1
Das
siebente Kap. S. Pauli an die Korinthern, ausgelegt.
Dem Gestrengen und Vesten, Hans Löser zu Pretisch, Erbmarschall
zu Sachsen, meinem günstigen Herrn und Freunde,
Gnad und Friede in Christo. |
Det syvende kapitel af Paulus' brev til korintherne,
udlagt.
Den nådige herre og adelsmand, Hans
Löser af Pretisch, arvemarskal til Saksen, min gunstige herre og ven,
nåde og fred i Kristus. |
| 2
Gestrenger und Vester, lieber Herr und Freund! Ich halte meins Vermögen,
was ich geredt habe, mit voller Hoffnung, Ihr werdet, Eurem adeligem Gemüth
nach, wieder halten, was Ihr geredt habt, und nicht länger in den
Verzug stellen. |
Nådige, kære
herre og ven! Jeg regner efter min formåen med, hvad jeg har sagt,
i fuldt håb om, at I efter jeres adelige sindelag omvendt vil regne
med, hvad I har sagt, og ikke længere udsætte det. |
| 3
Damit Ihr aber deste christlicher dran gehet, hat ich Euch zu Dienst, und
welchen es gelüstet zu Nutz, das 7. Kap. aus der ersten Epistel S.
Pauli an die Korinth. für mich genommen auszulegen; |
Men for at I
kan gå desto kristeligere tilværks, har jeg til brug for Jer
og hvem der har lyst til at have nytte deraf, taget mig for at udlægge
det syvende kapitel af Paulus' første brev til korintherne; |
| 4 aus der Ursach, das dasselb
Kap. für allen Schriften der ganzen Bibel hin und her gezogen ist,
wider den Ehestand, und gleich ein gewaltigen Schein gewunnen hat fur den
fährlichen und seltsamen Stand der Keuscheit; |
af den grund, at dette kapitel, mere end alle andre skrifter
i hele bibelen, er blevet draget frem og tilbage, imod ægtestanden,
og faktisk har vundet anseelse for at være et gevaldigt skrift til
fordel for den farlige og sjældne stand: kyskheden. |
| 5 und wenn ich die Wahrheit
sagen soll, so hat sich gemeiniglich mit diesem Kap. Niemand so fast aufgeblasen,
als eben dieselben, die am wenigsten keusch gewesen sind. Ich habe auch
gemeinet, dass Keuscheit so gemein wäre, als sie furgeben. Aber ich
bin, Gott Lob, diese drei Jahr innen worden, was in der Welt ausser dem
Ehestand für Keuscheit sei, auch beide in Mann- und Frauenklöstern. |
Ja, hvis jeg skal sige sandheden, så har i al almindelighed
ingen blæst sig så højt op med dette kapitel, som netop
de, der i ringeste grad har været kyske. Jeg har også været
af den opfattelse, at kyskheden var så almindelig, som de holder
på. Men jeg er, gudskelov, i løbet af disse tre år blevet
klar over, hvad kyskhed udenfor ægtestanden er i verden, og det både
i mands- og kvindeklostrene. |
| 6
Dieweil denn mir Gott aufgelegt hat, von dem Ehestand zu predigen, und
des Teufels Keuscheit den Deckel abzuthun, auf dass der Hürerei weniger,
und die arme Jugend nicht so jämmerlich durch der falsch berümbten
Keuscheit Schein verführt werde, muss ich Fleiss anwenden, dass auch
diess Kap. ihr Häuptstück, nicht länger ihr Schanddeckel
bleibe, sondern nach der rechten Meinung S. Pauli verstanden werde. |
Og eftersom
Gud har pålagt mig at prædike om ægtestanden og fjerne
djævelens dække over kyskheden, så der blive rmindre
horeri, og den stakkels ungdom ikke så jammerligt bliver forført
gennem den falskeligt berømmede kyskheds skin, så må
jeg bruge min flid, så også dette kapitels hovedanliggende
bliver forstået, ikke længere efter dets dække, men efter
Paulus' rette mening. |
7 Und (4) hab dasselb Euch
zu Euer Hochzeit wöllen schenken, damit ich auch einmal ein christlich
epithalamion, das ist, ein Brautlied sünge, wie man vor Zeiten zu
thun pflegte; auf dass Euer Fürnehmen Gott zu Ehren, und Euer Selikeit
zur Forderung angehe und vollendet werde. Befihl hiemit Euch sampt Euer
lieben Braut in Gottes Gnade, Amen. Zu Wittemberg, Anno 1523.
d. Martinus Luther. |
Og derfor har jeg villet give Jer det til Jeres bryllup,
for at også jeg kan synge en kristelig epithalamion, det vil sige,
en bryllupssang, sådan som man tidligere plejede at gøre,
så at Jeres forehavende kan begynde og fuldendes Gud til ære
og Jeres salighed til fremme. Jeg befaler hermed Jer og Jeres kære
brud i Guds nåde. Amen.
Wittenberg, år 1523.
d. Martin Luther. |
| 8
Ein Narr ist's, der ein Weib nimmt, spricht die Welt, und ist auch gewisslich
wahr. Es haben auch viel der Hochgelehrten beschlossen, win weiser Mann
solle kein Weib nehmen, wenn sie gleich die Weisheit selbs wäre. Das
ist auch recht und fein geredt. |
Den er en nar, der
tager sig en kone, siger verden, og det er så sandt, som det er sagt.
Der er også mange af de højlærde, der har besluttet,
at en vis mand ikke skal have nogen kone, som om de var visdommen selv.
Det er også talt ret og klogt. |
| 9 Denn wer es dafur hält,
dass nach diesem Leben kein ander Leben ist, (wie denn solche Leut thun,)
die thun fast weislich, dass sie sich mit freier Hurerei behelfen, und
nicht in die Mühe ehelichs Lebens verbinden, auf dass sie doch hie
auf diesem Leben etwas böser Tage weniger haben. Das haben unsere
Geistlichen freilich auch ersehen, aufs Allerfeinest begeben, wie Daniel
12, von ihnen gesagt hat, und gesprochen: Sie werden Eheweiber nicht achten,
noch begehren. |
For den, der regner med, at der efter dette liv ikke er
noget andet liv, (sådan som den slags folk gør) de handler
sandelig vist, når de behjælper sig med frit horeri og ikke
lader sig binde ind i det ægteskabelige livs anstrengelse, så
de dog i dette liv kan have noget færre onde dage. Det har vore gejstlige
sandelig også opdaget, og overholdt på det allersmukkeste,
sådan som Dan 12 har sagt og talt om dem: De vil ikke agte på
at få sig ægtehustruer, ejheller begære dem. |
| 10
Wiederumb, spricht der Geist: Ein weiser Mann ists, der ein Weib nimpt.
Das ist auch gewisslich wahr. Und die Wahrheit auch beschleusst, dass ein
weiser Mann soll ein Weib nehmen, wenn sie gleich die Narrheit selbs wäre.
Das ist auch recht und wohl geredt. |
På den
anden side siger ånden: En vis mand er det, der tager sig en kone.
Det er også uden tvivl sandt. Og sandheden har også besluttet,
at en vis mand skal tage sig en kone, om hun så var dumheden selv.
Det er også ret og godt talt. |
| 11 Denn sintemal ein Christenmann
eins andern Leben nach diesem gewartet, ists fast weislich gethan, dass
er hie weniger guter Tage habe, damit er in jenem Leben ewiglich eitel
gute Tage habe. Das hat auch Gott fur gut ersehen, da er Mann und Weib
schuf und zusammen gab. |
For eftersom et kristenmenneske forvventer et andet liv
efter dette, er det ganske vist gjort, da han her har færre gode
dage, for at han i hint liv evigt kan have lutter gode dage. Det har også
Gud anset for godt, da han skabte mand og kvinde og gav dem til hinanden. |
| 12
Also wird vom Ehestand zweierlei Weise geredt; (5) einmal, durch die Klügeling
und Weltweisen; das sind die Blinden und Häuptnarren fur Gott: dieselben
sehen den Ehestand an, als wäre es ein ubrige, furwitzige, menschliche
Habe, der man gerathen und entbehren kunnte, gleichwie ich eins ubrigen
Rocks oder Mantels entbehren kann. |
Altså
tales der om ægteskabet på to måder. På én
måde af de småkloge og verdensvise; de er blinde og narrer
i Guds øjne. De betragter ægtestanden, som var den et overflødigt,
naragtigt, menneskeligt forehavende, som man kunne tilråde eller
undvære, ganske som jeg kan undvære en overflødig frakke
eller kappe. |
| 13 Dieselben machen denn die
Welt voll ihres närrischen und lästerlichen Schreibens und Schreiens
wider den Ehestand, und rathen Idermann davon; so sie doch dieweil selbs
wohl fühlen, auch gnugsam mit der That beweisen, dass sie Weiber nicht
embehren kunnen, als die auch nicht geschaffen sind, denn nur zur Ehe,
treiben, bläuen und schleppen sich mit Huren Tag und Nacht. |
Disse fylder verden med deres naragtige og bespottelige
skriverier og skrigen op imod ægtestanden og råder enhver fra
det; selv om de dog selv godt mærker, og også med deres gerninger
tilstrækkeligt beviser, at de ikke kan undvære kvinder, eftersom
også de er skabt til ægteskab, hvorfor de efterstræber,
hænger fast ved og sover med horer dag og nat. |
| 14
Der Art ist auch itzt der Erznarr, Johannes Schmid von Costnitz, ja, der
hochberühmt Hurntreiber, der ein gross Buch geschrieben hat, neulich
zu Leipzig gedruckt, wider den Ehestand, Idermann davon zu reizen, und
sagt doch Nichts mehr, denn wie viel Mühe und Aerbeit drinnen sei;
gerad, als wüsste dasselb die ganze Welt zuvorhin nicht, und der Eselskopf
müsst es und nu allererst lehren, das auch keinem Bauer auf Dorfen
unbewusst ist. |
Én
af den slags er nu ærkenarren, Johannes Smidt fra Costnitz, der jo
er en højtberømt horejæger, som har skrevet en stor
bog, nylig trykt i Leipzig, imod ægtestanden, for at opægge
enhver imod den, og dog siger han ikke mere, end at der er megen møje
og besvær deri; ganske som om verden ikke tidligere havde vidst det,
og æselhovedet først nu måtte til at lære, hvad
ingen bonde i landsbyen er uvidende om. |
| 15 Wenn ich die Keuscheit wäre,
so wüsste ich kein grösser, unleidlicher Schmach und Schande,
denn dass mich solche Buben und Hurntreiber, und Feind der Keuscheit sollten
preisen. Sie schelten uns, dass wir der Keuscheit feind sein, dass wir
die Ehe preisen, und gerne ehlich gesehen werden: und wir sollen sie fur
hochweise Leut halten, die Nichts künnten, denn Hurerei treiben ohn
Aufhören, und die Keuscheit nur mit der Feder preisen, und den Ehestand
lästern. Es sind Buben, nicht allein in der Haut, sondern auch im
Grund ihres Herzen, die nicht werth sind, dass man ihnen antworten soll. |
Hvis jeg var kyskheden selv, så ville jeg ikke vide
nogen større, mere utålelig spot og skam, end at en sådan
skurk og horejæger og fjende af kyskheden skulle prise mig. De skælder
os ud for, at vi er fjender af kyskheden, når vi priser ægteskabet
og gerne vil anses for ægtefolk. Og vi skal regne dem for højvise
folk, når de ikke kan gøre andet, end drive horeri uden ophør,
og kun prise kyskheden med pennen og spotte ægtestanden. De er skurke,
ikke alene udvendig, men i deres hjerters inderste, som ikke er værd,
at man svarer dem. |
| 16
Und was hülfe es, dass alle Welt uber den Ehestand klagte? Wir sehen
je fur Augen, dass Gott täglich nicht eitel Männer schaffet und
erhält im Leben; so ist je das gewiss, dass er kein (6) Weib schafft
der Hurerei zu Dienst. Weil denn Gottes Werk und Wort da liegen fur Augen,
dass Weiber entweder zur Ehe oder zur Hurerei müssen gebraucht werden:
so sollten solche heidenische Larven ihre Läster-mäuler zuhalten,
Gott sein Wort und Werk ungetadelt und unverhindert gehen lassen; es wäre
denn, dass sie nach ihrer hochberühmten Weisheit uns lehren wollten,
Gott zuwider, alle Weiber erwürgen oder vertreiben. Also muss Gott
unser Narr sein: was er macht, das taug nicht; was wir thun, das ist wohlgethan. |
Og
hvad skulle det hjælpe, at hele verden ville klage over ægtestanden?
Vi ser jo for vore øjne, at Gud ikke skaber udelukkende mænd,
og ikke holder udelukkende mænd ilive; så det er da ganske
sikkert, at han han ikke skaber nogen kvinde, for at hun skal gøre
tjeneste med horeri. Fordi derfor Guds gerning og ord ligger lige for øjnene,
at kvinder enten må bruges til ægteskab eller til hor, så
skulle sådanne fordækte hedninger holde deres spottemund lukket,
og lade Guds ord og gerning passere udadlet og uhindret; medmindre de da
ud fra deres højtberømte visdom ville lære os, imod
Gud, at slå alle kvinder ihjel eller fordrive dem. Sådan måtte
Gud blive til nar for os: Hvad han gør, det duer ikke; hvad vi gør,
er vel gjort. |
| 17
Nu denn Gott das Weib also geschaffen hat, dass es soll und muss umb den
Mann sein, soll uns gnug sein, das Gott mit uns ist, und den Ehestand in
Ehren halten, als ein göttlich, edles Geschäfte; und so die Klüglinge
nicht drein wöllen, sie lassen in ihrer heidenischen Blindheit huren
und buben, so lange es ihnen Gott gestattet. |
Men nu, da Gud
har skabt kvinden således, at hun skal og må være om
manden, skal det være os nok, at Gud er med os, så vi kan holde
ægtestanden i ære som en guddommelig, ædel ting; og hvis
disse småkloge ikke vil ind i den, så må vi lade den
hore og tosse rundt i deres hedenske blindhed, så længe Gud
tillader dem det. |
| 18 Wir haben Gottes Wort für
uns, das wird bleiben, und sich nicht entsetzen fur solchen groben Schmiden,
ob ihr auch mehr wären, denn Sand am Meer; wiewohl es ein grosse Sünd
und Schand ist, dass wir Christen solche grosse Narren werden, und allererst
davon rathschlagen und urtheilen wöllen, ob Weiber zu ehelichen seien,
oder nicht, gleich als wenn Jemand noch fragen wollt, ob er auch essen
und trinken müsste auf diesem Leben. Nu davon itzt gnug; wir wollen
die Wort S. Pauli hören. |
Vi har Guds ord for os, det står fast, og det sætter
vi ikke til side for en sådan stor grov smed, om de så var
flere end der er sand ved havet; selv om det er en stor synd og skam, at
vi kristne skal være sådanne store narre, og først rådslå
og dømme om, hvorvidt kvinder skal ægtes eller ej, ganske
som ville én spørge, om han også skulle spise og drikke
i dette liv. Nu, nok om det, vi vil høre Paulus' ord. |
19 Ursach, warumb S. Paul.
diess Kap. geschriben hat.
Die Ursach, diess Kap. zu
schreiben, war diese: Die zu Korinthern, da ie Christen wurden, sonderlich
die aus den Juden bekehret wurden, hielten neben dem Evangelio auch das
Gesetze Mose. Mose aber hat geboten, dass ein iglich Mensch musste ehlich
sein. |
Grunden til, at Paulus skriver dette kapitel:
Grunden til at skrive dette kapitel
var denne: De mennesker blandt korintherne, der da var blevet kristne,
især dem, der var blevet omvendt fra jødedommen, overholdt
ved siden af evangeliet også moseloven. Men Moses havde påbudt,
at ethvert menneske skulle gifte sig. |
| 20 Was ein Mann war, musste
ein Weib haben; was (7) ein Weib war, musste einen Mann haben, denn die
Keuscheit war verdampt, als ein unfruchtbarer Stand. Das geschach alles
darumb, weil Christus aus Abrahams Samen verheissen war, und Niemand wüsste,
welch Person das sein sollte, müssten zu Ehren diesem Samen alle Juden
ehlich werden, und sich züchten, bis dass er kam. |
Hvem der var mand, måtte have en kvinde, hvem der
var kvinde, måtte have en mand; for kyskheden var fordømt
som en ufrugtbar stand. Det skete altsammen, fordi Kristus var forjættet
af Abrahams sæd, og fordi ingen vidste, hvilken person det ville
blive, måtte alle jøder til ære for denne sæd
leve i ægteskab og tugte sig indtil han kom. |
| 21 So fragen nu die Korinther,
ob sie solch Gesetz Mosi noch müssten halten, und nicht Macht hätten
ohn Ehe zu bleiben, weil sie doch Lust und Liebe zur Keuscheit hätten,
und viel ander Gesetze Mose nu durchs Evangelion waren frei worden; denn
die schwachen Gewissen kunnten schwerlich das Gesetz Mose lassen, dess
sie gewohnet waren. |
Så spørger nu korintherne, om de stadigvæk
skal holde dette mosepåbud, om de ikke har lov til at forblive ugift,
fordi de dog havde lyst og kærlighed til kyskhed, og fordi mange
andre mosepåbud gennem evangeliet var blevet frie; for de svage samvittigheder
kunne kun vanskeligt lade moseloven være, den, som de havde vænnet
sig til. |
| 22 Darauf antwortet ihnen hie
S. Paul. und spricht: es sei nicht allein frei, sondern auch gut, Keuscheit
zu halten, wer Lust und Liebe darzu hat. Aber er redet gar blöde und
sorgfältig davon, und menget den Ehestand immer mit ein, und spricht: |
Derpå svarer Paulus dem her og siger: Det er ikke
alene frit, men også godt, at overholde kyskhed, hvis nogen har lyst
og kærlighed dertil. Men han taler ganske blidt og omsorgsfuldt derom,
og medinddrager hele tiden ægtestanden, og siger: |
| 23 Es ist dem Menschen gut,
dass er kein Weib berühre. Aber umb der Hurerei willen habe ein Iglicher
sein eigen Weib, und ein Iglicher habe ihren eigen Mann. |
Det er godt for mennesket ikke at berører nogen
kvinde. Men for at undgå utugt skal enhver have sin egen hustru og
enhver hustru sin egen mand. |
| 24
Siehe auf die Wort, wie kurz bricht er ab, und meinet, es sei wohl dem
Menschen gut, kein Weib berühren; aber er heisst noch räth Niemand,
ja, er fällt bald auf den Ehestand, als sorget er, es werde solch
Gut und Gnade der Keuscheit seltsam sein, und eitel Hurerei draus werden.
Drumb gebeut er, ein Iglicher solle ein ehlich Gemahl haben, Hurerei zu
meiden. |
Se på ordene,
hvor hurtigt han bryder af. Han mener, at det er godt for et menneske ikke
at berøre en kvinde; men han befaler eller tilråder ikke nogen
noget, ja han fremdrager straks ægtestanden, som om han var bekymrer
for, at et sådant gode og en såden kyskhedsnåde ville
være sjælden, så det kom hor ud af det. Derfor påbyder
han, at enhver skal have sin ægtefælle, for at undgå
utugt. |
| 25
So ist nu diess der erste Schluss: dass, wer diess Gute nicht an sich fühlet,
fühlet aber Hurerei, dem ist hie geboten, ehelich zu werden; und diess
Gebot (8) sollt du nicht als von einem Menschen, sondern von Gott aufnehmen;
daraus denn weiter folget, dass Niemand kann Keuscheit geloben, soll auch
solch Gelübd nicht halten, sondern zureissen, wo er findet und fühlet,
dass er das gute Ding nicht hat, und zur Unkeuscheit sich geneigt findet.
Denn solch Gelübd ist eigentlich wider diess Gottes-Gebot geschehen,
wider Gottes Gebot aber kann man nichts geloben, und obs gelobet wurde,
so ist der verdampt, der es hält. |
Så
er nu dette den første slutning, vi kan drage: at den, der ikke
føler dette gode i sig, men i stedet føler hor, ham bliver
det her påbudt, at han skal gifte sig; og dette påbud skal
du opfatte som talt ikke af et menneske, men af Gud. Heraf følger
videre, at ingen kan aflægge løfte om kyskhed, han skal heller
ikke overholde et sådant løfte, men rive det i stykker, når
han finder og føler, at han ikke har den gode ting, og finder sig
tilbøjelig til ukyskhed. For et sådant løfte er egentlig
aflagt imod dette Guds bud, men man kan ikke aflægge løfte
imod Guds bud, og hvis man har aflagt det, er man fordømt, om man
overholder det. |
| 26
Diess, Weib berühren, haben Etlich so enge gespannen, dass sie auch
Weiber-Hände und Haut nicht haben wöllen anrühren. Darzu
haben sie viel Gesetze und Weise erfunden, sich so ferne von Weibern zu
scheiden, dass man Weiber wider sehen noch hören kunnte; haben damit
gemeinet der Keuscheit meisterlich zu helfen. |
Dette 'at berøre
en kvinde' har nogen indsnævret så meget, at de heller ikke
har villet berøre kvindehænder eller kvindehud. Til den ende
har de opfundet mange love og påhit, for at adskille sig så
fjernt fra kvinder, at de hverken kunne høre eller se dem; og de
har regnet med, at de derved på mesterlig vis kunne hjælpe
deres kyskhed. |
| 27 Also haben gedacht diejenigen,
so Klöster erdacht und gestift haben, die Knaben durch Abwesen der
Maidlin, und die Maidlin durch Abwesen der Knaben bei der Keuscheit zu
halten. Wie wohl aber das gerathen sei, und was man da fur Raum dem Teufel
geben hat, wäre schrecklich zu hören und zu sagen. |
Sådan har de mennesker også tænkt, som
opfandt og stiftede klostrene, at drengene kunne holdes til kyskhed, når
der ikke var nogen piger til stede, og pigerne, når der ingen drenge
var. Men hvor godt et råd det var, og hvor stort råderum man
derigennem har givet djævelen, det ville det være forfærdeligt
at høre og fortælle om. |
| 28
Sölche blinde, elende Leute haben gemeinet, die Keuscheit von auswendig
in die Menschen zu bringen; so es doch ein Gabe vom Himmel herab, von inwendig
eraus quellen muss. Denn wiewohl es wahr ist, dass es fast reizet und anzündet,
wo Mannsbild und Weiberbild unter nander sind, ist der Sachen doch damit
nichts geholfen, dass sie von einander sind. |
Sådanne
blinde, elendige mennesker har ment at kunne bringe kyskheden ind i mennesker
udvendig fra; skønt det dog er en gave fra himlen og må vælde
op indvendig fra. For selv om det er sandt, at det ganske ægger og
tænder, hvor mænd og kvinder færdes ind og ud mellem
hinanden, så er sagen ikke afhjulpet ved, at de holdes fra hinanden. |
| 29 Denn was hilft michs, ob
ich kein Weib sehe, höre oder greife, und doch mein Herz voll Weiber
stickt, und mit Gedanken Tag und Nacht an Weibern hange, und schändlicher
Ding denke, denn Jemand thun dürfte? Und was hilfts, ein Maidlin verschliessen,
dass es kein Mannsbild siehet noch höret, und doch sein Herz Tag und
Nacht, ohn Unterlass nach einem Knaben seufzet? Man muss das Herz zur Keuscheit
haben, sonst ist solch Wesen ärger, denn Höll und Fegfeuer. |
For hvad hjælper det mig, at jeg ikke ser og hører
og rører ved nogen kvinde, når dog mit hjerte forbliver fuld
af kvinder og med sine tanker hænger ved kvinder dag og nat og tænker
ting så skændige, at ingen vovede at udføre dem? Og
hvad hjælper det at lukke en pige inde, så hun hverken ser
eller hører nogen mandsperson, når dog hendes hjerte dag og
nat uden afbrydelse sukker efter en dreng? Man må have hjerte til
kyskhed, ellers er sådan en indretning værre en helvede og
skærsild. |
| 30 (9)
Darumb muss auch diess Wort S. Pauli geistlich und aufs Herz verstanden
werden, dermassen, dass der kein Weib berühren heisse, der von Herzen,
Lust und Liebe sein Leib von Weibern äusserlich enthält; und
nicht der, so äusserlich von Weibern sich enthalten muss, und doch
inwendig im Herzen voller Lust und Liebe zu Weibern stickt. |
Derfor
må også dette ord af Paulus forstås åndeligt og
med hjertet, på den måde, at den, der ikke rører nogen
kvinde, betyder den, der af hjerte, lyst og kærlighed i det ydre
holder sin krop borte fra kvinder, og ikke den, der i det ydre må
holde sig fra kvinder, men dog i det indre i hjertet er fuld af lyst og
kærlighed til kvinder. |
| 31 Denn das ist
ein Heuchler, dess Keuscheit fur die Welt scheinet, und vor Gott verlorn,
ja ein zweifältige Unkeuscheit ist. Denn S. Paulus Wort ist frei geistlich,
und fodert ein freien Geist, und muss mit freiem Geist gefasset werden.
Aber die Heuchler fassens mit Unwillen, und machen ein todten Buchstaben,
und ein ängstlich Gesetz draus, das sie nöthiget, und ihn die
verlorne, falsche Keuscheit saur macht mit ihrem äusserlichen Enthalten
von Weibern. |
For dette er en hykler. Hans kyskhed skinner
for verden, men er forloren for Gud, ja den er en dobbelt ukyskhed. For
Paulus' ord er frie, åndelige ord, og de fordrer en fri ånd
og må forstås med en fri ånd. Men hyklerne fatter det
med modvilje og gør et dødt bogstav og en ængstelig
lov ud af dem, som tvinger dem og gør dem deres forlorne, falske
kyskhed sur med deres ydre holden sig borte fra kvinder. |
| 32
Dabei merke nu, was das fur gräuliche Seelmörder sind, die das
tolle, junge Volk zur Keuscheit nur äusserlich halten, und sie zwingen,
das heimliche Leiden (wie man spricht,) zu tragen, und gar kein Auge drauf
haben, ob ein solch Mensch auch inwendig Lust und Liebe darzu habe; meinen,
die Keuscheit, je saurer sie Jemand werde, und je schwerer sie zu tragen
seit, je köstlicher sie fur Gott gelte, gleichwie ein ander leiblich
Leiden und Unfall; sehen aber nicht, dass solch Leiden und leiblich Leiden
grösser Unterscheid haben, denn Himmel und Erden. |
Læg her
mærke til, hvor forfærdelige sjælemordere der er tale
om, som i det ydre holder de tåbelige, unge mennesker til kyskhed
og tvinger dem til at bære hemmelige lidelser, som man kalder dem,
og slet ikke har blik for, om et sådant menneske også i det
indre har lyst og kærlighed dertil; de mener, at jo mere sur kyskheden
er for enhver, jo tungere den er at bære, des kosteligere gælder
den for Gud, ganske som en anden legemlig lidelse g ulykke; men de ser
ikke, at den slags lidelse og den legemlige lidelse er mere forskellig
fra hinanden end himmel og jord. |
| 33 Denn ander Leiden kann man
mit fröhlichen Gewissen ohn Sunde tragen und ist nur ein peinlich
Leiden. Aber diess Leiden ist ein sundlich Leiden, das man nicht kan mit
fröhlichem Gewissen tragen, denn es ist an ihm selbs Sund und Unrecht.
Darumb ist ihm nicht zu rathen noch zu helfen, denn dass man sein abekömme
und los werde, welchs durch die Ehe geschehen mag, und sonst nicht. Aber
jenem Leiden ist zu rathen durch Geduld, ob man sein auch nicht los werden
kann. |
For andre lidelser kan man bære med glad samvittighed
uden synd; det er kun en pinefuld lidelse. Men denne lidelse er en syndig
lidelse, som man ikke kan bære med glad samvittighed, for den er
i sig selv synd og uret. Derfor kan man kun overfor den råde til
og afhjælpe den derved, at man kommer fri af den og slipper ud af
den, og det kan ske gennem ægteskabet og ellers ikke. Men den anden
slags lidelse skal man tilråde at bære med tålmodighed,
også selv om man ikke kan blive fri for den. |
| 34
Also will auch S. Paulus das Wort geistlich verstanden haben, da er spricht:
Es ist dem Menschen gut, das er etc.; dass solchs Gut nicht vom Verdienst
(10) gesagt sei fur Gott, als wäre ein keusch Mensch besser fur Gott,
denn ein ehelich Mensch, wie bisher der Text auch von S. Hieronymo ausgelegt
ist, denn das eigent allein dem Glauben und keinem Werk: |
Derfor vil også
Paulus have sit ord forstået åndeligt, når han siger:
Det er godt for mennesket osv; at et sådant gode ikke er sagt om
fortjeneste overfor Gud, som om et kysk menneske var bedre overfor Gud
end et gift menneske, sådan som teksten indtil nu er blevet udlagt
også af skt. Hieronymus, for det afgør alene troen og ikke
nogen gerning: |
| 35 sondern ist gesagt von dem
zeitlichen guten Gemach und Ruge auf diesem Leben, die ein keuscher Mensch
hat uber ein ehelich Mensch, denn wer ohn Ehe und keusch lebt, ist aller
Mühe und Unlust uberhaben, die im ehelichen Stand sind; und kürzlich,
es ist ein liebliche, lustige und gar ein feine Gabe, wenn sie geben ist,
dass er mit Lust und Liebe keusch ist. |
men det er sagt om den timeligt gode mag og ro i dette liv,
som et kysk menneske har fremfor et gift menneske. For den, der lever uden
ægteskab, den, der lever kysk, er hævet over alt det besvær
og ulyst, der er i den ægteskabelige stand. Og kort sagt: Det er
en elskelig, lystig og ganske udmærket gave, når den er givet,
så at man med lyst og kærlighed kan leve kysk. |
| 36 Auch wird er selb hernach
gnugsam ausstreichen, was er durch solch Gut meine; denn es gebührte
S. Paulo, die nicht ungetröstet zu lassen, die gerne keusch bleiben.
Aber man muss das bleiben lassen, dass fur Gott ein ehelich Weib höher
sein mag, denn ein Jungfrau, obwohl das Eheweib hie auf Erden viel Mühe
und Unlust in ihrem Stand habe, und ein Jungfrau viel Lust, Ruge und gute
Tage habe. |
Han understreger i det følgende også ganske
tydeligt, hvad han mener med et sådant gode; for det blev Paulus'
opgave ikke at lade dem utrøstede, som gerne ville forblive kyske.
Men man må lade det være ved det, at overfor Gud kan en ægtehustru
stå højere end en jomfru, selv om ægtehustruen her på
jorden har megen møje og ulyst i hendes stand og en jomfru har megen
lyst, ro og gode dage. |
| 37
So ist nu S. Paulus Meinung: Es ist gut eim Menschen, dass er kein Weib
berühre, und ist nu im Neuen Testament nicht Sunde, ohn Weib und Kind
sein, wie im Alten; das ist: Wer die Gnade hat, dass er mit Lust und Liebe
keusch kann leben, der kann gute Tage haben; wie man auch spricht: Narr,
nimm ein Weib, so hat dein Freude ein Ende; item: Hochzeit ist ein kurze
Freude und lange Unlust; |
Det
er nu Paulus' mening: Det er godt for et menneske, at han ikke berører
nogen kvinde, og det er nu i det ny testamente ikke nogen synd at være
uden kone og børn, sådan som det var i det gamle testamente.
Det vil sige: Den, der har nåden til at kunne leve kysk med lyst
og kærlighed, han kan have gode dage; som man også siger: 'Nar,
tag dig en kone, så får din glæde en ende'. Og: 'Bryllup
er en kort glæde og en lang ulyst'; |
| 38 und was der Sprüche
mehr sind vom Ehestand, die stimmen alle hie mit S. Paulo, dass es gut
sei, kein Weib berühren; daher auch im Gesetz Mose geboten ward, dass
man eim neuen Ehemann musste Freiheit geben ein ganz Jahr, sich mit seinem
Weibe zu freuen, und nicht im Krieg ziehen, oder gemeine Ampt haben lassen;
als sollt Mose sagen: Die Freud wird ein Jahr währen, darnach wird
sichs finden. |
og hvilke ordsprog der mere er om ægtestanden, de
stemmer alle overens med Paulus her, at det er godt, ikke at berøre
en kvinde; derfor blev det også påbudt i Moseloven, at man
skulle give en nygift ægtemand frihed i et helt år, for at
han kunne glæde sig med sin kone og ikke drage i krig eller lade
ham have et almindeligt embede; som om Moses ville sige: Glæden varer
et år, derefter vil man finde ud af, hvordan det er. |
| 39
Wo aber die Gnade nicht ist, mit Lust und Liebe keusch zu leben, da ists
besser ehelich zu werden; ja, (11) es ist sonst kein Mittel, das helfen
kunnte, ohn der Ehestand. Darumb, wo man der guten Tage der Keuscheit nicht
kan haben, da muss man sich in die bösen Tage das Ehestands begeben.
Denn es ist je besser, böse Tage ohn Sunde im Ehestand leiden, denn
gute Tage ohn Ehestand mit Sunden in Unkeuscheit haben. Aber Niemand unterwindet
sich gern solcher bösen Tage, darumb scheuet Jedermann den Ehestand;
daher man spricht: Es muss ein kühner Mann sein, der ein Weib nimpt. |
Men hvor
man ikke har nåden til at leve kysk med lyst og kærlighed,
dèr er det bedre, at man gifter sig; ja, der er ellers intet middel,
som kan hjælpe, kun ægtestanden. Derfor, hvor man ikke kan
have kyskhedens gode dage, dèr må man begive sig ind i ægtestandens
onde dage. For det er jo bedre at lide onde dage uden synd i ægtestanden,
end at have gode dage udenfor ægtestanden med synd i ukyskhed. Men
der er ingen, der gerne påtager sig sådanne onde dage, derfor
afskyer enhver ægtestanden, hvorfor man da også siger: Det
må være en modig mand, der tager sig en kone. |
| 40 Ja freilich kühne, und
thut Niemand so wohl, als ein frommer Christen, der im Glauben fähret,
der kan sich in böse Tage richten, dass er nicht klage und schreie
und lästere Gott und sein Werk, wie die tollen, blinden Klüglinge
thun. Das meinet auch hie S. Paulus, dass er so bald von der Keuscheit
Preis auf den Ehestand fället, und spricht: Aber umb der Hurerei willen
habe ein Iglicher sein eigen Weib und ein Igliche ihren eigen Mann. |
Javist, han er modig, og dog handler ingen så vel
som en from kristen, der gør, hvad han gør, i troen, han
kan rette sig ind i de onde dage, så han ikke klager og skriger og
spotter Gud og hans skabelse, sådan som de tåbelige, blinde
småkloge gør. Det mener Paulus også her, hvor han så
hurtigt efter at have prist kyskheden fremdrager ægtestanden og siger:
Men for at undgå utugt skal enhver have sin egen kone og enhver kone
sin egen mand. |
| 41
Was ist das gesagt: umb der Hurerei willen, den so viel: Wo solch gute
Tage nicht sein können, dass die Keuscheit sei willig und lustig,
da wird gewisslich Unkeuscheit und Hurerei sein? Dass aber die nicht sei,
so ists besser, doch göttlich und seliglich leben, und sich der guten
Tage verzeihen, so die haben, die kein Weib berühren, und sich in
die bösen Tage erwegen, umb Sund willen zu meiden; sintemal es je
besser ist, Unlust ohn Sunde, denn Sunde ohn Unlust, ja Sunde mit Unlust
dazu. |
Hvad betyder det: for
at undgå utugt? Ja, hvad andet end så meget som dette: Hvor
sådanne gode dage ikke kan finde sted, så kyskheden er frivillig
og glad, dèr vil der vitterlig opstå ukyskhed og utugt. Men
for at dette ikke skal forekomme, er det bedre dog at leve gudeligt og
saligt og forsage de gode dage, som de mennesker har, der ikke berører
en kvinde, og i stedet finde sig i de onde dage, for at kunne undgå
synd; eftersom det jo er bedre at have ulyst uden synd, end at have synd
uden ulyst, ja end at have synd med ulyst oven i købet. |
| 42
Und merk auf die Wort S. Pauli, dass er sich nicht viel Keuscheit zu den
Korinthern versiehet. Denn er spricht: Es ist wohl ein fein Ding umb die
Keuscheit: ja, wenn die Unkeuscheit thäte: drumb habe ein Iglicher
sein Weib etc. |
Og læg
mærke til Paulus' ord: Han regner ikke med, at der er megen kyskhed
blandt korintherne. For han siger: Det er vel en fin ting med kyskheden;
ja, hvis det var ukyskheden, der gjorde det: derfor skal enhver have sin
kone osv. |
| 43 Er acht die Keuscheit nicht
so gemeine, wie wir bisher than haben, und noch thun: sondern will sie
gemeiniglich alle zur Ehe verbunden (12) haben; und er hat doch (als der
voll des Heiligen Geist war,) bass die menschliche Natur, Art und Vermügen
erkennet, denn ohn Zweifel alle Bischoff, die nach ihm kommen sind, die
solch göttlich Ordenung verkehrt und gewehret haben, dass nu S. Pauls
Wort nicht mehr gilt: Ein Iglicher habe sein Weib; sondern also nu
predigen: Etliche mügen Weiber haben; Etliche sollen nicht Weiber
haben; machen aus dem Iglichen Etliche. Doch davon hernach. Weiter spricht
S. Paulus: |
Han regner ikke med, at kyskheden er så almindelig,
som vi indtil nu har gjort og stadigvæk gør. Men han vil i
almindelighed have alle bundet til ægteskabet; og han har dog bedre
erkendt den menneskelige natur, art og formåen, eftersom han var
fuld af den hellige ånd, end uden tvivl alle biskopper, som er fremstået
efter ham, som har fordrejet og vægret sig imod denne guddommelige
ordning, så at nu Paulus' ord ikke gælder mere: enhver skal
have sin kone. Men så man nu prædiker: Enhver har lov at have
kvinder, nogle skal ikke have kvinder. Man laver 'enhver' om til 'nogle'.
Dog, derom senere. Videre siger Paulus: |
| 44 Der Mann leiste dem Weibe
die schuldige Freundschaft, desselbengleichen das Weib dem Manne. Das Weib
ist ihres Leibs nicht mächtig, sondern der Mann; desselbengleichen
der Mann ist seins Leibs nicht mächtig, sondern das Weib. |
Manden skal give sin kone, hvad han skylder hende; på
samme måde konen manden. Konen er ikke herre over sin krop, det er
hendes mand; ligeledes er manden ikke herre over sin krop, det er hans
kone. |
| 45
Hie unterricht S. Paulus die Eheleut, wie sie sich gegen ander halten sollen,
der Ehepflicht halben, und nennet es ein schuldige Willfahrt oder Freundschaft.
Schuldig ists, und soll doch mit Willen geschehen. Diese Schuld macht,
dass Gott dem Ehestand zulässt und vergibt, das er sonst straft und
verdampt. |
Her underviser
Paulus ægtefolkene om, hvordan de skal forholde sig til hinanden
med hensyn til den ægteskabelige pligt og kalder det et skyldigt
vilkår eller et venskab. Skyldig er det, og skal dog ske frivilligt.
Denne skyld bevirker, at Gud tillader det i ægteskabet og tilgiver
det, det, som han ellers straffer og fordømmer. |
| 46 Denn damit ist der Ehestand
in der Liebe Gesetz verfasset, dass Keins seins Leibs mächtig ist,
sondern muss dem Andern dienen, wie der Liebe Art ist. Sölchs aber
geht nicht in der Hurerei, da Keins des Andern mächtig, noch ihm schuldig
ist; sondern ein Iglichs sucht allein das Seine an dem Andern: darumb ists
wider der Liebe Gesetz, darumb ists auch wider Gott. |
For på den måde er ægtestanden indfattet
i kærlighedens lov, at ingen af dem er herre over sin egen krop,
men må tjene den anden, sådan som det er kærlighedens
art. Men sådan går det ikke til med utugten. Dèr er
ingen herre over den anden eller er ham noget skyldig, men enhver søger
sit egen i den anden. Derfor er det imod kærlighedens lov, derfor
er det imod Gud. |
| 47 Es ist furwahr ein gross
Wort, dass Keins seins Leibs mächtig ist, dass, wo die Unkeuscheit
anficht, Eins dem Andern dienen soll, und keinen Andern sich geben kann;
daher man siehet, wie der Ehebruch der grösste Raub und Diebstahl
ist auf Erden, denn er gibt dahin (13) den lebendigen Leib, der nicht sein
ist, und nimpt auch ein lebendigen Leib, der auch nicht sein ist. |
Det er i sandhed et stort ord, at ingen er herre over sin
egen krop, så at når utugten frister, den ene skal tjene den
anden og ikke kan give sig hen til en anden. Derfor ser man, hvordan ægteskabsbrud
er det største rov og tyveri på jorden, for man giver bort
sit levende legeme, som ikke er ens eget, og tager også et levende
legeme, som heller ikke er ens eget. |
| 48
Nu, die Wort S. Pauli sind klar gnug, und dürfen nicht viel Glossen;
so mag ich nicht so tief hinein greifen, und unsauber von der Ehepflichten
schreiben. Ein christlicher Mensch wird sich selbs hierinnen wohl wissen
zu halten, dass er mässig fahre; so liegt nichts dran, wie ein unchristlicher
Mensch hierinnen tobet und wüthet. |
Nuvel,
Paulus' ord er klare nok og behøver ikke megen forklaring. Så
jeg behøver ikke gå så dybt ind i det og skrive urent
om den ægteskabelige pligt. Et kristenmenneske vil heri vel vide
at holde sig tilbage, så han er mådeholden. Og der ligger ingen
vægt på, hvordan et ukristent menneske handler tåbeligt
og raser i ægteskabet. |
| 49 Es haben wohl etliche alte
Lehrer den heidnischen Spruch geführet: Wer zu hitzig ist in der Liebe,
der ist an seinem eigen Weibe ein Ehebrecher. Aber ein Heide hats geredt,
darumb acht ich sein nicht, und sage, es sei nicht wahr. Es kann freilich
Niemand an seinem Weibe ein Ehebrecher werden, er wollt sie denn nicht
fur sein Weib halten, oder nicht als sein Weib berühren. (n49) |
Der er vel nogle gamle lærere, der har anført
det hedenske ordsprog: Den, der er for hidsig i kærligheden, er en
ægteskabsbryder overfor sin kone. Men det er en hedning, der har
sagt det, derfor er jeg ligeglad med det, og siger, at det ikke er sandt.
Der er nemlig ingen, der kan bliver en ægteskabsbryder med sin kone,
medmindre han ikke anser hende for sin kone eller ikke berører hende
som sin kone. |
| 50
Ich acht, es müge von der Sache nicht bass geredt werden, denn hie
S. Paulus redet, dass der Ehestand sei da als ein Hülf und Mittel
wider die Unkeuscheit. Darumb, wer sein braucht, der Unkeuscheit zu wehren,
halt ich, der habe hie S. Paulus zum Fürsprecher und Schützherren. |
Jeg mener, at man om
den sag ikke kan tale bedre, end Paulus gør her, at ægtestanden
således er en hjælp og et middel mod ukyskheden. Derfor, den,
der har den behov for at værge sig mod ukyskhed, han har, mener jeg,
her Paulus som fortaler og beskytter. |
| 51
Daher muss das auch nicht recht sein, dass man an etlichen Orten Braut
und Bräutgam von einander reisset, bis in die dritte Nacht, und lehret
sie, sich enthalten bis in die dritte Nacht, nach dem Exempel Tobia. Ich
lass sein, dass Solchs Jedermann halte, so fern ihn gelustet. Denn ich
auch wohl erfahren habe, was etwa für Unglück draus gefolget
hat, dass der böse Geist je immer mit sein will im Spiel. |
Derfor kan det
heller ikke være rigtigt, at man nogle steder river brud og brudgom
fra hinanden indtil den tredie nat og lærer dem at holde sig tilbage
indtil den tredie nat, efter Tobias' eksempel. Jeg lader det være,
når enhver overholder den slags ting, så vidt han har lyst
til det. Men jeg har også nok erfaret, hvor stor en ulykke der kan
følge deraf, for den onde ånd vil jo altid være med
i spillet. |
| 52 Wenn Tobia Exempel so viel
gilt, warumb gilt nicht des Patriarchen Jakob Exempel viel meher, der seine
Lea die erste Nacht berührt und erkannte. Frei sollts sein; Narren
sinds, die in solchen Sachen Strick und Gesetz stellen. Die Braut ist des
Bräutgams, und ihres Leibs nicht mächtig; und wiederumb. Da lass
mans bei bleiben, und nicht besser machen. |
Hvis Tobias' eksempel gælder så meget, hvorfor
gælder så ikke patriarken Jakobs eksempel meget mere. Han rørte
og kendte sin Lea den første nat. Men det skal være frit.
Det er nogle narre, som i sådanne sager opstiller regler og love.
Bruden tilhører brudgommen og er ikke herre over sin krop. Og omvendt.
Man skal lade det blive ved det, og ikke gøre det bedre. |
| 53 (14)
Also haben sie auch etliche Tage ausgenommen, als die heiligen Abend; item,
schwangere Leibe, etc. Wohlan, es ist fein und wohl gethan, in allen Sachen
mässig fahren; aber doch sollt man kein nöthigs Gesetze hierinnen
stellen, und diese Wort Pauli lassen recht behalten, der es dahin stellet,
dass Keins seins eigen Leibs mächtig ist, Gott gebe es sei dieser
oder jener Tag, wie es Gott gibt. |
Ligeledes har
de også undtaget nogle dage, som de hellige aftener; ligeledes, når
konen er med barn, osv. Velan, det er udmærket og godt, at fare med
mådeholde i alle sager. Men dog skal man ikke opstille nogen unyttig
lov herinde. Man skal blot lade disse Paulus' ord stå ved deres værd.
Han regner med, at ingen af dem er herre over sin egen krop, lad så
Gud om, hvorvidt det bliver den ene eller den anden dag, som han giver
det. |
| 54 Er siehet nur darauf, dass
der Unkeuscheit gewehret, und nicht Raum noch Ursach geben werde. O es
hebt gar viel Gesetz auf diess kleine Wörtlin S. Pauli: Keins ist
seins Leibs mächtig, ja, es kann kein Gesetz leiden. Denn wie sollt
mir Jemand den Leib verbieten, der mir von Gotts Recht und Macht zugeben
ist? Gottes Urlaub ist grösser, den aller Menschen Gebot; was mir
der gönnet, soll mir S. Peter nicht wehren. Weiter folget: |
Han ser kun på, at ukyskheden bliver afværget
og ikke får råderum eller årsag. O dette lille ord af
Paulus ophæver ganske mange love: Ingen af dem er herre over sin
krop, ja, det kan slet ikke lide love. For hvordan skulle nogen forbyde
mig den krop, som er tilstået mig af Guds ret og magt? Guds tilladelse
er større end alle menneskers forbud. Hvad han under mig, skal skt.
Peter ikke tage fra mig. Videre følger: |
| 55 Entziehe sich nicht Eins
dem Andern, es sei denn aus Beider Bewilligung ein Zeitlang, dass ihr zum
Fasten und Beten Musse habt, und kompt wiederumb zusammen, auf dass euch
der Satan nicht versuche umb eur Unkeuscheit willen. |
Hold jer ikke tilbage fra hinanden, undtagen efter fælles
beslutning for en tid, så I kan have fred til at faste og bede, og
kom så igen sammen, så Satan ikke frister jer på grund
af jeres ukyskhed. |
| 56
Wie gar ein schlecht Vertrauen hat S. Paulus auf ihre Keuscheit. Das macht,
er kennet den Teufel und seine Tücke wohl, darzu auch des Fleisches
Schwacheit. Hie siehest du, dass eheliche Leut so hart an einander verbunden
sind, dass sich Eins dem Andern nicht entziehen kann, auch zum Fasten oder
zum Beten, ohn des Andern Willen, dass er will beide, Fasten und Beten
nachgelassen haben, ehe Eins sich sollt seins Leibs mächtigen, dem
Andern zu versagen. Nu ist doch Beten ein hoch, köstlich, gut Werk,
und muss weichen eim solchen geringen (als sichs ansiehet,) Werk; das macht
alles der Liebe Gesetz, darinnen sie verbunden sind. |
Hvor rnge
tillid har Paulus ikke til deres kyskhed. Det betyder, at han kender djævelen
og hans hensigter ganske godt, dertil også kødets svaghed.
Her ser du, at ægtefolk er forbundet så tæt med hinanden,
at den ene ikke kan unddrage sig den anden, heller ikke for at faste eller
bede, uden den andens samtykke, så at Paulus vil, at begge dele,
både faste og bøn, skal undlades, førend én
af dem skal gøre sig til herre over sin egen krop, idet han unddrager
sig den anden. Nu er dog dette at bede en stor, kostelig god gerning, og
dog må den vige for sådan en (som de tror) ringe gerning. Alt
det bevirker kærlighedsloven, hvori de er forbundet. |
| 57 (15)
Diess Fasten und Beten ist geredt von eim sonderlichen angenommen Fasten
und Beten, als, wenn Mann und Weib eins werden, zu fasten und beten drei,
vier, sechs Tage, oder ein Wochen oder zwo; wie denn ein Iglicher mag frei
solch Fasten fur sich selb annehmen, den Leib zu kasteien, wie lang er
will, ohn alles Gesetz und Treiben der Oberkeit. Sonst sind ehelich Leute
eben sowohl, als alle ander Christen, schuldig, evangelischer Weise zu
fasten und beten. Denn Christus hat das Wort allen Christen gesagt: Man
muss ohn Unterlass beten. Diess Fasten ist, mässig essen und trinken.
So ist Beten, mit dem Herzen sufzen und schreien etc. |
Dette at
faste og bede er her ment om en særlig påtaget faste og bøn,
såsom, når man og kone bliver enige om det, at faste og bede
tre, fire, seks dage, eller en uge eller to. Sådan som enhver frit
kan påtage sig en sådan faste for sig selv, for at spæge
kroppen, så længe han vil, uden nogen lov og påbud fra
øvrigheden. Ellers er ægtefolk ligesom alle andre kristne
skyldige af faste og bede på evangelisk måde. For Kristus har
til alle kristne sagt ordet: Man må bede uden ophør. Denne
faste er at spise og drikke med måde. Ligeledes er bøn at
sukke og skrige med hjertet osv. |
| 58
Was aber das Entziehen sei unter ehelichen Leuten, und was fur Ursach sich
begeben, lass ich sie selbs deuten. Ich kann wohl gläuben, dass sie
mancherlei sein; wie sichs denn auch ziemet dem Stand, der zu bösen
Tagen, und nicht zu guten Tagen geschaffen und eingesetz ist. Zorn und
Uneinikeit wird auch mitlaufen, zuweilen will auch uberflüssige Geistlikeit
da regiern. |
Men hvad det
er at unddrage sig hinanden blandt ægtefolk og hvad for årsag
der kan findes, det lader jeg dem selv om at tolke. Jeg kan vel forestille
mig, at der er mange forskellige slags, sådan som det da også
sømmer sig for en stand, der er skabt og indstiftet til onde dage
og ikke til gode dage. Vrede og uenighed løber her med i købet,
af og til vil også overflødig åndelighed herske dèr. |
| 59 S. Paulus setzt nur eine;
mehr thar ich, noch Jemand setzen. Die ist, dass beide bewilligen, sich
etliche Tage auf sonderliche Weise härter zu kasteien mit Fasten,
und dester fleissiger zu beten, sonderlich wo etwa eine Noth furhanden
ist. Denn zu starkem Gebet gehört auch ein stark Fasten. Dich
lässt es S. Paulus frei bleiben, und gibt kein Gesetz drüber,
sondern stellets in Beider Bewilligung. Darumb kann Niemand zu solchen
Fasten und Beten mit Geboten gedrungen werden; wie man bisher than hat.
Das sei davon gesagt. |
Paulus fastsætter kun én årsag. Mere
tør jeg eller nogen anden ikke fastsætte. Den er, at begge
bliver enige om igennem nogle dage at spæge sig hårdere med
faste på særlig måde og bede desto flittigere, især
når der er en eller anden nød på færde. For når
man skal bede kraftigt, må man også faste kraftigt. Dette lader
Paulus forblive frit og han fastsætter ikke nogen lov derom, men
lader dem selv om at blive enige om det. Derfor kan ingen tvinges til en
sådan faste og bøn med bud derom, sådan som man har
gjort hidtil. Lad det være nok derom. |
| 60
Nu nimpt forter S. Paulus fur sich die drei Stände der Keuscheit,
nämlich, den Wittwenstand, den ehelichen Stand, und den Jungfrauenstand,
und lehret weiter, was davon noth zu wissen ist, und spricht: |
Nu tager Paulus
videre de tre kyskheds-stænder for sig, nemlig, enkestanden, ægtestanden
og jomfrustanden, og lærer videre, hvad der er nødvendig at
vide derom, og siger: |
| 61 (16) Solchs
sage ich aber aus Vergunst, und nicht aus Gebot. Ich wollt aber lieber,
alle Menschen wären wie ich; aber ein Iglicher hat sein eigen Gabe
von Gott, Einer sonst, der Ander so. |
Men dette siger jeg som en indrømmelse,
ikke som et påbud. Men jeg ville hellere, at alle mennesker var som
jeg; men enhver har sin gave fra Gud, én på én måde,
en anden på en anden måde. |
| 62
Droben hat er aufs Gebot-Weise gesagt: Ein Iglicher habe sein eigen Weib,
umb der Hurerei willen, und hat die eheliche Willfahrt auch geboten. Wie
spricht er denn hie, er sage Solchs nicht aus Gebot, sondern aus Vergunst?
Ohn Zweifel will er, dass es frei soll sein, ehelich zu werden, dass nicht,
wie im Alten Testament, Jedermann müsse ehelich werden; darumb gebeut
er Niemand ehelich werden, sondern vergonnet es Idermann. Aber wenn sie
ehelich worden sind, gebeut er zu halten die eheliche Willfahrt. Auch wo
nicht Gnade ist, dass man frei sein kann, ehelich oder nicht ehelich zu
werden, da ist auch die Ehe geboten, ja meher denn geboten. |
Ovenfor har han
sagt som et bud: enhver skal have sin egen hustru, for at undgå utugt,
og har også givet påbud om de ægteskabelige vilkår.
Hvorfor siger han da her, at han siger den slags ikke som et påbud,
men som en indrømmelse? Uden tvivl vil han, at det skal være
frit at gifte sig, så at ikke, som i det gamle testamente, enhver
skulle gifte sig; derfor påbyder han ingen at gifte sig, men giver
enhver lov til det. Men når de har giftet sig, påbyder han,
at de skal holde de ægteskabelige vilkår. Også er det
sådan, at hvor der ikke er nåde til, at man kan være
frit stillet, om man vil gifte sig eller ej, dèr er ægteskabet
påbudt, ja mere end påbudt. |
| 63
Wie, dass er auch spricht: Ich wollt, alle Menschen wären, wie ich
bin, ist das nicht wider den Ehestand geredt, als wollt er, dass kein Mensch
ehelich wurde? Ja freilich, er wollt, dass Jedermann die hohe Gnade der
Keuscheit hätte, dass er der Sorge und Mühe der Ehe uberhaben
wäre, und frei nur mit Gott und seinem Wort zu thun hätte, wie
er hatte. |
Hvad så med det,
at han siger: Jeg ville ønske, at alle mennesker var, som jeg er?
Er det ikke talt imod ægtestanden, som om han ønskede, at
intet menneske giftede sig? Jo, sandelig, han ønsker, at enhver
havde den høje grad af kyskhed, at han var ophøjet over ægteskabets
bekymring og besvær, og frit kun havde med Gud og hans ord at gøre,
sådan som han selv havde det. |
| 64 Und wer wollt und sollt das
nicht Jedermann gunnen, sintemal die christeliche Liebe Idermann alles
Guts, beide zeitlich und ewiges, wunschet? Die Liebe hat kein Maass Guts
zu thun und zu wünschen, obs gleich unmüglich ist; gleichwie
er Roma 9. wünschet, von Christo verbannet zu sein umb der Juden Heil
willen. |
Og hvem ville og skulle ikke unde enhver det, eftersom den
kristelige kærlighed ønsker enhver alt godt, både timelige
og evigt? Kærligheden kender ingen måde med at gøre
godt og ønske godt, selv om det er umuligt. Sådan ønsker
han i Rom 9,3, at han var forbandet bort fra Kristus, for jødernes
frelses skyld. |
| 65
Aber (spricht er,) ein Iglicher hat seine eigen Gabe von Gott, Einer sonst,
der Ander so. Hie bekennet er, dass sein Wunsch nicht geschehen mag, und
dass Gottes Wille nicht sei, Jedermann die hohe Gnade zu geben. Und diesen
Text merke du recht wohl, denn er hat viel in sich, und wird die Ehe nicht
geringer gepreiset, denn die Keuscheit. |
Men, siger
han, enhver har sin særlige gave fra Gud, én på én
måde, en anden på en anden måde. Her indrømmer
han, at han ønske ikke kan gå i opfyldelse, og at det ikke
er Guds vilje at give enhver denne høje nåde. Og denne tekst
skal du lægge godt mærke til, for den har meget i sig og vil
ikke prise ægteskabet mindre end kyskheden. |
| 66 Denn wo man Ehe (17) und
Junkfrauschaft gegen ander hält, so ist freilich die Keuscheit ein
edler Gabe, denn die Ehe; aber dennoch ist die Ehe ja sowohl ein Gottes-Gabe,
(spricht hie S. Paulus,) als die Keuscheit. Ein Mann ist auch edler, denn
ein Weib; dennoch ist das Weib sowohl ein Gottes-Werk, als der Mann, denn
fur Gott sind alle Ding gleich, die doch unter nander ungleich sind. |
For hvor man holder ægteskab og jomfruskab op mod
hinanden, så er ganske vist kyskheden en mere ædel gave end
ægteskabet; men alligevel er ægteskabet jo ligesåvel
en Guds gave som kyskhede, siger Paulus her. En mand er også mere
ædel end en kvinde; alligevel er kvinden ligesåvel en Guds-skabning
som manden, for overfor Gud er alle ting lige, også de ting, som
dog indbyrdes er ulige. |
| 67 Alles, was er geschaffen
hat, das heisset ihn sein Schöpfer und Herrn, und keins heisst ihn
mehr oder höher, denn das ander, es sei gross oder klein. Also gilt
auch fur ihm Ehe und Junkfrauschaft gleich, denn beides ist sein göttliche
Gabe; wiewohl eins besser ist, denn das ander, gegen ander zu rechen. |
Alt, hvad han har skabt, det kalder ham sin skaber og herre,
og ingen kalder ham det mere eller højere end noget andet, så
kan det være stort eller småt. Derfor gælder også
ægteskab og jomfruskab det samme for ham, for begge er han guddommelige
gave, selv om det ene er bedre end det andet, når man opregner dem
imod hinanden. |
| 68
Daraus folget, wie gräulich die irren, so die Nonnen aufblasen, dass
ihr Stand fur Gott soll herrlicher und besser sein, den der eheliche, und
erdichten da sonderliche Krönlein, und weiss nicht wie mancherlei
Vortheil und Würden, machen damit hoffärtige, unchristliche,
göttlose Leut, die sich meher auf ihren Stand und Werk verlassen,
denn auf Christus Glauben und Gottes Gnaden, und verachten die Ehe als
viel geringer, auch fur Gott, denn ihren Stand, und nennen sich Christus
Bräute. |
Deraf følger,
at de mennesker tager grueligt fejl, som opblæser nonnerne til, at
deres stand overfor Gud skal være herligere og bedre end ægtestanden,
og dertil opdigter særlige småkroner, og ikke véd, hvor
mange slags fordele og værdigheder, de har. Derigennem skaber de
hoffærdige, ukristelige, gudløse mennesker, som forlader sig
mere på deres stand og deres gerning, end på Kristus-troen
og på Guds nåde, og foragter ægteskabet som meget ringere,
også i Guds øjne, end deres stand. Og de kalder sig for Kristi
brude. |
| 69 Ja, des Teufels Bräute
sind sie, weil sie der Keuscheit nicht brauchen, wozu ihr zu brauchen ist,
nämlich, nicht dass sie fur Gott besser sei, sondern hie auf Erden
freier und geschickter Leut mache, Gottes Wort zu warten, denn die Ehe. |
Ja, de kan være djævelens brude, kan de, for
de bruger ikke kyskheden til det, den skal bruges til, nemlig ikke til
at være bedre overfor Gud, men til her på jorden at skabe mere
uafhængige og velskikkede mennesker end ægtefolkene til at
tage sig af Guds ord. |
| 70
Nu, weil denn beides eine Gottes-Gabe ist, und die Ehe Jedermann, als ein
gemein Gabe, geben ist, aber die Keuscheit ein sonderliche, seltsame Gabe
gar weniger Leute ist: wird hiemit angezeigt, dass ein Iglicher sich prüfen
muss, ob er die gemeine oder die sonderliche Gabe an ihm finde; und weil
S. Paulus hie frei schleusst, es sei ein Gabe, müssen wir je bekennen,
dass es nicht unser Werk, Gut noch Vermügen ist, darumb dasselbe Niemand
kann geloben noch halten. Denn ich kann Gotte nicht das Seine und seine
Gabe verloben, er habe mirs denn zuvor geben, oder sei gewiss (18) seiner
Zusage, dass er mirs geben wölle; wie Jeremias war. |
Nuvel, fordi
begge dele er en Guds gave, og ægteskabet er givet enhver som en
almen gave, men kyskheden er en særlig, sjælden gave for meget
færre mennesker, derfor bliver der hermed antydet, at enhver må
prøve sig selv, om han finder den almene eller den særlige
gave hos sig. Og fordi Paulus her frit konkluderer, at det er en gave,
må jo vi bekende, at det ikke er vor gerning, vort gode eller vor
formåen. Derfor kan ingen aflægge løfter om det eller
holde aflagte løfter. For jeg kan ikke overfor Gud bortlove hans
gerning og hans gave, hvis ikke han i forvejen har givet mig det, eller
jeg har et sikkert løfte om, at han vil give mig det, som Jeremias
havde. |
| 71 Also lesen wir kein Exempel
in der Schrift von Gelübden, ohn in den Dingen, die uns schon gegeben
sind, oder geben sollen werden; wie Numeri 27. stehet, als von Häusern,
Aeckern, Geld, Vieh, eigen Leibe zu kasteien, mit Fasten oder ander Zucht
etc. |
Derfor læser vi ikke i skriften noget eksempel på
et løfte, undtagen i de ting, som allerede er givet os eller vil
blive givet os. Sådan som der i 4 Mos 27,?? står, at man skal
spæge sig bort fra huse, penge, kvæg, sit eget legeme, med
faste og anden tugt osv. |
| 72
Weil wir aber hie sind an dem Ort, da Paulus den Ehestand so hoch preiset,
und ein göttliche Gabe nennet, wollen wir auch weiter drein sehen,
und beweisen, dass der Ehestand sei der allergeistlichste Stand, und dass
man fälschlich und mit Unrecht etliche Stände hat geistliche
Orden, und die Ehe weltlichen Stand genennet: sondern es sollt umbgekehret
sein, dass der Ehestand heissen, wie er auch ist; |
Men fordi vi her er
på et sted, hvor Paulus priser ægtestanden så højt
og kalder den en guddommelig gave, derfor vil vi undersøge det lidt
nøjere og bevise, at ægtestanden er den allermest åndelige
stand, og at man bedragerisk og med urette har nogle stænder af gejstlig
orden og kalder ægteskabet en verdslig stand. Nej, det skal være
omvendt, så ægtestanden kommer til at hedde det, den også
er. |
| 73 und die Orden sollt man die
rechten weltlichen Stände heissen, wie sie denn auch sind. Eitel verkehrete
Missbräuche der Wörter haben sie in die Welt bracht, und Idermann
das Maul damit geschmieret und verfuhret, dass geistlich hat müssen
weltlich, und weltlich hat müssen geistlich heissen. |
Og ordenerne skal man kalde de rette verdslige stænder,
sådan som de også er. Lutter forkerte misbrug af ord har de
bragt ind i verden, og dermed har de smurt munden på enhver og forført
ham, så at gejstlig har måttet kaldes verdslig og verdslig
gejstlig. |
| 74
Aufs Erst sollt wohl Nichts geistlich heissen, ohn das inwendig Leben des
Glaubens im Herzen, da der Geist regiert. Aber weil nu das auch geistlich
heisst, das auswendig am Leibe geschicht durch den Geist des Glaubens;
so wollen wir hie gar eben und fein sehen und greifen, dass der Ehestand
mit allem Recht geistlich, und die Orden weltlich Stände heissen sollten. |
For det
første er der vel ikke andet, der skal kaldes gejstligt eller åndeligt
end troens indvendige liv i hjertet, hvor ånden hersker. Men fordi
nu også det kaldes åndeligt, som sker udvendigt med kroppen
gennem troens ånd, så vil vi her ganske ligefremt og udmærket
se og begribe, at ægtestanden med al ret skal kaldes åndelig
og ordenerne verdslige. |
| 75 Ich rede aber von den Orden
und Geistlichen, die sich bisher also nennen und rühmen haben lassen.
Denn diejenigen, so recht im Glauben fahren, und wahrhaftig geistlich sind,
die haben freilich den rechten geistlichen Stand der Keuscheit. |
Men jeg taler om de ordener og de gejstlige, som indtil
nu har ladet sig kalde sådan og pralet af det. For de, som lever
ret i troen og i sandhed er åndelige, de har ganske rigtigt den rette
åndelige kyskhedens stand. |
| 76
Aufs Ander mag das Niemand leugen, dass der Geistlichen Werk und Wesen
eben so äusserlich, zeitlich und leiblich sind, als der Ehelichen.
Denn sie geschehen eben so wohl durch den Leib und seine Gelieder, als
der Ehelichen. Was aber durch den Leib und seine Gelieder geschicht, muss
je leiblich und äusserlich Werk (19) sein, ja, auch die Anschläge
und Gedanken im Herzen von sölchen äusserlichen, leiblichen Werken
müssen auch leiblich sein und heissen. |
For det andet
kan ingen nægte, at den gejstlige gerning og væsen er lige
så ydre, timelig og legemlig, som den ægteskabelige gerning
og væsen. For den sker lige så vel gennem kroppen og dens lemmer,
som ægtestandens gerning. Men hvad der sker gennem kroppen og dens
lemmer, må jo være en legemlig og ydre gerning, ja, også
anslagene og tankerne i hjertet om sådanne ydre, legemlige gerninger
jo være og kaldes legemlige. |
| 77 Soll nu irgend ein Stand
geistlich heissen, so muss etwas Anders und mehr darzu gehören, denn
solch äusserliche Werke und Wesen, nämlich der Glaube im Herzen,
welcher ist Geist, und macht alles geistlich, was am Menschen ist, beide,
auswendig und inwendig. |
Skal nu én eller anden stand kaldes åndelig,
så må der hører noget andet og mere til end sådanne
ydre gerninger og sådant ydre væsen, nemlig troen i hjertet.
Den er ånd, og den gør alt det åndeligt, som der er
ved menneske, både det udvendige og det indvendige. |
| 78
Nu sieh an die geistliche Stände, so bisher sind berühmbt gewesen,
so findest du zum Ersten, dass sie mit Leibs-Nothdurft aufs Allersicherst
versorget sind, gewisse Zins, Essen, Kleider, Haus und allerlei aufs Alleruberflüssigst
haben, durch frembder Aerbeit und Sorge erworben und ihnen gegeben, also,
dass sie ganz und gar dess kein Fährlichkeit haben, noch haben wöllen. |
Se nu på
de gejstlige stænder, som hidtil er blevet berømmet, så
finder du for det første, at de med hensyn til livsfornødenheder
er forsørget på det allersikreste, sikre renter, mad, klæder,
hus, og alting har de på det mest overflødige erhvervet og
fået givet gennem andres arbejde og bekymring, sådan at de
hvad det angår ikke lever i nogen fare eller vil komme til det. |
| 79 Denn auch Niemand also geistlich
wird, noch werden will, er wisse denn, dass er leiblich sein Lebenlang
versorget sei; und das mehrer Theil auch Solchs in Klöstern und Pfaffenstand
suchte, dass der Bauch und die Haut gnug habe. Was ist aber das Anders,
denn ein solchen Stand suchen und haben, da man nicht dürfe gen Himmel
gaffen, und des täglichen Brods von Gott gewarten, und trauen, dass
sie Gott ernähere? |
For der er heller ingen, der er eller bliver så åndelig,
at han ikke véd, at han vil blive legemligt forsørget livet
igennem. Og størstedelen har da også søgt hen til klostrene
og til præstestanden af den grund, at dèr har bugen og huden
nok. Men hvad er det andet end at søge hen til og indehave en sådan
stand, at man ikke behøver se mod himlen og vente sit daglige brød
fra Gud og stole på, at Gud forsørger én? |
| 80 Kürzlich, der Glaube
hat in solchen Ständen kein Raum noch Stätt, noch Zeit, noch
Werk, noch Übung. Denn sie sitzen in sicher voller Bereitschaft und
Baarschaft, und ist nicht da substantia rerum sperandarum, Zuversicht der
Güter, die man nicht siehet, wie des Glaubens Art ist, sondern certitudo
rerum possessarum, gewisse Sicherheit der gegenwärtigen Güter. |
Kort sagt, troen har i sådanne stænder hverken
rum, plads, tid, gerninger eller prøvelser. For de sidder i sikker
og fuld beredthed og forsørgethed og der er ikke dèr nogen
ting, man skal håbe på, nogen tillid til de goder, som man
ikke ser, sådan som det er troens art, men der er en sikkerhed for
de ting, man ejer, en sikker vished om de nærværende goder. |
| 81
Nimpt du aber ein Weib, und wirst ehelich, so ist das der erste Stoss:
Wo willt du nu dich, dein Weib und Kind ernähren? und das währet
dein Lebenlang; also, dass der eheliche Stand von Natur der Art ist, dass
er auf Gottes Hand und Gnade lehret und treibt zu sehen, und gleich zum
Glauben zwinget. |
Men tager du
dig en kone og gifter dig, så er dette det første stød,
der møder dig: Hvor vil du nu ernære dig selv, din kone og
dine børn? Og det varer livet ud, så at ægtestanden
af sin natur er af den art, at den lærer og driver det hen imod at
se hen til Guds hånd og nåde og ligefrem tvinge til tro. |
| 82 Denn wir auch sehen, wo nicht
Glaube ist im Ehestand, da ists ein schwerer Wesen, voll Sorge und Angst
(20) und Arbeit. Wiederumb, je weniger Glaube der berühmte geistliche
Stand hat, je besser Tage er hat. Denn sein Bauch ist frei versorget, darf
auf Gottes Hände nicht sehen, noch seiner Güte gewarten. |
For vi ser jo også, at hvor der ikke er tro i ægtestanden,
dèr er der et tungt væsen, fuld af bekymring og angst og arbejde.
Og omvendt, jo mindre tro den berømte gejstlige stand har, des bedre
dage har den. For dens bug er frit forsørget, den behøver
ikke se hen til Guds hænder, eller vente på hans goder. |
| 83
So sage mir, welcher Stand billig der geistliche heisse, obs nicht der
sei, darin der Glaube noth ist, und sein eigen Werk hat, und täglich
Ubung und Ursach hat Gott zu vertrauen, und nach dem Spruch des 145. Psalm.
gehet: Aller Augen warten auf dich, Herr, und du gibst ihnen ihre Speise
zur seiner Zeit. Du thust deine Hand auf, und erfullest alles, was lebt,
mit Wohlgefallen etc. |
Sig mig så
nu, hvilken stand med rimelighed kan kaldes den åndelige stand, om
det ikke er den, hvori troen er nødvendig, og har sin egen gerning,
og daglig har øvelse i og grund til at stole på Gud, så
det går til efter det, som Sl 145,15f siger: Alles øjne venter
på dig, Herre, og du giver dem deres føde til sin tid. Du
åbner sin hånd og opfylder alt, hvad der lever, med velbehag
osv. |
| 84 Nu hat je allein der Ehestand
solche Ursach und Ubunge des Glaubens zu Gott; aber kein geistlicher Stand
hat sie, auch will sie keiner haben, sind auch darzu also gestiftet, und
versichert, dass die solcher Ursach nicht haben dürfen, und haben
den Glauben also ausgestossen, und alle Löcher verstopft, dass er
ja nicht zu ihnen hinein kömme. |
Nu er det jo kun ægtestanden, der har en sådan
årsag til og øvelse i at stole på Gud. Ingen gejstlig
stand har den, og den vil heller ikke have noget af det, og er også
indstiftet og forsikret på den måde, at de ikke behøver
have en sådan årsag, og de har altså udstødt troen
og lukket alle huller til, så den ikke kan komme ind til dem. |
| 85 Ists denn nu nicht ein verkehreter
Frevel, dass sie sich geistlich rühmen, und ihre Stände fur geistlich
aufwerfen, darinnen doch von Natur und des Stands Art nicht ein Tröpflin
Glaubens sein kann, dass also der Geist und solcher geistlicher Stand sich
eben mit einander reimen, wie Christus und Belial, wie Tag und Nacht, wie
Geist und Fleisch, wie glauben und fühlen? Denn wo Glaube nicht ist,
noch Raum, noch Ursach ist, da kann auch kein Geist sein, und muss vonnöthen
eitel fleischlich, weltlich, leiblich und äusserlich Ding sein; wie
es denn auch die Erfahrung gibt und lehret in den Ordensleuten. |
Er det da ikke en bagvendt spot, at de praler af at være
åndelige, og opkaster deres stand som den åndelige, den stand,
som der dog efter dens natur og art ikke kan være så meget
som en dråbe tro i, så altså ånden og en sådan
stand rimer sig med hinanden som Kristus med Belial, som dag og nat, som
ånd og kød, som at stole på og at mærke fast?
For hvor der ikke er tro og ikke plads eller årsag til den, dèr
kan der heller ikke være nogen ånd, og følgelig må
det være en helt igennem kødelig, verdslig, legemlig og ydre
ting. Som da også erfaringen viser og belærer os om med hensyn
til ordensfolkene. |
| 86
Wiederumb, machen sie dem Ehestand ein Geschrei, als sei er weltlich und
fleischlich, und sehen nicht, wie er von Gott also gesetzt ist, dass er
zum Geist und Glauben treibt und fodert, und fast eitel Geist da sein muss,
soll es wohl gehen. |
Og videre,
de råber op om ægtestanden, at den er verdslig og kødelig,
og de ser ikke, hvordan den af Gud er indrettet sådan, at den fører
til og kræver ånd og tro, og der næsten må være
idel tro deri, om det ellers skal gå godt. |
| 87 Denn was Gottes (21) Werk
und Geschäft ist, das ist also zugericht, dass es im Glauben gehen
soll, und den Glauben ubet; wo nicht, so ists gar ein schweer, unleidlich
Ding. Was aber Menschen erfinden, das gehet allezeit am besten, wenn es
ohn Glauben gehet; denn es der Sachen sicher, und gewiss versorget sein
will. |
For det, der er Guds gerning og arbejde, det er sådan
indrettet, at de må gå for sig i tro og indøve i tro.
Hvor det ikke sker, er det en tung, ulidelig sag. Men hvad menneskene opfinder,
det går altid bedst, når det går for sig uden tro, for
det vil være sikker på sagerne og sikker på at blive
forsørget. |
| 88
Siehe, so greifst du hie fur das Erst, dass der Ehestand von Natur der
Art ist, dass er den Menschen treibt, jagt und zwinget hinein in das allerinnerlichst,
höchste, geistlich Wesen, nämlich zum Glauben, sintemal kein
höher, innerlicher Wesen ist, denn der Glaube, denn der hanget blos
an Gottes Wort, und ist nacket ausgezogen von allem, das nicht Gottes Wort
ist. |
Se,
her forstår du for det første, at ægtestanden er af
den natur og art, at den driver, jaget og tvinger mennesket ind i det allerinderligste,
højeste, åndelige væsen, nemlig til tro, eftersom der
ikke er noget højere, mere inderligt væsen, end troen, for
den hænger alene fast ved Guds ord og er fuldstændig afklædt
for alt, hvad der ikke er Guds ord. |
| 89 Nu ist je nicht Höhers,
Innerlichers, wider in Himmel noch Erden, denn Gottes Wort, welchs auch
Gott selber ist; wiederumb, der geistliche Stand von Natur der Art ist,
dass er den Menschen eraus locket, und ganz und gar ausschüttet auf
zeitliche und äusserliche Ding, dass er leiblich gnug habe,
und will schlecht nicht geistlich Stand sein, er habe denn äusserlich
gnug, und sei der Sachen gewiss, dass er nicht müsse Glaubens und
Trauens an Gott bedürfen: dass du must sagen, solcher geistlich Stand
sei von Art ein rechter irdischer, weltlicher und heidenischer Stand, gegen
dem Ehestand; wiederumb, der Ehestand ein rechter, himmlischer, geistlicher
und göttlicher Stand, gegen dem geistlichen Stand. |
Nu er der jo ikke noget højere, noget mere inderligt,
hverken i himlen eller på jorden, end Guds ord, som også er
Gud selv. Og videre: Den gejstlige stand er af naturen af den art, at den
lokker mennesket bort og helt og holdent udelukker det det fra timelige
og ydre ting, så det i legemlig henseende har nok, og simpelthen
ikke vil være gejstlig stand, hvis den ikke i det ydre har nok og
er sikker på sagen, så at den ikke behøver at være
afhængig af troen og tilliden til Gud. Derfor må du sige, at
en sådan gejstlig stand i sin art er en ret jordisk, verdslig og
hedensk stand, i modsætning til ægtestanden; og omvendt, at
ægtestanden er en ret, himmelsk, åndelig og guddommelig stand,
i modsætning til den gejstlige stand. |
| 90
Ich sage nämlich: von Art; denn es wahr ist, dass des Ehestandes Viel
nicht recht im Glauben brauchen, und das Gut ihnen selbs böse machen
durch den Unglauben. Wiederumb, ists auch nicht unmüglich, dass Jemand
des geistlichen Stands wohl brauche durch seinen Glauben, und das böse
ist, ihm selbs gut mache mit seinem Glauben. Aber umb solchs guten oder
bösen Brauchs willen kann man drumb nicht sagen, dass der Ehestand
böse, oder der geistlich Stand gut sei. |
Jeg siger nemlig
'efter sin art'. For det er jo sandt, at mange i ægtestanden ikke
bruger troen ret og ved vantro gør dette gode til noget ondt for
sig selv. Omvendt er det heller ikke umuligt, at nogen i den gejstlige
stand bruger sin tro vel, og gennem sin tro gør det, der er ondt,
til noget godt for sig. Men på grund af denne gode eller onde brug
kan man ikke sige, at ægtestanden er ond, eller den gejstlige stand
god. |
| 91 Denn der Glaub macht alle Ding gut,
auch den Tod und alle Unglück: der Unglaub macht alle Ding böse
und schädlich, auch das Leben und Gott selbs. Wir reden (22) aber
nicht vom Brauch oder Missbrauch der Stände, sondern von Art und Natur
der Stände an ihnen selbs, und schliessen, dass der Ehestand Gold,
und der geistlich Stand Dreck ist, darumb, das jener zum Glauben, dieser
aber zum Unglauben förderlich ist. |
For troen gør alle ting gode, også døden og al
ulykke. Vantroen gør alle ting onde og skadelige, også livet
og Gud selv. Men vi taler ikke om brugen eller misbrugen af stænderne,
men om stændernes art og natur i sig selv, og konkluderer, at ægtestanden
er guld, den gejstlige stand lort, af den grund, at denne fører
til tro, den anden til vantro. |
| 92
Zum Andern ubet der Ehestand nicht allein das Herz und inwendig Wesen durch
den Glauben fur Gott, sondern auch den Leib äusserlich in Werken,
dass also der Ehestand beide, Glauben und Werk treibt, beide Leib und Seel
hilft, versorget und recht führet. Denn der Ehestand von Natur der
Art ist, dass er muss ärbeiten, und sich mit der Hand ernähren,
und gehet eigentlich in dem Wort Gottes Gene. 3. Im Schweiss deins Angesicht
sollt du dein Brod essen. |
For det andet øver
ægtestanden ikke alene hjertet og det indvendige væsen gennem
troen overfor Gud, men også legemet i det ydre med gerninger, så
at ægtestanden driver på med begge dele, tro og gerninger,
hjælper, forsørger og retleder både sjæl og legeme.
For ægtestanden er af natur af den art, at man må arbejde og
ernære sig med hånden, og det går bogstaveligt til som
i Guds ord 1 Mos 3,19: I dit ansigts sved skal du spise dit brød. |
| 93 Da muss er wagen, dass ihm sein Aerbeit
missrathe, oft Schaden nehme, an Weib, Kind und Gesind viel erdulde; und
wer kan den Schweiss des Angesichts alle erzählen? dass freilich auch
der Leib im ehelichen Stand sein Theil also wohl hat mit Aerbeit, Sorge
und Mühe zu schaffen, als das Herz hat mit dem Glauben zu schaffen:
und ist doch immerdar gewiss, dass es alles göttlich ist, und Gotte
also wohlgefalle. |
Her må man vove, at hans arbejde mislykkes, ofte lider skade,
og man må udholde meget fra kone, børn og tyende. Og hvem
kan opregne al ansigtets sved? Så at ganske sikkert også legemet
har sin del at tage vare på godt og vel med arbejde, bekymring og
møje, ligesom hjertet har troen at tage vare på. Og det er
dog stadigvæk sikkert, at det altsammen er guddommeligt, og har Guds
velbehag. |
| 94 Aber der geistliche Stand näheret
sich seiner Aerbeit nicht, es ist ein fauler Schelm, und ubet den Leib
gar nichts, sondern lässt ihm Ander furärbeiten, und weidet seinen
Wanst von der Andern Schweiss und Blut, will auch kein Fahr noch Schaden
an seinen Gütern gewarten; dass kurzlich hie kein Schweiss des Angesichts
ist, sondern sein Wesen gehet in dem Spruch Psa. 73: Sie sind nicht in
der Aerbeit, wie ander Leute, und werden auch nicht, wie ander Menschen,
geplagt; drumb muss ihr Trotzen kostlich Ding sein etc. |
Men den gejstlige stand ernærer sig ikke ved sit arbejde, den
er en doven skælm, og øver slet ikke legemet, men lader andre
arbejde for sig, og høster sin gevinst fra andres sved og blod.
Den vil heller ikke vente nogen fare eller skade på sit gods. Så
at der kort og godt ikke er noget ansigts sved her, men dens væsen
går efter udsagnet i Sl 73,5: De er ikke i arbejdet, som andre folk,
og plages heller ikke, som andre mennesker. Derfor må deres trods
være en kostelig ting, osv. |
| 95 Und ob sie gleich beten und singen,
und ihre geistlich Werk treiben, ist doch derselben keins nutz zu de Leibs
Ubunge. Dazu, wenn sie gleich aufs Beste geschehen, ist ungewiss, dass
(23) sie Gott gefallen; ja, solch Ding, weil es ohn Gottes Wort gehet,
kanns Gott nicht gefallen. |
Og selv om de beder og synger og udøver deres gejstlige værk,
er det dog ikke noget, der er til nogen nytte i legemets øvelse.
Desuden, selv om det så gik for sig på bedste vis, er det usikkert,
om det behager Gud. Ja, den slags ting kan ikke behage Gud, fordi de sker
uden Guds ord. |
| 96
Hie möchst du sagen: Wenn du so willst, so sollts wohl besser sein,
dass Niemand keusch bliebe, und Jedermann ehlich wurde; das wäre je
wider diesen Text S. Pauli? Antwort: Ich rede itzt vom geistlichen Stand
gegen dem Ehestand, und nicht vom keuschen Stand. Der geistliche Stand
ist kein nutze, und da wäre es besser, dass Niemand geistlich wäre,
und Jedermann ehlich. |
Her kan det være
du siger: Hvis du vil have det på den måde, så skulle
det vel være bedre, at ingen forblev kysk, og enhver gik hen og giftede
sig. Men det ville være imod denne tekst hos Paulus. Hertil svarer
jeg: Jeg taler nu om den gejstlige stand, sat op imod ægtestanden,
og ikke om den kyske stand. Den gejstlige stand er til ingen nytte, og
så ville det være bedre, at ingen var gejstlig, og enhver giftede
sig. |
| 97 Aber der keusch Stand ist ein ander
Ding, denn der geistlich Stand, und S. Paulus redet Nichts vom geistlichen
Stand, sondern vom rechten keuschen Stand. Es ist kein unkeuscher Stand,
denn der geistliche, wie man täglich erfähret; und ob Etlich
drinnen keusch lebeten, so brauchen sie doch desselben nicht, dazu es S.
Paulus will gebraucht haben, dass es gar nicht die Keuscheit ist, da S.
Paulus von hierinnen lehret. |
Men den kyske stand er noget andet end den gejstlige stand, og Paulus
siger ikke noget om den gejstlige stand, men om den rette kyske stand.
Der er ingen anden ukysk stand end den gejstlige, som man daglig erfarer.
Og selv om nogle lever kysk deri, så bruger de den dog ikke til det,
som Paulus vil have den brugt til, så at det slet ikke er den kyskhed,
som Paulus lærer om her. |
| 98 Denn sie machen aus der Keuscheit ein
Verdienst und Ruhm, und Herrlikeit fur Gott und der Welt, und verlassen
sich drauf, welchs ist wider den Glauben; aber S. Paulus macht ein Geschicklikeit
und Dienst draus, zum Gottes Wort und Glauben. Weiter spricht er: |
For de gør ud af kyskheden en fortjeneste og en ros og herlighed
overfor Gud og overfor verden og forlader sig derpå, hvilket er imod
troen; men Paulus gør en tilpassethed og en tjeneste ud af det,
til bedste for Guds ord og troen. Videre siger han: |
Videre til