Kilder til samtalerne: 1) Luther i Acta Augustana. 2) Luther i breve
til Spalatin. 3) Luther i fortalen fra 1545. 4) Spalatin i sin relation.
5) Ruhe i sin relation.
Forberedelserne: Stævningen af 8. august 1518. Leo den tiendes
brev til Cajetan af 22. august 1518. Leo den
tiendes brev til kurfyrst Frederik af ??. Br101018#1
til #20. Fortalen #22
til #31.
1. samtale tirsdag den13-10 1518: 1) act-a01#11
til #20. 2) br141018#3 til #6. 3) spa-rel#1
til #14.
2. samtale onsdag den 14-10 1518: 1) act-a01#21
til #26; herunder Luthers erklæring #22
til #25; Luthers skriftlige svar: #26 til
#83. 2) br141018#6 til #11. 3) Spalatins relation
spa-rel#16
til #23.
Efterspillet: 1) Cajetans samtale med Staupitz br141018#12 til #14. 2) Luthers to breve til Cajetan. (br171018#1) 3) Luthers appellation til paven. 4) Luthers appellation til et koncil. 5) Pavens bulle om Kristi fortjenester af 9. november 1518.
Små iagttagelser:
1) Ret ens gengivelse af Cajetans (og pavens) krav: a) act-a01#11; b) spa-rel#4.
2) Luther kræver at blive belært om, hvor han tager fejl. a) act-a01#12. b) spa-rel#3.
3) Cajetan hævder, det er fejlagtigt at tro, at Kristi fortjenester ikke er afladens skat (som i tese 58) (act-a01#13; br141018#5; spa-rel#5) og at det er forkert, at man skal tro for at få noget ud af at gå til alters (som i forklaringerne til tese 7) (act-a01#14; spa-rel#5).
4) Luther kender godt Unigenitus og gendriver Cajetan ud fra denne bulle. (act-a01#16; br141018#10; spa-rel#9).
5) Har paven magt over alle ting? Luther: Ikke over skriften: act-a01#18; spa-rel#10.
6) Står paven over et koncil? act-a01#18; spa-rel#11. Luther henviser til Pariseruniversitetets appel, act-a01#18; spa-rel#11. Og Luther påpeger den selvmodsigelse, der ligger i, at paven skal have et koncil til at fastslå, at han står over koncilet: act-a02#44.
7. Luther protesterer over ikke at være blevet hørt og mener ikke, at hans opfattelser er imod skriften, kirkefædrene, de pavelige dekreter eller fornuften: act-a01#23.
8. Luthers skriftlige svar (act-a01#26 til #83) tager de to anklagepunkter op, ekstravagansen (#26 til #55) og spørgsmålet om troens nødvendighed og søger i det første tilfælde at harmonisere (act-a01#40) sine og modpartens synspunkter, mens han fuldstændig opgiver at harmonisere i det andet tilfælde, blot gør han det, at han ud fra talrige skriftsteder fremhæver troens betydning, og beder om forståelse for, at han er bundet af disse skriftsteder, act-a01#80.
9. Luthers modstandere vil vende sig imod dem, der vil fortolke skriften med deres egen forstand, act-a02#4.
10. Når teologien bliver en harmonisering af kirkefædrecitater om skriften i stedet for en direkte skriftforståelse, ender det med, at spytslikkerne får overtaget. Og hver gang der derfor kommer en ny fortolkning, må Luther altså frem med en ny tilbagekaldelse, act-a02#7.
11. Det første svar forholder sig til det ligegyldige, det sidste (om troens nødvendighed) til vor frelse, act-a02#13.
12. Luther vil, som senere i sin resolution over den trettende tese, bruge Rom 13,1ff til at understøtte pavens autoritet, act-a02#32.
13. Luthers harmonisering er sket med megen vold mod ordene, act-a02#41.
14. Luther ærer og følger den romerske kirke, (act-a02#46), men denne er behersket af supersøde bedragere, der har forfattet et falsk brev imod Luther. Luther regner Leo den Tiendes brev til Cajetan (act-a02#48 til #58), som han fik fingre i på vej bort fra Augsburg, for falsk, og søger at bevise det, act-a02#60ff. Og når han offentliggør det, er det for at vise disse bedrageres bedrag.
15. Til sidst tilbagekalder Luther i den betydning, at han bekender, at han før troede, at han fik Kristi fortjenester gennem afladen, men at han nu vil tilbagekalde denne mening, act-a02#69.