Luther brev 31-10 1518

taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 632 til . Oversættelsen af mig, godt hjulpet af "Luthers udvalgte breve", 1921, bind 1, brev nr 44.

¹ Suo eruditissimo amico, G. Spalatino, Ducia Saxiniæ a Libris, in Christo. Til min højlærde ven, G. Spalatin, Saksens fyrstes bibliotekar (?), i Kristus.

² JHESVS.
Salutem. Veni hodie, mi Spalatine, Vuittemb sanus, Dei gratia, nescio quam dui mansurus: nam causam mea sic habet, ut et timeam et sperem.
Jesus.
Hilsen. Jeg kom i dag, kære Spalatin, til Wittenberg, sund, gudskelov, men jeg véd ikke, hvor længe jeg bliver. For med min sag har det sig sådan, at jeg både frygter og håber.

³ Appellavi a summo Pontifice male informato ad eundem melius informandum: et sic abii, relicto Fratre, qui Appellationem insinuaret Cardinali cum Notario et testibus: interim hic positus aliam parabo Appellationem ad futurum concilium, adhæsurus Parrhisiensibus (633) in euentum, quo hanc priorem Appellationem de plenitudine potestatis imo tyrannidis refutaret Papa. Jeg har appelleret fra den dårligt informerede pave til den bedre informerede ditto. Og således rejste jeg bort, idet jeg efterlod en broder, som skulle overgive appellationen til kardinalen med notar og vidner. Imidlertid vil jeg, således stillet, forberede endnu en appellation til et kommende koncil, idet jeg vil slutte mig til pariserne, i det tilfælde, at paven i sit magtfuldkommenhed, ja, tyranni skulle afvise den første appellation.

⁴ Sum plenus gaudio et pace, ita ut mirer hanc meam tentationem aliquid magni videri multis et magnis viris. Men jeg er fuld af glæde og fred, så jeg undrer mig over, at min prøvelse har gjort indtryk på mange og store mænd.

⁵ Benevolentia et clementia in me, quam Legatus D. Cardinalis promisit Principi nostro illustrissimo et c. certe eximia fuit et copiose exhibita: sed nos non talem intelleximus. Den velvilje og mildhed overfor mig, som legaten, dr. kardinalen, lovede vor højtoplyste fyrste har vistnok været overordentligt og rigeligt ment, men vi har ikke forstået den således.

⁶ Ipse enim omnia paterne quam paternissime obtulit facere: et sine dubio fecisset, si revocare duntaxat me voluissem. Nam in hoc nodo hæsit tota causa: quod quia nolui, et ipse omnino voluit (nec credo eum aliud quam damnandi mandatum habuisse) appellare fui coactus. For han tilbød selv at ordne alt på den mest faderlige måde, og han ville også have gjort det, hvis jeg blot ville have tilbagekaldt. For i denne knude hænger hele sagen. Og fordi jeg ikke ville det, og fordi han kun ville det (og jeg tror kun han har haft mandat til at dømme), så er jeg tvunget til at appellere.

⁷ Responsiones meas ad eius obiecta una cum appellatione curabo, ut edam in vulgus, adiecto Theologico quodam apparatu, super breve Apostolicum imo diabolicum, cuius tu sæpe mihi mentionem fecisti, et nuper exemplar misisti, quod mihi redeunti Nurmbergæ redditum fuit, cum aliis literis instructoriis. Jeg vil sørge for, at mine svar på hans indvendinger, sammen med appellationen, bliver udgivet for folket, og jeg tilføjer nogle teologiske bemærkninger over den pavelige skrivelse (eller djævelske skrivelse), som du ofte har nævnt for mig, og nu fornylig tilsendt mig et eksemplar af, som jeg fik, da jeg vendte tilbage til Nürnberg, sammen med andre oplysende skrivelser.

⁸ Nam incredibile est, tale monstri a summo pontifice egredi, præsertim Leone decimo. Men det er utroligt, at et sådant monstrum af en skrivelse har kunnet udgå fra paven, især fra Leo den tiende.

⁹ Ideo quisquis ille fuerit nebulo, qui sub nomine Leonia decimi tali me terrere proposuit decreto, intelligit, me posse quoque nugas intelligere: aut si vere etiam a curia emanevit, docebo eos suas impudentissimas temeritates, et iniquissimam ignorantiam. Derfor, hvem han end er, den slyngel, der har sat sig for at skræmme mig under Leo den tiendes navn med et sådant dekret, så må han forstå, at jeg også kan forstå rænker. Eller, hvis det virkelig er kommet fra kurien, så vil jeg eftervise deres frække dristigheder og uretmæssige uvidenhed.

¹⁰ Ipse Cardinalis Legatus pro persona sua mire placet: et quantum suspicor incipiunt timere Romani, et rebus suis parum confidere, ideo miro ingenio quærere evasiones. Selve kardinallegaten egner sig udmærket for sin rolle. Og jeg har en fornemmelse af, at romerne begynder at blive bange, og have temmelig lidt tillid til sin sag og derfor med forbavsende opfindsomhed søger udveje.

¹¹ Cætera latius et utinam coram. Principi me commenda, et gratum ac memorem me offero. Det øvrige skal jeg forklare mere udførligt og gid det må blive mundtligt. Anbefal mig for fyrsten, og bevidn ham min taknemlige ihukommelse.

¹² Vltimo id tibi pro honore Principis curandum, ut Principem certum facias de adventu Patris Licentiati Carmelitæ Augustensis Prioris, qui ultra fidem nos tractavit largiter et humaniter: multis modis dignus est, cui gratificemur et nos rursum. Til sidst skylder du hensynet til fyrstens ære, at du fortæller fyrsten om fader licentiatens ankomst, prioren fra karmelitterklostret i Augsburg, (n12) som behandlede os med utrolig rundhåndethed og mildhed. Han har på mange måder fortjent, at vi på vor side viser ham venlighed.

¹³ Exiit Augustam Sabbatho ante Simonis et Iudæ, uenitque in spe promissi sibi (ut ait) a Principe nostro prandii: et ego, si promisit Princeps, securus veni: fient omnia sine dubio. Han rejste fra Augsburg lørdagen før Simons og Judas' dag (23-10) og kommer, som han siger, efter fyrstens indbydelse til et festmåltid. Også jeg er, når fyrsten har lovet det, kommet i sikker forvisning om, at festen vil blive holdt. (n13).

¹⁴ Vide ergo ut cum honore fiunt, quæ sperat etc. Vale in Christo, Dominica vigilia omnium Sanctorum, (d. 31. Oct.) in quo sperabam te esse præsentem cum Principe: sed falsis sum ac frustra festinavi. Vuittembergæ. Anno. M. D. XVIII.
F. Martinus Lutherus August.
Se altså til, at alting, hvad han håber på, sker med honnør. Lev vel i Kristus, Søndag aften, allehelgens aften, hvor jeg håbede at skulle være sammen med dig og fyrsten. Men jeg blev skuffet og har skyndt mig forgæves. (n14). Wittenberg, år 1518.
Broder Martin Luther.

15

Noter:

Note 12: Joh. Frosch.

Note 13: Der sigtes til festligheder i anledning af, at Frosch skulle have doktorgraden i Wittenberg. Der blev i den anledning af kurfyrsten bekostet et festmåltid.

Note 14: På Allehelgens aften blev Wittenbergs sjældne samling af helgeners efterladenskaber fremstillet i kirken, hvorfor man valfartede dertil langvejs fra.

¹ Suo eruditissimo amico, G. Spalatino, Ducia Saxiniæ a Libris, in Christo.	Til min højlærde ven, G. Spalatin, Saksens fyrstes bibliotekar (?), i Kristus.
² JHESVS. Salutem. Veni hodie, mi Spalatine, Vuittemb sanus, Dei gratia, nescio quam dui mansurus: nam causam mea sic habet, ut et timeam et sperem.	Jesus. Hilsen. Jeg kom i dag, kære Spalatin, til Wittenberg, sund, gudskelov, men jeg véd ikke, hvor længe jeg bliver. For med min sag har det sig sådan, at jeg både frygter og håber.
³ Appellavi a summo Pontifice male informato ad eundem melius informandum: et sic abii, relicto Fratre, qui Appellationem insinuaret Cardinali cum Notario et testibus: interim hic positus aliam parabo Appellationem ad futurum concilium, adhæsurus Parrhisiensibus (633) in euentum, quo hanc priorem Appellationem de plenitudine potestatis imo tyrannidis refutaret Papa.	Jeg har appelleret fra den dårligt informerede pave til den bedre informerede ditto. Og således rejste jeg bort, idet jeg efterlod en broder, som skulle overgive appellationen til kardinalen med notar og vidner. Imidlertid vil jeg, således stillet, forberede endnu en appellation til et kommende koncil, idet jeg vil slutte mig til pariserne, i det tilfælde, at paven i sit magtfuldkommenhed, ja, tyranni skulle afvise den første appellation.
⁴ Sum plenus gaudio et pace, ita ut mirer hanc meam tentationem aliquid magni videri multis et magnis viris.	Men jeg er fuld af glæde og fred, så jeg undrer mig over, at min prøvelse har gjort indtryk på mange og store mænd.
⁵ Benevolentia et clementia in me, quam Legatus D. Cardinalis promisit Principi nostro illustrissimo et c. certe eximia fuit et copiose exhibita: sed nos non talem intelleximus.	Den velvilje og mildhed overfor mig, som legaten, dr. kardinalen, lovede vor højtoplyste fyrste har vistnok været overordentligt og rigeligt ment, men vi har ikke forstået den således.
⁶ Ipse enim omnia paterne quam paternissime obtulit facere: et sine dubio fecisset, si revocare duntaxat me voluissem. Nam in hoc nodo hæsit tota causa: quod quia nolui, et ipse omnino voluit (nec credo eum aliud quam damnandi mandatum habuisse) appellare fui coactus.	For han tilbød selv at ordne alt på den mest faderlige måde, og han ville også have gjort det, hvis jeg blot ville have tilbagekaldt. For i denne knude hænger hele sagen. Og fordi jeg ikke ville det, og fordi han kun ville det (og jeg tror kun han har haft mandat til at dømme), så er jeg tvunget til at appellere.
⁷ Responsiones meas ad eius obiecta una cum appellatione curabo, ut edam in vulgus, adiecto Theologico quodam apparatu, super breve Apostolicum imo diabolicum, cuius tu sæpe mihi mentionem fecisti, et nuper exemplar misisti, quod mihi redeunti Nurmbergæ redditum fuit, cum aliis literis instructoriis.	Jeg vil sørge for, at mine svar på hans indvendinger, sammen med appellationen, bliver udgivet for folket, og jeg tilføjer nogle teologiske bemærkninger over den pavelige skrivelse (eller djævelske skrivelse), som du ofte har nævnt for mig, og nu fornylig tilsendt mig et eksemplar af, som jeg fik, da jeg vendte tilbage til Nürnberg, sammen med andre oplysende skrivelser.
⁸ Nam incredibile est, tale monstri a summo pontifice egredi, præsertim Leone decimo.	Men det er utroligt, at et sådant monstrum af en skrivelse har kunnet udgå fra paven, især fra Leo den tiende.
⁹ Ideo quisquis ille fuerit nebulo, qui sub nomine Leonia decimi tali me terrere proposuit decreto, intelligit, me posse quoque nugas intelligere: aut si vere etiam a curia emanevit, docebo eos suas impudentissimas temeritates, et iniquissimam ignorantiam.	Derfor, hvem han end er, den slyngel, der har sat sig for at skræmme mig under Leo den tiendes navn med et sådant dekret, så må han forstå, at jeg også kan forstå rænker. Eller, hvis det virkelig er kommet fra kurien, så vil jeg eftervise deres frække dristigheder og uretmæssige uvidenhed.
¹⁰ Ipse Cardinalis Legatus pro persona sua mire placet: et quantum suspicor incipiunt timere Romani, et rebus suis parum confidere, ideo miro ingenio quærere evasiones.	Selve kardinallegaten egner sig udmærket for sin rolle. Og jeg har en fornemmelse af, at romerne begynder at blive bange, og have temmelig lidt tillid til sin sag og derfor med forbavsende opfindsomhed søger udveje.
¹¹ Cætera latius et utinam coram. Principi me commenda, et gratum ac memorem me offero.	Det øvrige skal jeg forklare mere udførligt og gid det må blive mundtligt. Anbefal mig for fyrsten, og bevidn ham min taknemlige ihukommelse.
¹² Vltimo id tibi pro honore Principis curandum, ut Principem certum facias de adventu Patris Licentiati Carmelitæ Augustensis Prioris, qui ultra fidem nos tractavit largiter et humaniter: multis modis dignus est, cui gratificemur et nos rursum.	Til sidst skylder du hensynet til fyrstens ære, at du fortæller fyrsten om fader licentiatens ankomst, prioren fra karmelitterklostret i Augsburg, (n12) som behandlede os med utrolig rundhåndethed og mildhed. Han har på mange måder fortjent, at vi på vor side viser ham venlighed.
¹³ Exiit Augustam Sabbatho ante Simonis et Iudæ, uenitque in spe promissi sibi (ut ait) a Principe nostro prandii: et ego, si promisit Princeps, securus veni: fient omnia sine dubio.	Han rejste fra Augsburg lørdagen før Simons og Judas' dag (23-10) og kommer, som han siger, efter fyrstens indbydelse til et festmåltid. Også jeg er, når fyrsten har lovet det, kommet i sikker forvisning om, at festen vil blive holdt. (n13).
¹⁴ Vide ergo ut cum honore fiunt, quæ sperat etc. Vale in Christo, Dominica vigilia omnium Sanctorum, (d. 31. Oct.) in quo sperabam te esse præsentem cum Principe: sed falsis sum ac frustra festinavi. Vuittembergæ. Anno. M. D. XVIII. F. Martinus Lutherus August.	Se altså til, at alting, hvad han håber på, sker med honnør. Lev vel i Kristus, Søndag aften, allehelgens aften, hvor jeg håbede at skulle være sammen med dig og fyrsten. Men jeg blev skuffet og har skyndt mig forgæves. (n14). Wittenberg, år 1518. Broder Martin Luther.
15