Første antinomer-disputation 1


fra WA Bind ??, side 360-375

Weimarudgaven sætter de to udgaver af disputationen op samtidig, med den mest fyldige øverst. Jeg gør det samme, idet de bliver sat op ved siden af hinanden, med hver sin oversættelse knyttet til, A til venstre, B til højre.

Forord. 1. argument. 2. argument. 3. argument. 4. argument. 5. argument. 6. argument. 7. argument. 8. argument. 9. argument. 10. argument. 11. argument. 12. argument. 13. argument. 14. argument. 15. argument. 16. argument. 17. argument. 18. argument. 19. argument. 20. argument. 21. argument. 22. argument. 23. argument. 24. argument. 25. argument. 26. argument. 27. argument. 28. argument. 29. argument. 30. argument. 31. argument. 32. argument. 33. argument. 34. argument. 35. argument. 36. argument. 37. argument.
 
1     Disputatio prima contra Antinomos. Den første disputation imod antinomerne. 
Praefatio reverendi patris Domini Doctoris Martini Lutheri in disputationem primam contra Antinomos, habita Witebergae anno Christi 1537 18. Decembris.  Forord af den ærværdige herre, doktor Martin Luther, i en disputation imod antinomerne, der blev afholdt i Wittenberg 18. december 1537 efter Kristus.  Nogle argumenter, fremført og hævdet i en disputation imod antinomerne, afholdt i Wittenberg den 18. december under forsæde af hr. doktor Martin Luther. År 1537.  Argumenta quaedam producta et agitata in disputatione contra Antinomos habita Witebergae 18. Decembris praesidente D. Doctore Martino Luthero. Anno M. D. XXXVII.
3 Videtis, optimi fratres et domini mei, quod sathan non cessat persequi salvatorem et mediatorem nostrum Iesum Christum et, quantumcunque potest, impia doctrina haereticorum, scandalis et persecutione tyrannorum impedit, ne illa salutifera doctrina de iustificatione pura in Ecclesia maneat.  I har set, mine kære brødre og herrer, at Satan ikke ophører med at forfølge vor frelser og mellemmand, Jesus Kristus, og med ugudelige og kætterske læresætninger, skandaler og tyranners forfølgelse, så meget kan han, forhindrer, at den frelsebærende lære om retfærdiggørelsen kan forblive ren i kirken.  Eftersom Satan ikke ophører med at forfølge Kristus og med mange skandaler fordreje den rene og sande Kristi lære, må vi drage omsorg for, og det med stor iver, at vi fastholder den sande og sikre lære uskadt med en sikker lærebegrundelse og læremetode og overlevere den fra os og til vore efterkommere. Cum sathan non cesset persequi Christum ac deformare multis scandalis puram veramque doctrinam Christi, debemus curare, idque summo studio, ut veram et certam doctrinam certa docendi ratione ac methodo (W361) comprehensam retineamus posterisque tradamus nostris relinquamusque.
4 Cum vero nobis datum sit ineffabili misericordia Dei, ut nostra haec ecclesia et quicunque cum ea doctrina consentiunt, habeant puram et certam rationem tractanti et tradendi christianam doctrinam, debemus summa diligentia hoc agere, ut ea pure conservetur, et ad posteros, quantum in nobis est, pura transmittatur, utque nullo modo concedamus, ut aliena et nova ratio docendi articulum iustificationis praesertim nobis viventibus tradatur, ne nostra negligentia occasionem demus sathanae rursum irruendi in ecclesiam et excitandi infinitas sectas et scandala.  Men skønt vi har fået Guds uudtømmelige barmhjertighed, så at vor kirke og de, der er enig med den i dens lære, kan have en ren og sikker måde at behandle og videreføre den kristne lære, bør vi dog gå frem med den største omhu, så den kan bevares ren og, såvidt det står til os, overføres ren til vore efterfølgere, så vi ikke på nogen måde tillader, at en fremmed og ny læremetode overleveres, mens vi er i live, at vi ikke ved vor forsømmelighed skal give Satan mulighed for igen at storme ind på kirken og opvække talløse sekter og skandaler. 
5 Non tantum solliciti esse debemus, quomodo nos salvi fiamus, sed maxime curare, ne posteri sub specie pietatis aut veritatis recipiant mendacia et errores. Maledicti autem, qui sunt aut erunt huius horrendi mali (W361) autores.  Vi bør derfor ikke blot være bekymrede for, hvordan vi selv kan blive frelst, men også i høj grad drage omsorg for, at vore efterkommere ikke, under fromheds og sandheds dække, modtager løgn og vildfarelser. Men forbandet er de, som er eller vil bliver ophavsmænd til et sådant forfærdeligt onde. 
 6 Audistis autem iam saepe, meliorem rationem tradendi et conservandi puram doctrinam non esse, quam ut istam methodum sequamur, nempe ut dividamus doctrinam christianam in duas partes, scilicet in legem et evangelium.  Men I har allerede ofte hørt, at der ikke findes nogen bedre metode til at overlevere og bevare den rene lære, end den metode, vi følger, nemlig, at vi deler den kristne lære i to dele, i loven og evangeliet.  Men der er ingen bedre og mere fuldendt måde at overlevere den kristne lære på, end den metode, hvorved denne lære deles i lov og evangelium, det vil sige, i læren om vreden og nåden, synden og retfærdigheden, livet og døden.  Nulla autem melior ac plenior doctrinae christianae tradendae ratio est, quam methodus illa, in qua primum dividatur haec doctrina in legem et evangelium, hoc est, in doctrinam irae et gratiae, peccati et iustitiae, vitae et mortis. 
 7 Sicut etiam duae res sunt, quae in verbo Dei nobis proponuntur, scilicet aut ira aut gratia Dei, peccatum aut iustitia, mors aut vita, infernus aut coelum.  Ligeledes er det også to ting, der forelægges os i Guds ord, nemlig Guds vrede eller Gud snåde, synd eller retfærdighed, død elle liv, helvede eller himmel. 
 8 Haeque res certe et apertae sunt. Non est confusio Babylonica opinionum et abominationum, qualis fuit in papatu.  Disse ting er sikre og klare. Der er ikke nogen babylonisk forvirring om meninger og vederstyggeligheder, sådan som der var i pavedømmet.  Hvis vi følger den vej, kan vi ikke fare vild.  Si hanc viam fuerimus secuti, non aberrare possumus. 
 9 Prior res, scilicet peccatum, mors, ira Dei, illa est agnata et cognita nobis per primum parentem.  Den første ting, altså synden, døden, Guds vrede, er åbenbaret og gjort os bekendt gennem vor stamfader.  Den første del af læren påviser de ting, som nu findes i den menneskelige natur, medfødt fra Adam, at hele menneskeslægten er under Guds vrede, under synden og døden.  Prior pars doctrinae ostendit illas res, quae iam existunt in natura humana, propagatas ab Adam, universum genus humanum esse sub ira Dei, sub peccato et morte. 
 10 Altera, scilicet gratia, remissio peccatorum, iustitia, vita, illa quidem incepta est in nobis per Christi beneficium, sed non consummata.  Den anden ting, nåden, syndernes forladelse, retfærdigheden, livet, bliver påbegyndt i os gennem Kristi velgerning, men den bliver ikke fuldendt.  Men den anden del, nemlig evangeliet, åbenbarer egentlig Guds nåde og de ting, som påbegyndes i de fromme i dette liv, men fuldendes i det kommende liv, hvor vi efterlever den fuldkomne retfærdighed og det fuldkomne og evige liv.  Sed altera pars, videlicet Evangelium, proprie revelat gratiam Dei et illas res, quae in piis in hac quidem vita inchoantur, sed consummabuntur in vita futura, ubi consequemur perfectam iustitiam ac perfectam et aeternam vitam. 
 11 Consummabitur autem plane, cum resuscitabimur a morte in illo die, ubi corpus prorsus purgatum erit ab omnibus peccatis et conforme fiet corpori glorioso capitis nostri Christi.  For den fuldendes først helt, når vi opvækkes fra døden på hin dag, hvor legemet vil blive fuldstændig renset fra al synd og blive ligedannet med vort overhoveds, Kristi, strålende legeme.
 12 Manentibus igitur nobis in istis duabus rebus non possumus aberrare. Scimus enim, imo sentimus, peccatum adesse, mortem perterrefacere nos etc.  Når vi derfor forbliver i disse to ting, kan vi ikke tage fejl. For vi véd, ja, vi føler, at synden er der, og at døden forfærder os, osv.  Men mens vi lever her, er denne lære højst nødvendig, fordi den påviser vore medførte onder, nemlig synden og døden.  Interim in hac vita doctrina (W362) pernecessaria est ob eam causam, ut nobis innata ostendat mala, videlicet peccatum et mortem. 
 13 Illa res prior docetur per legem, cuius cognitio maxime necessaria est generi humano, quia non solum in peccatis concepti et geniti sumus ac vivimus, sed tanta est humanae naturae corruptio et caecitas, ut non videat nec sentiat magnitudinem peccati.  Denne første ting læres gennem loven, og erkendelsen af den er højst nødvendig for menneskeslægten, for vi er ikke blot undfanget og født i synd, og ikke blot lever vi i synd, men så stor er den menneskelige naturs fordærv og blindhed, at den ikke ser eller mærker, hvor stor synden er. 
 14 Habent quidem omnes homines naturaliter quandam cognitionem legis, sed eam valde infirmam et obscuratam.  Alle mennesker har godt nok en vis naturlig erkendelse af loven, men den er meget svag og formørket.  Skønt nemlig loven ad naturlig vej lyner i alle folkeslag, er det dog, eftersom dette lyn er formørket,  Quamquam enim lex naturaliter fulget in omnibus gentibus, tamen quia is fulgor est obscurus, 
 15 Ideo necesse fuit et semper est tradere hominibus illam legis notitiam, ut cognoscant magnitudinem peccati sui, irae Dei, etc. Impossibile autem est, quod Deus iuvet et coronet peccatum, simul etiam necesse est doceri iam Dei et mortem stipendium peccati. (Rom 6,23) (W362)  Derfor er det nødvendigt, at man altid overleverer menneskene denne lovens erkendelse, så de kan lære, hvor stor deres synd er, hvor stor Guds vrede er, osv. Men det er umuligt, at Gud hjælper og kroner synd, derfor må manb også lære Guds og syndens brod: døden.  nødvendigt for menneskene, at den sande lovens dom sættes dem for øje og de får overleveret erkendelsen af synden og døden.  ideo necesse est hominibus proponi veram legis sententiam et tradi notitiam illam peccati et mortis.
 16       Cum igitur natura hominis corrupta sit et excaecata veneno diaboli in paradiso, ut neque magnitudinem peccati cernat nec peccati poenam, iram Dei et aeternam mortem sentiat exhorrescatque, servanda est doctrina in Ecclesia, quae haec mala aperiat et monstret.         Eftersom derfor menneskets natur er fordærvet og gjort blind gennem djævelens gift i paradiset, så det hverken kan erkende, hvor stor synden er, eller hvilken straf synden får, og ejheler føle eller forfærdes over Guds vrede og den evige død, så må man i kirken betjene sig af den lære, hvorved dette onde bliver åbenbaret og påvist. 
 17 Ea autem est lex. Sic econtra iisdem malis per legem revelatis et ostentis nobis, ne desperemus, servanda est altera quoque doctrina in Ecclesia, quae doceat consolationem contra accusationem et terrores legis, gratiam contra iram Dei, remissionem peccatorum et iustitiam contra peccatum, vitam contra mortem.  Men den lære er loven. Og omvendt må kirken overfor os, der igennem loven har fået åbenbaret og påvist det onde, vi har, for at vi ikke skal fortvivle, betjene sig af den anden lære i kirken, som lærer trøst mod lovens anklage og forfærdelser, nåde imod Guds vrede, syndernes forladelse og retfærdighed imod synden, liv imod død.  Men for at vi ikke skal fortvivle og tilbageholde den sikre trøst imod synden og døden, skal man også betjene sig af den anden slags lære, nemlig evangeliet, som lærer retfærdighed imod synden, liv imod død, for dem, som føler synden og Guds vrede.  Verum ne desperemus et retineamus firmam consolationem adversus peccatum et mortem, conservandum quoque est alterum doctrinae genus, (W363) videlicet Evangelium, quod docet iustitiam contra peccatum, vitam contra mortem eis, qui peccatum et iram Dei sentiunt. 
 18 Ea autem doctrina est Evangelii, quod docet, Deum verbo suo ideo omnes concludere sub peccatum, ut omnium misereatur, (Rom 11,32) qui velit omnibus certissime remittere peccata, liberare a morte et donare iustitiam et vitam iis, qui sentiunt miseriam, iniustitiam et perditionem suam, et quidem gratis sine omni nostro merito, sic tamen ut propter Christum ista beneficia contingant credentibus.  Men den lære er evangeliet, som lærer, at Gud gennem sit ord af den grund har indesluttet alt under synd, at han kan forbarme sig over alle, at han ganske sikkert vil tilgive alle deres synder, vil befri fra død, og give retfærdighed og liv til dem, som føler deres elendighed, uretfærdighed og fortabthed, og det af nåde uden nogen fortjeneste fra vores side, dog således det er for Kristi skyld, at disse velgerninger tildeles dem, der tror.  Denne metode skal man betjene sig af med den største omsorg.  Haec methodus summa diligentia conservanda est. 
 19        Hac methodo usus est Paulus in omnibus epistolis suis, praecipue ad Romanos. In primis enim tribus capitibus nihil aliud agit, quam ut inculcet, omnes homines esse impios et iniustos, non solum gentes, sed etiam Iudaeos sub peccatu esse quia scriptum sit: Non est iustus, non est intelligens, non est requirens Deum, non est, qui faciat bonum, non est usque ad unum. (Rom 3,13)           Paulus bruger denne metode i alle sine breve, især det til romerne. For i de første tre kapitler gør han ikke andet, end at han indstændigt påstår, at alle mennesker er gudløse og uretfærdige, at ikke blot hedningerne, men også jøderne er under synd, fordi der står skrevet: Der er ikke nogen retfærdig, ingen, der forstår, ingen, der søger Gud, ingen, der gør det gode, ikke så meget som én eneste. 
 20 Neque ab hac divina sententia liberat lex Iudaeos, sed eos potius illi involvit, ut omne os obduretur et totus mundus reus sit coram Deo. (Rom 3,19)  Og loven befrier ikke jøderne fra denne guddommelige dom, den omvikler dem snarere, så hver mund lukkes til, og hele verden står strafskyldig overfor Gud.  Det er heller ikke til at forestille sig, at loven allerede er ophævet, så man ikke bør lære den eller overholde den.  Nec est imanginandum, quod lex iam sit abolita ita, ut nec docere nec praestari amplius debeat. 
 21 Hoc ubi multis et quidem gravissimis et significantibus verbis inculcavit, subiicit alteram partem chriatianae doctrinae scilicet iustificari nos gratis per gratiam Dei, per redemptionem, quae est in Christo Iesu, (W363) quem proposuit Deus propitiatorem per fidem in sanguine eius.  Og her, hvor han indprenter det med mange og højst alvorlige og stærke ord, indfører han den anden del af den kristne lære, nemlig den, at vi retfærdiggøres af nåde ved Guds nåde, ved forløsningen, som er i Kristus Jesus, som Gud har fremsat som nådestol gennem troen i hans blod. 
 22 Eandem methodum retinuerunt Christus ipse, Ioannes Baptista, apostoli et prophetae.  Denne metode bruger Kristus selv, Johannes Døberen, apostlene og profeterne. 
 23 Christus enim inquit Matth. 5: Non veni solvere legem, sed implere, (Matt 5,17) quod demonstrat, officium meum est non tollere legem, sed implere, et sic implere, ut hi, qui credunt, se per hanc meam legis impletionem a maledictione legis redemptos, et ipsi sciant legem a se hic implendam, praesertim cum iam acceperint primitias Spiritus sancti.  Kristus siger nemlig Matt 5,17: Jeg er ikke kommet for at ophæve loven, men for at opfylde den, og det viser, at mit embede ikke er at ophæve loven, men at opfylde den, og således opfylde den, at de, som tror, at de gennem denne min lovopfyldelse er forløst fra lovens forbandelse, også selv véd, at loven kan opfyldes af dem her i livet, især eftersom de allerede har modtaget Helligåndens førstegrøde.  Loven kan nemlig ikke ophæves, og Kristus kom ikke for at ophæve loven, men for at opfylde den og stadfæste den.  Lex enim non potest tolli, non venit Christus tollere legem, sed ut impleret et stabiliret. 
 24 Sic Paulus Romanos 3 ait: Per fidem legem non destruimus, sed stabilimus, (Rom 3,31) et 8: Quod impossibile erat legi etc., (Rom 8,3f) ut iustificatio legis impleretur in nobis.  Således siger Paulus i Rom 3,31: Ved troen ødelægger vi ikke loven, men vi stadfæster den, og i Rom 8,3: Det, der var umuligt for loven, osv, så at lovens retfærdighed opfyldes i os.
 25 Igitur lex non potest tolli, sed manet ante Christum non impleta, post Christum implenda, quamquam in hac vita perfecte non fit etiam a iustificatis. Requirit enim, ut diligamus Deum ex toto corde et proximum ut nos ipsos. Hoc perfecte demum fiet in futura vita.  Derfor kan loven ikke ophæves, men den forbliver, før Kristus som uopfyldt, efter Kristus som noget, der skal opfyldes, skønt det i dette liv ikke sker fuldkomment af de retfærdiggjorte. Det kræver nemlig, at vi elsker Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv. Og dette sker først i det kommende liv på fldkommen møde.  Og i det kommende liv vil det, som loven nu kræver, ske, og sagen selv vil overholdes uden at nogen skal tvinge det igennem.  Et in futura vita id, quod nunc requirit lex, fiet et re ipsa sine ulla exactione praestabitur. 
 26 Cum ergo prophetae, Christus, apostoli hac methodo usi sint, debemus eos sequi et hortari omnes homines, praecipue insensatos et impoenitentes, ut discant agnoscere magnitudinem peccati, quo meriti sunt iram Dei ac mortem aeternam.  Når derfor profeterne, Kristus og apostlene har brugt denne metode, så bør også vi følge den og opfordre alle mennesker, især de ufølsomme og ubodfærdige til at lære at kende, hvor stor deres synd er, den, hvorved de fortjener Guds vrede og den evige død.  Men fordi den i dette liv endnu ikke er opfyldt, bør vi anklage mennesker gennem loven, så de føler synden og Guds vrede, og bagefter trøste og opmuntre dem med evangeliet.  Verum cum in hac vita nundum impleatur, arguere debemus homines per legem, ut peccatum et iram Dei sentiant, et postea (W364) consolari et erigere Evangelio. 
 27 Hoc ubi per legem fecimus, habemus mandatum divinum, ut iterum consolemur per Evangelium pussillanimes, ut suscipiamus et erigamus territos lege, foveamus eos. Sic verum et proprium officium legis est accusare et occidere, Evangelii vivificare.  Når vi har gjort dette gennem loven, har vi guddommeligt bud til på den anden side at trøste de nedbøjede ved evangeliet, så vi kan oprejse og styrke de, der er forfærdede over loven, så vi kan pleje dem. Således er det lovens sande embede af anklage og dræbe, evangeliets at levendegøre.  Hvis derfor I bevarer disse to ting, loven og evangeliet, det vil sige den sande erkendelse af synden og nåden, så vil I ikke komme bort fra den sande Kristi lære. Hvilket Kristus give jer rundhåndet. Amen. Såvidt forordet.  Si igitur has duas res, nempe legem et Evangelium, id est veram agnitionem peccati et gratiae, conservaveritis, non excidetis vera doctrina Christi. Quod largiatur vobis Christus. Amen. Hactenus praefatus. 
 28       Institutae autem sunt istae disputationes propter vos, fratres mei, ut confirmemini in sana doctrina et teneatis certam rationem tradendi eam aliis, quae non sinat vos aberrare ac falli, praecipue, si observaveritis (W364) illas duas res, peccatum et iustitiam, vitam et mortem, quibus totum genus humanum obnoxium est propter lapsum primorum parentum. Haec doctrina tradit veram poenitentiam, quae durat per totam nostram vitam. Haec praefari libuit. Qui igitur volent argumentari, illis nunc liberum est.           Men disse disputationer er afholdt for jeres skyld, kære brødre, for at I skal bekræftes i den sande lære og fastholde en sikker måde at overlevere den til andre, en lære, som ikke vil tillade jer at fejle og falde, især ikke, hvis I fastholder disse to ting, synden og retfærdigheden, livet og døden, den, som hele menneskeslægten er skyldig at lide på grund af vor stamfaders fald. Den lære overleverer den sande bod, som varer ved hele livet. Lad dette være nok til indledning. De, der vil argumentere, dem står det frit at gøre det. 
 29  Primum Argumentum.
Contra totam disputationem.
Det første argument.
Imod hele disputationen. 
 [I] Argumentum. 
 30     Ad impossibilia non obligamur. Lex est impossibilis. Ergo ad eam non obligamur.         Vi forpligtes ikke på det umuligt. Loven er umulig. Altså forpligtes vi ikke på loven.        Ingen forpligtes på det umuligt. Loven er umulig. Altså forpligtes ingen på loven.       Ad impossibile nemo obligatur. Lex est impossibile. Ergo ad legem nemo obligatur. 
 31       Responsio: Improprie, id est, non recte et incommodo dicitur, quod per legem ad impossibilia obligamur. Cum Adam primum conditus esset, non solum ei lex possibilis, sed etiam iucunda erat.        Jeg svarer: Det er ukorrekt, ikke rigtigt og upassende at sige, at gennem loven forpligtes vi på det umulige. Da Adam var skabt i begyndelsen, var loven ikke blot mulig for ham, den var også fornøjelig for ham.           Svar til oversætningen: Da Adam blev skabt, dengang var loven ikke umulig for ham, men den var meget fornøjelig.        R. ad maiorem: Cum esset Adam conditus, lex non tunc erat illi impossibilis, sed erat valde iucunda. 
 32 Hanc obedientiam, quam requirebat lex, summa voluntate ac laetitia animi praestabat, et quidem perfecte.  Den lydighed, som loven krævede, opfyldte han med den største velvilje og glæde og det ganske fuldkomment. 
 33 Sed quod nunc post lapsum est impossibilis, non sua, id est, legis, sed nostra culpa fit, non est culpa obligantis, sed peccantis, quare ista vox: Lex urget nos ad impossibilia, debet commode intelligi, quia si voles rigide servare sententiam verborum, sonat, quasi Deus ipse accusetur, quod oneret nos impossibili lege.  Men når den nu efter faldet er umulig at opfylde, så er det ikke lovens skyld, men det er vores skyld, fejlen ligger ikke hos den, der forpligter os, men hos os, der er syndere Derfor må det ord: Loven forpligter os til det umulige, forstås ret, for hvis du tager ordet for pålydende, lyder det, som om Gud selv blev anklaget, fordi han har pålagt os en umulig lov.  Gud forpligter os ikke til det umulige, men han giver muligheden, den, som vi ved vor brøde har tabt. Men man må vende tilbage til det, at loven bliver mulig og fornøjelig, hvilket sker gennem Kristus, vor frelser. Man må altså forstå dette ord: Ingen forpligtes til det umulige, ret. Gud er ikke uretfærdig, man kan heller ikke bebrejde ham, at han forpligter os til det umulige.  Deus non obligat nos ad impossibile, sed dedit possibilitatem, quam nostra culpa amisimus. Sed eo redeundum est, ut lex fiat possibilis et iucunda, quod per Christum salvatorem nostrum [fit]. Prudenter igitur vox ista: Ad impossibile nemo obligatur, intelligi debet. Deus non est iniustus, non est culpandus, quod nos obligat ad (W365) impossibile. 
 34 Sed peccatum et sathan (W365) accusandus est potius, qui fecit legem possibilem et iucundissimam impossibilem et terreficam.  Men det er snarere synden og Satan, der skal anklages, fordi han har gjort den lov, der var opfyldelig og fornøjelig, umulig og afskrækkende.  Han gav nemlig muligheden, han gav kræfternes integritet og den fuldkomne retfærdighed. Når han derfor retfærdigt kræver sit tilbage, forpligter han ikke til det umulige, men til den mulighed, til den retfærdighed, som han indsatte, skønt vi ved vor brøde og ved djævelens list har tabt denne retfærdighed.  Dedit enim possibilitatem, dedit integritatem virium et perfectam iustitiam. Quare datum iuste repetit neque obligat ad impossibile, sed ad illam possibilitatem, ad illam iustitiam, quam contulit, etiamsi nos eam iustitiam nostra culpa ac dolo diaboli amisimus. 
 35 Christus tamen per hoc, quod legi sua sponte se subiecit et omnes eius maledictiones pertulit, emeruit credentibus in se Spiritum, quo impellente incipiunt etiam in hac vita legem implere, et in futura vita iucundissima et perfectissima obedientia legis erit in eis, ut corpore et animo eam faciant, ut nunc angeli.  Men Kristus har dog derved, at han villigt underkastede sig loven og bar alle dens forbandelser, fortjent sig ånden til dem, der tror på ham, og når de påkalder ham begynder også de i dette liv at opfylde loven, og i det kommende liv vil der være en jublende og fuldkommen lydighed imod loven i dem, så de overholde den med legeme og sjæl, sådan som nu englene gør det. 
 36    Secundum argumentum. 
Contra 24. (n36
Det andet argument. Imod sætning 24.  Et andet argument imod sætning 24.  [II] Aliud contra 24. 
 37     Lex est abolita. Ergo non est docenda.         Loven er ophævet. Altså bør den ikke læres.        Loven er ophævet, for der står skrevet: Loven og profeterne profeterede indtil Johannes osv. Altså vedrører den ikke os.       Lex est abrogata, quia scriptum est: Lex et prophetae usque ad Ioannem prophetaverunt etc. (Matt 11,13). Ergo non pertinet ad nos. 
 38     Quidquid (n38) est abrogatum, non valet amplius nec est efficax. Lex est abrogata, Ergo non valet amplius. Minor probatur, quia lex et prophetae usque ad Ioannem.         Det, der er ophævet, har ikke længer gyldighed eller er ikke mere virksomt. Loven er ophævet, altså har den ikke mere gyldighed. Undersætningen bevises derved, at loven og profeterne varede indtil Johannes. 
 39    Respondeo ad minorem. Lex est abrogata id est maledictum legis. Nam cum venerit Christus, non habet vim accusandi nos, vel: Lex est abrogata, ergo non est praedicanda.         Jeg svarer til undersætningen: Loven er ophævet, det vil sige, lovens forbandelse er ophævet. For da Kristus er kommet, har den ingen kraft til at anklage os, eller: Loven er ophævet, altså skal den ikke prædikes. 
 40     Respondeo: Plus est in consequente, quam in antecedente. Antecedens loquitur tantum de ceremoniali, non de morali, quae ab initio fuit et nobiscum nascitur. (W366)        Jeg svarer: Der ligger mere i konsekvensen end i forudsætningen. Forudsætningen taler kun om ceremonialloven, ikke om moralloven, som var til fra begyndelsen og som vi fødes med. 
 41     Responsio. D. Martinus Lutherus. Hoc argumentum est unum ex praecipius, quod etiam potest movere hominem sensatum. Si inquit Christus: Lex et prophetae usque ad Ioannem, haec verba sonant, quasi lex non sit amplius docenda post Christi adventum.          Svar fra dr. Martin Luther. Dette argument er ét af de mere udmærkede, som også kan bevæge et følsomt menneske. Hvis Kristus siger: Loven og profeterne var indtil Johannes, lyder disse ord, som om loven ikke mere skal læres, efter at Kristus er kommer.         Svar: Det er et godt argument, nok værd at undersøge. Det spørger nemlig, hvad meningen er, eller hvad Kristus vil, når han siger: Loven og profeterne var indtil Johannes og fra da af tåles Guds rige med magt. (Matt 11,12) (n41        Responsio: Est bonum argumentum et dignum, ut observetur. Quaerit enim, quaenam sit sententia seu quid sibi velit Christus, cum (W366) inquit: Lex et prophetae usque ad Ioannem, et ex eo tempore regnum Dei vim patitur. 
 42 Sententia autem horum verborum est: Homo non potest praestare id, quod lex requirit et prophetae promittunt, nisi veniat Ioannes monstrator agni. Haec est germana huius loci sententia.  Men meningen med disse ord er: Mennesket kan ikke yde det, som loven kræver og profeterne forjætter, hvis ikke Johannes kom, som henviste til lammet. Dette er den egentlige mening med dette sted.  Men det er meningen med det sagte, at efter at Kristus er fremvist er loven opfyldt og profeterne opfyldt.  Est autem huius dicti sententia, quod exhibito Christo impleta sit lex et impletae sint prophetae. 
 43 Lex exigebat iustitiam, requirebat perfectam obedientiam. Deinde prophetae impletionem illam praedicabunt, futuram tamen, ac per hoc confirmabant legem exigentem, neque prophetae poterant praestare ea, quae lex requirebat, multo minus ipsa lex, sed Ioannes veniens.  Loven krævede retfærdighed, den krævede fuldkommen lydighed. Så prædikede profeterne denne opfyldelse, dog som en fremtidig opfyldelse, og derigennem bekræftede de lovens krav, men heller ikke profeterne kunne opfylde det, som loven krævede, meget mindre kunne loven selv gøre det, men så kom Johannes.  Loven kræver opfyldelse, profeterne forjætter om fremtiden, men de yder det ikke selv.  Lex requirit impletionem sui, prophetae promittunt in futuro, sed non praestant eam. 
 44 Si vultis videre, inquit, et habere, quae lex exigit et prophetae promittunt, ecce hic agnum Dei. (Joh 1,29) Hunc monstratorem agni qui non receperit et crediderit, Christum finem legis venisse, is peribit, ut Iudaei, quibus hodie adhuc nondum venit Ioannes et manent sub lege.  Og han sagde: Hvis I vil se og have det, som loven kræver og profeterne forjætter, se så, dette er Guds lam. Den, der ikke tager imod denne lammets påviser og tror, at Kristus, lovens ende, er kommet, han går fortabt, sådan som jøderne gik fortabt, de, for hvem Johannes indtil i dag endnu ikke er kommet, så de forbliver under loven.  Bagefter kom Johannes, som heller ikke selv opfyldte den, men han pegede med sin finger på opfyldelsen. Loven, siger jeg, kræver retfærdighed, den vil opfyldes, profeterne forjætter Messias, lovens opfylder, men de kan ikke påvise ham.  Postea venit Ioannes, qui etiam non praestat, sed impletionem suo digito monstrat. Lex, inquam, tamen exegit iustitiam, voluit impleri, prophetae promiserunt Messiam legis impletorem, sed non potuerunt ostendere. 
 45 Vel sic: Nec tamen poterant eam praestare donec Ioannes venit, qui nec ipse potuit praestare aut legi satisfacere. Sic tamen dicebat: Audite, lex, quae antea impossibilia a nobis requirebat, iam non habet amplius ius exigendi (W367) aliquid a nobis, quia habemus iam praesentem et exhibitum agnum Dei Christum, qui tollit peccata mundi, is praestitit abunde, quod lex requirebat.  Eller sagt på anden måde: De kunne ikke opfylde loven, før Johannes kom, han, som ikke engang selv kunne opfylde eller stille loven tilfreds. Men således sagde han dog: Hør, loven, som tidligere krævede det, der var umuligt af os, har nu ikke længere ret til at kræve noget af os, fordi vi nu har lige for os og fremstillet for os Guds lam, Kristus, som ophæver verdens synd, han yder i overflod, hvad loven krævede.  Endelig kom Kristus selv, påvist af Johannes. Her fik loven sin tilfredsstillelse. Her blev profeternes forjættelser opfyldt. Loven kan derfor ophøre, profeterne kan ophøre, fordi han nu er fremvist, som opfylder hele loven og profeternes forudsigelser, de behøver derfor ikke prædike mere.  Tandem venit Christus ipse, monstratus a Ioanne. Hic lex suam satisfactionem reperit. Hic prophetarum promissiones impletae sunt. Cessat igitur lex, cessant prophetae, quia iam exhibitus est, qui totam legem et prophetarum praedictiones implevit, nihil igitur amplius praedicant. 
 46 Ablato autem peccato non habet lex ius accusandi nos ita ut ipse nunc finis sit legis ad iustitiam omni credenti. (Rom 10,4) Ideo impossibile est homines praestare, quod lex exigit et prophetae de impletione legis futura praedicant, nisi habeant et fide apprehendant Christum etc.  Men når synden er ophævet, har loven ingen ret til at anklage os, sådan at han selv nu er lovens ende til retfærdighed for hver den, som tror. Derfor er det umuligt, at mennesker kan opfylde, hvad loven kræver og profeterne prædikede om den kommende opfyldelse, hvis ikke de har Kristus og i troen holder sig til ham, osv. 
 47 Credentes autem habent, quod lex exigit et prophetae promittunt. Ideo non opus est legem amplius requirere impletionem sui et prophetas vaticinari de Christo legis impletore futuro, quia apparuit tempore suo factus pro nobis maledictum, ut nos a maledictione legis liberaret, (Gal 3,13) qui et spiritum sanctum nobis donavit, ut iustificatio legis in nobis impleretur.  Men de, der tror, har det, som loven kræver og profeterne forjætter. Derfor er der ikke brug for, at loven nu mere kræver opfyldelse og profeterne profeterer om Kristus lovens kommende opfylder, for han er kommet til sin tid og for os gjort til en forbandelse, for at vi skulle befries fra lovens forbandelse, og han gav os Helligånden, så at lovens retfærdiggørelse skulle opfyldes i os. 
 48 Impiis tamen manet lex requirens et pios quidem etiam accusat et terret, sed non potest in desperationem adigere et damnare. Ideo tempore Ioannis cessaverunt lex et prophetae, quo Christus apparuit. Sic privatim fit cum quolibet homine. Quamdiu non credit digito ac voci Ioannis, qui testatur, agnum Dei Christum implevisse legem, tam diu sub imperio et tyrannide legis servit.  Og dog bliver loven ved med at kræve noget af de gudløse, og den anklager også stadig de fromme og forskrækker dem, men den kan ikke gøre dem i fortvivlelse og fordømme dem. På den måde ophørte loven og profeterne på Johannes' tid, da Kristus viste sig. Sådan sker det enkeltvis med ethvert menneske. Sålænge han ikke tror på Johannes' finger og røst, som bevidner, at Guds lam, Kristus, har opfyldt loven, så længe tjener han under lovens herredømme og tyranni.  Men så vil også dette udsagn kunne forstås om de enkelte mennesker. Loven kræver til stadighed at et hvilketsomhelst menneske opfyldelse og lydighed, indtil Kristus kom, det vil sige, indtil den enkelte erkender Kristus, eller indtil han modtager troen på Kristus. For da først rejser hans samvittighed sig imod den krævende og fordømmende lov, der bliver bragt til ro derved, at han sætter Kristus op imod den og siger: Hold op, lov, med at kræve og anklage, det er intet, hvad du kræver yderligere. Han, som Johannes pegede på, Kristus, er kommet, han har gjort fyldest for mig, her har du, hvad du kræver; gå derfor, at du ikke på uværdig vis skal kræve mere, for hvad der skyldes, er betalt.  Tum esset hoc dictum privatim de singulis hominibus intelligendum. Lex a quolibet (W367) homine perpetuo exigit impletionem et obedientiam, donec illi veniat Christus, hoc est, donec agnoscat Christum seu donec accipiat fidem in Christum. Nam tum primum erigit se conscientia adversus legem exigentem et condemnantem, sic pacata est, opponit Christum dicens: Cessa, lex, exigere et accusare, non est, quod requiras amplius; venit Ioannes monstrans Christum, qui tibi satisfecit pro me, habes, quod requiris; age igitur, ne sis [in]digna, ne exigas plura, quia debitum est solutum. 
 49 Huic lex dicit: Redde, quod debes; Deus legem tulit, ut eam facias, non fecisti autem, ergo habes Deum iratum et severum iudicem. Sed interim non dicit lex, quomodo aut per quem implere possit. Non potest (W368) ostendere eum, qui implet, donec Evangelium veniat et dicat, Christum hoc fecisse.  Til en sådan person siger loven: Giv, hvad du skylder; Gud har indsat loven, for at du skal overholde den, men du har ikke overholdt den, altså har du en vred Gud og en streng dommer. Men loven siger ikke, hvordan eller gennem hvem den kan opfyldes. Den kan ikke påvise ham, som opfylder den, førend evangeliet kommer og siger, at Kristus har gjort det.  Når vi derfor tror, at gennem denne Kristus er loven opfyldt for os -- for hverken noget menneske eller hele verden kan opfylde den eller gøre, hvad loven kræver, eller hvad profeterne prædiker -- så er der ikke mere nogen lov, det vil sige, den ophører med at stille krav, med at anklage og med at forskrække.  Cum igitur crediderimus, quod per hunc Christum lex sit impleta pro nobis -- neque enim ullus homo neque totus mundus potest implere seu dare, quod (W368) requirit lex, aut quod praedicant prophetae -- cessat esse lex, hoc est, cessat exigere, accusare et perterrefacere. 
 50 Tertium Argumentum. Contra 4.       Det tredie argument. Imod sætning 4.    3: Et andet argument imod sætning 4.   [III] Aliud contra 4. 
 51        Sola gratia Dei operatur in nobis poenitentiam. Ergo nulla pars poenitentiae adscribenda est legi. Probo antecedens Hierem. 31: Converte te ad me et ego convertar etc. Item Psal. 51: Cor mundum crea in me, Deus.          Det er alene Guds nåde, der virker boden i os. Altså kan inden del af boden tilskrives loven. Jeg beviser undersætningen med Jer 31,18: Vend dig til mig, og jeg vil omvende dig, osv. Og Sl 51,12: Skab et rent hjerte i mig, Gud.           Alene nåden virker boden. Altså kan ingen del tilskrives loven. Undersætningen beviser jeg: Vend dig til mig, Herre, så vil jeg vende mig osv.       Sola gratia operatur poenitentiam. Ergo nulla pars est ascribenda legi. Antecedens probo: Converte te ad me, domine, et ego convertar etc. 
 52      Responsio: Non negamus Deum in nobis operari poenitentiam, imo themata nostra hoc ingenue fatentur. Improprie tamen dicitur: Gratia Dei facit in nobis poenitentiam. Gratia enim proprie est impletio legis, remissio peccatorum, iustitia et vita in Christo.          Svar: Vi nægter ikke, at Gud udvirker boden i os, ja, vore temaer indrømmer det i høj grad. Dog siges det på forkert måde, at Guds nåde udvirker boden i os. For nåden er selv lovens opfyldelse, syndernes forladelse, retfærdighed og liv i Kristus.          Svar: Det er ikke ret sagt, at nåden virker boden, for vi skelner mellem lov og evangelium.          Responsio: Non est commode dictum: Gratia operatur poenitentiam, quia nos distinguimus legem et Evangelium. 
 53 Quod autem Deus operatur in nobis poenitentiam, vel hoc testatur: Multi audiunt legem, et tamen neque minis neque terroribus eius moventur, quia non sentiunt vim legis.  Men at Gud virker boden i os, bevidner også dette: Mange hører loven og bevæges dog hverken ved dens trusler eller dens forskrækkelser, fordi de ikke føler lovens kraft.  For mange hører hører både nåden og loven, og tager sig ikke af dem.  Nam et gratiam multi audiunt [et] legem, et ea non curant. 
 54 Ideo neminem virtute meae praedicationis converto, nisi Deus adsit et suo Spiritu cooperetur. Ergo lex non est praedicanda, quia Deus sola misericordia movet et convertit cor? Stulta haec est consequentia, eadem ratione possem dicere, Evangelium non esse praedicancam, quia pauci audiunt, pauciores credunt. (W369)  Derfor kan jeg ikke omvende nogen ved min prædiken, hvis ikke Gud hjælper og virker med med sin Ånd. Altså skal loven ikke prædikes, fordi det alene er Gud, der bevæger med sin barmhjertighed og omvender hjertet? Denne konsekvens er dum. Med den samme logik kunne jeg sige, at evangeliet ikke skal prædikes, fordi der er få, der hører det, og færre der tror det.  Altså er det ikke ved min prædiken, at nogen bliver omvendt. Men Gud omvender synderen, når han føler loven, så han modtager evangeliet.  Ergo mea praedicatione non convertitur aliquis. Sed Deus ipse convertit peccatorem per sensum legis, ut accipiat Evangelium. 
 55 Sed Deus vult, ut legem doceamus. Hoc ubi fecerimus, videbit ipse, qui per eam convertatur, certe convertit per eam ad poenitentiam, quos et quando vult. Sic Evangelium praedicare debemus, quod est doctrina communis omnium, sed fides non est omnium.  Men Gud vil, at vi skal lære loven. Når vi gør det, vil han selv se til, hvem han omvender ved den, og han vil sikkert gennem loven omvende hvem han vil og hvornår han vil. Ligeledes bør vi prædike evangeliet, som er en lære, der er alles almindelige ejendom, men troen er ikke alles.  Men vi skal prædike begge slags lære, både lovens og evangeliets lære, men det er op til Gud at fuldbyrde begivenheden.  Nobis vero praedicandum est utrumque genus doctrinae, (W369) videlicet doctrina legis et Evangelii, sed Deo committendus eventus. 
 56 Sic lex ad omnes pertinet, sed non omnium est poenitentia. Qui autem eam habent, ministerio legis accipiunt. Loquitur autem propheta de vera poenitentia, quae per totam vitam durat, quasi dicat: Humilia me ac perduc ad veram poenitentiam, ut abominer perversam et impiam doctrinam, in speciem tamen sanctissimam hypocritarum, qui non intelligunt, multo minus alios recte docere possunt legem, sed tument iustitia illius ac propria sapientia.  Sådan vedrører loven alle, men ikke alle gør bod. Men de, der har den, modtager lovens tjeneste. Men profeten taler om den sande bod, som varer livet igennem, som om han sagde: Ydmyg mig og før mig igennem til den sande bod, så jeg ophæver den forkerte og ufromme lære, især dog den højhellige lære hos hyklerne, som ikke forstår noget, meget mindre kan lære loven ret, men opblæser dens retfærdighed og deres egen visdom. 
 57 Non erit autem discipulus melior praeceptore suo. (Matt 10,24) Ideo convertunt et ipsi quidem suos discipulos, sed ad idolatriam et perditionem. Evangelium est omnium, sed non omnium est fides. Lex est omnium, sed non omnium vis et sensus legis. Sic ego ago poenitentiam, quando Deus me trifft lege et Evangelio. De tempore et hora non possumus dicere, ipse novit, quando velit me convertere. Loquitur de tota vita.  Men en discipel står ikke over sin mster. Derfor omvender de også selv deres disciple, men til afgudsdyrkelse og fortabelse. Evangeliet tilhører alle, men troen ikke alle. Loven tilhører alle, men lovens kraft og følelsen af loven ikke alle. Sådan gør jeg bod, når Gud træffer mig med loven og evangeliet. Om tid og time kan vi intet sige, han véd selv, hvornår han vil omvende mig. Der tales om hele livet.  Det er Gud, der er virksom, Gud, der virker igennem lovens og evangeliets ord, som vi prædiker, hvor og når han vil.  Deus est efficax, Deus operatur per verbum legis et Evangelii, quod nos praedicamus, sed operatur, ubi et quando vult. 
 58 Quartum Argumentum. Contra 25. (n58   Det fjerde argument. Imod sætning 25.   [IV] Aliud contra 25. 
 59      Quod lex efficere non poterat, ad eam rem efficiendam mittendus erat Spiritus sanctus. Lex non satis erat ad incutiendos terrores animis. Ergo Spiritus sanctus ad hoc mittendus erat. (W370)       Hvad loven ikke kunne gennemføre, det blev Helligånden udsendt for at gennemføre. Loven var ikke tilstrækkelig til at indgyde skræk i sjælene. Altså blev Helligånden udsendt med det formål.        Helligånden blev udsendt til at gøre det, som loven ikke kunne præstere. Helligånden blev sendt, for at den i vore hjerter skulle udvirke den sande bod. Altså udvirkes den ikke gennem loven.        Spiritus sanctus mittendus erat ad illud, quod lex non poterat praestare. Spiritus sanctus missus est, ut efficiat in cordibus nostris veram poenitentiam. Ergo non efficitur per legem. (W370) 
 60       Solutio: Lex non est sufficiens causa sine motu cordis, neque foris satisfacit, quare opus est Spiritu sancto narrante et interpellante pro nobis.          Løsning: Loven er ikke en tilstrækkelig årsag uden hjertets bevægelse, og den tilfredsstiller heller ikke i det ydre, derfor er der brug for Helligånden til at berette og gå i forbøn for os. 
 61      Responsio D. Lutheri: Illud argumentum iam solutum est. Mala est consequentia: Lex sine motu interiore non operatur suum officium, ergo est tollenda. Ostendenda est diligenter magnitudo peccati et irae Dei per legem, et Deo postea committenda res, is corda movebit, quae vult.          Dr. Luthers svar: Dette argument er allerede opløst. Det er en dårlig konsekvens: Loven arbejder ikke i sit embede uden indre bevægelse, altså skal den ophæves. Man skal omhyggeligt påvise, hvor stor synden og Guds vrede er, gennem loven, og bagefter overlade sagen til Gud, ham er det, der bevæger hjertet, som han vil.         Svar: Når loven ikke overbeviser, bevæger den ikke hjerterne uden Helligånden.          Responsio: Quando lex non arguit, non movet corda sine Spiritu sancto. 
 62 Sed hic observandum est, propositionem 16. Antinomorum habere, legem tantum arguere peccata, et quidem sine Spiritu sancto, ergo tantum ad condemnationem arguere. Hoc impie nugant, quia impossibile est, legem arguere peccatum et movere corda sine Spiritu sancto, qui est Deus creator omnium et legem suo digito scripsit in tabulas lapideas, ut in Exodo legitur. (2 Mos 31,18)  Men her skal man lægge mærke til, at sætning 16 hos antinomerne siger, at loven kun overbeviser om synd, og det uden Helligånden, altså overbeviser den kun til fordømmelse. Det er ufromt, når de driller os med, at det er umuligt, at loven kan overbevise om synd og bevæge hjertet uden Helligånden, som er Gud, skaberen af alt, og loven er skrevet med hans finger på stentavler, som man læser i 2 Mos 31,18. 
 63 Distinguimus igitur de Spiritu sancto ut de Deo in sua divina natura et substantia et nobis dato. Deus in natura et maiestate sua est adversarius noster, exigit legem et minatur transgressoribus mortem.  Vi må derfor sætte skel i Helligånden, som i Gud, skel mellem hans guddommelige natur og substans, og den Gud, der er givet os. Gud i sin natur og majestæt er vor modstander, kræver loven overholdet og truer overtræderne med døden.  I bør skelne mellem den Helligånd, der gives, og Helligånden, som han skal æres i sin majestæt.  Distinguere debetis inter Spiritum sanctum datum, et ut est in sua maiestate veneranda. 
 64 Sed quando associat se infirmitati nostrae, suscipit naturam, peccata et mala nostra, ibi non est adversarius noster, ut testatur Esaias 9: Puer natus est nobis et filius datus est nobis, (Es 9,6) donatur nobis verus Deus, fit pontifex et salvator noster.  Men når han bliver ét med vor svaghed, påtager sig vor natur, synden og vore onder, så er han ikke vor modstander, som Es 9,6 bevidner: Et barn er født os, en søn er os givet, der er givet os den sande Gud, han er vor ypperstepræst og frelser. 
 65 Sic Spiritus sanctus, quando scribit digito suo legem in tabulas Moysi lapideas, est in maiestate sua ac certe arguit peccata et terret corda. Quando vero involvitur linguis et donis spiritualibus, tum vocatur donum, sanctificat, vivificat.  På samme måde med Helligånden: når han med sin finger skriver loven på Moses' stentavler, så forefindes han i sin majestæt og overbeviser givetvis om synd og skræmmer hjertet. Men når han indhyller sig i vore sprog og åndelige gaver, da kaldes han en gave, da helliggør han, da levendegør han.  Således forfærder Helligånden gennem loven, overbeviser hjerterne og påviser synderne. Helligånden, som han er givet os som gave for Kristi skyld, levendegør og trøster.  Sic Spiritus sanctus terret per legem, corda arguens et ostendens peccata. Spiritus sanctus, ut est donum datum propter Christum, vivificat et consolatur. 
 66 Sine isto Spiritu sancto, qui donum est, arguit lex peccatum, quia lec non est donum, sed Dei aeterni et (W371) omnipotentis verbum, qui est ignis conscientiis. Sed lex non arguit peccatum sine Spiritu sancto. Causa est Deus legislator.  Uden denne Helligånd, som er en gave, overbeviser loven om synd, fordi loven ikke er en gave, men er Guds evige og almægtige ord, som er en ild for samvittighederne. Men loven overbeviser ikke om synd uden Helligånden. Årsag er lovgiveren, Gud.  Hilarius siger på udmærket måde: Evigheden i faderen, arten i billedet, brugen i foræringen. For ligesom sønnen krones, således gives os Ånden.  Egregie Hilarius inquit: Aeternitas (W371) in patre, species in imagine, usus in munere. (n66) Sicut enim coronatur filius, ita nobis donatur Spiritus. 
 67 Ergo non est dicendum, legem arguere peccata sine Spiritu sancto. Quod autem dicunt, legem arguere peccata ad condemnationem, recte dicunt. Sed postea inferunt, propter hunc effectum eam esse tollendam, hoc impium est et blasphemum.  Altså kan man ikke sige, at loven overbeviser om synd uden Helligånden. Men når de siger, at loven overbeviser om synd til fordømmelse, så taler de ret. Men bagefter slutter de, at den på grund af denne virkning skal ophæves, men det er ufromt og blasfemisk. 
 68 Ich wolt dem prophetenn guldene schue kauffen, qui certo ostenderet ex scripturis, legem ob hoc esse tollendam, quia arguit peccata ad condemnationem. Nam sic tollendo legem tollent etiam mortem et infernum.  Jeg ville godt købe den profet gyldne sko, som sikkert kan påvise ud fra skriften, at loven af den grund skal ophæves, fordi den overbeviser om synd til fordømmelse. For når de således ophæver loven, ophæver de også døden og helvede. 
 69 Nam si non est lex accusans et condemnans, quorsum opus habeo Christo, qui se pro peccatis meis tradit? Sed veniente morte certe senties, peccatum tam horribiliter accusare et condemnare te, ut, nisi promissione Christi erigaris, desperes.  For hvis der ikke er nogen lov, der anklager og fordømmer, hvad brug har jeg så for Kristus, som har hengivet sig for mine synder? Men når døden kommer, så vil du sikkert føle, at synden anklager dig så forfærdeligt og fordømmer dig så meget, at du ville fortvivle, hvis du ikke blev oprejst ved Kristi forjættelse. 
 70 Sathan odit doctrinam pietatis. Ergo per tales spiritus vult tollere legem. Imo maxime propter hanc causam, propter quam ipsi legem tollunt, est statuenda et retinenda, nempe quod arguit et ostendit verum peccatum et hac ostensione redigit in nihilum hominem et condemnat et impellit quaerere auxilium apud Christum Gala. 3.  Satan hader fromhedens lære. Altså ønsker han at ophæve loven gennem sådanne ånder. Ja, især med den begrundelse, med hvilken de vil ophæve loven, skal den fastholdes og hævdes, nemlig, at den overbeviser og påviser den sande synd, og i denne påvisning fører mennesket til intet, fordømmer det og tvinger det at søge hjælp hos Kristus, Gal. 3,19.  Loven overbeviser uden Helligåndens gave til fordømmelse osv. Men derfor skal loven holdes i hævd, fordi den overbeviser til fordømmelse.  Lex arguit sine Spiritus sancti dono et arguit ad condemnationem etc. Ideo autem lex retinenda est, quod arguit ad condemnationem. 
 71 Quintum argumentum. Contra 5. (n71    Det femte argument. Imod sætning 5 Et andet argument imod sætning 5.   [V] Aliud contra 5. 
 72      Moses inquit in Deuteronomio: Ecce propono tibi benedictionem et maledictionem, elige, utrum voles. Ergo homo potest suis viribus obedire Deo. (W372)           Moses siger i 5 Mos 11,26: Se, jeg forelægger dig velsignelsen og forbandelsen, vælg, hvilken af de to du vil. Altså kan mennesket ved egne kræfter adlyde Gud.          Der står skrevet i 5 Mos 11,26: Jeg forelægger dig velsignelsen og forbandelsen. Altså kan mennesket ved sine egne kræfter adlyde loven, og følgelig kan loven ikke anklage eller fælde.        Scriptum est in Deutero: Proponam in conspectu tuo benedictionem et maledictionem. Ergo homo potest suis viribus obedire legi, et per consequens lex non potest accusare aut ferire. 
 73        Responsio: Hoc argumentum proprie ad locum iustificationis, an possimus legem implere. Respondet Paulus: Non.         Svar: Dette argument hører rettelig hjemme under retfærdiggørelsen, om vi kan opfylde loven. Paulus svarer nej. 
 74      Contra: Scriptura passim dicit: Si egeritis poenitentiam, si servaveritis praecepta mea, ero Deus vester, vos populus meus. Ergo tribuit humanis viribus impletionem legis. Alioqui cur tam crebro has voces inculcare.         Modspørgsmål: Skriften siger overalt: Hvis I gør bod, hvis I overholder mine bud, vil jeg være jeres Gud og I skal være mit folk. Altså tillægger den de menneskelige kræfter mulighed for at opfylde loven. Hvorfor skulle den ellers indprænte det så mange steder?
 75     Responsio: Lex quidem requirit et ostendit, quid faciendum sit, sed ubi illa voluntas, quae obsequitur et facit, quod lex exigit? Quis eam dabit? Christus, qui venit legem implere, is dat voluntatem, ut legem facias; imperfecte tamen in hac vita propter reliquias peccati in carne haerentis, illic autem perfecte.          Svar: Det er sandt, at loven kræver og påviser, hvad der skal gøres, men hvor er den vilje, som følger den og gør det, som loven kræver? Hvem kan give os den vilje? Kristus, som kom for at opfylde loven, han giver os vilje til at opfylde loven; ufuldkomment i dette liv på grund af den efterladenskaber fra den synd, der knytter sig til kødet, men i det kommende liv fuldkomment.         Svar: Loven siger: Hvis du vil, hvis du gør, men hvor er dette at ville? Hvor er der nogen, der kan præstere den lydighed? Det kan ingen. Men dette argument har ikke meget med det omhandlede at gøre.         Responsio: Lex dicit: Si volueris, si feceris, sed ubi est illud velle? Nusquam quis praestat illam obedientiam? Nemo. Sed hoc argumentum non multum facit ad propositum. 
 76 Sextum argumentum. Contra 4. (n76     Det sjette argument. Imod sætning 4.    Et andet argument imod sætning 4.   [VI] Aliud contra 4. 
 77      Vos maledicitis, ex lege esse dolorem. Ergo positio vestra est falsa. Antecedens probo, quia propheta ait Psalmo 119: Pax multa diligentibus nomen tuum seu legem tuam, domine, et Psal. 19: Lex domini immaculata convertens animas. Ergo adfert pacem conscientiis et securitatem, non dolorem.         I siger forkert, at loven bringer smerte. Altså er jeres tese falsk. Det første beviser jeg ud fra, hvad profeten siger i Sl 119,165: Stor fred til dem, der elsker dit navn eller din lov, Herre! og Sl 19,8: Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælene. Altså fører den til fred for samvittighederne og sikkerhed, ikke smerte.         Der står skrevet i salmerne: Loven er fuldkommen og styrker sjæle. Og: Stor fred til dem, der elsker dig. Altså medfører loven ikke smerter.        Scriptum est in psalmis: Lex immaculata et convertens animas etc. Item: Pax multa diligentibus te. Ergo lex non adfert dolores. 
 78       Responsio: Totus Psalmus loquitur de Christo et eius regno et Evangelio. Christus autem est impletio legis, illo praesente lex amittit vires (W373) suas, non potest exercere iram quia Christus ab ea nos liberavit. Deinde affert Spiritum sanctum credentibus in se, ut voluptatem habeant in lege domini, iuxta psalmum atque ita recreantur per eam animae ipsorum, datque voluntatem, ut faciant eam, hic spiritus.         Svar: Hele salmen taler om Kristus og hans rige og evangelium. Men Kristus er lovens opfyldelse, når han er til stede mister loven sine kræfter, så kan den ikke udøve vrede, fordi Kristus har befriet os fra den. Dernæst hjælper Helligånden med til, at de, der tror på ham, kan have lyst til Herrens lov, sådan som salmen beskriver det, og således glæde deres sjæle ved den, og her giver ånden vilje til, at de kan overholde den.         Svar: Hele salmen taler og lærer om, hvordan himlene fortæller Guds ære, det vil sige, den taler om Kristus og de, der tror på Kristus. Og når vi har ham, mister loven sin magt og sine kræfter, anklager og truer os ikke mere, den bliver fornøjelig og elskelig, sådan som der står skrevet i Sl 1,2: Hans vilje står til Herrens lov. Kristus gør loven elskelig, så man opfylder den.        Responsio: Totus Psalmus loquitur ac docet de coelis narrantibus gloriam Deo, hoc est, loquitur de Christo et credentibus in Christum, quem cum habemus, lex suam potentiam et vires amittit, non amplius accusat et terrefaciat, fit iucunda et amabilis, sicut scriptum est, Psal. 1: In lege domini voluntas eius etc. Christus reddit legem delectabilem ad implendam. 
 79 In futura autem vita habebunt voluntatem faciendi legem non tantum in spiritu, sed etiam in carne, quae, dum hic vivit, adversatur huic delectationi.  Men i det kommende liv vil de have vilje til at gøre loven ikke blot i ånden, men også i kødet, som, mens det lever her, modsætter sig denne glæde. 
 80 Ergo reddere legem iucundam, immaculatam est officium Christi, impletoris legis, cuius gloriam et opera manuum eius coeli et firmamentum, apostoli et eorum successores annunciant.  Altså, at gøre loven fornøjelig, fuldkommen, er Kristi embede, han, som opfyldte loven, hvis ære og hænders værk er himmel og firmament, som apostlene og deres efterfølgere forkynder. (Sl 19,3) 
 81 Quantum igitur spiritus est in nobis, tantum etiam delectationis est in lege. Quantum autem carnis, tantum etiam manet lex, sic tamen, quod in desperationem adigere non possit, ut peccatum manet et mors, nec tamen nocere nec condemnare possunt.  Så meget ånd, som vi har i os, så megen kærlighed har vi også til loven. Men så meget kød vi har i os, så meget forbliver loven, dog således, at den ikke kan føre os i fortvivlelse, skønt synden og døden forbliver, og ikke kan skade eller fordømme os. 
 82    Septimum argumentum. Contra 24. (n24)        Det syvende argument. Imod sætning 24.   [VII] Contra 24. 
 83       Quicquid est abrogatum, non est efficax. Lex est abrogata. Ergo non est docenda. Quod abrogata sit, testatur Paulus ad Romanos 6: Non estis sub lege, sed sub gratia. Item testantur contiones Petri, Pauli, Barnabae et aliorum in Actis. (W374)         Det, som er ophævet, er ikke virksomt. Loven er ophævet. Altså skal man ikke lære loven. At den er ophævet, bevidner Paulus i Rom 6,14: I er ikke under lov, men under nåde. Ligeledes bevidner Peters, Paulus og Barnabas og andres prædikener det i Apostlenes Gerninger.           Det, det er ophævet, kan ikke være virksomt. Loven er ophævet. For Paulus siger: I er ikke under lov, men under nåde. Altså kan loven ikke være virksom. Altså tager de mennesker ikke fejl, som lærer, at loven skal ophæves i kirken.         Quidquid est abrogatum, non potest esse efficax. Lex est abrogata. Nam Paulus ait: Non estis sub lege, sed sub gratia. Ergo lex non potest esse efficax. Ergo non errant, qui docent, legem ex Ecclesia tollendam esse. (W374)
 84        Responsio: Circumcisio et aliae ceremoniae habuerunt suum certum populum et tempus, quo completo desierunt. Decalogus vero haeret adhuc in conscientia. Nam si Deus nunquam tulisset legem per Mosen, tamen mens humana naturaliter habet hanc notitiam, Deum esse colendum, proximum diligendum.           Svar: Omskærelsen og de andre cerimonier havde deres visse folk og deres visse tid, og da den var fuldendt, ophørte de. Men de ti bud klæber stadig til samvittigheden. For selv om Gud ikke havde fremlagt loven gennem Moses, ville dog det menneskelige sind på naturlig måde have erkendelse af, at Gud bør man dyrke, næsten bør man elske.         Et andet spørgsmål imod den samme sætning. 
        De meninger, der bekæmper apostlenes lære, skal afvises. Jeres sætninger eller jeres mening kæmper imod Peters lære i Apostlenes Gerninger og Paulus' i Galaterbrevet. Altså skal jeres mening afvises. 
     Aliud contra eandem. 
      Opiniones pugnantes cum doctrina apostolorum sunt repudiandae. Vestrae propositiones seu vestra opinio vere pugnant cum doctrina Petri in Actis (Apg 15,7ff) et Pauli ad Galatas. (Gal 2,16ff) Ergo opinio vestra repudianda est. 
 85 Habet et decalogus suum praefinitum tempus, quo scilicet Christus in carne apparuit et sese legi subiecit, is ademit ei ius et compescuit eius sententiam, ne posset in desperationem adigere, et condemnare.  Men også de ti bud har sin forud fastsatte tid, nemlig indtil Kristus kom i kødet og underkastede sig loven, han var den ret over sig og beskar dens dom, så den ikke kunne føre i fortvivlelse og fordømme.         Svar: Dette er et godt argument, der udmærket vedrører det fremlagte. I tænker jer, at hele loven skal ophæves. Men hver del til sin tid.         Responsio: Hoc est bonum argumentum et proprie pertinet ad propositum. Cogitabitis, universam legem tollendam esse. Sed quamlibet partem suo tempore. 
 86 In futura autem vita prorsus tolletur, illic non opus erit monere, ut Deum diligamus. Sed tum vere et perfecte id faciemus, id quod Christus hic fecit. Tunc non dices: Debeo diligere patrem, sed diligo patrem, et sicut mandatum mihi dedit, ita facio.  Men i det kommende liv ophæves den helt, dèr er der ikke brug for at den skal formane os til at elske Gud. Men da skal vi sandt og fuldkomment gøre det, det, som Kristus gjorde i dette liv. Da skal du ikke sige: Jeg bør elske faderen, men jeg elsker faderen, og sådan som budet giver mig det, sådan gør jeg.  Ceremonidelen er allerede ophævet. For disse ceremonial-love blev givet, for at de skulle vare indtil Kristus, men de ti bud, som er skrevet i naturen, forbliver stadig, dog således, at de ikke anklager eller fordømmer dem, som tror på Kristus.  Caeremonialis pars est iam abrogata. Nam caeremoniae illae datae erant, ut durarent usque ad Christum, sed decalogus, quia est in natura scriptus, adhuc manet, sed ita, ut non accuset, non (W375) condemnet eos, qui credunt in Christum. 
 87 Sub Christo igitur lex est in fieri esse, non in facto esse. Hinc opus habent credentes, ut lege admoneantur, illic non erit debitum aut ulla exactio, sed opus legis perfectum et summa dilectio.  Under Kristus er loven altså i færd med at blive, den er ikke allerede blevet. Derfor har de troende brug for at formanes ved loven, men til den tid vil der ikke være noget, de bør gøre eller nogen tvant, men lovens gerning vil være fuldkomment, vil være den højeste kærlighed.  De forbliver til deres tid, det vil sige, indtil Kristus og indtil det kommende liv, hvor loven ikke mere vil erklære skyldig og stille krav. Men ???, hvor der vil være den største glade lydighed i kødet, ellers ville den være højst bitter. (?).  Manet ad suum tempus, hoc est, usque ad Christum et in futuram vitam, ubi non amplius erit debere et requirere. Sed ipsum esse [?], ubi erit obedientia summe iucunda carni, alioqui acerbissima. 
 88 Sic legis exactio est illis, qui extra Christum sunt, tristis, odiosa, impossibilis. Econtra iis, qui sub Christo, incipit fieri iucunda, possibilis in primitiis, tamen non decimis. Ideoque debet doceri apud christianos, non tamen propter fidem, quae habet spiritum legi subiectum, sed propter carnem, quae resistit spiritui in sanctis, Galat. 5.  Således er lovens tvang for dem, som er udenfor Kristus, sørgelig, beklagelig, umulig. Modsat for dem, som er under Kristus, begynder den at blive fornøjelig, mulig i førstegrøden, dog ikke i tienden (?). Derfor bør den læres hos de kristne, dog ikke for troens skyld, som har lovens ånd som underkastet sig, men for kødets skyld, som modsætter sig ånden i de hellige, Gal 5,17. 
 89 Quatenus illa vivit, eatenus non est abrogata lex, non tamen regnat, sed servituti spiritus subiecta esse cogitur. Lex igitur necessaria est primum propter praefractos et insensatos, ut illi coerceantur, secundo propter fideles, qui habent adhuc reliquias peccati.  Sålænge det lever, sålænge skal loven ikke ophæves, dog skal den ikke herske, men tvinges til at være underkastet under åndens tjeneste. Loven er altså nødvendig, først for de hårde og ufølsomme, som tvinges af den, for det andet for de troendes skyld, som stadig har syndens rester i sig. 
 90 Sicut enim peccatum et mors nunquam (W375) quiescunt, sed subinde perturbant et contristant pios, dum hic vivunt, ita subinde lex redit et perterrefacit conscientias priorum.  For ligesom synden og døden aldrig falder til ro, men stadig forstyrrer og fortrister de fromme, mens de lever i denne verden, således kræver loven stadig ind og forfærder de frommes samvittigheder. 
 91 Sed cum resuscitabimur, abolebitur simpliciter, non docebit nos nec quicquam a nobis exiget. Sic Christi officium est etiam in hac vita restituere genus humanum in amissam illam innocentiam et obedientiam legis iucundam, quae erat in paradiso in positivo, quod fecit, cum pro nobis mortuus est et legis maledictiones et poenas pertulit ac suam innocentiam iustitiam nobis donavit.  Men når vi oprejses, skal den simpelthen ophæves, den skal ikke lære os, og ikke kræve noget af os. Således er det Kristi embede også i dette liv at genoprette menneskeslægten til den tabte uskyldighed og til den glade lydighed imod loven, som engang var i paradiset i det positive, og det gjorde han, da han døde for os og bar lovens forbandelser og straffe og gav os sin uskyldige retfærdighed. 
 92 Hoc modo fit nobis lex, obedientia alioquo modo iucunda, quam illic in superlativo praestabimus. Cum igitur maior pars sit dura et impoenitens, et sancti in hac vita non penitus exuant veterem hominem et sentiant legem in membris suis rebellantem legi mentis ipsorum et captivantem, non est lex removenda ex Ecclesia, sed retinenda et fideliter inculcanda.  På den måde bliver loven for os til en eller anden slags glad lydighed, som vi til den tid skal yde i overflod. Men fordi den største del er hård og ubodfærdig, og fordi de hellige i dette liv ikke fuldstændig har aflagt deres gamle menneske og føler, at loven i deres lemmer gør oprør mod deres sinds lov og tager den til fange, derfor skal loven ikke fjernes fra kirken, men fastholdes og trofast indpræntes.  For loven er nødvendig i dette liv, først for de hårde og ubodfærdiges skyld, at den kan tvinge og ydmyge dem, dernæst også for de hellige skyld, at de kan døde deres kød, men i det kommende liv vil den helt ophæves, osv.  Est autem lex necessaria in hac vita, primum propter duros et impoenitentes, ut eos coerceat et humiliet, deinde etiam propter sanctos, ut carnem eorum mortificet, sed in futura vita tota tolletur etc. 
 Til det 8. argument

 

Noter:

n36: Sætning 24 lyder: Et perniciose docent, legem Dei simpliciter tollendam esse ab Ecclesia, id quod blasphemum et sacrilegum est. Og de (antinomerne) lærer, at Guds lov simpelthen skal ophæves i kirken, hvilket er blasfemisk og helligbrøde.

n38: WA-note: Aus Rig. 242 fol. 413a. Die Responsionen der Schüler sind in den übrigen Hss. als unwesentlich weggelassen.

n41: Vulgatas gengivelse af Matt 11,12f lyder: 11:12 a diebus autem Iohannis Baptistae usque nunc regnum caelorum vim patitur et violenti rapiunt illud 11:13 omnes enim prophetae et lex usque ad Iohannem prophetaverunt.

n58: Den 25. sætning lyder: Universa enim scriptura tradit poenitentiam a lege esse inchoandam, id quod rei ipsius ordo et experientia quoque monstrat. Hele skriften overleverer, at boden begynder med loven, hvilket sagens egen orden og erfaringen også viser.

n66. WA note. Hilarius, De trinitate, lib. II, 1: (Migne Patr. Lat. II, 51). Zitiert nach Petrus Lomb. Sent., lib. I. dist XXXI. C.

n71: Den 5. sætning lyder: Non enim potest homo territus a facie peccati bonum proponere suis viribus, cum nec quietus et securus id possit. For det skrækslagne menneske kan ikke fremsætte noget godt overfor synden ved sine egne kræfter, eftersom hverken det rolige eller det sikre menneske kan gøre det.

n76: Den 4. sætning lyder: Poenitentiae prior pars, scilicet dolor, est ex lege tantum. Altera pars, scilicet propositum bonum, non potest ex lege esse. Bodens første del, smerten, kommer kun fra loven. Den anden del, beslutningen om at gøre det gode, kan ikke være fra loven.