Luther brev 14-10 1518

taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 631 til
 
1 Suo Georg. Spalatino, Sacerdoti Christi eruditissimo et humanissimo, amico in Domino. Til min Georg Spalatin, Kristi højlærde og højst menneskelige præst, min ven i Herren. 
2 IHESUS. 

Salutem. Invitus scribo ad Principem illustrissimum, mi Spalatine ideo tu, qui familiaris es, accipe, et clementissimo Principi significari curato. 

Jesus. 

Hilsen. Jeg skriver nødig til vor højtoplyste fyrste, kære Spalatin, derfor beder jeg dig, som er mere fortrolig med ham, modtage dette og sørge for at forelægge det for den milde fyrste. 

3 Dominus Legatus quarto die mecum, imo contra me agit, pulchre quidem, nomine illustrissimi Principis, omnia se leniter ac paterne facturum promittens, sed mera, sola, inflexibili potentia omnia faciens:  Det er allerede fjerde dag, at hr legaten forhandler med mig eller snarere mod mig. Han lovede vel i den højtoplyste fyrstes navn at ville gøre alt mildt og faderligt, men han gør snarere alt alene ud fra ubøjelig magt. 
4 noluit ut publice disputando responderem, noluit privatim mecum disputare: unum erat quod replicabat assidue: revoca, agnosce errorem: sic vult Papa et non aliter, velis, nolis, et id genus alia:  Han vil ikke have, at jeg skal svare i en offentlig disputation. Han vil ikke have, at jeg skal disputere privat. Der var kun én ting, som han gentog atter og atter: tilbagekald, erkend din fejl. Sådan og ikke anderledes vil paven have det, hvad enten du vil eller ej, og meget andet af den slags. 
5 potissimum vero me urgebat. Extravagante quadam Clement: Sexti, quæ incipit, unigenitus: hic, hic inquit, vides Papam determinare, merita Christi esse thesaurum indulgentiarum, credis, vel non credis? nec patiebatur ullam declarationem aut responsionem, sed vi verborum agebat et clamabat.  Men især angreb han mig med en 'ekstravagans' af Clemens den Sjette, som begynder: Den førstefødte: Her, sagde han, her kan du se, at paven fastsætter, at Kristi fortjeneste er afladens skat, tror du på det eller tror du ikke på det? Og han tillod ikke nogen forklaring eller noget svar, men angreb og råbte med ordenes magt. 
6 Tandem permisit vix exoratus multorum precibus, ut scriptis redderem rationem: quod hodie feci, præsente et ob id adducto Domino Philippo de Feilitzsch, nomine et vice Principis, denuo suggerente Principis petitionem.  Endelig tillod han på manges bønner uden at have talt ud, at jeg afleverede en skriftlig redegørelse. Det gjorde jeg så i dag, idet hr Filip Feylietsch var til stede og var tilkaldt af den grund, i fyrstens navn og i stedet for ham, og han forelagde påny fyrstens ønske. 
7 Tandem reiectis schedulis atque contemptis, revocationem denuo clamabat: et multo longoque sermone ex S. Thomæ fabulis tracto, me vicisse et compescuisse visus est: decies fere cæpi ut loquerer, toties rursus tonabat et solus regnabat.  Endelig forkastede og foragtede han mit indlæg og råbte påny på tilbagekaldelse. Og han trakterede os med en meget lang prædiken med Sankt Thomas' fabler, og så således ud til at have besejret mig og nedlagt mig. Næsten ti gange begyndte jeg at tale og ligeså mange gange satte han i igen og kom til at herske alene. 
8 Tandem et ego clamare cæpi, dicens: si potest ostendi quod Extravagans illa dictet, merita Christi thesaurum esse indulgentiarum, revocabo ut voles.  Til sidst begyndte også jeg at råbe, og sagde: Hvis det kan påvises, at 'ekstravagansen' siger, at Kristi fortjenester er afladens skat, vil jeg tilbagekalde, som du vil have det.
9 Hic, o Deus, quantus gestus et cachinnus: repente librum arripuit, legit servens et anhelans, donec pervenit eo, ubi scribitur, quod Christus sua passiones acquisivit Thesaurum.  Her, o Gud, hvor kunne han gestikurere og skoggerle. Han rev pludselig bogen til sig, læste i den i huj og hast, indtil han kom dertil, hvor det skrives, at Kristus gennem sine lidelser har erhvervet en skat. 
10 Hic ego, heus Pater reverendissime, hoc verbum (acquisivit) perpende. Si Christus per sua merita acquisivit thesaurum: ergo merita non sunt thesaurus, sed id quod merita meruerunt, id est, claves Ecclesiæ.  Da sagde jeg: Højærværdige fader, overvej dog dette ord 'erhvervet'. Hvis Kristus gennem sin fortjeneste har erhvervet en skat, så er altså hans fortjenester ikke skatten, men det, som hans fortjenester har erhvervet, det vil sige: Kirkens nøgler. 
11 Ergo conclusio (632) vera. Hic repente confusus, cum nollet videri confusus, transiliit fortiter ad alia, et volebat hæc oblivisci prudens: verum ego (certe satis irreverenter) servens, erupi: non etiam Grammaticam nobis deesse credat R. P. tua Germanis aliud est esse thesaurum, aliud acquirere thesaurum (et sic fracta fiducia eius) cum adhuc clamaret Revocationem, abii, dicente ipso, vade et ne revertaris ad me amplius, nisi revocare velis.  Altså er min slutning sand nok. Her blev han pludselig forvirret, men da han ikke ville synes forvirret, gik han straks over til noget andet, og ville klogt nok glemme dette. Men jeg var ivrig (hvilket sikkert nok var mindre ærbødigt) og udbrød: Den ærværdige fader må dog ikke tro, at grammatikken svigter os tyskere; én ting er en skat, noget andet at erhverve en skat, og således blev hans tillid brudt. Og da han igen begyndte at råbe om tilbagekaldelse, gik jeg min vej, efter at han havde sagt: Gå og kom ikke tilbage til mig mere, medmindre du vil tilbagekalde. 
12 Et ecce mox prandio facto ad se vocat Reverendissimum Patrem Vicarium D. Staupitium, et multis blanditiis egit, ut me persuaderet ad revocationem (me absente) asserens quoque me non habere amiciorem facile quam sese:  Men se, kort efter middag kalder han til sig den ærværdige fader vikaren, Dr. Staupitz, og får ham med mange fagre ord til at love, at han vil overtale mig til tilbagekaldelse (jeg var ikke til stede) og han forsikrer, at jeg ikke har nogen bedre ven end han. 
13 cumque ille respondisset, se persuasisse, persuadere quoque hodie, ut Ecclesiæ humiliter submitterer, sicut et coram omnibus fueram prius testatus: dicebat tandem sese esse mihi imparem (opinione scilicet sua) in sacris literis et ingenio: deinde ipsum esse vice Papæ, et omnium nostrum hoc loco prælatum ut ipsemet persuaderet. Og da han havde svaret, at han havde foreholdt mig og atter idag ville foreholde mig, at jeg ydmygt skulle underkaste mig kirken, sådan som jeg også af alle tidligere havde fået vidnesbyrd om at være, så sagde han endelig, at han ikke var mig jævnbyrdig (naturligvis efter hans egen mening) i teologi og begavelse. Dernæst sagde han, at han var her på pavens vegne som foresat for os alle her på stedet, for at han selv skulle overtale mig. 
14 Tandem eo ventum est, ut præscribit articulos, quibus revocare, quod et sapere debeam. Et huc usque pendet negotium. Endelig kom det dertil, at han foreskrev nogle artikler, hvormed jeg skulle tilbagekalde, hvilket jeg burde overveje. Og her står sagen så nu. 
15 Sed mihi non est spes neque fiducia in eum: appellationem autem paro quotidie, ne syllabam quidem revocaturus: edam autem responsionem meam ei oblatam, ut per orbem confundatur, si vi processerit, ut cæpit.  Men jeg har hverken håb eller tillid til ham. Men jeg forbereder hver dag en appel, så at jeg ikke engang kommer til at tilbagekalde en stavelse. Men det svar, jeg har afgivet til ham, vil jeg udgive, så han kan blive gjort til skamme for hele verden, hvis han fortsætter med magt, som han er begyndt. 
16 Vale, raptim, Augustæ, die S. Calixti (d. 14. Oct.) Anno M. D. XVIII. 

F. Martinus Lutherus, Augustin. 

Lev vel, i hast, i Augsburg, Sankt Calixts dag, år 1518. 

Broder Martin Luther, Augustinermunk. 

17