Anden antinomer-disputation 1


fra WA Bind 39,1, side 418-435

Weimarudgaven sætter de to udgaver af disputationen op samtidig, med den mest fyldige og bedst bevidnede øverst. Jeg gør det samme, idet de bliver sat op ved siden af hinanden, med hver sin oversættelse knyttet til, A til venstre, B til højre.

Forord. 1. argument. 2. argument. 3. argument. 4. argument. 5. argument. 6. argument. 7. argument. 8. argument. 9. argument. 10. argument. 11. argument. 12. argument. 13. argument. 14. argument. 15. argument. 16. argument. 17. argument. 18. argument. 19. argument. 20. argument. 21. argument. 22. argument. 23. argument. 24. argument. 25. argument. 26. argument. 27. argument. 28. argument. 29. argument. 30. argument. 31. argument. 32. argument. 33. argument. 34. argument. 35. argument. 36. argument. 37. argument.
 
1 Den anden disputation imod antinomerne. 
Secunda disputatio contra antinomos cum praefatione secunda Martini Lutheri.  Den anden disputation imod antinomerne med det andet forord af Martin Luther.  Nogle argumenter med svar, som blev fremført i den anden disputation imod antimonerne eller lovforagterne, det vil sige, imod den guddommelige lovs fjender i året 1538, hvor hr. doktor Martin Luther sad ved forsædet den 12. januar osv.  Argumenta cum suis solutionibus, quae producta sunt in secunda disputatio contra Antinomos seu Nomomachos, id est, constra hostes legis divinae Anno 1538 praesidente D. Doctore Martino Luthero 12.die Ianuarii etc. 
3 Praefatio.
Nos merito debemus Deo patri per Christum gratias agere, quod has res, de quibus in praesentia agendum erit, et saepe alioqui egimus, nobis revelaverit, easque clare et dextre tractare, disputare ac tradere pro contionibus liceat. 
Forord
Det er med rette, vi skylder Gud Fader tak ved Kristus, fordi han har åbenbaret os de sager, som her skal behandles, og som vi også ellers ofte behandler, og tilladt os at behandle, disputere og overlevere dem klart og passende ved denne lejlighed. 
Luthers forord. 
Vi bør med rette takke Gud for den umådelige velgerning, at han har åbenbaret os disse store, sublime og sande himmelske ting, 
Praefatio Lutheri. 
Deo certe gratias agere debemus pro hoc immenso beneficio, quod videlicet nobis res illas tantas, tam sublimes vereque coelestes revelavit, 
4 Nam omnes vos novistis, olim altissimum silentium harum rerum in papatu fuisse, cum non solum haec, sed pleraque omnia etiam impiis opinionibus obruta iacerent. Imo quod nostro maximo malo experti sumus contrarium, etiam non secus apud Turcas et Iudeos docebatur.  For I véd alle, hvordan der dengang i pavedømmet herskede fuldstændig tavshed om disse ting, eftersom ikke blot disse sager, men mange andre tilligemed lå begravet under ufromme anskuelser. Ja, I véd, hvordan vi til vor store skade blev prøvet med den modsatte anskuelse, i en grad, som ikke blev lært anderledes hos tyrkerne og jøderne.  så at vi kan behandle og forklare dem og andre sætninger ret og klart i prædikener og disputationer og lære andre dem. Om disse ting var der i pavedømmet stor uvidenhed og evig tavshed, hvor lovens og evangeliets sande lære var oversvømmet og begravet under stor tåge og mørke, det vil sigek, under mange falske meninger og fejltagelser.  quod easdem recte et dilucide in contionibus et disputationibus et alias (420) tractare, explicare atque alios docere possumus, de quibus sub papatu magna ignorantia ac perpetum silentium fuit, ubi vera doctrina legis et Evangelii magna quadam caligine ac tenebris, hoc est, multis falsis opinionibus atque erroribue obruta et sepulta. 
5 Nam etsi aliquando, id quod rare fiebat, docenda erat lex, ita eam nobis proponebant, acsi nihil supra vires nostras exigeret, atque talem faciebant, cui viribus humanis seu libero arbitrio, ut quae integras adhuc esse affirmabant, satisfieri posset ac impleri.  For skønt loven af og til, men dog sjældent, blev lært, fremstillede de den for os, som om den ikke krævede noget, der lå ud over vore kræfter, og de gjorde den til noget, som kunne tilfredsstilles og opfyldes ved menneskelige kræfter eller ved den frie vilje, som de stadig forsikrede var uskadt.  De lærte menneskelige traditioner, menneskelige drømmesyner, sådan som det læres i Tyrkiet selv, at vi ved vore egne kræfter kan tilfredsstille Guds lov og opfylde den, ganske som pelagianerne, og ligeledes, at vi, når vi skal udføre en god gerning, ikke har brug for Helligånden.  Docebantur humanae traditiones, humana somnia, quemadmodum in ipsa Turcia docebatur, quod viribus nostris possemus legi Dei satisfacere, implere legem Dei, non aliter atque Pelagiani, item, quod ad bonum opus efficiendum non opus esset Spiritu sancto. 
 6 Hoc vos scire oportet, hanc scilicet eorum doctrinam fuisse, ut tamen agitarint de lege, nihil solliciti de impletione eius, ut qui satis virium habere sese arbitrarentur implendae legis divinae.  Det bør I vide, at dette var deres lære, så at de dog kunne lægge vægt på loven uden at bekymre sig om at opfylde den, så de mente, de havde tilstrækkelige kræfter til at opfylde den guddommelige lov. 
 7 Ita sub nomine Ecclesiae et Christi ipsissimi Pelagiani fuerunt, ut taceam, quod postea subinde peiores facti sunt. Occam enim et moderni, ut vocantur, sceleste docent, quod ratio (420) sine Spiritu sancto possit Deum super omnia diligere, et quod Christus tantum meruerit primam gratiam. (n7 Således var de under dække af kirkens og Kristi navn i høj grad selv pelagianere, så jeg ikke skal omtale, hvordan de derefter straks blev værre. For Occam og de moderne, som de kaldes, lærte skalkagtigt, at fornuften uden Helligånden kunne elske Gud over alle ting, og at Kristus blot havde fortjent den første nåde.  Min gode magister Occam, som særlig regnes for lærd af os, nægter, at der findes noget sted i den hellige skrift. hvorefter Helligånden er nødvendig til at udføre en god gerning, osv. I Gratian findes et dekret, i hvilket citeres Hieronymus' udsagn, at den skal være forbandet, som hævder, at Gud har påbudt det umulige.  Magister meus Occam, qui a nobis praecipuus doctorum est habitus, negat, reperiri in sacris literis, quod ad bonum opus implendum opus sit Spiritus sancti etc. In Gratiano exstat decretum, in quo citatur (421) Hieronymi dictum, quod scilicet anathema sit, si quis dixerit, Deum impossibilia praecepisse. (n8
 8 Imo quidam eorum scripsit, quod ad bonum opus non requiratur gratia Spiritus sancti. Hinc citatur sententia divi Hieronymi a Gratiano: Anathema sit, quisquis dixerit, Deum impossibilia praecepisse. (n8 Ja, én af dem skrev, at til en god gerning behøvedes ikke Helligåndens nåde. Her citerede han den guddommelige Hieronymus' sætning fra Gratian: Forbandet være enhver, som siger, at Gud foreskriver umulige ting.  Fordi de skolastiske doktorer er fuldstændig viklet ind i dette udsagn, kan de hverken vikle sig ud eller forklare det.  Hoc dicto scholastici doctores penitus irretiti se extricare aut explicare non potuerunt. 
 9 Haec et similia portenta sunt in scholasticorum doctrina, quibus legem faciunt possibilem, ut quae a nobis etiam sine Spiritu sancto possit impleri.  Disse og lignende afskyeligheder ligger i den skolastiske lære, hvormed de har gjort loven mulig, så at den kan opfyldes af os også uden Helligånden.   Derfor er de uvidende om evangeliets lære og drager den slutning, at Guds lov er mulig, og at vi kan overholde den med vore kræfter.  Itaque ignari doctrinae Evangelii concluserunt, legem Dei esse possibilem, et nos implere posse nostris viribus. 
 10 Quae si apud Turcas aut Pelagianos invenirentur, bonum ac pium virum offendere deberent, et excitarent nos, ut ex animo gratias ageremus pro hac tanta luce et misericordia, quam his temporibus nobis ostendit Deus, et orare etiam, ut hoc ipsum contra diabolum et ipsa sua membra conservet.  Og hvis disse ting fandtes blandt tyrkerne eller pelagianerne, burde de dog støde en god og from mand, og de skulle opvække os til af hjertet at takke for dette store lys og denne store barmhjertighed, som Gud har vist os i disse tider, og få os til ydermere at bede om, at han vil bevare dette imod djævelen og alle hans lemmer.           Men efter at Satan, løgnens og vildfarelsen fader, har mærket det lys, som vi har, og den guddommelige åbenbaring, som er givet os, ophører han ikke med på mange måder at ryste os, og han bestræber sig altid for at stille bedrag og tåge op for vore øjne, så han kan tage dette lys og denne sol bort fra vort syn.         Postquam autem hanc lucem, quam habemus, et revelationem nobis divinitus donatam esse sensit sathan, mendacii et errorum pater, non desinit nos multis modis vexare, semper conatur nobis praestigias ac nubes ante oculos facere, quo nobis lucem hanc et hunc solem eripiat ex conspectu. 
 11 Nam diabolus, cum semel in paradiso coeperit perseque et hunc Christum odisse et calcaneum eius mordere, neque potest cessare, neque est, quod vobis ullam pacem ac quietem polliceamini.  For eftersom djævelen én gang er begyndt i paradiset at forfølge og hade denne Kristus og bide i hans hæl, så kan han ikke ophøre med det, og det kan ikke ske, at han nogensinde tilsiger jer fred og ro.  Lad os derfor være beredte til at kæmpe, lad os altid stå bevæbnet på vagt, så vi er oplyst imod alt ondt og al fare, som opvækkes imod os fra denne vor grusomste fjende.  Quapropter simus parati ad dimicandum, semper stemus in acie armati atque instructi adversus omnia mala atque pericula ab isto crudelissimo hoste nostro excitata. 
 11a  Non est spes pacis, semper in acie standum, semper hic pugnandum erit, et quidem cum gravissimis hostibus, ut inquit Paulus: Non est nobis colluctatio adversus carnem et sanguinem, sed adversus spirituales nequitias in coelestibus. (Ef 6,12)  Vi kan ikke håbe på fred, vi må hele tiden være på vagt, vi må altid kæmpe, og det med de stærkeste fjender, som Paulus siger: 'For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod de åndelige magter i himmelrummet'.  Lad os huske på, at det ikke er lette og genoprettelige sager at kæmpe mod ham, nej, det drejer sig om den sande erkendelse af Gud og om vor evige frelse. Det forholder sig heller ikke sådan, at vi i dette liv kan vente ro og fred.  Meminimus nos non de rebus levibus et reparabilibus adversus istum depugnare, de vera agnitione Dei et de aeterna salute nostra agitur. Nec est, quod in hac vita quietem aut pacem exspectemus. 
 11b  Itaque nos etiam in his disputationibus vos parare ad eiusmodi bellum et pugnam conabimur, ut eo fortius possitis stare in die malo, ut inquit Paulus. (Ef 6,13) Nihil enim certius est, quam quod sathan omnem moturus (421) sit lapidem conquassitisque omnibus suis viribus hoc unum molietur, nec quiescet, donec hanc doctrinam rursum e medio sustulerit aut saltem conspurcaverit.  Derfor stræber vi også i disse disputationer at forberede jer på den slags krig og kamp, så I kan stå des stærkere på den onde dag, som Paulus siger. Intet er nemlig mere sikkert, end at Satan med alle sine rystekræfter vil stræbe efter at bevæge denne ene sten, og at han ikke helmer, førend han igen har fjernet denne lære fra os eller i hvert fald besudlet den.   
 12 Sic enim semper fecit et faciet, ut videre est in regno papistico. Quare debetis diligenter disputare et vos in hac doctrina diligenter exercere audiendo, studendo, meditanto, vivendo, moriendo, donec consequamini illam PLEROFORIAN, de qua Paulus loquitur ad Romanos (n12), in theologia, ne aliquis ventus doctrinae vos a vero propositio amoveat, (Ef 4,14) sed certissimum quid teneatis, neque hic securi esse debetis nec putare vos nimium sapientes aut certos.  Sådan har han altid gjort og  sådan gør han, som det kan ses i pavedømmet. Derfor bør I disputere omhyggeligt og med omhu øve jer i denne lære ved i teologien at høre, studere, overveje, leve, dø, idet I efterfølger den fylde, om hvilken Paulus taler i brevet til romerne, at ikke én eller anden lærdoms vind skal føre jer bort fra den sande opfattelse, men I sikkert kan fastholde den, men heller ikke her blive sikre eller mene, at I er for kloge eller sikre.  Derfor må vi altid øve os i denne lære, så at den, så godt det kan ske, kommer til at stå fast for os, og sådan at denne guddommelige sag bliver klar for os gennem den hellige Paulus, så vi forstår, hvad den sande brug af loven er, og om det er ved vore kræfter eller der virkelig er brug for nåden og Helligånden, når vi skal yde gode gerninger. Alt det bør vi omhyggeligt lære og studere, for at vi kan holde fast ved og bevare den sande opfattelse.  Semper igitur nos exerceamus in hac doctrina, ut, quantum fieri potest, fiat nobis certissima, et cum haec res nobis divinitus per sanctum Paulum sit aperta, ut intelligamus, quis verus usus sit legis, sitne nostris viribus, an vero opus sit gratiae et Spiritus sancti, ut praestemus bona opera, diligenter discere et studere debemus, ut illam veram notitiam (422) retineamus et conservemus. 
 13 Nam nulla est mens aut sapientia tanta, quam diabolus non potest fallere ac tantas praestigias oculis tuis offundere, eosque ita dementare, ut, quae tibi putaris primo cognoscendo et (422) firmissima et certissima, in experiundo repudies, et syllogismum, quem antea potueris solvere, eum postea non possis.  For der er ingen forstand eller visdom, der er så stor, at djævelen ikke kan få den til at fejle eller udgyde sådanne bedrag for øjnene af den, og gøre dem så vanvittige, at det, der ved første øjekast syntes dig det mest fast og sikre, det vil du ved nærmere eftersyn forkaste, og på den måde, at den slutning, som du tidligere mente, du kunne opløse, den kan du senere ikke opløse.  Og der er intet håb om, at denne læresætning ikke vil blive bekæmpet af forskellige sekter, og hvis én af dem bliver undertrykt, vil der opstå flere og mange vil følge efter, for man skal altid forvente, at der dukker nye op.  Neque sperandum est fore, ut haec doctrina non impugnetur variis sectis, ex quibus, si una fuerit oppressa, plures exorientur et succedent plures, semper novae expectandae sunt. 
 14 Mira est profecto et summa astutia et malitia diaboli, quibus saepe bonas mentes capit ac fascinat.  Jo, så sandelig er djævelens højeste snuhed og ondskab forunderlig. Med den fanger han ofte mennesker med god forstand, så han fascinerer dem.  Derfor skal i være veløvede i den hellige skrift, så I kan stå imod på den onde dag. For denne ene opgave står fast, at I med stor flid kaster jer over disse skrifter, indtil I opnår en fast og sikker lære, så meget som det er muligt.  Quare vos exerceatus in sacris literis, ut possitis stare in die malo. Hoc enim officium unum postulat, ut magna diligentia his literis incumbatis, donec certam ac solidam doctrinam acquiratis, quantum est possibile. 
 15 Haec autem debent in nobis augere studium ac diligentiam, ut redimamus occasionem seu tempus et efficiamus, ut verbum Dei habitet in nobis abundanter (Kol 3,16), et ut stemus tanquam in acie et armati et instructi adversus sathanam, qui omnibus modis nos petit.  Men disse ting bør øge iveren og omhuen hos os, så vi udnytter lejligheden eller bruger tiden og udvirker, at Guds ord kan bo i os i overflod, og så vi kan stå som på vagt og bevæbnet og oplyst imod Satan, som efterstræber os på alle måder.  Som sagt ophører djævelen ikke med at tage bolig i jer, så han kan indføre vor naturs falske meninger og forvende Guds ord. Han kan opvække forunderlige bedrag og illusioner, sådan så vi mener, det er en sand sag og sandheden selv, han sætter os for øje, skønt det dog kun er hans løgn.  Diabolus, ut dixi, non cessat nobis insidiari, ut inserat naturis nostris falsas opiniones et pervertat verbum Dei. Potest miras excogitare praestigias et illusiones, ita ut res veras et veritatem ipsam nobis ob oculos positam esse existimemus, cum tamen merum eius sit mendacium. 
 16 Disputabimus autem nunc praecipue de lege, an lex necessaria sit ad iustificationem aut utilis? Item: An, cum habeamus legem, possimus eam nostris viribus praestare? Et concludimus: Quod non. Sed tamen non ideo est statim abolenda aut eiicienda extra Ecclesiam, et hoc ideo, quia nobis est innata naturalis quaedam praesumptio, ad quam tollendam et retundendam opus est lege, ne ut papistae cogitemus nos abunde posse praestare ea, quae lex praecipit;  Vi vil nu især disputere om loven, om den er nødvendig til retfærdiggørelse eller gavnlig. Fremdeles: Om vi, skønt vi har loven, kan opfylde den ved egne kræfter. Og vi vil konkludere, at det kan vi ikke. Men dog skal den ikke af den grund straks forkastes eller udsmides af kirken, og det skal den ikke af den grund, at vi i os har en medfødt overbevisning, og for at ophæve den og slå den ned er der brug for loven, at vi ikke som papisterne skal tænke, at vi meget let kan opfylde loven;  Når han blot med ét eneste sofistisk argument får os til at tilbede og således kæmper imod os, så kan vi ikke kæmpe. Lad os derfor adlyde Guds bud, som befaler, at hans ord skal bo blandt os i rigt mål, så at vi, bevæbnet og sikret med ordet, kan modstå de vildfarelser og falske lærdomme, som djævelen udsår i verden og i kirken, og så at vi, når der brug for det, kan trøste vore samvittigheder. Nu vil vi derfor disputere, om loven er nødvendig og gavnlig til retfærdiggørelse.  Interdum uno aliquo ac sophistico argumento nobis adoritur et ita oppugnat, ut non eluctari possimus. Quamobrem pareamus praecepto Dei, qui iubet, ut verbum ipsius inter nos habitet opulenter (Kol 3,16), ut verbo muniti ac certificati resistere possimus erroribus ac falsis doctrinis, quas in mundo et Ecclesia spargit diabolus, et ut nostras conscientias, cum opus est, consolari possimus. Nunc igitur disputabimus, an lex sit necessaria et utilis ad iustificationem. (423)
 17 sed tandem occisa hac bestia et arrepto Christo mediatore fit possibilis et facilis. (423)  men når dette dyr langt om længe er dræbt og vi har grebet Kristus og har ham som mellemmand, da er loven mulig og let.  Men skønt loven især skal læres i dette navn, skal den dog behandles sådan, at den ikke selv forkastes, men så den uddriver og ophæver den opfattelse og den tomme tillid, som alle mennesker af naturen har til loven, når de mener, at det er ved loven eller ved lovens gerninger de bliver retfærdiggjort overfor Gud. Men lad os høre dem, som vil argumentere imod, osv.  Cum tamen hoc nomine maxime docenda est lex, sic est tractanda, non ut ipsa reiiciatur, sed ut extirpetur et tollatur praesumptio et inanis ista fiducia, quam omnes homines naturaliter ex lege concipiunt, qua praesumunt, quod lege seu operibus legis iustificentur coram Deo. Sed audiamus eos, qui contra argumentari volunt etc. 
 18 Primum Argumentum. [Contra 5].   Det første argument. Imod tese 5.  Imod den femte tese. Et argument.  [I.] Contra 5. Argumentum. 
 19    Scripturae est potissimum credendum. Scriptura dicit, ostensionem peccati fieri per Evangelium. Ergo ostensio peccati non fit per legem.          Skriften skal man tro på først og fremmest. Skriften siger, at  synden bliver påvist gennem evangeliet. Altså sker påvisningen af synden ikke gennem loven.          Skriften skal man først og fremmest tro på. Men skriften bevidner, at det er evangeliets egen opgavbe at påvise synden. Altså er det ikke lovens opgave at påvise synden.          Scriptura potissimum est credendum. Sed scriptura testatur proprium Evangelii esse ostendere peccata. Ergo ostendere peccatum non est officium legis. 
 20         Probatio minoris Rom 1: Revelatur ira Dei de coelo super omnem impietatem. (Rom 1,18)           Jeg beviser undersætningen ud fra Rom 1,18: Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed.          Undersætningen beviser jeg ud fra Rom 1,18: Guds vrede åbenbares fra himlen imod ... osv.          Minorem probo: Rom. 1 scriptum est: Revelatum ira Dei de coelo adversus etc. (Rom 1,18) 
 21        Respondeo: Argumentum nititur in voce: de coelo. Nam coelum hoc loco videtur significare Evangelium quod de coelo venerit per filium Dei, lex autem videtur esse de terra.          Jeg svarer: Argumentet støtter sig til ordet 'fra himlen'. For 'himlen' synes på dette sted at betyde 'evangeliet', for det kom fra himlen gennem Guds søn, men loven synes at være af jorden.          Løsning: Dette arguments kraft ligger i ordet: 'fra himlen'.          Solutio: Vis huius argumenti est in particula: de coelo. 
 22 Sed hoc: Revelatur ira Dei de coelo, nihil est aliud dicere, quam quod revelatur ira Dei, divina ac coelestis ira et non terrena, quod videlicet non simpliciter neque leviter peccaverimus, ut sophistae extenuantes peccatum originis docuerunt, sed quod simus obnoxii ac rei coelestis irae ac divinae, quae aeternaliter damnandi ac puniendi simus morte aeterna.  Men dette: 'Guds vrede åbenbares fra himlen', betyder kun, at Guds vrede åbenbares, og at det er en guddommelig og ikke en jordisk vrede, for vi har ikke syndet simpelt og let, sådan som sofisterne lærer, når de gør arvesynden tynd, men vi er skyldige og har skyld til den himmelske og guddommelige vrede, som evigt fordømmer og straffer os med evig død.  Men det betyder ikke andet, end at det er den guddommelige, ikke den menneskelige vrede, der åbenbares, hvorved siges, at nu er det ikke en menneskelig vrede, der åbenbares, en konges eller en fyrstes eller en jordisk mægtigs vrede, men det er Guds egen himmelske vrede, som ikke blot holder hele jorden, men opfylder, beherske og bevarer himlen og alting,  Verum haec nihil aliud significat, quam divinam iram revelari, non humanam, quod dicitur, iam patefit non humana ira, hoc est, alicuius regis aut principis ira aut alioqui potentis in terra, sed coelestis ira ipsius Dei, qui non solum (424) universam terram tenet, sed coelum et omnia adimplet, regit, et conservat. 
 23 Ideo significanter dicit: De coelo, id (424) est, divina, non terrena aut humana, ut est Caesaris, qui corpus tantum potest occidere, et non detrudere animam et corpus in gehennam, ut illa divina ira. (Matt 10,28)  Derfor betegnes vreden udtrykkelig som 'fra himlen', det vil sige, den er guddommelig, ikke jordisk eller menneskelig, som fx Cæsars vrede, som kun kan dræbe legeme og ikke ødelægge både sjæl og legeme i helvede, sådan som den guddommelige vrede kan.  Og denne vrede åbenbares imod al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, og af den grund vredes Gud på alle mennesker, for ingen yder denne lydighed overfor Gud, som kræves, ingen opfylder loven, ingen tilfredsstiller Guds lov.  Huius scilicet ira patefit adversus omnem impietatem et iniustitiam hominum, quod propterea Deus irascatur omnibus hominibus, quia nullus praestat illam obedientiam Deo, quam requirit, nemo implet legem, nemo satisfacit legi Dei. 
 24 Sed ad argumentum: Revelatur de coelo non debet intelligi de Evangelio. Nam quemadmodum nuper diximus, (n24) proprium Evangelii officium est, docere, praedicare Christum et illustrare eius beneficia.  Men til argumentet: At det åbenbares fra himlen bør ikke forstås om evangeliet. For sådan som vi for nylig har sagt, evangeliets egentlige funktion er at lære, at prædike Kristus og oplyse om hans velgerninger.  Derfor betyder udtrykket 'fra himlen' ikke, at evangeliet åbenbarer vreden. For når vi modtager evangeliet selv, er det en åbenbaring af Jesus Kristus, så er det en prædiken om Guds søn, fordi han tidligere havde aflagt løfte om sin søn, osv.  Itaque verbum: de coelo non significat, quod Evangelium revelet iram. Quando enim Evangelium proprie accipimus, est revelatio Iesu Christi, est praedicatio de filio Dei, quod antea promiserat de suo filio etc. 
 25 Sed evangelistam agere nemo potest sine lege. Quomodo enim illustrare et amplificare Christi beneficia possit, nisi primum ponantur in omnium conspectu nostrae miseriae et calamitates, in quas per peccatum contra legem iam inde usque ab initio incidimus?  Men man kan ikke prædike evangelium uden loven. For hvordan kan man oplyse og fremhæve Kristi velgerninger, hvis ikke man først stiller os for øje vor elendighed og  vore gebrækkeligheder, som vi nu er styrtet ned i i kraft af synden mod loven og har været det fra begyndelsen af?  Derfor er evangeliet en lære af en art helt forskellig fra loven, skønt evangeliet ikke kan prædikes, uden at loven prædikes samtidig med eller i evangeliet, det vil sige, uden at også synden og døden påvises, hvilket sker gennem loven.  Quare Evangelium est doctrinae genus omnino diversum a lege, etiamsi Evangelium non possit praedicari, quia simul cum vel in Evangelio praedicatur lex, hoc est, nisi ostendatur quoque peccatum et mors, quod fit per legem. 
 26 Quemadmodum medicum oportet, si velit iuxta canones curare, primum diligentissime inquirere de morbo et de causis morbi, quas causas postquam ostendit feroci aegroto et persuasit eum gravissimo morbo infestari et, nisi adhibeatur medicina, moriturum, ibi tandem incipit loqui de medicina, eam adhibere et bene polliceri aegroto.  Det er her som med lægen, hvis han vil helbrede efter bogen: først må han omhyggeligt udspørge om sygdommen og om sygdommens årsager, og bagefter må han påvise disse årsager for den trodsige syge og overtale ham til at være urolig for den alvorlige sygdom og til at tage medicinen, ellers vil han dø, og så først kan han begynde at tale om medicinen, at han skal tage den og så kan få løfte om at blive rask fra sin sygdom. 
 27 Contra, si medicus tantum vellet multum disputare de reubarbaro, quod medeatur cholerae, et interim nemini ostensum esset, cholera se laborare, quis quaeso hunc medicum non rideret? Ita hic reubarbarum, id est, Evangelium seu Christus venit, ut medeatur cholera, id est, peccato, morbo originis, morti et diabolo, qui nos obsedit.  Omvendt, hvis lægen kun ville sige en hele masse om rabarber, hvordan det kan helbrede kolera, og samtidig ikke påvise, at han var angrebet af kolera, hvem vil så ikke le af en sådan læge? Således kommer her rabarberne, det vil sige, evangeliet eller Kristus, for at helbrede for kolera, det vil sige, synden, den oprindelige sygdom, døden og djævelen, som har besat os. 
 28  Morbus ostenditur, ut postea possit sanari, non ostendi debet, ut occidatur aegrotus. Sic (425) Christus fecit Matth. 5: Nisi abundaverit iustitia vestra etc., (Matth. 5,20) et praedicat et interpretatur legem sive iram.  Sygdommen påvises, for at den bagefter kan helbredes, den bør ikke påvises, så den syge bliver slået ihjel. Sådan gør Kristus Matt 5,20: 'Hvis jeres retfærdighed ikke overgår ... osv', og han prædiker og fortolker loven eller vreden.  Sådan plejer den trofaste læge også først for den syge at bedømme faren og sygdommen og bagefter påvise, hvordan han kan komme sig og blive helbredt.  Quemadmodum et fidelis medicus solet aegroto primum (425) iudicare periculum ac morbum et postea ostendere, quomodo restitui ac sanari possit. 
 29  Haec ostensio peccati sive fiat per legem sive per Evangelium, cuius proprium est, filium Dei docere et remissionem peccatorum propter Christum, idem erit. Nam non omnes eodem modo vocamur ad Christum.  Denne påvisning af synden sker enten gennem loven eller gennem evangeliet. Evangeliets egentlige opgave er at lære Guds søn og syndernes forladelse på grund af Kristus, men det kommer ud på ét. For vi kaldes ikke alle på samme måde til Kristus.  Derfor indeholder evangeliet loven i sig, så det ved den påviser vor åndelige kolera. Og evangeliet fremviser den åndelige lov ifølge det ord: 'Hvis ikke jeres retfærdighed er større end de skriftkloges ... osv'.  Ideo Evangelium assumit legem, ut per eam nobis ostendat nostram choleram spiritualem. Evangelium etiam exponit legem spiritualem iuxta illud: Nisi iustitia vestra abundaverit plus, quam scribarum etc. (Matt 5,20). 
 30 Secundum Argumentum. 
Contra solutionem. 
2. Et andet argument.  [II.] Aliud. 
 31       Non sunt facienda mala, ut eveniant bona. (Rom 3,8?) Sed praedicatio legis est mala. Ergo lex non est docenda.          Man skal ikke gøre det onde for at det gode kan komme ud deraf. Men at prædike lov er ondt. Altså skal loven ikke læres.          Man skal ikke gøre det onde, for at det gode kan komme ud af det. At prædike loven er ondt. Altså skal loven ikkeprædikes.             Non sunt facienda mala, ut eveniant bona. Pradicatio legis est mala. Ergo lex non est praedicanda. 
 32      Probatio minoris: Quia lex adigit homines ad desperationem. Probo a simili: Medicus non debet initio augere morbum, sed magis adhibere medicinam. Ita praedicator tantum consolari debet, non terrere.           Jeg beviser undersætningen således: Loven fører mennesker i fortvivlelse. Jeg beviser den ud fra ligheden: En læge bør ikke i begyndelsen øge sygdommen, men snarere anbefale medicinen. Derfor bør en prædikant kun trøste, ikke skabe rædsel.          Undersætningen beviser jeg således: Loven fører mennesker ud i fortvivlelse og ud i had til Gud og gør det onde værre og mere stærkt. Men ligesom en god læge ikke bør begynde med at øge sygdommen, men snarere anbefale hjælpemidlet, hvorved sygdommen kan helbredes og ikke blive værre, således bør også ordets tjener kun lære evangeliet, ikke loven, som øger sygdommen, i den grad at mennesket bliver fortvivlet og går til grunde.         Minorem probo, quia homines adigit ad desperationem et odium Dei et facit malum gravius et efficacius. Verum sicut bonus medicus non debet initio augere morbum, sed potius adhibere remedium, quo sanetur morbus, non exasperetur, ita quoque minister verbi debet tantum Evangelium docere, non legem, quae auget morbum, adeo ut homini desperandum sit et pereundum. 
 33        D. M. Lutherus. Sic: Adigere ad desperationem est malum. Lex adigit ad desperationem. Ergo lex est mala. Quemadmodum impulsu medici morbus fit vehementior et maior, sic lege verberante et urgente Mose (426) radiis suis seu cornibus peccatum fit excellentius peccatum et vehementius.           Doktor M. Luther. Således er argumentet at forstå: At føre i fortvivlelse er ondt. Loven fører i fortvivlelse. Altså er loven ond. Ligesom sygdommen ved lægens tilskyndelse bliver alvorligere og større, sådan bliver synden, når loven pisker og Moses presser på med sine stråler eller horn, til en mere fremhævet synd, en kraftigere synd.          Løsning: Hovedsagen i argumentet er dette: At føre i fortvivlelse er ondt. Loven fører i fortvivlelse. Altså handler den ondt.          Solutio: Summa argumenti est: Adigi ad desperationem malum est. Lex adigit ad desperationem. Ergo male agit. 
 34 Respondeo: Istae pestilentissimae bestiae securitas ac praesumptio tantae sunt, ut non possint satis confundi et contundi, ut quoquomodo adversus eam egeris, tamen vix paululum efficias. Adeo tota haec natura corrupta et immersa est vitio originis.  Jeg svarer: Denne pestbringene dyriske sikkerhed og antagelse er så stor, at ikke i tilstrækkelig grad kan stødes ned og stødes i stykker, så at hvordan du end handler imod den, kan du næsten ikke gøre det mindste. I den grad er hele denne natur fordærvet og oversvømmet af arvesynden.  Svar: Når loven gør menneskene fortvivlede, er det ikke lovens skyld, det sker på grund af vor lastefulde og fordærvede natur, som bliver bange for noget, der i sig selv er den bedste og sødeste ting.  Responsio: Quod lex homines (426) desperabundos facit, fit non legis vitio, sed culpa vitiosae ac corruptae naturae nostrae, quae perterrefit re per se optima et suavissima. 
 35 Quemadmodum bonus et fidelis medicus habens praefractum et ferocem patientem, qui, etsi graviter decumbat, tamen omnem medicinam contemnit ac ridet, imo wirfft sie dem Arzt noch dem Kopffe, hic quaeso, quid aliud agat bonus medicus, quam ut medicinis eum ita debilitet, ut tandem nec manus nec pedes quicquam possint?  Ligesådan når den gode og tro læge har en hård og vild patient, som, skønt alvorlig syg ligger i senden, dog foragter og griner ad al medicin, ja, kaster dem i hovedet på lægen, så spørger jeg, hvad andet vil den gode læge gøre end med sin medicin svække ham i den grad, at han ikke kan noget med hverken hænder eller fødder?  Men evangeliet bruger loven som et modmiddel imod denne pestbringende sikkerhed, som bor dybt i alle mennesker, så den ikke kan forskrækkes på anden måde end gennem Guds lov.  Evangelium vero utitur lege velut antidoto quodam adversus istam pestilentissimam securitatem, quae tam profunde haeret in omnibus hominibus, ut nullo alio modo conterri possit, nisi per legem Dei. 
 36    Ita Deus pater, cum viderit nos a diabolo ita captivos teneri, ut etiam earum legem, quas antea suo digito in cordibus omnium scripserat, postea ne oblivisceremur, coactus est Mosen aliquem dare, qui legibus etiam scriptis mentem et sensus nostros concuteret, ut tandem tacti sensu et vi legis disceremus opem et auxilium implorare.  Sådan blev Gud fader, da han så, at vi i den grad holdes fangne af djævelen, at endog de lovbestemmelser, som han tidligere havde skrevet med sin finger i alles hjerter, så vi bagefter ikke skulle glemme dem, (?) Gud fader blev tvunget til at give os en Moses, som kan ryste vort sind og vore sanser med også de skrevne love, så vi langt om længe, berørt på vor følelse og berørt af lovens kraft, kan lære at bede om styrke og hjælp.  Ligesom de gode læger handler, når de skal ydmyge en hård syg og påvise for ham hans højst farlige antagelser, osv, således ydmyger Gud mennesker ved loven og fører dem i fortvivlelse, ikke for at han vil have dem til at gå til grunde, men for at slå denne antagelse ihjel og atter trøste og oprejse.  Ut igitur boni medici, ut praefractum aegrotum humilient et ostendant illi periculosissimam praesumptionem etc., ita Deus lege humiliat homines et ad desperationem adigit, non ut perdat, sed ut praesumptionem illam occidat et rursus consoletur et erigat. 
 37  Diabolus imitans malos medicus, qui irati aegrotis non antidotum, sed venenum proponant, illud habet artificii, ut ita contristet, ita affligat, ut tandem seposita spe remissionis peccatorum desperent, ut Iudas, Saul, Cain et alii.   Djævelen efterligner de dårlige læger, som bliver vrede på de syge og ikke giver dem lægemidler, men gift, og han er så dygtig til det, at han i den grad bringer bedrøvelse og anfægtelse, at der slet ikke bliver noget håb om syndernes forladelse tilbage, men de fortvivler, som Judas, Saul, Kain og andre.  Men djævelen prøver i den grad synderne med loven, forskrækker og fører dem i fortvivlelse i den grad, at de stræber efter at dø og helt fortvivler om barmhjertigheden; sådan handler en dårlige læge.  Diabolus autem ita exercet peccatores legis, ita homines perterrefacit et ad desperationem adigit, ut cupiant perire et prorsus desperent de misericordia, sicut malus medicus. 
 38  Haec enim est natura et proprium diaboli. Sed hoc modo non contristat Spiritus sanctus neque Christus in Evangelio, ut qui adigit ad desperationem causa salutis, non mortis.  Dette er nemlig djævelens egentlige natur. Men sådan gør Helligånden og Kristus i evangeliet ikke bedrøvet, for de fører til fortvivlelse for frelsens, ikke for dødens skyld.  Derfor bruger begge to, både djævelen og Kristus, loven til at gøre mennesker bange, men formålet er forskelligt, ja helt modsat.  Quare uterque, tam diabolus, quam Christus utitur lege in terrendis hominibus, (427) sed fines sunt dissimillimi et prorsus contrarii. 
 39    Ideo enim arguit, ideo ostendit peccatum et in agnitionem tui te adducit, ut eo citius, eo ardentius re- (427) spicias ad Christum.  For af den grund anklager han, af den grund påviser han synden og fører dig til erkendelse af den, at du des hurtigere, des mere brændende må se hen til Kristus.  For som sagt slår djævelen mennesker med rædsel og fører dem i fortvivlelse, for at de skal forgå, så de går glip af det evige liv. Men Kristus og Helligånden slår af den grund med rædsel for loven, at mennesker skal fortvivle om sig selv og tage deres tilflugt til Guds barmhjertighed, som er forjættet i Kristus, så de holder sig til ham og således bliver frelst.  Diabolus enim, ut dixi, terret homines et ad desperationem impellit, ut pereant, ut aeternam vitam amittant, Christus vero et Spiritus sanctus ideo per legem perterrefaciunt, ut homines de seipsis desperent et confugiant ad misericordiam Dei promissam in Christo, ut eam apprehendant et ita salventur. 
 40  Hic inquit: Ecce tu contristatus es, tu afflictus es, tu in infernum deductus es per legem et tuam choleram nigram, quae te excruciat, noli desperare, adest reubarbarum longe optimum, scilicet Christus, hunc accipe, et vives.  Her siger han: Se, du er bedrøvet, du er anfægtet, du er ført ind i helvede gennem loven og din sorte kolera, som piner dig, fortvivl ikke! der findes en rabarber, som er langt bedre, nemlig Kristus, modtag ham, så skal du leve. 
 41  Hoc per fidem recepto statim initur duellum maximum, committuntur invicem fortissimi gigantes, qui vel totum mundum devorarent, scilicet duae mortes, mors ipsa et mors Christi.  Når han modtages i troen, begynder straks den største tvekamp, så slås de mægtigste kombattanter med hinanden, som vel kan opsluge hele verden, nemlig de to død, døden selv og Kristi død.   
 42 Sed statim exclamat Christus: Mors mortis, infernus inferni, diabolus diaboli ego sum, noli timere, fili mi, ego vici. Sic fit et consolatur miser, si quando ei evangelice et Christi more terror incuditur.  Men straks udråber Kristus: Jeg er dødens død, helvedes helvede, djævelens djævel, frygt ikke, min søn, jeg har sejret. Sådan går det til, at også den elendige trøstes, hvis frygten bearbejdes evangelisk og efter Kristi metode.  Man skal ikke forblive i loven, som dræber os, men tage sin tilflugt til Kristus, som dræber drabet, som er djævelens djævel, dødens død, sådan som der står skrevet: 'Jeg vil være din død, død'.  Non est resistendum in lege, quae occidit nos, sed confugiendum ad Christum, qui occidit occisionem, qui est diabolus diaboli, mors mortis, sicut scriptum est: Ero mors tua, o mors. (Hos 13,14) (n42
 43 Terror adest, acuitur etiam prout persona est, sed mox quoque auditur ab altera parte: Confide fili, ego veni salvare, quod perieras, non morieris. Verum sathan est malus dialecticus, non bene disponit, peius etiam dividit, mortis et desperationis buccinator est, vitae et remissionis peccatorum obliviscitur.  Frygten er der, den skærer også, eftersom der er tale om en person, men snart høres også fra den anden part: Fat mod, søn, jeg er kommet for at frelse dig fra at gå fortabt, du skal ikke dø. Men Satan er en dårlig dialektiker, han ordner ikke stoffet godt, han deler det slet, han er én, der forkynder død og fortvivlelse, han glemmer liv og syndsforladelse. 
 44 Quare moneo, ut qui aliquando futuri estis doctores ecclesiarum, ut haec bene discatis et discernatis. Venient enim aliquando ad vos miserae conscientiae, quas diabolus mirum in modum exercet nec ullam quietem sinit.  Derfor formaner jeg jer, der engang vil være lærere i kirken, til at lære dette godt, så I kan skelne. For der vil engang komme til jer elendige samvittigheder, som djævelen prøver på mærkelige måder og ikke lader i ro. 
 45 Hic non est opus acuere legem, ut qui iam plus satis tacti sunt vi legis et afflicti et territi. Sed sic incipe: Mi frater, tu es contristatus et sentis legem seu iram Dei in corde tuo. Bene est, sic debet fieri.  Her er der ikke brug for at skærpe loven, for denne er allerede mere end nok berørt og anfægtet og rædselsslagen af lovens kraft. Men sådan skal du sige: Kære broder, du er bedrøvet og føler loven og Guds vrede i dit hjerte. Det er godt sådan, det bør ske sådan.  Kristus befaler den rædselsslagne at håbe godt, for han siger: Frygt ikke, tro kun, min søn, dine synder er dig forladt.  Christus perterrefactum iubet bene sperare, inquiens: Noli timere, confide, fili, remittuntur tibi peccata tua. (Mark 2,5) 
 46 Sed tamen e contra etiam haec est voluntas Dei, ne nimium te afflictes aut crucies, (428) sed consolationem quoque admittas et exhilareris.  Men på den anden side er det ikke Guds vilje, at du skal anfægtes eller plages for meget, men du skal tillade trøsten og opmuntre den.  Men djævelen er dårlig til at skelne, for han styrker dem, der mener, de er sikre, i deres sikkerhed, men slår de forsagte, som har brug for trøst, med mere rædsel, så han undertrykker dem med rædsler og evig død.  Sed diabolus male (428) dividit, quia praesumentes et securos in securitate obfirmat, pavidos vero, qui opus habent consolatione, magis perterrefacit, ut eos terroribus et aeterna morte opprimat. 
 47 Utrumque enim mandatum et voluntas Dei est, credere, quod temearis iure divino sub poena aeternae damnationis, et credere, quod velit, ne de divina erga te misericordia desperes, sed contritus et perterrefactus discas confugere ad misericordiam promissam in Christo, etiam cum quoad te nihil nisi peccatum, nihil nisi mortem videas.  For begge dele er Guds bud og vilje, både at tro, at du med guddommelig ret frygter for at komme under den evige fordømmelses straf, og at tro, at han vil, at du ikke skal fortvivle om den guddommelige barmhjertighed imod dig, men lære, når du har angret og er blevet rædselsslagen at tage din tilflugt til den barmhjertighed, han har lovet i Kristus, også selv om du, hvad dig selv angår, kun ser synd, kun ser død.  I modsætning til ham skal vi lære at skelne ret i Guds ord. Loven skal vi sætte frem for de sikre, evangeliet om Kristus for de forsagte og fortvivlede.  Quare nos contra recte discamus dividere verbum Dei. Legem proponamus securis, at pavidis et desperabundis Evangelium de Christo. 
 48 Sic enim Deus mirificat suum sanctum, ex morte vitam, ex peccato iustitiam faciens. Id est, ex hac ratione docendae sunt ecclesiae, et ihr junge leuthe aliquando invenietis et experiemini in Ecclesia (non enim omnes pariter tentamur a sathana) esse, quos diabolus captivos tenet et ita exercet, ut aliquando durius de vita sua consulant.  Sådan er Gud nemlig forunderlig i sin hellige, at han ud af død skaber liv, ud af synd retfærdighed. Det vil sige, af den grund skal kirken belæres, og I unge mennesker skal af og til finde og erfare, (for vi fristes ikke alle i samme grad af Satan) at der i kirken er nogle, som djævelen holder fanget og prøver på den måde, at de af og til trænger meget hårdt til råd om deres liv.  Hvor derfor vi ser én, der gør bod, bør vi oprejse og trøste ham. Hør, broder, det er Guds vilje, at du skal fortvivle om dig selv. Men han vil ikke, at du skal fortvivle om ham selv eller om hans søn Kristus.  Ubi igitur poenitentem aliquem videmus, erigere et consolari eum debemus: Audi, frater, voluntas Dei est, ut desperes de te. Sed non vult, ut de ipso aut de filio ipsius Christo desperes. 
 49 Hos autem videte, ut consolemini: Charissime frater, quod sic te exercet sathan, facit pro suo more, et sic oportet fieri, ut tandem ei gloriosius triumphes.   Men dem skal I se til, så I trøster dem: Kæreste broder, når Satan på den måde prøver dig, så handler han som det er hans skik, og sådan bør det ske, for at du til sidste kan sejre glorværdigt over ham.  Han vil, at denne overbevisning skal slås i hjel, og at du, når den er slået ihjel, atter skal oprejses.  Vult, ut praesumptio illa occidatur et ut occisus rursus excitetur. 
 50 At inquiunt: Deus odit me, oblitus est mei, non vult me. Imo vult te et praecipit tibi per os meum et sancti Pauli, ut speres in eum et credas Christum pro te mortuum et resuscitatum esse, huius morte placatam iram Dei patris et patrem tibi reconciliatum esse.  Men de vil sige: Gud hader mig, han har glemt mig, han vil mig slet ikke. Jo, han vil dig, og han befaler dig gennem min mund og den hellige Paulus' mund, at du sætter dit håb til ham og tror, at Kristus er død og opvakt for dig; hans død har stillet Guds faders vrede og forsonet faderen med dig.  Der vil komme en fremtid, hvor de vil komme til jer på mange mærkelige måder, opægget af djævelen, de, som djævelen bekymrer til fortvivlelse om deres frelse, og de, som han ryster forfærdeligt i deres samvittighed.  Est futurum, ut veniant ad vos miris modis exagitati a diabolo, quos sollicitat diabolus ad desperationem de salute et quos horribiliter vexat in conscientia. 
 51  Hic si dubitaveris ac desperaveris, peccas contra primum praeceptum, quod vult, ut credas eum esse Deum tuum, non hostem, non diabolum, non mortem, non peccatum.  Hvis du her vil tvivle og blive desperat, så synder du imod det første bud, som vil, at du skal tro, at han er din Gud, ikke din fjende, ikke din djævel, ikke din død, ikke din synd.  Dem bør i først og fremmest trøste med evangeliet og sige: Det er den guddommelige vilje, at du ydmyges, men han vil det ikke på den måde, at du på forhånd anser dig selv for fortabt, i den grad vil han ikke have dig til at fortvivle om dig selv, men hør:  Hos certe Evangelio consolari debetis ac dicere: Est voluntas divina, ut humilieris, (429) sed sicut non vult, ut de te praesumas, sic nec vult te desperare de ipso, sed audi: 
 52  Hoc iam scire et urgere debetis et credere, quia et finalis prae- (429) sumptio et finalis dubitatio utraque est peccatum in Spiritum sanctum.  Dette bør I nu vide og opfordre til at tro, for den sluttelige antagelse og den sluttelige tvivl er begge dele synd mod Helligånden.   Den guddommelige majestæt har simpelthen givet dig befaling om ikke at fortvivle.   Divina maiestas praecepit tibi simpliciter, ne desperes. 
 53 Et haec etiam causa est, cur Deus instituerit ministerium praedicandi in Ecclesia, videlicet ut frater fratrem doceat ac ubicunque opus sit consoletur, ne statim a diabolo perterrefacti desperent.  Og dette er også grunden til, at Gud indstiftede prædikenembedet i kirken, nemlig at den ene broder kan lære den anden og overalt, hvor der er brug for det, give trøst, at de ikke straks skal slås med rædsel af djævelen og fortvivle.  For den endegyldige fortvivlelse er synd imod Helligånden, ligesom også den endegyldige antagelse om egen fortabelse, og den tilgives hverken her eller i den kommende verden.   Finalis desperatio est peccatum in Spiritum sanctum, sicut et finalis praesumptio, quae nec hic nec in futuro remittantur. 
 54 Humiliari vult nos, sed e contra etiam humiliatos consolari. At vero praefractos et feroces, seu, ut scriptura vocat, colles et rupes, (Es 40,4) et de viribus suis praesumentes vult Deus conteri et confundi malleo suo. (Jer 23,29)  For Gud vil ydmyge os, men modsat vil han også trøste de ydmygede. Men de hårde og vilde, eller som skriften kalder dem, bjergene og højene, og dem, der stoler på deres egne kræfter, vil Gud kæmpe imod og bearbejde med sin hammer.   Men den, der er hård og på forhånd mener godt om sig selv, han bør høre loven, ved loven bør han gøres bange og ydmyges, og således bør middelvejen opretholdes for os.  Qui autem praefractus est et praesumptiosus, legem audire debet, lege debet terreri et humiliari, atque ita in media via manendum est nobis. 
 55 Hoc enim genus hominum ita durum est, ut nulla lege, nullis minis, nullis etiam promissionibus, imo ne exemplis quidem diluvii, Sodomorum et multorum regnorum interitu, praesertim Iudaeorum nihil terreantur, nec dicam, quod etiam, cum videant praesentem ac iamiam imminentem mortem, nihil terreantur, neque se ipsos agnoscant, nedum revocari aut a proposito retrahi possint.  For den slags mennesker er i den grad hårde, at de ikke kan forskrækkes ved nogen lov, ved nogen trusler, heller ikke ved nogen forjættelser, ja end ikke ved eksemplerne med syndfloden, sodomitterne og de mange, især jødiske konger, der gik fortabt, at jeg ikke skal tale om, at de heller ikke, når de ser den nærværende og umiddelbart kommende død, bliver bange, at de hverken erkender sig selv eller kan tilbagekalde eller drage sig tilbage fra deres forehavende.  Gud vil ophøje de nedbøjede og ydmyge de hovmodige.  Deus vult contritos exaltare et superbos humiliare. 
 56 Tanta enim est potentia diaboli, ut homines de suis viribus praesumentes ita possit indurare, ut si ante oculos viderent conflagrari Sodomam et submergi totum mundum diluvio, tamen non perterrefierent.  For så stor er djævelens uhyrlighed, at menneskene i den grad af hans kræfter kan forhærdes, at selv om de for deres øjne ser Sodoma blive opbrændt og hele verden blive oversvømmet i syndfloden, så bliver de dog ikke slået med rædsel.  Men djævelen gør det modsatte, hans snuhed er forunderlig på begge måder, således at han enten gør mennesker fortvivlede eller overmodige, osv.  Sed diabolus facit contrarium, cuius mira est solertia in utramque partem, ita ut homines aut desperantes efficiat aut praesumptiosos etc. 
 57 E contra perterrefactos ita contristat, ita exercet, ut, si vel ipsum Deum de coelo sonantem audirent, tamen vix consolationem suscipere possent aut admittere, sed obstrepunt et contradicunt, quicquid in consolatione profertur, ipsi tamen evertunt.  Omvendt foruroliger djævelen de bange sjæle i den grad, han prøver den i den grad, at selv om de så hørte Gud selv tale fra himlen, ville de dog næppe kunne udholde eller gå med til trøsten, men står den imod og modsiger det, der frembæres i trøsten og selv vender sig bort.   
 58 Est itaque admodum difficile agere pastorem et curam animarum. Et ego ingenue fateor, meipsum saepe hac in re destitui, laborare et deficere. Ich kans selber noch nicht, neque ita fortis sum, ut possim diabolo resistere.  Det er derfor på den måde vanskeligt at være hyrde for og have omsorg for sjælene. Også jeg må oprigtigt tilstå, at jeg ofte i denne sag har svigtet, har anstrengt mig og været mangelfuld. Jeg selv kan det endnu ikke, ejheller er jeg så stærk, at jeg kan modstå djævelen.   
 59 Est autem tutissimum media via incedere, neque nimium ad dextram neque ad sinistram declinare. Nam utrumque peri- (430) culosum est, atque hac de causa, it iam dixi, institutum est ministerium verbi, ut utrumque, id est, legem et Evangelium doceamus.  Men det er mest tilrådeligt at slå ind på middelvejen, og hverken vige for meget af til højre eller til venstre. For begge veje er farefulde og af den grund er som sagt ordets embede indstiftet, at vi skal lære begge dele, det vil sige, både loven og evangeliet.  Men vi bør som sagt forblive på middelvejen og passe på, at ikke den syge skal blive slået ihjel eller bestyrkes i sin sikre selvtillid.  Nos, ut dixi, in media via manere debemus et cavere, ne aegrotus (430) occidatur aut securus in sua praesumptione confirmetur. 
 60  Alterum sine altero non potest commode doceri nec sine periculo tractari, ut medicus non debet tantum versari in inquirendis et ostendendis causis morborum, neque tantum in curaturis, sed utrumque providendum agat.  Man kan ikke på ret måde lære eller uden fare behandle det ene uden det andet, ligesom en læge ikke kun bør beskæftige sig med at efterspørge og påvise sygdommens årsager, eller kun beskæftige sig med at helbrede, men han bør handle klogt med dem begge.  Men nu vender jeg tilbage til argumentet og svarer på oversætningen, som er, at dette at føre i fortvivlelse er ondt.  Iam igitur redeo ad argumentum et respondeo ad maiorem, quae est, quod adigere ad desperationem malum sit. 
 61 Sic hic quoque bene dividendum est, ne una tantum pars tradatur in ecclesiis, vel pavor et dolor vel consolatio et gaudium, sed utrumque simul. Nam desperatio, si sola fuerit, mala est et ipsa mors.  Sådan bør man også her skelne rigtigt, og ikke overlevere kun den ene del i kirken, enten bæven og smerte eller trøst og glæde, nej, begge dele på én gang. For hvis fortvivlelsen står alene, er den ond, ja er døden selv.  Fortvivlelsen er af dobbelt art, en evangelisk og en djævelsk. Den evangeliske fortvivlelse, som loven bør lede hen til, er ikke ond og forbliver ikke altid, men ligesom forbereder til at modtage troen på Kristus, som der står skrevet: Evangeliet forkyndes for fattige.  Duplex est desperatio, evangelica et diabolica. Evangelica desperatio, ad quam lex adigere debet, non est mala nec manet semper, sed quasi praeparat ad concipiendam fidem in Christum, sicut scriptum est: Pauperibus evangelizatur. (Matt 11,5) 
 62 Sin autem accedat Evangelium, ibi fit evangelica desperatio, quae bona est. Nam ea ducit nos ad Christum, siquidem scriptum est: Pauperes evangelizantur, (Matt 11,5) id est, perterriti et afflicti.   Men hvor evangeliet kommer til, der bliver det en evangelisk fortvivlelse, som er god. For den fører os til Kristus, sådan som der står skrevet: 'Han forkynder evangelium for fattige', det vil sige, for de bange og anfægtede. 
 63 Tertium Argumentum. 
Contra 48. 
Det tredie argument. Imod tese 48.  3. Imod tese 5.  [III.] Contra 5. 
 64 Cessante effectu cessat causa in actu. Effectus legis cessavit. Ergo lex ipsa cessavit, et per consequens est abolenda et tollenda. (431)  Når  virkningen ophører, ophører også den pågældende årsag. Den virkning, som loven medfører, ophører. Altså ophører også loven selv, og som følge deraf bør den ophæves og fjernes.          Når virkningen ophører, ophører også den pågældende eller aktuelle handlende årsag. Altså ophører loven også, og den bør ikke anklage samvittighederne yderligere, og følgelig bør loven simpelthen ophæves og bør ikke læres mere i kirken.         Cessante effectu cessat eius causa in actu seu actualiter agens. Sed effectus legis cessat. Ergo lex etiam cessat, nec debet amplius accusare conscientias, et per consequens lex simpliciter est tollenda nec doceri amplius in Ecclesia debet. (431) 
 65        D. M. Lutherus. Est bonum argumentum et ad propositum. Actuali re cessante cessat et effectus, ut faber peracta domo et re effecta cessat.           Doktor M. Luther. Det er et godt argument, som hører sagen til. Når den aktuelle sag ophører, ophører også virkningen, som hvis en tømrer, der er færdig med sit arbejde, går hjem, så ophører også virkningen af hans arbejde.          Løsning. 
        Det er et godt argument, som jeg helt går med til. I lige så høj grad som synden ophører, ophører også loven, sådan som det sker i det kommende liv, hvor der slet ikke vil være synd i de fromme. 
      Dilutio. 
       Bonum argumentum, quod totum concedo. Quatenus enim cessat [peccatum], eatenus et lex cessat, ut in futura vita, ubi nullum prorsus erit peccatum in piis. 
 66 Sed effectus legis cessavit, propter quod, id est, erat lex, quia Christus tulit totum peccatum. Ubi cessat peccatum, cessat lex, et in quantum cessavit peccatum, tantum cessavit lex, ut in futura vita simpliciter debet cessare lex, quia tunc erit impleta.  Men lovens virkning ophørte, forsåvidt den var lov, fordi Kristus helt bar synden. Hvor synden ophører, ophører loven, og synden ophører ligeså meget, som loven ophører, så i det kommende liv til loven simpelthen ophøre, fordi den da vil være opfyldt.  Hele loven vil ophøre, vi vil ikke have dens kraft, den vil ikke anklage. Men i dette liv gælder det, at i lige så høj grad som loven ophører i virkeligheden, i lige så høj grad ophører også synden.  Tota lex cessabit, non habebit vim suam, non arguet. Sed in hac vita in quantum lex cessat realiter, in tantum et peccatum cessat. 
 67 Nam ibi nulla citatrix peccatorum supererit aut peccatum nullum, quod posset a lege accusari. Ita et in hac vita eatenus cessavit iam officium legis, quatenus peccatum fuerit mortuum.  For der vil der ikke være nogen syndsovertræder tilbage, ejheller nogen synd, som kunne anklages af loven. Derfor er også i dette liv loven for så vidt allerede ophøre, som synden er blevet dødet.  Men man må vide, at synden og loven ophører på en dobbelt måde, imputativt eller gennem syndernes forladelse, og formalt, eller udfejningsmæssigt.  Sciendum est autem, peccatum et legem cessare dupliciter, imputative seu per remissionem peccatorum, et formaliter seu expurgative. 
 68 Porro dupliciter cessat apud christianos. Primo modo imputative. Cum ego propter fidem in Christum accipio remissionem peccatorum, et prorsus liberor a peccato, ac si nullum esset, ac si iam essemus in coelo.  Fremdeles ophører loven for de kristne på to måder. Den ophører imputativt. Når jeg på grund af troen på Kristus modtager syndernes forladelse, så befries jeg også helt fra synden, som om de slet ikke havde været der, og som vi allerede var i himlen.  Al synd ophører sammen med hele loven i dette liv i de hellige af den grund, at de tror på Kristus, det vil sige, fordi de tror, at de har syndernes forladelse og overfor Gud regnes retfærdige på grund af midleren Kristus, ikke anderledes, end hvis de virkelig havde opfyldt loven. Derfor ophører også loven, osv.  Universum peccatum cum tota lege cessat in hac vita in sanctis propterea, quod credunt in Christum, hoc est, quod credunt, se habere remissionem peccatorum et reputari iustos coram Deo propter mediatorem Christum, non aliter, ac si revera legem implerent. Quare et lex desinit etc. 
 69 Tollitur enim per Christum, ut ait Esaias: Iugum oneris et sceptum exactoris, (Es 9,3) seu illa exactio legis, qua omnes rei agimur. Ita peccatum in nobis, qui Christum habemus devorantem in suo corpore peccatum nostrum et sceptrum exactorem auferentem, prorsus tollitur et vere cessat, sed imputative, non quod nos hoc sic meruimus.  Den ophæves nemlig ved Kristus, som Esajas siger: Det tyngende åg og tvangens stang, eller altså denne lovens tvang, hvorved vi alle behandles som skyldige. Således fjernes synden i os helt og ophører i virkeligheden, i os, der har Kristus, der i sit legeme har opædt vor synd og fjernet tvangens stang, men den ophæves imputativt, ikke fordi vi har fortjent det. 
 70          Deinde etiam secundo modo cessat in nobis peccatum formaliter, quia, cum haereant in nobis adhuc quaedam reliquiae omnis generis pec- (432) catorum et contra primam et secundam tabulam, ut diffidentiae, vanitatis, timoris et dubitationis (n70) erga Deum, desperationis, item irae, concupiscentiae, odii et inimicitiae etc., pro istis interpellamus apud Deum patrem per Christum Iesum dicentes sive orantes:          Dernæst ophører synden i os også på den anden måde, nemlig formalt, for eftersom der stadigvæk klæber til os en rest af alle slags synder, både synder mod den første og mod den anden tavle, såsom mistillid, forfængelighed, frygt og tvivl overfor Gud, fortvivlelse, ligeledes vrede, begær, had og uvenskab osv, så må vi for disse synders skyld bønfalde Gud Fader ved Kristus Jesus og sige eller bede:  Dernæst ophører den for os formalt, når den til kødet klæbende synd gennem Helligånden dag for dag mere og mere udfejes. Til de hellige klæber der synd mod begge tavler, utålmodighed, tvivl, begær.  Deinde cessabit nobis formaliter, quando inhaerens peccatum per Spiritum (432) sanctum in dies magis ac magis expurgatur. Haerent in sanctis peccata contra utramque tabulam, impatientia, dubitatio, concupiscentia. 
 71 Remitte nobis, o pater, in coelis debita nostra, et remittit ille peccata petentibus iuxta hoc Ioan.: Si confiteamur invicem peccata nostra, fidelis est Deus et iustus, ut remittat nobis peccata nostra.  Forlad os, o Fader i himlen, vore synder, så vil han forlade synderne hos dem, der beder ham om det, ifølge 1 Joh 1,6: Hvis vi bekender vore synder for hinanden, så er Gud trofast og retfærdig, så han forlader os vore synder.  Disse synder begynder Helligånden allerede i dette liv for Kristi skyld at rykke op med rode og døde fra dag til dag, og han opægger i dem nye og hellige bevægelser, når de samtykker med Guds lov.  Haec in credentibus Spiritus sanctus datus propter Christum incipit in hac vita exstirpare et mortificare de die in diem, et rursus excitat novos et sanctos motus consentientes legi Dei. . 
 72 Atque hoc modo formaliter et expurgative tollitur peccatum, quia hic de die in diem magis ac magis expurgo et mortifico peccatum adhuc haerens in carne mea, donec hoc tandem totum, quod est veretis hominis, tollatur et consumatur et evadat purus et clarificatus homo absque omni macula ac labe.   Og på den måde ophæves synden formelt og udfejningsmæssigt, fordi jeg her fra dag til dag mere og mere udfejer og døder den synd, der stadig klæber til mit kød, indtil endelig alt det, der hører det gamle menneske til, ophæves og opsluges, og mennesket kan fremtræde rent og forklaret uden nogen mangel og lyde.  Men denne renselse og fornyelse, skønt den begynder i dette liv, ophævers den dog ikke før på den yderste dag.  Sed haec purgatio et renovatio, etiamsi in hac vita inchoatur, tamen non absolvitur ante diem novissimum. 
 73 Sed inde non sequitur, quod ideo non docenda sit lex, quia vulgus pro maxima parte ferox, superbum, rude, fallax, indomitum et vanum est, nec sine praedicatione legis sua vitia et peccata unquam cognosceret.   Men heraf følger ikke, at loven ikke skal læres, for den store hob, som for største delens vedkommende er vild, overmodig, rå, troløs, utæmmet og tom, kan ikke nogensinde erkende sine laster og synder uden at loven prædikes.  Men heraf følger ikke, at loven simpelthen skal ophæves, for den store hob, nemlig de rå og kødelige mennesker, lever i verden, og de har brug for loven, så de kan holdes i ørerne, og når Gud vil det, i sandhed vende om til Gud.  Verum ex his non sequitur, legem simpliciter tollendam esse, quia enim vulgus, scilicet homines rudes et carnales vivunt in mundo, qui habent opus lege, qua exerceantur, et quando Deus volet, revera convertentur ad Deum. 
 74 Imo ipsi sancti opus habent lege quasi monitore quodam, cum perpetuum bellum sit in eis spiritus et carnis, Rom. 7: Sentio aliam legem in carne mea repugnantem legi mentis meae etc. (Rom 7,23) Ja, selv de hellige har brug for loven som en slags formaner, eftersom der hele tiden er krig i dem mellem ånden og kødet, Rom 7,23: Jeg føler en anden lov i mit kød, der kæmper imod mit sinds lov, osv.  Fremdeles er også de hellige stadigvæk i det kød, som skal tvinges af loven og dødes.  Item et sancti adhuc sunt in carne, quae lege coercenda est et (433) mortificanda. 
 75 Sed tantum ipsis sanctis seu credentibus non imputatur hoc ipsum propter Christum et quod pugnat cum peccatis, nec patiantur dominare (433) peccatum.  Blot tilregnes dette ikke de hellige eller de troende på grund af Kristus og fordi han kæmper imod synden, og de ikke giver synden lov til at herske.  Skønt vi virkelig har synd, som er værdig til vrede og død, så tilregnes den os dog ikke, fordi vi tror på Kristus og kæmper imod synderne og de kødelige begæringer, og Gud regner det ikke for synd.  Quanquam realiter habemus peccata digna ira et morte, tamen, quia credimus in Christum et repugnamus peccatis et carnalibus desideriis, non imputatur nobis, non habentur a Deo pro peccatis. 
 76 Ita sancti sunt sub lege et sine lege. Est enim et hoc diligenter observandum, interesse inter legem vacuam seu quiescentem seu simpliciter sumptam, et inter legem accusantem nos seu chirographum decreti scriptum in mentibus nostris, quod attinet ad angelos et sanctos in coelo.  Derfor er de hellige under loven og dog uden lov. Man må nemlig også omhyggeligt lægge mærke til den forskel der er på den tomme lov eller den tavse lov eller loven taget ligefrem og den lov, der anklager os, eller den lov, der som et gældsbevis er indskrevet i vore sind, sådan som det er hos englene og de hellige i himlen.   
 77 Lex est oratio vacua, ut qui cum gaudio faciunt, quae sunt legis, et minus agit in illis lex quam ullae cyphrae. Sed quoad nos, non sic. Sed est res efficax et pungens ac urens cor, ita ut quis desperaret, nisi esset proposita aliunde consolatio.  Loven er et tomt ord, sådan at de, der gør det, der hører loven til, med glæde, og i dem er det ikke så meget loven, der handler, som det er denne indskrift. Men for vort vedkommende forholder det sig ikke sådan. Hos os er loven en virksom ting, der både stikker og brænder hjertet, sådan at man ville fortvivle, om ikke der var opstillet en trøst.  Det er givet, at loven fra vor side ikke er opfyldt, men er tom, derfor anklager den os og kræver at blive opfyldt.  Lex certe quando ad nos non est impleta, sed est vacua, ideo accusat nos et exigit sui impletionem. 
 78  Est lex accusans et terrens nos, ut inquit Augustinus: Litera est lex sine gratia, (n78) ut in Evangelio illa decem milia talentorum Matth. 18 perscripta in registro seu libro rationum, reipsa in sese nihil sunt nisi vacua cyphrae et infelix et misera quaedam arithmetica, ut cui rerum nihil subsit, sed tamen quoad eum, qui debet (videlicet nos omnes), non sunt vacuae neque de nihilo, ut putantur, quia maxime vexant meam conscientiam et supra modum affligunt ac neque die neque nocte sinunt me quietem capere.  Det er loven, der anklager og truer os, så at  Augustin med rette siger: Bogstaven er loven uden nåden, sådan som i evangeliet disse ti tusind talenter, der var opskrevet i registret eller i regnskabsbogen, i sig selv ikke var andet end tomme tal og en uheldig og dårlig regnekunst, så der ikke ligger nogen virkelighed til grund for dem, men de var dog i henseende til ham, som skyldte dem (og det vil sige, til os allesammen) ikke tomme og ikke uden virkelighed, sådan som man skulle tro, fordi de i høj grad kan ryste min samvittighed og over al måde anfægte den og hverken dag eller nat lader mig i ro.  Derfor siger Augustin med rette, at bogstavet er loven uden nåden. Men ligesom tomme tal kan ryste skyldneren, når han ikke kan betale gælden, sådan er loven et tomt bogstav eller tomme tal, men kræver dog opfyldelse af os.  Quare recte dicit Augustinus, literam esse legem sine gratia. (n78) Quomodo enim vacuae ciphrae vexant debitorem, quando (434)  non potest solvere debitum, ita lex est vacua litera seu ciphrae vacuae poscentes a nobis impletionem. 
 79 Verum cum venit aliquis dives adferens saculum plenum auri et argenti, quae non sunt cyphrae vacuae, sed res solidae, ibi satisfit cyphris.  Men da der kom en rig og overførte til ham en sæk fuld af guld og sølv, som ikke var bar tal, men solide sager, så blev tallene tilfredsstillet. 
 80 Sic venit ad nos Christus et redemit nos ab illis decem milibus talentis ac cyphris pungentibus conscientiam nostram mit truckenen taler unnd guten gulden bar uber bezalet, hoc est precioso (434) sanguine suo, ut Petrus ait. (1 Pet 1,19) Sådan kom Kristus til os og forløste vor samvittighed fra de ti tusind talenter og fra de stikkende tal, idet han betalte med tørre dalere og rent guld, det vil sige med sit dyrebare blod, som Peter siger.  Men da en tilfredsstillelse var umulig for os, så vidt os selv angår, men fordi Kristus har opfyldt den [loven] for os, så vil den også for os eller forsåvidt os angår atter ved Kristus være opfyldt, hvis vi blot tror på ham.  Cum tamen satisfactio nobis sit impossibilis quando ad nos, sed quia Christus eam implevit pro nobis, erit et nobis seu quoad nos rursum per Christum plena, si vero in eum crediderimus. 
 81 Quandoque loquimur de lege, non loquimur de vacua lege et cyphris, ut angeli de ea loqui possunt, cum prorsus nullam legem agnoscant et sint sine lege, sed de lege accusante, reos agente et exactrice, sed tamen, ut dixi, ab hac etiam lege duplici ratione liberi sumus, et cessat per Christum, ut qui illam vacuitatem adimplet, et ego in eo;  Når vi taler om loven, taler vi ikke om den tomme lov og de tomme tal, sådan som englene kan tale om den, eftersom de slet ikke kender nogen lov og er uden lov, men vi taler om den anklagende lov, der gennemfører og bevirker, at vi bliver skyldige, og dog er vi som sagt i en dobbelt forstand befriede fra denne lov, og den ophører ved Kristus, fordi han har opfyldt dens tomhed, og jeg opfyldt den i ham;  Men vi taler her i egentlig forstand om den Guds lov, som forpligter os. Fordi vi ikke kan opfylde den, er den tom, og af den grund anklager og fordømmer den alle mennesker, ellers lever heller ikke englene uden Guds lov.  Loquimur autem hic proprie de ea lege Dei, quae nos obligat. Quia eam implere non possumus, vacua est, atque ideo accusat ac damnat omnes homines, alioqui nec angeli vivunt sine lege Dei. 
 82 primo imputative, cum mihi non imputantur peccata contra legem et condonantur propter preciosissimum sanguinem immaculati agni Iesu Christi domini mei, deinde expurgative, cum datur mihi Spiritus sanctus, quo recepto incipio ex animo odisse omne, quod offendit eius nomen, et fio sectator bonorum operum.  for det første imputativt, fordi synderne imod loven ikke tilregnes mig, men tilgives mig på grund af det dyrebareste blod fra det lydefri lam, Jesus Kristus, min herre, dernæst også expurgativt, eftersom Helligånden gives mig, og når den gives mig, begynder jeg af hjertet at hade alt det, som støder hans navn, og jeg bliver en de gode gerningers følgesvend. 
 83 Et si quid reliqui est in me peccati, id expurgo, donec totus mundus fiam, atque hoc in eodem spiritu, qui datus est propter Christum. Og hvad der er af synd tilbage i mig, det udfejer jeg, indtil jeg er helt ren, og det gør jeg i den samme ånd, som gives for Kristi skyld.   
 84 Quare lex quoad nostrum solvere est mera res vacua, quia wir haben den müntz nicht nach der Arithmetiken, qua ei satisfit.  Derfor ophæves loven for vort vedkommende til en blot og bar tom sag, fordi vi ikke har mønten efter aritmetikken, hvorved den bliver tilfredsstillet.     
 85 Sed hic accessit Christus in nostrum locum et supplet, quod nobis deest, et suo sanguine delet chirographum decreti, quod erat contra nos, (n85) donec tandem satisfactum sit legi per unum loco omnium nostrum.  Men her kommer Kristus ind og supplerer op i vores sted med det, vi mangler, og fjerner med sit blod det anklageskrift, som var imod os, indtil endelig lovens tilfredsstillelse finder sted ved én i vor alles sted.   
 86 Das heissen wir legem. Formaliter tollitur peccatum, quando ipsum expurgatur et evacuatur, similiter cessat lex formaliter ipsa, quando, quod lex exigit, fit (435) in nobis et nos id ultro et volentes praestamus, non tam, quia lex exigit, quam ex amore iustitia et recti et Dei ipsius.  Det kalder vi loven. Formelt ophæves synden, når den udfejes og udtømmes, på lignende måde ophører loven selv formelt, når det, som loven kræver, sker i os, og vi uopfordret og villende yder det, dog ikke, fordi loven kræver det, snarere af kærlighed til retfærdigheden og til det rette og til Gud selv.  Men den lov disputerer vi ikke om her.   Sed de ista lege (435) hic nihil disputamus. 
 87 Lex vacua est, quae non habet, quod exigat aut arguat, cum qui natura sua, quae lex requirit, faciunt, ut lex ista: 'feras fructum' vacua est arbori foecundae et pomiferae, quia natura sua producit fructum.  Loven er tom, fordi den ikke har noget, den kan kræve eller anklage for, som det er dens natur, de gør, hvad loven kræver, så at den lov, der siger: 'bær frugt' er tom for det frugtbare og frugtbærende træ, fordi det efter sin natur frembringer frugt.  Men vores tomme lov ophører ved Kristus, som opfylder dens tomhed, først gennem sig selv udenfor os, fordi han selv opfyldte loven i stedet for os, dernæst opfylder han også ved Helligånden loven i os, for når vi tror på ham, giver han os Helligånden, som her i os begynder på den nye og evige lydighed, men fuldfører den i de dødes opstandelse.  Caeterum nostra lex vacua cessat per Christum, qui replet vacuitatem illam, primum per sese extra nos, quia ipsemet implet legem pro nobis, deinde replet etiam per Spiritum sanctum in nobis, quia, quando credimus in eum, dat nobis Spiritum sanctum, qui inchoat hic in nobis novam et aeternam obedientiam, sed in resurrectione mortuorum perficiendam. 
 88 Hic non maioris efficaciae est lex, quam cera, seu ciphrae creta factae in solvendo debito, talis est lex ipsis angelis.  Her er loven ikke mere virksom end voks eller tal med kridt til at betale en gæld, af den art er loven for englene.  Dette har jeg sagt for at forklare grunden til, at lovens virkning ophører og på hvilken måde den ikke ophører.  Haec dixi declarandi causa, quomodo cessat legis effectus et quatenus non cesset. 
 89 Lex efficax, quae exigit, arguit et damnat, qui legi obnoxii ei non satisfaciunt.  Den virksomme lov, som kræver, anklager og fordømmer, den tilfredsstiller de, der er skyldige overfor loven ikke. 
 90 Talis et hominibus lex, sed Christus semel omne debitum, quo legi sumus obligati, exsolvit ac pro nobis satisfecit, ut quamquam alioqui efficax apud nos lex, vacua sit tamen et cessarit nobis quoque, idque dupliciter, primo imputative, deinde formaliter et expurgative (ut antea dictum est).  Sådan er loven for menneskene, men Kristus har én gang ophævet al gæld, som vi efter loven er skyldige, og gjort fyldest for os, så at skønt loven ellers var virksom hos os, er den dog tom og ophørt for os, og det på dobbelt måde, først imputativt, dernæst formelt og expurgativt (som før sagt). 
 91 Conceditur ergo, quod argumentum infert, scilicet quod lex cessarit, sed tamen, quomodo id sit intelligendum, non exponitur.  Man må altså indrømme det, argumentet konkluderer, nemlig at loven ophører, men dog fortæller det ikke noget om, hvordan det skal forstås. 
 Til det 4. argument

 

Noter:

n7: WA-note: Occam, Sent. lib. III, qu 8 D.

n8: WA-note: Hieronymus, Adversus Pelagianos lib. II, 11 (Migne PL, p. 545)

n12: WA-note: PLEROFORIA forekommer ikke i romerbrevet. Måske menes der 1 Thess 1,5. Men sammenlign dog Rom 4,21.

n24: WA-note. I den første antinomer-disputation, se side 387, 393 og andre steder.

n42: WA-note: Citeret efter Vulgata. rr-note: I Vulgata hedder det: 13:14 de manu mortis liberabo eos de morte redimam eos ero mors  tua o mors ero morsus tuus inferne consolatio abscondita est ab  oculis meis.

n70: WA-note: Alle Handschriften haben den Lesefehler: dilectionis.

n85: Kol 2,14. WA nævner ikke henvisningen, men i Vulgata hedder det "delens quod adversum nos erat chirografum decretis quod  erat contrarium nobis", så skriftstedet skinner tydeligt igennem.