De captivitate ecclesiae babylonica

praeludium.
Færdigt den 6. okt 1520. WA bind 6, side 497

Indhold:

Indledning, celle 2, W497

Messens første fangenskab, celle 74, W507

Messens andet fangenskab, celle 80, W508

Messens tredie fangenskab, celle 112, W512

¹De captivitate Babylonica Ecclesiae Praeludium Martini Lutheri.
Ihesus. Martinus Lutherus Augustianus Hermanno Tulichio suo Salutem.
Forspil om kirkens babyloniske fangenskab af Martin Luther.
Jesus.
Martin Luther augustinermunken, sender hilsen til Hermann Tulichius

²Velim, nolim, cogor indies eruditior fieri, tot tantisque magistris certatim me urgentibus et exercentibus. De indulgentiis ante duos annos scripsi, sed sic, ut me nunc mirum in modum poeniteat editi libelli. Haerebam enim id temporis magna quadam superstitione Romanae tyrannidis, unde et indulgentias non penitus reiiciendas esse censebam, quas tanto hominum consensu cernebam comprobari. Hvad enten jeg vil eller ej, tvinges jeg til dag for dag at blive klogere, når så mange store mestre kappes om at bearbejde mig. Om afladen skrev jeg for et par år siden, men det er gået sådan, at jeg nu meget fortryder at have skrevet denne lille bog. Dengang sad jeg nemlig fast i en stor overtro på det romerske voldsherredømme, og derfor mente jeg, at man ikke fuldstændig kunne bortkaste afladen, som jeg så var enstemmigt anerkendt af hele verden.

³Nec mirum, quia solus tum uoluebam hoc saxum. At postea, beneficio Syluestri et fratrum adiutus, qui strenue illas tutati sunt, intellexi, eas aliud non esse quam meras adulatorum Romanorum imposturas, quibus et fidem dei et pecunias hominum perderent. Og det var intet under, for jeg væltede dengang denne klippe helt alene. Men bagefter har jeg, takket være Sylvesters og brødrenes gode tjeneste, som tog den så glad i beskyttelse, forstået, at den ikke er andet en lutter bedrag af de romerske smigrere, som dermed vil ødelægge såvel troen på Gud som menneskers penge.

⁴Atque utinam a Bibliopolis queam impetrare, et omnibus, qui legerunt, persuadere, ut uniuersos libellos meos de indulgentiis exurant, et pro omnibus, quae de eis scripsi, hanc propositionem apprehendant: Gid jeg kunne få alle mine bøger om afladen tilbage fra boghandlerne og få alle mine læsere til at brænde dem og i stedet for alt, hvad jeg har skrevet om den, lære denne sætning:

⁵Indulgentiae sunt adulatorum Romanorum nequiciae. Afladen er en skadelig opfindelse af de romerske smigrere.

⁶Post haec, Eccius et Emser cum coniuratis suis de primatu Papae me erudire coeperunt, Atque hic etiam, ne hominibus tam doctis ingratus sim, (W498) confiteor me ualde promouisse eorum opera. Nempe, cum Papatum negassem diuini, admisi esse humani juris. Derefter begynder Eck og Emser at undervise mig om, at paven er kirkens overhoved. Og også her, for ikke at være utaknemlig mod så lærde mænd, må jeg bekende, at jeg har gjort store fremskridt i kraft af deres værker. For skønt jeg havde benægtet pavedømmets guddommelige ret, anerkendte jeg dog dets menneskelige ret.

⁷Sed ut audiui et legi subtilissimas subtilitates istorum Trossulorum, quibus suum Idolum fabre statuunt (est enim mihi ingenium in his rebus non usquequaque indocile), scio nunc et certus sum, Papatum esse regnum Babylonis, et potentiam Nimroth robusti uenatoris. Proinde et hic, ut amicis meis omnia prosperrime cedant, oro librarios, oro lectores, ut iis, quae super hac re edidi, exustis hans propositionem teneant: Men efter at jeg har hørt og læst disse spytslikkeres spidsfindige spidsfindigheder, hvormed de søger kunstigt at holde deres afgud oven vande (for jeg er ikke helt dum i disse sager), så er jeg nu ganske klart overbevist om, at pavedømmet er Babylons rige og Nimrods, den stærke jægers, magt. Derfor beder jeg også her mine venner, såvel boghandlere som læsere, at gøre deres bedste for at tilintetgøre alt, hvad jeg har sagt og udgivet derom, og fastholde denne sætning:

⁸Papatus est robusta uenatio Romani Episcopo. Pavedømmet er den romerske biskops mægtige dressurnummer.

⁹Probatur ex rationibus Eccianis, Emseranis et Lipsensis Lectoris Biblici. Dette fremgår også af de grunde, som Eck, Emser og Leipziger-bibellæreren fremfører.

¹⁰Nunc de utriusque speciei communione mihi schola luditur, et de nonnullis aliis maximis rebus; hic labor est, ne et hos frustra Cratippos meos audiam. Scripsit quidam frater Cremonensis Italus reuocationem Martini Lutheri ad sanctam sedem, Hoc est, qua non ego (ut uerba sonant) sed qua ipse me reuocat (sic enim Itali hodie incipiunt latinisare). Nu driver skolerne spøg med mig angående spørgsmålet om nadver under begge skikkelser, og mange andre store ting; her gælder det, at heller ikke disse læremestre har jeg hørt forgæves. En kremonensisk broder fra Italien har skrevet en bog: Martin Luthers tilbagekaldelse til den romerske stol, det vil nu sige, det er ikke mig (som man skulle tro efter ordlyden), der tilbagekalder, men ham, der kalder mig tilbage (sådan er nemlig nutildags italienerne begyndt at skrive latin).

¹¹Scripsit in me de utraque specie sacramenti frater alius Lipsensis Germanus, lector ille, ut nosti, totius Canonis Biblici, facturus (ut audio) adhuc maiora et mira mirabilia. Italus sane cautus nomen suum obticuit, forte exemplum Caietani et Syluestri ueritus. Lipsensis contra, sicut decet strenuum et ferocem Germanum, multis tituli uersibus nomen suum, uitam suam, sanctitatem suam, scientiam suam, officium suum, gloriam suam, honorem suum, pene et Calopodia sua celebrauit. Der er en anden broder, der har skrevet imod mig om sakramentets to skikkelser, en tysker fra Leipzig, og vi får at vide, at han har læst hele det kanoniske bibliotek, og jeg hører, at han har gjort mange store og mærkelige ting. Italieneren er forsigtig nok til at fortie sit navn, måske efter Cajetanus' og Sylvesters sande eksempel. Leipzigeren, derimod, gør som de dristige og stridbare tyskere gør, han omgiver sit navn med en masse titler, bekendtgør sit liv, sin hellighed, sin viden, sit embede, sin ære, sin hæder, næsten også sine træsko.

¹²Hic procul dubio non mediocria discam, quandoquidem ad ipsum filium dei scribitur nuncupatoria Epistola. tam familiares sunt hi sancti Christo regnanti in coelis. Deinde tres mihi picae hic uidentur loqui, una, bene latina, altera, melius graeca, tertia, optime Haebraica. Quid hic mihi, Hermanne mi, agendum putas aliud, quam, ut aures arrigam? Res Lipsiae agitur per obseruantiam sanctae Crucis. Her kan jeg uden tvivl lære ikke så lidt, når det navngivne brev skrives til selve Guds søn. Hvor hyggeligt omgås ikke disse hellige med den Kristus, der hersker i himlen! Dernæst er der tre sladretasker (skader), der her synes at tale til mig, én på smukt latin, en anden på bedre græsk, og en tredie på et allerkønneste hebraisk. Men kære Hermann, hvad mener du, det har med mig at gøre, udover at jeg skal spidse ører? Den leipzigske sag drejer sig om betragtelsen af det hellige kors.

¹³Hactenus ego stultus sensi, pulchrum fore, si pro laicis utraque species sacramenti porrigenda statueretur Concilio generali. Hanc sententiam frater plus quam doctissimus correcturus dicit, Neque praeceptum esse, neque consultum, siue a Christo, siue Apostolis, ut utraque species porrigatur laicis, Ideoque Ecclesiae relictum iuditio, quid hic faciendum omittendumue sit, cui necesse sit obedire. Haec ille. Indtil nu har jeg været dum nok til at tro, at det ville være smukt, om det på et almindeligt koncil kunne besluttes, at man måtte give lægfolket begge sakramentets dele. Men denne mening siger broderen, mere end højlærd, at han vil korrigere, det er nemlig ikke foreskrevet eller tilrådet, hverken af Kristus eller apostlene, at lægfolk skal have begge skikkelser, derfor er det overladt til kirken at bedømme, hvad der på det punkt skal gøres og undlades, og den har man bare at adlyde. Såvidt broderen.

¹⁴(W499) Rogas forte, quae intemperiae hominem agitent, aut contra quem scribat, cum ego non damnarim unius speciei usum, et Ecclesiae iudicio reliquerim, utriusque usum statuendum. Id quod et ipse conatur asserere, eo ipso contra me pugnaturus. Du spørger måske, hvilket temperamentsfuldt menneske de dog har med at gøre, eller hvem han mon skriver imod, eftersom jeg aldrig har fordømt brugen af kun den ene skikkelse, og netop har overladt det til kirkens bedømmelse, at indføre begge skikkelser. Det, som også han han selv prøver at bevise, det vil han bekæmpe hos mig.

¹⁵Respondeo, id genus disputandi omnibus familiare esse, qui contra Lutherum scribunt, ut hoc asserant quod impugnant, aut fingant quod impugnent. Sic Syluester, Sic Eccius, sic Emser, sic Colonienses quoque et Louanienses, a quorum ingenio si hic frater recessisset, contra Lutherum non scripsisset. Jeg svarer, at det ser ud til, at den disputeremåde er almindelig blandt alle dem, som skriver imod Luther, at de tilslutter sig det, de bekæmper, eller lader, som om de er enige med det, de skulle bekæmpe. Sådan gør Sylvester, sådan gør Eck, sådan gør Emser, sådan gør kølnerne og dem fra Louvain, og hvis denne broder her havde afviget fra disse manges disputeremåde, ville han ikke have skrevet mod Luther.

¹⁶Sed accidit huic homini aliquid prae caeteris foelicius. Cum enim esse probaturus, neque praeceptum, neque consultum, sed arbitrio Ecclesiae relictum utriusque speciei usum, inducit scripturas, quibus probet, praecepto Christi esse unam pro laicis statutam speciem. Men der skete denne broder noget mere lykkeligt end de andre. Da han nemlig skulle bevise, at det at bruge begge skikkelser hverken er et bud eller et råd, men noget, der er overladt til kirkens bestemmelse, indførte han skriften, hvormed han beviste, at det ved Kristi bud er fastslået, at lægfolk kun skal have én skikkelse.

¹⁷Vt sic uerum sit, nouo hoc scripturae Interprete, unam speciem non praeceptam, et simul praeceptam esse a Christo. Huius genere disputationis nouae, scis, ut Lipsenses isti Dialectici peculiariter utantur. Nonne et Emser, cum priore suo libello profeteretur, sese candide de me loqui, et a me conuictus de teterrima inuidia foedisque mendaciis, in posteriore me confutaturus, utrunque plane confitetur, et nigro et candido animo sese scripsisse? Bonus scilicet uir, ut nosti. Så at det således kan være sandt, ifølge denne nye skriftudlægning, at én skikkelse ikke er et bud, og samtidig er påbudt af Kristus. Du må vide, at Leipziger-dialektikerne er specielle ved at bruge denne nye disputationsmetode. Mon ikke også Emser, da han i sin første bog forkyndte, at han ville tale rent til mig, og så af mig blev fanget i en afskyelig misundelse og i skrækkelige løgne, så at han i sin følgende bog vendte sig imod mig, mon ikke han ligeud bekendte, at han havde skrevet på begge måde, med både sort og hvid sjæl? Han er en god mand, at I bare véd det.

¹⁸Sed audi nostrum speciosum speciatorem, apud quem idem est, arbitrium Ecclesiae, et praeceptum Christi, Rursus, idem praeceptum Christi, et non praeceptum Christi, qua dexteritate probet, unam tantum speciem laicis, praecepto Christi, id est, arbitrio Ecclesiae, dandam. Men jeg har hørt vor skønne skikkelsesargumentator, hos ham er det samme, om det er kirkens bestemmelse eller Kristi bud, om det er Kristi bud eller ikke Kristi bud, dermed beviser han behændigt, at lægfolk kun skal have den ene skikkelse, det er givet ved Kristi bud, det vil sige, ved kirkens bestemmelse.

¹⁹Literis enim maiusculis signat in hunc modum: FVNDAMENTVM INFALLIBILE. Deinde, tractat c. vi. Iohan. incredibili sapientia, ubi Christus de pane coeli et pane uitae, qui est ipse, loquitur. quae uerba, homo doctissimus, non modo ad sacramentum altaris trahit, uerum et hoc facit, ut, quia Christus dixerat: Ego sum panis uiuus, et non: Ego sum calix uiuus, concludat, non nisi unam speciem sacramenti pro laicis eo loco institutam. Men store bogstaver ser det ud på følgende måde: ET UFEJLBART FUNDAMENT. Derefter behandler han Joh 6 med en utrolig visdom, hvor Kristus taler om himlens brød og livets brød, det vil sige om sig selv; og disse ord udlægger den højlærde mand ikke blot om alterets sakramente, nej, han gør også det, at han, fordi Kristus siger: 'Jeg er det levende brød' og ikke: 'Jeg er den levende kalk', drager den slutning, at der på dette sted ikke indstiftes mere end én skikkelse til lægfolk.

²⁰Quod uero sequitur: Caro mea uere est cibus, et sanguis meus vere est potus, Item: Nisi manducaueritis carnem filii hominis, et biberitis eius sanguinem, cum pro utraque specie uideretur fraterno cerebro inuicte contra unam pugnare, Hui quam foeliciter et docte eludit, in hunc modum, Quod Christus his uerbis aliud non uoluit, quam, qui unam speciem acciperet, sub eadem utrunque, carnem et sanguinem, acciperet. Haec ille, pro fundamento suo infallibili tam digne sancta coelestique obseruantia structurae. Men nu læser vi lige bagefter: 'Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drikke' og: 'Hvis I ikke spiser menneskesønnens kød og drikker hans blod', og eftersom det for den broderlige hjerne synes at kæmpe uimodsigeligt for de to skikkelser, så klarer denne ligeså glad og lærd frisag på følgende måde: Kristus har med disse ord aldrig villet, at man skal modtage mere end én skikkelse, når man modtager det under disse to skikkelser, kød og blod. Såvidt vor broder og hans værdige, hellige, himmelske observant-tænkemåde til fordel for hans ufejlbare fundament.

²¹(W500) Ex isto nunc disce et tu queso mecum, Christum c. vi. Iohan. praecipere unam speciem, sic tamen, ut hoc ipsum praecipere sit id, quod relinqui arbitrio Ecclesiae. Ad hec, Christum in eodem capitulo loqui duntaxat de laicis, non de presbyteris. Ud fra dette kan du nu lære sammen med mig, tror jeg nok, at Kristus i Joh 6 påbyder én skikkelse, dog således, at dette netop er at påbyde, at det skal være overladt kirkens bestemmelse. Det er måske af den grund, at Kristus i dette kapitel taler om lægfolket, ikke om præsterne.

²²Nam ad hos non pertinet panis uiuus de celo, id est, una species sacramenti, sed forte panis mortis de inferno. Iam, quid de diaconibus et hypodiaconibus fiet? qui neque laici sunt, neque sacerdotes. hos oportet, hoc eximio autore, neque una, neque utraque specie uti. For om dem drejer ordet sig ikke, det om det levende brød fra himlen, det vil sige, den ene skikkelse af sakramentet, men snarere det om helvedes døde brød. Men hvad bliver der så tilbage til diakonerne og underdiakonerne? de er jo hverken lægfolk eller præster. De bør, efter forfatterens undtagelse, hverken bruge én skikkelse eller to.

²³Intelligis, mi Tulichi, morem tractandae scripturae obseruanticum et nouum. Sed et hoc disces, Christum Iohan. vi. de sacramento eucharistiae loqui, cum ipse doceat, se loqui de fide incarnati uerbi, dicens: Hoc est opus dei, ut credatis in eum quem ille misit. Kære Tulichus, du forstår rigtignok den nye observantmetode at behandle skriften på. Men du lærer også, at Kristus i Joh 6 taler om nadverens sakramente, skønt han selv lærer, at han taler om troen på det kødblevne ord, idet han siger: 'Dette er Guds gerning, at I tror på den, han sendte'. (Joh 6,29).

²⁴Verum huic Lipsensi Bibliorum professori hoc donandum est, ut e quolibet scripturae loco probet quodlibet. Est enim Theologus Anaxagoricus, immo Aristotelicus, cui nomina et uerba transposita eadem et omnia significant. Men for denne Leipziger bog-professor er det givet, at man kan bevise hvadsomhelst af hvadsomhelst. Han er nemlig en anaxagorisk eller aristotelisk teolog, for hvem navnet og det oversatte ord betyder det samme og alting.

²⁵Sic enim aptat scripturae testimonia, per totum librum, ut, si uelit probare, Christum esse in sacramento, ausit incipere: Lectio libri Apocapypsis beati Iohannis Apostoli; quam enim hoc uerbum apte diceretur, tam sua dicuntur omnia, et existimat homo prudens copia allegatorum se hanc suam maniam ornaturum. Sådan tilpasser han nemlig skriftens vidnesbyrd hele hans bog igennem, at hvis han vil bevise, at Kristus er i sakramentet, vover han at begynde: lektien står i den salige Johannes' åbenbaring; og dette ord er ligeså passende som alt, hvad han siger, og et fornuftigt menneske kan selv bedømme, hvor overflødigt det er med denne hans udsmykningsmani.

²⁶Praetereo caetera, ne te enecem sentina huius graueolentissimae cloacae. In fine Paulum .i. Corint. xi. adducit, qui accepisse a domino se et tradidisse Corinthiis et panis et calicis usum dicit. Hic iterum noster speciator, sicut ubique scripturas egregie tractans, docet, Paulum ibidem permisisse utranque speciem, non tradidisse. Men jeg springer over alt det andet for ikke at plage dig med denne ildelugtende kloaks bundvand. I slutningen af Paulus' 1. brev til korintherne føjer han til, at hvad han har modtaget fra Herren har han overleveret korintherne og han taler om brugen af brød og kalk (1 Kor 11,23). Her er atter vor argumentator på færde og behandler skrifterne på samme udmærkede måde som overalt ellers, idet han lærer, at Paulus her tillader, ikke overleverer begge skikkelser.

²⁷Quaeris, unde probet? E capite suo, sicut et illud Johan. vi. Nam hunc lectorem non decet rationem reddere eorum quae dicit, cum sit de professione eorum, qui uisionibus suis omnia probant et docent. Docemur ergo et hic, Apostolum eo loci non ad uniuersos Corinthios scripsisse, sed ad laicos tantum, ideo sacerdotibus illic nihil permisisse, sed priuatos esse uniuerso sacramento. Spørger du, hvorfra han beviser det? Ud af sit hoved, ligesom ved Joh 6. For denne læsehest behøver ikke aflægge regnskab for, hvad han siger, eftersom han hører til den slags lærere, der beviser og lærer alt ud fra sine åbenbaringer. Vi belæres altså også her om, at apostelen på dette sted ikke skriver til alle korintherne, men kun til lægfolket, og at derfor præsterne her ikke får lov til at få, men afskæres fra det hele sakramente.

²⁸Deinde, quod noua grammatica 'Accepi a domino' idem sit, quod: permissum est a domino. Et 'tradidi uobis' id est: permisi uobis. Hoc rogo insigniter nota. Nam, hinc non modo Ecclesiae, sed cuilibet passim nebuloni licebit, hoc magistro, permissionem facere ex uniuersis praeceptis, institutis, ordinationibus Christi et Apostolorum. Og vi får at vide, at efter den nye grammatik er dette 'Jeg har modtaget fra Herren' det samme som 'det er tilladt af Herren'. Og 'jeg har overleveret jer', det betyder 'jeg har givet jer lov til'. Jeg beder om, at man lægger nøje mærke til det. For på den måde er det ikke blot tilladt kirken, men et hvilketsomhelst døgenigt, f. eks. denne magister, overalt at gøre undtagelser fra Kristi og apostlenes almindelige bud, indretninger og indstiftelser.

²⁹ Video itaque, hominem hunc, angelo Satanae agitatum, et eos qui colludunt, hoc quaerere, ut per me nomen aucupentur in mundo, quasi digni fuerint cum Luthero congredi. sed frustrabitur eos spes sua, et contempti non nominabuntur a me imperpetuum. Vna hac contentus ero responsione ad uniuersos eorum libros. Jeg ser således, at dette menneske, en Satans braldrende engel, og de, som holder med ham, stræber efter gennem mit navn at gå på fuglefangst i verden, som om de var værdige til at kæmpe mod Luther. Men deres håb gøres til skamme og de kan ikke nævnes med foragt af mig i al evighed. Det ene svar vil jeg lade være nok på alle deres bøger,

³⁰Quod si digni sunt, quos Christus ad sanam (W501) mentem reducat, oro, ut id faciat misericordia sua. si digni non sunt, precor, ut non cessent scribere tales libros, et hostes ueritatis, ut non alios mereantur legere. Vulgo et uere dicitur: Hoc scio pro certo, quod, si cum stercore certo, Vinco uel uincor, semper ego maculor. nemlig det, at hvis de var værdige til, at Kristus ville føre den tilbage til en sund forstand, så vil jeg bede om, at han vil gøre det i sin barmhjertighed; men hvis de ikke var værdige til det, så vil jeg bede ham om, at de ikke måtte ophøre med at skrive sådan nogle bøger, og om, at sandhedens fjender, som ikke fortjener andet, måtte læse dem. Men til folket vil jeg sige, hvad sandt er: Det véd jeg ganske sikkert, at hvis jeg er sikkert overbevist sammen med en lort, så kan jeg sejre eller blive besejret, jeg vil altid svine til.

³¹Deinde, quia uideo, illis otium et chartas abundare, dabo operam, ut negotium scribenti habeant copiosum. Praecurram enim, ut, dum gloriosissimi uictores de una aliqua mea haeresi (ut eis uidetur) triumphant, ego interim nouam moliar. Dernæst, fordi jeg ser, at de har fritid og papir nok, så vil jeg gøre dem den tjeneste, at de skal få lejlighed til at skrive i overflod. Jeg forudser nemlig, at ikke så snart har de triumferet over deres ærefulde sejr over ét af mine kætterier (som de kalder det), førend jeg fremkalder et nyt.

³²Cupio enim et ego hos insignes bellorum duces multis titulis ornari. Itaque, dum illi murmurant, a me laudari utriusque speciei communionem, et in maxima ista seque dignissima re foelicissime occupantur, Ego procedam, et iam conabor ostendere, omnes esse impios, qui utriusque speciei communionem laicis denegant. Quod ut commodius faciam, praeludam de captiuitate Ecclesiae Romanae, suo tempore daturus plurima, ubi Papistae doctissimi hunc librum superauerint. Også jeg stræber nemlig efter, at de krigsførende parter kan komme til at besmykke sig med mange udmærkede titler. Derfor, mens disse mennesker gør vrøvl over, at jeg anbefaler, at lægfolk får begge skikkelser i nadveren, og er optaget af at forfølge denne store sag på heldigste måde, så går jeg videre og bestræber mig for at påvise, at det er ugudeligt at nægte lægfolket begge skikkelser i nadveren. Og for at jeg kan gøre det mere tjenstvilligt, vil jeg først give eksempler på den romerske kirkes fangenskab, og først om lidt give mange eksempler på, at de højlærde papister overgår denne bog.

³³Hoc autem facio, ne, si pius aliquis lector mihi fuerit obuius, offendatur stercoribus istis a me tractatis, et iuste queratur, sese nihil legere, quod aut ingenium colat et erudiat, aut saltem occasionem det eruditis cogitationibus. Scis enim, quam iniquo animo ferant amici, me occupari istorum hominum sordidis strophis, quas ipsa lectione dicunt abunde confutari, a me uero meliora expectari, quae Satan per eos tentet impedire. Horum consilia tandem statutum est sequi, et rixandi inuehendique negotium crabronibus istis relinquere. Men det gør jeg, hvis en og anden læser skulle bebrejde mig det, for at de ikke skal irriteres over alt det møg, jeg behandler, og med rette indvende, at de ikke gider læse noget, som hverken opdyrker eller uddanner deres ånd eller giver anledning til dannede overvejelser. Du skal nemlig vide, hvilken ulige forventning mine venner har om mig, at de tror, de kan optage min tid med deres snavsede menneskelige rævestreger, de, som selv siger, de har gendrevet mig, allerede da de læste mine bøger, og så forvente noget langt bedre af mig, som dog Satan gennem dem netop prøver at forhindrer mig i. Men jeg vil gå frem efter disse retningslinier, og overlade det til disse hvepse at have besvær med at kæmpe og angribe.

³⁴De illo Italo, fratre Cremonensi, nihil dicam, Quod homo simplex et Idiota aliquot locis rhetoricis me conatur ad sanctam sedem reuocare, a qua nondum me recessisse mihi conscius sum, nec ullus commonstrauit. Agit enim potissimum locis illis ridiculis, quod gratia professionis meae et Imperii ad Germanos translati, debeam commoueri. Videturque omnino non tam mei reuocationem, quam laudes Gallorum et Romani Pontificis scribere uoluisse. cui permittendum est, ut hoc qualicunque opusculo obsequium suum testetur. nec meretur dure tractari, cum nulla malitia uideatur agi, nec erudite confutari, cum mera inscitia et imperitia nugetur omnia. Om denne italiener, kremonenserbroderen, vil jeg ikke sige noget, fordi enhver bondeknold og lægmand med bare nogenlunde talegaver kan prøve at kalde mig tilbage til den romerske stol, fra hvilken jeg er mig bevidst ikke nogensinde at være gået bort, og det kan han heller ikke påvise. Han behandler nemlig især disse latterlige steder, fordi jeg burde lade mig bevæge af min stilling og af, at kejserdømmet er ført tilbage til tyskerne (??). Det ser i det hele taget ud til, at han skriver, ikke så meget for at få mig til at tilbagekalde, som for at få ros af gallernes og romernes papister. Og det skal da være ham tilladt, at han med den slags småarbejder bevidner sin følgagtighed. Men det fortjener ikke at blive behandlet indgående, eftersom jeg ikke kan se, det drejer sig om nogen underfundighed, og heller ikke, at jeg gendrives på akademisk vis, for han driver narrestreger med alting af simpel uvidenhed og mangel på kundskab.

³⁵PRINCIPIO, neganda mihi sunt septem sacramenta, et tantum tria pro tempore ponenda, Baptismus, Poenitentia, Panis, et haec omnia esse per Romanam curiam nobis in miserabilem captiuitatem ducta, Ecclesiamque sua tota libertate spoliatam. Quanquam, si usu scripturae loqui uelim, non nisi unum sacramentum habeam, et tria signa sacramentalia, de quo latius suo tempore. (W502) Nunc de sacramento panis, omnium primo. Allerførst nægter jeg, at der er syv sakramenter, og jeg kan for tiden kun anerkende tre, dåben, boden og brødet, og alle disse er af den romerske kurie ført ind i et elendigt fangenskab for os, og kirken har helt mistet sin frihed. Det vil dog sige, hvis jeg skulle tale efter skriftens talebrug, så ville jeg kun anerkende ét sakramente og tre sakramentale tegn, om hvilket mere senere. Men nu allerførst til brødets sakramente!

³⁶Dicam itaque, quid et in hoc sacramenti ministerio meditatus promouerim. Nam, quo tempore semonem de Eucharistia edebam, in usu communi haerebam, nihil de Papae siue iure siue iniuria sollicitus. At nunc, prouocatus et exercitatus, immo, per uim raptus in hanc harenam, dabo libere, quae sentio. Rideant siue plorent Papistae, uel uniuersi in usum. Jeg vil derfor sige, hvordan jeg ved nærmere eftertanke har gjort fremskridt med hensyn til forvaltningen af dette sakramente. For da jeg udgav sermonen om nadveren, holdt jeg mig til den almindelige brug og bekymrede mig ikke om, hvorvidt paven havde ret eller ej. Men nu, da jeg er blevet udfordret og angrebet, ja ligefrem med vold slæbt frem på denne arena, da vil jeg ligeud sige, hvad jeg mener. Så må papisterne, ja hele verden le eller græde derover.

³⁷PRIMVM, c. vi Iohannis in totum est seponendum, ut quod nec syllaba quidem de sacramento loquitur, non modo, quod sacramentum nondum esset institutum, sed multo magis, quod ipsa sermonis et sententiarum consequentia de fide (ut dixi) incarnati uerbi Christum loqui clare ostendunt. For det første, må Joh 6 ganske lægges bort, eftersom det ikke taler om sakramentet med en stavelse, ikke blot, fordi sakramentet endnu ikke var indstiftet, men meget mere, fordi rækkefølgen af ordene og meningen klart viser, som jeg har sagt, at Kristus taler om det inkarnerede ord.

³⁸Dicit enim: uerba mea spiritus et uita sunt, ostendens se de manducatione spirituali loqui, qua qui comedit, uiuit, cum Iudaei de carnali eum intelligerent, ideoque litigarent. At nulla manducatio uiuificat, nisi fidei. haec enim est uere spiritualis et uiua manducatio. Sicut et Augustinus dicit: ut quid paras uentrem et dentem? crede, et manducasti. Sacramentalis enim non uiuificat, cum multi manducent indigne ut non possit de sacramento intelligi hoc loco locutus. Han siger nemlig: 'Mine ord er ånd og liv' (Joh 6,63) og derved viser han, at han taler om den åndelige spisen, hvorved den, der spiser, skal leve, som jøderne forstod om den kødelige spisen af ham, og det kom de i strid om. Men ingen spisen levendegør, det gør kun troen. Denne er nemlig den sande åndelige og levende spisen. Sådan siger også Augustin: hvorfor bereder du mund og tand? tro, så har du spist. Det sakramentale levendegør ikke, eftersom mange spiser på uværdig måde, så dette sted kan ikke forstås som noget, der er udtalt om sakramentet.

³⁹Sunt sane quidam his uerbis ad sacramentum docendum abusi, ut et Decretali dudum, et multi alii. Sed aliud est, abusiue scripturas, aliud legitime intelligere, alioquin, cum dicit: Nisi manducaueritis carnem meam, et biberitis sanguinem meum, non habebitis uitam, omnes infantes, omnes infirmos, omnes absentes, aut quoquo modo impeditos, a sacramentali manducatione damnaret, quacunque fide praestaret, si sacramentalem manducationem ibi praecepisset. Men der er nogen, der misbruger disse ord, når de lærer om sakramentet, sådan som dekretalierne og mange andre hele tiden har gjort. Men én ting er at misbruge skriften, noget andet, om det er ret forstået at mene, at når han et andet sted siger: 'Hvis I ikke spiser mit kød og drikker mit blod, har I ikke livet', så skulle han fordømme alle børn, syge, fraværende og alle, der på anden måde er forhindrede i at deltage i den sakramentale spisen, ligegyldigt hvad man kan fremvise ved troen, hvis han her påbyder den sakramentale spisen.

⁴⁰Sic Augustinus li. ii. contra Iulianum ex Innocentio probat, etiam infantes, citra sacramentum, manducare carnem, et bibere sanguinem Christi, id est, eadem fide Ecclesiae communicare. Sit ergo rata haec sententia, c. vi. Iohannis nihil ad rem facere. Vnde et alias scripsi, Boemos non posse pro utraque specie tuenda huic loco fideliter inniti. Således beviser Augustin i den anden bog imod Julian, ifølge Innocens, at også børnene, der ikke får sakramentet, spiser kødet og drikker Kristi blod, det vil sige, de tager del i nadveren ved den samm tro. Lad derfor den sætning stå fast, Joh 6 har intet med sagen at gøre. Af den grund har jeg også andetsteds skrevet, at bøhmerne ikke på troværdig måde kan støtte sig på dette sted til at forsvare nadveren under begge skikkelser.

⁴¹Duo itaque sunt loci, qui de hac re clarissime tractant, Scriptura Euangelica in caena domini, Et Paulus .i. Corint. xi. Quos uideamus. Consonant enim sibi Mattheus, Marcus, et Lucas, Christum dedisse discipulis omnibus totum sacramentum, Et Paulum utranque tradidisse partem certum est, ita, ut nullus tam impudentis frontis unquam fuerit, qui aliud diceret. Der er derfor to steder, som ganske klart handler om denne sag: evangeliestederne om nadveren, og Paulus i 1 Kor 11. Og dem skal vi nu se på. Matthæus, Markus og Lukas er nemlig enige om, at Kristus gav alle disciplene hele sakramentet, og at Paulus har overleveret, at de fik begge dele, er så sikkert, at ingen nogensinde har været så uforskammet at sige noget andet.

⁴²His adde quod Mattheus refert, non de pane Christum dixisse: manducate ex hoc omnes, sed de calice: bibite ex hoc omnes. Et Marcus item non dicit: manduauerunt omnes, sed biberunt ex eo omnes, uterque uniuersitas notam (W503) ad calicem, non ad panem ponens, quasi spiritus futurum hoc schisma praeuiderit, quod calicis communionem prohiberet aliquibus, quem Christus omnibus uoluerit esse communem. Dertil kommer, at Matthæus fortæller, at Kristus ikke sagde om brødet: 'spis alle heraf', men om kalken: 'drik alle her af'. (Matt 26,27). Og ligeledes siger Markus ikke: 'de spiste alle', men: 'de drak alle af den' (Mark 14,23), de sætter altså begge bemærkningen om 'alle' ved kalken, ikke ved brødet, som om ånden havde forudset denne strid, at brugen af kalken ville blive forhindret nogen, den brug, som Kristus ville, at alle skulle være fælles om.

⁴³Quanta putas furia in nos insanirent, si uocabulum 'omnes' ad panem, et non ad calicem positum inuenissent, nullum nobis prorsus effugium relinquerent, clamarent, haereticos decernerent, schismaticos damnarent. At cum a nostra parte stet contra ipsos, nullo sinunt sese claudi syllogismo, homines liberrimi arbitrii, etiam in iis, quae dei sunt, mutandis, remutandis, et omnibus confundentis. Hvor stærkt tror du ikke, de ville have raset imod os, hvis det lille ord 'alle' havde stået ved brødet og ikke ved kalken, de ville ikke have givet os nogetsomhelst udvej, de ville skrige, de ville erklære os for kættere og fordømme os som skismatikere. Men nu, hvor det står der til fordel for os og imod dem, nu bliver det stædigt ved med at lukke sig inde bag syllogismer, disse den frie viljes mennesker, som selv i det, der hører Gud til, laver om og laver om og forvirrer alting.

⁴⁴Sed finge me ex aduerso stare, et dominos meos papistas interrogare. Totum sacramentum, seu utraque species, in coena domini, aut datum est solis presbyteris aut simul laicis. Si solis presbyteris (id enim uolunt), iam nullo modo licet ullam speciem dari laicis: non enim temere dandum est, cui Christus prima institutione non dedit. Men tænk dig, om jeg stod på den anden side og tilspurgte de herrer papister. Det hele sakramente eller nadveren under begge skikkelser er enten givet alene til præsterne eller også til lægfolket. Hvis det alene er til præsterne (som de siger), da er det på ingen måde rigtigt at give det til lægfolkene under nogen skikkelse: man bør nemlig ikke vove at give det til dem, som Kristus ikke ved den første indstiftelse har givet det til.

⁴⁵Alioquin, si unam Christi institutionem permittimus mutari, iam uniuersas eius legis fecimus irritas, et quilibet audebit dicere, se non ligari ulla eius lege aut institutione. Vna enim indiuidua tollit in scriptura maxime uniuersalem. Si simul et laicis, iam ineuitabiliter sequitur, laicis non debere negari utranque species. Quod si denegetur dari petentibus, impie et contra Christi factum exemplum et institutionem agitur. Ellers, hvis vi tillader, at én af Kristi indstiftelser forandres, så har vi gjort alle hans love ugyldige, og enhver kan tillade sig at sige, at han ikke er bundet af nogen af hans love eller indstiftelser. Én enkelthed i skriften ophæver nemlig hele skriften. Men hvis det dengang også blev givet til lægfolk, så følge uundgåeligt, at lægfolket nu ikke bør nægtes at få del i begge skikkelser. For hvis man nægter at give den, der beder, så handler man ufromt og imod Kristi gerning, eksempel og indstiftelse.

⁴⁶Ego fateor, ista me ratione, mihi inuicta, superactum nec legisse, nec audiuisse, nec inuenisse, quod contra dicam, Cum hic Christi uerbum et exemplum stet firmissime, ubi non permittendo, sed praecipiendo dicit: Bibite ex eo omnes. Si enim omnibus bibendum est, et illud non possit solis presbyteris dictum intelligi, certe impium est, laicos petentes ab eo arceri, etiam si angelus de coelo hoc faceret. Jeg tilstår, at jeg er blevet overvundet af denne uigendrivelige grund, og jeg har intet yderligere læst, hørt eller fundet, som jeg kunne sige imod det. For Kristi ord her og hans eksempel står urokkelig fast, når han ikke tillader, men påbyder ved at sige: 'drik alle heraf'. Hvis nemig alle skal drikke og det ikke kan forstås om kun præsterne, så er det helt sikkert, at det er ugudeligt, at holde de lægfolk borte fra vinen, der beder om den, også om en engel fra himlen gør det.

⁴⁷Nam, quod dicunt, Ecclesiae arbitrio relictum esse, distribuendam utram speciem, sine ratione dicitur, sine autoritate producitur, et eadem facilitate contemnitur, qua probatur. nec contra aduersarium aliquid facit, qui uerbum et factum Christi nobis opponit, quare uerbo Christi est referiendus, at hoc non habemus. For når de siger, at det er overladt til kirkens forgodtbefindende at uddele begge skikkelser, så siger de det uden begrundelse og påstår det uden autoritet, og det må foragtes i forhold til, om det kan bevises. Og det kan heller ikke bruges overfor en modstander, som holder Kristi ord og gerning op overfor os, for det må gendrives med Kristi ord, og et sådant har vi ikke.

⁴⁸Si autem utra species potest negari laicis, poterit eis et pars baptismi et poenitentiae tolli, eodem arbitrio Ecclesiae, cum ubique sit par ratio et potestas. Quare, sicut totus baptismus, totaque absolutio, ita totum sacramentum panis est omnibus laicis dandum, si petant. Men hvis begge skikkelser kan nægtes lægfolk, så kan man også ved den samme kirkens forgodtbefindende nægte dem en del af dåben eller af boden, eftersom der overalt er tale om den samme begrundelse og den samme magt. Derfor skal således hele dåben, hele boden og ligeledes hele brødets sakramente gives til alle lægfolk, hvis de beder om det.

⁴⁹Satis autem miror, eos asserere, presbyteris nullo modo licere, in missa unam speciem accipere, sub peccato mortali, nulla alia causa, nisi quod (ut omnes unanimiter dicunt) utraque species sit unum plenum sacramentum, quod non debeat diuidi. Det undrer mig meget, at de kan påstå, at det på ingen måde er tilladt præsterne at modtage kun én skikkelse i messen, endda er det en dødssynd, og det af ingen anden grund, end at (som de alle siger samstemmende) begge skikkelser udgør det hele sakramente, som ikke bør deles.

⁵⁰Dicant ergo mihi quaeso, cur laicis licet diuidi, et solis eis non dari integrum sacramentum? Nonne suomet testimonio confitentur, aut laicis dandam utranque speciem, aut una specie non dari eis legittimum sacramentum? (W504) Quomodo in presbyteris non est sacramentum plenum una species, et in laicis est plenum? Quid mihi arbitrium Ecclesiae et potestas Papae hic iactatur? Non per haec soluuntur uerba dei, et testimonia ueritatis. Jamen, kan de så ikke sige mig, hvorfor det er tilladt at dele det for lægfolk, hvorfor det er tilladt ikke at give dem det hele sakramente? Mon ikke de ved det vidnesbyrd bekender, enten at lægfolk skal have begge skikkelser, eller at det at give dem kun én skikkelse ikke er en legitim måde at uddele sakramentet på? Hvordan kan det være, at det for præsterne ikke er et helt sakramente i kun én skikkelse, men for lægfolket er et helt sakramente? Hvorfor praler de her med kirkens forgodtbefindende og pavens magt? Guds ord og sandhedens vidnesbyrd kan ikke opløses ved disse ting.

⁵¹Vltra sequitur, si uini speciem potest Ecclesia tollere laicis, potest et panis speciem tollere, ergo poterit totum sacramentum altaris laicis tollere, et Christi institutionem penitus in eis euacuare. Sed qua rogo autoritate? Si autem non potest panem aut utrunque tollere, nec uinum potest nec potest haberi, quod hic dici potest aduersatio, cum eandem in utra, quae in utraque specie, potestatem esse oporteat, si non in utraque, nec in utra. Opto audire, quid hic adulatores Romani uelint dicere. Videre er det givet, at hvis kirken kan fratage lægfolket vinens skikkelse, kan det også fratage dem brødets skikkelse, altså kan den fratage lægfolket hele alterets sakramente, og fuldstændig gøre Kristi indstiftelse til intet. Men med hvilken autoritet? spørger jeg. Men hvis man ikke kan fratage dem brødet eller begge skikkelser, så kan man heller ikke fratage dem vinen, og modstanderne kan ikke sige noget herimod, eftersom kirken må have den samme ret over den ene som over begge skikkelser, hvis den ikke har ret over begge, har den heller ikke over den ene. Gad vidst, hvad de romerske smigrere vil sige hertil!

⁵²Sed quod maxime omnium urget, penitusque me concludit, Christus dicit: Hic est sanguis meus, quo pro uobis, et pro multis effundetur, in remissionem peccatorum. Hic clarissime uides, sanguinem dari omnibus, pro quorum peccatis fusus est. Quis uero audeat dicere, pro laicis non esse fusum? Men hvad der mest af alt tvinger mig og lukker munden fuldstændig på mig, det er, at Kristus her siger: 'Dette er mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse'. Her ser du soleklart, at blodet gives til alle dem, for hvis synder det er udgydt. Hvem vover at sige, at det ikke er udgydt for lægfolket?

⁵³An non uides, quos alloquitur dans calicem? Nonne omnibus dat? Nonne pro omnibus fusum dicit? pro uobis (inquit), esto sint ii sacerdotes, et pro multis, ii non possunt esse sacerdotes, et tamen dicit: Bibite ex eo omnes. Vellem et ego hic nugari facile, et uerbis meis illudere uerba Christi, ut meus nugator facit. Mon ikke du ser, hvem han henvender sig til, når han giver dem kalken? Mon ikke han giver den til alle? Mon ikke han siger, det er udgydt for alle? 'for jer', siger han, og lad det bare være præsterne, 'og for mange', det kan ikke være præsterne, og desuden siger han: 'drik alle heraf!' Jeg ville gerne, om også jeg kunne drive spot og lade, som om mine ord er Kristi ord, sådan som min spottefugl gør.

⁵⁴Sed scripturis redarguendi sunt, qui scripturis nituntur contra nos. Haec sunt, quae me prohibuerunt Boemos damnare, qui, siue mali siue boni, certe uerbum et factum Christi habent pro se, nos autem neutrum, sed tantum inane illud hominum commentum: Ecclesia sic ordinauit, cum non Ecclesia, sed tyranni Ecclesiarum, citra consensum Ecclesiae (id est, populi dei), ista ordinarint. Men de modstandere, som støtter sig til skriften imod os, skal gendrives med skriften. Det er det, der har forhindret mig i at fordømme bøhmerne, som, hvad enten de er onde eller gode, i hvert fald har Kristi ord og gerning for sig, vi, derimod, har ingen af delene, men kun dette tomme menneskepåfund: kirken har forordnet det sådan, skønt det ikke er kirken, men det kirkelige tyranni, der har forordnet det, og endda gjort det uden samtykke fra kirken (det vil sige, fra Guds folk).

⁵⁵Obsecro autem, quae est necessitas? quae religio? quae utilitas? laicis negare utranque speciem, id est, signum uisibile, quando omnes concedunt eis rem sacramenti, sine signo? si rem concedunt, quae maior est, cur signum, quod minus est, non concedunt? In omni enim sacramento signum, inquantum signum, incomparabiliter minus est quam res ipsa. Men hvad i alverden er det for en nødvendighed, hvad er det for en fromhed, hvad er det for en nytte, det kan have, at nægte at give lægfolket begge skikkelser, det vil sige: det synlige tegn; når dog alle vil give dem sagen i sakramentet uden tegn? hvis de vil give den sagen, altså det større, hvorfor da ikke tegnet, som er det mindre? For i ethvert sakramente er tegnet, forsåvidt det er tegn, uden sammenligning mindre end sagen selv.

⁵⁶Quid ergo prohibet, inquam, minus dari, quando maius datur, nisi quod mihi hac permissione irati dei uidetur contigisse, ut esset occasio schismatis in Ecclesia, qua significaretur, nos re sacramenti iam dudum amissa, propter signum, et id quod minus est, contra rem maximam et solam pugnare, sicuti quidam pro ceremoniis pugnant contra charitatem. Altså, siger jeg, hvad forhindrer dem i at give det mindre, når det større gives, andet end at det synes mig at være sket ved den fortørnede Guds tilladelse, at der blev givet lejlighed til skisma i kirken, hvorved det betegnes, at vi allerede forlængst har forspildt sakramentets væsentlige gode, på grund af, at tegnet, som er det mindre, kæmper mod det større og eneste, sådan som nogle kæmper for ceremonierne imod kærligheden,

⁵⁷immo, ceptum uidetur hoc monstrum eo tempore, quo pro diuitiis mundi cepimus contra Christianam charitatem insanire, ut deus ostenderet hoc terrifico signo, nos signa maioris ducere, quam res ipsa. Quae peruersitas, si baptisando concedas fidem dari baptismi, neges autem signum fidei eiusdem, id est, aquam? ja, dette uhyre synes at være begyndt på den tid, da vi for verdslig rigdoms skyld begyndte at rase imod den kristne kærlighed, så at Gud åbenbarede ved dette forfærdelige tegn, at vi sætter tegnet højere end sagen selv. Hvilken forvendthed ville det ikke være at indrømme, at igennem dåben gives troen på dåben, men at nægte tegnet på denne tro, det vil sige vandet?

⁵⁸Vltimo, stat inuictus Paulus, omnium obstruens ora .i. Corint. ii: Ego accepi a domino, quod et tradidi uobis. Non dicit, ut e suo cerebro frater mentitur; permisi uobis. Nec est uerum, propter contentionem illorum utranque speciem donasse. Primo, quod textus ipse indicat, non de utraque specie fuisse contentionem, sed de contemptu et inuidia abundantium et egentium, ut clarus est textus, dicans: Alter esurit, alter ebrius est, et confunditis eos quo non habent. Til sidst står Paulus uovervundet der og lukker munden på alle med sine ord, 1 Kor 11,23: 'Jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret jer'. Han siger ikke, som broderen ud af sit eget hoved fordrejer ordene: 'Jeg har tilladt jer'. Og det er heller ikke sandt, at det var på grund af deres stridigheder, at han gav dem begge skikkelser. For det første, fordi teksten selv viser, at der ikke var strid om begge skikkelser, men om foragt og misundelse hos dem, der havde overflod, og hos dem, der manglede. For teksten siger klart: 'Den ene er sulten, den anden drukken, og I beskæmmer dem, som intet har'.

⁵⁹Deinde, quod non loquimur de prima sua traditione. non enim dicit: accipio a domino et do uobis, sed: accepi et tradidi, scilicet in initio praedicationis, longe ante hanc contentionem, significans utranque speciem eis tradidisse, quod tradidisse est praecepisse, sicut alibi utitur eodem uerbo. Dernæst taler han ikke om begyndelsen på sin overlevering. Han siger nemlig ikke: Jeg modtager fra Herren og giver jer, men: Jeg har modtaget og har givet, nemlig i begyndelsen af sin prædikenvirksomhed, længe før denne strid, og derved betegner han, at han har overleveret begge skikkelse til dem, og at det at overlevere er at påbyde, sådan som han andetsteds bruger dette ord.

⁶⁰Nihil ergo sunt, quae frateralis fumus hic permissione, sine scripturis, sine ratione, sine causa conglomerat. Aduersarii non querunt, quod ipse somniet, sed quid scriptura in his iudicet, ex qua nec apicem potest producere pro suo somnio, cum illi tanta fulmina pro sua fide proferant. Det har altså ikke noget på sig, hvad det broderlige røgslør her uden skrift, uden begrundelse, uden årsag, blander sammen om tilladelse. Modstanderne spørger ikke, hvad han drømmer sig til, men hvad skriften dømmer i disse sager, og fra den kan han ikke fremdrage en stavelse til fordel for sine drømmesyner, selv om disse frembringer nok så mange lyn til fordel for hans tro.

⁶¹Surgite ergo hic uniuersi adulatores Papae in unum, satagite, defendite uos ab impietate, tyrannide, laesa maiestate Euangelii, iniuria fraterni opprobrii, qui haereticos iactatis eos, qui non secundum merum capitis uestri somnium, contra tam patentes et potentes scripturas sapiunt. Slut jer bare sammen, I alverdens papistiske smigrere, gør jer umage, rens jer for ugudelighed, tyranni, for majestætsfornærmelse imod evangeliet, for uret mod de brødre, som I har beskyldt for kætteri, fordi de ikke danner deres tanker efter jeres hoveders drømmesyner, imod så klare og vægtige skriftsteder.

⁶²Si utri sunt haeretici et schismatici nominandi, non Boemi, non Graeci (quia Euangeliis nituntur), sed uos Romani estis haeretici, et impii schismatici, qui solo uestro figmento praesumitis, contra euidentes dei scripturas. Eluite haec uiri. Skal nogen kaldes kættere og skismatikere, så er det ikke bøhmerne eller grækerne (for de støtter sig til evangeliet), men jer romere, I er kættere og ugudelige skismatikere, fordi I alene regner med jeres påfund imod Guds klare skrift. Det skulle I rense jer for, kære venner!

⁶³Quid vero magis ridiculum, et fraterno isto capite dignius dici potuit, quam Apostolum particulari Ecclesiae, scilicet Corinthiorum, ista scripsisse et permisisse, non autem uniuersali? unde haec probat? Ex solito penu, nempe, proprio et impio capite. Men hvad er vel mere latterligt eller mere i overensstemmelse med denne broders hoved, end når han kan sige, at apostelen har skrevet dette og tilladt dette kun til denne menighed, altså kun til korintherne, ikke til hele kirken? hvor beviser han det fra? Fra sit sædvanlige forrådskammer, fra sit ugudelige hoved.

⁶⁴cum uniuersalis Ecclesia Epistolam hanc pro se acceptat, legit, sequitur in omnibus, cur non etiam in hac parte? Quod si demus unam Epistolam aliquam Pauli, aut unum alicuius locum, non ad uniuersalem Ecclesiam pertinere, iam euacuata est tota Pauli autoritas. Når dog fælleskirken antager, læser og i alle ting følger dette brev, hvorfor så ikke også i dette stykke? Og hvis vi indrømmer om blot ét brev af Paulus eller blot ét sted i et brev, at det ikke retter sig mod fælleskirken, så har vi tilintetgjort hele Paulus' autoritet.

⁶⁵Corinthii enim dicent, ea quae de fide ad Romanos docet, non ad se pertinere. Quid blasphemius et insanius hac insania fingi possit? Absit, (W506) absit, ut ullus apex in toto Paulo sit, quem non debeat imitari et seruare tota uniuersalis Ecclesia. Non sic senserunt patres usque in haec tempora periculosa, in quibus praedixit Paulus futuros esse blasphemos et caecos et insensatos. Quorum unus hic frater, uel primus est. Korintherne vil jo kunne sige, at det, som han lærer om troen i brevet til romerne, ikke kommer dem ved. Hvad kan man tænke sig mere blasfemisk og vanvittigt end denne vanvittighed? Det kan ikke på nogen måde være sådan, at der i hele Paulus er så lidt som bare en stavelse, som ikke hele fælleskirken bør efterkomme og tjene. Sådan tænkte fædrene ikke førend i denne farlige tid, om hvilken Paulus har forudsagt, at der vil komme spottere og blinde og vanvittige. Hvoraf denne broder er én, ja, er den første.

⁶⁶Sed demus insaniam hanc intolerabilem, Si particulari Ecclesiae permisit Paulus, recte ergo Graeci, recte Boemi faciunt, etiam te autore, sunt enim particulares Ecclesiae. quare satis est eos non agere contra Paulum, saltem permittentem. Porro, Paulus permittere non potuit aliquid contra Christi institutum. Men lad os så gå ind på dette utålelige vanvid, da: Hvis Paulus har tilladt enkeltkirken det, så handler jo grækerne og bøhmerne ret, også ifølge dig, kære broder, For de er jo enkeltkirker. Derfor er det nok ikke at handle imod Paulus, eftersom han i det mindste tillader det. Videre: Paulus kan ikke tillade noget, der er imod Kristi indstiftelse.

⁶⁷Oppono igitur, Roma, tibi et omnibus tuis adulatoribus hos Christi et Pauli sermones, pro Graecis et Boemis, nec poteris uno pilo monstrare, potestatem tibi esse datam haec mutandi, multo minus alios propter tuam praesumptionem neglectam haereticos criminandi. sed tu digna es, impietatis et tyrannidis crimine accusari. Jeg sætter derfor op imod dig, Rom, og alle dine smigrere, disse Kristi og Paulus' ord, til fordel for grækerne og bøhmerne, og du kan ikke med en stavelse vise, at du har magt til at ændre det, endnu mindre, at du har magt til at skælde andre folk ud for kættere, fordi de ikke bryder sig om din antagelse. Du har tværtimod selv fortjent at blive skældt ud for ugudelighed og tyranni.

⁶⁸Ad haec legimus in Cypriano, qui unus contra omnes Romanistas satis potens est, qui lib. v. sermone de lapsis testatur, multis in Ecclesia illa usum fuisse laicis, etiam pueris, utranque speciem, immo corpus domini in manu dari, ut per multa exempla docet. Om dette læser vi hos Cyprian, som alene er mægtig nok til at kunne stå sig mod alle romanister, at han i den 5. bog i prædikenen om de faldne bevidner, at det var skik i hans kirke at give mange lægfolk, også børn begge skikkelser, ja at give dem Herrens legeme i hånden, hvilket han viser ved mange eksempler.

⁶⁹Inter caetera e uulgo quosdam sic increpat: Et quod non statim domini corpus inquinatis manibus accipiat, aut ore polluto domini sanguinem bibat, sacerdotibus sacrilegus irascitur. Blandt andet holder han følgende straffetale til nogle i menigheden: 'Og den frafaldne er vred på præsterne, fordi han ikke straks må tage Herrens legeme med sine urene hænder og drikke Herrens blod med sin besmittede mund'.

⁷⁰Vides, hic de laicis eum loqui, sacrilegis, qui a sacerdotibus corpus et sanguinem accipere uoluerunt. Habes hic, adulator miser, quod gannias? dic et hunc sanctum martyrem, unum in Ecclesia apostolica spiritu doctorem, esse haereticum, et in particulari Ecclesia permissione usum. Du ser, at han her taler om frafaldne lægfolk, som vil modtage legemet og blodet af præsterne. Elendige smigrer, har du her noget at gø af? Sig dog, at denne hellige martyr, en kirkelærer i apostolisk ånd, er en kætter, eller kun som enkeltkirke har fået denne tilladelse.

⁷¹Recenset ibidem historiam, se teste ac presente factam, ubi diaconum calicem infanti puellae dedisse, immo reluctanti eidem infudisse sanguinem domini apertissime scribit. Idem de sancto Donato legitur, cuius calicem fractum, O miser adulator, quam frigide eludit: fractum (inquit) calicem lego, sanguinem datum non lego. Sammesteds fortæller han ganske åbenlyst en historie, som er sket i hans nærværelse og bevidnet af ham. En diakon rakte en lille pige kalken, og da hun vægrede sig ved at drikke, hældte han endog Herrens blod i munden på hende. Det samme læses om den hellige Donatus, og med henblik på dennes sønderbrudte kalk, kommer vor elendige smigrer med denne flove udflugt: 'Jeg læser vel om en sønderbrudt kalk, men ikke om noget blod, som blev uddelt'.

⁷²Quid mirum? qui in sacris scripturis intelligit, quod uult, etiam in historiis legat, quod uult. Sed nunquid per hoc stabilitur arbitrium Ecclesiae, aut confutantur haeretici? Verum haec abunde satis; non enim, ut illi responderem, haec coepi, qui dignus non est responsione, sed, ut rei ueritatem aperirem. Men det er jo ikke så mærkeligt, at den, der i den hellige skrift kun forstår, hvad han vil forstå, også i historierne kun læser, hvad han vil. Men bekræftes derigennem den påstand, at kirken kan handle efter forgodtbefindende, eller gendrives kætterne? Nå, dette er fuldt ud tilstrækkeligt; jeg er ikke begyndt på dette, fordi jeg ville svare ham, for han fortjener ikke noget svar, men for at bringe sagens sandhed for lyset.

⁷³Concludo itaque, Negare utranque speciem laicis, esse impium et tyrannicum, nec in manu ullius angeli, nedum Papae et Concilii cuiuscunque. nec (W507) moror Concilium Constantiense, cuius autoritas, si valet, cur non valet et Basiliense, quod contra statuit, Boemis licere utranque speciem suscipere, quod multa disputatione illic obtentum est, ut extantes annales, et literae Concilii probant. quod Adulator iste ignorans adducit pro suo somnio, adeo prudenter omnia tractat. Jeg vil derfor drage den konklusion: At nægte lægfolk begge skikkelser er ugudeligt og tyrannisk, og ingen kan gøre det, ikke nogen engel, ejheller paven eller noget koncil. Og jeg lader mig ikke vildlede af koncilet i Konstanz, for hvis dette koncils autoritet skal gælde, hvorfor skal så ikke Baselkoncilets autoritet gælde, som bestemte det modsatte, at bøhmerne havde lov til at bruge begge skikkelser. Dette blev opnået efter en lang diskussion, sådan som de eksisterende annaler og breve fra koncilet beviser. Og skønt vor smigrer ikke aner noget om dette, anfører han det dog som bevis for sine drømme. Så klogt handler han i alle ting!

⁷⁴Prima ergo captiuitas huius sacramenti est, quo ad eius substantiam, seu integritatem, quam nobis abstulit Romana tyrannis, Non quod peccent in Christum, qui una specie utuntur, cum Christus non preceperit ulla uti, sed arbitrio cuiuslibet reliquit dicens: Quotiescunque haec feceritis, in mei memoriam facietis, Sed quod illi peccant, qui hoc arbitrio uolentibus uti prohibent utranque dari. Det første fangenskab, dette sakramente er i, angår altså dets væsen eller fuldstændighed, som det romerske tyranni har frataget os. Ikke sådan, at de synder imod Kristus, de, som kun bruger den ene skikkelse, eftersom Kristus ikke har foreskrevet at bruge nadveren, men overladt det til enhvers skøn, idet han sagde: 'Så ofte som I gør dette, gør det til min ihukommelse'. Men sådan, at de mennesker synder, som forhindrer, at det gives til dem, som efter dette skøn ønsker at bruge begge skikkelser.

⁷⁵culpa non est in laicis, sed in sacerdotibus. Sacramentum non est sacerdotum, sed omnium, nec domini sunt sacerdotes, sed ministri, debentes reddere utranque speciem petentibus, quotiescunque petierunt. Quod si hoc ius rapuerint laicis et ui negauerint, tyranni sunt, laici sine culpa, uel una uel utraque carent, fide interim seruandi, et desyderio integri sacramenti. Skylden ligger ikke hos lægfolket, men hos præsterne. Sakramentet tilhører ikke kun præsterne, men alle, og præsterne er ikke herrer, men tjenere, som bør give enhver, der beder derom, begge skikkelser, så ofte som de beder derom. Og hvis de ud fra nogen retsforståelse frarøver lægfolket det og nægter dem det med magt, så er de tyranner, men lægfolket uden skyld; enten de mangler den ene eller begge skikkelser, bevares de i mellemtiden ved troen, og ved længslen efter det fuldstændige sakramente.

⁷⁶Sicut baptismum et absolutionem debent petenti, tanquam ius habenti, ipsi ministri; quod si non dederint, petens plenum habet fidei suae meritum, ipsi coram Christo serui nequam accusabuntur. Sicut olim in Eremo sancti patres in multis annis non communicauerunt ulla specie sacramenti. På samme måde skal de give dåben og absolutionen til dem, der begærer det, som noget, de har ret til; de er jo tjenere. Og hvis de ikke giver dem det, så har den, der beder om det, en fuld fortjeneste i kraft af sin tro, men de selv vil blive anklaget overfor Kristus som uduelige tjenere. Sådan modtog de hellige fædre i ørkenen ikke sakramentet under nogen skikkelse.

⁷⁷Itaque non hoc ago, ut ui rapiatur utraque species, quasi necessitate praecepti ad eam cogamur, Sed conscientiam instruo, ut patiatur quisque tyrannidem Romanam, sciens sibi raptum per uim ius suum in sacramento, propter peccatum suum. Jeg skriver derfor ikke dette, for at begge skikkelser skal indføres med magt, som om vi var tvunget til det ved et buds nødvendighed, men jeg belærer samvittigheden, at enhver skal finde sig i det romerske tyranni, men han skal vide, at hans ret er ham berøvet i sakramentet med magt på grund af hans synd.

⁷⁸tantum hoc uolo, ne quis Romanam tyrannidem iustificet, quasi recte fecerit, unam speciem laicis prohibens, sed detestemur eam, nec consentiamus ei, tamen feramus eam, non aliter, ac si apud Turcam essemus captiui, ubi neutra specie liceret uti. Kun det vil jeg, at ingen skal retfærdiggøre det romerske tyranni, som om det var med rette, at man har forhindret lægfolket i at få den ene skikkelse, men vi forkaster det og vil ikke være enig med dem i det, selv om vi finder os i det, på samme måde som hvis vi var taget til fange af tyrkerne, hvor vi ikke kunne få nadveren under nogen skikkelse.

⁷⁹Hoc est, quod dixi mihi pulchrum uideri, si generalis Concilii statuto ista captiuitas solueretur, et nobis Christiana illa libertas e manibus Romani tyranni restitueretur, et cuique suum arbitrium petendi utendique relinqueretur, sicut in baptismo et poenitentia relinquitur. At nunc cogit singulis annis unam speciem accipi eadem tyrannide, adeo extincta est libertas nobis a Christo donata, sic meruit impia nostra ingratitudo. Det er, hvad jeg har sagt, og jeg synes, det ville være smukt, om et almindeligt koncil løste os fra dette fangenskab og tilbagegav os denne vores kristne frihed fra den romerske tyrans hånd, og overlade det til enhver at begære og bruge det efter sit skøn, sådan som vi nu har det med dåben og boden. Men nu tvinger man os til år efter år at modtage kun den ene skikkelse ved dette tyranni, og derfor er den kristne frihed, Kristus har givet os, udslukt. Dette har vi fortjent i kraft af vor ugudelighed og utaknemlighed.

⁸⁰ (W508) Altera captiuitas eiusdem sacramenti mitior est, quod ad conscientiam spectat, sed quam multo omnium periculosissimum sit tangere, nedum damnare. Hic Viglephista, et sexcentis nominibus haereticus ero. Quid tum? postquam Romanus Episcopus Episcopus esse desiit, et tyrannus factus est, non formido eius uniuersa decreta, cuius scio non esse potestatem articulos nouos fidei condendi, nec Concilii quidem generalis. Det andet fangenskab, dette sakramente er i, er tåleligere, hvad samvittigheden angår, men det er særdeles farligt at berøre det, endsige fordømme det. Her må jeg være en Viclisit og bære mindst sekshundrede kætternavne. Hvordan det? Jo, siden den romerske biskop er ophørt at være biskop og er blevet tyran, frygter jeg ikke alle hans dekreter, for jeg véd, at det ikke står i hans magt, ja ikke engang i et nyt koncils magt, at skabe en ny trosartikel.

⁸¹Dedit mihi quondam, cum Theologiam scholasticam haurirem, occasionem cogitandi D. Card. Camera. libro sententiarum quarto, acutissime disputans, multo probabilius esse, et minus superfluorum miraculorum poni, si in altari uerus panis, uerumque uinum, non autem sola accidentia esse astruentur, nisi Ecclesia determinasset contrarium. Dengang jeg studerede den skolastiske teologi, fik jeg lejlighed til at tænke over, hvad kardinalen fra Cambrai højst skarpsindigt siger i sentensernes fjerde bog, at det ville være meget mere sandsynligt og kræve mindre overflødige undere, hvis man ville antage, at der på alteret er virkeligt brød og virkelig vin, ikke kun deres ydre egenskaber, hvis ikke kirken havde besluttet det modsatte.

⁸²Postea uidens, quae esset Ecclesia, quae hoc determinasset, nempe Thomistica, hoc est, Aristotelica, audacior factus sum, et qui inter saxum et sacrum haerebam, tandem stabiliui conscientiam meam sententia priore, Esse uidelicet uerum panen uerumque uinum, in quibus Christi uera caro uerusque sanguis non aliter nec minus sit, quam illi sub accidentibus suis ponunt. Da jeg senere kom til at se, hvilken kirke det var, der havde besluttet det, nemlig den thomistiske, det vil sige, den aristoteliske, blev jeg dristigere, og jeg, der før hverken vidste ud eller ind, har nu styrket min samvittighed med min første mening, nemlig den, at det er virkeligt brød og virkelig vin, i hvilke Kristi virkelige kød og virkelige blod findes, ikke anderledes eller mindre, end når de andre påstår, det er der i de ydre egenskaber.

⁸³quod feci, quia uidi, Thomistarum opiniones, siue probentur a Papa, siue a Concilio, manere opiniones, nec fieri articulos fidei, etiam si angelus de coelo aliud statueret. Nam, quod sine scripturis asseritur, aut reuelatione probata, opinari licet, credi non est necesse. Haec autem opinio Thomae adeo sine scripturis et ratione fluctuat, ut nec philosophiam, nec dialectiam suam nouisse mihi uideatur. Det har jeg gjort, fordi jeg så, at thomisternes meninger, hvad enten den så er godkendt af paven eller af et koncil, er og bliver meninger og ikke trosartikler, hvilket de ikke kan blive, om så en engel fra himlen besluttede noget andet. For hvad der fastslås uden skrift eller bevidnet åbenbaring, det kan man vel mene, men der kræves ikke, at man tror det. Men denne Thomas' mening er i den grad flydende, uden skrift og begrundelse, at han ikke synes at kende hverken filosofi eller logik.

⁸⁴Longe enim aliter Aristoteles de accidentibus et subiecto, quam sanctus Thomas loquitur, ut mihi dolendum uideatur pro tanto uiro, qui opiniones in rebus fidei non modo ex Aristotele tradere, sed et super eum, quem non intellexit, conatus est stabilire, infoelicissimi fundamenti infoelicissima structura! For Aristoteles taler helt anderledes om ydre egenskaber og genstande, end den hellige Thomas gør, så jeg har helt ondt af en så stor mand, som ikke alene søger at overlevere os meninger i trossager fra Aristoteles, men som endog prøver at gå ud over ham, skønt han ikke har forstået ham; det bliver en ulyksalig bygning på en ulyksalig grundvold.

⁸⁵Permitto itaque, qui uolet utranque opinionem tenere, hoc solum nunc ago, ut scrupulos conscientiarum de medio tollam, ne quis se reum haereseos metuat, si in altari uerum panem, uerumque uinum esse crediderit. Sed liberum esse sibi sciat, citra periculum salutis, alterutrum imaginari, opinari et credere, cum sit hic nulla necessitas fidei. Jeg lader det derfor stå hen, når nogen vil fastholde sin mening overfor andre. Det ene er det mig om at gøre: at bortrydde samvittighedsskrupler, at ingen skal være bange for at gøre sig skyldig i kætteri, hvis han tror, at der på alteret er virkeligt brød og virkelig vin. Men han skal vide at han uden fare for sin samvittighed frit kan tænke, mene og tro både det ene og det andet, fordi der her ikke er nogen trosnødvendighed.

⁸⁶Ego tamen meam nunc prosequor sententiam. Primum, nolo eos audire, nec tantilli facere, qui clamaturi sunt, hoc esse Viglephisticum, Hussiticum, haereticum, et contra Ecclesiae determinationem, cum hoc non faciant nisi ii, quos multis modis haereticos esse conuici in re indulgentiarum, lib. arb. et gratia dei, operibus bonis et peccatis etc., ut, si Viglephus semel fuit haereticus, ipsi decies haeretici sunt, et pulchrum sit ab haereticis et peruersis sophistis culpari et criminari, (W509) quibus placuisse summa impietas est. Men jeg vil dog her udvikle min mening. For det første vil jeg ikke høre dem eller lægge vægt på dem, som skriger, at dette er viklisitisk, hussitisk, kættersk, eller i strid med kirkens forordninger, eftersom disse her ikke gør andet end de gjorde, som jeg mange gange har påvist var kættere i afladssagen, i spørgsmålet om den frie vilje og Guds nåde, om gode gerninger og synd. osv; sådan at, hvis Wiclef var kætter én gang, så var de kættere ti gange, og det kunne være kønt, om man skulle bagvaskes og anklages af kættere og fordrejede sofister, som kun kan lide den største ugudelighed.

⁸⁷Praeterea, quod suas sententias non alia re probare, nec contrarias alia ratione improbare possunt, quam dicendo: hoc est Viglephisticum, Hussiticum, haereticum. Hoc enim elumbe in summa semper natat saliua, atque aliud nihil, ubi, si petas scripturam, dicunt: Nos sic sentimus, et Ecclesia (id est, nos ipsi) sic determinauit; adeo homines reprobi circa fidem et incredibiles nobis sua phantasmata, autoritate ecclesiae, pro articulis fidei audent proponere. Desuden kan de kun bevise deres egne anskuelser eller modbevise andres ved at sige: dette er viklefistisk, hussitisk, kættersk. Denne tomme tale har de altid på tungespidsen, og intet andet. Så hvis du kræver skriftbeviser, siger de: Sådan mener vi, og sådan har kirken bestemt (kirken, det er dem selv, jo). På den måde vover disse frække og vantro mennesker ud over troen at fastsætte deres indbildninger for os som trosartikler, ved kirkens autoritet.

⁸⁸Est autem meae sententiae ratio magna, imprimis illa, quod uerbis diuinis non est ulla facienda uis, neque per hominem, neque per angelum, sed, quantum fieri potest, in simplicissima significatione seruanda sunt, et nisi manifesta circumstantia cogat extra grammaticam et propriam accipienda non sunt, ne detur aduersariis occasio, uniuersam scripturam eluendi. Men den største begrundelse for min mening er først og fremmest den, at de guddommelige ord ikke er nogen kraft til at skabe, hverken gennem menneske eller gennem en engel, men når det kan ske, bør tages i den enkleste mening, og medmindre stærke omstændigheder tvinger dertil, ikke bør forstås ud over sin bogstavelige mening, for at der ikke skal gives modstanderne anledning til lat drive spot med hele skriften.

⁸⁹Quo consilio recte Origenes olim repudiatus est, quod ligna et omnia, quae de paradiso scribuntur, grammatica locutione contempta, in allegorias uerterit, cum hinc possit duci, ligna non esse creata a deo. Ita et hic, cum Euangelistae clare scribant, Christum accepisse panem ac benedixisse, et actuum liber et Paulus Apostolus panem deinceps appellent, uerum oportet intelligi panem, uerumque uinum, sicut uerum calicem. Efter dette råd blev i sin tid Origenes med rette bebrejdet, at han foragtede den bogstavelige betydning af træer og lignende i paradiset, og fordrejede det til allegorier, og så kunne man ikke slutte derud fra, at træerne var skabt af Gud. Således også her, når evangelisterne klart skriver, at Kristus tog brødet og velsignede det, og når Apostlenes Gerninger og apostelen Paulus kalder det brød, så bør man forstå det som virkeligt brød og virkelig vin, sådan som det også er en virkelig kalk.

⁹⁰non enim calicem transsubstantiari etiam ipsi dicunt. Transsubstantiationem uero, potestate diuina factam, cum non sit necesse poni, pro figmento humanae opinionis haberi, quia nulla scriptura, nulla ratione nititur, ut uidebimus. For de siger nemlig ikke, at kalken også er transsubstantieret. Men da det ikke er nødvendigt at hævde, at der sker en transsubstantiation ved guddommelig kraft, så må det holdes for en menneskelig menings opfindelse, for den ikke støttes af nogen skrift eller nogen fornuftig grund, som vi skal se.

⁹¹Absurda est ergo et noua uerborum impositio, panem pro specie uel accidentibus panis, uinum pro specie uel accidentibus uini accipi. Cur non et omnia alia pro speciebus et accidentibus accipiunt? Quod si caetera omnia constarent, non tamen liceret, uerba dei sic eleuare, et cum tanta iniuria suis significationibus exinaniri. Det er således en absurd og ny ordbrug, når man her forstår brødet som brødets skikkelse eller ydre egenskaber og vinen som vinens skikkelse eller ydre egenskaber. Hvorfor ikke forstå alle ting som tingens skikkelse eller ydre egenskaber? Og selv om alle andre ting stod fast, var det dog ikke tilladt at ophæve Guds ord sådan, og uden nogen ret fratage dem deres betydninger.

⁹²Sed et Ecclesia ultra mille ducentos annos recte credidit, nec usquam nec unquam de ista transsubstantiatione (portentoso scilicet uocabulo et somnio) meminerunt sancti patres, donec cepit Aristotelis simulata philosophia in Ecclesia grassari, in istis trecentis nouissimis annis, in quibus et alia multa perperam sunt determinata. Men det er jo også sådan, at kirken i over 1200 år har troet ret, og aldrig og ingen steder har de hellige fædre nævnt noget om denne transsubstantiation (et frygteligt ord og en frygtelig tanke), førend den såkaldte aristoteliske filosofi begyndte at grassere i kirken i de sidste tre hundrede år, i hvilken der findes mange andre tåbeligheder,

⁹³quale est, Essentiam diuinam nec generari nec generare, Animam esse formam substantialem corporis humani, et iis similia, quae nullis prorsus asseruntur rationibus aut causis, ut ipsemet confitetur Card. Camera. f. eks., at det guddommelige væsen hverken avles eller avler, at sjælen er menneskelegemets væsentligste form, og den slags, som på ingen måde kan godtgøres med grunde, som kardinalen af Cambrai da også selv indrømmer.

⁹⁴Dicent fortassis, periculum Idolatriae cogere, ut non sit panis et uinum uere. Ridiculum hoc ualde, cum subtilem philosophiam de substantia et accidentibus laici nunquam cognouerint, nec, si docerentur, capere possint, et (W510) idem sit periculum, saluis accidentibus, quae uident, quod in substantia, quam non uident. Si enim accidentia non adorant, sed latentem ibi Christum, cur adorarent panem, quem non uident? De vil måske sige, at faren for afguderi må kræve, at brødet og vinen ikke er virkeligt. Dette er da højst latterligt, da lægfolket aldrig har kendt noget til den spidsfindige lære om substans og egenskaber, og heller ikke ville kunne forstå den, hvis de blev undervist i den, og desuden er den samme fare til stede, hvad enten man fastholder de ydre synlige egenskaber eller det usynlige væsen. For hvis man ikke tilbeder egenskaberne, men den Kristus, der er skjult til stede i dem, hvorfor skal man da tilbede brødet, som man ikke ser?

⁹⁵Cur autem non possit Christus corpus suum intra substantiam panis continere, sicut in accidentibus? Ecce ignis et ferrum, duae substantiae, sic miscentur in ferro ignito, ut quaelibet pars sit ferrum et ignis. Cur non multo magis corpus gloriosum Christi sic in omni parte substantiae panis esse possit? Men hvorfor kunne Kristus ikke lige så godt lade sig legeme være i brødets substans som i egenskaberne? Se, ild og jern er to substanser, men de er i det glødende jern blandet sammen på en sådan måde, at hver enkelt del er jern og ild. Hvorfor kunne ikke meget snarere Kristi forklarede legeme være således i enhver del af brødets substans?

⁹⁶Quid facient? Christus ex utero matris natus creditur illeso. Dicant et hic, carnem illam uirginis interim fuisse annihilatam, seu, ut aptius dici uolunt, transsubstantiatam, ut Christus, in accidentibus eius inuolutus, tandem per accidentia prodiret. Hvad vil de sige? Man tror, at Kristus er født af et ukrænket moderliv. De må også her sige, at jomfruens kød, da Kristus inkarnerede sig, blev tilintetgjort, eller måske de mere passende ville sige, blev transsubstantieret, så at Kristus, skjult i kødets egenskaber, først træder frem i lyset ved disse egenskaber.

⁹⁷Idem dicendum erit de ianua clausa et ostio monumenti clauso, per quae illesa intrauit et exiuit. Sed hinc nata est Babylonia illa philosophiae istius de quantitate continua distincta a substantia, donec eo uentum sit, ut ignorent et ipsi, quae sint accidentia, et quae substantia. Det samme må de sige om de lukkede døre og den lukkede gravåbning, som han gik ud og ind ad uden at ødelægge dem. Men herfra er opstået denne filosofis forvirrede tale om den vedvarende mængde, der er forskellig fra substansen; det er kommet så vidt, at de selv ikke mere véd, hvad der er egenskaber og hvad substans.

⁹⁸Nam quis certo monstauit unquam, calorem, colorem, frigus, lucem, pondus, figuras, esse accidentia? Denique accidentibus illis in altari coacti sunt fingere nouum esse ac creari a deo, propter Aristotelem, qui dicit, Accidentis esse est inesse. For hvem har nogensinde sikkert kunnet bevise, at varme, farve, kulde, lys, tyngde, form var egenskaber? Endelig er de på grund af Aristoteles blevet tvunget til at finde på, at der på alteret er en ny substans, skabt af Gud med disse egenskaber, for han siger, at egenskabernes substans består i at være i noget,

⁹⁹Et infinita monstra, quibus omnibus essent liberi, si simpliciter panem ibi esse uerum sinerent. Et plane gaudeo, saltem apud uulgum relictam esse simplicem fidem sacramenti huius. Nam, ut non capiunt, ita nec disputant, an accidentia ibi sint sine substantia, sed simplici fide Christi corpus et sanguinem ueraciter ibi contineri credunt, dato ociosis illis negotio, de eo, quod continet, disputandi. og lignende utallige forfærdelige ting, og alt det ville de være fri for, hvis de simpelthen lod det være virkeligt brød på alteret. Og det glæder mig meget, at i det mindste hos det menige folk er denne enkle tro på sakramentet bevaret. For når de ikke forstår det, så strides de ikke om, hvorvidt egenskab eller substans er nærværende, men tror enfoldigt, at Kristi legeme og blod virkelig er deri, og lader disse lediggængere have besværet med at skændes om, hvad det indeholder.

¹⁰⁰An dicent forte, Ex Aristoteles doceri, subiectum et praedicatum propositionis affirmatiue debere pro eodem supponere, seu (ut bestiae ipsius uerba ponam ex vi. metaphysicorum): Ad affirmatium requiritur extremorum compositio, quam illi exponunt pro eodem suppositionem. Quare, dum dico: hoc est corpus meum, subiectum non posse pro pane supponere, sed pro corpore Christi. Måske de vil sige, at man kan lære af Aristoteles, at subjektet og prædikatet, når de står affirmativt, skal tages om det samme, eller (at jeg skal bruge idiotens egne ord fra metafysikkens sjette bog): at sige noget affirmativt kræver en opstilling af modsætninger, som disse så forklarer som værende det samme på grund af modstillingen. Derfor, når jeg siger: 'dette er mig legeme', så kan subjektet ikke tages for brødet, det må tages for Kristi legeme.

¹⁰¹Quid hic dicemus? quando Aristotelem et humanas doctrinas facimus tam sublimium et diuinarum rerum censores? Cur non explosa ista curiositate, in uerbis Christi simpliciter haeremus, parati ignorare, quicquid ibi fiat, contentique uerum corpus Christi uirtute uerborum illic adesse? An est necesse, modos operationis diuinae omnino comprehendere? Hvad skal vi sige til sådan noget? når vi sådan gør Aristoteles og menneskelige læresætninger til forudsætninger, som vi skal forstå disse høje og guddommelige ting igennem? Hvorfor ikke forkaste denne nysgerrighed og klynge os til Kristi enkle ord, rede til at være uvidende om, hvad der sker, tilfredse med at det virkelige Kristi legeme i kraft af ordene er til stede? Mon det i det hele taget er nødvendigt at forstå måden, det guddommelige virker på?

¹⁰²Verum, quid ad Aristotelem dicunt? Qui subiectum omnibus praedicamentis accidentium tribuit, licet substantiam uelit esse primum subiectum. Vnde apud eum hoc album, hoc magnum, hoc aliquid sunt subiecta, de (W511) quibus aliquid praedicatur. Quae si uera sunt, Quaero: si ideo est transsubstantiatio ponenda, ne corpus Christi de pane uerificetur, cur non etiam ponitur transaccidentatio, ne corpus Christi de accidente affirmetur? Men hvad vi de her sige til Aristoteles? Det subjekt, han tillægger alle egenskabernes prædikater, også hvis det er en substans, vil han skal være det første subjekt. Derfor er det også hos ham sådan, at subjektet er det hvide, det store, det noget, om hvilket noget andet kan udsiges. Men hvis det er sandt, spørger jeg: Hvis man skal forstå transsubstantiationen på den måde, for at man ikke skal kunne identificere Kristi legeme med brødet, hvorfor så ikke også påstå en transaccidentation, for at ikke Kristi legeme skal kunne bestemmes ud fra egenskaberne?

¹⁰³Nam, idem periculum manet, si per subiectum intelligat quis: non album, uel hoc rotundum est corpus meum, et qua ratione transsubstantiatio ponitur, ponenda est et transaccidentatio, propter suppositionem istam extremorum pro eodem. For den samme fare er til stede, hvis nogen forstår det om subjektet: Ikke dette hvide, men denne skive er mit legeme, og begrundelsen, man har for at fastholde en transsubstantiation, med den må man også fastholde en transaccidentation, på grund af denne antagelse om, at yderlighederne står for det samme.

¹⁰⁴Si autem, intellectu excedens, eximis accidens, ut non uelis subiectum pro eo supponere, cum dicis: Hoc est corpus meum, cur non eadem facilitate transcendis substantiam panis? ut et illam uelis non accipi per subiectum, ut non minus in substantia quam accidente sit 'hoc corpus meum', praesertim, cum diuinum illud sit opus uirtutis omnipotentis, quae tantum et taliter in substantia, quantum et qualiter in accidente potest operari? Men hvis, så langt du nu kan forstå det, du undtager accidensen, så at du ikke vil antage et subjekt for den, når du siger: dette er mit legeme, hvorfor transcenderer du så ikke med samme lethed brødets substans? så at du heller ikke vil forstå det gennem subjektet, at dette 'det er mit legeme' ikke er mindre substans end accidens, især fordi dette guddommelige har brug for den almægtiges kraft, som kan virke og lige så meget og i lige så høj grad i substansen som i accidensen?

¹⁰⁵Sed ne nimium philosophemur, Nonne Christus uidetur huic curiositati pulchre occurrisse, cum non de uino dixerit: hoc est sanguis meus, sed: hic est sanguis meus? Et multo clarius, cum calicis miscet nomen, dicens: Hic calix noui testamenti, in meo sanguine. Nonne uidetur nos uoluisse in simplici fide continere, tantum ut crederemus sanguinem suum esse in calice? Men for nu ikke at filosofere alt for meget: Ser det da ikke ud, som om Kristus udmærket imødegår en sådan nysgerrighed, når han ikke siger om vinen: Dette er mit blod, men: 'her er mit blod'? Og meget klarere, da han tilføjer ordet 'kalk' og siger:
denne kalk er den nye pagt i mit blod'? Ser det ikke ud, som om han vil bevare os i en enfoldig tro, når bare vi tror, at hans blod er i kalken?

¹⁰⁶Ego sane, si non possum consequi, quo modo panis sit corpus Christi, captiuabo tamen intellectum meum in obsequium Christi, et uerbis eius simpliciter inhaerens, credo firmiter, non modo corpus Christi esse in pane, sed panem esse corpus Christi. Jeg for mit vedkommende, skønt jeg sandelig ikke kan forstå, hvordan brød kan være Kristi legeme, tager min forstand til fange under lydighed mod Kristus, og klynger mig enfoldigt til hans ord, og tror sikkert, ikke blot, at Kristi legeme er i brødet, men at brødet er Kristi legeme.

¹⁰⁷Sic enim me seruabunt uerba, ubi dicit: Accepit panem, gratias agens, fregit et dixit: Accipite, manducate, hoc (id est, hic panis, quem acceperet et fregerat) est corpus meum. Et Paulus: Nonne panis quem frangimus participatio corporis Christi est? Non dicit: in pane est, sed: ipse panis est participatio corporis Christi. For så er jeg dækket af de ord, hvor der siges: 'Han tog brød, takkede, brød det og sagde: Tag det, spis det, det (det vil sige, dette brød, som han havde taget og brudt) er mit legeme. Og Paulus: Mon ikke det brød, vi bryder, er delagtighed i Kristi legeme? Han siger ikke, at delagtigheden er i brødet, men at brødet selv er delagtighed i Kristi legeme.

¹⁰⁸Quid, si Philosophia haec non capit? Maior est spiritus sanctus quam Aristoteles. Nunquid capit transsubstantiationem illorum, cum et ipsi fateantur, hic uniuersam philosophiam ruere? Quod autem in graeco et latino pronomen 'hoc' ad corpus refertur, facit similitudo generis, sed in hebraeo, ubi neutrum genus non est, refertur ad panem, ut sic liceat dicere: Hic est corpus meum, quod et ipse usus loquendi et sensus communis probat, subiectum scilicet esse monstratiuum panis, et non corporis, dum dicit: Hoc est corpus meum, das ist meyn leyp, id est, iste panis est corpus meum. Hvad så, hvis filosofien ikke forstår det? Jamen, Helligånden er større end Aristoteles. Mon de fatter deres eget ord 'transsubstantiationen'? eftersom de dog selv tilstår, at her styrter hele filosofien sammen? Men hvad stedordet 'dette' henfører til på græsk og latin, det godtgør kønsligheden, men på hebraisk, hvor intetkøn ikke eksisterer, henviser det til brød, så at man må sige således: Her er mit legeme, fordi selve sprogbrugen og den almindelige forståelse viser, at subjektet 'det' viser hen til 'brød' og ikke til 'legeme', dèr, hvor han siger: 'Dette er mit legeme, das ist mein Leib, det vil sige: 'Dette brød er mit legeme'.

¹⁰⁹Sicut ergo in Christo res se habet, ita et in sacramento. Non enim ad corporalem inhabitationem diuinitatis necesse est transsubstanciari humanam naturam, ut diuinitas sub accidentibus humanae naturae teneatur. Derfor, sådan som det forholder sig med Kristus, sådan forholder det sig med sakramentet. Det er nemlig ikke nødvendigt, at Kristi menneskelige natur transsubstantieres, for at hans guddommelige natur kropsligt kan bo i ham, eftersom guddommeligheden er indesluttet i den menneskelige naturs egenskaber.

¹¹⁰Sed integra utraque natura uere dicitur: Hic homo est deus, hic deus est homo. Quod et si philosophia non capit, fides tamen capit. Et maior est uerbi dei autoritas, quam nostri ingenii capacitas. ita in sacramento, ut uerum corpus, uerusque sanguis sit, non est necesse, panem et uinum transsubstantiari, ut Christus sub accidentibus teneatur. sed utroque simul manente, (W512) uere dicitur: hic panis est corpus meum, hoc uinum est sanguis meus, et econtra. Men begge naturer er fuldt ud til stedet, så man i sandhed kan sige: Dette menneske er Gud, denne Gud er menneske. Og selv om filosofien ikke forstår det, så forstår troen det dog. Og Guds ords autoritet er større end den menneskelige forstands kapacitet. Og således forholder det sig også i sakramentet. Det er ikke nødvendigt, for at der kan være tale om et virkeligt legeme og virkeligt blod, at brød og vin transsubstantieres, eftersom Kristus er indeslutter i egenskaberne. Men begge dele er på én gang til stede, så man kan sige med sandhed: dette brød er mit legeme, denne vin er mit blod, og omvendt.

¹¹¹Sic interim sapiam, pro honore sanctorum uerborum dei, quibus per humanas ratiunculas non patiar uim fieri, et ea in alienas significationes torqueri. permitto tamen aliis opinionem alteram sequi, quae in decretali firmiter statuitur Modo non urgeant, suas opiniones (ut dixi) pro articulis fidei a nobis acceptari. Således vil jeg foreløbig forstå det, i ærefrygt for Guds hellige ord, og jeg vil ikke finde mig i, at der gøres vold på dem eller at de fordrejes til andre betydninger ved menneskelig småfornuftig overvejelse. Men jeg tillader, at andre følger den anderledes mening, som er fastsat i dekretet 'firmiter'. Blot må de som sagt ikke hævde, at deres opfattelse af os skal accepteres som en trosartikel.

¹¹²Tertia captiuitas eiusdem sacramenti Est longe impiissimus ille abusus, quo factum est, ut fere nihil sit hodie in Ecclesia receptius ac magis persuasum, quam Missam esse opus bonum et sacrificium. Qui abusus deinde inundauit infinitos alios abusus, donec fide sacramenti penitus extincta meras nundinas, cauponationes, et quaestuarios quosdam contractus, e diuino sacramento fecerint. Dette sakramentes tredje fangenskab er det højst ugudelige misbrug, hvorved det sker, at næsten intet idag regnes for mere troværdigt og sikkert, end at messen er en god gerning og et offer. Dette misbrug har derefter medført utallige andre misbrug, så at troen på sakramentt nu er næsten udslukt, og af det guddommelige sakramente har man lavet et rent marked og værtshus, en simpel pengemaskine.

¹¹³Hinc participationes, fraternitates, suffragia, merita, anniuersaria, memoriae, et id genus negotiorum in Ecclesia uenduntur, emuntur, paciscuntur, componuntur, pendetque in his uniuersa alimonia sacerdotum et monachorum. Heraf udspringer andelsvæsnet, broderskaberne, forbønnerne, fortjenesterne, årsdagene, mindedagene og den slags forretninger, som købes, sælges, afsluttes og ordnes i kirkerne, og af disse ting afhænger præsternes og munkenes almindelige underhold.

¹¹⁴Rem arduam, et quam forte sit impossibile conuelli, aggredior, ut quae tanto saeculorum usu firmata, omniumque consensu probata, sic insederit, ut necesse sit maiorem partem librorum, qui hodie regnant, et pene uniuersam Ecclesiarum faciem tolli et mutari, penitusque aliud genus ceremoniarum induci, seu potius reduci. Jeg tager her fat på en vanskelig sag, som måske er umulig at få bugt med, for den er ved århundreders faste brug og ved alles velvillige tilslutning blevet således accepteret, at det vil være nødvendigt at ophæve eller ændre hovedparten af de bøger, som hersker idag, og næsten hele kirkens ydre skikkelse og næsten indføre eller måske snarere genindføre en anden slags ceremonier.

¹¹⁵Sed Christus meus uiuit, et maiori cura uerbum dei oportet obseruare, quam omnium hominum et angelorum intelligentias. Ego mea uice fungar, rem ipsam in lucem producturus, gratisque, sicut accepi, ueritatem, sineque inuidia communicaturus. caeterum quisque suae salutis rationem habeat; incredulitatis suae et ignorantiae ueritatis culpam in me ne ullus torquere possit, coram iudice Christo, fideliter operam dabo. Men min Kristus lever, og man skal adlyde Guds ord med større omhu end alle menneskers og engles tanker. Jeg vil udfylde min plads og drage sagen selv frem i lyset, og, som jeg har begyndt, uden bagtanker fremsætte sandheden. Iøvrigt må enhver aflægge regnskab for sin frelse; jeg vil troligt gøre mig umage for, at ingen skal kunne give mig skyld for sin vantro og sin uvidenhed om sandheden.

¹¹⁶PRINCIPIO, ut ad ueram liberamque huius sacramenti scientiam tuto et foeliciter perueniamus, curandum est ante omnia, ut omnibus iis sepositis, quae ad institutionem huius sacramenti primitiuam et simplicem humanis studiis et feruoribus sunt addita, Qualia sunt, uestes, ornamenta, cantus, preces, organa, lucernae, et uniuersa illa uisibilium rerum pompa, ad ipsam solam et puram Christi institutionem oculos et animum uertamus, nec nobis aliud proponamus, quam ipsum uerbum Christi, quo instituit et perfecit ac nobis commendauit sacramentum. For det første: For at vi sikkert og lykkeligt kan komme til sand og sikker kundskab om dette sakramente, må vi fremfor alt sørge for, at vi, idet vi er ligeglade med alle de ting, som ved menneskers iver og lidenskab er blevet tillagt den oprindelige og jævne indstiftelse af dette sakramente, såsom messehagel, udsmykninger, sang, bønner, orgler, lys og al iøjnefaldende pragt, vi må fremfor alt sørge for, at vi alene retter vore øjne og sind mod selve Kristi indstiftelse og ikke retter vor opmærksomhed mod andet end selve Kristi ord, hvormed han indstiftede og fuldbragte og overleverede os sakramentet.

¹¹⁷Nam in eo uerbo et prorsus nullo alio sita est uis, natura, et tota substantia Missae. Caerera omnia sunt humana studia, uerbo Christi accessoria, sine quibus missa optime habero et subsistere. Verba autem Christi, quibus sacramentum hoc instituit, sunt haec: For i disse ord og ikke i nogetsomhelst andet findes messens kraft, natur og hele substans. Alt det andet er noget, mennesker har stræbt efter at føje til Kristi ord, og messen kan udmærket bestå og holdes uden disse. Men Kristi ord, hvormed han indstiftede dette sakramente, er følgende:

¹¹⁸ Caenantibus autem eis, accepit Ihesus panem et benedixit ac fregit, deditque discipulis suis et ait: Accipite et manducate, (W513) hoc est corpus meum, quod pro uobis tradetur. Et accipiens calicem gratias egit et dedit illis dicens: Bibite ex hoc omnes, Hic est calix nouum testamentum in meo sanguine, qui pro uobis et pro multis effundetur in remissionem peccatorum. Hoc facite in meam commemorationem. Mens de spiste, tog Jesus et brød og velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagt: Tag det og spis det, dette er mit legeme, som giver for jer. Og han tog en kalk, takkede og gav dem dem og sagde: Drik alle heraf, denne kalk er det nye testamente i mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør dette til min ihukommelse.

¹¹⁹Quae uerba et Apostolus .i. Corint. xi. tradit et latius explicat, quibus nos oportet niti, et super ea aedificari, ceu supra firmam petram, si non uolumus omni uento doctrinae circumferri, sicut hactenus circunlati sumus, per impias doctrinas hominum auersantium ueritatem. Disse ord overleveret også apostelen og udlægger dem nærmere i 1 Kor 11. Hertil må vi støtte os og det må vi bygge på som på en fast klippe, hvis vi ikke vil kastes omkring af enhver lærdoms vind, sådan som vi hidtil er blevet kastet omkring af ugudelige menneskelærdomme, som er imod sandheden.

¹²⁰Nihil enim in his omissum, quod ad integritatem, usum, et fructum huius sacramenti pertinet, nihilque positum, quod superfluum, et non necessarium sit nobis nosse. Qui enim omissis his uerbis, de Missa uel meditatur uel docet, monstra impietatis docebit, ut factum est per eos, qui opus operatum et sacrificium ex eo fecerunt. Der er nemlig ikke udeladt noget her, som har med dette sakramentes fuldstændighed, brug og frugt at gøre, og der er her ikke fremført noget, som er overflødigt og ikke nødvendigt for os at vide. Den, nemlig, som tænker over eller lærer om messen, men udelader disse ord, han vil lære en frygtelig ugudelighed, sådan som det er sket med dem, der har gjort den til et opus operatum og et offer.

¹²¹Stet ergo primum et infallibiliter, Missam seu sacramentum altaris, esse testamentum Christi, quod moriens post se reliquit, distribuendum suis fidelibus. Sic enim habent eius uerba: Hic calix nouum testamentum, in meo sanguine. Det står da allerførst ufejlbarligt fast, at messen eller alterets sakramente er Kristi testamente, som han, da han skulle dø, efterlod til uddeling blandt sine troende. For således lyder hans ord: 'Denne kalk er det nye testamente i mit blod'.

¹²² Stet inquam ista ueritas, ut fundamentum immobile, super quod omnia struemus, quae dicenda sunt. hoc enim uidebis, ut subuertemus omnes hominum impietates, in hoc dulcissimum sacramentum inuectas. Verax ergo Christus uere dicit, Hoc esse nouum testamentum in sanguine suo, pro nobis fuso. Non frustra haec inculco, res est non parua, et imis sensibus reponenda. Denne sandhed, siger jeg, skal stå fast som en urokkelig grundvold, på hvilken vi vil bygge alt det, vi endnu har at sige. For så vil du se, hvordan vi vil vende al menneskelig ugudelighed på hovedet, som har angrebet dette dyrebare sakramente. Den sanddru Kristus siger i sandhed, at dette er hans blod, udgydt for os. Det er ikke uden grund, jeg betoner dette, det er ikke nogen lille ting, den vil blive dybt indpræget.

¹²³Quaeramus ergo, quid sit testamentum, et simul habebimus, quid sit missa, quis usus, quis fructus, quis abusus eius. Testamentum absque dubio Est promissio morituri, qua nuncupat haereditatem suam, et instituit haeredes. Involuit itaque testamentum primo mortem testatoris, deinde haereditatis promissionem, et haeredis nuncupationem. Lad os da undersøge, hvad et testamente er, så vil vi derigennem finde ud af, hvad messen er, hvad dens brug, dens frugt, dens misbrug er. Og et testamente er utvivlsomt en døendes forjættelse, hvori han nævner sin arv og indsætter sine arvinger. Derfor står der i et testamente før det første testators død, dernæst løftet om arven og endelig arvingernes navne.

¹²⁴ Sic enim Paulus Ro. iiii. et Gal. .iiii. et Heb. ix. diffuse testamentum tractat. Quod et in uerbis istis Christi clare uidemus. Mortem suam Christus testatur, dum dicit: Hoc est corpus meum, quod tradetur, Hic sanguis meus, qui effundetur. Således taler nemlig Paulus udførligt om testamentet i Rom 4, Gal 4 og Hebr 9. Og vi kan også tydeligt se det i Kristi ord her, hvor han siger: 'Dette er mit legeme, som gives, dette er mit blod som udgydes.'

¹²⁵ Haereditatem nuncupat et designat, cum dicit: In remissionem peccatorum. Haeredes autem instituit, cum dicit: pro uobis et pro multis, id est, qui acceptant et credunt promissioni testatoris. fides enim hic haeredes facit, ut uidebimus. Han nævner og betegner arven, når han siger: 'til syndernes forladelse'. Og han indsætter arvingerne, når han siger: 'for jer og for mange', det vil sige, for så mange som antager og tror testators forjættelse. Som vi skal se, gør troen nemlig her til arving.

¹²⁶Vides ergo, quod Missa (quam uocamus) sit promissio remissionis peccatorum, a deo nobis facta, et talis promissio, quae per mortem filii dei firmata sit. Nam promissio et testamentum non differunt alio, quam quod testamentum simul inuoluit mortem promissoris. Et testator idem est, quod moriturus (W514) promissor, promissor autem uicturus (ut sic dicam) testator. Du ser derfor, at det, vi kalder messen, er en forjættelse om syndernes forladelse, givet os af Gud, og det en sådan forjættelse, som er bekræftet af Guds søns død. For mellem en forjættelse og et testamente er der kun den forskel, at testamentet tillige indebærer forjætterens død. En testator er således kun en forjætter, der skal dø, og en forjætter er så at sige en testator, der forbliver i live.

¹²⁷Hoc testamentum Christi praefiguratum est in omnibus promissionibus dei, ab initio mundi. immo, omnes promissiones antiquae in ista noua futura in Christo promissione ualuerunt, quicquid ualuerunt, in eaque pependerunt. Inde usitatissima sunt illa in scripturis uerba, pactum, foedus, testamentum domini. Quibus significabatur deus olim moriturus. Nam, ubi testamentum est, mors testatoris intercedat necesse est. Heb. .x. Deus autem testatus est, ideo necesse fuit eum mori. mori autem non potuit, nisi esset homo. ita in eodem testamenti uocabulo compendiossissime et incarnatio et mors Christi comprehensa est. Dette Kristi testamente er forudbetegnet i alle Guds forjættelser fra verdens begyndelse. Ja, alle de gamle forjættelser havde deres gyldighed i denne kommende forjættelse i Kristus; forsåvidt de var gyldige, afhang de af den. Derfor bruges overalt i skriften disse ord 'Herrens forligelse, pagt, testamente. Derved blev det betegnet, at Gud engang skulle dø. For hvor der er tale om et testamente, må testators død nødvendigvis indtræffe (Hebr 9,16). Men Gud oprettede et testamente, derfor måtte han dø. Men han kunne ikke dø, medmindre han blev menneske. Derfor ligger i det ord testamente i al korthed udtrykt både Kristi menneskevordelse og hans død.

¹²⁸ Ex quibus iam sua sponte patet, quis sit usus et abusus Missae, quae digna uel indigna praeparatio. Si enim promissio est, ut dictum est, nullis operibus, nullis uiribus, nullis meritis ad eam acceditur, sed sola fide. Vbi enim est uerbum promittentis dei, ibi necessaria est fides acceptantis hominis, ut clarum sit, initium salutis nostrae esse fidem, quae pendeat in uerbo promittentis dei, qui citra omne nostrum studium, gratuita et immerita misericordia nos praeuenit, et offert promissionis suae uerbum. Allerede herudfra er det soleklart, hvad der er messens rette og hvad der er dens forkerte brug, hvad der er en værdig og hvad en uværdig forberedelse. Hvis den nemlig er en forjættelse, som det er sagt, da har man ikke adgang til den ved gerninger, ved dyd eller ved fortjeneste, men alene ved troen. Hvor nemlig den forjættende Guds ord er, dèr må nødvendigvis det modtagende menneskes tro være, så det er klart, at begyndelsen til vor frelse er troen, som klynger sig til den forjættende Guds ord, som kommer os i forkøbet forud for al vor anstrengelse, af fri nåde og ufortjent barmhjertighed og tilbyder os sin forjættelses ord.

¹²⁹ Misit enim uerbum suum et sic sanauit eos. Non autem accepit opus nostrum et sic saluauit nos. Verbum dei omnium primum est, quod sequitur fides, fidem charitas, Charitas deinde facit omne bonum opus, quia non operatur malum, immo est plenitudo legis. For "han sendte dem sit ord og helbredte dem", står der skrevet (Sl 107,20), ikke 'han modtog vore gerninger og frelste os'. Guds ord går forud for alt, bagefter følger troen, på troen kærligeheden, og kærligheden gør alle gode gerninger, fordi den intet ondt gør, men er lovens fylde. (Rom 13,10).

¹³⁰Nec alia uia potest homo cum deo, aut conuenire, aut agere, quam per fidem. id est, ut non homo suis operibus ullis, sed deus sua promissione sit autor salutis. ut omnia pendeant, portentur, seruenturque in uerbo uirtutis suae, quo genuit nos, ut essemus initium aliquod creaturae eius. Og mennesket kan heller ikke omgås Gud eller handle overfor Gud på anden måde end gennem troen, det vil sige, at det ikke er mennesket med sine gerninger, men Gud med hans forjættelse, der er ophavsmand til frelsen. Således at alt afhænger af og bæres af og tjenes af hans krafts ord, hvormed han fødte os, at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger.

¹³¹ Sic Adae post lapsum erigendo dedit hanc promissionem, dicens ad serpentem: Inimicitias ponam inter te et mulierem, inter semen tuum et semen illius, Ipsa conteret caput tuum, et tu insidiabereis calcaneo illius. Således har han efter Adams fald givet denne forjættelse til oprejsning, da han sagde til slangen: 'Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; hun skal knuse dit hoved, men du skal tragte efter hendes hæl' (1 Mos 3,15, Vulgata).

¹³²In hoc promissionis uerbo Adam cum suis tanquam in gremio dei portatus est, et fide illius seruatus, expectans longanimiter mulierem, quae conteret caput serpentis, sicut deus promisit. Et in hac fide et expectatione etiam mortuus est, ignarus, quando et qualis esset futura, futuram tamen non differens. Nam talis promissio, cum sit ueritas dei, etiam in inferno seruat credentes, et expectantes eam. I dette forjættelsesord er Adam og hans efterkommere ligesom taget op i Guds skød og bevaret ved troen på ham, idet han med længsel ventede på den kvinde, som skulle knuse slangens hoved, sådan som Gud havde forjættet. Og i den tro og forventning døde han også, uden at vide, hvornår og hvordan hun ville komme, men også uden at tvivle på hendes komme. For da Gud er sanddru, bevarer en sådan forjættelse selv i helvede dem, der tror på den og forventer den.

¹³³Post hanc secuta est promissio alia facta Noe, usque ad Abraham, dato pro signo foederis arcu nubium, cuius fide ipse et posteri eius propitium deum inuenerunt. Post hunc, Abrahae promisit benedictionem (W515) omnium gentium, in semine eius. Et hic est sinus Abrahae, in quem recepti sunt posteri eius. Deinde, Mosi et filiis Israel, praecipue Dauid, apertissimam de Christo promissionem dedit, quo reuelauit tandem, quae fuerit priscis facta promissio. Efter denne fulgte en forjættelse, som er givet Noa, indtil Abraham, og Gud satte regnbuen som et tegn på pagten, og ved troen har han og hans efterkommere fundet en nådig Gud. Efter ham har Gud forjættet Abraham, at i hans sæd skulle alle jordens folk velsignes. Og dette er Abrahams skød, i hvilket alle hans efterkommere skal modtages. Dernæst har han givet Moses og Israels børn, især David, meget tydelige forjættelser om Kristus, hvorved han endelig har kundgjort den forjættelse, der var givet de gamle.

¹³⁴Sic uentum est ad promissionem omnium perfectissimam noui testamenti, in qua apertis uerbis uita et salus gratuito promittuntur, et credentibus promissioni donantur. Et insigni nota discernit hoc testamentum a ueteri, dum dicit: Nouum testamentum. Således kommer vi til det ny testamentes forjættelse, der er langt mere fuldkommen. I den siges det ligeud, at det er liv og salighed, der forjættes os for intet, og ved forjættelsen skænkes de troende. Og han adskiller meget tydeligt dette testamente fra det gamle ved at kalde det 'et ny testamente'.

¹³⁵Vetus enim testamentum, per Mosen datum, erat promissio, non remissionis peccatorum, seu aeternarum rerum, sed temporalium, nempe, terrae Canaan, per quam nemo renouabatur spiritu, ad haereditatem coelestem capessendam. For det gamle testamente, der var givet ved Moses, var en forjættelse, ikke om syndernes forladelse eller om evige ting, men om timelige ting, nemlig Kanaans land, og ved den blev ingen fornyet i ånden til at kunne modtage den himmelske arv.

¹³⁶ unde et irrationalem pecudem in figura Christi oportebat occidi, in cuius sanguine idem testamentum confirmabatur, ut, qualis sanguis, tale testamentum, qualis hostia, talis promissio. At hic dicit: Testamentum nouum in meo, non alieno, sed proprio sanguine, quo gratia per spiritum, in remissionem peccatorum, ad haereditatem capiendam promittitur. Derfor måtte også umælende dyr dræbes i Kristi forbillede, og i dets blod blev dette testamente bekræftet, sådan at som blodet var, sådan var testamentet, som offeret, sådan forjættelsen. Men her siger han: Det ny testamente i mit, ikke i andres, men i mit eget blod, og herved gives en forjættelse af nåde gennem ånden til syndernes forladelse, så man kan modtage arven.

¹³⁷ Est itaque Missa, secundum substantiam suam, proprie nihil aliud, quam uerba Christi praedicta: Accipite et manducate etc. ac si dicat: Ecce o homo peccator et damnatus, ex mera gratuitaque charitate, qua diligo te, sic uolente misericordiarum patre, his uerbis promitto tibi, ante omne meritum et uotum tuum, remissionem omnium peccatorum tuorum, et uitam aeternam. Således er messen efter sit væsen egentlig ikke andet end disse Kristi ord: Tag det og spis det! osv, som om han sagde: 'Se, du syndige og fordømte menneske, af den rene og fri kærlighed, jeg elsker dig med, og fordi barmhjertighedens fader vil det, forjætter jeg dig med disse ord, forud for nogen fortjeneste eller noget løfte, du gør, alle dine synders forladelse og evigt liv.

¹³⁸ Et ut certissimus de hac mea promissione irreuocabili sis, corpus meum tradam, et sanguinem fundam, morte ipsa hanc promissionem confirmaturus, et utrunque tibi in signum et memoriale eiusdem promissionis relicturus. Quod cum frequentaueris, mei memor sis, hanc meam in te charitatem et largitatem praedices et laudes, et gratias agas. Og for at du kan være sikker på, at denne min forjættelse er uigenkaldelig, vil jeg give dig mit legeme og udgyde for dig mit blod, jeg vil ved min død stadfæste denne forjættelse og efterlade dig begge dele som et tegn og erindring om denne forjættelse. Og når du deltager i nadveren, ihukommer du mig, prædiker og roser og takker for denne min kærlighed til dig og overbærenhed med dig.

¹³⁹ Ex quibus uides, ad Missam digne habendam, aliud non requiri quam fidem, quae huic promissioni fideliter nitatur, Christum in his suis uerbis ueracem credat, et sibi haec immensa bona esse donata, non dubitet. Heraf ser du, at det at holde messe på værdig måde ikke kræver andet end tro, en tro, som troligt klynger sig til denne forjættelse, tror, at Kristus er sanddru, når han taler disse ord, og ikke tvivler på, at han har fået disse store goder.

¹⁴⁰ Ad hanc fidem mox sequetur sua sponte dulcissimus affectus cordis, quo dilatatur et impinguatur spiritus hominis (haec est charitas, per spiritum sanctum in fide Christi donata), ut in Christum, tam largum et benignum testatorem, rapiatur, fiatque penitus alius et nouus homo. Af denne tro følger snart af sig selv en inderlig bevægelse i hjertet, hvorved menneskets ånd (som er kærligheden, givet ved troen på Kristus gennem den helligånd) udvides og gøres frugtbar, så at man drages hen til Kristus, denne rundhåndede og gode testator, og helt og aldeles bliver et nyt menneske.

¹⁴¹Quis enim non dulciter lachrymetur, immo prae gaudio in Christum pene exanimetur, si credat fide indubitata, hanc Christi promissionem inaestimabilem ad se pertinere? Quomodo (W516) non diligit tantum benefactorem, qui indigno et longe alia merito tantas diuitias et haereditatem hanc aeternam praeueniens offert, promittit, et donat? Hvem ville nemlig ikke inderligt græde, ja af glæde i Kristus helt gå ud af sig selv, hvis han uden tvivl i hjertet tror, at denne uvurdérlige forjættelse fra Kristi side gjaldt ham? Hvor ville han ikke elske en sådan velgører, der forekommened tilbyder, forjætter og skænker en sådan rigdom og evig arv til én, der er ganske uværdig og havde fortjent noget helt andet?

¹⁴²Quo circa una et sola miseria nostra, quod multas Missas in orbe habemus, et nulli uel pauci has promissiones et diuitias propositas agnoscimus, consyderamus, et apprehendimus, Cum reuera in missa aliud agi non oporteat maiori, immo unico studio, quam ut haec uerba, has promissiones Christi, quae uere sunt ipsa Missa, ante oculos uersaremus, meditaremur, et ruminaremus, quod fidem in ea exerceremus, nutriremus, augeremus, et roboraremus, hac quottidiana commemoratione. Derfor er det vor store elendighed, at vi har så mange messer i verden, og at kun så få eller ingen af os kender, betænker og fastholder disse forjættelser og rigdomme, der forelægges for os, da der i sandhed ikke bør lægges større vægt på noget, ja overhovedet ikke bør lægges vægt på andet i messen, end at vi stiller os disse Kristi og forjættelser for øje, overvejer dem og gennemtygger dem, for de er i sandhed selve messen, så at vi kan opøve, nære, forøge og styrke troen på dem ved denne daglige ihukommelse.

¹⁴³hoc est enim quod praecipit, dicens: Hoc facite in meam commemorationem, hoc ipsum agere deberet Euangelista, ut promissionem istam populo fideliter inculcaret, et commendaret ad prouocandam fidem eorum in eandem. Det er nemlig, hvad han foreskriver, når han siger: 'Gør dette til min ihukommelse', og evangeliets forkyndere bør gøre det samme, troligt indprente folket denne forjættelse og lægge dem den på sinde, så troen på den fremelskes.

¹⁴⁴At nunc, quota pars nouit missam esse promissionem Christi? (ut taceam impios fabulatores, qui humanas traditiones uice tantae promissionis docent) Quod si etiam haec uerba Christi docent, non tamen nomine promissionis aut testamenti, ac per hoc non ad obtinendam fidem, docent. Men nu, hvor stor en del véd, at messen er Kristi forjættelse? (at jeg skal tie om de ugudelige løgneprædikanter, som lærer menneskelige traditioner i stedet for sådanne forjættelser). For selv om de også lærer disse Kristi ord, så lærer de dem dog ikke som en forjættelse eller et testamente og sigter derfor ikke på at fremelske troen.

¹⁴⁵Quin, quod deploramus, in hac captiuitate, omni studio cauetur hodie, ne uerba illa Christi ullus laicus audiat, quasi sacratiora, quam ut uulgo tradi debeant. Sic enim insanimus, et uerba consecrationis (ut uocant) nobis sacerdotibus solis arrogamus occulte dicenda, sic tamen, ut ne nobis quidem prosint, cum nec ipsi ea ut promissiones seu testamentum habeamus ad fidem nutriendam, sed nescio qua superstitione et impia opinione ea reueremur potius, quam eis credimus. Ja, det er vel værd at græde over. I dette fangenskab gør man sig i dag al mulig umage for, at lægfolk ikke skal høre disse Kristi ord, som om de var for hellige til, at de kunne overgives folket. Så tåbelige er vi nemlig, at vi præster forbeholder konsekrationsordene (som de kalder dem) for os selv, idet vi fremhvisker dem som en hemmelighed, dog således, at de heller ikke gavner os, eftersom heller ikke vi har nogen tro til dem som til en forjættelse eller et testamente, men hellere ærer dem med jeg véd ikke hvilken overtro og ugudelig mening, end vi tror på dem.

¹⁴⁶Qua miseria nostra quid alius Satan in nobis operatur, quam ut nihil de missa in Ecclesia reliquum faciat, curet tamen interim omnes angulos orbis missis plenos esse, hoc est, abusionibus et irrisionibus testamenti dei, grauissimisque idolatriae peccatis mundum assidue magis ac magis onerari ad damnationem maiorem augendam. Quod enim idolatriae peccatum grauius esse potest, quam promissionibus dei peruersa opinione abuti, et fidem in easdem, uel negligere, uel extinguere? Og hvad vil Satan udrette andet med vor sørgelige tilstand, end at han vil sørge for, at der ikke bliver noget tilbage af messen i kirken, samtidig med, at han dog sørger for, at der er fuldt op af messer i hver krog af verden, det vil sige, af misbrug og bespottelser af Guds testamente, og at verden tynges mere og mere fuldstændigt ned af de groveste afgudsdyrkelses-synder til stadig større fordømmelse. Hvad kan nemlig være en alvorligere afgudsdyrkelses-synd, end at misbruge Guds forjættelser i den modsatte mening, og at overse eller udslette troen på dem?

¹⁴⁷Neque enim deus (ut dixi) aliter cum hominibus unquam egit aut agit quam uerbo promissionis. Rursus, nec nos cum deo unquam agere aliter possumus, quam fide in uerbum promissionis eius. Opera illi nihil curat, nec eis indiget, quibus potius erga homines et cum hominibus et nobisipsis agimus. For, som jeg før har sagt, (se W514), har Gud aldrig optrådt overfor mennesket på anden måde end gennem sit forjættelsesord. Og omvendt, vi kan ikke nogensinde komme i forhold til Gud på anden måde end gennem troen på hans forjættelsesord. Han bekymrer sig ikke om gerninger, trænger ikke til dem, med dem kan vi kun handle overfor mennesker og med mennesker og med os selv.

¹⁴⁸Indiget autem, ut uerax in suis promissis a nobis habeatur, talisque longanimiter sustineatur, ac sic fide, spe et charitate colatur. Quo fit, ut gloriam suam in nobis obtineat, dum non nobis currentibus, sed ipso miserente, promittente, donante, omnia bona accipimus et habeamus. Men han trænger til, at han holdes for sanddru i sine forjættelser af os, at han regnes for sanddru med længsel af os, og således dyrkes i tro, håb og kærlighed. Derved sker det, at han opnår sin ære i os, ikke når vi løber hid og did, men når han forbarmer sig, forjætter, giver, og vi modtager og har alle goder.

¹⁴⁹Ecce hic est (W517) uerus cultus dei et latria, quam in missa debemus persoluere. Sed quum promissionis uerba non traduntur, quae fidei exercitatio haberi potest? At sine fide quis sperat? quis amat? sine fide, spe, et charitate, quae latria? Se, dette er den sande gudsdyrkelse og tilbedelse, som vi bør komme frem med i messen. Men når forjættelsens ord ikke bliver overleveret, hvordan kan der da fremstå nogen øvelse i troen? Men uden tro, hvem vil da håbe? hvem vil elske? og uden tro, håb og kærlighed, hvordan kan der da være tilbedelse af Gud?

¹⁵⁰Non est itaque dubium, uniuersos hodie sacerdotes et monachos cum Episcopis et omnibus suis maioribus esse idolatras, in statu periculosissimo agentes, ob hanc missae seu sacramenti, seu promissionis dei ignorantiam, abusionem, irrisionem. Der er derfor ingen tvivl om, at i vore dage alle præster og munke, alle biskopper og alle deres foresatte er afgudsdyrkere, som lever i en højst farlig stilling, på grund af uvidenhed om, misbrug af og bespottelse af messen eller sakramentet eller Guds forjættelse.

¹⁵¹(W517) Quilibet enim facile intelligit, quod haec duo sunt simul necessaria, promissio et fides. sine promissione enim credi nihil potest, sine fide autem promissio inutilis est, cum per fidem stabiliatur et impleatur. Ex quibus itidem facile quiuis colligit, Missam, cum sit aliud nihil quam promissio, hac fide sola adiri et frequentari. Enhver indser jo let, at disse to ting: forjættelse og tro, begge er nødvendige. For uden forjættelse kan man ikke tro, og uden tro er forjættelsen nytteløs, eftersom den stadfæstes og opfyldes gennem troen. Heraf indser enhver ligeså let, at messen, eftersom den ikke er andet end en forjættelse, alene højtideligholdes og fejres ved denne tro.

¹⁵²sine qua, quicquid precularum, praeparatoriotum, operum, signorum, gestuum affertur, irritabula sunt impietatis magis quam officia pietatis, cum fere fiat, ut his paratis existiment sese legitime altaria accedere, et reuera non fuerint ullo tempore uel opere magis inepti, propter infidelitatem quam secum afferunt. Og hvor denne ikke findes, dèr er alt, hvad der fremføres af bønner, forberedelser, gerninger, tegn og fagter, snarere ufromhedens pirringsmidler end fromhedens gerninger, eftersom der næsten sker det, at man, når man har forberedt sig sådan, mener at kunne nærme sig alteret med et retskrav, mens man dog i virkeligheden aldrig og i ingen gerning er mindre velforberedt på grund af vantroen, som man bærer med sig.

¹⁵³Quantos passim uideas et quotidie sacrificulos, qui, si uel inepti uestiti, uel illotis manibus, uel inter precandum titubantes quid leuiuscule errauerint, ingenti sese miseri crimine reos faciunt. Hvor mange messepræster kan du ikke se i vore dage, som, hvis de enten har fået forkerte klæder på, eller ikke har fået vasket deres hænder, eller under fremførelsen af bønnerne er kommet til at begå en lille fejl, mener, at de har gjort sig skyldige i en stor forbrydelse, de stakler!

¹⁵⁴At, quod missam ipsam, id est, diuinam promissionem, neque obseruant, neque credunt, prorsus ne tantillum quidem habent conscientiae. O indigna religio nostro saeculo, omnium impiissimo et ingratissimo! Men at de ikke overholder eller tror messen selv, det vil sige, den guddommelige forjættelse, det gør de sig ikke den ringeste samvittighed af. O denne uværdige fromhed i vort århundrede, af alle det mest ugudelige og utaknemmelige!

¹⁵⁵Praeparatio itaque digna et usus legitime non est, nisi fides, qua creditur Missae, id est, diuinae promissioni. Quocirca, accessurus ad altare, siue sacramentum accepturus, caueat, ne uacuus appareat in conspectu domini dei. (n155) En værdig forberedelse og en retmæssig brug er således ikke andet end troen, hvormed man tror på messen, det vil sige, på den guddommelige forjættelse. Derfor må den, der går til alters eller modtager sakramentet, passe på, at han skal synes at stå tomhændet for Guds åsyn.

¹⁵⁶Vacuus autem erit, si fidem non habuerit in Missam seu testamentum hoc nouum. Qua impietate quid posset grauius committere in diuinam ueritatem? quam hac incredulitate sua, quantum est in se, mendacem arguit, et uane promittentem. Men tomhændet er han, hvis han ikke ejer troen på messen eller dete nye testamente. Ved hvilken ufromhed kan han forsynde sig mere mod den guddommelige sandhed, end ved denne mangel på tillid, såvidt det står til ham, beskylder han Gud for en løgner, og én, der giver tomme forjættelser.

¹⁵⁷ Tutissimum itaque fuerit, ad Missam non alio animo accedere, quam si ad audiendam quamlibet aliam promissionem dei uelis accedere. hoc est, ut paratus sis, non multa operari et afferre, sed omnia credere et accipere, quae tibi illic promittuntur, seu promissa pronunciatur, per ministerium sacerdotis. Hoc animo si non ueneris, caue accesseris, in iudicium, sine dubio, accedes. Det vil altså være det sikreste at komme til messen med samme sind, som hvis du ville gå hen og høre en eller anden anden forjættelse fra Gud, det vil sige, så du er parat til, ikke at gøre eller fremføre noget, men til at tro og modtage alt, hvad der her forjættes dig, eller hvad der ved præstens tjeneste forkyndes som en forjættelse. Hvis ikke du kommer med dette sind, så pas på, når du kommer, for du går uden tvivl til alters til dom.

¹⁵⁸Recte itaque dixi, totam uirtutem Missae consistere in uerbis Christi, quibus testatur, remissionem peccatorum donari omnibus, qui credunt, corpus eius tradi, et sanguinem eius fundi, pro se. Atque ob hanc rem, nulla re magis opus esse audituris Missam, quam ut ipsa uerba sedulo et plena fide meditentur. Jeg har derfor haft ganske ret, da jeg sagde, at hele messens kraft består i Kristi ord, hvormed han bevidner, at syndernes forladelse skal gives alle dem, der tror, at hans legeme hengives, og at hans blod udgydes for ham. Og derfor er der intet der er mere nødvendigt for dem, der vil høre messe, end at de flittigt og med en fuld tro overvejer disse ord.

¹⁵⁹quod nisi fecerint, frustra omnia alia fecerint. Hoc sane uerum est, in omni promissione sua deus fere solitus est adiicere signum aliquod, (W518) ceu monumentum, ceu memoriale promissionis suae, quo fidelius seruaretur, et efficatius moneret. Fordi gør de ikke det, er alt det andet forgæves. Så er det sandt nok, at Gud plejer til sine forjættelser at føje et tegn, som mindesmærke eller hukommelsestegn, hvorved det bevares bedre og mere kraftigt minder os om den.

¹⁶⁰Sic in promissione Noe data, de non perdenda terra alio diluuio, dedit arcum suum in nubibus, quo dixit, sese recordaturum foederis sui. Et Abrahae, post promissionem haereditatis in semine suo, dedit circumcisionem in signaculum iustitiae fidei. Da han således gav forjættelsen til Noa om, at han ikke ville lade jorden gå under i endnu en syndflod, gav han sin bue på skyerne, hvorved han sagde, at han ville ihukomme sin pagt (1 Mos 9,15). Og til Abraham gav han, efter at have forjættet ham en arving i hans sæd, omskærelsen som et tegn på retfærdigheden ved tro (1 Mos 17,10).

¹⁶¹Sic Gedeoni dedit uellus aridum et roridum, ad firmandam promissionem suam super uincendis Madianitis. Sic Achas per Esaiam obtulit signum, pro uincendo rege Syriae et Samariae, quo promissioni suae fidem in eo firmaret. Talia multa legimus signa promissionum dei in scripturis. Og således gav han Gideon det våde og tørre skind for at understrege forjættelsen om at han skulle vinde over Midjanitterne (Dom 6,36ff). Og således fik Akaz et tegn om at han skulle besejre Syriens og Samarias konge, og derved styrkede han troen i ham på hans forjættelse. Vi læser om mange sådanne tegn i tilknytning til Guds forjættelser i skriften.

¹⁶²Sic et in Missa, hac omnium principe promissione, adiecit signum memoriale tantae promissionis, suum ipsius corpus et suum ipsius sanguinem, in pane et uino, sicut dicit: Hoc facite in meam commemorationem. Sådan har han også i messen, den vigtigste af alle hans forjættelser, tilføjet som et ihukommelsestegn over en så stor forjættelse sit eget legeme og sit eget blod, i brød og vin, dèr hvor han siger: 'Gør dette til min ihukommelse'!

¹⁶³Sic in Baptismo, uerbis promissionis adiicit signum mersionis in aquam. Ex quibus intelligimus, in qualibet promissione dei duo proponi, uerbum et signum, ut uerbum intelligamus esse testamentum, signum uero esse sacramentum. ut in Missa, uerbum Christi est testamentum, panis et uinum sunt sacramentum. Og således har han i dåben til forjættelsens ord føjet tegnet om neddykning i vand. Af disse ting forstår vi, at i enhver forjættelse fra Gud forelægges os to ting: ordet og tegnet, så at vi kan forstå, at ordet er testamentet, men tegnet sakramentet, f. eks. i messen er Kristi ord testamentet, men brød og vin er sakramentet.

¹⁶⁴Atque ut maior uis sita in uerbo quam signo, ita maior in testamento quam sacramento. Quia potest homo uerbum seu testamentum habere et eo uti, absque signo seu sacramento. Crede, inquit Aug., et manducasti. Sed cui creditur, nisi uerbo promittentis? Og ligesom der er en større kraft i ordet end i tegnet, sådan er der også en større kraft i testamentet end i sakramentet. Fordi mennesket kan have ordet eller testamentet og bruge det, uden tegnet eller sakramentet. 'Tro', siger Augustin, 'og du har spist'. Men hvad andet skal man tro på end den forjættendes ord?

¹⁶⁵Ita possum quotidie, immo omni hora, Missam habere, dum, quoties uoluero, possum uerba Christi mihi proponere, et fidem meam in illis alere et roborare. hoc est reuera, spiritualiter manducare et bibere. Sådan kan jeg hver dag, ja hver time på dagen, have messen, idet jeg, så ofte jeg vil, kan foreholder mig Kristi ord og nære og styrke min tro ved dem. Det er i sandhed at spise og drikke på åndelig måde.

¹⁶⁶Hic uides, quid et quantum Theologi sententiarii in hac re praestiterunt. Primum, id quod summum et capitale est, nempe, testamentum et uerbum promissionis, nullus eorum tractat, atque ita fidem et totam missae uirtutem nobis obliterarunt. Her ser du, hvad og hvor meget sentensernes teologer har udrettet i denne sag. For det første: Det, som er hovedsagen, nemlig testamentet og forjættelsesordet, behandler ingen af dem, og således har de bragt troen og hele messens kraft i forglemmelse for os.

¹⁶⁷Deinde, alteram eius partem, scilicet signum seu sacramentum, solum uersant, sed ita, ut nec in hac fidem doceant, sed suas praeparationes, et opera operata, participationes et fructus, missam, donec in profundum uenerint, et de transsubstantiatione, aliisque infinitis metaphysicis nugis, nugarentur, et scientiam uerumque usum, tam testamenti quam sacramenti, cum uniuersa fide abolerent facerentque, ut populus Christi (ut propheta dicit) obliuisceretur dei sui diebus innumeris. Dernæst: De behandler alene messens anden del, nemlig tegnet eller sakramentet, men de gør det således, at de heller ikke her lærer troen, kun deres egne forberedelser og rituelle gerninger, deres deltagelse og frugter udgiver de for messen, indtil de kommer til afgrunden; og de sludrer om transsubstantiationen og andre endeløse metafysiske dårskaber, men den sande viden om og brug af testamentet og sakramentet har de tilintetgjort sammen med hele troen, og de har bevirket, at Kristi folk (som profeten siger) har glemt Guds talløse dage. (Jer 2,32).

¹⁶⁸Tu uero, sine alios percensere uarios fructus auditae missae, et animum tuum huc intende, ut cum Propheta dicas et credas, hic tibi a deo paratam esse mensam coram te, aduersus omnes qui tribulant te, in qua pascatur et pinguescat fides tua. Men du, lad du kun andre om at opgøre de forskellige frugter ved at høre messe og ret du dit sind hen imod den, så du med profeten siger og tror, at her er der af Gud beredt dig et bord imod alle dem, som forfølger dig, ved hvilket din tro skal næres og styrkes. (Sl 23,5).

¹⁶⁹Non autem pascitur fides tua, nisi promissionis diuinae uerbo. Homo enim non in solo pane uiuit, sed in omni uerbo quod procedit de ore dei. Quare, in missa ante omnia uerbi promissionis te obseruatorem esse curiosissimum (W519) oportet, tanquam opulentissimi conuiuii, omnimodae pascuae et sanctae refectionis tuae, ut hoc prae omnibus maximi facias, plurimum in id confidas, et firmissime in eo haereas, etiam per mortem et omnia peccata. Din tro næres nemlig ikke af andet end af den guddommelige forjættelses ord. Mennesket lever nemlig ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. (Deut 8,3). Derfor bør du fremfor alt bestræbe dig inderligt på at agte på forjættelsesordet, som på et righoldigt måltid, på en fuldkommen føde og på et hellige styrkningsmiddel for dig, så at du sætter det allerhøjest, stoler mest på det og klynger dig mest fast til det, også igennem døden og alle synder.

¹⁷⁰Quod si feceris, non solum stillas istas, et minutias fructuum missae, quas quidem etiam superstitiose finxerunt, sed ipsum fontem principalem uitae, obtinebis, fidem scilicet uerbi, ex qua omne bonum fluit, sicut Iohan. iiii. dicit: Qui in me credit, de uentre eius fluent aquae uiuae. Item: Qui biberit ex aqua, quam ego dabo, fiet in eo fons aquae uiuae, salientis in uitam aeternam. Gør du det, vil du ikke blot få messens dråber og frugter, som nogle overtroisk har opfundet, men du vil få selve livets hovedkilde, nemlig troen på ordet, fra hvilken alt godt flyder, sådan som Johannes siger i det 4. kapitel: "Den, der tror på mig, fra hans indre skal der flyde levende vand" (Joh 7,38). Og ligeledes: "Den, der drikker af det vand, som jeg giver, i ham vil det blive en kilde af levende vand, som fremvælder til evigt liv". (Joh 4,14).

¹⁷¹Iam duo sunt, quae solent nos tentare, ne fructus missae percipiamus. Alterum est, nos esse peccatores et indignos prae nimia uilitate rebus tantis. Alterum, etiam si digni essemus, magnitudo tamen rerum tanta est, ut natura pusillanimis non audeat ea petere aut sperare. Nu er der to ting, der plejer at anfægte os, så vi ikke opnår messens frugter. Den ene er, at vi er syndere og uværdige med altfor ringe værdi til så store ting. Den anden er, at om vi også var værdige, så er dog det, vi modtager, så store ting, at vort forsagte væsen ikke vover at bede derom eller håbe derpå.

¹⁷²Nam, remissionem peccatorum et aeternam uitam, quis non stupescat potius quam optet, si digne pensetur magnitudo bonorum, quae per ea ueniunt? habere scilicet deum patrem, esse filium, haeredem omnium bonorum dei. For syndernes forladelse og evigt liv, hvem vil ikke snarere undre sig end ønske det, hvis han i det hele taget helt kan forestille sig størrelsen på de goder, som kommer derigennem? nemlig, at have Gud til afder, at være søn, at være arving til alle Guds goder.

¹⁷³Aduersus hanc geminam pusillanimitatem oportet, ut uerbum Christi apprehendas, ipsumque multo fortius intuearis, quam has cogitationes infirmitatis tuae. Magna enim sunt opera domini, exquisita in omnes uoluntates eius, qui potens est dare, supra quam petimus aut intelligimus. Imod denne dobbelte forsagthed må du tage Kristi ord til dig, og meget stærkere rette blikket mod ham, end mod disse overvejelser over din svaghed. "For store er Herrens gerninger, kostelige imod alle er hans viljes værk", (Sl 111,2), "han, som er mægtig til at give ud over, hvad vi beder om eller forstår". (Ef 3,20).

¹⁷⁴Nisi enim superarent nostram dignitatem, nostram capacitatem, nostrum denique omnem sensum, diuina non essent. Sic et Christus nos animat dicens: Nolite timere, pusillus grex, placuit enim patri uestro, dare uobis regnum. For hvis Guds gerninger ikke langt overgik vores værdighed, vores fatteevne, ja, alle vore sanser, så var de ikke guddommelige. Således opmuntrer Kristus os også, når han sige: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget". ((luk 12,32).

¹⁷⁵Haec ipsa enim exuberantia inconprehensibilis dei, in nos per Christum effusa, facit, ut eum rursus super omnia ardentissime diligamus, summa fidutia in eum feramus, omnia contemnamus, prompti simus omnia pro eo pati. unde et recte fons dilectionis hoc sacramentum est appellatum. For denne ubegribelige Gud giver sine overvældende gaver ud over os i Kristus, og det gør han, for at vi på den anden side skal elske ham brændende over alle ting, have den største tillid til ham, agte alle ting ringe, og være rede til at lide alt for ham. Derfor kalder man med rette dette sakramente for kærlighedens kilde.

¹⁷⁶In hac re, exemplum tibi sume ex hominibus. Si enim cuiquam mendico, aut etiam indigno et malo seruo, legaret ditissimus dominus mille aureos, certe cum fidutia eos postularet et acciperet, nec indignitatis suae, nec magnitudinis testamenti habita ratione. Brug i denne sag et eksempel fra menneskelivet. Hvis en rig mand testamenterede en eller anden tigger eller en uværdig og ond tjener tusind gylden, så ville han ganske givet kræve dem og modtage dem, uden at tage hensyn til sin uværdighed eller testamentets størrelse.

¹⁷⁷Quod si quis ei resistens obiiceret indignitatem suam, et magnitudinem testamenti, quid putas dicturus est? scilicet: 'quid ad te? non ego merito meo, nec iure ullo proprio accipio quod accipio; Scio me indignum, et maiora accipere, quam merear, immo, contraria merui, sed iure testamenti et aliena bonitatis, peto quod peto; si illi non fuit indignum tanta tam indigno legare, cur ego propter indignitatem meam contemnam acceptare? quin hac ipsa causa magis amplector gratuitam et alienam gratiam, qua ego sum indignior'. Og hvis én angreb ham og foreholdt ham hans uværdighed og testamentets størrelse, hvad tror du så, han ville sige? Mon ikke: "Hvad kommer det dig ved? det skyldes ikke min fortjeneste eller nogen særret, at jeg modtager det, jeg modtager; jeg véd godt, at jeg er uværdig, og at jeg modtager meget mere, end jeg har fortjent, ja, at jeg har fortjent det modsatte, men jeg beder om det, jeg beder om, i henhold til testamentes ret og en andens godhed; hvis det ikke for ham var uværdigt at testamentere så meget til en uværdig, hvorfor skulle jeg så kaste vrag på det for min uværdigheds skyld? snarere gør jeg da det, at jeg griber denne ufortjente og fremmede nåde, jo uværdigere jeg er, desto hellere".

¹⁷⁸Eadem cogitatione armari oportet et (W520) cuiusque conscientiam, aduersus omnes scrupulos et morsus suos, ad hanc Christi promissionem indubitata fide obtinendam, summopere cauendo, ne fidutia confessionis, orationis, praeparationis quisquam accedat, sed his omnibus desparatis, in superba fidutia promittentis Christi. Quia, ut dictum est satis, uerbum promissionis hoc solum regnare debet, in fide pura, quae est unica et sola sufficiens praeparatio. Med sådanne overvejelser bør enhver bevæbne sin samvittighed, imod alle skrupler og betænkeligheder, så man holder sig til denne Kristi forjættelse med en fast tro, og især vogter sig for at sætte sin lid til sit skriftemål, sin bøn eller sin forberedelse; i stedet skal man fortvivle om alt dette i en stærk tillid til den Kristus, der har givet forjættelserne. For som jeg allerede har sagt det tilstrækkeligt, forjættelsesordet skal her herske alene, i en ren tro, som ene og alene er den tilstrækkelige forberedelse.

¹⁷⁹Videmus ex his, quam grandi ira dei factum sit, ut uerba testamenti huius non caelarint impii doctores, atque per hoc ipsum fidem extinxerunt, quantum in eis fuit. Iam pronum est uidere, quid ad fidem extinctam sequi fuit necesse. Vi ser heraf, hvor stor Guds vrede er, fordi disse ugudelige lærere ikke har afbildet dette testamentes ord, og derved tilintetgjort selve troen, så vidt det står til dem. Det er nu nærliggende at se på, hvad der nødvendigvis må være konsekvensen af, at troen er tilintetgjort,

¹⁸⁰Nempe, superstitiones operum impiissimas. Vbi enim fides occidit, et uerbum fidei obmutescit, ibi mox surgunt opera in locum eius, et traditiones operum. Quibus ceu captiuitate Babylonica translati sumus de terra nostra, captis omnibus desyderabilibus nostris. nemlig, den mest ugudelige overtro på gerningerne. For hvor troen dræbes, og troens ord forstummer, der optræder snart gerninger og gerningstraditioner i dens sted. Derved er vi i vort land bortført som i et babylonisk fangenskab, idet man har frataget os vore kostelige goder.

¹⁸¹Ita de missa contigit, quae impiorum hominum doctrina mutata est in opus bonum, quod ipsi uocant opus operatum, quo apud deum sese omnia praesumunt posse. Således er det gået med messen, som ved ugudelige menneskers lære er blevet forandret til en god gerning, som de selv kalder en rituel handling, hvorved de mener at kunne opnå alt hos Gud.

¹⁸²Inde processum est ad extremum insaniae, ut, quia Missam ex ui operis operati ualere mentiti sunt, adiecerunt, eam non minus utilem esse caeteris, etiam si ipsi impio sacrifico noxia sit atque in hanc harenam fundauerunt suas applicationes, participationes, et fraternitates, anniuersaria, et id genus infinita lucri et quaestus negotia. Og derfra er de gået videre til det yderste vanvid, så at de har tilføjet, da de først har udsendt den løgn, at messen virker i kraft af dens rituelle udførelse, at den ikke er mindre gavnlig for de øvrige, også selv om den skader en ugudelige celebrant, og på dette sand har de grundet deres overdragelser, delagtiggørelser og broderskaber, deres årsdage og den slags talløse udbytnings virksomheder og pengeskabende foranstaltninger.

¹⁸³Contra has laruas, quia ualidae sunt et multae penitusque insederunt, nisi constantissima cura obseruaueris, quid sit Missa, et praecedentium fortiter memineris, uix subistes. Imod disse spøgelser, som er stærke og sidder meget stærkt fast, kan du næppe holde stand, hvis ikke du hele tiden er på vagt og holder fast ved, hvad messen er, og nøje husker på, hvad der er sagt forud.

¹⁸⁴Audisti enim, Missam aliud non esse, quam promissionem diuinam seu testamentum Christi, sacramento corporis et sanguinis sui commendatum. quod si uerum est, intelligis, Non posse ipsum esse opus ullo modo, nec quicquam in ipso fieri, nec alio studio a quoquam tractari, quam sola fide; fides enim non est opus, sed magistra et uita operum. For du har jo hørt, at messen ikke er andet end en guddommelig forjættelse og Kristi testamente, stadfæstet ved hans legemes og blods sakramente. Og hvis det er sandt, forstår du også, at messen ikke selv på nogen måde kan være en gerning, og at der i messen ikke sker noget eller kan gennemføres noget ved nogen anstrengelse, kun ved troen; for troen er nemlig ikke nogen gerning, men alle gerningers mester og livgiver.

¹⁸⁵Quis enim est uspiam tam insanus, ut promissionem acceptam, aut testamentum donatum, uocet opus bonum, quod suo testatori faciat accipiens? Quis est haeres, qui patri suo testatori existimet benefacere, dum instrumenta testamenti cum haereditate testata accipit? Er der nemlig nogetsted nogen, der er så tåbelig, at han vil kalde en forjættelse, som han modtager, eller et testamente, der gives ham, for en god gerning, som han gør imod testator ved at modtage den? Hvem er den arving, som mener at gøre noget godt overfor sin far eller testator, når han modtager testamentbeviset og den ham tillagte arv?

¹⁸⁶Quae est ergo impia temeritas nostra, ut diuinum testamentum accepturi ueniamus, ut bonum opus ei facturi? Est ne ista ignorantia testamenti et captiuitas tanti sacramenti omnibus lachrymis superior? Jamen, hvad er det så for en dumdristighed af os, at vi kommer og modtager det guddommelige testamente, som om vi skulle gøre Gud en velgerning? Er det ikke mere end beklagelsesværdigt, at vi kender så lidt til testamentet, og at et så stort sakramente holdes i fangenskab?

¹⁸⁷ubi de acceptis grati esse debemus, uenimus superbi daturi accipienda, irridentes, inaudita peruersitate, donatoris misericordiam, dum hoc donamus ut opus, quod accipimus ut donum, ut testator iam non suorum largitor bonorum, sed nostrorum sit acceptor. Ve impietate isti. Hvor vi burde være taknemlige over det, vi modtager, kommer vi i overmod og vil give, hvad vi skulle modtage, og driver i uhørt perversitet spot med giverens barmhjertighed, derved, at vi giver det som en gerning, som vi skulle modtage som en gave, så at testator ikke mere er sine gode gavers giver, men modtager af vore. Ve over denne ugudelighed!

¹⁸⁸Quis uero unquam fuit tam demens, ut baptismum duceret esse bonum opus? aut baptisandus crederet, sese opus facere, quod pro se et aliis deo (W521) offeret et communicaret? Si ergo in uno aliquo sacramento et testamento nullum est opus bonum communicabile aliis, nec in Missa erit, cum et ipsa non sit nisi testamentum et sacramentum. Hvem har nogensinde været så vanvittig, at han har ment, at dåben er en god gerning? eller at den, der skal døbes, skal tro, at han gør en gerning, hvorved han ofrer og tilbyder noget til Gud for sig selv og andre? Hvis derfor der i det ene sakramente og testamente ikke er nogen god gerning, der kan overføres til andre, så er der det heller ikke i messen, eftersom den heller ikke er andet end et testamente og et sakramente.

¹⁸⁹Vnde manifestus et impius error est, Missam pro peccatis, pro satisfactionibus, pro defunctis, aut quibuscunque neccessitatibus suis aut aliorum offere seu applicare. Derfor er det en åbenlys og ugudelig vildfarelse at frembære eller henføre messen for synder, for fyldestgørelser, for de afdøde, eller for nogen andre nødvendigheder for sig selv eller andre.

¹⁹⁰Quod facillime intelligis esse euidentissime uerum, si firmiter teneas, Missam esse promissionem diuinam, quae nulli prodesse, nulli applicari, nulli suffragari, nulli communicari potest, nisi ipsi credenti soli propria fide. Og du kan let forstå, at dette er soleklart sandt, når du fastholder, at messen er en guddommelige forjættelse, som ikke kan gavne nogen, ikke kan henføres til nogen, ikke kan hjælpe nogen, ikke kan henføres til nogen, undtagen til den, der selv tror med sin egen tro.

¹⁹¹Quis enim promissionem dei, quae uniuscuiusque singulatim exigit fidem, potest pro alio acceptare aut applicare? Hvem kan nemlig modtage for en anden eller henføre til en anden den Guds forjættelse, som kræver hver enkelts tro for sig?

¹⁹²Nunquid possum alteri promissionem dei dare, etiam non credenti? aut possum pro alio credere? aut possum facere, ut alius credat? At haec fieri oportet, si Missam possum aliis applicare et communicare, cum in Missa non sint nisi ista duo, promissio diuina, et fides humana, quae accipiat, quod illa promittit. Mon jeg nogensinde kan give Guds forjættelse til en anden, også når han ikke tror? eller kan jeg tro for en anden? eller kan jeg bevirke, at en anden tror? Men dette må kunne ske, hvis jeg kan tilegne og overføre messen til andre, eftersom der i messen ikke er andet end disse to: den guddommelige forjættelse og den menneskelige tro, som modtager, hvad der forjættes den.

¹⁹³Quod si uerum est, potero etiam pro aliis audire Euangelium et credere, potero pro alio baptisari, potero pro alio absolui a peccatis, potero et pro alio communicare de altaris sacramento, potero, ut et illorum sacramenta percenseam, pro alio ducere uxorem, pro alio fieri sacerdos, pro alio confirmari, pro alio inungi. Men hvis det er sandt, så kan jeg også høre evangeliet for andre og tro på det, jeg kan lade mig døbe for andre, jeg kan modtage syndernes forladelse for andre, jeg kan modtage alterets sakramente for andre, jeg kan, for nu at gennemgå deres sakramenter, tage en hustru for en anden, gøres til præst for en anden, konfirmeres for en anden, få den sidste olie for en anden.

¹⁹⁴Denique, cur Abraham non pro omnibus Iudaeis credidit? cur exigitur a Iudaeis singulis fides, in eandem promissionem Abrahae creditam? Stet ergo insuperabilis ueritas: ubi promissio diuina est, ibi unusquisque pro se stat, sua fides exigitur, quisque pro se rationem reddet, et suum onus portabit, sicut dicit Marci ult.: Qui crediderit et baptisatus fuerit, saluus erit, qui autem non crediderit, condemnabitur. Endelig: Hvorfor har Abraham ikke troet på alle jøders vegne? Hvorfor kræves der tro af hver enkelt jøde, tro på den forjættelse, der blev troet af Abraham? Den sandhed står da uigendriveligt fast: Hvor den guddommelige forjættelse er, der står hver enkelt for sig selv, det er hans tro, der kræves, det er ham, der skal aflægge regnskab for sig selv, det er ham, der skal bære sin egen byrde, sådan som det siges sidst i markusevangeliet: Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den der ikke tror, skal blive fordømt. (Mark 16,16).

¹⁹⁵Ita et Missam unusquisque tantum sibi potest utilem facere, fide propria, et pro nullis prorsus communicare. Sicut sacerdos nulli pro alio potest sacramentum ministrare, sed cuilibet seorsum idem sacramentum ministrat. Således er det også kun hver enkelt, der kan drage nytte af messen, med sin egen tro, og han kan ikke overføre den til andre. Sådan kan præsten ikke give sakramentet for andre, men han må give sakramentet til hver enkelt for sig.

¹⁹⁶Sunt enim sacerdotes consecrando et ministrando ministri nostri, per quos non offerimus bonum opus, aut communicamus actiue, sed per eos promissiones et signum accipimus, et communicamur passiue, id quod in laicis hactenus permansit. For præsterne er vore tjenere til at indvi og forvalte sakramenterne, og gennem dem tilbyder vi ikke nogen god gerning, som vi kan dele ud til andre, men gennem dem modtager vi forjættelser og tegn, og der deles ud til os, hvilket også hidtil har været sådan for lægfolkets vedkommende.

¹⁹⁷Nam hi non dicuntur bonum facere, sed accipere. Sacerdotes uero abierunt in impietates suas, facto sibi bono opere, quod communicent et offerant ex sacramento et testamento dei, quo bonum acceptum oportuit. For om dem siger man ikke, at de gør noget godt, kun at de modtager. Men præsterne er gået så vidt i deres ugudelighed, at de har gjort sig en god gerning af Guds sakramente og testamente, som de kan uddele og tilbyde, hvor de burde have modtaget noget godt.

¹⁹⁸Sed dicis: Quid? Nunquid subuertes omnium Ecclesiarum et Monasteriorum usum et sensum, quibus per tot saecula inualuerunt, fundatis super Missam anniuersariis, suffragiis, applicationibus, communicationibus etc. hoc est, pinguissimis redditibus? Men du vil måske sige: Hvordan det? Vil du ikke omstyrte alle kirkers og klostres skik og mening, der igennem så mange århundreder har givet dem deres udkomme, idet jo årsdagene, forbønnerne, overdragelserne, henføringerne, osv, det vil sige: de fedeste indtægter, er funderet på messen.

¹⁹⁹Respondeo: Hoc est, quod de captiuitate Ecclesiae scribere me compulit, Sic enim uenerabile testamentum dei in impiissimi quaestus seruitutem coactum est, per impiorum hominum opiniones (W522) et traditiones, qui omisso uerbo dei sui cordis nobis cogitationes proposuerunt, et orbem seduxerunt. Jeg svarer: Det er netop det, der har drevet mig til at skrive om kirkens fangenskab. For således er Guds ærværdige testamente blevet tvunget ind i ugudelig griskheds trældom, gennem ugudelige menneskers meninger og skikke, som uden hensyn til Guds ord har fulgt deres hjertes tanker og derved forført hele verden.

²⁰⁰Quid mihi de multitudine et magnitudine errantium? Fortior omnium est ueritas. Si potes Christum negare, qui docet, Missam esse testamentum et sacramentum, uolo illos iustificare. Hvad kommer mængden og størrelsen af vildfarelserne mig ved? Sandheden er stærkere end alt. Hvis du kan nægte Kristus, som lærer, at messen er et testamente og et sakramente, så vil jeg give dem ret.

²⁰¹Deinde, si potes dicere, eum facere opus bonum, qui recipit beneficium testamenti, aut utitur in hoc ipsum sacramento promissionis, uolo mea libens damnare. cum autem neutrum possis, quid dubitas, contempta turba ad malum eunte, dare gloriam deo, et ueritatem eius confiteri? Og hvis du kan få dig selv til at sige, at han gør en god gerning, han, der modtager testamentets velgerninger eller gør brug af forjættelsens sakramente, så vil jeg gerne fordømme min opfattelse. Men kan du ikke nogen af delene, hvorfor er du da i tvivl om, at du bør lade være at tage hensyn til den mængde mennesker, der går mod det onde, give Gud æren og bekende hans sandhed?

²⁰²Esse scilicet hodie sacerdotes omnes in sententia peruersa, quicunque Missam pro opere ducunt, quo succurrant suis aut aliorum, siue mortuorum, siue uiuorum, necessitatibus. Inaudita et stupenda dico, Sed Missam si intuearis, quid sit, uera me esse locutum cognosces. Hoc fecit illa nimia securitas, qua iram dei in nos grassantem non intelleximus. For at i dag alle præster har den forkerte opfattelse, at de holder messen for en gerning, hvorved de kan gøre en nødvendig tjeneste for sig selv og andre, både de døde og de levende, det siger jeg, er uhørt og dumt. Men hvis du undersøger messen, hvad den er, så vil du finde, at jeg har talt sandt. Her har denne altfor store sikkerhed bevirket, at vi ikke har forstået, hvorfor Guds vrede er rettet imod os.

²⁰³Hoc autem facile admitto, Orationes, quas ad missam percipiendam congregati coram deo effundimus, esse bona opera, seu beneficia, quae nobis mutuo impartimus, applicamus et communicamus, et pro inuicem offerimus, Sicut Iacobus nos docet, orare pro inuicem, ut saluemur. Men det vil jeg da gerne indrømme, at de bønner, som vi beder, når vi er forsamlede for at holde messe for Gud, er gode gerninger eller velgerninger, som vi giver hinanden del i, som vi henfører til hinanden, overfører på hinanden og gensidigt tildeler hinanden, sådan som Jakob lærer os at bede for hinanden, for at vi kan blive frelst. (Jak 5,16)

²⁰⁴Et Paulus .i. Timot. ii. praecipit fieri obsecrationes, orationes, postulationes, pro omnibus hominibus, pro regibus et omnibus, qui in sublimitate sunt constituti. Haec enim non sunt missa, sed opera missae, si tamen opera uocari debent, orationes cordis et oris, quia fiunt ex fide in sacramento percepta uel acta. Og Paulus foreskriver i 1. Tim 2,1f, at der skal ske bønner, anråbelser og forbønner for alle mennesker, for konger og alle i høje stillinger. Men dette er ikke messen, men messens gerninger, hvis man da kan kalde det gerninger, hjertets og mundens bønner, fordi de sker ud af en tro på sakramentet, når det er modtaget og udført.

²⁰⁵Non enim Missa uel promissio dei impletur orando, sed solum credendo. Credentes autem oramus et quodlibet opus bonum facimus. Sed quis sacerdotum hoc nomine sacrificat, ut solas orationes arbitretur sese offerre? For messen eller Guds forjættelse gennemføres ikke ved at bede, men alene ved at tro. Vi beder som troende, og vi gør de gode gerninger, vi gør, som troende. Men hvilken præst celebrerer i den tro, at han ofrer noget alene ved at bede?

²⁰⁶Omnes imaginantur sese offerre ipsum Christum deo patri, tanquam hostiam sufficientissimam, et bonum opus facere omnibus, quibus proponunt prodesse, quia confidunt in opere operati, quod orationi non tribuunt. Sic paulatim errore crescente, id quod orationum est, tribuerunt sacramento, Et quod recipere beneficium debent, id obtulerunt deo. Nej, de forestiller sig alle, at de ofrer selve Kristus til Gud fader, som et fyldestgørende offerdyr, og derved gør en god gerning for alle, som de sætter sig for at gavne, fordi de stoler på det fuldførte ritual, og noget sådant tillægger de ikke bønnen. Således vokser efterhånden vildfarelsen, det, som hører bønnen til, tillægger de sakramentet, og hvad de bør modtage som en velgerning, ofrer de til Gud.

²⁰⁷Quare acute discernendum est, inter testamentum sacramentumque ipsum, et inter orationes, quas simul oramus, Nec id solum, sed scire quoque oportet, orationes prorsus nihil ualere, nec oranti ipsi, nec iis pro quibus orantur, nisi primum testamentum fide perceptum sit, ut fides oret, quae sola exauditur, sicut Iacobus .i. c. docet. Derfor bør der skelnes nøje mellem testamentet og sakramentet selv, og bønnerne, som vi beder samtidig med. Og ikke det alene, men man bør også vide, at bønnerne ikke er noget værd, hverken for den bedende selv eller for dem, han beder for, hvis ikke først testamentet er modtaget i tro, så at den tro skal bede, der alene bønhøres, sådan som Jakob siger (1,6f).

²⁰⁸ adeo longe aliud est oratio quam Missa. orationem possum extendere in quotquot uoluero, Missam nemo accipit, nisi qui per seipsum credit, et tantum quantum credit, nec potest dari, siue deo siue hominibus, Sed solus deus per ministerium sacerdotis dat eam hominibus, (W523) qui accipiunt eam fide sola, sine ullis operibus aut meritis. Og derfor er bønnen noget helt andet end messen. Jeg kan udstrække bønnen så langt jeg vil, men messen kan ingen modtage, undtagen den, der tror med sin egen tro, og han får kun i så høj grad som han tror, og en sådan kan intet give, hverken til Gud eller mennesker, men det er kun Gud, der gennem præstens tjeneste giver troen til menneskene, til dem, som modtager den i tro alene, uden nogen gerninger eller fortjenester.

²⁰⁹ Neque enim ullus audeat tantum insanire, ut dicat bonum opus facere eum, qui pauper et indigens uenit, accepturus de manu diuitis beneficium. At missa (ut dixi) beneficium est promissionis diuinae, per manum sacerdotum omnibus hominibus exhibitum. Ejheller vover nogen at være så vanvittig, at han siger, at han gør en god gerning, hvis han som fattig og trængende kommer og modtager en velgerning af den guddommelige hånd. Men messen er som sagt en velgerning, bestående i en guddommelige forjættelse, fremvist ved præstens hånd for alle mennesker.

²¹⁰ Est ergo certum, Missam non esse opus aliis communicabile, sed obiectum (ut dicitur) fidei, propriae cuiusque alendae et roborandae. Det er altså givet, at messen ikke er en gerning, der kan overføres til andre, men den er troens genstand, om jeg så må sige, beregnet på at nære og styrke ens egen tro.

²¹¹ Iam et alterum scandalum amouendum est, quod multo grandius est et speciosissimum. Id est, quod Missa creditur passim esse sacrificium, quod offertur deo. In quam opinionem et uerba Canonis sonare uidentur, ubi dicitur: haec dona, haec munera, haec sancta sacrificia, Et infra: hanc oblationem. Men her må også bortryddes en anden forargelse, der er endnu meget større og nyder særlig anseelse, nemlig den, at man overalt tror, at messen er et offer, som ofres til Gud. Denne mening synes at understøttes af messebogen, hvor det hedder: "Disse gaver", "dette hellige offer" og senere: "Dette offer".

²¹² Item, clarissime postulatur, ut acceptum sit sacrificium, sicut sacrificium Abel etc. Inde Christus hostia altaris dicitur. Accedunt his dicta sanctorum patrum, tot exempla, tantusque usus per orbem constanter obseruatus. Fremdeles udtrykker klart og tydeligt den bøn, at offeret må være velbehageligt som Abels offer, osv. Og derfor kaldes Kristus også alterets offer. Hertil kommer også de hellige fædres udsagn, mange, mange eksempler, og den virkning, der ligger i, at man over hele verden har denne skik og brug.

²¹³ His omnibus, quia pertinacissime insederunt, oportet constantissime opponere uerba et exemplum Christi. Nisi enim Missam obtinuerimus esse promissionem Christi, seu testamentum, ut uerba clare sonant, totum Euangelium et uniuersum solatium amittimus. Op i mod alt dette må man med største vedholdenhed stille Kristi ord og eksempel, fordi det har sat sig så fast. Hvis ikke vi hævder, at messen er Kristi forjættelse eller testamente, som ordene klart lyder, så mister vi hele evangeliet og al vores trøst.

²¹⁴ Nihil contra haec uerba permittamus praeualere, etiam si angelus de coelo aliud docuerit, Nihil enim de opere uel sacrificio in illis continetur. Deinde et exemplum Christi pro nobis stat, Non enim Christus in caena nouissima, cum institueret hoc sacramentum et conderet testamentum, ipsum obtulit deo patri, aut ut opus bonum pro aliis perfecit, sed in mensa sedens, singulis idem testamentum proposuit, et signum exhibuit. Vi kan ikke tillade, at noget vejer tungere end disse ord, heller ikke, om en engel fra himlen lærte os noget andet. Der indeholdes nemlig ikke noget om gerning eller offer i disse ord. Dernæst står også Kristi eksempel på vor side. For da Kristus ved det sidste måltid indstiftede dette sakramente og oprettede dette testamente, var det ikke sådan, at han frembar sig selv som et offer for Gud, eller gennemførte en god gerning til fordel for andre, men han sad ved bordet og fremlagde det samme testamente for hver enkelt og tilbød den det samme tegn.

²¹⁵ Iam Missa, quanto uicinior et similior primae omnium Missae, quam Christus in caena fecit, tanto Christianior. At Missa Christi fuit simplicissima, sine ulla uestium, gestuum, cantuum, aliarumque cerimonarium pompa, ubi si necesse fuisset eam offerri ut sacrifitium, non plene eam instituisset. Men jo mere messen er tæt på og lig med den første messe af alle, den, som Kristus holdt ved måltidet, des kristeligere er den. Men Kristi messe var meget enkel, uden klæder, gestus, sang og andre cerimonielle pragtudfoldelser, og hvis det var nødvendigt at frembære den som et offer, har Kristus ikke indstiftet den fuldstændig.

²¹⁶ Non quod calumniari debeat ullus uniuersam Ecclesiam, quae multis alii ritibis et cerimoniis Missam ornauit et ampliauit, sed hoc uolumus, ne quis cerimoniarum specie falsus, ac multitudine pompae impeditus, simplicitatem Missae amittat, et reuera transsubstantiationem quandam colat, si amissa substantia simplici Missae in accidentibus multiplicibus pompae haereat. Man bør dog ikke lægge hele kirken det til last, at den har udsmykket og omgivet messen med mange andre riter og ceremonier, men det vil vi, at ingen skal gå glip af messens simpelhed, fordi han forhindres af den slags falske ceremonier og den mangfoldige pomp, eller fordi han dyrker en slags ægte transsubstantiationslære, derved, at han mister messens jævne substans, men bliver hængende i pompens mangfoldige accidenser.

²¹⁷ Nam, quicquid ultra uerbum et exemplum Christi accessit, accidens Missae est, quorum quodlibet non alio loco ducere debemus, quam quo loco nunc ducimus Monstrantias (quas uocant) et pallia altaris, quibus ipsa hostia continetur. For hvad der går ud over Kristi ord og eksempel, er messens accidenser, og vi bør ikke betragte det anderledes, end vi nu betragter de såkaldte monstranser og alterduge, hvori hostien selv bliver opbevaret.

²¹⁸ Quare, sicut repugnat, testamentum distribui, seu promissionem accipere, et sacrificare sacrificium, Ita repugnat Missae esse sacrificium, cum (W524) illam recipiamus, hoc uero demus. idem autem simul recipi et offerri non potest, nec ab eodem simul dari et acceptari. Non magis certe, quam oratio et impetrata res queunt idem esse, nec idem sit orare et orata accipere. Og derfor, ligesom der er en modsigelse mellem det at uddele et testamente eller modtage en forjættelse og det at ofre et offer, således er det en modsigelse at hævde, at messen er et offer, for messen modtager vi, et offer giver vi. Men man kan ikke både modtage og ofre det samme, det kan heller ikke på én gang gives og modtages af den samme, ligeså lidt som bønnen og det, vi beder om, kan være det samme, eller ligeså lidt som det er det samme at bede om noget og at modtage det, man beder om.

²¹⁹ Quid ergo dicemus ad Canonem et autoritates patrum? Primum respondeo: Si nihil habetur, quod dicatur, tutius est, omnia negare, quam Missam concedere opus aut sacrificium esse, ne uerbum Christi negemus, fidem simul cum Missa pessundantes. Men hvad skal vi nu sige til messebogen og fædrenes autoritet? Først vil jeg svare: Hvis man ikke havde andet at sige, så var det dog sikrere at bestride alt end at gå med til, at messen er en gerning eller et offer, da vi så ikke benægter Kristi ord og ødelægger troen samtidig med messen.

²²⁰ Tamen, quo seruemus et eos, Dicemus, ex Apostolo .i. Corint. xi. nos doceri, solitos fuisse fideles Christi ad Missam congregatos secum afferre cibum et potum, quas collectas uocabant, quae distribuerentur in omnes egentes, exemplo Apostolorum act. iiii. e quibus sumebatur id, quod consecrabatur panis et uini, pro sacramento. Dog, da vi også vil tjene dem, vil vi sige, at vi ud fra apostelen i 1. Kor. 11,20f har lært, at når Kristi troende samledes til messe plejede de at have mad og drikke med sig, (det kaldte de kollekter), og det uddelte de til alle trængende efter apostlenes eksempel i Ap Gern 4,34f. Derfra tog de det brød og vin, der blev indviet til sakramentet.

²²¹ Et quia haec omnia sanctificabantur per uerbum in orationem ritu hebraico, quo leuabantur sursum, ut in Mose legimus, relicta sunt uerba et ritus leuandi seu offerendi, abolito iam dudum usu conferendi et colligendi ea quae offerrentur seu leuarentur. Og fordi alt dette blev helliget ved ord og bøn efter hebraisk skik, hvorved det løftedes op, som vi lærer om det hos Moses, så er ordene "opløftelse" eller "offer" og skikken med at opløfte eller ofre blevet stående, længe efter at det var gået af brug at samle det sammen, som skulle ofres eller løftes op.

²²² Sic Ezechias Esa. xxxvii. Iubet Esaiam leuare orationem in conspectu dei pro reliquiis. Et psal.: Extollite manus uestras in sancta. Item: Ad to leuabo manus meas. i. Timot. ii.: Leuantes puras manus in omni loco. Quare uocabula sacrificii seu oblationis referri debent non ad sacramentum et testamentum, sed ad collectas ipsas. Vnde et reliquum est uocabulum collectae pro precibus in Missa dictis. Således befaler Ezekias i Es 37,4 Esajas at opløfte en bøn for Guds åsyn for de tilbageblevne. Og i salme 134,2 hedder det: "Opløft jeres hænder mod det hellige". Og ligeledes: "Mod dig opløfter jeg mine hænder" (Sl 63,5). Og 1 Tim. 2,8: "Opløft rene hænder på ethvert sted". Derfor kan man ikke henføre ordene "offer" eller "frembærelse" til sakramentet eller testamentet, men kun til disse kollekter. Derfor er også ordet "kollekt" blevet bevaret om de bønner, der fremsiges i messen.

²²³ Idem facit, quod sacerdos mox consecrato pane et calice eleuat eundem, quo non sese offerre aliquid deo ostendit, cum nullo uerbo tum meminerit hostiae seu oblationis. Det samme betyder det, når præsten lige efter at have indviet brødet og kalken løfter dem begge op; derved tilkendegiver han ikke, at han ofrer Gud noget, eftersom han ikke med noget ord nævner hostien eller offeret.

²²⁴ Sed est et idipsum uel reliquum ritus hebraici, quo leuabantur, quae cum gratiarum actionibus accepta deo referebantur, Vel admonitio nostri, quo prouocemur ad fidem testamenti huius, quod tum uerbis Christi protulit et exhibuit, ut simul et signum eiusdem ostendat, et oblatio panis proprie respondeat huic demonstratiuo: Hoc est corpus meum, nosque circumstantes ceu alloquatur hoc ipsi signo, Sic oblatio calicis proprie respondeat huic demonstratiuo: Hic calix noui testamenti etc. Men dette er enten en rest af en hebraisk skik, hvorefter det opløftes, som modtages med tak og føres tilbage til Gud, eller det er en formaning til os, hvorved vi opfordres til at tro på dette testamente, som præsten her frembærer og fremviser med Kristi ord, så at frembæringen af brødet svarer nøje til de henvisende ord: "Dette er mit legeme", og præsten på en måde taler til os omkringstående gennem dette tegn. På samme måde svarer frembærelsen af kalken til de henvisende ord: "Denne kalk er den nye pagt" osv.

²²⁵ Fidem enim in nobis sacerdos excitare debet, ipso eleuandi ritu. Atque utinam, ut in oculis nostris manifeste eleuat signum seu sacramentum, ita simul auribus nostris aperta altaqua uoce pronunciaret et uerbum seu testamentum, idqud in qualibet populorum lingua, quo fides exercitaretur efficatius. Cur enim liceat Graece et latine et hebraice Missam perficere, et non etiam Alemanice aut alia quacunque lingua? For præsten bør opvække troen hos os, ved dette ritual med at opløfte. Og gid, at ligesom han klart opløfter tegnet eller sakramentet for vore øjne, han ligeledes klart og højt også ville lade ordet eller testamente lyde for vore øren, og det helst på folkenes sprog, hvorved troen kunne styrkes des bedre. For hvorfor skal det være tilladt at udføre messen på græsk og latin og hebraisk og ikke på tysk eller et hvilketsomhelst andet sprog?

²²⁶ Quocirca, obseruent sese sacerdotes, hoc perdito periculosissimoque saeculo, qui sacrificant: Primum, ut uerba Canonis maioris et minoris cum collectis, quae aperte nimis sacrificium sonant, dirigant non ad sacramentum, sed uel ad ipsum panem et uinum consecrandum, uel ad orationes suas. (W525) Derfor må de præster, der i disse fordærvede og meget farlige tider celebrerer messen, tage sig i agt: Først for, at de ikke henfører ordene i den store og lille messebog, som åbenbart taler for meget om offeret, til sakramentet, men enten til brødet og vinem selv, som skal indvies, eller på deres bønner.

²²⁷ Panis enim et uinum antea offeruntur ad benedicendum, ut per uerbum et orationem sanctificentur. Postquam autem benedictus et consecratus est, iam non offertur, sed accipitur dono a deo. Et in hoc negotio cogitet, Euangelium esse praeferendum omnibus Canonibus et collectis, per homines compositis, Euangelium autem non sinit Missam esse sacrificium, ut audisti. For tidligere blev brød og vin frembåret for at blive velsignet, så at det kunne helliges gennem ord og bøn. Men efter at det er velsignet og indviet, bliver det ikke mere frembåret, men modtages som en gave fra Gud. Og i denne sag skal en præst betænke, at evangeliet bør foretrækkes frem for alle ritualer og kollekter, som er sammensat af mennesker, og at evangeliet ikke tillader, at messen er et offer, som du har hørt.

²²⁸ Deinde, publice Missam perficiens, praestituat sibi non aliud facere, quam se et alios communicare per Missam, simul tamen orationes suas pro se et aliis offerre, cauens, ne Missam offerre praesumat. Dernæst, den, der udfører messen offentligt, må sætte sig for ikke at gøre andet, end sammen med de andre at modtage messen, samtidig må han dog frembære bønner for sig selv og andre, idet han passer på ikke at opfatte messen som et offer.

²²⁹ Qui uero priuatim missas parat, praestituat sibi, ut seipsum communicet. Prorsus, nihil differt nec plus facit missa priuata, quam simplex cuiusque laici de manu sacerdotis sumpta communio, exceptis orationibus, et quod sibiipsi consecrat et ministrat. Re ipsa missae et sacramenti omnes sumus aequales, sacerdotes et laici. Men den, der holder en privatmesse, må sætte sig for at give sig selv sakramentet. Derudover har privatmessen intet til forskel fra eller giver mere, end hvor en simpel lægmand modtager sakramentet af præstens hånd, udover bønnerne, og det forhold, at han konsekrerer for sig selv og betjener sig selv. Hvad selve messens og sakramentets sag angår, er vi alle lige, præster og lægfolk.

²³⁰ Quod si postulatur ab aliis uotiuas (quas uocant) celebrare, caueat, ne mercedem accipiat pro missa aut praesumat ullam uotiuam sacrificare, sed studeat hoc totum ad orationes referre, quas siue pro defunctis, siue uiuentibus offerat, sic cogitans: Og hvis han får besked om at fejre andre votiver (som de kalder dem), skal han passe på ikke at modtage løn for messen eller mene, at han helliger noget votiv, men han skal bestræbe sig på at henføre det altsammen til bønnerne, og fremføre dem, hvad enten det er bønner for afdøde eller for levende, idet han tænker:

²³¹ 'Ecce ibo et mihi soli sacramentum suscipiam, sed inter suscipiendum pro illo et ollo orabo', sic, ut orationis, non Missae mercedem pro victu et amictu recipiat. Nec moueat, quod totus orbis contrarium et sensum et usum habeat. "Se, jeg går hen og modtager sakramentet helt alene, men mens jeg modtager det vil jeg bede for den og den", sådan at han modtager føde og klæder som løn ikke for messen, men for bønnen. Og det skal ikke røre ham, at hele verden mener det modsatte og har den modsatte skik.

²³² Euangelium certissimum habes, quo fretus facile contemnes hominum sensus et opiniones. Quod si, me contemnens, pergas Missam offerre, non solas orationes, scito me fuisse monitorem tibi fidelem, et in die iudicii excusatum, tuum portabis ipse peccatum. Du har det sikre evangelium, og i tillid til det kan du let foragte menneskers følelser og meninger. Og hvis du foragter mig og fortsætter med at frembære messen, ikke blot bønnerne, så vid, at jeg har været dig en tro påminder, og at jeg er undskyldt på dommens dag, og at du må bære din egen synd.

²³³ Dixi, quae tibi dicere tenebar frater fratri in salutem, tibi proderunt seruata, tibi nocebunt neglecta. Quod si aliqui etiam damnarint haec, illud Pauli respondeo: Mali uero homines et seductores proficient in peius, errantes, et in errorem mittentes. Jeg har sagt, hvad jeg er forpligtet på at sige dig som en broder den anden til frelse, hvad det gavner dig at overholde og skader dig at være ligeglad med. Og hvis nogen vil fordømme også dette, vil jeg svare med Paulus' ord: "Men onde mennesker og forførere bliver værre og værre, de farer vild og fører vild". (2 Tim 3,13).

²³⁴ Ex isto nunc facile illud quiuis intelligit, quod usitatissimum ex Grego. dicitur, Missam mali sacerdotis non minoris ducendam, quam boni cuiuscunque, Nec sancti Petri meliorem fuisse, quam Iudae traditoris, si sacrificassent. Af dette kan nu hvemsomhelst let forstå det, som man sædvanligvis siger ud fra Gregor, at en messe, der ledes af en ond præst, ikke er mindre værd end en messe, der ledes af en god, og at en messe, som sankt Peter leder, ikke er bedre end en, som Judas forræderen leder.

²³⁵ Hoc enim operculo suas impietates quidam uelant, et hinc distinctionem operis operati, et operis operantis, inuenerunt, quo secure ipsi male uiuere, et aliis tamen benefacere praesumerent. Under dette dække er der nogle, der skjuler deres ufromheder, og de opfinder så denne skelnen mellem en udført rituel handling og en udførende rituel handling, hvorved de sikrer sig, at de kan fortsætte deres onde liv og dog mene at gøre velgerninger mod andre.

²³⁶ Verum, Gregorius recte dicit, at illi peruerse eum intelligunt. Verissimum est enim, per impios sacerdotes non minus de testamento et sacramento dari et accipi, quam per quosque sanctissimos. Og det er sandt, Gregorius taler sandt, men disse mennesker forstår ham forkert. Det er nemlig såre sandt, at man igennem ugudelige præster kan give og modtage lige så meget af sakramentet som gennem de mest hellige præster.

²³⁷ Quis enim dubitat, Euangelium praedicari per impios? At missa est pars Euangelii, immo summa et compendium Euangelii. Quid est enim uniuersum Euangelium, quam bonum nuntium remissionis peccatorum? Hvem tvivler nemlig på, at evangeliet prædikes af ugudelige? Men messen er en del af Evangeliet, ja er summen af evangeliet eller evangeliet en nøddeskal. Hvad er nemlig hele evangeliet andet end et godt budskab om syndernes forladelse?

²³⁸ At quicquid de remissione peccatorum et misericordia dei latissime et copiossisime dici potest, breuiter est in uerbo testamenti comprehensum. (W526) Men hvad der kan siges udførligt og til overflod om syndernes forladelse og Guds barmhjertighed, det findes i korthed indeholdt i ordet testamente.

²³⁹ Vnde et conciones populares aliud esse non deberent, quam expositiones Missae, id est, declarationes promissionis diuinae huius testamenti, hoc enim esset fidem docere, et uere Ecclesiam aedificare. At, qui nunc missam exponunt, in allegoriis humanarum cerimoniarum ludunt et illudunt. Derfor bør prædikener for folket ikke være andet end fremstillinger af messen, det vil sige, erklæringer om dette testamentes guddommelige forjættelse, det er nemlig at lære troen, og i sandhed at opbygge kirken. Men, de, der nu udlægger messen, leger med og driver spøg med menneskelige ceremoniers allegorier.

²⁴⁰ Igitur, sicut impius potest baptisare, id est, uerbum promissionis et signum aquae super baptisandum ferre, ita potest et promissionem huius sacramenti proferre et ministrare uescentibus, et simul ipse uesci, sicut Iudas traditor in coena domini, manet tamen semper idem sacramentum et testamentum, quod in credente operatur suum opus, in incredulo operatur alienum opus. Derfor, ligesom en ugudelig kan døbe, det vil sige, føre forjættelsens ord og vandets tegn hen over den, der skal døbes, sådan kan han også fremføre dette sakramentes forjættelse og uddele det til dem, der spiser det, og samtidig selv spise, sådan som Judas forræderen gjorde det ved Herrens nadver, og dog forbliver dette sakramente et testamente, som virker sin gerning i den troende, og virker en anden gerning i den vantro.

²⁴¹ Verum in offerendo longe aliud agitur. Cum enim non Missa, sed orationes offerantur deo, clarum est, oblationes impii sacerdotis nihil ualere. Sed (ut idem Grego. ait) cum is, qui indignus est, ad deprecandum mittitur, animus iudicis ad deterius prouocatur. Men når man ofrer eller frembærer drejer det sig om noget helt andet. Eftersom nemlig ikke messen, men bønnerne frembæres for Gud, er det klart, at en ugudelig præsts frembærelser ikke har nogen værdi for Gud. Men det siger jo den samme Gregorius, at når den, der er uværdig, sendes frem for at bede, så ophidser han dommerens sind til det værre.

²⁴² Non ergo sunt confundenda illa duo, Missa et oratio, sacramentum et opus, testamentum et sacrificium, quia alterum uenit a deo ad nos per ministerium sacerdotis, et exigit fidem, Alterum procedit a fide nostra ad deum per sacerdotem, et exigit exauditionem. Man skal altså ikke sammenblande disse to ting, messen og bønnen, sakramentet og gerningen, testamentet og offeret, for det ene kommer fra Gud til os gennem præstens embede, og udvirker troen, det andet kommer fra vores tro til Gud gennem præsten, og udvirker bønhørelse.

²⁴³ Illud descendit, hoc ascendit. ideo, illud non requirit necessario dignum et pium ministrum, hoc uero requirit, quia deus peccatores non exaudit, qui nouit per malos benefacere, sed nullius mali acceptat opus, sicut monstrauit in Cayn, et Prouer. xv. dicitur: Victimae impiorum abominabiles domino. Roma. xiiii. Omne, quod non est ex fide, peccatum est. Det ene stiger ned, det andet op. Derfor, det ene kræver ikke nødvendigvis en værdig og from præst, men det kræver det andet, fordi Gud ikke hører syndere, han, der nok véd at gøre vel igennem syndere, men ikke modtager nogen ond gerning, sådan som han har vist det ved Kain, og sådan som det siges i Ordspr. 15,8: "De ugudeliges offer er Herren en afskyelighed", og Rom 14,23: "Alt, hvad der ikke udspringer af tro, er synd".

²⁴⁴ Vt autem finem huius primae partis faciamus, reliqua producturi, ubi impugnator insurrexerit, Concludimus ex omnibus his, quibus nam Missa sit parata, et qui digne communicent. Nempe, soli ii, qui tristes, afflictas, perturbatas, confusas et erroneas habent conscientias. Men for at gøre en ende på denne første del, så vil vi fremføre resten dèr, hvor angriberen har rejst sig, og her konkludere, hvem messen er beredt for og hvem der deltager ret i den. Det gør nemlig alene de, der har en trist, anfægtet, forstyrret, forvirret og fejlende samvittighed.

²⁴⁵ Nam, uerbum diuinae promissionis huius sacramenti cum exhibeat peccatorum remissionem, secure accedit, quicunque peccatorum suorum uexatur siue morsu, siue titillatione. For når dette sakramentes guddommelige ord fremviser syndernes forladelse, så sker det sikkert og vist det, at synden i enhver begynder at plage ham med gnaven eller med kildren.

²⁴⁶ Est enim testamentum hoc Christi medicina unica praeteritorum, praesentium, et futurorum peccatorum. modo indubitata fide ei adhaeseris, et credideris tibi gratuito dare id, quod uerba testamenti sonant. Quod si non credideris, nusquam, nunquam, nullis operibus, nullis studiis, conscientiam poteris pacare. Fides enim sola est pax conscientiae, infidelitas autem sola turbatio conscientiae. Dette testamente er nemlig Kristi enestående lægemiddel mod fortidens, nutidens og fremtidens synder. Blot skal du klynge dig dertil med en utvivlsom tro, og stole på, at det ganske gratis giver dig det, som testamentets ord lyder. Fordi hvis du ikke tror, så kan du aldrig på nogen måde ved nogen gerning ved nogen anstrengelse opnå fred. Alene troen er nemlig samvittighedens fred, alene vantroen er samvittighedens uro.

Videre til Om dåbens sakramente.

Noter:

n155: Sml 2 Mos 23,15; 34,20. 5 Mos 16,16.

¹De captivitate Babylonica Ecclesiae Praeludium Martini Lutheri. Ihesus. Martinus Lutherus Augustianus Hermanno Tulichio suo Salutem.	Forspil om kirkens babyloniske fangenskab af Martin Luther. Jesus. Martin Luther augustinermunken, sender hilsen til Hermann Tulichius
²Velim, nolim, cogor indies eruditior fieri, tot tantisque magistris certatim me urgentibus et exercentibus. De indulgentiis ante duos annos scripsi, sed sic, ut me nunc mirum in modum poeniteat editi libelli. Haerebam enim id temporis magna quadam superstitione Romanae tyrannidis, unde et indulgentias non penitus reiiciendas esse censebam, quas tanto hominum consensu cernebam comprobari.	Hvad enten jeg vil eller ej, tvinges jeg til dag for dag at blive klogere, når så mange store mestre kappes om at bearbejde mig. Om afladen skrev jeg for et par år siden, men det er gået sådan, at jeg nu meget fortryder at have skrevet denne lille bog. Dengang sad jeg nemlig fast i en stor overtro på det romerske voldsherredømme, og derfor mente jeg, at man ikke fuldstændig kunne bortkaste afladen, som jeg så var enstemmigt anerkendt af hele verden.
³Nec mirum, quia solus tum uoluebam hoc saxum. At postea, beneficio Syluestri et fratrum adiutus, qui strenue illas tutati sunt, intellexi, eas aliud non esse quam meras adulatorum Romanorum imposturas, quibus et fidem dei et pecunias hominum perderent.	Og det var intet under, for jeg væltede dengang denne klippe helt alene. Men bagefter har jeg, takket være Sylvesters og brødrenes gode tjeneste, som tog den så glad i beskyttelse, forstået, at den ikke er andet en lutter bedrag af de romerske smigrere, som dermed vil ødelægge såvel troen på Gud som menneskers penge.
⁴Atque utinam a Bibliopolis queam impetrare, et omnibus, qui legerunt, persuadere, ut uniuersos libellos meos de indulgentiis exurant, et pro omnibus, quae de eis scripsi, hanc propositionem apprehendant:	Gid jeg kunne få alle mine bøger om afladen tilbage fra boghandlerne og få alle mine læsere til at brænde dem og i stedet for alt, hvad jeg har skrevet om den, lære denne sætning:
⁵Indulgentiae sunt adulatorum Romanorum nequiciae.	Afladen er en skadelig opfindelse af de romerske smigrere.
⁶Post haec, Eccius et Emser cum coniuratis suis de primatu Papae me erudire coeperunt, Atque hic etiam, ne hominibus tam doctis ingratus sim, (W498) confiteor me ualde promouisse eorum opera. Nempe, cum Papatum negassem diuini, admisi esse humani juris.	Derefter begynder Eck og Emser at undervise mig om, at paven er kirkens overhoved. Og også her, for ikke at være utaknemlig mod så lærde mænd, må jeg bekende, at jeg har gjort store fremskridt i kraft af deres værker. For skønt jeg havde benægtet pavedømmets guddommelige ret, anerkendte jeg dog dets menneskelige ret.
⁷Sed ut audiui et legi subtilissimas subtilitates istorum Trossulorum, quibus suum Idolum fabre statuunt (est enim mihi ingenium in his rebus non usquequaque indocile), scio nunc et certus sum, Papatum esse regnum Babylonis, et potentiam Nimroth robusti uenatoris. Proinde et hic, ut amicis meis omnia prosperrime cedant, oro librarios, oro lectores, ut iis, quae super hac re edidi, exustis hans propositionem teneant:	Men efter at jeg har hørt og læst disse spytslikkeres spidsfindige spidsfindigheder, hvormed de søger kunstigt at holde deres afgud oven vande (for jeg er ikke helt dum i disse sager), så er jeg nu ganske klart overbevist om, at pavedømmet er Babylons rige og Nimrods, den stærke jægers, magt. Derfor beder jeg også her mine venner, såvel boghandlere som læsere, at gøre deres bedste for at tilintetgøre alt, hvad jeg har sagt og udgivet derom, og fastholde denne sætning:
⁸Papatus est robusta uenatio Romani Episcopo.	Pavedømmet er den romerske biskops mægtige dressurnummer.
⁹Probatur ex rationibus Eccianis, Emseranis et Lipsensis Lectoris Biblici.	Dette fremgår også af de grunde, som Eck, Emser og Leipziger-bibellæreren fremfører.
¹⁰Nunc de utriusque speciei communione mihi schola luditur, et de nonnullis aliis maximis rebus; hic labor est, ne et hos frustra Cratippos meos audiam. Scripsit quidam frater Cremonensis Italus reuocationem Martini Lutheri ad sanctam sedem, Hoc est, qua non ego (ut uerba sonant) sed qua ipse me reuocat (sic enim Itali hodie incipiunt latinisare).	Nu driver skolerne spøg med mig angående spørgsmålet om nadver under begge skikkelser, og mange andre store ting; her gælder det, at heller ikke disse læremestre har jeg hørt forgæves. En kremonensisk broder fra Italien har skrevet en bog: Martin Luthers tilbagekaldelse til den romerske stol, det vil nu sige, det er ikke mig (som man skulle tro efter ordlyden), der tilbagekalder, men ham, der kalder mig tilbage (sådan er nemlig nutildags italienerne begyndt at skrive latin).
¹¹Scripsit in me de utraque specie sacramenti frater alius Lipsensis Germanus, lector ille, ut nosti, totius Canonis Biblici, facturus (ut audio) adhuc maiora et mira mirabilia. Italus sane cautus nomen suum obticuit, forte exemplum Caietani et Syluestri ueritus. Lipsensis contra, sicut decet strenuum et ferocem Germanum, multis tituli uersibus nomen suum, uitam suam, sanctitatem suam, scientiam suam, officium suum, gloriam suam, honorem suum, pene et Calopodia sua celebrauit.	Der er en anden broder, der har skrevet imod mig om sakramentets to skikkelser, en tysker fra Leipzig, og vi får at vide, at han har læst hele det kanoniske bibliotek, og jeg hører, at han har gjort mange store og mærkelige ting. Italieneren er forsigtig nok til at fortie sit navn, måske efter Cajetanus' og Sylvesters sande eksempel. Leipzigeren, derimod, gør som de dristige og stridbare tyskere gør, han omgiver sit navn med en masse titler, bekendtgør sit liv, sin hellighed, sin viden, sit embede, sin ære, sin hæder, næsten også sine træsko.
¹²Hic procul dubio non mediocria discam, quandoquidem ad ipsum filium dei scribitur nuncupatoria Epistola. tam familiares sunt hi sancti Christo regnanti in coelis. Deinde tres mihi picae hic uidentur loqui, una, bene latina, altera, melius graeca, tertia, optime Haebraica. Quid hic mihi, Hermanne mi, agendum putas aliud, quam, ut aures arrigam? Res Lipsiae agitur per obseruantiam sanctae Crucis.	Her kan jeg uden tvivl lære ikke så lidt, når det navngivne brev skrives til selve Guds søn. Hvor hyggeligt omgås ikke disse hellige med den Kristus, der hersker i himlen! Dernæst er der tre sladretasker (skader), der her synes at tale til mig, én på smukt latin, en anden på bedre græsk, og en tredie på et allerkønneste hebraisk. Men kære Hermann, hvad mener du, det har med mig at gøre, udover at jeg skal spidse ører? Den leipzigske sag drejer sig om betragtelsen af det hellige kors.
¹³Hactenus ego stultus sensi, pulchrum fore, si pro laicis utraque species sacramenti porrigenda statueretur Concilio generali. Hanc sententiam frater plus quam doctissimus correcturus dicit, Neque praeceptum esse, neque consultum, siue a Christo, siue Apostolis, ut utraque species porrigatur laicis, Ideoque Ecclesiae relictum iuditio, quid hic faciendum omittendumue sit, cui necesse sit obedire. Haec ille.	Indtil nu har jeg været dum nok til at tro, at det ville være smukt, om det på et almindeligt koncil kunne besluttes, at man måtte give lægfolket begge sakramentets dele. Men denne mening siger broderen, mere end højlærd, at han vil korrigere, det er nemlig ikke foreskrevet eller tilrådet, hverken af Kristus eller apostlene, at lægfolk skal have begge skikkelser, derfor er det overladt til kirken at bedømme, hvad der på det punkt skal gøres og undlades, og den har man bare at adlyde. Såvidt broderen.
¹⁴(W499) Rogas forte, quae intemperiae hominem agitent, aut contra quem scribat, cum ego non damnarim unius speciei usum, et Ecclesiae iudicio reliquerim, utriusque usum statuendum. Id quod et ipse conatur asserere, eo ipso contra me pugnaturus.	Du spørger måske, hvilket temperamentsfuldt menneske de dog har med at gøre, eller hvem han mon skriver imod, eftersom jeg aldrig har fordømt brugen af kun den ene skikkelse, og netop har overladt det til kirkens bedømmelse, at indføre begge skikkelser. Det, som også han han selv prøver at bevise, det vil han bekæmpe hos mig.
¹⁵Respondeo, id genus disputandi omnibus familiare esse, qui contra Lutherum scribunt, ut hoc asserant quod impugnant, aut fingant quod impugnent. Sic Syluester, Sic Eccius, sic Emser, sic Colonienses quoque et Louanienses, a quorum ingenio si hic frater recessisset, contra Lutherum non scripsisset.	Jeg svarer, at det ser ud til, at den disputeremåde er almindelig blandt alle dem, som skriver imod Luther, at de tilslutter sig det, de bekæmper, eller lader, som om de er enige med det, de skulle bekæmpe. Sådan gør Sylvester, sådan gør Eck, sådan gør Emser, sådan gør kølnerne og dem fra Louvain, og hvis denne broder her havde afviget fra disse manges disputeremåde, ville han ikke have skrevet mod Luther.
¹⁶Sed accidit huic homini aliquid prae caeteris foelicius. Cum enim esse probaturus, neque praeceptum, neque consultum, sed arbitrio Ecclesiae relictum utriusque speciei usum, inducit scripturas, quibus probet, praecepto Christi esse unam pro laicis statutam speciem.	Men der skete denne broder noget mere lykkeligt end de andre. Da han nemlig skulle bevise, at det at bruge begge skikkelser hverken er et bud eller et råd, men noget, der er overladt til kirkens bestemmelse, indførte han skriften, hvormed han beviste, at det ved Kristi bud er fastslået, at lægfolk kun skal have én skikkelse.
¹⁷Vt sic uerum sit, nouo hoc scripturae Interprete, unam speciem non praeceptam, et simul praeceptam esse a Christo. Huius genere disputationis nouae, scis, ut Lipsenses isti Dialectici peculiariter utantur. Nonne et Emser, cum priore suo libello profeteretur, sese candide de me loqui, et a me conuictus de teterrima inuidia foedisque mendaciis, in posteriore me confutaturus, utrunque plane confitetur, et nigro et candido animo sese scripsisse? Bonus scilicet uir, ut nosti.	Så at det således kan være sandt, ifølge denne nye skriftudlægning, at én skikkelse ikke er et bud, og samtidig er påbudt af Kristus. Du må vide, at Leipziger-dialektikerne er specielle ved at bruge denne nye disputationsmetode. Mon ikke også Emser, da han i sin første bog forkyndte, at han ville tale rent til mig, og så af mig blev fanget i en afskyelig misundelse og i skrækkelige løgne, så at han i sin følgende bog vendte sig imod mig, mon ikke han ligeud bekendte, at han havde skrevet på begge måde, med både sort og hvid sjæl? Han er en god mand, at I bare véd det.
¹⁸Sed audi nostrum speciosum speciatorem, apud quem idem est, arbitrium Ecclesiae, et praeceptum Christi, Rursus, idem praeceptum Christi, et non praeceptum Christi, qua dexteritate probet, unam tantum speciem laicis, praecepto Christi, id est, arbitrio Ecclesiae, dandam.	Men jeg har hørt vor skønne skikkelsesargumentator, hos ham er det samme, om det er kirkens bestemmelse eller Kristi bud, om det er Kristi bud eller ikke Kristi bud, dermed beviser han behændigt, at lægfolk kun skal have den ene skikkelse, det er givet ved Kristi bud, det vil sige, ved kirkens bestemmelse.
¹⁹Literis enim maiusculis signat in hunc modum: FVNDAMENTVM INFALLIBILE. Deinde, tractat c. vi. Iohan. incredibili sapientia, ubi Christus de pane coeli et pane uitae, qui est ipse, loquitur. quae uerba, homo doctissimus, non modo ad sacramentum altaris trahit, uerum et hoc facit, ut, quia Christus dixerat: Ego sum panis uiuus, et non: Ego sum calix uiuus, concludat, non nisi unam speciem sacramenti pro laicis eo loco institutam.	Men store bogstaver ser det ud på følgende måde: ET UFEJLBART FUNDAMENT. Derefter behandler han Joh 6 med en utrolig visdom, hvor Kristus taler om himlens brød og livets brød, det vil sige om sig selv; og disse ord udlægger den højlærde mand ikke blot om alterets sakramente, nej, han gør også det, at han, fordi Kristus siger: 'Jeg er det levende brød' og ikke: 'Jeg er den levende kalk', drager den slutning, at der på dette sted ikke indstiftes mere end én skikkelse til lægfolk.
²⁰Quod uero sequitur: Caro mea uere est cibus, et sanguis meus vere est potus, Item: Nisi manducaueritis carnem filii hominis, et biberitis eius sanguinem, cum pro utraque specie uideretur fraterno cerebro inuicte contra unam pugnare, Hui quam foeliciter et docte eludit, in hunc modum, Quod Christus his uerbis aliud non uoluit, quam, qui unam speciem acciperet, sub eadem utrunque, carnem et sanguinem, acciperet. Haec ille, pro fundamento suo infallibili tam digne sancta coelestique obseruantia structurae.	Men nu læser vi lige bagefter: 'Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drikke' og: 'Hvis I ikke spiser menneskesønnens kød og drikker hans blod', og eftersom det for den broderlige hjerne synes at kæmpe uimodsigeligt for de to skikkelser, så klarer denne ligeså glad og lærd frisag på følgende måde: Kristus har med disse ord aldrig villet, at man skal modtage mere end én skikkelse, når man modtager det under disse to skikkelser, kød og blod. Såvidt vor broder og hans værdige, hellige, himmelske observant-tænkemåde til fordel for hans ufejlbare fundament.
²¹(W500) Ex isto nunc disce et tu queso mecum, Christum c. vi. Iohan. praecipere unam speciem, sic tamen, ut hoc ipsum praecipere sit id, quod relinqui arbitrio Ecclesiae. Ad hec, Christum in eodem capitulo loqui duntaxat de laicis, non de presbyteris.	Ud fra dette kan du nu lære sammen med mig, tror jeg nok, at Kristus i Joh 6 påbyder én skikkelse, dog således, at dette netop er at påbyde, at det skal være overladt kirkens bestemmelse. Det er måske af den grund, at Kristus i dette kapitel taler om lægfolket, ikke om præsterne.
²²Nam ad hos non pertinet panis uiuus de celo, id est, una species sacramenti, sed forte panis mortis de inferno. Iam, quid de diaconibus et hypodiaconibus fiet? qui neque laici sunt, neque sacerdotes. hos oportet, hoc eximio autore, neque una, neque utraque specie uti.	For om dem drejer ordet sig ikke, det om det levende brød fra himlen, det vil sige, den ene skikkelse af sakramentet, men snarere det om helvedes døde brød. Men hvad bliver der så tilbage til diakonerne og underdiakonerne? de er jo hverken lægfolk eller præster. De bør, efter forfatterens undtagelse, hverken bruge én skikkelse eller to.
²³Intelligis, mi Tulichi, morem tractandae scripturae obseruanticum et nouum. Sed et hoc disces, Christum Iohan. vi. de sacramento eucharistiae loqui, cum ipse doceat, se loqui de fide incarnati uerbi, dicens: Hoc est opus dei, ut credatis in eum quem ille misit.	Kære Tulichus, du forstår rigtignok den nye observantmetode at behandle skriften på. Men du lærer også, at Kristus i Joh 6 taler om nadverens sakramente, skønt han selv lærer, at han taler om troen på det kødblevne ord, idet han siger: 'Dette er Guds gerning, at I tror på den, han sendte'. (Joh 6,29).
²⁴Verum huic Lipsensi Bibliorum professori hoc donandum est, ut e quolibet scripturae loco probet quodlibet. Est enim Theologus Anaxagoricus, immo Aristotelicus, cui nomina et uerba transposita eadem et omnia significant.	Men for denne Leipziger bog-professor er det givet, at man kan bevise hvadsomhelst af hvadsomhelst. Han er nemlig en anaxagorisk eller aristotelisk teolog, for hvem navnet og det oversatte ord betyder det samme og alting.

⁴⁹Satis autem miror, eos asserere, presbyteris nullo modo licere, in missa unam speciem accipere, sub peccato mortali, nulla alia causa, nisi quod (ut omnes unanimiter dicunt) utraque species sit unum plenum sacramentum, quod non debeat diuidi.	Det undrer mig meget, at de kan påstå, at det på ingen måde er tilladt præsterne at modtage kun én skikkelse i messen, endda er det en dødssynd, og det af ingen anden grund, end at (som de alle siger samstemmende) begge skikkelser udgør det hele sakramente, som ikke bør deles.
⁵⁰Dicant ergo mihi quaeso, cur laicis licet diuidi, et solis eis non dari integrum sacramentum? Nonne suomet testimonio confitentur, aut laicis dandam utranque speciem, aut una specie non dari eis legittimum sacramentum? (W504) Quomodo in presbyteris non est sacramentum plenum una species, et in laicis est plenum? Quid mihi arbitrium Ecclesiae et potestas Papae hic iactatur? Non per haec soluuntur uerba dei, et testimonia ueritatis.	Jamen, kan de så ikke sige mig, hvorfor det er tilladt at dele det for lægfolk, hvorfor det er tilladt ikke at give dem det hele sakramente? Mon ikke de ved det vidnesbyrd bekender, enten at lægfolk skal have begge skikkelser, eller at det at give dem kun én skikkelse ikke er en legitim måde at uddele sakramentet på? Hvordan kan det være, at det for præsterne ikke er et helt sakramente i kun én skikkelse, men for lægfolket er et helt sakramente? Hvorfor praler de her med kirkens forgodtbefindende og pavens magt? Guds ord og sandhedens vidnesbyrd kan ikke opløses ved disse ting.
⁵¹Vltra sequitur, si uini speciem potest Ecclesia tollere laicis, potest et panis speciem tollere, ergo poterit totum sacramentum altaris laicis tollere, et Christi institutionem penitus in eis euacuare. Sed qua rogo autoritate? Si autem non potest panem aut utrunque tollere, nec uinum potest nec potest haberi, quod hic dici potest aduersatio, cum eandem in utra, quae in utraque specie, potestatem esse oporteat, si non in utraque, nec in utra. Opto audire, quid hic adulatores Romani uelint dicere.	Videre er det givet, at hvis kirken kan fratage lægfolket vinens skikkelse, kan det også fratage dem brødets skikkelse, altså kan den fratage lægfolket hele alterets sakramente, og fuldstændig gøre Kristi indstiftelse til intet. Men med hvilken autoritet? spørger jeg. Men hvis man ikke kan fratage dem brødet eller begge skikkelser, så kan man heller ikke fratage dem vinen, og modstanderne kan ikke sige noget herimod, eftersom kirken må have den samme ret over den ene som over begge skikkelser, hvis den ikke har ret over begge, har den heller ikke over den ene. Gad vidst, hvad de romerske smigrere vil sige hertil!
⁵²Sed quod maxime omnium urget, penitusque me concludit, Christus dicit: Hic est sanguis meus, quo pro uobis, et pro multis effundetur, in remissionem peccatorum. Hic clarissime uides, sanguinem dari omnibus, pro quorum peccatis fusus est. Quis uero audeat dicere, pro laicis non esse fusum?	Men hvad der mest af alt tvinger mig og lukker munden fuldstændig på mig, det er, at Kristus her siger: 'Dette er mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse'. Her ser du soleklart, at blodet gives til alle dem, for hvis synder det er udgydt. Hvem vover at sige, at det ikke er udgydt for lægfolket?
⁵³An non uides, quos alloquitur dans calicem? Nonne omnibus dat? Nonne pro omnibus fusum dicit? pro uobis (inquit), esto sint ii sacerdotes, et pro multis, ii non possunt esse sacerdotes, et tamen dicit: Bibite ex eo omnes. Vellem et ego hic nugari facile, et uerbis meis illudere uerba Christi, ut meus nugator facit.	Mon ikke du ser, hvem han henvender sig til, når han giver dem kalken? Mon ikke han giver den til alle? Mon ikke han siger, det er udgydt for alle? 'for jer', siger han, og lad det bare være præsterne, 'og for mange', det kan ikke være præsterne, og desuden siger han: 'drik alle heraf!' Jeg ville gerne, om også jeg kunne drive spot og lade, som om mine ord er Kristi ord, sådan som min spottefugl gør.
⁵⁴Sed scripturis redarguendi sunt, qui scripturis nituntur contra nos. Haec sunt, quae me prohibuerunt Boemos damnare, qui, siue mali siue boni, certe uerbum et factum Christi habent pro se, nos autem neutrum, sed tantum inane illud hominum commentum: Ecclesia sic ordinauit, cum non Ecclesia, sed tyranni Ecclesiarum, citra consensum Ecclesiae (id est, populi dei), ista ordinarint.	Men de modstandere, som støtter sig til skriften imod os, skal gendrives med skriften. Det er det, der har forhindret mig i at fordømme bøhmerne, som, hvad enten de er onde eller gode, i hvert fald har Kristi ord og gerning for sig, vi, derimod, har ingen af delene, men kun dette tomme menneskepåfund: kirken har forordnet det sådan, skønt det ikke er kirken, men det kirkelige tyranni, der har forordnet det, og endda gjort det uden samtykke fra kirken (det vil sige, fra Guds folk).
⁵⁵Obsecro autem, quae est necessitas? quae religio? quae utilitas? laicis negare utranque speciem, id est, signum uisibile, quando omnes concedunt eis rem sacramenti, sine signo? si rem concedunt, quae maior est, cur signum, quod minus est, non concedunt? In omni enim sacramento signum, inquantum signum, incomparabiliter minus est quam res ipsa.	Men hvad i alverden er det for en nødvendighed, hvad er det for en fromhed, hvad er det for en nytte, det kan have, at nægte at give lægfolket begge skikkelser, det vil sige: det synlige tegn; når dog alle vil give dem sagen i sakramentet uden tegn? hvis de vil give den sagen, altså det større, hvorfor da ikke tegnet, som er det mindre? For i ethvert sakramente er tegnet, forsåvidt det er tegn, uden sammenligning mindre end sagen selv.
⁵⁶Quid ergo prohibet, inquam, minus dari, quando maius datur, nisi quod mihi hac permissione irati dei uidetur contigisse, ut esset occasio schismatis in Ecclesia, qua significaretur, nos re sacramenti iam dudum amissa, propter signum, et id quod minus est, contra rem maximam et solam pugnare, sicuti quidam pro ceremoniis pugnant contra charitatem.	Altså, siger jeg, hvad forhindrer dem i at give det mindre, når det større gives, andet end at det synes mig at være sket ved den fortørnede Guds tilladelse, at der blev givet lejlighed til skisma i kirken, hvorved det betegnes, at vi allerede forlængst har forspildt sakramentets væsentlige gode, på grund af, at tegnet, som er det mindre, kæmper mod det større og eneste, sådan som nogle kæmper for ceremonierne imod kærligheden,
⁵⁷immo, ceptum uidetur hoc monstrum eo tempore, quo pro diuitiis mundi cepimus contra Christianam charitatem insanire, ut deus ostenderet hoc terrifico signo, nos signa maioris ducere, quam res ipsa. Quae peruersitas, si baptisando concedas fidem dari baptismi, neges autem signum fidei eiusdem, id est, aquam?	ja, dette uhyre synes at være begyndt på den tid, da vi for verdslig rigdoms skyld begyndte at rase imod den kristne kærlighed, så at Gud åbenbarede ved dette forfærdelige tegn, at vi sætter tegnet højere end sagen selv. Hvilken forvendthed ville det ikke være at indrømme, at igennem dåben gives troen på dåben, men at nægte tegnet på denne tro, det vil sige vandet?
⁵⁸Vltimo, stat inuictus Paulus, omnium obstruens ora .i. Corint. ii: Ego accepi a domino, quod et tradidi uobis. Non dicit, ut e suo cerebro frater mentitur; permisi uobis. Nec est uerum, propter contentionem illorum utranque speciem donasse. Primo, quod textus ipse indicat, non de utraque specie fuisse contentionem, sed de contemptu et inuidia abundantium et egentium, ut clarus est textus, dicans: Alter esurit, alter ebrius est, et confunditis eos quo non habent.	Til sidst står Paulus uovervundet der og lukker munden på alle med sine ord, 1 Kor 11,23: 'Jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret jer'. Han siger ikke, som broderen ud af sit eget hoved fordrejer ordene: 'Jeg har tilladt jer'. Og det er heller ikke sandt, at det var på grund af deres stridigheder, at han gav dem begge skikkelser. For det første, fordi teksten selv viser, at der ikke var strid om begge skikkelser, men om foragt og misundelse hos dem, der havde overflod, og hos dem, der manglede. For teksten siger klart: 'Den ene er sulten, den anden drukken, og I beskæmmer dem, som intet har'.
⁵⁹Deinde, quod non loquimur de prima sua traditione. non enim dicit: accipio a domino et do uobis, sed: accepi et tradidi, scilicet in initio praedicationis, longe ante hanc contentionem, significans utranque speciem eis tradidisse, quod tradidisse est praecepisse, sicut alibi utitur eodem uerbo.	Dernæst taler han ikke om begyndelsen på sin overlevering. Han siger nemlig ikke: Jeg modtager fra Herren og giver jer, men: Jeg har modtaget og har givet, nemlig i begyndelsen af sin prædikenvirksomhed, længe før denne strid, og derved betegner han, at han har overleveret begge skikkelse til dem, og at det at overlevere er at påbyde, sådan som han andetsteds bruger dette ord.
⁶⁰Nihil ergo sunt, quae frateralis fumus hic permissione, sine scripturis, sine ratione, sine causa conglomerat. Aduersarii non querunt, quod ipse somniet, sed quid scriptura in his iudicet, ex qua nec apicem potest producere pro suo somnio, cum illi tanta fulmina pro sua fide proferant.	Det har altså ikke noget på sig, hvad det broderlige røgslør her uden skrift, uden begrundelse, uden årsag, blander sammen om tilladelse. Modstanderne spørger ikke, hvad han drømmer sig til, men hvad skriften dømmer i disse sager, og fra den kan han ikke fremdrage en stavelse til fordel for sine drømmesyner, selv om disse frembringer nok så mange lyn til fordel for hans tro.
⁶¹Surgite ergo hic uniuersi adulatores Papae in unum, satagite, defendite uos ab impietate, tyrannide, laesa maiestate Euangelii, iniuria fraterni opprobrii, qui haereticos iactatis eos, qui non secundum merum capitis uestri somnium, contra tam patentes et potentes scripturas sapiunt.	Slut jer bare sammen, I alverdens papistiske smigrere, gør jer umage, rens jer for ugudelighed, tyranni, for majestætsfornærmelse imod evangeliet, for uret mod de brødre, som I har beskyldt for kætteri, fordi de ikke danner deres tanker efter jeres hoveders drømmesyner, imod så klare og vægtige skriftsteder.
⁶²Si utri sunt haeretici et schismatici nominandi, non Boemi, non Graeci (quia Euangeliis nituntur), sed uos Romani estis haeretici, et impii schismatici, qui solo uestro figmento praesumitis, contra euidentes dei scripturas. Eluite haec uiri.	Skal nogen kaldes kættere og skismatikere, så er det ikke bøhmerne eller grækerne (for de støtter sig til evangeliet), men jer romere, I er kættere og ugudelige skismatikere, fordi I alene regner med jeres påfund imod Guds klare skrift. Det skulle I rense jer for, kære venner!
⁶³Quid vero magis ridiculum, et fraterno isto capite dignius dici potuit, quam Apostolum particulari Ecclesiae, scilicet Corinthiorum, ista scripsisse et permisisse, non autem uniuersali? unde haec probat? Ex solito penu, nempe, proprio et impio capite.	Men hvad er vel mere latterligt eller mere i overensstemmelse med denne broders hoved, end når han kan sige, at apostelen har skrevet dette og tilladt dette kun til denne menighed, altså kun til korintherne, ikke til hele kirken? hvor beviser han det fra? Fra sit sædvanlige forrådskammer, fra sit ugudelige hoved.
⁶⁴cum uniuersalis Ecclesia Epistolam hanc pro se acceptat, legit, sequitur in omnibus, cur non etiam in hac parte? Quod si demus unam Epistolam aliquam Pauli, aut unum alicuius locum, non ad uniuersalem Ecclesiam pertinere, iam euacuata est tota Pauli autoritas.	Når dog fælleskirken antager, læser og i alle ting følger dette brev, hvorfor så ikke også i dette stykke? Og hvis vi indrømmer om blot ét brev af Paulus eller blot ét sted i et brev, at det ikke retter sig mod fælleskirken, så har vi tilintetgjort hele Paulus' autoritet.
⁶⁵Corinthii enim dicent, ea quae de fide ad Romanos docet, non ad se pertinere. Quid blasphemius et insanius hac insania fingi possit? Absit, (W506) absit, ut ullus apex in toto Paulo sit, quem non debeat imitari et seruare tota uniuersalis Ecclesia. Non sic senserunt patres usque in haec tempora periculosa, in quibus praedixit Paulus futuros esse blasphemos et caecos et insensatos. Quorum unus hic frater, uel primus est.	Korintherne vil jo kunne sige, at det, som han lærer om troen i brevet til romerne, ikke kommer dem ved. Hvad kan man tænke sig mere blasfemisk og vanvittigt end denne vanvittighed? Det kan ikke på nogen måde være sådan, at der i hele Paulus er så lidt som bare en stavelse, som ikke hele fælleskirken bør efterkomme og tjene. Sådan tænkte fædrene ikke førend i denne farlige tid, om hvilken Paulus har forudsagt, at der vil komme spottere og blinde og vanvittige. Hvoraf denne broder er én, ja, er den første.
⁶⁶Sed demus insaniam hanc intolerabilem, Si particulari Ecclesiae permisit Paulus, recte ergo Graeci, recte Boemi faciunt, etiam te autore, sunt enim particulares Ecclesiae. quare satis est eos non agere contra Paulum, saltem permittentem. Porro, Paulus permittere non potuit aliquid contra Christi institutum.	Men lad os så gå ind på dette utålelige vanvid, da: Hvis Paulus har tilladt enkeltkirken det, så handler jo grækerne og bøhmerne ret, også ifølge dig, kære broder, For de er jo enkeltkirker. Derfor er det nok ikke at handle imod Paulus, eftersom han i det mindste tillader det. Videre: Paulus kan ikke tillade noget, der er imod Kristi indstiftelse.
⁶⁷Oppono igitur, Roma, tibi et omnibus tuis adulatoribus hos Christi et Pauli sermones, pro Graecis et Boemis, nec poteris uno pilo monstrare, potestatem tibi esse datam haec mutandi, multo minus alios propter tuam praesumptionem neglectam haereticos criminandi. sed tu digna es, impietatis et tyrannidis crimine accusari.	Jeg sætter derfor op imod dig, Rom, og alle dine smigrere, disse Kristi og Paulus' ord, til fordel for grækerne og bøhmerne, og du kan ikke med en stavelse vise, at du har magt til at ændre det, endnu mindre, at du har magt til at skælde andre folk ud for kættere, fordi de ikke bryder sig om din antagelse. Du har tværtimod selv fortjent at blive skældt ud for ugudelighed og tyranni.
⁶⁸Ad haec legimus in Cypriano, qui unus contra omnes Romanistas satis potens est, qui lib. v. sermone de lapsis testatur, multis in Ecclesia illa usum fuisse laicis, etiam pueris, utranque speciem, immo corpus domini in manu dari, ut per multa exempla docet.	Om dette læser vi hos Cyprian, som alene er mægtig nok til at kunne stå sig mod alle romanister, at han i den 5. bog i prædikenen om de faldne bevidner, at det var skik i hans kirke at give mange lægfolk, også børn begge skikkelser, ja at give dem Herrens legeme i hånden, hvilket han viser ved mange eksempler.
⁶⁹Inter caetera e uulgo quosdam sic increpat: Et quod non statim domini corpus inquinatis manibus accipiat, aut ore polluto domini sanguinem bibat, sacerdotibus sacrilegus irascitur.	Blandt andet holder han følgende straffetale til nogle i menigheden: 'Og den frafaldne er vred på præsterne, fordi han ikke straks må tage Herrens legeme med sine urene hænder og drikke Herrens blod med sin besmittede mund'.
⁷⁰Vides, hic de laicis eum loqui, sacrilegis, qui a sacerdotibus corpus et sanguinem accipere uoluerunt. Habes hic, adulator miser, quod gannias? dic et hunc sanctum martyrem, unum in Ecclesia apostolica spiritu doctorem, esse haereticum, et in particulari Ecclesia permissione usum.	Du ser, at han her taler om frafaldne lægfolk, som vil modtage legemet og blodet af præsterne. Elendige smigrer, har du her noget at gø af? Sig dog, at denne hellige martyr, en kirkelærer i apostolisk ånd, er en kætter, eller kun som enkeltkirke har fået denne tilladelse.
⁷¹Recenset ibidem historiam, se teste ac presente factam, ubi diaconum calicem infanti puellae dedisse, immo reluctanti eidem infudisse sanguinem domini apertissime scribit. Idem de sancto Donato legitur, cuius calicem fractum, O miser adulator, quam frigide eludit: fractum (inquit) calicem lego, sanguinem datum non lego.	Sammesteds fortæller han ganske åbenlyst en historie, som er sket i hans nærværelse og bevidnet af ham. En diakon rakte en lille pige kalken, og da hun vægrede sig ved at drikke, hældte han endog Herrens blod i munden på hende. Det samme læses om den hellige Donatus, og med henblik på dennes sønderbrudte kalk, kommer vor elendige smigrer med denne flove udflugt: 'Jeg læser vel om en sønderbrudt kalk, men ikke om noget blod, som blev uddelt'.
⁷²Quid mirum? qui in sacris scripturis intelligit, quod uult, etiam in historiis legat, quod uult. Sed nunquid per hoc stabilitur arbitrium Ecclesiae, aut confutantur haeretici? Verum haec abunde satis; non enim, ut illi responderem, haec coepi, qui dignus non est responsione, sed, ut rei ueritatem aperirem.	Men det er jo ikke så mærkeligt, at den, der i den hellige skrift kun forstår, hvad han vil forstå, også i historierne kun læser, hvad han vil. Men bekræftes derigennem den påstand, at kirken kan handle efter forgodtbefindende, eller gendrives kætterne? Nå, dette er fuldt ud tilstrækkeligt; jeg er ikke begyndt på dette, fordi jeg ville svare ham, for han fortjener ikke noget svar, men for at bringe sagens sandhed for lyset.

⁷³Concludo itaque, Negare utranque speciem laicis, esse impium et tyrannicum, nec in manu ullius angeli, nedum Papae et Concilii cuiuscunque. nec (W507) moror Concilium Constantiense, cuius autoritas, si valet, cur non valet et Basiliense, quod contra statuit, Boemis licere utranque speciem suscipere, quod multa disputatione illic obtentum est, ut extantes annales, et literae Concilii probant. quod Adulator iste ignorans adducit pro suo somnio, adeo prudenter omnia tractat.	Jeg vil derfor drage den konklusion: At nægte lægfolk begge skikkelser er ugudeligt og tyrannisk, og ingen kan gøre det, ikke nogen engel, ejheller paven eller noget koncil. Og jeg lader mig ikke vildlede af koncilet i Konstanz, for hvis dette koncils autoritet skal gælde, hvorfor skal så ikke Baselkoncilets autoritet gælde, som bestemte det modsatte, at bøhmerne havde lov til at bruge begge skikkelser. Dette blev opnået efter en lang diskussion, sådan som de eksisterende annaler og breve fra koncilet beviser. Og skønt vor smigrer ikke aner noget om dette, anfører han det dog som bevis for sine drømme. Så klogt handler han i alle ting!
⁷⁴Prima ergo captiuitas huius sacramenti est, quo ad eius substantiam, seu integritatem, quam nobis abstulit Romana tyrannis, Non quod peccent in Christum, qui una specie utuntur, cum Christus non preceperit ulla uti, sed arbitrio cuiuslibet reliquit dicens: Quotiescunque haec feceritis, in mei memoriam facietis, Sed quod illi peccant, qui hoc arbitrio uolentibus uti prohibent utranque dari.	Det første fangenskab, dette sakramente er i, angår altså dets væsen eller fuldstændighed, som det romerske tyranni har frataget os. Ikke sådan, at de synder imod Kristus, de, som kun bruger den ene skikkelse, eftersom Kristus ikke har foreskrevet at bruge nadveren, men overladt det til enhvers skøn, idet han sagde: 'Så ofte som I gør dette, gør det til min ihukommelse'. Men sådan, at de mennesker synder, som forhindrer, at det gives til dem, som efter dette skøn ønsker at bruge begge skikkelser.
⁷⁵culpa non est in laicis, sed in sacerdotibus. Sacramentum non est sacerdotum, sed omnium, nec domini sunt sacerdotes, sed ministri, debentes reddere utranque speciem petentibus, quotiescunque petierunt. Quod si hoc ius rapuerint laicis et ui negauerint, tyranni sunt, laici sine culpa, uel una uel utraque carent, fide interim seruandi, et desyderio integri sacramenti.	Skylden ligger ikke hos lægfolket, men hos præsterne. Sakramentet tilhører ikke kun præsterne, men alle, og præsterne er ikke herrer, men tjenere, som bør give enhver, der beder derom, begge skikkelser, så ofte som de beder derom. Og hvis de ud fra nogen retsforståelse frarøver lægfolket det og nægter dem det med magt, så er de tyranner, men lægfolket uden skyld; enten de mangler den ene eller begge skikkelser, bevares de i mellemtiden ved troen, og ved længslen efter det fuldstændige sakramente.
⁷⁶Sicut baptismum et absolutionem debent petenti, tanquam ius habenti, ipsi ministri; quod si non dederint, petens plenum habet fidei suae meritum, ipsi coram Christo serui nequam accusabuntur. Sicut olim in Eremo sancti patres in multis annis non communicauerunt ulla specie sacramenti.	På samme måde skal de give dåben og absolutionen til dem, der begærer det, som noget, de har ret til; de er jo tjenere. Og hvis de ikke giver dem det, så har den, der beder om det, en fuld fortjeneste i kraft af sin tro, men de selv vil blive anklaget overfor Kristus som uduelige tjenere. Sådan modtog de hellige fædre i ørkenen ikke sakramentet under nogen skikkelse.
⁷⁷Itaque non hoc ago, ut ui rapiatur utraque species, quasi necessitate praecepti ad eam cogamur, Sed conscientiam instruo, ut patiatur quisque tyrannidem Romanam, sciens sibi raptum per uim ius suum in sacramento, propter peccatum suum.	Jeg skriver derfor ikke dette, for at begge skikkelser skal indføres med magt, som om vi var tvunget til det ved et buds nødvendighed, men jeg belærer samvittigheden, at enhver skal finde sig i det romerske tyranni, men han skal vide, at hans ret er ham berøvet i sakramentet med magt på grund af hans synd.
⁷⁸tantum hoc uolo, ne quis Romanam tyrannidem iustificet, quasi recte fecerit, unam speciem laicis prohibens, sed detestemur eam, nec consentiamus ei, tamen feramus eam, non aliter, ac si apud Turcam essemus captiui, ubi neutra specie liceret uti.	Kun det vil jeg, at ingen skal retfærdiggøre det romerske tyranni, som om det var med rette, at man har forhindret lægfolket i at få den ene skikkelse, men vi forkaster det og vil ikke være enig med dem i det, selv om vi finder os i det, på samme måde som hvis vi var taget til fange af tyrkerne, hvor vi ikke kunne få nadveren under nogen skikkelse.
⁷⁹Hoc est, quod dixi mihi pulchrum uideri, si generalis Concilii statuto ista captiuitas solueretur, et nobis Christiana illa libertas e manibus Romani tyranni restitueretur, et cuique suum arbitrium petendi utendique relinqueretur, sicut in baptismo et poenitentia relinquitur. At nunc cogit singulis annis unam speciem accipi eadem tyrannide, adeo extincta est libertas nobis a Christo donata, sic meruit impia nostra ingratitudo.	Det er, hvad jeg har sagt, og jeg synes, det ville være smukt, om et almindeligt koncil løste os fra dette fangenskab og tilbagegav os denne vores kristne frihed fra den romerske tyrans hånd, og overlade det til enhver at begære og bruge det efter sit skøn, sådan som vi nu har det med dåben og boden. Men nu tvinger man os til år efter år at modtage kun den ene skikkelse ved dette tyranni, og derfor er den kristne frihed, Kristus har givet os, udslukt. Dette har vi fortjent i kraft af vor ugudelighed og utaknemlighed.
⁸⁰ (W508) Altera captiuitas eiusdem sacramenti mitior est, quod ad conscientiam spectat, sed quam multo omnium periculosissimum sit tangere, nedum damnare. Hic Viglephista, et sexcentis nominibus haereticus ero. Quid tum? postquam Romanus Episcopus Episcopus esse desiit, et tyrannus factus est, non formido eius uniuersa decreta, cuius scio non esse potestatem articulos nouos fidei condendi, nec Concilii quidem generalis.	Det andet fangenskab, dette sakramente er i, er tåleligere, hvad samvittigheden angår, men det er særdeles farligt at berøre det, endsige fordømme det. Her må jeg være en Viclisit og bære mindst sekshundrede kætternavne. Hvordan det? Jo, siden den romerske biskop er ophørt at være biskop og er blevet tyran, frygter jeg ikke alle hans dekreter, for jeg véd, at det ikke står i hans magt, ja ikke engang i et nyt koncils magt, at skabe en ny trosartikel.
⁸¹Dedit mihi quondam, cum Theologiam scholasticam haurirem, occasionem cogitandi D. Card. Camera. libro sententiarum quarto, acutissime disputans, multo probabilius esse, et minus superfluorum miraculorum poni, si in altari uerus panis, uerumque uinum, non autem sola accidentia esse astruentur, nisi Ecclesia determinasset contrarium.	Dengang jeg studerede den skolastiske teologi, fik jeg lejlighed til at tænke over, hvad kardinalen fra Cambrai højst skarpsindigt siger i sentensernes fjerde bog, at det ville være meget mere sandsynligt og kræve mindre overflødige undere, hvis man ville antage, at der på alteret er virkeligt brød og virkelig vin, ikke kun deres ydre egenskaber, hvis ikke kirken havde besluttet det modsatte.
⁸²Postea uidens, quae esset Ecclesia, quae hoc determinasset, nempe Thomistica, hoc est, Aristotelica, audacior factus sum, et qui inter saxum et sacrum haerebam, tandem stabiliui conscientiam meam sententia priore, Esse uidelicet uerum panen uerumque uinum, in quibus Christi uera caro uerusque sanguis non aliter nec minus sit, quam illi sub accidentibus suis ponunt.	Da jeg senere kom til at se, hvilken kirke det var, der havde besluttet det, nemlig den thomistiske, det vil sige, den aristoteliske, blev jeg dristigere, og jeg, der før hverken vidste ud eller ind, har nu styrket min samvittighed med min første mening, nemlig den, at det er virkeligt brød og virkelig vin, i hvilke Kristi virkelige kød og virkelige blod findes, ikke anderledes eller mindre, end når de andre påstår, det er der i de ydre egenskaber.
⁸³quod feci, quia uidi, Thomistarum opiniones, siue probentur a Papa, siue a Concilio, manere opiniones, nec fieri articulos fidei, etiam si angelus de coelo aliud statueret. Nam, quod sine scripturis asseritur, aut reuelatione probata, opinari licet, credi non est necesse. Haec autem opinio Thomae adeo sine scripturis et ratione fluctuat, ut nec philosophiam, nec dialectiam suam nouisse mihi uideatur.	Det har jeg gjort, fordi jeg så, at thomisternes meninger, hvad enten den så er godkendt af paven eller af et koncil, er og bliver meninger og ikke trosartikler, hvilket de ikke kan blive, om så en engel fra himlen besluttede noget andet. For hvad der fastslås uden skrift eller bevidnet åbenbaring, det kan man vel mene, men der kræves ikke, at man tror det. Men denne Thomas' mening er i den grad flydende, uden skrift og begrundelse, at han ikke synes at kende hverken filosofi eller logik.
⁸⁴Longe enim aliter Aristoteles de accidentibus et subiecto, quam sanctus Thomas loquitur, ut mihi dolendum uideatur pro tanto uiro, qui opiniones in rebus fidei non modo ex Aristotele tradere, sed et super eum, quem non intellexit, conatus est stabilire, infoelicissimi fundamenti infoelicissima structura!	For Aristoteles taler helt anderledes om ydre egenskaber og genstande, end den hellige Thomas gør, så jeg har helt ondt af en så stor mand, som ikke alene søger at overlevere os meninger i trossager fra Aristoteles, men som endog prøver at gå ud over ham, skønt han ikke har forstået ham; det bliver en ulyksalig bygning på en ulyksalig grundvold.
⁸⁵Permitto itaque, qui uolet utranque opinionem tenere, hoc solum nunc ago, ut scrupulos conscientiarum de medio tollam, ne quis se reum haereseos metuat, si in altari uerum panem, uerumque uinum esse crediderit. Sed liberum esse sibi sciat, citra periculum salutis, alterutrum imaginari, opinari et credere, cum sit hic nulla necessitas fidei.	Jeg lader det derfor stå hen, når nogen vil fastholde sin mening overfor andre. Det ene er det mig om at gøre: at bortrydde samvittighedsskrupler, at ingen skal være bange for at gøre sig skyldig i kætteri, hvis han tror, at der på alteret er virkeligt brød og virkelig vin. Men han skal vide at han uden fare for sin samvittighed frit kan tænke, mene og tro både det ene og det andet, fordi der her ikke er nogen trosnødvendighed.
⁸⁶Ego tamen meam nunc prosequor sententiam. Primum, nolo eos audire, nec tantilli facere, qui clamaturi sunt, hoc esse Viglephisticum, Hussiticum, haereticum, et contra Ecclesiae determinationem, cum hoc non faciant nisi ii, quos multis modis haereticos esse conuici in re indulgentiarum, lib. arb. et gratia dei, operibus bonis et peccatis etc., ut, si Viglephus semel fuit haereticus, ipsi decies haeretici sunt, et pulchrum sit ab haereticis et peruersis sophistis culpari et criminari, (W509) quibus placuisse summa impietas est.	Men jeg vil dog her udvikle min mening. For det første vil jeg ikke høre dem eller lægge vægt på dem, som skriger, at dette er viklisitisk, hussitisk, kættersk, eller i strid med kirkens forordninger, eftersom disse her ikke gør andet end de gjorde, som jeg mange gange har påvist var kættere i afladssagen, i spørgsmålet om den frie vilje og Guds nåde, om gode gerninger og synd. osv; sådan at, hvis Wiclef var kætter én gang, så var de kættere ti gange, og det kunne være kønt, om man skulle bagvaskes og anklages af kættere og fordrejede sofister, som kun kan lide den største ugudelighed.
⁸⁷Praeterea, quod suas sententias non alia re probare, nec contrarias alia ratione improbare possunt, quam dicendo: hoc est Viglephisticum, Hussiticum, haereticum. Hoc enim elumbe in summa semper natat saliua, atque aliud nihil, ubi, si petas scripturam, dicunt: Nos sic sentimus, et Ecclesia (id est, nos ipsi) sic determinauit; adeo homines reprobi circa fidem et incredibiles nobis sua phantasmata, autoritate ecclesiae, pro articulis fidei audent proponere.	Desuden kan de kun bevise deres egne anskuelser eller modbevise andres ved at sige: dette er viklefistisk, hussitisk, kættersk. Denne tomme tale har de altid på tungespidsen, og intet andet. Så hvis du kræver skriftbeviser, siger de: Sådan mener vi, og sådan har kirken bestemt (kirken, det er dem selv, jo). På den måde vover disse frække og vantro mennesker ud over troen at fastsætte deres indbildninger for os som trosartikler, ved kirkens autoritet.
⁸⁸Est autem meae sententiae ratio magna, imprimis illa, quod uerbis diuinis non est ulla facienda uis, neque per hominem, neque per angelum, sed, quantum fieri potest, in simplicissima significatione seruanda sunt, et nisi manifesta circumstantia cogat extra grammaticam et propriam accipienda non sunt, ne detur aduersariis occasio, uniuersam scripturam eluendi.	Men den største begrundelse for min mening er først og fremmest den, at de guddommelige ord ikke er nogen kraft til at skabe, hverken gennem menneske eller gennem en engel, men når det kan ske, bør tages i den enkleste mening, og medmindre stærke omstændigheder tvinger dertil, ikke bør forstås ud over sin bogstavelige mening, for at der ikke skal gives modstanderne anledning til lat drive spot med hele skriften.
⁸⁹Quo consilio recte Origenes olim repudiatus est, quod ligna et omnia, quae de paradiso scribuntur, grammatica locutione contempta, in allegorias uerterit, cum hinc possit duci, ligna non esse creata a deo. Ita et hic, cum Euangelistae clare scribant, Christum accepisse panem ac benedixisse, et actuum liber et Paulus Apostolus panem deinceps appellent, uerum oportet intelligi panem, uerumque uinum, sicut uerum calicem.	Efter dette råd blev i sin tid Origenes med rette bebrejdet, at han foragtede den bogstavelige betydning af træer og lignende i paradiset, og fordrejede det til allegorier, og så kunne man ikke slutte derud fra, at træerne var skabt af Gud. Således også her, når evangelisterne klart skriver, at Kristus tog brødet og velsignede det, og når Apostlenes Gerninger og apostelen Paulus kalder det brød, så bør man forstå det som virkeligt brød og virkelig vin, sådan som det også er en virkelig kalk.
⁹⁰non enim calicem transsubstantiari etiam ipsi dicunt. Transsubstantiationem uero, potestate diuina factam, cum non sit necesse poni, pro figmento humanae opinionis haberi, quia nulla scriptura, nulla ratione nititur, ut uidebimus.	For de siger nemlig ikke, at kalken også er transsubstantieret. Men da det ikke er nødvendigt at hævde, at der sker en transsubstantiation ved guddommelig kraft, så må det holdes for en menneskelig menings opfindelse, for den ikke støttes af nogen skrift eller nogen fornuftig grund, som vi skal se.
⁹¹Absurda est ergo et noua uerborum impositio, panem pro specie uel accidentibus panis, uinum pro specie uel accidentibus uini accipi. Cur non et omnia alia pro speciebus et accidentibus accipiunt? Quod si caetera omnia constarent, non tamen liceret, uerba dei sic eleuare, et cum tanta iniuria suis significationibus exinaniri.	Det er således en absurd og ny ordbrug, når man her forstår brødet som brødets skikkelse eller ydre egenskaber og vinen som vinens skikkelse eller ydre egenskaber. Hvorfor ikke forstå alle ting som tingens skikkelse eller ydre egenskaber? Og selv om alle andre ting stod fast, var det dog ikke tilladt at ophæve Guds ord sådan, og uden nogen ret fratage dem deres betydninger.
⁹²Sed et Ecclesia ultra mille ducentos annos recte credidit, nec usquam nec unquam de ista transsubstantiatione (portentoso scilicet uocabulo et somnio) meminerunt sancti patres, donec cepit Aristotelis simulata philosophia in Ecclesia grassari, in istis trecentis nouissimis annis, in quibus et alia multa perperam sunt determinata.	Men det er jo også sådan, at kirken i over 1200 år har troet ret, og aldrig og ingen steder har de hellige fædre nævnt noget om denne transsubstantiation (et frygteligt ord og en frygtelig tanke), førend den såkaldte aristoteliske filosofi begyndte at grassere i kirken i de sidste tre hundrede år, i hvilken der findes mange andre tåbeligheder,
⁹³quale est, Essentiam diuinam nec generari nec generare, Animam esse formam substantialem corporis humani, et iis similia, quae nullis prorsus asseruntur rationibus aut causis, ut ipsemet confitetur Card. Camera.	f. eks., at det guddommelige væsen hverken avles eller avler, at sjælen er menneskelegemets væsentligste form, og den slags, som på ingen måde kan godtgøres med grunde, som kardinalen af Cambrai da også selv indrømmer.
⁹⁴Dicent fortassis, periculum Idolatriae cogere, ut non sit panis et uinum uere. Ridiculum hoc ualde, cum subtilem philosophiam de substantia et accidentibus laici nunquam cognouerint, nec, si docerentur, capere possint, et (W510) idem sit periculum, saluis accidentibus, quae uident, quod in substantia, quam non uident. Si enim accidentia non adorant, sed latentem ibi Christum, cur adorarent panem, quem non uident?	De vil måske sige, at faren for afguderi må kræve, at brødet og vinen ikke er virkeligt. Dette er da højst latterligt, da lægfolket aldrig har kendt noget til den spidsfindige lære om substans og egenskaber, og heller ikke ville kunne forstå den, hvis de blev undervist i den, og desuden er den samme fare til stede, hvad enten man fastholder de ydre synlige egenskaber eller det usynlige væsen. For hvis man ikke tilbeder egenskaberne, men den Kristus, der er skjult til stede i dem, hvorfor skal man da tilbede brødet, som man ikke ser?
⁹⁵Cur autem non possit Christus corpus suum intra substantiam panis continere, sicut in accidentibus? Ecce ignis et ferrum, duae substantiae, sic miscentur in ferro ignito, ut quaelibet pars sit ferrum et ignis. Cur non multo magis corpus gloriosum Christi sic in omni parte substantiae panis esse possit?	Men hvorfor kunne Kristus ikke lige så godt lade sig legeme være i brødets substans som i egenskaberne? Se, ild og jern er to substanser, men de er i det glødende jern blandet sammen på en sådan måde, at hver enkelt del er jern og ild. Hvorfor kunne ikke meget snarere Kristi forklarede legeme være således i enhver del af brødets substans?
⁹⁶Quid facient? Christus ex utero matris natus creditur illeso. Dicant et hic, carnem illam uirginis interim fuisse annihilatam, seu, ut aptius dici uolunt, transsubstantiatam, ut Christus, in accidentibus eius inuolutus, tandem per accidentia prodiret.	Hvad vil de sige? Man tror, at Kristus er født af et ukrænket moderliv. De må også her sige, at jomfruens kød, da Kristus inkarnerede sig, blev tilintetgjort, eller måske de mere passende ville sige, blev transsubstantieret, så at Kristus, skjult i kødets egenskaber, først træder frem i lyset ved disse egenskaber.

⁹⁷Idem dicendum erit de ianua clausa et ostio monumenti clauso, per quae illesa intrauit et exiuit. Sed hinc nata est Babylonia illa philosophiae istius de quantitate continua distincta a substantia, donec eo uentum sit, ut ignorent et ipsi, quae sint accidentia, et quae substantia.	Det samme må de sige om de lukkede døre og den lukkede gravåbning, som han gik ud og ind ad uden at ødelægge dem. Men herfra er opstået denne filosofis forvirrede tale om den vedvarende mængde, der er forskellig fra substansen; det er kommet så vidt, at de selv ikke mere véd, hvad der er egenskaber og hvad substans.
⁹⁸Nam quis certo monstauit unquam, calorem, colorem, frigus, lucem, pondus, figuras, esse accidentia? Denique accidentibus illis in altari coacti sunt fingere nouum esse ac creari a deo, propter Aristotelem, qui dicit, Accidentis esse est inesse.	For hvem har nogensinde sikkert kunnet bevise, at varme, farve, kulde, lys, tyngde, form var egenskaber? Endelig er de på grund af Aristoteles blevet tvunget til at finde på, at der på alteret er en ny substans, skabt af Gud med disse egenskaber, for han siger, at egenskabernes substans består i at være i noget,
⁹⁹Et infinita monstra, quibus omnibus essent liberi, si simpliciter panem ibi esse uerum sinerent. Et plane gaudeo, saltem apud uulgum relictam esse simplicem fidem sacramenti huius. Nam, ut non capiunt, ita nec disputant, an accidentia ibi sint sine substantia, sed simplici fide Christi corpus et sanguinem ueraciter ibi contineri credunt, dato ociosis illis negotio, de eo, quod continet, disputandi.	og lignende utallige forfærdelige ting, og alt det ville de være fri for, hvis de simpelthen lod det være virkeligt brød på alteret. Og det glæder mig meget, at i det mindste hos det menige folk er denne enkle tro på sakramentet bevaret. For når de ikke forstår det, så strides de ikke om, hvorvidt egenskab eller substans er nærværende, men tror enfoldigt, at Kristi legeme og blod virkelig er deri, og lader disse lediggængere have besværet med at skændes om, hvad det indeholder.
¹⁰⁰An dicent forte, Ex Aristoteles doceri, subiectum et praedicatum propositionis affirmatiue debere pro eodem supponere, seu (ut bestiae ipsius uerba ponam ex vi. metaphysicorum): Ad affirmatium requiritur extremorum compositio, quam illi exponunt pro eodem suppositionem. Quare, dum dico: hoc est corpus meum, subiectum non posse pro pane supponere, sed pro corpore Christi.	Måske de vil sige, at man kan lære af Aristoteles, at subjektet og prædikatet, når de står affirmativt, skal tages om det samme, eller (at jeg skal bruge idiotens egne ord fra metafysikkens sjette bog): at sige noget affirmativt kræver en opstilling af modsætninger, som disse så forklarer som værende det samme på grund af modstillingen. Derfor, når jeg siger: 'dette er mig legeme', så kan subjektet ikke tages for brødet, det må tages for Kristi legeme.
¹⁰¹Quid hic dicemus? quando Aristotelem et humanas doctrinas facimus tam sublimium et diuinarum rerum censores? Cur non explosa ista curiositate, in uerbis Christi simpliciter haeremus, parati ignorare, quicquid ibi fiat, contentique uerum corpus Christi uirtute uerborum illic adesse? An est necesse, modos operationis diuinae omnino comprehendere?	Hvad skal vi sige til sådan noget? når vi sådan gør Aristoteles og menneskelige læresætninger til forudsætninger, som vi skal forstå disse høje og guddommelige ting igennem? Hvorfor ikke forkaste denne nysgerrighed og klynge os til Kristi enkle ord, rede til at være uvidende om, hvad der sker, tilfredse med at det virkelige Kristi legeme i kraft af ordene er til stede? Mon det i det hele taget er nødvendigt at forstå måden, det guddommelige virker på?
¹⁰²Verum, quid ad Aristotelem dicunt? Qui subiectum omnibus praedicamentis accidentium tribuit, licet substantiam uelit esse primum subiectum. Vnde apud eum hoc album, hoc magnum, hoc aliquid sunt subiecta, de (W511) quibus aliquid praedicatur. Quae si uera sunt, Quaero: si ideo est transsubstantiatio ponenda, ne corpus Christi de pane uerificetur, cur non etiam ponitur transaccidentatio, ne corpus Christi de accidente affirmetur?	Men hvad vi de her sige til Aristoteles? Det subjekt, han tillægger alle egenskabernes prædikater, også hvis det er en substans, vil han skal være det første subjekt. Derfor er det også hos ham sådan, at subjektet er det hvide, det store, det noget, om hvilket noget andet kan udsiges. Men hvis det er sandt, spørger jeg: Hvis man skal forstå transsubstantiationen på den måde, for at man ikke skal kunne identificere Kristi legeme med brødet, hvorfor så ikke også påstå en transaccidentation, for at ikke Kristi legeme skal kunne bestemmes ud fra egenskaberne?
¹⁰³Nam, idem periculum manet, si per subiectum intelligat quis: non album, uel hoc rotundum est corpus meum, et qua ratione transsubstantiatio ponitur, ponenda est et transaccidentatio, propter suppositionem istam extremorum pro eodem.	For den samme fare er til stede, hvis nogen forstår det om subjektet: Ikke dette hvide, men denne skive er mit legeme, og begrundelsen, man har for at fastholde en transsubstantiation, med den må man også fastholde en transaccidentation, på grund af denne antagelse om, at yderlighederne står for det samme.
¹⁰⁴Si autem, intellectu excedens, eximis accidens, ut non uelis subiectum pro eo supponere, cum dicis: Hoc est corpus meum, cur non eadem facilitate transcendis substantiam panis? ut et illam uelis non accipi per subiectum, ut non minus in substantia quam accidente sit 'hoc corpus meum', praesertim, cum diuinum illud sit opus uirtutis omnipotentis, quae tantum et taliter in substantia, quantum et qualiter in accidente potest operari?	Men hvis, så langt du nu kan forstå det, du undtager accidensen, så at du ikke vil antage et subjekt for den, når du siger: dette er mit legeme, hvorfor transcenderer du så ikke med samme lethed brødets substans? så at du heller ikke vil forstå det gennem subjektet, at dette 'det er mit legeme' ikke er mindre substans end accidens, især fordi dette guddommelige har brug for den almægtiges kraft, som kan virke og lige så meget og i lige så høj grad i substansen som i accidensen?
¹⁰⁵Sed ne nimium philosophemur, Nonne Christus uidetur huic curiositati pulchre occurrisse, cum non de uino dixerit: hoc est sanguis meus, sed: hic est sanguis meus? Et multo clarius, cum calicis miscet nomen, dicens: Hic calix noui testamenti, in meo sanguine. Nonne uidetur nos uoluisse in simplici fide continere, tantum ut crederemus sanguinem suum esse in calice?	Men for nu ikke at filosofere alt for meget: Ser det da ikke ud, som om Kristus udmærket imødegår en sådan nysgerrighed, når han ikke siger om vinen: Dette er mit blod, men: 'her er mit blod'? Og meget klarere, da han tilføjer ordet 'kalk' og siger: denne kalk er den nye pagt i mit blod'? Ser det ikke ud, som om han vil bevare os i en enfoldig tro, når bare vi tror, at hans blod er i kalken?
¹⁰⁶Ego sane, si non possum consequi, quo modo panis sit corpus Christi, captiuabo tamen intellectum meum in obsequium Christi, et uerbis eius simpliciter inhaerens, credo firmiter, non modo corpus Christi esse in pane, sed panem esse corpus Christi.	Jeg for mit vedkommende, skønt jeg sandelig ikke kan forstå, hvordan brød kan være Kristi legeme, tager min forstand til fange under lydighed mod Kristus, og klynger mig enfoldigt til hans ord, og tror sikkert, ikke blot, at Kristi legeme er i brødet, men at brødet er Kristi legeme.
¹⁰⁷Sic enim me seruabunt uerba, ubi dicit: Accepit panem, gratias agens, fregit et dixit: Accipite, manducate, hoc (id est, hic panis, quem acceperet et fregerat) est corpus meum. Et Paulus: Nonne panis quem frangimus participatio corporis Christi est? Non dicit: in pane est, sed: ipse panis est participatio corporis Christi.	For så er jeg dækket af de ord, hvor der siges: 'Han tog brød, takkede, brød det og sagde: Tag det, spis det, det (det vil sige, dette brød, som han havde taget og brudt) er mit legeme. Og Paulus: Mon ikke det brød, vi bryder, er delagtighed i Kristi legeme? Han siger ikke, at delagtigheden er i brødet, men at brødet selv er delagtighed i Kristi legeme.
¹⁰⁸Quid, si Philosophia haec non capit? Maior est spiritus sanctus quam Aristoteles. Nunquid capit transsubstantiationem illorum, cum et ipsi fateantur, hic uniuersam philosophiam ruere? Quod autem in graeco et latino pronomen 'hoc' ad corpus refertur, facit similitudo generis, sed in hebraeo, ubi neutrum genus non est, refertur ad panem, ut sic liceat dicere: Hic est corpus meum, quod et ipse usus loquendi et sensus communis probat, subiectum scilicet esse monstratiuum panis, et non corporis, dum dicit: Hoc est corpus meum, das ist meyn leyp, id est, iste panis est corpus meum.	Hvad så, hvis filosofien ikke forstår det? Jamen, Helligånden er større end Aristoteles. Mon de fatter deres eget ord 'transsubstantiationen'? eftersom de dog selv tilstår, at her styrter hele filosofien sammen? Men hvad stedordet 'dette' henfører til på græsk og latin, det godtgør kønsligheden, men på hebraisk, hvor intetkøn ikke eksisterer, henviser det til brød, så at man må sige således: Her er mit legeme, fordi selve sprogbrugen og den almindelige forståelse viser, at subjektet 'det' viser hen til 'brød' og ikke til 'legeme', dèr, hvor han siger: 'Dette er mit legeme, das ist mein Leib, det vil sige: 'Dette brød er mit legeme'.
¹⁰⁹Sicut ergo in Christo res se habet, ita et in sacramento. Non enim ad corporalem inhabitationem diuinitatis necesse est transsubstanciari humanam naturam, ut diuinitas sub accidentibus humanae naturae teneatur.	Derfor, sådan som det forholder sig med Kristus, sådan forholder det sig med sakramentet. Det er nemlig ikke nødvendigt, at Kristi menneskelige natur transsubstantieres, for at hans guddommelige natur kropsligt kan bo i ham, eftersom guddommeligheden er indesluttet i den menneskelige naturs egenskaber.
¹¹⁰Sed integra utraque natura uere dicitur: Hic homo est deus, hic deus est homo. Quod et si philosophia non capit, fides tamen capit. Et maior est uerbi dei autoritas, quam nostri ingenii capacitas. ita in sacramento, ut uerum corpus, uerusque sanguis sit, non est necesse, panem et uinum transsubstantiari, ut Christus sub accidentibus teneatur. sed utroque simul manente, (W512) uere dicitur: hic panis est corpus meum, hoc uinum est sanguis meus, et econtra.	Men begge naturer er fuldt ud til stedet, så man i sandhed kan sige: Dette menneske er Gud, denne Gud er menneske. Og selv om filosofien ikke forstår det, så forstår troen det dog. Og Guds ords autoritet er større end den menneskelige forstands kapacitet. Og således forholder det sig også i sakramentet. Det er ikke nødvendigt, for at der kan være tale om et virkeligt legeme og virkeligt blod, at brød og vin transsubstantieres, eftersom Kristus er indeslutter i egenskaberne. Men begge dele er på én gang til stede, så man kan sige med sandhed: dette brød er mit legeme, denne vin er mit blod, og omvendt.
¹¹¹Sic interim sapiam, pro honore sanctorum uerborum dei, quibus per humanas ratiunculas non patiar uim fieri, et ea in alienas significationes torqueri. permitto tamen aliis opinionem alteram sequi, quae in decretali firmiter statuitur Modo non urgeant, suas opiniones (ut dixi) pro articulis fidei a nobis acceptari.	Således vil jeg foreløbig forstå det, i ærefrygt for Guds hellige ord, og jeg vil ikke finde mig i, at der gøres vold på dem eller at de fordrejes til andre betydninger ved menneskelig småfornuftig overvejelse. Men jeg tillader, at andre følger den anderledes mening, som er fastsat i dekretet 'firmiter'. Blot må de som sagt ikke hævde, at deres opfattelse af os skal accepteres som en trosartikel.
¹¹²Tertia captiuitas eiusdem sacramenti Est longe impiissimus ille abusus, quo factum est, ut fere nihil sit hodie in Ecclesia receptius ac magis persuasum, quam Missam esse opus bonum et sacrificium. Qui abusus deinde inundauit infinitos alios abusus, donec fide sacramenti penitus extincta meras nundinas, cauponationes, et quaestuarios quosdam contractus, e diuino sacramento fecerint.	Dette sakramentes tredje fangenskab er det højst ugudelige misbrug, hvorved det sker, at næsten intet idag regnes for mere troværdigt og sikkert, end at messen er en god gerning og et offer. Dette misbrug har derefter medført utallige andre misbrug, så at troen på sakramentt nu er næsten udslukt, og af det guddommelige sakramente har man lavet et rent marked og værtshus, en simpel pengemaskine.
¹¹³Hinc participationes, fraternitates, suffragia, merita, anniuersaria, memoriae, et id genus negotiorum in Ecclesia uenduntur, emuntur, paciscuntur, componuntur, pendetque in his uniuersa alimonia sacerdotum et monachorum.	Heraf udspringer andelsvæsnet, broderskaberne, forbønnerne, fortjenesterne, årsdagene, mindedagene og den slags forretninger, som købes, sælges, afsluttes og ordnes i kirkerne, og af disse ting afhænger præsternes og munkenes almindelige underhold.
¹¹⁴Rem arduam, et quam forte sit impossibile conuelli, aggredior, ut quae tanto saeculorum usu firmata, omniumque consensu probata, sic insederit, ut necesse sit maiorem partem librorum, qui hodie regnant, et pene uniuersam Ecclesiarum faciem tolli et mutari, penitusque aliud genus ceremoniarum induci, seu potius reduci.	Jeg tager her fat på en vanskelig sag, som måske er umulig at få bugt med, for den er ved århundreders faste brug og ved alles velvillige tilslutning blevet således accepteret, at det vil være nødvendigt at ophæve eller ændre hovedparten af de bøger, som hersker idag, og næsten hele kirkens ydre skikkelse og næsten indføre eller måske snarere genindføre en anden slags ceremonier.
¹¹⁵Sed Christus meus uiuit, et maiori cura uerbum dei oportet obseruare, quam omnium hominum et angelorum intelligentias. Ego mea uice fungar, rem ipsam in lucem producturus, gratisque, sicut accepi, ueritatem, sineque inuidia communicaturus. caeterum quisque suae salutis rationem habeat; incredulitatis suae et ignorantiae ueritatis culpam in me ne ullus torquere possit, coram iudice Christo, fideliter operam dabo.	Men min Kristus lever, og man skal adlyde Guds ord med større omhu end alle menneskers og engles tanker. Jeg vil udfylde min plads og drage sagen selv frem i lyset, og, som jeg har begyndt, uden bagtanker fremsætte sandheden. Iøvrigt må enhver aflægge regnskab for sin frelse; jeg vil troligt gøre mig umage for, at ingen skal kunne give mig skyld for sin vantro og sin uvidenhed om sandheden.
¹¹⁶PRINCIPIO, ut ad ueram liberamque huius sacramenti scientiam tuto et foeliciter perueniamus, curandum est ante omnia, ut omnibus iis sepositis, quae ad institutionem huius sacramenti primitiuam et simplicem humanis studiis et feruoribus sunt addita, Qualia sunt, uestes, ornamenta, cantus, preces, organa, lucernae, et uniuersa illa uisibilium rerum pompa, ad ipsam solam et puram Christi institutionem oculos et animum uertamus, nec nobis aliud proponamus, quam ipsum uerbum Christi, quo instituit et perfecit ac nobis commendauit sacramentum.	For det første: For at vi sikkert og lykkeligt kan komme til sand og sikker kundskab om dette sakramente, må vi fremfor alt sørge for, at vi, idet vi er ligeglade med alle de ting, som ved menneskers iver og lidenskab er blevet tillagt den oprindelige og jævne indstiftelse af dette sakramente, såsom messehagel, udsmykninger, sang, bønner, orgler, lys og al iøjnefaldende pragt, vi må fremfor alt sørge for, at vi alene retter vore øjne og sind mod selve Kristi indstiftelse og ikke retter vor opmærksomhed mod andet end selve Kristi ord, hvormed han indstiftede og fuldbragte og overleverede os sakramentet.
¹¹⁷Nam in eo uerbo et prorsus nullo alio sita est uis, natura, et tota substantia Missae. Caerera omnia sunt humana studia, uerbo Christi accessoria, sine quibus missa optime habero et subsistere. Verba autem Christi, quibus sacramentum hoc instituit, sunt haec:	For i disse ord og ikke i nogetsomhelst andet findes messens kraft, natur og hele substans. Alt det andet er noget, mennesker har stræbt efter at føje til Kristi ord, og messen kan udmærket bestå og holdes uden disse. Men Kristi ord, hvormed han indstiftede dette sakramente, er følgende:
¹¹⁸ Caenantibus autem eis, accepit Ihesus panem et benedixit ac fregit, deditque discipulis suis et ait: Accipite et manducate, (W513) hoc est corpus meum, quod pro uobis tradetur. Et accipiens calicem gratias egit et dedit illis dicens: Bibite ex hoc omnes, Hic est calix nouum testamentum in meo sanguine, qui pro uobis et pro multis effundetur in remissionem peccatorum. Hoc facite in meam commemorationem.	Mens de spiste, tog Jesus et brød og velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagt: Tag det og spis det, dette er mit legeme, som giver for jer. Og han tog en kalk, takkede og gav dem dem og sagde: Drik alle heraf, denne kalk er det nye testamente i mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør dette til min ihukommelse.
¹¹⁹Quae uerba et Apostolus .i. Corint. xi. tradit et latius explicat, quibus nos oportet niti, et super ea aedificari, ceu supra firmam petram, si non uolumus omni uento doctrinae circumferri, sicut hactenus circunlati sumus, per impias doctrinas hominum auersantium ueritatem.	Disse ord overleveret også apostelen og udlægger dem nærmere i 1 Kor 11. Hertil må vi støtte os og det må vi bygge på som på en fast klippe, hvis vi ikke vil kastes omkring af enhver lærdoms vind, sådan som vi hidtil er blevet kastet omkring af ugudelige menneskelærdomme, som er imod sandheden.
¹²⁰Nihil enim in his omissum, quod ad integritatem, usum, et fructum huius sacramenti pertinet, nihilque positum, quod superfluum, et non necessarium sit nobis nosse. Qui enim omissis his uerbis, de Missa uel meditatur uel docet, monstra impietatis docebit, ut factum est per eos, qui opus operatum et sacrificium ex eo fecerunt.	Der er nemlig ikke udeladt noget her, som har med dette sakramentes fuldstændighed, brug og frugt at gøre, og der er her ikke fremført noget, som er overflødigt og ikke nødvendigt for os at vide. Den, nemlig, som tænker over eller lærer om messen, men udelader disse ord, han vil lære en frygtelig ugudelighed, sådan som det er sket med dem, der har gjort den til et opus operatum og et offer.

¹²¹Stet ergo primum et infallibiliter, Missam seu sacramentum altaris, esse testamentum Christi, quod moriens post se reliquit, distribuendum suis fidelibus. Sic enim habent eius uerba: Hic calix nouum testamentum, in meo sanguine.	Det står da allerførst ufejlbarligt fast, at messen eller alterets sakramente er Kristi testamente, som han, da han skulle dø, efterlod til uddeling blandt sine troende. For således lyder hans ord: 'Denne kalk er det nye testamente i mit blod'.
¹²² Stet inquam ista ueritas, ut fundamentum immobile, super quod omnia struemus, quae dicenda sunt. hoc enim uidebis, ut subuertemus omnes hominum impietates, in hoc dulcissimum sacramentum inuectas. Verax ergo Christus uere dicit, Hoc esse nouum testamentum in sanguine suo, pro nobis fuso. Non frustra haec inculco, res est non parua, et imis sensibus reponenda.	Denne sandhed, siger jeg, skal stå fast som en urokkelig grundvold, på hvilken vi vil bygge alt det, vi endnu har at sige. For så vil du se, hvordan vi vil vende al menneskelig ugudelighed på hovedet, som har angrebet dette dyrebare sakramente. Den sanddru Kristus siger i sandhed, at dette er hans blod, udgydt for os. Det er ikke uden grund, jeg betoner dette, det er ikke nogen lille ting, den vil blive dybt indpræget.
¹²³Quaeramus ergo, quid sit testamentum, et simul habebimus, quid sit missa, quis usus, quis fructus, quis abusus eius. Testamentum absque dubio Est promissio morituri, qua nuncupat haereditatem suam, et instituit haeredes. Involuit itaque testamentum primo mortem testatoris, deinde haereditatis promissionem, et haeredis nuncupationem.	Lad os da undersøge, hvad et testamente er, så vil vi derigennem finde ud af, hvad messen er, hvad dens brug, dens frugt, dens misbrug er. Og et testamente er utvivlsomt en døendes forjættelse, hvori han nævner sin arv og indsætter sine arvinger. Derfor står der i et testamente før det første testators død, dernæst løftet om arven og endelig arvingernes navne.
¹²⁴ Sic enim Paulus Ro. iiii. et Gal. .iiii. et Heb. ix. diffuse testamentum tractat. Quod et in uerbis istis Christi clare uidemus. Mortem suam Christus testatur, dum dicit: Hoc est corpus meum, quod tradetur, Hic sanguis meus, qui effundetur.	Således taler nemlig Paulus udførligt om testamentet i Rom 4, Gal 4 og Hebr 9. Og vi kan også tydeligt se det i Kristi ord her, hvor han siger: 'Dette er mit legeme, som gives, dette er mit blod som udgydes.'
¹²⁵ Haereditatem nuncupat et designat, cum dicit: In remissionem peccatorum. Haeredes autem instituit, cum dicit: pro uobis et pro multis, id est, qui acceptant et credunt promissioni testatoris. fides enim hic haeredes facit, ut uidebimus.	Han nævner og betegner arven, når han siger: 'til syndernes forladelse'. Og han indsætter arvingerne, når han siger: 'for jer og for mange', det vil sige, for så mange som antager og tror testators forjættelse. Som vi skal se, gør troen nemlig her til arving.
¹²⁶Vides ergo, quod Missa (quam uocamus) sit promissio remissionis peccatorum, a deo nobis facta, et talis promissio, quae per mortem filii dei firmata sit. Nam promissio et testamentum non differunt alio, quam quod testamentum simul inuoluit mortem promissoris. Et testator idem est, quod moriturus (W514) promissor, promissor autem uicturus (ut sic dicam) testator.	Du ser derfor, at det, vi kalder messen, er en forjættelse om syndernes forladelse, givet os af Gud, og det en sådan forjættelse, som er bekræftet af Guds søns død. For mellem en forjættelse og et testamente er der kun den forskel, at testamentet tillige indebærer forjætterens død. En testator er således kun en forjætter, der skal dø, og en forjætter er så at sige en testator, der forbliver i live.
¹²⁷Hoc testamentum Christi praefiguratum est in omnibus promissionibus dei, ab initio mundi. immo, omnes promissiones antiquae in ista noua futura in Christo promissione ualuerunt, quicquid ualuerunt, in eaque pependerunt. Inde usitatissima sunt illa in scripturis uerba, pactum, foedus, testamentum domini. Quibus significabatur deus olim moriturus. Nam, ubi testamentum est, mors testatoris intercedat necesse est. Heb. .x. Deus autem testatus est, ideo necesse fuit eum mori. mori autem non potuit, nisi esset homo. ita in eodem testamenti uocabulo compendiossissime et incarnatio et mors Christi comprehensa est.	Dette Kristi testamente er forudbetegnet i alle Guds forjættelser fra verdens begyndelse. Ja, alle de gamle forjættelser havde deres gyldighed i denne kommende forjættelse i Kristus; forsåvidt de var gyldige, afhang de af den. Derfor bruges overalt i skriften disse ord 'Herrens forligelse, pagt, testamente. Derved blev det betegnet, at Gud engang skulle dø. For hvor der er tale om et testamente, må testators død nødvendigvis indtræffe (Hebr 9,16). Men Gud oprettede et testamente, derfor måtte han dø. Men han kunne ikke dø, medmindre han blev menneske. Derfor ligger i det ord testamente i al korthed udtrykt både Kristi menneskevordelse og hans død.
¹²⁸ Ex quibus iam sua sponte patet, quis sit usus et abusus Missae, quae digna uel indigna praeparatio. Si enim promissio est, ut dictum est, nullis operibus, nullis uiribus, nullis meritis ad eam acceditur, sed sola fide. Vbi enim est uerbum promittentis dei, ibi necessaria est fides acceptantis hominis, ut clarum sit, initium salutis nostrae esse fidem, quae pendeat in uerbo promittentis dei, qui citra omne nostrum studium, gratuita et immerita misericordia nos praeuenit, et offert promissionis suae uerbum.	Allerede herudfra er det soleklart, hvad der er messens rette og hvad der er dens forkerte brug, hvad der er en værdig og hvad en uværdig forberedelse. Hvis den nemlig er en forjættelse, som det er sagt, da har man ikke adgang til den ved gerninger, ved dyd eller ved fortjeneste, men alene ved troen. Hvor nemlig den forjættende Guds ord er, dèr må nødvendigvis det modtagende menneskes tro være, så det er klart, at begyndelsen til vor frelse er troen, som klynger sig til den forjættende Guds ord, som kommer os i forkøbet forud for al vor anstrengelse, af fri nåde og ufortjent barmhjertighed og tilbyder os sin forjættelses ord.
¹²⁹ Misit enim uerbum suum et sic sanauit eos. Non autem accepit opus nostrum et sic saluauit nos. Verbum dei omnium primum est, quod sequitur fides, fidem charitas, Charitas deinde facit omne bonum opus, quia non operatur malum, immo est plenitudo legis.	For "han sendte dem sit ord og helbredte dem", står der skrevet (Sl 107,20), ikke 'han modtog vore gerninger og frelste os'. Guds ord går forud for alt, bagefter følger troen, på troen kærligeheden, og kærligheden gør alle gode gerninger, fordi den intet ondt gør, men er lovens fylde. (Rom 13,10).
¹³⁰Nec alia uia potest homo cum deo, aut conuenire, aut agere, quam per fidem. id est, ut non homo suis operibus ullis, sed deus sua promissione sit autor salutis. ut omnia pendeant, portentur, seruenturque in uerbo uirtutis suae, quo genuit nos, ut essemus initium aliquod creaturae eius.	Og mennesket kan heller ikke omgås Gud eller handle overfor Gud på anden måde end gennem troen, det vil sige, at det ikke er mennesket med sine gerninger, men Gud med hans forjættelse, der er ophavsmand til frelsen. Således at alt afhænger af og bæres af og tjenes af hans krafts ord, hvormed han fødte os, at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger.
¹³¹ Sic Adae post lapsum erigendo dedit hanc promissionem, dicens ad serpentem: Inimicitias ponam inter te et mulierem, inter semen tuum et semen illius, Ipsa conteret caput tuum, et tu insidiabereis calcaneo illius.	Således har han efter Adams fald givet denne forjættelse til oprejsning, da han sagde til slangen: 'Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; hun skal knuse dit hoved, men du skal tragte efter hendes hæl' (1 Mos 3,15, Vulgata).
¹³²In hoc promissionis uerbo Adam cum suis tanquam in gremio dei portatus est, et fide illius seruatus, expectans longanimiter mulierem, quae conteret caput serpentis, sicut deus promisit. Et in hac fide et expectatione etiam mortuus est, ignarus, quando et qualis esset futura, futuram tamen non differens. Nam talis promissio, cum sit ueritas dei, etiam in inferno seruat credentes, et expectantes eam.	I dette forjættelsesord er Adam og hans efterkommere ligesom taget op i Guds skød og bevaret ved troen på ham, idet han med længsel ventede på den kvinde, som skulle knuse slangens hoved, sådan som Gud havde forjættet. Og i den tro og forventning døde han også, uden at vide, hvornår og hvordan hun ville komme, men også uden at tvivle på hendes komme. For da Gud er sanddru, bevarer en sådan forjættelse selv i helvede dem, der tror på den og forventer den.
¹³³Post hanc secuta est promissio alia facta Noe, usque ad Abraham, dato pro signo foederis arcu nubium, cuius fide ipse et posteri eius propitium deum inuenerunt. Post hunc, Abrahae promisit benedictionem (W515) omnium gentium, in semine eius. Et hic est sinus Abrahae, in quem recepti sunt posteri eius. Deinde, Mosi et filiis Israel, praecipue Dauid, apertissimam de Christo promissionem dedit, quo reuelauit tandem, quae fuerit priscis facta promissio.	Efter denne fulgte en forjættelse, som er givet Noa, indtil Abraham, og Gud satte regnbuen som et tegn på pagten, og ved troen har han og hans efterkommere fundet en nådig Gud. Efter ham har Gud forjættet Abraham, at i hans sæd skulle alle jordens folk velsignes. Og dette er Abrahams skød, i hvilket alle hans efterkommere skal modtages. Dernæst har han givet Moses og Israels børn, især David, meget tydelige forjættelser om Kristus, hvorved han endelig har kundgjort den forjættelse, der var givet de gamle.
¹³⁴Sic uentum est ad promissionem omnium perfectissimam noui testamenti, in qua apertis uerbis uita et salus gratuito promittuntur, et credentibus promissioni donantur. Et insigni nota discernit hoc testamentum a ueteri, dum dicit: Nouum testamentum.	Således kommer vi til det ny testamentes forjættelse, der er langt mere fuldkommen. I den siges det ligeud, at det er liv og salighed, der forjættes os for intet, og ved forjættelsen skænkes de troende. Og han adskiller meget tydeligt dette testamente fra det gamle ved at kalde det 'et ny testamente'.
¹³⁵Vetus enim testamentum, per Mosen datum, erat promissio, non remissionis peccatorum, seu aeternarum rerum, sed temporalium, nempe, terrae Canaan, per quam nemo renouabatur spiritu, ad haereditatem coelestem capessendam.	For det gamle testamente, der var givet ved Moses, var en forjættelse, ikke om syndernes forladelse eller om evige ting, men om timelige ting, nemlig Kanaans land, og ved den blev ingen fornyet i ånden til at kunne modtage den himmelske arv.
¹³⁶ unde et irrationalem pecudem in figura Christi oportebat occidi, in cuius sanguine idem testamentum confirmabatur, ut, qualis sanguis, tale testamentum, qualis hostia, talis promissio. At hic dicit: Testamentum nouum in meo, non alieno, sed proprio sanguine, quo gratia per spiritum, in remissionem peccatorum, ad haereditatem capiendam promittitur.	Derfor måtte også umælende dyr dræbes i Kristi forbillede, og i dets blod blev dette testamente bekræftet, sådan at som blodet var, sådan var testamentet, som offeret, sådan forjættelsen. Men her siger han: Det ny testamente i mit, ikke i andres, men i mit eget blod, og herved gives en forjættelse af nåde gennem ånden til syndernes forladelse, så man kan modtage arven.
¹³⁷ Est itaque Missa, secundum substantiam suam, proprie nihil aliud, quam uerba Christi praedicta: Accipite et manducate etc. ac si dicat: Ecce o homo peccator et damnatus, ex mera gratuitaque charitate, qua diligo te, sic uolente misericordiarum patre, his uerbis promitto tibi, ante omne meritum et uotum tuum, remissionem omnium peccatorum tuorum, et uitam aeternam.	Således er messen efter sit væsen egentlig ikke andet end disse Kristi ord: Tag det og spis det! osv, som om han sagde: 'Se, du syndige og fordømte menneske, af den rene og fri kærlighed, jeg elsker dig med, og fordi barmhjertighedens fader vil det, forjætter jeg dig med disse ord, forud for nogen fortjeneste eller noget løfte, du gør, alle dine synders forladelse og evigt liv.
¹³⁸ Et ut certissimus de hac mea promissione irreuocabili sis, corpus meum tradam, et sanguinem fundam, morte ipsa hanc promissionem confirmaturus, et utrunque tibi in signum et memoriale eiusdem promissionis relicturus. Quod cum frequentaueris, mei memor sis, hanc meam in te charitatem et largitatem praedices et laudes, et gratias agas.	Og for at du kan være sikker på, at denne min forjættelse er uigenkaldelig, vil jeg give dig mit legeme og udgyde for dig mit blod, jeg vil ved min død stadfæste denne forjættelse og efterlade dig begge dele som et tegn og erindring om denne forjættelse. Og når du deltager i nadveren, ihukommer du mig, prædiker og roser og takker for denne min kærlighed til dig og overbærenhed med dig.
¹³⁹ Ex quibus uides, ad Missam digne habendam, aliud non requiri quam fidem, quae huic promissioni fideliter nitatur, Christum in his suis uerbis ueracem credat, et sibi haec immensa bona esse donata, non dubitet.	Heraf ser du, at det at holde messe på værdig måde ikke kræver andet end tro, en tro, som troligt klynger sig til denne forjættelse, tror, at Kristus er sanddru, når han taler disse ord, og ikke tvivler på, at han har fået disse store goder.
¹⁴⁰ Ad hanc fidem mox sequetur sua sponte dulcissimus affectus cordis, quo dilatatur et impinguatur spiritus hominis (haec est charitas, per spiritum sanctum in fide Christi donata), ut in Christum, tam largum et benignum testatorem, rapiatur, fiatque penitus alius et nouus homo.	Af denne tro følger snart af sig selv en inderlig bevægelse i hjertet, hvorved menneskets ånd (som er kærligheden, givet ved troen på Kristus gennem den helligånd) udvides og gøres frugtbar, så at man drages hen til Kristus, denne rundhåndede og gode testator, og helt og aldeles bliver et nyt menneske.
¹⁴¹Quis enim non dulciter lachrymetur, immo prae gaudio in Christum pene exanimetur, si credat fide indubitata, hanc Christi promissionem inaestimabilem ad se pertinere? Quomodo (W516) non diligit tantum benefactorem, qui indigno et longe alia merito tantas diuitias et haereditatem hanc aeternam praeueniens offert, promittit, et donat?	Hvem ville nemlig ikke inderligt græde, ja af glæde i Kristus helt gå ud af sig selv, hvis han uden tvivl i hjertet tror, at denne uvurdérlige forjættelse fra Kristi side gjaldt ham? Hvor ville han ikke elske en sådan velgører, der forekommened tilbyder, forjætter og skænker en sådan rigdom og evig arv til én, der er ganske uværdig og havde fortjent noget helt andet?
¹⁴²Quo circa una et sola miseria nostra, quod multas Missas in orbe habemus, et nulli uel pauci has promissiones et diuitias propositas agnoscimus, consyderamus, et apprehendimus, Cum reuera in missa aliud agi non oporteat maiori, immo unico studio, quam ut haec uerba, has promissiones Christi, quae uere sunt ipsa Missa, ante oculos uersaremus, meditaremur, et ruminaremus, quod fidem in ea exerceremus, nutriremus, augeremus, et roboraremus, hac quottidiana commemoratione.	Derfor er det vor store elendighed, at vi har så mange messer i verden, og at kun så få eller ingen af os kender, betænker og fastholder disse forjættelser og rigdomme, der forelægges for os, da der i sandhed ikke bør lægges større vægt på noget, ja overhovedet ikke bør lægges vægt på andet i messen, end at vi stiller os disse Kristi og forjættelser for øje, overvejer dem og gennemtygger dem, for de er i sandhed selve messen, så at vi kan opøve, nære, forøge og styrke troen på dem ved denne daglige ihukommelse.
¹⁴³hoc est enim quod praecipit, dicens: Hoc facite in meam commemorationem, hoc ipsum agere deberet Euangelista, ut promissionem istam populo fideliter inculcaret, et commendaret ad prouocandam fidem eorum in eandem.	Det er nemlig, hvad han foreskriver, når han siger: 'Gør dette til min ihukommelse', og evangeliets forkyndere bør gøre det samme, troligt indprente folket denne forjættelse og lægge dem den på sinde, så troen på den fremelskes.
¹⁴⁴At nunc, quota pars nouit missam esse promissionem Christi? (ut taceam impios fabulatores, qui humanas traditiones uice tantae promissionis docent) Quod si etiam haec uerba Christi docent, non tamen nomine promissionis aut testamenti, ac per hoc non ad obtinendam fidem, docent.	Men nu, hvor stor en del véd, at messen er Kristi forjættelse? (at jeg skal tie om de ugudelige løgneprædikanter, som lærer menneskelige traditioner i stedet for sådanne forjættelser). For selv om de også lærer disse Kristi ord, så lærer de dem dog ikke som en forjættelse eller et testamente og sigter derfor ikke på at fremelske troen.

¹⁴⁵Quin, quod deploramus, in hac captiuitate, omni studio cauetur hodie, ne uerba illa Christi ullus laicus audiat, quasi sacratiora, quam ut uulgo tradi debeant. Sic enim insanimus, et uerba consecrationis (ut uocant) nobis sacerdotibus solis arrogamus occulte dicenda, sic tamen, ut ne nobis quidem prosint, cum nec ipsi ea ut promissiones seu testamentum habeamus ad fidem nutriendam, sed nescio qua superstitione et impia opinione ea reueremur potius, quam eis credimus.	Ja, det er vel værd at græde over. I dette fangenskab gør man sig i dag al mulig umage for, at lægfolk ikke skal høre disse Kristi ord, som om de var for hellige til, at de kunne overgives folket. Så tåbelige er vi nemlig, at vi præster forbeholder konsekrationsordene (som de kalder dem) for os selv, idet vi fremhvisker dem som en hemmelighed, dog således, at de heller ikke gavner os, eftersom heller ikke vi har nogen tro til dem som til en forjættelse eller et testamente, men hellere ærer dem med jeg véd ikke hvilken overtro og ugudelig mening, end vi tror på dem.
¹⁴⁶Qua miseria nostra quid alius Satan in nobis operatur, quam ut nihil de missa in Ecclesia reliquum faciat, curet tamen interim omnes angulos orbis missis plenos esse, hoc est, abusionibus et irrisionibus testamenti dei, grauissimisque idolatriae peccatis mundum assidue magis ac magis onerari ad damnationem maiorem augendam. Quod enim idolatriae peccatum grauius esse potest, quam promissionibus dei peruersa opinione abuti, et fidem in easdem, uel negligere, uel extinguere?	Og hvad vil Satan udrette andet med vor sørgelige tilstand, end at han vil sørge for, at der ikke bliver noget tilbage af messen i kirken, samtidig med, at han dog sørger for, at der er fuldt op af messer i hver krog af verden, det vil sige, af misbrug og bespottelser af Guds testamente, og at verden tynges mere og mere fuldstændigt ned af de groveste afgudsdyrkelses-synder til stadig større fordømmelse. Hvad kan nemlig være en alvorligere afgudsdyrkelses-synd, end at misbruge Guds forjættelser i den modsatte mening, og at overse eller udslette troen på dem?
¹⁴⁷Neque enim deus (ut dixi) aliter cum hominibus unquam egit aut agit quam uerbo promissionis. Rursus, nec nos cum deo unquam agere aliter possumus, quam fide in uerbum promissionis eius. Opera illi nihil curat, nec eis indiget, quibus potius erga homines et cum hominibus et nobisipsis agimus.	For, som jeg før har sagt, (se W514), har Gud aldrig optrådt overfor mennesket på anden måde end gennem sit forjættelsesord. Og omvendt, vi kan ikke nogensinde komme i forhold til Gud på anden måde end gennem troen på hans forjættelsesord. Han bekymrer sig ikke om gerninger, trænger ikke til dem, med dem kan vi kun handle overfor mennesker og med mennesker og med os selv.
¹⁴⁸Indiget autem, ut uerax in suis promissis a nobis habeatur, talisque longanimiter sustineatur, ac sic fide, spe et charitate colatur. Quo fit, ut gloriam suam in nobis obtineat, dum non nobis currentibus, sed ipso miserente, promittente, donante, omnia bona accipimus et habeamus.	Men han trænger til, at han holdes for sanddru i sine forjættelser af os, at han regnes for sanddru med længsel af os, og således dyrkes i tro, håb og kærlighed. Derved sker det, at han opnår sin ære i os, ikke når vi løber hid og did, men når han forbarmer sig, forjætter, giver, og vi modtager og har alle goder.
¹⁴⁹Ecce hic est (W517) uerus cultus dei et latria, quam in missa debemus persoluere. Sed quum promissionis uerba non traduntur, quae fidei exercitatio haberi potest? At sine fide quis sperat? quis amat? sine fide, spe, et charitate, quae latria?	Se, dette er den sande gudsdyrkelse og tilbedelse, som vi bør komme frem med i messen. Men når forjættelsens ord ikke bliver overleveret, hvordan kan der da fremstå nogen øvelse i troen? Men uden tro, hvem vil da håbe? hvem vil elske? og uden tro, håb og kærlighed, hvordan kan der da være tilbedelse af Gud?
¹⁵⁰Non est itaque dubium, uniuersos hodie sacerdotes et monachos cum Episcopis et omnibus suis maioribus esse idolatras, in statu periculosissimo agentes, ob hanc missae seu sacramenti, seu promissionis dei ignorantiam, abusionem, irrisionem.	Der er derfor ingen tvivl om, at i vore dage alle præster og munke, alle biskopper og alle deres foresatte er afgudsdyrkere, som lever i en højst farlig stilling, på grund af uvidenhed om, misbrug af og bespottelse af messen eller sakramentet eller Guds forjættelse.

¹⁵¹(W517) Quilibet enim facile intelligit, quod haec duo sunt simul necessaria, promissio et fides. sine promissione enim credi nihil potest, sine fide autem promissio inutilis est, cum per fidem stabiliatur et impleatur. Ex quibus itidem facile quiuis colligit, Missam, cum sit aliud nihil quam promissio, hac fide sola adiri et frequentari.	Enhver indser jo let, at disse to ting: forjættelse og tro, begge er nødvendige. For uden forjættelse kan man ikke tro, og uden tro er forjættelsen nytteløs, eftersom den stadfæstes og opfyldes gennem troen. Heraf indser enhver ligeså let, at messen, eftersom den ikke er andet end en forjættelse, alene højtideligholdes og fejres ved denne tro.
¹⁵²sine qua, quicquid precularum, praeparatoriotum, operum, signorum, gestuum affertur, irritabula sunt impietatis magis quam officia pietatis, cum fere fiat, ut his paratis existiment sese legitime altaria accedere, et reuera non fuerint ullo tempore uel opere magis inepti, propter infidelitatem quam secum afferunt.	Og hvor denne ikke findes, dèr er alt, hvad der fremføres af bønner, forberedelser, gerninger, tegn og fagter, snarere ufromhedens pirringsmidler end fromhedens gerninger, eftersom der næsten sker det, at man, når man har forberedt sig sådan, mener at kunne nærme sig alteret med et retskrav, mens man dog i virkeligheden aldrig og i ingen gerning er mindre velforberedt på grund af vantroen, som man bærer med sig.
¹⁵³Quantos passim uideas et quotidie sacrificulos, qui, si uel inepti uestiti, uel illotis manibus, uel inter precandum titubantes quid leuiuscule errauerint, ingenti sese miseri crimine reos faciunt.	Hvor mange messepræster kan du ikke se i vore dage, som, hvis de enten har fået forkerte klæder på, eller ikke har fået vasket deres hænder, eller under fremførelsen af bønnerne er kommet til at begå en lille fejl, mener, at de har gjort sig skyldige i en stor forbrydelse, de stakler!
¹⁵⁴At, quod missam ipsam, id est, diuinam promissionem, neque obseruant, neque credunt, prorsus ne tantillum quidem habent conscientiae. O indigna religio nostro saeculo, omnium impiissimo et ingratissimo!	Men at de ikke overholder eller tror messen selv, det vil sige, den guddommelige forjættelse, det gør de sig ikke den ringeste samvittighed af. O denne uværdige fromhed i vort århundrede, af alle det mest ugudelige og utaknemmelige!
¹⁵⁵Praeparatio itaque digna et usus legitime non est, nisi fides, qua creditur Missae, id est, diuinae promissioni. Quocirca, accessurus ad altare, siue sacramentum accepturus, caueat, ne uacuus appareat in conspectu domini dei. (n155)	En værdig forberedelse og en retmæssig brug er således ikke andet end troen, hvormed man tror på messen, det vil sige, på den guddommelige forjættelse. Derfor må den, der går til alters eller modtager sakramentet, passe på, at han skal synes at stå tomhændet for Guds åsyn.
¹⁵⁶Vacuus autem erit, si fidem non habuerit in Missam seu testamentum hoc nouum. Qua impietate quid posset grauius committere in diuinam ueritatem? quam hac incredulitate sua, quantum est in se, mendacem arguit, et uane promittentem.	Men tomhændet er han, hvis han ikke ejer troen på messen eller dete nye testamente. Ved hvilken ufromhed kan han forsynde sig mere mod den guddommelige sandhed, end ved denne mangel på tillid, såvidt det står til ham, beskylder han Gud for en løgner, og én, der giver tomme forjættelser.
¹⁵⁷ Tutissimum itaque fuerit, ad Missam non alio animo accedere, quam si ad audiendam quamlibet aliam promissionem dei uelis accedere. hoc est, ut paratus sis, non multa operari et afferre, sed omnia credere et accipere, quae tibi illic promittuntur, seu promissa pronunciatur, per ministerium sacerdotis. Hoc animo si non ueneris, caue accesseris, in iudicium, sine dubio, accedes.	Det vil altså være det sikreste at komme til messen med samme sind, som hvis du ville gå hen og høre en eller anden anden forjættelse fra Gud, det vil sige, så du er parat til, ikke at gøre eller fremføre noget, men til at tro og modtage alt, hvad der her forjættes dig, eller hvad der ved præstens tjeneste forkyndes som en forjættelse. Hvis ikke du kommer med dette sind, så pas på, når du kommer, for du går uden tvivl til alters til dom.
¹⁵⁸Recte itaque dixi, totam uirtutem Missae consistere in uerbis Christi, quibus testatur, remissionem peccatorum donari omnibus, qui credunt, corpus eius tradi, et sanguinem eius fundi, pro se. Atque ob hanc rem, nulla re magis opus esse audituris Missam, quam ut ipsa uerba sedulo et plena fide meditentur.	Jeg har derfor haft ganske ret, da jeg sagde, at hele messens kraft består i Kristi ord, hvormed han bevidner, at syndernes forladelse skal gives alle dem, der tror, at hans legeme hengives, og at hans blod udgydes for ham. Og derfor er der intet der er mere nødvendigt for dem, der vil høre messe, end at de flittigt og med en fuld tro overvejer disse ord.
¹⁵⁹quod nisi fecerint, frustra omnia alia fecerint. Hoc sane uerum est, in omni promissione sua deus fere solitus est adiicere signum aliquod, (W518) ceu monumentum, ceu memoriale promissionis suae, quo fidelius seruaretur, et efficatius moneret.	Fordi gør de ikke det, er alt det andet forgæves. Så er det sandt nok, at Gud plejer til sine forjættelser at føje et tegn, som mindesmærke eller hukommelsestegn, hvorved det bevares bedre og mere kraftigt minder os om den.
¹⁶⁰Sic in promissione Noe data, de non perdenda terra alio diluuio, dedit arcum suum in nubibus, quo dixit, sese recordaturum foederis sui. Et Abrahae, post promissionem haereditatis in semine suo, dedit circumcisionem in signaculum iustitiae fidei.	Da han således gav forjættelsen til Noa om, at han ikke ville lade jorden gå under i endnu en syndflod, gav han sin bue på skyerne, hvorved han sagde, at han ville ihukomme sin pagt (1 Mos 9,15). Og til Abraham gav han, efter at have forjættet ham en arving i hans sæd, omskærelsen som et tegn på retfærdigheden ved tro (1 Mos 17,10).
¹⁶¹Sic Gedeoni dedit uellus aridum et roridum, ad firmandam promissionem suam super uincendis Madianitis. Sic Achas per Esaiam obtulit signum, pro uincendo rege Syriae et Samariae, quo promissioni suae fidem in eo firmaret. Talia multa legimus signa promissionum dei in scripturis.	Og således gav han Gideon det våde og tørre skind for at understrege forjættelsen om at han skulle vinde over Midjanitterne (Dom 6,36ff). Og således fik Akaz et tegn om at han skulle besejre Syriens og Samarias konge, og derved styrkede han troen i ham på hans forjættelse. Vi læser om mange sådanne tegn i tilknytning til Guds forjættelser i skriften.
¹⁶²Sic et in Missa, hac omnium principe promissione, adiecit signum memoriale tantae promissionis, suum ipsius corpus et suum ipsius sanguinem, in pane et uino, sicut dicit: Hoc facite in meam commemorationem.	Sådan har han også i messen, den vigtigste af alle hans forjættelser, tilføjet som et ihukommelsestegn over en så stor forjættelse sit eget legeme og sit eget blod, i brød og vin, dèr hvor han siger: 'Gør dette til min ihukommelse'!
¹⁶³Sic in Baptismo, uerbis promissionis adiicit signum mersionis in aquam. Ex quibus intelligimus, in qualibet promissione dei duo proponi, uerbum et signum, ut uerbum intelligamus esse testamentum, signum uero esse sacramentum. ut in Missa, uerbum Christi est testamentum, panis et uinum sunt sacramentum.	Og således har han i dåben til forjættelsens ord føjet tegnet om neddykning i vand. Af disse ting forstår vi, at i enhver forjættelse fra Gud forelægges os to ting: ordet og tegnet, så at vi kan forstå, at ordet er testamentet, men tegnet sakramentet, f. eks. i messen er Kristi ord testamentet, men brød og vin er sakramentet.
¹⁶⁴Atque ut maior uis sita in uerbo quam signo, ita maior in testamento quam sacramento. Quia potest homo uerbum seu testamentum habere et eo uti, absque signo seu sacramento. Crede, inquit Aug., et manducasti. Sed cui creditur, nisi uerbo promittentis?	Og ligesom der er en større kraft i ordet end i tegnet, sådan er der også en større kraft i testamentet end i sakramentet. Fordi mennesket kan have ordet eller testamentet og bruge det, uden tegnet eller sakramentet. 'Tro', siger Augustin, 'og du har spist'. Men hvad andet skal man tro på end den forjættendes ord?
¹⁶⁵Ita possum quotidie, immo omni hora, Missam habere, dum, quoties uoluero, possum uerba Christi mihi proponere, et fidem meam in illis alere et roborare. hoc est reuera, spiritualiter manducare et bibere.	Sådan kan jeg hver dag, ja hver time på dagen, have messen, idet jeg, så ofte jeg vil, kan foreholder mig Kristi ord og nære og styrke min tro ved dem. Det er i sandhed at spise og drikke på åndelig måde.
¹⁶⁶Hic uides, quid et quantum Theologi sententiarii in hac re praestiterunt. Primum, id quod summum et capitale est, nempe, testamentum et uerbum promissionis, nullus eorum tractat, atque ita fidem et totam missae uirtutem nobis obliterarunt.	Her ser du, hvad og hvor meget sentensernes teologer har udrettet i denne sag. For det første: Det, som er hovedsagen, nemlig testamentet og forjættelsesordet, behandler ingen af dem, og således har de bragt troen og hele messens kraft i forglemmelse for os.
¹⁶⁷Deinde, alteram eius partem, scilicet signum seu sacramentum, solum uersant, sed ita, ut nec in hac fidem doceant, sed suas praeparationes, et opera operata, participationes et fructus, missam, donec in profundum uenerint, et de transsubstantiatione, aliisque infinitis metaphysicis nugis, nugarentur, et scientiam uerumque usum, tam testamenti quam sacramenti, cum uniuersa fide abolerent facerentque, ut populus Christi (ut propheta dicit) obliuisceretur dei sui diebus innumeris.	Dernæst: De behandler alene messens anden del, nemlig tegnet eller sakramentet, men de gør det således, at de heller ikke her lærer troen, kun deres egne forberedelser og rituelle gerninger, deres deltagelse og frugter udgiver de for messen, indtil de kommer til afgrunden; og de sludrer om transsubstantiationen og andre endeløse metafysiske dårskaber, men den sande viden om og brug af testamentet og sakramentet har de tilintetgjort sammen med hele troen, og de har bevirket, at Kristi folk (som profeten siger) har glemt Guds talløse dage. (Jer 2,32).
¹⁶⁸Tu uero, sine alios percensere uarios fructus auditae missae, et animum tuum huc intende, ut cum Propheta dicas et credas, hic tibi a deo paratam esse mensam coram te, aduersus omnes qui tribulant te, in qua pascatur et pinguescat fides tua.	Men du, lad du kun andre om at opgøre de forskellige frugter ved at høre messe og ret du dit sind hen imod den, så du med profeten siger og tror, at her er der af Gud beredt dig et bord imod alle dem, som forfølger dig, ved hvilket din tro skal næres og styrkes. (Sl 23,5).
¹⁶⁹Non autem pascitur fides tua, nisi promissionis diuinae uerbo. Homo enim non in solo pane uiuit, sed in omni uerbo quod procedit de ore dei. Quare, in missa ante omnia uerbi promissionis te obseruatorem esse curiosissimum (W519) oportet, tanquam opulentissimi conuiuii, omnimodae pascuae et sanctae refectionis tuae, ut hoc prae omnibus maximi facias, plurimum in id confidas, et firmissime in eo haereas, etiam per mortem et omnia peccata.	Din tro næres nemlig ikke af andet end af den guddommelige forjættelses ord. Mennesket lever nemlig ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. (Deut 8,3). Derfor bør du fremfor alt bestræbe dig inderligt på at agte på forjættelsesordet, som på et righoldigt måltid, på en fuldkommen føde og på et hellige styrkningsmiddel for dig, så at du sætter det allerhøjest, stoler mest på det og klynger dig mest fast til det, også igennem døden og alle synder.
¹⁷⁰Quod si feceris, non solum stillas istas, et minutias fructuum missae, quas quidem etiam superstitiose finxerunt, sed ipsum fontem principalem uitae, obtinebis, fidem scilicet uerbi, ex qua omne bonum fluit, sicut Iohan. iiii. dicit: Qui in me credit, de uentre eius fluent aquae uiuae. Item: Qui biberit ex aqua, quam ego dabo, fiet in eo fons aquae uiuae, salientis in uitam aeternam.	Gør du det, vil du ikke blot få messens dråber og frugter, som nogle overtroisk har opfundet, men du vil få selve livets hovedkilde, nemlig troen på ordet, fra hvilken alt godt flyder, sådan som Johannes siger i det 4. kapitel: "Den, der tror på mig, fra hans indre skal der flyde levende vand" (Joh 7,38). Og ligeledes: "Den, der drikker af det vand, som jeg giver, i ham vil det blive en kilde af levende vand, som fremvælder til evigt liv". (Joh 4,14).
¹⁷¹Iam duo sunt, quae solent nos tentare, ne fructus missae percipiamus. Alterum est, nos esse peccatores et indignos prae nimia uilitate rebus tantis. Alterum, etiam si digni essemus, magnitudo tamen rerum tanta est, ut natura pusillanimis non audeat ea petere aut sperare.	Nu er der to ting, der plejer at anfægte os, så vi ikke opnår messens frugter. Den ene er, at vi er syndere og uværdige med altfor ringe værdi til så store ting. Den anden er, at om vi også var værdige, så er dog det, vi modtager, så store ting, at vort forsagte væsen ikke vover at bede derom eller håbe derpå.
¹⁷²Nam, remissionem peccatorum et aeternam uitam, quis non stupescat potius quam optet, si digne pensetur magnitudo bonorum, quae per ea ueniunt? habere scilicet deum patrem, esse filium, haeredem omnium bonorum dei.	For syndernes forladelse og evigt liv, hvem vil ikke snarere undre sig end ønske det, hvis han i det hele taget helt kan forestille sig størrelsen på de goder, som kommer derigennem? nemlig, at have Gud til afder, at være søn, at være arving til alle Guds goder.
¹⁷³Aduersus hanc geminam pusillanimitatem oportet, ut uerbum Christi apprehendas, ipsumque multo fortius intuearis, quam has cogitationes infirmitatis tuae. Magna enim sunt opera domini, exquisita in omnes uoluntates eius, qui potens est dare, supra quam petimus aut intelligimus.	Imod denne dobbelte forsagthed må du tage Kristi ord til dig, og meget stærkere rette blikket mod ham, end mod disse overvejelser over din svaghed. "For store er Herrens gerninger, kostelige imod alle er hans viljes værk", (Sl 111,2), "han, som er mægtig til at give ud over, hvad vi beder om eller forstår". (Ef 3,20).
¹⁷⁴Nisi enim superarent nostram dignitatem, nostram capacitatem, nostrum denique omnem sensum, diuina non essent. Sic et Christus nos animat dicens: Nolite timere, pusillus grex, placuit enim patri uestro, dare uobis regnum.	For hvis Guds gerninger ikke langt overgik vores værdighed, vores fatteevne, ja, alle vore sanser, så var de ikke guddommelige. Således opmuntrer Kristus os også, når han sige: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget". ((luk 12,32).

¹⁷⁵Haec ipsa enim exuberantia inconprehensibilis dei, in nos per Christum effusa, facit, ut eum rursus super omnia ardentissime diligamus, summa fidutia in eum feramus, omnia contemnamus, prompti simus omnia pro eo pati. unde et recte fons dilectionis hoc sacramentum est appellatum.	For denne ubegribelige Gud giver sine overvældende gaver ud over os i Kristus, og det gør han, for at vi på den anden side skal elske ham brændende over alle ting, have den største tillid til ham, agte alle ting ringe, og være rede til at lide alt for ham. Derfor kalder man med rette dette sakramente for kærlighedens kilde.
¹⁷⁶In hac re, exemplum tibi sume ex hominibus. Si enim cuiquam mendico, aut etiam indigno et malo seruo, legaret ditissimus dominus mille aureos, certe cum fidutia eos postularet et acciperet, nec indignitatis suae, nec magnitudinis testamenti habita ratione.	Brug i denne sag et eksempel fra menneskelivet. Hvis en rig mand testamenterede en eller anden tigger eller en uværdig og ond tjener tusind gylden, så ville han ganske givet kræve dem og modtage dem, uden at tage hensyn til sin uværdighed eller testamentets størrelse.
¹⁷⁷Quod si quis ei resistens obiiceret indignitatem suam, et magnitudinem testamenti, quid putas dicturus est? scilicet: 'quid ad te? non ego merito meo, nec iure ullo proprio accipio quod accipio; Scio me indignum, et maiora accipere, quam merear, immo, contraria merui, sed iure testamenti et aliena bonitatis, peto quod peto; si illi non fuit indignum tanta tam indigno legare, cur ego propter indignitatem meam contemnam acceptare? quin hac ipsa causa magis amplector gratuitam et alienam gratiam, qua ego sum indignior'.	Og hvis én angreb ham og foreholdt ham hans uværdighed og testamentets størrelse, hvad tror du så, han ville sige? Mon ikke: "Hvad kommer det dig ved? det skyldes ikke min fortjeneste eller nogen særret, at jeg modtager det, jeg modtager; jeg véd godt, at jeg er uværdig, og at jeg modtager meget mere, end jeg har fortjent, ja, at jeg har fortjent det modsatte, men jeg beder om det, jeg beder om, i henhold til testamentes ret og en andens godhed; hvis det ikke for ham var uværdigt at testamentere så meget til en uværdig, hvorfor skulle jeg så kaste vrag på det for min uværdigheds skyld? snarere gør jeg da det, at jeg griber denne ufortjente og fremmede nåde, jo uværdigere jeg er, desto hellere".
¹⁷⁸Eadem cogitatione armari oportet et (W520) cuiusque conscientiam, aduersus omnes scrupulos et morsus suos, ad hanc Christi promissionem indubitata fide obtinendam, summopere cauendo, ne fidutia confessionis, orationis, praeparationis quisquam accedat, sed his omnibus desparatis, in superba fidutia promittentis Christi. Quia, ut dictum est satis, uerbum promissionis hoc solum regnare debet, in fide pura, quae est unica et sola sufficiens praeparatio.	Med sådanne overvejelser bør enhver bevæbne sin samvittighed, imod alle skrupler og betænkeligheder, så man holder sig til denne Kristi forjættelse med en fast tro, og især vogter sig for at sætte sin lid til sit skriftemål, sin bøn eller sin forberedelse; i stedet skal man fortvivle om alt dette i en stærk tillid til den Kristus, der har givet forjættelserne. For som jeg allerede har sagt det tilstrækkeligt, forjættelsesordet skal her herske alene, i en ren tro, som ene og alene er den tilstrækkelige forberedelse.
¹⁷⁹Videmus ex his, quam grandi ira dei factum sit, ut uerba testamenti huius non caelarint impii doctores, atque per hoc ipsum fidem extinxerunt, quantum in eis fuit. Iam pronum est uidere, quid ad fidem extinctam sequi fuit necesse.	Vi ser heraf, hvor stor Guds vrede er, fordi disse ugudelige lærere ikke har afbildet dette testamentes ord, og derved tilintetgjort selve troen, så vidt det står til dem. Det er nu nærliggende at se på, hvad der nødvendigvis må være konsekvensen af, at troen er tilintetgjort,
¹⁸⁰Nempe, superstitiones operum impiissimas. Vbi enim fides occidit, et uerbum fidei obmutescit, ibi mox surgunt opera in locum eius, et traditiones operum. Quibus ceu captiuitate Babylonica translati sumus de terra nostra, captis omnibus desyderabilibus nostris.	nemlig, den mest ugudelige overtro på gerningerne. For hvor troen dræbes, og troens ord forstummer, der optræder snart gerninger og gerningstraditioner i dens sted. Derved er vi i vort land bortført som i et babylonisk fangenskab, idet man har frataget os vore kostelige goder.
¹⁸¹Ita de missa contigit, quae impiorum hominum doctrina mutata est in opus bonum, quod ipsi uocant opus operatum, quo apud deum sese omnia praesumunt posse.	Således er det gået med messen, som ved ugudelige menneskers lære er blevet forandret til en god gerning, som de selv kalder en rituel handling, hvorved de mener at kunne opnå alt hos Gud.
¹⁸²Inde processum est ad extremum insaniae, ut, quia Missam ex ui operis operati ualere mentiti sunt, adiecerunt, eam non minus utilem esse caeteris, etiam si ipsi impio sacrifico noxia sit atque in hanc harenam fundauerunt suas applicationes, participationes, et fraternitates, anniuersaria, et id genus infinita lucri et quaestus negotia.	Og derfra er de gået videre til det yderste vanvid, så at de har tilføjet, da de først har udsendt den løgn, at messen virker i kraft af dens rituelle udførelse, at den ikke er mindre gavnlig for de øvrige, også selv om den skader en ugudelige celebrant, og på dette sand har de grundet deres overdragelser, delagtiggørelser og broderskaber, deres årsdage og den slags talløse udbytnings virksomheder og pengeskabende foranstaltninger.
¹⁸³Contra has laruas, quia ualidae sunt et multae penitusque insederunt, nisi constantissima cura obseruaueris, quid sit Missa, et praecedentium fortiter memineris, uix subistes.	Imod disse spøgelser, som er stærke og sidder meget stærkt fast, kan du næppe holde stand, hvis ikke du hele tiden er på vagt og holder fast ved, hvad messen er, og nøje husker på, hvad der er sagt forud.
¹⁸⁴Audisti enim, Missam aliud non esse, quam promissionem diuinam seu testamentum Christi, sacramento corporis et sanguinis sui commendatum. quod si uerum est, intelligis, Non posse ipsum esse opus ullo modo, nec quicquam in ipso fieri, nec alio studio a quoquam tractari, quam sola fide; fides enim non est opus, sed magistra et uita operum.	For du har jo hørt, at messen ikke er andet end en guddommelig forjættelse og Kristi testamente, stadfæstet ved hans legemes og blods sakramente. Og hvis det er sandt, forstår du også, at messen ikke selv på nogen måde kan være en gerning, og at der i messen ikke sker noget eller kan gennemføres noget ved nogen anstrengelse, kun ved troen; for troen er nemlig ikke nogen gerning, men alle gerningers mester og livgiver.
¹⁸⁵Quis enim est uspiam tam insanus, ut promissionem acceptam, aut testamentum donatum, uocet opus bonum, quod suo testatori faciat accipiens? Quis est haeres, qui patri suo testatori existimet benefacere, dum instrumenta testamenti cum haereditate testata accipit?	Er der nemlig nogetsted nogen, der er så tåbelig, at han vil kalde en forjættelse, som han modtager, eller et testamente, der gives ham, for en god gerning, som han gør imod testator ved at modtage den? Hvem er den arving, som mener at gøre noget godt overfor sin far eller testator, når han modtager testamentbeviset og den ham tillagte arv?
¹⁸⁶Quae est ergo impia temeritas nostra, ut diuinum testamentum accepturi ueniamus, ut bonum opus ei facturi? Est ne ista ignorantia testamenti et captiuitas tanti sacramenti omnibus lachrymis superior?	Jamen, hvad er det så for en dumdristighed af os, at vi kommer og modtager det guddommelige testamente, som om vi skulle gøre Gud en velgerning? Er det ikke mere end beklagelsesværdigt, at vi kender så lidt til testamentet, og at et så stort sakramente holdes i fangenskab?
¹⁸⁷ubi de acceptis grati esse debemus, uenimus superbi daturi accipienda, irridentes, inaudita peruersitate, donatoris misericordiam, dum hoc donamus ut opus, quod accipimus ut donum, ut testator iam non suorum largitor bonorum, sed nostrorum sit acceptor. Ve impietate isti.	Hvor vi burde være taknemlige over det, vi modtager, kommer vi i overmod og vil give, hvad vi skulle modtage, og driver i uhørt perversitet spot med giverens barmhjertighed, derved, at vi giver det som en gerning, som vi skulle modtage som en gave, så at testator ikke mere er sine gode gavers giver, men modtager af vore. Ve over denne ugudelighed!
¹⁸⁸Quis uero unquam fuit tam demens, ut baptismum duceret esse bonum opus? aut baptisandus crederet, sese opus facere, quod pro se et aliis deo (W521) offeret et communicaret? Si ergo in uno aliquo sacramento et testamento nullum est opus bonum communicabile aliis, nec in Missa erit, cum et ipsa non sit nisi testamentum et sacramentum.	Hvem har nogensinde været så vanvittig, at han har ment, at dåben er en god gerning? eller at den, der skal døbes, skal tro, at han gør en gerning, hvorved han ofrer og tilbyder noget til Gud for sig selv og andre? Hvis derfor der i det ene sakramente og testamente ikke er nogen god gerning, der kan overføres til andre, så er der det heller ikke i messen, eftersom den heller ikke er andet end et testamente og et sakramente.
¹⁸⁹Vnde manifestus et impius error est, Missam pro peccatis, pro satisfactionibus, pro defunctis, aut quibuscunque neccessitatibus suis aut aliorum offere seu applicare.	Derfor er det en åbenlys og ugudelig vildfarelse at frembære eller henføre messen for synder, for fyldestgørelser, for de afdøde, eller for nogen andre nødvendigheder for sig selv eller andre.
¹⁹⁰Quod facillime intelligis esse euidentissime uerum, si firmiter teneas, Missam esse promissionem diuinam, quae nulli prodesse, nulli applicari, nulli suffragari, nulli communicari potest, nisi ipsi credenti soli propria fide.	Og du kan let forstå, at dette er soleklart sandt, når du fastholder, at messen er en guddommelige forjættelse, som ikke kan gavne nogen, ikke kan henføres til nogen, ikke kan hjælpe nogen, ikke kan henføres til nogen, undtagen til den, der selv tror med sin egen tro.
¹⁹¹Quis enim promissionem dei, quae uniuscuiusque singulatim exigit fidem, potest pro alio acceptare aut applicare?	Hvem kan nemlig modtage for en anden eller henføre til en anden den Guds forjættelse, som kræver hver enkelts tro for sig?
¹⁹²Nunquid possum alteri promissionem dei dare, etiam non credenti? aut possum pro alio credere? aut possum facere, ut alius credat? At haec fieri oportet, si Missam possum aliis applicare et communicare, cum in Missa non sint nisi ista duo, promissio diuina, et fides humana, quae accipiat, quod illa promittit.	Mon jeg nogensinde kan give Guds forjættelse til en anden, også når han ikke tror? eller kan jeg tro for en anden? eller kan jeg bevirke, at en anden tror? Men dette må kunne ske, hvis jeg kan tilegne og overføre messen til andre, eftersom der i messen ikke er andet end disse to: den guddommelige forjættelse og den menneskelige tro, som modtager, hvad der forjættes den.
¹⁹³Quod si uerum est, potero etiam pro aliis audire Euangelium et credere, potero pro alio baptisari, potero pro alio absolui a peccatis, potero et pro alio communicare de altaris sacramento, potero, ut et illorum sacramenta percenseam, pro alio ducere uxorem, pro alio fieri sacerdos, pro alio confirmari, pro alio inungi.	Men hvis det er sandt, så kan jeg også høre evangeliet for andre og tro på det, jeg kan lade mig døbe for andre, jeg kan modtage syndernes forladelse for andre, jeg kan modtage alterets sakramente for andre, jeg kan, for nu at gennemgå deres sakramenter, tage en hustru for en anden, gøres til præst for en anden, konfirmeres for en anden, få den sidste olie for en anden.
¹⁹⁴Denique, cur Abraham non pro omnibus Iudaeis credidit? cur exigitur a Iudaeis singulis fides, in eandem promissionem Abrahae creditam? Stet ergo insuperabilis ueritas: ubi promissio diuina est, ibi unusquisque pro se stat, sua fides exigitur, quisque pro se rationem reddet, et suum onus portabit, sicut dicit Marci ult.: Qui crediderit et baptisatus fuerit, saluus erit, qui autem non crediderit, condemnabitur.	Endelig: Hvorfor har Abraham ikke troet på alle jøders vegne? Hvorfor kræves der tro af hver enkelt jøde, tro på den forjættelse, der blev troet af Abraham? Den sandhed står da uigendriveligt fast: Hvor den guddommelige forjættelse er, der står hver enkelt for sig selv, det er hans tro, der kræves, det er ham, der skal aflægge regnskab for sig selv, det er ham, der skal bære sin egen byrde, sådan som det siges sidst i markusevangeliet: Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den der ikke tror, skal blive fordømt. (Mark 16,16).
¹⁹⁵Ita et Missam unusquisque tantum sibi potest utilem facere, fide propria, et pro nullis prorsus communicare. Sicut sacerdos nulli pro alio potest sacramentum ministrare, sed cuilibet seorsum idem sacramentum ministrat.	Således er det også kun hver enkelt, der kan drage nytte af messen, med sin egen tro, og han kan ikke overføre den til andre. Sådan kan præsten ikke give sakramentet for andre, men han må give sakramentet til hver enkelt for sig.
¹⁹⁶Sunt enim sacerdotes consecrando et ministrando ministri nostri, per quos non offerimus bonum opus, aut communicamus actiue, sed per eos promissiones et signum accipimus, et communicamur passiue, id quod in laicis hactenus permansit.	For præsterne er vore tjenere til at indvi og forvalte sakramenterne, og gennem dem tilbyder vi ikke nogen god gerning, som vi kan dele ud til andre, men gennem dem modtager vi forjættelser og tegn, og der deles ud til os, hvilket også hidtil har været sådan for lægfolkets vedkommende.
¹⁹⁷Nam hi non dicuntur bonum facere, sed accipere. Sacerdotes uero abierunt in impietates suas, facto sibi bono opere, quod communicent et offerant ex sacramento et testamento dei, quo bonum acceptum oportuit.	For om dem siger man ikke, at de gør noget godt, kun at de modtager. Men præsterne er gået så vidt i deres ugudelighed, at de har gjort sig en god gerning af Guds sakramente og testamente, som de kan uddele og tilbyde, hvor de burde have modtaget noget godt.
¹⁹⁸Sed dicis: Quid? Nunquid subuertes omnium Ecclesiarum et Monasteriorum usum et sensum, quibus per tot saecula inualuerunt, fundatis super Missam anniuersariis, suffragiis, applicationibus, communicationibus etc. hoc est, pinguissimis redditibus?	Men du vil måske sige: Hvordan det? Vil du ikke omstyrte alle kirkers og klostres skik og mening, der igennem så mange århundreder har givet dem deres udkomme, idet jo årsdagene, forbønnerne, overdragelserne, henføringerne, osv, det vil sige: de fedeste indtægter, er funderet på messen.
¹⁹⁹Respondeo: Hoc est, quod de captiuitate Ecclesiae scribere me compulit, Sic enim uenerabile testamentum dei in impiissimi quaestus seruitutem coactum est, per impiorum hominum opiniones (W522) et traditiones, qui omisso uerbo dei sui cordis nobis cogitationes proposuerunt, et orbem seduxerunt.	Jeg svarer: Det er netop det, der har drevet mig til at skrive om kirkens fangenskab. For således er Guds ærværdige testamente blevet tvunget ind i ugudelig griskheds trældom, gennem ugudelige menneskers meninger og skikke, som uden hensyn til Guds ord har fulgt deres hjertes tanker og derved forført hele verden.

²⁰⁰Quid mihi de multitudine et magnitudine errantium? Fortior omnium est ueritas. Si potes Christum negare, qui docet, Missam esse testamentum et sacramentum, uolo illos iustificare.	Hvad kommer mængden og størrelsen af vildfarelserne mig ved? Sandheden er stærkere end alt. Hvis du kan nægte Kristus, som lærer, at messen er et testamente og et sakramente, så vil jeg give dem ret.
²⁰¹Deinde, si potes dicere, eum facere opus bonum, qui recipit beneficium testamenti, aut utitur in hoc ipsum sacramento promissionis, uolo mea libens damnare. cum autem neutrum possis, quid dubitas, contempta turba ad malum eunte, dare gloriam deo, et ueritatem eius confiteri?	Og hvis du kan få dig selv til at sige, at han gør en god gerning, han, der modtager testamentets velgerninger eller gør brug af forjættelsens sakramente, så vil jeg gerne fordømme min opfattelse. Men kan du ikke nogen af delene, hvorfor er du da i tvivl om, at du bør lade være at tage hensyn til den mængde mennesker, der går mod det onde, give Gud æren og bekende hans sandhed?
²⁰²Esse scilicet hodie sacerdotes omnes in sententia peruersa, quicunque Missam pro opere ducunt, quo succurrant suis aut aliorum, siue mortuorum, siue uiuorum, necessitatibus. Inaudita et stupenda dico, Sed Missam si intuearis, quid sit, uera me esse locutum cognosces. Hoc fecit illa nimia securitas, qua iram dei in nos grassantem non intelleximus.	For at i dag alle præster har den forkerte opfattelse, at de holder messen for en gerning, hvorved de kan gøre en nødvendig tjeneste for sig selv og andre, både de døde og de levende, det siger jeg, er uhørt og dumt. Men hvis du undersøger messen, hvad den er, så vil du finde, at jeg har talt sandt. Her har denne altfor store sikkerhed bevirket, at vi ikke har forstået, hvorfor Guds vrede er rettet imod os.
²⁰³Hoc autem facile admitto, Orationes, quas ad missam percipiendam congregati coram deo effundimus, esse bona opera, seu beneficia, quae nobis mutuo impartimus, applicamus et communicamus, et pro inuicem offerimus, Sicut Iacobus nos docet, orare pro inuicem, ut saluemur.	Men det vil jeg da gerne indrømme, at de bønner, som vi beder, når vi er forsamlede for at holde messe for Gud, er gode gerninger eller velgerninger, som vi giver hinanden del i, som vi henfører til hinanden, overfører på hinanden og gensidigt tildeler hinanden, sådan som Jakob lærer os at bede for hinanden, for at vi kan blive frelst. (Jak 5,16)
²⁰⁴Et Paulus .i. Timot. ii. praecipit fieri obsecrationes, orationes, postulationes, pro omnibus hominibus, pro regibus et omnibus, qui in sublimitate sunt constituti. Haec enim non sunt missa, sed opera missae, si tamen opera uocari debent, orationes cordis et oris, quia fiunt ex fide in sacramento percepta uel acta.	Og Paulus foreskriver i 1. Tim 2,1f, at der skal ske bønner, anråbelser og forbønner for alle mennesker, for konger og alle i høje stillinger. Men dette er ikke messen, men messens gerninger, hvis man da kan kalde det gerninger, hjertets og mundens bønner, fordi de sker ud af en tro på sakramentet, når det er modtaget og udført.
²⁰⁵Non enim Missa uel promissio dei impletur orando, sed solum credendo. Credentes autem oramus et quodlibet opus bonum facimus. Sed quis sacerdotum hoc nomine sacrificat, ut solas orationes arbitretur sese offerre?	For messen eller Guds forjættelse gennemføres ikke ved at bede, men alene ved at tro. Vi beder som troende, og vi gør de gode gerninger, vi gør, som troende. Men hvilken præst celebrerer i den tro, at han ofrer noget alene ved at bede?
²⁰⁶Omnes imaginantur sese offerre ipsum Christum deo patri, tanquam hostiam sufficientissimam, et bonum opus facere omnibus, quibus proponunt prodesse, quia confidunt in opere operati, quod orationi non tribuunt. Sic paulatim errore crescente, id quod orationum est, tribuerunt sacramento, Et quod recipere beneficium debent, id obtulerunt deo.	Nej, de forestiller sig alle, at de ofrer selve Kristus til Gud fader, som et fyldestgørende offerdyr, og derved gør en god gerning for alle, som de sætter sig for at gavne, fordi de stoler på det fuldførte ritual, og noget sådant tillægger de ikke bønnen. Således vokser efterhånden vildfarelsen, det, som hører bønnen til, tillægger de sakramentet, og hvad de bør modtage som en velgerning, ofrer de til Gud.
²⁰⁷Quare acute discernendum est, inter testamentum sacramentumque ipsum, et inter orationes, quas simul oramus, Nec id solum, sed scire quoque oportet, orationes prorsus nihil ualere, nec oranti ipsi, nec iis pro quibus orantur, nisi primum testamentum fide perceptum sit, ut fides oret, quae sola exauditur, sicut Iacobus .i. c. docet.	Derfor bør der skelnes nøje mellem testamentet og sakramentet selv, og bønnerne, som vi beder samtidig med. Og ikke det alene, men man bør også vide, at bønnerne ikke er noget værd, hverken for den bedende selv eller for dem, han beder for, hvis ikke først testamentet er modtaget i tro, så at den tro skal bede, der alene bønhøres, sådan som Jakob siger (1,6f).
²⁰⁸ adeo longe aliud est oratio quam Missa. orationem possum extendere in quotquot uoluero, Missam nemo accipit, nisi qui per seipsum credit, et tantum quantum credit, nec potest dari, siue deo siue hominibus, Sed solus deus per ministerium sacerdotis dat eam hominibus, (W523) qui accipiunt eam fide sola, sine ullis operibus aut meritis.	Og derfor er bønnen noget helt andet end messen. Jeg kan udstrække bønnen så langt jeg vil, men messen kan ingen modtage, undtagen den, der tror med sin egen tro, og han får kun i så høj grad som han tror, og en sådan kan intet give, hverken til Gud eller mennesker, men det er kun Gud, der gennem præstens tjeneste giver troen til menneskene, til dem, som modtager den i tro alene, uden nogen gerninger eller fortjenester.
²⁰⁹ Neque enim ullus audeat tantum insanire, ut dicat bonum opus facere eum, qui pauper et indigens uenit, accepturus de manu diuitis beneficium. At missa (ut dixi) beneficium est promissionis diuinae, per manum sacerdotum omnibus hominibus exhibitum.	Ejheller vover nogen at være så vanvittig, at han siger, at han gør en god gerning, hvis han som fattig og trængende kommer og modtager en velgerning af den guddommelige hånd. Men messen er som sagt en velgerning, bestående i en guddommelige forjættelse, fremvist ved præstens hånd for alle mennesker.
²¹⁰ Est ergo certum, Missam non esse opus aliis communicabile, sed obiectum (ut dicitur) fidei, propriae cuiusque alendae et roborandae.	Det er altså givet, at messen ikke er en gerning, der kan overføres til andre, men den er troens genstand, om jeg så må sige, beregnet på at nære og styrke ens egen tro.
²¹¹ Iam et alterum scandalum amouendum est, quod multo grandius est et speciosissimum. Id est, quod Missa creditur passim esse sacrificium, quod offertur deo. In quam opinionem et uerba Canonis sonare uidentur, ubi dicitur: haec dona, haec munera, haec sancta sacrificia, Et infra: hanc oblationem.	Men her må også bortryddes en anden forargelse, der er endnu meget større og nyder særlig anseelse, nemlig den, at man overalt tror, at messen er et offer, som ofres til Gud. Denne mening synes at understøttes af messebogen, hvor det hedder: "Disse gaver", "dette hellige offer" og senere: "Dette offer".
²¹² Item, clarissime postulatur, ut acceptum sit sacrificium, sicut sacrificium Abel etc. Inde Christus hostia altaris dicitur. Accedunt his dicta sanctorum patrum, tot exempla, tantusque usus per orbem constanter obseruatus.	Fremdeles udtrykker klart og tydeligt den bøn, at offeret må være velbehageligt som Abels offer, osv. Og derfor kaldes Kristus også alterets offer. Hertil kommer også de hellige fædres udsagn, mange, mange eksempler, og den virkning, der ligger i, at man over hele verden har denne skik og brug.
²¹³ His omnibus, quia pertinacissime insederunt, oportet constantissime opponere uerba et exemplum Christi. Nisi enim Missam obtinuerimus esse promissionem Christi, seu testamentum, ut uerba clare sonant, totum Euangelium et uniuersum solatium amittimus.	Op i mod alt dette må man med største vedholdenhed stille Kristi ord og eksempel, fordi det har sat sig så fast. Hvis ikke vi hævder, at messen er Kristi forjættelse eller testamente, som ordene klart lyder, så mister vi hele evangeliet og al vores trøst.
²¹⁴ Nihil contra haec uerba permittamus praeualere, etiam si angelus de coelo aliud docuerit, Nihil enim de opere uel sacrificio in illis continetur. Deinde et exemplum Christi pro nobis stat, Non enim Christus in caena nouissima, cum institueret hoc sacramentum et conderet testamentum, ipsum obtulit deo patri, aut ut opus bonum pro aliis perfecit, sed in mensa sedens, singulis idem testamentum proposuit, et signum exhibuit.	Vi kan ikke tillade, at noget vejer tungere end disse ord, heller ikke, om en engel fra himlen lærte os noget andet. Der indeholdes nemlig ikke noget om gerning eller offer i disse ord. Dernæst står også Kristi eksempel på vor side. For da Kristus ved det sidste måltid indstiftede dette sakramente og oprettede dette testamente, var det ikke sådan, at han frembar sig selv som et offer for Gud, eller gennemførte en god gerning til fordel for andre, men han sad ved bordet og fremlagde det samme testamente for hver enkelt og tilbød den det samme tegn.
²¹⁵ Iam Missa, quanto uicinior et similior primae omnium Missae, quam Christus in caena fecit, tanto Christianior. At Missa Christi fuit simplicissima, sine ulla uestium, gestuum, cantuum, aliarumque cerimonarium pompa, ubi si necesse fuisset eam offerri ut sacrifitium, non plene eam instituisset.	Men jo mere messen er tæt på og lig med den første messe af alle, den, som Kristus holdt ved måltidet, des kristeligere er den. Men Kristi messe var meget enkel, uden klæder, gestus, sang og andre cerimonielle pragtudfoldelser, og hvis det var nødvendigt at frembære den som et offer, har Kristus ikke indstiftet den fuldstændig.
²¹⁶ Non quod calumniari debeat ullus uniuersam Ecclesiam, quae multis alii ritibis et cerimoniis Missam ornauit et ampliauit, sed hoc uolumus, ne quis cerimoniarum specie falsus, ac multitudine pompae impeditus, simplicitatem Missae amittat, et reuera transsubstantiationem quandam colat, si amissa substantia simplici Missae in accidentibus multiplicibus pompae haereat.	Man bør dog ikke lægge hele kirken det til last, at den har udsmykket og omgivet messen med mange andre riter og ceremonier, men det vil vi, at ingen skal gå glip af messens simpelhed, fordi han forhindres af den slags falske ceremonier og den mangfoldige pomp, eller fordi han dyrker en slags ægte transsubstantiationslære, derved, at han mister messens jævne substans, men bliver hængende i pompens mangfoldige accidenser.
²¹⁷ Nam, quicquid ultra uerbum et exemplum Christi accessit, accidens Missae est, quorum quodlibet non alio loco ducere debemus, quam quo loco nunc ducimus Monstrantias (quas uocant) et pallia altaris, quibus ipsa hostia continetur.	For hvad der går ud over Kristi ord og eksempel, er messens accidenser, og vi bør ikke betragte det anderledes, end vi nu betragter de såkaldte monstranser og alterduge, hvori hostien selv bliver opbevaret.
²¹⁸ Quare, sicut repugnat, testamentum distribui, seu promissionem accipere, et sacrificare sacrificium, Ita repugnat Missae esse sacrificium, cum (W524) illam recipiamus, hoc uero demus. idem autem simul recipi et offerri non potest, nec ab eodem simul dari et acceptari. Non magis certe, quam oratio et impetrata res queunt idem esse, nec idem sit orare et orata accipere.	Og derfor, ligesom der er en modsigelse mellem det at uddele et testamente eller modtage en forjættelse og det at ofre et offer, således er det en modsigelse at hævde, at messen er et offer, for messen modtager vi, et offer giver vi. Men man kan ikke både modtage og ofre det samme, det kan heller ikke på én gang gives og modtages af den samme, ligeså lidt som bønnen og det, vi beder om, kan være det samme, eller ligeså lidt som det er det samme at bede om noget og at modtage det, man beder om.
²¹⁹ Quid ergo dicemus ad Canonem et autoritates patrum? Primum respondeo: Si nihil habetur, quod dicatur, tutius est, omnia negare, quam Missam concedere opus aut sacrificium esse, ne uerbum Christi negemus, fidem simul cum Missa pessundantes.	Men hvad skal vi nu sige til messebogen og fædrenes autoritet? Først vil jeg svare: Hvis man ikke havde andet at sige, så var det dog sikrere at bestride alt end at gå med til, at messen er en gerning eller et offer, da vi så ikke benægter Kristi ord og ødelægger troen samtidig med messen.
²²⁰ Tamen, quo seruemus et eos, Dicemus, ex Apostolo .i. Corint. xi. nos doceri, solitos fuisse fideles Christi ad Missam congregatos secum afferre cibum et potum, quas collectas uocabant, quae distribuerentur in omnes egentes, exemplo Apostolorum act. iiii. e quibus sumebatur id, quod consecrabatur panis et uini, pro sacramento.	Dog, da vi også vil tjene dem, vil vi sige, at vi ud fra apostelen i 1. Kor. 11,20f har lært, at når Kristi troende samledes til messe plejede de at have mad og drikke med sig, (det kaldte de kollekter), og det uddelte de til alle trængende efter apostlenes eksempel i Ap Gern 4,34f. Derfra tog de det brød og vin, der blev indviet til sakramentet.
²²¹ Et quia haec omnia sanctificabantur per uerbum in orationem ritu hebraico, quo leuabantur sursum, ut in Mose legimus, relicta sunt uerba et ritus leuandi seu offerendi, abolito iam dudum usu conferendi et colligendi ea quae offerrentur seu leuarentur.	Og fordi alt dette blev helliget ved ord og bøn efter hebraisk skik, hvorved det løftedes op, som vi lærer om det hos Moses, så er ordene "opløftelse" eller "offer" og skikken med at opløfte eller ofre blevet stående, længe efter at det var gået af brug at samle det sammen, som skulle ofres eller løftes op.
²²² Sic Ezechias Esa. xxxvii. Iubet Esaiam leuare orationem in conspectu dei pro reliquiis. Et psal.: Extollite manus uestras in sancta. Item: Ad to leuabo manus meas. i. Timot. ii.: Leuantes puras manus in omni loco. Quare uocabula sacrificii seu oblationis referri debent non ad sacramentum et testamentum, sed ad collectas ipsas. Vnde et reliquum est uocabulum collectae pro precibus in Missa dictis.	Således befaler Ezekias i Es 37,4 Esajas at opløfte en bøn for Guds åsyn for de tilbageblevne. Og i salme 134,2 hedder det: "Opløft jeres hænder mod det hellige". Og ligeledes: "Mod dig opløfter jeg mine hænder" (Sl 63,5). Og 1 Tim. 2,8: "Opløft rene hænder på ethvert sted". Derfor kan man ikke henføre ordene "offer" eller "frembærelse" til sakramentet eller testamentet, men kun til disse kollekter. Derfor er også ordet "kollekt" blevet bevaret om de bønner, der fremsiges i messen.
²²³ Idem facit, quod sacerdos mox consecrato pane et calice eleuat eundem, quo non sese offerre aliquid deo ostendit, cum nullo uerbo tum meminerit hostiae seu oblationis.	Det samme betyder det, når præsten lige efter at have indviet brødet og kalken løfter dem begge op; derved tilkendegiver han ikke, at han ofrer Gud noget, eftersom han ikke med noget ord nævner hostien eller offeret.
²²⁴ Sed est et idipsum uel reliquum ritus hebraici, quo leuabantur, quae cum gratiarum actionibus accepta deo referebantur, Vel admonitio nostri, quo prouocemur ad fidem testamenti huius, quod tum uerbis Christi protulit et exhibuit, ut simul et signum eiusdem ostendat, et oblatio panis proprie respondeat huic demonstratiuo: Hoc est corpus meum, nosque circumstantes ceu alloquatur hoc ipsi signo, Sic oblatio calicis proprie respondeat huic demonstratiuo: Hic calix noui testamenti etc.	Men dette er enten en rest af en hebraisk skik, hvorefter det opløftes, som modtages med tak og føres tilbage til Gud, eller det er en formaning til os, hvorved vi opfordres til at tro på dette testamente, som præsten her frembærer og fremviser med Kristi ord, så at frembæringen af brødet svarer nøje til de henvisende ord: "Dette er mit legeme", og præsten på en måde taler til os omkringstående gennem dette tegn. På samme måde svarer frembærelsen af kalken til de henvisende ord: "Denne kalk er den nye pagt" osv.

²²⁵ Fidem enim in nobis sacerdos excitare debet, ipso eleuandi ritu. Atque utinam, ut in oculis nostris manifeste eleuat signum seu sacramentum, ita simul auribus nostris aperta altaqua uoce pronunciaret et uerbum seu testamentum, idqud in qualibet populorum lingua, quo fides exercitaretur efficatius. Cur enim liceat Graece et latine et hebraice Missam perficere, et non etiam Alemanice aut alia quacunque lingua?	For præsten bør opvække troen hos os, ved dette ritual med at opløfte. Og gid, at ligesom han klart opløfter tegnet eller sakramentet for vore øjne, han ligeledes klart og højt også ville lade ordet eller testamente lyde for vore øren, og det helst på folkenes sprog, hvorved troen kunne styrkes des bedre. For hvorfor skal det være tilladt at udføre messen på græsk og latin og hebraisk og ikke på tysk eller et hvilketsomhelst andet sprog?
²²⁶ Quocirca, obseruent sese sacerdotes, hoc perdito periculosissimoque saeculo, qui sacrificant: Primum, ut uerba Canonis maioris et minoris cum collectis, quae aperte nimis sacrificium sonant, dirigant non ad sacramentum, sed uel ad ipsum panem et uinum consecrandum, uel ad orationes suas. (W525)	Derfor må de præster, der i disse fordærvede og meget farlige tider celebrerer messen, tage sig i agt: Først for, at de ikke henfører ordene i den store og lille messebog, som åbenbart taler for meget om offeret, til sakramentet, men enten til brødet og vinem selv, som skal indvies, eller på deres bønner.
²²⁷ Panis enim et uinum antea offeruntur ad benedicendum, ut per uerbum et orationem sanctificentur. Postquam autem benedictus et consecratus est, iam non offertur, sed accipitur dono a deo. Et in hoc negotio cogitet, Euangelium esse praeferendum omnibus Canonibus et collectis, per homines compositis, Euangelium autem non sinit Missam esse sacrificium, ut audisti.	For tidligere blev brød og vin frembåret for at blive velsignet, så at det kunne helliges gennem ord og bøn. Men efter at det er velsignet og indviet, bliver det ikke mere frembåret, men modtages som en gave fra Gud. Og i denne sag skal en præst betænke, at evangeliet bør foretrækkes frem for alle ritualer og kollekter, som er sammensat af mennesker, og at evangeliet ikke tillader, at messen er et offer, som du har hørt.
²²⁸ Deinde, publice Missam perficiens, praestituat sibi non aliud facere, quam se et alios communicare per Missam, simul tamen orationes suas pro se et aliis offerre, cauens, ne Missam offerre praesumat.	Dernæst, den, der udfører messen offentligt, må sætte sig for ikke at gøre andet, end sammen med de andre at modtage messen, samtidig må han dog frembære bønner for sig selv og andre, idet han passer på ikke at opfatte messen som et offer.
²²⁹ Qui uero priuatim missas parat, praestituat sibi, ut seipsum communicet. Prorsus, nihil differt nec plus facit missa priuata, quam simplex cuiusque laici de manu sacerdotis sumpta communio, exceptis orationibus, et quod sibiipsi consecrat et ministrat. Re ipsa missae et sacramenti omnes sumus aequales, sacerdotes et laici.	Men den, der holder en privatmesse, må sætte sig for at give sig selv sakramentet. Derudover har privatmessen intet til forskel fra eller giver mere, end hvor en simpel lægmand modtager sakramentet af præstens hånd, udover bønnerne, og det forhold, at han konsekrerer for sig selv og betjener sig selv. Hvad selve messens og sakramentets sag angår, er vi alle lige, præster og lægfolk.
²³⁰ Quod si postulatur ab aliis uotiuas (quas uocant) celebrare, caueat, ne mercedem accipiat pro missa aut praesumat ullam uotiuam sacrificare, sed studeat hoc totum ad orationes referre, quas siue pro defunctis, siue uiuentibus offerat, sic cogitans:	Og hvis han får besked om at fejre andre votiver (som de kalder dem), skal han passe på ikke at modtage løn for messen eller mene, at han helliger noget votiv, men han skal bestræbe sig på at henføre det altsammen til bønnerne, og fremføre dem, hvad enten det er bønner for afdøde eller for levende, idet han tænker:
²³¹ 'Ecce ibo et mihi soli sacramentum suscipiam, sed inter suscipiendum pro illo et ollo orabo', sic, ut orationis, non Missae mercedem pro victu et amictu recipiat. Nec moueat, quod totus orbis contrarium et sensum et usum habeat.	"Se, jeg går hen og modtager sakramentet helt alene, men mens jeg modtager det vil jeg bede for den og den", sådan at han modtager føde og klæder som løn ikke for messen, men for bønnen. Og det skal ikke røre ham, at hele verden mener det modsatte og har den modsatte skik.
²³² Euangelium certissimum habes, quo fretus facile contemnes hominum sensus et opiniones. Quod si, me contemnens, pergas Missam offerre, non solas orationes, scito me fuisse monitorem tibi fidelem, et in die iudicii excusatum, tuum portabis ipse peccatum.	Du har det sikre evangelium, og i tillid til det kan du let foragte menneskers følelser og meninger. Og hvis du foragter mig og fortsætter med at frembære messen, ikke blot bønnerne, så vid, at jeg har været dig en tro påminder, og at jeg er undskyldt på dommens dag, og at du må bære din egen synd.
²³³ Dixi, quae tibi dicere tenebar frater fratri in salutem, tibi proderunt seruata, tibi nocebunt neglecta. Quod si aliqui etiam damnarint haec, illud Pauli respondeo: Mali uero homines et seductores proficient in peius, errantes, et in errorem mittentes.	Jeg har sagt, hvad jeg er forpligtet på at sige dig som en broder den anden til frelse, hvad det gavner dig at overholde og skader dig at være ligeglad med. Og hvis nogen vil fordømme også dette, vil jeg svare med Paulus' ord: "Men onde mennesker og forførere bliver værre og værre, de farer vild og fører vild". (2 Tim 3,13).
²³⁴ Ex isto nunc facile illud quiuis intelligit, quod usitatissimum ex Grego. dicitur, Missam mali sacerdotis non minoris ducendam, quam boni cuiuscunque, Nec sancti Petri meliorem fuisse, quam Iudae traditoris, si sacrificassent.	Af dette kan nu hvemsomhelst let forstå det, som man sædvanligvis siger ud fra Gregor, at en messe, der ledes af en ond præst, ikke er mindre værd end en messe, der ledes af en god, og at en messe, som sankt Peter leder, ikke er bedre end en, som Judas forræderen leder.
²³⁵ Hoc enim operculo suas impietates quidam uelant, et hinc distinctionem operis operati, et operis operantis, inuenerunt, quo secure ipsi male uiuere, et aliis tamen benefacere praesumerent.	Under dette dække er der nogle, der skjuler deres ufromheder, og de opfinder så denne skelnen mellem en udført rituel handling og en udførende rituel handling, hvorved de sikrer sig, at de kan fortsætte deres onde liv og dog mene at gøre velgerninger mod andre.
²³⁶ Verum, Gregorius recte dicit, at illi peruerse eum intelligunt. Verissimum est enim, per impios sacerdotes non minus de testamento et sacramento dari et accipi, quam per quosque sanctissimos.	Og det er sandt, Gregorius taler sandt, men disse mennesker forstår ham forkert. Det er nemlig såre sandt, at man igennem ugudelige præster kan give og modtage lige så meget af sakramentet som gennem de mest hellige præster.
²³⁷ Quis enim dubitat, Euangelium praedicari per impios? At missa est pars Euangelii, immo summa et compendium Euangelii. Quid est enim uniuersum Euangelium, quam bonum nuntium remissionis peccatorum?	Hvem tvivler nemlig på, at evangeliet prædikes af ugudelige? Men messen er en del af Evangeliet, ja er summen af evangeliet eller evangeliet en nøddeskal. Hvad er nemlig hele evangeliet andet end et godt budskab om syndernes forladelse?
²³⁸ At quicquid de remissione peccatorum et misericordia dei latissime et copiossisime dici potest, breuiter est in uerbo testamenti comprehensum. (W526)	Men hvad der kan siges udførligt og til overflod om syndernes forladelse og Guds barmhjertighed, det findes i korthed indeholdt i ordet testamente.
²³⁹ Vnde et conciones populares aliud esse non deberent, quam expositiones Missae, id est, declarationes promissionis diuinae huius testamenti, hoc enim esset fidem docere, et uere Ecclesiam aedificare. At, qui nunc missam exponunt, in allegoriis humanarum cerimoniarum ludunt et illudunt.	Derfor bør prædikener for folket ikke være andet end fremstillinger af messen, det vil sige, erklæringer om dette testamentes guddommelige forjættelse, det er nemlig at lære troen, og i sandhed at opbygge kirken. Men, de, der nu udlægger messen, leger med og driver spøg med menneskelige ceremoniers allegorier.
²⁴⁰ Igitur, sicut impius potest baptisare, id est, uerbum promissionis et signum aquae super baptisandum ferre, ita potest et promissionem huius sacramenti proferre et ministrare uescentibus, et simul ipse uesci, sicut Iudas traditor in coena domini, manet tamen semper idem sacramentum et testamentum, quod in credente operatur suum opus, in incredulo operatur alienum opus.	Derfor, ligesom en ugudelig kan døbe, det vil sige, føre forjættelsens ord og vandets tegn hen over den, der skal døbes, sådan kan han også fremføre dette sakramentes forjættelse og uddele det til dem, der spiser det, og samtidig selv spise, sådan som Judas forræderen gjorde det ved Herrens nadver, og dog forbliver dette sakramente et testamente, som virker sin gerning i den troende, og virker en anden gerning i den vantro.
²⁴¹ Verum in offerendo longe aliud agitur. Cum enim non Missa, sed orationes offerantur deo, clarum est, oblationes impii sacerdotis nihil ualere. Sed (ut idem Grego. ait) cum is, qui indignus est, ad deprecandum mittitur, animus iudicis ad deterius prouocatur.	Men når man ofrer eller frembærer drejer det sig om noget helt andet. Eftersom nemlig ikke messen, men bønnerne frembæres for Gud, er det klart, at en ugudelig præsts frembærelser ikke har nogen værdi for Gud. Men det siger jo den samme Gregorius, at når den, der er uværdig, sendes frem for at bede, så ophidser han dommerens sind til det værre.
²⁴² Non ergo sunt confundenda illa duo, Missa et oratio, sacramentum et opus, testamentum et sacrificium, quia alterum uenit a deo ad nos per ministerium sacerdotis, et exigit fidem, Alterum procedit a fide nostra ad deum per sacerdotem, et exigit exauditionem.	Man skal altså ikke sammenblande disse to ting, messen og bønnen, sakramentet og gerningen, testamentet og offeret, for det ene kommer fra Gud til os gennem præstens embede, og udvirker troen, det andet kommer fra vores tro til Gud gennem præsten, og udvirker bønhørelse.
²⁴³ Illud descendit, hoc ascendit. ideo, illud non requirit necessario dignum et pium ministrum, hoc uero requirit, quia deus peccatores non exaudit, qui nouit per malos benefacere, sed nullius mali acceptat opus, sicut monstrauit in Cayn, et Prouer. xv. dicitur: Victimae impiorum abominabiles domino. Roma. xiiii. Omne, quod non est ex fide, peccatum est.	Det ene stiger ned, det andet op. Derfor, det ene kræver ikke nødvendigvis en værdig og from præst, men det kræver det andet, fordi Gud ikke hører syndere, han, der nok véd at gøre vel igennem syndere, men ikke modtager nogen ond gerning, sådan som han har vist det ved Kain, og sådan som det siges i Ordspr. 15,8: "De ugudeliges offer er Herren en afskyelighed", og Rom 14,23: "Alt, hvad der ikke udspringer af tro, er synd".
²⁴⁴ Vt autem finem huius primae partis faciamus, reliqua producturi, ubi impugnator insurrexerit, Concludimus ex omnibus his, quibus nam Missa sit parata, et qui digne communicent. Nempe, soli ii, qui tristes, afflictas, perturbatas, confusas et erroneas habent conscientias.	Men for at gøre en ende på denne første del, så vil vi fremføre resten dèr, hvor angriberen har rejst sig, og her konkludere, hvem messen er beredt for og hvem der deltager ret i den. Det gør nemlig alene de, der har en trist, anfægtet, forstyrret, forvirret og fejlende samvittighed.
²⁴⁵ Nam, uerbum diuinae promissionis huius sacramenti cum exhibeat peccatorum remissionem, secure accedit, quicunque peccatorum suorum uexatur siue morsu, siue titillatione.	For når dette sakramentes guddommelige ord fremviser syndernes forladelse, så sker det sikkert og vist det, at synden i enhver begynder at plage ham med gnaven eller med kildren.
²⁴⁶ Est enim testamentum hoc Christi medicina unica praeteritorum, praesentium, et futurorum peccatorum. modo indubitata fide ei adhaeseris, et credideris tibi gratuito dare id, quod uerba testamenti sonant. Quod si non credideris, nusquam, nunquam, nullis operibus, nullis studiis, conscientiam poteris pacare. Fides enim sola est pax conscientiae, infidelitas autem sola turbatio conscientiae.	Dette testamente er nemlig Kristi enestående lægemiddel mod fortidens, nutidens og fremtidens synder. Blot skal du klynge dig dertil med en utvivlsom tro, og stole på, at det ganske gratis giver dig det, som testamentets ord lyder. Fordi hvis du ikke tror, så kan du aldrig på nogen måde ved nogen gerning ved nogen anstrengelse opnå fred. Alene troen er nemlig samvittighedens fred, alene vantroen er samvittighedens uro.
Videre til Om dåbens sakramente.