| 1 Quae cum altera die obtulissem, primo contempsit et verba esse, missurum tamen ea ad urbem sese dixit: interim ad revocationem urgebat, intentans censuras sibi demandatas, ac nisi revocarem, abirem et non redirem in conspectum suum. Quo audito cum viderem, eum esse firmatum in proposito, nec vellet audire scripturas, ego quoque firmassem propositum non revocandi, abii sine spe redeundi. | Da jeg afleverede det den næste dag, foragtede han det først for at være blotte ord, men han sagde dog, at han ville sende det til Rom. I mellemtiden opfordrede ham mig til at tilbagekalde, idet han truede med at overgive det til censuren, og hvis jeg ikke tilbagekaldte, kunne jeg gå min vej og ikke igen vise mig for hans åsyn. Det hørte jeg, og jeg indså, at han var fast i sin beslutning, og han ville ikke høre på skriften, men jeg var også fast besluttet på ikke at tilbagekalde, og så gik jeg bort, uden håb om at kunne vende tilbage. |
| 2 Nam quanquam dixit et etiam nunc glorietur, sese paterne, non iudicialiter mecum acturum, non intellexi tamen hanc paternitatem nisi omni iudicio rigidiorem esse, ut quae non nisi revocationem contra conscientiam exigeret, nec saltem vellet aut posset potius ostendere et convincere errorem. | For skønt han havde sagt og også nu pralede af, at han ville behandle mig faderligt, ikke juridisk, har jeg dog ikke opfattet, at denne faderlighed var andet end en hård dom over alting, og kun hvis jeg tilbagekaldte imod min samvittighed, ville han udvise denne faderlighed, men han ville ikke eller kunne vel snarere ikke påvise min vildfarelse og overbevise mig om den. |
| 3 Nam cum vidisset a me reiici scholasticorum opinatorum commenta, promisit quidem se acturum contra me Sacra scriptura et Canonibus, quod quomodo intellexerit, iterum ignoro. Nullam enim syllabam ex sacris literis contra me produxit unquam, nec usque hodie, (W17) si quam maxime vellet, cum uno omnium consensu firmatum sit nihil de indulgentiis in sacris literis haberi, quae potius non nisi fidem commendant et tam vacuae sunt indulgentiarum memoria quam plenae sunt fidei eruditione, ut impossibile sit, utrum illorum articulorum posse convelli per ipsum. | For da han havde set, at kommentarerne ud fra skolastikernes formodninger blev forkastet af mig, lovede han ganske vist, at han ville føre de skriftsteder og kanonner i marken imod mig, som han havde forstået, men jeg var uvidende om. Men han har ikke nogensinde frembragt en stavelse fra den hellige skrift imod mig, og har det ikke indtil idag, hvis det var det, han helst ville, skønt alle er enige om, at det står fast, at der ikke haves noget om afladen i den hellige skrift, som snarere kun nævner troen, og ligeså tom, den er på afladssteder, ligeså fuld er den af trosuddannelse, så det vil være umuligt, at nogen af disse artikler kan bringes til at vakle af ham. |
| 4 Ubi vero ego scripturas pro me attuli, cepit homo, paterne agens, de corde suo mihi fingere glosas. Et qui tam vigilanter Extravagantem contra me observarat, satis pulchre dissimulabat Canonem illum, quo prohibet Ecclesia, ne quis proprio ingenio scripturas interpretetur, et iuxta Hilarium non afferendas sed referendas esse ex sacris literis intelligentias. | Men hvor jeg fremdrog skriften til fordel for mig, begyndte dette menneske, i sin faderlighed, ud af sit hjerte at indbilde mig nogle fortolkninger. Og skønt han ganske årvågent fremdrog Ekstravagansen imod mig, skjulte han dog temmelig smukt denne kanon, hvorved han forhindrer kirken i, at nogen fortolker skriften med sin egen forstand, og skriftfortolkningen ifølge Hilarius ikke skal tilføje noget, men kun referere den. |
| 5 Nec tamen hanc violentiam eius aegre tuli, sciens eam facultatem interpretandi ex longa Romanae Curiae consuetudine et scholasticorum distinctorum usu sibi praesumptam. Creditum est enim iam diu, quod, quicquid Romana Ecclesia dixerit, damnarit, voluerit, id mox omnibus dicendum, damnandum, volendum esse, nec aliam reddi rationem oportere, quam quia sic sedes Apostolica et Romana Ecclesia sentit. | Og dog bliver man næsten syg ved at skulle bære denne voldførelse af skriften fra hans side, når man véd, at denne mulighed for fortolkning allerede længe har været forbeholdt dem gennem den romerske kuries sædvane og brugen af skolastikernes distinktioner. Det har allerede længe været troet, at hvad den romerske kirke har sagt, fordømt, villet, det skulle snart alle sige, fordømme, ville, og den behøvede ikke at aflægge andet regnskab derfor, end at sådan mente det apostolske sæde og den romerske kirke. |
| 6 Hinc, relictis sacris literis et acceptis traditionibus verbisque hominum, factum est, ut Ecclesia Christi non mensura tritici pascatur nec verbo Christi, sed non raro temeritate et voluntate alicuius indoctissimi adulatoris regatur, et eo profecerit nostrae infoelicitatis magnitudo, ut ad revocationem et abnegationem fidei christianae et sacratissimae scripturae incipiant compellere. | Når man sådan lader den hellige skrift være og godtager menneskers traditioner og ord, så sker der det, at Kristi kirke ikke vogtes ved et mål hvedemel (?) og ikke ved Kristi ord, men ikke sjældent styres ved en eller anden ulærd spytslikkers frækhed og vilje, og herfra stammer vores store ulykke, så de begynder at tvinge til tilbagekaldelse og frasigelse af den kristne tro og den hellige skrift. |
| 7 Porro: Si iste est modus revocandi, nihil video futurum, quam ut praecedentem revocationem sequente alia sine fine revocem. Nam si qua industria suum ipsius dictum in eum ipsum retorsero, cito aliud cordis sui idolum mihi fingeret (est enim mire fecunda distinctionibus Thomistica Theologia ac vere Protheus (n7) quidam), cui necesse esset denuo revocando obedire. Cum enim non in soliditate petrae, sed in arena cogitationum suarum vagetur, nihil aliud quam perpetuum revocandi negocium mihi incumberet. | Videre: Hvis det er den måde, man skal tilbagekalde på, så kan jeg ikke se andet, end at der vil ske det, at jeg må tilbagekalde den foregående tilbagekaldelse, når der kommer noget nyt, i én uendelighed. For hvis jeg med noget besvær ville vende hans egen udtalelse imod ham selv, så ville han hurtigt kunne opfinde en anden afgud ud af sin fantasi (den thomistiske teologi er en besynderlig frugtbar teologi, ja en sand Protheus med hensyn til distinktioner), som det så var nødvendigt at adlyde gennem en ny tilbagekaldelse. Når man nemlig ikke bygger på klippens grundvold, men med sine tanker strejfer rundt fra den ene sandvold til den anden, så kan det ikke være andet, end at de påfører mig et evigt besvær med at tilbagekalde. |
| 8 Igitur accepto mandato non redeundi, mansi tamen eodem die in loco: tum vocato Reverendo et optimo patre meo Ioanne Stupitio Vicario egisse dicitur multis, ut ad revocationem inducerer spontaneam. Mansi et sequente die, et nihil mandabatur. | Skønt jeg altså havde fået befaling til ikke at vende tilbage, blev jeg dog i byen den dag. Da blev den ærværdige fader, min bedste fader, Johannes Staupitz, ordenens vikar, hidkaldt, og man siger, at han blev overtalt til at prøve at få mig til øjeblikkeligt at tilbagekalde. Jeg blev der også den følgende dag, og der blev ikke pålagt mig noget. |
| 9 Tercia die, scilicet dominica, mansi et literas dedi, (br171018) nec aliquid respondebatur. Quarta die mansi, et nihil fiebat. Idem silentium quinta die passus, tandem consulentibus amicis, praesertim cum antea iactasset sese habere mandatum, ut et me et vicarium incarceraret, disposita appellatione affigenda recessi, sat periculosam obedientiam me praestitisse arbitratus. | Den tredie dag, søndag, blev jeg der og sendte et brev af sted, men besvarede ikke nogen. Den fjerde dag blev jeg der, men der skete ingenting. Da den samme tavshed fandt sted den femte dag, rådspurgte jeg mine venner, især fordi han tidligere har pralet med, at han havde mandat til at sende mig og ordensvikaren i fængsel, og trak mig så endelig tilbage, efter at jeg havde afleveret den påtænkte appellation. Jeg mente, at jeg havde udvist tilstrækkelig lydighed i min farefulde situation. |
| 10 Nunc, mi lector, tu mihi conveniendus es. Posteriorem istam responsionem meam, etsi cum multa reverentia dedi ac velut in arbitrium Summi (W18) Pontificis responsui, non tamen id me fecisse credas, quod de re ipsa dubitem aut animi sententiam sim unquam mutaturus. | Nu, kære læser, kan du være i forståelse med mig. Det sidste af mine svar, skønt jeg har afgivet det med megen ærbødighed og svaret som efter pavens vilje, men du må dog ikke tro, at jeg har frembragt det, fordi jeg er i tvivl om sagen selv og måske vil ændre min beslutning. |
| 11 Veritas divina est etiam domina Papae: non enim iudicium hominis expecto, ubi divinum iudicium cognovi: sed quia oportuit reverentiam servare ei, qui vice summi Pontificis fungebatur, tum quod etiam verissime dicta oporteat cum humilitate et timore asserere et tueri. | Den guddommelige sandhed er også pavens herre. Jeg forventer jo ikke et menneskes bedømmelse, når jeg kender den guddommelige bedømmelse. Men fordi man bør vise det menneske ærbødighed, der fungerede i pavens sted, således burde man også følge og se på det, der siges med sandhed, med ydmyghed og ærefrygt. |
| 12 Priorem vero nihil refert, utut acceperis: nam in ipsa nullum periculum est, stet sive cadat, nec indulgentiis quippiam accedit, si victa ac falsa fuerit, nec quicquam decedit, si vicerit veraque fuerit, nec ad rem ipsam multum pertinet, nisi quod per eius ingressum subdole totius disputationis calumnia quaeritur. | Hvad det første svar angår, har det ikke så meget at sige, om man går med til det eller ej. For det medfører i sig selv ingen fare, om det står fast eller det falder, og det fører heller ikke noget med sig for afladens vedkommende, om det er sandt eller falsk, og det trækker heller ikke noget tilbage, om det skulle være besejret eller sandt, og har i det hele taget ikke meget med sagen at gøre, medmindre der gennem dette underfundigt indføres et skældsord mod hele disputationen. |
| 13 Nam si superbius voluissem agere, non potuissem ad unum verbum cogi, cum tota disputatio iam sit dedicata et oblata pontifici, ita ut ad me amplius nihil pertineat nisi expectare sententiam. | For hvis jeg ville have optrådt mere overlegent, ville jeg ikke kunne været tvunget til ét eneste ord, eftersom hele disputationen nu er henvist til og overgivet til paven, sådan at der nu for mig ikke er andet at gøre end at afvende afgørelsen. |
| 14 In posteriore vero responsione certe summa pendet salutis. Non es malus Christianus, sive scias sive ignores Extravagantem: non es autem nisi haereticus, si neges fidem verbi Christi. Quid hic premam et taceam, credo te sentire, optime lector, non sine gemitu. | Men af det sidste svar afhænger med bestemthed hele vor frelse. Du er ikke en dårlig kristen, hvad enten du kender ekstravagansen eller er uvidende om den. Men du kan ikke være andet end kætter, hvis du nægter troen på Kristi ord. Hvad jeg her skjuler og tier om, tror jeg du véd, kære læser, ikke sker uden suk. |
| 15 Unum tamen te latere non volo, hac disputatione nihil quaeri quam synceram scripturae intelligentiam, quam nobis in multis locis sacra illa ut vocant decreta, si non corrumpunt, certe verbis detortis ac male tractatis obscurant et velut obducta nube purissimum solem tegunt: de quo aliquando latius, si aliquis mihi Romanus adulator obstrepuerit, praestabo, deo propitio, quendam iuristotheologum, sed qui parum sit placiturus, praesertim Romanae Curiae adulatoribus: iam dudum enim gestit animus ludere bellum, quod gessit Iosue adversus Haiitas. (Josv 8,3-29). | Dog det ene vil jeg ikke holde skjult for dig, at i denne disputation har jeg ikke søgt andet end en alvorlig forståelse af skriften. Men den forståelse tildækker det, de kalder dekreterne på mange steder for os, for hvis de ikke ligefrem ødelægger den, så gør de i hvert fald det, at de med fordrejede og dårlige ord fordunkler den, som hvis der føres en sky for den klareste sol. Det vil jeg senere, om Gud vil, sige noget mere om, hvis en eller anden romersk spytslikker larmer imod mig. Det bliver noget juridisk teologisk, og det vil næppe være særlig behageligt, især ikke for dem, der lefler for den romerske kurie. Allerede nu er jeg besluttet på at lege krig, ligesom Josva mod Aj. |
| 16 Interim hunc gustum tibi praelibo, quod conclusio mea vere est contra Extravagantem illam, ideo falsa et erronea et revocanda. quare et revoco eam solemniter in hiis scriptis damnatamque a meipso pronuncio: profiteor denique, quod ita posita est a me et usque hodie placet ipsa, atque si posita non esset, adhuc ponerem. | I mellemtiden leverer jeg dig slag af den slags, fordi min tese i sandhed er imod denne ekstravagans, der derfor er falsk og vildførende og bør tilbagekaldes. Og derfor vil jeg også højtideligt tilbagekalde og fordømme den i de skrifter, jeg har bebudet. Jeg vil til sidst erklære, at således er det fremstillet af mig og indtil i dag har jeg fundet det godt, og hvis det ikke var fremstillet således, ville jeg gøre det nu. |
| 17 Secundo, reprobo, damno detestorque Extravagantem illam tanquam falsam et erroneam meritoque reprobandam, profiteorque bonum fuisse, eam aliis verbis positam esse, non quod sit falsa in suo sensu, sed quod in theologico sensu errat, cuius verba inducit contra sententiam textus apertissimam. | For det andet vender jeg mig imod, fordømmer og foragter denne ekstravagans som falsk og vildfarende og med rette at bebrejde, og jeg erklærer at det havde været godt, at fremsætte den med andre ord, ikke fordi den er falsk i sin mening, men fordi den tager fejl i den teologiske mening, hvis ord den indfører imod tekstens soleklare mening. |
| 18 Ecce revocationem: iam satisfeci, etiam adversariis, spero. Quid? insanum me putas, lector, aut ebrium censes? (Apg 26,25). Non insanio, sed sobrietatis verba loquor. Quod ut ostendam, etiam crassissimae ruditati clarum faciam, solere scilicet pontifices vim facere sacris literis in suis decretis. | Se, det er altså min tilbagekaldelse. Nu håber jeg at have tilfredsstillet endog mine modstandere. Hvad? Anser du mig for tosset, kære læser, eller måske fuld? Jeg taler ikke i vanvid, men med højst ædru ord. For at vise dig det, vil jeg gøre det klart selv for den groveste bondekarl, at paverne plejer at øve vold mod den hellige skrift i deres dekreter. |
| 19 Nam Reverendissimus D. Legatus omnium impatientissime tulit, quod nec Papae sanctitati pepercerim (sic enim scribit ad Illustrissimum Principem Fredericum &c.(n19)) et relatione indigna dixerim, quod Papam torquere et abuti scripturis (W19) dixerim: nitendum itaque mihi est, ut non possit negare vim scripturae aliquando factam. | For den ærværdige hr legaten var meget utålmodig over, at jeg ikke har fastholdt pavens hellighed (sådan skrev han nemlig til den højtoplyste fyrste Frederik osv) og over, at jeg med uværdigt ordvalg har sagt, at paven fordrejer og misbruger skriften. Derfor kan jeg støtte mig til, at han ikke nogetsted kan nægte, at jeg har fastholdt skriftens kraft. |
| 20 Primo, dicit decretalis de constitut., translatio sacerdotio, (n20) necesse est, ut translatio legis fiat. Haec Apostoli verba sunt ad Hebreos dicentis, (Hebr 7,12) temporale sacerdotium legis finitum et abrogatum succedente sacerdotio aeterno Christi. Haec est germana et genuina sententia istorum verborum. | For det første siger han, i dekretet om konstitutionen, translatio sacerdotio, at det er nødvendigt, at der sker en forandring af loven. Dette er apostelens ord i hebræerbrevet, at det timelige lovens præstedømme er slut og afbrudt og Kristi evige præstedømme følger efter. Dette er den ægte og oprindelige mening med disse ord. |
| 21 At decretalis huius sententia est haec: sacerdotium Christi est tranlatum (sic!) a Mose in Christum et a Christo in Petrum. Sic enim interpretantur iuristae, et Pontifex permittit seu approbat. Quis autem non videt alienam hanc tortamque et abusivissimam esse verborum intelligentiam, immo prorsus talem, quae, nisi multo sudore moderetur, simul et indoctissima et impiissima sit? | Men dette dekrets mening er: Kristi præstedømme er forandret fra Moses til Kristus og fra Kristus til Peter. Sådan fortolker nemlig juristerne, og paven tillader det eller går med til det. Men hvem ser ikke, at dette er en anden fordrejet og misbrugende forståelse af disse ord, ja, ligefrem en sådan, at hvis ikke man med stort besvær modererede sig, vil man kalde den både ulærd og ufrom? |
| 22 Impiissimum est enim dicere, sacerdotium et legem Christi esse abrogata et finita, ut Petrus sacerdos et legislator amoto Christo sit. Id enim significat proprie verbum Apostoli 'translatio'. | Det er nemlig højst ufromt at sige, at Kristi præstedømme og lov er afbrudt og afsluttet, så at Kristus er fjernet, og Peter er præst og lovgiver. Det betyder nemlig egentlig apostelens ord 'forandring'. |
| 23 Nolo Petrum aut Paulum sacerdotem habere, quoniam et ipse peccator est, non habens, neque quod pro me neque quod pro se offerat, ut interim taceam foedissimam arrogantiam, quam talis olet intelligentia, scilicet in solum Petrum a Christo fuisse translatum sacerdotium Christi, quasi caeteri Apostoli, remanserint laici aut a Petro ordinato fuerint sacerdotes et Apostoli. | Jeg vil ikke have Peter eller Paulus til præst, fordi også han er en synder, og han har ikke noget, som han kan ofre, hverken for sig selv eller for mig, at jeg så helt skal tie om den ulykkelige overlegenhed, som den forståelse lugter af, nemlig at det alene var til Peter, at Kristi præstedømme af Kristus blev forandret, som om de øvrige apostle forblev lægfolk eller af Peter blev ordineret til præster og apostle. |
| 24 Igitur, si nunc posuero hanc propositionem 'Sacerdotium Christi nec in Petrum nec in Papam translatum est', et R. D. L. mihi hanc decretalem opposuerit cum gestu et tonitru maiestatis suae et urgeat me ad revocationem, et ego responderim, Papam ibi torquere scripturas et abuti verbis eius, meam autem conclusionem esse veram in theologico sensu, decretalem autem forte in aliquo alio abusivo, putas me debere formidare minas verbi humani, quibus terreor, quasi indignum relatu dixerim et sanctitati Papae non pepercerim? Honorabo sanctitatem Papae, sed adorabo sanctitatem Christi et veritatis. | Derfor, hvis jeg nu havde fremsat denne tese: 'Kristi præstedømme forandres hverken til Peter eller til paven' og den ærværdige hr legaten ville have fremført dette dekret imod mig med sine armbevægelser og majestætiske torden og presset på for at få mig til at tilbagekalde, og jeg ville have svaret, at paven her fordrejer skriften og misbruger dens ord, og at min tese var sand i teologisk betydning, men dekretet måske var sandt i en eller anden misbrugerisk betydning, mener du så, at jeg burde frygte for truslerne fra menneskeord, hvormed jeg bliver truet, som om jeg havde talt uværdigt og ikke fastholdt pavens hellighed? Jeg vil ære pavens hellighed, men jeg vil tilbede Kristi og sandhedens hellighed. |
| 25 Item si illud Matthaei xvi. Tu es Petrus, et tibi dabo claves regni caelorum, Quodcunque solveris &c. (Matt 16,18f) tractarem vel in scholis vel in suggesto et ponerem hanc propositionem 'Istis verbis non potest probari, Romanam Ecclesiam esse caeteris per totem orbem Ecclesiis praelatam', et mihi R. D. L. opposuerit (credo cum commotione prae relati indignitate) dist. xxi. ubi Pelagius Papa tanta voce clamat, non synodicis decretis sed euangelica voce (bene voce, sed non sensu), Romanam Ecclesiam esse caeteris ecclesiis praelatam, et ad id inducat hunc Matthaei Apostoli locum, credis ne me relicturum euangelicum sensum et non nisi Pelagii sensum amplexurum, qui vocem, non sensum Euangelii sese iactat sequi? | Ligeledes, hvis jeg enten på universitetet eller i en bog ville behandle Matt 16,18: 'Du er Peter, og dig vil jeg give himmeriges nøgler; hvadsomhelst du løser osv', og hævde den tese: 'Med disse ord kan det ikke bevises, at den romerske kirke er overordnet alle de øvrige kirker i hele verden', og den ærværdige hr legaten ville indvende imod mig (jeg tror i sindsbevægelse over den begåede uværdighed) distinktion 21, hvor pave Pelagius med høj røst hævder, at det ikke er ved synodernes bestemmelser, men ved evangeliets røst (den er det efter de ydre ord, men ikke efter meningen), at den romerske kirke er overordnet de øvrige kirker, og til det formål indfører dette sted fra apostelen Matthæus, mener du så, at jeg skulle forlade evangeliets mening og raskvæk tilslutte mig Pelagius', som følger evangeliets ordlyd, men ikke dets mening? |
| 26 Non quo novam monarchiam (W20) nostri saeculi Romanorum damnem aut negem, sed quod vim scripturae verbis fieri nolim et insulsissimorum quorundam hominum stulticiam reprobem, qui nobis Ecclesiam Christi tempori et loco affixerunt contra verbum Christi dicentis: Non venit regnum dei cum observatione, (Luk 17,20), et Christianum esse posse audent negare, qui non sub Romano Pontifice decretisque eius oppressus fuerit. | Ikke fordi jeg benægter eller fordømmer vort århundredes nye romerske herredømme, men fordi jeg ikke vil gøre vold på skriftens ord og fordi jeg vil bebrejde sådanne tåbelige mennesker deres dumhed, som for os fastlægger Kristi kirke til en bestemt tid og et bestemt sted, imod Kristi ord, når han siger: 'Guds rige kommer ikke, så I kan se det'. Og de vover at nægte, at man kan være kristen, hvis man ikke underlagt den romerske pave og hans dekreter. |
| 27 Ac sic plusquam octingentorum annorum Christianos totius orientis et Affricae nobis ex Ecclesia Christi eiiciunt, qui nunquam sub Romano Pontifice fuerunt nec Euangelium unquam sic intellexerunt. | Og sådan har de smidt mere end otte hundrede års kristne fra hele orienten og Afrika ud af Kristi kirke, fordi de aldrig har været under den romerske pave og aldrig har forstået evangeliet således. |
| 28 Nam adhuc S. Gregorii tempore Romanus Pontifex universalis Episcopus non salutabatur, immo ipsemet Gregorius, licet Romanus Episcopus, acerrime persequitur nomen universalis Episcopi et totius Ecclesiae pontificis plus fere sex epistolis, ut non dubitet vocabulum eiusmodi prophanum appellare, quod nostro saeculo et solum appellatur sanctissimum. (n28) | For indtil den hellige Gregors tid blev den romerske pave ikke kaldt den universelle biskop, ja Gregor selv, var, selv om han var romersk pave, meget imod betegnelsen den universelle biskop og hele kirkens pave i næsten mere end seks breve, så han ikke undså sig for at kalde den slags ord profane, skønt det i vort århundrede er sådan, at han alene kaldes den højhellige. |
| 29 Sicut enim Petrus caeteros Apostolos non creavit (sic enim hodie vocatur Episcopos ordinare), ita successor Petri nullum successorem aliorum Apostolorum creavit. Denique non nisi fratrem et coepiscopum et collegam vocaverunt Romanum Pontificem caeteri episcopi, ut Cyprianus Cornelium et Augustinus Bonifacium et alios. | Ligesom nemlig Peter ikke kreerede de øvrige apostle (sådan hedder det nemlig idag, når man indsættere biskopper), således kreerede Peters efterfølgere ingen efterfølger til de øvrige apostle. Endelig kaldte de øvrige biskopper kun den romerske pave broder og medbiskop, sådan som Cyprian kaldte Cornelius, og Augustin Bonifacius og andre. |
| 30 Unde S. patres illud Matthaei 'Tibi dabo' non intellexerunt ad sensum sacri istius Canonis, super caeteros fuisse Petro dictum, sed 'unis' inquiunt, 'pro omnibus', ut aequalitas una omnium exprimeretur, dum quod Petrus respondet omnes et singuli respondent. | Derfor har de hellige fædre ikke forstået dette Matthæus-ord 'Dig vil jeg give', som denne hellige kanon har forstået det, som om det sagde, at Peter stod over de øvrige, men, siger de, det er 'én i alles sted', så at der udtrykkes den enes ligestillethed med alle, eftersom det, Peter svarer, det svarer de også alle hver for sig. |
| 31 Unde et alio loco in plurali eandem sententiam dicit: Quodcunque ligaveritis &c. (Matt 18,18) et quod uni dicitur omnibus dicitur. Denique non primum super Petrum descendit Spiritus sanctus in die pentecostes, (Apg 2) nec in terris primum legitur insufflasse in Petrum, (Joh 20,22f) quod tamen si quam maxime factum fuisset, non ideo Petrus monarcha prae caeteris fuisset Apostolis. | Derfor udtrykker han også et andet sted denne mening i pluralis: 'Hvadsomhelst I binder osv'. Og derfor, hvad der siges til den ene, siges til alle. Endelig nedsteg Helligånden pinsedag ikke først over Peter, og vi læser heller ikke, at den på jorden først blev indblæst i Peter, hvilket dog ville være sket, hvis han havde været den største, og derfor var Peter ikke hersker over de øvrige apostle. |
| 32 Igitur Canon ille sit verus, admitto, sed abusive: mea euangelico et proprio sensu conclusio vera est. Quod si monarchia Papae probari potest, potius ex illo Apostoli Ro: xiij. probabitur: Omnis potestas a deo est, et quaecunque sunt, a deo ordinata sunt. (Rom 13,1). huius, inquam, virtute (proprie loquendo) subiicimur sedi Romanae, donec deo placuerit, qui solus, non etiam Romanus Pontifex, transfert regna atque constituit. (n32). | Men jeg indrømmer, at derfor kan denne kanon godt være sand, men i uegentlig betydning. Min tese er sand i egentlig og evangelisk betydning. Dog, hvis man skal bevise pavens herredømme, skal det snarere bevises ud fra apostelordet Rom 13,1: 'Enhver øvrighed er fra Gud, og de, der er er, er indstiftet af Gud'. Ud fra den logik (i egentlig forstand) underkaster vi os det romerske sæde, sålænge det behager Gud, han, som alene overfører og opretter herredømmer, hvilket den romerske pave ikke gør. |
| 33 Talia multa, mi lector, in sacris decretis invenies et alia quaedam, quae, si nasum sponsae, respectorem Damasci, (Højs 7,5) id est carnis et sanguinis, adhibeas, saepius odore offenderis. | Af den slags finder du mange ting i de hellige dekreter, kære læser, og også andre ting, og hvis du fører din elskedes næse, der ser mod Damaskus, dvs mod kød og blod, hen til det, vil du ofte stødes ved stanken. |
| 34 Sic nunc de Extravagante illa dico: Merita Christo non sunt thesaurus indulgentiarum, quia sine papa operantur gratiam. Haec propositio euangelica est, uti scribitur in multis locis, Christi sanguine et obedientia nos factos (W21) et constitutos iustos, praesertim Ro: v. (Rom 5,19) Per unius, inquit, obedientiam (credo hanc esse merita Christi) iusti constituti sunt multi, per indulgentias autem nemo sanctus efficitur, quod de meritis Christi affirmari est contra tam apertas scripturas. | Sådan siger jeg nu om denne ekstravagans: Kristi fortjenester er ikke afladens skat, fordi de virker nåde uden paven. Denne tese er evangelisk, eftersom det skrives mange steder, at vi ved Kristi blod og lydighed er gjort retfærdige og blevet retfærdige, især Rom 5,19: 'Ved den enes lydighed (og jeg mener, dette er Kristi fortjenester) blev de mange gjort retfærdige', men ved afladen bliver ingen gjort hellige, fordi det at hævde det om Kristi fortjenester er imod så mange åbenlyse skriftsteder. |
| 35 Igitur an sit ista propositio contra vel Extravagantem vel Intravagantem, non curo: prior est veritas scripturae, et post hoc, si hominis verba vera esse possunt, videndum. Nam ego certe non auderem unquam asserere, quod per indulgentias amici dei fiant, sicut expresse dicit Extravagans, ducens verbum sapientis de participatione aeternae sapientiae dicentis, ad participationem indulgentiarum. (Visd. 7,14). (unigen#4). | Derfor bekymrer jeg mig ikke om, hvorvidt denne tese er imod ekstravagansen eller intravagansen. Det første er skriftens sandhed, først derefter kan man se efter, om menneskers ord kan være sande. For jeg ville bestemt ikke nogensinde vove at hævde, at man gennem afladen bliver Guds ven, sådan som ekstravagansen udtrykkeligt siger det, idet den fører visdomsbogens ord om deltagelse i den evige visdom over på deltagelse i afladen. |
| 36 Fuerunt istae scripturae verae ante tempus illius Extravagantis, nec ab ipsa receperunt veritatem, nec potest dici, quod de indulgentiis loquantur, cum per totam ecclesiam notum sit, nihil in scriptura haberi de indulgentiis, ideo necessario sequi, si quae scripturae de eis interpretentur, ut hic fit, vim eis fieri et improprie ac abusive accipi. | Disse skriftsteder var sande før denne ekstravagans' tid. Og hverken har de fjernet sandheden fra den, ejheller kan man sige, at de taler om afladen, eftersom man i hele kirken er enig om, at der ikke haves noget om afladen i skriften. Deraf må nødvendigvis følge, at hvis man fortolker noget i skriften om afladen, som det sker her, så gør man vold på den og forstår det uegentligt eller overført. |
| 37 Nihilominus tamen reventiae causa veram eam confiteor et utrumque sensum volo tueri, Et dicitur mihi 'immo istum (id est deteriorem) sensum servabis, alterum (id est germanum ) negabis.' | Ikke desto mindre erklærer jeg af ærbødighed ekstravagansen for sand, og vil se på den i begge betydninger, og man siger til mig: 'Ja, denne mening, som er den ringere, skal du bevare, den anden, som er den ægte, skal du benægte'. |
| 38 Ideo si meam conclusionem cogor falsam dicere, faciam quidem, sed simul Extravagantem bis falsam praedicabo. Nam quod in me criminantur, contra communem consuetudinem me sentire de indulgentiis, plane fateor ita esse et dedita opera a me factum, ut discuteretur aliquando ista communis opinio, iuxta quam merita Christi vocari thesaurum indulgentiarum non ignorabam, sed mihi falsa ad verborum sonum videbatur. | Hvis derfor jeg tvinges til at sige, at min tese er falsk, så vil jeg godt nok gøre det, men samtidig vil jeg prædike, at ekstravagansen er dobbelt falsk. For fordi de beskylder mig for at have en mening, der går imod den almindelige og sædvanlige mening om afladen, så vil jeg ligeud tilstå, at således forholder det sig, og at jeg har gjort det til en given opgave for mig, at denne almindelige mening diskuteres noget. Jeg var ikke uvidende om, at ifølge den mening skal Kristi fortjenester kaldes afladens skat, men den syntes mig forkert efter ordlyden. |
| 39 Ideo posui, quod claves merito Christi donatae essent hic thesaurus, non omnino reiiciens ab indulgentiis merita Christi, sed ad alium sensum exponens quam haberet opinio communis. Quod nisi cum humilitate et reverentia voluissem communi huic opinioni contra dicere, omisissem dicere claves merito Christi donatas, ut penitus merita Christi excluderem: nunc autem involvi, ut mitior esset contradictio. | Derfor foreslog jeg, at nøglerne her ved Kristi fortjeneste var givet som en skat, idet jeg således ikke helt forkastede Kristi fortjenester fra afladen, men forklarede det i en anden mening end den gængse. Fordi jeg kun har villet modsige denne gængse mening med ydmyghed og ærbødighed, undlod jeg at sige, at nøglerne var givet ved Kristi fortjeneste, så at jeg næsten udelukkede Kristi fortjenester. Men nu, hvor jeg er blevet involveret, vil jeg gøre modsigelsen mildere. |
| 40 Quin non peccassem mortaliter, si Extravanganti in faciem restitissem et illud divi Hieronymi adduxissem, ubi de iis loquens, qui quicquid dixerint legem dei putant, dicit: Nec scire dignantur, quid prophetae, quid Apostoli senserint (nota 'senserint'), sed ad sensum suum incongrua aptant testimonia, quasi grande sit et non viciosissimum docendi genus, depravare sententias et ad voluntatem suam scripturam trahere repugnantem. Sic certe facit haec Extravagans. Nam verba de meritis Christi, quibus remittuntur peccata, trahit ad indulgentias, quod qua fiat congruitate adverte, queso. | For jeg har jo ikke begået nogen dødssynd, fordi jeg har stillet mig op imod denne ekstravagans og fremført det sted fra den guddommelige Hieronymus, hvor han taler om dem, der siger, de mener noget om Guds lov, og hvor han siger: De værdiges ikke at vide, hvad profeterne eller apostlene kunne mene, (NB. 'kunne mene'), men de tilpasser det til deres egen mening, så de får et urigtigt vidnesbyrd, som om det skulle være en storslået og ikke snarere højst lastefuld slags lærdom, at ødelægge meningen og trække den genstridige skrift ud efter deres egen mening. Sådan gør i hvert fald denne ekstravagans. For ordene om Kristi fortjenester, hvorved synderne forlades, drager den over til afladen, og jeg spørger, ved hvilken modsatrettet overensstemmelse det sker. |
| 41 Merita Christi tollunt peccata et augent merita, indulgentiae tollunt merita et relinquunt peccata, Et potest idem textus de utrisque proprie intelligi? Credo, Orestes (n41) quoque hoc negabit. Et tamen ego reverentiae studio id admisi et asserui, licet multa violentia. | Kristi fortjenester ophæver synden og øger fortjenesterne, afladen ophæver fortjenesterne og lader synden tilbage. Og kan den samme tekst forstås om begge dele i egentlig betydning? Jeg tror, selv Orestes ville nægte dette. Og dog har jeg af iver efter at være ærbødig, tilladt det og bekræftet det, skønt med megen vold på ordene. |
| 42 Denique cum sit obscura verbis Extravagans et vere quaedam extravagans, nunc sonans quod merita Christi sunt, nunc quod acquisierunt thesaurum indulgentiarum, dixi, quod et pro (W22) mea sententia stare potest contra communem sententiam et super hac dubia tortrice verborum dei de depravatrice (ut Hieronymus ait) sententiarum ego certam revocationem faciam, non convicto errore? non faciam, sed constanter et cum fiducia nego, merita Christi esse in manu Papae ullo modo, ut verba sonant: ipse viderit, quomodo suam Extravagantem intelligat. | Endelig, eftersom ekstavagansen er dunkel i sine ord og virkelig vandrer noget ved siden af, og det ene sted lyder, som om det er Kristi fortjenester, det andet, som om det er afladens skat, der er erhvervet, derfor har jeg sagt, hvad der også kan gælde som min mening imod den gængse mening og om denne tvivlsomme fordrejelse af Guds ord og ødelæggelse af meningen, som Hieronymus siger, skulle jeg foretage en sikker tilbagekaldelse, uden at være blevet overbevise om min vildfarelse? Det gør jeg ikke, men jeg nægter vedholdende og fortrøstningsfuldt, at Kristi fortjenester på nogen måde er i pavens hånd, sådan som ordene [i ekstravagansen] lyder. Så må han selv se til, hvordan han vil kunne forstå sin ekstravagans. |
| 43 Sat igitur sit pro hac vice ostendisse, non in omnibus decretis pontificum haberi verum legitinum sensum scripturae, ideoque citra eorum iniuriam posse aliter dici, teneri, sentiri, quam ipsi habent, siquidem ipsimet scripturae interpretandae auctoritatem doctoribus tribuunt, sibi vero iudicium descendendarum causarum. | Lad da dette være nok til at have påvist den fejl, at der ikke i alle de pavelige dekreter haves en sand, legitim skriftforståelse, og at der derfor uden uret imod dem kan siges, menes, tænkes anderledes, end de gør, hvis ellers de tillægger de lærde selv myndighed til at udlægge skriften, men sig selv bedømmelsen af de sager, der er afhængige deraf. |
| 44 Deinde alia est facultas iuridica quam theologica: multa permittuntur in illa quae in hac prohibentur. Elevent iuristae suas traditiones, multo magis nos theologi puritatem scripturae servemus, eoque magis, quo videmus nostro saeculo surgere nocentissimos adulatores, qui Summum pontificem ultra Concilia elevant, scilicet ut uno Concilio per alterum reprobato nullum nobis certum relinquatur, tandem omnia simul conculcet unus homo Papa, idem super Concilium et infra, supra, dum potest damnare, infra, dum accipit a concilio auctoritatem tanquam a maiori, qua fiat supra concilium. (n44) (k44) | Dernæst er det juridiske fakultet noget andet end det teologiske. Meget er tilladt dèr, som er forbudt her. Juristerne fremhæver deres traditioner, men vi teologer tjener meget snarere skriftens renhed, og det så meget mere, som vi ser, at i vort århundrede fremstår der de mest skadelige spytslikkere, som hæver paven over koncilet, derved nemlig, at når de sætter det ene koncil op imod det andet, lader de os ikke være sikre på noget, og endelig nedtramper det ene menneske, paven, det altsammen på én gang. Han står samtidig både over og under koncilet, over det, fordi han kan fordømme det, under det, fordi han af koncilet som af sin overordnede modtager den autoritet, at han bliver sat over koncilet. |
| 45 Sunt quoque, qui Papam non posse errare et supra scripturam periit, (?) sequenter et Ecclesia, et nihil reliquum erit nisi verbum hominis in Ecclesia. (k45) Sed quaerunt ii adulatores invidiam, deinde ruinam et perniciem Romanae Ecclesiae. | Der er også dem, der går helt op i, at paven ikke kan fejle og står over skriften, følgelig også kirken (?) og der vil kun være menneskeord tilbage i kirken. Men disse spytslikkere søger misundelse, ja, søger den romerske kirkes ruin og fordærv. |
| 46 Quare ego coram te, lector, protestor me colere et sequi Romanam ecclesiam in omnibus: solum illis resisto, qui nomine Ecclesiae Romanae Babyloniam nobis statuere moliuntur, volentes quicquid cogitare poterint, modo linguam tantum movere possint, ut Romanam Ecclesiam nominent, totum statim pro Romanae Ecclesiae sententia accipi, quasi non supersit scriptura sancta, per quam (ut Augustinus ait) de omnibus iudicamus, contra quam sine dubio Romana Ecclesia nunquam sapit aut statuit. | Derfor erklærer jeg overfor dig, kære læser, at jeg dyrker og følger den romerske kirke i alle ting. Alene de mennesker går jeg imod, som i den romerske kirkes navn vil oprette os et Babylon, idet de ønsker, de kunne udtænke noget, hvorved de kan flytte sprogbrugen, så når de nævner den romerske kirke, skal det straks opfattes som den romerske kirkes mening, som om den hellige skrift ikke stod over den, den skrift, gennem hvilken vi, som Augustin siger, skal bedømme alt, og imod hvilken den romerske kirke uden tvivl hverken aldrig underviser eller handler. |
| 47 De quorum numero esse credo suavissimos istos sycophantas, qui dictarunt quoddam breve Apostolicum contra me, cuius formam, ut videas quam prudentibus insidiis sint usi, volo in publicum dare. Nam in Germania fuisse confictum et aliqua deinde industria ad Romam missum et forte solo nutu alicuius magnatis Romae remissum ad Germaniam, statim addita postilla te vel certum vel suspiciosum saltem faciam: (k47) pertinet enim et hoc ad actorum meorum partem. (n47). | Og jeg tror, at blandt dem befinder sig de supersøde bedragere, som har dikteret nogle pavebreve imod mig, hvis indhold jeg vil offentliggøre, så du kan se, hvor kloge kneb de bruger. For jeg vil ved en umiddelbart efter tilføjet efterskrift gøre dig sikker på eller mistænksom med hensyn til, at dette brev er blevet udtænkt i Tyskland og derefter med iver sendt til Rom og måske blot på en eller anden stormands befaling igen sendt til Tyskland. For dette hører også med til min dels akter. |
| 48 Dilecto nostro filio Thomae Tituli Sancti Sixti presbytero Cardinali nostro et Apostolicae sedis de latere legato LEO PAPA X. | Pave Leo den Tiende til vor elskede søn Thomas med titlen den hellige sjette, vor kardinal og det apostolske sædes hemmelige legat. |
| 49 Dilecte fili noster, salutem et Apostolicam benedictionem. Postquam ad aures nostras pervenerat, quendam Martinum Luther, ordinis Eremitarum S. Augustini professorem, in reprobum sensum versum, nonnulla heretice et ab eo, quod Sancta Romana tenet Ecclesia, diversa asseverare et super hoc conclusiones necnon famosos libellos temeritate propria et erecta cervice, laxatis obedientiae frenis, inconsulta Romana Ecclesia, fidei magistra, in diversis Germaniae partibus publicare ausum fuisse, | Vor kære søn, hilsen og apostolsk velsignelse. Efter at det er kommet os for øren, at en vis Martin Luther, lærer af augustinerermitternes orden, på kættersk måde har fordrejet ikke så få ting til en forvansket mening, og fastholder noget, forskelligt fra, hvad den romerske kirke fastholder, og har skaffet os på halsen nogle teser og famøse bøger derom, frækt og egensindigt, idet lydighedens bidsel er løsnet, uden at han har konsulteret den romerske kirke, der er troens læremester, og har vovet at offentliggøre det i forskellige dele af Tyskland, |
| 50 Nos temeritatem suam paterne corrigere volentes Venerabili fratri nostro Hieronymo Episcopo Asculano (n50), Curiae causarum Camerae Apostolicae generali auditori, commisimus, ut ipsum Martinum ad comparendum personaliter coram eo et se super praemissis examinandum et, qualiter de fide sentiret, respondendum sub certis poenis moneret, ipseque Hieronymus auditor contra dictum Martinum monitorium huiusmodi, ut accepimus, decrevit. | ønsker vi, at du faderligt skal korrigere hans frækhed, og vi bemyndiger vor ærværdige broder, Hieronymus, biskop af Ascoli, den apostolske kuries almindelige kammer-auditør, at han undersøger den selvsamme Martin om de ovennævnte sager hos sig for personligt at sammenligne, lader ham svare på, hvad han mener om troen og formaner ham under trussel om straf. Auditøren Hieronymys selv har udstedt et anklageskrift imod førnævnte Martin, som vi har erfaret. |
| 51 Nuper autem ad noticiam nostram devenit, quod dictus Martinus, benignitate nostra abusus et audacior effectus, mala malis addendo et pertinaciter in haeresi persistendo, nonnullas alias conclusiones ac famosos libellos similiter publicavit, in quibus nonnulla alia heretica et erronea continentur, quod quidem mentem nostrum non modicum perturbavit. | Men fornylig er det kommet til vort kundskab, at den omhandlede Martin har misbrugt vor velvilje og optrådt forvovent, har føjet ondt til ondt og hårdnakket er forblevet i sit kætteri, og ligeledes har offentliggjort nogle andre konklusioner og famøse bøger, som indeholder en del andre kætterske og fejlagtige ting, som i ikke ringe grad har bragt vort sind i oprør. |
| 52 Quare, prout pastorali nostro incumbit officio in praemissis occurrere et ne pestis huiusmodi adeo invaleat, quod simplicium animos inficiat, providere volentes, circumspectioni tuae (de qua tum ob singularem doctrinam et rerum experientiam, tum ob in nos et hanc sanctam sedem, cuius honorabile membrum existis, synceram devotionem plurimum in domino confidimus) per praesentes mandamus, ut eisdem praesentibus receptis absque ulla mora, quoniam res apud nos tum ex fama tum et facti permanentia notoria et inexcusabilis est, dictum Martinum haereticum per praedictum auditorem iam declaratum ad personaliter coram te comparendum, | Derfor, fordi det påhviler vort hyrdeembede at gribe ind i den slags sager, at ikke den slags pest skal blive så stærk, at den angriber enfoldige sjæle, vil vi, at du skal tage affære, og gennem din undersøgelse (om hvilken vi har stor tillid til dig i Herren dels på grund af di enestående lærdom og erfaring, dels på grund af den alvorlige hengivenhed mod os og dette hellige sæde, af hvilket I er et ærværdigt medlem) gennem din undersøgelse bemyndiger vi dig ved dette brev til, så snart du har modtaget det uden nogen tøven, eftersom sagen for os at se både ud fra, hvad vi har hørt, og ud fra, hvad der er sket, er opklaret og uundskyldelig, at hidkalde Martin, der allerede er blevet erklæret kætter af den førnævnte auditør til personligt at stille hos dig til sammenligning. |
| 53 invocato ad hoc tam charissimi in Christo filii nostro Maximiliani Romanorum Imperatoris Electi quam reliquorum Germaniae Principum, communitatum, universitatum et potentatuum, tam ecclesiasticorum quam saecularium, brachio, cogas atque compellas et, eo in potestate tua redacto, eum sub fideli custodia retineas, donec a nobis aliud habueris in mandatis, ut coram nobis et sede Apostolica sistatur. | Og vi påkalder i denne sag såvel vor højtelskede søn, Maximilians magt, udvalgt romersk kejser, som magten hos de øvrige fyrster i Tyskland, kommuniteters, universiteters og magthaveres, både kirkelige og verdsliges magt, så at du kan tvinge og overtale og, når du har fået ham i din magt, forvare ham i sikkert fangenskab, indtil du af os får mere at vide gennem vort mandat, så at han kan stilles for retten for os og det apostolske sæde. |
| 54 Ac quod si coram te sponte ad petendum de huiusmodi temeritate veniam venerit et ad cor reversus poenitentiae signa ostenderit, tibi eum ad unitatem sanctae matris Ecclesiae, quae nunquam claudit gremium redeunti, benigne recipiendi concedimus facultatem: si vero in (24) pertinacia sua perseverans et brachium saeculare contemnens in potestatem tuam non venerit, tibi in omnibus Germaniae partibus eum ac omnes ipsius adherentes et sequaces etiam per edicta publica ad instar illorum, quae olim in Albo praetorio (n54) scribebantur, pro haereticis, excommunicatis, anathematizatis et maledictis publicandi et ab omnibus Christifidelibus tanquam tales evitari faciendi concedimus similiter facultatem, | Og hvis han kommer til dig og oprigtigt beder om tilgivelse for den slags frækhed og viser tegn på et omvendt bodfærdigt hjerte, så vil vi indrømme dig lejlighed til nådigt at lade ham vende tilbage til énhed med sin moder kirken, som aldrig lukker sit skød for den, der vender om. Men hvis han holder fast ved sin stædighed og foragter den verdslige arm og ikke kommer i din magt, giver vi dig ligeledes myndighed til at sørge for ved offentliggørelser, i lighed med dem, der i sin tid blev skrevet i Album, at alle kristustroende undgår ham og alle hans tilhængere og efterfølgere som kættere, ekskommunikerede, forbandede og undsagte mennesker. |
| 55 et ut celerius et facilius morbus huiusmodi exterminetur, universos et singulos praelatos et alias ecclesiasticas personas, tam saeculares quam quorumvis ordinum, etiam mendicantium, regulares, necnon Duces, Marchiones, Comites, Barones ac quascunque communitates, universitates et potentatus (prefato Maximiliano electo Imperatore excepto) auctoritate nostra etiam sub excommunicationis latae sententiae et aliis infra dicendis penis moneas et requiras, ut, sicut reputari cupiunt et haberi fideles, dictum Martinum et eius adherentes et sequaces capiant et ad manus tuas transmittant. | Og for at den slags sygdom hurtigere og lettere skal udryddes, skal du formane hver og én af prælaterne og andre kirkelige personer, både de sækulære og dem fra ordenerne, også tiggerordenerne, og de regulære ordener, såvelsom fyrster, markgrever, hertuger, baroner og hvilke kommuniteter, universiteter og magthavere der ellers er (den førnævnte kejser Maximillian undtaget) -- dem skal du formane ud fra vor autoritet, med trussel om ekskommunikation og om de nedenfor nævnte straffe, og du skal kræve, at de, hvis de vil anses for og regnes for troende mennesker, skal pågribe den omtalte Martin og hans tilhængere og efterfølgere og overlevere ham i dine hænder. |
| 56 Quod si, quod absit, quod nobis persuadere non possumus, praedicti Principes, communitates, universitates et potentatus aut aliquis eorum Martinum aut adherrentes et sequaces praedictos quomodolibet receptaverint seu eidem Martino auxilium, consilium vel favorem publice vel occulte, directe vel indirecte, ex quavis causa quomodolibet dederint, eorundem Principem, communitatum, universitatum et potentatuum ac cuiuslibet eorum civitates, oppida, terras et loca, necnon civitates, oppida, terras et loca, ad quae praedictum Martinum declinare contigerit, donec dictus Martinus ibidem permanserit et per triduum post, ecclesiastico subiicimus interdicto, | Men hvis det, hvad jeg ikke kan tro, skulle ske, at vi ikke kan overtale dem, og de førnævnte fyrster, kommuniteter, universiteter og magthavere eller nogen af dem på nogen måde modtager Martin eller hans tilhængere eller de førnævnte efterfølgere eller kommer Martin til hjælp, giver ham råd eller åben eller hemmelig gunst, direkte eller indirekte, af hvilken årsag de end giver ham det, så underkaster vi under kirkeligt interdikt deres fyrste-, kommunitets-, universitets- eller potentatsbyer, landsbyer, lande og steder, hvem der prøver at have forbindelse med førnævnte Martin, sålænge den omtalte Martin forbliver der og tre dage yderligere. |
| 57 mandantes nihilominus omnibus et singulis principibus ac communitatibus, universitatibus et potentatibus praedictis ultra praefatas poenas quoad ecclesiasticos et regulares praedictos sub privationis ecclesiarum, monasteriorum et aliorum beneficiorum ecclesiasticorum, necnon inhabilitatis ad omnes actus legitimos ecclesiasticae sepulturæ, privationis quoque feudorum a nobis et sede Apostolica vel quibusvis aliis etiam saecularibus obtentorum poenis eoipso incurrendis, quatenus mandata requisitionis et hortationes tuas sine exceptione, contradictione et replicatione aliqua illico exequantur et a consilio, auxilio, favore et receptatione praedictis omnino abstineant, obedientibus vero indulgentiam etiam plenariam seu retributionem aliquam aut gratiam arbitrio tuo concedendi tenore praesentium tibi tribuimus facultatem, | Og vi giver dig mandat til ikke destomindre at tildele hver og én af fyrsterne og kommuniteterne, universiteterne og magthaverne ud over de førnævnte straffe, for så vidt angår de kirkelige og førnævnte regulære ordener: berøvelse af kirkers, klostres og andres kirkelige velsignelser, og manglen på gyldighed af enhver legitim kirkelig begravelseshandling, også fratagelse af de gunstbevisninger, som er givet af os og det apostolske sæde. Og for en hvilkensomhelst anden også verdslig straf, som der kan gives påskud til og som løber på af den grund, for så vidt de følger dine mandater til at udspørge og dine formaninger uden undtagelse, modsigelse og svar, og afholder sig fra i det hele taget at rådgive, hjælpe, begunstige og modtage de ovennævnte personer, men for dem, der er lydige giver vi dig mandat til at indrømme fuld aflad eller en anden tilbagebetaling eller nåde efter dit forgodtbefindende. |
| 58 non obstantibus exemptionibus,
privilegiis et indultis iuramento, confirmatione Apostolica vel quavis
firmitate alia roboratis, ecclesiis, monasteriis sive locis aut personis
etiam saecularibus quomodolibet concessis, etiam si in eis caveretur expresse,
quod excommunicari, suspendi, interdici nullo modo possint, cum irritantis
decreti appositione, quibus eorum tenores, ac si de verbo ad verbum praesentibus
(W25) insererentur, pro expressis habentes ad effectum praesentium specialiter
et expresse derogamus et derogatum esse volumus, caeterisque contrariis
quibuscunque. Datum Romae apud S. Petrum sub annulo piscatoris Die xxii.
Augusti M. D. XVIII. pontificatus nostri Anno sexto.
Ia: Sadoletus. (n58) |
Og du må ikke indrømme undtagelser, privilegier og overbærenhedseder til de stædige, eller give apostolsk bekræftelse eller nogen anden styrkelse til de stærke, til kirker, til klostre, hverken til steder eller personer, heller ikke sækulære på nogensomhelst måde, heller ikke, hvis de udtrykkelig lover at tage sig i agt, fordi de på ingen måde kan ekskommunikeres, suspenderes, komme under interdikt, eftersom de opfordrer dem, der skulle holde dekreterne til at bryde dem, og hvis de indskyder ord til ord i dette brev, skal de udtrykkelig regnes med til den særlige virkning af dette brev, og vi foragter dem og vil have dem foragtet, som også de øvrige modsstandere. Givet i Rom hos sankt Peter under fiskerens år, den 22. August 1518, i vort pontificats sjette år. Jacob Sadoletus. |
| 59 Postilla F. Martini Luther super Breve praecedens. | Martin Luthers efterskrift til ovennævnte bekendtgørelse. |
| 60 (WA-note: I det første tryk er der her otte linier, der er sværtet over; Löscher nævner ikke lacunen, begynder blot efter det nedenstående 'Deinde'). (n60) |
| 61 Deinde, quis dixit Pontifici, me abusum benignitate sua, qua me per d. Hieronymum citari fecit? cum tempore huius dati brevis aut certe huius benignitatis abusus ego nondum quicquam de citatione audierim, ut infra scies, sed insulsus aliquis leucocorax (n61) in Germania meam videns fiduciam ista crocitavit. | Dernæst, hvem har sagt til paven, at jeg har misbrugt hans godhed, hvorved han fik mig stævnet gennem dr Hieronymus? Eftersom jeg på det tidspunkt, da bekendtgørelsen blev udsendt og i hvert fald da denne godhed blev misbrugt, endnu ikke havde hørt noget om stævningen, som du kan se nedenfor, men én eller anden flov hvid ravn i Tyskland, som så min godtroenhed, har sammenskrevet dette. |
| 62 Item, quod in haeresi pertinaciter post Hieronymianam citationem et monitionem perstiterim et alios libellos ediderim, est apertum mendacium: non solum enim ante datum huius brevis, sed etiam ante datum monitorii cessatum erat a libellis edendis meis, exceptis resolutionibus, quas necdum citatus plene absolveram: sed satis indicat nasus, displicuisse defensionem meam vulgarem quibusdam cucullis. (n62) | Ligeledes, at jeg hårdnakket holdt fast ved kætteriet og udgav andre bøger efter Hieronymus' stævning og formaning, er en åbenbar løgn. Ikke blot holdt jeg op med at udgive bøger før denne bekendtgørelses dato, jeg gjorde det allerede før formaningens dato, bortset fra resolutionerne, som jeg næsten var færdig med, da jeg blev stævnet. Men min næse fortæller mig ganske tydeligt, at mit folkelige forsvar har vakt ubehag hos nogle munke. |
| 63 Quibus cum non cederem, fingunt mihi pontificem quendam de permanentia facti, de fama nototia et inexcusabili divinantem. Iste enim Leo decimus, quem illi fingunt, forte est inter rationem rei ratiocinabilis et rei ratiocinantis natus. (n63) | Og da jeg ikke veg tilbage, forestillede de sig, at en vis pave kunne forudse, hvad der ville ske, forudse den uafvendelige og uundskyldelige skæbne. For denne Leo den Tiende, som de forestillede sig, er måske født mellem forståelsen af en fornuftbegrundet og en fornuftkrævende sag. |
| 64 Ultimo et omnium suavissimum: Breve hoc datum est xxiij. Augusti, ego autem citatus et monitus fui septima Augusti, et sic intra datum brevis et citationem cucurrerunt xvi dies. | Til sidst og allersødest: Bekendtgørelsen er dateret den 23. august, men jeg blev stævnet og formanet den syvende august, og således er der mellem bekendtgørelsens dato og stævningens 16 dage. |
| 65 Calculum pone, lector, et invenies dominum Hieronymum Episcopum Asculensem vel ante insinuatam processisse contra me, iudicasse, damnasse, declarasse. | Grib din lommeregner, kære læser, så vil du finde, at hr Hieronymus, biskop til Ascoli, har dømt, fordømt og afgjort sagen førend der er ført proces imod mig om det, jeg er anklaget for. |
| 66 Si nunc quaeram 'Ubi tunc sexaginta illi dies mihi dati in citatione mea, qui inceperunt a septima Augusti, finiebantur autem circiter septimam Octobris? Est iste mos et stilus Romanae Curiae, ut eadem die citent, moneant, accusent, iudicent, damnent, declarent, praesertim (W26) tanto spacio absentem et ignorantem?' quid respondebunt, nisi sese oblitos fuisse ellebori, (n66) quando hoc mendacium adornare parabant? | Hvis jeg nu ville spørge: 'Hvor er da de 60 dage, der blev givet mig i min stævning, som begyndte den syvende august, og sluttede omkring den syvende oktober? Er det den romerske kuries skik og stil, at de på én og samme dag stævner, formaner, anklager, bedømmer, fordømmer, afsiger dom, især over én, der er fraværende og uvidende om dette tidsmål?' hvad vil de så svare, andet end at de havde glemt deres nyserod, når de altså vil udsmykke denne løgn? |
| 67 In fine, mi lector, accipe fidele meum monitorium: utcunque cesserit meis propositionibus et quantumcunque indulgentias elevaverint, ne in meam stultitiam aliquando cadas, moneo. | Til sidst, kære læser, tro mig, når jeg formaner dig: hvad der end sker med mine teser og hvor højt de end opløfter afladen, fald ikke på nogen måde i min dumhed. |
| 68 Ego enim vere mihi donari merita Christi per indulgentias aliquando credebam, atque hac stulta opinione procedens docui et iactavi in populum, quandoquidem tantae res essent indulgentiae, non licere eas relinquere, viles et contemptas habere, non advertens omnium bardorum bardissimus, quod eo sermone pene praeceptum salubre aut verte consilium necessarium facerem ex permissionibus, licentiis, relaxationibus. (n68). | For jeg troede, at der på én eller anden måde blev givet mig Kristi fortjenester gennem afladen, og ud fra denne dumme opfattelse gik jeg frem, da jeg lærte og oplyste blandt folk, at eftersom afladen var en så stor ting, så var det ikke tilladt at undlade den eller regne den for tom og forargte den, og jeg, den mest tungnemme af alle de tungnemme, var ikke opmærksom på, at ved denne prædiken gjorde jeg næsten et frelsebringende bud eller et ændret nødvendigt råd ud af tilladelser, godkendelser, afsvækkelser. |
| 69 Huc enim me perpulit sensus meus, opinionum et Extravagantium male lucidis verbis deceptus. Erravi: testis lector. Revoco: testis lector. Postquam autem receptis oculis viderem, ab omnibus doctoribus una sententia tradi, indulgentias melius omitti quam redimi et feliciores esse eos, qui per se satisfaciunt quam qui indulgentias redimunt, esseque indulgentias aliud nihil quam relaxationes bonorum operum, quibus satisfactio impletur, mox vidi proclivi sequela, eas posse contemni, immo saluberrimum esse consilium, ut relinquantur et viles habeantur, porro contemnere, relinquere, vilia ducere sacrosancta, preciosissima inestimabiliaque merita Christi (id est indulgentias) horrendum sonabat, ac non tam consilii quam furentis impietatis verba iudicabantur. | Herhen drev nemlig min overbevisning mig, idet jeg var narret af ekstravagansens mening og dårligt oplyste ord. Jeg tog fejl: Du er mit vidne, kære læser. Jeg tilbagekalder: Du er mit vidne, kære læser. Men efter at jeg har fået øjnene op, har jeg set, at denne éne opfattelse videregives af alle de lærde, at man hellere må opgive afladen, end købe den, og at de mennesker er lykkeligere, som selv gør fyldestgørende gerninger, end de, der køber aflad, og at afladen ikke er andet end eftergivelse af de gode gerninger, hvormed man overholde fyldestgørelsen, og snart så jeg, at den følgeslutning måtte følge efter, at afladen kunne foragtes, ja, at det var et frelsebringende råd, at undlade at købe den og regne den for billig, videre, at det lød forfærdeligt, at man skulle foragte, undlade, regne for tom de hellige, dyrebare, uvurdérlige Kristi fortjenester (dvs afladen), og at den ikke skulle bedømmes som hverken rådgivende eller rasende ufromheds ord. |
| 70 Ac haec perurgebat, quod indulgentiae sine nomine meritorum Christi vilissimae essent soloque titulo meritorum Christi rerum omnium preciosissimae fierent, ac sic sacrosancta (heu) incomparabilia merita Christi ad turpissimam foedissimamque servitutem quaestus praetexerentur. | Og dette blev stærkt fremhævet, at afladen uden at have Kristi fortjenesters anseelse bag sig, var det billigste af alt, og alene en betegnelse; Kristi fortjenester blev det mest dyrebare af alt, og således blev de uden sammenligning højhellige Kristi fortjenester skalkeskjul for den skrækkeligste og fæleste pengedyrkelse. |
| 71 Quis enim Christianorum, si audiat vel nominari, nedum exhiberi vulnera, sanguinem, labores dulcissimi Salvatoris sui, non vitam quoque, nedum pecunias prodigeret, idque cum gaudio? At quo rursum dolore cruciaberis, si haec omnia non nisi in teterrimum quaestum servire videris ac non modo Iuda nec semel, sed innumeris Iudis singulisque momentis vendi revendique Christum? | Hvilken kristen findes der vel, som hvis han hører, at hans kære frelsers sår, blod, anstrengelser nævnes endsige udstilles, ikke vil lade sit liv fare, endsige da sine penge, og det med glæde? Men med hvilken smerte vil du omvendt ikke blive martret, hvis du ser, at det altsammen kun tjener til den hæsligste pengeindtjening, så at Kristus ikke blot én gang blev solgt af Judas, men bliver købt og solgt af utallige Judasser hvert øjeblik? |
| 72 Igitur non te fallat nomen Christi: recordare, praedictum esse multos venturos Pseudochristos in nomine Christi tantaque prodigia et signa daturos, ut in errorem ducant (si fieri potest) etiam electos. (Matt 24,24). | Da må du ikke tage fejl af Kristi navn. Husk på, at det er forudsagt, at der vil komme mange falske Kristus'er i Kristi navn, og gøre mange tegn og undere, for om muligt at føre endog de udvalgte vild. |
| 73 Sit mea propositio falsa, sint merita Christi thesaurus indulgentiarum, sed cogita, quod hinc sequi necessarium est et dicere te oportet, merita Christi relinquenda et vilia ducenda esse, foeliciores esse eos, qui merita Christi non redimunt, quam eos, qui devotissime eadem quaerunt, et cum merita Christi quam maxime natura sua ad bona opera impellant, in indulgentiis tamen sibiipsis pugnantia bona opera relaxant, et quod natura sua voluntateque dei faciunt, id voluntate Papae solvunt. | Lad være, at min tese er falsk, lad være, at Kristi fortjenester er afladens skat, men tænk så på, at heraf følger, at det er nødvendigt, og at du bør sige, at Kristi fortjenester kan undlades og regnes for billige, og at de mennesker er lykkeligere, som ikke køber Kristi fortjenester, end dem, som ydmygt efterspørger dem, og tænk på, at skønt Kristi fortjenester efter deres natur så stærkt som muligt tilskynder til gode gerninger, så kæmper de dog i afladen imod sig selv og eftergiver gode gerninger, og tænk på, at hvad de bevirker efter deres natur og Guds vilje, det ophæves ved pavens vilje. |
| 74 Feci, quod debui, lector: si deinceps erras, sine mea culpa erras. Vale. | Nu har jeg gjort, hvad jeg er skyldig at gøre, kære læser. Hvis du herefter farer vild, gør du det uden min skyld. Lev vel. |
| 75 |
Noter:
n7: Protheus var i den græske mytologi kendt
for sin evne til hele tiden at forandre skikkelse. I den danske luthersl/katolske
debat kaldte Nikolaus Herborn i sit skrift 'Confutatio' gang på gang
lutheranerne protheuser. (Se http://home1.stofanet.dk/klostersogn)
Note 20: WA-note: Das ist Decretalium Gregorii Papae lib. I. tit. II.
(de constitutione) cap. 3. (mit den Anfangsworten Translato sacerdotio).
n28: I en note i den amerikanske udgave hedder
det, at Luther, bevæget af Gregor den Stores (pave fra 590-604) ydmyghed
og fromhed, fejlagtigt sluttede, at han havde afvist at bruge titlen pave
i betydningen overhoved for hele kirken og at de tidligere biskopper ikke
havde brugt denne titel. Faktisk havde Leo den Første (pave 440-461)
gjort krav på titlen episcopus universalis på koncilet
i Nikæa; den var dog blevet ham nægtet.
n32: Den tankegang findes yderligere udført
i Luthers resolution over tese 13 før Leipzig-disputationen, se
r13-os.
n41: Orestes, søn af Agamemnon og Klyteimnestra,
blev ofte brugt som eksempel på lydighed i den græske mytologi.
n44: Den amerikanske udgave mener, at Luther her hentyder
til stridighederne mellem paven og kirken fra 1511 og fremefter. Nogle
kirkefolk havde indkaldt til et koncil i Pisa og Milano; dette koncil indkaldte
paven, Julius den Anden, som dog ikke mødte op, men i stedet indkaldte
sit eget Laterankoncil 1512 til 1517. I sidste ende var det paven, der
vandt.
Note 47: I en WA-note står der blandt andet: Überwiegende
Gründe sprechen für die Echtheit des Schriftstücks.
n50: Girolamo Ghinucci af Siena tjente som sekretær
hos Julius den Anden og blev af ham gjort til biskop af Ascoli. Leo den
Tiende gjorde ham til auditør, dvs højesteretsdommer for
den pavelige kurie. I 1538 blev han gjort til kardinal. Han døde
3. juli 1541.
n54: Album praetorium var stedet, hvor prætoren
plejede at offentliggøre sine edikter.
n58: Jacopo Sadoleto (1477-1547), en lærd
teolog, var Leo den Tiendes sekretær.
n60: Den amerikanske udgave bringer en oversættelse
af det første afsnit fra en senere kopi, der findes i WA 9,205:
'First, the supreme pontiff addresses all cardinals and bishops as his
'venerable brethren'. This cardinal priest of the titular church of St.
Sixtus, however, he addresses as his 'beloved son'. This was observed so
little that in this breve the remarcable author, forgetting his usual literary
skill, writes thas Bishop Jerome of Ascoli is called 'venerable brother'
by the pope. This talebearer should have taken to heart the proverb which
states, 'A liar must have a good memory'.
n61: En hentydning til dominikanernes sorte dragt,
mener den amerikanske udgave.
n62: Luther hentyder til sin 'Eine Freiheit des
Sermons päpstlicher Ablass und Gnade belangend', udgivet i juni 1518.
(WA 1, 380-393).
n63: Her gør Luther grin med skolastikernes
distinktioner.
n66: Gives mod sindsforvirring.
Note 68: Spørgsmålet er: Hvor har Luther lært det?
k44: Netop sådan gik det for sig, da vatikanerkoncilet i 1870
vedtog dogmet om pavens ufejlbarlighed: Hvis paven virkelig er ufejlbar,
er dogmet vel strengt taget overflødigt; hvis han ikke er det, kan
ikke selv nok så mange vedtagelser af et koncil gøre ham ufejlbar.
Det minder lidt om brødremenigheden, der på et tidspunkt var
kommet ind i den dårlige vane, at foretage alle beslutninger i unitetsrådet
ved lodtrækning, og ikke kunne komme ud af denne vane igen, uden
at det blev bekræftet ved lodtrækning.
k45: Den amerikanske udgave oversætter
på følgende måde: There are also those who brazenly
state in public that the pope cannot err and is above Scripture. If these
monstrous claims were admitted, Scripture would perish and consequently
the church also, and nothing would remain in the church but the word of
man.
k47: Man kan spekulere på, hvorfor Luther både her og andetsteds fastholder, at pavebrevene er forfalskede. Det kan der gives to forklaringer på. 1) Ved at hævde det, kan Luther både fastholde sin påståede respekt for paven og pavedømmet, og angribe de leflere, der søger at understøtte pavedømmet ved guddommelig ret. På den måde bliver det (muligvis) kun et trick, Luther benytter sig af for ikke at blive anklaget for mere end højst nødvendigt. 2) Det kan også være, at det er af personlige grunde, at Luther i disse år næsten ud i det absurde fastholder den siddende paves uskyldighed; som om hans hele verdensbillede ville bryde sammen, hvis han skulle tænke sig, at også paven selv var underlagt antikrist. Det var netop på denne tid, at Luther første gang nævner den tanke, at antikrist hersker i Rom, dog her finder han kun anledning til at fremsætte den formodning, at antikrist hersker i den romerske kurie. Paven selv er som en fange i et bur. (br111218#4).