``Disputatio pro Declaratione Virtutis Indulgentiarum.''
WA I 223-238.
Den historiske baggrund: Köstlin 3,1#55; Severinsen 07a#4.
| 0 Amore et studio
elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente
R. P. Martino Lutther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem
lectore Ordinario. Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum
disceptare agant id literis absentes. In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen. |
Af kærlighed til sandheden og af lyst til at oplyse den vil der i Wittenberg bliver disputeret disse nedenstående sætninger under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i de frie kunster og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi sammesteds. Derfor beder han, at de, der ikke kan være til stede og mundtligt deltage i drøftelserne med os, vil deltage på skrift, skønt fraværende. I vor Herres Jesu Kristi navn. Amen. |
| 1 1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo `Penitentiam agite &c.' omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit. (res01#44) | 1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: 'Gør bod' osv, ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod. |
| 2 2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi. (res01#52) | 2. Dette ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes af præsternes embede. |
| 3 3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes. (res01#58) (1-4: prilut1#23; lutpri01#13) | 3. Han hentydede dog ikke blot til den indre bod, nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse. |
| 4 4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum. (res01#73) (prilut1#32; lutpri01#58) | 4. Straffen forbliver derfor, sålænge hadet til én selv forbliver (hvilket er den sande indre bod), dvs indtil man indgår i himmeriget. |
| 5 5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit. (prilut1#35; lutpri01#68) (res02#1) | 5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. |
| 6 6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret. (res02#42) (prilut1#42; lutpri02#10) | 6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud. |
| 7 7. Nulli prorsus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario. (res02#50) (prilut1#44; lutpri02#17) | 7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden at han samtidig underlægger ham under præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting. |
| 8 8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi. (res03#1) (prilut1#46; lutpri02#20) (wimpina#20) | 8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende, og intet kan ifølge dem pålægges dem, der skal dø. |
| 9 9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis. (res03#33) (prilut1#47; lutpri02#21) | 9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation. |
| 10 10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant. (res03#35) (prilut1#50; lutpri02#27) | 10. De præster handler ukyndigt og slet, som overfor døende overfører de kirkelige bodsstraffe til skærsilden. |
| 11 11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata. (res03#42) (prilut1#52) | 11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i skærsilden er et ukrudsfrø, der visselig synes at være sået, mens biskopperne sov. |
| 12 12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis. (res03#54) (prilut1#54; lutpri02#28) | 12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger. |
| 13 13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem. (res03#62) (prilut1#55; lutpri02#30) | 13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed. |
| 14 14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa. (res04#1) (prilut1#57; lutpri02#35) | 14. Hvis den, der skal dø, kun har en ufuldkommen sundhed og kun en ufuldkommen kærlighed, så medfører det nødvendigvis stor frygt, og den er des større, jo mindre kærligheden har været. |
| 15 15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori. (res04#9) | 15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre skærsildens straf, eftersom den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel. |
| 16 16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt. (res04#30) (prilut1#64; lutpri02#51) | 16. Man ser, at helvede, skærsild og himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden. |
| 17 17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem. (res04#35) (prilut01#68; lutpri02#53) | 17. Øjensynlig trænger sjælene i skærsilden til, at ligesom deres rædsel mindskes, således øges deres kærlighed. |
| 18 18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis. (res04#58) (prilut1#71; lutpri01#57) | 18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden. |
| 19 19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus. (res05#1) (prilut1#73; lutpri02#60) | 19. Ejheller synes det bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det. |
| 20 20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum. (res05#24) (prilut1#75; lutpri02#61) | 20. Derfor mener paven, når han siger 'fuld eftergivelse af alle bodsstraffe', ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt. |
| 21 21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari. (res05#51) ( prilut1#77; lutpri02#63) | 21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at ved pavens aflad bliver et menneske løst fra al straf og frelst. |
| 22 22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere. (res05#54) (prilut1#79; lutpri02#64) | 22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love. |
| 23 23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari. (res05#57) (prilut1#83; lutpri02#65) | 23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs til de færreste. |
| 24 24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem. (res05#62) (pri-lut1#87; lutpri02#68) | 24. Derfor må nødvendigvis størstedelen af folket blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om strafeftergivelse. |
| 25 25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter. (res05#66) (pri-lut2#2; lutpri02#76) | 25. Den samme myndighed, paven i almindelighed har over skærsilden, den har en hvilkensomhelst biskop og sognepræst i sit stift og sogn i særdeleshed. |
| 26 1. [26] Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem. (res06#1) (prilut2#6; lutpri02#77) | 26. Paven gør derfor vel i at give sjælene eftergivelse ikke i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner. |
| 27 2. [27] Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam. (res07#1) (prilut2#8; lutpri2#78) (n27) | 27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten, flyver sjælen ud [af skærsilden]. |
| 28 3. [28] Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius. (res07#8) (prilut2#10; lutpri02#83) | 28. Det er sandt, at når pengene klinger i kisten, så kan profitten og havesygen øges, men følgerne af kirkens forbønner er alene i Guds hånd. |
| 29 4. [29] Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur. (res07#16) (prilut2#12; lutpri03#1) | 29. Hvem véd, om alle sjælene i skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om skt Søren og Paschalis. |
| 30 5. [30] Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis. (res07#19) (prilut2#18; lutpri03#7) | 30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, end mindre på den deraf følgende fulde syndsforladelse. |
| 31 6. [31] Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus. (res07#23) (prilut#20; lutpri03#8) | 31. Ligeså sjælden en sand bodgørende er, ligeså sjælden er én, der tildeler sand aflad, det vil sige: uhyre sjælden. |
| 32 7. [32] Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute. (res07#26) (prilut2#22 ; lutpri03#12) | 32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve. |
| 33 8. [33] Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo. (res07#39) (prilut2#23; lutpri03#19) | 33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurdérlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud. |
| 34 9. [34] Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas. (res07#50) (prilut2#26; lutpri03#26) | 34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker. |
| 35 10. [35] Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio. (res07#52) (pri-lut2#28; lutpri03#28) | 35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller køber skriftebreve, ikke har nødig at angre. |
| 36 11. [36] Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam. (res07#) (prilut2#32; lutpri03#32) | 36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og brøden, og den bør gives ham også uden afladsbreve. |
| 37 12. [37] Quilibet verus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam. (prilut2#37; lutpri03#35) | 37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve. |
| 38 13. [38] Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine. (res08#1) (prilut2#39; lutpri03#39) | 38. Dog er pavens tilgivelse og delagtighed i ham på ingen måde at foragte, fordi den som sagt er en erklæring om den guddommelige tilgivelse. |
| 39 14. [39] Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo. (res08#25) (prilut2#41; lutpri03#41) | 39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens rundhåndethed og pligten til anger for folket. |
| 40 15. [40] Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione. (res08#26) (prilut2#46; lutpri03#53) | 40. Pligten til anger kræver og elsker straffen, men afladens rundhåndethed opløser dette og får mennesket til at hade straffen, i hvert fald af og til. |
| 41 16. [41] Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis. (res08#40) (prilut2#49; lutpri03#61) | 41. Man må være forsigtig med at prædiken den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den kan foretrækkes fremfor de øvrige kærlighedens gode gerninger. |
| 42 17. [42] Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie. (res08#45) (prilut2#51; lutpri03#62) | 42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger. |
| 43 18. [43] Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet. (res08#54) | 43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, da handler man bedre, end hvis man køber aflad. |
| 44 19. [44] Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior. (res08#57) (prilut2#55; lutpri03#75) | 44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf. |
| 45 20. [45] Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non indulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat. (res08#59) (; lutpri03#75) | 45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede. |
| 46 21. [46] Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere. (res08#62) (prilut2#57; lutpri03#79) | 46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til huset, og ikke forøde det på aflad. |
| 47 22. [47] Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta. (res08#65) (prilut2#61; lutpri03#86) | 47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke påbudt. |
| 48 23. [48] Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam. (res08#67) (prilut2#63; | 48. De kristne bør belæres om, at paven, når de giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt. |
| 49 24. [49] Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in eas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant. (res08#70) (prilut2#65; lutpri04#3) | 49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter sin lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den bliver fjernet. |
| 50 25. [50] Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum. (res08#77) (prilut2#68; lutpri04#5) | 50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben. |
| 51 1. [51] Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt. (res09#1) (prilut2#70; lutpri04#12) | 51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville om så skule være sælge Peterskirken, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter. |
| 52 2. [52] Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret. (res09#4) (prilut2#72; lutpri04#13) | 52. Tom er troen på, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, også hvis kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl. |
| 53 3. [53] Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent. (res09#9) (prilut2#74; lutpri04#20) | 53. Kristi og pavens fjender er dem, som på grund af afladsprædikenerne befaler, at Guds ord næsten helt skal forstumme i andre kirker. |
| 54 4. [54] Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi. (res09#11) (prilut2#77; lutpri04#23) | 54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv. |
| 55 5. [55] Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur. (res09#13) (prilut2#79; lutpri04#26) | 55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier. |
| 56 6. [56] Thesauri Ecclesiæ, unde Papa dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi. (res09#20) (prilut2#81; lutpri04#27) | 56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkelig beskrevne eller tilstrækkelig kendte blandt Kristi folk. |
| 57 7. [57] Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum. (res09#22) (prilut2#84; lutpri04#30) | 57. Det fremgår klart, at det ikke er timelige skatte, eftersom de fleste af prædikanterne ikke gerne uddeler dem, men kun samler dem. |
| 58 8. [58] Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris. (res09#24) (prilut2#86; lutpri04#33) | 58. Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske. |
| 59 9. [59] Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore. (res10#1) (prilut2#89; lutpri04#34) | 59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug. |
| 60 10. [60] Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum. (res10#4) (prilut3#2f; lutpri04#37) | 60. Uden at være dristige kan vi sige, at kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste) er denne skat. |
| 61 11. [61] Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape. (res10#6) | 61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig. |
| 62 12. [62] Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei. (res10#13) (prilut3#6; lutpri04#37) | 62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde. |
| 63 13. [63] Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos. (res10#19) (prilut3#8; lutpri04#38) | 63. Men denne skat er naturlig nok meget hadet, da den gør de første til de sidste. |
| 64 14. [64] Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos. (res10#21) | 64. Men afladens skat er naturlig nok meget elsket, da den gør de sidste til de første. |
| 65 15. [65] Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum. (res10#23) | 65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige mænd. |
| 66 16. [66] Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum. (res10#26) | 66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger mænds rigdomme. |
| 67 17. [67] Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum. (res10#28) (prilut3#10; lutpri04#41) | 67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, kan virkelig opfattes som sådan, når det drejer sig om at få penge ind. |
| 68 18. [68] Sunt tamen reueræ minimæ, ad gratiam Dei & crucis pietatem comparata. (res10#30) (prilut3#12; lutpri04#42) | 68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed. |
| 69 19. [69] Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere. (res10#32) (prilut3#14; lutpri04#46) | 69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen. |
| 70 20. [70] Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent. (res10#38) | 70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier. |
| 71 21. [71] Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus. (res10#43) | 71. Den, der taler imod den apostlske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet. |
| 72 22. [72] Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus. (res10#46) | 72. Men den, som træder op imod afladsprædikanternes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet. |
| 73 23. [73] Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur, (res10#52) (prilut3#20; lutpri04#47) | 73. Ligesom paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster, |
| 74 24. [74] Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur. (res10#54) | 74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under foregivelse af aflad opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed. |
| 75 25. [75] Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire. (res10#60) (prilut3#22; lutpri04#50) | 75. At mene, at den pavelige aflad er så stor, at den kan tilgive det menneske, der, skønt det er umuligt, havde krænket gudfødersken, er vanvid. |
| 76 1. [76] Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam. (res10#65) (; prilut3#24) | 76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden. |
| 77 2. [77] Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam. (res10#69) | 77. Når man siger, at selv sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod sankt Peter og mod paven. |
| 78 3. [78] Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias curationum &c. ut 1. Co. XII. (res10#70; K: lutpri04#51) (n78) | 78. Vi siger modsat, at både han og en hvilkensomhelst pave råder over større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne, evnen til at helbrede, osv, som vi læser det i 1 Kor 12. |
| 79 4. [79] Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est. (res10#72) (prilut3#30; K: lutpri04#57) | 79. At sige, at korset, der er oprejst med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse. |
| 80 5. [80] Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt. (res10#74) (prilut3#32; K: lutpri04#58) | 80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags tale at udbredes blandt folk. |
| 81 6. [81] Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorum. (res10#85) (prilut3#34) | 81. Denne tøjlesløse afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden overfor paven overfor lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål. |
| 82 7. [82] Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam? (res10#87) (prilut3#40; lutpri04#61) | 82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse? |
| 83 8. [83] Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare? (res10#89) (prilut3#43; lutpri04#67) | 83. Ligeledes. Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives, eftersom det er forkert at bede for dem, der udfriet [af skærsilden]? |
| 84 9. [84] Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsiusmet pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate? (res10#91) (prilut3#47; lutpri04#71) | 84. Videre. Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudelskende mennesker af skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudelskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling? |
| 85 10. [85] Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi? (res10#92) (prilut3#50; lutpri04#71) | 85. Videre. Når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de var spillevende? |
| 86 11. [86] Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri? (res10#93) (prilut3#52; lutpri04#73) | 86. Videre. Når nu i dag paven har rigdomme, der er større end de rigeste riges, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peterskirken, for sine egne penge fremfor for de fattiges penge? |
| 87 12. [87] Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis? (res10#96) (prilut3#55; lutpri04#75) | 87. Videre. Hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og delagtighed? |
| 88 13. [88] Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret? (res10#97) (prilut3#57; lutpri04#76) | 88. Videre. Hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således tildelte denne eftergivelse og delagtighed til enhver troende hundrede gange om dagen? |
| 89 14. [89] Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces? (res10#99) (prilut3#59; lutpri04#78) | 89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige? |
| 90 15. [90] Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere. (res10#102) (prilut3#61; lutpri04#80) | 90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde derfor, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne. |
| 91 16. [91] Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent. (res10#104) (prilut3#63) | 91. Hvis altså afladen blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå. |
| 92 17. [92] Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi `Pax pax,' et non est pax. (res10#105) | 92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Fred, fred', og der er ikke fred. |
| 93 18. [93] Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi `Crux crux,' et non est crux. (res10#105) | 93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Kors, kors', selv om der ikke er noget kors. |
| 94 19. [94] Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant, (res10#105) (prilut3#65) | 94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og helvede, |
| 95 20. [95] Ac sic magis per
multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.
(res10#105)
M.D.Xvii. |
95. og således mere sætter deres lid til at
indgå i himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.
1517. |
Noter:
n27: Dette er én af de teser, der ofte citeres, i og udenfor Luthers værker. Se blandt andet: Wider Hans Wurst #92; Wimpina#35;
n78: Det er gået lidt vel hurtigt for Luther. Man mener (= Köhler mener), at Luther under nummer 76 i virkeligheden svarer på nummer 78.