1 Kor 7 udlagt, 1523


fra Erlangerudgaven bind 51, side 1 til 23.
 

Indholdsfortegnelse: Indledning #1. Forord: #8. Om kap. 7: #19. Vers 1-2 #23. Vers 3-4 #44. Vers 5 #55. Vers 6-7 #61. Vers 8 b#1. Vers 8-9a b#30. Vers 9b: b#42. Anden del: vers 10-11: b#65. Vers 15: c#1. Vers 15c: c#15. Vers 16: c#18. Vers 17: c#23. Vers 18: c#28. Vers 20: c#39. Vers 21: c#46. Vers 23: c#51. Vers 24: c#56. Tredie del: Om cølibatet, vers 25: c#68. Vers 27: c#83. Vers 29: c#93. Vers 32: c#96. Vers 35: c#101. Vers 36: c#104. Vers 37: c#107. Vers 38: c#110. Vers 39: c#112.
 
 
1   Das siebente Kap. S. Pauli an die Korinthern, ausgelegt.
 Dem Gestrengen und Vesten, Hans Löser zu Pretisch, Erbmarschall zu Sachsen, meinem günstigen Herrn und Freunde,
 Gnad und Friede in Christo.
Det syvende kapitel af Paulus' brev til korintherne, udlagt.
     Den nådige herre og adelsmand, Hans Löser af Pretisch, arvemarskal til Saksen, min gunstige herre og ven, nåde og fred i Kristus. 
2       Gestrenger und Vester, lieber Herr und Freund! Ich halte meins Vermögen, was ich geredt habe, mit voller Hoffnung, Ihr werdet, Eurem adeligem Gemüth nach, wieder halten, was Ihr geredt habt, und nicht länger in den Verzug stellen.        Nådige, kære herre og ven! Jeg regner efter min formåen med, hvad jeg har sagt, i fuldt håb om, at I efter jeres adelige sindelag omvendt vil regne med, hvad I har sagt, og ikke længere udsætte det. 
3        Damit Ihr aber deste christlicher dran gehet, hat ich Euch zu Dienst, und welchen es gelüstet zu Nutz, das 7. Kap. aus der ersten Epistel S. Pauli an die Korinth. für mich genommen auszulegen;         Men for at I kan gå desto kristeligere tilværks, har jeg til brug for Jer og hvem der har lyst til at have nytte deraf, taget mig for at udlægge det syvende kapitel af Paulus' første brev til korintherne; 
4  aus der Ursach, das dasselb Kap. für allen Schriften der ganzen Bibel hin und her gezogen ist, wider den Ehestand, und gleich ein gewaltigen Schein gewunnen hat fur den fährlichen und seltsamen Stand der Keuscheit; af den grund, at dette kapitel, mere end alle andre skrifter i hele bibelen, er blevet draget frem og tilbage, imod ægtestanden, og faktisk har vundet anseelse for at være et gevaldigt skrift til fordel for den farlige og sjældne stand: kyskheden. 
5  und wenn ich die Wahrheit sagen soll, so hat sich gemeiniglich mit diesem Kap. Niemand so fast aufgeblasen, als eben dieselben, die am wenigsten keusch gewesen sind. Ich habe auch gemeinet, dass Keuscheit so gemein wäre, als sie furgeben. Aber ich bin, Gott Lob, diese drei Jahr innen worden, was in der Welt ausser dem Ehestand für Keuscheit sei, auch beide in Mann- und Frauenklöstern. Ja, hvis jeg skal sige sandheden, så har i al almindelighed ingen blæst sig så højt op med dette kapitel, som netop de, der i ringeste grad har været kyske. Jeg har også været af den opfattelse, at kyskheden var så almindelig, som de holder på. Men jeg er, gudskelov, i løbet af disse tre år blevet klar over, hvad kyskhed udenfor ægtestanden er i verden, og det både i mands- og kvindeklostrene. 
6           Dieweil denn mir Gott aufgelegt hat, von dem Ehestand zu predigen, und des Teufels Keuscheit den Deckel abzuthun, auf dass der Hürerei weniger, und die arme Jugend nicht so jämmerlich durch der falsch berümbten Keuscheit Schein verführt werde, muss ich Fleiss anwenden, dass auch diess Kap. ihr Häuptstück, nicht länger ihr Schanddeckel bleibe, sondern nach der rechten Meinung S. Pauli verstanden werde.          Og eftersom Gud har pålagt mig at prædike om ægtestanden og fjerne djævelens dække over kyskheden, så der blive rmindre horeri, og den stakkels ungdom ikke så jammerligt bliver forført gennem den falskeligt berømmede kyskheds skin, så må jeg bruge min flid, så også dette kapitels hovedanliggende bliver forstået, ikke længere efter dets dække, men efter Paulus' rette mening. 
7  Und (4) hab dasselb Euch zu Euer Hochzeit wöllen schenken, damit ich auch einmal ein christlich epithalamion, das ist, ein Brautlied sünge, wie man vor Zeiten zu thun pflegte; auf dass Euer Fürnehmen Gott zu Ehren, und Euer Selikeit zur Forderung angehe und vollendet werde. Befihl hiemit Euch sampt Euer lieben Braut in Gottes Gnade, Amen. Zu Wittemberg, Anno 1523.
     d. Martinus Luther.
Og derfor har jeg villet give Jer det til Jeres bryllup, for at også jeg kan synge en kristelig epithalamion, det vil sige, en bryllupssang, sådan som man tidligere plejede at gøre, så at Jeres forehavende kan begynde og fuldendes Gud til ære og Jeres salighed til fremme. Jeg befaler hermed Jer og Jeres kære brud i Guds nåde. Amen. 
Wittenberg, år 1523.
    d. Martin Luther. 
8        Ein Narr ist's, der ein Weib nimmt, spricht die Welt, und ist auch gewisslich wahr. Es haben auch viel der Hochgelehrten beschlossen, win weiser Mann solle kein Weib nehmen, wenn sie gleich die Weisheit selbs wäre. Das ist auch recht und fein geredt.         Den er en nar, der tager sig en kone, siger verden, og det er så sandt, som det er sagt. Der er også mange af de højlærde, der har besluttet, at en vis mand ikke skal have nogen kone, som om de var visdommen selv. Det er også talt ret og klogt. 
9 Denn wer es dafur hält, dass nach diesem Leben kein ander Leben ist, (wie denn solche Leut thun,) die thun fast weislich, dass sie sich mit freier Hurerei behelfen, und nicht in die Mühe ehelichs Lebens verbinden, auf dass sie doch hie auf diesem Leben etwas böser Tage weniger haben. Das haben unsere Geistlichen freilich auch ersehen, aufs Allerfeinest begeben, wie Daniel 12, von ihnen gesagt hat, und gesprochen: Sie werden Eheweiber nicht achten, noch begehren. For den, der regner med, at der efter dette liv ikke er noget andet liv, (sådan som den slags folk gør) de handler sandelig vist, når de behjælper sig med frit horeri og ikke lader sig binde ind i det ægteskabelige livs anstrengelse, så de dog i dette liv kan have noget færre onde dage. Det har vore gejstlige sandelig også opdaget, og overholdt på det allersmukkeste, sådan som Dan 12 har sagt og talt om dem: De vil ikke agte på at få sig ægtehustruer, ejheller begære dem. 
10       Wiederumb, spricht der Geist: Ein weiser Mann ists, der ein Weib nimpt. Das ist auch gewisslich wahr. Und die Wahrheit auch beschleusst, dass ein weiser Mann soll ein Weib nehmen, wenn sie gleich die Narrheit selbs wäre. Das ist auch recht und wohl geredt.         På den anden side siger ånden: En vis mand er det, der tager sig en kone. Det er også uden tvivl sandt. Og sandheden har også besluttet, at en vis mand skal tage sig en kone, om hun så var dumheden selv. Det er også ret og godt talt. 
11 Denn sintemal ein Christenmann eins andern Leben nach diesem gewartet, ists fast weislich gethan, dass er hie weniger guter Tage habe, damit er in jenem Leben ewiglich eitel gute Tage habe. Das hat auch Gott fur gut ersehen, da er Mann und Weib schuf und zusammen gab. For eftersom et kristenmenneske forvventer et andet liv efter dette, er det ganske vist gjort, da han her har færre gode dage, for at han i hint liv evigt kan have lutter gode dage. Det har også Gud anset for godt, da han skabte mand og kvinde og gav dem til hinanden. 
12         Also wird vom Ehestand zweierlei Weise geredt; (5) einmal, durch die Klügeling und Weltweisen; das sind die Blinden und Häuptnarren fur Gott: dieselben sehen den Ehestand an, als wäre es ein ubrige, furwitzige, menschliche Habe, der man gerathen und entbehren kunnte, gleichwie ich eins ubrigen Rocks oder Mantels entbehren kann.          Altså tales der om ægteskabet på to måder. På én måde af de småkloge og verdensvise; de er blinde og narrer i Guds øjne. De betragter ægtestanden, som var den et overflødigt, naragtigt, menneskeligt forehavende, som man kunne tilråde eller undvære, ganske som jeg kan undvære en overflødig frakke eller kappe. 
13 Dieselben machen denn die Welt voll ihres närrischen und lästerlichen Schreibens und Schreiens wider den Ehestand, und rathen Idermann davon; so sie doch dieweil selbs wohl fühlen, auch gnugsam mit der That beweisen, dass sie Weiber nicht embehren kunnen, als die auch nicht geschaffen sind, denn nur zur Ehe, treiben, bläuen und schleppen sich mit Huren Tag und Nacht. Disse fylder verden med deres naragtige og bespottelige skriverier og skrigen op imod ægtestanden og råder enhver fra det; selv om de dog selv godt mærker, og også med deres gerninger tilstrækkeligt beviser, at de ikke kan undvære kvinder, eftersom også de er skabt til ægteskab, hvorfor de efterstræber, hænger fast ved og sover med horer dag og nat. 
14           Der Art ist auch itzt der Erznarr, Johannes Schmid von Costnitz, ja, der hochberühmt Hurntreiber, der ein gross Buch geschrieben hat, neulich zu Leipzig gedruckt, wider den Ehestand, Idermann davon zu reizen, und sagt doch Nichts mehr, denn wie viel Mühe und Aerbeit drinnen sei; gerad, als wüsste dasselb die ganze Welt zuvorhin nicht, und der Eselskopf müsst es und nu allererst lehren, das auch keinem Bauer auf Dorfen unbewusst ist.           Én af den slags er nu ærkenarren, Johannes Smidt fra Costnitz, der jo er en højtberømt horejæger, som har skrevet en stor bog, nylig trykt i Leipzig, imod ægtestanden, for at opægge enhver imod den, og dog siger han ikke mere, end at der er megen møje og besvær deri; ganske som om verden ikke tidligere havde vidst det, og æselhovedet først nu måtte til at lære, hvad ingen bonde i landsbyen er uvidende om. 
15 Wenn ich die Keuscheit wäre, so wüsste ich kein grösser, unleidlicher Schmach und Schande, denn dass mich solche Buben und Hurntreiber, und Feind der Keuscheit sollten preisen. Sie schelten uns, dass wir der Keuscheit feind sein, dass wir die Ehe preisen, und gerne ehlich gesehen werden: und wir sollen sie fur hochweise Leut halten, die Nichts künnten, denn Hurerei treiben ohn Aufhören, und die Keuscheit nur mit der Feder preisen, und den Ehestand lästern. Es sind Buben, nicht allein in der Haut, sondern auch im Grund ihres Herzen, die nicht werth sind, dass man ihnen antworten soll. Hvis jeg var kyskheden selv, så ville jeg ikke vide nogen større, mere utålelig spot og skam, end at en sådan skurk og horejæger og fjende af kyskheden skulle prise mig. De skælder os ud for, at vi er fjender af kyskheden, når vi priser ægteskabet og gerne vil anses for ægtefolk. Og vi skal regne dem for højvise folk, når de ikke kan gøre andet, end drive horeri uden ophør, og kun prise kyskheden med pennen og spotte ægtestanden. De er skurke, ikke alene udvendig, men i deres hjerters inderste, som ikke er værd, at man svarer dem. 
16          Und was hülfe es, dass alle Welt uber den Ehestand klagte? Wir sehen je fur Augen, dass Gott täglich nicht eitel Männer schaffet und erhält im Leben; so ist je das gewiss, dass er kein (6) Weib schafft der Hurerei zu Dienst. Weil denn Gottes Werk und Wort da liegen fur Augen, dass Weiber entweder zur Ehe oder zur Hurerei müssen gebraucht werden: so sollten solche heidenische Larven ihre Läster-mäuler zuhalten, Gott sein Wort und Werk ungetadelt und unverhindert gehen lassen; es wäre denn, dass sie nach ihrer hochberühmten Weisheit uns lehren wollten, Gott zuwider, alle Weiber erwürgen oder vertreiben. Also muss Gott unser Narr sein: was er macht, das taug nicht; was wir thun, das ist wohlgethan.           Og hvad skulle det hjælpe, at hele verden ville klage over ægtestanden? Vi ser jo for vore øjne, at Gud ikke skaber udelukkende mænd, og ikke holder udelukkende mænd ilive; så det er da ganske sikkert, at han han ikke skaber nogen kvinde, for at hun skal gøre tjeneste med horeri. Fordi derfor Guds gerning og ord ligger lige for øjnene, at kvinder enten må bruges til ægteskab eller til hor, så skulle sådanne fordækte hedninger holde deres spottemund lukket, og lade Guds ord og gerning passere udadlet og uhindret; medmindre de da ud fra deres højtberømte visdom ville lære os, imod Gud, at slå alle kvinder ihjel eller fordrive dem. Sådan måtte Gud blive til nar for os: Hvad han gør, det duer ikke; hvad vi gør, er vel gjort. 
17         Nu denn Gott das Weib also geschaffen hat, dass es soll und muss umb den Mann sein, soll uns gnug sein, das Gott mit uns ist, und den Ehestand in Ehren halten, als ein göttlich, edles Geschäfte; und so die Klüglinge nicht drein wöllen, sie lassen in ihrer heidenischen Blindheit huren und buben, so lange es ihnen Gott gestattet.          Men nu, da Gud har skabt kvinden således, at hun skal og må være om manden, skal det være os nok, at Gud er med os, så vi kan holde ægtestanden i ære som en guddommelig, ædel ting; og hvis disse småkloge ikke vil ind i den, så må vi lade den hore og tosse rundt i deres hedenske blindhed, så længe Gud tillader dem det. 
18 Wir haben Gottes Wort für uns, das wird bleiben, und sich nicht entsetzen fur solchen groben Schmiden, ob ihr auch mehr wären, denn Sand am Meer; wiewohl es ein grosse Sünd und Schand ist, dass wir Christen solche grosse Narren werden, und allererst davon rathschlagen und urtheilen wöllen, ob Weiber zu ehelichen seien, oder nicht, gleich als wenn Jemand noch fragen wollt, ob er auch essen und trinken müsste auf diesem Leben. Nu davon itzt gnug; wir wollen die Wort S. Pauli hören. Vi har Guds ord for os, det står fast, og det sætter vi ikke til side for en sådan stor grov smed, om de så var flere end der er sand ved havet; selv om det er en stor synd og skam, at vi kristne skal være sådanne store narre, og først rådslå og dømme om, hvorvidt kvinder skal ægtes eller ej, ganske som ville én spørge, om han også skulle spise og drikke i dette liv. Nu, nok om det, vi vil høre Paulus' ord. 
19 Ursach, warumb S. Paul. diess Kap. geschriben hat.
        Die Ursach, diess Kap. zu schreiben, war diese: Die zu Korinthern, da ie Christen wurden, sonderlich die aus den Juden bekehret wurden, hielten neben dem Evangelio auch das Gesetze Mose. Mose aber hat geboten, dass ein iglich Mensch musste ehlich sein.
Grunden til, at Paulus skriver dette kapitel: 
      Grunden til at skrive dette kapitel var denne: De mennesker blandt korintherne, der da var blevet kristne, især dem, der var blevet omvendt fra jødedommen, overholdt ved siden af evangeliet også moseloven. Men Moses havde påbudt, at ethvert menneske skulle gifte sig. 
20 Was ein Mann war, musste ein Weib haben; was (7) ein Weib war, musste einen Mann haben, denn die Keuscheit war verdampt, als ein unfruchtbarer Stand. Das geschach alles darumb, weil Christus aus Abrahams Samen verheissen war, und Niemand wüsste, welch Person das sein sollte, müssten zu Ehren diesem Samen alle Juden ehlich werden, und sich züchten, bis dass er kam.  Hvem der var mand, måtte have en kvinde, hvem der var kvinde, måtte have en mand; for kyskheden var fordømt som en ufrugtbar stand. Det skete altsammen, fordi Kristus var forjættet af Abrahams sæd, og fordi ingen vidste, hvilken person det ville blive, måtte alle jøder til ære for denne sæd leve i ægteskab og tugte sig indtil han kom. 
21 So fragen nu die Korinther, ob sie solch Gesetz Mosi noch müssten halten, und nicht Macht hätten ohn Ehe zu bleiben, weil sie doch Lust und Liebe zur Keuscheit hätten, und viel ander Gesetze Mose nu durchs Evangelion waren frei worden; denn die schwachen Gewissen kunnten schwerlich das Gesetz Mose lassen, dess sie gewohnet waren.  Så spørger nu korintherne, om de stadigvæk skal holde dette mosepåbud, om de ikke har lov til at forblive ugift, fordi de dog havde lyst og kærlighed til kyskhed, og fordi mange andre mosepåbud gennem evangeliet var blevet frie; for de svage samvittigheder kunne kun vanskeligt lade moseloven være, den, som de havde vænnet sig til. 
22 Darauf antwortet ihnen hie S. Paul. und spricht: es sei nicht allein frei, sondern auch gut, Keuscheit zu halten, wer Lust und Liebe darzu hat. Aber er redet gar blöde und sorgfältig davon, und menget den Ehestand immer mit ein, und spricht: Derpå svarer Paulus dem her og siger: Det er ikke alene frit, men også godt, at overholde kyskhed, hvis nogen har lyst og kærlighed dertil. Men han taler ganske blidt og omsorgsfuldt derom, og medinddrager hele tiden ægtestanden, og siger: 
23 Es ist dem Menschen gut, dass er kein Weib berühre. Aber umb der Hurerei willen habe ein Iglicher sein eigen Weib, und ein Iglicher habe ihren eigen Mann. Det er godt for mennesket ikke at berører nogen kvinde. Men for at undgå utugt skal enhver have sin egen hustru og enhver hustru sin egen mand. 
24         Siehe auf die Wort, wie kurz bricht er ab, und meinet, es sei wohl dem Menschen gut, kein Weib berühren; aber er heisst noch räth Niemand, ja, er fällt bald auf den Ehestand, als sorget er, es werde solch Gut und Gnade der Keuscheit seltsam sein, und eitel Hurerei draus werden. Drumb gebeut er, ein Iglicher solle ein ehlich Gemahl haben, Hurerei zu meiden.        Se på ordene, hvor hurtigt han bryder af. Han mener, at det er godt for et menneske ikke at berøre en kvinde; men han befaler eller tilråder ikke nogen noget, ja han fremdrager straks ægtestanden, som om han var bekymrer for, at et sådant gode og en såden kyskhedsnåde ville være sjælden, så det kom hor ud af det. Derfor påbyder han, at enhver skal have sin ægtefælle, for at undgå utugt. 
25          So ist nu diess der erste Schluss: dass, wer diess Gute nicht an sich fühlet, fühlet aber Hurerei, dem ist hie geboten, ehelich zu werden; und diess Gebot (8) sollt du nicht als von einem Menschen, sondern von Gott aufnehmen; daraus denn weiter folget, dass Niemand kann Keuscheit geloben, soll auch solch Gelübd nicht halten, sondern zureissen, wo er findet und fühlet, dass er das gute Ding nicht hat, und zur Unkeuscheit sich geneigt findet. Denn solch Gelübd ist eigentlich wider diess Gottes-Gebot geschehen, wider Gottes Gebot aber kann man nichts geloben, und obs gelobet wurde, so ist der verdampt, der es hält.           Så er nu dette den første slutning, vi kan drage: at den, der ikke føler dette gode i sig, men i stedet føler hor, ham bliver det her påbudt, at han skal gifte sig; og dette påbud skal du opfatte som talt ikke af et menneske, men af Gud. Heraf følger videre, at ingen kan aflægge løfte om kyskhed, han skal heller ikke overholde et sådant løfte, men rive det i stykker, når han finder og føler, at han ikke har den gode ting, og finder sig tilbøjelig til ukyskhed. For et sådant løfte er egentlig aflagt imod dette Guds bud, men man kan ikke aflægge løfte imod Guds bud, og hvis man har aflagt det, er man fordømt, om man overholder det. 
26         Diess, Weib berühren, haben Etlich so enge gespannen, dass sie auch Weiber-Hände und Haut nicht haben wöllen anrühren. Darzu haben sie viel Gesetze und Weise erfunden, sich so ferne von Weibern zu scheiden, dass man Weiber wider sehen noch hören kunnte; haben damit gemeinet der Keuscheit meisterlich zu helfen.         Dette 'at berøre en kvinde' har nogen indsnævret så meget, at de heller ikke har villet berøre kvindehænder eller kvindehud. Til den ende har de opfundet mange love og påhit, for at adskille sig så fjernt fra kvinder, at de hverken kunne høre eller se dem; og de har regnet med, at de derved på mesterlig vis kunne hjælpe deres kyskhed. 
27 Also haben gedacht diejenigen, so Klöster erdacht und gestift haben, die Knaben durch Abwesen der Maidlin, und die Maidlin durch Abwesen der Knaben bei der Keuscheit zu halten. Wie wohl aber das gerathen sei, und was man da fur Raum dem Teufel geben hat, wäre schrecklich zu hören und zu sagen. Sådan har de mennesker også tænkt, som opfandt og stiftede klostrene, at drengene kunne holdes til kyskhed, når der ikke var nogen piger til stede, og pigerne, når der ingen drenge var. Men hvor godt et råd det var, og hvor stort råderum man derigennem har givet djævelen, det ville det være forfærdeligt at høre og fortælle om. 
28         Sölche blinde, elende Leute haben gemeinet, die Keuscheit von auswendig in die Menschen zu bringen; so es doch ein Gabe vom Himmel herab, von inwendig eraus quellen muss. Denn wiewohl es wahr ist, dass es fast reizet und anzündet, wo Mannsbild und Weiberbild unter nander sind, ist der Sachen doch damit nichts geholfen, dass sie von einander sind.         Sådanne blinde, elendige mennesker har ment at kunne bringe kyskheden ind i mennesker udvendig fra; skønt det dog er en gave fra himlen og må vælde op indvendig fra. For selv om det er sandt, at det ganske ægger og tænder, hvor mænd og kvinder færdes ind og ud mellem hinanden, så er sagen ikke afhjulpet ved, at de holdes fra hinanden. 
29 Denn was hilft michs, ob ich kein Weib sehe, höre oder greife, und doch mein Herz voll Weiber stickt, und mit Gedanken Tag und Nacht an Weibern hange, und schändlicher Ding denke, denn Jemand thun dürfte? Und was hilfts, ein Maidlin verschliessen, dass es kein Mannsbild siehet noch höret, und doch sein Herz Tag und Nacht, ohn Unterlass nach einem Knaben seufzet? Man muss das Herz zur Keuscheit haben, sonst ist solch Wesen ärger, denn Höll und Fegfeuer. For hvad hjælper det mig, at jeg ikke ser og hører og rører ved nogen kvinde, når dog mit hjerte forbliver fuld af kvinder og med sine tanker hænger ved kvinder dag og nat og tænker ting så skændige, at ingen vovede at udføre dem? Og hvad hjælper det at lukke en pige inde, så hun hverken ser eller hører nogen mandsperson, når dog hendes hjerte dag og nat uden afbrydelse sukker efter en dreng? Man må have hjerte til kyskhed, ellers er sådan en indretning værre en helvede og skærsild. 
30 (9)         Darumb muss auch diess Wort S. Pauli geistlich und aufs Herz verstanden werden, dermassen, dass der kein Weib berühren heisse, der von Herzen, Lust und Liebe sein Leib von Weibern äusserlich enthält; und nicht der, so äusserlich von Weibern sich enthalten muss, und doch inwendig im Herzen voller Lust und Liebe zu Weibern stickt.           Derfor må også dette ord af Paulus forstås åndeligt og med hjertet, på den måde, at den, der ikke rører nogen kvinde, betyder den, der af hjerte, lyst og kærlighed i det ydre holder sin krop borte fra kvinder, og ikke den, der i det ydre må holde sig fra kvinder, men dog i det indre i hjertet er fuld af lyst og kærlighed til kvinder. 
31 Denn das ist ein Heuchler, dess Keuscheit fur die Welt scheinet, und vor Gott verlorn, ja ein zweifältige Unkeuscheit ist. Denn S. Paulus Wort ist frei geistlich, und fodert ein freien Geist, und muss mit freiem Geist gefasset werden. Aber die Heuchler fassens mit Unwillen, und machen ein todten Buchstaben, und ein ängstlich Gesetz draus, das sie nöthiget, und ihn die verlorne, falsche Keuscheit saur macht mit ihrem äusserlichen Enthalten von Weibern. For dette er en hykler. Hans kyskhed skinner for verden, men er forloren for Gud, ja den er en dobbelt ukyskhed. For Paulus' ord er frie, åndelige ord, og de fordrer en fri ånd og må forstås med en fri ånd. Men hyklerne fatter det med modvilje og gør et dødt bogstav og en ængstelig lov ud af dem, som tvinger dem og gør dem deres forlorne, falske kyskhed sur med deres ydre holden sig borte fra kvinder. 
32          Dabei merke nu, was das fur gräuliche Seelmörder sind, die das tolle, junge Volk zur Keuscheit nur äusserlich halten, und sie zwingen, das heimliche Leiden (wie man spricht,) zu tragen, und gar kein Auge drauf haben, ob ein solch Mensch auch inwendig Lust und Liebe darzu habe; meinen, die Keuscheit, je saurer sie Jemand werde, und je schwerer sie zu tragen seit, je köstlicher sie fur Gott gelte, gleichwie ein ander leiblich Leiden und Unfall; sehen aber nicht, dass solch Leiden und leiblich Leiden grösser Unterscheid haben, denn Himmel und Erden.         Læg her mærke til, hvor forfærdelige sjælemordere der er tale om, som i det ydre holder de tåbelige, unge mennesker til kyskhed og tvinger dem til at bære hemmelige lidelser, som man kalder dem, og slet ikke har blik for, om et sådant menneske også i det indre har lyst og kærlighed dertil; de mener, at jo mere sur kyskheden er for enhver, jo tungere den er at bære, des kosteligere gælder den for Gud, ganske som en anden legemlig lidelse g ulykke; men de ser ikke, at den slags lidelse og den legemlige lidelse er mere forskellig fra hinanden end himmel og jord. 
33 Denn ander Leiden kann man mit fröhlichen Gewissen ohn Sunde tragen und ist nur ein peinlich Leiden. Aber diess Leiden ist ein sundlich Leiden, das man nicht kan mit fröhlichem Gewissen tragen, denn es ist an ihm selbs Sund und Unrecht. Darumb ist ihm nicht zu rathen noch zu helfen, denn dass man sein abekömme und los werde, welchs durch die Ehe geschehen mag, und sonst nicht. Aber jenem Leiden ist zu rathen durch Geduld, ob man sein auch nicht los werden kann. For andre lidelser kan man bære med glad samvittighed uden synd; det er kun en pinefuld lidelse. Men denne lidelse er en syndig lidelse, som man ikke kan bære med glad samvittighed, for den er i sig selv synd og uret. Derfor kan man kun overfor den råde til og afhjælpe den derved, at man kommer fri af den og slipper ud af den, og det kan ske gennem ægteskabet og ellers ikke. Men den anden slags lidelse skal man tilråde at bære med tålmodighed, også selv om man ikke kan blive fri for den. 
34        Also will auch S. Paulus das Wort geistlich verstanden haben, da er spricht: Es ist dem Menschen gut, das er etc.; dass solchs Gut nicht vom Verdienst (10) gesagt sei fur Gott, als wäre ein keusch Mensch besser fur Gott, denn ein ehelich Mensch, wie bisher der Text auch von S. Hieronymo ausgelegt ist, denn das eigent allein dem Glauben und keinem Werk:         Derfor vil også Paulus have sit ord forstået åndeligt, når han siger: Det er godt for mennesket osv; at et sådant gode ikke er sagt om fortjeneste overfor Gud, som om et kysk menneske var bedre overfor Gud end et gift menneske, sådan som teksten indtil nu er blevet udlagt også af skt. Hieronymus, for det afgør alene troen og ikke nogen gerning: 
35 sondern ist gesagt von dem zeitlichen guten Gemach und Ruge auf diesem Leben, die ein keuscher Mensch hat uber ein ehelich Mensch, denn wer ohn Ehe und keusch lebt, ist aller Mühe und Unlust uberhaben, die im ehelichen Stand sind; und kürzlich, es ist ein liebliche, lustige und gar ein feine Gabe, wenn sie geben ist, dass er mit Lust und Liebe keusch ist.  men det er sagt om den timeligt gode mag og ro i dette liv, som et kysk menneske har fremfor et gift menneske. For den, der lever uden ægteskab, den, der lever kysk, er hævet over alt det besvær og ulyst, der er i den ægteskabelige stand. Og kort sagt: Det er en elskelig, lystig og ganske udmærket gave, når den er givet, så at man med lyst og kærlighed kan leve kysk. 
36 Auch wird er selb hernach gnugsam ausstreichen, was er durch solch Gut meine; denn es gebührte S. Paulo, die nicht ungetröstet zu lassen, die gerne keusch bleiben. Aber man muss das bleiben lassen, dass fur Gott ein ehelich Weib höher sein mag, denn ein Jungfrau, obwohl das Eheweib hie auf Erden viel Mühe und Unlust in ihrem Stand habe, und ein Jungfrau viel Lust, Ruge und gute Tage habe. Han understreger i det følgende også ganske tydeligt, hvad han mener med et sådant gode; for det blev Paulus' opgave ikke at lade dem utrøstede, som gerne ville forblive kyske. Men man må lade det være ved det, at overfor Gud kan en ægtehustru stå højere end en jomfru, selv om ægtehustruen her på jorden har megen møje og ulyst i hendes stand og en jomfru har megen lyst, ro og gode dage. 
37         So ist nu S. Paulus Meinung: Es ist gut eim Menschen, dass er kein Weib berühre, und ist nu im Neuen Testament nicht Sunde, ohn Weib und Kind sein, wie im Alten; das ist: Wer die Gnade hat, dass er mit Lust und Liebe keusch kann leben, der kann gute Tage haben; wie man auch spricht: Narr, nimm ein Weib, so hat dein Freude ein Ende; item: Hochzeit ist ein kurze Freude und lange Unlust;           Det er nu Paulus' mening: Det er godt for et menneske, at han ikke berører nogen kvinde, og det er nu i det ny testamente ikke nogen synd at være uden kone og børn, sådan som det var i det gamle testamente. Det vil sige: Den, der har nåden til at kunne leve kysk med lyst og kærlighed, han kan have gode dage; som man også siger: 'Nar, tag dig en kone, så får din glæde en ende'. Og: 'Bryllup er en kort glæde og en lang ulyst'; 
38 und was der Sprüche mehr sind vom Ehestand, die stimmen alle hie mit S. Paulo, dass es gut sei, kein Weib berühren; daher auch im Gesetz Mose geboten ward, dass man eim neuen Ehemann musste Freiheit geben ein ganz Jahr, sich mit seinem Weibe zu freuen, und nicht im Krieg ziehen, oder gemeine Ampt haben lassen; als sollt Mose sagen: Die Freud wird ein Jahr währen, darnach wird sichs finden. og hvilke ordsprog der mere er om ægtestanden, de stemmer alle overens med Paulus her, at det er godt, ikke at berøre en kvinde; derfor blev det også påbudt i Moseloven, at man skulle give en nygift ægtemand frihed i et helt år, for at han kunne glæde sig med sin kone og ikke drage i krig eller lade ham have et almindeligt embede; som om Moses ville sige: Glæden varer et år, derefter vil man finde ud af, hvordan det er. 
39         Wo aber die Gnade nicht ist, mit Lust und Liebe keusch zu leben, da ists besser ehelich zu werden; ja, (11) es ist sonst kein Mittel, das helfen kunnte, ohn der Ehestand. Darumb, wo man der guten Tage der Keuscheit nicht kan haben, da muss man sich in die bösen Tage das Ehestands begeben. Denn es ist je besser, böse Tage ohn Sunde im Ehestand leiden, denn gute Tage ohn Ehestand mit Sunden in Unkeuscheit haben. Aber Niemand unterwindet sich gern solcher bösen Tage, darumb scheuet Jedermann den Ehestand; daher man spricht: Es muss ein kühner Mann sein, der ein Weib nimpt.          Men hvor man ikke har nåden til at leve kysk med lyst og kærlighed, dèr er det bedre, at man gifter sig; ja, der er ellers intet middel, som kan hjælpe, kun ægtestanden. Derfor, hvor man ikke kan have kyskhedens gode dage, dèr må man begive sig ind i ægtestandens onde dage. For det er jo bedre at lide onde dage uden synd i ægtestanden, end at have gode dage udenfor ægtestanden med synd i ukyskhed. Men der er ingen, der gerne påtager sig sådanne onde dage, derfor afskyer enhver ægtestanden, hvorfor man da også siger: Det må være en modig mand, der tager sig en kone. 
40 Ja freilich kühne, und thut Niemand so wohl, als ein frommer Christen, der im Glauben fähret, der kan sich in böse Tage richten, dass er nicht klage und schreie und lästere Gott und sein Werk, wie die tollen, blinden Klüglinge thun. Das meinet auch hie S. Paulus, dass er so bald von der Keuscheit Preis auf den Ehestand fället, und spricht: Aber umb der Hurerei willen habe ein Iglicher sein eigen Weib und ein Igliche ihren eigen Mann. Javist, han er modig, og dog handler ingen så vel som en from kristen, der gør, hvad han gør, i troen, han kan rette sig ind i de onde dage, så han ikke klager og skriger og spotter Gud og hans skabelse, sådan som de tåbelige, blinde småkloge gør. Det mener Paulus også her, hvor han så hurtigt efter at have prist kyskheden fremdrager ægtestanden og siger: Men for at undgå utugt skal enhver have sin egen kone og enhver kone sin egen mand. 
41         Was ist das gesagt: umb der Hurerei willen, den so viel: Wo solch gute Tage nicht sein können, dass die Keuscheit sei willig und lustig, da wird gewisslich Unkeuscheit und Hurerei sein? Dass aber die nicht sei, so ists besser, doch göttlich und seliglich leben, und sich der guten Tage verzeihen, so die haben, die kein Weib berühren, und sich in die bösen Tage erwegen, umb Sund willen zu meiden; sintemal es je besser ist, Unlust ohn Sunde, denn Sunde ohn Unlust, ja Sunde mit Unlust dazu.        Hvad betyder det: for at undgå utugt? Ja, hvad andet end så meget som dette: Hvor sådanne gode dage ikke kan finde sted, så kyskheden er frivillig og glad, dèr vil der vitterlig opstå ukyskhed og utugt. Men for at dette ikke skal forekomme, er det bedre dog at leve gudeligt og saligt og forsage de gode dage, som de mennesker har, der ikke berører en kvinde, og i stedet finde sig i de onde dage, for at kunne undgå synd; eftersom det jo er bedre at have ulyst uden synd, end at have synd uden ulyst, ja end at have synd med ulyst oven i købet. 
42         Und merk auf die Wort S. Pauli, dass er sich nicht viel Keuscheit zu den Korinthern versiehet. Denn er spricht: Es ist wohl ein fein Ding umb die Keuscheit: ja, wenn die Unkeuscheit thäte: drumb habe ein Iglicher sein Weib etc.         Og læg mærke til Paulus' ord: Han regner ikke med, at der er megen kyskhed blandt korintherne. For han siger: Det er vel en fin ting med kyskheden; ja, hvis det var ukyskheden, der gjorde det: derfor skal enhver have sin kone osv. 
43 Er acht die Keuscheit nicht so gemeine, wie wir bisher than haben, und noch thun: sondern will sie gemeiniglich alle zur Ehe verbunden (12) haben; und er hat doch (als der voll des Heiligen Geist war,) bass die menschliche Natur, Art und Vermügen erkennet, denn ohn Zweifel alle Bischoff, die nach ihm kommen sind, die solch göttlich Ordenung verkehrt und gewehret haben, dass nu S. Pauls Wort nicht mehr gilt: Ein Iglicher habe sein Weib;  sondern also nu predigen: Etliche mügen Weiber haben; Etliche sollen nicht Weiber haben; machen aus dem Iglichen Etliche. Doch davon hernach. Weiter spricht S. Paulus: Han regner ikke med, at kyskheden er så almindelig, som vi indtil nu har gjort og stadigvæk gør. Men han vil i almindelighed have alle bundet til ægteskabet; og han har dog bedre erkendt den menneskelige natur, art og formåen, eftersom han var fuld af den hellige ånd, end uden tvivl alle biskopper, som er fremstået efter ham, som har fordrejet og vægret sig imod denne guddommelige ordning, så at nu Paulus' ord ikke gælder mere: enhver skal have sin kone. Men så man nu prædiker: Enhver har lov at have kvinder, nogle skal ikke have kvinder. Man laver 'enhver' om til 'nogle'. Dog, derom senere. Videre siger Paulus:
44 Der Mann leiste dem Weibe die schuldige Freundschaft, desselbengleichen das Weib dem Manne. Das Weib ist ihres Leibs nicht mächtig, sondern der Mann; desselbengleichen der Mann ist seins Leibs nicht mächtig, sondern das Weib. Manden skal give sin kone, hvad han skylder hende; på samme måde konen manden. Konen er ikke herre over sin krop, det er hendes mand; ligeledes er manden ikke herre over sin krop, det er hans kone. 
45         Hie unterricht S. Paulus die Eheleut, wie sie sich gegen ander halten sollen, der Ehepflicht halben, und nennet es ein schuldige Willfahrt oder Freundschaft. Schuldig ists, und soll doch mit Willen geschehen. Diese Schuld macht, dass Gott dem Ehestand zulässt und vergibt, das er sonst straft und verdampt.          Her underviser Paulus ægtefolkene om, hvordan de skal forholde sig til hinanden med hensyn til den ægteskabelige pligt og kalder det et skyldigt vilkår eller et venskab. Skyldig er det, og skal dog ske frivilligt. Denne skyld bevirker, at Gud tillader det i ægteskabet og tilgiver det, det, som han ellers straffer og fordømmer. 
46 Denn damit ist der Ehestand in der Liebe Gesetz verfasset, dass Keins seins Leibs mächtig ist, sondern muss dem Andern dienen, wie der Liebe Art ist. Sölchs aber geht nicht in der Hurerei, da Keins des Andern mächtig, noch ihm schuldig ist; sondern ein Iglichs sucht allein das Seine an dem Andern: darumb ists wider der Liebe Gesetz, darumb ists auch wider Gott. For på den måde er ægtestanden indfattet i kærlighedens lov, at ingen af dem er herre over sin egen krop, men må tjene den anden, sådan som det er kærlighedens art. Men sådan går det ikke til med utugten. Dèr er ingen herre over den anden eller er ham noget skyldig, men enhver søger sit egen i den anden. Derfor er det imod kærlighedens lov, derfor er det imod Gud. 
47 Es ist furwahr ein gross Wort, dass Keins seins Leibs mächtig ist, dass, wo die Unkeuscheit anficht, Eins dem Andern dienen soll, und keinen Andern sich geben kann; daher man siehet, wie der Ehebruch der grösste Raub und Diebstahl ist auf Erden, denn er gibt dahin (13) den lebendigen Leib, der nicht sein ist, und nimpt auch ein lebendigen Leib, der auch nicht sein ist. Det er i sandhed et stort ord, at ingen er herre over sin egen krop, så at når utugten frister, den ene skal tjene den anden og ikke kan give sig hen til en anden. Derfor ser man, hvordan ægteskabsbrud er det største rov og tyveri på jorden, for man giver bort sit levende legeme, som ikke er ens eget, og tager også et levende legeme, som heller ikke er ens eget. 
48         Nu, die Wort S. Pauli sind klar gnug, und dürfen nicht viel Glossen; so mag ich nicht so tief hinein greifen, und unsauber von der Ehepflichten schreiben. Ein christlicher Mensch wird sich selbs hierinnen wohl wissen zu halten, dass er mässig fahre; so liegt nichts dran, wie ein unchristlicher Mensch hierinnen tobet und wüthet.            Nuvel, Paulus' ord er klare nok og behøver ikke megen forklaring. Så jeg behøver ikke gå så dybt ind i det og skrive urent om den ægteskabelige pligt. Et kristenmenneske vil heri vel vide at holde sig tilbage, så han er mådeholden. Og der ligger ingen vægt på, hvordan et ukristent menneske handler tåbeligt og raser i ægteskabet. 
49 Es haben wohl etliche alte Lehrer den heidnischen Spruch geführet: Wer zu hitzig ist in der Liebe, der ist an seinem eigen Weibe ein Ehebrecher. Aber ein Heide hats geredt, darumb acht ich sein nicht, und sage, es sei nicht wahr. Es kann freilich Niemand an seinem Weibe ein Ehebrecher werden, er wollt sie denn nicht fur sein Weib halten, oder nicht als sein Weib berühren. (n49 Der er vel nogle gamle lærere, der har anført det hedenske ordsprog: Den, der er for hidsig i kærligheden, er en ægteskabsbryder overfor sin kone. Men det er en hedning, der har sagt det, derfor er jeg ligeglad med det, og siger, at det ikke er sandt. Der er nemlig ingen, der kan bliver en ægteskabsbryder med sin kone, medmindre han ikke anser hende for sin kone eller ikke berører hende som sin kone. 
50         Ich acht, es müge von der Sache nicht bass geredt werden, denn hie S. Paulus redet, dass der Ehestand sei da als ein Hülf und Mittel wider die Unkeuscheit. Darumb, wer sein braucht, der Unkeuscheit zu wehren, halt ich, der habe hie S. Paulus zum Fürsprecher und Schützherren.        Jeg mener, at man om den sag ikke kan tale bedre, end Paulus gør her, at ægtestanden således er en hjælp og et middel mod ukyskheden. Derfor, den, der har den behov for at værge sig mod ukyskhed, han har, mener jeg, her Paulus som fortaler og beskytter. 
51        Daher muss das auch nicht recht sein, dass man an etlichen Orten Braut und Bräutgam von einander reisset, bis in die dritte Nacht, und lehret sie, sich enthalten bis in die dritte Nacht, nach dem Exempel Tobia. Ich lass sein, dass Solchs Jedermann halte, so fern ihn gelustet. Denn ich auch wohl erfahren habe, was etwa für Unglück draus gefolget hat, dass der böse Geist je immer mit sein will im Spiel.         Derfor kan det heller ikke være rigtigt, at man nogle steder river brud og brudgom fra hinanden indtil den tredie nat og lærer dem at holde sig tilbage indtil den tredie nat, efter Tobias' eksempel. Jeg lader det være, når enhver overholder den slags ting, så vidt han har lyst til det. Men jeg har også nok erfaret, hvor stor en ulykke der kan følge deraf, for den onde ånd vil jo altid være med i spillet. 
52 Wenn Tobia Exempel so viel gilt, warumb gilt nicht des Patriarchen Jakob Exempel viel meher, der seine Lea die erste Nacht berührt und erkannte. Frei sollts sein; Narren sinds, die in solchen Sachen Strick und Gesetz stellen. Die Braut ist des Bräutgams, und ihres Leibs nicht mächtig; und wiederumb. Da lass mans bei bleiben, und nicht besser machen. Hvis Tobias' eksempel gælder så meget, hvorfor gælder så ikke patriarken Jakobs eksempel meget mere. Han rørte og kendte sin Lea den første nat. Men det skal være frit. Det er nogle narre, som i sådanne sager opstiller regler og love. Bruden tilhører brudgommen og er ikke herre over sin krop. Og omvendt. Man skal lade det blive ved det, og ikke gøre det bedre. 
53 (14)       Also haben sie auch etliche Tage ausgenommen, als die heiligen Abend; item, schwangere Leibe, etc. Wohlan, es ist fein und wohl gethan, in allen Sachen mässig fahren; aber doch sollt man kein nöthigs Gesetze hierinnen stellen, und diese Wort Pauli lassen recht behalten, der es dahin stellet, dass Keins seins eigen Leibs mächtig ist, Gott gebe es sei dieser oder jener Tag, wie es Gott gibt.         Ligeledes har de også undtaget nogle dage, som de hellige aftener; ligeledes, når konen er med barn, osv. Velan, det er udmærket og godt, at fare med mådeholde i alle sager. Men dog skal man ikke opstille nogen unyttig lov herinde. Man skal blot lade disse Paulus' ord stå ved deres værd. Han regner med, at ingen af dem er herre over sin egen krop, lad så Gud om, hvorvidt det bliver den ene eller den anden dag, som han giver det. 
54 Er siehet nur darauf, dass der Unkeuscheit gewehret, und nicht Raum noch Ursach geben werde. O es hebt gar viel Gesetz auf diess kleine Wörtlin S. Pauli: Keins ist seins Leibs mächtig, ja, es kann kein Gesetz leiden. Denn wie sollt mir Jemand den Leib verbieten, der mir von Gotts Recht und Macht zugeben ist? Gottes Urlaub ist grösser, den aller Menschen Gebot; was mir der gönnet, soll mir S. Peter nicht wehren. Weiter folget: Han ser kun på, at ukyskheden bliver afværget og ikke får råderum eller årsag. O dette lille ord af Paulus ophæver ganske mange love: Ingen af dem er herre over sin krop, ja, det kan slet ikke lide love. For hvordan skulle nogen forbyde mig den krop, som er tilstået mig af Guds ret og magt? Guds tilladelse er større end alle menneskers forbud. Hvad han under mig, skal skt. Peter ikke tage fra mig. Videre følger: 
55 Entziehe sich nicht Eins dem Andern, es sei denn aus Beider Bewilligung ein Zeitlang, dass ihr zum Fasten und Beten Musse habt, und kompt wiederumb zusammen, auf dass euch der Satan nicht versuche umb eur Unkeuscheit willen. Hold jer ikke tilbage fra hinanden, undtagen efter fælles beslutning for en tid, så I kan have fred til at faste og bede, og kom så igen sammen, så Satan ikke frister jer på grund af jeres ukyskhed
56        Wie gar ein schlecht Vertrauen hat S. Paulus auf ihre Keuscheit. Das macht, er kennet den Teufel und seine Tücke wohl, darzu auch des Fleisches Schwacheit. Hie siehest du, dass eheliche Leut so hart an einander verbunden sind, dass sich Eins dem Andern nicht entziehen kann, auch zum Fasten oder zum Beten, ohn des Andern Willen, dass er will beide, Fasten und Beten nachgelassen haben, ehe Eins sich sollt seins Leibs mächtigen, dem Andern zu versagen. Nu ist doch Beten ein hoch, köstlich, gut Werk, und muss weichen eim solchen geringen (als sichs ansiehet,) Werk; das macht alles der Liebe Gesetz, darinnen sie verbunden sind.          Hvor rnge tillid har Paulus ikke til deres kyskhed. Det betyder, at han kender djævelen og hans hensigter ganske godt, dertil også kødets svaghed. Her ser du, at ægtefolk er forbundet så tæt med hinanden, at den ene ikke kan unddrage sig den anden, heller ikke for at faste eller bede, uden den andens samtykke, så at Paulus vil, at begge dele, både faste og bøn, skal undlades, førend én af dem skal gøre sig til herre over sin egen krop, idet han unddrager sig den anden. Nu er dog dette at bede en stor, kostelig god gerning, og dog må den vige for sådan en (som de tror) ringe gerning. Alt det bevirker kærlighedsloven, hvori de er forbundet. 
57 (15)        Diess Fasten und Beten ist geredt von eim sonderlichen angenommen Fasten und Beten, als, wenn Mann und Weib eins werden, zu fasten und beten drei, vier, sechs Tage, oder ein Wochen oder zwo; wie denn ein Iglicher mag frei solch Fasten fur sich selb annehmen, den Leib zu kasteien, wie lang er will, ohn alles Gesetz und Treiben der Oberkeit. Sonst sind ehelich Leute eben sowohl, als alle ander Christen, schuldig, evangelischer Weise zu fasten und beten. Denn Christus hat das Wort allen Christen gesagt: Man muss ohn Unterlass beten. Diess Fasten ist, mässig essen und trinken. So ist Beten, mit dem Herzen sufzen und schreien etc.          Dette at faste og bede er her ment om en særlig påtaget faste og bøn, såsom, når man og kone bliver enige om det, at faste og bede tre, fire, seks dage, eller en uge eller to. Sådan som enhver frit kan påtage sig en sådan faste for sig selv, for at spæge kroppen, så længe han vil, uden nogen lov og påbud fra øvrigheden. Ellers er ægtefolk ligesom alle andre kristne skyldige af faste og bede på evangelisk måde. For Kristus har til alle kristne sagt ordet: Man må bede uden ophør. Denne faste er at spise og drikke med måde. Ligeledes er bøn at sukke og skrige med hjertet osv. 
58        Was aber das Entziehen sei unter ehelichen Leuten, und was fur Ursach sich begeben, lass ich sie selbs deuten. Ich kann wohl gläuben, dass sie mancherlei sein; wie sichs denn auch ziemet dem Stand, der zu bösen Tagen, und nicht zu guten Tagen geschaffen und eingesetz ist. Zorn und Uneinikeit wird auch mitlaufen, zuweilen will auch uberflüssige Geistlikeit da regiern.         Men hvad det er at unddrage sig hinanden blandt ægtefolk og hvad for årsag der kan findes, det lader jeg dem selv om at tolke. Jeg kan vel forestille mig, at der er mange forskellige slags, sådan som det da også sømmer sig for en stand, der er skabt og indstiftet til onde dage og ikke til gode dage. Vrede og uenighed løber her med i købet, af og til vil også overflødig åndelighed herske dèr.
59 S. Paulus setzt nur eine; mehr thar ich, noch Jemand setzen. Die ist, dass beide bewilligen, sich etliche Tage auf sonderliche Weise härter zu kasteien mit Fasten, und dester fleissiger zu beten, sonderlich wo etwa eine Noth furhanden ist. Denn zu starkem Gebet gehört auch ein stark Fasten. Dich lässt es S. Paulus frei bleiben, und gibt kein Gesetz drüber, sondern stellets in Beider Bewilligung. Darumb kann Niemand zu solchen Fasten und Beten mit Geboten gedrungen werden; wie man bisher than hat. Das sei davon gesagt. Paulus fastsætter kun én årsag. Mere tør jeg eller nogen anden ikke fastsætte. Den er, at begge bliver enige om igennem nogle dage at spæge sig hårdere med faste på særlig måde og bede desto flittigere, især når der er en eller anden nød på færde. For når man skal bede kraftigt, må man også faste kraftigt. Dette lader Paulus forblive frit og han fastsætter ikke nogen lov derom, men lader dem selv om at blive enige om det. Derfor kan ingen tvinges til en sådan faste og bøn med bud derom, sådan som man har gjort hidtil. Lad det være nok derom. 
60         Nu nimpt forter S. Paulus fur sich die drei Stände der Keuscheit, nämlich, den Wittwenstand, den ehelichen Stand, und den Jungfrauenstand, und lehret weiter, was davon noth zu wissen ist, und spricht:         Nu tager Paulus videre de tre kyskheds-stænder for sig, nemlig, enkestanden, ægtestanden og jomfrustanden, og lærer videre, hvad der er nødvendig at vide derom, og siger: 
61 (16) Solchs sage ich aber aus Vergunst, und nicht aus Gebot. Ich wollt aber lieber, alle Menschen wären wie ich; aber ein Iglicher hat sein eigen Gabe von Gott, Einer sonst, der Ander so. Men dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som et påbud. Men jeg ville hellere, at alle mennesker var som jeg; men enhver har sin gave fra Gud, én på én måde, en anden på en anden måde. 
62        Droben hat er aufs Gebot-Weise gesagt: Ein Iglicher habe sein eigen Weib, umb der Hurerei willen, und hat die eheliche Willfahrt auch geboten. Wie spricht er denn hie, er sage Solchs nicht aus Gebot, sondern aus Vergunst? Ohn Zweifel will er, dass es frei soll sein, ehelich zu werden, dass nicht, wie im Alten Testament, Jedermann müsse ehelich werden; darumb gebeut er Niemand ehelich werden, sondern vergonnet es Idermann. Aber wenn sie ehelich worden sind, gebeut er zu halten die eheliche Willfahrt. Auch wo nicht Gnade ist, dass man frei sein kann, ehelich oder nicht ehelich zu werden, da ist auch die Ehe geboten, ja meher denn geboten.         Ovenfor har han sagt som et bud: enhver skal have sin egen hustru, for at undgå utugt, og har også givet påbud om de ægteskabelige vilkår. Hvorfor siger han da her, at han siger den slags ikke som et påbud, men som en indrømmelse? Uden tvivl vil han, at det skal være frit at gifte sig, så at ikke, som i det gamle testamente, enhver skulle gifte sig; derfor påbyder han ingen at gifte sig, men giver enhver lov til det. Men når de har giftet sig, påbyder han, at de skal holde de ægteskabelige vilkår. Også er det sådan, at hvor der ikke er nåde til, at man kan være frit stillet, om man vil gifte sig eller ej, dèr er ægteskabet påbudt, ja mere end påbudt. 
63       Wie, dass er auch spricht: Ich wollt, alle Menschen wären, wie ich bin, ist das nicht wider den Ehestand geredt, als wollt er, dass kein Mensch ehelich wurde? Ja freilich, er wollt, dass Jedermann die hohe Gnade der Keuscheit hätte, dass er der Sorge und Mühe der Ehe uberhaben wäre, und frei nur mit Gott und seinem Wort zu thun hätte, wie er hatte.        Hvad så med det, at han siger: Jeg ville ønske, at alle mennesker var, som jeg er? Er det ikke talt imod ægtestanden, som om han ønskede, at intet menneske giftede sig? Jo, sandelig, han ønsker, at enhver havde den høje grad af kyskhed, at han var ophøjet over ægteskabets bekymring og besvær, og frit kun havde med Gud og hans ord at gøre, sådan som han selv havde det. 
64 Und wer wollt und sollt das nicht Jedermann gunnen, sintemal die christeliche Liebe Idermann alles Guts, beide zeitlich und ewiges, wunschet? Die Liebe hat kein Maass Guts zu thun und zu wünschen, obs gleich unmüglich ist; gleichwie er Roma 9. wünschet, von Christo verbannet zu sein umb der Juden Heil willen. Og hvem ville og skulle ikke unde enhver det, eftersom den kristelige kærlighed ønsker enhver alt godt, både timelige og evigt? Kærligheden kender ingen måde med at gøre godt og ønske godt, selv om det er umuligt. Sådan ønsker han i Rom 9,3, at han var forbandet bort fra Kristus, for jødernes frelses skyld. 
65       Aber (spricht er,) ein Iglicher hat seine eigen Gabe von Gott, Einer sonst, der Ander so. Hie bekennet er, dass sein Wunsch nicht geschehen mag, und dass Gottes Wille nicht sei, Jedermann die hohe Gnade zu geben. Und diesen Text merke du recht wohl, denn er hat viel in sich, und wird die Ehe nicht geringer gepreiset, denn die Keuscheit.          Men, siger han, enhver har sin særlige gave fra Gud, én på én måde, en anden på en anden måde. Her indrømmer han, at han ønske ikke kan gå i opfyldelse, og at det ikke er Guds vilje at give enhver denne høje nåde. Og denne tekst skal du lægge godt mærke til, for den har meget i sig og vil ikke prise ægteskabet mindre end kyskheden. 
66 Denn wo man Ehe (17) und Junkfrauschaft gegen ander hält, so ist freilich die Keuscheit ein edler Gabe, denn die Ehe; aber dennoch ist die Ehe ja sowohl ein Gottes-Gabe, (spricht hie S. Paulus,) als die Keuscheit. Ein Mann ist auch edler, denn ein Weib; dennoch ist das Weib sowohl ein Gottes-Werk, als der Mann, denn fur Gott sind alle Ding gleich, die doch unter nander ungleich sind. For hvor man holder ægteskab og jomfruskab op mod hinanden, så er ganske vist kyskheden en mere ædel gave end ægteskabet; men alligevel er ægteskabet jo ligesåvel en Guds gave som kyskhede, siger Paulus her. En mand er også mere ædel end en kvinde; alligevel er kvinden ligesåvel en Guds-skabning som manden, for overfor Gud er alle ting lige, også de ting, som dog indbyrdes er ulige. 
67 Alles, was er geschaffen hat, das heisset ihn sein Schöpfer und Herrn, und keins heisst ihn mehr oder höher, denn das ander, es sei gross oder klein. Also gilt auch fur ihm Ehe und Junkfrauschaft gleich, denn beides ist sein göttliche Gabe; wiewohl eins besser ist, denn das ander, gegen ander zu rechen. Alt, hvad han har skabt, det kalder ham sin skaber og herre, og ingen kalder ham det mere eller højere end noget andet, så kan det være stort eller småt. Derfor gælder også ægteskab og jomfruskab det samme for ham, for begge er han guddommelige gave, selv om det ene er bedre end det andet, når man opregner dem imod hinanden. 
68        Daraus folget, wie gräulich die irren, so die Nonnen aufblasen, dass ihr Stand fur Gott soll herrlicher und besser sein, den der eheliche, und erdichten da sonderliche Krönlein, und weiss nicht wie mancherlei  Vortheil und Würden, machen damit hoffärtige, unchristliche, göttlose Leut, die sich meher auf ihren Stand und Werk verlassen, denn auf Christus Glauben und Gottes Gnaden, und verachten die Ehe als viel geringer, auch fur Gott, denn ihren Stand, und nennen sich Christus Bräute.         Deraf følger, at de mennesker tager grueligt fejl, som opblæser nonnerne til, at deres stand overfor Gud skal være herligere og bedre end ægtestanden, og dertil opdigter særlige småkroner, og ikke véd, hvor mange slags fordele og værdigheder, de har. Derigennem skaber de hoffærdige, ukristelige, gudløse mennesker, som forlader sig mere på deres stand og deres gerning, end på Kristus-troen og på Guds nåde, og foragter ægteskabet som meget ringere, også i Guds øjne, end deres stand. Og de kalder sig for Kristi brude. 
69 Ja, des Teufels Bräute sind sie, weil sie der Keuscheit nicht brauchen, wozu ihr zu brauchen ist, nämlich, nicht dass sie fur Gott besser sei, sondern hie auf Erden freier und geschickter Leut mache, Gottes Wort zu warten, denn die Ehe. Ja, de kan være djævelens brude, kan de, for de bruger ikke kyskheden til det, den skal bruges til, nemlig ikke til at være bedre overfor Gud, men til her på jorden at skabe mere uafhængige og velskikkede mennesker end ægtefolkene til at tage sig af Guds ord.
70        Nu, weil denn beides eine Gottes-Gabe ist, und die Ehe Jedermann, als ein gemein Gabe, geben ist, aber die Keuscheit ein sonderliche, seltsame Gabe gar weniger Leute ist: wird hiemit angezeigt, dass ein Iglicher sich prüfen muss, ob er die gemeine oder die sonderliche Gabe an ihm finde; und weil S. Paulus hie frei schleusst, es sei ein Gabe, müssen wir je bekennen, dass es nicht unser Werk, Gut noch Vermügen ist, darumb dasselbe Niemand kann geloben noch halten. Denn ich kann Gotte nicht das Seine und seine Gabe verloben, er habe mirs denn zuvor geben, oder sei gewiss (18) seiner Zusage, dass er mirs geben wölle; wie Jeremias war.         Nuvel, fordi begge dele er en Guds gave, og ægteskabet er givet enhver som en almen gave, men kyskheden er en særlig, sjælden gave for meget færre mennesker, derfor bliver der hermed antydet, at enhver må prøve sig selv, om han finder den almene eller den særlige gave hos sig. Og fordi Paulus her frit konkluderer, at det er en gave, må jo vi bekende, at det ikke er vor gerning, vort gode eller vor formåen. Derfor kan ingen aflægge løfter om det eller holde aflagte løfter. For jeg kan ikke overfor Gud bortlove hans gerning og hans gave, hvis ikke han i forvejen har givet mig det, eller jeg har et sikkert løfte om, at han vil give mig det, som Jeremias havde. 
71 Also lesen wir kein Exempel in der Schrift von Gelübden, ohn in den Dingen, die uns schon gegeben sind, oder geben sollen werden; wie Numeri 27. stehet, als von Häusern, Aeckern, Geld, Vieh, eigen Leibe zu kasteien, mit Fasten oder ander Zucht etc. Derfor læser vi ikke i skriften noget eksempel på et løfte, undtagen i de ting, som allerede er givet os eller vil blive givet os. Sådan som der i 4 Mos 27,?? står, at man skal spæge sig bort fra huse, penge, kvæg, sit eget legeme, med faste og anden tugt osv. 
72        Weil wir aber hie sind an dem Ort, da Paulus den Ehestand so hoch preiset, und ein göttliche Gabe nennet, wollen wir auch weiter drein sehen, und beweisen, dass der Ehestand sei der allergeistlichste Stand, und dass man fälschlich und mit Unrecht etliche Stände hat geistliche Orden, und die Ehe weltlichen Stand genennet: sondern es sollt umbgekehret sein, dass der Ehestand heissen, wie er auch ist;        Men fordi vi her er på et sted, hvor Paulus priser ægtestanden så højt og kalder den en guddommelig gave, derfor vil vi undersøge det lidt nøjere og bevise, at ægtestanden er den allermest åndelige stand, og at man bedragerisk og med urette har nogle stænder af gejstlig orden og kalder ægteskabet en verdslig stand. Nej, det skal være omvendt, så ægtestanden kommer til at hedde det, den også er. 
73 und die Orden sollt man die rechten weltlichen Stände heissen, wie sie denn auch sind. Eitel verkehrete Missbräuche der Wörter haben sie in die Welt bracht, und Idermann das Maul damit geschmieret und verfuhret, dass geistlich hat müssen weltlich, und weltlich hat müssen geistlich heissen. Og ordenerne skal man kalde de rette verdslige stænder, sådan som de også er. Lutter forkerte misbrug af ord har de bragt ind i verden, og dermed har de smurt munden på enhver og forført ham, så at gejstlig har måttet kaldes verdslig og verdslig gejstlig. 
74         Aufs Erst sollt wohl Nichts geistlich heissen, ohn das inwendig Leben des Glaubens im Herzen, da der Geist regiert. Aber weil nu das auch geistlich heisst, das auswendig am Leibe geschicht durch den Geist des Glaubens; so wollen wir hie gar eben und fein sehen und greifen, dass der Ehestand mit allem Recht geistlich, und die Orden weltlich Stände heissen sollten.           For det første er der vel ikke andet, der skal kaldes gejstligt eller åndeligt end troens indvendige liv i hjertet, hvor ånden hersker. Men fordi nu også det kaldes åndeligt, som sker udvendigt med kroppen gennem troens ånd, så vil vi her ganske ligefremt og udmærket se og begribe, at ægtestanden med al ret skal kaldes åndelig og ordenerne verdslige. 
75 Ich rede aber von den Orden und Geistlichen, die sich bisher also nennen und rühmen haben lassen. Denn diejenigen, so recht im Glauben fahren, und wahrhaftig geistlich sind, die haben freilich den rechten geistlichen Stand der Keuscheit. Men jeg taler om de ordener og de gejstlige, som indtil nu har ladet sig kalde sådan og pralet af det. For de, som lever ret i troen og i sandhed er åndelige, de har ganske rigtigt den rette åndelige kyskhedens stand. 
76         Aufs Ander mag das Niemand leugen, dass der Geistlichen Werk und Wesen eben so äusserlich, zeitlich und leiblich sind, als der Ehelichen. Denn sie geschehen eben so wohl durch den Leib und seine Gelieder, als der Ehelichen. Was aber durch den Leib und seine Gelieder geschicht, muss je leiblich und äusserlich Werk (19) sein, ja, auch die Anschläge und Gedanken im Herzen von sölchen äusserlichen, leiblichen Werken müssen auch leiblich sein und heissen.         For det andet kan ingen nægte, at den gejstlige gerning og væsen er lige så ydre, timelig og legemlig, som den ægteskabelige gerning og væsen. For den sker lige så vel gennem kroppen og dens lemmer, som ægtestandens gerning. Men hvad der sker gennem kroppen og dens lemmer, må jo være en legemlig og ydre gerning, ja, også anslagene og tankerne i hjertet om sådanne ydre, legemlige gerninger jo være og kaldes legemlige. 
77 Soll nu irgend ein Stand geistlich heissen, so muss etwas Anders und mehr darzu gehören, denn solch äusserliche Werke und Wesen, nämlich der Glaube im Herzen, welcher ist Geist, und macht alles geistlich, was am Menschen ist, beide, auswendig und inwendig. Skal nu én eller anden stand kaldes åndelig, så må der hører noget andet og mere til end sådanne ydre gerninger og sådant ydre væsen, nemlig troen i hjertet. Den er ånd, og den gør alt det åndeligt, som der er ved menneske, både det udvendige og det indvendige. 
78         Nu sieh an die geistliche Stände, so bisher sind berühmbt gewesen, so findest du zum Ersten, dass sie mit Leibs-Nothdurft aufs Allersicherst versorget sind, gewisse Zins, Essen, Kleider, Haus und allerlei aufs Alleruberflüssigst haben, durch frembder Aerbeit und Sorge erworben und ihnen gegeben, also, dass sie ganz und gar dess kein Fährlichkeit haben, noch haben wöllen.         Se nu på de gejstlige stænder, som hidtil er blevet berømmet, så finder du for det første, at de med hensyn til livsfornødenheder er forsørget på det allersikreste, sikre renter, mad, klæder, hus, og alting har de på det mest overflødige erhvervet og fået givet gennem andres arbejde og bekymring, sådan at de hvad det angår ikke lever i nogen fare eller vil komme til det. 
79 Denn auch Niemand also geistlich wird, noch werden will, er wisse denn, dass er leiblich sein Lebenlang versorget sei; und das mehrer Theil auch Solchs in Klöstern und Pfaffenstand suchte, dass der Bauch und die Haut gnug habe. Was ist aber das Anders, denn ein solchen Stand suchen und haben, da man nicht dürfe gen Himmel gaffen, und des täglichen Brods von Gott gewarten, und trauen, dass sie Gott ernähere? For der er heller ingen, der er eller bliver så åndelig, at han ikke véd, at han vil blive legemligt forsørget livet igennem. Og størstedelen har da også søgt hen til klostrene og til præstestanden af den grund, at dèr har bugen og huden nok. Men hvad er det andet end at søge hen til og indehave en sådan stand, at man ikke behøver se mod himlen og vente sit daglige brød fra Gud og stole på, at Gud forsørger én? 
80 Kürzlich, der Glaube hat in solchen Ständen kein Raum noch Stätt, noch Zeit, noch Werk, noch Übung. Denn sie sitzen in sicher voller Bereitschaft und Baarschaft, und ist nicht da substantia rerum sperandarum, Zuversicht der Güter, die man nicht siehet, wie des Glaubens Art ist, sondern certitudo rerum possessarum, gewisse Sicherheit der gegenwärtigen Güter. Kort sagt, troen har i sådanne stænder hverken rum, plads, tid, gerninger eller prøvelser. For de sidder i sikker og fuld beredthed og forsørgethed og der er ikke dèr nogen ting, man skal håbe på, nogen tillid til de goder, som man ikke ser, sådan som det er troens art, men der er en sikkerhed for de ting, man ejer, en sikker vished om de nærværende goder. 
81          Nimpt du aber ein Weib, und wirst ehelich, so ist das der erste Stoss: Wo willt du nu dich, dein Weib und Kind ernähren? und das währet dein Lebenlang; also, dass der eheliche Stand von Natur der Art ist, dass er auf Gottes Hand und Gnade lehret und treibt zu sehen, und gleich zum Glauben zwinget.         Men tager du dig en kone og gifter dig, så er dette det første stød, der møder dig: Hvor vil du nu ernære dig selv, din kone og dine børn? Og det varer livet ud, så at ægtestanden af sin natur er af den art, at den lærer og driver det hen imod at se hen til Guds hånd og nåde og ligefrem tvinge til tro. 
82 Denn wir auch sehen, wo nicht Glaube ist im Ehestand, da ists ein schwerer Wesen, voll Sorge und Angst (20) und Arbeit. Wiederumb, je weniger Glaube der berühmte geistliche Stand hat, je besser Tage er hat. Denn sein Bauch ist frei versorget, darf auf Gottes Hände nicht sehen, noch seiner Güte gewarten. For vi ser jo også, at hvor der ikke er tro i ægtestanden, dèr er der et tungt væsen, fuld af bekymring og angst og arbejde. Og omvendt, jo mindre tro den berømte gejstlige stand har, des bedre dage har den. For dens bug er frit forsørget, den behøver ikke se hen til Guds hænder, eller vente på hans goder. 
83        So sage mir, welcher Stand billig der geistliche heisse, obs nicht der sei, darin der Glaube noth ist, und sein eigen Werk hat, und täglich Ubung und Ursach hat Gott zu vertrauen, und nach dem Spruch des 145. Psalm. gehet: Aller Augen warten auf dich, Herr, und du gibst ihnen ihre Speise zur seiner Zeit. Du thust deine Hand auf, und erfullest alles, was lebt, mit Wohlgefallen etc.         Sig mig så nu, hvilken stand med rimelighed kan kaldes den åndelige stand, om det ikke er den, hvori troen er nødvendig, og har sin egen gerning, og daglig har øvelse i og grund til at stole på Gud, så det går til efter det, som Sl 145,15f siger: Alles øjne venter på dig, Herre, og du giver dem deres føde til sin tid. Du åbner sin hånd og opfylder alt, hvad der lever, med velbehag osv. 
84 Nu hat je allein der Ehestand solche Ursach und Ubunge des Glaubens zu Gott; aber kein geistlicher Stand hat sie, auch will sie keiner haben, sind auch darzu also gestiftet, und versichert, dass die solcher Ursach nicht haben dürfen, und haben den Glauben also ausgestossen, und alle Löcher verstopft, dass er ja nicht zu ihnen hinein kömme.  Nu er det jo kun ægtestanden, der har en sådan årsag til og øvelse i at stole på Gud. Ingen gejstlig stand har den, og den vil heller ikke have noget af det, og er også indstiftet og forsikret på den måde, at de ikke behøver have en sådan årsag, og de har altså udstødt troen og lukket alle huller til, så den ikke kan komme ind til dem. 
85 Ists denn nu nicht ein verkehreter Frevel, dass sie sich geistlich rühmen, und ihre Stände fur geistlich aufwerfen, darinnen doch von Natur und des Stands Art nicht ein Tröpflin Glaubens sein kann, dass also der Geist und solcher geistlicher Stand sich eben mit einander reimen, wie Christus und Belial, wie Tag und Nacht, wie Geist und Fleisch, wie glauben und fühlen? Denn wo Glaube nicht ist, noch Raum, noch Ursach ist, da kann auch kein Geist sein, und muss vonnöthen eitel fleischlich, weltlich, leiblich und äusserlich Ding sein; wie es denn auch die Erfahrung gibt und lehret in den Ordensleuten. Er det da ikke en bagvendt spot, at de praler af at være åndelige, og opkaster deres stand som den åndelige, den stand, som der dog efter dens natur og art ikke kan være så meget som en dråbe tro i, så altså ånden og en sådan stand rimer sig med hinanden som Kristus med Belial, som dag og nat, som ånd og kød, som at stole på og at mærke fast? For hvor der ikke er tro og ikke plads eller årsag til den, dèr kan der heller ikke være nogen ånd, og følgelig må det være en helt igennem kødelig, verdslig, legemlig og ydre ting. Som da også erfaringen viser og belærer os om med hensyn til ordensfolkene. 
86        Wiederumb, machen sie dem Ehestand ein Geschrei, als sei er weltlich und fleischlich, und sehen nicht, wie er von Gott also gesetzt ist, dass er zum Geist und Glauben treibt und fodert, und fast eitel Geist da sein muss, soll es wohl gehen.          Og videre, de råber op om ægtestanden, at den er verdslig og kødelig, og de ser ikke, hvordan den af Gud er indrettet sådan, at den fører til og kræver ånd og tro, og der næsten må være idel tro deri, om det ellers skal gå godt. 
87 Denn was Gottes (21) Werk und Geschäft ist, das ist also zugericht, dass es im Glauben gehen soll, und den Glauben ubet; wo nicht, so ists gar ein schweer, unleidlich Ding. Was aber Menschen erfinden, das gehet allezeit am besten, wenn es ohn Glauben gehet; denn es der Sachen sicher, und gewiss versorget sein will. For det, der er Guds gerning og arbejde, det er sådan indrettet, at de må gå for sig i tro og indøve i tro. Hvor det ikke sker, er det en tung, ulidelig sag. Men hvad menneskene opfinder, det går altid bedst, når det går for sig uden tro, for det vil være sikker på sagerne og sikker på at blive forsørget. 
88         Siehe, so greifst du hie fur das Erst, dass der Ehestand von Natur der Art ist, dass er den Menschen treibt, jagt und zwinget hinein in das allerinnerlichst, höchste, geistlich Wesen, nämlich zum Glauben, sintemal kein höher, innerlicher Wesen ist, denn der Glaube, denn der hanget blos an Gottes Wort, und ist nacket ausgezogen von allem, das nicht Gottes Wort ist.           Se, her forstår du for det første, at ægtestanden er af den natur og art, at den driver, jaget og tvinger mennesket ind i det allerinderligste, højeste, åndelige væsen, nemlig til tro, eftersom der ikke er noget højere, mere inderligt væsen, end troen, for den hænger alene fast ved Guds ord og er fuldstændig afklædt for alt, hvad der ikke er Guds ord. 
89 Nu ist je nicht Höhers, Innerlichers, wider in Himmel noch Erden, denn Gottes Wort, welchs auch Gott selber ist; wiederumb, der geistliche Stand von Natur der Art ist, dass er den Menschen eraus locket, und ganz und gar ausschüttet auf zeitliche und äusserliche  Ding, dass er leiblich gnug habe, und will schlecht nicht geistlich Stand sein, er habe denn äusserlich gnug, und sei der Sachen gewiss, dass er nicht müsse Glaubens und Trauens an Gott bedürfen: dass du must sagen, solcher geistlich Stand sei von Art ein rechter irdischer, weltlicher und heidenischer Stand, gegen dem Ehestand; wiederumb, der Ehestand ein rechter, himmlischer, geistlicher und göttlicher Stand, gegen dem geistlichen Stand. Nu er der jo ikke noget højere, noget mere inderligt, hverken i himlen eller på jorden, end Guds ord, som også er Gud selv. Og videre: Den gejstlige stand er af naturen af den art, at den lokker mennesket bort og helt og holdent udelukker det det fra timelige og ydre ting, så det i legemlig henseende har nok, og simpelthen ikke vil være gejstlig stand, hvis den ikke i det ydre har nok og er sikker på sagen, så at den ikke behøver at være afhængig af troen og tilliden til Gud. Derfor må du sige, at en sådan gejstlig stand i sin art er en ret jordisk, verdslig og hedensk stand, i modsætning til ægtestanden; og omvendt, at ægtestanden er en ret, himmelsk, åndelig og guddommelig stand, i modsætning til den gejstlige stand. 
90        Ich sage nämlich: von Art; denn es wahr ist, dass des Ehestandes Viel nicht recht im Glauben brauchen, und das Gut ihnen selbs böse machen durch den Unglauben. Wiederumb, ists auch nicht unmüglich, dass Jemand des geistlichen Stands wohl brauche durch seinen Glauben, und das böse ist, ihm selbs gut mache mit seinem Glauben. Aber umb solchs guten oder bösen Brauchs willen kann man drumb nicht sagen, dass der Ehestand böse, oder der geistlich Stand gut sei.         Jeg siger nemlig 'efter sin art'. For det er jo sandt, at mange i ægtestanden ikke bruger troen ret og ved vantro gør dette gode til noget ondt for sig selv. Omvendt er det heller ikke umuligt, at nogen i den gejstlige stand bruger sin tro vel, og gennem sin tro gør det, der er ondt, til noget godt for sig. Men på grund af denne gode eller onde brug kan man ikke sige, at ægtestanden er ond, eller den gejstlige stand god. 
91 Denn der Glaub macht alle Ding gut, auch den Tod und alle Unglück: der Unglaub macht alle Ding böse und schädlich, auch das Leben und Gott selbs. Wir reden (22) aber nicht vom Brauch oder Missbrauch der Stände, sondern von Art und Natur der Stände an ihnen selbs, und schliessen, dass der Ehestand Gold, und der geistlich Stand Dreck ist, darumb, das jener zum Glauben, dieser aber zum Unglauben förderlich ist. For troen gør alle ting gode, også døden og al ulykke. Vantroen gør alle ting onde og skadelige, også livet og Gud selv. Men vi taler ikke om brugen eller misbrugen af stænderne, men om stændernes art og natur i sig selv, og konkluderer, at ægtestanden er guld, den gejstlige stand lort, af den grund, at denne fører til tro, den anden til vantro. 
92         Zum Andern ubet der Ehestand nicht allein das Herz und inwendig Wesen durch den Glauben fur Gott, sondern auch den Leib äusserlich in Werken, dass also der Ehestand beide, Glauben und Werk treibt, beide Leib und Seel hilft, versorget und recht führet. Denn der Ehestand von Natur der Art ist, dass er muss ärbeiten, und sich mit der Hand ernähren, und gehet eigentlich in dem Wort Gottes Gene. 3. Im Schweiss deins Angesicht sollt du dein Brod essen.          For det andet øver ægtestanden ikke alene hjertet og det indvendige væsen gennem troen overfor Gud, men også legemet i det ydre med gerninger, så at ægtestanden driver på med begge dele, tro og gerninger, hjælper, forsørger og retleder både sjæl og legeme. For ægtestanden er af natur af den art, at man må arbejde og ernære sig med hånden, og det går bogstaveligt til som i Guds ord 1 Mos 3,19: I dit ansigts sved skal du spise dit brød. 
93 Da muss er wagen, dass ihm sein Aerbeit missrathe, oft Schaden nehme, an Weib, Kind und Gesind viel erdulde; und wer kan den Schweiss des Angesichts alle erzählen? dass freilich auch der Leib im ehelichen Stand sein Theil also wohl hat mit Aerbeit, Sorge und Mühe zu schaffen, als das Herz hat mit dem Glauben zu schaffen: und ist doch immerdar gewiss, dass es alles göttlich ist, und Gotte also wohlgefalle. Her må man vove, at hans arbejde mislykkes, ofte lider skade, og man må udholde meget fra kone, børn og tyende. Og hvem kan opregne al ansigtets sved? Så at ganske sikkert også legemet har sin del at tage vare på godt og vel med arbejde, bekymring og møje, ligesom hjertet har troen at tage vare på. Og det er dog stadigvæk sikkert, at det altsammen er guddommeligt, og har Guds velbehag. 
94 Aber der geistliche Stand näheret sich seiner Aerbeit nicht, es ist ein fauler Schelm, und ubet den Leib gar nichts, sondern lässt ihm Ander furärbeiten, und weidet seinen Wanst von der Andern Schweiss und Blut, will auch kein Fahr noch Schaden an seinen Gütern gewarten; dass kurzlich hie kein Schweiss des Angesichts ist, sondern sein Wesen gehet in dem Spruch Psa. 73: Sie sind nicht in der Aerbeit, wie ander Leute, und werden auch nicht, wie ander Menschen, geplagt; drumb muss ihr Trotzen kostlich Ding sein etc. Men den gejstlige stand ernærer sig ikke ved sit arbejde, den er en doven skælm, og øver slet ikke legemet, men lader andre arbejde for sig, og høster sin gevinst fra andres sved og blod. Den vil heller ikke vente nogen fare eller skade på sit gods. Så at der kort og godt ikke er noget ansigts sved her, men dens væsen går efter udsagnet i Sl 73,5: De er ikke i arbejdet, som andre folk, og plages heller ikke, som andre mennesker. Derfor må deres trods være en kostelig ting, osv. 
95 Und ob sie gleich beten und singen, und ihre geistlich Werk treiben, ist doch derselben keins nutz zu de Leibs Ubunge. Dazu, wenn sie gleich aufs Beste geschehen, ist ungewiss, dass (23) sie Gott gefallen; ja, solch Ding, weil es ohn Gottes Wort gehet, kanns Gott nicht gefallen. Og selv om de beder og synger og udøver deres gejstlige værk, er det dog ikke noget, der er til nogen nytte i legemets øvelse. Desuden, selv om det så gik for sig på bedste vis, er det usikkert, om det behager Gud. Ja, den slags ting kan ikke behage Gud, fordi de sker uden Guds ord. 
96        Hie möchst du sagen: Wenn du so willst, so sollts wohl besser sein, dass Niemand keusch bliebe, und Jedermann ehlich wurde; das wäre je wider diesen Text S. Pauli? Antwort: Ich rede itzt vom geistlichen Stand gegen dem Ehestand, und nicht vom keuschen Stand. Der geistliche Stand ist kein nutze, und da wäre es besser, dass Niemand geistlich wäre, und Jedermann ehlich.           Her kan det være du siger: Hvis du vil have det på den måde, så skulle det vel være bedre, at ingen forblev kysk, og enhver gik hen og giftede sig. Men det ville være imod denne tekst hos Paulus. Hertil svarer jeg: Jeg taler nu om den gejstlige stand, sat op imod ægtestanden, og ikke om den kyske stand. Den gejstlige stand er til ingen nytte, og så ville det være bedre, at ingen var gejstlig, og enhver giftede sig. 
97 Aber der keusch Stand ist ein ander Ding, denn der geistlich Stand, und S. Paulus redet Nichts vom geistlichen Stand, sondern vom rechten keuschen Stand. Es ist kein unkeuscher Stand, denn der geistliche, wie man täglich erfähret; und ob Etlich drinnen keusch lebeten, so brauchen sie doch desselben nicht, dazu es S. Paulus will gebraucht haben, dass es gar nicht die Keuscheit ist, da S. Paulus von hierinnen lehret. Men den kyske stand er noget andet end den gejstlige stand, og Paulus siger ikke noget om den gejstlige stand, men om den rette kyske stand. Der er ingen anden ukysk stand end den gejstlige, som man daglig erfarer. Og selv om nogle lever kysk deri, så bruger de den dog ikke til det, som Paulus vil have den brugt til, så at det slet ikke er den kyskhed, som Paulus lærer om her. 
98 Denn sie machen aus der Keuscheit ein Verdienst und Ruhm, und Herrlikeit fur Gott und der Welt, und verlassen sich drauf, welchs ist wider den Glauben; aber S. Paulus macht ein Geschicklikeit und Dienst draus, zum Gottes Wort und Glauben. Weiter spricht er: For de gør ud af kyskheden en fortjeneste og en ros og herlighed overfor Gud og overfor verden og forlader sig derpå, hvilket er imod troen; men Paulus gør en tilpassethed og en tjeneste ud af det, til bedste for Guds ord og troen. Videre siger han: 
Videre til 1kor7b!

Noter:

n49: Denne tanke anfører Calvin, Institutio II, 8,44; han mener at have den fra Ambrosius: "Für solche unmässige Geilheit hat Ambrosius einen sehr ernsten, aber nicht unverdienten Ausdrück: er nennt einen Mann, der im ehelichen Leben nicht auf Zucht und Ehrbarkeit Bedacht nimmt, einen Ehebrecher am eigenen Weibe! (bei Augustin, Gegen Julian II,7; bei Ambrosius nicht).