Luther brev 20-7 1519

 


taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 402 til; og fra WABr 1, side 420 til
 

WABr brev nr 187.
 
1 Optimo Viro Georgio Spalatino, A sacris & libellis illustrissimi principis Electoris Saxoniæ, sibi in XRISTÅ.  Til det bedste menneske, Georg Spalatin, hos den i de hellige skrifter og i bøgerne højt oplyste kurfyrste af Saksen, min ven i Kristus. 
2 Salutem. Rediisse illustrissimum principem et vos omnes salvos gaudemus, optime Spalatine. (n2). Animam pfeffingeri Christus agnoscat, (n2a) Amen. De famosa illa disputatione nostra dudum Scripsissemus, Sed non erat, Quo et qua scriberetur.  Vær hilset. At den højtoplyste fyrste og I alle er kommet uskadte hjem glæder vi os alle over, kære Spalatin. Måtte Kristus antage sig Pfeffingers sjæl, amen. Angående den famøse disputation skulle vi for længe siden have skrevet, men jeg vidste ikke, hvorledes og hvorhen der skulle skrives. 
3 Ea sic habet, Quod Lipsenses quidam, et ii neque candidi neque recti, triumphant cum Eccio. Et haec est ipsis garrientibus fama. Caeterum res ipsa omnia patefaciet. Primum cum advenissemus, mox eadem hora, antequam curru descendissemus, affixa est valvis ecclesiarum inhibitio Merseburgensis Episcopi, ne disputarentur, (n3) allegata in hanc rem Nova illa declaratoria et adiuncta. (n3a Det forholder sig sådan, at nogle leipzigere, som hverken er rene eller retskafne, triumferer sammen med Eck. Og dette er et rygte for sladderhankene selv. Men forøvrigt vil sagen selv bringe alt for dagen. For det første blev der, næsten samtidig med, at vi var ankommet, endnu inden vi var steget ned af vognen, blev der på kirkedøren opslået et forbud fra biskoppen af Merseburg om, at der ikke måtte disputeres, og der blev i denne sag henvist til den nye forklarende og uddybende bulle. 
4 Haec contempta est et is, qui affixerat, per Senatum (quia sine eius scitu fecerat) in Vincula coniectus est.  Men det brød ingen sig om, og den mand, der havde sat det op, blev kastet i fængsel af senatet, fordi han havde uden dets vidende. 
5 Hac arte nihil promoventes ad aliam versi sunt: Vocato seorsum Andrea Carlstadio multis egerunt (Eccio sic volente), ut disputatio fieret in verbis, nec in literas referretur per Notarios. Sperabat enim clamore se praevalere posse et gestu (sicut vere longe praevaluit). Contra Carlstadius opponens, (n5) quod sic conventum esset, et pacto standum expostulabat, videlicet ut notariis exciperetur.  Da dette kunstgreb ikke førte til noget, greb man til et andet: Man hidkaldte Andreas Karlstadt og gjorde sig, efter Ecks ønske, mange anstrengelser for at disputationen skulle finde sted mundtligt, så den ikke blev ført til protokols af notarer. Han håbede nemlig, at han skulle kunne få overtaget ved råb og gestus (hvilket han også langt hen ad vejen fik). Herimod indvendte Karlstadt, hvad man var blevet enige om, og krævede, at det skulle stå ved magt, altså at der skulle optages en protokol ved notarer. 
6 Tandem, ut hoc obtineret, coactus est saltem hoc admittere, ut excepta disputatio per Notarios non ederetur in publicum, nisi Iudicium aliquorum audirent.  Endelig, for at han kunne opnå det, blev han tvunget til i det mindste at gå med til, at notarernes disputationsprotokol ikke måtte udgives for offentligheden, uden de havde hørt nogles dom. 
7 Hic nova disceptatio de Iudicibus eligendis. Tandem et in hoc consentire compulerunt, ut finita disputatione convenirent de Iudicibus, nec aliter voluerunt admittere disputationem.  Så opstod der en ny strid om valg af dommere. Endelig fik de ham til at gå ind på, at først når disputationen var slut, skulle de blive enige om dommerne. Ellers ville de ikke tillade disputationen. 
8 Et ita cornuto syllogismo nos impetierunt, Ut utrobique confunderemur, sive quod disputationem detrectassemus sive quod disputationem necesse esset subiicere iniquis Iudicibus. Vides ergo Crassas istas astutias, quibus nobis libertatem pactam abstulerunt. (n8).  Og med dette valg mellem pest og kolera havde de nu lokket os i en fælde, så vi i begge tilfælde blev bragt i vanry, enten vi trak os tilbage fra disputationen eller vi gik med til, at disputationen blev underkastet dommere, der måtte være uegnede. Du ser altså disse grove snarer, hvormed de fratog os den aftalte frihed. 
9 Nam Universitates et Romanum pontificem certum habemus et nos aut nunquam aut contra nos pronunciaturos, id quod ipsi unice suspirant.  For vi holder det for givet, at universiteterne og den romerske pave enten slet ikke vil træffe nogen afgørelse, eller vil afgøre sig imod os, og det har de allerede taget hensyn til. 
10 Altera die me vocato seorsum idem proposuerunt. Ego autem veritus Romanum pontificem, deinde sic a nostris persuamus, recusavi has conditiones omnes; tum illi excepto Romano pontifice alias Universitates obtulerunt. Ego libertatem pactam serviri petii.  Den næste dag blev jeg kaldt op og forelagt det samme. Men jeg afslog alle disse betingelser, dels af frygt for at få den romerske pave indblandet, dels fordi jeg havde fået det råd at vore venner. Da tilbød de nogle andre universiteter uden at lade paven falde. Men jeg bad om at måtte blive stående ved den aftalte frihed. 
11 Nolentibus recusavi et disputationem repudiavi. tum mox tota (n11) fama me non audere disputationem assumere et, quod iniquius esset, Iudices nullos pati velle. (n11a Da de ikke ville det, afviste jeg disse universiteter og gav afkald på disputationen. Deraf opstod snart det rygte, at jeg ikke vovede at påtage mig disputationen og at jeg, hvad der var mere urimeligt, ingen dommere ville finde mig i. 
12 Haec omnia odiosissime et malignissime iactata et interpretata, ita ut et amicissimos quoque omnes subverterent, et iam Universitati nostrae ignominia perpetua erat in promptu.  Alt dette udbredte og fortolkede man på den mest hadefulde og ondsindede måde, så man også stødte vore bedste venner fra os, og vort universitets evige skam stod lige om hjørnet. 
13 Post haec consiliantibus Amicis adii et conditionem indignabundus acceptavi, sic tamen, ut salva esset mihi appellatio mea et Causae 

meae nihil praeiudicaretur, exclusa etiam Romana Curia. 

Herefter gik jeg på vennernes råd med til det og accepterede modvilligt betingelsen, dog således, at min appellation skulle holdes udenfor og min sag ikke skulle foregribes, og at den romerske kurie skulle holdes udenfor. 
14 Disputatum est cum Carlstadio (n14) primum de libero arbitrio per Hebdomadam. Carlstadius adductis libris ostendebat argumenta illius et solutiones (per Deum) egregie et locupletissime.  Der blev så først disputeret med Karlstadt om den frie vilje en uge igennem. Karlstadt tog bøgerne til hjælp og fremførte med Guds hjælp sine argumenter og forklaringer udmærket og med stor veltalenhed. 
15 Post haec cum Carlstadio quoque opponendi facultas data esset, recusavit Eccius, nisi relictis domo libris argumentaretur, cum Andreas ideo faceret, ut ei in faciem ostenderet se recte adducere dicta Scripturae et patrum, et non violenter tractaret, sicut ipse convictus erat tractasse.  Da der efter dette også var givet Karlstadt lejlighed til at angribe Ecks sætninger, nægtede Eck at gå videre, hvis man ikke skulle argumentere med bøgerne liggende derhjemme. For Andreas havde bragt bøgerne med, netop for at han op i hans åbne ansigt kunne påvise, at det var ham, der fremførte skriftens og fædrenes udsagn ret, og ikke behandlede dem med vold, hvilket Eck selv var overbevist om at han havde gjort. 
16 Hic tumultus iterum ortus. (W422) tandem pro Eccio statutum est, relinquendos esse libros domi. sed quis non videat, si veritatis causa disputatum esset, optandum fuisse, ut omnes libri afferrentur? Nulla alia re Indivia et ambitio impudentius se ostendebat.  Her var der atter anledning til tumult. Endelig blev det til bedste for Eck bestemt, at bøgerne skulle blive hjemme. Men hvem ser ikke, at hvis det var sandhedens sag, der blev disputeret, havde man måttet ønske, at alle bøger blev taget med? Ved ingen anden sag kunne misundelsen og ærgerrigheden vise sig mere frækt. 
17 In fine subdolus Homo omnia concessit, quae Carlstadius arguebat, quae tamen fortiter impugnarat, et omnino per omnia cum eo consensit, glorians, quod in suam sententiam pertraxisset Carlstadium. Nam Scotum (n17) cum Scotistis et Capreolum (n17a) cum Thomistis reiecit, ipse dicens caeteros Scholasticos idem et sapuisse et docuisse. Ita cecidit tum Scotus et Capreolus, id est duae celeberrimae factiones Scotistarum et Thomistarum.  I sidste ende indrømmede den svigefulde mand alt, som Karlstadt argumenterede for, selv om han tidligere kraftigt havde bekæmpet det, og i det hele taget var han enig med ham i alt, og pralede af, at han havde draget Karlstadt over til sin mening. For han forkastede Scotus og Scotisterne, Capreolus og Thomisterne, og han sagde selv, at de øvrige skolastikere havde ment og lært det samme som Karlstadt. Således faldt da både Scotus og Capreolus, det vil sige, de to mest berømte fra den scotistiske og thomistiske skole. 
18 Altera Septimana mecum disceptavit. Primum acerrime de primatu Romani ponfitifis. Eius Virtus consistebat in verbo: 'Tu es Petrus', og 'Pasce oves meas, sequere me et confirma fratres tuos', (n18) adiunctis multis autoritatibus patrum.  Den næste uge diskuterede han med mig. Først ganske skarpt om den romerske paves primat. Sin kraft hentede han fra ordene: 'Du er Peter' og 'Vogt mine før, følg mig og styrk dine brødre', og det fulgte han op med mange vidnesbyrd fra kirkefædrene. 
19 Ego quid responderim, Videbis propediem. Deinde ad extremum veniens totus inclinatus recumbit in Concilio Constantiensi, quod damnarat articulum Hussi, qui dixerat papatum a Cesare esse, quasi sit iure divino.  Hvad jeg svarede, vil du få at se én af de nærmeste dage. Da han dernæst blev drevet til det yderste, fandt han hele sin støtte i Konstanz-koncilet, fordi det havde fordømt den artikel af Hus, hvori han havde sagt, at pavedømmet stammede fra kejseren, som om pavedømmet var af guddommelig ret. 
20 Tunc velut in Harena sua fortiter instabat, Boemos mihi obiiciens et palam Hereticum et patronum Hereticorum Boemorum criminans. Est enim non minus Impudens quam temerarius sophista. Mirum in modum hec crimina plus quam disputatio ipsa Lipsenses titillarunt.  Og da tumlede han sig ret på sit eget felt, og bebrejdede mig bøhmerne og beskyldte mig åbenlyst for at være kætter og for at være de bøhmiske kætteres beskytter. Han er nemlig en sofist, der ikke er mindre fræk end han er dristig. Og det er på en måde mærkeligt, at disse beskyldninger frydede leipzigerne mere end disputationen selv. 
21 Ego Rursum opposui Graecos per mille annos et antiquos patres, qui non fuissent sub Romani pontificis potestate, quanquam primatum Honoris ei non negarem.  Men jeg på min side opstillede atter grækerne herimod, de, som sammen med de gamle kirkefædre gennem tusind år ikke var under den romerske paves magt, skønt jeg ikke nægtede paven en førsterangsstilling. 
22 Et tandem de Concilii quoque autoritate disputatum. Ego palam fassus sum, Esse aliquot Articulos impie damnatos, ut qui essent Pauli, Augustini, denique Christi apertis et claris verbis docti.  Og endelig blev der også diskuteret om koncilet har nogen autoritet. Jeg vedgik åbent, at der var adskillige artikler, der forkert var blevet fordømt (i Konstanz), eftersom de sagde ting, som blev lært af Paulus', Augustins og også Kristi tydelige og klare ord. 
23 Hic vero intumuit vipera et exaggeravit meum scelus et pene insanivit adulando Lipsensibus. Tandem probavi ex ipsius Concilii verbis non omnes articulos ibidem damnatos esse Haereticos et erroneos, ideo nihil eum effecisse suis probationibus. Et sic pendet ista res.  Men her svulmede denne slange op og overdrev min forbrydelse næsten indtil vanvid for at lefle for leipzigerne. Endelig beviste jeg ud fra netop dette koncils ord, at ikke alle de artikler, der var blevet fordømt dèr, var kætterske og forkert, i den grad fik han ikke noget ud af sin bevisførelse. Her står sagen så nu. 
24 Tercia hebdomada de poenitentia, de purgatorio, de Indulgentiis, de potestate absolvendi cuiuslibet sacerdotis disputatum est inter nos (nam cum Carlstadio invitus disputabat, me vero unice petebat). Indulgentiae sane ceciderunt funditus, et mecum per omnia fere consentit, et in risum et ludibrium ivit patronicinium Indulgentiarum, cum hoc mihi speraretur summa futurae disputationis.  Den tredie uge disputerede vi om boden, om skærsilden, om afladen, om enhver præsts ret til at tilsige syndernes forladelse. Der blev disputeret mellem os to (for med Karlstadt disputerede han kun ugerne, men mig alene søgte ham at disputere med). Afladen faldt nu næsten helt sammen, og han blev enig med mig i næste alle ting, og således blev forsvaret for afladen til latter og spot, mens jeg havde forventet, at det ville være højdepunktet af diskussionen. 
25 Denique fassus fuit in publicis Concionibus, ita ut et vulgus intelligeret eum Indulgentias nihili facere. (n25) Fassus enim dicitur, quod, si de potestate Pape non disputassem, in omnibus mecum facillime se fuisse consensurum.  Til sidst gjorde han i sine offentlige prædikener sådanne indrømmelser, at også folket måtte forstå, at han ikke lagde nogen vægt på afladen. Han siges også at have tilstået, at hvis jeg ikke havde disputeret om pavemagten, så ville han let kunne være blevet enig med mig om det altsammen. 
26 Denique ad ipsum Carlstadium dixit: 'Si cum Martino tantum mihi conveniret, quantum tibi, concederem et cum eo in suum hospitium'. (n26) Ita est homo varius et subdolus, omnia fieri promptus.  Endelig sagde han til Karlstadt selv: 'Hvis jeg kunne komme overens med Martin, som jeg har kunnet det med dig, så ville jeg vige og være ven med ham'. Således er manden vægelsindet og snu, i stand til alt. 
27 Denique qui Carlstadio concessit, (W423) Idem scholasticos doctores docere, mihi Gregorium Ariminensem, (n27) Qui unus nobiscum contra omnes Scholasticos sentit, reiecit.  Først indrømmede han overfor Karlstadt, at de skolastiske lærere lærer det samme, dernæst forkaster han overfor mig Gregor af Rimini, som alene mener som vi imod alle skolastikerne. 
28 Et ita Idem pro diverso tempore asserere et negare nihil apud eum vitii est. nec Lipsenses id intelligunt; tantus est stupor in eis. Atque, quo maius sit monstrum: Aliud concessit in Schola, aliud Vulgo docuit in Ecclesia. Conventus autem a Carlstadio, cur sic variaret, respondit homo sine fronte, non oportere populum haec doceri, quae disputarentur.  Og således til forskellig tid at bekræfter og afkræfte noget er hos ham ikke nogen last. Heller ikke leipzigerne forstår det. Så stor er afstumpetheden hos dem. Og hvad der er et større afskyelighed: Én ting indrømmer han i skolen, noget andet lærer han overfor folket. Og da han blev gået på klingen af Karlstadt, hvorfor han således ændrede holdning, svarede manden uden skam, at folket ikke burde undervises i det, der diskuteredes. 
29 Finita itaque mea disputatione rursum cum Carlstadio tribus diebus novissimis disputavit, iterum omnia concedens et consentiens: quod facere, quod in se est, sit peccatum, et quod liberum arbitrium sine gratia nihil nisi peccare possit, et quod in omni opere bono sit peccatum, et quod facere, quod in se est, disponenti ad gratiam sit ipsa gratia.  Efter at derfor disputationen med mig var afsluttet, disputerede han de tre sidste dage me Carlstadt. Og atter indrømmede han og var enig med ham i alt: nemlig i, at når mennesket gør alt, hvad det kan, så er det synd; og i, at den frie vilje uden nåden ikke kan andet end synde; og i, at der i enhver god gerning er synd, og i, at når vi gør alt, hvad vi kan, så er selve det, at vi bereder os for nåden, en nåde. 
30 Quae omnia Scholastici negant. Et ita nihil ferme in ista disputatione tractatum est saltem digne praeter propositionem meam terciam decimam. Interim tamen ille placet, triumphat et regnat, sed donec ediderimus nos nostra. Nam quia male disputatum est, edam resolutiones denuo.  Hvilket skolastikerne altsammen nægter. Og således blev der i denne disputation næsten ikke behandlet noget på værdig vis, undtagen min trettende tese. Imidlertid vækker han dog behag, triumferer og hersker, men kun indtil vi får udgivet vort. For fordi der blev disputeret så dårligt, vil jeg igen udgive mine resolutioner. 
31 Lipsenses sane nos neque salutarunt neque visitarunt ac velut hostes invisissimos habuerunt; illum comitabantur, adherebant, convivabantur, invitabantur, denique Tunica donarunt et Schamlottum (n31) addiderunt, cum ipso spaciatum equitarunt, breviter: quicquid cogitare potuerunt, in nostram iniuriam tentaverunt.  Leipzigerne har hverken hilst på og eller besøgt os, men behandlet os som dødsfjender. Men for ham stillede man alt på benene, ledsagelse og følge, gæstebud og invitationer. Ja, man gav han en tunika med karmelot, og de red tur med ham, kort sagt, hvad de kunne udtænke, har de gjort for at håne os. 
32 Persuaserunt insuper Cesari pflug et principi, ut haec placerent. Unum nobis praestiterunt, quod dono vini (pro more) nos Honorarunt, neque id omittere illis forte salvum erat. Quotquot autem nobis favebant, velut occulte ad nos veniebant.  Derudover har de fået Cæsar Pflug og fyrsten til at sige, at det behagede dem. Én ting har de dog ydet os, de har æret os med den sædvanlige vingave. De mente nok ikke, det gik an at undlade det. Men alle, som var os venligt stemte, kom til os i det skjulte. 
33 Invitavit autem nos D. Aurbach, homo rectissimi iudicii, (n33) et ordinarius pistor Iunior, (n33a) Invitavit et ipse dux Georgius nos tres simul. Idem dux illustrissimus me solo vocato multis mecum egit de opusculis meis, praesertim de oratione dominica, causans, quod Boemi de me multa praesumerent, deinde cum oratione dominica suscitassem multis conscientiis confusionem, Ut qui in quattuor diebus ne unum pater noster se orare posse querentur, si me audiri oporteret, et multa alia.  Dog indbød dr Aurbach os, en meget rettænkende mand, og professor Pistorius den yngre. Hertug Georg selv inviterede os alle tre på én gang til sig. Den samme højtoplyste fyrste lod mig også kalde alene og underholdt sig meget med mig om mine skrifter, især om 'Fadervor'. Og han anklagede mig for at bøhmerne mente for meget om sig selv, og også for med min bog om fadervor at have forvoldt så megen forvirring i samvittighederne, at de i fire dage ikke kunne bede et fadervor, hvis de skulle høre mig, og meget andet. 
34 Nec ego eram tam stupidus, qui non distinguerem inter fistulam et flatum, Indoluique optimum et piisissimum principem alienis ita patere et parere affectibus, quem videbam et expertus eram satis principaliter loqui, quando sua loquebatur.  Men jeg er ikke så dum, at jeg ikke kan skelne mellem fløjten og fløjtespilleren, og det gør mig ondt, at en så god og from fyrste lod sig lokke af og adlød fremmed indflydelse, skønt jeg dog havde set og erfaret at han nok kunne tale fyrsteligt, når han sagde sin egen mening. 
35 Novissimum Invidie monstrum: cum ego in die Petri et Pauli vocatus essem a domino Rectore nostro, duce Pomerano, ut Euangelium gratiae sue in Sacello Castri pronunciarem, repente fama huius meae Concionis civitatem implevit, convenitque uterque sexus copiose, ut cogerer in Aula disputatoria Concionari.  Det sidste eksempel på modstandernes had er følgende: Da jeg af vor hr rektor, hertugen af Pommern, blev opfordret til at udråbe evangeliet om nåden i hans slotskapel, rygtedes det hurtigt i hele byen, at jeg skulle prædike, og der samledes en stor mængde mennesker af begge køn, så jeg blev tvunget til at prædike i disputationsaulaen. 
36 Ibi dispositi et vocati Magistri nostri et observatores iniquissimi. Est autem id Euangelium, quod utriusque disputationis rem apertissime complectitur, ideo ego totius (W424) disputationis summam coactus sum cunctis exponere. Sed in malam gratiam Lipsensibus.  Der blev opstillet og kaldet vore magistre og fjendtlig stemte observatører. Det var det samme evangelium, som rummede begge dele af disputationens sag ganske klart, derfor var jeg tvunget til at udlægge hele disputations hovedindhold for alle. Men det var leipzigerne utilfredse med. 
37 Post haec Eccius, contra me suscitatus, quater praedicavit in ecclesiis diversis et omnia mea proscidit et vexavit publice. Sic enim Theologistae (n37) ei mandarunt. Mihi rursum, licet a multis peteretur, non est concessa ulla Concio; accusandus tantum et criminandus eram, non etiam purgandus. (n37a Herefter blev Eck ført frem imod mig, og han prædikede fire gange i forskellige kirker og sønderrev og ødelagde alt mit offentligt. Det havde teologisterne pålagt ham. Men mig blev der ikke givet adgang til nogen prædikestol, selv om mange ønskede det. Jeg blev blot anklaget og beskyldt, men fik ikke lejlighed til at rense mig. 
38 Sic enim et in disputatione egerunt, ut Eccius, licet opponens esset, ultimum tamen verbum haberet, quod ego non possem dissolvere.  Sådan gik det også til i disputationen, at Eck, selv om han var opponent, dog fik det sidste ord, hvad jeg ikke kunne få ændret. 
39 Denique Cesar pflug, cum audisset me praedicasse (aberat enim), ait: "Ich wolt, Doctor Martinus hett seyn predigt gen wittenbergh gesparet!" Summa summarum: Invidiam aliquando novi, Sed nullam inverecundiorem et Impudentiorem.  Endelig sagde Cesar Pflug, da han havde hørt, at jeg havde prædiket (han var nemlig fraværende): 'Jeg ville ønske, at doktor Martinus havde gemt sin prædiken til Wittenberg'. Alt ialt: Jeg har mødt en del misundelse, men aldrig så uforskammet og gement. 
40 Sic habes Tragediam totam. Cetera tibi D. Ioh. Plawnitzer dicet. Erat enim et ipse praesens et non parum effecit, ne caderet disputatio.  Her har du hele tragedien. Det øvrige kan dr Joh Plaunitzer fortælle. Han var nemlig selv til stede og medvirkede ikke så lidt til, at disputationen kom i stand. 
41 Et quia disputatione ista Eccius et Lipsenses gloriam suam, non veritatem quaesiverunt, nihil mirum, si male inceperit et peius finierit. Nam cum speranda fuisset concordia inter Wittenbergenses et Lipsenses, hac Invidia fecerunt, timeo, ut discordia et displicentia primum videatur nata.  Og fordi Eck og leipzigerne ved disputationen søger deres egen ære, ikke sandheden, så er der ikke noget mærkeligt i, at hvis de er dårligt begyndt, så fuldender de på værre måde. For skønt man burde have håbet på enighed mellem wittenbergerne og leipzigerne, så har de ved denne misundelse bevirket, er jeg bange for, at uenighed og fjendskab nu først rigtig er kommet for dagen. 
42 Hic enim fructus est gloriae humanae. Ego, qui freno quidem impetum meum, non possum tamen omnem displicentiam evomere, quia carnem habeo, et plus nimio fuit impudens invidia et maligna iniquitas in re tam sacra et divina. Bene vale, et me illustrissimo principi commenda! Quarta feria post Alexii, anno 1519. Det er nemlig frugten af den menneskelige ærgerrighed. Jeg for min del søger nok at holde min lidenskab i tømme, men kan dog ikke aflægge alt fjendskab, fordi jeg har et kød, og misundelsen var altfor fræk og uvenskabet altfor ondsindet i en så hellig og guddommelig sag. Lev vel og anbefal mig hos den højtoplyste fyrste. Fjerde dagen efter Alexius' dag, år 1519.
43 T. Martinus Lutherus. 

R. P. Vicarium Stupitz in Grymmis Inveni. 

Din Martin Luther. 

Den ærværdige fader vikar Staupitz traf jeg i Grimma. 

44

 

Noter:
 

n2: Fra 11. juni til 4. juli havde kurfyrsten været i Frankfurt am Main til kejservalg. Den 24. juli skrev han fra Altenburg til Eck. Spalatin var med i følget.
 

n2a: Pfeffinger var død i Frankfurt, mens han var i kurfyrstens følge.
 

n3: Forbudet selv eksisterer ikke, men man kender det fra breve.
 

n3a: Der tænkes på bullen af 9. november 1518, se bul-9-11.
 

n5: Man har ikke noget bevis for, at det virkelig var aftalt sådan. Luther nævner i et brev til Karlstadt (Wbrev 142), at han havde aftalt således med Eck i Augsburg, se også Wbrev 109.
 

n8: Luther har muligvis ret i det, han her skriver. Men man kan ikke helt se bort fra, at han måske også allerede nu er ved at opbygge et forsvar for, at han vistnok indirekte var medvirkende til, at disputationen blev trykt. WA II, side 251 formoder, at det er sket igennem Johannes Lang.
 

n11: WA mener, at dette er en skrivefejl for 'orta'.
 

n11a: Der findes breve fra Eck, hvor Eck tillægger Luther netop disse frygtagtige begrundelser.
 

n14: Dvs mandag den 27. juni, tirsdag den 28. juni, fredag den 1. juli og søndag den 3. juli.
 

n17: Duns Scotus, død 1308 i Køln.
 

N17a: Capriolus, en lærd dominikaner fra Languedoc, død 1444.
 

n18: Matt 16,18; Joh 21,17. 19 og Luk 22,32.
 

n25: WA citerer breve af Eck, hvor han indrømmer afladens misbrug. Men set ud fra disputationen selv er det lidt mærkeligt at høre, at forsvaret af afladen blev til latter og spot (Se Eck-08 og 09).
 

n26: Holt oversætter det modsat: 'Dersom jeg kunde blive saa enig med Eder, som med Martinus, saa kunde ogsaa vi to blive Venner'. Det kan jeg nu ikke få ud af det.
 

n27: Pariserteolog; blev i 1357 augustinereremitternes general, døde 1358 i Wien.
 

n31: WABr, citerer i en note hertil et tysk/latinsk brev fra Eck til Christoph Tegler af 26. August 1519: 'Da blieb ich darnach 11 Tag, hat erst guet Leben mit gueten Herrn, die mich invitierten, und ich sie hinwiederumb. Der Fürst har mich aus der Herberg gelöst mit 18 Gulden, aber die Wittenberger nit. Der Bischof von Brandenburg (der gleich nach Schluss der Disputation mit dem Kurfürsten Joachim von Frankfurter Wahltag nach Leipzig kam, donabat mihi 15 Kron senatusque civitatis Lipsensium donabat mihi tunicam, aliis nihil ... '.
 

n33: Heinrich Stromer fra Auerbach, medicinsk professor og livlæge.
 

n33a: Berømt jurist.
 

n37: Teologist: Luthers nedsættende betegnelse for opblæste teologer uden viden og skriftkundskab. Se Eck-08#39; Ecks brug af ordet: Eck-08#9.
 

n37a: Sammenlign br180819#56.