiges. Men hvis det er sandt, spørger
jeg: Hvis man skal forstå transsubstantiationen på den måde,
for at man ikke skal kunne identificere Kristi legeme med brødet,
hvorfor så ikke også påstå en transaccidentation,
for at ikke Kristi legeme skal kunne bestemmes ud fra egenskaberne? |
103Nam, idem periculum manet,
si per subiectum intelligat quis: non album, uel hoc rotundum est corpus
meum, et qua ratione transsubstantiatio ponitur, ponenda est et transaccidentatio,
propter suppositionem istam extremorum pro eodem. |
For den samme fare er til stede, hvis nogen forstår
det om subjektet: Ikke dette hvide, men denne skive er mit legeme, og begrundelsen,
man har for at fastholde en transsubstantiation, med den må man også
fastholde en transaccidentation, på grund af denne antagelse om,
at yderlighederne står for det samme. |
104Si autem, intellectu excedens,
eximis accidens, ut non uelis subiectum pro eo supponere, cum dicis: Hoc
est corpus meum, cur non eadem facilitate transcendis substantiam panis?
ut et illam uelis non accipi per subiectum, ut non minus in substantia
quam accidente sit 'hoc corpus meum', praesertim, cum diuinum illud sit
opus uirtutis omnipotentis, quae tantum et taliter in substantia, quantum
et qualiter in accidente potest operari? |
Men hvis, så langt du nu kan forstå det, du
undtager accidensen, så at du ikke vil antage et subjekt for den,
når du siger: dette er mit legeme, hvorfor transcenderer du så
ikke med samme lethed brødets substans? så at du heller ikke
vil forstå det gennem subjektet, at dette 'det er mit legeme' ikke
er mindre substans end accidens, især fordi dette guddommelige har
brug for den almægtiges kraft, som kan virke og lige så meget
og i lige så høj grad i substansen som i accidensen? |
105Sed ne nimium philosophemur,
Nonne Christus uidetur huic curiositati pulchre occurrisse, cum non de
uino dixerit: hoc est sanguis meus, sed: hic est sanguis meus? Et multo
clarius, cum calicis miscet nomen, dicens: Hic calix noui testamenti, in
meo sanguine. Nonne uidetur nos uoluisse in simplici fide continere, tantum
ut crederemus sanguinem suum esse in calice? |
Men for nu ikke at filosofere alt for meget: Ser det da
ikke ud, som om Kristus udmærket imødegår en sådan
nysgerrighed, når han ikke siger om vinen: Dette er mit blod, men:
'her er mit blod'? Og meget klarere, da han tilføjer ordet 'kalk'
og siger:
denne kalk er den nye pagt i mit blod'? Ser det ikke ud, som om han
vil bevare os i en enfoldig tro, når bare vi tror, at hans blod er
i kalken? |
106Ego sane, si non possum
consequi, quo modo panis sit corpus Christi, captiuabo tamen intellectum
meum in obsequium Christi, et uerbis eius simpliciter inhaerens, credo
firmiter, non modo corpus Christi esse in pane, sed panem esse corpus Christi. |
Jeg for mit vedkommende, skønt jeg sandelig ikke
kan forstå, hvordan brød kan være Kristi legeme, tager
min forstand til fange under lydighed mod Kristus, og klynger mig enfoldigt
til hans ord, og tror sikkert, ikke blot, at Kristi legeme er i brødet,
men at brødet er Kristi legeme. |
107Sic enim me seruabunt uerba,
ubi dicit: Accepit panem, gratias agens, fregit et dixit: Accipite, manducate,
hoc (id est, hic panis, quem acceperet et fregerat) est corpus meum. Et
Paulus: Nonne panis quem frangimus participatio corporis Christi est? Non
dicit: in pane est, sed: ipse panis est participatio corporis Christi. |
For så er jeg dækket af de ord, hvor der siges:
'Han tog brød, takkede, brød det og sagde: Tag det, spis
det, det (det vil sige, dette brød, som han havde taget og brudt)
er mit legeme. Og Paulus: Mon ikke det brød, vi bryder, er delagtighed
i Kristi legeme? Han siger ikke, at delagtigheden er i brødet, men
at brødet selv er delagtighed i Kristi legeme. |
108Quid, si Philosophia haec
non capit? Maior est spiritus sanctus quam Aristoteles. Nunquid capit transsubstantiationem
illorum,
cum et ipsi fateantur, hic uniuersam philosophiam ruere? Quod autem in
graeco et latino pronomen 'hoc' ad corpus refertur, facit similitudo generis,
sed in hebraeo, ubi neutrum genus non est, refertur ad panem, ut sic liceat
dicere: Hic est corpus meum, quod et ipse usus loquendi et sensus communis
probat, subiectum scilicet esse monstratiuum panis, et non corporis, dum
dicit: Hoc est corpus meum, das ist meyn leyp, id est, iste panis est corpus
meum. |
Hvad så, hvis filosofien ikke forstår det? Jamen,
Helligånden er større end Aristoteles. Mon de fatter deres
eget ord 'transsubstantiationen'? eftersom de dog selv tilstår, at
her styrter hele filosofien sammen? Men hvad stedordet 'dette' henfører
til på græsk og latin, det godtgør kønsligheden,
men på hebraisk, hvor intetkøn ikke eksisterer, henviser det
til brød, så at man må sige således: Her er mit
legeme, fordi selve sprogbrugen og den almindelige forståelse viser,
at subjektet 'det' viser hen til 'brød' og ikke til 'legeme', dèr,
hvor han siger: 'Dette er mit legeme, das ist mein Leib, det vil sige:
'Dette brød er mit legeme'. |
109Sicut ergo in Christo res
se habet, ita et in sacramento. Non enim ad corporalem inhabitationem diuinitatis
necesse est transsubstanciari humanam naturam, ut diuinitas sub accidentibus
humanae naturae teneatur. |
Derfor, sådan som det forholder sig med Kristus, sådan
forholder det sig med sakramentet. Det er nemlig ikke nødvendigt,
at Kristi menneskelige natur transsubstantieres, for at hans guddommelige
natur kropsligt kan bo i ham, eftersom guddommeligheden er indesluttet
i den menneskelige naturs egenskaber. |
110Sed integra utraque natura
uere dicitur: Hic homo est deus, hic deus est homo. Quod et si philosophia
non capit, fides tamen capit. Et maior est uerbi dei autoritas, quam nostri
ingenii capacitas. ita in sacramento, ut uerum corpus, uerusque sanguis
sit, non est necesse, panem et uinum transsubstantiari, ut Christus sub
accidentibus teneatur. sed utroque simul manente, (W512) uere dicitur:
hic panis est corpus meum, hoc uinum est sanguis meus, et econtra. |
Men begge naturer er fuldt ud til stedet, så man i
sandhed kan sige: Dette menneske er Gud, denne Gud er menneske. Og selv
om filosofien ikke forstår det, så forstår troen det
dog. Og Guds ords autoritet er større end den menneskelige forstands
kapacitet. Og således forholder det sig også i sakramentet.
Det er ikke nødvendigt, for at der kan være tale om et virkeligt
legeme og virkeligt blod, at brød og vin transsubstantieres, eftersom
Kristus er indeslutter i egenskaberne. Men begge dele er på én
gang til stede, så man kan sige med sandhed: dette brød er
mit legeme, denne vin er mit blod, og omvendt. |
111Sic interim sapiam, pro
honore sanctorum uerborum dei, quibus per humanas ratiunculas non patiar
uim fieri, et ea in alienas significationes torqueri. permitto tamen aliis
opinionem alteram sequi, quae in decretali firmiter statuitur Modo non
urgeant, suas opiniones (ut dixi) pro articulis fidei a nobis acceptari. |
Således vil jeg foreløbig forstå det,
i ærefrygt for Guds hellige ord, og jeg vil ikke finde mig i, at
der gøres vold på dem eller at de fordrejes til andre betydninger
ved menneskelig småfornuftig overvejelse. Men jeg tillader, at andre
følger den anderledes mening, som er fastsat i dekretet 'firmiter'.
Blot må de som sagt ikke hævde, at deres opfattelse af os skal
accepteres som en trosartikel. |
112Tertia captiuitas eiusdem
sacramenti Est longe impiissimus ille abusus, quo factum est, ut fere nihil
sit hodie in Ecclesia receptius ac magis persuasum, quam Missam esse opus
bonum et sacrificium. Qui abusus deinde inundauit infinitos alios abusus,
donec fide sacramenti penitus extincta meras nundinas, cauponationes, et
quaestuarios quosdam contractus, e diuino sacramento fecerint. |
Dette sakramentes tredje fangenskab er det højst
ugudelige misbrug, hvorved det sker, at næsten intet idag regnes
for mere troværdigt og sikkert, end at messen er en god gerning og
et offer. Dette misbrug har derefter medført utallige andre misbrug,
så at troen på sakramentt nu er næsten udslukt, og af
det guddommelige sakramente har man lavet et rent marked og værtshus,
en simpel pengemaskine. |
113Hinc participationes, fraternitates,
suffragia, merita, anniuersaria, memoriae, et id genus negotiorum in Ecclesia
uenduntur, emuntur, paciscuntur, componuntur, pendetque in his uniuersa
alimonia sacerdotum et monachorum. |
Heraf udspringer andelsvæsnet, broderskaberne, forbønnerne,
fortjenesterne, årsdagene, mindedagene og den slags forretninger,
som købes, sælges, afsluttes og ordnes i kirkerne, og af disse
ting afhænger præsternes og munkenes almindelige underhold. |
114Rem arduam, et quam forte
sit impossibile conuelli, aggredior, ut quae tanto saeculorum usu firmata,
omniumque consensu probata, sic insederit, ut necesse sit maiorem partem
librorum, qui hodie regnant, et pene uniuersam Ecclesiarum faciem tolli
et mutari, penitusque aliud genus ceremoniarum induci, seu potius reduci. |
Jeg tager her fat på en vanskelig sag, som måske
er umulig at få bugt med, for den er ved århundreders faste
brug og ved alles velvillige tilslutning blevet således accepteret,
at det vil være nødvendigt at ophæve eller ændre
hovedparten af de bøger, som hersker idag, og næsten hele
kirkens ydre skikkelse og næsten indføre eller måske
snarere genindføre en anden slags ceremonier. |
115Sed Christus meus uiuit,
et maiori cura uerbum dei oportet obseruare, quam omnium hominum et angelorum
intelligentias. Ego mea uice fungar, rem ipsam in lucem producturus, gratisque,
sicut accepi, ueritatem, sineque inuidia communicaturus. caeterum quisque
suae salutis rationem habeat; incredulitatis suae et ignorantiae ueritatis
culpam in me ne ullus torquere possit, coram iudice Christo, fideliter
operam dabo. |
Men min Kristus lever, og man skal adlyde Guds ord med større
omhu end alle menneskers og engles tanker. Jeg vil udfylde min plads og
drage sagen selv frem i lyset, og, som jeg har begyndt, uden bagtanker
fremsætte sandheden. Iøvrigt må enhver aflægge
regnskab for sin frelse; jeg vil troligt gøre mig umage for, at
ingen skal kunne give mig skyld for sin vantro og sin uvidenhed om sandheden. |
116PRINCIPIO, ut ad ueram liberamque
huius sacramenti scientiam tuto et foeliciter perueniamus, curandum est
ante omnia, ut omnibus iis sepositis, quae ad institutionem huius sacramenti
primitiuam et simplicem humanis studiis et feruoribus sunt addita, Qualia
sunt, uestes, ornamenta, cantus, preces, organa, lucernae, et uniuersa
illa uisibilium rerum pompa, ad ipsam solam et puram Christi institutionem
oculos et animum uertamus, nec nobis aliud proponamus, quam ipsum uerbum
Christi, quo instituit et perfecit ac nobis commendauit sacramentum. |
For det første: For at vi sikkert og lykkeligt kan
komme til sand og sikker kundskab om dette sakramente, må vi fremfor
alt sørge for, at vi, idet vi er ligeglade med alle de ting, som
ved menneskers iver og lidenskab er blevet tillagt den oprindelige og jævne
indstiftelse af dette sakramente, såsom messehagel, udsmykninger,
sang, bønner, orgler, lys og al iøjnefaldende pragt, vi må
fremfor alt sørge for, at vi alene retter vore øjne og sind
mod selve Kristi indstiftelse og ikke retter vor opmærksomhed mod
andet end selve Kristi ord, hvormed han indstiftede og fuldbragte og overleverede
os sakramentet. |
117Nam in eo uerbo et
prorsus nullo alio sita est uis, natura, et tota substantia Missae. Caerera
omnia sunt humana studia, uerbo Christi accessoria, sine quibus missa optime
habero et subsistere. Verba autem Christi, quibus sacramentum hoc instituit,
sunt haec: |
For i disse ord og ikke i nogetsomhelst andet findes messens
kraft, natur og hele substans. Alt det andet er noget, mennesker har stræbt
efter at føje til Kristi ord, og messen kan udmærket bestå
og holdes uden disse. Men Kristi ord, hvormed han indstiftede dette sakramente,
er følgende: |
118 Caenantibus autem eis,
accepit Ihesus panem et benedixit ac fregit, deditque discipulis suis et
ait: Accipite et manducate, (W513) hoc est corpus meum, quod pro uobis
tradetur. Et accipiens calicem gratias egit et dedit illis dicens: Bibite
ex hoc omnes, Hic est calix nouum testamentum in meo sanguine, qui pro
uobis et pro multis effundetur in remissionem peccatorum. Hoc facite in
meam commemorationem. |
Mens de spiste, tog Jesus et brød og velsignede og
brød det, gav sine disciple det og sagt: Tag det og spis det, dette
er mit legeme, som giver for jer. Og han tog en kalk, takkede og gav dem
dem og sagde: Drik alle heraf, denne kalk er det nye testamente i mit blod,
som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør dette
til min ihukommelse. |
119Quae uerba et Apostolus
.i. Corint. xi. tradit et latius explicat, quibus nos oportet niti, et
super ea aedificari, ceu supra firmam petram, si non uolumus omni uento
doctrinae circumferri, sicut hactenus circunlati sumus, per impias doctrinas
hominum auersantium ueritatem. |
Disse ord overleveret også apostelen og udlægger
dem nærmere i 1 Kor 11. Hertil må vi støtte os og det
må vi bygge på som på en fast klippe, hvis vi ikke vil
kastes omkring af enhver lærdoms vind, sådan som vi hidtil
er blevet kastet omkring af ugudelige menneskelærdomme, som er imod
sandheden. |
120Nihil enim in his omissum,
quod ad integritatem, usum, et fructum huius sacramenti pertinet, nihilque
positum, quod superfluum, et non necessarium sit nobis nosse. Qui enim
omissis his uerbis, de Missa uel meditatur uel docet, monstra impietatis
docebit, ut factum est per eos, qui opus operatum et sacrificium ex eo
fecerunt. |
Der er nemlig ikke udeladt noget her, som har med dette
sakramentes fuldstændighed, brug og frugt at gøre, og der
er her ikke fremført noget, som er overflødigt og ikke nødvendigt
for os at vide. Den, nemlig, som tænker over eller lærer om
messen, men udelader disse ord, han vil lære en frygtelig ugudelighed,
sådan som det er sket med dem, der har gjort den til et opus operatum
og et offer. |
121Stet ergo primum
et infallibiliter, Missam seu sacramentum altaris, esse testamentum Christi,
quod moriens post se reliquit, distribuendum suis fidelibus. Sic enim habent
eius uerba: Hic calix nouum testamentum, in meo sanguine. |
Det står da allerførst ufejlbarligt
fast, at messen eller alterets sakramente er Kristi testamente, som han,
da han skulle dø, efterlod til uddeling blandt sine troende. For
således lyder hans ord: 'Denne kalk er det nye testamente i mit blod'. |
122 Stet inquam ista
ueritas, ut fundamentum immobile, super quod omnia struemus, quae dicenda
sunt. hoc enim uidebis, ut subuertemus omnes hominum impietates, in hoc
dulcissimum sacramentum inuectas. Verax ergo Christus uere dicit, Hoc esse
nouum testamentum in sanguine suo, pro nobis fuso. Non frustra haec inculco,
res est non parua, et imis sensibus reponenda. |
Denne sandhed, siger jeg, skal stå fast som en urokkelig
grundvold, på hvilken vi vil bygge alt det, vi endnu har at sige.
For så vil du se, hvordan vi vil vende al menneskelig ugudelighed
på hovedet, som har angrebet dette dyrebare sakramente. Den sanddru
Kristus siger i sandhed, at dette er hans blod, udgydt for os. Det er ikke
uden grund, jeg betoner dette, det er ikke nogen lille ting, den vil blive
dybt indpræget. |
123Quaeramus ergo, quid
sit testamentum, et simul habebimus, quid sit missa, quis usus, quis fructus,
quis abusus eius. Testamentum absque dubio Est promissio morituri, qua
nuncupat haereditatem suam, et instituit haeredes. Involuit itaque testamentum
primo mortem testatoris, deinde haereditatis promissionem, et haeredis
nuncupationem. |
Lad os da undersøge, hvad et testamente er, så
vil vi derigennem finde ud af, hvad messen er, hvad dens brug, dens frugt,
dens misbrug er. Og et testamente er utvivlsomt en døendes forjættelse,
hvori han nævner sin arv og indsætter sine arvinger. Derfor
står der i et testamente før det første testators død,
dernæst løftet om arven og endelig arvingernes navne. |
124 Sic enim Paulus Ro.
iiii. et Gal. .iiii. et Heb. ix. diffuse testamentum tractat. Quod et in
uerbis istis Christi clare uidemus. Mortem suam Christus testatur, dum
dicit: Hoc est corpus meum, quod tradetur, Hic sanguis meus, qui effundetur. |
Således taler nemlig Paulus udførligt om testamentet
i Rom 4, Gal 4 og Hebr 9. Og vi kan også tydeligt se det i Kristi
ord her, hvor han siger: 'Dette er mit legeme, som gives, dette er mit
blod som udgydes.' |
125 Haereditatem nuncupat
et designat, cum dicit: In remissionem peccatorum. Haeredes autem instituit,
cum dicit: pro uobis et pro multis, id est, qui acceptant et credunt promissioni
testatoris. fides enim hic haeredes facit, ut uidebimus. |
Han nævner og betegner arven, når han siger:
'til syndernes forladelse'. Og han indsætter arvingerne, når
han siger: 'for jer og for mange', det vil sige, for så mange som
antager og tror testators forjættelse. Som vi skal se, gør
troen nemlig her til arving. |
126Vides ergo, quod Missa (quam
uocamus) sit promissio remissionis peccatorum, a deo nobis facta, et talis
promissio, quae per mortem filii dei firmata sit. Nam promissio et testamentum
non differunt alio, quam quod testamentum simul inuoluit mortem promissoris.
Et testator idem est, quod moriturus (W514) promissor, promissor autem
uicturus (ut sic dicam) testator. |
Du ser derfor, at det, vi kalder messen, er en forjættelse
om syndernes forladelse, givet os af Gud, og det en sådan forjættelse,
som er bekræftet af Guds søns død. For mellem en forjættelse
og et testamente er der kun den forskel, at testamentet tillige indebærer
forjætterens død. En testator er således kun en forjætter,
der skal dø, og en forjætter er så at sige en testator,
der forbliver i live. |
127Hoc testamentum Christi
praefiguratum est in omnibus promissionibus dei, ab initio mundi. immo,
omnes promissiones antiquae in ista noua futura in Christo promissione
ualuerunt, quicquid ualuerunt, in eaque pependerunt. Inde usitatissima
sunt illa in scripturis uerba, pactum, foedus, testamentum domini. Quibus
significabatur deus olim moriturus. Nam, ubi testamentum est, mors testatoris
intercedat necesse est. Heb. .x. Deus autem testatus est, ideo necesse
fuit eum mori. mori autem non potuit, nisi esset homo. ita in eodem testamenti
uocabulo compendiossissime et incarnatio et mors Christi comprehensa est. |
Dette Kristi testamente er forudbetegnet i alle Guds forjættelser
fra verdens begyndelse. Ja, alle de gamle forjættelser havde deres
gyldighed i denne kommende forjættelse i Kristus; forsåvidt
de var gyldige, afhang de af den. Derfor bruges overalt i skriften disse
ord 'Herrens forligelse, pagt, testamente. Derved blev det betegnet, at
Gud engang skulle dø. For hvor der er tale om et testamente, må
testators død nødvendigvis indtræffe (Hebr 9,16). Men
Gud oprettede et testamente, derfor måtte han dø. Men han
kunne ikke dø, medmindre han blev menneske. Derfor ligger i det
ord testamente i al korthed udtrykt både Kristi menneskevordelse
og hans død. |
128 Ex quibus iam sua
sponte patet, quis sit usus et abusus Missae, quae digna uel indigna praeparatio.
Si enim promissio est, ut dictum est, nullis operibus, nullis uiribus,
nullis meritis ad eam acceditur, sed sola fide. Vbi enim est uerbum promittentis
dei, ibi necessaria est fides acceptantis hominis, ut clarum sit, initium
salutis nostrae esse fidem, quae pendeat in uerbo promittentis dei, qui
citra omne nostrum studium, gratuita et immerita misericordia nos praeuenit,
et offert promissionis suae uerbum. |
Allerede herudfra er det soleklart, hvad der er messens
rette og hvad der er dens forkerte brug, hvad der er en værdig og
hvad en uværdig forberedelse. Hvis den nemlig er en forjættelse,
som det er sagt, da har man ikke adgang til den ved gerninger, ved dyd
eller ved fortjeneste, men alene ved troen. Hvor nemlig den forjættende
Guds ord er, dèr må nødvendigvis det modtagende menneskes
tro være, så det er klart, at begyndelsen til vor frelse er
troen, som klynger sig til den forjættende Guds ord, som kommer os
i forkøbet forud for al vor anstrengelse, af fri nåde og ufortjent
barmhjertighed og tilbyder os sin forjættelses ord. |
129 Misit enim uerbum
suum et sic sanauit eos. Non autem accepit opus nostrum et sic saluauit
nos. Verbum dei omnium primum est, quod sequitur fides, fidem charitas,
Charitas deinde facit omne bonum opus, quia non operatur malum, immo est
plenitudo legis. |
For "han sendte dem sit ord og helbredte dem", står
der skrevet (Sl 107,20), ikke 'han modtog vore gerninger og frelste os'.
Guds ord går forud for alt, bagefter følger troen, på
troen kærligeheden, og kærligheden gør alle gode gerninger,
fordi den intet ondt gør, men er lovens fylde. (Rom 13,10). |
130Nec
alia uia potest homo cum deo, aut conuenire, aut agere, quam per fidem.
id est, ut non homo suis operibus ullis, sed deus sua promissione sit autor
salutis. ut omnia pendeant, portentur, seruenturque in uerbo uirtutis suae,
quo genuit nos, ut essemus initium aliquod creaturae eius. |
Og mennesket kan heller ikke omgås Gud eller handle
overfor Gud på anden måde end gennem troen, det vil sige, at
det ikke er mennesket med sine gerninger, men Gud med hans forjættelse,
der er ophavsmand til frelsen. Således at alt afhænger af og
bæres af og tjenes af hans krafts ord, hvormed han fødte os,
at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger. |
131 Sic Adae post lapsum
erigendo dedit hanc promissionem, dicens ad serpentem: Inimicitias ponam
inter te et mulierem, inter semen tuum et semen illius, Ipsa conteret caput
tuum, et tu insidiabereis calcaneo illius. |
Således har han efter Adams fald givet denne forjættelse
til oprejsning, da han sagde til slangen: 'Jeg sætter fjendskab mellem
dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; hun skal knuse
dit hoved, men du skal tragte efter hendes hæl' (1 Mos 3,15, Vulgata). |
132In hoc promissionis
uerbo Adam cum suis tanquam in gremio dei portatus est, et fide illius
seruatus, expectans longanimiter mulierem, quae conteret caput serpentis,
sicut deus promisit. Et in hac fide et expectatione etiam mortuus est,
ignarus, quando et qualis esset futura, futuram tamen non differens. Nam
talis promissio, cum sit ueritas dei, etiam in inferno seruat credentes,
et expectantes eam. |
I dette forjættelsesord er Adam og hans efterkommere
ligesom taget op i Guds skød og bevaret ved troen på ham,
idet han med længsel ventede på den kvinde, som skulle knuse
slangens hoved, sådan som Gud havde forjættet. Og i den tro
og forventning døde han også, uden at vide, hvornår
og hvordan hun ville komme, men også uden at tvivle på hendes
komme. For da Gud er sanddru, bevarer en sådan forjættelse
selv i helvede dem, der tror på den og forventer den. |
133Post hanc secuta est
promissio alia facta Noe, usque ad Abraham, dato pro signo foederis arcu
nubium, cuius fide ipse et posteri eius propitium deum inuenerunt. Post
hunc, Abrahae promisit benedictionem (W515) omnium gentium, in semine eius.
Et hic est sinus Abrahae, in quem recepti sunt posteri eius. Deinde, Mosi
et filiis Israel, praecipue Dauid, apertissimam de Christo promissionem
dedit, quo reuelauit tandem, quae fuerit priscis facta promissio. |
Efter denne fulgte en forjættelse, som er givet Noa,
indtil Abraham, og Gud satte regnbuen som et tegn på pagten, og ved
troen har han og hans efterkommere fundet en nådig Gud. Efter ham
har Gud forjættet Abraham, at i hans sæd skulle alle jordens
folk velsignes. Og dette er Abrahams skød, i hvilket alle hans efterkommere
skal modtages. Dernæst har han givet Moses og Israels børn,
især David, meget tydelige forjættelser om Kristus, hvorved
han endelig har kundgjort den forjættelse, der var givet de gamle. |
134Sic uentum est ad
promissionem omnium perfectissimam noui testamenti, in qua apertis uerbis
uita et salus gratuito promittuntur, et credentibus promissioni donantur.
Et insigni nota discernit hoc testamentum a ueteri, dum dicit: Nouum testamentum. |
Således kommer vi til det ny testamentes forjættelse,
der er langt mere fuldkommen. I den siges det ligeud, at det er liv og
salighed, der forjættes os for intet, og ved forjættelsen skænkes
de troende. Og han adskiller meget tydeligt dette testamente fra det gamle
ved at kalde det 'et ny testamente'. |
135Vetus enim testamentum,
per Mosen datum, erat promissio, non remissionis peccatorum, seu aeternarum
rerum, sed temporalium, nempe, terrae Canaan, per quam nemo renouabatur
spiritu, ad haereditatem coelestem capessendam. |
For det gamle testamente, der var givet ved Moses, var en
forjættelse, ikke om syndernes forladelse eller om evige ting, men
om timelige ting, nemlig Kanaans land, og ved den blev ingen fornyet i
ånden til at kunne modtage den himmelske arv. |
136 unde et irrationalem
pecudem in figura Christi oportebat occidi, in cuius sanguine idem testamentum
confirmabatur, ut, qualis sanguis, tale testamentum, qualis hostia, talis
promissio. At hic dicit: Testamentum nouum in meo, non alieno, sed proprio
sanguine, quo gratia per spiritum, in remissionem peccatorum, ad haereditatem
capiendam promittitur. |
Derfor måtte også umælende dyr dræbes
i Kristi forbillede, og i dets blod blev dette testamente bekræftet,
sådan at som blodet var, sådan var testamentet, som offeret,
sådan forjættelsen. Men her siger han: Det ny testamente i
mit, ikke i andres, men i mit eget blod, og herved gives en forjættelse
af nåde gennem ånden til syndernes forladelse, så man
kan modtage arven. |
137 Est itaque Missa,
secundum substantiam suam, proprie nihil aliud, quam uerba Christi praedicta:
Accipite et manducate etc. ac si dicat: Ecce o homo peccator et damnatus,
ex mera gratuitaque charitate, qua diligo te, sic uolente misericordiarum
patre, his uerbis promitto tibi, ante omne meritum et uotum tuum, remissionem
omnium peccatorum tuorum, et uitam aeternam. |
Således er messen efter sit væsen egentlig ikke
andet end disse Kristi ord: Tag det og spis det! osv, som om han sagde:
'Se, du syndige og fordømte menneske, af den rene og fri kærlighed,
jeg elsker dig med, og fordi barmhjertighedens fader vil det, forjætter
jeg dig med disse ord, forud for nogen fortjeneste eller noget løfte,
du gør, alle dine synders forladelse og evigt liv. |
138 Et ut certissimus
de hac mea promissione irreuocabili sis, corpus meum tradam, et sanguinem
fundam, morte ipsa hanc promissionem confirmaturus, et utrunque tibi in
signum et memoriale eiusdem promissionis relicturus. Quod cum frequentaueris,
mei memor sis, hanc meam in te charitatem et largitatem praedices et laudes,
et gratias agas. |
Og for at du kan være sikker på, at denne min
forjættelse er uigenkaldelig, vil jeg give dig mit legeme og udgyde
for dig mit blod, jeg vil ved min død stadfæste denne forjættelse
og efterlade dig begge dele som et tegn og erindring om denne forjættelse.
Og når du deltager i nadveren, ihukommer du mig, prædiker og
roser og takker for denne min kærlighed til dig og overbærenhed
med dig. |
139 Ex quibus uides,
ad Missam digne habendam, aliud non requiri quam fidem, quae huic promissioni
fideliter nitatur, Christum in his suis uerbis ueracem credat, et sibi
haec immensa bona esse donata, non dubitet. |
Heraf ser du, at det at holde messe på værdig
måde ikke kræver andet end tro, en tro, som troligt klynger
sig til denne forjættelse, tror, at Kristus er sanddru, når
han taler disse ord, og ikke tvivler på, at han har fået disse
store goder. |
140 Ad hanc fidem mox
sequetur sua sponte dulcissimus affectus cordis, quo dilatatur et impinguatur
spiritus hominis (haec est charitas, per spiritum sanctum in fide Christi
donata), ut in Christum, tam largum et benignum testatorem, rapiatur, fiatque
penitus alius et nouus homo. |
Af denne tro følger snart af sig selv en inderlig
bevægelse i hjertet, hvorved menneskets ånd (som er kærligheden,
givet ved troen på Kristus gennem den helligånd) udvides og
gøres frugtbar, så at man drages hen til Kristus, denne rundhåndede
og gode testator, og helt og aldeles bliver et nyt menneske. |
141Quis enim non dulciter
lachrymetur, immo prae gaudio in Christum pene exanimetur, si credat fide
indubitata, hanc Christi promissionem inaestimabilem ad se pertinere? Quomodo
(W516) non diligit tantum benefactorem, qui indigno et longe alia merito
tantas diuitias et haereditatem hanc aeternam praeueniens offert, promittit,
et donat? |
Hvem ville nemlig ikke inderligt græde, ja af glæde
i Kristus helt gå ud af sig selv, hvis han uden tvivl i hjertet tror,
at denne uvurdérlige forjættelse fra Kristi side gjaldt ham?
Hvor ville han ikke elske en sådan velgører, der forekommened
tilbyder, forjætter og skænker en sådan rigdom og evig
arv til én, der er ganske uværdig og havde fortjent noget
helt andet? |
142Quo circa una et sola
miseria nostra, quod multas Missas in orbe habemus, et nulli uel pauci
has promissiones et diuitias propositas agnoscimus, consyderamus, et apprehendimus,
Cum reuera in missa aliud agi non oporteat maiori, immo unico studio, quam
ut haec uerba, has promissiones Christi, quae uere sunt ipsa Missa, ante
oculos uersaremus, meditaremur, et ruminaremus, quod fidem in ea exerceremus,
nutriremus, augeremus, et roboraremus, hac quottidiana commemoratione. |
Derfor er det vor store elendighed, at vi har så mange
messer i verden, og at kun så få eller ingen af os kender,
betænker og fastholder disse forjættelser og rigdomme, der
forelægges for os, da der i sandhed ikke bør lægges
større vægt på noget, ja overhovedet ikke bør
lægges vægt på andet i messen, end at vi stiller os disse
Kristi og forjættelser for øje, overvejer dem og gennemtygger
dem, for de er i sandhed selve messen, så at vi kan opøve,
nære, forøge og styrke troen på dem ved denne daglige
ihukommelse. |
143hoc est enim quod
praecipit, dicens: Hoc facite in meam commemorationem, hoc ipsum agere
deberet Euangelista, ut promissionem istam populo fideliter inculcaret,
et commendaret ad prouocandam fidem eorum in eandem. |
Det er nemlig, hvad han foreskriver, når han siger:
'Gør dette til min ihukommelse', og evangeliets forkyndere bør
gøre det samme, troligt indprente folket denne forjættelse
og lægge dem den på sinde, så troen på den fremelskes. |
144At nunc, quota pars
nouit missam esse promissionem Christi? (ut taceam impios fabulatores,
qui humanas traditiones uice tantae promissionis docent) Quod si etiam
haec uerba Christi docent, non tamen nomine promissionis aut testamenti,
ac per hoc non ad obtinendam fidem, docent. |
Men nu, hvor stor en del véd, at messen er Kristi
forjættelse? (at jeg skal tie om de ugudelige løgneprædikanter,
som lærer menneskelige traditioner i stedet for sådanne forjættelser).
For selv om de også lærer disse Kristi ord, så lærer
de dem dog ikke som en forjættelse eller et testamente og sigter
derfor ikke på at fremelske troen. |
145Quin,
quod deploramus, in hac captiuitate, omni studio cauetur hodie, ne uerba
illa Christi ullus laicus audiat, quasi sacratiora, quam ut uulgo tradi
debeant. Sic enim insanimus, et uerba consecrationis (ut uocant) nobis
sacerdotibus solis arrogamus occulte dicenda, sic tamen, ut ne nobis quidem
prosint, cum nec ipsi ea ut promissiones seu testamentum habeamus ad fidem
nutriendam, sed nescio qua superstitione et impia opinione ea reueremur
potius, quam eis credimus. |
Ja, det er vel værd at græde over.
I dette fangenskab gør man sig i dag al mulig umage for, at lægfolk
ikke skal høre disse Kristi ord, som om de var for hellige til,
at de kunne overgives folket. Så tåbelige er vi nemlig, at
vi præster forbeholder konsekrationsordene (som de kalder dem) for
os selv, idet vi fremhvisker dem som en hemmelighed, dog således,
at de heller ikke gavner os, eftersom heller ikke vi har nogen tro til
dem som til en forjættelse eller et testamente, men hellere ærer
dem med jeg véd ikke hvilken overtro og ugudelig mening, end vi
tror på dem. |
146Qua miseria nostra
quid alius Satan in nobis operatur, quam ut nihil de missa in Ecclesia
reliquum faciat, curet tamen interim omnes angulos orbis missis plenos
esse, hoc est, abusionibus et irrisionibus testamenti dei, grauissimisque
idolatriae peccatis mundum assidue magis ac magis onerari ad damnationem
maiorem augendam. Quod enim idolatriae peccatum grauius esse potest, quam
promissionibus dei peruersa opinione abuti, et fidem in easdem, uel negligere,
uel extinguere? |
Og hvad vil Satan udrette andet med vor sørgelige
tilstand, end at han vil sørge for, at der ikke bliver noget tilbage
af messen i kirken, samtidig med, at han dog sørger for, at der
er fuldt op af messer i hver krog af verden, det vil sige, af misbrug og
bespottelser af Guds testamente, og at verden tynges mere og mere fuldstændigt
ned af de groveste afgudsdyrkelses-synder til stadig større fordømmelse.
Hvad kan nemlig være en alvorligere afgudsdyrkelses-synd, end at
misbruge Guds forjættelser i den modsatte mening, og at overse eller
udslette troen på dem? |
147Neque enim deus (ut
dixi) aliter cum hominibus unquam egit aut agit quam uerbo promissionis.
Rursus, nec nos cum deo unquam agere aliter possumus, quam fide in uerbum
promissionis eius. Opera illi nihil curat, nec eis indiget, quibus potius
erga homines et cum hominibus et nobisipsis agimus. |
For, som jeg før har sagt, (se W514),
har Gud aldrig optrådt overfor mennesket på anden måde
end gennem sit forjættelsesord. Og omvendt, vi kan ikke nogensinde
komme i forhold til Gud på anden måde end gennem troen på
hans forjættelsesord. Han bekymrer sig ikke om gerninger, trænger
ikke til dem, med dem kan vi kun handle overfor mennesker og med mennesker
og med os selv. |
148Indiget autem, ut
uerax in suis promissis a nobis habeatur, talisque longanimiter sustineatur,
ac sic fide, spe et charitate colatur. Quo fit, ut gloriam suam in nobis
obtineat, dum non nobis currentibus, sed ipso miserente, promittente, donante,
omnia bona accipimus et habeamus. |
Men han trænger til, at han holdes for sanddru i sine
forjættelser af os, at han regnes for sanddru med længsel af
os, og således dyrkes i tro, håb og kærlighed. Derved
sker det, at han opnår sin ære i os, ikke når vi løber
hid og did, men når han forbarmer sig, forjætter, giver, og
vi modtager og har alle goder. |
149Ecce hic est (W517)
uerus cultus dei et latria, quam in missa debemus persoluere. Sed quum
promissionis uerba non traduntur, quae fidei exercitatio haberi potest?
At sine fide quis sperat? quis amat? sine fide, spe, et charitate, quae
latria? |
Se, dette er den sande gudsdyrkelse og tilbedelse, som vi
bør komme frem med i messen. Men når forjættelsens ord
ikke bliver overleveret, hvordan kan der da fremstå nogen øvelse
i troen? Men uden tro, hvem vil da håbe? hvem vil elske? og uden
tro, håb og kærlighed, hvordan kan der da være tilbedelse
af Gud? |
150Non est itaque dubium,
uniuersos hodie sacerdotes et monachos cum Episcopis et omnibus suis maioribus
esse idolatras, in statu periculosissimo agentes, ob hanc missae seu sacramenti,
seu promissionis dei ignorantiam, abusionem, irrisionem. |
Der er derfor ingen tvivl om, at i vore dage alle præster
og munke, alle biskopper og alle deres foresatte er afgudsdyrkere, som
lever i en højst farlig stilling, på grund af uvidenhed om,
misbrug af og bespottelse af messen eller sakramentet eller Guds forjættelse. |
151(W517) Quilibet
enim facile intelligit, quod haec duo sunt simul necessaria, promissio
et fides. sine promissione enim credi nihil potest, sine fide autem promissio
inutilis est, cum per fidem stabiliatur et impleatur. Ex quibus itidem
facile quiuis colligit, Missam, cum sit aliud nihil quam promissio, hac
fide sola adiri et frequentari. |
Enhver indser jo let, at disse to ting: forjættelse
og tro, begge er nødvendige. For uden forjættelse kan man
ikke tro, og uden tro er forjættelsen nytteløs, eftersom den
stadfæstes og opfyldes gennem troen. Heraf indser enhver ligeså
let, at messen, eftersom den ikke er andet end en forjættelse, alene
højtideligholdes og fejres ved denne tro. |
152sine qua, quicquid precularum,
praeparatoriotum, operum, signorum, gestuum affertur, irritabula sunt impietatis
magis quam officia pietatis, cum fere fiat, ut his paratis existiment sese
legitime altaria accedere, et reuera non fuerint ullo tempore uel opere
magis inepti, propter infidelitatem quam secum afferunt. |
Og hvor denne ikke findes, dèr er alt, hvad der fremføres
af bønner, forberedelser, gerninger, tegn og fagter, snarere ufromhedens
pirringsmidler end fromhedens gerninger, eftersom der næsten sker
det, at man, når man har forberedt sig sådan, mener at kunne
nærme sig alteret med et retskrav, mens man dog i virkeligheden aldrig
og i ingen gerning er mindre velforberedt på grund af vantroen, som
man bærer med sig. |
153Quantos passim uideas et
quotidie sacrificulos, qui, si uel inepti uestiti, uel illotis manibus,
uel inter precandum titubantes quid leuiuscule errauerint, ingenti sese
miseri crimine reos faciunt. |
Hvor mange messepræster kan du ikke se i vore dage,
som, hvis de enten har fået forkerte klæder på, eller
ikke har fået vasket deres hænder, eller under fremførelsen
af bønnerne er kommet til at begå en lille fejl, mener, at
de har gjort sig skyldige i en stor forbrydelse, de stakler! |
154At, quod missam ipsam, id
est, diuinam promissionem, neque obseruant, neque credunt, prorsus ne tantillum
quidem habent conscientiae. O indigna religio nostro saeculo, omnium impiissimo
et ingratissimo! |
Men at de ikke overholder eller tror messen selv, det vil
sige, den guddommelige forjættelse, det gør de sig ikke den
ringeste samvittighed af. O denne uværdige fromhed i vort århundrede,
af alle det mest ugudelige og utaknemmelige! |
155Praeparatio itaque
digna et usus legitime non est, nisi fides, qua creditur Missae, id est,
diuinae promissioni. Quocirca, accessurus ad altare, siue sacramentum accepturus,
caueat, ne uacuus appareat in conspectu domini dei. (n155) |
En værdig forberedelse og en retmæssig brug
er således ikke andet end troen, hvormed man tror på messen,
det vil sige, på den guddommelige forjættelse. Derfor må
den, der går til alters eller modtager sakramentet, passe på,
at han skal synes at stå tomhændet for Guds åsyn. |
156Vacuus autem erit,
si fidem non habuerit in Missam seu testamentum hoc nouum. Qua impietate
quid posset grauius committere in diuinam ueritatem? quam hac incredulitate
sua, quantum est in se, mendacem arguit, et uane promittentem. |
Men tomhændet er han, hvis han ikke ejer troen på
messen eller dete nye testamente. Ved hvilken ufromhed kan han forsynde
sig mere mod den guddommelige sandhed, end ved denne mangel på tillid,
såvidt det står til ham, beskylder han Gud for en løgner,
og én, der giver tomme forjættelser. |
157 Tutissimum itaque
fuerit, ad Missam non alio animo accedere, quam si ad audiendam quamlibet
aliam promissionem dei uelis accedere. hoc est, ut paratus sis, non multa
operari et afferre, sed omnia credere et accipere, quae tibi illic promittuntur,
seu promissa pronunciatur, per ministerium sacerdotis. Hoc animo si non
ueneris, caue accesseris, in iudicium, sine dubio, accedes. |
Det vil altså være det sikreste at komme til
messen med samme sind, som hvis du ville gå hen og høre en
eller anden anden forjættelse fra Gud, det vil sige, så du
er parat til, ikke at gøre eller fremføre noget, men til
at tro og modtage alt, hvad der her forjættes dig, eller hvad der
ved præstens tjeneste forkyndes som en forjættelse. Hvis ikke
du kommer med dette sind, så pas på, når du kommer, for
du går uden tvivl til alters til dom. |
158Recte itaque dixi,
totam uirtutem Missae consistere in uerbis Christi, quibus testatur, remissionem
peccatorum donari omnibus, qui credunt, corpus eius tradi, et sanguinem
eius fundi, pro se. Atque ob hanc rem, nulla re magis opus esse audituris
Missam, quam ut ipsa uerba sedulo et plena fide meditentur. |
Jeg har derfor haft ganske ret, da jeg sagde, at hele messens
kraft består i Kristi ord, hvormed han bevidner, at syndernes forladelse
skal gives alle dem, der tror, at hans legeme hengives, og at hans blod
udgydes for ham. Og derfor er der intet der er mere nødvendigt for
dem, der vil høre messe, end at de flittigt og med en fuld tro overvejer
disse ord. |
159quod nisi fecerint,
frustra omnia alia fecerint. Hoc sane uerum est, in omni promissione sua
deus fere solitus est adiicere signum aliquod, (W518) ceu monumentum, ceu
memoriale promissionis suae, quo fidelius seruaretur, et efficatius moneret. |
Fordi gør de ikke det, er alt det andet forgæves.
Så er det sandt nok, at Gud plejer til sine forjættelser at
føje et tegn, som mindesmærke eller hukommelsestegn, hvorved
det bevares bedre og mere kraftigt minder os om den. |
160Sic in promissione
Noe data, de non perdenda terra alio diluuio, dedit arcum suum in nubibus,
quo dixit, sese recordaturum foederis sui. Et Abrahae, post promissionem
haereditatis in semine suo, dedit circumcisionem in signaculum iustitiae
fidei. |
Da han således gav forjættelsen til Noa om,
at han ikke ville lade jorden gå under i endnu en syndflod, gav han
sin bue på skyerne, hvorved han sagde, at han ville ihukomme sin
pagt (1 Mos 9,15). Og til Abraham gav han, efter at have forjættet
ham en arving i hans sæd, omskærelsen som et tegn på
retfærdigheden ved tro (1 Mos 17,10). |
161Sic Gedeoni dedit
uellus aridum et roridum, ad firmandam promissionem suam super uincendis
Madianitis. Sic Achas per Esaiam obtulit signum, pro uincendo rege Syriae
et Samariae, quo promissioni suae fidem in eo firmaret. Talia multa legimus
signa promissionum dei in scripturis. |
Og således gav han Gideon det våde og tørre
skind for at understrege forjættelsen om at han skulle vinde over
Midjanitterne (Dom 6,36ff). Og således fik Akaz et tegn om at han
skulle besejre Syriens og Samarias konge, og derved styrkede han troen
i ham på hans forjættelse. Vi læser om mange sådanne
tegn i tilknytning til Guds forjættelser i skriften. |
162Sic et in Missa, hac
omnium principe promissione, adiecit signum memoriale tantae promissionis,
suum ipsius corpus et suum ipsius sanguinem, in pane et uino, sicut dicit:
Hoc facite in meam commemorationem. |
Sådan har han også i messen, den vigtigste af
alle hans forjættelser, tilføjet som et ihukommelsestegn over
en så stor forjættelse sit eget legeme og sit eget blod, i
brød og vin, dèr hvor han siger: 'Gør dette til min
ihukommelse'! |
163Sic in Baptismo, uerbis
promissionis adiicit signum mersionis in aquam. Ex quibus intelligimus,
in qualibet promissione dei duo proponi, uerbum et signum, ut uerbum intelligamus
esse testamentum, signum uero esse sacramentum. ut in Missa, uerbum Christi
est testamentum, panis et uinum sunt sacramentum. |
Og således har han i dåben til forjættelsens
ord føjet tegnet om neddykning i vand. Af disse ting forstår
vi, at i enhver forjættelse fra Gud forelægges os to ting:
ordet og tegnet, så at vi kan forstå, at ordet er testamentet,
men tegnet sakramentet, f. eks. i messen er Kristi ord testamentet, men
brød og vin er sakramentet. |
164Atque ut maior uis
sita in uerbo quam signo, ita maior in testamento quam sacramento. Quia
potest homo uerbum seu testamentum habere et eo uti, absque signo seu sacramento.
Crede, inquit Aug., et manducasti. Sed cui creditur, nisi uerbo promittentis? |
Og ligesom der er en større kraft i ordet end i tegnet,
sådan er der også en større kraft i testamentet end
i sakramentet. Fordi mennesket kan have ordet eller testamentet og bruge
det, uden tegnet eller sakramentet. 'Tro', siger Augustin, 'og du har spist'.
Men hvad andet skal man tro på end den forjættendes ord? |
165Ita possum quotidie,
immo omni hora, Missam habere, dum, quoties uoluero, possum uerba Christi
mihi proponere, et fidem meam in illis alere et roborare. hoc est reuera,
spiritualiter manducare et bibere. |
Sådan kan jeg hver dag, ja hver time på dagen,
have messen, idet jeg, så ofte jeg vil, kan foreholder mig Kristi
ord og nære og styrke min tro ved dem. Det er i sandhed at spise
og drikke på åndelig måde. |
166Hic uides, quid et
quantum Theologi sententiarii in hac re praestiterunt. Primum, id quod
summum et capitale est, nempe, testamentum et uerbum promissionis, nullus
eorum tractat, atque ita fidem et totam missae uirtutem nobis obliterarunt. |
Her ser du, hvad og hvor meget sentensernes teologer har
udrettet i denne sag. For det første: Det, som er hovedsagen, nemlig
testamentet og forjættelsesordet, behandler ingen af dem, og således
har de bragt troen og hele messens kraft i forglemmelse for os. |
167Deinde, alteram eius
partem, scilicet signum seu sacramentum, solum uersant, sed ita, ut nec
in hac fidem doceant, sed suas praeparationes, et opera operata, participationes
et fructus, missam, donec in profundum uenerint, et de transsubstantiatione,
aliisque infinitis metaphysicis nugis, nugarentur, et scientiam uerumque
usum, tam testamenti quam sacramenti, cum uniuersa fide abolerent facerentque,
ut populus Christi (ut propheta dicit) obliuisceretur dei sui diebus innumeris. |
Dernæst: De behandler alene messens anden del, nemlig
tegnet eller sakramentet, men de gør det således, at de heller
ikke her lærer troen, kun deres egne forberedelser og rituelle gerninger,
deres deltagelse og frugter udgiver de for messen, indtil de kommer til
afgrunden; og de sludrer om transsubstantiationen og andre endeløse
metafysiske dårskaber, men den sande viden om og brug af testamentet
og sakramentet har de tilintetgjort sammen med hele troen, og de har bevirket,
at Kristi folk (som profeten siger) har glemt Guds talløse dage.
(Jer 2,32). |
168Tu uero, sine alios
percensere uarios fructus auditae missae, et animum tuum huc intende, ut
cum Propheta dicas et credas, hic tibi a deo paratam esse mensam coram
te, aduersus omnes qui tribulant te, in qua pascatur et pinguescat fides
tua. |
Men du, lad du kun andre om at opgøre de forskellige
frugter ved at høre messe og ret du dit sind hen imod den, så
du med profeten siger og tror, at her er der af Gud beredt dig et bord
imod alle dem, som forfølger dig, ved hvilket din tro skal næres
og styrkes. (Sl 23,5). |
169Non autem pascitur
fides tua, nisi promissionis diuinae uerbo. Homo enim non in solo pane
uiuit, sed in omni uerbo quod procedit de ore dei. Quare, in missa ante
omnia uerbi promissionis te obseruatorem esse curiosissimum (W519) oportet,
tanquam opulentissimi conuiuii, omnimodae pascuae et sanctae refectionis
tuae, ut hoc prae omnibus maximi facias, plurimum in id confidas, et firmissime
in eo haereas, etiam per mortem et omnia peccata. |
Din tro næres nemlig ikke af andet end af den guddommelige
forjættelses ord. Mennesket lever nemlig ikke af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund. (Deut 8,3). Derfor bør
du fremfor alt bestræbe dig inderligt på at agte på forjættelsesordet,
som på et righoldigt måltid, på en fuldkommen føde
og på et hellige styrkningsmiddel for dig, så at du sætter
det allerhøjest, stoler mest på det og klynger dig mest fast
til det, også igennem døden og alle synder. |
170Quod si feceris, non
solum stillas istas, et minutias fructuum missae, quas quidem etiam superstitiose
finxerunt, sed ipsum fontem principalem uitae, obtinebis, fidem scilicet
uerbi, ex qua omne bonum fluit, sicut Iohan. iiii. dicit: Qui in me credit,
de uentre eius fluent aquae uiuae. Item: Qui biberit ex aqua, quam ego
dabo, fiet in eo fons aquae uiuae, salientis in uitam aeternam. |
Gør du det, vil du ikke blot få messens dråber
og frugter, som nogle overtroisk har opfundet, men du vil få selve
livets hovedkilde, nemlig troen på ordet, fra hvilken alt godt flyder,
sådan som Johannes siger i det 4. kapitel: "Den, der tror på
mig, fra hans indre skal der flyde levende vand" (Joh 7,38). Og ligeledes:
"Den, der drikker af det vand, som jeg giver, i ham vil det blive en kilde
af levende vand, som fremvælder til evigt liv". (Joh 4,14). |
171Iam duo sunt, quae
solent nos tentare, ne fructus missae percipiamus. Alterum est, nos esse
peccatores et indignos prae nimia uilitate rebus tantis. Alterum, etiam
si digni essemus, magnitudo tamen rerum tanta est, ut natura pusillanimis
non audeat ea petere aut sperare. |
Nu er der to ting, der plejer at anfægte os, så
vi ikke opnår messens frugter. Den ene er, at vi er syndere og uværdige
med altfor ringe værdi til så store ting. Den anden er, at
om vi også var værdige, så er dog det, vi modtager, så
store ting, at vort forsagte væsen ikke vover at bede derom eller
håbe derpå. |
172Nam, remissionem peccatorum
et aeternam uitam, quis non stupescat potius quam optet, si digne pensetur
magnitudo bonorum, quae per ea ueniunt? habere scilicet deum patrem, esse
filium, haeredem omnium bonorum dei. |
For syndernes forladelse og evigt liv, hvem vil ikke snarere
undre sig end ønske det, hvis han i det hele taget helt kan forestille
sig størrelsen på de goder, som kommer derigennem? nemlig,
at have Gud til afder, at være søn, at være arving til
alle Guds goder. |
173Aduersus hanc geminam
pusillanimitatem oportet, ut uerbum Christi apprehendas, ipsumque multo
fortius intuearis, quam has cogitationes infirmitatis tuae. Magna enim
sunt opera domini, exquisita in omnes uoluntates eius, qui potens est dare,
supra quam petimus aut intelligimus. |
Imod denne dobbelte forsagthed må du tage Kristi ord
til dig, og meget stærkere rette blikket mod ham, end mod disse overvejelser
over din svaghed. "For store er Herrens gerninger, kostelige imod alle
er hans viljes værk", (Sl 111,2), "han, som er mægtig til at
give ud over, hvad vi beder om eller forstår". (Ef 3,20). |
174Nisi enim superarent
nostram dignitatem, nostram capacitatem, nostrum denique omnem sensum,
diuina non essent. Sic et Christus nos animat dicens: Nolite timere, pusillus
grex, placuit enim patri uestro, dare uobis regnum. |
For hvis Guds gerninger ikke langt overgik vores værdighed,
vores fatteevne, ja, alle vore sanser, så var de ikke guddommelige.
Således opmuntrer Kristus os også, når han sige: "Frygt
ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget".
((luk 12,32). |
175Haec ipsa
enim exuberantia inconprehensibilis dei, in nos per Christum effusa, facit,
ut eum rursus super omnia ardentissime diligamus, summa fidutia in eum
feramus, omnia contemnamus, prompti simus omnia pro eo pati. unde et recte
fons dilectionis hoc sacramentum est appellatum. |
For denne ubegribelige Gud giver sine overvældende
gaver ud over os i Kristus, og det gør han, for at vi på den
anden side skal elske ham brændende over alle ting, have den største
tillid til ham, agte alle ting ringe, og være rede til at lide alt
for ham. Derfor kalder man med rette dette sakramente for kærlighedens
kilde. |
176In hac re, exemplum
tibi sume ex hominibus. Si enim cuiquam mendico, aut etiam indigno et malo
seruo, legaret ditissimus dominus mille aureos, certe cum fidutia eos postularet
et acciperet, nec indignitatis suae, nec magnitudinis testamenti habita
ratione. |
Brug i denne sag et eksempel fra menneskelivet. Hvis en
rig mand testamenterede en eller anden tigger eller en uværdig og
ond tjener tusind gylden, så ville han ganske givet kræve dem
og modtage dem, uden at tage hensyn til sin uværdighed eller testamentets
størrelse. |
177Quod si quis ei resistens
obiiceret indignitatem suam, et magnitudinem testamenti, quid putas dicturus
est? scilicet: 'quid ad te? non ego merito meo, nec iure ullo proprio accipio
quod accipio; Scio me indignum, et maiora accipere, quam merear, immo,
contraria merui, sed iure testamenti et aliena bonitatis, peto quod peto;
si illi non fuit indignum tanta tam indigno legare, cur ego propter indignitatem
meam contemnam acceptare? quin hac ipsa causa magis amplector gratuitam
et alienam gratiam, qua ego sum indignior'. |
Og hvis én angreb ham og foreholdt ham hans uværdighed
og testamentets størrelse, hvad tror du så, han ville sige?
Mon ikke: "Hvad kommer det dig ved? det skyldes ikke min fortjeneste eller
nogen særret, at jeg modtager det, jeg modtager; jeg véd godt,
at jeg er uværdig, og at jeg modtager meget mere, end jeg har fortjent,
ja, at jeg har fortjent det modsatte, men jeg beder om det, jeg beder om,
i henhold til testamentes ret og en andens godhed; hvis det ikke for ham
var uværdigt at testamentere så meget til en uværdig,
hvorfor skulle jeg så kaste vrag på det for min uværdigheds
skyld? snarere gør jeg da det, at jeg griber denne ufortjente og
fremmede nåde, jo uværdigere jeg er, desto hellere". |
178Eadem cogitatione
armari oportet et (W520) cuiusque conscientiam, aduersus omnes scrupulos
et morsus suos, ad hanc Christi promissionem indubitata fide obtinendam,
summopere cauendo, ne fidutia confessionis, orationis, praeparationis quisquam
accedat, sed his omnibus desparatis, in superba fidutia promittentis Christi.
Quia, ut dictum est satis, uerbum promissionis hoc solum regnare debet,
in fide pura, quae est unica et sola sufficiens praeparatio. |
Med sådanne overvejelser bør enhver bevæbne
sin samvittighed, imod alle skrupler og betænkeligheder, så
man holder sig til denne Kristi forjættelse med en fast tro, og især
vogter sig for at sætte sin lid til sit skriftemål, sin bøn
eller sin forberedelse; i stedet skal man fortvivle om alt dette i en stærk
tillid til den Kristus, der har givet forjættelserne. For som jeg
allerede har sagt det tilstrækkeligt, forjættelsesordet skal
her herske alene, i en ren tro, som ene og alene er den tilstrækkelige
forberedelse. |
179Videmus ex his, quam
grandi ira dei factum sit, ut uerba testamenti huius non caelarint impii
doctores, atque per hoc ipsum fidem extinxerunt, quantum in eis fuit. Iam
pronum est uidere, quid ad fidem extinctam sequi fuit necesse. |
Vi ser heraf, hvor stor Guds vrede er, fordi disse ugudelige
lærere ikke har afbildet dette testamentes ord, og derved tilintetgjort
selve troen, så vidt det står til dem. Det er nu nærliggende
at se på, hvad der nødvendigvis må være konsekvensen
af, at troen er tilintetgjort, |
180Nempe, superstitiones
operum impiissimas. Vbi enim fides occidit, et uerbum fidei obmutescit,
ibi mox surgunt opera in locum eius, et traditiones operum. Quibus ceu
captiuitate Babylonica translati sumus de terra nostra, captis omnibus
desyderabilibus nostris. |
nemlig, den mest ugudelige overtro på gerningerne.
For hvor troen dræbes, og troens ord forstummer, der optræder
snart gerninger og gerningstraditioner i dens sted. Derved er vi i vort
land bortført som i et babylonisk fangenskab, idet man har frataget
os vore kostelige goder. |
181Ita de missa contigit,
quae impiorum hominum doctrina mutata est in opus bonum, quod ipsi uocant
opus operatum, quo apud deum sese omnia praesumunt posse. |
Således er det gået med messen, som ved ugudelige
menneskers lære er blevet forandret til en god gerning, som de selv
kalder en rituel handling, hvorved de mener at kunne opnå alt hos
Gud. |
182Inde processum est
ad extremum insaniae, ut, quia Missam ex ui operis operati ualere mentiti
sunt, adiecerunt, eam non minus utilem esse caeteris, etiam si ipsi impio
sacrifico noxia sit atque in hanc harenam fundauerunt suas applicationes,
participationes, et fraternitates, anniuersaria, et id genus infinita lucri
et quaestus negotia. |
Og derfra er de gået videre til det yderste vanvid,
så at de har tilføjet, da de først har udsendt den
løgn, at messen virker i kraft af dens rituelle udførelse,
at den ikke er mindre gavnlig for de øvrige, også selv om
den skader en ugudelige celebrant, og på dette sand har de grundet
deres overdragelser, delagtiggørelser og broderskaber, deres årsdage
og den slags talløse udbytnings virksomheder og pengeskabende foranstaltninger. |
183Contra has laruas,
quia ualidae sunt et multae penitusque insederunt, nisi constantissima
cura obseruaueris, quid sit Missa, et praecedentium fortiter memineris,
uix subistes. |
Imod disse spøgelser, som er stærke og sidder
meget stærkt fast, kan du næppe holde stand, hvis ikke du hele
tiden er på vagt og holder fast ved, hvad messen er, og nøje
husker på, hvad der er sagt forud. |
184Audisti enim, Missam
aliud non esse, quam promissionem diuinam seu testamentum Christi, sacramento
corporis et sanguinis sui commendatum. quod si uerum est, intelligis, Non
posse ipsum esse opus ullo modo, nec quicquam in ipso fieri, nec alio studio
a quoquam tractari, quam sola fide; fides enim non est opus, sed magistra
et uita operum. |
For du har jo hørt, at messen ikke er andet end en
guddommelig forjættelse og Kristi testamente, stadfæstet ved
hans legemes og blods sakramente. Og hvis det er sandt, forstår du
også, at messen ikke selv på nogen måde kan være
en gerning, og at der i messen ikke sker noget eller kan gennemføres
noget ved nogen anstrengelse, kun ved troen; for troen er nemlig ikke nogen
gerning, men alle gerningers mester og livgiver. |
185Quis enim est uspiam
tam insanus, ut promissionem acceptam, aut testamentum donatum, uocet opus
bonum, quod suo testatori faciat accipiens? Quis est haeres, qui patri
suo testatori existimet benefacere, dum instrumenta testamenti cum haereditate
testata accipit? |
Er der nemlig nogetsted nogen, der er så tåbelig,
at han vil kalde en forjættelse, som han modtager, eller et testamente,
der gives ham, for en god gerning, som han gør imod testator ved
at modtage den? Hvem er den arving, som mener at gøre noget godt
overfor sin far eller testator, når han modtager testamentbeviset
og den ham tillagte arv? |
186Quae est ergo impia
temeritas nostra, ut diuinum testamentum accepturi ueniamus, ut bonum opus
ei facturi? Est ne ista ignorantia testamenti et captiuitas tanti sacramenti
omnibus lachrymis superior? |
Jamen, hvad er det så for en dumdristighed af os,
at vi kommer og modtager det guddommelige testamente, som om vi skulle
gøre Gud en velgerning? Er det ikke mere end beklagelsesværdigt,
at vi kender så lidt til testamentet, og at et så stort sakramente
holdes i fangenskab? |
187ubi de acceptis grati
esse debemus, uenimus superbi daturi accipienda, irridentes, inaudita peruersitate,
donatoris misericordiam, dum hoc donamus ut opus, quod accipimus ut donum,
ut testator iam non suorum largitor bonorum, sed nostrorum sit acceptor.
Ve impietate isti. |
Hvor vi burde være taknemlige over det, vi modtager,
kommer vi i overmod og vil give, hvad vi skulle modtage, og driver i uhørt
perversitet spot med giverens barmhjertighed, derved, at vi giver det som
en gerning, som vi skulle modtage som en gave, så at testator ikke
mere er sine gode gavers giver, men modtager af vore. Ve over denne ugudelighed! |
188Quis uero unquam fuit
tam demens, ut baptismum duceret esse bonum opus? aut baptisandus crederet,
sese opus facere, quod pro se et aliis deo (W521) offeret et communicaret?
Si ergo in uno aliquo sacramento et testamento nullum est opus bonum communicabile
aliis, nec in Missa erit, cum et ipsa non sit nisi testamentum et sacramentum. |
Hvem har nogensinde været så vanvittig, at han
har ment, at dåben er en god gerning? eller at den, der skal døbes,
skal tro, at han gør en gerning, hvorved han ofrer og tilbyder noget
til Gud for sig selv og andre? Hvis derfor der i det ene sakramente og
testamente ikke er nogen god gerning, der kan overføres til andre,
så er der det heller ikke i messen, eftersom den heller ikke er andet
end et testamente og et sakramente. |
189Vnde manifestus et
impius error est, Missam pro peccatis, pro satisfactionibus, pro defunctis,
aut quibuscunque neccessitatibus suis aut aliorum offere seu applicare. |
Derfor er det en åbenlys og ugudelig vildfarelse at
frembære eller henføre messen for synder, for fyldestgørelser,
for de afdøde, eller for nogen andre nødvendigheder for sig
selv eller andre. |
190Quod facillime intelligis
esse euidentissime uerum, si firmiter teneas, Missam esse promissionem
diuinam, quae nulli prodesse, nulli applicari, nulli suffragari, nulli
communicari potest, nisi ipsi credenti soli propria fide. |
Og du kan let forstå, at dette er soleklart sandt,
når du fastholder, at messen er en guddommelige forjættelse,
som ikke kan gavne nogen, ikke kan henføres til nogen, ikke kan
hjælpe nogen, ikke kan henføres til nogen, undtagen til den,
der selv tror med sin egen tro. |
191Quis enim promissionem
dei, quae uniuscuiusque singulatim exigit fidem, potest pro alio acceptare
aut applicare? |
Hvem kan nemlig modtage for en anden eller henføre
til en anden den Guds forjættelse, som kræver hver enkelts
tro for sig? |
192Nunquid possum alteri
promissionem dei dare, etiam non credenti? aut possum pro alio credere?
aut possum facere, ut alius credat? At haec fieri oportet, si Missam possum
aliis applicare et communicare, cum in Missa non sint nisi ista duo, promissio
diuina, et fides humana, quae accipiat, quod illa promittit. |
Mon jeg nogensinde kan give Guds forjættelse til en
anden, også når han ikke tror? eller kan jeg tro for en anden?
eller kan jeg bevirke, at en anden tror? Men dette må kunne ske,
hvis jeg kan tilegne og overføre messen til andre, eftersom der
i messen ikke er andet end disse to: den guddommelige forjættelse
og den menneskelige tro, som modtager, hvad der forjættes den. |
193Quod si uerum est,
potero etiam pro aliis audire Euangelium et credere, potero pro alio baptisari,
potero pro alio absolui a peccatis, potero et pro alio communicare de altaris
sacramento, potero, ut et illorum sacramenta percenseam, pro alio ducere
uxorem, pro alio fieri sacerdos, pro alio confirmari, pro alio inungi. |
Men hvis det er sandt, så kan jeg også høre
evangeliet for andre og tro på det, jeg kan lade mig døbe
for andre, jeg kan modtage syndernes forladelse for andre, jeg kan modtage
alterets sakramente for andre, jeg kan, for nu at gennemgå deres
sakramenter, tage en hustru for en anden, gøres til præst
for en anden, konfirmeres for en anden, få den sidste olie for en
anden. |
194Denique, cur Abraham
non pro omnibus Iudaeis credidit? cur exigitur a Iudaeis singulis fides,
in eandem promissionem Abrahae creditam? Stet ergo insuperabilis ueritas:
ubi promissio diuina est, ibi unusquisque pro se stat, sua fides exigitur,
quisque pro se rationem reddet, et suum onus portabit, sicut dicit Marci
ult.: Qui crediderit et baptisatus fuerit, saluus erit, qui autem non crediderit,
condemnabitur. |
Endelig: Hvorfor har Abraham ikke troet på alle jøders
vegne? Hvorfor kræves der tro af hver enkelt jøde, tro på
den forjættelse, der blev troet af Abraham? Den sandhed står
da uigendriveligt fast: Hvor den guddommelige forjættelse er, der
står hver enkelt for sig selv, det er hans tro, der kræves,
det er ham, der skal aflægge regnskab for sig selv, det er ham, der
skal bære sin egen byrde, sådan som det siges sidst i markusevangeliet:
Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den der ikke
tror, skal blive fordømt. (Mark 16,16). |
195Ita et Missam unusquisque
tantum sibi potest utilem facere, fide propria, et pro nullis prorsus communicare.
Sicut sacerdos nulli pro alio potest sacramentum ministrare, sed cuilibet
seorsum idem sacramentum ministrat. |
Således er det også kun hver enkelt, der kan
drage nytte af messen, med sin egen tro, og han kan ikke overføre
den til andre. Sådan kan præsten ikke give sakramentet for
andre, men han må give sakramentet til hver enkelt for sig. |
196Sunt enim sacerdotes
consecrando et ministrando ministri nostri, per quos non offerimus bonum
opus, aut communicamus actiue, sed per eos promissiones et signum accipimus,
et communicamur passiue, id quod in laicis hactenus permansit. |
For præsterne er vore tjenere til at indvi og forvalte
sakramenterne, og gennem dem tilbyder vi ikke nogen god gerning, som vi
kan dele ud til andre, men gennem dem modtager vi forjættelser og
tegn, og der deles ud til os, hvilket også hidtil har været
sådan for lægfolkets vedkommende. |
197Nam hi non dicuntur
bonum facere, sed accipere. Sacerdotes uero abierunt in impietates suas,
facto sibi bono opere, quod communicent et offerant ex sacramento et testamento
dei, quo bonum acceptum oportuit. |
For om dem siger man ikke, at de gør noget godt,
kun at de modtager. Men præsterne er gået så vidt i deres
ugudelighed, at de har gjort sig en god gerning af Guds sakramente og testamente,
som de kan uddele og tilbyde, hvor de burde have modtaget noget godt. |
198Sed dicis: Quid? Nunquid
subuertes omnium Ecclesiarum et Monasteriorum usum et sensum, quibus per
tot saecula inualuerunt, fundatis super Missam anniuersariis, suffragiis,
applicationibus, communicationibus etc. hoc est, pinguissimis redditibus? |
Men du vil måske sige: Hvordan det? Vil du ikke omstyrte
alle kirkers og klostres skik og mening, der igennem så mange århundreder
har givet dem deres udkomme, idet jo årsdagene, forbønnerne,
overdragelserne, henføringerne, osv, det vil sige: de fedeste indtægter,
er funderet på messen. |
199Respondeo: Hoc est,
quod de captiuitate Ecclesiae scribere me compulit, Sic enim uenerabile
testamentum dei in impiissimi quaestus seruitutem coactum est, per impiorum
hominum opiniones (W522) et traditiones, qui omisso uerbo dei sui cordis
nobis cogitationes proposuerunt, et orbem seduxerunt. |
Jeg svarer: Det er netop det, der har drevet mig til at
skrive om kirkens fangenskab. For således er Guds ærværdige
testamente blevet tvunget ind i ugudelig griskheds trældom, gennem
ugudelige menneskers meninger og skikke, som uden hensyn til Guds ord har
fulgt deres hjertes tanker og derved forført hele verden. |
200Quid mihi
de multitudine et magnitudine errantium? Fortior omnium est ueritas. Si
potes Christum negare, qui docet, Missam esse testamentum et sacramentum,
uolo illos iustificare. |
Hvad kommer mængden og størrelsen
af vildfarelserne mig ved? Sandheden er stærkere end alt. Hvis du
kan nægte Kristus, som lærer, at messen er et testamente og
et sakramente, så vil jeg give dem ret. |
201Deinde, si potes dicere,
eum facere opus bonum, qui recipit beneficium testamenti, aut utitur in
hoc ipsum sacramento promissionis, uolo mea libens damnare. cum autem neutrum
possis, quid dubitas, contempta turba ad malum eunte, dare gloriam deo,
et ueritatem eius confiteri? |
Og hvis du kan få dig selv til at sige, at han gør
en god gerning, han, der modtager testamentets velgerninger eller gør
brug af forjættelsens sakramente, så vil jeg gerne fordømme
min opfattelse. Men kan du ikke nogen af delene, hvorfor er du da i tvivl
om, at du bør lade være at tage hensyn til den mængde
mennesker, der går mod det onde, give Gud æren og bekende hans
sandhed? |
202Esse scilicet hodie
sacerdotes omnes in sententia peruersa, quicunque Missam pro opere ducunt,
quo succurrant suis aut aliorum, siue mortuorum, siue uiuorum, necessitatibus.
Inaudita et stupenda dico, Sed Missam si intuearis, quid sit, uera me esse
locutum cognosces. Hoc fecit illa nimia securitas, qua iram dei in nos
grassantem non intelleximus. |
For at i dag alle præster har den forkerte opfattelse,
at de holder messen for en gerning, hvorved de kan gøre en nødvendig
tjeneste for sig selv og andre, både de døde og de levende,
det siger jeg, er uhørt og dumt. Men hvis du undersøger messen,
hvad den er, så vil du finde, at jeg har talt sandt. Her har denne
altfor store sikkerhed bevirket, at vi ikke har forstået, hvorfor
Guds vrede er rettet imod os. |
203Hoc autem facile admitto,
Orationes, quas ad missam percipiendam congregati coram deo effundimus,
esse bona opera, seu beneficia, quae nobis mutuo impartimus, applicamus
et communicamus, et pro inuicem offerimus, Sicut Iacobus nos docet, orare
pro inuicem, ut saluemur. |
Men det vil jeg da gerne indrømme, at de bønner,
som vi beder, når vi er forsamlede for at holde messe for Gud, er
gode gerninger eller velgerninger, som vi giver hinanden del i, som vi
henfører til hinanden, overfører på hinanden og gensidigt
tildeler hinanden, sådan som Jakob lærer os at bede for hinanden,
for at vi kan blive frelst. (Jak 5,16) |
204Et Paulus .i. Timot.
ii. praecipit fieri obsecrationes, orationes, postulationes, pro omnibus
hominibus, pro regibus et omnibus, qui in sublimitate sunt constituti.
Haec enim non sunt missa, sed opera missae, si tamen opera uocari debent,
orationes cordis et oris, quia fiunt ex fide in sacramento percepta uel
acta. |
Og Paulus foreskriver i 1. Tim 2,1f, at der skal ske bønner,
anråbelser og forbønner for alle mennesker, for konger og
alle i høje stillinger. Men dette er ikke messen, men messens gerninger,
hvis man da kan kalde det gerninger, hjertets og mundens bønner,
fordi de sker ud af en tro på sakramentet, når det er modtaget
og udført. |
205Non enim Missa uel
promissio dei impletur orando, sed solum credendo. Credentes autem oramus
et quodlibet opus bonum facimus. Sed quis sacerdotum hoc nomine sacrificat,
ut solas orationes arbitretur sese offerre? |
For messen eller Guds forjættelse gennemføres
ikke ved at bede, men alene ved at tro. Vi beder som troende, og vi gør
de gode gerninger, vi gør, som troende. Men hvilken præst
celebrerer i den tro, at han ofrer noget alene ved at bede? |
206Omnes imaginantur
sese offerre ipsum Christum deo patri, tanquam hostiam sufficientissimam,
et bonum opus facere omnibus, quibus proponunt prodesse, quia confidunt
in opere operati, quod orationi non tribuunt. Sic paulatim errore crescente,
id quod orationum est, tribuerunt sacramento, Et quod recipere beneficium
debent, id obtulerunt deo. |
Nej, de forestiller sig alle, at de ofrer selve Kristus
til Gud fader, som et fyldestgørende offerdyr, og derved gør
en god gerning for alle, som de sætter sig for at gavne, fordi de
stoler på det fuldførte ritual, og noget sådant tillægger
de ikke bønnen. Således vokser efterhånden vildfarelsen,
det, som hører bønnen til, tillægger de sakramentet,
og hvad de bør modtage som en velgerning, ofrer de til Gud. |
207Quare acute discernendum
est, inter testamentum sacramentumque ipsum, et inter orationes, quas simul
oramus, Nec id solum, sed scire quoque oportet, orationes prorsus nihil
ualere, nec oranti ipsi, nec iis pro quibus orantur, nisi primum testamentum
fide perceptum sit, ut fides oret, quae sola exauditur, sicut Iacobus .i.
c. docet. |
Derfor bør der skelnes nøje mellem testamentet
og sakramentet selv, og bønnerne, som vi beder samtidig med. Og
ikke det alene, men man bør også vide, at bønnerne
ikke er noget værd, hverken for den bedende selv eller for dem, han
beder for, hvis ikke først testamentet er modtaget i tro, så
at den tro skal bede, der alene bønhøres, sådan som
Jakob siger (1,6f). |
208 adeo longe aliud
est oratio quam Missa. orationem possum extendere in quotquot uoluero,
Missam nemo accipit, nisi qui per seipsum credit, et tantum quantum credit,
nec potest dari, siue deo siue hominibus, Sed solus deus per ministerium
sacerdotis dat eam hominibus, (W523) qui accipiunt eam fide sola, sine
ullis operibus aut meritis. |
Og derfor er bønnen noget helt andet end messen.
Jeg kan udstrække bønnen så langt jeg vil, men messen
kan ingen modtage, undtagen den, der tror med sin egen tro, og han får
kun i så høj grad som han tror, og en sådan kan intet
give, hverken til Gud eller mennesker, men det er kun Gud, der gennem præstens
tjeneste giver troen til menneskene, til dem, som modtager den i tro alene,
uden nogen gerninger eller fortjenester. |
209 Neque enim ullus
audeat tantum insanire, ut dicat bonum opus facere eum, qui pauper et indigens
uenit, accepturus de manu diuitis beneficium. At missa (ut dixi) beneficium
est promissionis diuinae, per manum sacerdotum omnibus hominibus exhibitum. |
Ejheller vover nogen at være så vanvittig, at
han siger, at han gør en god gerning, hvis han som fattig og trængende
kommer og modtager en velgerning af den guddommelige hånd. Men messen
er som sagt en velgerning, bestående i en guddommelige forjættelse,
fremvist ved præstens hånd for alle mennesker. |
210 Est ergo certum,
Missam non esse opus aliis communicabile, sed obiectum (ut dicitur) fidei,
propriae cuiusque alendae et roborandae. |
Det er altså givet, at messen ikke er en gerning,
der kan overføres til andre, men den er troens genstand, om jeg
så må sige, beregnet på at nære og styrke ens egen
tro. |
211 Iam et alterum scandalum
amouendum est, quod multo grandius est et speciosissimum. Id est, quod
Missa creditur passim esse sacrificium, quod offertur deo. In quam opinionem
et uerba Canonis sonare uidentur, ubi dicitur: haec dona, haec munera,
haec sancta sacrificia, Et infra: hanc oblationem. |
Men her må også bortryddes en anden forargelse,
der er endnu meget større og nyder særlig anseelse, nemlig
den, at man overalt tror, at messen er et offer, som ofres til Gud. Denne
mening synes at understøttes af messebogen, hvor det hedder: "Disse
gaver", "dette hellige offer" og senere: "Dette offer". |
212 Item, clarissime
postulatur, ut acceptum sit sacrificium, sicut sacrificium Abel etc. Inde
Christus hostia altaris dicitur. Accedunt his dicta sanctorum patrum, tot
exempla, tantusque usus per orbem constanter obseruatus. |
Fremdeles udtrykker klart og tydeligt den bøn, at
offeret må være velbehageligt som Abels offer, osv. Og derfor
kaldes Kristus også alterets offer. Hertil kommer også de hellige
fædres udsagn, mange, mange eksempler, og den virkning, der ligger
i, at man over hele verden har denne skik og brug. |
213 His omnibus, quia
pertinacissime insederunt, oportet constantissime opponere uerba et exemplum
Christi. Nisi enim Missam obtinuerimus esse promissionem Christi, seu testamentum,
ut uerba clare sonant, totum Euangelium et uniuersum solatium amittimus. |
Op i mod alt dette må man med største vedholdenhed
stille Kristi ord og eksempel, fordi det har sat sig så fast. Hvis
ikke vi hævder, at messen er Kristi forjættelse eller testamente,
som ordene klart lyder, så mister vi hele evangeliet og al vores
trøst. |
214 Nihil contra haec
uerba permittamus praeualere, etiam si angelus de coelo aliud docuerit,
Nihil enim de opere uel sacrificio in illis continetur. Deinde et exemplum
Christi pro nobis stat, Non enim Christus in caena nouissima, cum institueret
hoc sacramentum et conderet testamentum, ipsum obtulit deo patri, aut ut
opus bonum pro aliis perfecit, sed in mensa sedens, singulis idem testamentum
proposuit, et signum exhibuit. |
Vi kan ikke tillade, at noget vejer tungere end disse ord,
heller ikke, om en engel fra himlen lærte os noget andet. Der indeholdes
nemlig ikke noget om gerning eller offer i disse ord. Dernæst står
også Kristi eksempel på vor side. For da Kristus ved det sidste
måltid indstiftede dette sakramente og oprettede dette testamente,
var det ikke sådan, at han frembar sig selv som et offer for Gud,
eller gennemførte en god gerning til fordel for andre, men han sad
ved bordet og fremlagde det samme testamente for hver enkelt og tilbød
den det samme tegn. |
215 Iam Missa, quanto
uicinior et similior primae omnium Missae, quam Christus in caena fecit,
tanto Christianior. At Missa Christi fuit simplicissima, sine ulla uestium,
gestuum, cantuum, aliarumque cerimonarium pompa, ubi si necesse fuisset
eam offerri ut sacrifitium, non plene eam instituisset. |
Men jo mere messen er tæt på og lig med den
første messe af alle, den, som Kristus holdt ved måltidet,
des kristeligere er den. Men Kristi messe var meget enkel, uden klæder,
gestus, sang og andre cerimonielle pragtudfoldelser, og hvis det var nødvendigt
at frembære den som et offer, har Kristus ikke indstiftet den fuldstændig. |
216 Non quod calumniari
debeat ullus uniuersam Ecclesiam, quae multis alii ritibis et cerimoniis
Missam ornauit et ampliauit, sed hoc uolumus, ne quis cerimoniarum specie
falsus, ac multitudine pompae impeditus, simplicitatem Missae amittat,
et reuera transsubstantiationem quandam colat, si amissa substantia simplici
Missae in accidentibus multiplicibus pompae haereat. |
Man bør dog ikke lægge hele kirken det til
last, at den har udsmykket og omgivet messen med mange andre riter og ceremonier,
men det vil vi, at ingen skal gå glip af messens simpelhed, fordi
han forhindres af den slags falske ceremonier og den mangfoldige pomp,
eller fordi han dyrker en slags ægte transsubstantiationslære,
derved, at han mister messens jævne substans, men bliver hængende
i pompens mangfoldige accidenser. |
217 Nam, quicquid ultra
uerbum et exemplum Christi accessit, accidens Missae est, quorum quodlibet
non alio loco ducere debemus, quam quo loco nunc ducimus Monstrantias (quas
uocant) et pallia altaris, quibus ipsa hostia continetur. |
For hvad der går ud over Kristi ord og eksempel, er
messens accidenser, og vi bør ikke betragte det anderledes, end
vi nu betragter de såkaldte monstranser og alterduge, hvori hostien
selv bliver opbevaret. |
218 Quare, sicut repugnat,
testamentum distribui, seu promissionem accipere, et sacrificare sacrificium,
Ita repugnat Missae esse sacrificium, cum (W524) illam recipiamus, hoc
uero demus. idem autem simul recipi et offerri non potest, nec ab eodem
simul dari et acceptari. Non magis certe, quam oratio et impetrata res
queunt idem esse, nec idem sit orare et orata accipere. |
Og derfor, ligesom der er en modsigelse mellem det at uddele
et testamente eller modtage en forjættelse og det at ofre et offer,
således er det en modsigelse at hævde, at messen er et offer,
for messen modtager vi, et offer giver vi. Men man kan ikke både
modtage og ofre det samme, det kan heller ikke på én gang
gives og modtages af den samme, ligeså lidt som bønnen og
det, vi beder om, kan være det samme, eller ligeså lidt som
det er det samme at bede om noget og at modtage det, man beder om. |
219 Quid ergo dicemus
ad Canonem et autoritates patrum? Primum respondeo: Si nihil habetur, quod
dicatur, tutius est, omnia negare, quam Missam concedere opus aut sacrificium
esse, ne uerbum Christi negemus, fidem simul cum Missa pessundantes. |
Men hvad skal vi nu sige til messebogen og fædrenes
autoritet? Først vil jeg svare: Hvis man ikke havde andet at sige,
så var det dog sikrere at bestride alt end at gå med til, at
messen er en gerning eller et offer, da vi så ikke benægter
Kristi ord og ødelægger troen samtidig med messen. |
220 Tamen, quo seruemus
et eos, Dicemus, ex Apostolo .i. Corint. xi. nos doceri, solitos fuisse
fideles Christi ad Missam congregatos secum afferre cibum et potum, quas
collectas uocabant, quae distribuerentur in omnes egentes, exemplo Apostolorum
act. iiii. e quibus sumebatur id, quod consecrabatur panis et uini, pro
sacramento. |
Dog, da vi også vil tjene dem, vil vi sige, at vi
ud fra apostelen i 1. Kor. 11,20f har lært, at når Kristi troende
samledes til messe plejede de at have mad og drikke med sig, (det kaldte
de kollekter), og det uddelte de til alle trængende efter apostlenes
eksempel i Ap Gern 4,34f. Derfra tog de det brød og vin, der blev
indviet til sakramentet. |
221 Et quia haec omnia
sanctificabantur per uerbum in orationem ritu hebraico, quo leuabantur
sursum, ut in Mose legimus, relicta sunt uerba et ritus leuandi seu offerendi,
abolito iam dudum usu conferendi et colligendi ea quae offerrentur seu
leuarentur. |
Og fordi alt dette blev helliget ved ord og bøn efter
hebraisk skik, hvorved det løftedes op, som vi lærer om det
hos Moses, så er ordene "opløftelse" eller "offer" og skikken
med at opløfte eller ofre blevet stående, længe efter
at det var gået af brug at samle det sammen, som skulle ofres eller
løftes op. |
222 Sic Ezechias Esa.
xxxvii. Iubet Esaiam leuare orationem in conspectu dei pro reliquiis. Et
psal.: Extollite manus uestras in sancta. Item: Ad to leuabo manus meas.
i. Timot. ii.: Leuantes puras manus in omni loco. Quare uocabula sacrificii
seu oblationis referri debent non ad sacramentum et testamentum, sed ad
collectas ipsas. Vnde et reliquum est uocabulum collectae pro precibus
in Missa dictis. |
Således befaler Ezekias i Es 37,4 Esajas at opløfte
en bøn for Guds åsyn for de tilbageblevne. Og i salme 134,2
hedder det: "Opløft jeres hænder mod det hellige". Og ligeledes:
"Mod dig opløfter jeg mine hænder" (Sl 63,5). Og 1 Tim. 2,8:
"Opløft rene hænder på ethvert sted". Derfor kan man
ikke henføre ordene "offer" eller "frembærelse" til sakramentet
eller testamentet, men kun til disse kollekter. Derfor er også ordet
"kollekt" blevet bevaret om de bønner, der fremsiges i messen. |
223 Idem facit, quod
sacerdos mox consecrato pane et calice eleuat eundem, quo non sese offerre
aliquid deo ostendit, cum nullo uerbo tum meminerit hostiae seu oblationis. |
Det samme betyder det, når præsten lige efter
at have indviet brødet og kalken løfter dem begge op; derved
tilkendegiver han ikke, at han ofrer Gud noget, eftersom han ikke med noget
ord nævner hostien eller offeret. |
224 Sed est et idipsum
uel reliquum ritus hebraici, quo leuabantur, quae cum gratiarum actionibus
accepta deo referebantur, Vel admonitio nostri, quo prouocemur ad fidem
testamenti huius, quod tum uerbis Christi protulit et exhibuit, ut simul
et signum eiusdem ostendat, et oblatio panis proprie respondeat huic demonstratiuo:
Hoc est corpus meum, nosque circumstantes ceu alloquatur hoc ipsi signo,
Sic oblatio calicis proprie respondeat huic demonstratiuo: Hic calix noui
testamenti etc. |
Men dette er enten en rest af en hebraisk skik, hvorefter
det opløftes, som modtages med tak og føres tilbage til Gud,
eller det er en formaning til os, hvorved vi opfordres til at tro på
dette testamente, som præsten her frembærer og fremviser med
Kristi ord, så at frembæringen af brødet svarer nøje
til de henvisende ord: "Dette er mit legeme", og præsten på
en måde taler til os omkringstående gennem dette tegn. På
samme måde svarer frembærelsen af kalken til de henvisende
ord: "Denne kalk er den nye pagt" osv. |
225 Fidem
enim in nobis sacerdos excitare debet, ipso eleuandi ritu. Atque utinam,
ut in oculis nostris manifeste eleuat signum seu sacramentum, ita simul
auribus nostris aperta altaqua uoce pronunciaret et uerbum seu testamentum,
idqud in qualibet populorum lingua, quo fides exercitaretur efficatius.
Cur enim liceat Graece et latine et hebraice Missam perficere, et non etiam
Alemanice aut alia quacunque lingua? |
For præsten bør opvække troen
hos os, ved dette ritual med at opløfte. Og gid, at ligesom han
klart opløfter tegnet eller sakramentet for vore øjne, han
ligeledes klart og højt også ville lade ordet eller testamente
lyde for vore øren, og det helst på folkenes sprog, hvorved
troen kunne styrkes des bedre. For hvorfor skal det være tilladt
at udføre messen på græsk og latin og hebraisk og ikke
på tysk eller et hvilketsomhelst andet sprog? |
226 Quocirca, obseruent
sese sacerdotes, hoc perdito periculosissimoque saeculo, qui sacrificant:
Primum, ut uerba Canonis maioris et minoris cum collectis, quae aperte
nimis sacrificium sonant, dirigant non ad sacramentum, sed uel ad ipsum
panem et uinum consecrandum, uel ad orationes suas. (W525) |
Derfor må de præster, der i disse fordærvede
og meget farlige tider celebrerer messen, tage sig i agt: Først
for, at de ikke henfører ordene i den store og lille messebog, som
åbenbart taler for meget om offeret, til sakramentet, men enten til
brødet og vinem selv, som skal indvies, eller på deres bønner. |
227 Panis enim et uinum
antea offeruntur ad benedicendum, ut per uerbum et orationem sanctificentur.
Postquam autem benedictus et consecratus est, iam non offertur, sed accipitur
dono a deo. Et in hoc negotio cogitet, Euangelium esse praeferendum omnibus
Canonibus et collectis, per homines compositis, Euangelium autem non sinit
Missam esse sacrificium, ut audisti. |
For tidligere blev brød og vin frembåret for
at blive velsignet, så at det kunne helliges gennem ord og bøn.
Men efter at det er velsignet og indviet, bliver det ikke mere frembåret,
men modtages som en gave fra Gud. Og i denne sag skal en præst betænke,
at evangeliet bør foretrækkes frem for alle ritualer og kollekter,
som er sammensat af mennesker, og at evangeliet ikke tillader, at messen
er et offer, som du har hørt. |
228 Deinde, publice Missam
perficiens, praestituat sibi non aliud facere, quam se et alios communicare
per Missam, simul tamen orationes suas pro se et aliis offerre, cauens,
ne Missam offerre praesumat. |
Dernæst, den, der udfører messen offentligt,
må sætte sig for ikke at gøre andet, end sammen med
de andre at modtage messen, samtidig må han dog frembære bønner
for sig selv og andre, idet han passer på ikke at opfatte messen
som et offer. |
229 Qui uero priuatim
missas parat, praestituat sibi, ut seipsum communicet. Prorsus, nihil differt
nec plus facit missa priuata, quam simplex cuiusque laici de manu sacerdotis
sumpta communio, exceptis orationibus, et quod sibiipsi consecrat et ministrat.
Re ipsa missae et sacramenti omnes sumus aequales, sacerdotes et laici. |
Men den, der holder en privatmesse, må sætte
sig for at give sig selv sakramentet. Derudover har privatmessen intet
til forskel fra eller giver mere, end hvor en simpel lægmand modtager
sakramentet af præstens hånd, udover bønnerne, og det
forhold, at han konsekrerer for sig selv og betjener sig selv. Hvad selve
messens og sakramentets sag angår, er vi alle lige, præster
og lægfolk. |
230 Quod si postulatur
ab aliis uotiuas (quas uocant) celebrare, caueat, ne mercedem accipiat
pro missa aut praesumat ullam uotiuam sacrificare, sed studeat hoc totum
ad orationes referre, quas siue pro defunctis, siue uiuentibus offerat,
sic cogitans: |
Og hvis han får besked om at fejre andre votiver (som
de kalder dem), skal han passe på ikke at modtage løn for
messen eller mene, at han helliger noget votiv, men han skal bestræbe
sig på at henføre det altsammen til bønnerne, og fremføre
dem, hvad enten det er bønner for afdøde eller for levende,
idet han tænker: |
231 'Ecce ibo et mihi
soli sacramentum suscipiam, sed inter suscipiendum pro illo et ollo orabo',
sic, ut orationis, non Missae mercedem pro victu et amictu recipiat. Nec
moueat, quod totus orbis contrarium et sensum et usum habeat. |
"Se, jeg går hen og modtager sakramentet helt alene,
men mens jeg modtager det vil jeg bede for den og den", sådan at
han modtager føde og klæder som løn ikke for messen,
men for bønnen. Og det skal ikke røre ham, at hele verden
mener det modsatte og har den modsatte skik. |
232 Euangelium certissimum
habes, quo fretus facile contemnes hominum sensus et opiniones. Quod si,
me contemnens, pergas Missam offerre, non solas orationes, scito me fuisse
monitorem tibi fidelem, et in die iudicii excusatum, tuum portabis ipse
peccatum. |
Du har det sikre evangelium, og i tillid til det kan du
let foragte menneskers følelser og meninger. Og hvis du foragter
mig og fortsætter med at frembære messen, ikke blot bønnerne,
så vid, at jeg har været dig en tro påminder, og at jeg
er undskyldt på dommens dag, og at du må bære din egen
synd. |
233 Dixi, quae tibi dicere
tenebar frater fratri in salutem, tibi proderunt seruata, tibi nocebunt
neglecta. Quod si aliqui etiam damnarint haec, illud Pauli respondeo: Mali
uero homines et seductores proficient in peius, errantes, et in errorem
mittentes. |
Jeg har sagt, hvad jeg er forpligtet på at sige dig
som en broder den anden til frelse, hvad det gavner dig at overholde og
skader dig at være ligeglad med. Og hvis nogen vil fordømme
også dette, vil jeg svare med Paulus' ord: "Men onde mennesker og
forførere bliver værre og værre, de farer vild og fører
vild". (2 Tim 3,13). |
234 Ex isto nunc facile
illud quiuis intelligit, quod usitatissimum ex Grego. dicitur, Missam mali
sacerdotis non minoris ducendam, quam boni cuiuscunque, Nec sancti Petri
meliorem fuisse, quam Iudae traditoris, si sacrificassent. |
Af dette kan nu hvemsomhelst let forstå det, som man
sædvanligvis siger ud fra Gregor, at en messe, der ledes af en ond
præst, ikke er mindre værd end en messe, der ledes af en god,
og at en messe, som sankt Peter leder, ikke er bedre end en, som Judas
forræderen leder. |
235 Hoc enim operculo
suas impietates quidam uelant, et hinc distinctionem operis operati, et
operis operantis, inuenerunt, quo secure ipsi male uiuere, et aliis tamen
benefacere praesumerent. |
Under dette dække er der nogle, der skjuler deres
ufromheder, og de opfinder så denne skelnen mellem en udført
rituel handling og en udførende rituel handling, hvorved de sikrer
sig, at de kan fortsætte deres onde liv og dog mene at gøre
velgerninger mod andre. |
236 Verum, Gregorius
recte dicit, at illi peruerse eum intelligunt. Verissimum est enim, per
impios sacerdotes non minus de testamento et sacramento dari et accipi,
quam per quosque sanctissimos. |
Og det er sandt, Gregorius taler sandt, men disse mennesker
forstår ham forkert. Det er nemlig såre sandt, at man igennem
ugudelige præster kan give og modtage lige så meget af sakramentet
som gennem de mest hellige præster. |
237 Quis enim dubitat,
Euangelium praedicari per impios? At missa est pars Euangelii, immo summa
et compendium Euangelii. Quid est enim uniuersum Euangelium, quam bonum
nuntium remissionis peccatorum? |
Hvem tvivler nemlig på, at evangeliet prædikes
af ugudelige? Men messen er en del af Evangeliet, ja er summen af evangeliet
eller evangeliet en nøddeskal. Hvad er nemlig hele evangeliet andet
end et godt budskab om syndernes forladelse? |
238 At quicquid de remissione
peccatorum et misericordia dei latissime et copiossisime dici potest, breuiter
est in uerbo testamenti comprehensum. (W526) |
Men hvad der kan siges udførligt og til overflod
om syndernes forladelse og Guds barmhjertighed, det findes i korthed indeholdt
i ordet testamente. |
239 Vnde et conciones
populares aliud esse non deberent, quam expositiones Missae, id est, declarationes
promissionis diuinae huius testamenti, hoc enim esset fidem docere, et
uere Ecclesiam aedificare. At, qui nunc missam exponunt, in allegoriis
humanarum cerimoniarum ludunt et illudunt. |
Derfor bør prædikener for folket ikke være
andet end fremstillinger af messen, det vil sige, erklæringer om
dette testamentes guddommelige forjættelse, det er nemlig at lære
troen, og i sandhed at opbygge kirken. Men, de, der nu udlægger messen,
leger med og driver spøg med menneskelige ceremoniers allegorier. |
240 Igitur, sicut impius
potest baptisare, id est, uerbum promissionis et signum aquae super baptisandum
ferre, ita potest et promissionem huius sacramenti proferre et ministrare
uescentibus, et simul ipse uesci, sicut Iudas traditor in coena domini,
manet tamen semper idem sacramentum et testamentum, quod in credente operatur
suum opus, in incredulo operatur alienum opus. |
Derfor, ligesom en ugudelig kan døbe, det vil sige,
føre forjættelsens ord og vandets tegn hen over den, der skal
døbes, sådan kan han også fremføre dette sakramentes
forjættelse og uddele det til dem, der spiser det, og samtidig selv
spise, sådan som Judas forræderen gjorde det ved Herrens nadver,
og dog forbliver dette sakramente et testamente, som virker sin gerning
i den troende, og virker en anden gerning i den vantro. |
241 Verum in offerendo
longe aliud agitur. Cum enim non Missa, sed orationes offerantur deo, clarum
est, oblationes impii sacerdotis nihil ualere. Sed (ut idem Grego. ait)
cum is, qui indignus est, ad deprecandum mittitur, animus iudicis ad deterius
prouocatur. |
Men når man ofrer eller frembærer drejer det
sig om noget helt andet. Eftersom nemlig ikke messen, men bønnerne
frembæres for Gud, er det klart, at en ugudelig præsts frembærelser
ikke har nogen værdi for Gud. Men det siger jo den samme Gregorius,
at når den, der er uværdig, sendes frem for at bede, så
ophidser han dommerens sind til det værre. |
242 Non ergo sunt confundenda
illa duo, Missa et oratio, sacramentum et opus, testamentum et sacrificium,
quia alterum uenit a deo ad nos per ministerium sacerdotis, et exigit fidem,
Alterum procedit a fide nostra ad deum per sacerdotem, et exigit exauditionem. |
Man skal altså ikke sammenblande disse to ting, messen
og bønnen, sakramentet og gerningen, testamentet og offeret, for
det ene kommer fra Gud til os gennem præstens embede, og udvirker
troen, det andet kommer fra vores tro til Gud gennem præsten, og
udvirker bønhørelse. |
243 Illud descendit,
hoc ascendit. ideo, illud non requirit necessario dignum et pium ministrum,
hoc uero requirit, quia deus peccatores non exaudit, qui nouit per malos
benefacere, sed nullius mali acceptat opus, sicut monstrauit in Cayn, et
Prouer. xv. dicitur: Victimae impiorum abominabiles domino. Roma. xiiii.
Omne, quod non est ex fide, peccatum est. |
Det ene stiger ned, det andet op. Derfor, det ene kræver
ikke nødvendigvis en værdig og from præst, men det kræver
det andet, fordi Gud ikke hører syndere, han, der nok véd
at gøre vel igennem syndere, men ikke modtager nogen ond gerning,
sådan som han har vist det ved Kain, og sådan som det siges
i Ordspr. 15,8: "De ugudeliges offer er Herren en afskyelighed", og Rom
14,23: "Alt, hvad der ikke udspringer af tro, er synd". |
244 Vt autem finem huius
primae partis faciamus, reliqua producturi, ubi impugnator insurrexerit,
Concludimus ex omnibus his, quibus nam Missa sit parata, et qui digne communicent.
Nempe, soli ii, qui tristes, afflictas, perturbatas, confusas et erroneas
habent conscientias. |
Men for at gøre en ende på denne første
del, så vil vi fremføre resten dèr, hvor angriberen
har rejst sig, og her konkludere, hvem messen er beredt for og hvem der
deltager ret i den. Det gør nemlig alene de, der har en trist, anfægtet,
forstyrret, forvirret og fejlende samvittighed. |
245 Nam, uerbum diuinae
promissionis huius sacramenti cum exhibeat peccatorum remissionem, secure
accedit, quicunque peccatorum suorum uexatur siue morsu, siue titillatione. |
For når dette sakramentes guddommelige ord fremviser
syndernes forladelse, så sker det sikkert og vist det, at synden
i enhver begynder at plage ham med gnaven eller med kildren. |
246 Est enim testamentum
hoc Christi medicina unica praeteritorum, praesentium, et futurorum peccatorum.
modo indubitata fide ei adhaeseris, et credideris tibi gratuito dare id,
quod uerba testamenti sonant. Quod si non credideris, nusquam, nunquam,
nullis operibus, nullis studiis, conscientiam poteris pacare. Fides enim
sola est pax conscientiae, infidelitas autem sola turbatio conscientiae. |
Dette testamente er nemlig Kristi enestående lægemiddel
mod fortidens, nutidens og fremtidens synder. Blot skal du klynge dig dertil
med en utvivlsom tro, og stole på, at det ganske gratis giver dig
det, som testamentets ord lyder. Fordi hvis du ikke tror, så kan
du aldrig på nogen måde ved nogen gerning ved nogen anstrengelse
opnå fred. Alene troen er nemlig samvittighedens fred, alene vantroen
er samvittighedens uro. |
Videre til Om dåbens sakramente. |
|
|
|
|
|