De captiuitate Babylonicae ecclesiae (02)

praeludium. Luthers skrift om Kirkens Babyloniske fangenskab. WA bind 6 side 526 til 543.

Om dåben.

¹(W526) DE SACRAMENTO BAPTISMI. Om dåbens sakramente.

²Benedictus deus et pater domini nostri Iesu Christi, qui secundum diuitias misericordiae suae saltem hoc unicum sacramentum seruauit in Ecclesia sua, illibatum et incontaminatum a constitutionibus hominum, liberumque fecit omnibus gentibus, omniumque hominum ordinibus. Lovet være Gud og vor Herre Jesus Kristus, som efter sin rige barmhjertighed i det mindste i sin kirke har bevaret dette ene sakramente ubeskadiget og ubesmittet af menneskelige bestemmelser og gjort det frit tilgængeligt for alle folk og alle stænder,

³nec passus est, et ipsum teterrimis quaestus et impiissimus superstitionum portentis opprimi, eo scilicet consilio usus, quod paruulos, qui auaritiae et superstitionis (W527) capaces non sunt, eo uoluit initiari, et simplicissima fide uerbi sui sanctificari, quibus et potissimum hodie prodest baptismus. og ikke tålt, at også det blev undertrykt af den skrækkelige gerrigheds og den ugudelige overtros opfindelser. Dette er sikkert sket i den hensigt, at han derved ville indvi de små, som endnu ikke kan rumme i sig gerrighed og overtro, og hellige dem ved den enfoldigste tro på hans ord; for dem er dåben også i dag til den største nytte.

⁴Nam, si adultis et maioribus donandum esset hoc sacramentum, non uidetur potuisse et eius perseuerari uirtus et gloria, prae tyrannide Auaritiae et superstitionis, quo omnia diuina nobis supplantauit. For hvis dette sakramente var blevet givet voksne eller ældre mennesker, da er det ikke sikkert, at dens kraft og ære var blevet bevaret fra gerrighedens og overtroens tyranni, som undertrykker alt guddommeligt for os.

⁵Inuenisset sine dubio et hic prudentia carnis suas praeparationes et dignitates, deinde reseruationes, restrictiones, et si qua sunt similia rhetia pecuniarum, quibus aqua non uilior, quam nunc membranae, uenderetur. Den kødelige klogskab ville uden tvivl også her have opfundet sine forberedelser og værdigheder, og endvidere sine forbehold, indskrænkninger og den slags pengenet, så vandet ikke var blevet solgt billigere end nu pergamentpapir.

⁶Verum, ubi uirtutem Baptismi in paruulis non potuit Satan extinguere, praeualuit tamen, ut in omnibus adultis extingueret, ut tam fere nemo sit, qui sese baptisatum recordetur, nedum glorietur, tot repertis aliis uiis remittendorum peccatorum, et in coelum ueniendi. Men selv om Satan ikke kunne udrydde dåbens kraft i de små børn, så havde han dog magt til at ødelægge den hos alle de voksne, så at der næsten ikke er nogen, der mindes sin dåb, eller roser sig af den. Der er jo opfundet så mange andre veje, ad hvilke man kan få syndsforladelse eller komme i himlen.

⁷prebuit his opinionibus occasionem uerbum illud periculosum diui Hieronymi, siue male positum, siue male intellectum, quo poenitentiam appellat secundam post naufragium tabulam, quasi baptismam non sit poenitentia. Ved disse anskuelser er der givet anledning til det farlige ord af den guddommelige Hieronymus, som man enten anbringer eller forstår forkert, det, hvor han kalder boden det andet brædt efter skibbruddet, som om dåben ikke var en bod.

⁸Hinc enim, ubi in peccatum lapsi fuerint, de prima tabula seu naue desperantes uelut amissa, secundae tantum incipiunt niti et fidere tabulae, id est, poenitentiae. For heraf kommer det, at man, når man var faldet i synd, fortvivlede om det første brædt eller skibet, som om man havde tabt det, og kun kunne støtte sig til og stole på det andet brædt, nemlig boden.

⁹Hinc nata sunt uotorum, religionum, operum, satisfactionum, peregrinationum, indulgentiarum, sectarum infinita illa onera, et de iis, maria illa librorum, quaestionum, opinionum, traditionum humanarum, quas totus mundus iam non capit, ut incomparabiliter peius habet Ecclesiam dei ea tyrannis, quam unquam habuit synagogam aut ullam nationem sub coelo. Heraf udspringer alle de uendelige byrder fra løfter, munkeordener, gerninger, fyldestgørelser, valfarter, aflad og sekter, og fra dem igen dette hav af bøger, spørgsmål, meninger og menneskelige traditioner, som hele verden ikke mere forstår, så at dette tyranni uden sammenligning nu farer værre frem mod Guds kirke, end det nogensinde har gjort imod synagogen eller mod noget folk under himlen.

¹⁰At pontificum erat, haec omnia tollere, et Christianos omni cura ad synceritatem baptismi reuocare, quo intelligerent, quid essent, et quid facere Christianos oporteat. Verum unum est hodie eorum offitium, populos quam longissime abducere a baptismo, et diluuio tyrannidis suae omnes immergere, et facere, ut populus Christi (sicut Propheta ait) obliuiscatur eius imperpetuum. Men det var pavernes sag at fjerne alt dette, og med omhu at kalde de kristne tilbage til dåbens ægte væsen, så de kunne forstå, hvem de var som kristne, og hvad de burde gøre som kristne. Men i vore dage er deres eneste embedsgerning at føre folket så langt som muligt bort fra dåben, og at drukne dem alle i deres tyrannis syndflod, og medvirke til, at Kristi folk, som profeten siger, fortsætter med at glemme ham. (Jer 2,32).

¹¹O infoelices omnes, qui hodie pontificum nomine censentur, qui non modo nihil sciunt nec faciunt, quod Pontifices decet, sed ignorant quoque, quid scire et facere eos oporteat. Et implent illud Esaie. lvi. Speculatores eius caeci omnes, nescierunt uniuersi, ipsi pastores ignorauerunt intelligentiam, omnes decliauerunt in uiam suam, unusquisqus ad auaritiam suam etc. O alle de ulyksalige, som i vore dage kaldes paver, men som ikke blot ikke véd og ikke gør, hvad der hører pavedømmet til, men også er uvidende om, hvad de bør vide og gøre. De opfylder Esajas profeti fra kap. 56, 'Hans vægtere er blinde, ingen af dem véd noget, selv hyrderne har ingen forståelse, alle er de veget bort fra hans vej, enhver efter sin gerrighed osv'. (Es 56,10).

¹²Primum itaque in Baptismo obseruanda est diuina promissio, quae dicit: Qui crediderit et baptisatus fuerit, saluus erit, Quae promissio praeferenda est incomparabiliter uniuersis pompis operum, uotorum, religionum, et quicquid humanitus est introductum, Nam in hac pendet uniuersa salus nostra, sic autem est obseruanda, ut fidem exerceamus in ea, prorsus non dubitantes, nos esse saluos, postquam sumus baptisati. Først må man derfor i dåben lægge mærke til den guddommelige forjættelse, der lyder således: "Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst". (Mark 16,16). Denne forjættelse er uden sammenligning meget bedre end al gerningsblændværk, løfter, ordener, og hvad ellers mennesker har indført. For af denne forjættelse afhænger hele vor frelse, men den skal iagttages således, at vi øver troen i den, og slet ikke tvivler på, at vi er frelste efter at vi er blevet døbt.

¹³Nam, nisi haec assit aut paretur fides, nihil prodest baptismus, immo obest, non solum tum, cum (W528) suscipitur, sed toto post tempore uitae. incredulitas enim eiusmodi mendacem arguit promissionem diuinam, quod est summum omnium peccatorum. For hvis troen ikke kommer til eller erhverves, gavner dåben intet, ja den skader tværtimod, ikke blot når den udføres, men hele livet igennem. For den slags vantro kalder Guds forjættelse for løgn, hvilket er den største af alle synder.

¹⁴Hoc exercitium fidei si apprehenderimus, statim intelligemus, quam arduum sit credere promissioni huic diuinae. Humanae enim imbecillitas, peccatorum suorum sibi conscia, difficillime omnium credit se esse saluam aut saluandam, et tamen, nisi id credat, saluari non poterit, quia non credit ueritati diuinae promittenti salutem. Men når vi påtager os denne øvelse i troen, vil vi straks forstå, hvor svært det er at tro på denne guddommelige forjættelse. For for den menneskelige svaghed, som er sig sine synder bevidst, er der intet, der er så svært at tro på, som at man er frelst eller vil blive frelst, og dog kan man ikke frelses, hvis ikke man tror på det, fordi man i så fald ikke tror på frelsen i den guddommelige forjættende sandhed.

¹⁵Haec erat praedicatio sedulo inculcanda populo, assidue recantanda ista promissio, semper repetendus baptismus, iugiter excitanda, fouendaque fides. Sicut enim, semel super nos lata diuina haec promissione, usque ad mortem ueritas eius perseuerat, ita fides in eandem nunquam debet intermitti, sed usque ad mortem ali et roborari perpetua memoria promissionis eiusdem in baptismo nobis factae. Denne prædiken burde man flittigt indprente folket, denne forjættelse burde man atter og atter gentage, man burde altid mindes dåben, og til stadighed opvække og styrke troen. For ligesom, når éngang denne guddommelige forjættelse er udtalt over os, dens sandhed forbliver lige til døden, således bør troen på denne forjættelse aldrig ophøre, men næres og styrkes ved til stadighed at mindes det løfte, der blev givet os i dåben.

¹⁶Quare, dum a peccatis resurgimus siue poenitemus, non faciamus aliud, quam quod ad baptismi uirtutem et fidem, unde cecideramus, reuertimur, et ad promissionem tunc factam redimus, quam per peccatum deserueramus. Når vi derfor afstår fra synden eller gør bod, gør vi ikke andet, end at vi vender tilbage til kraften ved dåben og troen på dåben, den dåb, hvorfra vi var faldet, og igen kommer til den forjættelse, der dengang blev givet os, og som vi havde svigtet ved synden.

¹⁷Semper enim manet ueritas promissionis semel factae, nos extenta manu susceptura reuersos. Atque id, ni fallor, uolunt, qui obscure dicunt, Baptismum esse primum et fundamentum omnium sacramentorum, sine quo nullum queat aliorum obtineri. For forjættelsens sandhed forbliver, når den éngang er udsagt, den modtager os med åbne arme, når vi vender om. Og det er også det, de vil, hvis jeg ikke tager fejl, de, som noget dunkelt siger, at dåben er det første og mest grundlæggende af alle sakramenterne, og uden den kan man ikke opnå nogen af de andre.

¹⁸Proinde non parum profuerit, si poenitens primo omnium baptismi sui memoriam apprehendat, et promissionis diuinae, quam deseruit, cum fidutia recordatus, eandem confiteatur domino, gaudens se tantum adhuc in praesidio habere salutis, quod baptisatus sit, detestansque suam impiam ingratitudinem, quod a fide et ueritate eiusdem defecerit. Derfor vil det være til ikke ringe gavn, om den, der skal gøre bod, først og fremmest mindes sin dåb og den guddommelige forjættelse, som han har svigtet, genkalder sig den med tro, bekender dette løfte for Herren, glæder sig over, at han dog endnu har frelsen i behold, fordi han er døbt, og foragter sin ugudelige utaknemlighed, fordi han faldt bort fra troen på den og sandheden i den.

¹⁹ Mire enim cor eius confortabitur, et ad spem misericordiae animabitur, si consyderet, diuinam promissionem sibi factum, quam impossibile est mentiri, adhuc integram et non mutatam, nec mutabilem ullis peccatis esse, sicut Paulus dicit .ii. Timot. ii.: si non credimus, ille fidelis permanet, seipsum negare non potest. (se celle 26) For hans hjerte vil blive vidunderlig styrket og opmuntret til håb om barmhjertighed, når han overvejer, at den guddommelige forjættelse, som er givet ham, som umulig kan lyve, stadigvæk er uskadt og uforandret, ja ikke kan forandres ved nogen synd, sådan som Paulus siger 2. Tim. 2,13: "Hvis vi ikke tror, forbliver han dog tro, han kan ikke fornægte sig selv".

²⁰Haec, inquam, ueritas dei eum seruabit, ita ut, si caetera omnia ruant, haec tamen eum credita non derelinquet. Habet enim per hanc, quod insultanti aduersario opponat, habet, quod turbantibus peccatis conscientuam obiiciat, habet, quod horrori mortis et iudicii respondeat. Og det siger jeg, denne Guds sandhed vil frelse ham, således at, om alt andet vakler, denne sandhed dog ikke vil lade ham i stikken, om han tror på den. For i den har han noget, han kan holde frem mod den hånende modstander, han har noget, som han kan sætte op mod synden, som foruroliger hans samvittighed, han har noget, hvormed han kan besvare rædslen for døden og dommen.

²¹Habet denique, quod uniuersis tentationibus solatium sit. Nempe, hanc unam ueritatem, dicens: Deus est uerax in promissionibus suis, cuius signum in baptismo suscepi, Si deus pro me, quis contra me? Og endelig har han noget, som er en trøst imod alverdens anfægtelser, nemlig denne ene sandhed, at han kan sige: "Gud er sanddru i sine forjættelser (Sl 33,4), et tegn på det har jeg modtaget i dåben. Hvis Gud er for mig, hvem kan så være imod mig? (Rom 8,33)"

²²Si enim filii Israel, ad poenitentiam reuersuri, primo omnium exitum de Aegypto memorabant, et hac memoria ad deum, qui eduxerat eos, reuertebantur, quae memoria et hoc ipsum praesidium eis toties a Mose inculcatur, (W529) et a Dauid repetitur, quanto magis nos nostrum de Aegypto nostra exitum debemus memorare, et eius memoria redire ad eum, qui nos eduxit, per lauacrum regenerationis nouae, cuius memoria in hoc ipsum nobis commendata est? For hvis Israels børn, når de ville gøre bod, først og fremmest mindedes udgangen af Ægypten, og ved denne erindring vendte tilbage til den Gud, der havde ført dem ud, og denne erindring og denne beskyttelse blev gang på gang indskærpet af Moses og gentaget af David, hvor meget mere bør så ikke vi mindes vores udgang af vores Ægypten, og ved mindet derom vende tilbage til ham, som førte os ud, gennem den nye genfødsels vandbad? Denne erindring er os befalet netop i dåben.

²³Id quod omnium comodissime fieri in sacramento panis et uini potest. Sic enim olim tria ista sacramenta, poenitentia, baptismus, panis, simul eodem offitio frequentabantur, et alterum alterum iuuabat. Og dette kan allermest passende ske i brødets og vinens sakramente. Sådan var der nemlig dengang disse tre sakramenter, boden, dåben og brødets sakramente, som på én gang blev helligholdt ved den samme gudstjeneste, og gensidig hjalp hinanden.

²⁴Ita legitur de quadam sancta uirgine, quae, quoties tentabatur, non nisi Baptismo suo repugnabat, dicens breuissime: Christiana sum, Intellexit enim hostis statim uirtutem baptismi et fidei, quae in ueritate dei promittentis pendebat, et fugit ab ea. Således læser vi om en hellig jomfru, der, så ofte som hun blev fristet, alene fremholdt sin dåb, idet hun sagde, ganske kort: "Jeg er en kristen". Fjenden forstod nemlig straks dåbens og troens kraft, som hænger ved den forjættende Guds sandhed, og han flygtede fra hende.

²⁵Ita uides, quam diues sit homo Christianus siue baptisatus, qui etiam uolens non potest perdere salutem suam quantiscunque peccatis, nisi nolit credere. Således ser du, hvor rig en kristen eller et døbt menneske er. Selv om han ville, kan han ikke ved nok så store synder miste sin salighed, det kan han kun, hvis han ikke vil tro.

²⁶ Nulla enim peccata eum possunt damnare, nisi sola incredulitas. caetera omnia, si redeat uel stet fides in promissionem diuinam baptisato factam, in momento absorbentur, per eandem fidem, immo ueritatem dei, quia seipsum negare non potest, si tu eum confessus fueris, et promittenti fideliter adhaeseris. (se celle 19) For ingen synder kan fordømme ham, kun manglen på tillid. Alle de andre synder bliver, når troen vender tilbage og står fast på den guddommelige forjættelse, der blev udsagt, da han blev døbt, på et øjeblik opslugt af denne tro, eller snarere af Guds sandhed, han, der ikke kan fornægte sig selv, hvis du bekender ham og trofast holder dig til ham, der udtalte forjættelsen.

²⁷Contritio autem et peccatorum confessio, deinde et satisfactio, et omnia illa hominum excogitata studia, subito te deserent, et infoeliciorem reddent, si oblitus ueritatis huius diuinae, in ipsis tete destenderis. Vanitas enim uanitatum et afflictio spiritus est, quicquid extra fidem ueritatis dei laboratur. Men angeren og bekendelse af synderne og fyldestgørelsen og alle disse menneskelige udspekulerede anstrengelser vil pludselig lade dig i stikken og kun gøre dig endnu usaligere, hvis du glemmer denne guddommelige sandhed og fortaber dig i disse ting. For det er forfængeligheders forfængelighed og anfægtelse for ånden, alt, hvad man anstrenger sig for udenfor troen på Guds sandhed.

²⁸Simul uides, quam periculosum immo falsum sit, opinari, poenitentiam esse secundam tabulam post naufragium, et quam perniciosus sit error, putare, per peccatum excidisse uim baptismi, et nauem hanc esse illisam. Og du ser også, hvor farligt, ja, hvor falsk det er at mene, at boden er det andet brædt efter skibbruddet, og du ser, hvilken farlig vildfarelse det er at mene, at ved synden er dåbens kraft forsvundet og skibet slået læk.

²⁹Manet illa una, solida, in inuicta nauis, nec unquam dissoluitur in ullas tabulas, in qua omnes uehuntur, qui ad portum salutis uehuntur, quae est ueritas dei in sacramentis promittens. Dåben bliver ved med at være dette ene, faste og uovervindelige skib, og det kan ikke skilles ad i de enkelte brædder; i det transporteres alle de, som kommer frelst i havn; det er Guds sandhed, som gives os i sakramenterne.

³⁰ Hoc sane fit, ut multi e naue temere in mare prosiliant et pereant; hi sunt, qui deserta promissionis fide, in peccatum sese praecipitant. Sandt nok sker det, at mange frygtsomt kaster sig i havet fra skibet og går til grunde; det er dem, som bliver forladt af troen på forjættelsen og styrter sig ud i synden.

³¹ Verum, nauis ipsa permanet et transit integra cursu suo, quod si qua gratia ad nauem reuerti potest, nulla tabula, sed solida ipsa naue feretur ad uitam; hic est, qui ad promissionem dei stabilem et manentem per fidem reuertitur. Men skibet selv forbliver og sejler uskadt sin kurs, fordi hvis man ved nogen nåde kan vende tilbage til skibet, da bæres man ind til livet, ikke af noget brædt, men af selve skibet; det er den, som ved troen vender tilbage til Guds faste og vedvarende forjættelse.

³² Vnde Petrus .i. Pet. i. arguit eos qui peccant, quod obliuionem accipiant purgationis ueterum delictorum suorum, sine dubio ingratitudinem accepti baptismi, et impietatem infidelitatis eorum taxans. Derfor revser Peter, 2. Pet. 1,9, dem, som synder, fordi de glemmer at udrense de gamle synder, og han dadler uden tvivl utaknemligheden over den modtagne dåb og den vantros ufromhed.

³³ Quid ergo prodest, de baptismo tam multa scribere, et hanc fidem promissionis non docere? omnia sacramenta ad fidem alendam sunt instituta, et hanc ipsam adeo non tangunt, ut etiam asserant, impii homines, non debere (W530) hominem esse certum de remissione peccatorum, seu gratia sacramentorum, qua impietate orbem totum dementant, et sacramentum baptismi, in quo stat prima gloria conscientiae nostrae, funditus extinguunt nedum captiuant, interim insanientes in miseras animas suis contritionibus, anxiis confessionibus, circunstantiis, satisfactionibus, operibus, et id genus infinitiis nugis. Hvad gavner det da at skrive så meget om dåben og ikke lære om denne tro på forjættelsen? Ethvert sakramente er indstiftet for at nære troen, og netop den berører de slet ikke, de ugudelige mennesker; tværtimod hævder de, at mennesket ikke bør være sikker på syndernes forladelse, eller på nåden ved sakramenterne; ved denne ugudelighed forfører de hele verden, og gør dåbens sakramente, af hvilken vor samvittighed først og fremmest roser sig, fuldstændig til intet, ja fører det i fangenskab, og raser samtidig mod de arme sjæle med deres sønderknuselser, ængstede samvittigheder, omstændigheder, fyldestgørelser, gerninger og den slags utallige tåbeligheder.

³⁴ Esto ergo prudens lector, immo contemptor Magistri sententiarum libro quarto, cum omnibus suis scribentibus, qui tantum de materia et forma sacramentorum scribunt, dum optime scribunt, id est, mortuam et occidentem literam sacramentorum tractant. Caeterum, spiritum, uitam et usum, id est, promissionis diuinae ueritatem et nostram fidem, prorsus intactas relinquunt. Vær derfor en fornuftig læser, eller snarere: foragt helt og holdent sentensernes mester med hans fjerde bog og alle de andre skribenter, som kun behandler sakramenternes materie og form, det vil sige, kun deres døde og dødbringende bogstav, når de skriver bedst. Det andet, ånden, livet og brugen, det vil sige, sandheden i den guddommelige forjættelse og vores tro, lader de helt være med at omtale.

³⁵ Vide itaque, ne te fallant operum pompae, et humanarum traditionum fallatiae, ut ueritati diuinae et fidei tuae non facias iniuriam. A fide sacramentorum tibi incipiendum est, sine ullis operibus, si saluus fieri uoles, fidem autem ipsa sequentur opera, tantum ne uilem habeas fidem, quae opus est omnium operum excellentissimum et arduissimum, quo solo, etiam si caeteris omnibus carere cogereris, seruaberis. Se derfor til ikke at lade dig bedrage af gerningernes blændværk og de menneskelige traditioners falskhed, så du ikke gør den guddommelige sandhed og din tro uret. Du må begynde med troen på sakramenterne, uden nogen gerninger, hvis du vil være frelst, men gerningerne selv følger efter troen, alene fordi du ikke kan regne troen for en ringe ting; den er den bedste og vanskeligste af alle gerninger, for ved den alene kan du blive frelst, også om du er tvunget til at undvære alle de andre gerninger.

³⁶ Est enim opus dei, non hominis, sicut Paulus docet. Caetera nobiscum et per nos operatur, hoc unicum in nobis, et sine nobis operatur. Den er nemlig Guds, ikke menneskers gerning, sådan som Paulus lærer (Ef 2,8). De andre gerninger udøver han med os og gennem os, denne alene i os og uden os.

³⁷ Ex his perspicue discernere possumus, quid inter ministrum hominem, et autorem deum intersit, in baptisando. Homo enim baptisat et non baptisat, Baptisat, quia perficit opus, dum mergit baptisandum; Non baptisat, quia non fungitur in eo opere sua autoritate, sed uice dei. Heraf kan vi tydeligt se, hvad forskellen er mellem menneskets embede og Guds virke i dåben. For mennesket døber og mennesket døber dog ikke. Det døber, for så vidt det gennemfører en handling, når det neddykker den, der skal døbes; men det døber ikke, for så vidt det ikke gør denne gerning på egen autoritet, men i Guds sted.

³⁸ Vnde oportet nos baptismum de manu hominis non aliter suscipere, quam si ipse Christus, immo ipse deus, nos suis propriis manibus baptisaret. Non enim hominis est, sed Christi et dei baptismus, quem recipimus, per manum hominis. Derfor bør vi modtage dåben af menneskers hånd, som om det er Kristus, ja Gud selv, der med sine egne hænder døber os. Dåben er nemlig ikke menneskers værk, men Kristi og Guds værk, som vi modtager gennem menneskers hænder.

³⁹ Sicut quelibet alia creatura, qua utimur per manum alterius, non est nisi dei. Caue ergo sic discernas baptismum, ut externum homini, internum deo tribuas, utrunque soli deo tribue, nec conferentis personam aliam, quam instrumentum uicarium dei accipe, per quod dominus in coelo sedens, te in aquam suis manibus propriis mergit. et remissionem peccatorum promittit in terris, uoce hominis tibi loquens per os ministri sui. Sådan er enhver anden skabning, som vi bruger gennem en andens hånd, i virkeligheden Guds. Vogt dig derfor for at dømme således om dåben, at du tillægger det ydre mennesket, det indre Gud! Begge dele bør tillægges Gud alene, og du bør ikke betragte mennesket, der døber, som andet end et redskab i Guds sted, igennem hvilket Gud, der sidder i himlen, med egne hænder neddykker dig i vandet, og lover dig syndernes forladelse her på jorden, idet han taler med menneskerøst til dig igennem præstens mund.

⁴⁰ Hoc est uerba tibi dicunt, cum dicit: Ego baptiso te in nomine patris et filii et spiritus sancti Amen. Non dicit: Ego baptiso te in nomine meo, quasi dicat: id quod facio, non mea autoritate, sed uice et nomine dei facio, ut non aliter habeas, quam si ipse dominus uisibiliter fecisset. Det siger ordene dig også, når præsten siger: "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen." Han siger ikke: "Jeg døber dig i mit navn", som om han dermed ville sige: "Det, som jeg gør, gør jeg ikke på min autoritet, men i stedet for Gud og i Guds navn gør jeg det, så du ikke skal regne det for mindre, end hvis det var Herren selv, der på synlig måde gjorde det.

⁴¹ autor et minister diuersi sunt, sed opus idem utriusque, immo solius autoris, per (W531) ministerium meum. Sic enim ego arbitror, 'In nomine' referre personam autoris, ut non tantum sit, nomen domini praetendere et inuocare in opere, sed ipsum opus tanquam alienum alterius nomine et uice implere. Indstifteren og tjeneren er forskellige, men deres gerning er den samme, eller snarere: Der er alene tale om indstifterens gerning, der udøves gennem min tjeneste. Det mener jeg nemlig, at "i navn" henviser til stifterens person, så at Herrens navn ikke kun bruges som påskud og påkaldelse under gerningen, men gerningen selv udføres, som om den skete i en andens navn og i en andens sted.

⁴² Quo tropo Matt. xxiiii. Christus dicit: Multi uenient in nomine meo, Et Ro. i.: per quem accepimus gratiam et Apostolatum ad obediendum fidei in omnibus gentibus pro nomine eius. I denne betydning siger Kristus i Matt 24,5: "Mange skal komme i mit navn". Og Rom 1,5: "gennem hvem vi har modtaget nåde og apostelgerning til at føre alle folkeslag til troslydighed mod hans navn".

⁴³ Hanc sententiam ego libentissime sequor, quod sit plenissimum solacii et efficax fidei adiutorium, nosse se esse baptisatum, non ab homine, sed ab ipsa trinitate per hominem, qui nomine eius rem gerat apud nos. Jeg følger meget gerne denne mening, da det er en er meget trøsterigt og en virksom støtte for troen at vide, at man er døbt, ikke af et menneske, men af selve trefoldigheden gennem et menneske, der i hans navn fuldbyrder gerningen med os.

⁴⁴ Quo cessat illa ociosa contentio, qua de forma baptismi (quam appellant ipsa uerba) litigant, Graecis dicentibus: Baptisetur seruus Christi, Latinis: Ego baptiso. Derved falder denne ørkesløse strid bort, som de fører om dåbens form (som de kalder disse ord), hvor grækerne siger: "Kristi tjener døbes", men latinerne: "Jeg døber dig".

⁴⁵ Item, alii rigidissime nugantes, damnant sic dici: Ego baptiso te in nomine Iesu Christi, quo ritu certum est Apostolos baptisasse, ut in actis apostolicis legimus, uoluntque nullam aliam deinceps ualere quam istam: Ego baptiso te in nomine patris et filii et spiritus sancti Amen. Ligeledes er der andre, der fører tåbelig og bogstavtro tale, når de fordømmer, at der siges: "Jeg døber dig i Jesu Kristi navn", skønt det er sikkert, at apostlene har døbt med dn formel, som vi læser i Apostlenes Gerninger, og de vil ikke anerkende gyldigheden af nogen anden formel en den: "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen".

⁴⁶ Sed frustra contendunt, nihil enim probant, sua somnia duntaxat asserunt. Quocunque modo tradatur baptismus, modo non in nomine hominis, sed in nomine domini tradatur, uere saluum facit, immo non dubitem, si quis in nomine domini suscipiat, etiam si impius minister non det in nomine domini, uere baptisatum esse in nomini domini. Men de strides forgæves, de beviser nemlig intet, men fastslår kun, at det er drømmerier. Hvordan end dåben meddeles, når det blot ikke er i et menneskes navn, men i Herrens navn, så gør den i sandhed salig, ja, jeg tvivler ikke på, at hvis nogen modtager dåben i Herrens navn, også hvis det er en ugudelig præst, der ikke meddeler den i Herrens navn, så er han dog sandt døbt i Herrens navn.

⁴⁷ Non enim in conferentis tantum, quantum in suscipientis fide uel usu, sita est uirtus baptismi. Sicut legitur exemplum de quodam Mimo, per iocum baptisato. For dåbens kraft ligger ikke så meget i meddelerens, som i modtagerens tro og brug. Sådan læser vi et eksempel på, at en vis skuespiller blev døbt for sjov.

⁴⁸ Istas et similes disputationum et quaestionum angustias fecerunt nobis ii, qui fidei nihil, operibus autem ritibusque omnia tribuerunt, cum soli fidei omnia et nihil ritibus debeamus, quae nos facit liberos spiritu, ab omnibus istis scrupulis et opinionibus. Disse og lignende besværligheder med diskussioner og spørgsmål er forårsaget os af dem, som ikke tillægger troen noget, men tillægger gerningerne og ritualerne alt, hvor vi burde tillægge troen alt, og ritualerne intet, den tro, som frigør os i ånden fra alle disse skrupler og meninger.

⁴⁹ Alterum, quod ad baptismum pertinet, est signum seu sacramentum, quod est ipsa mersio in aquam, unde et nomen habet. Nam baptiso graece, mergo latine, et baptisma mersio est. Det andet, som hører til dåben, er tegnet eller sakramentet, som er selve neddykkelsen under vandet, hvorfra den også har sit navn. For 'baptiso' på græsk, betyder 'jeg neddykker' på latin, og dåben er en neddykkelse.

⁵⁰ Dictum est enim, iuxta promissiones diuinas dari et signa, quae id figurent, quod uerba significant, seu, ut recentiores dicunt, sacramentum efficaciter significat, quod quale sit uidebimus. For som sagt ved siden af de guddommelige forjættelser gives os også et tegn, som afbilder det, som ordet betegner, eller, som de nyere lærde siger, hvad sakramentet betyder efter sin virkning. Vi vil se, hvordan det forholder sig hermed.

⁵¹Arbitrari sunt quam plurimi, esse aliquam uirtutem occultam spiritualem, in uerbo et aqua, quae operetur in anima recipientis gratiam dei. His alii contradicentes statuunt, nihil esse uirtutis in sacramentis, sed gratiam a solo deo dari, qui assistit ex pacto sacramentis a se institutis. De fleste har været af den mening, at der i ordet og vandet er en skjult åndelig kraft, som virker Guds nåde i den, der modtager sakramentet. Men andre har modsagt dem, og hævdet, at der ingen kraft er i sakramenterne, men at nåden gives af Gud alene, som ifølge sin pagt giver sin hjælp i de sakramenter, han har indstiftet.

⁵²Omnes tamen in hoc concedunt, sacramenta esse efficatia signa gratiae, ad quod hoc unico mouentur argumento, Non uideri alioqui, qua ratione nouae legis sacramenta praestarent uetustis, si solum significarent. Dog tilføjer alle her, at sakramenterne er virksomme tegn på nåden, og dertil bevæges de alene af det argument, at de ellers ikke kan se, hvorledes den nye lovs sakramenter kan være bedre end den gamle lovs, hvis de alene betegner noget.

⁵³Et hinc impulsi sunt tantum tribuere sacramentis nouae legis, ut prodesse ea statuerent etiam iis, qui in (W532) peccatis mortalibus sunt, nec requiri fidem aut gratiam, sed sufficere, non posuisse obicem, hoc est, actuale propositum denuo peccandi. Og herudfra har de tillagt den nye lovs sakramenter så meget, at de hævder, at de også gavner dem som befinder sig i dødssynder, og man behøver ikke troen eller nåden, det er nok, at man ikke skyder slåen for, det vil sige, at man ikke har sat sig for at synde på ny.

⁵⁴Haec autem, quia sunt impia et infidelia, contra fidem et naturam sacramentorum pugnantia, diligenter sunt cauenda et fugienda. Error enim est, sacramenta nouae legis differri a sacramentis ueteris legis, penes efficatiam significationis, utraque aequaliter significabant. Men man må omhyggeligt vogte sig for denne lære og fly fra den, fordi den er ugudelig og vantro og kæmper imod troen og sakramenternes natur. Det er nemlig forkert, at den nye lovs sakramenter adskiller sig fra den gamle lovs med hensyn til betydningens virkning, de betyder begge det samme.

⁵⁵ Idem enim deus, qui nos nunc per baptismum et panem saluat, sauauit Abel per sacrifitium, Noe per arcum, Abraham per circumcisionem, et alios omnes per sua signa. Nihil itaque differt sacramentum ueteris et nouae legis, quo ad significationem, modo ueterem legem appelles, quicquid in patriarchis et aliis patribus tempore legis operatus est deus. Det er nemlig den samme Gud, som nu frelser os gennem dåben og brødet, som frelste Abel gennem ofret, Noa gennem buen, Abraham gennem omskærelsen, og alle andre gennem hver deres tegn. Der er derfor ingen forskel på den gamle og den nye lovs sakramente, med hensyn til betydningen, når man blot nøjes med at kalde det den gamle lov, som Gud virkede i patriarkerne og de andre gamle fædre på lovens tid.

⁵⁶ Nam ea signa, quae in patriarchis et patribus facta sunt, longe sunt discernenda a figuris legalibus, quas Moses in lege sua instituit, quales sunt ritus sacerdotales, in uestibus, uasis, cibis, domibus et similibus, ab his enim non modo longissime differunt nouae legis sacramenta, sed et ipsa signa, quae pro tempore deus patribus dedit in lege uiuentibus, quale fuit Gedeonis in uellere, Manue in sacrifitio, quale et Isaias obtulit Achas, Isa. vii. in iis enim simul promittebatur aliquid, quo fides in deum exigebatur. For de tegn, som blev gjort for patriarkerne og fædrene, må adskilles skarpt fra de figurer i loven, som Moses indfører med sin lov, såsom præsteriter om klæder, kar, måltider, huse og den slags, det er ikke blot det ny testamentes lov, der adskiller sig meget fra den slags, det gør også selve de tegn, som Gud af og til gav de fædre, der levede under loven, f. eks. Gideons skind, (Dom 6,36), Manoas offer (Dom 13,19), og det, som Esajas tilbød Akas, (Es 7,10), igennem dem forjættede han nemlig samtidig noget, ved hvilket der krævedes tro på Gud.

⁵⁷ In hoc ergo differunt legales figurae a signis nouis et uetustis, quod legales figurae non habent annexum uerbum promissionis, quod fidem exigat, unde non sunt signa iustificationis, quia non sunt sacramenta fidei, quae sola iustificant, sed sunt sacramenta operis tantum. Deri består altså forskellen mellem lovens ceremonier og tegnene i det nye og det gamle testamente, at lovens ceremonier ikke har noget forjættelsesord knyttet til sig, som kræver tro; derfor er de ikke retfærdiggørelsestegn, fordi de ikke er tros-sakramenter, for det er alene troen, der retfærdiggør, men de er kun gerningssakramenter.

⁵⁸ Tota enim eorum uis et natura erat opus, non fides. Qui enim ea faciebat, implebat ea, etiam sine fide operans. At nostra et patrum signa seu sacramenta habent annexum uerbum promissionis, quid fidem exigit, et nullo opere alio impleri potest, ideo sunt signa seu sacramenta iustificationis, quia sunt sacramenta iustificantis fidei et non operis, unde et tota eorum efficatia est ipsa fides, non operatio. For hele deres kraft og natur lå i gerningen, ikke i troen. Den, der udførte dem, fuldførte dem, også om han gjorde det uden tro. Men vore tegn eller sakramenter og fædrens ditto har et forjættelsesord knyttet til sig, som kræver tro, og ikke kan fuldføres gennem nogen anden gerning; derfor er de trostegn eller trossakramenter, fordi de er sakramenter for den retfærdiggørende tro og ikke for nogen gerning, hvorfor også deres hele virkning ligger i troen, ikke i udførelsen.

⁵⁹ Qui enim eis credit, is implet ea, etiam si nihil operetur. Inde prouerbium illud: Non sacramentum, sed fides sacramenti iustificat. For den, der tror dem, fuldbyrder dem, også selv om han ikke gør nogen gerning. Deraf kommer det ordsprog: Ikke sakramentet, men troen på sakramentet retfærdiggør.

⁶⁰ Sic circuncisio non iustificauit Abraham et semen eius, et tamen Apostolus eam appellat signaculum iustitiae fidei, Quia fides in promissionem, cui iuncta fuit circuncisio, iustificabat et implebat id, quod circuncisio significabat. Således retfærdiggjorde omskærelsen ikke Abraham og hans sæd, og dog kalder apostelen den et tegn på den retfærdiggørende tro (Rom 4,11). For troen på forjættelsen, som blev knyttet sammen med omskærelsen, retfærdiggjorde og fuldbyrdede det, som omskærelsen betegnede.

⁶¹ Fides enim fuit circuncisio prepucii cordis in spiritu, quam figurabat circuncisio carnis in litera. Sic sacrificium Abel plane non eum justificabat, sed fides, qua se deo totum obtulit, quam sacrificium externum figurabat. Troen var nemlig den åndelige omskærelse af hjertets forhud, som den bogstavelige omskærelse i kødet var et tegn på. Således retfærdiggjorde Abels offer ham sandelig ikke, det gjorde troen, hvormed han ofrede sig helt til Gud, og det var det ydre offer et billede på.

⁶² Ita baptismus neminem iustificat, nec ulli prodest, sed fides in uerbum promissionis, cui additur baptismus, haec enim iustificat, et implet id, quod (W533) baptismus significat, Fides enim est submersio ueteris hominis et emersio noui hominis. Således retfærdiggør dåben ingen, den gavner ingen, men troen på forjættelsesordet, som er knyttet til dåben, det retfærdiggør og fuldbyrder det, som dåben betegner. Troen er nemlig det gamle menneskes neddykning og det ny menneskes opdukken.

⁶³ Quare fieri non potest, ut sacramenta noua differant ab antiquis sacramentis, Habent enim aeque promissiones diuinas et eundem spiritum fidei, licet a figuris antiquis incomparabiliter differant, propter uerbum promissionis, quo est medium unicum et efficacissimum differentiae. Derfor er det ikke muligt, at de ny sakramenter adskiller sig fra de gamle sakramenter. De har jo på samme måde den guddommelige forjættelse og den samme troens ånd, men de adskiller sig usammenligneligt fra de gamle ceremonier, på grund af forjættelsesordet, som er det eneste og det væsentligste skelnemærke.

⁶⁴ Sicut et nunc pompa uestium, locorum, ciborum et infinitarum ceremoniarum sine dubio figurat egregia in spiritu implenda, et tamen, quia nullum adest eis uerbum diuinae promissionis, nulla ratione cum signis baptismi et panis conferri possunt, nec iustificant aut prosunt ullo modo, cum impletio eorum sit ipse usus seu opus eorum sine fide; Sådan betegner uden tvivl også nu klædernes, stedernes, måltidernes og de utallige ceremoniers pragt noget udmærket, som kan fuldbyrdes på åndelig vis, så er der dog, fordi der ikke er noget guddommeligt forjættelsesord, ikke nogen grund til at sammenligne dem med dåbens og brødets tegn, ejheller retfærdiggør de eller gavner på nogen måde, eftersom deres fuldbyrdelse er selve brugen af dem eller selve gerningen uden tro.

⁶⁵ dum enim fiunt, seu aguntur, implentur. Sicut et Apostolus Colos. ii. de eis dicit: quae omnia ipso pereunt usu, iuxta praecepta et doctrinas hominum etc. At sacramenta non implentur dum fiunt, sed dum creduntur. For de fuldbyrdes, når de sker eller udføres. Sådan siger også apostelen Kol 2,22 om dem: som altsammen skal bruges og forgå, det sker ifølge menneskebud og -lære, osv. Men sakramenterne fuldbyrdes ikke, når de sker, men når de tros.

⁶⁶ Ita nec uerum esse potest, sacramentis inesse uim efficacem iustificationis, seu esse ea signa efficatia gratiae. Haec enim omnia dicuntur in iacturam fidei, ex ignorantia promissionis diuinae, nisi hoc modo efficatia dixeris, quod, si assit fides indubitata, certissime et efficacissime gratiam conferant. Derfor kan det ikke være sandt, at der i sakramenterne er en kraft til at blive retfærdiggjort, eller at de er virksomme tegn på nåden. Det siger de nemlig altsammen, idet de skyder troen til side, af uvidenhed om den guddommelige forjættelse, medmindre man på den måde kalder dem virksomme, at de, hvis en utvivlsom tro kommer til, meddeler nåden sikkert og virksomt.

⁶⁷ At non hoc modo efficatiam illis tribui, probat, quod ea prodesse dicunt omnibus etiam impiis et incredulis, modo non ponant obicem, quasi ipsa incredulitas non sit omnium obstinatissimus et hostilissimus obex gratiae, adeo ex sacramento praeceptum, ex fide opus facere moliti sunt. Man at de ikke mener, de er virksomme på den måde, det beviser det forhold, at de siger, at de gavner alle, også de ugudelige og vantro, når blot de ikke skyder en slå for, som om selve vantroen ikke er den stædigste og fjendtligste slå imod nåden af alle. Så meget har de fordristet sig til: af sakramentet gør de et bud, af troen en gerning.

⁶⁸ Nam, si dat gratiam mihi sacramentum, quia suscipio, iam uere ex opere meo, non ex fide gratiam obtineo, nec promissionem in sacramento apprehendo, sed solum signum institutum et praeceptum a deo. For hvis sakramentet giver mig nåde, fordi jeg modtager det, så opnår jeg jo virkelig nåde ved min gerning, ikke ved min tro, og jeg griber ikke forjættelsen i sakramentet, men kun det tegn, der er indstiftet og foreskrevet af Gud.

⁶⁹ ita clare uides, quam nihil sacramenta intellecta sunt sententionariis Theologis, quod nec fidei nec promissionis ullam in sacramentis rationem habuerint, tantum in signo et usu signi herentes, et ex fide in opus, ex uerbo in signum nos rapientes, qua re (ut dixi) sacramenta non modo captiuauerunt, sed penitus, quod in eis fuit, aboleuerunt. Således ser du klart, hvorledes disse sentenser-teologer slet ikke har forstået sakramentet, fordi de ikke har taget noget som helst hensyn til troen eller forjættelsen i sakramenterne, men alene holder sig til tegnet og brugen af tegnet, og driver os fra troen hen til gerningerne, fra ordet hen til tegnet, og derfor er, som sagt, sakramenterne ikke blot taget til fange, men næsten, så vidt det står til dem, afskaffet.

⁷⁰ Nos ergo aperientes oculum discamus, magis uerbum quam signum, magis fidem quam opus seu usum signi obseruare, Scientes, ubicunque est promissio diuina, ibi requiri fidem, Esseque utrunque tam necessarium, ut neutrum sine utro efficax esse possit. Lad os derfor lukke øjnene op og lære at agte mere på ordet end på tegnet, mere på troen end på gerningen eller brugen, idet vi må vide, at overalt hvor der er en guddommelige forjættelse, dèr kræves der tro, og at begge dele er så nødvendige, at det ene uden det andet ikke kan være virksomt.

⁷¹ Neque enim credi potest, nisi assit promissio, nec promissio stabilitur, nisi credatur, ambae uero, si mutuae sint, faciunt ueram et certissimam efficatiam sacramentis. For man kan ikke tro, medmindre der er en forjættelse, og forjættelsen stadfæstes ikke, medmindre der er nogen, der tror på den, men hvis de to vekselvirker, så gør de sakramentets virkning sand og sikker.

⁷² Quare efficatiam sacramenti citra promissionem et fidem querere, est frustra niti et damnationem inuenire. Sic Christus: qui crediderit et baptisatus fuerit, saluus erit, qui non crediderit, condemnabitur. Quo monstrat, fidem in sacramento adeo (W534) necessariam, ut etiam sine sacramento seruare possit, ideo noluit adiicere: Qui non crediderit et non baptisatus fuerit. Derfor, at søge sakramentets virkning på den anden side af forjættelsen og troen, det er at søge forgæves og påføre sig fordømmelse. For således siger Kristus: "Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst, den, som ikke tror, skal blive fordømt". (Mark 16,16). Derved viser han, at troen på sakramentet er så nødvendig, at den også kan frelse uden sakramentet, og derfor vil han ikke tilføje: "Den, som ikke tror, og ikke bliver døbt".

⁷³ Significat itaque baptismus duo, mortem et resurrectionem, hoc est, plenariam consumatamque iustificationem. Quod enim minister puerum immergit in aquam, mortem significat, quod autem rursum educit, uitam significat. Derfor betyder dåben to ting, død og opstandelse, det vil sige, den opfyldte og fuldendte retfærdiggørelse. Når nemlig præsten dukker barnet ned under vandet, betegner han døden, men når han atter trækker det op, betegner han livet.

⁷⁴ Ita Paulus Ro. vi. exponit: Consepulti enim sumus Christo per baptismum in mortem, ut, quemadmodum Christus resurrexit ex mortuis, per gloriam patris, ita et nos in nouitate uitae ambulemus. Det forklarer Paulus således i Rom. 6,4: "Vi blev altså begravet med Kristus ved dåben til døden, for at, ligesom Kristus stod op fra de døde, ved Faderens ære, således skal også vi leve et helt nyt liv".

⁷⁵ Hanc mortem et ressurrectionem appellamus nouam creaturam, regenerationem, et spiritualem natiuitatem, quam non oportet allegorice tantum intelligi, de morte peccati et uita gratiae, sicut multi solent, sed de uera morte et resurrectione. Denne død og opstandelse kalder vi en ny skabning, en genfødsel, en åndelig fødsel, men det skal ikke kun forstås allegorisk, om syndens død og nådens liv, sådan som nogen plejer at gøre, men om en virkelig død og opstandelse.

⁷⁶ Non enim baptismus significatio ficta est, Neque peccatum moritur, neque gratia surgit plene, donec corpus peccati, quod gerimus in hac uita, destruatur, ut ibidem Apostolus dicit. Dåben er nemlig ikke et opdigtet tegn, og det er ikke sådan, at hverken synden dør eller nåden opstår fuldstændigt, førend det syndens legeme, som vi bevæger os i i dette liv, tilintetgøres, som apostelen siger sammesteds. (Rom 6,6).

⁷⁷ Nam donec in carne sumus, desyderia carnis mouent et mouentur. Quare, dum incipimus credere, simul incipimus mori huic mundo, et uiuere deo in futura uita, ut fides uere sit mors et resurrectio, hoc est spiritualis ille baptismus, quo immergimur et emergimus. For mens vi er i kødet, bevæger og bevæges kødets lyster. Derfor, når vi begynder at tro, begynder vi samtidig at afdø fra denne verden og at leve for Gud i det tilkommende liv, så at troen virkelig er en død og en opstandelse; det vil sige, den åndelige dåb, hvorved vi neddykkes og trækkes op igen.

⁷⁸ Quod autem baptismo tribuitur ablutio a peccatis, uere quidem tribuitur, sed lentior et mollior est significatio, quam ut baptismum exprimat, qui potius mortis et ressurrectionis symbolum est. Men at tilskrive dåben renselse fra synden, det er vel sandt, men det er for mat og svagt til, at det skulle give udtryk for, hvad dåben er; den er snarere et symbol på døden og opstandelsen.

⁷⁹ Hac ratione motus uellem baptisandos penitus in aquam immergi, sicut sonat uocabulum et signat mysterium, non quod necessarium arbitrer, sed quod pulchrum foret, rei tam perfectae et plenae signum quoque plenum et perfectum dari, sicut et institutem est sine dubio a Christo. Af den grund vil jeg hellere, at den, der skal døbes, dykkes helt ned under vandet, sådan som ordet lyder og mysteriet betyder, ikke fordi jeg mener, det er nødvendigt, men fordi det ville være smukt, om en så fuldkommen og fuldværdig sag også fik et fuldkomment og fuldgyldigt tegn, sådan som det også uden tvivl er indstiftet af Kristus.

⁸⁰ Peccator enim non tam ablui quam mori debet, ut totus renouetur in aliam creaturam, et ut morti ac resurrectioni Christi respondeat, cui per baptismum commoritur et corresurgit. For synderen trænger mere til at dø end til at renses, så han helt fornyes til en anden skabning, og så det svarer til Kristi død og opstandelse, han, sammen med hvem han i dåben dør og opstår.

⁸¹ Licet enim possis Christum dicere ablutum a mortalitate, dum mortuus est er resurrexit, segnius tamen dixeris, quam si in totum mutatum et renouatum dixeris; ita ardentius est, per baptismum nos significari omnibus modis mori et resurgere in aeternam uitam, quam ablui a peccatis. For selv om du også kunne sige, at Kristus blev renset for sin dødelighed, da han døde og opstod fra de døde, så taler du dog på en mere mat måde, end hvis du siger, at han helt blev forandret og fornyet; lige sådan er det stærkere at sige, at gennem dåben betegnes det os på enhver måde at dø og opstå fra de døde til evigt liv, end at sige, at det er en renselse fra synd.

⁸² Hic iterum uides, Baptismi sacramentum, etiam quo ad signum, non esse momentaneum aliquod negotium, sed perpetuum. Her ser du igen, at dåbens sakramente, også hvad tegnet angår, ikke er en handling af øjeblikkelig, men af blivende betydning.

⁸³ Licet enim usus eius subito transeat, tamen res ipsa significata duret usque ad mortem, immo resurrectionem in nouissimo die. Selv om nemlig brugen af den hurtigt er forbi, så varer dog den sag, der bliver betegnet lige til døden, ja til opstandelsen på den yderste dag.

⁸⁴ Quam diu enim uiuimus, semper id agimus, quod baptismus significat, id est, morimur et resurgimus, Morimur inquam non tantum affectu et spiritualiter, quo peccatis et uanitatibus mundi renunciamus, sed reuera, uitam hanc corporalem incipimus relinquere, et futuram uitam apprehendere, ut sit realis (quod dicunt) et corporalis quoque transitus ex hoc mundo ad patrem. For så længe vi lever, gør vi altid det, dåben betegner, det vil sige, vi død og vi opstår. Vi dør, siger jeg, ikke blot følelsesmæssigt og åndeligt, når vi giver afkald på verdens synd og forfængeligheder, men vi dør virkeligt, når vi begynder at forlade dette legemlige liv og at gribe det tilkommende liv, så at der kan optræde en virkelig, som de kalder det, og legemlig overgang fra denne verden til Faderen.

⁸⁵ (W535) Quare nobis cauendum est ab iis, qui baptismi uim eo redegerunt tenuitatis et paruitatis, ut gratiam in eo dicant quidem infundi, sed postea per peccatum effundi, tum alia uia, ac iam quasi baptismo penitus irrito facto, ad coelum eundum. Derfor må vi vogte os for dem, som har gjort dåbens kraft til noget svækket og ringe, så at de siger, at nåden ganske vist indgydes i dåben, men bagefter gydes ud i kraft af synden, så man bagefter må søge at komme i himlen ad en anden vej, som om dåben var gjort helt ugyldig.

⁸⁶ Non sic tu arbitrabere, sed intelliges eam esse baptismi significationem, qua moriatis et uiuas; ideo non posse te siue per poenitentiam, siue per quancunque aliam uiam redire, nisi ad uim baptismi, ac denuo illud facere, quod baptisatus es ut faceres, quodque baptismus tuus significabat. Sådan må du ikke mene, men du må forstå, at det er dåbens betydning, at ved den skal du dø og igen leve; derfor kan du ikke komme tilbage, hverken gennem boden eller ad nogen anden vej, kun ved dåbens kraft, så kan du gøre det påny, som du er døbt til at gøre, og som din dåb betyder.

⁸⁷ Nunquam fit baptismus irritus, donec desperans redire ad salutem nolueris. aberrare quidem poteris ad tempus a signo, sed non irritum est signum. Ita semel es baptisatus sacramentaliter, sed semper baptisandus fide, semper moriendum, semperque uiuendum. Aldrig bliver dåben ugyldig, undtagen når du i fortvivlelse ikke vil vende tilbage til frelsen. Du kan vel til en tid afvige fra tegnet, men tegnet bliver ikke ugyldigt. Således er du vel én gang sakramentalt set døbt, men du skal altid døbes ved troen, du skal altid dø, du skal altid leve.

⁸⁸ Baptismus totum corpus absorbuit, et rursus edidit; ita res baptismi totam uitam tuam cum corpore et anima absorbere debet, et reddere in nouissimo die, indutam stola claritatis et immortalitatis. itaque nunquam sine baptismi tam signo quam re ipsa sumus, immo semper sumus baptisandi magis ac magis, donec signum perfecte impleamus in nouissimo die. Dåben opsluger hele kroppen og giver den atter fra sig; således bør dåben opsluge hele dit liv med krop og sjæl og give det tilbage på den yderste dag, iført forklarelsens og udødelighedens klæder. Derfor er vi aldrig uden dåben, hverken hvad tegnet eller hvad sagen selv angår. Ja, vi skal altid døbes mere og mere, indtil vi fuldt ud opfylder tegnet på den yderste dag.

⁸⁹ Intelligis ergo, quicquid in hac uita gerimus, quod ad mortificationem carnis et uiuificationem spiritus ualet, ad baptismum pertinere, et quo breuius a uita absoluimur, eo citius baptismum nostrum impleamus, et quo atrociora patimur, eo foelicius baptismo respondeamus, ideoque Ecclesiam tunc fuisse foelicissimam, quando martyres mortificabantur omni die, et aestimabantur sicut oues occisiones; Du forstår altså, at hvad vi udfører i dette liv, som gælder som en dødelse af kødet og en levendegørelse af ånden, må henføres til dåben, og at jo hurtigere vi kan blive løst fra livet, des hurtigere opfyldes vores dåb, og at jo alvorligere vi lider, des lykkeligere svarer vi til vor dåb, derfor var kirken også allerlykkeligst dengang da martyrerne blev dødet hver eneste dag, og blev regnet for slagtefår;

⁹⁰ tunc enim regnabat in Ecclesia uirtus baptismi, pleno imperio, quam hodie ignoramus etiam, prae multitudine operum et doctrinarum humanarum. dengang herskede nemlig i kirken dåbens kraft med fuld styrke, den kraft, som vi i dag slet ikke kender, og som overskygges af en masse gerninger og menneskeregler.

⁹¹ Quicquid enim uiuimus, Baptismus esse debet, et signum seu sacramentum baptismi implere, cum a caeteris omnibus liberati uni tantum baptismo simus addicti, id est, morti et resurrectioni. For alt, hvad vi lever, bør være dåb og opfylde dåbens tegn eller sakramente, når vi befriet fra alt andet alene skal være iført dåben, det vil sige, døden og opstandelsen.

⁹² Hanc gloriam libertatis nostrae, et hanc scientiam baptismi esse hodie captiuam, cui possumus referre acceptum, quam uni tyrannidi Romani pontifices? At denne vor friheds herlighed og denne viden om dåben idag holdes fangen, hvem andre kan vi tillægge skylden for det, end alene den romerske paves tyranni?

⁹³ qui, ut pastorem primum decet, unus omnium maxime debuit esse praedicator et assertor huius libertatis et scientiae, sicut Paulus .ii. Corint. iiii. dicit: Sic nos existimet homo, sicut ministros Christi et dispensatores mysteriorum seu sacramentorum dei, ipse solum id agit, ut suis decretis et iuribus opprimat, et in potestatis suae tyrannidem captiuos illaqueet. han, der, som det sømmer sig for den første blandt hyrderne, burde prædike og forsikre om denne frihed og denne viden, sådan som Paulus siger 1 Kor 4,1: "Sådan bør man se på os, som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder eller sakramenter", han er udelukkende optaget af at undertrykke med sine dekreter og regler, og indvikle os som fanger i sit tyrannis magt.

⁹⁴ Obsecro, quo iure (ut non dicam, quam impie et damnabiliter haec mysteria omittat docere) Papa super nos constituit leges? Quis dedit ei potestatem, (W536) captiuandae huius nostrae libertatis, per baptismum nobis donatae? Jamen, for pokker, med hvilken ret (at jeg ikke skal sige, hvor ufromt og fordømmeligt, at han undlader at lære disse hemmeligheder) med hvilken ret udsteder paven love over os? Hvem har givet ham den magt, magten til at tilfangetage vores frihed, som er givet os i dåben?

⁹⁵ Vnum (ut dixi) nobis in tota uita agendum est propositum, ut baptisemur, id est, mortificemur, et uiuamus per fidem Christi, quam et unice doctam oportuit, maxime a summo pastore. At nunc, tacita fide, infinitis legibus operum et ceremoniarum extincta est Ecclesia, ablata uirtus et scientia baptismi, impedita fides Christi. Én eneste ting er som sagt foresat og at handle efter i livet, at vi døbes, det vil sige, at vi dødes og lever gennem troen på Kristus, og det burde også alene læres, især af den første præst. Men nu sættes troen til side og gennem uendelig mange lovgerninger og ceremonier udslettes kirken, dåbens kraft forsvinder, viden om dåben forsvinder, troen på Kristus forhindres.

⁹⁶ Dico itaque: neque Papa, neque Episcopus, neque ullus hominum, habet ius unius syllabae constituendae super Christianum hominem, nisi id fiat eiusdem consensu. Jeg siger derfor: Hverken paven eller biskoppen eller noget andet menneske har ret til at indsætte så meget som en stavelse over et kristenmenneske, medmindre det sker med hans billigelse.

⁹⁷ Quicquid aliter fit, tyrannico spiritu fit. ideo orationes, ieiunia, donationes, et quaecunque tandem Papa in uniuersis suis decretis tam multis quam iniquis statuit et exigit, Prorsus nullo iure exigit et statuit, peccatque in libertatem Ecclesiae, toties quoties aliquid horum attentauerit. Når der sker noget andet, sker det ud af en tyrannisk ånd. Derfor gælder det om bestemmelserne, fasterne, donationerne, og hvadsomhelst paven i alle sine dekreter, ligeså mangfoldige som forkerte, har oprettet og udført, at det ikke er udført og oprettet med nogensomhelst ret, og at han synder imod kirkens frihed, jo længer jo værre han fastholder nogen af dem.

⁹⁸ Hinc factum est, ut Ecclesiastici hodierni strenui quidem sint tutores libertatis Ecclesiasticae, id est, lapidum, lignorum, agrorum et censuum (sic enim hodie Ecclesiastica sunt idem quod spiritualia), sed eisdem fictis uerbis ueram Ecclesiae libertatem non modo captiuent, sed pessundent penitus, etiam plus quam Turca, contra Apostolum, qui dicit: Nolite fieri serui hominum. Hoc enim uere est hominum seruos fieri, statutis et tyrannicis eorum legibus subiici. Og på det punkt er der sket det, at vore dages kirkefolk godt nok ivrigt beskytter den kirkelige frihed, men det betyder, sten, træ, marker og indtægter (sådan er nemlig idag det kirkelige lig med det åndelige), men med den slags falske ord tager han ikke blot den sande kirkens frihed tilfange, han får den næsten helt til at forsvinde, værre end under tyrkerne, imod apostelens ord, som siger: "Vær ikke menneskers trælle". (1 Kor 7,23). Men dette er i sandhed at blive menneskers trælle, underkastet deres statutter og tyranniske love.

⁹⁹ Adiuuant hanc impiam et perditam tyrannidem discipuli Papae, huc torquentes et deprauantes illud Christi: Qui uos audit, me audit. Pavens disciple hjælper dette ugudelige og fortabte tyranni ved her at fordreje og ødelægge ordene af Kristus: "Den, der hører jer, hører mig". (Luk 10,16).

¹⁰⁰ Magnis enim buccis hoc inflant uerbum pro suis traditionibus; cum Christus hoc dixerit Apostolis euntibus praedicare Euangelium, et ad Euangelium tantum referri debeat, ipsi omisso Euangelio suis tantum fabulis id aptant. For de opblæser dette ord med mange latterligheder til fordel for deres traditioner; men Kristus sagde dette til apostlene, da de skulle ud for at prædike evangeliet, og det bør kun henføres til evangeliet, men de udelader evangeliet og forstår det kun om deres fabler.

¹⁰¹ Dicit enim Iohan. x. Oues meae uocem meam audiunt, alienorum autem uocem non audiunt. ideo et relictum est Euangelium, ut uocem Christi sonarent Pontifices, at ipsi suas uoces sonant, audiri denique uolunt. Sådan siger han nemlig i Joh 10,27: "Mine får hører min røst", men den fremmedes røst hører de ikke. Derfor prisgiver de også evangeliet, hvor paverne skulle lyde som Kristi røst, men lader deres egen røst høre, for de vil endelig høres.

¹⁰² Apostolus quoque dicit sese missum esse, non baptisare, sed Euangelisare, itaque nemo est obnoxius pontificis traditionibus, nec oportet eum audiri, nisi dum Euangelium et Christum docet, nec aliud ipse docere debet quam fidem liberrimam. Men apostelen siger, at han er sendt, ikke for at døbe, men for at prædike evangelium (1 Kor 1,17), derfor er ingen mere skadelig end de pavelige traditioner, og man bør ikke høre ham, medmindre han lærer evangeliet og Kristus, og han selv bør ikke lære andet end den frieste tro.

¹⁰³ cum autem Christus dicat: Qui uos audit, me audit, Cur non Papa quoque audit alios? non enim soli Petro dicit: qui te audit. Denique, ubi est uera fides, ibi et uerbum fidei esse necessarium est. Men når Kristus siger: "Den, der hører jer, hører mig", hvorfor hører så paven ikke på andre? Han taler nemlig ikke kun til Peter: "Den, der hører dig". Endelig, hvor den sande tro er, dèr må også nødvendigvis troens ord være.

¹⁰⁴ Cur ergo Papa infidelis non audit quandoque seruum suum fidelem habentem uerbum fidei? Caecitas, Caecitas in Pontificibus regnat. Altså: Hvorfor hører den vantro pave ikke, så ofte som hans troende tjener har troens ord? Blindhed, sort blindhed hersker hos paverne.

¹⁰⁵ Alii uero multo impudentiores ex illo Matt. xvi. Papae arrogant potestatem legum condendarum: Quodcunque ligaueris etc. cum ibi Christus de peccatis ligandis et remittendis agat, non de Ecclesia tota captiuanda et legibus opprimenda. Men andre, som er meget frækkere, giver overlegent paven magt til at stifte love ud fra dette Matt 16,19: "Hvad du binder" osv., skønt Kristus dèr taler om at binde og løse synderne, ikke om at tage hele kirken til fange og undertrykke den med love.

¹⁰⁶ ita omnia agit ista tyrannis fictis suis uerbis, tortis per uim ac deprauatis uerbis dei. Hoc sane confiteor, Esse tyrannidem istam maledictam ferendam Christianis, sicut quamlibet aliam uiolentiam huius mundi, iuxta illud Christi: Qui te percusserit in maxillam dexteram, prebe ei et alteram, sed hoc quaeror, quod impii pontifices se id iure posse et facere iactant, et rei Christianae sese consulere hac Babylone sua praesumunt, hanc ipsam opinionem omnibus persuadentes. Således behandler dette tyranni alting med sine falske ord, drejer og ødelægger Guds ord med vold. Men det bekender jeg sandelig: Dette forbandede tyranni skal tåles af de kristne, sådan som de skal tåle enhver anden magt i denne verden, ifølge Kristi ord: "Hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til", men det prøver jeg at finde ud af, hvordan de ugudelige paver har kunnet prale af at kunne gøre dette med rette, og har kunnet mene at tale for den kristne sag med dette babyloniske fangenskab, og har kunnet overbevise alle om denne opfattelses rigtighed.

¹⁰⁷ Si enim conscientia impietatis et tyrannidis ea facerent, aut nos pateremur uim eorum, inter ea securi numeraremus, quae ad mortificandam uitam hanc, et implendum baptismum ualent, integra nobis relicta conscientiam glorianda de iniuria illata. Hvis de nemlig gjorde det med en ugudelig og tyrannisk samvittighed, eller hvis vi tålte deres magt og regnede det for givet, at dette var blandt den slags ting, som tjente til at døde dette liv og fuldbyrde vor dåb, så ville vi med frelst samvittighed kunne glæde os over den uret, der blev påført os.

¹⁰⁸ At nunc uolunt sic conscientiam libertatis nostrae illaqueari, ut credamus bene a se geri, quae gerunt, nec licere ea reprehendi aut inique gesta quaerulari, et cum sint lupi, uideri uolunt pastores, cum sint Antichristi, uolunt honorari pro Christo. pro hac duntaxat clamo libertate et conscientia, clamoque fidenter: Men som det er nu, vil de således kvæle vores frie samvittighed, at vi skal tro, at de gør godt med det, de gør, og det er ikke tilladt at bebrejde dem deres gerninger eller at klage over uretfærdige handlinger, og skønt de er ulve, vil de se ud som hyrder, skønt de er antikrister, vil de æres som Kristus. Det er kun for friheden og samvittigheden, jeg råber, og jeg råber tillidsfuldt:

¹⁰⁹ Christianis nihil ullo iure posse imponi legum, siue ab hominibus siue ab angelis, nisi quantum uolunt, liberi enim sumus ab omnibus. På de kristne kan der ikke med nogen ret lægges nogen lov, hverken af mennesker eller af engle, udover, hvad de selv vil, vi er nemlig frie fra alting.

¹¹⁰ Quod si quae imponuntur, sic ferenda sunt, ut libertatis conscientia salua sit, quae sciat et certo affirmet, iniuriam sibi fieri, quam cum gloria ferat, ita cauens, ne iustificet tyrannum, ut ne murmuret contra tyrannidem. Derfor, hvis de pålægger os noget, bør det bæres sådan, at den frie samvittighed er frelst, den, som kan vide og sikkert bekræfte det, at der sker uret imod den, hvilken den dog vil bære med ære, idet den tager sig i agt for ikke at retfærdiggøre tyrannen og ikke at gøre oprør imod tyranniet.

¹¹¹ Quis enim est (ait Petrus), qui uobis noceat, si bonum emulati fueritis? omnia cooperantur electis in bonum. Hvem er der nemlig (siger Peter, 1 Pet 3,13) som kan skade jer, hvis I er ivrige efter at gøre det gode? alting samarbejder for de udvalgte til det gode. (Rom 8,28).

¹¹² Attamen quia hanc baptismi gloriam et libertatis Christianae foelicitatem pauci nouerunt, nec prae tyrannide Papae nosse possunt, ipse me hic expedio, et conscientiam meam redimo, compellans Papam et omnes papistas, Quod nisi sua iura et traditiones sustulerint, et ecclesiis Christi libertatem suam restituerint, eamque doceri fecerint, reos esse eos omnium animarum, quae hac misera captiuitate pereunt, Esseque papatum aliud reuera nihil, quam regnum Babylonis et ueri Antichristi. Men fordi kun ganske få kender denne dåbens ære og den kristne friheds lykke, og heller ikke kan kende den på grund af pavens tyranni, så har jeg her måttet løse mig selv og befri min samvittighed ved at anklage paven og alle papister, fordi de, medmindre de ophæver deres rettigheder og traditioner og gengiver Kristi kirker deres frihed og lader undervise i denne frihed, er skyldige overfor alle de sjæle, som de lader gå til grunde i dette elendige fangenskab, og jeg må anklage dem for, at pavedømmet i virkeligheden ikke er andet end Babylons rige og den sande antikrist.

¹¹³ Quis enim est homo peccati et filius perditionis, quam is, qui suis doctrinis ac statutis peccata et perditionem animarum auget in Ecclesia, sedens tamen in Ecclesia sicut deus? Hvem er nemlig syndens menneske og fortabelsens søn (2 Thess 2,3), andet end ham, som med sine doktriner og statutter forøger synden og sjælenes fortabelse i kirken, mens han dog sidder i kirken som en gud?

¹¹⁴ At hoc totum abunde impleuit tyrannis papalis, iam a multis saeculis, quae fidem extinxit, sacramenta obscurauit, Euangelium oppressit, suas autem non modo impias et sacrilegas, uerum etiam barbaras et indoctissimas leges imperauit, et sine fine multiplicauit. Men alt dette opfylder det pavelige tyranni til fulde, og har allerede i mange århundreder gjort det, det, som udrydder troen, tilslører sakramenterne, undertrykker evangeliet, og gennemtvinger og uden ende forøger sine ikke blot ugudelige og blasfemiske, men også barbariske og ukyndige love.

¹¹⁵ Vide ergo miseram captiuitatis nostrae: Quomodo sedeat sola ciuitas plena populo, et facta sit uidua domina gentium, princeps prouintiarum sub tributo. Non est qui consoletur eam, etiam amici eius spreuerunt eam etc. Se altså vort elendige fangenskab: "Hvordan hun sidder alene, byen, der var fuld af folk, hvordan hun blev gjort til enke, hun, der herskede over folkeslag, hvordan hun, der var dronning over provinser, nu betaler tribut. Der er ingen, der trøster hende, også hendes venner har svigtet hende". (Klagesangene 1,1f).

¹¹⁶Tot ordines, tot ritus, tot sectae, tot professiones, tot studia, tot opera sunt, quibus hodie Christiani occupantur, ut obliuiscantur baptismi sui, et nemo prae harum locustarum, erucarum, bruchorum multitudine meminisse possit, sese esse baptisatum aut quid in baptismo consecutus sit. Så mange ordener, så mange riter, så mange sekter, så mange bestillinger, så mange studier, så mange gerninger er der, hvormed de kristne idag er blevet optaget, så de glemmer deres dåb, og på grund af den store mængde græshopper, kål og snudebiller kan ingen mere huske, at han er døbt, eller hvad der følger af, at han er døbt.

¹¹⁷Decebat enim (W538) nos esse, sicut paruuli baptisati, qui nullis studiis, nullisque operibus occupati, in omnia sunt liberi, solius gloria baptismi sui securi et salui. Sumus enim et ipsi paruuli, in Christo assidue baptisati. Vi bør nemlig være som døbte småbørn, som ikke er optaget af nogen bestræbelser eller nogen gerninger, som i alle ting er frie, alene visse på og frelste ved herligheden ved deres dåb. Vi er nemlig selv småbørn, vedvarende døbt i Kristus.

¹¹⁸ Opponetur forsitan iis, quae dicta sunt, baptismus paruulorum, qui promissionem dei non capiant, nec fidem baptismi habere possunt, ideoque aut non requiri fidem, aut paruulos frustra baptisari. Nogen vil måske bruge dåb af småbørn som indvending imod det, jeg har sagt. De kan ikke fatte Guds forjættelse og ikke have troen på dåben, og derfor, vil man sige, må det enten være sådan, at der ikke kræves tro, eller også sådan, at de små børn døbes forgæves.

¹¹⁹Hic dico, quod omnes dicunt, fide aliena paruulis succurri, illorum, qui offerunt eos. Sicut enim uerbum dei potens est, dum sonat, etiam impii cor immutare, quod non minus est surdum et incapax, quam ullus paruulus, ita per orationem Ecclesiae offerentis et credentis, cui omnia possibilia sunt, et paruulus fide infusa mutatur, mundatur, et renouatur. Hertil vil jeg sige, at alle siger, at en fremmed tro kommer de små børn til hjælp, de menneskers tro, nemlig, som frembærer dem. Ligesom nemlig Guds ord er mægtigt til, når det lyder, også at forandre den ugudeliges hjerte, som ikke er mindre døvt og uimodtageligt end et spædbarn, således kan også et spædbarn, når troen indgydes i det, forvandles, renses og fornyes gennem den frembærende og troende kirkes bøn, som formår alt.

¹²⁰Nec dubitarem, etiam adultum impium, eadem Ecclesia orante et offerente, posse in quouis sacramento mutari, sicut de paralytico Euangelico legimus, aliena fide sanato. Jeg er heller ikke i tvivl om, at enhver voksen ugudelig kan forvandles ved ethvert sakramente, når kirken beder og frembærer ham, sådan som vi læser i evangeliet om den værkbrudne, der blev helbredt ved en fremmed tro. (Matt 9,1ff).

¹²¹Atque hac ratione libens admitterem, sacramenta nouae legis esse efficatia ad dandam gratiam, non modo non ponentibus, sed etiam obstinatissime ponentibus obicem. Quid enim fides Ecclesiae et oratio fidei non tolleret, cum Paulum Apostolum Stephanus hac ui conuertisse credatur? At tunc sacramenta non sua, sed fidei uirtute faciunt quod faciunt, sine qua nihil prorsus faciunt, ut dixi. Og jeg indrømmer gerne, at i den forstand er den nye lovs sakramenter i stand til at give nåde, ikke blot til dem, der ikke skyder en slå for, men også til dem, der mest stædigt skyder en slå for. For hvilke hindringer kan kirkens tro og troens bøn ikke bortrydde, når vi dog tror, at Stefanus ved denne kraft har omvendt apostelen Paulus? Men da virker sakramenterne ikke det, de virker, ved deres egen kraft, men ved troens kraft, uden hvilken de intet kan udrette, som jeg har sagt.

¹²² Queritur etiam adhuc, an paruulus nondum natus possit, porrecta ex utero manu uel pede, baptisari. Hic nihil temere iudico, meamque ignorantiam confiteor. Nec scio, an id satis sit, quod pro fundamento habent, Esse uidelicet animam in qualibet parte corporis totam. Man kan her spørge, om et barn, der endnu ikke er født, og som strækker hånden eller foden ud af moderlivet, skal døbes. Herom er jeg bange for at dømme noget, jeg tilstår min uvidenhed. Ejheller véd jeg, om det er nok, hvad man regner sikkert med, at hele sjælen er i en hvilkensomhelst del af legemet.

¹²³Non enim anima, sed corpus baptisatur aqua externe. Sed nec hoc iudico, quod dicunt, renasci eum non posse, qui natus nondum sit, et si uehementer urgeat. ideo magisterio spiritus haec relinquo, interim sinens quenque suo sensu abundare. Men det er jo ikke sjælen, men legemet, der døbes med det ydre vand. Men jeg vil heller ikke bedømme det sådan som de, der siger, at den, der endnu ikke er født, ikke kan blive genfødt, hvilket man kan pukke meget på. Derfor overlader jeg det til Helligåndens lærestol, og lader i mellemtiden enhver have sin mening.

¹²⁴ Vnum hic addo, quod utinam cunctis queam persuadere, id est, ut uota prorsus omnia tollerentur aut uitarentur, siue sint religionum, siue perigrinationum, siue quoruncunque operum, maneremusque in libertate religiosissima et operosissima baptismi. Endnu én ting vil jeg tilføje: Gid jeg kunne overtale de bundne, det vil sige, overtale dem til at ophæve eller i det mindste undgå alle løfter, hvad enten det er klosterløfter, valfartsløfter eller løfter om noget andet, så vi kunne forblive i dåbens fromme og virksomme frihed.

¹²⁵Dici non potest, quantum detrahat baptismo et obscuret scientiam libertatis Christianae opinio illa uotorum plus nimio celebris, ut interim taceam infanda etiam eaque infinita pericula animarum, quae uouendi ista libido, inconsultaque temeritas quotidie auget. Det er ikke til at sige, hvor meget denne meget udbredte mening om løfterne skader dåben og tilslører vor viden om den kristne frihed, for slet ikke at tale om de uhørte og uendelige farer for sjælene, som denne lyst til at gøre løfter og denne uoverlagte letsindighed daglig øger.

¹²⁶O impiissimi pontifices et infoelicissimi pastores, qui secure stertitis, et in uestris cupiditatibus lasciuitis, et nihil compatimini super ista contritione Ioseph pessima et periculosissima. O I ugudelige paver og I ulyksalige hyrder, som brovter i jeres sikkerhed, og i jeres lyster lader det gå så vidt, og ikke bekymrer jer om Josefs slemme og farlige brøst (Amos 6,6).

¹²⁷ Oportuit hic generali edicto, uel tollere uota, illa praesertim perpetua, et ad baptismi uota cunctos reuocare, uel diligenter monere, ne quis temere (W539) uoueret, nullum inuitare, immo difficiles tardosque esse ad uota permittenda. Abunde enim uouimus in baptismo, et plus quam possimus implere, sat negocii habituri, si huic uni intenderimus. Her burde man ved et almindeligt påbud enten ophæve løfterne, især de evige, og kalde de bundne tilbage til dåbens løfte, eller administrere det mere skånsomt, for at ingen skal aflægge løfte af frygt, og ingen skulle tvinges til det, men man i stedet kunne gøre det vanskeligt og besværligt at få lov til at aflægge løfte. Vi har nemlig aflagt løfte i dåben, og det om langt mere end vi kan opfylde, og vi ville have mere end rigeligt at gøre, hvis vi skullle opfylde bare det ene løfte.

¹²⁸At nunc mare et aridam circuimus, ut multos proselytas faciamus, mundum sacerdotibus, monachis, monialibus implemus, et hos omnes perpetuis uotis incarceramus. Hic inuenias, qui disputent et statuant, opus intra uotum esse prestancius opere extra et citra uotum, et nescio quantis premiis in coelo aliis praeferendum, Pharisei caeci et impii, qui ex operum magnitudine et multitudine aliaue qualitate metiuntur iustitiam et sanctitatem, quae ex sola fide apud deum mensuratur, apud quem nulla est differentia operum, nisi quanta est fidei differentia. Men nu farer vi land og rige rundt og gør os proselytter, og fylder verden med præster, munke og nonner og lukker dem alle inde i de evige løfters fængsel. Her finder du nogen, der holder på og regner med, at en gerningen gjort indenfor løftet er bedre end en gerning gjort udenfor og udover løftet, og at foretrække med jeg ved ikke hvilke belønninger i himlen i modsætning til de andre gerninger. De er blinde og ugudelige farisæere, som ud fra gerningernes størrelse og mangfoldighed og deres andre kvaliteter mener at fortjene sig retfærdighed og hellighed, hvilket hos Gud alene tildeles ved troen. Hos ham er der ingen forskel på gerningerne, andet end troens forskel.

¹²⁹ Faciunt hac bucca sua homines impii suis inuentionibus opinionem, et opera hominum inflant, ad alliciendum stolidum uulgus, quod specie operum fere ducitur, in magnam iacturam fidei, obliuitionem baptismi, iniuriam libertatis Christianae. Disse ugudelige mennesker mener med denne mundfuld noget stort ved deres egne opfindelser, og opblæser menneskelige gerninger ved at lokke for det tåbelige folk, så at den slags gerninger næsten medfører, at troen helt bortskaffes, at dåben glemmes, og at der øves vold mod den kristne frihed.

¹³⁰cum enim uotum sit lex quaedam et exactio, necessario, multiplicatis uotis, leges et opera multiplicantur, quibus multiplicatis fides extinguitur, et baptismi libertas captiuatur. Eftersom nemlig løftet er en slags lov, når det skal indfries, så må nødvendigvis dette, at man mangfoldiggør løfterne, medføre, at lovene og gerningerne bliver mangfoldiggjort, og når de bliver mangfoldiggjort, udsletter de troen og dåbens frihed tages til fange.

¹³¹Hiis blandiciis impiis non contenti, addunt alii, Ingressum religionis esse uelut nouum baptisma, quod deinceps licet tocies renouari, quoties ab integro propositum religionis renouatur. Men de er ikke tilfredse med disse indsmigrende ord og tilføjer nogle andre, nemlig at det at gå ind i en munkeorden er en slags ny dåb, som derefter lader dem blive helt fornyet, så meget ordenens regler kan fornyes fra grunden af.

¹³²ita uotarii isti sibi solis iustitiam, salutem, gloriam tribuerunt, Baptisatis prorsus nihil relinquerunt, quo possint eis conferri. Således tillægger disse løfteaflæggere sig selv retfærdighed, frelse, ære, og der bliver intet tilbage til dåben, som de kan tillægge den.

¹³³Iam Romanus pontifex, superstitionum omnium fons et autor, magnificis bullis et indultis has uiuendi rationes confirmat, approbat, ornat, Baptismum uero nemo uel memoria dignatur. Og den romerske pave, kilden og ophavsmanden til al overtro, har bekræftet, approberet og besmykket denne måde at leve på med storslåede buller og gunstbevillinger, men ingen husker mere på dåben.

¹³⁴Atque iis pompis speciosis (ut dixi) sequacem populum Christi in quascunque uolent symplegadas pellunt, ut, ingrati suo baptismo, praesumant meliora suis operibus prestare, quam alii sua fide. Og med disse særlige pragtudfoldelser vil de (som jeg har sagt) hurtigt lede Kristi folk ud i hvilkesomhelst skibbrud, så at de, utaknemlige over deres dåb, mener, at de med deres gerninger kan gøre bedre ting end andre med deres tro.

¹³⁵ Quare et deus rursus cum peruersis peruersus, ulturus ingratitudinem et superbiam uotariorum, facit, ut uota sua non seruent, aut cum ingenti labore seruent, maneantque in eis immersi, nunquam fidei et baptismi gratiam cognoscentes, et, cum non sit creditus cum deo spiritus eorum, perseuerent in hypocrisi sua inperpetuum, et tandem ludibrio sint toti mundo, semper iustitiam sectando, et ad Iustitiam nunquam perueniendo, ut impleant illud Isaie .ii: Et terra repleta est Idolis. Af den grund har Gud også forvendt de forvendte og har til gengæld for løfteaflæggernes utaknemlighed og overmod bevirket, at de ikke kan overholde deres løfter eller kun med største møje kan overholde det, og bevirket, at de forbliver neddykket i dem og aldrig erkender nåden ved troen og dåben, og, eftersom deres ånd aldrig fæster lid til Gud, har Gud bevirket, at de forbliver i deres hykleri til evig tid, og at de endda bliver et narrespil for hele verden, den verden, der hele tiden leder efter retfærdighed, men dog aldrig når frem til Retfærdigheden, så Esajas' ord går i opfyldelse: Og jorden er fuld af afguder. (Es 2,8)

¹³⁶ Ego sane non prohibuerim nec repugnauerim, si quis priuatim arbitrio suo quippiam uelit uouere, ne uota penitus contemnam aut damnem, sed publicum uitae genus hinc statui et confirmari, omnino dissuaserim. Jeg vil i hvert fald ikke forhindre det eller kæmpe imod, hvis nogen for sin egen person af egen fri vilje vil aflægge løfte, og jeg vil ikke fuldstændig fordømme løfterne, men herudfra at stadfæste og bekræfte et offentligt liv af den slags vil jeg stærkt fraråde.

¹³⁷Sufficit cuique uouendi priuata licentia periculo suo, publicam uero commendari rationem uiuendi in uotis uouendis, arbitror perniciosum esse Ecclesiae et (W540) animabus simplicibus. Det er nok for den, der vil aflægge et løfte for sin egen person, at han gør det for egen regning, men den, der vil aflægge et offentligt løfte, må aflægge regnskab for, hvorfor han vil leve i løfterne, og det tror jeg er skadeligt for kirken og for de enfoldige sjæle.

¹³⁸Primum, Quod non parum Christianae uitae repugnet, in hoc, quod uotum est lex quaedam cerimonialis et humana traditio seu presumptio, a qua Ecclesia per baptismum liberata est. Christianus enim nulli legi addictus est, nisi diuinae. For det første, fordi det er ikke så lidt imod det kristne liv, derved, at løftet er en slags lov om ceremonier og en menneskelig tradition eller antagelse, fra hvilken kirken gennem dåben er blevet befriet. Den kristne er nemlig ikke underlagt nogen lov, undtagen den guddommelige.

¹³⁹ Deinde, quod non habeat exemplum in scripturis, praecipue castitatis, obedientiae, paupertatis perpetuae uotum. Quod autem e scripturis exemplum non habet, periculosum est, nulli prorsus suadendum, multo minus pro uulgari et publico uiuendi genere statuendum, et si cuilibet audere suo periculo, quod uoluerit, sit permittendum. Opera enim quaedam spiritus in paucis operatur, quae in exemplum aut uiuendi modum nequaquam sunt uocanda. Dernæst, fordi man ikke har noget eksempel fra skriften på et løfte om særligt cølibat, lydighed og evig fattigdom. Men hvad der ikke har sit eksempel i skriften, er farligt, og man bør slet ikke overtale nogen til det, meget mindre fastsætte det som en måde at leve på for folket og offentligheden, kun hvis nogen vover det på eget eventyr, så skal det være tilladt. Ånden kan nemlig godt gøre nogle gerninger i de få, skønt de aldrig må kaldes et eksempel eller en anbefalelsesværdig måde at leve på.

¹⁴⁰ Sed et uehementer metuo, ne uotiuae istae uiuendi rationes religiosorum sint de numero earum, de quibus Apostolus praedixit: Erunt docentes in hypocrisi mendatium, prohibentes nubere et abstinere a cibis, quos deus creauit ad percipiendum cum gratiarum actione. Men jeg frygter stærkt, at begrundelserne for at leve efter sådanne klosterløfter hører til blandt de ting, som apostelen forudsagde: "Der skal komme nogen, der lærer løgnagtigt hykleri, idet de forbyder ægteskab og afholder sig fra spiser, som Gud har skabt til at modtages med tak". (1 Tim 4,2f)

¹⁴¹Nec mihi quisquam obiecerit sanctum Bern., Franciscum, Dominicum et similes religionum uel autores, uel auctores. Terribilis et mirabilis est deus in consiliis suis super filios hominum. Og man skal heller ikke komme med sankt Bernhard, Frans, Dominicus og andre af ordenernes stiftere eller forøgere. Gud er forfærdelig og underfuld i sine råd overfor menneskenes børn.

¹⁴²potuit Danielem, Ananiam Azariam, Misael in Babylonici regni (id est, in media impietate) administratione seruare sanctos, cur non potuisset et hos in periculoso uitae genere sanctificare, aut singulari opere spiritus gubernare, quod tamen exemplum aliis fieri nollet. Han kan med sin hjælp bevare Daniel, Ananias, Azarias og Misael i det babyloniske rige (det vil sige, midt i ugudeligheden) som hellige, hvorfor skulle han så ikke også kunne hellige disse mænd i den slags farligt liv, eller styre dem med en enkelt gerning af sin ånd, selv om han ikke vil, at de skal blive til eksempler for andre.

¹⁴³Et certum est, nullum illorum, per uota sua et religionem fuisse saluatum, sed per fidem solam, in qua omnes saluantur, contra quam maxime omnium pugnant speciosae illae seruitutes uotorum. Og det er i hvert fald sikkert, at ingen af dem blev frelst gennem deres løfte eller deres orden, men alene gennem deres tro, den tro, ved hvilken alle frelses, men også den tro, som disse særlige løfternes trældom bekæmper mest af alle.

¹⁴⁴ Sed abundet hic sensu quisque suo, Ego quod cepi prosequar; cum pro libertate Ecclesiae et gloria baptismi nunc loquar, in medium consulere debeo, quod spiritu magistro intellexero. Men her vil en og anden vel til overflod fremføre den mening, at jeg bør gennemføre, hvad jeg er begyndt på; når jeg nu taler til fordel for kirkens frihed og dåbens ære, så bør jeg fremføre de råd, som jeg ved Åndens hjælp er kommet frem til.

¹⁴⁵Quare consulo, Primum magnatibus Ecclesiarum, ut omnia ista uota seu uitas uotariorum tollant, uel non probent et extollant, Aut, si hoc non fecerint, suadeo omnibus, qui uolunt securius salui fieri, ut sibi ab omnibus uotis, praesertim magnis et perpetuis, temperent, maxime adolescentes et iuuenes. Derfor vil jeg give det råd, først til kirkens ledere, at de ophæver alle den slags løfter eller den slags løfteliv, eller i hvert fald ikke anbefaler eller fremhæver det. Eller, hvis de ikke gør det, så anbefaler jeg alle, som vil være mere sikker på at blive frelst, at de afholder sig fra alle løfter, især de store og evige, særlig voksne og unge mennesker.

¹⁴⁶Hoc consulo primum ideo, quod hoc uitae genus, ut dixi, nullum habet in scripturis testimonium et exemplum, sed solis hominum pontificum bullis, et uere bullis est inflatum. Dette råd giver jeg, for det første som sagt, fordi den slags liv ikke har noget vidnesbyrd og eksempel i skriften, men alene er opblæst ved menneskelige pavers buller, ja, i sandhed ved deres buldne vabler.

¹⁴⁷Deinde, quod procliue sit in hypocrisim, propter suam speciem et singularitatem, unde nascitur superbia et contemptus communis Christianae uitae. Dernæst, fordi det giver tilbøjelighed til hykleri, på grund af dets særlighed og énsidighed, hvoraf udspringer overmod og foragt for det almindelige kristne liv.

¹⁴⁸Atque si nulla alia esset causa eadem uota tollendi, haec una satis haberet ponderis, Quod per ipsa fidei et baptismo detrahitur, et opera magnificantur, quae sine pernicie magnificari non possunt. Nam, inter multa milia uix est unus, qui non magis opera in religionibus suscipiat quam fidem, qua insania et sese mutuo praeferunt, tanquam strictiores et laxiores, ut uocant. Og hvis ikke der var andre grunde til at ophæve disse løfter, så ville denne ene være tungtvejende nok, for derved trækkes der noget fra troen og dåben, og gerningerne ophøjes, og de kan ikke ophøjes uden fordærv. For blandt mange tusinder er det næppe én eneste, som ikke lægger mere vægt på gerningerne i ordenerne end på troen, og dette vanvid bruger de også i deres indbyrdes uenigheder, når de kalder hinanden strammere og slappere.

¹⁴⁹ (W541) Quare ego nulli suadeo, immo omnibus dissuadeo ingressum cuiuscunque religionis aut sacerdocii, nisi sit ea scientia praemunitus, ut intelligat, opera quantumlibet sacra et ardua religiosorum et sacerdotum in oculis dei prorsus nihil distare ab operibus rustici in agro laborantis, aut mulieris in domo sua curantis, sed sola fide omnia apud eum mensurari, sicut Hiere. v. dicit: Domine, oculi tui respiciunt fidem, Ecclesi. xxxii: In omni opere tuo crede ex fide animae tuae, haec enim est conseruatio mandataorum dei, immo frequentius contingere, ut gratius sit ancillae aut serui domesticum et uile opus, quam omnia ieiunia et opera religiosi et sacerdotis, ob fidei defectum. Derfor vil jeg ikke overtale nogen til, ja, jeg vil fraråde alle at gå ind i nogen munkeorden eller præsteembede, hvis han ikke på forhånd har gjort sig klart, at munkenes og præsternes hellige og brændende gerninger i Guds øjne slet ikke adskiller sig fra de gerninger, en landmand gør på sin mark, eller en kvinde gør, når hun sørger for sit hus, men at hos ham er det alene troen, der udmåler alt, sådan som Jeremias siger: "Herre, dine øjne ser efter troen", (Jer 5,3), og Jesu Sirak: "I al din gerning skal du tro ud af din sjæls tro, dette er nemlig overholdelsen af Guds bud" (Sir 32,27), ja, det sker ofte, at en tjenestepige eller hustjener eller et betydningsløst arbejde er mere værd end al faste og alle gerninger hos munkene og præsterne, fordi de mangler troen.

¹⁵⁰Cum ergo probabile sit, uota hodie non nisi ad operum ualere iactantiam et praesumptionem, metuendum est, nusquam minus de fide et Ecclesia esse, quam in sacerdotibus, monachis, et Episcopis, et eos ipsos esse reuera gentiles seu hypocritas, qui se Ecclesiam, aut cor Ecclesiae, item spirituales et rectores Ecclesiae arbitrantur, cum sint nihil minus, Et hunc esse uere populum transmigrationis, in quibus captiua sunt omnia, quae nobis in baptismo libera donata sunt, relicto populo terrae paupere et modico, qui, uelut coniugatis contingit, uiles in oculis illorum apparent. Da det derfor er sandsynligt, at løfterne i dag ikke tilfører gerningerne andet end praleri og en forkert opfattelse, er det at frygte, at der ingen steder er mindre tro og mindre kirke, end hos præsterne, munkene og bisperne, og at selve de mennesker i sandhed er hedninger og hyklere, der regner sig selv for kirken, ja for kirkens hjerte, og mener, de er åndelige og kirkens ledere, skønt det er, hvad de allermindst er; og ligeledes må man frygte, at vi her har det sande udvandringsfolk, i hvilket alle de ting, som i dåben gives os frit, holdes fanget; dette fattige og jævne folk bliver ladt i stikken, det folk, der, ligesom det sker for ægtefolk, i de andres øjne forekommer betydningsløst.

¹⁵¹ Ex his duos insignes errores Romani pontificis cognoscimus. Prior, quod dispensat in uotis, facitque id, quasi solus prae omnibus Christianis habeat autoritatem, tanta est hominum impiorum temeritas et audacia. På følgende to tegn kan vi kende det romerske pavedømmes vildfarelser. For det første derpå, at paven dispenserer fra løfterne, og gør det, som om han alene af alle kristne havde myndigheden, så stor er de ugudelige menneskers tilfældighed og frækhed.

¹⁵²Si enim uotum dispensari potest, quilibet frater cum proximo et ipse secum dispensare potest; sin dispensare proximus non potest, nullo iure Papa potest. Hvis han nemlig kan dispensere fra løfterne, så kan en hvilkensomhelst broder dispensere sin næste, ja, sig selv; men hvis han ikke kan dispensere sin næste, så kan paven heller ikke med nogen ret.

¹⁵³Vnde enim habet hanc autoritatem? Ex clauibus? At heae omnibus communes sunt, et super peccata duntaxat ualent, Matt. xviii. Cum autem et ipsi fateantur, uota esse iuris diuini, quid miseras fallit et perdit animas dispensans in iure diuino, quod est indispensabile? For hvorfra har han myndighed til det? Fra nøglemagten? Men den er fælles for alle, og er kun gyldig overfor synder, Matt 18,15ff. Men eftersom de selv indrømmer, at løfterne er aflagt efter guddommelig ret, hvor meget tager han så ikke fejl og fortaber de arme sjæle, når han dispenserer i guddommelig ret, som er indispensabel?

¹⁵⁴Blatterat quidem tit. de uot. et uoti redem. se posse mutare uota, sicut olim in lege primogenitum asini mutabatur oue, quasi idem sit primogenitum asini et uotum, quod tam constanter ubique exigit reddi, aut, si dominus in lege sua ouem pro asino statuat mutari, mox etiam homo Papa, in lege non sua, sed eiusdem dei, eandem habeat potestatem. Non Papa hanc decretalem fecit, sed asinus pro Papa mutatus, sic insigniter et delyrus et impius est. Han pjatter ganske vist i Gregors dekretaler, 3. bog, 34. titel, kap. 7 ("Om løfterne og ophævelsen af løfterne") med, at han kan forandre løfterne, ligesom engang i loven et æsels førstefødte kunne ændres til et får, som om et æsels førstefødte og et løfte er det samme, hvor dog et løfte overalt og hele tiden skal overholdes, eller, hvis Herren i loven bestemmer, at et får kan gå ind for et æsel, så har også straks mennesket paven, ikke i sin egen, men i Guds lov, den samme myndighed. Vi vil ikke sige, at det er paven, der har gjort denne bestemmelse, nej, vi skifter paven ud med et æsel, så besynderligt og mærkeligt og ugudeligt er det.

¹⁵⁵ Posterior, quod rursus decernit, matrimonium dirimi, si alter, altero etiam inuito, monasterium ingrediatur, nondum consumato matrimonio. Obsecro, Quis satan haec inspirat Papae portenta? Og det andet kendetegn er, at han atter bestemmer, at et ægteskab skal ophæves, hvis den ene, uden den andens billigelse, er gået i kloster, når ægteskabet endnu ikke er fuldbyrdet. Jamen, for pokker, hvilken satan har inspireret paven til at komme med den slags?

¹⁵⁶deus praecipit homini seruari fidem, et ueritatem inuicem custodire. deinde, de suo quenque facere (W542) bonum. odit enim rapinam in holocaustum, ut per Isaiam dicit. Gud har foreskrevet mennesket at adlyde troen, og at holde sandheden i ære. Dernæst, at gøre godt mod sine egne. Gud hader nemlig rov mod offeret, som han siger hos Esajas (Es 61,8).

¹⁵⁷At coniunx alter alteri per pactum fidem debet, nec suus est, quam nullo iure potest dissoluere, et quicquid de se facit, de rapina facit, altero inuito. Men den ene ægtefælle bør ved pagten være tro mod den anden, og hvad han ikke kan opløse med nogen ret, tilhører ikke ham, og hvad han gør med sig selv, gør han som et rov, når den anden ikke er spurgt.

¹⁵⁸Aut quare non etiam hac regula, qui aere alieno premitur, religionem intrat et suscipitur, ut a debitis liberetur, ut fidem liceat negare? Eller hvorfor ikke også lave den regel, at den der trykkes af gæld til en anden, kan gå i kloster og påtage sig klosterlivet, og således befries fra sin gæld, og få lov til at nægte troen?

¹⁵⁹Caeci, caeci! Quid est maius? fides a deo praecepta, an uotum per hominem excogitatum et electum? Tu es pastor animarum, Papa? et uos estis doctores sacrae Theologiae, qui haec docetis? Qua enim causa sic docetis? Nempe, quod uotum meliore opere quam coniugium ornastis, sed non fidem, quae sola magnificat omnia, sed opera magnificatis, quae nihil sunt coram deo, aut omnia aequalia, quantum ad meritum attinet. Åh, I blinde! Hvad er størst? troen, som er foreskrevet af Gud, eller løftet, som er opfundet og indført af mennesker? Og du er hyrde for sjælene, pave? og I er doktorer i den hellige teologi, I, som lærer dette? Af hvad grund mon I lærer sådan? Mon ikke fordi I vil besmykke løftelivet som et bedre liv end livet i ægteskab? Mon ikke fordi I ophøjer, ikke troen, som alene ophører alt, men gerningerne, som ikke betyder noget hos Gud, eller som alle står lige, for så vidt fortjeneste angår.

¹⁶⁰ Ego itaque non dubito, in uotis, si recta sunt, neque homines neque angelos posse dispensare. Sed hic non sum plane mihi ipsi persuasus, an ea sub uoto cadant omnia, quae hodie uouentur. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at hvis løfterne er rette, så kan hverken mennesker eller engle dispensere fra dem. Men på det punkt er jeg ikke blevet helt overbevist, om alt, hvad man i dag aflægger løfter om, også falder ind under sådanne løfter.

¹⁶¹Quale est illud mire ridiculum et stultum, quod parentes uouent prolem uel nondum natam uel infantem ad religionem seu perpetuam castitatem, immo hoc sub nullo uoto cadere certum est, et uidetur esse quaedam irrisio dei, dum ea uouent, quae nullo modo in sua sunt potestate. Derfor er det sandelig latterligt og dumt, når forældre lover deres børn, der ikke engang er født eller kun er et spædbarn, bort til evig cølibat, ja, det er givet, at den slags ikke falder ind under begrebet "løfte", og det synes også at være en slags foragt for Gud, fordi de aflægger løfte om noget, som ikke på nogen måde står i deres magt.

¹⁶²Ad religiosos uenio, quorum tria uota, quo magis consydero, eo minus intelligo, mirorque, unde inoleuerit ista uotorum exactio. iam hoc multo minus intelligo, quo aetatis anno uoueri possunt, ut legitima sint et ualeant. Men når jeg så kommer til munkene, går det mig sådan, at jo mere jeg overvejer deres tre løfter, des mindre forstår jeg, og jeg undrer mig over, hvordan overholdelsen af løfterne kommer i stand. Og jeg forstår meget mindre, fra hvilken alder man kan aflægge løfter, så de er legitime og gyldige.

¹⁶³In hoc placet conuenisse omnes, ante annos pubertatis nihil ualere uota eorum, licet magnam partem puerorum hic fallant, ignaram tam suae aetatis, quam rei quam uouent, non enim obseruant in suscipiendis annos pubertatis, tum professos dira conscientia, quasi consensu postea secuto, captiuos tenent et deuorant, quasi uotum, quod irritum fuit, tandem ratum fiat succedentibus annis. I den sag er alle enige om, at deres løfte ikke gælder, hvis det er aflagt før puberteten; men så tager de fejl med hensyn til en stor del af børnene, som er af ukendt alder, eller bliver skyldige, når de aflægger løfte, for de er nemlig ikke omhyggelige med at overholde aldersbestemmelsen, hvilket de bekender med ulyksalig samvittighed, som om de kan få tilladelse til det bagefter, når de holder dem fangne og opsluger dem, som om løftet, som er ugyldigt, bliver gyldigt ved at man venter nogle år.

¹⁶⁴ At mihi stultum uidetur, ab aliis praestitui terminum legitimi uoti alterius, qui sibi ipsis non possunt praestituere. Nec uideo, cur valeat uotum decimo octauo anno factum, et non decimo aut duodecimo. Men det forekommer mig tåbeligt, at de vil forlange en aldersgrænse overholdt af andre, som de ikke kan overholde for sig selv. Og jeg kan ikke se, hvorfor et løfte, der er aflagt i det attende år, skal gælde, men ét i det tolvte eller tiende ikke.

¹⁶⁵Nec satisfacit, quod decimo octauo sentit homo carnem suam. Quid, si vix uicesimo aut tricesimo senciat? aut fortius tricesimo quam uicesimo senciat? Aut cur non diffinitur aeque terminus paupertati et obedientiae? Det er jo ikke nok at sige, at i attenårs alderen føler et menneske sit kød. Hvad så, hvis man knap nok føler det i tyve- eller trediveårsalderen? eller hvis man føler det stærkere i tredive- end i tyveårsalderen? Eller hvorfor fastsætter man ikke en tilsvarende aldersgrænse med hensyn til fattigdommen og lydigheden?

¹⁶⁶Sed quod tempus dabis, quo se auarum et superbum sentiat, cum etiam spiritualissimi hos affectus uix deprehendant? Ergo nunquam erit ullum uotum certum et legitimum, nisi donec spirituales facti fuerimus, et uotis iam non eguerimus. Men fra hvilken alder vil du mene, man føler sig grisk eller overlegen, eftersom jo ikke de mest åndelige er underlagt sådanne følelser? Altså vil der aldrig være noget sikkert og legitimt løfte, førend vi bliver fuldstændig åndelige, og i så fald har vi ikke brug for løfter.

¹⁶⁷Vides itaque res istas incertas et periculosissimas esse, unde salutare consilium foret, has sublimes uiuendi rationes, uotis liberas, soli spiritui relinquere, sicut olim fuerunt, et nequaquam in genus quoddam perpetuae uitae mutandas esse. (W543) Verum haec interim de Baptismo et libertate eius satis. Suo forte uenient tempore uota latius tractanda, ut sunt tractatu uehementer necessaria. Du ser derfor, at disse materier er usikre og farlige, og derfor ville det være et råd til frelse, at disse ophøjede måder at leve på skulle befries for løfterne og overlades alene til ånden, sådan som det var engang, og aldrig mere ændres til den slags evigtgældende liv. Men lad dette være nok om dåben og friheden. Straks, jeg får tid, skal løfterne behandles mere udførligt, efterom en afhandling derom er højst nødvendig.

Til Om boden!

¹⁴⁰ Sed et uehementer metuo, ne uotiuae istae uiuendi rationes religiosorum sint de numero earum, de quibus Apostolus praedixit: Erunt docentes in hypocrisi mendatium, prohibentes nubere et abstinere a cibis, quos deus creauit ad percipiendum cum gratiarum actione.	Men jeg frygter stærkt, at begrundelserne for at leve efter sådanne klosterløfter hører til blandt de ting, som apostelen forudsagde: "Der skal komme nogen, der lærer løgnagtigt hykleri, idet de forbyder ægteskab og afholder sig fra spiser, som Gud har skabt til at modtages med tak". (1 Tim 4,2f)
¹⁴¹Nec mihi quisquam obiecerit sanctum Bern., Franciscum, Dominicum et similes religionum uel autores, uel auctores. Terribilis et mirabilis est deus in consiliis suis super filios hominum.	Og man skal heller ikke komme med sankt Bernhard, Frans, Dominicus og andre af ordenernes stiftere eller forøgere. Gud er forfærdelig og underfuld i sine råd overfor menneskenes børn.
¹⁴²potuit Danielem, Ananiam Azariam, Misael in Babylonici regni (id est, in media impietate) administratione seruare sanctos, cur non potuisset et hos in periculoso uitae genere sanctificare, aut singulari opere spiritus gubernare, quod tamen exemplum aliis fieri nollet.	Han kan med sin hjælp bevare Daniel, Ananias, Azarias og Misael i det babyloniske rige (det vil sige, midt i ugudeligheden) som hellige, hvorfor skulle han så ikke også kunne hellige disse mænd i den slags farligt liv, eller styre dem med en enkelt gerning af sin ånd, selv om han ikke vil, at de skal blive til eksempler for andre.
¹⁴³Et certum est, nullum illorum, per uota sua et religionem fuisse saluatum, sed per fidem solam, in qua omnes saluantur, contra quam maxime omnium pugnant speciosae illae seruitutes uotorum.	Og det er i hvert fald sikkert, at ingen af dem blev frelst gennem deres løfte eller deres orden, men alene gennem deres tro, den tro, ved hvilken alle frelses, men også den tro, som disse særlige løfternes trældom bekæmper mest af alle.
¹⁴⁴ Sed abundet hic sensu quisque suo, Ego quod cepi prosequar; cum pro libertate Ecclesiae et gloria baptismi nunc loquar, in medium consulere debeo, quod spiritu magistro intellexero.	Men her vil en og anden vel til overflod fremføre den mening, at jeg bør gennemføre, hvad jeg er begyndt på; når jeg nu taler til fordel for kirkens frihed og dåbens ære, så bør jeg fremføre de råd, som jeg ved Åndens hjælp er kommet frem til.
¹⁴⁵Quare consulo, Primum magnatibus Ecclesiarum, ut omnia ista uota seu uitas uotariorum tollant, uel non probent et extollant, Aut, si hoc non fecerint, suadeo omnibus, qui uolunt securius salui fieri, ut sibi ab omnibus uotis, praesertim magnis et perpetuis, temperent, maxime adolescentes et iuuenes.	Derfor vil jeg give det råd, først til kirkens ledere, at de ophæver alle den slags løfter eller den slags løfteliv, eller i hvert fald ikke anbefaler eller fremhæver det. Eller, hvis de ikke gør det, så anbefaler jeg alle, som vil være mere sikker på at blive frelst, at de afholder sig fra alle løfter, især de store og evige, særlig voksne og unge mennesker.
¹⁴⁶Hoc consulo primum ideo, quod hoc uitae genus, ut dixi, nullum habet in scripturis testimonium et exemplum, sed solis hominum pontificum bullis, et uere bullis est inflatum.	Dette råd giver jeg, for det første som sagt, fordi den slags liv ikke har noget vidnesbyrd og eksempel i skriften, men alene er opblæst ved menneskelige pavers buller, ja, i sandhed ved deres buldne vabler.
¹⁴⁷Deinde, quod procliue sit in hypocrisim, propter suam speciem et singularitatem, unde nascitur superbia et contemptus communis Christianae uitae.	Dernæst, fordi det giver tilbøjelighed til hykleri, på grund af dets særlighed og énsidighed, hvoraf udspringer overmod og foragt for det almindelige kristne liv.
¹⁴⁸Atque si nulla alia esset causa eadem uota tollendi, haec una satis haberet ponderis, Quod per ipsa fidei et baptismo detrahitur, et opera magnificantur, quae sine pernicie magnificari non possunt. Nam, inter multa milia uix est unus, qui non magis opera in religionibus suscipiat quam fidem, qua insania et sese mutuo praeferunt, tanquam strictiores et laxiores, ut uocant.	Og hvis ikke der var andre grunde til at ophæve disse løfter, så ville denne ene være tungtvejende nok, for derved trækkes der noget fra troen og dåben, og gerningerne ophøjes, og de kan ikke ophøjes uden fordærv. For blandt mange tusinder er det næppe én eneste, som ikke lægger mere vægt på gerningerne i ordenerne end på troen, og dette vanvid bruger de også i deres indbyrdes uenigheder, når de kalder hinanden strammere og slappere.
¹⁴⁹ (W541) Quare ego nulli suadeo, immo omnibus dissuadeo ingressum cuiuscunque religionis aut sacerdocii, nisi sit ea scientia praemunitus, ut intelligat, opera quantumlibet sacra et ardua religiosorum et sacerdotum in oculis dei prorsus nihil distare ab operibus rustici in agro laborantis, aut mulieris in domo sua curantis, sed sola fide omnia apud eum mensurari, sicut Hiere. v. dicit: Domine, oculi tui respiciunt fidem, Ecclesi. xxxii: In omni opere tuo crede ex fide animae tuae, haec enim est conseruatio mandataorum dei, immo frequentius contingere, ut gratius sit ancillae aut serui domesticum et uile opus, quam omnia ieiunia et opera religiosi et sacerdotis, ob fidei defectum.	Derfor vil jeg ikke overtale nogen til, ja, jeg vil fraråde alle at gå ind i nogen munkeorden eller præsteembede, hvis han ikke på forhånd har gjort sig klart, at munkenes og præsternes hellige og brændende gerninger i Guds øjne slet ikke adskiller sig fra de gerninger, en landmand gør på sin mark, eller en kvinde gør, når hun sørger for sit hus, men at hos ham er det alene troen, der udmåler alt, sådan som Jeremias siger: "Herre, dine øjne ser efter troen", (Jer 5,3), og Jesu Sirak: "I al din gerning skal du tro ud af din sjæls tro, dette er nemlig overholdelsen af Guds bud" (Sir 32,27), ja, det sker ofte, at en tjenestepige eller hustjener eller et betydningsløst arbejde er mere værd end al faste og alle gerninger hos munkene og præsterne, fordi de mangler troen.
¹⁵⁰Cum ergo probabile sit, uota hodie non nisi ad operum ualere iactantiam et praesumptionem, metuendum est, nusquam minus de fide et Ecclesia esse, quam in sacerdotibus, monachis, et Episcopis, et eos ipsos esse reuera gentiles seu hypocritas, qui se Ecclesiam, aut cor Ecclesiae, item spirituales et rectores Ecclesiae arbitrantur, cum sint nihil minus, Et hunc esse uere populum transmigrationis, in quibus captiua sunt omnia, quae nobis in baptismo libera donata sunt, relicto populo terrae paupere et modico, qui, uelut coniugatis contingit, uiles in oculis illorum apparent.	Da det derfor er sandsynligt, at løfterne i dag ikke tilfører gerningerne andet end praleri og en forkert opfattelse, er det at frygte, at der ingen steder er mindre tro og mindre kirke, end hos præsterne, munkene og bisperne, og at selve de mennesker i sandhed er hedninger og hyklere, der regner sig selv for kirken, ja for kirkens hjerte, og mener, de er åndelige og kirkens ledere, skønt det er, hvad de allermindst er; og ligeledes må man frygte, at vi her har det sande udvandringsfolk, i hvilket alle de ting, som i dåben gives os frit, holdes fanget; dette fattige og jævne folk bliver ladt i stikken, det folk, der, ligesom det sker for ægtefolk, i de andres øjne forekommer betydningsløst.
¹⁵¹ Ex his duos insignes errores Romani pontificis cognoscimus. Prior, quod dispensat in uotis, facitque id, quasi solus prae omnibus Christianis habeat autoritatem, tanta est hominum impiorum temeritas et audacia.	På følgende to tegn kan vi kende det romerske pavedømmes vildfarelser. For det første derpå, at paven dispenserer fra løfterne, og gør det, som om han alene af alle kristne havde myndigheden, så stor er de ugudelige menneskers tilfældighed og frækhed.
¹⁵²Si enim uotum dispensari potest, quilibet frater cum proximo et ipse secum dispensare potest; sin dispensare proximus non potest, nullo iure Papa potest.	Hvis han nemlig kan dispensere fra løfterne, så kan en hvilkensomhelst broder dispensere sin næste, ja, sig selv; men hvis han ikke kan dispensere sin næste, så kan paven heller ikke med nogen ret.
¹⁵³Vnde enim habet hanc autoritatem? Ex clauibus? At heae omnibus communes sunt, et super peccata duntaxat ualent, Matt. xviii. Cum autem et ipsi fateantur, uota esse iuris diuini, quid miseras fallit et perdit animas dispensans in iure diuino, quod est indispensabile?	For hvorfra har han myndighed til det? Fra nøglemagten? Men den er fælles for alle, og er kun gyldig overfor synder, Matt 18,15ff. Men eftersom de selv indrømmer, at løfterne er aflagt efter guddommelig ret, hvor meget tager han så ikke fejl og fortaber de arme sjæle, når han dispenserer i guddommelig ret, som er indispensabel?
¹⁵⁴Blatterat quidem tit. de uot. et uoti redem. se posse mutare uota, sicut olim in lege primogenitum asini mutabatur oue, quasi idem sit primogenitum asini et uotum, quod tam constanter ubique exigit reddi, aut, si dominus in lege sua ouem pro asino statuat mutari, mox etiam homo Papa, in lege non sua, sed eiusdem dei, eandem habeat potestatem. Non Papa hanc decretalem fecit, sed asinus pro Papa mutatus, sic insigniter et delyrus et impius est.	Han pjatter ganske vist i Gregors dekretaler, 3. bog, 34. titel, kap. 7 ("Om løfterne og ophævelsen af løfterne") med, at han kan forandre løfterne, ligesom engang i loven et æsels førstefødte kunne ændres til et får, som om et æsels førstefødte og et løfte er det samme, hvor dog et løfte overalt og hele tiden skal overholdes, eller, hvis Herren i loven bestemmer, at et får kan gå ind for et æsel, så har også straks mennesket paven, ikke i sin egen, men i Guds lov, den samme myndighed. Vi vil ikke sige, at det er paven, der har gjort denne bestemmelse, nej, vi skifter paven ud med et æsel, så besynderligt og mærkeligt og ugudeligt er det.
¹⁵⁵ Posterior, quod rursus decernit, matrimonium dirimi, si alter, altero etiam inuito, monasterium ingrediatur, nondum consumato matrimonio. Obsecro, Quis satan haec inspirat Papae portenta?	Og det andet kendetegn er, at han atter bestemmer, at et ægteskab skal ophæves, hvis den ene, uden den andens billigelse, er gået i kloster, når ægteskabet endnu ikke er fuldbyrdet. Jamen, for pokker, hvilken satan har inspireret paven til at komme med den slags?
¹⁵⁶deus praecipit homini seruari fidem, et ueritatem inuicem custodire. deinde, de suo quenque facere (W542) bonum. odit enim rapinam in holocaustum, ut per Isaiam dicit.	Gud har foreskrevet mennesket at adlyde troen, og at holde sandheden i ære. Dernæst, at gøre godt mod sine egne. Gud hader nemlig rov mod offeret, som han siger hos Esajas (Es 61,8).
¹⁵⁷At coniunx alter alteri per pactum fidem debet, nec suus est, quam nullo iure potest dissoluere, et quicquid de se facit, de rapina facit, altero inuito.	Men den ene ægtefælle bør ved pagten være tro mod den anden, og hvad han ikke kan opløse med nogen ret, tilhører ikke ham, og hvad han gør med sig selv, gør han som et rov, når den anden ikke er spurgt.
¹⁵⁸Aut quare non etiam hac regula, qui aere alieno premitur, religionem intrat et suscipitur, ut a debitis liberetur, ut fidem liceat negare?	Eller hvorfor ikke også lave den regel, at den der trykkes af gæld til en anden, kan gå i kloster og påtage sig klosterlivet, og således befries fra sin gæld, og få lov til at nægte troen?
¹⁵⁹Caeci, caeci! Quid est maius? fides a deo praecepta, an uotum per hominem excogitatum et electum? Tu es pastor animarum, Papa? et uos estis doctores sacrae Theologiae, qui haec docetis? Qua enim causa sic docetis? Nempe, quod uotum meliore opere quam coniugium ornastis, sed non fidem, quae sola magnificat omnia, sed opera magnificatis, quae nihil sunt coram deo, aut omnia aequalia, quantum ad meritum attinet.	Åh, I blinde! Hvad er størst? troen, som er foreskrevet af Gud, eller løftet, som er opfundet og indført af mennesker? Og du er hyrde for sjælene, pave? og I er doktorer i den hellige teologi, I, som lærer dette? Af hvad grund mon I lærer sådan? Mon ikke fordi I vil besmykke løftelivet som et bedre liv end livet i ægteskab? Mon ikke fordi I ophøjer, ikke troen, som alene ophører alt, men gerningerne, som ikke betyder noget hos Gud, eller som alle står lige, for så vidt fortjeneste angår.
¹⁶⁰ Ego itaque non dubito, in uotis, si recta sunt, neque homines neque angelos posse dispensare. Sed hic non sum plane mihi ipsi persuasus, an ea sub uoto cadant omnia, quae hodie uouentur.	Jeg er derfor ikke i tvivl om, at hvis løfterne er rette, så kan hverken mennesker eller engle dispensere fra dem. Men på det punkt er jeg ikke blevet helt overbevist, om alt, hvad man i dag aflægger løfter om, også falder ind under sådanne løfter.
¹⁶¹Quale est illud mire ridiculum et stultum, quod parentes uouent prolem uel nondum natam uel infantem ad religionem seu perpetuam castitatem, immo hoc sub nullo uoto cadere certum est, et uidetur esse quaedam irrisio dei, dum ea uouent, quae nullo modo in sua sunt potestate.	Derfor er det sandelig latterligt og dumt, når forældre lover deres børn, der ikke engang er født eller kun er et spædbarn, bort til evig cølibat, ja, det er givet, at den slags ikke falder ind under begrebet "løfte", og det synes også at være en slags foragt for Gud, fordi de aflægger løfte om noget, som ikke på nogen måde står i deres magt.
¹⁶²Ad religiosos uenio, quorum tria uota, quo magis consydero, eo minus intelligo, mirorque, unde inoleuerit ista uotorum exactio. iam hoc multo minus intelligo, quo aetatis anno uoueri possunt, ut legitima sint et ualeant.	Men når jeg så kommer til munkene, går det mig sådan, at jo mere jeg overvejer deres tre løfter, des mindre forstår jeg, og jeg undrer mig over, hvordan overholdelsen af løfterne kommer i stand. Og jeg forstår meget mindre, fra hvilken alder man kan aflægge løfter, så de er legitime og gyldige.
¹⁶³In hoc placet conuenisse omnes, ante annos pubertatis nihil ualere uota eorum, licet magnam partem puerorum hic fallant, ignaram tam suae aetatis, quam rei quam uouent, non enim obseruant in suscipiendis annos pubertatis, tum professos dira conscientia, quasi consensu postea secuto, captiuos tenent et deuorant, quasi uotum, quod irritum fuit, tandem ratum fiat succedentibus annis.	I den sag er alle enige om, at deres løfte ikke gælder, hvis det er aflagt før puberteten; men så tager de fejl med hensyn til en stor del af børnene, som er af ukendt alder, eller bliver skyldige, når de aflægger løfte, for de er nemlig ikke omhyggelige med at overholde aldersbestemmelsen, hvilket de bekender med ulyksalig samvittighed, som om de kan få tilladelse til det bagefter, når de holder dem fangne og opsluger dem, som om løftet, som er ugyldigt, bliver gyldigt ved at man venter nogle år.
¹⁶⁴ At mihi stultum uidetur, ab aliis praestitui terminum legitimi uoti alterius, qui sibi ipsis non possunt praestituere. Nec uideo, cur valeat uotum decimo octauo anno factum, et non decimo aut duodecimo.	Men det forekommer mig tåbeligt, at de vil forlange en aldersgrænse overholdt af andre, som de ikke kan overholde for sig selv. Og jeg kan ikke se, hvorfor et løfte, der er aflagt i det attende år, skal gælde, men ét i det tolvte eller tiende ikke.
¹⁶⁵Nec satisfacit, quod decimo octauo sentit homo carnem suam. Quid, si vix uicesimo aut tricesimo senciat? aut fortius tricesimo quam uicesimo senciat? Aut cur non diffinitur aeque terminus paupertati et obedientiae?	Det er jo ikke nok at sige, at i attenårs alderen føler et menneske sit kød. Hvad så, hvis man knap nok føler det i tyve- eller trediveårsalderen? eller hvis man føler det stærkere i tredive- end i tyveårsalderen? Eller hvorfor fastsætter man ikke en tilsvarende aldersgrænse med hensyn til fattigdommen og lydigheden?
¹⁶⁶Sed quod tempus dabis, quo se auarum et superbum sentiat, cum etiam spiritualissimi hos affectus uix deprehendant? Ergo nunquam erit ullum uotum certum et legitimum, nisi donec spirituales facti fuerimus, et uotis iam non eguerimus.	Men fra hvilken alder vil du mene, man føler sig grisk eller overlegen, eftersom jo ikke de mest åndelige er underlagt sådanne følelser? Altså vil der aldrig være noget sikkert og legitimt løfte, førend vi bliver fuldstændig åndelige, og i så fald har vi ikke brug for løfter.

¹⁶⁷Vides itaque res istas incertas et periculosissimas esse, unde salutare consilium foret, has sublimes uiuendi rationes, uotis liberas, soli spiritui relinquere, sicut olim fuerunt, et nequaquam in genus quoddam perpetuae uitae mutandas esse. (W543) Verum haec interim de Baptismo et libertate eius satis. Suo forte uenient tempore uota latius tractanda, ut sunt tractatu uehementer necessaria.	Du ser derfor, at disse materier er usikre og farlige, og derfor ville det være et råd til frelse, at disse ophøjede måder at leve på skulle befries for løfterne og overlades alene til ånden, sådan som det var engang, og aldrig mere ændres til den slags evigtgældende liv. Men lad dette være nok om dåben og friheden. Straks, jeg får tid, skal løfterne behandles mere udførligt, efterom en afhandling derom er højst nødvendig.
Til Om boden!