| 1 Acta F. Martini
Luther Augustiniani apud D. Legatum Apostolicum Augustae.
Pio lectori F. Martinus Luther S. |
Augustinerbroderen Martin Luthers dokumenter,
da han var hos den apostolske legat i Augsburg.
Hilsen til den fromme læser fra broder Martin Luther. |
| 2 Ignosce mihi, charissimi lector, quod toties nugis meis horas tibi perdo, facio id multum invitus: dandum rogo putes et hoc necessitati. placuit in caelo, ut et ego fabula hominum fierem, quod tamen sic me debere domino confiteor, ut non dubitem totum iis quoque hominibus tribuendum, quibus tanta est aurium pietas, ut suavissima piissimaque veritate offendantur usque ad insanam cordis et oris et operis impietatem. | Kære læser, du må undskylde, at jeg spilder så meget af din tid med mine narrestreger, men det er ikke med min gode vilje, at det bliver til så meget. Jeg beder dig forstå, at det virkelig ikke er for sjov. Er det himlens vilje, at også jeg bliver en menneskelig fabel, hvilket jeg dog bekender, at jeg bør overfor Herren, så er jeg ikke i tvivl om, at alt bør tillægges de mennesker, for hvem en så stor fromhed er i ørerne, så at de forarges af den sødeste og frommeste sandhed frem til hjertets og mundens og gerningens vanvittige ufromhed. |
| 3 Vexaverunt iam diu Ioannem Reuchlin secretarium consultorem, vexant nunc me quaestionarium (ut sic dixerim) disputatorem, nec consilia nec disputationes passuri. Speramus fore deinceps, ut prae ocio suo infoelissimo somnia quoque et cogitationes mortalium vexent. | De har fornylig plaget Johannes Reuchlin, rådgiver i hemmelige ting, nu plager de mig, der om jeg så må sige er spørgsmålsstiller, uden at tåle hverken råd eller spørgsmål. Lad os håbe, at det fremover vil være sådan, at de ud over deres ulykkelige lediggang vil plage de dødeliges drømme og overvejelser. |
| 4 Quis enim ab iis Behemoth dentibus securus est, quando eos devorant qui secrete consulunt aut aperte doceri tantum petunt? Novum (deum immortalem!) et memorabile crimen, voluisse doceri et quaesivisse veritatem. Atque id in Ecclesia regnoque veritatis, in qua etiam oportet rationem reddi omnibus poscentibus. Sed haec alias. | Hvem kan nemlig vide sig sikret mod denne Behemoths tænder, når de opæder dem, som hemmeligt rådgiver, eller dem, der kun søger efter at lære offentligt? Det er ved den udødelige gud en ny og bemærkelsesværdig forbrydelse, at have villet lære og forske efter sandheden. Og det sker i kirken og sandhedens rige, hvor der bør aflægges regnskab om alle, der skal straffes. Men herom senere. |
| 5 Nunc, mi lector, quod ago tale est: video libellos edi et rumores varios spargi de actibus meis Augustensibus, quanquam vere nihil ibi egerim quam quod et tempus et sumptus perdidi, nisi id satis abunde fuerit operis, quod novem audivi linguam latinam, scilicet quod veritatem docere idem sit quod Ecclesiam perturbare, adulari vero et Christum negare, id est Ecclesiam Christi pacificare et exaltare. neque enim video, quomodo non tu sis barbarus Romanis et Romani tibi, si hanc nescieris eloquentiam, etiam si alias Ciceronis eloquentiam superes. (k5). | Nuvel, kære læser, hvad jeg vil omtale, er følgende: Jeg ser, at der udgives bøger og udsås mange rygter om, hvad der er sket med mig i Augsburg, skønt jeg dèr virkelig ikke gjorde andet, end at jeg spildte både tid og penge, medmindre det skulle være noget særligt, at jeg hørte en ny slags latin, nemlig at det at lære sandheden skulle være ensbetydende med at forstyrre kirken, men det at lefle og nægte Kristus ensbetydende med at fredeliggøre og ophøje Kristi kirke. Og jeg ser ikke, hvordan du kan undgå at være en fremmed for romerne og de for dig, hvis du ikke kender denne veltalenhed, heller ikke hvis du overgik en anden Cicero i veltalenhed. |
| 6 Igitur ne in alterutram partem vel amici nimio elevent vel inimici nimio deprimant causam, volo ipse in publicum dare ea, quae obiecta mihi et quae a me responsa fuere, simul vel hoc testimonio notum facere, me praestitisse satis arduam et abunde fidelem obedientiam (W7) Romano pontifici, primum quod, pauperculus imbecillisque, pedester tamen tantis itineri et periculis me dedi nec iustissimas et honestissimas omnium iudicio absentiae causas apprehendi, deinde coram eis sisti passus qui de factione partis adversariae iustissime poterant a me reiici. | Derfor, for at de ikke skal ødelægge sagen til nogen af siderne, hverken ophøje den ved altfor stort venskab eller nedgøre den ved altfor stort uvenskab, vil jeg offentliggøre det, som man indvendte imod mig, og det, som jeg svarede, og samtidig ved dette vidnesbyrd gøre opmærksom på, at jeg har ydet den romerske pave en tilstrækkelig brændende og ligefrem trofast lydighed, først og fremmest derved, at jeg fattige og svage menneske til fods har begivet mig ud på en så lang og farefuld rejse, og ikke har antaget de højst retfærdige og efter alles mening yderst ærefulde begrundelser for at blive væk, dernæst, at jeg har fundet mig i at møde for retten overfor dem, som ellers med største retfærdighed af mig kunne forkastes som dommere, fordi de tilhører modstandernes parti. |
| 7 Has autem iniquas et difficiles conditiones (quantum nasus olfacit) ideo mihi videntur amici isti adornasse et omnia praestruxisse, ut non veritatis inquisitionem sed perditionem meam facillime operarentur, nec adventum meum sperasse sed contumaciam meam desyderasse videntur, quo latis mox censuris causaque nec audita nec cognita triumpharent. | Men disse urimelige og vanskelige betingelser (forsåvidt min næse har opsnuset dem) har jeg troet ville pryde dette venskab og opbygge alting, skønt de ville lette, ikke undersøgelsen af sandheden, men min undergang, og skønt de så ud til ikke at håbe på min tilbagevenden, men at ønske sig min trods; derved ville de snart kunne triumfere med yderligere censur og hidtil uhørte og ukendte begrundelser. |
| 8 Cuius rei non leve argumentum mihi fuit, quod post adventum meum primo coeptum est quaeri, in quibusnam accusarer. Atque usque hodie sunt in domo Caiphe scripta mea, ubi quaeruntur adversus me falsa testimonia, nec adhuc inventa sunt. (Matt 26,59). | Denne sag var et ikke ringe argument for mig til, at jeg straks efter min ankomst begyndte at spørge, hvad jeg var anklaget for. Og indtil i dag ligger i Kajfas' hus mine skrifter, hvori de søger falsk vidnesbyrd imod mig, men endnu ikke har fundet noget. |
| 9 Etiam iste (ut video) novus mos novumque ius Romanae curiae coepit, ut Christum prius capiant, deinde quid obiiciant quaerant. (k9). Duo tamen mihi, immo unum, quod speciem haberet, obiectum est, commentum Extravangantis, ut videbis statim. | Og så begyndte også denne, som jeg ser det, nye skik og nye ret hos den romerske kurie, at de først tog Kristus til fange, og dernæst prøvede at finde ud af, hvad de kunne anklage ham for. Dog er jeg blevet anklaget for to ting, ja kun én, hvis man ser på arten, nemlig omtalen af en ekstravagans, som du straks vil få at se. |
| 10 Igitur, ne et Illustrissimum Principem Electorem Fridericum ducem Saxoniae &c. frustra pro me laborasse permitterem (clementissime enim me et sumptu et epistolis commendatitiis providit, atque ut causa ex urbe committeretur, gratiosissime iam antea laboraverat), veni Augustam susceptusque fui a Reverendissimo domino Cardinale legato satis clementer ac prope reverentius: vir enim est omnibus nominibus alius quam hii fratrum venatores robustissimi. | Derfor, og også for at jeg ikke skulle være anledning til, at den højtoplyste kurfyrst Frederik til Saksen osv havde arbejde forgæves for mig (han havde nemlig været så nådig at forsyne mig med penge og anbefalelsesbreve, og havde i forvejen meget nådigt foranlediget, at sagen blev flyttet bort fra Rom), derfor kom jeg til Augsburg og blev modtaget ret nådigt, ja næsten ærbødigt, af den ærværdige hr kardinalen, pavens legat. Han er nemlig efter alles mening en mand, der er anderledes end disse stærke broderjægere. |
| 11 Hic, ubi se nolle mecum disputare dixisset, sed suaviter et paterne rem componere, tria mihi de mandato domini Papae (ut asserebat) facienda proposuit: Primum, ut ad cor redirem erratusque meos revocarem, Deinde, promitterem in futurum abstinere ab eisdem, Tercio, et ab omnibus quibus Ecclesia perturbari possit. | Her, hvor han havde sagt, at han ikke ville disputere med mig, men fremsætte sagen blidt og faderligt, forelagde han mig i sin herre pavens navn tre ting, som han forsikrede jeg skulle gøre: Punkt 1: Jeg skulle vende tilbage til hjertet og tilbagekalde mine vildfarelser. Punkt 2: Jeg skulle love at afholde mig fra dem i fremtiden. Punkt 3: Jeg skulle afholde mig fra alt, hvad der kunne forstyrre kirken. |
| 12 Ego, qui talia etiam Vuittenbergae sine periculis, sine labore tanto me facere potuisse videbam nec in Augusta mihi fuisse quaerenda, mox petii doceri, in quibus errassem, me non esse mihi conscium ullius erroris. | Men jeg, som så, at jeg kunne gøre den slags ting i Wittenberg uden fare og uden så stor anstrengelse, og så, at der ikke var blevet krævet noget af mig ved ankomsten til Augsburg, bad straks om at blive belært om, på hvilke områder jeg var i vildfarelse, for jeg var mig ikke bevidst, at jeg var i nogen vildfarelse. |
| 13 Tunc protulit Extravagantem Clementis Sexti quae incipit 'Unigenitus &c.' (Se 'unigen') quod contra eam asseruissem propositione lviij. (Se tese 58) non esse merita Christi indulgentiarum thesaurum. | Da fremdrog han Clemens den Sjettes ekstravagans, den, der begynder 'Den énbårne osv', fordi jeg i tese 58 imod den havde hævdet, at Kristi fortjenester ikke er afladens skat. |
| 14 Urgebat itaque, ut revocarem, instabatque cum fiducia, certissimus de victoria: confidebat enim atque adeo securus praesumebat, me non vidisse Extravagantem, fretus fortassis eo quod non omnes codices eam habent. (n14). | Han pressede derfor på for at få mig til at tilbagekalde, og han stod fast på det i det sikre forvisning, at han ville sejre: Han stolede nemlig på og antog som en sikker ting, at jeg ikke havde set denne ekstravagans, måske også fordi han regnede med, at ikke alle udgaver havde den med. |
| 15 Secundo obiecit, quod propositione vij. inter declarandum docueram, necessariam esse fidem accessuro ad sacramentum aut in iudicium accessurum. Hanc enim novam et erroneam doctrinam putari voluit, Sed potius incertum esse omnem accedentem, gratiam consequeretur nec ne: faciebatque hac fiducia sua, praesertim arridentibus et pro more suo cachinantibus Italis caeteris familiaribus suis, ut victo similis viderer. (W8). | For det andet indvendte han imod mig, at jeg i tese 7, hvor jeg forklarer den i resolutionerne, havde lært, at troen var nødvendig for den, der ville gå til alters, ellers gik han til dom. For han ønskede, at man skulle anse dette for en ny og fejlagtig lære; snarere måtte enhver, der gik til alters, være usikker på, om der fulgte nåde efter eller ej; dette fremførte han med stor tillid, og han smilte og lo efter sin skik til de øvrige italienere i husstanden, så det så ud, som om jeg var besejret. |
| 16 Respondi tunc, mihi non solum istam Clementis esse diligenter visam, sed et alteram eius emulam et analogam Sixti quarti (vere enim legeram utrasque una cum verbosissimo et qui fidem illarum merito derogaret apparatu: tanta est refertus inscitia), verum non habuisse eam apud me satis authoritatis, cum aliis multis tum ea maxime causa, quod scripturis sanctis abutitur et verba (si modo sensus usitatus subsistere debet) audacius torquet in alienum sensum, quem suo loco non habent, immo contrarium habent. | Jeg svarede da, at jeg ikke blot omhyggeligt havde set denne Clemens-ekstravagans, men også en anden, der lignede den og var analog med den af Sixtus den Fjerde. (Jeg havde nemlig læst dem begge sammen ord til andet, og det ødelægger ens tro på deres troværdighed: så propfuld var de af uvidenhed). Men for mig havde den ikke nogen autoritet, blandt mange andre grunde mest fordi den misbrugte den hellige skrift og frækt fordrejede ordene til en anden mening (hvis man i det hele taget skal bibeholde ordet 'at bruge'). Den mening havde skriften ikke på det sted, ja, den sagde det modsatte. |
| 17 Ideo scripturas, quas ego in popositione (sic!) mea sequor, esse ei praeferendas omnino, ac nihil inde probari, sed recitari dumtaxat ac narrari opinionem S. Thomae. | Derfor, sagde jeg, skriften, som jeg følger i min tese, bør man i det hele taget foretrække fremfor denne ekstravagans, og intet bevises derudfra, men der citeres kun og genfortælles sankt Thomas' mening. |
| 18 Tunc coepit adversus me potestatem Papae commendare, quoniam supra Concilium, supra scripturam, supra omnia Ecclesiae sit, et ut id persuaderet, reprobationem et abrogationem Concilii Basiliensis recitavit, (n18) ac Gersonistas quoque una cum Gersone damnandos censuit. (n18a) Haec ut erant nova in auribus meis, negavi contra, Papam supra Concilium, supra scriptururam esse, Deinde et universitatis Parrhisiensis appellationem commendavi, (n18b) multaque confusa interlocutione de poenitentia, de gratia dei miscebamus. | Da begyndte han at nævne imod mig pavens magt; den stod over et koncil, den stod over skriften, den stod over alt, hvad der var kirkens, og for at overbevise om det, citerede han pavens anbefaling og afvisning af Baselerkoncilet, og han nævnte også nogle Gersonister, der var blevet fordømt sammen med Gerson. Skønt dette var nyt i mine øren, nægtede jeg, at paven stod over et koncil og over skriften. Dernæst nævnede jeg pariseruniversitetets appellation, og vi kom ind i en forvirret og vanskelig udredelig samtale om boden og om Guds nåde. |
| 19 Nam alteram illam obiectionem cum dolore audivi: nihil enim minus timuissem quam hanc rem in dubium vocandam aliquando. Ita in nulla propemodum re conveniebamus, sed ut altera alteram inveniebat (ut fit) ita semper nova surgebat contradictio. | For den anden indvending hørte jeg med smerte. Jeg har nemlig ikke frygtet noget mindre, end at denne sag nogetsteds skulle drages i tvivl. Således blev vi på næsten intet område enige, men efterhånden som den ene afbrød den anden (og det var det, der skete), fremkaldtes der således stadigvæk nye modsigelser. |
| 20 Cum autem viderem, ista contentione nihil agi nisi multa inchoari et nulla consummari, ac iam vere nos nihil nisi multa Extravagantes comminisci, praesertim cum ille, ut vice Pontificis summi, nollet cessisse videri, petii, ut tempus daret deliberandi. | Men da jeg så, at denne kappestrid kun første til megen halv snak og ingen konklusion, og vi ikke kunne huske ret meget af denne ekstravagans, og især da han, som var pavens stedfortræder, ikke ville se ud som den, der var veget, bad jeg om, at jeg måtte få tid til at overveje tingene. |
| 21 Altera die praesentibus quattuor Caesarie Maiestatis senatoribus, adductis notario et testibus, protestabar proprie et personaliter legens coram Reverendissimo D. Legato in hunc qui sequitur modum: | Den næste dag protesterede jeg egenmægtigt og personligt i overværelse af fire af hans kejserlige majestæts senatorer, og med notaren og vidner til stede, idet jeg for den ærværdige hr legaten læste følgende: |
| 22 'In primis ego frater Martinus Luther Augustinianus protestor, me colere et sequi sanctam Romanam Ecclesiam in omnibus meis dictis et factis, praesentibus, praeteritis et futuris. Quod si quid contra vel aliter dictum fuit vel fuerit, pro non dicto haberi et habere volo. | 'For det første erklærer jeg, augustinerbroder Martin Luther, at jeg dyrker og følger den hellige romerske kirke i alt, hvad jeg siger og gør, idag, igår og i fremtiden. Og hvis der siges eller vil blive sagt noget imod det eller noget andet, vil jeg, at andre og jeg selv skal regne det for ikke sagt. |
| 23 Verum ex quo Reverendissimus dominus &c. mihi de mandato domini Papae, ut asserebat, proposuit et exegit, ut super disputatione, quam de indulgentiis habui, tria haec facerem, Primum, redirem in mei cognitionem et errorem revocarem, Secundum, cautelam prestarem in futuro non repetendis, Tercium, promitterem abstinere ab omnibus que Ecclesiam dei pertubarent: ego, qui disputavi et veritatem quesivi, quaerendo delinquere non potui, multo minus ad revocationem compelli non auditus neque convictus, hodie protestor, me non esse mihi conscium aliquid dixisse, quid sit contra sacram scripturam, Ecclesiasticos patres aut decretales Pontificum aut rectam rationem, sed omnia quae dixi hodie quoque mihi sana, vera, catholica esse videntur. (W9) | Men ud fra det, som den ærværdige hr legaten osv, har forelagt og krævet af mig, som han hævdede på pavens vegne, at jeg over den disputation, som jeg holdt om afladen, skulle gøre tre ting, for det første, at jeg skulle komme til fornuft og tilbagekalde, for det andet, at jeg skulle være forsigtig og ikke gentage det i fremtiden, og for det tredie, at jeg skulle love at afstå fra alt, hvad der kunne forstyrre kirken, ud fra det protesterer jeg i dag, jeg, som disputerede og søgte sandheden og ikke kunne ophøre med at søge den, meget mindre overtales til at tilbagekalde, når jeg hverken er blevet hørt eller er blevet overbevist, jeg protesterer idag, for jeg er mig ikke bevidst, at have sagt noget, som er imod den hellige skrift, imod de hellige fædre og de pavelige dekreter eller imod en ret begrundelse, men alt, hvad jeg har sagt, synes mig idag sundt, sandt og katolsk. |
| 24 Nihilominus tamen sum homo potens errare, submisi me et etiam nunc submitto iudicio et determinationi legittimae sanctae Ecclesiae et omnibus melius sentientibus. Tamen ad superabundanciam offero me personaliter hic vel alibi, etiam in publico reddere rationem dictorum meorum. | Ikke desto mindre er jeg dog et menneske, der kan fejle, og jeg har underkastet mig og underkaster mig også nu den hellige kirkes legitime bedømmelse og bestemmelse og enhver, der mener noget bedre. Og til overflod tilbyder jeg mig personligt her eller andetsteds til også offentligt at aflægge regnskab for, hvad jeg har sagt. |
| 25 Quodsi hoc non placet Reverendissimo domini &c., paratus sum, vel in scriptis, suis obiectionibus, si quas contra me producere destinaverit, respondere et super illis audire iudicium et sentenciam doctorum insignium universitatum imperialium Basiliensis, Friburgensis, Lovonienis, aut, si nec id satis est, etiam Parrhisiensis, studiorum parentis et ab antiquo semper christianissime ac in theologia florentissime universitatis'. | Og hvis dette ikke behager den ærværdige hr legaten osv, er jeg beredt til også skriftligt at svare på hans indvendinger, hvis han har besluttet sig til at udarbejde noget imod mig, og derudover at høre dommen og afgørelsen fra de berømte doktorer fra de kejserlige universiteter i Basel, Freiburg, Louvain, eller hvis det ikke er nok, også fra universitetet i Paris, ophavsmanden til studierne og fra gammel tid altid særdeles kristeligt og blomstrende i teologien'. |
| 26 Quo facto repetiit disputationem hesternam de obiectione priore: illa enim multam speciem pro sua sententia visa est habere. Me vero tacente et iuxta protestationem in scriptis respondere promittente, rursus satis confidebat. Tandem admissa scriptili responsione abitum est. Tenor et textus responsionis est iste: | Da det var sket, genoptog han gårsdagens diskussion om den første indvending: Den syntes han nemlig havde megen skikkelse til fordel for hans mening. Men jeg tav, og fordi jeg ifølge min protest havde lovet at svare skriftligt, gjorde jeg det ganske tillidsfuldt. Da han endelig gik med til et skriftligt svar, gik vi. Svarets indhold og tekst er som følger: |
| 27 Reverendissimo in Christo patri et domino domino Thomae tituli S. Sixti Cardinali, sanctae sedis apostolicae legato &c. F. Martinus Luther Augustianus salutem. | Ærværdige fader og herre i Kristus, hr Thomas, med titlen Sankt Sixtus' kardinal, det hellige apostolske sædes legat, osv, augustinerbroderen Martin Luther hilser dig. |
| 28 Quam non detrectem respondere libensque velim rationem reddere de singulis specialibusque meis dictis, Reverendissime in Christo pater, ut obiectionibus satisfaciam, quas heri et nudius mihi obiectas memini, hac volui epistola humiliter protestari: nam duo sunt, quae mihi sunt a P. T. R. obiecta. | Jeg undslår mig ikke for at afgive svar og vil gerne aflægge regnskab om enkelte og særlige udtalelser af mig, kære ærværdige fader i Kristus, så at jeg kan give tilfredsstillende svar på de indvendinger, som jeg husker blev forekastet mig igår. Dette har jeg ydmygt villet erklære i et brev. For der var to ting, som blev indvendt imod mig af den ærværdige fader. |
| 29 Primum Extravagans illa Clementis sexti quae incipit 'Unigenitus &c.' in qua thezaurus indulgentiarum asseri videtur esse merita Christi et sanctorum, quod ego in positionibus meis videor negare. | Først ekstravagansen af Clemens den Sjette, der begynder 'Den Énbårne osv', i hvilken det forsikres, at afladens skat synes at være Kristi og de helliges fortjenester, hvilket jeg i mine teser synes at nægte. |
| 30 Respondeo itaque: Non fuit mihi incognita Extravagans illa, cum istas meditationes meas meditabar. Sed cum certissimus essem unamque tocius Ecclesiae sententiam esse scirem, merita Christi in spiritu non posse committi hominibus nec tradi per homines aut ab hominibus, sicut tamen Extragavans ista sonare videbatur, volui intactam relinquere aliisque ingeniis melioribus committere magnas illas molestias et angustias, quas pro tuenda Papae reverentia patiebar. | Jeg vil derfor svare: Denne ekstravagans kendte jeg godt, eftersom jeg har overvejet den med mange tanker. Men da jeg ville være sikker, og da jeg kendte hele kirkens énstemmige mening, at Kristi fortjenester i ånden ikke kan tildeles menneskene eller overføres gennem mennesker eller af mennesker, sådan som dog ekstravagansen synes at lyde, så har jeg villet lade den intakt og tildele disse store besværligheder og bryderier en anden og bedre forståelse, som jeg finder mig i for at kunne forsvare pavens ærværdighed. |
| 31 Occurrebat enim et movebat primo, quod nuda essent verba Pontificis et adversus contenciosum vel haereticum invalidum praesidium: (catlut23#21) deinde, si (W10) quis diceret, turpe esse Principem loqui sine lege, et iuxta Zachariam (Mal 2,7), non verba hominis sed legem dei requirendam ex ore sacerdotis: item, quod verba scripturae torquet et in alienum sensum eis abutitur, nam quae de gratia iustificante dicta sunt ad indulgentias trahit, quo videbatur magis narrare et magis opinione quadam pia exhortari quam solida demonstratione aliquid probare. | Hvad der nemlig først faldt mig ind og bevægede mig, var, at dette var rene og skære ord om paven og uegnede til forsvar imod indsigerne eller kætterne. Dernæst faldt det mig ind, at nogen måske ville sige, at det var tåbeligt af en fyrste at tale uden lov, og at det ifølge Mal 2,7 ikke er menneskeord, men Guds lov, der kræves af præstens mund. Og endelig, at den fordrejer skriftens ord og misbruger dem til en anden mening, for hvad der er sagt om den retfærdiggørende nåde, fører den over på afladen, hvorved den syntes snarere at fortælle og snarere at opfordre til en from mening, end ved en solid demonstration at bevise noget. |
| 32 Vexabat etiam, quod fieri posse constat, decretales aliquando erroneas esse et contra sacras literas et charitatem militare. Nam licet decretales Romani Pontificis tanquam vocem Petri oportet audire, ut dicitur dist. xix., tamen hoc ipsum intelligitur de hiis solum (ut dicitur ibidem), quae consonae sunt sacrae scripturae et a prioribus patrum decretis non dissentiunt. | Den angriber nemlig, hvad der står fast kan ske, at dekretalerne af og til er vildfarende og kæmper imod skriften og kærligheden. For selv om den romerske paves dekreter skal høres som Peters røst, som distinktion 19 siger, så skal dog den selv, som det siges sammesteds, kun forstås om det, der er i samklang med den hellige skrift og ikke afviger fra de første fædres dekreter. |
| 33 Accessit ad hoc, quod de facto Petrus non incedens ad veritatem Euangelii reprehensus est a Paulo Gal. ij. (Gal 2,14) Ideo non mirum videri, si successor eius in aliquo defecerit, quandoquidem et Act: xv. (Apg 15,13ff) doctrina Petri non fuit suscepta, donec accederret et approbatio Iacobi minoris Episcopi Hierosolymitani, et tocius Ecclesiae consensus, unde fluxisse videtur id iuris dogma, legem tunc firmari, quando utentium moribus approbatur. | Hertil kommer, at faktisk stred Peter ikke for evangeliets sandhed, men fik bebrejdelse af Paulus i Gal 2,14. Derfor kan man ikke synes, det er mærkeligt, hvis hans efterfølger også led af nogle mangler, da jo også ifølge Apg 15,13 det ikke var Peters lære, der blev fulgt, da man gav Jacob den yngre, Jerusalems biskop, sin tilslutning til hans anbefaling, og hele kirken gav sin tilslutning, hvorfra den juridiske sætning synes at stamme, at loven bliver styrket, når den godkendes af skik og brug. |
| 34 Praeterea, quam multae decretales priores correctae sunt per posteriores, ideoque et hanc forte pro tempore suo corrigi posse. Panormitanus quoque, li: i. de elect. c. Significasti, (n34) ostendit, in materia fidei non modo generale Concilium esse super Papam, sed etiam quemlibet fidelem, si melioribus nitatur auctoritate et ratione quam Papa, sicut Petro Paulus Gal ij. (Gal 2,14) | Forøvrigt, hvor mange dekreter bliver ikke først rette gennem efterfølgerne, og derfor kan også denne måske rettes med tiden. Panormitanus påviser da også i sin første bog om valget, kapitel 'Significasti', at i sager om troen er det ikke blot sådan, at et almindeligt koncil står over paven, men også sådan, at en hvilkensomhelst troende gør det, hvis han støtter sig til en bedre autoritet og begrundelse end paven, sådan som Paulus overfor Peter i Gal 2,14. |
| 35 Quod et illo i. Corinth. xiiij. confirmatur: Si fuerit alteri sedenti revelatum, prior taceat. (1 Kor 14,30). Ideo sic vocem Petri esse audiendum, ut tamen liberior sit vox Pauli eum redarguentis, porro omnium superior vox Christi. | Hvilket også stedet i 1 Kor 14,30 bekræfter: Hvis en anden får en åbenbaring, skal den første tie. Derfor skal man høre Peters røst på den måde, at man dog hellere hører Paulus' røst, der vender sig imod ham, og jo som den øverste af alle, Kristi røst. |
| 36 Maxime vero laborabam, quod eadem Extravagans manifestissime mihi apparebat falsa quaedam continere: Primo, quod dicit merita Sanctorum esse thesaurum, cum tota scriptura dicat deum ultra condignum praemiare, ut Ro: viij. (Rom 8,18). Non sunt condigne passiones huius temporis &c. (n36). | Men jeg har haft stort besvær, fordi denne ekstravagans bestemt syntes mig at indeholde noget falsk: For det første, fordi den siger, at helgenernes fortjeneste er skatten, skønt hele skriften siger, at Gud belønner ud over, hvad vi har fortjent, fx Rom 8,18: Denne tids lidelser er ikke at sammenligne osv. |
| 37 Et B. Augustinus li: i. retract: xix. Tota ecclesia usque in finem mundi orat 'Dimitte nobis debita nostra'. ergo non superfluere aliis posse, quae nec sibi sufficerent: (n37) inde virgines sapientes noluerunt oleum communicare insipientibus. (Matt 25,9). | Og den salige Augustin siger i bog 1 af Retractiones, kap 19: Hele kirken beder indtil enden 'Forlad os vor skyld'. Og altså siger, at der ikke kan være noget overskud, fordi de ikke engang har nok til sig selv. Derfor ville de kloge jomfruer heller ikke dele deres olie med de ukloge. |
| 38 Et B. Augustinus li: ix. confessionum: Ve hominum vitae quantumcunque laudabili, si remota misericordia iudicetur. (n38) Et propheta: Non intres in iudicium cum servo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens. (Sl 143,2). Ideo sancti non suis meritis sed sola dei misericordia salvi fiunt, ut latius dixi in resolutionibus. | Og den salige Augustin siger i bog 9 i confessionerne: Vé menneskenes liv, hvor rosværdigt det end er, hvis det skulle bedømmes uden barmhjertighed. Og profeten siger: Gå ikke i rette med din tjener, for for dig bliver ingen levende retfærdiggjort. Derfor bliver helgenerne ikke salige ved deres fortjeneste, men ved Guds barmhjertighed, som jeg har sagt mere udførligt i resolutionerne. |
| 39 Ego vero non eram tam insigni temeritate, ut propter unam decretalem pontificis hominis ambiguam et obscuram recederem a tot et tantis divinae scripturae testimoniis apertissimis: quia potius arbitrabar quam rectissime, (W11) verba scripturae, quibus sancti describuntur deficere in meritis, incomparabiliter praeferenda verbis humanis, quibus scribuntur abundare, cum Papa non super, sed sub verbo dei sit iuxta illud Gal: i. (Gal 1,8). Si angelus de celo aliud vobis euangelisaverit quam accepistis, anathema sit. Iam illud quoque non nihil erat, quod Petro hunc commissum thesaurum dicit, de quo nihil constat nec in euangelio nec ulla scriptura. | Og jeg var ikke prydet med en sådan frækhed, at jeg på grund af ét usikkert og dunkelt dekret fra en menneskelig pave skulle vige tilbage fra så mange og så store åbenbare vidnesbyrd fra den guddommelige skrift. For jeg er overbevist om, at det er mest rigtigt uden sammenligning at foretrække skriftens ord om, at helgenerne har mangler i deres fortjeneste, fremfor menneskeord, hvormed man skriver, at de har overflod, eftersom paven ikke står over, men under Guds ord, ifølge Gal 1,8: Hvis en engel fra himlen evangeliserer jer anderledes end I har modtaget, han være forbandet. Derfor er det ikke en ringe ting, når han siger, at denne skat er overdraget til Peter, når der ikke er fastslået noget om den hverken i evangeliet eller i noget andet skriftsted. |
| 40 Hiis perturbatus molestiis, ut dixi, consilium mihi fuit quiescere et alios audire, cum positiones meas verissimas usque hodie quoque viderem. Nunc vero cum urgeor ipse tentare, quod ab aliis, maxime a summo pontifice expectare debueram, cuius solius est declarare ea quae condidit, tamen pro viribus ingenii et gratia dei conabor pro tutela syncaerissimae veritatis positiones meas cum Extravagante concordare, utrasque servando in veritate: | Som sagt blev jeg forvirret af disse besværligheder, og jeg besluttede at falde til ro og høre andres mening, selv om jeg indtil idag har betragtet mine teser som sande. Men nu, hvor jeg tvinges til at forsøge mig med, hvad jeg bør forvente af andre, især af paven, hvis opgave det alene er at forklare det, der står fast, vil jeg dog med alle min forstands kræfter og Guds nåde forsøge omhyggeligt og i overensstemmelse med sandheden at samarbejde mine teser med denne ekstravagans, så begge dele kan tjene sandheden. |
| 41 Primum supponendo, quod indulgentiae prorsus nihil sunt (metaphysice loquendo), quia certum est, eas esse aliud nihil quam remissiones satisfactionis, id est bonorum operum, eleemosyne, ieiunii, orationis &c. | For det første antager jeg, at afladen næsten ingenting er, metafysisk talt, fordi det er sikkert, at den ikke er andet end eftergivelse af fyldestgørelsen, dvs gode gerninger, godgørenhed, faste, bøn osv. |
| 42 Ideoque certum est, eas esse bonum privativum, dum permittunt non solvi poenas debitas aut non fieri labores operum. Quare necessario thesaurus hoc loco impropriissime accipitur, quia nihil confertur positive, sed permittitur ut nihil solvatur. | Derfor er det sikkert, at afladen er en fjernelse af gode gerninger, eftersom den giver lov til at de skyldige straffe ikke gennemføres, eller til at anstrengelserne ved gerningerne ikke finder sted. Derfor må nødvendigvis skatten på dette sted forstås i uegentlig forstand, fordi den ikke bevirker noget positivt, men kun giver lov til at intet gennemføres. |
| 43 Secundo: Certo certius est, quod hunc thesaurum Papa non habet velut in loculo vel cista sed in verbo vel clavibus vel potestate, quia erogando non cistam sed voluntatem et verbum aperit et sic donat. | For det andet: Det er givetvis også sikkert, at paven ikke har denne skat på et sted eller i en kiste, men i ordet eller i nøglerne eller i magten, for når den udbetales, åbner den ikke kisten, men viljen og ordet, og det er således, der gives aflad. |
| 44 Tercio: Ideo sequitur, quod thesaurus indulgentiarum sunt merita Christi non formaliter nec proprie sed effective et improprie, quia Papa non dat merita Christi formaliter sed de merito Christi, id est per claves quas meruit dari Ecclesiae suae, quia in virtute clavium est, ut remittatur satisfactio. | For det tredie: Deraf følger, at afladens skat ikke formelt eller egentligt er Kristi fortjenester, men i praksis og uegentligt, fordi paven ikke giver Kristi fortjenester formelt, men efter Kristi fortjeneste, det vil sige, gennem nøglerne, som han fortjente til at give sin kirke, fordi det ligger i nøglernes magt, at fyldestgørelsen eftergives. |
| 45 Et sic patet, quod recte dixi conclusione lx. thesaurum hunc esse claves Ecclesiae merito Christi donatas. Et hoc sensu verum est, merita Christi esse thesaurum indulgentiarum, scilicet improprie thesaurum et meritum Christi accipiendo. Patet ergo concordanxia Extravagantis cum mea positione. | Og således går det til, at det var rigtig nok, hvad jeg sagde i tese 60, at denne skat er nøglerne, givet kirken ved Kristi fortjeneste. Og i denne forstand er det sandt, at Kristi fortjenester er afladens skat, idet man nemlig forstår skatten og Kristi fortjeneste på uegentlig måde. Altså følger det, at der er overensstemmelse mellem ekstravagansen og min tese. |
| 46 Quarto: Hanc esse mentem Papae in ista Extravagante, probant ipsa verba Papae, ubi dicit, hunc thesaurum Petro et successoribus suis a Christo commissum: (unigen#5) sed constat et certum est, nihil Petro commissum praeter has claves regni caelorum, quae sunt merita Christi (id est de merito Christi donatae) improprie et effective, ut dixi, Et alterum verbi thesaurum, de quo dicit: pasce, pasce, pasce oves meas. (Joh 21,17). | For det fjerde: At dette er pavens mening i denne ekstravagans, beviser pavens egne ord, hvor han siger, at denne skat er tildelt Peter og hans efterfølgere af Kristus. Men det står fast og er sikkert, at Peter ikke fik noget tildelt udover disse himmerigets nøgler, som er Kristi fortjeneste (det vil sige: De er givet ved Kristi fortjeneste) uegentligt og i praksis, som jeg har sagt. Og en anden ordets skat er dèr, hvor han siger: Vogt, vogt, vogt mine får. |
| 47 Quinto: Hanc autem thesauri indulgentiarum intelligentiam certum est esse incognitam apud populum Christi et innominatam, ut dicit conclusio lvi. quia fere non dicuntur nisi impropria et obscura illa nomina 'thesaurus, merita Christi &c'. ideo fere credunt, sese bonum aliquod proprium et positivum (W12) consequi sicut donum aliquod aut gratiam, cum tamen non consequantur nisi ministerium clavium, quo solvuntur, ne satisfaciant pro peccatis, ac sic privativum bonum accipiunt et improprium thesaurum. | For det femte: Det er givet, at denne forståelse af afladens skat er ukendt hos Kristi folk og uden navn, som tese 56 siger, fordi de kun omtales uegentligt og dunkelt med betegnelsen: 'skatten, Kristi fortjeneste osv'. Derfor tror de næsten, at der følger et særligt og positivt gode efter, såsom en gave eller en nåde, skønt de dog ikke efterfølges af andet end nøglemagten, hvorved de ophæves, så der ikke skal fyldestgøres for synden, og således er de en fjernelse af goder derved og en uegentlig skat. |
| 48 Et ille est inexhaustus et infinitus, quia virtus clavium est inexhausta, quae in merito Christi immediate nititur, indulgentiae vero mediate. Ac ideo potest etiam dici, merita Christi esse thesaurum indulgentiarum mediate. | Og den er uudtømmelig og uendelig, fordi nøglernes kraft er uudtømmelig, den støtter sig jo umiddelbart til Kristi fortjeneste, afladen kun middelbart. Og derfor kan det også siges, at Kristi fortjeneste middelbart er afladens skat. |
| 49 Sexto: Similiter admitterem etiam merita sanctorum esse hunc thesaurum, scilicet improprie, id est quod merita sanctorum per fidem Christi incorporata et unum cum eis facta iam idem sint et faciant quod merita Christi iuxta illud, quod vita iusti non est ipsius sed Christi in eo viventis. Gal ij. (Gal 2,20). Vivo ego, non ego, vivit vero in me Christus. Nam merita sanctorum ut sanctorum nihil essent et damnabilia, ut supra dixi, ut B. Augustinus: Ubi non ego, ibi foelicius ego, quia Christus et Ecclesia sunt duo in carne una. | For det sjette: På lignende måde vil jeg også indrømme, at helgenernes fortjeneste er denne skat, nemlig på uegentlig måde, det vil sige, at helgenernes fortjenester gennem troen på Kristus bliver indeslutter i og gjort til ét med Kristi fortjenester og allerede er og bevirker det samme som dem, fordi den retfærdiges liv ikke er hans eget, men er Kristi liv, der lever i ham, Gal 2,20: Jeg lever, dog ikke jeg, men Kristus lever i mig. For helgenernes fortjenester som helgener er intet og er fordømmelige, som ovenfor sagt, som den salige Augustin siger: Hvor jeget ikke er, dèr er det lykkelige jeg, fordi Kristus og kirken er to i ét kød. |
| 50 Septimo: Verissimum tamen est merita Christi non esse thesaurum indulgentiarum positive, proprie et immediate, ut aliquid conferant, sicut intelligunt rudiores, quia, quando conferunt donum positivum, faciunt id non ut indulgentiae thesaurus, sed ut gratiae vitalis thesaurus: tunc enim formaliter, proprie, immediate donantur sine clavibus, sine indulgentiis a solo Spiritusancto, non autem unquam a Papa. | For det syvende: Men det er dog mest sandt, at Kristi fortjenester ikke er afladens skat i positiv, egentlig og umiddelbar forstand, så at, ligesom de mere grove mennesker forstår det, sådan slutter de, fordi, når de slutter, at det er en positiv gave, så gør de det ikke, fordi de mener, Kristi fortjenester er afladens skat, men fordi de mener, den er nådens livgivende skat. Da gives den nemlig formelt, egentligt og umiddelbart uden nøglerne, uden afladen, alene af Helligånden, men ikke nogensinde af paven. |
| 51 Quia per charitatem homo fit unus spiritus cum Christo, ideo participat omnibus bonis eius, Et hoc est quod mea conclusio lviij. dicit: Nec sunt merita Christi, quia haec sine Papa operantur gratiam hominis interioris. | For gennem kærligheden bliver mennesket én ånd med Kristus, derfor har det del i alle hans goder. Og det er, hvad min tese 58 siger: De udgøres heller ikke af Kristi fortjenester, fordi de uden paven virker nåde i det indre menneske. |
| 52 Breviter: Itaque patet, quod merita Christi necesse est dupliciter accipi, si salva debet Extravagans consistere, Uno modo proprie et formaliter, et sic sunt thesaurus vitae spiritus et propriissime a solo spiritusancto distributus, cui voluerit, Alio modo improprie et effective et literaliter pro eo quod meritis Christi effectum est, Et sicut Extravagans improprie inducit scripturas, ita etiam improprie thesaurum, improprie merita Christi et omnia improprie accipit. Quo factum est, ut esset ambigua, obscura et occasio iustissima disputandi: ego autem proprie locutus sum in meis positionibus. | Kort sagt: Heraf fremgår det, at det må forstås på dobbelt måde, at Kristi fortjenester er nødvendige, hvis man skal lade ekstravagansen bevare gyldighed. På den ene side må det forstås egentligt og formelt, og således er skattene livets ånds skatte og uddeles højstegentligt alene af Helligånden, til hvem han vil. På den anden side må det forstås uegentligt og i praksis og bogstaveligt om det, som er udvirket ved Kristi fortjenester. Og således indfører ekstravagansen skriften på uegentlig måde, derfor forstår den også skatten og Kristi fortjenester og alting på uegentlig måde. Derved sker det, at det blive tvetydigt, dunkelt og med rette giver anledning til diskussion. Men jeg har udtrykt mig egentligt i mine teser. |
| 53 Qui habet, det meliora, et revocabo ista: non enim meum est interpretari Canones pontificum, sed meis positionibus adesse, ne contra Canones pugnare videantur, expectans humiliter, si alia fuerit mens Papae demum declarata, paratus eidem parere. | Hvis nogen kan sige det bedre, lad ham så gøre det, så vil jeg tilbagekalde mit. Det er nemlig ikke min opgave at fortolke de pavelige kanonner, men blot at hjælpe mine teser, at de ikke skal se ud til at bekæmpe kanonnerne, og jeg forholder mig ydmygt afventende og hvis pavens mening dengang han fremsatte sin erklæring var en anden, er jeg villig til at adlyde den. |
| 54 Haec omnia tamen dicta volo pro reverentia sedis apostolicae et Reverendissimi domini Cardinalis &c. Nam si legitima et libera agendum mihi est sententia, contendo et probo, eandem Extravagantem esse proprie, directe, aperte pro me meaque conclusione et contra sententiam Reverendissimi domini Cardinalis, quia textus expresse dicit, quod Christus thesaurum hunc acquisivit Ecclesiae &c. (unigen#4) Hoc verbum 'acquisivit' evidenter convincit atque concludit (W13) irrefragabiliter, aliud esse merita Christi quibus acquisivit et aliud thesaurum quem acquisivit, quia aliud est causa et aliud effectus, ut etiam philosophi dicunt. | Men alt dette vil jeg skal forstås som talt ud af ærbødighed for det apostolske sæde og den ærværdige hr kardinalen m.m. For hvis jeg skulle fremføre min mening retmæssigt og frit, så ville jeg stræbe efter at bevise, at denne ekstravagans i egentlig, ligefrem og åben forstand taler for mig og min tese og imod den ærværdige hr kardinalens tese, fordi teksten udtrykkeligt siger, at Kristus har erhvervet denne skat til kirken osv. Det ord 'erhvervet' overbeviser og konkluderer klart og ubetvivleligt, at én ting er de Kristi fortjenester, hvormed han erhverver, noget andet den skat, som han erhverver, fordi én ting er årsagen og noget andet er virkningen, som også filosofferne siger. |
| 55 Ideo conclusio mea stat invicta, quod merita Christi non sunt thesaurus indulgentiarum, sed acquisierunt eum. (tese 60). Nihilominus tamen etiam haec ipsa submitto iudicio Ecclesiae ut supra. | Derfor står min tese ubesejret fast, at Kristi fortjenester ikke er afladens skat, men de har erhvervet afladens skat. Ikke desto mindre underkaster jeg mig også her, ligesom tidligere, kirkens dom. |
| 56 Obiectio altera est, quod in conclusione mea vij. declaranda dixi, neminem iustificari posse nisi per fidem, sic scilicet, ut necesse sit, cum certa fide credere sese iustificari et nullo modo dubitare, quod gratiam consequatur. (k56) Si enim dubitat et incertus est, iam non iustificatur, sed evomit gratiam. Hanc theologiam novam videri putant et erroneam. | En anden indvending går på, at jeg i min tese 7, hvor jeg forklarer den i resolutionerne, har sagt, at ingen kan retfærdiggøres uden ved troen, nemlig således, at det er nødvendigt med en sikker tro at regne med, at man er retfærdiggjort og på ingen måde tvivle på, at nåden vil følge. Hvis man nemlig tvivler og er usikker, så er man ikke retfærdiggjort, men har kastet vrag på nåden. De mener, at denne teologi ser ny og fejlagtig ud. |
| 57 Ad quod respondeo:
Primum. Infallibilis est veritas, quod nullus est iustus nisi qui credit in deum, ut Ro: i. (Rom 1,17) Iustus ex fide vivit: ideo quicunque non crediderit, iam iudicatus et mortuus est. (Joh 3,18). Igitur iusticia iusti et vita eius est fides eius. Quare et omnia opera fidelis viva sunt et omnia opera infidelis mortua, male et damnabilia, iuxta illud: Non potest arbor mala fructus bonos facere, Arbor autem, quae non facit fructus bonos, excidetur et in ignem mittetur. (Matt 7,18f). |
Hertil vil jeg svare:
For det første. Det er en ufejlbar sandhed, at ingen er retfærdig uden den, som tror på Gud, som det fremgår af Rom 1,17: Den retfærdige skal leve af tro. Derfor, enhver, der ikke tror, er allerede dømt og død. Derfor er den retfærdiges retfærdighed og liv hans tro. Derfor er også alle den troendes gerninger levende og alle den vantros gerninger døde, onde og fordømmelige, ifølge dette: Et dårligt træ kan ikke bære gode frugter, men et træ, der ikke bærer gode frugter, hugges om og kastes i ilden. |
| 58 Secundo. Fides autem est nihil aliud quam illud, quod deus promittit aut dicit, credere, sicut Ro: iiij. Credidit Abraham deo, et reputatum est ei ad iusticiam. (Rom 4,3; 1 Mos 15,6). Ideo verbum et fides necessario simul sunt et sine verbo impossibile est esse fidem, ut Isa: lv. Verbum, quod egreditur de ore meo, non revertetur ad me vacuum &c. (Es 55,11). | For det andet. Men troen er ikke andet end det, at man tror på det, Gud har forjættet eller sagt, sådan som det siges i Rom 4,3: 'Abraham troede på Gud og det blev regnet ham til retfærdighed'. Derfor må ordet og troen nødvendigvis være samtidige, og uden ordet kan troen umulig være der, som det siges Es 55,11: 'Ordet, der udgår af min mund, vender ikke tomt tilbage til mig' osv. |
| 59 Tercio. Nunc probandum est, quod accessuro ad sacramentum necessarium sit credere, sese gratiam consequi, et in hoc non dubitare, sed certissima fiducia confidere, alioquin in iudicium accedit. (k59). | For det tredie. Nu skal man så bevise, at det for den, der vil gå til alters, er nødvendigt at tro, at han opnår nåde, og ikke tvivle derpå, men tro det med en fast tillid, ellers falder han i dom. |
| 60 Primo per illud Apostoli Heb: xi. (Hebr 11,6). Oportet accendentem credere, quia deus sit et inquirentibus se remunerator sit. hic patet, quod non licet dubitare, sed firmiter oportet credere, quod deus sese inquirentes remuneret. Quod si oportet credere remuneratorem, omnino oportet etiam credere iustificatorem et gratiae largitorem in praesenti, sine qua premium non largietur. | For det første vil jeg bevise det gennem apostelordet Hebr 11,6: 'Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til og belønner dem, der søger ham'. Heraf fremgår det, at det ikke går an at tvivle, men man bør fast tro på, at Gud belønner dem, der søger ham. Men hvis man bør tro, at Gud belønner, så bør man i det hele taget også tro, at Gud retfærdiggør og uddeler nåde her og nu. For uden den tro ville han ikke uddele belønning. |
| 61 Secundo: Necessarium est sub periculo aeternae damnationis et peccati infidelitatis credere his verbis Christi: Quodcunque solveris super terram, solutum erit in caelis. (Matt 16,19). Ideo si accedas ad sacramentum poenitentiae et (W14) non credideris firmiter tete absolvendum in caelo, in iudicium accedis et damnationem, quia non credis Christum vera dixisse: Quodcunque solveris &c. et sic tua dubitatione Christum mendacem facis, quod est horrendum peccatum. (k61). | For det andet: Det er nødvendigt med risiko for evig fordømmelse og vantroens synd at tro disse Kristi ord: 'Hvadsomhelst du løser på jorden, skal være løst i himlen'. Derfor, hvis du kommer til bodens sakramente og ikke fast tror på, at du er tilgivet i himlen, så kommer du til dom og fordømmelse, fordi du ikke har troet, at det var sandt, hvad Kristus sagde: 'Hvadsomhelst du løser osv', og således gør du ved din tvivl Kristus til en løgner, hvilket er en frygtelig synd. |
| 62 Si autem dixeris 'quid, si sim indignus et indispositus ad sacramentum?' respondeo ut supra: Per nullam dispositionem efficeris dignus, per nulla opera aptus ad sacramentum, sed per solam fidem. Quia sola fides verbi Christi iustificat, vivificat, dignificat, praeparat, sine qua omnia alia vel sunt praesumptionis vel desparationis studia. | Men hvis du ville sige: 'Hvad, hvis jeg er uværdig og ikke parat til sakramentet?' så vil jeg svare som ovenfor: Du kan ikke gøre noget, så du gør dig værdig, du kan ikke ved nogen gerning gøre dig egnet til sakramentet, det er du alene ved troen. Fordi alene troen på Kristi ord retfærdiggør, levendegør, værdiggør, bereder, og uden den er alt andet bestræbelser ud fra en forudfattet mening eller ud fra fortvivlelse. |
| 63 Iustus enim non ex dispositione sua, sed ex fide vivit. Quare de indignitate tua nihil oportet dubitare. Ideo enim accedis, quia indignus es, ut dignus fias et iustificeris ab eo, qui peccatores et non iustos quaerit salvos facere. Dum autem credis verbo Christi, iam honoras verbum eius et eo opere iustus es &c. (k63). | Den retfærdige lever nemlig ikke ud fra noget, han gør, men ud fra troen. Derfor bør du ikke tvivle om din uværdighed. Af den grund modtager du det nemlig, at du er uværdig, så du kan blive værdig og retfærdiggøres af ham, som påstår at frelse syndere og ikke retfærdige. Men når du tror på Kristi ord, så ærer du hans ord og er ved denne gerning retfærdig osv. |
| 64 Tercio: Hanc fidem multipliciter nobis commendavit in Euangelio. | For det tredie: Denne tro nævnes mange gange for os i evangeliet. |
| 65 Primo, quando mulieri Cananeae dixit: O mulier, magne est fides tua, fiat tibi sicut credidisti. (Matt 15,28). (n65) Hic patet, quod non de fide illa generali agitur, sed de speciali, quae erat de effectu sanandae filiae, quem mater peciit. Hunc enim effectum ipsa fortiter credidit posse et velle Christum efficere, et sic impetravit. Nunquam autem impetrasset, nisi ita credidisset. Ergo ad hunc effectum nulla dispositione, sed sola fide digna facta est. | For det første, da han sagde til den kanaanæiske kvinde: 'Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du har troet'. Heraf fremgår det, at det ikke drejer sig om den almindelige tro, men om den specielle, som var en tro på den virkning, at hendes datter ville blive helbredt, den datter, moderen bad for. Den virkning troede hun stærkt, at Kristus kunne og ville frembringe, og det var på den måde, hun bønfaldt ham. Men hun ville aldrig have bønfaldet ham, hvis hun ikke havde troet. Hun havde altså ikke gjort noget, der kunne bibringe denne virkning, men var alene ved troen gjort værdig. |
| 66 Secundo, quando ad caecos illos dixit 'creditis, quia possum hoc vobis facere?' et illi 'utique', ait 'Sicut credidistis, fiat vobis'. (Matt 9,28f). Ecce certi erant, quod fieret quod petebant: ideo et factum est sine omni alia dispositione. Si autem dubitassent futurum, nec petissent bene nec accepissent. | For det andet, da han sagde til de blinde: 'Tror I, at jeg kan gøre dette imod jer?' og de svarede 'ja', sagde han: 'Det skal ske jer, som I troede'. Se, de var sikre på, at de ville få det, de bad om. Derfor skete det også uden nogen anden forberedelsesgerning. Men hvis de havde tvivlet på, at det ville ske, ville de ikke have bedt derom og ikke have fået det. |
| 67 Tercio, centurio ille 'dic tantum verbo', inquit, 'et sanabitur puer meus', (Matt 8,8) non utique generali fide, sed speciali de praesenti effectu credidit et impetravit. | For det tredie. Den høvedsmand, der sagde, 'sig blot et ord, så bliver min tjener rask', han troede ikke ud fra den almindelige tro, men ud fra den specielle tro på den virkning, der kunne opnås, troede han og bad han. |
| 68 Quarto, Ioan: iiij. Regulus ille credidit sermoni, quem dixit illi Ihesus, scilicet 'vade, filius tuus vivit'. (Joh 4,50). En ipsa fide meruit vitam filii. Ita certe oportet omnem accendentem credere, sese consecuturum quod quaerit, aut nihil consequetur. (k68). | For det fjerde, Joh 4,50. Den kongelige embedsmand troede det ord, som Jesus sagde til ham, nemlig 'Gå hjem, din søn lever'. Se ved denne tro gjorde han sig fortjent til sønnens liv. Derfor bør man sikkert tro, at man vil modtage alt, at man vil opnå, hvad man beder om, eller også opnår man ingenting. |
| 69 Quinto illud Marci: Amen dico vobis, quicquid orantes petieritis, credite quia accipietis, et fiet vobis. (Mark 11,24) ecce dicit 'quicquid', nihil excipiendo. Patet autem, quod in sacramento quolibet petimus aliquid (nemo enim sacramentum accedit nisi gratiam petiturus): ideo hic audiendus est Christus dicens 'credite quod accipietis, et fiet vobis', alioquin omnia nutarent in ecclesia et nihil certe constaret, quod est absurdissimum. | For det femte, dette fra Markus: 'Sandelig siger jeg jer, alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, så skal I få det'. Se, han siger 'hvadsomhelst', han undtager ingenting. Heraf fremgår det, at vi i et hvilketsomhelst sakramente kan bede om noget (ingen kan nemlig modtage sakramentet, hvis ikke han vil bede om nåde): Derfor må man her høre Kristus, når han sige: 'Tro, at I har fået det, så skal I få det'. Ellers vakler alting i kirken, og ingenting står sikkert fast, hvilket er højst absurd. |
| 70 Sexto illud: Si habueritis fidem sicut granum sinapis et dixeritis monti huic 'transi illic' et non hesitaveritis in cordibus vestris, amen dico vobis, (W15) fiet'. (Matt 17,20). Et si totum Euangelium percurras, invenies exempla alia multa, quae omnia non de fide generali, sed particulari, et quae ad effectum aliquem praesentem pertineat, dicuntur. Quare necessaria est fides certa absolvendo, cum sacramenta novae legis, iuxta magistrum, sint in exercitium et actuationem fidei nostrae instituta. | For det sjette dette: 'Hvis I havde tro som et sennepskorn og sagde til dette bjerg: Flyt dig herhen og ikke tvivlede i jeres hjerter, sandelig siger jeg jer: Det skulle ske'. Og hvis du gennemgår hele evangeliet, vil du finde mange andre eksempler, som alle må siges at handle, ikke om den generelle tro, men om den særlige tro, og at holde sig til én eller anden nuværende virkning. Derfor er troen med sikkerhed nødvendig til tilgivelse, eftersom den nye lovs sakramenter, ifølge Lombarderen, er indstiftet til opøvelse og udfoldelse af vores tro. |
| 71 Septimo. Hinc discipulos et Petrum saepe reprehendit dominus, quod essent modicae fidei, non generalis ut dicitur, sed specialis de effectu praesente, ut patet. (Matt 8,26). | For det syvende. Derfor bebrejder Herren ofte disciplene og Peter, at de var lidettroende. Og det er ikke den generelle tro, der er tale om, men den specielle tro på den nærværende virkning, som det fremgår at teksten. |
| 72 Octavo, Iacobus c. i. Siquis indiget sapientia, postulet a deo, postulet autem in fide, nihil haesitans. Nam qui haesitat, similis est fluctui maris, qui vento movetur: non ergo existimet homo ille, quod accipiet aliquid ad deo. (Jak 1,5ff). Ista est certe evidentissima auctoritas, etiam cogens me ad hanc sententiam, quod gratiam aut sapientiam nullus accipere potest, qui dubitat sese accepturum, nec video, quid ad eam responderi possit. | For det ottende: Jak 1,5: 'Hvis nogen mangler visdom, skal han bede Gud om den, men han skal bede i tro uden at tvivle. For den, der tvivler, er som en bølge på havet, som vinden bevæger. Et sådant menneske må ikke forvente, at han får noget af Gud'. Dette er et sikkert og soleklart skriftsted, der også har tvunget mig til den opfattelse, at ingen kan modtage nåde eller visdom, hvis han tvivler på, at han vil modtage den, og jeg ser ikke, hvad der kan siges imod den. |
| 73 Nono, B. virgo nunquam concepisset filium dei, nisi angelo nunciante credidisset, ita ut diceret 'fiat mihi secundum verbum tuum', (Luk 1,38) sicut praedicat Elisabeth 'Beata quae credidisti, quia perficientur in te, quae dicta sunt tibi a domino'. (Luk 1,45). unde fidem eius miratur divus Bernhardus et universa Ecclesia. | For det niende. Den salige jomfru ville ikke have undfanget Guds søn, hvis hun ikke havde troet bebudelsens engel, sådan som hun sagde: 'Det sket mig efter dit ord'. Sådan sagde også Elisabeth i sin lovsang: 'Salig er du, som troede, for det skal fuldbyrdes i dig, hvad der er talt til dig af Herren'. Derfor undrer den guddommelige Bernhard og hele kirken sig over hendes tro. |
| 74 Sic Samuelis mater Anna, postquam credidit verbo Heli, abiit et vultus eius non est amplius in diversa mutatus. (1 Sam 1,18). Contra filii Israhel, quia non crediderunt verbo promittentis terram Canaan, in deserto prostrati sunt. | Således gik Samuels mor, Anna, efter at hun havde troet Elis ord, ud og hendes ansigt var ikke længer bedrøvet. Modsat blev Israels sønner, da de ikke havde troet ordet om forjættelsen af landet Kanaan, forvist til ørkenen. |
| 75 Et breviter, quicquid illustre factum legimus in veteri et nova lege, fide factum esse legimus, non operibus nec fide generali, sed fide ad praesentem effectum destinata: inde nihil aliud in scriptura quam fides commendatur, praesertim Abrahae Ro: iiij. quae tamen fuit in filium nasciturum Isaac, et nihilominus est ei in iusticiam reputata. Sic et nobis in sacramentis fiet: si credimus, consequimur, si non credimus, in iudicium accedimus. | Og kort sagt, hvad vi på oplyst måde læser sker i det gamle og det nye testamente, læser vi sker ved troen, ikke ved gerninger og ikke ved den almindelige tro, men ved troen på denne bestemte nærværende virkning. Derfor nævnes der i skriften intet andet end troen, især Abrahams (Rom 4,1-5) den, som han havde, om, at han skulle få en søn, Isak, og ikke desto mindre blev det regnet ham til retfærdighed. Sådan sker det også for os i sakramenterne. Hvis vi tror, opnår vi det, hvis vi ikke tror, føres vi til dom. |
| 76 Decimo. Sic b. Augustinus super Ioannem: accedit verbum ad elementum, et fit sacramentum, non quia fit, sed quia creditur. Ecce baptismus abluit, non quia fit, sed quia creditur abluere. | For det tiende. Således siger den salige Augustin i sin kommentar til johannesevangeliet: Ordet støder til elementet og et sakramente bliver til, ikke fordi det sker, men fordi det tros. Se, dåben afvasker synden, ikke fordi det sker, men fordi man tror, at den afvasker synden. |
| 77 Inde et Mariam absolvens dicit: Fides tua te salvam fecit, vade in pace. (Luk 7,50). Inde illud dictum commune: 'non sacramentum fidei, sed fides sacramenti iustificat', sine qua impossibile est, ut sit pax in conscientia, ut Ro: v. Iustificati ergo ex fide, pacem habemus ad deum. (Rom 5,1). | På den måde blev også Maria Magdalene tilgivet, da han sagde: 'Din tro har frelst dig, gå bort med fred'. Derfra kommer også dette almindelige ord: 'Det er ikke troens sakramente, men troen på sakramentet, der retfærdiggør'. Uden den er det umuligt, at der kan komme fred i samvittigheden, som Rom 5,1 siger: 'Fordi vi da er retfærdiggjorte ved tro, har vi fred med Gud'. |
| 78 Undecimo. Et Bernhardus sermone de annunctiatione i. Necesse est enim primo omnium credere, quod remissionem peccatorum habere non possis nisi per indulgentiam dei. | For det elvte. Også Bernhard siger i sin første prædiken over bebudelsen: Du kan kun tro, at det er nødvendigt først og fremmest at tro, at du har syndernes forladelse, gennem Guds overbærenhed. |
| 79 Sed adde adhuc, ut credas et hoc, quod per (W16) ipsum peccata tibi donantur: hoc est testimonium quod perhibet Spiritus sanctus in corde tuo, dicens 'dimissa sunt tibi peccata tua'. Sic enim arbitratur Apostolus gratis iustificari hominem per fidem. Haec ille. | Men føj hertil, at du også tror på, og føj hertil det, at herigennem bliver synderne tilgivet dig. Dette er et vidnesbyrd, som Helligånden taler i dit hjerte, idet den siger 'dine synder er dig forladte'. Sådan mener nemlig apostelen, at mennesket bliver retfærdiggjort af nåde ved tro. Såvidt Bernhard. |
| 80 Istae et multae aliae auctoritates, tam expresse, tam copiose, ducunt, cogunt, captivant me in sententiam, quam dixi. | Disse og mange andre autoriteter, dels udtrykkelige, dels ordrige, fører, tvinger, indfanger mig i den mening, som jeg har givet udtryk for. |
| 81 Quare, Reverendissime in Christo pater, quando divino munere es unus insignibus dotibus, praesertim iudicii acrimonia donatus, rogo humiliter, R. P. T. dignetur clementissime mecum agere et conscientiae meae compati ac demonstrare lucem, qua possim haec aliter intelligere, et non cogere ad revocationem eorum, quae etiam teste conscientia non alia duco quam ea, quibus me necesse sit consentire. Et stantibus his auctoritatibus aliud facere non possum, nisi quod obediendum esse deo magis quam hominibus scio. (Apg 5,29). | Derfor, ærværdige fader i Kristus, når du ved den guddommelige rigdom har fået mange bemærkelsesværdige gaver, især er blevet begavet med skarphed i bedømmelsen, så beder jeg ydmygt, at den ærværdige fader vil værdiges at handle nådigt imod mig og have medynk med min samvittighed og forstå det lys, hvorved jeg kan forstå dette anderledes, og ikke tvinge mig til tilbagekaldelse af de ting, som jeg også ifølge samvittigheden ikke kan holde for andet end noget, som det er nødvendigt for mig at samtykke i. Og hvis disse autoriteter står fast, kan jeg ikke gøre andet, for jeg véd, at man må adlyde Gud mere end mennesker. |
| 82 Velitque R. P. T. apud Sanctissimum dominum nostrum Leonem decimum pro me intercedere, ne tanta rigoris inclementia in me permoveatur, ut in tenebras mutare, revocare omnia, ubi aliter intelligenda esse edocta fuerit. | Og jeg beder om, at den ærværdige fader vil gå i forbøn for mig hos vor højhellige herre, Leo den Tiende, at ikke en så hård ubarmhjertighed skal gennemføres imod mig, at jeg skulle føres ud i mørket og tilbagekalde alt, hvor jeg ikke var blevet belært om en anden forståelse. |
| 83 Nec tam arrogans et vanae gloriae studiosus sum, ut hac causa pudeam revocare male dicta, immo gaudium meum primum fuerit, victricem fieri veritatem: solum ne quid contra conscientiae meae sensum tentare cogar. Nam sine omni scrupulo hanc esse scripturarum sentenciam credo. Dominus Ihesus regat et servet Reverendissimam Paternitatem Tuam inaeternum. Amen. | Men jeg er ikke så overlegen og ivrig efter tom ære, at jeg af den grund skammer mig over at tilbagekalde noget forkert, tværtimod skal det være min første glæde, at sandheden bringes til sejr. Blot jeg ikke tvinges til at prøve at sige noget imod min samvittigheds overbevisning. For jeg tror uden nogen tvivl, at dette er skriftens mening. Herren Jesus styre og bevare den ærværdige fader i evighed. Amen. |
| Til Acta Augustana 2. |
Note 14: Det kan nævnes, at Sylvester Prierias, den pavelige 'hofteolog',
i sin gennemgang af Luthers tese 58 ikke omtaler denne ekstravagans.
n18: I en bulle, udstedt på det femte lateran
koncil, 14. jan. 1516, hævder Leo den Tiende, at paven har autoritet
over alle konciler, han kan indkalde, lede og opløse dem.
n18a: Jean Gerson (1363-1429) søgte at
reformere kirken ved at hævde, at et koncil stod over paven.
n18b: Pariseruniversitetet havde i 1518 vendt sig
imod konkordatet i Bologna mellem paven og Frans den Første og havde
appelleret til et koncil.
n34: Nicolaus af Tudesco, ærkebiskop af
Palermo. Dennes lektioner over dekretalerne var højt ansete af Luther.
Note 36: Dette argument genfindes i Resolutionerne, WA 1, side 606 (Clemens
1, 119, 8).
Note 37: Dette argument genfindes i Resolutionerne, WA 1, side 606 (Clemens
1, 120,1)
Note 38: Dette argument genfindes i Resolutionerne, WA 1, side 607 (Clemens
1, 120,15).
Note 65: I Vulgata står der, 'fiat tibi sicut vis' (Matt 15,28).
Matt 8,13 siger Jesus derimod til høvedsmanden: Det ske dig som
du troede.
K5: Her optræder én af Luthers væsentlige anklager
mod den katolske kirke, én, der er medvirkende til, at han senere
kalder paven for antikrist: ved at sætte magten over sandheden ødelægger
de sproget.
k9: Det kan synes meget selvovervurderende af Luther, at han her sammenligner
sig og sin proces med Kristus og processen mod ham. Men dels passer sammenligningen
godt på det ene punkt, han her vil sammenligne, og dels skal man
huske på, at Luther på det tidspunkt, hvor han skriver dette,
lever i den overbevisning, at han lige er undsluppet døden, idet
han ikke blev taget til fange i Augsburg og ført til Rom, men på
den anden side ikke véd, hvad der venter omkring næste gadehjørne;
han overvejede for alvor at flygte bort fra Wittenberg, for at kurfyrsten
ikke skulle risikere at få hele sit land sat i interdikt for hans
skyld.
k56: Dette er tænkt i noget, der ligner personkategorier, men ikke er det. Hvis vi skal tænke os et forhold mellem personer, der bliver retvendt efter en uenighed (og dette er min teologiske lakmusprøve), så kan man for det første pege på troens betydning: uden tro ingen forsoning. Men man må også spørge, hvad det da er, den troende tror på. Og svaret på det spørgsmål er: Den andens personlige integritet, den andens oprigtighed. Men man kan også svare ved at pege på et bestemt ord i forsoningssituationen: Det var det ord, man troede på, og derved blev forholdet retvendt.
Hvis imidlertid man i gudsforholdet bruger ordet 'retfærdiggørelse'
om den proces, at forholdet retvendes, så kan man ikke samtidig hævde,
at det, man tror på, er, at man er retfærdiggjort. Det, man
tror på, når man ved troen bringes ind i det rette personforhold
til Gud, er personens (Guds) rette faderlige sindelag. Man kan også
pege på et bestemt ord fra Gud, som man fæster lid til, fx
Kristusbegivenheden som Guds ord til mennesker. (Se #58;
her har Luther fået det vendt rigtigt). Men hvis det, at man er retfærdiggjort,
betyder, at ens forhold til Gud er retvendt, så er det, man tror
på, ikke, at man er retfærdiggjort. Tingene bider sig selv
i halen på den måde.
k59. Her er så fejlen fra #56 gentaget. Man skal tro, at man har
opnået nåde, før man opnår den. Dette lader sig
ikke gøre i normalt menneskeligt sprog. Fejlen er, at man fra den
logik, der gælder i personforholdet medtager tanken om troens nødvendighed;
blot lader det sig ikke gøre at føre disse forestillinger
over i de mere juridiske eller økonomiske termer, Luther her betjener
sig af.
k61. Dette er ét af Luthers løsningsforsøg, når
han skal fastholde troens nødvendighed: Man gør Gud til en
løgner, hvis man ikke tror ham på hans ord. (jvfr 1 Joh 1,10).
Og dette kan jo være rigtigt; for et personforhold, der retvendes,
retvendes netop, fordi den ene tror den anden på ordet. Men det må
indrømmes, at hvis man bringer tankegangen ind i en juridisk sammenhæng,
så kommer det hele til at lyde som en Münchhausen, der trækker
sig selv op ved håret.
k63. Det er mærkeligt, at Luther udtrykker sig på denne
måde. På én eller anden måde skal han altså
have givet en begrundelse for, at Gud retfærdiggør mennesket.
Og det er og bliver forkert. For i og med, at mennesket tror, er forholdet
til Gud genoprettet. Man kan ikke, som Luther gør det her, stykke
begivenheden op i enkeltafdelinger, så én skulle være
menneskets tro, en anden Guds retfærdiggørelse. Men det er
jo det, Luther gør her. Derfor er det, han 'kommer til' at hævde,
at troen er en gerning.
k68. Her har vi problemet igen. Det er, mener jeg, forkert at sige, at embedsmanden gjorde sig fortjent til sin søns helbredelse ved sin tro. Man kan ikke bruge ordet 'fortjeneste' i forbindelse med begrebet tro. Som om man kan ville tro. Eller som om dette at tro og dette at tage sig selv i nakken er begreber, der kan sidestilles. Ligeledes vil det også være forkert, om man gav sig til at fundére over, hvorvidt sønnen ville være blevet helbredt, hvis faderen var gået fra Jesus i tvivl; han kunne jo også være gået bort fra Jesus, fordi han ikke regnede med, at det kunne nytte noget. Netop denne fortælling er et eksempel på det paradoks, der opstår, når man vil have trosbegivenheden illustreret ved en lidt uegentlig fortælling. Johannesevangelisten bruger begrebet 'tro' på en paradoks måde. Først i det vers, Luther her anvender. Senere, da manden er kommet hjem, hedder det: Og han selv og hele hans husstand kom til troen.