Luther appellation 1518

taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 505 til, WA 2, side 36 til 40.

¹ Appellation F. Martini Luther ad Concilium.

² In nomine domini Amen. Anno a nativitate ejusdem Millesimo quingentesimo decimo octauo, indictione sexta, die uero solis, uigesima octaua mensis Nouembris, Pontificatus Sanctissimi in Christo patris, et domini nostri, domini Leonis divina providentia Papæ decimi, anno sexto: in mea notarii publici, testiumque infra scriptorum ad hoc specialiter uocatorum et rogatorum præsentia, constitutus Reuerendus P. Dominus Martinus Luther Augustinianus Vittenbergensis, Sacræ Theologiæ Magister,

³ ac ibidem lector ordinarius theologiæ, principalos ac principaliter pro seipso, citra tamen quorumcunq; procurationem, habens et tenens suis in manibus quandam provocationis et appellationis papyri schedulam, animo et intentione provocandi et appellandi, apostolosque petendi, dicens, narrans, prouocans, et appellans, certis et legitimis de causis, in eadem schedula contentis et comprehensis, ad Concilium proxime et imediate futurum, saltem in spiritu sancto legitime congregatum, aliis uero congregationibus, factionibus, et concionibus priuatis, penitus seclusis, protestans aliaque faciens, prout in dicta appellationis (506) schedula plenius continetur, habetur, et describitur. Cujus tenor sequitur, et est talis.

⁴ Cum Appellationis remedium in subsidium et releuamen oppresssorum, a jurium conditoribus sit adinuentum, et non solum ab illatis, verum etiam ab inferendis, et inferri comminatis grauaminibus et injuriis, jura appellare permittant: Adeo quod inferior de non appellando ad superiorem statuere non possit, et manus superiorum claudere.

⁵ Sed cum satis sit in professo, sacrosanctum Concilium in Spiritu sancto legitime congregatum, sanctam Ecclesiam catholicam repræsentans, esse in caussis fidem concernentibus supra Papam, euenit, quod nec Papa in causis hujusmodi, ne ab eo ad concilium appelletur, statuere possit, tanquam id agens, quod ad officium suum non spectet ullo modo, sitque appellatio ipsa defensio quædam, quæ jure diuino, naturali, et humano cuique competit, neque per principem auferri possit. Men eftersom det er tilstrækkelig tydeligt i bekendelsen, at et højhelligt koncil, på legitim måde samlet i Helligånden, repræsenterer den hellige almindelige kirke og i de sager, der har med troen at gøre, står over paven, fremgår det deraf, at paven ikke i den slags sager kan bestemme, at man ikke kan appellere fra ham til et koncil, idet han derved udfører noget, som ikke på nogen måde har med hans embede at gøre, og det fremgår deraf, at en appel i sig selv er et slags forsvar, som ifølge guddommelig ret, ifølge naturlig ret og ifølge menneskelig ret tilkommer enhver, den kan ikke ophæves af et overhoved.

⁶ Iccirco ego Frater Martinus Luther, Ordinis eremitarum S. Augustini Wittenbergensis, sacræ Theologiæ Magister indignus, ejusdemque ibidem Lector ordinarius, principalis principaliter et pro meipso, coram vobis Notario publico, tanquam publica et autentica persona, ac testibus hic præsentibus, comparui (W37) animo et intentione prouocandi et appellandi, apostolosque petendi et accipiendi, præmissa tamen expressa hac et solenni protestatione, quod contra unam sanctam et Catholicam et Apostolicam Ecclesiam, quam totius orbis esse magistram, et obtinere principatum non ambigo, sanctæque sedis Apostolicæ authoritatem, ac sanctissimi Domini nostri Papæ bene consulti potestatem, nihil dicere intendo. Derfor gør jeg opmærksom på, jeg, broder Martin Luther, tilhørende Augustinereremitternes orden i Wittenberg, uværdig magister i den hellige teologi, sammesteds almindelig lektor i teologien, jeg gør først og fremmest og principielt og for mit eget vedkommende opmærksom på overfor jer, Notarius publicus som en offentlig og autentisk person og overfor de vidner, der er her til stede, at når jeg har sind og hensigt til at påberåbe mig og appellere, og til at bede om og modtage udsendinge (pavebreve?), og dog har tydeliggjort denne forudsætning og højtidelige protestation, jeg gør opmærksom på, at jeg ikke imod den ene hellige og almindelige apostolske kirke, som bliver ledet ud over hele verden, er i tvivl om, at den har opnået en ledelse, og at jeg ikke har til hensigt at sige noget imod det hellige apostolske sædes autoritet, og vor højhellige herre pavens, den vel rådgivne paves, magt.

⁷ Si quid autem ex lubrico forsan linguæ, seu adversariorum potius irritamento, minus recte, et non ea qua debeat reuerentia dictum fuerit, paratissimus sum illud emendare, sed quoniam is qui uicem dei in terris gerit, quem Papam dicimus, cum sit homo similis nobis, ex hominibus assumptus, et ipse (ut Apostolus dicit) circumdatus infirmitate, potens errare, peccare, mentiri, uanus fieri, nec sit exceptus ab illa Prophetæ generali sententia, omnis homo mendax. Men hvis noget er mindre rigtigt måske ud fra sprogets slibrighed eller måske snarere ud fra modstandernes irriterende holdning, og det ikke blev sagt med den ærbødighed, det skulle, så er jeg straks parat til at rette det, men når han, som hersker i Guds sted på jorden, og som vi kalder paven, skønt han er et menneske i lighed med os, ses på ud fra menneskelige forhold, så kan også han, omgivet af svaghed som han er, (som apostelen siger) fejle, synde, lyve, blive forfængelig, og han er ikke undtaget fra den almindelige mening hos profeten, at ethvert menneske er en løgner.

⁸ Nec sanctus Petrus, primus et sanctissimus omnium Pontificum, ab hoc infirmitate liber fuit, quin noxia simulatione contra veritatem Euangelii incederet, ita ut rigida quidem, sed sanctissima reprehensione Apostoli Pauli opus habuerit corrigi, ut ad Galathas secundo scribitur. Heller ikke den hellige Peter, den første og allerhelligste af alle paverne, var fri for denne svaghed, han faldt jo i et skadeligt hykleri imod evangeliets sandhed, sådan så han havde brug for apostelen Paulus', ganske vist strenge, men højhellige bebrejdelse for at blive retledt, som det skrives i Gal 2.

⁹ Quo nobilissimo exemplo per Spiritum S. (507. 29.jpg) in ecclesia monstrato, et in literis sacratissimis relicto, fideles Christi erudimur, et certi sumus, quod si quis summus Pontifex eadem Petri, vel simili infirmitate lapsus, quid præceperit, uel decreuerit, quod contra diuina militet mandata, non solum obediendum ei non esse, uerum etiam cum Apostolo Paulo in faciem ei resisti posse, imo debere, ac velut per inferiora membra infirmitati capitis, pia totius corporis solicitudine succurri. Og når dette ædle eksempel gennem Helligånden bliver fremvist i kirken og er blevet efterladt i højhellige skrifter, så oplæres vi troende kristne og bliver sikre på, at hvis nogen pave falder i Peters eller en lignende svaghed, så skal vi ikke blot ikke adlyde ham, når han befaler eller foreskriver noget, der strider imod de guddommelige bud, men også, ligesom apostelen Paulus, modstå ham op i hans åbne ansigt, ja, vi bør gøre det, og som gennem et laverestående medlem afhjælpe overhovedets svaghed i from omsorg for hele kroppen.

¹⁰ Et in hujus exempli præsentem ac perpetuam memoriam, non sine singulari dei consilio factum esse, non obscure intelligitur, ut non solum S. Petrus, sed etiam salutaris ejus reprenhensor Paulus sanctæ Romanæ ecclesiæ juxta et simul patrocinarentur, et præessent, nec scilicet solum literis, sed sensibili quoque monumento hujus summe necessarii ac saluberrimi exempli, assidue moneremur, tam ipsa capita, quam nos membra. Og når vi for øjeblikket og fremover husker på dette eksempel på, at intet skal ske uden Guds råd i hvert enkelt tilfælde, så er det ikke vanskeligt at forstå, at ikke blot Peter, men også den Paulus, der så frelsende kom med bebrejdelser imod ham, er den hellige romerske kirkes beskytter, og stod i spidsen for den, ikke blot bogstaveligt, men også ved dette følelige monument over den største nødvendighed og det frelsebringende eksempel, og vi formaner hinanden til stadighed, både overhovedet og vi medlemmer.

¹¹ Quod si qua potentium ui armatus, tantum præualuerit, ut resisti ei non possit, unum certe illud prædictum appellationis remedium, reliquum est, quo oppressi releuentur. Hvis derfor øvrigheden bliver bevæbnet med en vis magt, og den i den grad tager overhånd, at den ikke kan modstås, så er der kun ét middel tilbage, nemlig den førnævnte appel, hvorved trykket mod de underordnede kan lettes.

¹² Ad quod et ego Frater Martinus Luther prædictus, modo et animo prædictis confugiens, dico et propono. Quod cum diebus superioribus indulgentiæ a quibusdam Commissariis (ut asserebant) Apostolicis indiscretissime prædicarentur, in regione nostra Saxoniæ, adeo, ut ad exugendas populi pecunias inciperent, absurda, hæretica, blasphema quædam prædicare in seductionem animarum fidelium, et summum ludibrium ecclesiasticæ potestatis præsertim de potestate Papæ in purgatorium, ut continet eorum libellus, qui summaria institutie uocatur, cum tamen certum sit ex c. Abusionibus, Papam non habere prorsum ullam (W38) potestatem in purgatorium. Derfor tager også jeg, førnævnte broder Martin Luther, med sind og hu min tilflugt til ovennævnte, det siger og erkender jeg. For da for nogen tid siden afladen blev prædiket med, som man hævdede, pavelige afladsbreve på meget ligefrem vis, i vor del af Saksen, i den grad, at de begyndte at udsuge folks penge, da prædikede de noget absurd, kættersk, blasfemisk for at forføre de troendes sjæle, og kom med den største hån imod de kirkelige myndigheder, især om pavens magt i skærsilden, sådan som det kan ses i deres bog, som kaldes 'Institutionen kort fortalt', skønt det dog er helt sikkert ud fra kapitlet 'Abusionibus', at paven slet ikke har nogen magt i skærsilden.

¹³ Deinde, una totius ecclesiæ sententia, omniumque doctorum consensu. Indulgentiæ sint nihil, nisi remissiones satisfactionis pænitentialis a suo judice impositæ, ut est clarus textus, c. Quod autem. Dernæst står det fast som én opfattelse i hele kirken, som alle de lærde er enige om, at afladen kun består i eftergivelse af fyldestgørelserne i boden, som er pålagt én af dommeren, sådan som den klare tekst siger det i kapitlet 'Quod autem'.

¹⁴ Satisfactio autem pænitentialis ab ecclesiastico judice imposita, aliud non sit quam opera jejunii, orationis, eleemosynæ etc. Ideoque clauibus ecclesiæ remitti non possit, quod eisdem non fuerit impositum. Item quod certum est ex distinctione trigesimaquinta c. Qualis quod in purgatorio non solum pæna, sed et culpa remittitur. Men den bodsmæssige fyldestgørelse fra den kirkelige pådømmelse består kun i gerninger som faste, bøn, almisse osv. Derfor kan kirkens nøglemagt ikke eftergive dem, fordi den ikke er pålagt af den. Ligeledes er det sikkert ud fra den 35. distinktion, kapitlet 'Qualis', at i skærsilden er det ikke blot straffen, men også brøden, der eftergives.

¹⁵ Culpam autem ecclesia remittere non potest, sicut nec gratiam conferre. Istis authoritatibus nixus, cum disputandi more fuissem reluctatus impuris et insulsis illorum dogmatibus, cæperunt illi lucri studio furentes, primum, publicis declamationibus ad populum declarere me hæreticum, temeritate impudentissima. (508; 31.jpg.) Men kirken kan ikke eftergive brøde, ligesom den heller ikke kan tildele nåde. Støttet til disse autoriteter, da jeg, som man er, når man disputerer, kæmpede mod deres urene og fade læresætninger, begyndte de at rase af lyst til fortjeneste, og erklærede mig først gennem offentlige erklæringer overfor folket for kætter, med en utrolig frimodig frækhed.

¹⁶ Deinde, apud sanctissimum dominum nostrum Leonem decimum, per quendam dominum Marium de Perusiis,procuratorem fiscalem accusare, tanquam de hæresi suspectum. Et per eundem dominum tandem impetrantes commissionem citandi mei, in personas reverendissimorum dominorum et patrum Hieronymi de Genutiis Episcopi Asculani causarum Cameræ auditoris, et Sylvestri Prieriatis, pallatii magistri, per eosdem me citari curauerunt ad urbem, ad personaliter comparendum. Dernæst begyndte de gennem en vis hr Marius fra Perusius, der var skatteprokurator, overfor vor højhellige herre Leo at anklage mig, som om jeg var mistænkt for kætteri. Og gennem den samme herre opnåede de endelig en kommission, der kunne stævne mig, gennem personerne, de højærværdige herrer Hieronymus fra Genua, biskop i Askulanum, kammerauditør, og Sylvester Prierias, paladsmagister, gennem dem sørgede de for at stævne mig til Rom, til personligt fremmøde.

¹⁷ Cumque ego nec Vittenbergæ tutus ab insidiis, tantum iter perficere non possem, nec Romæ tuto consistere, et pauperculus et imbecillis corpore. Deinde judices præfati mihi multis causis fuissent suspecti, præsertim quod reverendus Pater Sylvester adversarius mihi fuerit, et dialogum contra me jam ediderit, et in sacris literis minus eruditus, quam ista causa ferre possit. Og da jeg ikke i Wittenberg var sikret mod baghold, kunne jeg ikke gennemføre en sådan rejse, og jeg kunne heller ikke være sikker i Rom, hvortil kom, at jeg var fattig og svag i legemlig henseende. Dernæst var de førnævnte dommere for mig mistænkelige af mange grunde, især fordi den ærværdige fader Sylvester var blevet min modstander, og allerede havde udgivet en dialog imod mig, og var mindre uddannet i de hellige skrifter, end denne sag kunne bære.

¹⁸ Dominus autem Hieronymus in juribus quoque plusquam Theologi doctus, merito timebatur Sylvestrinæ theologiæ concessurus, et extra modum suæ professionis hanc rem habere. Solicitaui per illustrissimum Principem, dominum Fridericum, Ducem Saxoniæ, Sacri Romani Imperii Archimarschaleum, Landgrauium Thuringiæ, Marchionem Mysniæ, ut causa ad partes committeretur non suspectis, sed honestis et bonis viris, tunc illi crassa quadam et insulsa astutia instructi, apud sanctissimum dominum Leonem etc. egerunt, ut causa in seipsos, hoc est in personam reverendissimi domini Thomæ sancti Sixti Cardinalis, tunc in Germania sedis Apostolicæ legati transferretur, Men da hr Hieronymus var mere lærd i juraen end i teologien, kunne man med rette frygte, at han ville give indrømmelser til Sylvesters teologi, og føre en sag, der lå udenfor hans profession. Der blev draget omsorg for mig af den højtoplyste fyrste, hr Frederik, hertug af Saksen, overmarskal i det hellige romerske rige, landgreve i Thüringen, markgreve i Mysnius, at sagen delvist skulle overgives til nogen, der ikke kunne næres mistanke til, men til ædle og gode mænd, men da gennemførte disse mænd, ledet af en grov og fad listighed, hos den højhellige hr Leo, at sagen skulle føres overfor dem selv, det vil sige ved personen, den højærværdige hr Thomas fra de hellige seks kardinaler, som da blev overført til Tyskland som det apostolske sædes legat,

^18A ut qui de ordine Prædicatorum et Thomisticæ factionis (id est) aduersariæ, uel primarius, facile speraretur, contra me pro ipsis diffiniturus, aut ut uerisimile est, certe, ut hujus facie judicis absterritus, recusarem comparere, et contumaciam incurrerem. så at man let kunne regne ud, at de fra dominikanerordenen og fra thomisternes skare, det vil sige: mine modstandere, først og fremmest ville fastslå tingene til deres fordel og imod mig, eller man kunne regne ud, at det var sandsynligt, ja sikkert, at jeg, afskrækket ved et sådant dommerpanel, ville nægte at møde op, og blive anklaget for ulydighed.

¹⁹ Ego tamen ueritate dei fretus, ad Augustam multo labore et magnis periculis ueniens, humaniter quidem a præfato Reuerendissimo etc. susceptus sum. Qui eum posthabita protestatione mea et obligatione, qua uel publice uel priuatim me responsurum obtuli, coram notario et testibus, denique (W39) præsentibus quatuor insignibus viris Cæsareæ Majestatis Senatoribus, simulque subjicerem me meaque dicta sanctæ sedi Apostolicæ, et judicio quatuor illustrium uniuersitatum, Basilien, Freyburgen, Louanien, tandem et studiorum parenti nobilissimæ Parrhisien, me simpliciter ad reuocationem urgeret, nec vellet ostendere mihi errores meos, et quibus rationibus, vel authoritatibus error a me intelligi posset, nimio scilicet suæ factionis (509. 33.jpg) fratribus affectus, et iniquitatis faciem assumens, Jeg stolede dog på Guds sandhed og kom til Augsburg med megen besvær og efter mange farer, og blev da også venligt modtaget af den førnævnte højærværdighed. Men da jeg havde modtaget anklagen imod mig og min forpligtelse til at svare enten offentligt eller privat, overfor notar og vidner, og endelig overfor fire særlige mænd fra den kejserlige majestæts senat, så skulle jeg samtidig underkaste mig og mine udsagn under det apostolske sæde og en bedømmelse af fire oplyste universiteter, Basel, Freiburg, Louvain, og endelig det ædle faderuniversitet for studierne, Paris, og han opfordrede mig simpelthen til at tilbagekalde og ville ikke påvise for mig mine vildfarelser, og jeg kunne ikke forstå, af hvilke grunde eller ud fra hvilke autoriteter der var fejl hos mig, han var nemlig i altfor høj grad påvirket af hans ordens brødre, og han antog uretfærdighedens skikkelse;

^19A tandem nisi revocarem, abiectis precibus et votis discendi, et informationis petitionibus, minas diras, ac crudelissimas uigore cujusdam Apostolici Breuis intentauit, ac ne redirem in faciem suam, imperauit. til sidst, hvis jeg ikke tilbagekaldte og gav slip på mine bønner og mine løfter om at blive belært og mine anmodninger om oplysning, så ville han bruge hårde og grusomme trusler, der havde kraft fra en pavelig skrivelse, og han befalede, at jeg i så fald ikke skulle vise mig for hans ansigt igen.

²⁰ Quibus grauaminibus læsus, tunc ab ejus iniqua et uiolenta præsumptione, et prætensa sibi commissione appellaui ad sanctissimum dominum nostrum Leonem decimum melius informandum, prout in schedula hujusmodi appellationis plenius continetur. Såret ved disse alvorlige angreb og også ved hans uretfærighed og antydning om vold, og efter at kommissionen havde besmykket sig således, appellerede jeg til den højhellige herre, vor Leo den tiende, som skulle informeres noget bedre, eftersom der i en ansøgning om den slags appel indeholdes meget af den slags.

²¹ Nunc uero etiam ista appellatione (ut dixi) contempta, cum usque hodie cupiam, non nisi ut ostendantur mihi errores mei, quicunque tandem id possit præstare, de quo denuo legitime protestor, paratissimusque sum reuocare, si quid male dixisse fuero edoctus. Men hvis nu også som sagt denne appellation bliver foragtet, skønt jeg indtil idag ikke har bestræbt mig for andet, end at mine vildfarelser kunne bliver påvist mig, hvem der så end vil kunne gøre det, så erklærer jeg herom påny, at jeg er villig til at tilbagekalde, hvis jeg bliver belært om at have sagt noget forkert.

²² Deinde totam disputationem meam subjecerim summo Pontifici, ita ut nec ego amplius aliquid in ipsa facere habeam, quam expectare sententiam, quam et usque hodie expecto. Nihilominus tamen, ut audio, et idem reuerendissimus dominus Thomas sancti Sixti Cardinalis, scribit ad illustrissimum Principem Fridericum etc. in Romana Curia procedi contra me, et autoritate ejusdem Sanctissimi domini nostri etc Dernæst skulle jeg underkaste hele min disputation under paven, således at jeg ikke skulle have andet at gøre deri end at vente på min dom, og den har jeg også indtil idag ventet på. Ikke desto mindre har jeg hørt, og det samme har den højærværdige hr Thomas den hellige sjette kardinal, skrevet til den højtoplyste fyrste Frederik, osv, at man i den romerke kurie procederer imod mig, og det i vor højhellige herres navn, osv.

²³ Judices prætensos etiam prosequi in damnationem meam, non attendentes meam fidelem et superabundantem obedientiam, quod tanta difficultate comparui Augustæ, nec curantes oblationem meam honestissimam, quod me ad responsionem publicam et priuatam obtuli. Jeg har også hørt, at dommerne stiler frem mod min domfældelse, uden at tage hensyn til min trofaste og overvældende lydighed, at jeg indfandt mig i Augsburg med store vanskeligheder, og uden at bekymre sig om min ærefulde forpligtelse, at der blev pålagt mig at give et svar offentligt og privat.

²⁴ Denique contemnent et (?) ouem Christi petentem humiliter deceri ueritatem, et reduci ab errore, sed (?) simpliciter, nec audita nec reddita ratione, mera autem tyrannide et plenitudine potestatis urgere ad reuocationem sententiæ, quam ex conscientia uerissimam judico, et ad abnegandam fidem Christi, et ueram apertissimæ scripturæ intelligentiam (quantum mea capit conscientia) seducere uolentes. Endelig foragter de et Kristi får, der ydmygt søger at indordne sig under sandheden og fjerne sig fra vildfarelsen, men som de simpelthen uden at høre det, uden at der gives grunde derfor, men kun i kraft af magt og magtfuldkommenhed vil tvinge til at tilbagekalde min mening, som jeg har bedømt som utvivlsom sand ud fra min samvittighed, og vil forføre til at fornægte troen på Kristus og på den sande forståelse af soleklare skriftsteder, så vidt min samvittighed fatter det.

²⁵ Cum potestas Papæ non contra nec supra, sed pro, et infra scripturæ et ueritatis majestatem sit, nec potestatem Papa acceperit oues perdendi, in luporum fauces projiciendi, et in errores errorumque magistros tradendi, sed ad ueritatem (sicut Pastorem et Episcopum uicarium Christi decet) reuocandi. Eftersom pavens magt ikke står imod eller over, men står til fordel for og under skriftens og sandhedens majestæt, så kan han ikke forstå pavens magt som en magt til at lade fårene gå fortabt og kaste dem i ulvenes gab, eller som en magt til at overgive til vildfarelser og til lærere, der er vildfarne, men som en magt til at kalde tilbage til sandheden, sådan som Kristi stedfortræder bør gøre som hyrde og biskop.

²⁶ Ex quibus me læsum, grauatumque sentens, cum tali uiolentia uideam futurum esse, ut nullus etiam ipsum Christum audeat confiteri, nec scripturas sacras in ecclesia sua propria profiteri, atque ita me quoque a (510; 35.jpg) uera, sana, christianaque fide et intelligentia, in uanas et mendaces hominum opiniones violenter protrudi, et in seductorias populi Christiani fabulas urgeri. Af dette føler jeg mig såret og i vanskeligheder, eftersom jeg ser, at det ved en sådan vold vil ske, at ingen mere vover at bekende Kristus selv, eller drage nytte af de hellige skrifter i hans egen kirke, og derfor føler jeg mig også med vold stødt ned fra den sande, sunde kristne tro og forståelse ud i forfængelige og løgnagtige menneskelige opfattelser, og trængt ind i fabler, der skal forføre det kristne folk.

²⁷ Iccirco a præfato sanctissimo domino nostro Leone non recte consulto, supraque dictis prætensis (W40) commissione et judicibus, et eorum citatione, ac processu, et omnibus inde sequutis, et sequuturis, et quolibet ipsorum, ac a quibusuis excommunicatione, suspensione, et interdicti sententiis, censuris, pænis, et mulctis atque aliis quibuscunque denunciationibus et declarationibus (ut prætendunt) hæresis et apostasiæ per eos uel alterum eorum quomodolibet attentatis, factis, et molitis, attentandis, faciendis et moliendis, ipsorumque nullitate (suis honore et reuerentia semper saluis) tanquam iniquis et injustis, mere tirannicis et uiolentis, nec non a quolibet futuro grauamine, quod mihi ex eo uenire poterit, tam pro me quam pro omnibus, et singulis mihi adhærentibus et adhærere uolentibus, ad futurum concilium legitime, Derfor påkalder jeg mig og appellerer min sag fra vor førnævnte højhellige herre, Leo, der ikke er blevet rådgivet ret, og fra den ovenfor nævnte såkaldte kommission og dommere og deres stævning og proces og alt, hvad der er fulgt deraf og vil følge deraf, fra hvilkesomhelst man kan tænke sig afsigelse af banlysning, ophævelse og interdikt, fra censur, straffe og mulkter og hvilkesomhelst andre frasigelser og erklæringer om, efter deres mening, kætteri og frafald, som de eller andre på nogen måde har fremsat, gjort og sat i værk eller vil fremsætte, gøre og sætte i værk ved deres intethed (pavens egen ære og ærværdighed hele tiden urørt); jeg appellerer fra dem som urimelige og uretfærdige, som kun tyranniske og voldelige, og fra en hvilkensomhelst vanskelighed, som kan møde mig herfra, såvel for min som for alles skyld, og for den enkelte af mine nuværende og kommende tilhængeres skyld, jeg appellerer til et kommende legitimt koncil.

²⁸ ac in loco tuto, ad quem ego, uel procurator per me deputandus libere adire potero, uel poteri, et ad illum, vel ad illus, ad quem, seu quos de jure, priuilegio, consuetudine, uel alias mihi prouocare et appellare licet, prouoco et appello in iis scriptis. Det skal holdes på et sikkert sted, hvortil jeg eller min advokat, udpeget af mig, frit kan komme. Til et sådant koncil, som det er muligt for mig at påkalde mig og appellere til efter loven, privilegierne og sædvanen eller noget andet, påkalder og appellerer jeg min sag med denne skrivelse.

²⁹ Apostolosque primo, secundo, tertio, instanter, instantius, et instantissime mihi dari peto. Si quis sit, qui mihi dare hos voluerit et potuerit, et præsertim a uobis domino notario testimoniales. Et protestor de prosequendo hanc meam appellationem per uiam nullitatis, abusus, iniquitatis vel injustitiæ, et alias prout melius potero, optione mihi reseruata, addendi, minuendi, mutandi, corrigendi, et in melius reformandi, omnique alio juris beneficio, mihi ac mihi adhærentibus et adhærere volentibus semper saluo.

³⁰ QVA quidem schedulia coram me et testibus infra scriptis, ut præmittitur, interposita, protestatus fuit, et protestatur expresse, se per se uel procuratorem non posse ad eum accedere, a quo extitit appellatum tum propter metum plurimorum, sibi, et uitæ suæ insidiantium, ac ejus a quo alleppauit, tum propter uiatum discrimina.

³¹ Ideoque petiit sibe a me Notario publico cum debita instantia, Apostolos tales, quales sibi de jure deberentur dari atque concedi. Cui quidem petenti dedi Apostolos tales, quales sibi debentur, uel saltem testimoniales præsenti instrumento publico extune exarandos. Super quibus omnibus et singulis petiit a me Notario infra scripto unum uel plura confici atque fieri publicum, uel publica instrumentum uel instrumenta.

³² Acta sunt hæc Wittenbergæ- (511. 37.jpg) Brandenburgens. diocesis, sub anno, indictione, die Mense, et pontificatu, quibus supra. Regnante diuo Mazimiliano, Romanorum Imperatore, hora tertiarum, uel quasi, in capella corporis Christi,in Parochiali ibidem cemiterio situata.

³³ Præsentibus ibidem Christophoro Beehr sacris Apostolica et imperialo auctoritate uicecomite Constantien. Et Hieronymo Paposs Curiensis Diocesis Cleric. testibus ad præmissa uocatis, rogatisque pariter et requisitis.