Indhold: Kap 1,1. vers 13: 2#1.

Tilbage til oversigten!

Omtales koestlin5,5#75.
 

1   Erlangerudgavens forord:            Diese Auslegung, welche Luther im J. 1522 zu Wittenberg predigte, schrieb Kaspar Cruciger nach und gab sie im J. 1523 in 4. heraus; 1524 wurde sie wiederholt in 4. und 8. daselbst gedruckt und 1539 in den I. Theil der Bücher Luthers aufgenommen, welcher zu Wittenberg in fol. erschien. Weil aber Luther in der Zwischenzeit Sonntags Nachmittag abermals über diese erste Epistel gepredigt und Manches ausführlicher erklärt hatte, som nahm Georg Roerer die Zusätze und Veränderungen in den neuen Druck von 1539 mit auf. Letzterer weicht indess so sehr von dem ersten ab, dass der Unterschied sich nicht wohl in blossen Noten nachweisen lässt. Wir sahen uns deshalb veranlasst, beide Texte um so mehr zu liefern, als Walch den letzten und verbesserten gar nicht hat. Den ersten geben wir hier nach Nr. 1, den letzten im nächsten Bande nach der Ausgabe v. 1539.
2  Epistel Sankt Petri gepredigt und ausgelegt.        Vorrede.         Ehe wir in die Epistel Sankt Peters kommen, ist noth, dass wir ein kurze Unterricht geben, dass man (E326) wisse, wafur diese Epistel zu halten sei, und ein rechten Verstand davon fasse.	En prædiken og en udlægning af Skt. Peters første brev.       Fortale.       Før vi når frem til Skt. Peters brev, er det nødvendigt at vi giver en kort oplysning, så man kan vide, hvad man skal regne dette brev for, og så man kan få en ret forståelse af det.
3        Aufs Erst, ist zu wissen, dass alle Apostel einerlei Lehre fuhren; und ist nit recht, dass man vier Evangelisten und vier Evangelia zählet. Denn es ist alles, was die Apostel geschrieben haben, Ein Evangelion. Evangelion aber heisset nichts Anders, denn Predig und Geschrei von der Genad und Barmherzikeit Gottis, durch den Herren Christum mit seinem Tod verdienet und erworben; und ist eigentlich nicht das, das in Büchern stehet, und in Buchstaben verfasset wird, sondern mehr ein mundliche Predig und lebendig Wort, und ein Stimm, die da in die ganz Welt erschallet, und offentlich wird ausgeschrien, dass mans uberall höret.	For det første må man vide, at alle apostle fører den samme lære; og det er ikke korrekt, når man opregner fire evangelister og fire evangelier. For alt, hvad apostlene har skrevet, udgør ét evangelium. Men "evangelium" betyder ikke andet end en prædiken og en udråben af Guds nåde og barmhjertighed, som er fortjent og erhvervet ved vor herre Kristus gennem hans død; og evangelium er egentlig ikke det, der står i bøgerne og bliver indfanget med bogstaver, men det er mere en mundtlig prædiken og et levende ord og en røst, som lyder ud over hele verden og udråbes åbenlyst, så man hører det overalt.
4  So ist es auch nicht ein Gesetzbuch, das viel guter Lehre in sich hat; wie mans bisher gehalten hat. Denn es heisst uns nicht Werk thun, dadurch wir frumm werden; sondern verkundigt uns die Gnad Gottis, umbsonst gegeben, und ohn unser Verdienst, und sagt, wie Christus fur uns getreten ist, und fur unser Sund gnüg than, und sie vertilget, und uns durch seine Werk frumm und selig macht.	Derfor er det heller ikke en lovbog, som har mange gode læresætninger i sig, sådan som man hidtil har ment. For det befaler os ikke at gøre nogle gerninger, hvorved vi kan blive fromme; men det forkynder os Guds nåde, givet ganske gratis og uden nogen fortjeneste fra vor side, og fortæller os, hvordan Kristus er trådt i vort sted og har gjort fyldest for vor synd og tilintetgjort den, og gennem hans gerning gjort os fromme og salige.
5           Wer nu Solchs predigt oder beschreibt, der leheret das recht Evangelion, wie denn alle Aposteln, sonderlich S. Paulus und Petrus in ihren Episteln. Drumb ist es alles Ein Evangelion, was man predigt von Christo, wiewohl Einer ein andere Weis fuhret und mit andern Worten davon redet, denn der Ander. Denn es mag wohl ein kurze oder lange Rede sein, und kurz oder lang beschrieben werden.	Den, der nu prædiker eller fortæller dette, han lærer det rette evangelium, og det gør jo alle apostlene, især Skt. Paulus og Peter i deres breve. Derfor er det altsammen ét evangelium, det, man prædiker om Kristus, selv om den ene gør det på én måde og bruger andre ord derom end den anden. For det kan være en kort eller en lang tale, man kan beskrive det kort eller langt.
6   Wenn es aber darauf gehet, dass Christus unser Heiland ist, und wir durch den Glauben an ihn, ohn unsere Werk, rechtfertig und selig werden, so ist es einerlei Wort und Ein Evangelion; gleichwie auch nur Ein Glaub, Ein Tauf ist in der ganzen Christenheit.	Men når det har med det at gøre, at Kristus er vor frelser, og at vi  ved troen på ham, uden nogen gerning fra vor side, bliver retfærdige og salige, så er det samme slags ord, så er det ét evangelium; ganske som der også kun er én tro, én dåb i hele kristenheden.
7         Also hat ein Apostel eben das geschrieben, das auch im andern steht: aber wilche das am meisten und hohisten treiben, wie der Glaub an Christum allein rechtfertig machet, das sind die besten Evangelisten. (E327) Drumb sind S. Paulus Epistel mehr ein Evangelion, denn Matthäus, Marcus und Lucas. Denn diese beschreiben nicht viel mehr, denn die Histori von den Werken und Wunderzeichen Christi: aber die Genad, die wir durch Christum haben, streichet Keiner so tapfer aus als S. Paulus, sonderlich in der Epistel zun Römern.	På den måde har den ene apostel netop skrevet det, der også står hos den anden. Men de evangelister, der beskæftiger sig mest og højest med, hvordan troen på Kristus alene gør retfærdig, er de bedste evangelister. Derfor er Skt. Paulus' breve i højere grad et evangelium end Matthæus', Markus' og Lukas' evangelier. For disse beskriver ikke meget mere end fortællingerne om Kristi gerninger og undere; men den nåde, som vi har ved Kristus, er der ingen, der aftegner så nøjagtigt som Skt. Paulus, især i brevet til romerne.
8  Weil nu viel mehr am Wort gelegen ist, denn an den Werken und Thaten Christi; und wo man der eins gerathen müsst, besser wär, dass wir der Werk und Histori mangleten, denn des Worts und der Lehre: sind die Bücher billig am höchsten zu loben, die am meisten die Lehre und Wort des Herrn Christi handlen. Denn wenn gleich die Wunderwerk Christi nicht wären, und wir Nichts davon wüssten, hätten wir dennoch noch genüg an dem Wort, ohn wilchs wir nicht kunnten das Leben haben.	Fordi nu Kristi ord har langt større betydning end hans gerninger og handlinger, så ville det, hvis man skulle anbefale kun én ting, være bedre, at vi manglede gerningerne og fortællingerne, end hans ord og lære. Og derfor må man retfærdigvis rose de bøger mest, som har mest med om vor herre Kristi lære og ord. For selv om Kristi undergerninger ikke fandtes, og selv om vi ikke vidste noget om dem, så ville vi dog have nok i det ord, uden hvilket vi ikke kunne have livet.
9         Also ist diese Epistel S. Petri auch der edlisten Bücher eins im Neuen Testament, und das rechte lautere Evangelion. Denn er thut auch eben das, das S. Paulus und alle Evangelisten, dass er den rechtschaffenen Glauben lehret, wie Christus uns geschenkt sei, der unser Sund hinwegnimpt, und uns selig macht; wie wir hören werden.	Derfor er dette brev af Skt. Peter også et af de bedste skrifter i det nye testamente, et rigtigt og rent evangelium. For Peter gør netop også det, som Skt. Paulus og alle evangelisterne gør, at han lærer den rette tro, hvordan Kristus er givet os, han, der borttager vor synd og gør os salige; som vi nu skal høre.
10        Aus dem kannst du nu richten von allen Büchern und Lehren, was Evangelion sei, oder nicht. Denn was nicht auf diese Art gepredigt oder geschrieben wird, da magst du frei ein Urtheil fällen, dass es falsch ist, wie gut es scheinet. Diese Macht zu urtheilen haben alle Christen, nicht der Papst oder concilia, die sich rühmen, wie sie allein Macht haben, die Lehre zu urtheilen. Das sei gnug zum Eingang und Vorrede. Nu wollen wir die Epistel hören.	Her ud fra kan du nu bedømme alle bøger og enhver lære, hvad der er evangelium og hvad ikke. For hvad der ikke prædikes eller skrives på denne måde, om det kan du frimodigt fælde den dom, at det er forkert, hvor godt det end ser ud. Denne magt til at bedømme har alle kristne, ikke paven eller koncilerne, som praler af for sig selv alene at have magt til at bedømme læren. Lad dette være nok som indledning og fortale. Nu vil vi høre epistelen.
11 Das erst Kapitel. Petrus, ein Apostel Jesu Christi, den erwähleten Frembdlingen hin und her in Ponto, Galatia, Kappadocia, Asia und Bithynia: (E328) nach der Versehung Gottis des Vaters, in der Heiligung des Geists, zum Gehorsam und zur Besprengung des Bluts Jesu Christi.	Det første kapitel. Peter, Jesu Kristi apostel, sender hilsen til de udvalgte, der bor som fremmede blandt andre folkeslag i Pontien, Galatien, Kappadokoen, Asien og Bithynien, de, som efter Gud faders forudviden er udvalgt ved åndens helligelse til lydighed og til at blive bestænket med Jesu Kristi blod.
12         Das ist die Uberschrift und Unterschrift. Hie sichst du bald, dass es das Evangelium ist. Er spricht, er sei ein Apostel, das heisst, ein Mundbote. Drumb ist es recht verdeuscht ein Bot, oder Zwolfbot, von der Zwölfen wegen. Aber weil mans itzt verstehet, was apostolus, das griechisch Wort, heisst, darumb hab ichs nicht verdeuscht.	Det er overskriften og underskriften. Her ser du med det samme, at det er evangeliet. Han siger, at han er en apostel, det vil sige, en gesandt. Derfor oversættes det korrekt med et bud eller et tolvbud, på grund af de tolv. Men fordi man nuomstunder forstår, hvad apostolus, det græske ord, betyder, derfor har jeg ikke oversat det.
13  Eigentlich heisst es aber ein Mundboten, nicht der Brief trägt, sondern ein Geschickter, der ein Sach mundlich furbringt und wirbt, die man auf Latein nennet oratores. Also will er nu sagen: Ich bin ein Apostel Jesu Christi, das ist, ich hab ein Befehl von Jesu Christo, dass ich predigen soll von Christo.	Men egentlig betyder det en gesandt, der overbringer et mundtligt budskab, ikke én, der frembærer et brev, men en udsending, der fremføre en sag mundtligt og arbejder for den, én, som man på latin kalder en orator. Derfor er meningen den: Jeg er en Jesu Kristi apostel, det vil sige, jeg har en befaling fra Jesus Kristus, at jeg skal prædike om Kristus.
14         Da merk, wie sobald Alle, die da Menschenlehre predigen, ausgeschlossen sind. Denn der ist ein Bot Jesu Christi, der das wirbt, das Christus befohlen hat. Predigt er anders, so ist er nicht ein Bot Christi; drumb soll man ihn nicht hören. Thut ers aber, so ists eben als viel, als hörest du Christum selbs gegenwärtig.	Læg mærke til, hvordan her med det samme alle, der prædiker menneskelære, er udelukket. For det menneske er et bud for Jesus Kristus, som arbejder for det, Kristus har befalet. Prædiker han anderledes, så er han ikke et bud fra Kristus; derfor skal man ikke høre ham. Men prædiker han det, Kristus har befalet, så er det nøjagtig lige så godt, som hørte du selv Kristus ansigt til ansigt.
15 Die erwähleten Frembdlingen hin und her, in Ponto, Galatia, Cappadocia, Asia und Bithynia.         Diese Epistel hat er in die Land geschrieben, die hie stehen. Vor Zeiten warens Christen, aber itzt hat es der Turk unter ihm; doch findt man vielleicht noch Christen da. Pontus ist ein gross und weit Land am Meer. Kappadocia liegt auch hart dabei, unt stosst fast dran.	de udvalgte, der bor som fremmede blandt andre folkeslag i Pontien, Galatien, Kappadokoen, Asien og Bithynien,        Dette brev har han skrevet til de lande, der nævnes her. Tidligere var det kristne lande, nu har tyrkerne dem under sig; dog finder man måske stadig kristne dèr. Pontus er et stort og udbredt land ved havet. Kappadokien ligger også nær derved, og støder næsten op til det.
16 Galatia liegt dahinter, Asia und Bithynia vorn am Meer; liegen all gegem Morgen, und sind grosse Land. Paulus hat auch gepredigt in Galatia und in Asia; ob auch in Bithynia, weiss ich nicht. In den letzten zweien hat er nicht gepredigt. Frembdling sind, die wir heissen Ausländer. (E329)	Galatien ligger i baglandet, Asien og Bithynien foran ved havet; de ligger alle mod øst og er store lande. Paulus har også prædiket i Galatien og i Asien; om han også har prædiket i Bithynien, véd jeg ikke. I de sidste to har han ikke prædiket. En fremmed er, hvad vi kalder en udlænding.
17 Also nennt er sie darumb, dass sie Heiden waren. Und es ist ein Wunder, dass S. Peter, weil er ist ein Apostel der Juden gewesen, dennoch hie den Heiden schreibt. Die Juden nennten sie proselytos, das ist, Judgenossen, die zu ihrem Gesetz kommen, und nit vom judischen Stamme und Blut Abrahä waren. Darumb schreibt er denen, die vor Heiden waren gewesen, aber itzt bekehrt zum Glauben, und zu den gläubigen Juden getreten, und heisst sie erwählte Frembdling, die gewisslich Christen sind; zu den schreibt er allein. Das ist auch ein gut Punktlin, wie wir hören werden.	Sådan kalder han dem, fordi de var hedninger. Og det er ganske mærkeligt, at Skt. Peter, skønt han var jødernes apostel, alligevel her skriver til hedningerne. Jøderne kaldte dem proselytter, det vil sige, jødefæller, de var gået ind under deres lov, men var ikke af jødisk afstamning eller af Abrahams blod. Derfor skriver han til dem, der tidligere var hedninger, men nu har omvendt sig til troen og har sluttet sig sammen med de troende jøder og kalder dem udvalgte fremmede, som i hvert fald er kristne; kun til dem skriver ham. Det er også en god pointe, som vi skal høre.
18 Nach der Versehung Gottis des Vaters.        Sie sind erwählt (spricht er). Wie? Nicht von ihn selber, sondern nach Gottis Ordnung. Denn wir werden uns selber nicht kunnen zum Himmel bringen, oder den Glauben in uns machen. Gott wird nicht alle Menschen in Himmel lassen; die Seinen wird er gar genau zählen. Da gilt nu nichts mehr Menschenlehre vom freien Willen und unsern Kräften; es liegt nicht an unserm Willen, sondern an Gottis Willen und Erwählung.	Efter Gud Faders forudviden.       De er udvalgte (siger han). Hvordan? Ikke af sig selv, men ifølge Guds plan. For vi vil ikke kunne bringe os til ind i himlen, eller skabe troen i os. Gud vil ikke lade alle mennesker komme i himlen; han vil nøje holde tal på sine udvalgte. Her gælder nu menneskelæren om den frie vilje og vore kræfter ikke mere; det kommer ikke an på vores vilje, man på Guds vilje og udvælgelse.
19 In der Heiligung des Geists.        Gott hat uns versehen, dass wir heilig sein sollten, und also, dass wir geistlich heilig werden. Das theure Wort heilig und geistlich haben uns die Bauchprediger auch verkehrt, dass sie ihren Pfaffen- und München-Stand haben heilig und geistlich genennt, und uns den edlen, theuren Namen so schändlich hingerissen; als auch den Namen Kirche, dass der Papst und Bischoff die Kirch sei; sprechen, die Kirch habs geboten, wenn sie nach ihrem Muthwillen thun, was sie wollen.	I åndens helligelse.         Gud har forudbestemt os til at være hellige, og det på den måde, at vi bliver åndeligt hellige. Det store ord "hellig" og "åndelig" har bugprædikanterne også vendt om på for os, så de kalder deres præste- og munkestand for hellig og åndelig, og således skændigt fratager os denne ædle, dyrebare betegnelse; sådan som de også fratager os betegnelsen "kirke", så paven og biskopperne skulle være kirken; de siger "kirken har påbudt det", når de gør, hvad de finder for godt, hvad de vil.
20 Heilikeit ist nicht, die do stehet in Münch, Pfaffen und Nonnen sein, Platten und Kutten tragen. Es ist ein geistlich Wort, dass wir von Herzen, (E330) inwendig im Geist, fur Gott heilig sind. Und das hat er eigentlich darumb gesagt, dass er will anzeigen, dass Nichts heilig sei, denn die Heilikeit, die Gott in uns wirkt. Denn dazumal hatten die Juden viel äusserlicher Heilikeit, war aber nicht ein recht Heilikeit.	Hellighed er noget, der består i at være munk, præst eller nonne, at bære tonsur eller munkekutte. Det er et åndeligt ord: vi er i hjertet, indvendig i ånden overfor Gud hellige. Og det har han egentlig sagt af den grund, at han vil vise, at der ikke er noget helligt, undtagen den hellighed, som Gud virker i os. For dengang havde jøderne megen udvendig hellighed, men det var ikke en ret hellighed.
21 Das will nu Petrus sagen: Gott hat euch dazu versehen, dass ihr wahrhaftig sollt heilig sein; wie S. Paulus auch spricht Ephe. am 4.: In Gerechtikeit und Heilikeit der Wahrheit, das ist, in einer rechtschaffener und grundguten Heilikeit; denn die äusserliche Heilikeit, wie die Juden hatten, gilt nichts fur Gott.	Det vil nu Peter sige: Gud har forudbestemt jer til at I i sandhed skal være hellige; som også Skt. Paulus siger Ef 4,24: i sandhedens retfærdighed og hellighed, det vil sige, i en retskaffen og fuldgod hellighed; for den udvendige hellighed, som jøderne havde, gælder ikke noget i Guds øjne.
22        Also heisst uns die Schrift heilig, weil wir noch hie auf Erden leben, so wir gläuben. Aber den Namen haben uns die Papisten genommen, und sprechen: Wir sollen nicht heilig sein, die Heiligen im Himmel sind allein heilig. Darumb müssen wir den edlen Namen wiederholen. Heilig musst du sein; du musst dich aber also schicken, dass du nicht denkist, du seist von dir selbs oder durch dein Verdienst heilig: sondern darumb, dass du das Wort Gottis hast, dass der Himmel dein ist, dass du rechtschaffen frumm bist und heilig durch Christum worden.	Af den grund kalder skriften os hellige, skønt vi endnu lever her på jorden, at vi tror. Men den betegnelse har papisterne tager fra os, idet de siger: Vi skal ikke være hellige, de hellige i himlen er de eneste hellige. Derfor må vi gentage den ædle betegnelse. Du skal være hellig; men du skal forholde dig således, at du ikke bilder dig ind, at du er hellig af dig selv eller ved din egen fortjeneste, nej, du er det af den grund, at du har Guds ord om, at himlen er din, at du i sandhed er from og er blevet hellig gennem Kristus.
23 Denn das wäre die grösst Schmach und Lästerung des Namens Christi, wenn wir die Ehre dem Blut Christi nicht wollten thun, dass es uns die Sund abwasche, oder glauben, dass uns das Blut heilig mache. Darumb musst du gläuben und bekennen, dass du heilig seiest, aber durch diess Blut, nicht durch deine Frummikeit, also, dass du drob das Leben, und was du hast, lassest, und wartest, was dir darumb begegen mag.	For de ville være den største forsmædelse og bespottelse af Kristi navn, hvis vi ikke ville give Kristi blod ære, at det afvasker vor synd, eller ikke ville tro, at blodet gør os hellige. Derfor må du tro og bekende, at du er hellig, men i kraft af dette blod, ikke i kraft af din fromhed, på den måde, at du for dets skyld lader livet, og hvad du ejer, være, og afventer, hvad der på den måde kan møde dig.
24 Zum Gehorsam und zur Besprengung des Bluts Jesu Christi.        Damit, spricht er, wird man heilig, wenn wir unterthänig sein und gläuben dem Wort Christi, und werden gesprengt mit seinem Blut. Und hie fuhret (E331) S. Peter ein wenig ein ander Weis zu reden, denn S. Paulus; ist aber eben als viel, als wenn Paulus spricht, dass wir selig werden durch den Glauben in Christum. Denn der Glaub machet, das [dass, rr] wir Christo und seim Wort gehorsam und unterthänig sind. Darumb ists gleich als viel, unter dem Wort Gottis, und unter Christo sein, und gesprengt werden durch sein Blut, als gläuben.	Til lydighed og til at blive bestænket med Jesu Kristi blod.         Han siger: Derved bliver man hellig, når vi underordner os under og tror på Kristi ord og bliver bestænket med hans blod. Og her bruger Skt. Peter en noget anden talemåde end Skt. Paulus; men det betyder lige så meget, som når Paulus siger, at vi bliver salige ved tro på Kristus. For troen bevirker, at vi er lydige og underdanige overfor Kristus og hans ord. Derfor er det ganske det samme, at være under Guds ord og at være under Kristus, og det er det samme at blive bestænket med hans blod og at tro.
25 Denn es ist der Natur schwer, ficht dawider, und bricht sich sehr damit, dass sie sich so gar unter Christum geben soll, und aufhören von allen ihren Dingen, und ihr Ding gar verachten und fur Sund achten. Aber doch muss sie sich gefangen geben.	For det er vanskelige for vores natur, den kæmper imod og bryder sin hjerne meget med, at den således skal give sig helt ind under Kristus og ophøre med alle sine ting og helt foragte sine ting og regne dem for synd. Men dog må den give sig til fange.
26        Von dem Besprengen sagt auch der Psalm Miserere: Herr, bespreng du mich mit Ysopen, so werd ich gereiniget. Es lauft auf das Gesetz Mosi, da hat es S. Peter her gezogen, und will uns den Mosen aufdecken, und in die Schrift fuhren. Da Moses hat den Tabernakel gebauet, nahm er Bocksblut, und besprengt die Hutten und alles Volk, Exo. 24.	Om bestænkelsen siger salmen Miserere: Herre, bestænkt du mig med isop, så bliver jeg ren. Sl 51,9 (n26) Det hentyder til Moseloven, det har Skt. Peter her draget det hen på, så han vil opklare Moses for os og føre os ind i skriften. Da Moses havde bygget tabernaklet, tog han bukkeblod og bestænkede alteret og hele folket, 2 Mos 24,6-8.
27 Das Besprengen heiliget aber nicht im Geist, sondern nur äusserlich; drumb muss ein geistlich Reinigung werden. Iens war wohl ein äusserliche und fleischliche Heilikeit, die fur Gott nicht gilt; darumb hat Gott mit diesem Besprengen bedeut das geistlich Besprengen. Darumb sagt Petrus: Die Juden sind in der Heilikeit, die äusserlich ist, sind fur den Leuten frumm und eins ehrbarn Lebens; aber euch hat [hält EA] man fur böse Leut. Ihr habt aber noch ein besser Besprengung, ihr werdet im Geist besprengt, dass ihr lauter werdet von inwendig. Die Juden besprengten sich mit Bocksblut äusserlich, wir aber werden innerlich im Gewissen besprenget, dass das Herz rein und fröhlich wird.	Men bestænkelsen helliger ikke i ånden, kun udvendigt, derfor må det blive en åndelig renselse. Dengang var det vel en udvendig og kødelig hellighed, der ikke gjaldt noget overfor Gud; derfor har Gud med denne bestænkelse betegnet den åndelige bestænkelse. Derfor siger Peter: Jøderne er i den hellighed, som er udvendig, de er overfor mennesker fromme og fører et ærbart levned; men jer regner man for onde mennesker. Men I har en endnu bedre bestænkelse, I bliver bestænket i ånden, så I bliver rene indvendig fra. Jøderne bestænkede sig med bukkeblod i det ydre, men vi bliver bestænkede indvendig i samvittigheden, så at hjertet bliver rent og glad.
28         Also sind die Heiden nicht mehr Heiden, die frommen Juden mit ihrem Besprengen sind nicht mehr fromm; sondern es kehret sich itzt umb. Es muss ein Besprengung sein, die uns umbkehret und geistlich machet. Besprengen aber heisst predigen, dass (E332) Christus sein Blut hab vergossen, und fur uns tritt zu seinem Vater, und spricht: Lieber Vater, da siehist du mein Blut, das ich fur diesen Sunder vergossen hab; gläubst du das, so bist du besprenget. So siehest du die rechte Weis zu predigen. Wenn alle Päpst, Münch und Pfaffen ihr Ding alles auf ein Haufen zusammen schmelzten, so konnten sie nicht so viel lehren und schaffen, als his S. Petrus mit wenig Worten.	Således er hedningerne ikke mere hedninger, de fromme jøder med deres bestænkelse er ikke mere fromme; men nu vendes der op og ned på det. Der må findes en bestænkelse, som vender os om og gør os åndelige. Men at bestænke betyder at prædike, at Kristus har udgydt sit blod og for vores skyld træder frem for sin Fader og siger: Kære fader, her ser du mit blod, som jeg har udgydt for denne synder; tror du det, så er du bestænket. Således ser du den rette måde at prædike på. Selv om alle paver, munke og præster smeltede alle deres ting sammen i én stor bunke, så kunne de ikke lære og frembringe så meget, som Skt. Peter her gør med få ord.
29         Das ist nu die Unterschrift der Epistel, darin er sein Ampt anzeigt, was er predig; wie wir gehört haben. Drumb ist diess allein das Evangelium; das ander Alles, das nicht dermassen laut, soll man alles mit Füssen treten, und alle andere Bücher fahren lassen, wo du hübsch Titel findest von Werken und Gebeten und Ablass, das Solchs nicht lehret, und nicht offentlich hieraus gegrundt ist. Es haben alle päpstliche Bücher nicht ein Buchstaben von diesem Gehorsam, von diesem Blut udn Besprengung. Nun folget der Gruss an die, zu denen er schreibt.	Det er nu brevets underskrift, hvori han betegner sit embede, hvad han prædiker; som vi har hørt. Derfor er dette alene evangeliet; alt det andet, som ikke lyder på samme måde, skal man træde under fode, og lade alle andre bøger fare, hvor du finder smukke titler om gerninger og bønner og aflad. De lærer ikke dette og er åbenbart ikke grundet herpå. Alle pavelige bøger har ikke et bogstav om denne lydighed, om dette blod og denne bestænkelse. Nu følger hilsenen til dem, han skriver til.
30 Gnad und Friede mehre sich [bei euch EA].         Da hält S. Peter des Apostels Paulus Weis mit dem Grüssen, wiewohl nicht gar, und ist so viel gesagt: Ihr habt nun Fried und Gnad, aber noch nicht vollkommlich; drumb müsst ihr immer zunehmen, bis der alt Adam gar sterbe. Gnad ist Gottis Hulde, der fähet itzt in uns an, muss aber fur und fur wirken und sich mehren bis in Tod.	Må nåde og fred vokse [hos jer].         Her bruger Skt. Peter apostelen Paulus' måde med hilsenen, endskønt ikke helt præcis, og det betyder nogenlunde dette: I har nu fred og nåde, men I er endnu ikke fuldkomne; derfor må I stadig vokse, indtil den gamle Adam dør helt. Nåde er Guds yndest, den begynder nu i os, men den må lidt efter lidt gøre sin gerning og vokse indtil døden.

31 Wer nu das erkennet und gläubt, dass er ein gnädigen Gott hab, der hat ihn; so gewinnet sein Herz auch Fried, und furcht sich wider fur der Welt, noch fur dem Teufel, denn er weiss, dass Gott, der aller Ding gewaltig ist, sein Freund ist, und will ihm aus Tod, Höll, allem Unglück helfen: drumb hat sein Gewissen Fried und Freud. Solchs wunscht nu S. Peter den Gläubigen, und das ist ein rechter christlicher Gruss, mit (E333) wilchem sich alle Christen grüssen sollten. So haben wir die Uberschrift mit dem Grusse. Nu fähet er die Epistel an, und spricht:	Den, der nu erkender dette, og tror, at han har en nådig Gud, han har en nådig Gud; således vinder også hans hjerte fred og frygter hverken for verden eller for djævelen, for han véd, at Gud, der har magt over alle ting, er hans ven og vil hjælpe ham ud af døden, helvede og al ulykke. Derfor har hans samvittighed fred og glæde. Således ønsker nu Skt. Peter for de troende, og det er en ret kristelig hilsen, som alle kristne skulle hilse hinanden med. Således har vi nu overskriften med hilsenen. Nu begynder han på sit brev og siger:
32 Gebenedeiet sei Gott, und der Vater unsers Herrn Jesu Christi, der uns nach seiner grossen Barmherzikeit wiedergeborn hat, zu einer lebendigen Hoffnung, durch die Auferstehung Jesu Christi von den Todten, auf ein unvergänglich, und unbefleckt, und unverwelklich Erbe, das da behalten ist im Himmel auf euch, die ihr durch die Kraft Gottis im Glauben bewahret werdet zur Selikeit, wilche bereit ist, dass sie aufdeckt werde zu der letzten Zeit, in wilcher ihr euch freuen werdet, die ihr itzt ein kleine Zeit (wo es sein soll,) traurig seid in mancherlei Versuchung, auf dass euer Glaube bewährt, viel kostlicher erfunden werde, denn das vergängliche Gold, (das durchs Feur bewährt wird,) zu Lob, Preis und Ehren, wenn nu offinbart wird Jesus Christus, wilchen ihr nicht gesehen und doch lieb habt, an wilchen ihr auch gläubt, und noch nicht sehet.	Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, v4  til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, v5  som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. v6  Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, v7  for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. v8 Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham,
33 Umb des Glaubens willen aber werdet ihr euch freuen mit unassprechlicher und herrlicher Freuden, und das Ende euers Glaubens davon bringen, nämlich der Seelen Selikeit.	men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, v9  når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.
34        In dieser Vorrede siehist du ein rechte apostolische Rede und Eingang zu der Sach, und wie ich auch vor gesagt hab, dass diss ein Ausbund sei einer schönen Epistel. Denn da hebt er bereit an, und verklärt, was Christus sei, und was wir durch ihn erlangt haben, da er spricht, dass uns Gott wiedergeborn hat zu einer lebendigen Hoffnung, durch die Auferstehung Christi; item, dass uns alle Güter durch den Vater geschenkt sind, ohn unsern Verdienst, aus (E334) lauter Barmherzikeit. Das sind je recht evangelische Wort, die soll man predigen. Hilf Gott, wie wenig findt man von dieser Predig in alle Büchern, auch die die besten sein sollen.	I denne fortale ser du en ret apostolisk tale og en god indgang til sagen, og som før sagt, er dette et mønster på en smuk epistel. For han begynder med det samme og forklare, hvad Kristus er, og hvad vi har nået gennem ham, når han siger, at Gud har genfødt os til et levende håb ved Kristi opstandelse, ligeledes, at alle goder er skænket os gennem Faderen, uden vor fortjeneste af lutter barmhjertiighed. Det er rette evangeliske ord, dem skal man prædike. Men Gud bedre det, hvor lidt finder man i alle bøger af denne prædiken, også i dem, der skulle være det bedste.
35 Als, das S. Hieronymus und Augustinus geschrieben haben, wie reimet sichs doch so gar nit auf diese Wort. Man muss also predigen von Jesu Christo, dass er sei gestorben und auferstanden, und warumb er gestorben und auferstanden ist, auf dass die Leut durch solche Predig an ihn gläuben, und durch den Glauben selig werden. Das heisst das rechte Evangelion predigen. Was man nicht predigt auf diese Weis, ist nicht das Evangelion, es thue es, wer da woll.	F. eks. i dem, som Skt. Hieronymus og Augustin har skrevet, hvor lidt passer de dog på disse ord. Man skal altså prædike om Jesus Kristus, at han er død og opstanden og om,  hvorfor han er død og opstanden, for at menneskene ved en sådan prædiken skal komme til tro på ham og i kraft af denne tro blive salige. Det betyder det at prædike det rette evangelium. Hvis man ikke prædiker på denne måde, er det ikke evangeliet, så er det ligegyldigt, hvem der prædiker.
36         Das ist nu Summa Summarum von diesen Worten: Christus hat uns durch sein Auferstehung gefuhrt zum Vater. Damit will uns S. Peter durch den Herren Christum zum Vater fuhren, und setzt ihn zum Mittler zwischen Gott und uns. Bisher hat man uns also gepredigt, dass wir die Heiligen sollen anrufen, dass sie unser Furbitter seien gegen Gott; da sind wir zu unser lieben Frauen gelaufen, und haben sie zur Mittlerin gemacht, und Christum lassen bleiben als ein zornigen Richter.	Det er nu det korte af det lange af disse ord: Kristus har i kraft af sin opstandelse ført os til Faderen. Dermed vil Skt. Peter føre os til Faderen gennem den herre Kristus, og han opstiller ham som midler mellem Gud og os. Hidtil har man prædiket for os, at vi skulle anråbe helgenerne, så de kunne være vore forbedere overfor Gud. Så løb vi til vor Frue, og har gjort hende til midler, og ladet Kristus være som den vrede dommer.
37 Das thut die Schrift nicht; sie gehet und dringt näher hinzu, und preiset den Herren Christum, dass er unser Mittler sei, durch wilchen wir müssen zu dem Vater kommen. O es ist ein uberschwänklich gross Gut, das uns durch den Christum geben ist, dass wir fur den Vater treten und das Erbe fodern mügen, davon hie S. Petrus redet.	Det gør skriften ikke. Den går nærmere til, trænger tættere på og priser vor herre Kristus, fordi han er vores midler, gennem hvilken vi kan komme til Faderen. Åh, det er et overvældende stort gode, der er givet os gennem Kristus, at vi må træde frem for Faderen og få del i den arv, som Skt. Peter her taler om.
38         Und diese Wort zeigen wohl an, was der Apostel fur ein Sinn hab gehabt, dass er also mit grosser Andacht anfähet den Vater zu preisen, und will, dass wir ihn sollen loben und benedeien, umb des umberschwänklichen Reichthumbs willen, den er uns hat geben, in dem, dass er uns hat wiedergeboren, und also geboren, ehe wirs je gedacht oder uns Solichs versehen haben: da ist Nichts zu preisen, denn die blosse Barmherzikeit.	Og disse ord viser klart, hvilket sind apostelen har haft, at han på den måde med stor andagt priser Faderen og vil, at vi skal prise og velsigne ham, på grund af den overordentlig store rigdom, som han har givet os, derved, at han har genfødt os, og altså født os, før vi kunne forestille os det eller udregne det. Der er intet andet at lovprise end lutter barmhjertighed.
39 Darumb konnen wir uns von keinen Werken rühmen, sondern müssen bekennen, dass wirs allein aus (E335) Barmherzikeit haben, alles, was wir haben. Da ist kein Gesetz noch Zorn mehr, wie vor, da er die Juden erschreckt, dass sie fliehen mussten, und nicht zum Berg dorften treten. Er treibt und schlägt uns nicht mehr, sonder geht aufs Allerfreundlichst mit uns umb, machet uns neu, und gibt uns nicht, dass wir ein Werk oder zwei thun, sonder schaffet in uns ganz ein neue Geburt und neues Wesen, dass wir etwas Anders werden, denn vor, da wir Adams Kinder waren, nämlich ausgepflanzt aus Adams Erbschaft in die Erbschaft Gottis, dass Gott unser Vater ist, wir sind sein Kinder, und also auch Erben alles des Guts, das er hat.	Derfor kan vi heller ikke rose os af nogen gerning, men må bekende, at vi alene har det af barmhjertighed, alt, hvad vi har. Der er ingen lov eller vrede mere, som der var det tidligere, da han truede jøderne, så de måtte flygte og ikke vovede at træde hen til bjerget. Han driver og slår os ikke mere, men omgås os på det allervenligste, gør os nye og giver os ikke, at vi kan gøre en gerning eller to, men skaber i os en helt ny fødsel og et nyt væsen, så vi bliver anderledes end før, da vi var Adams børn. Vi bliver nemlig omplantet fra Adams arvelod til Guds arvelod. så at Gud er vores far og vi hans børn, og altså også arvinger til alt det gode, som han har.
40 c
41 c
42 c
43 c
44 c
45 c
46 c
47 c
48 c
49 c
50 c
51 c
52 c
53 c
54 c
55 c
56 c
57 c
58 c
59 c
60 c

61 c
62 c
63 c
64 c
65 c
66 c
67 c
68 c
69 c
70 c
71 c
72 c
73 c
74 c
75 c
76 c
77 c
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter:

n26:  Det er Vulgata, der har tilføjelsen, så bliver jeg ren, ikke den hebraiske tekst, og derfor heller ikke DO. Vulgata: asparges me hysopo et mundabor.